Menneskeskabt
Af samme forfatter
Sindstequila, 2017
Øjebliksbilleder, 2018
Efterskælv, 2019
Smuk, smukkere, smukkest, 2019
Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen, 2020
Pixie lever stadig, 2021
Vi dør alligevel snart, 2023
Dronningen vinder altid, 2024
Sofie Riis Endahl Menneskeskabt
Menneskeskabt
Copyright © Sofie Riis Endahl, 2026
Denne udgave: © Alpha / Gutkind Forlag A/S, København 1. udgave, 1. oplag, 2026
Omslagsdesign: Harvey Macaulay
Omslagsillustrationer: Shutterstock
Sats: LYMI DTP-Service
Trykt hos Scandbook EU
ISBN 9788772393483
Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node.
Tak til Statens Kunstfond, Autorkontoen, det danske generalkonsulat i Silicon Valley samt agent Monica Gram fra Copenhagen Literary Agency og redaktører Anne Bjerre Petersen og Birgitte Franch for deres uvurderlige rolle i tilblivelsen af denne roman.
Der er citeret fra følgende: Christian Richardt: Altid frejdig, når du går, 1867.
Jeffrey L. Elman: Finding Structure in Time, 1990, s. 225. Kaiser et al.: Learning to Remember Rare Events, 2017, s. 7. Shumailov et al.: The Curse of Recursion, 2023, s. 353.
T. Lucas og M. Henneberg: Are human faces unique? A metric approach to finding single individuals without duplicates in large samples, 2015, s. 10.
Vaswani et al.: Attention Is All You Need, 2017, s. 71.
William Shakespeare: Macbeth i Samlede skuespil V oversat af Niels Brunse. Gyldendal 2017.
William Shakespeare: Hamlet. Synapse Publishing 2018.
alpha er en del af gutkind forlag a/s Læderstræde 9, 1. • DK-1201 København K gutkind.dk • f gutkindforlag • I gutkind_forlag info@gutkind.dk
Denne roman er skrevet af et menneske.
Dette er et skønlitterært værk udarbejdet med kunstneriske friheder. Visse navne, virksomheder og teknologier samt alle personer er fiktive, og enhver lighed med virkelige forhold er tilfældig.
Romanens teknologiske univers bygger på eksisterende forskning og udvikling inden for kunstig intelligens, men de datalogiske koncepter er forenklede og dramatiserede af hensyn til fortællingen. Fortællingen foregår i en nær fremtid med teknologiske fremskridt baseret på kvalificeret spekulation.
LEARNING TO REMEMBER RARE EVENTS
“There are many advantages of having a long-term memory. One-shot learning is a desirable property in its own right, and some tasks, as we will show below, are simply not solvable without it.”
kaiser et al., 2017
Ansigter er en sær størrelse at måle, de er på sin vis pinligt generiske. De fleste består af to øjne, en næse og en mund, i hvert fald menneskers. Alligevel er det vores ansigt, der gør, at vi kan genkende os selv på et gruppebillede, et kørekort eller i spejlingen i et vindue. Som er vores ansigt en slags identifikationsnøgle, ligesom vores cpr-nummer, og derfor tror jeg, at de fleste mennesker ubevidst antager, at deres ansigt er unikt.
Det var i hvert fald fuldkommen chokerende for dem, der læser deres nyheder i et feed, heriblandt min mor, da internettet for nogle år siden blev overdænget med historier om, at alle mennesker statistisk set har syv dobbeltgængere. Artiklerne var fyldt med beviser: billeder af genetisk fuldkommen ubeslægtede mennesker, der lignede hinanden på en prik. Min mor viste mig dem ivrigt på sin smartphone. Jeg var taget på besøg på gården, fordi det godt nok var længe siden sidst, og vi lå begge på knæ og mugede ud hos hønsene. Jeg søgte på nettet og forklarede hende, at det med de syv dobbeltgængere slet ikke var statistisk funderet, men det ragede hende en høstblomst: Hun kunne jo se dobbeltgængerne med sine egne øjne, og når folk kan se ting med deres egne øjne, er det utroligt, hvor lidt autoritet man opnår med en ph.d.-grad i måling af lighed mellem ansigter.
At to mennesker ser identiske ud med det blotte øje, betyder ikke, at de kan låse hinandens telefoner op. Algoritmerne for ansigtsgenkendelse kan se forskelle, som er langt mere subtile end dem, et menneskeøje kan registrere. Faktisk er sandsynligheden for, at der blandt de otte milliarder mennesker på kloden eksisterer blot ét enkelt par, hvis ansigter – målt på otte ansigtstræk – er komplet identiske, kun én ud af hundrede og femogtredive.
Det tænkte jeg tit på, da jeg gik gennem folkemængden i San Joses gader. Det var en arbejdsskade. Jeg tænkte på, om menneskerne bag de ansigter, jeg ikke genkendte, havde en idé om, at de ejede deres eget ansigt. Og om jeg også engang selv havde været så naiv.
Landevejen bugtede sig mellem gule marker, lugten af gylle sneg sig ind gennem vinduerne, det var få dage, før vi skulle flytte til Californien. Det var et af den slags øjeblikke, hvor jeg burde have været taknemmelig over at have sanser. Den slags øjeblikke, som jeg senere burde have mindet mig selv om, når det forekom mig mere overskueligt at være dig. Sigurd kørte med et fast greb om rattet, han satte farten op ved et skilt, så motoren jamrede, og han så panisk mod mig.
“Tredje gear er måske lidt lavt til firs kilometer i timen,” bemærkede jeg.
Han fumlede med gearstangen. “Puha, hvordan ved du sådan noget?”
“Du ved, dengang jeg tog kørekort, havde man slet ikke automatgear.” Jeg nussede hans øreflip mellem tommel- og pegefinger, snuppede en hårlok, der hang foran, og kildede ham i øret, indtil han daskede min hånd væk.
Han syntes selv, han var kæk, jeg kunne se det i smilerynkerne under hans øjne, før han fandt på, hvad han ville sige: “Fortidslevn.”
“Kuvøseguf.” Jeg returnerede lynhurtigt.
Han strammede læberne for at undertrykke et fnis, det var vores evige konkurrence, ikke at grine af den andens joke. Det
er spøjst, hvordan man bruger hele sin barndom på at være voksen og bruger hele sit voksenliv på at finde et menneske, man både tør tage realkreditlån og være barn sammen med.
Sigurds øjne flakkede over vejen. Han så venlig ud, selv når han ikke prøvede, stor og bjørnet, med lyse krøller, bred næse, buskede øjenbryn. Selv mens han spændte op i panden og stak tungen let ud mellem læberne i koncentration, så det ud, som om han smilede. Han lignede et menneske, der var nemt at holde af, og måske var det derfor, han var blevet det.
Alderen var begyndt at indhente ham i fine linjer om munden, han var lige fyldt otteogtredive, det tændte mig. Jeg havde fået en sær besættelse af hans sæd. En trang til at røre den, smage den, suge den op i mig. Jeg trak smørret på læberne, rullede vinduet ned og stak fingrene ud for at mærke vinden glide over dem, sval og driftig, som vi susede gennem de åbne vidder. Det hænder, når man sætter kode til at køre, at computeren bliver ved med at tænke og tænke, selvom det kun burde tage et par sekunder, og man kigger efter og opdager, at man er kommet til at skabe en uendelighedsløkke et sted. Senere, når jeg vred mig i sengen i timevis, fordi min bevidsthed nægtede at slippe mig, forestillede jeg mig, at jeg stadig sad der ved siden af Sigurd i bilen, og at vi ved en simpel tastefejl var faldet ned i den slags uendelighedsløkke, hvor landevejen bare fortsatte, og vi aldrig ville komme frem.
Men Sigurd bremsede brat og sneg bilen om hjørnet ned ad en snæver grusvej. Grantræernes grene raslede mod ruderne, som forsøgte vejen at opsluge os, og Sigurd spurgte, om vi godt kunne bytte.
“Nu? Vi er der om otte hundrede meter.”
“Netop.” Sigurd standsede bilen midt på vejen og så på mig, som om jeg burde vide, hvad han tænkte. “Hvis pressen ser mig parallelparkere, kommer jeg til at læse om det i morgen.”
“Du er heldig, at alle biler i USA har automatgear. Så er det
som at køre radiobilerne i Tivoli.” Jeg gik rundt om min lille, røde Skoda. Jeg havde købt den brugt for min første fuldtidsløn, selvom vi egentlig havde haft råd til at købe en ny. Men Sigurd havde ikke kørekort dengang, og jeg havde stadig ikke vænnet mig til, at penge rent faktisk var noget, jeg havde.
Et øjeblik blev jeg stående med hånden på den ophedede kølerhjelm. En grangren virrede i vinden, frem og tilbage over min øreflip. Jeg greb den for at stoppe bevægelsen. Om et par dage ville jeg køre den røde Skoda til skrothandleren og flyve langt væk og købe en ny bil, sikkert en blank sort en, der kørte på el, for der var et beløb i min relokeringspakke specifikt allokeret til bil. Det virkede tarveligt overfor den røde Skoda, som ikke havde gjort mig noget.
Jeg åbnede døren op til forsædet, hvor Sigurd sad. “Skulle vi bytte eller hvad?”
Han hev mig ned på skødet, jeg kunne netop være der mellem rattet og hans store krop, og han kyssede mig, så jeg blev helt forpustet.
“Jeg troede aldrig, jeg skulle lære at køre bil,” smilede han og lagde næsen mod min, “og så kom du.”
Ekstra Bladet indfangede faktisk min parallelparkering blandt elkareter og veteranbiler på den åbne brostensplads foran sommerhuset. Egentlig var det nærmere en lille herregård, murene var okkergule, og vinduerne og dørene rundede i toppen og var indrammet af hvide søjler med minimalistiske kapitæler. Du ville nok have syntes, det var flabet at kalde det et sommerhus, det ville i hvert fald den, du startede med at være.
De havde zoomet ind på mig og Sigurd gennem bilruden, og på hjemmesiden kom billedet til at ligge under overskriften
MODERNE SIGURD: Lader kæresten tage førersædet. Journalisten hallucinerede sig til en forklaring på, hvorfor Sigurd ikke kørte bilen, som trods hendes manglende belæg var ganske
rigtig: at han var vokset op på Vesterbro og først sent havde fået sit kørekort.
Da vi steg ud, flokkedes de om Sigurd med deres kameraer og stak en blanding af mikrofoner og telefoner i hovedet på ham. Jeg gik bag om bilen til ham og tog hans hånd, mens han pænt fortalte, at han så frem til at fejre sine forældre på denne store dag, og jeg smilede og ventede på, at de ville spørge mig om noget, det gjorde de nogle gange, hvis Sigurd var nærig med sine citater.
En yngre, skaldet journalist fra Billed-Bladet begyndte at udspørge Sigurd om vores transatlantiske flytning. “Og du går simpelthen i din fars fodspor og skal instruere stemmer til et internationalt computerspil i Californien?”
Sigurd fodrede dem med en sød anekdote om, at han havde været besat af tegnefilmsstemmer som barn og gået rundt med sine forældre til premierer og indsamlet autografer fra de danske skuespillere i sin notesbog. Han fik det til at lyde, som om han havde været katalysator for vores flytning, som om jeg ikke havde brugt mange lange aftener på at overbevise ham om at søge tilbage i den kreative branche. Men jeg så beundrende på ham og nikkede til det, han sagde, fordi jeg vidste, at han havde brug for, at de fortalte historien sådan.
Øverst på den dramatisk brede trappe stod Sigurds forældre, Absalon og Elisa, i indgangspartiet og bød gæsterne velkommen. Journalisterne fulgte efter os derop og fotograferede os alle fire, de skiftedes til at række hånden op og bede os kigge ind i deres linse. Selv efter fem år følte jeg mig kejtet med Sigurds arm om min talje og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med min egen.
Først efter billederne kyssede Elisa mine kinder, hun duftede skarpt parfumeret og efterlod mærker af sin læbestift, som jeg brugte energi på at huske, at jeg skulle fjerne senere. Det var hende, der havde inviteret pressen, det var jeg overbevist om,
selvom Sigurd hævede, at det var hans far, der ikke ville glippe chancen for en kulørt hyldest.
Absalon holdt mig længe og tæt ind til sig og hvilede hånden på min kind en stund, før Sigurd halede mig indendørs ud af pressens sigte. Der stod friske blomster i krukker på høje borde mellem alle dørkarme med en selvfølgelighed, så man fik indtrykket, at de altid stod der i rent vand med spændstige blade.
Absalon fulgte efter os ind i hallen og lagde hånden på Sigurds skulder, så han vendte sig. Han strammede Sigurds slipseknude og rettede slipset, så det sad lige, og klappede ham på armen. “Du ser pragtfuld ud, sønnike.”
Sigurd nikkede bare og fortsatte videre gennem stuerne til dobbeltdørene, der førte ud til baghaven. De stod åbne, og vinden trak i de lette gardiner. Bordplanen var klistret op på indersiden af den ene glasdør, Sigurd førte fingeren over papiret, mens han læste. Jeg tjekkede min telefon, billedet af os alle fire lå allerede på nettet: Absalon og Elisa Vind tager imod sønnen, Sigurd Vind, og hans kæreste, Dyveke, som om jeg ikke havde et efternavn.
Sigurds forældre var kunstnere og havde i al naturlighed arrangeret perlebrylluppet som et indtagende billede: Vi sad godt hundrede mennesker om hviddækkede langborde. Sommerhusets have skrånede op mod sandbankerne, der skjulte havet.
De tætte brombærbuske med grønne bær blandt torne omkransede os, så vi sad tæt, og serveringspigerne måtte holde tallerknerne højt, når de smøg sig bag stolerygge.
Absalon og Elisa havde mange venner, de fleste af dem havde ansigter, man kendte. De var filmskuespillere, cellister, komponister, radioværter, teaterdirektører. Mennesker, der lever af deres egne påfund, rummer ofte en vis tilfredsstillelse ved at høre på sig selv. Deres taler var mange og lange, og jeg havde tør
hud bag øret, jeg kom til at kradse i. Min læge havde udskrevet noget steroidcreme, der fik det til at gå væk efter et par dages brug, men selv i en alder af fem minutter i tredive havde jeg det ikke i mig at fortsætte indsmøringen, så snart eksemen var forsvundet – således kom den retur, og cyklussen startede forfra.
Gæsterne græd under deres egne og hinandens anekdoter, og da en fik de andre til at grine gennem tårerne, fik jeg gåsehud over at sidde blandt dem, stoppede med at klø og tænkte på, om det var et skadelignende karaktertræk at føle sig fuldendt omgivet af smukke mennesker.
Så stak min sidemand mig en håndfuld kopier med sangtekst og fotos. På et af dem stod Absalon på den røde løber i smoking med etårige Sigurd i favnen, han vinkede til fotograferne.
Mellem talerne drak jeg hvidvin og spiste kammuslinger med den ene hånd og strøg Sigurd over ryggen med den anden. Vi sad overfor perlebrudeparret, og gæsterne sværmede om dem.
Elisa tog deres hænder og takkede dem ved fornavne, der lød sært nøgne, fordi jeg var vant til at høre navnene i fuld længde og større sammenhænge. Hun var en bastant kvinde med kridhvid manke, stor barm og gennemtrængende stemme – pensioneret operasanger – og denne aften klædt i en lille, skræddersyet perlebeklædt kjole. Mænd tog ikke øjnene fra hende, når hun talte, men det generede ikke Absalon. Det var måske også nemt at være ligeglad, når man var to meter høj.
Han nikkede kort til lykønskningerne, lænede sig ind over sin tallerken mod Sigurd og mig og spurgte og spurgte. Vi fortalte i munden på hinanden om den kringlede proces med at få vores arbejdsvisa og den nye lejlighed, selvom vi kun havde set den på billeder.
Som Sigurd og hans far sad der overfor hinanden, begge i jakkesæt i hør, lignede de det samme menneske, forskudt i tid.
DYVEKE HAR ALTID TÆNKT, at hun ikke er typen, der får børn, men hun er pludselig blevet ramt af en altopslugende lyst til at gøre sin kæreste, Sigurd, til far. Sammen med ham flytter hun til Silicon Valley, hvor hun har landet sit drømmejob.
Som datalog har Dyveke knoklet for sin berettigelse i en branche domineret af mænd, og under ledelse af den visionære milliardærdatter Maxine Bree er hun med til at udvikle en banebrydende algoritme, der ved hjælp af kunstig intelligens kan generere overbevisende video af alt og alle. Også af Dyveke selv.
Snart kan alle spille hovedrollen i deres egne film, men de er genereret på værker skabt af mennesker, og det er tyveri – det mener i hvert fald Sigurd, der drømmer om at blive filminstruktør ligesom sin far. I takt med at han tager større afstand fra teknologien og Dyveke, drages hun af de kunstige virkeligheder og får sværere og sværere ved at afgøre, hvad der er ægte – og om det overhovedet gør en forskel.
MENNESKESKABT er en foruroligende roman om mennesker, der skaber teknologi, og teknologi, der skaber mennesker. Om de relationer, vi indgår i og opsluges af, og om hvad – og hvem – der er værd at reproducere.
