

![]()


Kang Jiyoung
På dansk ved Ursula Olander
Gutkind
Lejemorderen fru Shim er oversat fra engelsk efter 심여사는 킬러
(Mrs. Shim Is a Killer)
Copyright © Kang Jiyoung 2022
All rights reserved
Denne udgave: © Kang Jiyoung og Gutkind Forlag A/S, København 2026
1. udgave, 1. oplag
Omslag: © Yannick Scott
Bogen er sat med Garamond hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook AB info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-1147-5
Kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K Gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Shim Eunok
Jeghvæsser en kniv. Når jeg fører den ind i min elektriske slibemaskine og trykker på knappen, vættes det sløve blad. Maskinen kører. Gnisterne springer som skæl omkring kniven. Den skarpe, stålblå kant glimter som en blank fisk i lyset fra lysstofrøret.
Kød er sejere end en kniv. Selv en kokkekniv, der ikke bruges til andet end at skære i den møreste mørbrad, vil sløves efter et par dage og give brugeren smerter i håndleddet. Den skarpe æg taler til mig. Jeg har fået nok, siger den. Men vi har stadig lang vej igen. Det er en slagterkniv, jeg står og hvæsser, og den har tilhørt hr. Lim fra Majang-dong, der har brugt den til at skære bugen op på slagtekvæg gennem toogtredive år. Den var to tredjedel af en fingers længde, og ved første øjekast kunne den godt ligne en syl. Han havde ikke skaffet sig af med den, denne kniv, der havde gennemboret ham otte gange i låret, ramt en hovedpulsåre og efterladt et dybt ar på indersiden af låret, så det så ud, som om en kæmpe slange snoede sig hen over hans hud. Som en mand, der satte sin ære over alt andet, og som med oprejst pande var trådt
ud på hævnens sti, stod hr. Lim hver eneste morgen med stålsat blik og sleb sin slidte kniv. Først når den var lige så sløv som et barberblad, ville han smide den ud. Først da skulle den have lov at undslippe dette kvalmende, stinkende helvede.
Med den nu slebne kniv i hånden ventede jeg på, at butikkens ejer mødte ind. Men da indkøbscenteret åbnede, og kunderne begyndte at myldre rundt med deres indkøbsvogne og små tilbudsaviser i hånden, havde hun stadig ikke vist sig. Dagen forinden havde hun solgt en halskæde i mere end femoghalvfjerds gram rent guld til guldsmeden oppe på første sal. Det var tydeligt, hvor hun var på vej hen - spillehallen. Sommetider blev jeg ringet op og bedt om at komme over med penge til en indsats; det var sådan jeg fik kendskab til det. Ejeren havde altid munden fuld af stegt svinekød, der var blevet koldt, mens spillet var i gang. Tusindwonsedlerne klæbede til hendes svedige baglår.
”Eunok, har du ikke hørt det? Slagterdamen blev slæbt væk i håndjern i går.” Det var bagerdamen, der sommetider gjorde slagterdamen selskab. ”Hun sad ellers endelig med en god hånd, da de kom brasende. Jeg har hørt, hun skal rydde butikken i dag.
Hvad siger du så!”
Slagterdamen lod tit, som om hun havde føjet sin mand og lagt spillet på hylden, men så snart han kiggede den anden vej, genoptog hun kontakten med bagerdamen, og så var hun væk. Hun lugtede altid lidt af cigaret og tangsuyuk, når hun vendte hjem derfra. Det virkede, som om bagerdamen var sluppet fra gårsdagens redelighed med skindet på næsen. Jeg selv derimod var mindre heldig.
”Det anede jeg ikke. Hvad i alverden gør jeg så nu?”
Hvis slagterforretningen lukkede, stod jeg uden arbejde.
Jeg tog forklædet af, satte hængelåsen på fryseren og afleverede nøglerne. Jeg pakkede de tre knive, jeg selv havde haft med, pænt ind i avispapir og stak dem ned i et net. Hvis jeg endelig skulle finde noget positivt i alt det her, skulle det være, at det i går havde været lønningsdag. Jeg åbnede kasseapparatet og tog penge til en busbillet. Jeg kunne ikke holde tanken ud om at bruge mine egne hårdt tjente penge. Det er Shim Eunok, skrev jeg på en seddel til ejeren. Jeg tager 2.000 won til at dække mine transportomkostninger for i dag. Jeg håber, du kommer ud snart, så vi kan ses til nytår.
Jeg er Shim Eunok. En midaldrende dame, en ajumma, netop fyldt enoghalvtreds. Enke. Arbejdsløs. Og mor.
Jeg har en søn, min elskede Jinseob, der håber på at kunne vende tilbage til universitetet nu, hvor han er færdig med sin militærtjeneste, og en datter, Jina, der får gode karakterer og er bundstabil. Det er fem år siden, min mand tog sit eget liv. Han havde haft diabetes, siden han var fireogtredive, men han ville hellere dø end spise brune ris. Han begyndte med medicin i pilleform, men hen imod slutningen af sit liv, i en alder af treoghalvtreds, var han oppe på store doser insulin som indsprøjtninger. Efterhånden som hans sygdom forværredes, måtte han have lilletåen på begge fødder amputeret, først den ene, så den anden, og til sidst mistede han også synet. Det lykkedes ham utroligt nok at holde det hemmeligt i næsten et år, at han var blevet blind. Det kan ikke have været let at leve videre i denne verden udelukkende ud fra hukommelsen, men han hverken talte eller opførte sig anderledes, end da han havde synet i behold. Men så en dag satte han sig ind i bilen og bankede frontalt mod facaden på en nyåbnet pub. Han mistede livet i sammenstødet, og det var umuligt at afgøre med sikkerhed, hvorvidt det var
for at gøre en ende på sit liv, han havde sat sig bag rattet. Men politiet stemplede dødsfaldet som et selvmord, hvilket betød, at vi ikke fik en klink i udbetaling fra forsikringen, og vi måtte afhænde vores slagterforretning for at kunne betale for de skader, ulykken havde forårsaget på pubben.
Min søn gik stadig i skole, da det skete. Han nåede kun lige akkurat at starte på universitetet, før han droppede ud igen og gik ind i militæret, og fra det øjeblik begyndte Jina at studere som en vanvittig. Der er ikke andet ord, der kan beskrive den intensitet, med hvilken hun kastede sig over skolearbejdet. Hun bestilte ikke andet end at løse opgaver, sammenligne svar, slette og repetere. Hendes lille mund bevægede sig uophørligt, mens hun hele tiden memorerede engelske gloser, og hun omsatte en hel børnesang med titlen ’100 store skikkelser, der bragte lys over Korea’ til en tidslinje, som hun indprentede sig. Jeg fik et job i det forsikringsselskab, der ikke havde løftet en finger for at hjælpe os, men uden en kundeportefølje hjalp end ikke det det mindste på situationen. Efter at have vekslet mellem forskellige småjobs fandt jeg endelig et fast arbejde i indkøbscenterets slagterafdeling.
Jeg foldede de to tusindwonsedler fra kasseapparatet pænt sammen og puttede dem ned i min pung. Nu, hvor jeg alligevel var arbejdsløs, besluttede jeg mig for at tage turen hjem til fods. Jeg missede mod solen og skærmede for øjnene med en hånd, idet jeg passerede busstoppestedet. Jeg fandt en avis med jobannoncer. Skraldefolkene havde åbenbart allerede været forbi, for der lå kun den ene avis. Sommetider spekulerede jeg på, om skraldefolkene og avissælgerne havde en eller anden hemmelig aftale om at efterlade mindst et eksemplar af avisen til de arbejdsløse, så vi havde en chance for at komme videre uden at blamere os.
Jeg var ikke i humør til at gå hjem. Jeg kunne slet ikke overskue den overfyldte postkasse, der bugnede med ubetalte regninger. Jeg jog et par dvaske duer på flugt og satte mig på en bænk, foldede avisen ud, skubbede brillerne på plads på næsen og begyndte at læse. Jobsektionen var propfuld af annoncer. Tjenerjobs, køkkenassistenter, søger en person pålidelig som en storebror, hilsen Bora, rekruttering af kviklånssælgere og telemarketingfolk i massevis ... Tja, hvad angik tjenerjobbene, foretrak restauranterne for det første koreansk-kinesiske ansøgere, og desuden var de sjældent interesserede i nogen, der var ældre end dem selv. Og hvad køkkenassistentstillingerne angik, overvejede jeg at søge, men de lå simpelthen for langt væk. Jeg kunne ikke få mig selv til at ringe til Bora og spørge, om hun eventuelt kunne bruge en storesøster i stedet, og jeg anede ikke, hvad kviklån og telemarketing gik ud på, men jeg bemærkede, at der var loft over alderen, ingen ansøgere over halvtreds.
Husmødre fra 40 år og opefter søges, garanteret mindsteløn på 3 millioner, 500 % fortrolighedsbonus, Smil.
Jeg reagerede først med skepsis, jeg havde aldrig hørt om noget sted, der ville betale en kvinde over fyrre så mange penge, men firmanavnet gjorde mig nysgerrig. Smil. Det var det kælenavn, hr. Lim fra Majang-dong havde givet mig, det var ham, som i sin tid lærte mig faget. Uanset om jeg begik en fejl, jeg skar mig i hånden, eller jeg for første gang præsterede at partere en hel ko på sekshundrede kilo alene – så smilede jeg, jeg var sådan en, der smilede, selvom jeg havde allermest lyst til at græde.
Jeg tog telefonen frem. Jeg havde ikke betalt abonnementet, så den duede ikke til ret meget andet end at vise klokken. Den var
kvart i tolv – frokostpausen startede om lidt. Jeg talte de mønter, jeg havde i lommen, og fandt en telefonboks. Langsomt tastede jeg de otte cifre og gav mig til at vente. Efter fem ring regnede jeg ikke længere med, at nogen ville tage den, og skulle lige til at lægge på, da der pludselig lød en stemme i den anden ende.
”Smil, goddag,” lød en munter ung mandsstemme.
”Jeg ringer angående jeres annonce. Er der noget særligt, jeg skal tænke over, før jeg kommer forbi?”
Jeg kunne svagt høre den unge mand råbe noget til en anden, lyden blev dæmpet af den hånd, han sandsynligvis holdt hen over røret. ”Chef, har vi haft en annonce i? Skal jeg bare bede hende om at komme?”
Så var han tilbage. ”Nej, der er ikke noget, du skal tænke over, bare kom forbi. Hvis du ved krydset med tempeltræerne ser i retning af politistationen, ser du en grå femetagersbygning. Vi bor på anden sal. Dør 201.”
Han lagde på, inden jeg kunne nå at svare. Jeg nåede at opfatte et begejstret udbrud i baggrunden, før forbindelsen blev afbrudt. Krydset med tempeltræerne – det ville tage cirka tyve minutter at nå derhen til fods i mit tempo, og jeg besluttede mig for, at det var en perfekt afstand til en lille gåtur. Da jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt mit forvaskede tøj var godt nok til en jobsamtale, standsede jeg op uden for en dametøjsforretning for at betragte mig selv i den blanke rude. Det, jeg så, var indbegrebet af en kvinde kommet ind til Seoul med firetoget. Min grønne bluse med de slidte sømme, de løse bukser. Mit net med indkøbscenterets logo i et grimt print på forsiden. Jeg var alt andet end tilfreds ved synet af mit hår, som jeg netop havde fået permanentet ugen forinden, det var alt for krøllet. Jeg glattede det lidt, især de stædige krøller på toppen af hovedet, og ilede ind i den nærmeste papirhandel.
Selvom manden i telefonen havde sagt, jeg bare skulle komme, som jeg var, var det upassende at møde op helt tomhændet. Et cv måtte jeg i det mindste have med. Jeg brugte tre hundrede won på en skabelon og en kuvert, lånte en kuglepen og satte mig uden for forretningen under en parasol og udfyldte skabelonen.
Det eneste, jeg havde at skrive i feltet ’uddannelse’: Yebong grundskole.
I feltet ’arbejdserfaring’: Slagterforretning 2002-2013.
Jeg overvejede, om jeg skulle tilføje nogle af mine deltidsjobs, men jeg vidste ikke rigtig, om de tilfældige småjobs, jeg havde haft i den mellemliggende periode, hvor jeg havde drevet rundt på må og få som andemad på en dam, talte som arbejde. Jeg endte med et cv på i alt to linjer. Jeg overvejede at udfylde resten af skabelonen med et par af de orkideer eller bambusplanter, jeg altid tegnede i skolen, men jeg beherskede mig, af skræk for, at de måske ville opfatte den slags kruseduller som tegn på manglende begavelse.
Jeg købte et stykke castella-kage og lidt mælk i et supermarked, og da jeg havde spist, begav jeg mig af sted. Nu, hvor min sult var stillet, mærkede jeg en hidtil ukendt selvsikkerhed spire i mit indre. Hvad det så end var for et slags job, kunne det umuligt være mere krævende end at skære bugen op på en nyslagtet ko. Jeg rankede ryggen. For hvert skridt jeg tog, kunne jeg høre knivene i mit nylonnet klirre mod hinanden. Jeg havde frygtet, at folk ville lægge mærke til det, men ingen lod til at bemærke noget. Jeg strammede grebet om hanken og besluttede mig for ikke at bekymre mig så meget om, hvad folk tænkte. Jeg var jo trods alt en ajumma. Ikke en lille pige eller en ung, uerfaren kvinde, men heller ikke en gammel kone endnu. Jeg måtte sørge for mig selv.
Lidt i et stod jeg så uden for den grå femetagers bygning. En gammel vagt sad og halvsov ved indgangen, men fik trods alt
øje på mig og hilste høfligt. Jeg havde aldrig set ham før, men han smilede meget venligt og så nærmest ud, som om han holdt en lille, indforstået latter tilbage. Det var bedre, end hvis han havde taget mig for at være dørsælger, men jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om han ligesom mig var sådan en, der smilede i stedet for at græde.
Jeg steg ind i elevatoren, men den standsede ikke på første og anden sal, så jeg trykkede på knappen op til tredje. Mens jeg ventede på, at den skulle sætte i gang, så jeg mig i spejlet på bagvæggen og fik øje på den tørre psoriasis i mundvigene. Jeg fugtede en fingerspids og fik det væk.
Der lå to kontorer over for hinanden på hver etage i bygningen, der føltes trang og beskidt. Trappen var dækket af små, indtørrede klatter af indtørret spyt og nedtrådt tyggegummi.
Gamle cigaretskod og nullermænd blandede sig med hinanden. Jeg måtte gøre alverdens krumspring for at undgå at træde i dem på vej ned til anden sal, hvor jeg fandt kontor nummer 201 lige ved siden af reposen.
”Detektivbureauet Smil,” stod der på skiltet. Et detektivbureau – var det ikke sådan nogle, der rodede rundt i folks skumle fortid på film og brugte både beskidte tricks og hårdhændede metoder til at drive deres tvivlsomme forretning? Ikke alene følte jeg i det samme, at jeg havde spildt trehundrede won på cv’et, men mine svage knæ bævede også ved tanken om, hvad jeg mon var ved at rode mig ud i. Hvad i alverden ville et detektivbureau med sådan en moden dame som mig? Jeg var på nippet til at gå uden at give mig til kende og var faktisk på vej ned mod første sal, da jeg i det samme hørte en stemme bag mig.
”Hey, fra i morgen vil vi gerne bede om en yoghurt og en probiotisk drik mere.”
Døren ind til Detektivbureauet Smil stod åben, og i åbningen stod der en mand med en tom suppeskål i hånden. Han lød som den unge mand fra telefonen.
”Åh, jeg … det er mig, hende, der ringede ... Jeg er her angående jobbet.”
Hvorfor nu det? Jeg kunne bare være fortsat og have ladet, som om jeg ikke havde hørt ham. Jeg havde overhovedet ikke behøvet afsløre, at det ikke var mig, der var mælkebuddet.
”Åh, ja selvfølgelig, dig fra i formiddags. Kom indenfor.”
Han bukkede til hilsen og så forlegen ud. Han havde et svagt orange skær om munden fra nudelsuppen. Jeg trådte indenfor, som han havde sagt. Luften var indelukket, og der hang en lugt af mad i lokalet. I stedet for gardiner var vinduerne farvet sorte. Jeg så mig omkring – fire skriveborde og en lædersofa.
”Chefen er lige ude at børste tænder. Vil du have en kop kaffe?”
Jeg nikkede, og den unge mand gelejdede mig hen til sofaen, hvorefter han forsvandt. Normalt ville jeg have forventet, at der havde siddet et par muskuløse mænd og spillet kort eller drukket sprut midt på dagen sådan et sted som her, men det hele var meget anderledes, end man skulle have troet. På hvert skrivebord stod der en computer, og selvom der var rodet, fik de høje papirbunker det til at ligne et helt almindeligt kontor. Den unge mand var tætklippet og talte så venligt til mig, at han slet ikke virkede som en gangster. Jeg stak mit net om på ryggen og stirrede rundt i lokalet med store øjne som et lille barn. Jeg kunne høre nogle fodtrin, der nærmede sig nede ad gangen. Så gik døren op, og en lavstammet, midaldrende mand i en lys blazer trådte ind. Selvom han til at begynde med virkede venlig, slog han mig som kold, da først jeg fik set ham i øjnene inde bag brillerne.
”Hun siger, hun er her angående jobbet, chef.”
Den unge mand vendte tilbage med to kopper kaffe på en bakke og gik forbi den ældre på vej hen for at stille bakken foran mig. Kaffen blev ikke serveret i plastickopper, men i kraftige krus. Den ældre duppede sine fugtige mundvige med et lommetørklæde. Da han tog om hanken på det ene kaffekrus, bemærkede jeg, at hans knoer var pænere end mine. Måske fik man ikke så meget snavs på fingrene i detektivfaget, som jeg gik og troede.
”Det er en fornøjelse at møde dig. Mit navn er Park Taesang.”
Hr. Park rakte en hånd frem imod mig. Jeg kunne ikke bare lade hans slanke, blege hånd hænge der i luften, så jeg havde ikke andet valg end at give ham et håndtryk.
”Jeg er Shim Eunok,” sagde jeg og rakte ham mit cv.
Han blinkede et par gange med de tunge øjenlåg og så ned over papiret. Et minut, to minutter. Det var meget lang tid at dvæle ved et cv, der kun bestod af to linjer. Jeg overvejede, om han var ved at varme op til et raserianfald over min frækhed at spilde hans tid med så elendigt et cv, og tankerne drønede forvildede rundt i hovedet på mig.
”Så du har altså været ansvarlig for en slagterforretning,” sagde han til sidst og lagde cv’et fra sig på bordet.
Af en eller anden grund sagde jeg ikke noget, men smilede i stedet til svar. Jeg kunne se mit eget beskedne udtryk i det runde spejl, der hang på væggen omme bag ved ham. Fregnerne var drysset ud over mine kinder som små sesamfrø, og det føltes, som om de på en eller anden måde afslørede, hvor ludfattig og ret kedelig jeg var.
”Så må du jo vide noget om, hvordan man bruger en kniv.”
Jeg nikkede langsomt. Jeg var ikke nær så god som hr. Lim fra Majang-dong, men jeg var ret habil til at partere og udskære i både skiver og tern.


Da fru Shim – arbejdsløs slagter, enke og mor til to store børn – svarer på en jobannonce hos Smiling Detective Agency, ser det ud til, at hendes held endelig vender. Hendes nye arbejdsgiver mener, at hendes behændighed med knive og hendes uanselige ydre gør hende til den perfekte kandidat til jobbet som lejemorder.
Med ansættelsen følger fleksible arbejdstider og en god løn, og fru Shim opdager hurtigt, at hendes nye job ikke adskiller sig fra det gamle i slagterbutikken. Med sit talent bliver hun agenturets bedste lejemorder, og det går ikke ubemærket hen hos konkurrenter og kolleger, og hun må sande, at det er et stressende og farligt erhverv at være lejemorder.