Klokken tre en tidlig morgen i New Dehli rammer en Mercedes kantstenen i høj fart, og på et splitsekund er fem uskyldige mennesker døde.
Bilen tilhører en meget velhavende mand, men da støvet efter ulykken har lagt sig, er den rige mand ikke at se nogen steder, tilbage står der kun en chokeret tjener.
Lasternes tid er en stor episk fortælling, hvor den eksplosive handling er drevet frem af den rigdom, korruption og vold, der kendetegner den berygtede indiske Wadia-familie – elsket af nogle, foragtet af andre og frygtet af alle.
Vi befinder os i Indien i lasternes tid, hvor penge, nydelse og magt betyder alt, og familiebånd er lige så kvælende, som de er beskyttende.
Romanen udkom på engelsk i januar 2023 og fik en flot modtagelse i verdenspressen. Blandt andet blev den månedens bog i Good Morning America og The Guardian kaldte den "det indiske svar på The Godfather" i deres anmeldelse. Romanen er også solgt til udgivelse som serie til FX, Fox 21 TV Studios.
Bogen er oversat til dansk af Louise Ravnild.