Issuu

Kom tilbage tre gange

Af samme forfatter

Salt – noveller, 2017

På undersiden af dagen – roman, 2021

Emeli Bergman Kom tilbage tre gange

Roman

Gutkind

Kom tilbage tre gange

Omslag: © Studio Prisma, Arthur Vermorel

Forsidefoto: © Arthur Vermorel

Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos Nørhaven ISBN 978-87-434-0890-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak Maria, Louise og Caroline for læsninger og samtaler, mens jeg skrev.

Tak Lea, Emma og Arthur.

Tak til Broncestøberiet Peter Jensen for, at jeg måtte komme på besøg. En særlig tak til Vibe.

Tak til Danske Skønlitterære Forfattere og Autorkontoen. Tak til VELUX FONDEN og Statens Kunstfond. Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk

vi er de samme

men du forandrer dig

SYG AF FRIHED

Cora

Her går Cora gennem byen, verdens rigeste by. Faktisk er det et land. Det er en klippe, der rejser sig op ad havet, og på klippens kant har mennesker bygget en by med et slot og et enormt akvarium. Det er måske et bjerg, men det er også en klippe, for den ene halvdel skråner brat ned i havet. Som en klippe i et helligt skrift, hvorfor ikke?

Over hende hvælver himlen sig. Under hende er gaden og de grågule sten. Herfra har hun udsigt til bjergene og mange små landsbyer og kirker. Det hellige skrift handler selvfølgelig om en meget speciel mand og dem omkring ham. Dem, der elsker ham og støtter ham, og dem, han må kæmpe imod. En dreng, der vokser op og bliver til en ung mand … det er hendes mest elskede historie, og den kan se ud på mange måder, alle mulige måder. Hun elsker den, som hun elsker naturen, som

hun elsker planter og dyr, som hun elsker Bach, Caravaggio, skeletter, smukke ansigter, munde og tænder. Som lille ville hun være en dreng på grund af den, fordi en historie om en pige aldrig kan være lige så vigtig, og hun følte stærkt, at hun var vigtig. Hun elsker det klassiske, ikke det moderne, og historien om pigen kan højst være moderne.

Alle husene her er hvide, eller, hun går langsomt, næsten hvide. Lyse pasteller, og de er ikke bare elegante, de er overdådige. Hun går forbi et hus med lave vinduer, ser et stort og tomt køkken, ved siden af det ligger en stue med en lys sofa, hun ser et persisk tæppe eller noget, der skal ligne det. På trappen sidder en mand og taler i telefon, den ligger på hans knæ, og han holder en lille mikrofon op mod munden, et headset, men lyden kommer fra telefonen selv. Hun tror, sproget er hindi, manden følger hende med store blanke øjne, og hun ser også på ham, hans hvide skjorte og grå jakkesæt, de glinsende sorte sko. Selv har hun sommertøj på, en tynd sort kjole med hvide blomster. Masser af luft under viskosen. September er en sommermåned dernede, sagde hun til de ansatte på klinikken. April og maj også, det er klart. Og oktober … hun kiggede på Mehdi, som skulle tage sig af hendes patienter, mens hun var væk. Nej, ikke oktober, dog ikke oktober, selvom den kan være varm. Hun har de sorte lædersandaler med brede remme på. I oktober begynder efteråret, lige så stille. Den sorte taske, der passer til, med striktrøjen

foldet i en blød firkant. Hun er velforberedt, som kun den, der ikke har andre end sig selv at tænke på, kan være det, og næsten alt det, hun har pakket, er sort. Sort som en sorg, der lister sig ind på hende, tænker Cora. For femten år siden var hun en mor i lyseblå jeans og skjorte, der løftede tunge plasticposer fyldt med mad op på køkkenbordet, sukkede, vendte sig om for at se på uret, der hang stort og rundt på væggen. Hun kogte kartofler og åbnede vinduet ud mod det store kastanjetræ for at lukke dampen ud. Hun hakkede løg og hvidløg, blandede det med fars, formede det til et brød på et stykke bagepapir og så op på uret igen. Nej, helt rundt var det ikke, det var sekskantet, hvidt med en rød linje i kanten og røde tal. Hun skar icebergsalat i små firkanter med brødkniven, skar agurk og tomat i endnu mindre tern og blandede en dressing af olie, honning, eddike og en lille pose italiensk salatkrydderi. Hun husker, hvordan hun udførte alle disse bevægelser fyldt af længsel, længsel efter kærlighed, ro, længsel væk, at komme bort, længsel efter aftenen, at Ludvig skulle komme hjem og tage børnene, længsel efter, at køkkenet skulle være rent og stille igen, efter en anden årstid. Hun blandede salaten med hænderne, masserede olien ind i bladene, ligesom i Italien, sagde hun til sig selv. Og her går Cora nu, på de varme sten, forbi manden på trappen, der taler med tydelige r’er, gennem den rige by, der er sit eget land, mellem de storslåede huse.

I udkanten af byen finder hun en café og sætter sig ved et af de runde borde, hun burde spise, men mærker ingen sult, mærker ikke kroppen, kun forstoppelsens metalsmag i munden. Det er, som om der er en tynd væg under brysterne, den spænder gennem torsoen, kanterne går som et bånd rundt om overkroppen. Hun skal synke spyttet en ekstra gang, for at det skal trænge igennem til den anden side, ned i en del af hende, som føles, som om den er lavet af et andet ikkekropsligt materiale, ler eller noget lettere, flamingo. Eden vil ændre tonen mellem dem, fra fortrolig til høflig, nu er han voksen og vil aldrig igen komme til hende med sine tanker. Han har inviteret hende til dette vendepunkt i september, en fejring af, at det er tredive år siden, han blev født. Han er på arbejde, og hun er på café. Café Klippen. Nej, sådan hedder den ikke, hun drejer hovedet mod skiltet, den hedder Posto12. En tjener med kulsort hår bevæger sig mod hende mellem bordene, men først da hun er nået helt frem, smiler hun og vil have øjenkontakt. En kop te, tak, siger Cora. Har I grøn te? Bare grøn, uden nogen særlig smag. Kvinden finder et stykke papir frem og skriver en hel lang sætning ned på det. Hun kigger op på Cora, alvorligere end før. Grøn te. Noget andet? Nej, tak. En sandwich? Nej, tak. Hun er den eneste gæst herude, og indenfor skimter hun kun en tynd, travl mand, der stabler kopper. Hun ved bare, at de der sandwich ikke er lækre, noget helt lyst og hårdt brød med smør,

kedelig ost og blege tomater, blege æg, et stykke bleg agurk måske. Desuden føles det underligt at spise, når kroppen er helt stille. Men hendes mund vil alligevel have en croissant. Servitricen forsvinder ind bag glasdøren og så ind bag disken, hun taler til manden, og han strækker sig efter en kop. Cora vender sig mod udsigten, en ugennemsigtig dis ligger over landsbyerne, hun får øje på fire af dem, med hver sin kirke. Servitricen kommer tilbage med en tyk hvid kop, på siden står der illy med muntre røde bogstaver. Cora tager imod med begge hænder. Hun tager sin pung frem og lægger den på bordet, der ligger fyrre mælketænder i møntlommen, Heidis og Edens. Det mest dyrebare tættest på kroppen, når du rejser. Den, der vil se levende ben, kan bare se på tænderne, skelettets begyndelse og slutning. Jeg vil også gerne bede om en croissant, siger hun. Servitricen smiler.

Den flade tandrække, smilet, er det ikke det, der adskiller mennesket fra dyrene … sammen med den oprejste position og barnets hjælpeløshed. En flad og blottet tandrække, der ikke signalerer trussel, men det modsatte, en slags velkommen. Teen er lun, og den stærke duft af jasmin og det smagløse vand giver Cora lyst til at græde. Hun ser sig over skulderen, inden hun tømmer hele sukkerposen i koppen, rører rundt og drikker med bankende hjerte. Hun savner Eden. Hun drikker teen i store slurke og mærker, hvordan munden fyldes

med spyt, da hun er færdig, forsinket. Ikke en smule spyt som hos flugtdyr, heste og køer, spyt, der bare fugter deres lyse og gummiagtige tandkød, men meget. Det er rovdyrets spyt.

Hun uddannede sig til tandlæge, lige efter at hun havde været på barsel med Eden, det var ham, der havde åbnet for den nye drejning, hendes liv havde taget. Hun var begyndt på HF under graviditeten og drømte om noget andet, en anden form. Ja, og måske var det allerede i graviditeten, det begyndte, det med døden, ikke ved hans fødsel, som hun plejede at tænke. At hun pludselig var blevet bange for at dø. Først da Eden kom, var døden blevet hendes fjende, før det havde hun tænkt på den som noget, der tilhørte hende. Hun havde tit fantaseret om sin egen begravelse, familiens og vennernes ansigter, når de modtog nyheden, forældrenes, søstrenes, Ludvigs, når han fandt hende livløs på sengen eller på badeværelsesgulvet, hendes lyse ansigt i det mørkerøde blod, hendes vage smil i det håbløse dagslys, og de forstod, at det var for sent.

Hun gjorde det selv, ville de sige, og: Hun var ikke af denne verden. Da Heidi var lille, havde Cora altid et barberblad i tasken, det lå i en lille brun papirpose, og hun stak tit hånden ned i tasken for at røre ved det, uden at tage det op, hun mærkede den lille kulde og metallets lethed. Andre gange tog hun det op og kiggede

på det, lagde det fra sig og tog nogle skridt baglæns eller lagde det på armen og holdt den op mod en lyskilde, et stilleben så let, at hun ikke kunne opfatte tyngden, hudens mathed og det spejlblanke stål. Blodkarrene under huden, der intet ondt anede. Skønheden og volden i det billede havde trøstet hende, løftet hende op og videre i dagen. Det var hendes hemmelighed, og så kunne hun alligevel ikke lade være med at dele den. Hun blottede barberbladet for sin yngste søster for at se hendes ansigtsudtryk i virkeligheden, hun viste det til sin mor for at få lov at se hendes hånd flyve op til munden. Hun viste det til Ludvig. Så, se her! Jeg mener det. Hun forstår stadig ikke, hvorfor de alle tre reagerede så svagt. At det ikke havde gjort større indtryk. Mener hvad? spurgte Ludvig og trak hende ind til sig. Han var ikke nem at skræmme, volden var for ham ikke mystisk. Hun blev ved med at bære barberbladet med sig i håndtasken, så duften af læder, taskens silkeagtige stof og den lille ru papirpose kunne skabe det, som hun tænkte på som døden. Døden, fuld af potentiale, fuld af nærhed, den var perfekt og stærkt duftende. Døden havde et ansigt med lukkede øjne og en mund, der åbnede sig og begyndte at tale, var lige ved at begynde at tale … Hele tiden, lige ved at sige noget. Og det var den stemme, Cora lyttede efter, når hun gik med Heidi i barnevognen på den mudrede vej til og fra brugsen, eller når hun sad på gulvet og betragtede Heidi på tæppet, uvirkeligt

vågen og ivrig, med de små hænder som rødlige kløer, der prøvede at få fat i hendes hår. Den trøstesløse tilværelse som biperson, mor, det modsatte af, hvad hun havde troet, at moderskabet skulle være. Og det modsatte af, hvad det blev med Eden. I få sekunder havde hun skimtet den lille krop, en blålig klump dækket af hvidt fosterfedt, ubevægelig i jordemoderens hænder, hun holdt ham slet ikke som et barn, men som en ting, og alle ansigter i rummet var umulige at aflæse. Smerten forsvandt på et øjeblik.

Hvorfor er han stille? råbte hun. Hvorfor skriger han ikke? I skal svare mig! En læge med koncentreret ansigt gravede i barnets hals med pegefingeren og langfingeren, en sygeplejerske skruede på hanen ved en lille håndvask, så lægen kunne vaske hånden, hun vaskede den og gravede videre. Ludvigs djævelsk rolige blik. De giver først barnet til ham, men han ser næsten ikke på det, han ved, at han skal give det til Cora, han bærer det gennem stuen, den uendelige stue, og lægger det på hendes bryst. Det skriger ikke, men det trækker vejret, og det er en dreng.

Da Heidi var baby, var alle kommet for at se hende, de ville røre, holde hende, passe hende, talte direkte til hende og om hende, om hvordan hun var, og hvem hun lignede. Denne her gang var det anderledes. Søstrene, der nu havde deres egne børn, vennerne, bedsteforældrene

var mere tilbageholdende. Cora holdt selv babyen, når de havde besøg, hun definerede selv hans temperament og fortalte, hvem han lignede, først og fremmest Benny, tvillingebroren hvis ansigt var mere åbent end Ludvigs, hvis hår var krøllet i stedet for tungt og lige. Han er så morsyg, fortalte Cora, vil slet ikke være hos andre, det ville være umuligt at få ham passet, som man kunne med Heidi. På den måde var hun nemmere, sagde hun. Mange ville vide, hvilket af børnene der var det nemmeste, alle spurgte til, om de lignede hinanden og hvordan. Eden blev hurtigt kraftig, tung, og hun kunne ikke holde op med at tale om det, folk roste hende for det, hvor er han stor, allerede størrelse et år. Han havde et rundt ansigt og velourblødt brunt hår.

Dagen inden hun tog afsted, snakkede hun med Mehdi om, hvordan det havde været, at Eden havde været så stor og tung og så morsyg, at han slet ikke kunne passes af andre. Måske havde hans drenge også været en smule mere knyttede til deres mor end hans datter, havde Mehdi sagt.

Sådan var han bare, sagde hun og trak på skuldrene. Nu bor han langt væk fra sin mor, fortsatte hun og grinede, sådan kan det gå.

Er I tætte nu, så? spurgte Mehdi videre. Man siger jo, at drenge forsvinder lidt mere fra deres familie, når de bliver voksne, men at piger forbliver tætte på en anden

måde … vi ser vist også mest til min kones familie, nu jeg tænker over det. De var på vej hjem, Mehdi tog sin jakke på og begyndte at lukke ned i klinikken.

Det ved jeg ikke, sagde hun og så på Mehdis ryg, mens han bøjede sig over computeren i receptionen for at slukke den. Jeg ønsker i det mindste, at vi skal være det. Nu tager jeg derned, så må vi se.

Jeg fatter ikke, at hun har glemt at slukke for den igen, sagde han, stønnede og rejste sig. Han vendte sig mod Cora.

Det er jo ham, der gerne vil have, at jeg kommer, sagde hun. Det er Eden, der vil have, at jeg skal komme. Mehdi spurgte, om han havde en kæreste.

Det ved jeg ikke, sagde hun, men der er vist en, jeg skal møde. En pige, altså … jeg har jo nogle gange tænkt på, om ikke han var til drenge … Hun fortrød med det samme.

Pige eller dreng eller kat, bare de er glade, smilede Mehdi, lukkede døren efter dem og slog alarmen til. Han spurgte til hundene. Til Bo. De fulgtes til parkeringspladsen, hvor de to sorte SUV’er stod ved siden af hinanden, og der sagde de farvel. Hils ham! råbte Mehdi.

Tankerne giver hende hjemve, køreturen hjem fra arbejde og det at stige ud af bilen, gå gennem haven og ind i huset. Hundene, der møder hende vilde af glæde i entréen. Udsigten fra verandaen og fra køkkenvinduet.

Et træk løber over hans ansigt, som Cora genkender fra han var barn, hans lille listige smil, og hele salen griner. Eden griner også, og Cora kan ikke lade være med at smile ... Det var jo skuespiller, han skulle have været. Eller politiker, nej præst.

Han kunne være blevet hvad som helst.

Tiden er gået i stykker, Eden fylder tredive år én, to og tre gange. Familien er den samme, Cora og Ludvig, der som ganske unge får børnene Heidi og Eden, Cora uddanner sig til tandlæge, og Ludvig overtager byens bronzestøberi, senere bliver de skilt. Verden omkring dem er den samme. Men Edens liv er forskelligt hver gang.

Kom tilbage tre gange er en roman om at holde sammen på sig selv og sin familie. Om alt det, man har ansvar for, og det, der er ude af ens hænder.