Kniven i ilden - Sange fra ishavet

KNIVEN I ILDEN.indd 2

07/06/23 1:15 PM

INGEBORG ARVOLA

Kniven i ilden Sange fra Ishavet

roman

På dansk ved Camilla Christensen

Gutkind

KNIVEN I ILDEN.indd 3

07/06/23 1:15 PM

Kniven i ilden er oversat fra norsk af Camilla Christensen efter Kniven i Ilden © CAPPELEN DAMM AS 2022 Denne udgave: © Ingeborg Arvola og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1. udgave, 1. oplag, 2023 Omslag: © Marlene Diemar, Imperiet Forsidefotos: © Arcangel Sat med Palatino hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0558-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er udgivet med tilskud fra NORLA, Norwegian Literature Abroad

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag ·

KNIVEN I ILDEN.indd 4

gutkind_forlag

07/06/23 1:15 PM

”Men så kom Priita-Kaisa från Sodankylä till trakten, och Mikko gikk från gård och grund …”

Ruijan Suomalaisia / Finnmarkens folk, Samuli Paulaharju, 1928

KNIVEN I ILDEN.indd 5

07/06/23 1:15 PM

KNIVEN I ILDEN.indd 6

07/06/23 1:15 PM

1859 Hvem holdt til i Lapland på den tid? Var det samer? Var det kvæner? Var det finner? Var det folk, som havde boet på Nordkalotten i umindelige tider? Var det nybyggere sydfra?

Brita Caisas far står opført som Aikio, Syvajärvi, Seipajärvi. Både finske og samiske navne ændres, efterhånden som familierne bliver bofaste, og de svenske myndigheder ønsker at få overblik over folk i området. Ud over at navne som Aikio og Aska skifter til stedbundne navne som for eksempel järvi, der betyder sø, eller niemi, der betyder næs, opstår der skrivefejl, når myndighederne skal forstå den brede dialekt, det samiske sprog, og når ordlyd senere overføres til skrift.

Medlemmer af Laplands familier har til alle tider rejst til Ruija for fiskeriets skyld. Da fiskeri og handel etablerede sig langs den norske kyst, steg antallet af sæsonarbejdere, og det blev mere almindeligt at flytte for altid. Brita Caisa Seipajærvi og hendes to sønner noteres som udvandret i november 1859.

7

KNIVEN I ILDEN.indd 7

07/06/23 1:15 PM

KNIVEN I ILDEN.indd 8

07/06/23 1:15 PM

INGEN MENNESKER KAN skrives ned eller streges ud. Se ei toimi. Selv om min søster dør, lever hun videre, præsten har sat et kryds ved hendes navn i bogen, og Maria Stina står nu på siden med de døde, men det er bare streger, krydser og bogstaver. Ingen pennestrøg er mennesker. Det, hun har sagt til mig, hendes arm om min skulder, de bevægelser, jeg har lært af hende, og som jeg nu lærer fra mig, fordi jeg lever, det er min søster, det er Marja. Ingen pennestrøg kan fjerne, hvordan vi søstre løfter håret op fra nakken, når sommervarmen kommer, hun først, derefter jeg og andre igen efter mig.

Historien er min. Alt stammer fra mig. Alle jer. Hvem bliver vred i de kommende generationer? Som i mine samtidige generationer, hvad er det, I ikke vil kendes ved?

Hvilke sider vil I bladre forbi? Hvem vender sig væk? Er det dig, der vender dig væk? Er det kun din ryg, du der længere fremme? Mærker du da ikke, hvordan også du løfter håret, når varmen kommer? Spreder fingrene og purrer op i håret, fra nakken og op og ud, lader luften komme til.

9

KNIVEN I ILDEN.indd 9

07/06/23 1:15 PM

Kan man tage et helt menneske og skubbe det væk? Voi ei. Intet menneske kan være i en lille rubrik i præstens bog, sorte pennestrøg i kirkebogen, det er ikke der, du finder mig, selv om de skrev mig ned. Selv når de skriver mig op på de dødes side, og krydset føjer sig til navnet Brita Caisa Seipajærvi, vil mit liv være det, de fortæller om mig, de, der kendte mig. Eller kendte til mig.

Jeg smiler solen frem. Sådan sagde søster. Mens hun stadig levede. Hun var så stor og god. Med lang nakke, ranke skuldre og hår, der lugtede godt. Vi gik med tunge spande i hånden, skyerne blæste væk, og solen strålede over engen, jeg smilede trods vægten, fordi skyerne tumlede hastigt hen over himlen, og solen kom frem for at lyse min vej op.

Du smiler solen frem, Britapige, sagde hun.

Solen skinnede på os. Indtil skyerne tumlede og ramlede på plads igen, trak sig sammen som en stram snor og overlod os til skyggerne fra træerne langs stien og den tunge byrde.

Jeg smiler solen frem. Jeg siger ordene for mig selv, mens jeg tramper af sted. Inden i mig finder aftenen ikke fæste.

Skridt for skridt.

Jeg er femogtredive år. Halvvejs i livet. Lad det, som har været, forsvinde bag mig. Lad det, der skal komme, fylde tankerne.

Nu tager jeg af sted og vender aldrig tilbage. Det er ikke ligesom de andre gange, rejserne til sæsonarbejdet, årene

10

KNIVEN I ILDEN.indd 10

07/06/23 1:15 PM

i tjeneste på store gårde med behov for hjælp. Jeg rejser for stedse, skal aldrig igen med nedslagne øjne vende tilbage til mors og fars lille hus. Den vej. Fremad. Jeg skal begynde forfra. I et nyt land. Jeg skal aldrig mere sove i udtrækssengen med søster på den ene side og drengene på den anden, for søster er død, og jeg vil ikke have, at mine drenge skal vokse op med far som mand i huset.

Så bliver de fyldebøtter og tølpere ligesom han. Min bror Pehr sagde, da han tog af sted, at jeg hellere skulle rejse med dem, så han kunne være mand for mine drenge, indtil jeg fandt en mand at gifte mig med.

Følelserne ændrer sig fra time til time, et sug, en afgrund i hjertet, at forlade, at glemme alt, hvad der har været, og uanset hvad er det mig, ingenting får blikke til at fæste sig, som de gør ved mig, jeg mærker det i kroppen, et stik, et nap, når jeg ler med riveskaftet i hånden og sved på panden, når jeg går langs vejen og retter på hovedtørklædet, jeg smiler solen frem, smiler solen, smiler mig, jeg bliver sjældent træt, jeg har en smittende latter, siges det, uforstandig, siges det også. Nu rejser jeg fra det, der siges, nu skal nye ting siges, nye steder, nye ord, nye fortællinger.

Jeg er. Ikke fast.

Sneen skinner omkring vores følge. Sokea-Matti Mokkola er den naturlige leder. Som jeg skal han flytte for stedse og har sin kone Valla og deres tre sønner med. Tomas, den ældste, er nitten. Lille-Matti er fjorten og en velkommen rejseledsager for min egen Aleksi, der nærmer sig

11

KNIVEN I ILDEN.indd 11

07/06/23 1:15 PM

tolv år. Desuden har de efternøleren Ermani på fire, som går godt i spænd med min Heikki på tre. Foruden mig, mine sønner og Mokkolaiset består vores rejseselskab af brødrene Jalko og Iso-Jussi fra Oulu, som skal til Ruija og søge lykken som fiskere. Jeg stager mig højt op ad skråningen, og landskabet udvider sig. Voi Jumala. En dug, en verden som en ren dug. Den knap nok synlige skive af novembers sol dukker frem bag skyerne over fjeldene og får alting til at gnistre.

– Er der langt endnu, mor? spørger den mindste, som ser på mig fra pulken, en lille næse rød af kulde, det eneste, der ses på den treårige. Onko se kaukana vasemmalla?

– Uendelig langt, Heikki, se hvor langt, se bare, hvor langt der er endnu.

Skorpesne. Minus tolv eller deromkring. Helt fin temperatur, indtil vinden tager til, og dagslyset falmer. Så hvæsser kulden kløerne og kryber nærmere, knager i bækken, vi krydser, ringler i istapper, der løsner sig og knuses. Vinden fejer det øverste lette lag sne med sig, roder det op til en hvirvlende røg, der driver langs jorden.

Det ligner røgen fra en sauna, det er sneen, der brænder, mens jeg er på vej mod grænsen til Norge.

– Efter vidderne kommer Ruija, siger Sokea-Matti og standser ved siden af mig. Han slår ud med den godt indpakkede arm som for at favne vidderne, der er ved at forsvinde for os i eftermiddagsmørket. Det mest specielle ved Matti er, at hans ene øje er hvidt efter en sygdom. Han plejer at lave sjov med, at han er altseende, skræmmer sine børn med, at han er altseende som den gamle Odingud.

12

KNIVEN I ILDEN.indd 12

07/06/23 1:15 PM

– Ishavskysten, siger jeg og smager på ordet. Hvor man kan fange fede fisk hele året rundt. Ruija, hvor fjordarme koger og bobler af lodde og torsk, et uudtømmeligt spisekammer at smide krogen ned i, og hvor ingen er sultne.

Matti smiler tilfreds og fortsætter. Hans krop er solidt bygget og ligner en grå sten, når han som nu er vinterklædt, og hans kone Valla er også tætbygget og har en fast hånd. Hendes vidunderligt lange, skinnende brune hår er ikke synligt under pelshuen, men om aftenen plejer Matti at børste det sammen med hende. Så er parret lavmælte og samstemte som en godt spillet banjo. To af aftenerne har vejret været så slemt, at vi alle sammen har opholdt os i Mokkolaisets telt af frygt for, at vores mindre telte skulle blæse væk, og at vi ikke var mange nok til at holde dem fast, hvis det skete. Der har Tomas solet sig i Lille-Mattis og Aleksis beundring. Han plejer at trække i sit skæg for at få det til at vokse sig større og tykkere, men det varer stadig mange år, før han bliver det samme solide mandfolk som sin far. Folk kreperer på vej til Ruija, siger han mandigt, og drengene nikker, enige, tyve, tredive mænd hvert år. Måske flere. De, der ikke ved det. Hvordan man rejser. Så trækker han sig måske i skægget igen, og jeg er nødt til at skjule et smil.

Lille-Matti er en lille, sprælsk fjortenårig. Aleksi er højere, men også spinkel, som drenge tit er spinkle og lette til bens. Erman har mærkeligt frodige krøller, der om morgenen stritter som blåbærlyng, og i forhold til ham virker det, som om min Heikki nærmest slet ikke har noget hår, for hans er så lyst, at det næsten er hvidt. Når vi deler telt, plejer Erman at lege, at min Heikki er et dyr,

13

KNIVEN I ILDEN.indd 13

07/06/23 1:15 PM

som han passer på, et får, en ren, en ulv, en hare, som han tæmmer, vogter eller fanger. Eller dræber.

Valla glider forbi mig på skiene og vender sig om for at se, hvorfor jeg står stille, mens hun samtidig trækker sjalet godt op for ansigtet, så kun øjnene er synlige. Jeg følger i hendes spor, glad for at rejse sammen med en familie, som både har godt humør, en stærk vilje og børn på samme alder som mine egne. Oulu-brødrene Jalko og Iso-Jussi kunne jeg godt have undværet. De har antydet både det ene og det andet i løbet af disse dage, jeg er vant til opmærksomhed og lader deres ord falde til jorden, for jeg har ikke brug for dem, men Aleksi er med jævne mellemrum bruset op og har sagt ting som: Vi skal til Pykeijä, og Brita skal giftes med en fisker med hus og båd og redskaber.

Så har Oulun-veljekset måske svaret, at jeg har brug for andet end en stivsindet og tandløs enkemand, uanset hvor mange både og huse han måtte have.

En dygtig fisker, har Aleksi gentaget, som skal lære mig alt, hvad han kan, ved, hvor fisken står, og ikke drikker det, han tjener, op. En god mand.

Hvorfor Pykeijä? spurgte Matti efter en af ordvekslingerne. Der er da flere muligheder i Vadsø, det ved jeg. Finnernes hovedstad, kalder de byen, fordi der er så mange finner.

Min bror, Pehr Pudas, rejste til Pykeijä, forklarer jeg, det er også et fiskerleje, og mange fra Sodankylä sætter kurs mod det sted.

KNIVEN I ILDEN.indd 14

07/06/23 1:15 PM

SNEEN HAR EN særlig glans, når vinden aftager, og aftenstjernerne blinker på eftermiddagshimlen. Der er himmel i alle retninger. Jeg har aldrig set så mange stjerner på en gang. Som mange før os skæver vi bagud mod de tætte skove, søer og elve, vi har boet i nærheden af, mod bygderne, blåbærengene, de familier, vi efterlader.

Voi ei. De andre, det er de andre, som kaster blikke bagud, når vidderne omkring os opsluger alt det velkendte. Jeg kigger ikke. Jeg tager imod det nye. Det åbne og store.

Når vinden igen blæser op, når det bliver aften, standser jeg mine kinder, når de vil vende sig væk fra vinden. Jeg ser ikke bagud. Jeg ser fremad. Den vej, videre. Jeg holder tømmerne, hunrenen Rakastan trækker vores pulk, der er godt glid i ski og pulk, føret er fint og terrænet let.

Nu, da der er fladt, sidder begge drenge i pulken, Heikki uvidende og storøjet, Aleksi indadvendt, han tygger ofte på nag og uret, tygger læber og uretfærdighed, som andre tygger tørret kød, det er en egenskab, mørket er en egenskab ligesom lyset, alt kan bruges, og han er nødt til at lære at finde styrken, styrken i mørket er stor og dyb, så længe mørket ikke bliver en modstand, og man ikke slider sig op for uvigtige ting. Uvigtige ting, jeg smager på

15

KNIVEN I ILDEN.indd 15

07/06/23 1:15 PM

ordene. Resten af vores ejendele ligger i pulken sammen med børnene, der er ikke ret meget.

– Jeg har brug for en ren, der kan trække, sagde jeg til Aleksis far, da vi tilfældigt mødte hinanden på efterårsmarkedet. Han var der uden sin kone, og denne storbonde fra Unari ville gerne snakke om løst og fast, både længe og grundigt, men jeg ville bare have en ren, der kunne trække.

– I det mindste bare en ren, det har jeg brug for.

Da den første sne lagde sig, kom en af hans naboer med hunrenen, der havde pulken på slæb. Jeg tog hende i øjesyn og begyndte at grue for det endegyldige ved at tage af sted. Rejse væk. Mange rejser til Ruija for at fiske, og de rejser frem og tilbage, i takt med at sæsonen skifter, som de altid har gjort. Hårdføre skovfinner med lyse sind er vi, der glider natten i møde, skorpesneen holder os oppe, sammen med en smule mad, barkbrødfødte, skindklædte nordfinner, qvæner bliver vi kaldt, kvæner, det folk, der altid har levet i nord, som kender til at tappe harpiks af et træ og få det til at gøre nytte, som forstår at overleve på lidt og ingenting, helst lever ved bredderne af elve og bygger boliger af tømmer, som holder køer og rener, hvis verden er gavmild, men mener, at fugle skal være frie. Vi finder os til rette med små huse, små liv og små fremtidsudsigter, såfremt det ikke bliver til ingenting, for ingenting kan ingen leve af, og så pakker vi fremtiden sammen i en bylt, vi kan bære med os, mange rejser på egne ski, mange betaler for transport med lapperne, nogle bruger egne rener, de er billige i drift, vi, som har børn, kan sætte dem til at grave mos og bark frem af den

16

KNIVEN I ILDEN.indd 16

07/06/23 1:15 PM

frosne jord, når vi slår lejr for natten, mens vi selv slår teltet op, får ild i bålet og koger den tynde vælling, koger den, til grynene tykner, mens der tales om fiskeriet og den fremtid, som venter.

Jeg fordeler vællingen mellem børnene. Vi voksne tygger tørret kød og gode, hårde stykker rugbrød. Søvnen kommer sivende. Alles kinder er runde og røde af den kolde vind. Heikki falder i søvn fra sin mad. Jeg vækker ham og får ham til at spise op. Aleksi lader sin lillebror lægge sig tæt ind til ham, mens jeg sørger for tallerknerne, rengør dem i sneen og vinden, indtil også jeg snubler ind i rensdyrskind og søvn. Jeg skal aldrig komme tilbage til de tætte træstammer, de svidende hestebremser og julis klamme varme. Hvert skridt er en begyndelse. Hvert skridt er aldrig mere.

KNIVEN I ILDEN.indd 17

07/06/23 1:15 PM

BØRNENE HAR TISSET gule pletter i den hvide sne.

Matti Mokkola pakker hjemmevant teltet og alt det andet sammen og får hjælp af Valla og sine drenge. Aleksi og jeg ordner vores pulk og vores skind. Vores ren hedder Rakastan. Elske. Hun trækker godt og er stærk og bredbringet af en hun at være, men de sidste to dage er hun blevet en lillebitte smule halt. Hvis jeg ikke passer på, lægger hun kursen mod venstre, men der findes værre trækrener, dovne, gamle, hidsige. Så snart jeg ved, hvor vi skal bo, skal renen slagtes, Rakastan skal møde kniven, alle møder kniven før eller siden. Hun har kønne øjne, hun ved, at det ikke er ondt ment, kødet skal hænges til tørring, skindet blive til sengetøj, knoglerne koges til kraft, og kraften giver jeg til børnene, og de skal spise, til de revner. Alexander skal få lov til at slubre marven i sig, så meget marv han orker, skal han sluge, han er begyndt at vokse, og hvis vi ikke skynder os, er han blevet mand, før vi er nået frem til Pykeijä og kan se os om efter arbejde.

Arbejde kan jeg, Laplands folk kan arbejde, det findes i blodet, en strøm af vilje til at udrette, gøre noget færdigt, ikke alle arbejder på den måde, sådan er det. Man kunne have stammet fra mere arbejdsomme slægter. Mindre

18

KNIVEN I ILDEN.indd 18

07/06/23 1:15 PM

drikfældige. Mere stedbundne. Mindre favnende. Vist så, det kunne man.

Matti Mokkola har en attest fra præsten med på sin rejse til nyt land. De unge fyre også, de er konfirmerede, fra ordentlige familier, kan læse Bibelen, den slags ting oplyser attesterne om. Attester til respektable folk. Til at stole på. Fra gode, arbejdsomme familier. Kirkegængere og bibellæsere. Røvere og tølpere får ingen attester. Jeg stirrer ud i luften. I Norge kan de vel ikke vide noget om kirketugten? Da min bror Pehr rejste, vidste jeg ikke, hvor vred præsten var, jeg vidste ikke, at der ventede mig fire søndage under kirketugt på grund af min usømmelige livsførelse, som han sagde, da han kom til vores dør, præsten, hans hænder var rene, nyvaskede, som om han gik gennem dagene uden at røre ved noget. Selv havde jeg Heikkis gylp på skulderen, en slimet klud, som søster havde hostet i, et snavset forklæde efter at have været ude hos dyrene, og jeg havde lige fået at vide, at heller ikke i Salla havde de brug for en som mig til foråret, en med horeunger, og så stod præsten der med sine rene hænder og så mig direkte i øjnene, og jeg ville ønske, at jeg kunne have mødt hans blik og nikket til den tugt, han talte om, men jeg så ned. Jeg så ned i jorden, mine kinder brændte, mens præsten sagde, at hvis jeg ville have Heikki døbt, var jeg nødt til at tåle at blive tugtet.

Mindet alene får mine kinder til at brænde igen. Nakken bliver svedig. Hvis jeg ikke havde haft vanter på, ville jeg have tjekket mine negle for at se, om de er rene, men jeg kan umuligt være den eneste, der rejser uden en attest fra præsten. Der er mange grunde til ikke at have

19

KNIVEN I ILDEN.indd 19

07/06/23 1:15 PM

en attest. Den mest almindelige er, at man bor langt væk fra præsten. Hvis folk kommer uden en attest, betyder det vel ikke det store? Er det ikke snarere omvendt, at de, der har en attest, får et ekstra fast håndtryk og mulighed for at købe jord? Jeg trækker på smilebåndet. Købe jord.

Det er ikke noget, jeg kan gøre. Jeg har to ting af værdi i oppakningen. Okkis salmebog med streger omkring de stærkeste vers og så festsøljen efter Ämmy. Det er ikke den slags, man køber jord for. Og jeg har heller ikke tænkt mig at sælge tingene.

Jeg er glad for, at det ligger bag mig. To børn uden fædre er én ting. At moren har stået til spot og spe i kirken fire søndage i træk, er noget helt andet. Præsten begyndte gudstjenesten med at fortælle, hvilken løsagtig kvinde Brita Caisa Seipajærvi havde været, og at hun nu stod til skamme for menigheden, og jeg turde ikke røre en finger, mens mine kinder brændte, og gudstjenesten gik sin gang. Min bror Pehr er allerede i Pykeijä med familien. I det første brev, han sendte, bad han os alle tre om at følge efter, mig og vores bror Simpa og vores yngste bror Mikkel.

Mens jeg arbejder, skal jeg lære de ugifte fiskere at kende.

Finde ud af, hvem der fisker godt, hvem der har en båd uden hæftelser, hvem der ikke øder alle sine penge væk på druk og fjas, hvem der har en ko, en god sangstemme og en smuk kniv. Hvis han så også er en fin fyr, kan jeg gifte mig med ham. Hvis han lærer mig at kende og finder ud af det med kirketugten, vil jeg sige det, som det

20

KNIVEN I ILDEN.indd 20

07/06/23 1:15 PM

er. Heikkis far døde. Der er mange, der dør. Selv har jeg boet hjemme hos mine forældre, siden Heikki blev født, men så besluttede jeg mig for at skabe et nyt liv i Ruija, hvor havet aldrig fryser til, og mine sønner kan høste på en mark, der aldrig bliver tom.

Jeg har ikke nogen attest, men skal heller ikke købe jord. Mor ville så gerne give mig nogle sølvstykker med, men hvor skulle hun have fundet dem?

– Det eneste sølv, du kommer til at sidde tilbage med, hvis du fortsætter som nu, er sølvfarven i dit hår, sagde mor. Vær arbejdsom og gudfrygtig, Brita Caisa.

Vi stod rejseklare foran hytten. Revnerne i vinduesglasset. Istapperne fra taget. Sprækkerne i udhuset. Stierne trådt ned på den snedækkede jord, til brønden, til koen, til dasset, til vejen, til elven. Fars skispor, fra da han tog af sted i morgenmørket for at sælge hjemmebrændt på markedet længere sydpå. Hytten var stadig varm af søvnen fra vores kroppe og bunken af gløder i ovnen.

Mor ville komme til at fryse om morgenen, nu da vi ikke længere var der.

– Du er arbejdsom og gudfrygtig, lille mutti, svarede jeg og rørte ved hendes kind, og hvad har det bragt dig andet end et fjols af en mand, døde børn og skampletter som mig?

– Ingen så skøn som du kan vel kaldes en skamplet, sagde mor og gav mig et klem, radmager, stærk og rynket inde i det store, gråbrune sjal, hun så godt kan lide, og som søster havde lavet til hende. Skriv til mig, Brita Caisa, skriv til mig og fortæl, når du er nået frem til Pehr i Pykeijä.

21

KNIVEN I ILDEN.indd 21

07/06/23 1:15 PM

Afskeden mellem Aleksi og mor blev tungere. Hans ryg krummede sig, skuldrene dirrede, der var styrke i de arme, der klamrede sig til den lille kone foran ham.

Elsker de hinanden? tænkte jeg, mens jeg så deres ansigter vendt mod hinanden, da mor skubbede ham lidt væk, lagde hænderne om hans kinder, smilede og nikkede og hviskede, så ens deres næser var i profil, er det det at elske hinanden, disse folk gør, disse mine udkanter, som har født mig og er født af mig?

Det lunede rart om hjertet at se dem sådan.

At få lov til at elske, er det ikke også en belønning i sig selv, er det ikke sådan, det er med det at elske?

– Ämmy, sagde Aleksi, han hulkede stadig i mødet med mors rynker. – Du må ikke lade hende tage mig med, jeg vil ikke rejse fra dig.

Mor hviskede i hans øre, beroligende, som kun hun kan, og hans hulken tog af.

Det er nemmere med treårige.

Treårige føjer sig som dumme får. De ved ikke bedre.

KNIVEN I ILDEN.indd 22

07/06/23 1:15 PM

KNIVEN I ILDEN.indd 438

07/06/23 1:15 PM