Kebabsagen

Kebabsagen

Kebabsagen.indd 1

17.09.2026 18.06

Af samme forfattere: Det røgede lig Mord og mozzarella

Kebabsagen.indd 2

17.09.2026 18.06

Anette & James Price

Kebabsagen Krimi

Gutkind

Kebabsagen.indd 3

17.09.2026 18.06

Kebabsagen © Anette & James Price og Gutkind / Gutkind Forlag A/S, København 2026 1. udgave, 1. oplag, 2026 Omslag: © Thomas Thorhauge Forsidefoto: © Alexander Banck-Petersen Sat med Bembo hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-1265-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · info@gutkind.dk · f gutkindforlag · I gutkind_forlag

Kebabsagen.indd 4

17.09.2026 18.06

1

Torsdag den 20. november

– Hvad laver du? – Ik’ no’et. Arash kigger ned på sin lillebror, der står i gadelyset og tripper frem og tilbage for at holde varmen. – Skal du ikke med hjem? – Jeg er på arbejde. Han sender lillebroren et overlegent blik. – Men mor sagde, vi skulle være hjemme senest syv. – Så smut hjem med dig, bro. Det her er ikke noget for de små. – Jeg er ikke lille. Jeg kan hjælpe dig. Arash ryster på hovedet. – Du skal ikke hjælpe. Gå nu hjem med dig. Der står en strid blæst ned gennem Tjørnegade og op til hjørnet af Kapelvej, hvor de står. – Mor bliver sur, siger lillebroren og kigger sig kort over skulderen. – Ja, fuck det. Hun bestemmer ikke alt. 5

Kebabsagen.indd 5

17.09.2026 18.06

– Det tør du ikke sige til hende. – Skrid nu, bro. Jeg kommer hjem, når de siger, det er ok. Ikke før. Den lille står lidt og sparker i fortovet. Så begraver han hænderne i lommen, vender sig om og begynder at gå. – Sig, at jeg sikkert kommer snart, råber Arash efter ham. Men broren fortsætter bare uden at se sig tilbage. Arash slentrer ned ad Kapelvej mod Nørrebrogade, mens han spejder rundt. Men han kan ikke få øje på noget mis­ tænkeligt. Den eneste på gaden er en ældre mand et stykke væk, som er ude at lufte sin hund. Han stikker hånden i lommen og får fat i den Mars-bar, som var lønnen for at være spejder for Faisal. Han åbner den og tager en bid. Så lyner han vindjakken og slår kraven op. Det er koldt, og der er også kommet lidt slud i luften. Han går tilbage og kigger ned ad Tjørnegade. Hvornår mon han slipper for at stå her og fryse? Han ånder på sine hænder og ville ønske, at han havde taget sine vanter med. Men det er også noget tøs at gå med vanter. Så går han igen lidt ned mod Nørrebrogade, mens han spekulerer over, hvornår han mon er gammel nok til selv at sælge, ligesom Faisal. Han tjener gode penge. Ikke bare en åndsvag Mars-bar for at holde udkig. Arash får en idé. Han ser sig omkring og finder en tom cigaretpakke, der er smidt på gaden. Han piller cellofanen af pakken og glatter den lidt ud. Så tager han et stykke af den kolde Mars-bar og ælter den sammen til en lille klump. Varmen fra hans hænder får chokoladen til at smelte lidt, men efter han har pakket den ind i cellofanen, ser det ok ud. Han sutter på fingrene og tørrer dem af i bukserne. Nede fra Nørrebrogade kommer der en ung fyr gående. Arash kender ham ikke, så han er nok ikke her fra kvarteret. Han er højere end Arash og også lidt ældre og har trukket sin hoodie op over den sorte cap, han har på.

6

Kebabsagen.indd 6

17.09.2026 18.06

Arash synker en klump, men tager sig sammen. Han kan jo bare spæne, hvis det går galt. – Hva’ så? Har du brug for noget? Fyren stopper lidt tøvende op og kigger på Arash. – Hvad mener du? – Ja, skal du købe noget? Den anden kigger sig hurtigt over skulderen. – Hvad har du? – Det er bare en lille klump brunt. Men go’ kvalitet. 100 kroner. Arash strækker hånden ud med den lille cellofanpakke. – Du er sgu da ikke gammel nok til at stå her og sælge. – Jeg gør det for en af mine homies. Han er lige dernede. Arash gør et kast med hovedet i retning af Tjørnegade. – Må jeg se den? – Først pengene. – Nej, lad mig se. Fyren snapper hurtigt den lille pakke fra Arash og føler på den. – Den er godt nok meget blød, hva’? – Det er, fordi jeg har stået med den i hånden. Fyren snuser til klumpen. – Det er sgu da chokolade! – Nej, nej. Det er en fin vare. – Fuck dig, din lille lort. Han kaster klumpen fra sig og tager fat i kraven på Arash og rusker ham. – Hva’ har du gang i? – Jamen, min homie sagde ... Fyren slipper Arash. – Så har han taget røven på dig. Jeg betaler ikke 100 kroner for en en stump klam chokolade. Han skrider videre ned ad Kapelvej, mens Arash står og kigger efter ham. 7

Kebabsagen.indd 7

17.09.2026 18.06

Den lille cellofanpakke ligger på kørebanen. Han samler den hurtigt op og stopper den i lommen. Så lusker han sluk­ øret i retning mod Nørrebrogade. Han står over for indgangen til Assistens Kirkegård, da han får øje på en på det modsatte fortov, der vinker ad ham. • Der er stille i det lille atelier bortset fra lyden af Evas saks, der klipper. Af og til lyder der et snøft fra boxerhunden Miró, som ligger tålmodigt under bordet. På gulvet står et større antal gennemsigtige plasticposer fyldt med stofprøver i alle tænkelige farver og teksturer. Der er også gammelt tøj imellem. Alt lige fra selskabskjoler og tylsskørter til jeans og kulørte T-shirts. Alt kan hun bruge til sine collager, og hun elsker at gå på jagt efter lige dén bestemte kulør, dén bestemte type stof, som vil give det billede, hun arbejder på, det helt rigtige udtryk. For enden af rummet hænger der en stor ramme, hvorpå der er spændt et kraftigt stykke lærred med en let skitse tegnet i kul. Eva rejser sig og går hen til lærredet med en håndfuld udklippede stykker i blågrønne nuancer. Mellem læberne har hun en portion knappenåle, og nu begynder hun at hæfte stykkerne op på lærredet. Hun træder tilbage og betragter resultatet. Retter lidt her og der og ryster på hovedet. Det er svært at gengive farverne på Det Tyrrhenske Hav, som hun husker dem fra Amalfikysten. Varianter af azur-, indigo- og koboltblå med tusindvis af bittesmå gnistrende solglimt dansende på overfladen. Hun overvejer at prøve med de mindste sølvpailletter, hun kan finde. Det bliver et stort arbejde. Det banker stille på døren, som åbnes på klem. En ung mand med lyst, krøllet hår og fuldskæg titter ind. – Forstyrrer jeg? Eva tager knappenålene ud af munden og smiler. – Hej, Martin. Nej, det er helt okay. 8

Kebabsagen.indd 8

17.09.2026 18.06

Den unge mand skubber døren helt op med foden og kommer ind med to dampende krus. – Jeg trængte til en kop te, og så tænkte jeg, at du måske ville have en med? – Det var da sødt af dig. Bare stil den på bordet. Miró har rejst sig og kommer logrende hen til Martin. – Jeg har altså ikke noget med til dig, Miró. Beklager. Han kigger på hendes billede. – Nå, du er gået i gang med det store. – Ja, nu skulle det være. Jeg har kredset om det længe nok. Martin ser sig omkring i atelieret. – Det er godt at se, at du trives her i vores lille fællesskab. – Det gør jeg helt bestemt. Jeg er simpelthen så glad for at have et sted, hvor jeg kan arbejde. Eva nipper til sin te og kigger så ud gennem den åbne dør. – Er Ursula her også? – Nej, hun er gået hjem for længst. Klokken er over halv otte. Eva spærrer øjnene op. – Hvad siger du? Tiden er bare fløjet afsted. – Jamen, du kom jo også sent. Har du været på skolen i dag? – Ja, jeg havde timer til klokken to. – Hvordan går det med det? Eva trækker på skuldrene. – Jeg ved det ikke rigtigt. Jeg har jo ikke undervist før, men jeg kan faktisk meget godt lide det. Og det er nogle søde unger. De fleste af dem ... Martin smiler. – Der er sikkert nogle banditter imellem. Det er de små klasser, du har, ikke? – Jo, det er første til tredje. – Uha. Og så direkte herhen og knokle videre. – Miró skulle lige have en ordentlig luftetur først. Ham kan jeg jo ikke have med i skolen. – Jeg fatter ikke, hvor du finder energien til alt det. Eva ryster let på hovedet. – Næh, men der skal jo penge i 9

Kebabsagen.indd 9

17.09.2026 18.06

kassen. Hvad med dig? Jeg har da hørt, at der har været gang i den derinde. Martin trækker på smilebåndet. – Ja, jeg ved godt, at jeg har larmet lidt. Jeg har fået en bestillingsopgave på et par udskårne malerirammer, så jeg skulle lige have gjort nogle trælister klar. Det er jo noget lidt andet end de sædvanlige figurer. Han kigger på Evas billede på væggen. – Du må sige til, hvis jeg skal lave en ramme til det dér, når det bliver færdigt. Det kunne da være sjovt med et samarbejde. Eva nikker. – Ja, nu må vi se, hvad jeg kan få ud af det. Martin skæver lidt til hende. – Nå, men så må du jo være rimelig busted efter sådan en dag. – Åh jo, jeg kan da godt mærke, at sofaen kalder derhjemme. – Jeg ville ellers have spurgt dig, om du ville med ud og drikke en øl. Eva kigger lidt forbavset på ham. – Det er sødt af dig, Martin, men jeg tror altså ikke ... Han vifter afværgende med hænderne. – Nej, nej, jeg er helt med. Du er træt og vil gerne hjem. Måske en anden gang? Eva nikker. – Ja, måske. Vi ser ad, ikke? Martin betragter hende lidt forlegent. – Nå, jeg må vel også hellere se at få pakket sammen for i dag. Han forlader atelieret, og Eva ryster lidt på hovedet. Martin er en sød fyr, men en smule for ung. Og i øvrigt skal hun slet ikke have gang i noget lige nu. Den affære, hun havde i Italien, har kostet hende langt mere, end hun havde troet. Hun har gennemgået bruddet med Paolo utallige gange i hovedet, men hver gang er hun kommet til samme konklu­ sion: Der var ikke nogen fremtid i det. I månederne efter havde Paolo bombarderet hende med sms’er og ustandselig ringet til hende og lagt beskeder. Til sidst 10

Kebabsagen.indd 10

17.09.2026 18.06

var det blevet for meget, så hun havde skiftet nummer. Men hun savner ham nogle gange, så det gør helt ondt indeni. Eva hæfter endnu et par stykker stof på lærredet, træder tilbage og betragter resultatet. Så nikker hun. – Det kan vi vist godt få noget ud af, ikke, Miró? Hunden kommer hen til hende og slikker hendes hånd. Eva kigger rundt i atelieret og sukker. – Jeg orker ikke at rydde op. Skal vi ikke bare sige, at det er nok for i dag? Hun tager overtøj på og lægger mobiltelefonen i skulder­ tasken. Så klikker hun snoren i Mirós halsbånd, slukker lyset og låser efter sig. På vej gennem baggården, hvor atelierfællesskabet ligger, mærker hun, at maven knurrer, og kommer i tanke om, at hun kun har fået et æble og nogle kiks i spisefrikvarteret. Hun går ned ad Elmegade og drejer til højre ad Nørrebrogade, hvor aftentrafikken summer afsted. Nogle af forretningerne er allerede pyntet op til jul, men der er ikke hængt julebelysning op i gaden. Hun overvejer at stikke ind i Kvickly og købe ind, men kan mærke, at hun ikke har energi til det. Der er mælk til kaffen derhjemme og vist også knækbrød og ost til morgenmaden, så hun beslutter sig for at gøre det nemt og stopper foran Kebab Bar, der ligger lidt før Sjællandsgade. – Miró, du må lige vente herude, siger hun til hunden og hægter hans snor på en lille krog. – Jeg er sikker på, at jeg kan få en lille godbid med til dig, hvis du venter pænt. Indenfor er der mange kunder og travlhed bag disken, men indehaveren fanger alligevel hendes blik og nikker venligt. – Hej, Eva. Der er lidt ventetid. Hun vinker afværgende. – Det er helt okay. Jeg har ikke så travlt. Der er en dejlig, krydret duft fra de store lodrette spid, som langsomt drejer rundt foran grillelementerne. Eva havde 11

Kebabsagen.indd 11

17.09.2026 18.06

egentlig besluttet sig for falafel, men de tynde kødflager, som bliver høvlet af med den elektriske kebabkniv, ser saftige og lækre ud. Da det endelig bliver hendes tur, bestiller hun en durum med kebab. – Du skulle nu prøve en rigtig Chelo kebab en dag, Eva, ­siger indehaveren, mens han skovler kød op på hendes fladbrød. En af de unge mænd bag disken griner. – Tag dig ikke af Babak. Han er helt vild med Chelo kebab, og det kan man også se på ham, ikke, chef? Den trivelige indehaver dasker ud efter ham. – Hvad er det, du taler om? spørger Eva. Babak kommer over til disken. – Det er den iranske nationalret. Vi laver den med hakket okse- og lammekød, som bliver stegt på spid og serveres oven på safranris sammen med grillede tomater og løg. – Det må jeg prøve næste gang, siger Eva og peger på det fyld, hun vil have i sin durumrulle. – Skal du ha’ chili? spørger Babak. – En lille smule. Og kan du skære et lille ekstra stumpt kød, som jeg kan få med til min hund? Da hun igen kommer ud på gaden, er det begyndt at sne let, men kulden er ikke for alvor sat ind, så de små fnug opløses i samme sekund, de rammer den våde asfalt. Miró springer forventningsfuldt op, da han får øje på Eva, og hun giver ham godbidden, som han sultent sluger. Eva rys­ ter opgivende på hovedet. – Kom så, din grovæder. Der er tørfoder derhjemme. Hun går ned ad Sjællandsgade, og ved Simeons Kirke drejer hun til venstre ad Stevnsgade, der med sine mange lindetræer og små beplantede forhaver foran etageejendommene udstråler en hygge og idyl, som er usædvanlig på Nørrebro. Evas lejlighed ligger i stueetagen. Den er ikke ret stor, men fra stuen er der direkte adgang til forhaven via en terrassedør 12

Kebabsagen.indd 12

17.09.2026 18.06

og et par trin ned. Det er genialt i forhold til Miró og de aftenlige lufteture, som hun ikke altid orker. Hun lukker døren efter sig og nyder at være hjemme hos sig selv. Tiden som logerende hos veninden Iben var belastende, og det var en stor lettelse endelig at kunne pakke sammen og flytte ind i sin egen lejlighed. Mirós skåle med tørfoder og vand bliver fyldt, og lidt efter sidder hun i sofaen med sin durum og et glas juice, mens TV 2 News kører på tv’et. Der er indslag om Gaza, Novo Nordisk-aktiens fald og Trumps kommende møde med New Yorks nyvalgte borgmester Mamdani. Hun klikker over på DR1, som byder på et underholdningsprogram, som hun kigger lidt på, mens hun spiser den lunkne, men lækre durum. Miró har slugt sit tørfoder og kommer listende ind fra køkkenet og kravler op i sofaen til hende. Efter et par rundture omkring sig selv for at finde den helt rigtige stilling slår han sig ned med hovedet hvilende i hendes skød, mens han ser kærligt op på hende. Eva klør ham bag ørerne. – Du er en værre hyggegris, Miró. Hun mærker, at hendes øjenlåg bliver tunge, men det går ikke at falde i søvn nu, så kan hun ikke sove i nat. Hun frigør sig forsigtigt fra Mirós favntag, går over og sætter sig ved det lille skrivebord og tænder for computeren. Det har været noget af en udfordring for hende at begynde som vikar på Mimersgade Skole, men nu, efter nogle måneder, er hun så småt begyndt at vænne sig til det. Eva har aldrig følt sig som en fisk i vandet i større forsamlinger, så hun har været nødt til at overvinde noget af sin naturlige generthed, men kan mærke, at det faktisk har været godt for hende. Hun klikker ind på Aula for at se på næste dags timer. 2.b i billedkunst klokken 9.00. Og allerede fri klokken 11.30. Hun kigger over på hunden i sofaen. – Så skal vi lave noget hyggeligt, ikke, Miró? Måske skal vi gå en lang tur, så du kan møde nogle andre søde hunde. 13

Kebabsagen.indd 13

17.09.2026 18.06

Fredag den 21. november

– Kom så, Busser ... Komsedasse, lille ven. Viggo Brøkner står halvt nede ad trappen og kigger indsmigrende op på den lille, mølædte puddel, der står på afsatsen og sitrer nervøst, mens den stemmer imod hans træk i snoren. – Kom nu, det er bare en lille tur, Busser. Du skal ned og tisse af, og far skal hente mælk til sin morgenkaffe, ikke? Han venter ikke på svar, men går tungt op ad trappen igen og løfter hunden op i armene. – Hvorfor skal vi have den ballade hver gang, Busser? Du laver numre med far, gør du. Han når ned til hoveddøren og får øje på et skateboard, der er smidt i opgangen. – Møgunger, vrisser han og fejer irriteret skateboardet til side med foden, får åbnet hoveddøren og slipper ud på gaden med den modvillige hund. – Så, Busser. Nu må du altså gå selv, dit dovne dyr. Han sætter hunden ned på fortovet, og efter et par opmuntrende træk i snoren begynder Busser fornærmet at trisse afsted. Viggo Brøkner går ned ad Kapelvej mod Nørrebrogade. – Skal vi lige smutte ind og sige hej til H.C. Andersen, Busser? Så kan vi finde et lille hjørne, hvor du kan gøre det, du skal. Far har nemlig glemt hundeposen, skal jeg sige dig. Han trækker den modvillige hund hen mod indgangen til Assistens Kirkegård. Klokken er lidt over syv, og det er stadig mørkt, skønt himlen er begyndt at gråne i det fjerne. Det blæser koldt, og der er fugt i luften. – Sikken et møgvejr, Busser, siger han, mens de går ned ad grusgangen, der kun er oplyst af gadelamperne udenfor. Før de når hen til H.C. Andersens gravsted, begynder hunden pludselig at pive og trække i snoren.

14

Kebabsagen.indd 14

17.09.2026 18.06

– Kan du ikke holde dig, Busser? Jamen, så smut ind i ­bus­kadset dér, lille ven. Hunden bliver ved med at pive og står og tøver. – Hvad er der med dig? Skal du ikke alligevel? Busser kommer med et lille forsagt bjæf. Og i halvmørket får Viggo Brøkner øje på et par lyse ­sneakers, som stikker ud fra en busk. Ligger der en og sover? Sikkert en brandert, der er gået omkuld. Han sparker let til en af skoene. – Hej, du, her kan du ikke ligge og sove. Der er ingen reaktion, så han skubber igen til skoen. – Det er for koldt at ligge der. Se at komme op med dig. Brøkner kigger sig omkring, men kan ikke få øje på andre på den mørke kirkegård. Han bøjer sig ned og trækker nogle af buskens grene til side, men i mørket kan han ikke se andet, end at der ligger en person på maven med armene oppe over hovedet. – Hallo, du ... kan du vågne op, siger han lidt højere og rusker i personens ene bukseben. Men det har ingen effekt. – Det er vist ikke rigtig godt, det dér, mumler han og retter sig op. Han tager et fast greb i Bussers snor og trækker afsted med hunden. Der er mennesketomt på Kapelvej bortset fra en enkelt travl morgencyklist, som suser forbi og ikke opfatter hans vinken, så han går op mod Nørrebrogade, hvor morgentrafikken er i fuld gang. Og der har han heldet med sig. Oppe fra Nørrebros Runddel kommer en patruljevogn kørende, og den får han prajet. – Der ligger en mand inde på kirkegården, som der ikke rigtig er liv i, forklarer han betjenten, der har rullet ruden ned. Han kan godt høre, at det lyder lidt fjollet. – Ja, der ligger selvfølgelig mange derinde, der ikke er liv i, men ham hér ligger under en busk. Betjenten på passagersædet nikker. – Så må du hellere vise os, hvor han er. Hop ind bagi. 15

Kebabsagen.indd 15

17.09.2026 18.06

Men Nørrebro ånder ikke kun fred. Snart trækker fundet af liget af en 13-årig dreng på Assistens Kirkegård store overskrifter og spreder utryghed i kvarteret. Kriminalkommissær Bjørnholt får ikke tid til at nyde hverken morgenkaffen eller ostemaden, og han og Anna Lind må i gang. Kebabsagen er bind 3 i Anette og James Prices succesrige hyggekrimiserie om Eva Sonne.

KEBABSAGEN

Anette Price er uddannet kommunikationsrådgiver med mange års erfaring fra hotel- og restaurantbranchen. Hun driver i dag sit eget kommunikationsbureau. James Price er komponist, kapelmester og restauratør. Sammen er de begyndt at skrive, og Kebabsagen er det tredje bind i deres succesrige hyggekrimiserie om billedkunstneren Eva Sonne.

Sommeren på Amalfikysten er for længst forbi, og det samme er ferieflirten: Billedkunstneren Eva Sonne er flyttet i en lejlighed på Nørrebro og er blevet en del af et lokalt atelierfællesskab, hvor hun arbejder på en kommende udstilling. Hun er faldet hurtigt til i sit nye liv, og også Miró, hendes boxerhund, er glad, for på den lokale Kebab Bar falder der altid lækre godbidder af. For at få det hele til at hænge sammen arbejder Eva som vikar på en lokal skole; her underviser hun de små klasser i billedkunst - et job, hun hurtigt kommer til at holde meget af.

ANETTE & JAMES PRICE

Mord, mistanker og ekstra chili

ANETTE & JAMES PRICE

KEBABSAGEN

ISBN 9788743412656

Foto: © Alexander Banck-Petersen Omslag og illustration: © Thomas Thorhauge

GUTKIND | KRIMI

”Vægtpladerne i Preacher Curlmaskinen lander med et rungende, metallisk bump, da Ja’far slipper grebet. Han ser på vægtstakken. – To plader til, siger han og tørrer sveden af panden med bagsiden af hånden. Hans arme er pumpede af træningen og dækket af tatoveringer. Lasse tøver. – Er det ikke nok nu? Ja’far ryster på hovedet. – Nej, kom så! To plader mere. Lasse ryster opgivende på hovedet, flytter splitten i maskinen og lader Ja’far knokle videre, mens han tjekker sin telefon. Så studser han. – Har du set dét her? – Hvad? stønner Ja’far, som kæmper med den øgede vægt i maskinen. – De har fundet en død dreng ovre på kirkegården.”