Med hjertet som indsats

Med hjertet som indsats

Af samme forfatter på dansk: Wadenstierna-serien: Ægtepagten Forpligtelser De skandaløse De la Grip-serien: Arvingen Løftet Vovestykket Kærlighedsmiraklet (novelle) Modsætninger mødes-serien: Alt eller intet Bare lidt til

SI MONA A H R NST EDT

Med hjertet som indsats Oversat af Signe Lyng

GUTKI ND

Med hjertet som indsats er oversat fra svensk af Signe Lyng efter Med hjärtat som insats © Simona Ahrnstedt 2020 Published by agreement with Salomonsson Agency Denne udgave: © Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Emma Graves/designstudioe.com Forsideillustration/foto: © Shutterstock, iStock, Unsplash (Jon Flobrant) Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0120-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

– 1 –

Sam Amini så med et sigende blik på sit Rolex. Dernæst så han lige så sigende på væguret bag ved receptionsskranken.

Han hadede at vente, og klokken var allerede ti minutter over den aftalte tid. »Han kommer snart,« sagde receptionisten, som havde præsenteret sig som Johanna, og som havde lagt mærke til hans blik. »Tak.« Sam kiggede rundt i receptionen på Lodestar Security. Igen. Det vinduesløse lokale var anonymt. Det kunne lige så godt være et revisionskontor, han befandt sig på, men Lodestar på Kungsholmen i Stockholm var Sveriges bedste private sikkerhedsfirma. Man ansatte udelukkende tidligere militær- og politifolk. Johanna med den dæmpede, venlige stemme kunne formodentlig slå ham ihjel på ti forskellige måder. Det var Lodestar, man tyede til, hvis man havde problemer. Og det havde Sam. Store problemer.

Sam så endnu en gang på sit ur. Rejste sig op. Satte sig ned. Johanna gav ham et venligt, men bestemt smil, som sagde, at han forstyrrede, og at han skulle holde op med det.

Sam tog en af erhvervsaviserne fra bordet ved siden af. På forsiden så han et kendt ansigt, Douglas Ankarcrona. Sams tidligere forretningspartner og ven. Sam trak på smilebåndet ved tanken. De havde virkelig været helt vilde, Douglas og ham. De havde studeret, festet og startet deres første firma sammen. Gale og visionære, havde de selvsikkert kaldt sig i interviews og pressemeddelelser. Bare gale, havde de fleste journalister ment. »Hej, Sam. Undskyld, du måtte vente. Der opstod et akut 5

problem i Irak,« sagde Tom Lexington, som var kommet ud i receptionen og nu rakte hånden frem.

Sam lagde avisen fra sig. »Det gør ikke spor.« Selv han forstod, at akutte problemer i Irak overtrumfede en rastløs hotelmagnat. Han rejste sig og gav hånd. Sam havde talt med Tom i telefonen, men det her var første gang, de mødte hinanden. Tom Lexington var en imponerende mand. Mørkhåret og bred som en ladeport. Den bedste i branchen ifølge Sams ven og mentor, finansmanden David Hammar. Det passede Sam perfekt, for han foretrak at arbejde med de bedste.

Tom viste ham ind i et mødelokale. Vinduesruderne var tonede, og væggene matgrå, og hvis Sam skulle gætte, var hele kontoret uindtageligt. Det var ifølge alle, Sam havde spurgt, sådan, Tom Lexington arbejdede: med livrem og seler og lidt til. Det var helt okay med Sam. Han havde brug for seriøse folk, for han havde tilsyneladende fået et seriøst problem på halsen. »Nå, Sam Amini. Hvad kan jeg hjælpe dig med?« Sam ejede og drev hotelkæden Responsibility. Han havde femten hundrede ansatte, og han var under angreb. »Jeg har brug for nogen, der kan vurdere min aktuelle sikkerheds­ situation.« Tom lænede sig tilbage i stolen, satte hændernes fingerspidser imod hinanden i en spids trekant og nikkede. Sam gik ud fra, at Tom allerede havde læst op på alle de oplysninger, han havde fået. »Og hvorfor henvender du dig netop nu?« spurgte Tom. »Jeg er vant til, at folk ser sig gale på mig,« begyndte Sam. Han havde været en torn i øjet på folk, lige siden han i tyverne blev en offentlig person. Dengang havde han været ham skandalefyren, som alle elskede at hade, og han havde lært at håndtere alt det, der blev skrevet. Nu rørte det ham ikke længere. Men det her var anderledes. »Jeg har fået trusler.

Mod mit firma. Mod mig selv.« 6

»Hvilken slags?« »Truende mails. Enorm aktivitet på nettet.« Hotelbranchen var meget mere kompleks, end folk troede.

I princippet skulle man sælge et produkt til mennesker over hele verden og bagefter få dem til at rejse netop derhen. Sams hoteller havde tilfredse gæster, og det plejede at kunne ses på brugeranmeldelserne. Den seneste uge havde samtlige Responsibilitys hoteller dog fået massevis af negative kommentarer. Det var helt tydeligt et systematisk angreb. »Og nogle sære uheld,« tilføjede Sam. Virksomhedsledere i dag blev nærmest automatisk udsat for trusler, sådan var det bare. Sam, der var kommet til Sverige fra Iran som flygtning og desuden engagerede sig i spørgsmål såsom miljø, ligestilling og indvandrerunges fremtidsudsigter, fik mere eller mindre bizarre trusler stort set hele tiden. At han desuden gerne kørte den selvsikre, synlige stil, bidrog yderligere til raseriet, det vidste han godt. Det var ganske enkelt ikke til at holde ud for visse mennesker, at en mand som ham førte sig frem og havde holdninger til samfundet. I sit eget hoved var han bare »Sam« eller måske »Sam fra Akalla«, men i mange andres var han en omvandrende fornærmelse. Udelukkende fordi han så ud, som han gjorde.

Det kunne være udmattende. »Det her føles anderledes,« tilføjede han. »Som om det er en organiseret kampagne.« Sam havde altid stolet på sin mavefornemmelse, og da han i går fik en mail, hvor der stod: Nogen burde sprætte dig op, dit arabersvin og i morges en med ordene: Du burde ­brændes ihjel, havde han bestemt sig for, at det var på tide at gøre noget. »Forleden dag var der en bil, der speedede op direkte imod mig – jeg ved ikke, om det var indbildning.« Tom lyttede. »Jeg har også fået flere opringninger. Om at jeg skal passe 7

på, at de pløkker mig, hvis de ser mig på gaden. Men det aller­ værste er, at de har truet min mor.« Sams mor havde ringet til ham i går og sagt, at hun havde fået en sms, hvor der stod, at hendes søn var et skadedyr, og at han skulle aflives. Sam kunne næsten ikke holde den rædsel ud, han have hørt i Azitas stemme. Selv var han stadig mest vred. »De ting kan vi undersøge. Har du talt med politiet?« spurgte Tom. »Vi anmeldte det. Der er ingenting sket.« Sam orkede ikke engang at hidse sig op over det. Hans tillid til politiet var smuldret til støv, dengang han var nitten, og var aldrig blevet genoprettet. »Nej, sådan er det desværre oftest. Hvis jeg skal være helt ærlig, får man endnu mindre hjælp til forebyggende arbejde, hvis man er rig. De regner med, at man så har råd til at klare det selv. De ville nægte det, hvis nogen spurgte, men sådan er det. Man skal være blevet godt og grundigt gennembanket, før politiet lader være med at lægge anmeldelsen nederst i bunken.« »Jeg vil helst slippe for gennembankning. Jeg har gemt alle de trusler, jeg har modtaget.« »Hvem tror du selv, det er?« spurgte Tom. Sam havde selvfølgelig grundet over det. »Hvis jeg skal gætte, vil jeg sige højreekstremister.« De hidsede sig op over ham som bare fanden, hadede ham for alt, for selve den, han var. De organiserede sig og sænkede med jævne mellemrum hans hotelkarakterer på forskellige sites, og de kørte hadkampagner på sociale medier og i debatforummer. Han plejede at blæse på det og forsøge at leve et normalt liv, men det her var første gang, han havde været ude for noget i så stor målestok. »Jeg har været ret synlig på det sidste – vi afbookede en event, som en kendt svensk højreekstrem politiker skulle afholde. Han gik ud og klagede på Twitter, og jeg formoder, 8

at det kan have trigget dem. Og jeg ved ikke, om du har læst det, men vi indvier snart et stort hotel, Lux by Mälaren, her i Stockholm. Vi har bevidst ansat mange nyankomne flygtninge der. Den satsning har medført en del snak.« »Jeg kender godt til sagen. Hvad er det, du vil have os til at gøre for dig?« »Dels har jeg brug for at vide, hvor meget jeg skal bekymre mig, først og fremmest hvad mit personale angår, og dels vil jeg have nogen at tale sikkerhed med.« Responsibility var et stort foretagende, og det var på høje tid at gøre et samlet tiltag. Hvis der skete noget med nogen af hans ansatte, eller hvis nogen af hans gæster blev ramt, eller hans mor – det løb ham koldt ned ad ryggen ved tanken – så ville han ikke kunne leve med sig selv.

Tom swipede på sin iPad. »Du har haft hyret et andet sikkerhedsfirma tidligere, kan jeg se. Hvorfor kommer du til os nu?« Sam kunne lide manden. Tom stillede direkte spørgsmål, og det virkede, som om han vidste nøjagtig, hvad han gjorde. »Jeg vil have det bedste, og David Hammar sagde, at det var dig. De andre, vi har haft, var helt okay.« Hvis man altså brød sig om to meter høje muskelbundter, der uvægerlig skilte sig ud fra mængden. »Jeg har et par gutter, der nok vil passe,« sagde Tom. »Vi begynder med at samle information. Det bliver omfattende.

For vi er de bedste. Og vi foretager ordentlige baggrundstjek.« Han sendte Sam et gennemtrængende blik uden at blinke. »Jeg siger det kun for at gøre det klart, at vi vil finde alt, hvad der er at finde. Også ting, som du måske ikke vil have, at vi skal finde.« »Det er fint,« svarede Sam. Toms gutter kunne grave i hans foretagende, så meget de ville. »Så foreslår jeg, at vi gør sådan her,« begyndte Tom. Sam så distraheret op. En bevægelse og en farve uden for 9

mødelokalet havde fanget hans opmærksomhed. Han plejede ikke at være ufokuseret, men der var visse ting, han altid reagerede på, selv om der var gået så mange år.

Han skimtede et blondt hoved derude, en lys manke i netop den særlige nuance, den, han aldrig havde set hos nogen anden kvinde.

Det måtte være indbildning. Det skete indimellem. At han syntes, han så hende. Men det var aldrig hende, var altid en fremmed.

Bortset fra at det nu faktisk var hende.

For første gang i femten år bildte Sam sig ikke noget ind.

Det var hende, og hun var her.

Han sad fuldstændig stivnet i stolen. Tom Lexingtons dæmpede stemme forsvandt. Sam stirrede uden at blinke, og minderne skyllede igennem ham. Den hysteriske gråd. Anklagerne og det enorme svigt. Alt det, han aldrig var kommet sig over. Det var, som om han igen så politiblinkene i forårsnatten, mærkede smagen af teenagebrandert i munden.

Genoplevede de hånlige blikke og alle de følelser, han havde svoret aldrig mere at føle. »Sam?« Lyden af Toms stemme nåede ham som gennem en lang tunnel. Sams tindinger var begyndt at dunke, og pulsen tordnede i ørerne. Han tvang sig til at trække vejret. Samle sig.

Et kort øjeblik havde han været tilbage dengang, den nat.

Havde praktisk taget hørt skrigene. Han pegede ud gennem mødelokalets glasvæg. »Arbejder hun her?« spurgte han, så neutralt han kunne.

Tom havde fulgt hans blik. »Min næstkommanderende.« Toms tonefald var afslappet, men Sam hørte spørgsmålet i det.

Sam rømmede sig og sendte Tom et udadtil kontrolleret blik. »Jaså?« Det lød så usandsynligt. Dessie Dickson. I et sikkerhedsfirma. Det måtte vel være en administrativ stilling, hun havde?

10

»Hun er en af mine bedste feltoperatører,« sagde Tom. Sam stirrede på Tom, som om manden havde meddelt, at han ville springe ud ad vinduet og tage en flyvetur. Sam ville muligvis have kunnet tro, at Dessie arbejdede med HR eller jura. Men sikkerhed? Operativt? Hans hjerte buldrede af sted som et frembrusende damplokomotiv. Det var skæbnen. Det måtte det være. Men hvad betød det? »Laver hun den slags, vi har snakket om? Baggrundstjek?« »Bestemt, men ...« »Kan jeg få hende?« spurgte han, uden at tænke. Hvis han havde tænkt sig om, havde han selvfølgelig ikke bedt om at få Dessie. Hvis han havde tænkt sig om, havde han rejst sig op og var gået sin vej. Ikke bedt om at få den kvinde, der havde ødelagt hans ungdom. Men ordene var ude. »Jeg ved ikke rigtig ...« Sam studerede den store sikkerhedschef, aflæste ham hurtigt, manipulerede ham næsten lige så let. »Er hun ikke dygtig?« Det trak i Toms ansigt, som om Sam havde stukket ham en. »Alle mine ansatte er dygtige,« sagde han kort. »Men?« »Hun er meget dygtig.« Selvfølgelig var hun det. Sam kiggede ud på det lysblonde hoved igen. Dessie havde altid været fremragende til alt, hvad hun foretog sig. Lektier. Idræt. Hjerteknusning. »Så vil jeg have hende.« Nu var han sikker. Han ville have, at Dessie skulle gennemgå hans firma, arbejde for ham, se, hvad han havde udrettet. Så kunne han måske få sin ... sin ... hvad? Han vidste ikke rigtig. Sin hævn? Sin afslutning? »Er du sikker?« spurgte Tom. Ja, for helvede, tænkte Sam med eftertryk. Men han nikkede bare, vidste, at stemmen ville forråde ham.

Dessie. Tænk, at han skulle støde på hende her. Det var fandeme skæbnens ironi.

11

»Ja, jeg er,« sagde han så, med fast og rolig stemme. »Jeg vil gerne have hende.« Ja, tænkte han, igen og igen. Han sad så stille som et bjergmassiv, mens han tvang hver eneste følelse ned.

Ja!

12

– 2 –

Nej! Dessie Dickson dukkede hastigt hovedet ned bag computerskærmen og forsøgte at lade som ingenting. Men hun vidste, at hun ikke havde taget fejl. Hun genkendte den store, mørkhårede mand, der stirrede på hende gennem glasvæggen ind til mødelokalet.

Det var ham.

Dessie blev ved med at krybe sammen bag skærmen, for hvad skulle hun ellers gøre?

Det var begyndt med, at hun mærkede, hvordan noget lige­ som brændte i panden. Næsten som en laserprik. Samtlige Dessies instinkter og reflekser, alt det, der havde holdt hende i live nogle af verdens farligste steder, havde advaret hende.

Det havde skreget til hende om at flygte med det samme.

Men havde hun lyttet, tænkte Dessie bittert, som hun sad der og gemte sig som en kujon. Nej. For hun var på kontoret, og hun var jo tryg her. Så hun havde ignoreret faresignalerne og i stedet undrende løftet hovedet og kigget op for at se, hvad det var, der foregik. Og der sad han.

Sam Amini.

Som et spøgelse fra fortiden.

Måske burde hun have vidst, at netop denne dag ville blive helt ad helvede til. Nogle dage var bare sådan. På det seneste var der blevet stadig flere af dem. Dårlige dage. Dårlige nætter. Minder og hemmeligheder, som truede med at vælde frem.

Mentale barrierer, som var ved at revne. Ting, hun havde gjort, fortid, der truede med at indhente hende.

Egentlig var det begyndt allerede i går. Efter en lang dag på 13

jobbet med en masse papirarbejde, møder og problemløsning var Dessie gået på sin første Tinder-date i evigheder. Den var med en ghostwriter. Han skrev selvbiografier for kendte mennesker, og Dessie havde chattet med ham i to dage. Hun havde tænkt sig at mødes med ham for at slappe af og måske gå i seng med ham for at bortjage lidt af mørket og angsten, hun havde kæmpet med siden dengang. Det havde i hvert fald været planen. En tiltalende fremmed fra Tinder, hvad skulle kunne gå galt? Da de chattede, havde han virket fornuftig.

Han kunne lide IPA-øl, løbeture og rejser. Helt almindelig.

Ret sjov. Meget mere bad hun ikke om. De havde mødtes på en hipsterbar på Kungsholmen og drukket et par glas, og hun havde været lige på nippet til at gå med ham hjem, da han åbnede munden og sagde: »Hvad sker der med det der Black Lives Matter? Alle liv er vel lige vigtige?«, mens de talte om noget, de begge havde læst på nettet.

Dessie var stivnet, men havde tænkt, at han måske bare var naiv. »Ja, bestemt. Men hvis du siger sådan der, er det ikke det, du egentlig mener,« havde hun påpeget. »Jeg har da ret til at have min egen holdning,« havde han sagt, med indigneret udspilede næsebor.

Dessie havde anstrengt sig for at lyde høflig og pædagogisk. »Det har du, men det er ikke så meget en holdning, som det er en vurdering, og det er en lortevurdering.« »Black Lives Matter er omvendt racisme. Må man nu ikke forsvare de hvide længere?« Hans ord havde lydt defensive, og Dessie måtte beskæmmet indrømme, at hun i brøkdelen af et sekund alligevel havde tøvet. Hun ville have sex, ville slippe sine egne tanker for en stund, ville føle sig som en normal ung kvinde uden traumer og blodige hemmeligheder. Men det gik ikke. Fyren var et røvhul, og det havde hun sagt til ham, højt, og derpå var hun gået sin vej, mens han krænket råbte efter hende, at man åbenbart ikke kunne få lov at sige 14

noget som helst i det her skide politisk korrekte land. Hun var kommet sent hjem, for hun boede i Gåshaga, længst ude på Lidingö, og hun havde ikke villet tage en taxi, så hun havde begivet sig af sted med først tunnelbanen og så Lidingöbanen og været hjemme efter midnat. Hun havde sovet elendigt, som hun havde gjort lige siden ... siden hændelsen, det frygtelige, der skete sidste år og påvirkede hende meget mere, end hun først havde troet. Men selvfølgelig var det sådan. Der var jo folk, der døde.

I morges var hun stået tidligt op, havde løbet en seks­ kilometersrunde langs vandet, taget armbøjninger i stuen og snuppet et hurtigt bad, og nu sad hun her på kontoret, eftersvedig og fladmast. Desuden havde hendes hår drillet, uanset hvor meget hun end havde fønet og stylet og sat det op, og nu sad Sam Amini her. Som en skarpøjet, bredskuldret og fuldstændig hæslig påmindelse om hendes fortid. Af alle mennesker skulle det være lige netop ham, der dukkede op nu.

Sam, som var den første mand, hun nogensinde havde elsket.

Sam, som havde ødelagt hende på en måde, det havde taget år at komme sig over.

Dessie rankede ryggen og rettede på den hvide skjorte.

Hun var ekspert i sikkerhed, mindede hun sig selv om. Ikke længere en sårbar og uerfaren nittenårig med alle følelserne uden på tøjet. Hun var trænet i at slås, skyde og forsvare sig.

Havde overlevet selvmordsbombere i Afghanistan, snigskytter i Somalia og testosteronpumpede ballademagere i Sverige.

Hun var ikke bange for Sam og de følelser, han engang for længe siden havde vakt i hende. Hun var ikke bange, og hun følte ingenting. Ikke det mindste. Hun valgte bare at sidde her og gemme sig bag computeren og den rapport, hun var ved at skrive. »Desirée?« Dessie kiggede op fra skærmen. Det var Tom, der lydløst var kommet hen til hende.

15

»Ja, boss?« Dessie anstrengte sig for at se frisk og veloplagt ud. Hun kunne enormt godt lide Tom – han var en fantastisk chef, og hun var hans second in command, firmaets kronprinsesse. At vise sig værdig til hans tillid stod øverst på alle hendes lister. Sådan et menneske var Tom – man ville gøre sit yderste for hans skyld. Dessie lovede sig selv snart at leve op til hans forventninger. Hun skulle bare først bearbejde det forfærdelige, der var sket sidste sommer. Overvinde angsten, minderne og mareridtene. Og så måtte hun selvfølgelig sørge for, at hændelsen ikke fik flere eftervirkninger, hverken for hende eller for nogen af dem, hun elskede. Hun trak vejret dybt. Men bagefter, når hun havde ordnet alt det, så ville hun blive sit allerbedste og mest pålidelige jeg igen. Og aldrig, aldrig mere begå flere katastrofale fejltagelser. Aldrig nogensinde mere, svor hun tavst for sig selv. »Har du tid?« spurgte Tom. Han sendte hende et forskende blik, som om han kunne se, at hun bar på dunkle hemmeligheder, og forsøgte at liste ud af hende, hvad de drejede sig om. Tom havde spurgt hende, mange gange, hvordan hun havde det, men hver gang svarede hun, at det gik fint, at hun havde det godt. Tom virkede ikke rigtig overbevist, og sådan stod sagerne nu: De var ikke længere sikre på hinanden.

Dessie forsøgte at sno sig udenom. »Jeg er midt i den der analyse af ...« Tom afbrød hende. »Jeg har en ny klient, jeg gerne vil have, du skal møde. Han spurgte specifikt efter dig.« Der var ingen tvivl om, hvem Tom mente. Han og Sam havde siddet og snakket i mindst en time i mødelokalet. To alvorlige, mørkhårede mænd med rynker mellem øjenbrynene og behersket kropssprog, og så havde Tom rejst sig og sat kursen mod hende. »Men ...« forsøgte hun og gjorde en vag håndbevægelse mod computeren.

16

»Kom,« sagde han og drejede rundt på hælen.

Tom var gammel elitesoldat, tidligere kaptajn i militæret, og det sad i Dessie som en refleks at adlyde.

Modstræbende fulgte hun efter Tom med blikket på udsigten uden for de tonede ruder: Det glitrende vand, de forskellige bydele, der tilsammen udgjorde Stockholm. De gik gennem det åbne kontorlandskab, hvor kolleger sad i afgrænsede siddegrupper og diskuterede små og store operationer.

Lodestar voksede, for hvert år der gik. Her myldrede det med topkompetente mennesker. De var omkring tyve personer på selve kontoret, men størstedelen af personalestyrken var ude på opgaver, både i Sverige og internationalt. Man kunne sige, at Lodestars personale var eliten af eliten: mænd, og nogle få kvinder, som bogstavelig talt kunne sendes hvor som helst hen og løse hvad som helst. Hvis hun skulle blive ved med at udmærke sig iblandt dem, måtte hun sørge for at gøre det, der skulle til. Dessie kiggede hen på kollegerne Bashir og Isak, der lige var vendt tilbage fra Syrien, hvor de havde befriet en kidnappet læge. Johanna Skott strøg forbi for at hente kaffe. Hun passede ikke bare receptionen, men var også deres bedste gidselforhandler. En kvinde, der var ekspert i at forsvinde i baggrunden og aldrig gjorde væsen af sig, men var en af deres bedste folk.

Var der mon en eneste af hendes kolleger, der vidste, hvad hun havde gjort sidste sommer, tænkte Dessie. Nej, det kunne de vel ikke vide? De kunne da ikke have den mindste anelse om, at hun, Dessie, havde gjort det, hun havde. Tom brugte hvert eneste morgenmøde på at prædike lov og orden, moral og integritet. »Ingen er hævet over loven,« plejede han at minde dem om. Det var Lodestars rettesnor. »Sikkerhedsfirmaer er altid under beskydning. Ingen skal kunne grave snavs frem om Lodestar,« havde han sagt så sent som i sidste uge, da han fyrede en medarbejder, som havde deltaget i en illegal våbenhandel. Ugen før det havde en af deres livvagter, 17

der havde været i seng med en klient, fået sparket. Det tog altid hårdt på Tom ikke at kunne stole på folk. Han var et af de mest moralske mennesker, Dessie kendte. Ud over hans to børn, som han elskede over alt på jorden, var Lodestars gode navn og rygte hans tredje øjesten. Det vidste alle. »Er alt, som det skal være?« spurgte Tom og sendte hende endnu et granskende blik. Hun måtte tage sig sammen, indså hun. Han stirrede stadig oftere på hende med den der undrende mine. »Helt klart,« løj hun. Hun hadede at have hemmeligheder for Tom. Men det var bedst, at han ikke vidste noget. Bedre for ham, bedre for firmaet. »Godt. Det her er Sam Amini,« sagde Tom. Som om Dessie ikke vidste, præcis hvem det var, der stod foran hende. Hun tvang sig til at møde det velkendte blik, se de hårde linjer.

Minderne skyllede ind over hende som en flodbølge. Følelser, hun havde begravet, tanker, hun var holdt op med at tænke. Det her var helt sindssygt. De havde været teenagere, hun burde have lagt det bag sig. Glemt og begravet det.

Sam betragtede hende. Han var umulig at aflæse, og Dessie var endda ekspert i at tolke kropssprog. Hun stirrede tilbage, i brøkdelen af et sekund eller flere minutter – hun mistede tidsfornemmelsen. Årene havde gjort hans træk mere markerede og voksne, men også skarpere og mere uforsonlige. Alligevel var de så velkendte, at hendes hjerte begyndte at slå uregelmæssigt, som om det ville pointere, hvor kolossalt det var, at Dessie og Sam nu mødtes igen. Det her var manden, som, mens han bevægede sig inde i hende, havde hvisket, at det var de to for altid, at han elskede hende, at hun var hans, og han var hendes. For derpå at droppe hende på alle måder, mentalt, sjæleligt og fysisk. Hun havde ikke anet, at noget kunne gøre så ondt. En overgang havde hun troet, at hun skulle dø, havde næsten været lettet over det, over ikke længere at måtte føle så 18

meget smerte. En teenageforelskelse, det var, hvad folk havde kaldt det. »Vær glad for, at du slap af med ham,« havde hendes mor ment. »Det går over,« havde alle sagt. Og det gjorde det vel også. Det havde hun i hvert fald troet indtil nu.

Dessie tvang sig til at slippe stoleryggen og stoppede begge hænder i lommerne på de lysegrå jakkesætsbukser. Sam havde ikke rakt hånden frem, så det gjorde hun heller ikke. Havde han overhovedet genkendt hende? Der var jo trods alt gået så mange år siden den der forfærdelige weekend, da hele hendes liv sank i grus. Og hun havde også forandret sig. Hun var ikke nogen nittenårig pige længere. Ikke ung, naiv og uden erfaring med verden. Omhyggeligt havde hun bygget sig selv op igen og var blevet stærkere. Mere selvsikker. Mere uafhængig. Med en solid mur omkring sig selv og sit hjerte. Uindtagelig som en fæstning. »Og det her er Desirée Dickson. Som jeg sagde: en af Lodestars bedste folk,« fortsatte Tom. Noget glimtede i Sams øjne. Det var ikke mere end et kort strejf, og det kunne måske bare have været en genspejling fra en lampe eller et lysstofrør. Men pludselig var Dessie sikker.

Sam kunne godt huske hende. Han vidste udmærket godt, hvem hun var, og det var derfor, han og Tom nu stod foran hende.

Al den militære træning, hun havde gennemgået – hårde, krævende år, som kun de stædigste klarede – havde for længst tæret hadet bort i Dessie. Man blev aldrig god til det her arbejde, hvis man gik og hadede sig vej gennem livet. Had var en irrelevant følelse. Hun uddannede Lodestars personale i ikke at agere impulsivt og bevare roen i pressede situationer, og det var sådan, hun selv plejede at være: behersket og analytisk. Nu var det imidlertid, som om hendes sædvanlige skarpe overblik havde forladt hende. Hvor vovede Sam at troppe op her og forlange at møde hende? Havde han ikke forspildt retten til det for femten år siden?

19

Hun lod blikket glide over de på en gang velkendte og fremmede ansigtstræk. Indåndede den nye duft af ham. Før havde han lugtet af sæbe og vaskemiddel; nu duftede han af dyr aftershave med sandeltræ og tjære. Dengang havde han gået i forvaskede T-shirts og jeans; nu var han klædt i en kulsort, ribstrikket, langærmet trøje med små knapper i halsen, guldur om håndleddet og sorte cargobukser. Smart. Casual.

Og hun kæmpede mod minderne og forsøgte at håndtere styrken af sine egne følelser. Engang havde hun elsket Sam så højt, at hun ville have hentet sol og måne ned til ham. Hun havde været forelsket, dum og sikker på, at det skulle være de to for altid.

Nu vidste hun bedre.

20

382

Efterord

En bog skriver ikke sig selv, det skal guderne vide. Som altid har jeg researchet en del emner, jeg ikke vidste så meget om.

Tusind, tusind tak til alle jer, der tog jer tid og stillede jer til rådighed. Stor og varm tak for, at I delte ud af jeres viden, visdom og tid. Jeg har taget mig visse kunstneriske friheder med ting, som både Dessie og Sam gør. Det er mit ansvar.

Tak også til alle jer, som på andre måder har bistået mig, mens jeg skrev denne bog. I ved, hvem I er. Hjerte-emoji til jer alle.

Et par ord om racisme: Mens jeg skrev Med hjertet som indsats, eksploderede Black Lives Matter-bevægelsen i USA og på sociale medier verden over. Racisme findes, både i USA og i Sverige. Luk ikke øjnene for den. Læs om emnet, og bliv klogere. Udnyt de privilegier, du har. At være aktive antiracister er noget, vi alle har pligt til.

Vær en allieret, ikke en røv.

Og til sidst: West Wing (Præsidentens mænd) er verdens bedste tv-serie. Leila Dibah (som vi mødte første gang i Løftet) er verdens cooleste psykolog. Og derfor tillod jeg mig at give Leila Dibah et par replikker frit efter West Wing-afsnittet Noël (sæson 2, afsnit 10). De skal ses som en hyldest til tvserier i al almindelighed, og til West Wing i særdeleshed.

Simona Ahrnstedt Efteråret 2020

383

384