De blodgyldne – Dødløs

De blodgyldne 1 Dødløs

olence

.

Namina Forna THE

De GBlodgyldne ILDED DØDLØS ONES

way.

House,

serted by her in

rieval system or , recording or

of the author’s or persons, living

N a m in a

F or n a

På dansk ved Sara Ejersbo

ary.

R0 4YY.

Gutkind

De blodgyldne 1. Dødløs er oversat fra engelsk af Sara Ejersbo efter Deathless 1: The Gilded Ones © NamiNation, Ltd 2021 Denne udgave: © NamiNation, Ltd og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: ©2021 by Tarajosu / dansk versionering Rasmus Funder Kort over Otera: © 2021 by Robert Lazzaretti Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN: 978-87-434-0178-0 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til min far, som lærte mig at drømme.

Til min mor, som lærte mig at gøre.

Og til min søster, som støttede mig hele vejen.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 4

24-08-2021 10:32:49

Et

R

enhedsritualet er i dag.

Nervøse tanker kører i ring i mit hoved, mens jeg samler min kappe om mig for at skærme mig fra kulden og skynder mig over mod laden. Det er tidligt om morgenen, og solen er endnu ikke begyndt sin vandring hen over de snedækkede træer, der står i en ring om vores lille gård. Skygger samler sig i mørket og trænger ind på det svage lys fra min lygte. En ildevarslende kildren under min hud tager til. Det er næsten, som om noget befinder sig der, lige i udkanten af mit synsfelt ...

Det er bare nerver, siger jeg til mig selv. Jeg har mærket den kildren masser af gange før og alligevel aldrig set noget mærkeligt.

Porten til laden står åben, da jeg når derover, og en lanterne hænger på stolpen. Far er allerede derinde og spreder hø. Han ser skrøbelig ud, som han står der med sin høje krop helt sunket sammen i mørket. For bare tre måneder siden var han munter og robust, ingen grå stænk i det lyse hår. Så kom de røde kopper, og han og mor blev syge. Nu er han krumbøjet og vissen, med rindende øjne og tyndt hår, der burde sidde på en flere årtier ældre mand. »Du er allerede oppe,« siger han dæmpet, da hans grå øjne strejfer mig.

5

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 5

24-08-2021 10:32:49

»Jeg kunne ikke sove længere,« svarer jeg, snupper en mælkespand og sætter kurs mod Norla, vores største ko.

Egentlig burde jeg hvile mig i isolation ligesom alle de andre piger, der forbereder sig på Ritualet, men der er for meget arbejde på gården og for få hænder. Sådan har det været, siden mor døde for tre måneder siden. Tanken får tårer til at stige op i mine øjne, og jeg blinker dem væk.

Far langer mere hø ind i båsene med høtyven. »‘Velsignet er han, som vågner og beskuer Den Uendelige Faders herlighed’,« brummer han, et citat fra Den Uendelige Visdom. »Nå, er du klar til i dag?« Jeg nikker. »Ja, jeg er.« Senere i eftermiddag vil Ældste Durkas gennemføre Renhedsritualet på mig og alle de andre sekstenårige for at teste os. Når det er blevet bevist, at vi er rene, hører vi officielt til her i landsbyen. Så er jeg endelig en kvinde – så må jeg gifte mig og stifte min egen familie.

Tanken sender endnu en bølge af bekymringer igennem mit hoved.

Jeg skæver til far ud ad øjenkrogen. Hans krop er anspændt, hans bevægelser anstrengte. Han er også bekymret. »Jeg tænkte på noget, far,« begynder jeg. »Hvad nu hvis ... Hvad hvis ...« Jeg stopper der og lader det halve spørgsmål hænge tungt i luften.

En unævnelig frygt folder sig ud i ladens ­halvmørke.

Far sender mig noget, som skal forestille et beroligende smil, men hans mundvige følger ikke helt med. »Hvad nu hvis hvad?« spørger han. »Sig det bare, Deka,« »Hvad nu, hvis mit blod ikke er rent?« hvisker jeg og får endelig de skrækkelige ord presset ud. »Hvad nu, hvis præsterne tager mig med; hvad nu, hvis jeg bliver udstødt?« Jeg har mareridt om det, skrækscenarier, der blander sig med 6

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 6

24-08-2021 10:32:49

mine andre drømme; dem, hvor jeg er i et mørkt hav, og mors stemme kalder på mig. »Er det det, du er bekymret for?« Jeg nikker.

Selvom det sjældent sker, så har alle hørt om nogens søster eller kusine, som viste sig at være uren. Sidste gang det skete i Irfut, er flere årtier siden – en af fars kusiner. Landsbyboerne hvisker stadig om den dag, hun blev slæbt væk af præsterne og aldrig set igen. Det har hængt som en skygge over fars familie lige siden.

Det er derfor, de altid opfører sig så fromt – altid de første i templet, mine tanter dækket så grundigt, at selv deres mund ikke kan ses. Den Uendelige Visdom formaner os: »Kun den urene, blasfemiske eller syndige kvinde viser sig utildækket under Oyomos øje,« men den advarsel gælder kun den øverste halvdel af ansigtet: panden til næsetippen. Alligevel har mine tanter små firkanter af gennemsigtigt stof til at dække øjnene i deres masker.

Da far vendte tilbage fra krigen med mor ved sin side, slog hele familien øjeblikkelig hånden af ham. Det var for risikabelt at indlemme en kvinde, hvis renhed ikke var blevet bevist, og så endda en fremmed, i familien.

Så kom jeg – et barn, som var mørkt nok til at være fuldblods sydboer, men med fars grå øjne, kløftede hage og blødt krøllede hår til at modsige det.

Jeg har været i Irfut hele mit liv, født og opvokset, og jeg bliver stadig behandlet som en fremmed – stadig stirret og peget på, stadig holdt udenfor. Hvis det stod til visse medlemmer af fars familie, ville jeg ikke engang have fået lov at komme i templet.

Mit ansigt ligner muligvis hans på en prik, men det er ikke nok.

Hvis landsbyen skal acceptere mig, hvis fars familie skal acceptere os, skal jeg bestå prøven. Så snart det er bevist, at mit blod er rent, vil jeg endelig høre til her.

7

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 7

24-08-2021 10:32:49

Far kommer over til mig og smiler beroligende. »Ved du, hvad det betyder at være ren, Deka?« spørger han.

Jeg svarer med en passage fra Den Uendelige Visdom: »‘Salige er de beskedne og underdanige, de ydmyge og sande menneskedøtre, for de er uberørte under Den Uendelige Faders øjne’.« Alle piger kan den udenad. Vi reciterer den, hver gang vi træder ind i templet – en evindelig påmindelse om, at kvinden er skabt til at være mandens hjælpsomme mage, underkastet hans ønsker og ordrer. »Er du ydmyg og alle de andre ting, Deka?« spørger far.

Jeg nikker. »Det tror jeg,« siger jeg.

Et glimt af usikkerhed viser sig i hans blik, men han smiler og kysser mig på panden. »Så skal det hele nok gå.« Han vender tilbage til sit hø. Jeg sætter mig ved siden af Norla, stadig med en nagende tvivl. Når alt kommer til alt, minder jeg om min mor på flere måder, end far kender til – måder, som ville få landsbyboerne til at foragte mig endnu mere, hvis de nogensinde opdagede det.

Jeg er nødt til at sørge for, at den hemmelighed ikke slipper ud. Landsbyboerne må aldrig opdage det.

Aldrig.

Det er stadig tidligt om morgenen, da jeg når ind til landsbyens torv. Luften er kølig, og fra tagene på de nærmeste huse hænger lange istapper. Alligevel er solen usædvanligt skarp, og dens stråler giver genskin fra de høje, hvælvede søjler på Oyomos Tempel. De søjler skal forestille en hyldest, en meditation over Oyomos sol, som rejser over himlen hver dag. Ypperstepræster bruger dem til at vælge, hvilke to dage på året, forår og vinter, vi skal udføre Ritualet. Bare synet af dem er nok til at sende en bølge af nervøsitet gennem mig.

8

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 8

24-08-2021 10:32:49

»Deka! Deka!« En velkendt, kluntet skikkelse vinker begejstret til mig fra den anden side af vejen.

Elfriede skynder sig over til mig med kappen trukket så tæt om sig, at jeg ikke kan se andet end hendes lysende grønne øjne. Både hun og jeg forsøger altid at dække vores ansigt, når vi kommer ind til landsbyens torv – mig på grund af min hudfarve, og Elfriede på grund af det store, rødlige modermærke, hun har i venstre side af ansigtet. Indtil de har gennemgået Ritualet, må piger gerne være utildækkede, men der er ingen grund til at tiltrække sig opmærksomhed, især ikke på en dag som i dag.

På denne morgen er Irfuts lille, brostensbelagte torv fyldt med hundredvis af besøgende, og hele tiden ankommer vogn efter vogn med flere.

De kommer fra hele Otera: snobbede sydboere med mørkebrun hud og kruset hår, afslappede vestboere med deres lange, sorte hår samlet oven på hovedet og masser af tatoveringer på gylden hud; højlydte nordboere med lyserød hud og blondt hår, der skinner i kulden, og stilfærdige østboere i alle nuancer fra mørkebrun til æggeskalsfarvet, med silkeblødt, glat, sort hår, der flyder i skinnende floder ned ad deres rygge.

Selvom Irfut ikke ligger centralt, er stedet kendt for sine kønne piger, og mænd rejser gerne langt for at få et kig på de mulige kandidater, før de tager masken på. Masser af piger vil finde en ægtemand i dag – hvis de ikke allerede har fundet en. »Er det ikke spændende, Deka?« fniser Elfriede.

Hun slår ud med armen mod torvet, som er festligt pyntet til lejligheden. Dørene på alle de huse, der har en gifteklar pige, er malet højrøde, bannere og flag vajer muntert fra vinduerne, og farvestrålende lanterner lyser op i hver en indgang. Der er endda maskerede dansere på stylter og ildslugere, som bevæger sig gennem folkemængden om kap med købmændene, der sælger 9

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 9

24-08-2021 10:32:49

poser med ristede nødder, røgede kyllingelår og kandiserede æbler.

Begejstringen bruser gennem mig ved synet. »Jo, det er,« svarer jeg med et bredt smil, men Elfriede er allerede ved at trække mig med videre. »Hurtigt, hurtigt,« ivrer hun og maser sig gennem flokkene af udenbys gæster, hvoraf mange vender sig og skuler mis­­ billigende over, at vi ingen mandlige ledsagere har med til at passe på os.

I de fleste landsbyer kan kvinder ikke forlade deres hjem uden en mand til at eskortere dem. Men Irfut er lille, og så mange mænd er der heller ikke. De fleste på vores alder er indkaldt til hæren, som far også blev, da han var yngre. Et par stykker har endda overlevet oplæringen til at blive jatu, soldaterne i kejserens elitehær. Jeg får øje på en gruppe af dem, der står ved udkanten af torvet og holder øje i deres skinnende røde rustninger.

Der er mindst tolv i dag, langt flere end de to-tre stykker, kejseren sender til Ritualet om vinteren. Måske er det sandt, hvad folk har hvisket om i krogene: at flere døds-skrigere er brudt gennem grænsen i år.

Monstrene har belejret Oteras grænse mod syd i århundreder, men de sidste par år er de blevet langt mere aggressive. De angriber som regel tæt på dagen for Ritualet, hvor de ødelægger landsbyer og forsøger at stjæle urene piger. Rygtet siger, at urenhed får pigerne til at smage bedre ...

Heldigvis er Irfut et af de sværest tilgængelige områder i Norden, omringet af snedækkede bjerge og uigennemtrængelige skove. Dødsskrigere vil aldrig finde vej hertil.

Elfriede lægger ikke mærke til, at jeg er fordybet i tanker; hun er alt for optaget af at smile til jatuerne. »Er de ikke bare flotte i rødt? Jeg har hørt, at det er nye rekrutter, som er på rundtur i 10

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 10

24-08-2021 10:32:49

provinserne. Hvor betænksomt af kejseren at sende dem hertil lige før Ritualet!« »Det er det vel ...« mumler jeg.

Elfriedes mave rumler. »Skynd dig, Deka,« siger hun og hiver mig med. »Ellers når køen til bageriet at blive alt for lang.« Hun hiver så hårdt i mig, at jeg snubler og støder ind i en stor, solid skikkelse. »Jeg undskylder,« gisper jeg og ser op.

En af de fremmede mænd, som er her på besøg, ser ned på mig med et tyndt, glubsk smil på læberne. »Hvad har vi her, endnu en lækkerbisken?« Han griner og træder tættere på.

Jeg tager et hurtigt skridt baglæns. Hvordan kunne jeg være så dum? Mænd udenbys fra er ikke vant til at se kvinder uden ledsagere, og de kan antage de mest forfærdelige ting. »Jeg beklager, men jeg bliver nødt til at gå,« hvisker jeg, men han griber fat i mig, før jeg kan nå at komme væk, og hans fingre famler begærligt efter den knap, der holder min kappe samlet ved halsen. »Slap nu af, lille lækkerbisken. Vær en sød pige, smid kappen, så vi kan se, hvad vi er kommet ...« Store hænder flår ham væk, før han kan nå at færdiggøre sin sætning.

Da jeg vender mig om, står Ionas, Ældste Olams førstefødte søn, og skuler til manden uden det mindste spor af det sædvanlige afslappede smil på hans ansigt. »Hvis du er på udkig efter et bordel, så er der et nede ad gaden, i din egen by,« advarer han med et hårdt blik i sine blå øjne. »Måske skulle du tage tilbage dertil.« Størrelsesforskellen er nok til få manden til at tøve. Selvom Ionas er en af de pæneste drenge i landsbyen – med sit blonde hår og sine smilehuller – så er han også en af de største, stærk som en tyr og lige så skræmmende.

Manden spytter irriteret på jorden. »Vær nu ikke så sur, knægt.

Jeg lavede bare sjov. Ved Oyomo, hende der er ikke engang nordboer.« 11

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 11

24-08-2021 10:32:49

Hver en muskel i min krop trækker sig sammen, da de ord minder mig om det, jeg helst vil glemme. Uanset hvor stille jeg er, og hvor meget jeg passer mig selv, så vil min brune hud altid stemple mig som en sydboer, et medlem af de forhadte stammer, der for længe siden erobrede Norden og tvang dem til at blive en del af Det Forenede Rige, nu kendt som Otera. Kun Renheds­ ritualet kan sikre mig en plads her.

Vil du ikke nok lade mig være ren, vil du ikke nok lade mig være ren. Jeg sender Oyomo en hurtig bøn.

Jeg trækker kappen tættere om mig. Gid, jeg kunne forsvinde ned i jorden, men med et krigerisk udtryk i ansigtet træder Ionas endnu tættere på manden. »Deka er født og opvokset her, ligesom alle os andre,« brummer han. »Du rører hende ikke igen.« Jeg glor på Ionas, rystet over hans uventede forsvar. Manden pruster forarget. »Som sagt, jeg lavede bare sjov.« Han vender sig om mod sine venner. »Kom, lad os finde noget at drikke.« Gruppen trækker sig tilbage, mens de mumler uforståeligt.

Da de er væk, vender Ionas sig om mod mig og Elfriede. »Er I okay?« spørger han med et bekymret udtryk i ansigtet. »Fint. Bare lidt forskrækket, ikke andet,« får jeg fremstammet. »Men ikke kommet noget til.« Hans øjne hviler på mig nu, og det er lige før, jeg vrider mig under det oprigtigt bekymrede blik. »Nej.« Jeg ryster på hovedet.

Han nikker. »Jeg undskylder for det, der lige skete. Mænd kan være nogle dyr, især når de kommer i nærheden af kønne piger som dig.« Kønne piger som dig ...

Ordene er så berusende, at det tager et øjeblik, før det går op for mig, at han igen taler. »Hvor skal I hen?« spørger han. »Til bageren,« svarer Elfriede, eftersom jeg stadig er mundlam.

12

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 12

24-08-2021 10:32:49

Hun nikker over mod den lille, hyggelige bygning på den anden side af gaden. »Jeg holder øje med jer herfra,« siger han. »Så I kan være trygge.« Igen hviler hans øjne på mig.

Mine kinder bliver varme. »Jeg takker dig,« siger jeg og skynder mig over til bageriet, mens Elfriede fniser.

Som lovet fortsætter Ionas med at stirre efter os hele vejen.

Bageriet er allerede fyldt med folk, præcis som Elfriede forudså.

Kvinder står mast sammen i hvert eneste hjørne af den lille butik, og deres masker skinner i det dunkle lys, mens de køber fine lyserøde renhedskager og solformede uendelighedsbrød for at fejre den særlige anledning. Normalt er masker simple ting, lavet af tynde stykker træ eller pergament, og malet med symboler på bøn for at bringe held. Ved festlige lejligheder som i dag tager kvinderne til gengæld deres mest ekstravagante masker på, der er formet som solen, månen og stjernerne og pyntet med guld eller sølv i geometrisk perfekte mønstre. Oyomo er ikke kun solens gud, men også matematikkens. For at behage Hans øje bærer de fleste kvindemasker den guddommelige symmetri.

Efter i dag vil jeg også begynde at bære maske, en solid, hvid halvmaske lavet af tykt pergament og tynde fliser af træ, som vil dække mit ansigt fra pande til næse. Det er ikke meget, men det var det eneste, far havde råd til. Måske vil Ionas bede om tilladelse til at gøre kur til mig, når jeg har fået den på.

Jeg afviser straks tanken som latterlig.

Uanset hvad jeg har på, vil jeg aldrig blive lige så pæn som de andre piger i landsbyen med deres slanke skikkelser, silkeblonde hår og lyserøde kinder. Min egen figur er meget mere robust, min 13

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 13

24-08-2021 10:32:49

hud er mørkebrun, og den eneste fordel, jeg har, er mit bløde, sorte hår med krøller, der står som en sky om mit ansigt.

Mor fortalte mig engang, at piger, der så ud som mig, blev anset for at være kønne i De Sydlige Provinser, men hun er den eneste, der nogensinde har ment det. Alle andre kan kun se, hvor meget anderledes end dem jeg ser ud. Jeg skal være heldig, hvis jeg finder mig en ægtemand fra en af de nærliggende landsbyer, men jeg er nødt til at forsøge. Hvis der nogensinde skete noget med far, ville hans familie hurtigt finde en undskyldning for at slå hånden af mig.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på, hvad der så vil ske med mig: et liv i påtvungen fromhed og benhårdt arbejde som tempeljomfru eller, endnu værre, at blive tunget ind i et af glædeshusene i De Sydlige Provinser.

Elfriede vender sig om mod mig. »Så du de blikke, Ionas sendte dig?« hvisker hun. »Jeg troede, han ville bortføre dig på stedet.

Så romantisk.« Jeg klapper mig på kinderne for at køle dem ned, og et lille smil hiver i mine mundvige. »Vær nu ikke så fjollet, Elfriede.

Han var bare høflig.« »De blikke han sendte dig, det var ...« »Hvad? Hvad var det, Elfriede?« afbryder en affekteret, indsmigrende stemme, efterfulgt af fnisen.

Hele min krop bliver kold. Åh nej, ikke i dag af alle dage ...

Jeg drejer rundt og står lige over for Agda, som har taget plads bag os sammen med en gruppe piger fra landsbyen. Jeg ved med det samme, at hun har set mig snakke med Ionas, for hun kan knap skjule sin vrede. Det kan godt være, at Agda med sin blege hud og sit hvid-blonde hår er den kønneste pige i landsbyen, men de forfinede træk dækker over et giftigt hjerte og en ondsindet natur.

14

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 14

24-08-2021 10:32:49

»Tror du, at bare fordi du måske klarer Ritualet i dag, så vil drengene pludselig synes, du er pæn?« fnyser hun hånligt. »Uanset hvor meget du ville ønske, at det var anderledes, Deka, så vil en maske aldrig kunne skjule dine grimme sydlige træk.

Gad vide, hvad du vil gøre, når ingen mand vil have dig i sit hus, og du bliver en grim, desperat pebermø uden ægtemand eller familie.« Jeg knytter mine næver så hårdt, at mine fingernegle borer sig ind i huden.

Lad være med at svare, lad være med at svare, lad være med at svare ...

Agda kaster et affejende blik på Elfriede. »Hende der kan i det mindste dække sit ansigt, men selv hvis du dækker hele din krop, så ved alle, hvad der er under ...« »Var din mund, Agda,« afbryder en snerpet stemme fra forrest i butikken hende.

Den tilhører fru Norlim, hendes mor. Hun kommer over til os, og de mange ædelstene på hendes gyldne maske blinker og glitrer så skarpt, at de risikerer at blænde folk. Fru Norlim er gift med Ældste Norlim, den rigeste mand i landsbyen. Til forskel fra de andre kvinder, som kun har råd til halvmasker i guld eller helmasker i sølv, har hun en formel guldmaske, som dækker hele hendes ansigt med et mønster af solstråler om de lyse, blå øjne. Også hendes hænder er pyntet, med hvirvler af guld og halvædelstene limet fast på huden. »‘En kvindes ord skal være så søde som frugt og honning’,« minder hun Agda om. »Således siger Den Uendelige Visdom.« Agda bøjer flovt hovedet. »Ja, mor,« svarer hun. »Desuden,« tilføjer hendes mor, og medlidenheden i hendes øjne skurrer mod maskens muntre smil. »Deka kan jo ikke gøre for, at hendes hud er lige så beskidt, som hendes mors var, ligesom 15

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 15

24-08-2021 10:32:49

Elfriede ikke kan skjule sit modermærke. Sådan er de født, de stakler.« Min taknemmelighed stivner og bliver til vrede, blodet koger i mine årer. Beskidt? Stakler? Hun kan lige så godt bare beskylde mig for at være uren lige op i mit ansigt. Jeg må tage mig sammen for at holde mit udtryk føjeligt, mens jeg går over mod døren, men på en eller anden måde lykkes det mig. »Tak for dine venlige ord, fru Norlim,« tvinger jeg mig selv til at sige, før jeg forlader butikken.

Det kræver al min styrke ikke at hamre døren i.

Endelig er jeg udenfor og snapper efter vejret, mens jeg prøver at bevare fatningen og tvinge de tårer af vrede, der svier bag mine øjne, tilbage. Jeg opdager knap nok, at Elfriede følger med bag mig. »Deka?« spørger hun. »Er du okay?« »Jeg har det fint,« hvisker jeg og folder hætten tættere om mit ansigt, så hun ikke ser mine tårer.

Min vrede.

Det er lige meget, hvad fru Norlim og de andre mener, siger jeg til mig selv. Jeg er ren. Tvivl overmander mig og minder mig om, at jeg har de samme uhyggelige afvigelser, som mor havde.

Jeg skubber de tanker væk. Det lykkedes mor at skjule dem indtil sin død, og det vil jeg også gøre. Jeg skal bare klare mig igennem de næste par timer, og så vil alle vide, at jeg er ren.

Så vil jeg endelig være i sikkerhed.

16

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 16

24-08-2021 10:32:49

ET BREV FR A NA MINA Kære læser Mit første år i college begyndte jeg at drømme om en pige i en gylden rustning. Med et mægtigt råb kastede hun sig ud i kampen på slagmarken, og så stoppede drømmen brat.

På det tidspunkt vidste jeg det ikke, men det var den første spire af De Blodgyldne.

Jeg er født og opvokset i Sierra Leone i Vestafrika.

Sierra Leone er dybt patriarkalsk, og piger betragtes ofte som mindre værd end drenge. Da jeg flyttede til Amerika, håbede jeg, at det ville ændre sig, men det gik hurtigt op for mig, at alt var ved det gamle. Måske var budskabet ikke lige så tydeligt, men det var der stadig.

Jeg var så heldig at gå på Spelman College, og imens jeg var der, fulgte jeg fag om feminisme og religion. De fag gav mig det grundlag, jeg skulle bruge til at skrive De Blodgyldne.

Dybest set er bogen en undersøgelse af patriarkatet.

Hvordan opstår det? Hvad understøtter det? Hvordan overlever kvinder det? Og hvad med de mænd eller mennesker, som ikke passer ind i det binære system? Hvem trives, og hvem gør ikke?

Jeg håber, det er lykkedes mig at svare på de spørgsmål, 407

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 407

24-08-2021 10:33:00

og hvis ikke, så håber jeg, at jeg har fortalt en god historie – en, som er fyldt med helte, man kan relatere til, og som har noget på spil. Når alt kommer til alt, så er den verden, vi lever i lige nu, ikke så langt fra den, jeg beskriver i min bog. Det er svære tider – tider med brug for helte. I De Blodgyldne håber jeg at have skabt helte, som kunne være hvem som helst af os.

Til hver eneste person, der læser denne bog: Jeg håber, at du er helten i din egen historie. Du kan få ting til at ske, og du kan ændre verden. Træf et valg om at ændre den til det bedre.

Til alle de teenagere, der læser med: I skal vide, at det her er en verden, som jeg har skabt til jer. Hvis I ikke kan finde jer selv andre steder, så find jer selv her.

Mange kærlige tanker Namina

408

4k_bb1150_De_blodgyldne_1_Dødløs_151x225mm.indd 408

24-08-2021 10:33:00