HUND

HUND

HUND.indd 1

12/13/24 8:26 AM

Mads Peder Nordbo

Hund Krimi

Gutkind

HUND.indd 3

12/13/24 8:26 AM

Hund Copyright © Mads Peder Nordbo, 2025 Udgivet på Gutkind Forlag, 2025 info@gutkind.dk Bogen er sat med Minion Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU Omslag: Kenneth Schultz Illustration: ISTOCK / Marina Vukic 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-4341-001-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9,1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

HUND.indd 4

12/13/24 8:26 AM

8. juli 2023, lørdag

HUND.indd 5

12/13/24 8:27 AM

Et sted inde i det lave rækkehus gøede en stor hund. Tyngden i lyden fik det til at gyse i Betty. Hun kiggede beklemt på manden, der havde åbnet døren. Hans skeptiske blik, da hun præsenterede sig som familiens sagsbehandler tilbage i 1980’erne, havde ikke hjulpet på hendes mod. Hun hankede op i muleposen med kommunens byvåben trykt på siden. ”Jeg kommer for at give dig en undskyldning.” ”Omkring 40 år for sent,” sagde den store mand og greb fat i håndtaget for at lukke hoveddøren til igen. ”Det forstår jeg godt,” sagde Betty hurtigt. ”Det var måske også dumt af mig at dukke op her, men jeg vil bare gerne have, du ved, at jeg er frygtelig ked af alt det, der skete med jer dengang.” Hendes strikketøj kiggede frem fra muleposen, og hun stoppede det forsigtigt tilbage, så det ikke faldt ud på den snavsede havegang. ”Jeg gider ikke snakke om det.”

Hun så undersøgende på ham uden helt at vide, hvad hun mere skulle sige. Hun skulle have holdt sig væk. Lige så snart døren var gået op, og den høje mand tonede frem med sit plettede tøj og usoignerede ansigt, havde hun fortrudt, at hun opsøgte ham alene efter så mange år.

Den store hund inde fra huset var dukket op ved mandens ene ben. Den gøede tungt et par gange, og det gøs i hende igen.

7

HUND.indd 7

12/13/24 8:27 AM

Dyret havde en bred brystkasse, og musklerne stod spændte frem under den korte, sorte pels. Den blottede tænderne, og den havde sikkert gøet igen, hvis ikke manden havde grebet hårdt fat i dens nakke. ”Den skal ud,” mumlede manden. ”Ja, de skal jo luftes, sådan nogle,” sagde Betty med et be-­ klemt smil og trådte lidt tilbage. ”Men mon ikke, jeg bare skal smutte igen, så?”

Tæt ved kunne hun høre motorvejens høje susen. ”Vi anede ikke, at I …” ”Bliver du ved?” udbrød manden og rokkede uroligt i kroppen. ”Nej,” fortsatte Betty med et bekymret blik rettet mod hunden, der stirrede afventende på hende. ”Jeg ville bare gerne sige undskyld, selvom det er længe siden.” ”Undskyld?” afbrød manden hende. Han slap hundens nakkeskind og knyttede sine næver. Hans underarme var fulde af tynde, hvide ar, der lå som blege fiskeben hen over huden. ”Jeg mener det,” forsøgte Betty sig med blikket fast hvilende på hunden, der var blevet ved mandens ben.

Manden rystede afvisende på hovedet. ”Jeg kan ikke bruge det her til en skid.”

Hans vejrtrækning faldt i korte, hårde stød, og det lød, som om ordene sad fast i halsen på ham. ”Jeg må hellere gå,” fortsatte Betty og knugede hånden fast om muleposens hank. ”Min datter venter lige herude i bilen.” ”Din datter?” Manden så hen mod den høje, vilde takshæk, der omkransede den lille, tilgroede have.

Betty trådte nervøst et skridt mere tilbage, men nu skubbede manden med ét døren helt op og kom ud til hende. Hun ville vende sig om, men han greb hårdt fat i hendes arm.

8

HUND.indd 8

12/13/24 8:27 AM

”I så os sidde der,” snerrede han og ruskede hende, ”men I gjorde ikke noget … I gjorde aldrig noget som helst.” ”Undskyld,” udbrød Betty overrumplet og forsøgte at vriste sig fri, men han var for stærk. Han gav hende et kraftigt skub, så hun faldt bagover og bankede den ene side af hovedet ned i fliserne. Strikketøjet i hendes net røg ud i det høje græs.

Hun tog sig til hovedet og forsøgte at komme op, mens hun kaldte på Maria, selvom hun godt vidste, at datteren ikke var derude bag hækken.

Hunden var sprunget med ham ud, og den bed hende hårdt i den ene arm, mens hun vred sig og forsøgte at beskytte sit ansigt.

Manden skubbede dyret væk. Den snappede arrigt ud efter ham også, men trak sig, da han gav den et slag over nakken. Den fortsatte i stedet med at gø hidsigt helt tæt ved hendes hoved.

Betty famlede panisk om sig for at komme op. Tæt ved kunne hun se sit strikketøj, og hun fik fat i en strikkepind.

Den tunge mand satte sig overskrævs på hendes brystkasse og plantede et knæ på hver side af hendes hoved, så hun ikke kunne dreje det. Vægten fra hans krop trykkede al luft ud af hende.

Hunden snerrede og bed hidsigt ud efter dem begge.

Manden verfede den til side igen og råbte vredt ad det bidske dyr.

Betty jog i samme nu for fuld kraft strikkepinden ind i låret på ham, og hun kunne se på rykket, det gav i hans krop, at den var gået dybt ind. Han flyttede sig ikke, som hun havde håbet, men greb i stedet fat om hendes håndled og tvang hendes arm ind under sit skinneben, så hun var helt låst. Så trak han strikkepinden ud af sit lår.

Betty ville skrige, men der var næsten ingen luft tilbage i hende under hans vægt. Hun kunne mærke hundens hidsige pust over sit hoved. Tårerne løb ned ad hendes kinder.

9

HUND.indd 9

12/13/24 8:27 AM

”Undskyld,” hviskede hun stakåndet og anstrengt. Gråden tog til. ”Vi vidste det … ikke … Du må tro mig.” Hun prøvede at dreje sit hoved, men hans knæ og lårmuskler holdt det fast som i en skruetvinge.

Hun hev efter vejret og prøvede igen desperat at skrige.

Manden stoppede ydersiden af sin brede hånd ind i hendes mund, så kæberne blev spilet op. Hun bed tænderne så hårdt sammen, hun kunne. Han pressede sin hånd endnu længere ind. Hun kunne ikke få luft og var tæt på at kaste op. Det sortnede for hendes blik.

Han holdt spidsen af den blodige strikkepind helt tæt op mod hendes ene øje. ”Vil du se, hvad de gjorde ved mor?”

Hun kunne mærke strikkepinden glide langsomt ind under øjenlåget. Rædslen flåede i hendes fastlåste krop. Den kolde strikkepind trykkede øjeæblet let nedad, så det føltes, som skulle det poppe ud. Spidsen skrabede mod den tynde, buede knoglebund bagerst i øjenhulen, der efter et par lette slag gav efter.

HUND.indd 10

12/13/24 8:27 AM

1. november 2023, onsdag

HUND.indd 11

12/13/24 8:27 AM

Line Præst drejede rundt på sin stol og kiggede sig om i det tomme kontor på politigården i Odense. Hun kunne ikke helt beslutte sig for, om hun skulle køre hjem eller blive og afslutte en rapport mere. Hvis en af de andre på kontoret havde efterladt en halv pose Matador Mix, så blev hun en rapport mere; hvis ikke, så gik turen hjemover. Der var ingen slik at se, og det var en lettelse, for hun havde mest lyst til at lukke ned. Da hun begyndte på politiskolen som 21-årig i 2003, var målet at komme ud i et efterforskningsteam, og der var hun også kortvarigt, inden hun stoppede helt hos politiet for at spille håndbold på fuld tid i GOG. Hun var kommet retur, efter en skade havde sat en stopper for hendes håndboldkarriere.

Det var sådan, hun var endt som politikommissær med alt for meget papirarbejde – og for lidt slik. Line kiggede ud på mørket uden for kontorets vinduer. Hun rettede på sit hår i spejlingen. Det var altid mere rødt om vinteren end om sommeren.

Det gav et sæt i hende, da en bimlende kaldetone brød stilheden, og hun kastede et hurtigt blik på fastnettelefonens display. Opkaldet så ikke ud til at blive taget af andre, selvom det gik ind til alle kontorer på afdelingen. Hun greb telefonrøret, mens hun skævede til uret i bunden af skærmen.

Klokken var halvanden time over fyraften, og de var næppe

13

HUND.indd 13

12/13/24 8:27 AM

mange tilbage på afdelingen. Nogle gange ville hun ønske, at de kunne få bygget den nye politigård, der havde været tale om gennem flere år, så de kunne få kontorer med glasvægge, eller måske tilmed større lokaler. Det irriterede hende, at hun måtte ud af sin egen gruppes kontor, hvis hun ville se, om der var andre på afdelingen.

Opkaldet var fra alarmcentralen, og hun nikkede, mens stemmen i røret beskrev situationen. Knivstikkeri i Vollsmose.

Birkeparken. Blok 65. Ung pige. Midaldrende mand stukket i halsen. Ambulance sendt afsted. En patrulje er sendt afsted, og de beder om assistance. ”Vi er på vej,” sagde Line og lagde på. Hun slukkede for sin pc, rejste sig og greb sin tynde, blå Hilfiger-jakke og sine bilnøgler. Hun kunne selv nå at køre ud til den sag. Det bankede på dørkarmen, og hun så op i håbet om at se en kollega. ”Godt jeg lige nåede at fange dig.”

Line trak jakken på og hilste på den magre mand, der var dukket op i døren til kontoret. Det var hendes nærmeste chef, Dam. Ret beset den eneste i afdelingen med mere papirarbejde end hende. ”Der er en rapport på trapperne med evaluering af de seneste to års FUT-samarbejde mellem os og regionspsykiatrien,” sagde Dam. ”Og ledelsen vil gerne tale med dig om den, inden den går ud til pressen.” ”Det Fælles Udrykningsteam?” sagde Line undrende. ”Jeg har jo ikke meget med hverken FUT-patruljerne eller regionspsykiatrien at gøre. Men min søster er med i samarbejdet som psykolog, og jeg ved fra hende, at de er lige så glade for FUT, som vi er hos os.”

Hun lynede sin jakke op. Den var egentlig for tynd til årstiden, men hun følte sig godt tilpas i den, selvom den var et

14

HUND.indd 14

12/13/24 8:27 AM

nummer eller to for stor. ”Jeg var på vej ud … knivstikkeri i mosen.” ”Okay, men Staben har nogle planer, som de gerne vil sætte dig ind i.” ”Hvorfor? Hører det ikke under patruljerne i Borgernær?” ”Jo, men de vil gerne høre din mening om et par punkter, og jeg har sagt, at det er fint.” ”Jeg skal nok se på det, Dam, men kan vi ikke tage det en anden dag?” ”Selvfølgelig. Jeg sender dig lige en mail med et memo i første omgang.”

Line nikkede til Dam med et vagt smil. Hun orkede ikke endnu et memo fra deres akademiske tænketank. Dam var god nok, men Staben var så bureaukratiske, og der var rigeligt at læse og skrive af rapporter i forvejen. Hun ville langt hellere være ude i felten end hjemme på kontoret, og det vidste Dam godt. Staben bestod af akademikere, og det føltes til tider, som om de tog det for givet, at alle andre på politigården også elskede at sidde ved et skrivebord i flimrende skærmlys og forholde sig til rapporter, undersøgelser, memoer og p ­ rojekter, hvor de skulle tænke ud af boksen, som tilfældet var med samarbejdet med Regionspsykiatrien.

Hendes mave knurrede. Hun var enig og kiggede kort på sin halvspiste, indtørrede skinkesandwich på skrivebordet.

Det var vel bedre end ingenting. * Skyerne var søgt ned fra himlen og svøbte nu mørket udenfor i en prikkende, grå dis af fugt og kulde. Ragnhild Præst havde sat sig på hug ved siden af manden, der sad sammensunket

15

HUND.indd 15

12/13/24 8:27 AM

i en bunke af reklamer og ugeaviser under betontrappen i opgang 236, som førte videre op i den firetagers høje Blok 64 i Birkeparken i Vollsmose. Hun havde plantet sine gule sneakers på en Netto-reklame tæt ved manden. Lugten af de fugtige tryksager lå tæt om dem. ”Her er koldt!” sagde hun og samlede sin gul-orange ­uldjakke i halsen.

Manden oven på de fugtige reklamer trak på skuldrene uden at sige noget.

Ragnhild så hen mod en betjent, der stod i døren ind til opgangen. De var som regel to patruljebetjente og en fra psykiatrien i en FUT-udrykning. ”Kan vi få et tæppe ind til Jørgen?”

Betjenten nikkede, og Ragnhild så tilbage på manden på gulvet. Hun havde været psykolog i Regionspsykiatrien i 12 år, og hun havde mødt mange som Jørgen. De fleste var døde nu.

Omvendt vidste hun fra sin far, at mennesker med mange års alkoholmisbrug bag sig sagtens kunne have gode perioder, hvor fysikken og hovedet virkede stort set normalt, inden det hele faldt sammen for dem igen.

Der lød nogle råb udenfor, og hun så væk fra manden i de fugtige tryksager. Folk stod og gloede ind på dem ude i støvregnen. Mest store drenge. På alder med hendes egen søn. Hun vendte blikket tilbage mod Jørgen. Det var hans genbo, der havde kontaktet politiet, fordi Jørgen var blevet skubbet omkuld af nogle drenge, mens han var på vej hen til elevatoren. Og så kunne han ikke rejse sig igen for smerter. Genboen havde også tilkaldt en ambulance, fordi Jørgen virkede omtåget og var iført hospitalstøj. Det var ikke første gang, han var stukket af fra sygehuset. Ragnhild rystede opgivende på hovedet. Han burde ikke have været

16

HUND.indd 16

12/13/24 8:27 AM

i den opgang i den tilstand, for selvom han så ud til engang at have været en solidt bygget mand, var han nu tydeligt svækket af mange års druk.

Den anden betjent fra patruljen kiggede ind. ”Alt okay, Ragnhild?” ”Ja tak. Ved du, om Piil henter et tæppe?” ”Hun er henne ved bilen.”

Jørgen rykkede på sig i de fugtige reklamer på gulvet og prøvede at rette sig op. ”Hvad fanden er Ragnhild egentligt for et navn til en ung kvinde?” ”Min mor er norsk,” sagde Ragnhild med et varmt smil. ”Hvorfor bliver du ikke på sygehuset, når du har det så skidt?”

Jørgen svarede ikke, men vred lidt i kroppen, som havde han smerter.

Ragnhild rystede på hovedet. ”Var det ikke bedre, hvis du var blevet på sygehuset et par dage mere?”

Han kløede sig på det ene ben. ”Jeg kan ikke holde ud at være der … og de har jo drænet væsken.”

Ragnhild så ned ad ham. Det måtte være væsken fra bughulen, han talte om. Der var også en del kradsemærker på hans ben og arme i det løse, hvide hospitalstøj. ”Hvordan kom du herud?” ”Med taxa.” ”Og vodkaen?” Hun nikkede mod den halvtomme, billige flaske vodka i hans ene hånd. ”Jeg blev sat af nede i centret.” Jørgen tog en tår af flasken, som var det vand.

Ved siden af ham lå en plastpose, hvori Ragnhild kunne se et par kartoner billig papvin og en pose lakrids. Hun lagde blidt en hånd på hans arm for at fjerne flasken fra hans læber. ”Jeg synes, du skal tage med tilbage på sygehuset.”

17

HUND.indd 17

12/13/24 8:27 AM

Hun så på det lille sår efter nålen til droppet, han sikkert havde revet ud af sin arm, da han stak af.

Jørgen kiggede på hende. Hans øjne var gule. Huden bleg.

Hospitalstøjet sad løst på ham, og hun kunne se en hævet, mørk testikel hænge ud ad hans løse underbukser. Hun undertrykte en trang til at holde om ham. ”Må vi indlægge dig igen?”

Hoveddøren gik op. Det var Piil med et tæppe. Hun holdt det op, så de kunne se det.

Jørgen så opgivende hen mod den unge betjent. ”I indlægger mig vel uanset hvad?”

Ragnhild rejste sig og tog imod tæppet. ”Det ville i hvert fald være bedst for dig.” Hendes lægge var helt ømme og stive af at sidde på hug så længe. Hun svøbte forsigtigt tæppet om Jørgens overkrop og dækkede hans lår til med spidserne. ”Men i sidste ende bestemmer du jo selv.” ”Så jeg kan godt bare blive her?”

Udenfor var ambulancen nået frem. Den var kommet lydløst med sirenerne slukket, men med blåt lys. Flokken af store drenge stimlede småråbende sammen om den, og Piil gik ud for at støtte redderne. Ragnhild kunne mærke, at hendes venstre læg var tæt på at krampe, og hun bøjede op og ned i fodleddet et par gange for at strække musklen ud. ”Vi kan ikke tvinge dig, men hvis vi frygter for dit liv, så …” ”Jeg kan sgu ikke holde ud at være der,” afbrød Jørgen hende. ”I fatter det ikke …”

Han løftede vodkaflasken, men Ragnhild holdt hans hånd nede, mens hun kiggede ind i hans gule øjne. Der var så meget derinde. Så meget tungt. Han kløede sig på benet igen.

Huden havde et blåligt skær. Hun kunne næsten ikke holde sit blik fast på ham.

18

HUND.indd 18

12/13/24 8:27 AM

”Jeg kan også prøve at få dig på et behandlingscenter,” sagde hun så og vristede forsigtigt flasken fra ham.

Jørgen kiggede sløvt hen mod døren, der i det samme blev skubbet op. En falckredder med en stor taske kom hen mod dem. ”Jeg har været afsted tre gange. Kan I ikke bare følge mig op i min lejlighed?” ”Hvor bor du?” ”På 3. sal … Men opgangen skal jo rives helt ned nu.” Han kiggede hen mod elevatoren. ”Jeg har ikke fået styr på min skide genhusning.” ”Det finder vi ud af,” sagde Ragnhild beroligende. ”I første omgang vil vi gerne have dig tilbage på sygehuset, så de kan sikre sig, at alt er okay med dig.” ”Jeg har det fint nok,” sagde han og så anspændt på hende. ”Og jeg kan jo ikke ligge derinde og glo, når jeg er smidt ud af min lejlighed!” ”Jeg vil gerne hjælpe dig med at finde noget andet at bo i.

Hvornår skal du være ude?” ”I dag.” ”I dag?” udbrød Ragnhild overrasket. ”Okay, jeg ser på det med det samme så … og finder ud af noget, ikke? Hvad med dine ting?” ”Jeg får knægten til at hjælpe.” ”Er det din søn?” ”Ja, men jeg ser ham ellers kun, når han skal låne bilen eller nogle penge.” Jørgen nikkede beslutsomt til falckredderen. ”Jeg skal nok have en hånd for at komme op.”

Ragnhild gav hans arm et klem, da han var oppe på sine tynde ben. Hun sørgede for, at tæppet stadig var om ham. ”Jeg kigger forbi og ser til dig på sygehuset.” Det var tydeligt, at han havde smerter, og de så ud til at komme fra maven.

19

HUND.indd 19

12/13/24 8:27 AM

Hun ville gerne tale mere med Jørgen om hans liv og misbrug, men en kold opgang var ikke det rette sted.

Kort efter kørte ambulancen med Jørgen. Drengeflokken, der før var stimlet nysgerrigt sammen, var væk. Noget andet måtte have fanget deres opmærksomhed.

Ragnhild gik hen til den ene af de to betjente, der stod ved den hvide VW-kassevogn med ordene Fælles UdrykningsTeam, Psykiatri og Politi skrevet på siden. Det var Piil, der var politi-­ assistent ved afdelingen Borgernær Patrulje og en del af FUT-holdet. Hun var sidst i 20’erne, født i Korea og en af de kvikkeste på FUT-holdet. ”Fandt I ud af, hvem der skubbede Jørgen omkuld?” spurgte Ragnhild. ”Nej, og det gør vi nok heller ikke,” sagde Piil. ”Ingen har set noget. Ingen ved noget.”

Ragnhild hev sin hvide overtræksvest af, hvor der stod PSYKIATRI. ”Han har ikke fået styr på sin genhusning og er opsagt fra i dag, men jeg tror, vi fra psykiatrien har mulighed for at skaffe ham en etværelses i Seden.” ”Han skal vel bare visiteres videre,” sagde Piil, ”så det er ikke noget, du behøver tage fat i.” ”Nej, men det virker bare ikke, som om der er sat noget i gang. Og tiden går.”

Ragnhild blødte op i stemmen og smilede lidt undskyldende til Piil. ”Der er ret meget pres på i psykiatrien, men det er vist almen viden efterhånden.” ”Ja, vi mangler også folk i Borgernær.” Piil trak på skuldrene og strøg en tot pandehår til side. ”Er du okay med de her udrykninger?” ”Ja, jeg frygter bare, at Jørgen ikke får den fornødne hjælp, og at han ender på gaden.”

20

HUND.indd 20

12/13/24 8:27 AM

”Vi har ikke ressourcer til at følge op, når rapporten er skrevet, men hvis I har tiden, er det jo super,” sagde Piil og lynede sin mørkeblå politijakke helt op i halsen. ”Uanset hvad, er det en kæmpe hjælp at have dig med.” ”Tak.” Ragnhild løsnede sit lange, lyse hår og samlede det igen i en ny hestehale. ”Jeg er glad for at kunne hjælpe, men ja, det er altid hårdt at se folk så langt ude.” ”Og det er derfor, vi er så glade for at have jer med,” sagde Piil, ”for nu står vi ikke alene med det hele.” Hun blev forstyrret af sin mobil.

Ragnhild satte sig ind bag i bilen og lagde den foldede overtræksvest ved siden af sig. ”Kan I sætte mig af ved Psykiatrisk Afdeling? Jeg har printet en del ældgamle sager, jeg skal have set på hjemme, men jeg glemte dem.” ”Selvfølgelig.” Piil så op fra sin mobil. ”Der er anmeldt optøjer og knivstikkeri ved Blok 65. Det er skråt overfor, så vi holder ind der først.” * Blok 65 i Birkeparken i Vollsmose var en syvetagers høj ­boligblok bygget først i 1970’erne. Line svingede sin m ­ ørkeblå Passat ind på en af p-pladserne foran blokken. Det var mørkt, men de mange vinduer og gadelamper langs facaden lyste blokken godt op. Der var stimlet en del mennesker sammen ved opgang 2, hvor der også holdt en patruljevogn og en ambulance. De havde ofte folk derude. Blokken skulle rives ned i 2026, og det gav en del spændinger.

Hun steg ud og gik hen mod menneskemængden, mens hun med en fast hånd kørte sit hår bagud. En flok hujende drenge kom hen til hende, da det gik op for dem, at hun også var fra politiet.

21

HUND.indd 21

12/13/24 8:27 AM

En ældre læge skambides af en stor hund. En syrisk kvinde styrter ned fra en altan. En udmagret alkoholiker findes livløs i en jolle.

Tre små sager der først begynder at få fylde, da en navnløs mand flere uger senere dukker op en iskold morgen ved det forfaldne Hesbjerg Slot nær Tommerup på Fyn. Manden virker apatisk, og der er mærker efter dyrebid flere steder på hans krop. Scanninger afslører snart, at han har været udsat for en grusom forbrydelse.

Politikommissær Line Præst fra politiet i Odense og hendes søster Ragnhild, der er psykolog ved Regionspsykiatrien, må nu til Lines irritation arbejde tæt sammen i en efterforskning, der hiver psykiatriens mørkeste skygger frem i lyset og afdækker en ondskab, der dag for dag kommer alt for tæt på.

HUND er første bind i en ny, fynsk krimiserie, der forener politi og psykiatri.

OMSLAGSDESIGN: KENNETH SCHULTZ

MPN_HUND_OMSLAG_135x215_R24_F100_OK-LYSNET.indd 1-5

H U N D

P RÆST- S E R I E N

100 mm

MADS PEDER

NORDBO

HUN D P RÆST- S E R I E N | K R I M I

FOTO: © LEA MEILANDT

Grænsen mellem menneske og dyr er flydende. Under pres kan den opløses helt.

CMYK

24 mm

MADS PEDER

”

Hun råbte hidsigt efter dyret og prøvede forgæves at nå pistolen. Hun fik i stedet fat i en sten og slog hunden på næsen. Den slap med et hyl, men blev stående og stirrede på hende. Hun havde øjenkontakt med den og kunne se, at den ville angribe igen. Dens øjne var vilde og hadske. Slaget med stenen havde kun købt hende nogle få øjeblikke.

135 mm

NORDBO

215 mm

100 mm

MADS PEDER NORDBO er 54 år. HUND er hans niende roman.

Han har senest skrevet krimierne OPLØST og SÅR sammen med Sara Blædel. Disse udspiller sig ligesom HUND på Nordbos fynske hjemegn.

Mads Peder Nordbos bøger er udgivet i mere end 40 lande.

GUTKIND

09.12.2024 14.31