Håbets monument

Håbets monument

Haabets-momument.indd 1

18/08/2026 10.00

Af samme forfatter: Havets katedral (2008) Fatimas hånd (2011) Sigøjnerinden fra Sevilla (2013) Jordens arvinger (2017) Sjælemaleren (2020) Slave af friheden (2024)

Haabets-momument.indd 2

18/08/2026 10.00

ILDEFONSO FALCONES

Håbets monument Oversat af Ane-Grethe Østergaard

Alpha

Haabets-momument.indd 3

18/08/2026 10.00

Håbets monument er oversat fra spansk af Ane-Grethe Østergaard efter En el amor y en la guerra Copyright © 2025, lldefonso Falcones de Sierra Translated from the original edition of Penguin Random House Grupo Editorial S.A.U., Barcelona, 2025 Denne udgave: © Alpha / Gutkind Forlag A/S, København 1. udgave, 1. oplag, 2026 Omslagsdesign: Harvey Macaulay/Imperiet Illustration: Shutterstock Sat med Adobe Garamond Pro hos LYMI DTP-Service Trykt hos Scandbook EU ISBN: 978-87-7239-245-5

Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node.

alpha er en del af gutkind forlag a/s Læderstræde 9, 1. • DK-1201 København K gutkind.dk • f gutkindforlag • I gutkind_forlag info@gutkind.dk

Haabets-momument.indd 4

18/08/2026 10.00

Til Arnau Estanyol

Haabets-momument.indd 5

18/08/2026 10.00

FØRSTE DE L

Trofasthed og uskyld

Haabets-momument.indd 7

18/08/2026 10.00

1 Napoli, 2. juni 1442 Dengang Partenope druknede sig i Napolibugten efter Odysseus’ afvisning af sirenernes forførende sang, var byens undergrund formentlig allerede gennemskåret af de mange vandløb, der med tiden kom til at udgøre et vidt forgrenet net af tunneler og akvædukter.

I faklernes skær og bevæbnet med sværdet, som hans far, admiral Bernat Estanyol, så ofte havde svunget, bevægede den femogtyve år gamle Arnau, general i den aragonske kong Alfonsos hær, sig gennem en af disse akvædukter med stor forsigtighed, for at hans rustning, hjelm, sporer og øvrige udstyr ikke skulle klirre. Efter den unge kriger fulgte adskillige spændte officerer samt to hundrede bevæbnede soldater, de fleste af dem armbrøstskytter, som ved den mindste lyd tyssede på hinanden med fagter, undgik vandet for fødderne af dem, hjalp hinanden med ikke at glide i dyndet og undertrykte deres lyst til at sparke til rotterne, der hvinede opskræmt mellem benene på dem.

Foran Arnau gik Paolo, en napolitansk dreng på femten år, som for hvert andet skridt tøvende vendte hovedet for blot at konstatere, hvad han allerede vidste: Den aragonske hær fulgte ham. Så skinnede tænderne i faklernes sitrende lys midt i det magre ansigt på den spinkle dreng, snavset og laset, barfodet og med mudder op til knæene. Heller ikke han sagde noget, men med små håndbevægelser opfordrede han

9

Haabets-momument.indd 9

18/08/2026 10.00

Arnau og de andre til at skynde sig efter ham gennem dette ukendte, underjordiske univers.

“Tror du, knægten ved, hvor han fører os hen?” havde Arnau hørt en officer spørge.

“Jeg er ikke så sikker,” sagde en anden.

“Vi burde nok ikke stole på ham,” indskød en tredje.

“Stille!” hviskede Paolo.

Arnau var nødt til at stole på den undselige unge mand, for det havde kong Alfonso gjort, da Paolo, ledsaget af sin mor, Orsolina, der var bager og havde lidt under den franske kong Renés administration, med rystende stemme og knugede hænder havde forklaret monarken, hvordan han kunne komme ind i det befæstede område.

“Han har altid rendt rundt dernede,” forklarede moren, da kongen og hans officerer i tavshed overvejede drengens ord. “Hans far var murer … han arbejdede med at vedligeholde og reparere akvædukterne,” tilføjede hun som yderligere forklaring.

Siden den lunefulde dronning Jeanne 2. af Anjou havde udpeget Alfonso 5. af Aragon som arving til kongeriget Napoli i 1421, og denne triumferende var draget ind i byen for kun to år senere at blive gjort arveløs, var der gået 21 år med krige og konflikter med franskmændene.

I 1432 havde Alfonso endegyldigt forladt sine øvrige besiddelser, kongerigerne Aragon, Sardinien, Sicilien, Valencia og Mallorca samt fyrstendømmet Catalonien, for at hellige sig erobringen af det største kongedømme på den italienske halvø: Napoli. I ti år havde cata­lanerne – sådan kaldte napolitanerne dem nedladende – ført krig mod franskmændene for at indtage riget, ofte allierede med napolitanske fyrster og adelsmænd samt italienske condottieri, hvoraf mange var leje­soldater, der skiftede side med en oprørende selvfølgelighed, også selv om de måtte kæmpe mod pave Eugenius 4., genueserne og ­Francesco Sforza af Arcona, der alle var imod tanken om en aragoner på tronen i så vældigt og magtfuldt et kongedømme som Napoli. Efter

10

Haabets-momument.indd 10

18/08/2026 10.00

mange sejre rundtomkring i det store område belejrede Alfonso i år 1442 hovedstaden, der stolt og stoisk havde holdt stand bag sine mure med hjælp fra søsiden af genueserne, hvis tungtlastede skibe lå for anker i den prægtige bugt for foden af Vesuv.

Kongen havde gnedet sin hage, mens generalerne i spænding afventede hans beslutning, med blikket rettet mod den skælvende, forsagte dreng, som klyngede sig til sin mor, der var lige så forskræmt som ham selv. Alfonso og hans hær stod stadig på sletten foran porten, Porta Capuana, og Napolis uindtagelige mure, og nu tilbød denne unge knøs ham den triumf, som han ikke selv havde kunnet skaffe sig med hverken sult eller brand.

Middelhavets sol, der kærtegnede de erfarne soldater, varslede ­succes.

“Det er en aftale,” sagde kongen endelig.

Natten til den anden juni klatrede Arnau og hans mænd ned i en brønd i haven ved et hus uden for bymuren og sneg sig gennem en af akvædukterne, der ledte vand ind i byen. Da de stødte på en mur, der måtte være bymuren, kunne de ikke komme længere. Forsigtigt demonterede de den sten for sten, der blev kradset løs med knive og sværd i stedet for hammer og mejsel. Det var ikke svært, men møj­ sommeligt. Da forhindringen var overvundet, gik de langs muren, til de nåede forbi Carbonaratårnene og den lille kirke Santa Sofia og endte ved den gamle port af samme navn. Hurtigt klatrede Paolo op gennem brønden, der førte til haven ved et andet hus. I mørket kastede han rebet, han havde om livet, ned, så det kunne blive erstattet af en rebstige, som de aragonske soldater kunne klatre op ad.

Der blev begået fejl. De, der skulle give kong Alfonso besked om, at han kunne angribe, gjorde det ikke, enten af frygt eller ved en fejltagelse. Kong René blev underrettet om fjenden, der pludselig stod udenfor, og ilede til for at forsvare den del af muren. I den tro, at den natlige ekspedition var mislykkedes, trak den aragonske konge sig tilbage. Den franske troede, han havde sejret, og trak sig også tilbage

11

Haabets-momument.indd 11

18/08/2026 10.00

til sit citadel. Imidlertid lykkedes det nogen at meddele kong Alfonso, at Arnau nu befandt sig inde i byen, hvorfor han ombestemte sig og overraskede de belejrede med en hær bestående af tilsammen ni tusinde ryttere, fodfolk og armbrøstskytter. Arnau og hans mænd stormede ud af huset, de havde fået adgang til gennem brønden, samt andre i nærheden, hvor de havde måttet søge tilflugt, og besatte en del af bymuren og et tårn i nærheden af Santa Sofia.

Rasende gik franskmændene til angreb på tårnet og muren med sten og pile. De aragonske armbrøstskytter besvarede angrebet inde fra bastionen, mens Arnau i spidsen for de øvrige soldater med sværd i hånd søgte at bremse horden af franskmænd, der var på vej op ad muren.

Med kong Alfonsos krigsråb “Sejren er vor!” gik catalaneren til angreb. Trods den smalle sti bevægede han sig adræt, stødte fjenderne fra sig, undgik deres sværd og sårede mange.

“Sejren er vor!” genlød råbet fra mænd, der blev færre og færre.

Mange aragonske soldater søgte at klatre over muren udefra for at komme Arnau og hans mænd til undsætning, men størstedelen af hæren var optaget af at indtage byens ældste port, Porta San Gennaro, og situationen i Santa Sofias tårn var ved at være uholdbar.

Lidt efter lidt blev Arnau og mændene, der kæmpede sammen med ham på muren – mange af dem sårede og blødende – tvunget til at vige for de stadig flere angribende franskmænd.

“Til tårnet!” befalede Arnau. “Til tårnet!”

Selv trak han sig tilbage med fældet lanse. Franskmændenes pile hvislede omkring ham, og nogle af dem splintredes mod hans rustning, da han snublede og var ved at falde bagover.

“Hvad pokker …!” råbte han og genvandt balancen. “Væk med dig!” befalede han Paolo, som han havde fået øje på kravlede rundt mellem soldaterne.

“Folkene i tårnet mangler pile!” svarede drengen og snoede sig behændigt videre, til han var helt tæt på muren, mellem franskmænd og aragonere, for at snuppe et par pile, der lå på jorden.

12

Haabets-momument.indd 12

18/08/2026 10.00

Arnau afbrød hans tilbagetog og beskyttede ham.

“Væk med dig!” råbte han igen, da han så de første franske soldater komme sig over forbløffelsen ved at se en ung dreng krybe rundt mellem de kæmpende, og efter et øjebliks tøven kæmpe videre.

Paolo adlød og trak sig hurtigt væk med favnen fuld af pile til de aragonske armbrøstskytter.

De søgte tilflugt i tårnet og afskød nogle pile fra skydeskårene for at forsvare indgangene gennem bymuren, mens de modstod bombardementet med stenkugler, der slog revner i murene. I et øjebliks pause i kampen knyttede Arnau bestyrtet sine hænder og spændte kæberne ved synet af de mange faldne. Det var ikke nødvendigt at tælle; ødelæggelsen var åbenlys. Han vurderede situationen og overvejede at kapitulere, da han så nogle armbrøstskytter med hidsige fagter kræve, at Paolo skulle forsyne dem med pile, som han imidlertid ikke havde flere af. Han kunne ikke sende flere mænd i døden; det var ham, der havde ansvaret for dem, og situationen var kritisk. Med blikket stift rettet mod drengen, der havde sat livet på spil for at skaffe våben, skulle han netop til at give ordre til overgivelse, da Paolo mødte hans blik og sendte ham et forsigtigt smil.

Så råbte Arnau “Sejren er vor!” og ilede hen til en af tårnets døre for at hjælpe sine mænd.

“Sankt Georg!”

“Sejren er vor!”

“For Aragon!”

“For kong Alfonso!”

Deres egne stemmer forhindrede dem i at høre samme krigsråb runge inde i selve byen. San Gennaro var faldet. Napolis indbyggere var udmattede af krigen og belejringen og ydede ingen modstand.

Franskmændene flygtede, og kong René af Anjou forskansede sig i citadellet sammen med resterne af sin hær.

13

Haabets-momument.indd 13

18/08/2026 10.00

Aragonerne plyndrede Napoli, røvede og voldtog byens kvinder på deres vej. Krigsbyttet i denne by, som havde været deres mål gennem tyve år, var overvældende. Imens stod Arnau for foden af tårnet og undertrykte sin gråd ved synet af de mange aragonere, der havde måttet lade livet for sagen. Nogle af disse soldater tilhørte det kompagni, han selv bekostede, og som var hans bidrag til kong Alfonsos hær; han kendte dem, havde kæmpet sammen med dem i mange år, tapre og trofaste mænd, tænkte han med en klump i halsen. Han befalede nogle soldater at fjerne ligene, så de kunne få en kristen begravelse, og fik modvillige blikke til svar.

Arnau skar en grimasse.

“I tror måske, at Hans Majestæt vil tillade jer at plyndre Napoli?” sagde han vel vidende, at deres irritation skyldtes hans ordre, som forsinkede dem i deres forehavende.

Sådan forholdt det sig, og snart spredte ordren sig gennem trompetererne, der løb rundt i byen og bekendtgjorde: Kong Alfonso af Aragon forbød plyndring af Napoli og befalede, at enhver genstand, der måtte være røvet fra byens indbyggere, skulle leveres tilbage. ­Arnau blev ligesom andre generaler pålagt at sørge for, at befalingen blev efterkommet.

“Lad os komme i gang,” sagde han til sine mænd.

“Deres Nåde …” lød det fra en af pagerne, der havde opsøgt ham straks efter den aragonske hærs indtrængen, og som nu prøvede at holde ham tilbage. “De burde undersøges af lægen,” sagde han. “De er såret.”

Pagerne havde taget den syvogtyve kilo tunge rustning af ham. Han var ganske rigtigt såret. En fransk lansespids havde boret sig ind i hans armhule dér, hvor rustningen var samlet med henblik på armens bevægelighed, men brynjen, der dækkede området, og den ­tykke bomuldsvams, han bar indenunder, havde tilsammen forhindret våbnet i at tilføje ham større skade. Erfaringen sagde Arnau, at den var ubetydelig trods det opsigtsvækkende blod, der gennemvædede vamsen.

14

Haabets-momument.indd 14

18/08/2026 10.00

“Det er bare en rift,” sagde han til den unge mand med et beroligende smil.

Hans staldknægt, der havde ledsaget pagerne, kom trækkende med Peregrino, en af hans yndlingsheste, en stor, kraftig napolitaner med muskuløse ben og en fuksrød pels, der skinnede i middelhavssolens stråler. Nu, hvor den var i fuldt harnisk, var det imidlertid ikke pelsen, der skinnede, men panseret, der dækkede hoved, hals, bryst, flanker og kryds, det hele – også sadlen – af blankpoleret stål. Arnau steg op og begav sig ind i en by, der var hærget af mange års krig og belejring.

Der var voldsom tumult i gader og bygninger. De aragonske soldater fortsatte deres plyndring trods ordrerne fra deres officerer, som beslaglagde alt, hvad de havde på sig. Overalt udbasunerede de aragonske trompeterer monarkens ordrer, og tilskyndede af den kongelige nåde jamrede indbyggerne over udplyndringen og gjorde modstand. Arnau sukkede. Alfonso var en mild og storsindet konge, men soldaterne havde ret til deres krigsbytte. Napoli havde ikke overgivet sig, indbyggerne havde tålt belejringen, og erobringen af byen havde k­ ostet mange af Arnaus mænd livet, sådan som han netop havde oplevet det. Nogle soldater kom løbende belæsset med genstande og standsede forskrækket op, da de fik øje på ham. De kendte alle Arnau Estanyol, greve af Navarcles og general i den aragonske hær.

“Kongen har bestemt, at plyndringen skal ophøre. Levér de ting tilbage til deres retmæssige ejere,” sagde Arnau tonløst uden at holde Peregrino an.

Første gang meddelte hans pager og soldater ham, at de plyndrende ikke adlød, men tog benene på nakken, så snart han havde passeret dem. Arnau trak på skuldrene. Ved de følgende lejligheder fulgte alle i tavshed efter deres kaptajn; sidst kom Paolo, der ikke turde slutte sig til grevens hær og holdt sig nogle skridt bagved.

Vandringen gennem byen førte dem til området ved slottet, Castel Capuano. Her var der mindre uro; franskmændenes fæstning modstod

15

Haabets-momument.indd 15

18/08/2026 10.00

stadig aragonernes belejring; krigstilstanden fortsatte. Arnau spurgte efter den stedlige kaptajn.

“Nej,” svarede denne – en italiener, som kongen havde belønnet med et baroni – da Arnau havde tilbudt sin bistand, “det er ikke nødvendigt, at De hjælper os, Deres Nåde. Alle kender til Deres vig­tige indsats ved erobringen af Napoli, og franskmændene her vil snart overgive sig. Hvil Dem blot. Nyd Deres sejr,” sagde han med et oprigtigt smil, før han respektfuldt bøjede hovedet.

Arnau og hans mænd fortsatte ad Decumano Maggiore, en af de tre gamle gader, som siden grækernes tid havde krydset byen fra øst til vest. På grund af belejringen af Castel Capuano herskede der nogenlunde ro i kvarteret, og kun enkelte soldater vovede sig ind på området med risiko for at blive kaldt tilbage til konfliktzonen. De bevægede sig rundt i Il Seggio Capuano, et af Napolis seks seggi, kvarterer eller distrikter. Til lyden af sejrsstolte råb og sange red Arnau gennem byen, der havde kostet dem så mange kræfter og tunge afkald. Han betragtede ikke noget særligt, indåndede blot byen, lyttede til den, nød den varme, tunge luft, der bølgede gennem gyderne og kærtegnede hans ansigt, parat til at mærke byen og lære den at kende, som var den en smuk kvinde, han netop havde forført. Men krigsårene tyngede hans lemmer. Konflikten var ikke ovre; der var stadig mange adelsmænd og fjender at overvinde … eller overbevise, selv om Napoli bragte ham nærmere den endelige sejr i kampen om Italiens største rige. Kong Alfonsos herredømme omfattede allerede Sicilien, og med erobringen af Napoli ville han blive en af Italiens mægtigste fyrster. Spanien var langt væk, og genvordighederne med Castilien og hans besiddelser på Den Iberiske Halvø – Aragon, Valencia og ikke mindst Catalonien – fortonede sig på vejen over Middelhavet. Balkan var blevet kong Alfonsos nye mål: Han ønskede at kontrollere Det Ioniske Hav fra begge dets kyster.

Bedst som Arnau red afsted opslugt af disse tanker, stejlede Peregrino.

16

Haabets-momument.indd 16

18/08/2026 10.00

“Hvad pokker …!” udbrød han overrasket, da han skred i sadlen og var ved at falde af.

Da det var lykkedes ham at genvinde balancen og få kontrol over hesten, stod et par aragonske soldater som lamslåede foran ham. De var løbet ud af en bygning, netop i det øjeblik Arnau kom forbi.

“Kongen har givet ordre til, at plyndringen skal ophøre,” sagde han, da han så deres bugnende sække. “Desuden har han befalet tilbagelevering af det …” – han undgik at sige “stjålne”, de stjal jo ikke, det var krigens lov – “… beslaglagte.”

En af soldaterne, en ældre, kraftig mand med skæg, trak på skuldrene.

“Der er ingen at levere det tilbage til, Deres Nåde. Der bor ikke nogen i palæet her. Det er forladt. Hvis vi gør, som De siger, kommer der bare nogle andre …” tilføjede han med et tvært ansigtsudtryk.

Arnau så på huset. Det var et palæ, der lignede dem i Gaeta og de andre steder, som huset Anjou havde hersket over: en stenmur, der strakte sig langs gaden, og på alle tre etager enkle, rektangulære vinduer med rillede karme og en smal gesims ovenover. Indgangsportalen var stor, men også ganske enkel: en lav bue, ikke som de spidse, rigt udsmykkede i Catalonien, men en halvcirkel med en simpel, rektangulær konsolsten. Karmene var som på vinduerne, blot meget tykkere.

Arnau kastede et blik ind i gården bag portalen: intet tegn på liv.

“Hvor er vi?” spurgte han uden at henvende sig til nogen bestemt.

Ingen af mændene var i stand til at svare.

“På Vico Domenni,” lød en stemme bag dem, hvor Paolo var blevet stående. Arnau vendte sig om, så nøje på den unge dreng og opfordrede ham med en bevægelse med hagen til at fortsætte. “Det er Francesco Domennis palæ …”

“Domenni,” mumlede den catalanske greve med blikket på rækken af udskårne liljer øverst på konsolstenen. Oven over den var der et stort våbenskjold af sten med en rive i et af felterne. Han kendte

17

Haabets-momument.indd 17

18/08/2026 10.00

udmærket dette symbol, som havde forfulgt ham i årevis. Det var et af dem, der udgjorde huset Anjous våbenskjold. “Lad os gå ind,” sagde han med den Domenni i tankerne, hvis mænd han så ofte havde kæmpet imod.

De kom gennem porten. Peregrinos hove klaprede roligt hen over den flisebelagte gårdsplads, stor og uregelmæssig på grund af bygnin­ gerne, der med tiden var kommet til som en udvidelse af det, der uden tvivl var hovedbygningen. En stentrappe førte op til husets første sal, beletagen. Som det var typisk for napolitanske palæer, var trappen en integreret del af husets arkitektur og ikke skjult som i Barcelonas palæer. Dette sidste var også tilfældet i Arnaus eget hus i Carrer de Marquet, hvor man gennem en loggia kom ud i gården med en åben søjlegang, hvorfra en indre trappe førte op i bygningen. Murene og vinduerne, der vendte ind mod gården, var lige så enkle som de ydre vinduer.

Med sine mænd bag sig så Arnau sig grundigt omkring: Det var et stort, rummeligt hus. Han savnede ornamenteringen og søjlerne, der prydede hans hjemlands arkitektur, men anså palæet for tilfreds­ stillende for ham og hans familie, tjenestefolk og mænd. Kong A ­ lfonso ville vise de napolitanske adelsmænd nåde, vidste han, for det havde de drøftet: Aragonerne havde brug for støtte fra den feudale adel, der herskede over de fleste jorder og byer i riget Napoli, men denne ­Domenni, der var tæt på den franske kong René og ville holde sig til ham, kunne under ingen omstændigheder blive i byen.

Så sprang han af hesten. Et jag mindede ham om såret i armhulen, men han ville ikke vise smerte og svaghed.

“Vi bliver her,” erklærede han. “Peregrino har brug for hvile. Tag harnisket af den. Og du, Claudio,” sagde han henvendt til en af sine lakajer efter at have givet hesten fra sig, “rid til Gaeta og hent min ­familie og mine ejendele. Jeg ønsker et fast vagtkorps ved porten,” befalede han og gav sig til at kigge nærmere på de forskellige dele af palæet. “Åh, ja!” sagde han pludselig og standsede op. “Få fat i en sten-

18

Haabets-momument.indd 18

18/08/2026 10.00

hugger, som straks i dag kan fjerne slægten Domennis våbenskjold og alle de franske blomster … og hvad han ellers måtte finde, der forherliger Aragons fjender. Og forbered nogle jagtdage. Giv jægerne besked om at have alt parat.”

På vej op ad stentrappen tænkte han på jagten. Kongen havde uden tvivl lyst til at bruge sine kræfter; end ikke den farligste af krigens episoder havde fået ham til at opgive denne aktivitet, så nu, efter sejren, ville han sikkert ikke tøve med at sende bud efter ham. Måske spurgte han allerede efter ham, tænkte Arnau og smilede ved tanken.

Alfonso var passioneret jæger ligesom Arnau, der ud over at være general i hæren havde hvervet som hofjægermester. Greven af Navarcles var godt tilfreds med denne opgave, som tillod ham at fjerne sig fra forpligtelserne ved hoffet, lige fra omsorgen for kongens daglige fornødenheder, messerne og den kedsommelige administration til aftensammenkomsterne med musikalske indslag, oplæsning og filosofiske diskussioner, som kong Alfonso var en stor ynder af. Mens de andre dansede, sang, reciterede kærlighedsdigte og hengav sig til nydelse – dog stadig konspirerende og fulde af kneb for at pleje deres position ved hoffet – hengav han sig sammen med Peregrino til at jage vildsvin og rådyr, i rasende galop efter hundene, der opsnusede og indkredsede byttet.

Han gik gennem palæets rum. Francesco Domenni havde formodentlig ikke haft tid til at bringe sine ejendele i sikkerhed. Uordenen viste – bortset fra aragonske soldater, der var ude efter krigsbytte som dem, Arnau havde mødt – at Domenni selv i sit hastværk kun havde taget smykker og særlige værdigenstande med. Resten – møbler, tæpper, tøj og bøger, porcelæn og glas, ja, selv vin – var stadig i huset, hvis bagerste del vendte ud imod en velholdt have. Det var en hortus conclusus, en lukket have som i et kloster, omgivet af høje mure, med springvand, stenbelagte stier og pergolaer, en strålende oase, grøn og frisk midt i denne by med dens snørklede gader og sære bygninger.

Arnau blev stående på en balkon og nød synet, mærkede den bitre

19

Haabets-momument.indd 19

18/08/2026 10.00

lugt af krig vige for duften af frugttræer og aromatiske planter, som napolitanerne dyrkede i deres haver. For en stund glemte han blodet.

Ja, tænkte han, her vil Sofia og børnene trives.

Haabets-momument.indd 20

18/08/2026 10.00

Arnau – tjener kong Alfonso af Aragon under erobringen af I Barcelona hærger pesten, og krige og religiøse spændinger truer. Samtidig er byggeriet af folkets katedral, Santa María de la Mar, i fuld gang. Mens kirken langsomt rejser sig mod himlen, bevæger den unge Arnau sig ud af fattigdommen og stiger mod rigdommens tinder.

Napoli. Han er general i kongens hær og nyder en betroet position tæt på magten. Langt fra familiens palæ kæmper han trofast på slagmarken, men da en fejde med hans halvbror, den mægtige og intrigante købmand Gaspar Destorrent, bryder ud i lys lue, får det dramatiske konsekvenser – for både Arnaus nærmeste, hans forhold til kongen, hans virke som soldat og hans fremtid.

over et halvt århundrede præget af store kulturelle og politiske forandringer i Napoli og Barcelona. Romanen er den længe ventede uafhængige opfølger til den verdensomspændende bestseller HAVETS KATEDRAL og efterfølgeren JORDENS ARVINGER. Klokkerne ringer i byens kirketårne, og råbet ‘Kongen er død’ genlyder i gaderne. Lyden varsler begyndelsen på en vanskelig tid for byens borgere, og der går ikke mange dage, før tronskiftet også får skæbnesvangre konsekvenser for Arnau Estanyol.

HÅBETS

HÅBETS MONUMENT er en episk fortælling, der spænder

ILDEFONSO

Året er 1442, og Arnau Estanyol – barnebarn af den første

FALCONES MONUMENT

En verden i forandring En mand drevet af loyalitet, hævn og kærlighed

E F T E R F Ø L G E R E N T I L H AV E T S K AT E D R A L OG JORDENS ARVINGER

I LDEF ONS O

FA L C ON E S HÅBETS MONUMENT ROMAN

A LP H A

ISBN: 9788772392455

Ildefonso Falcones er uddannet advokat og kendt for sine storslåede historiske romaner, som er oversat til over 40 sprog. Han debuterede i 2006 med Havets katedral, der blev en international bestseller og efterfulgt af Jordens arvinger i 2016. Håbets monument er den længe ventede opfølger. Ildefonso Falcones bor i Barcelona med sin familie.

FO R FAT T E R FOTO : © PA LO M A R INCÓ N O M SL AG : IM PE R IE T