Gutkind magasin

Gutkind Forlag A/S Læderstræde 9 DK-1201 København K

info@gutkind.dk gutkind.dk

Facebook: Gutkind Forlag Instagram: gutkind_forlag

TINE HØEG om ensomhed, skrift og gåture. Da HELLE HELLE blev forfatter. KJELL WESTÖ, GEIR GULLIKSEN og DANIEL DALGAARD sætter tidens mænd under lup. Med SALLY ROONEY på jagt efter en ny fortællerstemme. JACOB SØNDERGAARD om litteraturens spørgsmålstegn. IRENE VALLEJO og glæden ved en bugnende bogreol. STINE PILGAARD om at gøre en bestseller til sange. Ind til kernen med LOTTE KAA ANDERSEN. På researchtur med LISE RINGHOF og ERIK VALEUR. I skriveværkstedet hos ANE BJØRN. Når planter bliver hovedpersoner – en mailkorrespondance mellem CECILIE EKEN og CHARLOTTE WEITZE.

GUTKIND

Indhold 4

”Jeg har behov for ensomhed for at kunne skrive” – et interview med Tine Høeg

10

Helle Helle – historien bag bøgerne og hvordan hun blev forfatter

14 Manderoller Geir Gulliksen, Kjell Westö og Daniel Dalgaard om den moderne mand 18 Sally Rooney Q&A 20

Jacob Søndergaard Om at spørge

24

”Bøger giver mig styrken til at møde livet” – Irene Vallejo om sin passion

26

Udgivelser fra Gutkind 2020-2021

28

Sangene fra Meter i sekundet Stine Pilgaard og Katrine Muff

32

Den første sætning, Emeli Bergman og Maria Hesselager

33

Et digt af Julie Sten-Knudsen fra Syv lag

34

Kvinden, der opdagede Jordens indre kerne – interview med Lotte Kaa Andersen

36

Bag om en bestseller – Lise Ringhof og Erik Valeur

38

Cecilie Eken og Charlotte Weitze mailer sammen

40 Gutkind Essays 42 Skriveværkstedet med Ane Bjørn 44 Caroline Albertine Minor – søskendekærlighed og komplekse relationer 46

Bøger på vej fra Gutkind

48

Kristina Stoltz – Romanen har ulmet i mig i mange år

49 Poetisk sommerferie med Nikolaj Zeuthen 50

Gutkind Bogcast

51

Tine Høeg som alfabet

Gutkind Forlag

gutkind_forlag

Alfabetplakat af Tine Høeg og Mads Flintholm. 40x40 cm, Fine Art Print på 265 g. mat papir. Pris: 450 kr. inkl. porto.

Sådan bestiller du: Send en mail til flintholm@gmail.com med navn, adresse og telefonnummer. Du får information om betaling, når bestillingen er modtaget.

Leveringstid op til 2 uger. Sælges så længe lager haves

28 I De korte sætningers land med Stine Pilgaard og Katrine Muff

42

Ane Bjørn – hver eneste streg forpligter

49

Et digt af Nikolaj Zeuthen fra Sommerferiedigte

GUTKIND MAGASIN 1. udgave, 2021 Forlægger og direktør Jacob Søndergaard Redaktion Jeppe Bangsgaard, Josefine Fahlmann, Marianne Lenler og Mette König. Korrektur Peter H. Olesen Layout Simon Lilholt / Imperiet Tryk Replica ApS Udgiver Gutkind Forlag, Læderstræde 9, 1201 København K, Danmark www.gutkind.dk info@gutkind.dk Copyright Alle rettigheder forbeholdes. Genoptrykning af artikler er kun tilladt med skriftlig godkendelse fra Gutkind Forlag og med nøjagtig kildehenvisning.

Forsideillustration Manshen Lo fra Skønne verden, hvor er du af Sally Rooney Facebook Gutkind Forlag Instagram gutkind_forlag

4 14 Tidens mænd – ifølge Geir Gulliksen, Kjell Westö og Daniel Dalgaard

Kom ind!

Bank på!

Bliv væk!

– et interview med Tine Høeg

Sally Rooney om Skønne verden, hvor er du

18

”Jeg har behov for ensomhed Tine Høeg er ved at skrive en ny roman.

for at kunne Kom med ind i hovedet på en af tidens mest populære forfattere og følg skabelsesprocessen.

skrive”

Interview af Jeppe Bangsgaard ”Kom ind!”, ”Bank på!”, ”Bliv væk!” står der på tre små skilte af stof, der hænger ved siden af døren ind til Tine Høegs arbejdsværelse.

Den 35-årige forfatter har tidligere boet alene, men nu bor hun med sin kæreste og hans to børn på otte og ti i en femtesalslejlighed på Amager. Hun er stadig ved at finde ud af, hvornår og hvordan hun kan skrive, når familien er i lejligheden. Et af hjælpemidlerne er skiltene, som hendes kæreste har lavet til hende. Et andet er de støjreducerende hovedtelefoner på hendes skrivebord.

Tidligere skrev hun i dagens yderpunkter, fra sen eftermiddag og til langt ud på aftenen og begyndelsen af natten. Almindelig kontortid gav hende en følelse af hamsterhjul, af at skulle holde samfundets maskine i gang.

Skulle hun opretholde den rytme, ville hun ikke se sin familie.

Så nu prøver hun at skynde sig ind på kontoret og lukke døren, så snart familien er ude af lejligheden lidt over otte om morgenen. Og at fortsætte selvom de begynder at pusle uden for hendes dør om eftermiddagen.

4

Tine Høeg har skrevet altid, men vidste først sent, at det var forfatter, hun skulle være. At det var noget, hun kunne gøre for alvor.

Som barn skrev hun små bøger, digte, fortællinger og senere alenlange stile med ekstra digte vedlagt til dansklæreren.

Hun læste dansk og filosofi på universitetet, men selvom hun fik trykt nogle digte i Hvedekorn, valgte hun i første omgang det, hun kalder et civilt job. Hun blev gymnasielærer. Det var hun i tre år og skrev sin første roman, Nye rejsende, imens. Først da hun fik Debutantprisen, sagde hun op og satsede på forfatterskabet. I 2020 kom Tour de chambre, romanen der for alvor gav hende et bredt gennembrud, og som i efteråret 2021 er blevet til et teaterstykke på Det Kongelige Teater, med hende som manuskriptforfatter.

Hun er i startfasen med det, som måske bliver en ny bog. Hendes tredje. I den fase hvor fotografier, tegninger, små tekststykker er afgørende for hende. De hænger på en knaldblå opslagstavle ved siden af skrivebordet. Hvad der er på billederne, er det for tidligt at tale om, men hvordan hun arbejder, vil hun gerne fortælle.

FOTO: PETRA KLEIS

Når jeg går i gang med noget nyt, er det meget visuelt for mig. Jeg får det til at opstå dér på opslagstavlen. Sådan er det nu, og sådan var det, da jeg skrev Tour de chambre. Den foregår jo på et kollegium, og alle kollegiebeboernes skabslåger havde jeg skabt på min opslagstavle med navne og avisudklip, der handlede om dem hver især.

Hvor tidligt i processen begynder du at hænge noget op?

Før du overhovedet har skrevet et ord?

Nej, men med de første ord kommer der også billeder. Sådan har det i hvert fald været indtil nu. Tit har det også været sådan, at hvis jeg har svært ved teksten, hvis jeg går i stå med noget der, så kan det være rart, at jeg kan sidde og lede efter billeder. Jeg kan gøre noget, som er en aktiv del af skabelsen, men som ikke er skrift.

Så det er en måde at undgå at stresse dig selv på, undgå skriveblokeringen?

Ja, jeg kan være viklet ind i værket uden at skrive. Det er det samme med det at læse.

Du kan godt læse andre, mens du skriver?

I startfasen gør jeg det meget, og jeg prøver også at vælge noget ud, som jeg tænker kan kaste noget på det, jeg laver. Nogle emner eller en form, jeg synes er spændende. I den fase bruger jeg det at læse meget aktivt, men kun i begyndelsen. Der kommer et punkt, hvor jeg er nødt til ikke at læse andre, fordi det går ind og forstyrrer mit eget sprog. Når jeg er midt i et værk, står alt ligesom åbent i mig, alt kan blive suget ind og komme ud som skrift, og så bliver det næsten for voldsomt at læse andre. Især hvis jeg læser noget, der er rigtig godt, er jeg bange for, at jeg kommer til at skrive for tæt på det. Ikke fordi man ikke må skrive sig hen over andre forfattere, jeg bruger jo alt muligt fra andre, men når jeg står det der dirrende og vidtåbne sted, kan det forstyrre min egen skrift. Så jeg skal nyde det nu! Før jeg kommer længere. Jeg kan faktisk også godt læse senere i processen, men så er det på en anden måde. Så er det som regel noget, jeg har læst før, og som jeg ved får min hjerne i gang, sætter mig i en tilstand, som jeg har brug for.

Hvad læser du, hvis du skal have inspiration?

Der er nogle forfattere, jeg altid ved, jeg kan læse, hvis jeg har brug for sådan et sug i brystet af skrivelyst. Helle Helle, men også Judith Hermann. Der er en glitrende melankoli i hendes ting, som altid gør mig sulten efter selv at skrive. Jeg griber tit ud efter dem. Det kan være nok at læse nogle linjer, et par sider. Det er ikke, fordi jeg ikke vil læse mere, men så får jeg en ide til en sætning, og så er jeg nødt til at lægge det væk og sætte mig med min egen tekst.

Har det, du læser, noget med dit manuskript at gøre?

Nej, det er bare god tekst. Det er dét. Jeg vælger noget, jeg synes er sublimt. Det er dét, der sætter det i gang.

6

Du talte om det visuelle, at du hænger billeder op.

Men hvor mange planer har du, inden du skriver?

Meget få planer. Da jeg skulle skrive Tour de chambre havde jeg en ide om, at jeg skulle tænke romanen igennem inden, have et plot, vide hvad jeg ville, og hvem karaktererne var. Jeg grublede og noterede i flere uger, og jeg visualiserede forløbet med post-its og en tidslinje. Og da jeg så skulle i gang med at skrive, skete der ikke en skid. Det var fuldkommen dødt for mig. Der var ingen energi i skriften, og jeg var nødt til at smide alt væk og begynde forfra med udgangspunkt i meget lidt: En enkelt linje, en følelse, et sted. Kaste mig ind i værket uden at vide præcis hvad det ville blive til. Og det er lidt det samme, jeg gør nu. Jeg skal have tillid til, at alting forbinder sig og samler sig undervejs. Der er meget plot i Tour de chambre, men det blev skabt undervejs. Alle ideer opstod i skriften.

Jeg kan ikke tænke værket frem.

Hvad er det, der opstår, når du sætter dig ved skærmen?

Det er så mærkeligt, det der med: Hvad er det, der sker, når man skriver? Jeg aner det faktisk ikke. Jeg tænker meget over det lige nu, fordi jeg er i gang med noget nyt. Jeg kan nogle gange få et metablik og sidde og glo på en side og tænke: Hvordan er det lige sket, det her? Skriften opstår et sted mellem det bevidste og det ubevidste, tror jeg. Jeg ved jo godt, at det er mig, der skriver, men det føles alligevel, som om der er et element af skriften, som ikke er mig. Eller som jeg ikke ved hvor kommer fra. Skrivetilstanden, når den er god, er en dobbelttilstand, hvor jeg både bruger al min hjernekraft og begavelse og samtidig lader en slags intuition bestemme. Det er meget interessant. Når jeg sidder med den færdige bog, kan jeg have samme oplevelse. Hvordan er den blevet skrevet?

Jeg aner det ikke. Det er på en måde et mysterium.

Skriver du dig frem igennem et manuskript sætning for sætning, sådan at den første side, du skriver, også bliver den første i den endelige bog, eller finder du først strukturen bagefter?

Jeg skriver rundt omkring i bogen i et kæmpe kaos. Sådan har det været med begge de to tidligere bøger. Det er som et enormt maleri, hvor jeg maler lidt her og lidt der og kan springe ind og ud af scener. Mine bøger er ret formfuldendte, det ved jeg godt, men jeg arbejder kaotisk i lang tid. Når jeg begynder at opdage mønstre og forbindelser, så hæver jeg blikket og arbejder mere bevidst med strukturen. Og når så redigeringen og gennemskrivningen begynder, er det fra en ende af, og så kører jeg igennem en million gange forfra og forfra igen. Den fase kan jeg også godt lide.

Hvad med måden, du skriver på, den lyriske prosa i korte sceniske stykker, der har kendetegnet dine to første romaner, er det sådan, teksten komponerer sig fra begyndelsen?

Det er ikke sådan, at det begynder som almindelig bred prosa, og så sidder jeg og sier fra. Teksten har set ud på sin egen lidt sære måde fra starten, i hvert fald med de to første romaner. Med Tour de chambre havde jeg ikke lagt mig fast på, at jeg skulle skrive noget der mindede om Nye rejsende i formen. Jeg havde været meget åben for, at den nye tekst kunne opføre sig på alle mulige måder. Så jeg prøvede også på et tidspunkt at se, hvad der ville ske, hvis jeg satte teksten sammen på en anden måde og gjorde den mere almindelig at se på. Men det var helt klart, at sådan skulle det ikke være. Det er stoffet, der dikterer formen. Eller når jeg sidder med selve teksten, finder jeg ud af, hvordan den skal se ud, og hvad der får scenerne til at lyse. Hidtil har jeg arbejdet meget med mellemrummet eller pausen. Den hvide plads på siden bliver en del af mit ordforråd. Men det er jo ikke sikkert, at jeg altid skal skrive sådan.

Jeg vil i hvert fald ikke læne mig ind i, at nu har jeg fundet en god form, superfedt – så kører vi bare med den for evigt. Formen må afgøres fra værk til værk.

Når du ikke sidder ved computeren, sker der vel også noget i dit hoved, som har med det, du skriver at gøre?

Jeg får ofte ideer eller sætninger i hovedet, når jeg er ude. I Netto, i bussen, på Fælleden. Der bruger jeg note-app’en på telefonen. Når jeg så kommer hjem, overfører jeg noterne til det dokument, jeg er i gang med. Jeg kan godt lide, at jeg så snart, der opstår noget, kan få det ned. Jeg køber også notesbøger, fordi jeg synes, de er dejlige at have, men jeg bruger dem faktisk ikke.

Du går mange ture?

Det er nærmest lige så vigtigt for mig som at skrive. At være ude i verden og alligevel alene, at være i bevægelse og samtidig have ro i hovedet. Jeg går altid den samme tur, for så skal jeg ikke koncentrere mig om, hvilken retning jeg skal gå, men kan tænke på tekst.

Så altid den samme tur ude på Amager Fælled, eller jeg har to ruter: en kort og en lang alt efter hvor meget tid jeg har. Jeg hører ikke podcast eller musik, men lader hjernen gøre, hvad den selv vil, og det er på en måde som at skrive.

Når du skriver, foregår det herhjemme i lejligheden med lukket dør. Hvorfor det?

Jeg har behov for ensomhed for at kunne skrive. Den kan ikke etableres, hvis jeg er sammen med nogen, jeg har en relation til. Jeg kan til gengæld godt gå ind i ensomheden, hvis jeg sidder midt i et mylder af folk på en cafe for eksempel. Så bliver alt et summende baggrundstæppe, som jeg ikke skal forholde mig til.

Hvad er det ved ensomheden, der er dragende?

Det er svært at forklare, men den er virkelig forbundet med skriften.

En slags livs- og dødsbevidsthed måske. En refleksion over tiden, en melankoli eller en dybde eller et sug i brystet, som både er ensomt og livsbekræftende. Den grundfornemmelse skaber jeg på.

Og andres sind og tilstedeværelse forstyrrer, også selvom de ikke siger noget. Jeg øver mig lige nu rigtig meget i at kunne gå ind i den tilstand, selvom min familie er omkring mig. Det er jeg jo nødt til, hvis jeg vil blive ved med at skrive.

”Hvad er det, der sker, når man skriver?

Jeg aner det faktisk ikke!”

7

Du er en forfatter, der bruger sms- og messenger-beskeder i dine romaner. Det virker, som om sociale medier som Instagram og det digitale univers inspirerer dig?

Instagram inspirerer mig helt klart. Det er forældet kun at se det som en platform til selvpromovering. Mange af de profiler jeg følger, er nærmest kunstværker i sig selv. Visuelle fortællinger fulde af skønhed og humor. Jeg følger mange forfattere, men især også billedkunstnere. Igen er det visuelle inspirerende for mig. Hvad angår den skriftlige samtale på sms og på sociale medier er den en stor del af min hverdag og af verden, og den er uundgåeligt blevet en del af mine romaner. Det er ikke en effekt, eller en måde at gøre det hele lidt ungt og kækt, slet ikke. Det skrevne sprog imellem os fylder sindssygt meget, og for mig ville det være langt mærkeligere ikke at inddrage det. Det er lige så ægte og rigtigt og stærkt sprog som alt muligt andet. Der er intet hierarki. Jeg har tit vigtige og dybe samtaler på skrift, også med mine allertætteste venner. Der er faktisk nogle af dem, som jeg taler bedre med, når vi skriver sammen. På skrift bliver det også så tydeligt, hvordan vi kan have flere samtaler kørende samtidig med folk, vi kender godt. Min kæreste og jeg kan på tre linjer springe fra en begravelse til hvem der køber yoghurt og agurk og tilbage til døden igen. Jeg elsker det clash.

Sådan gør vi alle sammen hele tiden, også når vi taler sammen fysisk, men det bliver så tydeligt, når det er på skrift.

Mobilen og sociale medier kan også være distraherende og tage fokus fra det at skrive?

Det tænker jeg meget over for tiden, og jeg er lidt splittet, fordi jeg både kan bruge det som inspiration og synes, jeg får meget godt ud af det, men jeg er også nødt til i perioder at lukke ned for det for at kunne gå ind i det andet rum. Det er det samme som det med, at jeg ikke kan læse, mens jeg skaber. Det handler om at blive i en boble uden at blive hevet ud af den tilstand hele tiden. Når jeg sidder og skriver inde på kontoret, har jeg fx min telefon liggende inde i soveværelset. Jeg får ikke notifikationer på min telefon, og jeg bruger også det at sætte telefonens skærm på sort/hvid. Når der ikke er farver på skærmen, virker det meget mindre attraktivt at gå ind og kigge, så jeg har nogle tricks for at prøve at forbedre min koncentration og undgå overspringshandlinger.

Du siger, at en Instagram-profil også kan være et kunstværk.

Hvad skal vi egentlig med noget så gammeldags som romaner skrevet på papir i dag?

Det er noget fuldstændigt andet. At skrive en roman kræver omhu, omhyggelighed, tålmodighed, og den rummer dybder og lag, som kun tid kan give et værk. Og det at romanen bliver til uden at blive stillet frem, kigget på imens, er essentielt, tror jeg. Blikket udefra kommer først, når teksten er færdig. Romanen er en vidunderlig og kæmpestor kontrast til alt det hurtige og mere flygtige, men jeg tror sagtens, at man kan elske begge dele. Mens jeg skrev Tour de chambre, tog jeg billeder af alle de foreløbige udgaver af romanen for at huske mig selv på alt det, den havde været igennem. Jeg tænker også tit på det, når jeg sidder med andres værker i hånden. Al den tid og tanke og skrift, der ligger forud for den her lille diamant. Man har jo i mange år sagt, at den fysiske roman er død, men den lever stadig. Evigt, tror jeg. Det taktile er noget særligt. Sanserne, nærværet. Det vil blive ved med at appellere. Teatret findes af samme grund stadig. Der kunne man jo også sige: Hvorfor ikke bare se en film? Men der er noget ved det ikke-digitale. Jeg læser heller aldrig e-bøger, jeg vil have bogen fysisk. Jeg vil kunne mærke siderne, tyngden, forsiden. Alt det sanselige er uundværligt.

Tror du også, det vil være sådan for de kommende generationer, der er endnu mere vant til det digitale?

Ja, eller jeg kan i hvert fald mærke det med min kærestes børn. De vil vildt gerne have læst fysiske bøger højt. Det er et andet rum, man går ind i, når man sidder sammen og læser. Man kan ikke zappe videre til noget andet. Det nærvær er dragende, også for dem. Det gælder bare om at præsentere dem for det. Så kan de mærke det, det er jeg overbevist om. Og det vil blive ved med at have en værdi. Vi ser jo også masser af bevægelse den anden vej i øvrigt. At strikke er blevet the shit igen. Det har det været før, men man vender sig måske mod den slags fysisk arbejde på en anden måde, en ny måde, hvor det forenes med det digitale og det poppede, og det elsker jeg. Tænk på Olga Ravn for eksempel, der farver stof med naturmaterialer. Det er jo virkelig hands-on, men det kan sagtens kombineres med, at man laver vilde stories om det på Instagram. Det digitale og det fysiske behøver ikke være modsætninger, det eksisterer side om side.

Apropos børn og unge, så begyndte du med at arbejde på et gymnasium, og din debutroman har en gymnasielærer som hovedperson. Nu er du selv blevet en forfatter, som unge bliver undervist i. Hvordan tænker du over det?

Det er virkelig mærkeligt og meget meta-agtigt. Jeg tænker over det og synes, det er vildt sjovt. I et andet liv ville jeg egentlig gerne have været gymnasielærer og have viet al min tid til at forandre eller udvide den måde, man læser tekst på i skolesystemet. Det er der heldigvis mange ildsjæle, der gør, og der sker en masse godt lige nu, men jeg syntes, det var svært dengang. Der var – og er mange steder stadig – en ret stiv eller skabelonagtig tilgang til tekst.

Hvordan det?

Jeg oplevede, at eleverne var vant til at gå meget skematisk til en litterær tekst. At de så gerne ville kunne ”løse” teksten som en gåde eller et regnestykke og få et resultat, som så kunne være temaet eller budskabet med to streger under. Jeg forsøgte at gøre det mere oplevelsesbaseret og meget mere lydligt. Det tror jeg kan være med til at åbne flere genrer for eleverne. Fx lyrik. Jeg læste en del højt, og jeg ville så gerne starte der: med at opleve, mærke og lytte til teksten. Uden at forsøge at få et resultat ud af den. Men jeg forstår jo godt driften efter resultatet, for i sidste ende skal man præstere noget til en eksamen og have en karakter, som skal skyde en længere frem i systemet. Jeg trivedes ikke i det. Men jeg elskede, når jeg kunne mærke, at der pludselig var hul igennem, for eksempel under en oplæsning. I starten syntes eleverne, det var megaunderligt, at vi skulle bruge så meget tid på det, men de kom til at blive rigtig glade for det.

Hvad er det, litteraturen kan, dér i et klasselokale mellem en flok teenagere?

Jeg vil virkelig påstå, at alle, der sidder i et rum, hvor der bliver læst god tekst op, kan mærke noget. Så kan det godt være, man ikke til at begynde med kan sætte ord på, hvad det er, men i den situation deler man noget, som har med det at være menneske at gøre, og det er jo det, som kunsten kan.

FOTO: PETRA KLEIS

9

Det tog mig mange å mig selv s HELLE HELLE

er en af de mest kendte og anerkendte forfattere herhjemme.

Men længe havde hun det svært med overhovedet at sige, at hun var forfatter.

Interview af Jeppe Bangsgaard

10

Helle Helle sad og frøs på en bænk på Vanløse Station, da hun første gang kaldte sig forfatter. Det var i 1993, og hun havde skrevet sin debutbog, men den var endnu ikke udkommet. Ved siden af hende på bænken sad en lidt forhutlet og temmelig snakkesalig mand. ”Nå, hvad går du så og laver,” ville han vide. ”Jeg er faktisk forfatter,” svarede Helle Helle, der på det tidspunkt var 28 og havde en novelle i Information, nogle digte i litteraturtidsskriftet Hvedekorn og ét i ALT for damerne bag sig. ”Har du skrevet noget, man kender,” spurgte han. ”Jeg har skrevet en bog, der hedder Eksempel på liv,” sagde hun. ”Nååh, den har jeg ikke hørt om,” sagde han.

Nu var den jo heller ikke udkommet. Men det gik op for Helle Helle, at han måske nok ikke ville have hørt om den alligevel. Og der var noget, der føltes underlig selvhøjtideligt ved at kalde sig forfatter. Sådan blev hun ved med at have det, også efter at hendes bøger begyndte at være i boghandler og på biblioteker. ”Efter det holdt jeg helt op med at sige, at jeg var forfatter. I mange år sagde jeg bare: ”Jeg skriver,” fortæller Helle Helle. ”Det tog mig mange år at tænke på mig selv som forfatter. Det er ikke længe siden, jeg for alvor begyndte at sige, at det var det, jeg var. For det med at være forfatter, hvornår er man det? Det er man vel kun, så længe man lige har skrevet en bog. Man ved aldrig, om man kan skrive flere.”

I dag er Helle Helle en af de mest kendte og anerkendte forfattere herhjemme. Hun har modtaget adskillige priser, hyldes af både litterater og almindelige læsere.

Hendes ottende roman udkom tidligere i år på Gutkind Forlag. BOB, som den hedder, foregår netop i Vanløse, i midten af 1980erne og handler om et kærestepar fra Lolland, som har fået en etværelses med altan og stavparket, oven på tanken.

Helle Helle har selv boet i Vanløse i samme periode og taget samme rejse fra Lolland-Falster, hvor hun voksede op. Hun skriver som regel om noget, hun selv har indgående kendskab til. Ofte er vi på Sydhavsøerne, eller i hvert fald har personerne forbindelser dertil, og ofte handler det om nogen, der er unge i 1980erne. I et miljø, hvor folk kan hedde John, Putte og Ibber som i Ned til hundene – eller Bob, som hovedpersonen i Helle Helles

nye roman. I et univers, hvor der bliver hentet linser fra Statoil, nudler med æg fra kinagrillen eller spist på Jensens Bøfhus, hvis det skal være lidt godt. Hvor et pandebånd kan spille en særlig rolle og en vending som “hvis det er”, kan have afgørende betydning. ”Når jeg skriver, fungerer det godt, hvis jeg kender tiden, kender stederne, vejene, geografien. Det frigiver så mange erindringer, som jeg kan bruge. Så meget sprog, der jo er knyttet til erindringer, som jeg kan bruge, uden at bøgerne handler om mig,” siger Helle Helle.

Men selvom lokalkoloritten fylder en del, er det med stedet ikke afgørende for historierne. ”Mine bøger handler om noget, der er større end det, der lige står. Stedet og tiden er bare en ramme, der skal sættes for noget, som forhåbentlig er noget mere end det, romanen umiddelbart ser ud til at handle om.”

I BOB, er det ikke kun stederne, Helle Helle kendte godt i forvejen. Også romanens personer. For første gang i sit forfatterskab har hun skrevet en fortsættelse til en tidligere roman. Den unge kvinde, der fortæller historien i BOB, var den 16-årige pige i den forrige roman de. Hende, der boede alene med en mor, som blev dødeligt syg.

Hende, der i 1. G. mødte Bob. I BOB er de blevet kærester og skal begynde et nyt kapitel i hovedstaden sammen.

Hun er bogens jeg-fortæller, men hun fortæller kun om Bobs liv – især det, hun ikke selv er en del af. Det er også typisk for Helle Helle. At formen spiller med og bliver en del af handlingen: Hvem fortæller historien? Hvilken tid er den skrevet i? En af hendes romaner hedder ligefrem Dette burde skrives i nutid. ”Det er noget, der interesserer mig mere og mere for hver bog. Kan jeg skrive den her roman på en måde, så man i kraft af dens form mærker, hvad den handler om?

Kan man mærke, at det gør ondt på en særlig måde, fordi det hele er skrevet i nutid, eller kan man mærke fraværet af en kæreste, hvis jeg skriver det ind i den her form, som jeg gør i BOB? Sådan noget er så spændende, at jeg næsten ikke kan være i det.”

Som forfatter har hun aldrig følt sig mere fri, end hun gør i dag. ”Jeg elsker det rum, jeg kan skabe, når jeg sidder ved mit skrivebord. Jeg er utrolig bevidst om, at det er helt vildt, at det lykkedes. At jeg kan være den forfatter, jeg sagde, jeg var, da jeg sad på den bænk i Vanløse.”

e år at tænke på v som forfatter

FOTO: MIKKEL CARL

1993

HELLE HELLE ser tilbage på sine bøger Tekst af Helle Helle

RØDBY-PUTTGARDEN, 2005 Også skrevet i landsbyen uden for Sorø. Allerbedst husker jeg en lørdag i maj. Jeg var alene hjemme og cyklede ud for at plukke syrener. På Lyngestien slog det mig, at der skulle være et afsnit i romanen, der hed ‘Vores mor’. Det skulle være en roman i romanen, og det skulle begynde med linjen ”Vores mor gik over markerne med et blomkålshoved”. Min egen mor var særlig glad for denne bog, hun var tidligere parfumedame på Rødby-Puttgarden.

Før udgivelsen flyttede jeg ud i det hus, jeg stadig bor i.

Ved skoven, et stykke fra landsbyen.

EKSEMPEL PÅ LIV, 1993 Jeg skrev min første bog to steder. På Kastanie Allé 18 i Vanløse, og senere på Wilkensvej 42, Frederiksberg.

Den består af korte tekster.

Jeg sad i køkkenet med min skrivemaskine, og da jeg havde 64 sider, lagde jeg dem ud på køkkengulvet og prøvede at finde en rækkefølge. Køkkenet var 9 m2, de kunne lige nøjagtig være der. Derfor blev bogen ikke længere.

RESTER, 1996 Denne novellesamling skrev jeg i Blokhus i oktober og november, 1995. Jeg havde fået en legatbolig fra Bikubenfonden, et rækkehus fra firserne, og var taget derop med min første mand og vores søn på et år. Vesterhavet var voldsomt, vi havde snestorm. Jeg tog bussen til Pandrup og købte en sort buksedragt. Ved køledisken i Brugsen så jeg Sussi og Leo.

12

HUS OG HJEM, 1999 Roman skrevet i Skagen, januar til april, 1998. Legatbolig igen. Min veninde, Kirsten Hammann, havde sagt til mig: ”Det drejer sig om at få så meget som muligt på papiret. Du kan altid kassere bagefter”. Så jeg skrev 212 sider uden at læse tilbage. Jeg tog også kørekort i Skagen. Jeg dumpede første gang på grund af noget, kørelæreren kaldte ’Sørensens røvhul’. En ubetinget vigepligt for enden af en stejl vej.

BILER OG DYR, 2000 Efter hjemkomsten fra Skagen ønskede jeg kun en ting: At flytte på landet. Vi købte et hus til 520.000 i en landsby uden for Sorø. Jeg blev gravid igen og tænkte: Jeg må skynde mig at skrive en novellesamling, inden jeg skal føde. Jeg skrev Biler og dyr på førstesalen, hvorfra jeg kunne se ned på et æbletræ.

Derfor er novellerne fulde af æbletræer og tøj, der strammer.

Jeg blev færdig 2. december, 3. december gik strømmen i fire dage på grund af orkan, 12. december faldt jeg højgravid ud af badekarret og brækkede hånden, og 19. december fødte jeg.

FORESTILLINGEN OM ET UKOMPLICERET LIV MED EN MAND, 2002 Det gik virkelig nemt med denne roman. Min datter var god til at sove om dagen, hun stod i barnevognen under æbletræet. Jeg fandt på titlen, da jeg var færdig med at skrive bogen. Først tænkte jeg: Den skal hedde ‘Et ukompliceret liv’. Og lidt senere: Nej, det er bedre med ‘Forestillingen om et ukompliceret liv’. Sekundet efter kom ‘… med en mand’.

2005

2021

NED TIL HUNDENE, 2008 Jeg ledte efter et godt sted at græde.

DETTE BURDE SKRIVES I NUTID, 2011.

Skrevet på mit kontor, hvorfra jeg også skriver dette. To vinduer med udsigt til skovbryn, himmel, musvåge og viben over marken allerede sidst i februar. Viben og himlen og marken kom med i denne bog. Selv om mit skrivebord mærkeligt nok dengang stod mellem vinduerne, så jeg sad og kiggede ind i væggen. Jeg ville skrive en roman om en nærmest nedarvet mangel på evne til at lade sig begejstre.

Men det kunne jeg heldigvis ikke.

05

BOB, 2021 Endelig har jeg fået ryddet op på mit kontor, sorteret i bøgerne og malet! Indført udråbstegn i mine romaner!

Jeg har rykket skrivebordet lidt tilbage i rummet, så jeg kan se ud af begge vinduer nu.

Spurvehøgen viser sig at være en tårnfalk. Et æbletræ vælter, vi lader det ligge. Faktisk skrev jeg de første seks kapitler i et gammelt hønsehus ved Sjællands Odde! Men BOB har været med hele vejen, fra Rødby til Vanløse, og nu her.

2018 HVIS DET ER, 2014 Skoven, som jeg vandrer i dagligt, vandrede ind i denne roman om to joggere, der farer vild, løber på hinanden og bruger tre dage på at finde vej.

Imens jeg skrev Hvis det er blev jeg afsindig træt af skove.

Bare synet af visne blade og dådyr. Romanen foregår ikke engang her, men i Rold Skov, og delvis i Svenstrup og Aars.

Steder, jeg aldrig har været.

Jeg skrev om en tøjforretning i Aars, kaldte ejeren for Torben.

Ved et foredrag kom en kvinde hen til mig og fortalte, at der faktisk ligger en dametøjsforretning ved navn ‘Torben’ i byen.

DE, 2018 Jeg flytter mit skrivebord hen foran det ene vindue. Brombærkrattet foran plantagen vokser sig tæt. Jeg skriver i nutid, romanen foregår i Rødby. Min mor havde også forretning, ikke dametøj, men sæbe, sminke, badehætter. Jeg slår døren op efter skole, jeg råber: ”Det er mig”. Jeg henter blomkålshovedet frem fra Rødby-Puttgarden. Når jeg ser ud af vinduet, hvad jeg hele tiden gør, er der gået et år.

Jeg har jubilæum.

13

Tidens Manderollen er under forandring.

Tre forfattere, der på hver deres måde har skrevet om det maskuline, fortæller, hvordan forskydningerne præger dem og det, de skriver.

mænd

”Jeg har altid følt et vist ubehag ved tanken om, at jeg er mand” GEIR GULLIKSEN debuterede i 1986 som 22-årig med det, han selv har kaldt en lyrisk hyldest til tanken om en anden type mandighed. Siden er han blevet kendt som en forfatter, der skildrer parforholdets mest intime rum, forholdet mellem kønnene, og hvad det at være mand vil sige. Det kredsede hans internationale gennembrud, Historie om et ægteskab, om, og det gør hans seneste roman, Den jeg skulle blive, også. På norsk er essaysamlingen Hvis jeg var mann netop udkommet og er på vej i dansk oversættelse.

Hvad er det, der optager dig ved emnet maskulinitet?

Fra jeg var helt lille, har jeg følt et vist ubehag eller i hvert fald en mild fremmedhed ved tanken om, at jeg er en mand, at jeg skal være en mand. Men jeg ville nok have haft den samme følelse af fremmedhed over for det kvindelige, hvis jeg var født som kvinde. Jeg identificerer mig ikke med mit køn og heller ikke med noget andet køn. Jeg tror ikke, det er så usædvanligt. Påfaldende mange af de kvinder, jeg har kendt, har haft det på samme måde som mig i forhold til deres eget køn. Alligevel skal du ikke bevæge dig langt ud i det sociale rum, før du bliver set som en repræsentant for dit køn.

Det vil jeg helst undgå. Jeg oplever, at tanken om maskulinitet i værste fald er begrænsende og livsfjendtlig. Da jeg voksede op, var jeg omgivet af et maskulinitetsideal, der handlede om at være så udtryksløs som muligt. Du skal helst ikke grine eller smile, aldrig vise tegn på overraskelse eller begejstring, altid lægge din stemme dybt. Hold dig tilbage, risiker så lidt som muligt. Det var til at dø over. Nogle gange føler jeg stadig, at jeg er på flugt fra denne måde at være mand på. Og alligevel er det et mysterium for mig, at jeg har skrevet om det igen og igen. Jeg vil helst ikke tænke på køn, og for det meste lykkes det mig, uden at være plaget af ideer om maskulinitet. Jeg lever langt hen ad vejen, som jeg drømte om at gøre, da jeg var ung. Jeg har en kæreste, der er lige så uinteresseret i stereotype kønsudtryk, som jeg er. Jeg har både voksne børn og små børn, og jeg har lov til at være en, der yder omsorg, en, der ofte (men ikke altid) bevæger sig trygt gennem verden. Jeg er med andre ord fri til at skrive om, hvad jeg vil. Alligevel skriver jeg igen og igen om mænd, der mislykkes med alt det, de vil. Det undrer mig lidt.

Er det lettere for dig at skrive om mænd end om kvinder?

Det er fristende at svare nej, tværtimod. De gange jeg har skrevet om kvinder, har jeg øst frit af min egen forståelse af verden, måske friere end jeg har følt mig med nogen af de mandlige hovedpersoner, jeg har skrevet om. Det er afgørende for mig at føle sympati for dem, jeg skriver om, særligt når de sætter sig i situationer, der ikke fremstår sympatiske for andre. Jeg er måske i virkeligheden lidt mindre optaget af køn, end det virker som om. Jeg er begyndt at få en mistanke om, at det, jeg skriver om, dybest set handler om noget helt andet end køn. I hvert fald håber jeg, at de gør det.

Jeg er på jagt efter en form for sårbarhed, en måde at mislykkes på, en måde at være åben over for alt der hænder os, som egentlig ikke har noget med køn at gøre. Jeg er begyndt at tænke over, om jeg gør mine romaner lidt uret ved altid at tale, som om de handler om køn, om mandlighed og kvindelighed.

Har du et politisk sigte med at gå ind i det maskuline som stof, noget du gerne vil opnå eller ændre?

Når jeg skriver, tænker jeg slet ikke på, hvad jeg kan opnå med det, jeg skriver. Jeg hengiver mig blindt og vel egentlig naivt til skrivningen, uden at vide noget om, hvad teksten kan komme til at give mig selv eller andre. Jeg skriver for at komme i kontakt med noget, som føles sandt. Og nogle gange skriver jeg måske, fordi jeg føler, der mangler noget i måden, vi taler om verden på. Altså for at prøve at fange noget af alt det menneskelige, som ikke bliver set. Som mange andre er jeg vokset op med en følelse af fremmedhed i forhold til, hvordan vi snakker om tilværelsen. Jeg var så bange, altid bange for andre mennesker. Egentlig er jeg det stadig. Det er i sig selv en grund til at skrive. Skrivningen er en måde at række hånden frem mod verden på, et forsøg på at berøre noget, som er virkeligt og sandt.

Præcis så ubestemt og akut opleves det for mange der skriver, tror jeg. Men når jeg er færdig med at skrive, når jeg står med en færdig roman i hånden, begynder jeg at snakke, som om den er en slags politisk pamflet. Det er et problem for mig, at jeg så let kan snakke om det, jeg skriver, som om jeg ved, hvad det er. Egentlig aner jeg ikke, hvad jeg skriver om, eller hvorfor jeg gør det.

15 FOTO: TALE HENDNES

Samfundet ændrer sig markant i disse år. Tag hele metoo-bevægelsen eller identitetspolitiske debatter om at bryde med den binære kønsopfattelse.

Hvordan præger den slags forskydninger dig som forfatter?

Det ville være godt, hvis det var sandt, at samfundet ændrer sig markant i vores tid. Men jeg er usikker på det. En hel del, som burde have været rettet op for længe siden, er der blevet peget på med fx metoo. Men der er langt igen til et samfund, som er herredømmefrit, for at sige det sådan. Og det kan romaner vel ikke råde bod på? Det, en romanforfatter kan gøre gennem sin skrivning, er at opsøge situationer, som føles uafklarede og fulde af konflikt, situationer som opleves ladede og uklare. Og så forsøge at skrive så sandt og frit og levende om mennesker i sådanne situationer. Forsøge at skrive uden tanke på, hvad der kan eller bør skrives, eller ikke skrives. Det kan være krævende at skrive uafhængigt og interessant om et felt, som allerede er ideologiseret og gennemdiskuteret, som køn og seksualitet til en vis grad er for tiden. Men det meste af det, der sker mellem mennesker i det intime liv, ligger fortsat i mørke, det er jeg overbevist om. Det eneste, jeg ikke ønsker at gøre, er at skrive noget, som bekræfter holdninger, jeg allerede har. Jeg er slet og ret ikke interesseret i at skrive for at give mig selv eller andre ret eller for at påvirke en aktuel debat. Jeg vil gerne have, at det, jeg skriver, skal rive op i det, som ser let og afklaret og selvfølgeligt ud. Jeg vil ikke bevise noget eller have ret i noget med det, jeg skriver. Jeg vil hellere modarbejde mig selv, forstyrre det, jeg selv tror på og mener.

I hvert fald er det sådan, skrivningen kan virke, når den er bedst, tror jeg, at den forstyrrer.

”Jeg prøver at finde sprækkerne i den tilkæmpede maskuline identitet” Mange af KJELL WESTÖS bøger kredser om drenges og mænds liv. Den seneste, Tritonus, handler om to mænd, der på forskellige måder er i krise.

Den verdenskendte dirigent Thomas Brander er ikke den stjerne, han var engang og har heller ikke den samme tiltrækningskraft på kvinder, i øvrigt er han også blevet ramt af en metoo-sag. Og så er der Reidar Lindell, en skolepsykolog og ikke alt for ferm amatørmusiker, som har mistet sin hustru til kræft. De to bliver naboer, da Brander opfører et palæsommerhus i den finske skærgård, og et lidt blufærdigt, kejtet venskab opstår.

Hvilken skildring af det maskuline vil du gerne give i Tritonus?

Jeg har nok været interesseret i det samme tema omkring det maskuline i Tritonus, som i nogle af mine tidligere romaner. Det vil sige at finde sprækkerne og hullerne i den tilkæmpede maskuline identitet, som mange af os mænd forsøger at holde fast i, heriblandt også mig selv. Jeg tænker på alt det, som mænd formodes at kunne demonstrere i en patriarkalsk kultur: Beslutsomhed, hårdhed, målbevidsthed, men også temperament og en form for tilbagelænet humor, ”being one of the guys”, ”being a regular guy”. Jeg har ønsket at skildre sårbarheden bag, og i Tritonus ville jeg gå dybere ind i temaet mandlig sårbarhed end i de tidligere romaner, derfor er romanens to hovedpersoner mænd. Og selvfølgelig ligger nogle af mine egne livserfaringer bag.

På overfladen ligner jeg måske bare en ”regular guy”, jeg har f.eks. de mest klichefyldte hetero-mandlige hobbyer, man kan tænke sig: Jeg spiller elektrisk guitar i coverbands, spiller fodbold, dyrker sportsfiskeri. Men sandheden er, at jeg altid har følt mig helt fortabt i større selskaber af mænd. Jeg forstår f.eks. slet ikke tanken om lukkede herreselskaber som det, frimurerne dyrker, og jeg synes, det er kedeligt at gå på en pub med en flok gutter. Den følelse af ​at fare vild i det maskuline findes hos både Brander og Lindell, de to hovedpersoner i Tritonus.

Romanen handler også om et spirende venskab mellem mænd.

Hvad var det, der interesserede dig i den relation?

I litteraturen og på film skildres venskaber mellem mænd ofte gennem relationer, der er opstået allerede i barndommen eller senest i løbet af skoleårene og studietiden. Og så har det venskab fortsat hele livet, og det hele skildres ofte med et temmelig stærk nostalgisk og sentimentalt anstrøg, især hvis mændene allerede er ældre. Jeg ville prøve noget andet – at beskrive to temmelig forskellige mænd, der lærer hinanden at kende, da den ene er 58 og den anden 54, og så ville jeg finde ud af, om de tør lære hinanden at kende, om de kan blive venner. Og også fra et udgangspunkt, hvor de i første omgang slet ikke kan lide hinanden – Brander og Lindell har forskellige temperamenter og har levet ret forskellige liv. På en måde forener kærligheden til musikken dem, men selv dér er de vidt forskellige: Brander er elitær, mens Lindell er noget nær det mest folkelige, man kan være: en halvdårlig guitarist i et coverband. Jeg ville også undersøge dette; hvis elitekultur og populærkultur kan mødes, kan Brander og Lindell lære at forstå, at den andens helt anderledes holdning til musik også er kærlighed og passion.

Du inddrager metoo i Tritonus, og et centralt tema er en generationskløft.

I det ligger der vel også nogle forskydninger i det maskuline, i hvad der forventes af en mand, i hvordan man kan opføre sig som mand?

Ja, der er helt afgjort forskydninger, og i vores tid er de hurtige og store. Det er svært at svare kort, når det kommer til et så vigtigt og mangefacetteret spørgsmål som metoo og de ændringer, bevægelsen har ført til i forhold til forventninger til, hvordan mænd skal opføre sig. Men jeg vil forsøge. En af mine egne store metoo-indsigter har at gøre med de svinske sager, der er blevet afsløret – Harvey Weinstein, Jeffrey Epstein, Peter Nygård, R. Kelly, ”kulturprofilen” Jean-Claude Arnault i Sverige osv. Jeg har selvfølgelig altid vidst, at der er mænd, der opfører sig rigtig, rigtig dårligt over for kvinder og unge piger, mænd, der manipulerer, udnytter og voldtager. Men omfanget, uhyrligheden i disse tilfælde chokerede mig, og jeg tror, ​​det chokerede mange heteroseksuelle mænd. Og det får naturligvis også os, der betragter os selv som ”søde og rare” mænd til at tænke: Har også jeg opført mig mere manipulerende i mit kærlighedsliv, end jeg har troet?

En anden side af sagen er forskellen mellem generationerne. Jeg har en temmelig tæt kontakt med mændene i millennial-generationen, jeg har sønner på 33 og 29 år, en halvbror på 34 år og nevøer på 30 og 26 år. Jeg taler meget med dem alle, og det er indlysende, at de tænker og handler anderledes, end mænd i min generation har gjort. Ligestilling mellem kvinder og mænd er noget naturligt og oplagt for dem, og deres syn på seksualiteten er mere mangefacetteret og friere – i min generation har mange mænd stadig svært ved den seksuelle mangfoldighed, der åbent ses i nordiske samfund i dag. Selvfølgelig er der mænd, der også hader og er bange for kvinder i de yngre generationer, men i gennemsnit virker de klogere end mænd før i tiden.

Hvordan præger den slags forskydninger dig som forfatter?

Gør det fx at du er mere bevidst om, hvad man kan skrive og ikke skrive?

Ja, det påvirker, men man må ikke lade sig påvirke for meget. At skrive ærligt handler også om at være opmærksom på sine egne og andres begrænsninger.

Jeg skaber f.eks. mine karakterer med bevidstheden om netop disse begrænsninger, fordi jeg skildrer den verden, vi lever i, og til den verden hører også menneskelige fejl, begrænsninger og mangler. Litteratur må ikke blive et sted, hvor vi undgår det, der er ondt i os, det onde skal fremhæves, for at vi kan besejre det.

Og når det kommer til appropriations-spørgsmålet, hvad man må skrive og ikke skrive: Selvfølgelig tænker jeg over det, og måske gør jeg det mere end før. Men jeg har altid tænkt over det – jeg har altid været opmærksom på, at der fx er menneskeskæbner, som jeg ikke er den rette til at skildre, uanset hvor meget research jeg ville lave.

Hvor vigtig en plads har maskulinitet i dine romaner?

Jeg kan ikke sige, hvor vigtig, kun at skildringen af en ​​ maskulinitet i krise og forandring har en vigtig plads i mine romaner og noveller. Men det er lige så vigtigt for mig at skrive om kvinder – jeg skriver først og fremmest om mennesker, ikke om repræsentanter for et køn.

Du har skrevet romaner, der foregår i forskellige tider, og nogle der bevæger sig over generationer. Hvilke tanker har du gjort dig om, hvordan manderollen har ændret sig over tid, og hvordan du skriver om det?

Jeg kan sige det sådan: I begyndelsen af ​​mit forfatterskab, da jeg stadig var under 40 og havde udgivet både noveller og romanerne Dragerne over Helsingfors og Det ulyksalige ved at være en Skrake, fik jeg en del kritik, fordi jeg stort set kun skrev om drenge og mænd og deres magtkampe, og ​​ fordi kvindeskildringerne var lidt svage. Sådan ville jeg ikke have, det skulle være, og efter det har jeg bestræbt mig på at skabe stærke kvindelige karakterer, såsom Lucie Lilliehjelm i Der hvor vi gik engang, Matilda Wiik i Luftspejling 38 og Stella Rabell i Den svovlgule himmel.

Annette Talvio og Bigi i Tritonus er også stærke kvindelige karakterer, selvom de ikke har en så stor og synlig rolle som de andre, jeg lige har listet op. (Annette og Bigis roller er mindre, idet Tritonus langt hen ad vejen er en roman om mandligt venskab.) Det er vigtigt for mig at vise, hvordan menneskeligt køn og andre sociale roller ændrer sig over tid, og hvordan vores relationer påvirkes af det.

FOTO: KUSTANNUSOSAKEYHTIÖ OTAVA

”Vi har overladt scenen til chauvinisterne, og det må ophøre nu” Forestillingen om Patrick Mortensen – mænd i det enogtyvende århundrede hedder DANIEL DALGAARDS bidrag til serien Gutkind Essays.

Her går han på jagt efter forbilleder i en tid, hvor manderollen er under forandring. Med udgangspunkt i AGF-spilleren Patrick Mortensen. Dalgaard har også udgivet to digtsamlinger og senest Sfinx, en stor og vilter roman i syv dele.

Hvad er det, du udforsker i dit essay?

Jeg havde i flere år gået og syntes, at der manglede en offentlig samtale om en maskulinitet, der bestod af andet end tilbageskuende typer, der ”sagde det, som det var”, dvs. kvinder vil domineres i sengen, det er mandens natur at være risikovillig, udadrettet, løsningsorienteret og så videre og så videre plaprende med hovedet på puden i dyb bevidstløshed. Jeg syntes ikke, at de her lige-ud-ad-posenmænd talte om noget, jeg kunne genkende. Jeg syntes tværtimod, at det de sagde mere og mere fremstod som en automatisk modreaktion på noget, de ikke brød sig om, altså en eller anden (for det meste forestillet) feministisk bevægelse. På den anden side syntes jeg også, at man i hele den feministiske samtale meget ofte fortabte sig i en – i øvrigt nødvendig – kritik af nogle traditionelle forestillinger om det maskuline, mens man forsømte at tage skridtet videre og forsøge at formulere nogle positive forestillinger om manderoller i en ny tid. Jeg havde det, som om vi var kommet til at sidde fast i en forudsigelig trummerum, hvor vi talte om alt det, der var galt i stedet for at tale om, hvordan vi kan komme videre. Jeg savnede med andre ord en samtale om det at være mand, som jeg kunne se mig selv i. Som ikke var en afvisning af bestemte måder at leve på, men i stedet et forsøg på at fremskrive nogle af de positive udviklinger jeg ser alle mulige steder. Mennesker der ved deres måde at være på åbner nye muligheder, i det små og det lidt større. Forestillingen om Patrick Mortensen blev mit forsøg på at starte en samtale, som kunne være mere frugtbar end den, jeg syntes, der var i forvejen.

Hvorfor bruger du lige en fodboldspiller som prisme?

Fordi jeg godt kunne tænke mig at fokusere på nogle af de positive udviklinger, jeg faktisk synes findes i forhold til, hvad det vil sige at være en mand i dag. Og for at bevise at de forandringer rent faktisk eksisterer bredt, var det oplagt at tage udgangspunkt i en fodboldspiller, for man ved med sikkerhed, at når den slags begynder at optræde i fodboldverdenen, er det helt umuligt at afskrive det som et marginalt fænomen, der kun trives blandt nogle få progressive.

Noget af det, som af og til har gjort mig så fortvivlet, er at høre alverdens Mads Christensen’er stå og forsvare et eller andet mandeideal, som reelt set er fuldstændig forladt. Der er ingen grund til at opsætte et forsvar for det, for ingen bebor den borg længere. Vi er alle sammen langt videre, og det at nogle enkelte, meget højlydte typer lader som noget andet kommer til at forstyrre samtalen.

Der er ikke tale om, at det kun er i nogle snævre, elitære grupper, at manderollen er blevet langt mere rummelig og kompleks og forvirret, og hvor man forsøger at komme overens med alle mulige usikkerheder uden at barrikadere sig bag sådan et læs klichéer. Tværtimod er det kun i enkelte, lukkede miljøer, at man forsøger at opretholde illusionen om nogle ekstremt fastbundne, traditionelle værdier omkring det maskuline. Alligevel har det synspunkt fået uforholdsmæssigt meget taletid. Vi har nok været en generation af mænd, som ikke har været gode nok til at meddele vores erfaringer.

Vi har overladt scenen til chauvinisterne, og det må ophøre nu.

FOTO: LEA MEILANDT

Hvordan har manderollen ændret sig for dig?

Jeg skriver et sted i essayet, at det er på tide, at mænd lærer det, som kvinder har vidst i mange år, nemlig, at man har et køn. For mig føles det overhovedet at tænke på mig selv som en, der har et køn, stadig nyt. Det er forholdsvis nyt for mig at spekulere over, hvilken indflydelse det har haft på mit liv. For det er tydeligt for mig, at det har været med til at forme mig på nogle punkter, at jeg i forskellige sammenhænge bliver mødt som en mand. Jeg ved ikke, om det kommer til at lyde lidt abstrakt, men i virkeligheden er det meget konkret, og som det nu er med det konkrete bliver det også altid så mudret og uklart, når man så faktisk forsøger at komme ind til en form for essentiel forståelse af det. I hvilke situationer oplever jeg at blive mødt som mit køn så at sige? Der er nogle få helt tydelige og oplagte eksempler, klichéerne som ofte er rigtige, mekanikeren taler kun til mig, ikke til min kæreste, omvendt hos jordemoderen, men i langt de fleste tilfælde er tingene jo helt mudret ind i hinanden, og det er uklart for os, hvad der skyldes hvad.

Der er mange ting, som jeg føler, at jeg i disse år har brug for at lære. Der findes et underskud omkring det at være mand lige nu. Alt for mange mangler et sprog om det, en samtale man kan tage del i, sådan har jeg i hvert fald selv haft det, og jeg synes jeg oplever det samme hos mange af mine jævnaldrende. At der faktisk foregår så mange forandringer i det store og det små, som der er et behov for en samtale om, men at den samtale er svær at komme i gang med, fordi man simpelthen mangler ord, begreber, sprog for det – og også et rum for det. I hvilken situation er det lige, at man siger til sin gode ven: Er det ikke underligt, at vi aldrig har set hinanden græde?

Det er akavet at tale om det, man ikke har ord for, så derfor lader man for det meste være. Det er nemt for mig og for enhver anden at forklare, hvorfor det ville være upassende og nedladende, hvis en mand kalder en kvinde for ’lille De’. Det har været naturligt for ikke længe siden, hvis man er i tvivl, kan man jo opsøge gamle tv-udsendelser med Suzanne Brøgger fx, men i dag er det klart for alle, at sådan kan man ikke tale og opføre sig. Vi har ord for det, og derfor oplever vi også situationen meget tydeligt. Det er patroniserende, umyndiggørende, nedladende. Man siger heller ikke længere om en gruppe kvinder, der taler sammen, at de ’kagler’. Men jeg bliver straks mere vævende, hvis jeg skal forsøge at forklare, hvorfor jeg oplever det som let stødende, når min super progressive ven kalder noget for ’pikket’. Jeg bryder mig ikke om det, jeg bryder mig ikke om at bestemte egenskaber eller fænomener eller måder at opføre sig på, skal knyttes sammen med det at være en mand. Slet ikke når den hånlige tone i det er så tydelig. Jeg kan godt snakke rundt om det, forklare mig, men der findes slet ikke samme skarpe vokabularium der.

Hvad kan vi gøre for at få et sprog for manderollen?

Vi kan begynde at tale. Dele vores erfaringer.

Nægte at adlyde de tabuer, vi hver især føler, og som vel er forskellige fra person til person. Dele det almindelige og det sære, men også bare være opmærksomme på alt det, der faktisk sker rundt om os på den front. Det er så nemt at blive ved med at tolke omverdenen ud fra nogle bestemte antagelser uden at tænke over, hvordan det farver det, vi oplever. Når Patrick Mortensen i et interview efter en kamp siger, at han fik stiv pik af at se en holdkammerats aktion på banen, er det så bare en god gammeldags omgang fallosfetish, mandemænd på et fodboldhold, der dyrker en hypermaskulin verden? Riddere der fægter med deres pikkesværd? Det ville være nemt for nogen bare at se det på den måde, men det ville også, synes jeg, helt klart være forkert. Jeg har en længere passage i essayet om den lille interviewbid, fordi jeg synes, den var så sigende. På overfladen så forudsigelig og nemt afkodelig, men i virkeligheden fuld af alle mulige subtile nuancer.

17

Q&A

Sally Oversat af Karen Fastrup

Skønne verden, hvor er du handler om fire personer, og gennem dem får vi skildret allerede etablerede og helt nye relationer – venskaber mellem mennesker af samme og modsat køn, romantisk kærlighed og en form for platonisk kærlighed, der ikke så let lader sig definere. Der er noget utrolig legende over måden, hvorpå du gengiver alle de transformationer, der er i tilknytningen og kærligheden mellem personerne.

Kan du fortælle lidt om, hvordan du greb det an?

Det tog mig lang tid at finde ud af, hvordan jeg skulle fortælle den historie, der er i romanen. Det var svært for mig at besvare alle de elementære spørgsmål, som en romanforfatter skal kunne besvare: hvis historie er det her, hvornår begynder den, hvornår ender den, hvem fortæller den og så videre. Ingen af de fortællermæssige teknikker, jeg havde brugt i mine to tidligere bøger – en datids jegfortæller i den første roman, og en nutids tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel i den anden – kunne bruges her.

Jeg var nødt til at udvikle en ny slags fortællerstemme (eller i det mindste ny for mig) for at skabe mening i den historie, jeg ville fortælle. Samtidig er det en meget enkel historie. Den handler om fire personer og forholdet mellem dem. Men jeg var nødt til at anstrenge mig for at finde den rigtige form, struktur og stemme for at kunne formidle den roman, jeg vidste, jeg gerne ville skrive.

En af de fire – den kvinde, vi måske tænker på som romanens hovedperson – er romanforfatter og hedder Alice. Romaner om romanforfattere er ofte vanskeligt terræn. Hvad fik dig til at vælge det?

For det første skal jeg måske lige sige, at jeg ikke mener, romanen har en hovedperson! Størstedelen af bogen er meget rigidt struktureret i “runder” af fire kapitler, som er ligeligt fordelt mellem romanens fire narrative strenge. Min forrige bog havde en tilsvarende fast struktur, der vekslede mellem de to hovedpersoners forskellige perspektiver – men nogle læsere fik alligevel en fornemmelse af, at den ene eller den anden af dem var den “rigtige” hovedperson. Det er nok i nogen grad en subjektiv vurdering.

Men hensyn til hvad der fik mig til at skrive om en romanforfatter: Mine tidligere bøger foregår til dels på skoler og universiteter, og det er sådan, at da jeg skrev dem, havde jeg endnu ikke tilbragt megen tid uden for skole- og universitetsmiljøer. Siden da har jeg brugt det meste af min tid på at skrive og redigere. Og nu er det så blevet sådan, at en af hovedpersonerne i denne bog er forfatter og en anden er redaktør. Så det er vel rimeligt at sige, at jeg skriver om det, jeg kender til.

Begivenhederne i denne roman er, ligesom i mine to foregående, helt fiktive, men bogens verden er baseret på den virkelige verden, jeg har levet i.

Alice og Eileen har ofte lange maildiskussioner om politik og samfund; de minder om udvekslingerne mellem Frances og Bobbi i Samtaler med venner. Det kan være svært at fremstille tanker og debat i fiktion – hvordan fungerer det for dig?

Jeg tænker, at de centrale personers intellektuelle liv er mere betydningsbærende i denne bog end i mine tidligere. Det kan til dels skyldes, at personerne er ældre og har haft tid til at læse mere og til i større udstrækning at udvikle deres tanker. Og dels at de to kvindelige hovedpersoner begge arbejder intellektuelt – den ene som forfatter og den anden som redaktør.

Men jeg tror også, at denne roman er dybere optaget af det intellektuelle venskab. Jeg var især interesseret i den interaktion, der er mellem Eileen og Alices venskab og deres tankeverden – i hvordan deres tanker og holdninger påvirkede venskabet, og hvordan venskabets karakter prægede udviklingen af deres tankeverden. Der er en slags frem-og-tilbage-udveksling i denne bog, en bevægelse mellem tanke og følelse og tilbage igen – og jeg ser den bevægelse som en del af romanens plot (kunne man måske sige).

Alice har gennemlevet en psykisk krise, og er efterfølgende flyttet fra Dublin til et meget mere ensomt liv ved kysten. Det er noget, hun og de andre personer, virker ambivalente overfor: Er det en tilbagetrækning fra livet eller et skridt i retning af noget nyt?

Alices beslutning om at forlade Dublin er på nogle måder romanens udløsende begivenhed. I begyndelsen af bogen får vi at vide, at Eileen og Alice boede sammen i flere år, da de var i tyverne, og at de bagefter blev ved med at bo i den samme by og måske tog deres tætte relation for givet. Romanen begynder, efter at Alice er flyttet til en kystlandsby i County Mayo, mens Eileen fortsætter med at bo og arbejde i Dublin. Det er kun en biltur på nogle få timer, der adskiller dem, men ingen af dem har kørekort, og de offentlige transportforbindelser er dårlige. Så de står over for spørgsmålet om, hvordan og hvornår de kommer til at se hinanden igen. Rejsen i sig selv er en mindre forhindring, men som romanen skrider frem, begynder den at få uforholdsmæssig stor betydning.

Om Alice så har truffet den ”rigtige” beslutning ved at flytte til en lille landsby langt væk fra sine venner og familie – det tror jeg ikke, jeg var interesseret i at værdidømme. Det er klart, at hun er ret isoleret i sit nye miljø. Men måske har hun brug en grad af isolation. Jeg var mere interesseret i at iagttage hendes forsøg på at skabe et nyt liv for sig selv end i at nå frem til en afgørelse af, om det var et godt liv eller ej. Det er det liv, hun har, der er det eneste vigtige for romanen.

Alice indleder et dobbelttydigt forhold til Felix, som hun møder på nettet; de udvikler tilsyneladende et tæt forhold, men det virker også, som om de modarbejder hinanden. I deres historie er der også indvævet en fortælling om klassedynamikker og økonomiske og uddannelsesmæssige forskelle – hvilket du også beskrev i Normale mennesker. Hvad var det, du gerne ville udforske?

Dele af Alices forhold til Felix – som ikke har gået på universitetet og som arbejder på et lokalt shippinglager – er helt klart defineret af økonomisk ulighed.

Men ved nærmere eftertanke tror jeg, at der er klassedynamikker til stede i alle romanens vigtigste relationer. Simon og Eileen lærer hinanden at kende som børn, og forholdet mellem deres familier er på sin vis en fortælling om klasseforskelle. Og selvom Eileen og Alice måske nok havde relativt lige vilkår, da de mødtes som unge studerende, har Alices succes nu bragt hende i en position, hvor hun nyder et enormt økonomisk privilegium, mens Eileen knokler for at kunne betale husleje.

Det, der interesserer mig, er det pres, disse uligheder udøver på personernes liv og relationer til hinanden. Jeg forsøger ikke at komme med nogen specifik kommentar til det uretfærdige i klasseulighed, selvom jeg personligt mener, at det er dybt uretfærdigt. Det må læserne drage deres egne konklusioner om. Det, der interesserer mig, er, at mine personer skal leve med disse uligheder, uanset hvad de intellektuelt tænker om dem. De konsekvenser, det har for deres følelsesliv og for deres fornemmelse af sig selv, former en del af romanens dramatiske handling.

Personerne har også komplicerede forhold til deres familier, som for det meste skildres indirekte. Ønsker du at lægge afstand til forestillingen om kernefamilien som drivkraften i romaner og erstatte den med venskabsgrupper?

Jeg tror, romantiske forhold er den primære drivkraft i mine romaner, selvom der normalt også er mange andre ting på spil. Og det har været typisk for romanen som genre. Romantiske og seksuelle forhold driver fortællingen i (f.eks.) Emma, Anna Karenina, The Wings of the Dove, På sporet af den tabte tid – og giver næring til og beriger de øvrige dybder og kompleksiteter i disse bøger. Jeg tror, det dybest set er det, jeg stræber efter i min skrivning.

Senere i det tyvende århundrede udviklede romanen sig måske væk fra det romantiske liv og hen mod familielivet, og der blev skabt nogle meget smukke og meningsfulde bøger. Familieromanen er en vigtig, nyorientering fra ægteskabsromanen, men den ene er ikke ”bedre” end den anden. Og jeg tænker, at man stadig kan frembringe noget interessant ud fra det romantiske perspektiv. Om det så rent faktisk er lykkedes for mig, er ikke op til mig at vurdere.

FOTO: PATRICK BOLGER

19

Eileen og Simon er fysisk adskilt fra Alice i store dele af romanen – og da de genforenes, har mange blandede følelser nået at bygge sig op. Det virker meget relevant nu, hvor vi alle har været adskilt fra vores kære. Spillede det ind i skriveprocessen?

Ja, det tror jeg. Det sidste afsnit i bogen var det sidste, jeg skrev, og jeg skrev det, mens vi var i næsten total lockdown, og hvor jeg ikke havde set mine venner og min familie i lang tid. Jeg tror også, det har medvirket til, at det føltes så intenst at skrive de kapitler, hvor alle fire personer er samlet under samme tag. De normale oplevelser med at være sammen med sine venner i et hus – spise sammen, vente på at badeværelset bliver ledigt, sidde oppe til sent og snakke – virkede meget mere fyldt med betydning og følelser, end de normalt ville have gjort. Jeg savnede virkelig mine venner meget. Jeg havde hele tiden haft den plan at forene alle fire personer mod slutningen af bogen, men de omstændigheder, hvorunder jeg skrev, spillede helt bestemt ind på, hvordan den sidste del udviklede sig.

Rooney

Her, som i resten dit forfatterskab, er der en følelse af mennesker, som kæmper med store følelser, mens de forsøger at skabe mening i dem og mening med sig selv. På samme tid er der en komisk dimension, som om du inviterer os til at tænke over, hvor latterlige vi alle til tider kan være. Er det en fair læsning? Ser du sig selv som en morsom forfatter?

Jeg synes, livet er meget morsomt. Så jeg ville nok ikke være ærlig, hvis jeg prøvede at skrive om livet, selv i fiktiv form, uden at forsøge at give plads til, hvor sjovt det er. Og mine personer prøver naturligvis også tit, med varierende held, at få hinanden til at grine. Jeg må indrømme, at de fik mig til at grine en del, da jeg skrev om dem. Jeg har svært ved at forestille mig venskab eller kærlighed uden en fælles sans for humor, som er nødt til at omfatte evnen til at kunne grine ad sig selv. Men jeg forsøger at undgå at gøre mine personer satiriske. Jeg synes ikke, de er mere latterlige, end jeg er – det vil sige, jeg ved, at de til tider er virkelig latterlige, og det er jeg også.

Tænker du, at denne roman har et slægtskab med andre romaner, fra nutiden eller fortiden?

Jeg læser som regel meget lidt samtidslitteratur, når jeg selv skriver. Og generelt læser jeg nok mindre samtidslitteratur, end andre forfattere gør. Det skyldes til dels, at der stadig er så mange store klassiske romaner, jeg endnu ikke har læst, især dem, der er skrevet på andre sprog end engelsk. Og at læse romaner, som har bidraget væsentligt til udviklingen af romanen som form, er en uddannelse for mig. At læse nye bøger er anderledes, selvom det naturligvis er nydelsesfuldt og giver mening. Jeg kan bare mærke, at det egentlig ikke er det, jeg har lyst til at gøre, når jeg selv skriver på noget nyt.

Jeg føler, at denne roman har et slægtskab med andre romaner. Men jeg er nødt til at træde lidt forsigtigt her, for jeg vil nødig have, at det skal virke, som om jeg sammenligner mig med nogle af de største romanforfattere, der nogensinde har levet. Jeg er påvirket af mine yndlingsbøger, men det siger intet om, hvordan det lykkes mig at udmønte denne påvirkning. Men da jeg var cirka halvvejs med at skrive Skønne verden, læste jeg Natalie Ginzburgs roman Happiness, as Such, og den var så god, at jeg var lige ved selv at holde helt op med at skrive. Jeg synes, det er en fuldstændig perfekt bog.

Jeg læste og elskede også Dostojevskijs Brødrene Karamazov, mens jeg skrev denne roman. Og selvfølgelig er Henry James derinde et sted, og jeg læste The Golden Bowl for første gang i løbet af skriveprocessen – endnu en roman om to indbyrdes forbundne par og deres sammenfiltring i hinandens liv. Jeg tog faktisk navnet “Felix” fra James’ novelle Europæerne, selvom hans Felix ikke kunne være mere forskellig fra min. Jeg spekulerer på, om jeg på et ubevidst plan også huskede en anden litterær Felix, som jeg har elsket – en person i Zadie Smiths NW, som har været en af mine absolutte yndlingssamtidsromaner, lige siden jeg læste den første gang. Måske er det at strække den for langt at beskrive disse påvirkninger som “slægtskaber”. Men det er rimeligt at sige, at jeg ikke kunne have skrevet denne bog uden de vejledende eksempler fra romaner, jeg beundrer.

21

Vi har brug for litteraturen. Ikke fordi den giver svar, men fordi den stiller spørgsmål, skriver Gutkinds direktør, JACOB SØNDERGAARD, i dette essay om Gutkinds vej ud i den danske forlagsverden.

Tekst af Jacob Søndergaard

FOTO: MARTIN REINHARD

Den 15. oktober i 2019 fik jeg et tilbud I wouldn´t refuse: Jeg blev kontaktet af det store svenske mediehus Bonnier, som spurgte, om jeg ville etablere et nyt dansk forlag for dem. Bonnier havde tidligere haft forlag i Danmark, men frasolgte dem for en del år siden. Nu var tiden inde til at starte på en frisk, og målet var at skabe et litterært forlag med kvaliteten i højsædet. Jeg ville få helt frie hænder og økonomisk rygdækning til at sammensætte et hold og til at skabe den profil, jeg ville.

Dette er den korte og enkle historie om Gutkinds begyndelse. Jeg gik straks i gang med fortsættelsen. Og der var nok at tage fat på. Når man som jeg har tilbragt over 20 år på etablerede forlag, stod det fra begyndelsen klart, at det at opbygge et forlag helt fra grunden ikke bare var en stor chance, men også en omfattende og krævende opgave. Holdet blev sat. I begyndelsen var vi fem, i skrivende stund, mindre end to år efter, er vi 15. At projektet i det store og hele ser ud til at lykkes, skyldes dette hold af erfarne, topkompetente og engagerede kollegaer. Vigtigst var dog den opbakning, vi fik

fra forfattermiljøet, og vi kunne allerede i januar 2020 udsende en pressemeddelelse om de første ni aftaler med danske forfattere, både nye og etablerede navne.

Så kom coronaen, og samfundet lukkede ned. I løbet af marts og april drøftede vi løbende, om vi skulle udsætte lanceringen af de tre første titler i maj. Vi endte med at holde fast i vores planer, og det var et held, for læserne og den litterære offentlighed var i den grad klar til Stine Pilgaards Meter i sekundet, Tine Høegs Tour de chambre og norske Matias Faldbakkens Vi er fem. Resten er historie. En historie, der blandt andet omfatter rigtig mange solgte bøger, flotte anmeldelser og De Gyldne Laurbær til Stine Pilgaard.

Og så er historien endda lige begyndt. En historie, der er drevet frem af begejstringens rus, men med frihedens ansvar som et konstant ansporende og også anfægtende vilkår. Hele tiden må vi spørge os selv: Hvad er det, vi skal? Hvad kan vi bidrage med? Hvad vil vi egentlig? Det er vidunderligt og nogle gange svimlende at stå over for de spørgsmål midt i den

22

store konkrete opgave, det er at etablere et nyt forlag.

Vi mener, at læsning og litteratur har skabende og forandrende betydning i samfundet og i menneskelivet. Det står der i Gutkinds programerklæring, og det giver os et ansvar som udgivere: Vi ønsker at gøre forlagets udgivelser synlige og relevante for læserne, og vi vil bidrage til at styrke forfatternes mangfoldige stemmer i den offentlige samtale. Den offentlige samtale forbinder man nok oftest med traditionelle medier som aviser, tv og radio, men i de sidste mange år har den jo i høj grad også fundet sted på Facebook og andre sociale medier – på godt og ondt.

Min interesse for Facebook har mange årsager: Jeg er selv en flittig bruger af mediet. Det er jeg, fordi jeg gerne vil følge op på forlagets ambition om at gøre forfatterne mere synlige, og det kan jeg hurtigt, gratis og effektivt bidrage til på Facebook. Ikke at gøre det ville efter min mening være en undladelsessynd. En anden grund er en lidt penibel og ambivalent fascination af mediets mulighed for at skabe et offentligt ansigt gennem personlige opdateringer. Der ligger en enorm og, tror jeg, grundmenneskelig fristelse i det potentiale. Hvem vil ikke gerne tage sig godt ud i andres øjne? Hvem vil ikke gerne kontrollere sit ansigt ud mod verden?

Et det ikke et helt legitimt behov, og har mennesker måske ikke altid villet det? En tredje grund er en varig forbløffelse over navnet, Facebook. Face Book. Bum. Det er velkendt, at den såre hormonelle motivation bag opfindelsen var nogle collegedrenges lyst til at lave et katalog over kønne piger, pretty faces, men navnet rummer i mine ører også en næsten skræmmende semantisk profanering af det menneskelige ansigt og af bogen med hele dens rige, betydningsfulde historie.

Den fransk-jødiske filosof Emmanuel Levinas opererer i sin tænkning med ansigtet som en metafor på det, der ikke kan reduceres i mødet med et andet menneske. Ud fra den grundiagttagelse mener han, at det menneskelige ansigt fordrer mildhed, respekt, gæstfrihed. Facebooks fremvisning af vores selvskabte ansigter gør det modsatte. Vi reducerer os selv og hinanden til social status, til udseende og nyttigt netværk. Facebooks flade, selvhævdende Face er noget helt andet end et levende menneskes nøgne og sårbare ansigt. Forfængelighedens, misundelsens, frygtens ansigt trives på Facebook.

På samme måde er Facebooks Book det modsatte af litteraturens radikale åbenhed. Én ting er, at de sociale medier tager vores tid fra læsning af bøger, de forringer

også, på et målbart kognitivt niveau, vores evne til koncentration og fordybelse, læsningens mentale forudsætninger.

Facebook er en lukket bog. Facebook lukker vores sind. Og som en konsekvens af Facebooks iskolde markedskalkulation er der tale om et helt bogstaveligt og uundgåeligt ansigtstab i form af udnyttelse af private data.

Og så er vi tilbage ved det store spørgsmål om, hvad vi vil med Gutkind. Vi ønsker blandt andet at fremme de udtryk, der unddrager sig Facebooks ambition om at stimulere og udnytte millioner af menneskers behov for selvfremstilling. Det kan bøger. Bøger står for det modsatte. Men der er et dilemma. For hvor er læserne? Hvor er den offentlige samtale om litteratur? Læserne, inklusive mig selv, opholder sig meget af tiden på Facebook og Instagram. Den offentlige samtale om litteratur udfolder sig i avisernes kultursektioner, i radioen, ved livearrangementer, men sandelig også livligt og lystdrevet på de sociale medier. Den samtale vil vi gerne deltage i og bidrage til, fordi den betyder noget for litteraturens udbredelse og synlighed. Og som forlag har vi naturligvis en interesse i at gøre opmærksom på vores udgivelser. Forlag har altid reklameret for bøger, med dagbladsannoncer, i byrummet og i boghandelen. I mange år har vi også gjort det på nettet og altså på Facebook og Instagram. Vi tror og håber, at det kan få nogle til at løfte blikket fra den seneste opdatering og give lyst til at læse eller lytte til en bog. Lidt af et paradoks.

Et forlag er en virksomhed, der har som sine opgaver at udvælge, redigere, markedsføre og sælge bøger. Måden, vi gør det på, er påvirket af det samfund, vi er en del af: af det politiske og kulturelle klima, af økonomiske konjunkturer, af mediernes offentlighed og af uforudsete omstændigheder som den pandemi, vi nu er på vej ud af. Vi er en del af et marked, og vi har ejere, der forventer, at vi er i stand til at at skabe en forretning. Men vi på Gutkind, og vores kollegaer i forlagsbranchen i øvrigt, er også drevet af en tro på, at bøgerne betyder noget. At det, vi sender ud i verden, til de mange eller de få, forplanter sig i fællesskaberne og stiller spørgsmål.

Nogle vil mene, at denne tro på fortællingernes og poesiens og argumenternes kraft er naiv. Det mener jeg ikke. Læs blot spanske Irene Vallejos Evigheden i et siv, en historisk skildring af bogens lange rejse og overlevelse på trods gen-

nem århundreder. Bøgernes kraft har formet vores samfund og vores sind. Læsning er livsvigtig, ja faktisk har litteraturen vel aldrig været mere relevant, end den er i dag. Litteraturen tilbyder et refleksionsrum, et rum med lys og skygge, med mange skjulte kroge og højt til loftet. Litteraturens rum er fuldt af gåder, og man får bedst adgang til det ved at spørge nysgerrigt. Hvis man tør det, og gør det, skal man ikke altid forvente svar, men nye spørgsmål.

Skønne verden, hvor er du, spørger Sally Rooney i titlen på sin nye roman.

Den typografiske konvention tilsiger, at spørgsmålstegnet udelades på bogforsiden, men indeni er romanen ét stort spørgsmålstegn. Blandt andet her, hvor hovedpersonen Alice skriver en lang email til sin veninde Eileen og kommer ind på emnerne skønhed og begær i lyset af markedskræfterne: ”Jeg er enig i, at forestillingen om masseforbrugerisme markedsført som ”skønhed” i virkeligheden er hæslig og ikke giver mig spor af den æstetiske nydelse, jeg f.eks. får fra sollys, der falder gennem blade eller Frøknerne fra Avignon eller Kind of Blue. Men jeg har lyst til at spørge: who cares? Selv hvis vi antager, at skønheden ved Kind of Blue objektivt set er skønheden ved en Chanel-taske overlegen, hvilket filosofisk betragtet er en stor indrømmelse, hvorfor betyder det så noget? Det lyder, som om du synes æstetisk erfaring ikke bare er noget nydelsesfuldt, men snarere noget vigtigt. Og det, jeg gerne vil vide, er: vigtigt på hvilken måde?”

Vigtigt på hvilken måde? Det spørgsmål vil vi som forlag gerne være med til at stille i offentligheden, i nye og gamle medier, men først og fremmest gennem de højst forskellige bøger, som forfatterne betror os at udgive.

23

Bøger giver mig styrken 24

FOTO: JORGE FUEMBUENA

til at møde livet

Bøger og de historier, de rummer, har fascineret spanske Irene Vallejo fra hun var helt lille. Forfatteren til Evigheden i et siv fortæller om sin passion.

Og om hvorfor hun er optimistisk på bogens vegne.

Evigheden i et siv er en hyldest til bogen. Hvor kommer din egen glæde ved bøger og det at læse fra?

I mit barndomshjem var der en overflod af bøger. Allerede inden jeg blev født, optog de så meget plads, at min familie nærmest blev drevet ud af huset. Begge mine forældre var ivrige læsere, og da jeg var helt lille, placerede de disse mærkelige papirgenstande i mine hænder. De gav mig pap-bøger til at tygge og sutte på, lugte til og til at lære at vende siderne i. Jeg var heldig. Helt fra begyndelsen fik jeg, i tillæg til livets fornødenheder – mad, søvn, ly for kulden – lært, at der findes historier, ordspil, musik, skønhed. I min familie mindes de stadig, at jeg som lille altid ville have de voksne til at fortælle mig historier. Jeg kunne ikke få nok. Jeg begyndte instinktivt at finde på mine egne historier, det var som en leg for mig.

Jeg har stadig noget af den barnlige glæde, når jeg rejser ad bøgernes sti til en helt ny verden. Fiktion hjælper mig med at skabe mening ud af virkelighedens kaos, bøger giver mig styrke til at møde livet.

Hvordan fik du ideen til Evigheden i et siv?

I løbet af min tid på universitetet og senere brugte jeg takket være et forskningslegat årevis på at studere bøgers oprindelse og fremkomsten af læsning i den antikke verden. Over et årti var dét det primære fokus i mine studier og udgivelser. Da jeg skrev Evigheden i et siv, var det som et meget personligt projekt på et virkelig svært tidspunkt i mit liv med tanke på, at det nok ville blive min sidste bog. Det føltes som en afsked, og derfor planlagde jeg denne litterære rejse med en hel del frihed og eventyr-ånd. Jeg besluttede mig for at lade mine to sider, som forsker og som skønlitterær forfatter, smelte sammen til et slags frit litterært essay uden den tyngende akademi-

ske stivhed, skabt til at blive læst med den samme slags spænding, som man kan få i en roman.

handle eller sidder i et venteværelse, er jeg nødt til at have en bog på mig, som jeg kan søge tilflugt i.

Du fortæller den dramatiske historie om bogen gennem århundrederne.

Hvad overraskede dig mest i dit arbejde med bogen?

Noget, jeg ikke havde forventet at opdage, var, at modsat hvad vi forstår ud fra den officielle historie, har kvinder spillet en enorm intellektuel rolle i Antikken, en tid der ellers var så fjendtlig over for kvindelig skaberkraft. Jeg søgte i kilderne, tekster og arkæologiske fund, for at finde spor efter kvindelige forfattere, filosoffer, videnskabsfolk og undervisere.

Evigheden i et siv er en historie, hvor kvinder ikke blot er fodnoter i historien, men hovedpersoner, modige heltinder som sammen med en hel masse mænd, selvfølgelig, har forsvaret bogen mod at blive ødelagt og glemt.

Tag bare Enheduanna, en akkadisk ypperstepræstinde, der, så vidt vi ved, var den allerførste, der satte sit navn på en litterær tekst. Eller markante skikkelser som Aspasia fra Milet, Hypatia til Anna Akhmatova, Karen Blixen og de kvindelige bibliotekarer til hest i Kentucky. Alle viser de os, at gennem historien har kvinder, der væver historier, nægtet at tie.

Jeg har forsøgt at genskabe de kvindelige pionerers hukommelse og historier, selvom kun fragmenter af sange, vers og tanker er blevet overleveret til os.

Hvorfor er en bog om bogens historie vigtig i dag?

Når vi taler om bøger, overvejer vi, hvem vi selv er. Deres sider indeholder vores ideer, er det mest værdifulde arkiv for vores erindring og for vores debatter, for så mange skrøbelige tilgange til skønhed, vores uendelige søgen, dokumenterer vores frygt, passion og opdagelser. Bøger er grundpillen i demokratiseringen af viden. Vi må huske, at bøger i århundreder var et privilegium for de meget få. De var en luksus, et statussymbol, som den eksklusive elite af de heldige og magtfulde besad. Takket være den trykte presses mangfoldiggørelse og takket være den fantastiske udbredelse af læsekundskaben og udviklingen af folkeskoler, eksistensen af biblioteker og boghandlere, er bøger i dag for de mange. Bøger tager imod os med åbne sider, uanset hvilken familie eller social baggrund, vi kommer fra. Det er en gigantisk kollektiv bedrift, skabt over årtusinder, som vi må hylde og værne om.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til bøger i dag?

De er en del af min hverdag, de følger mig konstant, de invaderer mit hjem, så jeg snart ikke kan være der, men gør samtidig mine omgivelser indbydende og behagelige. Min lille søn har allerede lært at løbe rundt i værelserne og forcere de bjerge af bøger, der står højt og lavt.

Hvor end jeg er, om jeg er på rejse, ude at

Hvad tænker du om bogens fremtid?

Siden Antikken har forskellige formater eksisteret side om side uden at konkurrere med hinanden, fordi hvert format blev brugt til forskellige formål. I dag mener jeg ikke, vi ser et kapløb, hvor enten det digitale eller papirformatet vil vinde. Det interessante er snarere, hvordan vi bedst garanterer overlevelsen af vores ideer og fortællinger. Jeg tror på, at den traditionelle bog vil bestå sammen med dens yngre kolleger, skærmene.

Gennem historien har bogen overvundet kriser og epidemier, krige og brande, forfølgelser og censur. Den har vist sig som lidt af en overlever.

Gutkind 2020-2021

Gutkind 2020-2021

De korte sætning Sangene fra Stine Pilgaards bestseller Meter i sekundet er blevet til et album med melodier af Katrine Muff – og til en bog med noder og historierne bag sangene. Læs et uddrag fra bogen, om sangen ’Fortabt er jeg stadig’.

Tekst af Stine Pilgaard Sænk mine skibe og skænk mig din fred Sangen er oprindelig skrevet som en fødselsdagssang til min kæreste, da han blev tredive. Vi mødtes ikke i sneen, men da han skulle til optagelsessamtale på Forfatterskolen. Jeg gik der i forvejen og sad på en sofa og læste, da han kom ind. Han virkede lidt forvirret, som man kan blive, når man skal bedømmes. Vores rektor, der håndterer alle akavede situationer på meget konkrete måder, rakte ud efter en skål med frugt og spurgte, om han ville have et æble. Måske, sagde Daniel med en alvor, der allerede dengang bjergtog mig. Så satte han sig over for mig og stirrede fremmedgjort på æblet. Der kunne sangen også være startet, men det kunne den på samme tid ikke. Mest af alt fordi æble er et af de ord, der ikke rimer på noget. Man kunne selvfølgelig placere det midt i første linie, men sangen skulle også slås an, og det gør man bedst med betoningen af det sidste ord i sætningen. Det ord, der skal rimes på, og som skal føre teksten videre. Situationen på Forfatterskolen er et billede, man kan frembringe med prosa, det kræver forklaringer og har – bortset fra æblet – ikke nogen klare billeder i sig.

Sneen, derimod, trækker en række af betydninger og stemninger efter sig. Man kan betragte sne, forme sne, blive sneblind, skjule sig i sne, forsvinde fra hinanden og blive fundet igen. Sneen er stille og daler lydløst ned fra himlen, men der findes også snestorme, sneskred og laviner. Solen kan ramme sneen, få den til at tindre som et smykke eller en fjord, men den kan også smelte den og omdanne landskabet til mudder og sjap. Mere lavpraktisk er sne et enstavelsesord, og rent lydligt har det mange rimmuligheder. Så selv om jeg egentlig ikke mødte min kæreste i sneen, har virkeligheden heldigvis ikke så meget at sige i tekstuniverset. Det handler ikke om at lyve, men snarere om en poetisk tidsforskydning.

Enhver tekst får sin egen logik, når den bliver til, og i Fortabt er jeg stadig blev det sandheden: Vi mødtes i sne.

Mens solen står op I sangen er der flere hilsner til andre tekster, blandt andet til en af mine yndlingsdigtsamlinger, Inger Christensens Alfabet. I tolvte digt skriver hun: ”når latteren tegner dit ansigt i luft”, et fantastisk billede, som jeg lånte og omformulerede til: ”latteren tegner dit ansigt så smukt”. Den måde, de fine linier og rynker springer frem, når et ansigt er i bevægelse.

Andre stemninger har jeg lånt fra forskellige morgendigte, eksempelvis Jakob Knudsens Se, nu stiger solen af havets skød, der med imperativer udpeger solen på himlen, og Anne Linnets Søndag i april, hvor fortælleren vågner op til kaffe og et fyldt badekar. Jeg holder egentlig meget af morgener, selv om jeg er B-menneske. Der er noget nyt og håbefuldt over den tidlige dag, men også noget viljefast, fordi lyset har fortrængt natten med tidens selvfølgelighed. I Benny Andersens vise Svantes lykkelige dag synger vi om Ninas berømte brusebad, mens fortælleren spiser ostemad; ”Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.” Særligt er jeg glad for opholdet efter ”om lidt”, musikkens pauser rører mig tit lige så meget som teksten. Man forventer en begrundelse, og i stedet kommer der kaffe. Om lidt. Det første, jeg lagde mærke til ved Katrines melodi, var netop hendes pause i versenes næstsidste linie. Det var, som om noget faldt på plads, og også fortsatte på den anden side af opholdet. Det understregede min oplevelse af det langdistanceløb, kærligheden kan være i trediverne. Musikken blev et billede på den tålmo-

dighed, det kræver at løbe mod et fælles mål, stoppe op, trække vejret og bagefter bevæge sig videre i samme retning.

Halvforargede læsere spørger undertiden, hvorfor cigaretter så tit optræder i mine tekster. Jeg er et dårligt eksempel, signalerer lavstatus, og jeg ved ikke hvad. For mig fungerer cigaretter utrolig godt på skrift, fordi de kan skabe rum og samtalesituationer. I min roman Lejlighedssange var der mange scener i baggården, hvor de forskellige bipersoner skulle mødes og interagere. Men de kunne ikke gå ned med skrald hele tiden, for så meget affald er der ingen, der har.

Derfor måtte de ryge dernede, og det er netop det smukke ved rygning. Det skaber sociale situationer, man ellers kun kan drømme om. Rygning forener os på tværs af alder, køn, generationer og sociale skel. Jeg siger ikke, at det er sundt, jeg opfordrer ikke nogen til at begynde at ryge. Jeg siger bare, at det fører et sammenhold med sig, fordi to eller flere personer gør noget sammen, der kortvarigt ekskluderer dem fra et større fællesskab. Det, jeg savner mest ved at ryge, er den særlige slags samtaler, der varer syv et halvt minut, otte, hvis man ryger Prince 100. I fjerde vers var jeg mest begejstret over det bløde g i smøg, at det kunne rime på j’et i støj.

Normalt vil j og g aldrig kunne rime, og smøgens g og morgenens krøllede blidhed passede så fint sammen. Jeg forestiller mig en lille scene fra haven eller en altan. Cigaretten foran den brændende solopgang, det gule og orange, den lille glød, den store sol, den nye dag, det korte liv.

Jeg øjner en kyst Det betyder noget, hvor tekster er skrevet, og jeg bor tæt på vand. Fjorden ser jeg hver eneste morgen, og selv om jeg ikke besøger Vesterhavet hver dag, så ved jeg, at det ligger der.

Ligesom vindmøllens cirkulære bevægelser har sat sig i denne sang, så tror jeg også, at tilstedeværelsen af vand gør noget for den måde, jeg skriver på. Måske er det derfor, de elskende strander og øjner kyster og sænker skibe. Det slog mig først, da teksten var færdig, hvor mange maritime billeder der optræder. Den første sætning, som sangen blev bygget op over, var: ”og når jeg bli’r bange, og når jeg bli’r vred/ så sænk mine skibe og skænk mig din fred”. Det er mine yndlingssætninger i sangen, fordi jeg tror på enstavelsesordenes kraft. Der findes i alt nitten ord, hvoraf seksten af dem kun har en stavelse. Det giver en helt særlig rytme og noget insisterende, som jeg godt kan lide. Det minder mig om det mod, det kræver at lægge sine våben. Jeg troede, at udtrykket var min egen formulering: Sænk mine skibe. Et ønske om at overgive sig, uden at være i stand til det. Senere fandt jeg ud af, at tv•2 i min barndom havde skrevet nummeret Sænk mine skibe. Sådan er det sikkert med flere sætninger, end jeg ved.

At de kommer andre steder fra, og pludselig er blevet mine egne, ligesom de fleste tanker og erkendelser, vi har, også kommer fra andre. Jeg bryder mig ikke om, når man taler om at stjæle fra hinanden i litteratur, fordi jeg mener, at det smukkeste ved sproget er, at det er kollektivt, noget, som alle har adgang til. Man kan ikke eje det, men alligevel kan man give det videre. På den måde minder sproget om kærligheden.

Fortabt er jeg stadig Egentlig havde min første version af sangen tolv vers. Jeg ønskede en munterhed i sangen, små glimt af parodier på tredivernes håbløse dans, trætheden, planlægningen, børnene.

ngers land

29

FOTO: ALEXANDER BANCK-PETERSEN

Jeg ønskede, at den skulle rumme et ord som family planner. Der er noget sjovt ved ord, som vi udtaler på engelsk, når man bare kan sige dem på dansk. Familiekalender. Som om der er noget fremmedgjort over dem, en afstand, der ikke lader sig oversætte. Et andet element, jeg gerne ville have med i teksten, var billedet af sangens par som to koteletter i samme fad. Tanken om at flyde rundt i orangebrun marinade af flåede tomater og fløde. Det var ulækkert, men også sært rammende for det uværdige ved at være en børnefamilie. Man er altid beskidt. Man har altid mad på sig, som andre har haft i munden. Halvt fordøjet grød, gylp i hår, lort på hænder. Jeg kan godt lide, når en tekst har flere toner. Når man både kan pege på noget sjovt og alvorligt, der taler sammen på et tredje sprog. Jeg viste sangteksten til min nabo, der er komponist. Han er meget poetisk og meget snobbet og meget klog. Han skrev sangens første melodi, og vi ville fremføre den for min kæreste til hans fødselsdag. Vi sad i det runde hus i Forundringens Have en sen aften i oktober, og jeg kan stadig huske, hvordan han spillede nogle akkorder, læste min tekst og rynkede på sin lille elitære næse. Der kan ikke stå family planner i den her sang, sagde han. Jo, sagde jeg og kom med mit sædvanlige forsvar for populærkulturen. Alligevel kunne jeg godt selv mærke det. At jeg var irriteret med en intensitet, jeg kun kan opbyde, når en anden person har ret. Du skal turde inderligheden, sagde han på en måde, jeg bedst kan beskrive som påståelig. Jeg ændrer ikke et ord, sagde jeg og gik hjem og skrev den om.

Netop det har jeg skullet øve mig på, som skrivende, men også som kæreste. At turde inderligheden, uden at punktere den. Jeg måtte overvinde min frygt for det sentimentale og stå ved, at sangen ikke handlede om kalendere og koteletter, men om kærlighed. Man kan føle sig så nøgen, når man giver sig hen til en tekst eller et menneske. Det er ikke en enkeltstående handling, men noget, man må øve sig i hver dag, og derfor er sangens vigtigste ord stadig. Det peger tilbage på et møde, der for længst har fundet sted, men også en samtale, der hele tiden fornyes, når morgenerne udskifter hinanden, mens det sner et sted i fortiden.

Tekst: Stine Pilgaard Musik: Katrine Muff

3 & b4 œ œ œ œ ˙

B¨

F

sne

Vi mød-tes i

7

A

&b œ

11

œ

œ

vir - var

af

G/B

&b œ

15

i

der går

vi

œ

œ

og

G

œ

spro - get, B¨

hen

#œ

œ

B¨

C

u - den at

se

œ

œ

et

Œ œ

˙

nys - ger - rig -

œ

hem - me - ligt F/C

œ œ œ

i - gen og

Fortabt er jeg stadig 1. Vi mødtes i sne

i -

et

œ

vi

hed C

œ

œ

œ

D‹

œ

G/B

œ

˙™

ung-dom og

A/C©

ju - bel

mød - tes

&b œ œ œ

for - blæn det af

œ

œ

F

œ œ œ œ œ ˙ œ œ œ œ œ

G/B

œ

F/A

C

˙

œ

sted

C(“4)

˙™

og C

œ Œ

gen.

Tekst: Stine Pilgaard

Musik: Katrine Muff

Vi mødtes i sne

forblændeter af ungdom og uden at se 1. Vi mødtes i sne 5. Hvor ømheden forblændet af ungdom marcherer og uden attappert se et virvar af jubel og nysgerrighed forblændet af ungdom og uden at se vi med velviljens hær vi mødtes i sproget, et hemmeligt sted et virvar af jubel og nysgerrighed En kærlighed tyndslidt og helt desperat et virvar af jubel og nysgerrighed og der går vi hen vi mødtes i sproget, et hemmeligt sted kun båret af løfterne, stålsat og klart igen og sted vi mødtes i sproget, et et hemmeligt og der går vi hen dirrende nuigen. igen og igen. mit søvnige du.

og der går vi hen igen og igen.

2. Igen og igen og tonerne blev til et langstrakt refræn et plot, en fortælling, en popmelodi godnatsange brudt sirenernes skrig 2. afIgen og igen vi følte os som og tonerne blev en luftløs ballon.

6.

Igen og igen og tonerne blev til et langstrakt refræn Mit søvnigeetdu plot, en fortælling, en popmelodi mit drama er langt, min fornuft er ituskrig godnatsange brudt af sirenernes og når jeg bliver vi føltebange os som og når jeg bliver vred Så sænk mine skibeballon. og skænk mig din fred en luftløs

jeg øjner en kyst

til et langstrakt refræn luftløs ballon, og snartEnbliver det lyst. en endeløs sætning, helt kæntret og tom et plot, en fortælling, en popmelodi jegbliver hjemsøges af idéer om flugt 3. En luftløs ballon 7. Og snart det tit lyst men latteren tegner dit ansigt så smukt godnatsange brudt af sirenernes skrig en endeløs sætning, helt kæntret og tom så tag mig for givet, det virker så tyst din krop 30 jeg hjemsøges tit af idéer om flugt fortabt du er strækker jeg stadig trods årenes gang vi følte os som mens solen står op. men latteren tegner dit ansigt så smukt og synger med tak denne kærlighedssang du strækker din kropen luftløs ballon. fordi det sku’ skesolen står op, Mens mens solen står op.

30

4. Mens solen står op, så brygger vi kaffe og drikker en kop og når vi bliver fanget i hverdagens støj så ruller vi øjne og deler en smøg så strander vi der hvor ømheden er.

111_de_korte_sætningers_land_170x245mm.indd 30

vi mødtes i så sne. brygger vi kaffe og drikker en kop

og når vi bli’r fanget i hverdagens støj så ruller vi øjne og Stine deler enPilgaard smøg så strander vi der hvor ømheden er.

Hvor ømheden er marcherer vi tappert med velviljens hær en kærlighed tyndslidt og helt desperat kun båret af løfterne, stålsat og klart et dirrende nu mit søvnige du.

Mit søvnige du mit drama er langt, min fornuft er itu 19-08-2021 13:40:07 og når jeg bli’r bange, og når jeg bli’r vred så sænk mine skibe og skænk mig din fred jeg øjner en kyst og snart bli’r det lyst.

FOTO: ALEXANDER BANCK-PETERSEN

Og snart bli’r det lyst så tag mig for givet, det virker så tyst fortabt er jeg stadig trods årenes gang og synger med tak denne kærlighedssang fordi det sku’ ske vi mødtes i sne.

Den første sætning ”En babysitterdame spiser en stor is, da hun er færdig, lader hun tvillingerne slikke sine hænder rene.”

Fra På undersiden af dagen

”Sætningen kommer fra en lille tekst, som indleder bogen, inden den rigtig begynder. Det er en tekst, som jeg skrev længe inden, jeg begyndte at skrive På undersiden af dagen, men som blev en indgang i manuskriptet. Jeg mener, at stemmen allerede er hovedpersonen Annas, men stykket er hentet fra et ubestemt sted i hendes liv, på en af hendes mange gåture i Luxembourghaven, hvor hun sidder og kigger på børn og babysittere, på træer og ponyer, og prøver at tegne dem. Jeg kan godt lide, at bogen begynder med Anna, der kigger på en anden babysitter, i resten af bogen er hun jo selv synlig i den rolle, og der er ikke mange andre babysittere eller au pairer med. Handlingen at lade børnene slikke hænderne rene er grænseoverskridende, og mindede mig om at være lidt på vagt, mens jeg skrev om Anna og familierne.”

– Emeli Bergman

”Der var en pige der hed Folkví” Fra Jeg hedder Folkví

”Romanen åbner med et lille digt, der i sin helhed lyder sådan her: ”Der var en pige der hed Folkví/ Hun leved i en anden tid/ Hun bode udi Frøsted// Om vinteren var himlen hvid / Den var hvid, næsten mild / Nej nej, den var grum // Men kan det ikke være lige meget? / For først kommer sommeren”. ”Digtet har været færdigt længe før romanen, og jeg har egentlig brugt det som en slags pejlemærke for romanens toneleje. Det lægger ud i de første strofer med en tone, som måske ville kunne godtages for at være en ældre kilde, hvilket jeg syntes var sjovt, fordi det antyder, at Folkví ’findes’ andre steder end i min roman – måske som en mytisk figur. Men allerede i andet vers skifter rytmen, og på samme tid glider tonelejet over i det mere tvivlende og nutidige. Desuden foregribes romanens udvikling i digtet, fordi der mod slutningen af bogen rejser sig et spørgsmål om, om vinteren forude er starten på ragnarok eller bare en vinter som alle andre.”

– Maria Hesselager

33 Hun går rundt mellem andre børn i sandet, i gruset, i græsset

og opdager hvad sand er hvad grus, hvad græs

vådt klistret mellem fingrene

små sten gemt i ærmet

orange bær lyser på træernes grene

en mor må holde øje med alt det der ikke kan spises

det giftige, beskidte det der kan sætte sig fast i halsen

små sten gemt i ærmet

et agern i en varm lille hånd

Digt fra Syv lag

Julie Sten-Knudsen, f. 1984, har udgivet en række digtsamlinger, blandt andet Hjem er en retning, Atlanterhavet vokser, Spor efter fugle og senest Syv lag. Hendes digte er oversat til tysk, polsk, bosnisk, svensk og engelsk. I 2021 modtog Julie Sten-Knudsen det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, i denne forbindelse skrev legatudvalget:

”Med et enormt stort og smukt sprog skriver Julie Sten-Knudsen omsorgsfulde og vidende digte, der tager læseren med ind i en verden, der ikke blot er en lyrisk parallel til vores, men mere en poetisk udvidelse af den verden, vi allesammen deler.”

KVINDEN, DER OPDAGEDE JORDENS INDRE KERNE

35

”Ved du godt, at det var Christoffers mormor, der opdagede Jordens indre kerne?”

En dag for nogle år siden kom Lotte Kaa Andersens yngste søn hjem fra skole og stillede hende dét spørgsmål.

Christoffer var en af sønnens klassekammerater, og familien, der hedder Lehmann til efternavn, kendte moren ganske glimrende. Men at der skulle være en kvinde i deres familie, der havde gjort en enestående videnskabelig opdagelse, anede hun intet om. ”Jeg tænkte, at det da ikke kunne passe, men for mig er det med Jordens indre per definition spændende, så jeg begyndt straks at google. Der dukkede en masse op om en dansk videnskabskvinde, der hed Inge Lehmann, og som jeg aldrig havde hørt om før.”

Inge Lehmann var ikke klassekammeratens mormor, for hun fik aldrig selv børn, men ellers var den god nok: de var i familie, og hun var kvinden, der i 1936 fremførte den teori, at vores klode har en indre kerne. Hun var seismolog, og det var studierne af jordskælv og de såkaldte p-bølger, der satte hende på sporet af det, der skulle blive en afgørende opdagelse.

Da Lotte Kaa Andersen først hørte om Inge Lehmann, var hun i gang med sin bog 100 dage, den anden af de tre anmelderroste og populære romaner, hun har skrevet om livet i Hellerup. Mens hun fuldførte det projekt, lå Inge Lehmann bare som en ide i baghovedet. Men da hun for et par år siden skulle i gang med noget nyt, begyndte hun for alvor at grave sig ned i historien om videnskabskvinden. Det er blevet til den biografiske roman Den inderste kerne, der udkom på Gutkind Forlag 10. maj.

Inge Lehmann var en pioner. I kraft af sin revolutionerende grundforskning, men også i kraft af sit køn. Det behøver man bare kigge på et af de billeder, der findes af hende til officielle møder og internationale konferencer for at forstå. På sit arbejdsværelse har Lotte Kaa Andersen et fotografi hængende, hvor i omegnen af 20 mænd i mørke jakkesæt sidder omkring et mahognibord.

Yderst til højre sidder en spinkel kvinde med mørkt hår og en mindst lige så alvorlig mine som de mange mænd. Hun kigger ned i bordet, ikke på fotografen.

Det er Inge Lehmann. ”Hun har været en viljestærk ener. Prøv at tænke på, hvad hun har været oppe imod. Hun har siddet der som den eneste kvinde. Det kræver virkelig noget at stå ved sig selv, at turde det, at gå ind i de lokaler og sige det, man har på hjerte,” siger Lotte Kaa Andersen.

LOTTE KAA ANDERSEN (f. 1968) romandebuterede i 2015 med Hambros Allé 7-9-13, der er første bind i den populære Hellerup-trilogi om tre familier i årene omkring finanskrisen. I 2016-2018 fulgte 100 dage og Syv sind. Hambros Allé 7-9-13 blev shortlistet til Bogforums Debutantpris og nomineret til Læsernes Bogpris, og Syv sind blev nomineret til Bedste roman ved Mofibo Awards 2020.

FOTO: DITTE CAPION

INGE LEHMANN var på niveau med Tycho Brahe, H.C. Ørsted og Niels Bohr.

Alligevel er det de færreste herhjemme, der har hørt om hende. Lotte Kaa Andersen har skrevet en biografisk roman om den danske videnskabskvinde, der mod alle odds gjorde en revolutionerende opdagelse.

Inge Lehmanns kamp for overhovedet at blive optaget i de akademiske kredse var da også lang og slidsom, faktisk nåede hun pensionsalderen, inden verden fik øjnene op for hende. I 1936 argumenterede hun i den videnskabelige artikel ”P’” for, at Jorden har en indre kerne inde i den flydende kerne, der ligger under jordkappen. Selvom det var noget, der vendte op og ned på alt, man hidtil havde troet, skaffede det hende ikke berømmelse med det samme. Tværtimod blev hun nærmest ignoreret herhjemme. ”Hun har haft sit køn imod sig, tiden imod sig og så også sin egen personlighed imod sig, for hun var sky, hadede at være i rampelyset,” siger Lotte Kaa Andersen.

Men efter Anden Verdenskrig blev hun pludselig inviteret til USA, hvor hun blev båret frem, kunne forske, fik bolig stillet til rådighed og siden modtog en række priser og udnævnelser. Amerikanerne havde fundet ud af, viste det sig, at Inge Lehmanns opdagelser kunne bruges til andet end jordskælvsforskning. De kunne, under Den Kolde Krig, også bruges til at holde øje med Sovjets atomprøvesprængninger. Dermed var der ikke kun tale om grundforskning, men også om storpolitik.

Lotte Kaa Andersen har på Rigsarkivet dykket med i det arkiv, der i 2015 blev frigivet. Og så har hun haft gavn af de personlige papirer, Inge Lehmanns familie gav hende adgang til. Ikke mindst den dagbog, hun fandt i en kasse hos Lehmanns grandnevø i Klampenborg. ”Da jeg så den og begyndte at læse, var det, som om mit hjerte holdt op med at slå. Det var dér, jeg kunne se historien.

Det er ikke nok til en roman, at hun var en enestående videnskabskvinde. Her kunne jeg mærke et lidenskabeligt, intenst, og tydeligvis højt begavet menneske,” siger hun og tilføjer: ”Det er lidt en skattejagt at lave research til en bog som den her. Jeg har prøvet at samle et puslespil om det menneske, som havde mange facetter.”

Og det er et puslespil med mange brikker. Inge Lehmann blev 104 år og forskede aktivt, til hun var 82 år. ”Jeg synes altid, store personligheder, der vil og kan noget, og som har skullet kæmpe for at få lov at være den de er, er dybt inspirerende. Det er interessant at komme ind under huden på den slags mennesker, se hvordan de fungerer, hvad der driver dem, hvad de brænder for. Man kan vel lære det af Inge Lehmann, at hvis der er noget, du vil, noget du selv kan fornemme er det rigtige, så må du gøre det. Selvom alt og alle er imod dig.”

FOTO: EVEN NEUHAUS

1

Undervejs i vores research stødte vi på disse kors: Tyskergravene på Vestre Kirkegård i København. Der er ting, vi helst går let hen over i danmarkshistorien, blandt andet vores behandling af tusindvis af flygtninge fra nazismen lige efter krigen, som mange læger ikke havde lyst til at behandle. Alt for mange døde, ikke mindst børn. De blev begravet i lag, således af der under hvert af disse kors ligger op til 10 mennesker.

2

Slægten Brinch stammer fra Fanø, og her har vi selv et hus ved Vadehavet. Meget af handlingen har vi fået ideer til, når vi gik ture ved vandet og talte om vores personer og deres liv sammen. Det har været vigtigt for os at binde den dramatiske handling til historiske begivenheder – og lige her, på denne fredelige strand, opsatte tyskerne under Anden Verdenskrig den kraftigste befæstning i hele Europa – med ikke færre end 300 bunkere, der stadig stikker op af sandet på den 12 kilometer lange kyststrækning.

3

Vi havde gået et stykke tid med idéen til romantrilogien om slægten Brinch – fra år 1900 til vor tid. Til en begyndelse lavede vi en skitse på 50 kapitler, som fik hver et ark med et årstal og nogle stikord. Derefter ryddede vi gulvet i vores store stue og lagde de 50 ark op i en første, mulig rækkefølge – og så begyndte den allerførste redigering. Vi gik så at sige rundt i historien og flyttede på begivenheder og epoker og alt det, der skete i personernes liv – før vi begyndte selve skrivningen.

3

1

2 Skriveværksted

Bag om en bestseller. Lise Ringhof og Erik Valeur fortæller om deres arbejde med Brinch-trilogien.

5

4 37

FOTO: MARTIN REINHARD

4

I trilogiens andet bind, Det er de oprørske der flygter, vokser de to brødre op i Vejle og flytter senere til København. På billedet står Erik ved det hus, vi udvalgte som deres barndomshjem på Møllebakken. Vi har brugt mange dage og uger i Vejle og andre byer i Danmark, der optræder i romanen. Det vigtige er at kunne gengive steder og stemninger så autentisk så muligt, synes vi – og vores mange rundture har også givet os helt nye ideer.

5

I andet bind fylder oprørstiden fra 1960erne til 1980erne en del – både i København, Aarhus, Thy og andre steder i Danmark. Mens de to Brinch-brødre glider fra hinanden, møder de folk fra forskellige lag og steder i samfundet – fra reklamebranchen og hovedstadspressen til folketingspolitikere, boghandlere, universitetsoprørere og bryggeriarbejdere. Nogle af dem kan ikke stå for presset fra det nye velfærdssamfund, oprøret og de krav, idealerne stiller.

”Måske vil vores oldebørn regne det vi skriver om her for selvindlysende sandheder?”

Vallekilde, 25. september kl. 15.51 Kære Cecilie Jeg venter spændt ved postkassen, jeg ved, at din nye roman, Natblomst, er på vej. Jeg læste Sølvblomst sammen med mine børn, for snart mange år siden.

Både de og jeg kan stadig tydeligt huske den, og vi var meget betagede af den. Det var noget med en dreng, som mødte en plante, og der var vist noget med, at den kunne tale, og at drengen savnede en ven, som var flyttet til en anden by. Jeg har jo selv skrevet en roman om planter, Rosarium, og jeg havde mange overvejelser omkring, hvordan jeg kunne skabe troværdige hybrider mellem mennesker og planter. Hvad har du gjort denne gang?

Kh Charlotte

Holte, 26. september kl. 20.15 Kære Charlotte Hvor er jeg glad for, at du og dine børn havde en god læseoplevelse med Sølvblomst – og handlingen er godt husket efter så mange år! Bortset fra, at det er hovedpersonen, Jonas, der skal flytte væk, ikke vennen. Det med at flytte er også et tema i Natblomst, nu er det bare en pige, Mia, der flytter til byen med haven, hvor den her helt særlige plante bor. Jeg har nemlig valgt at gøre præcis som naturen: Jeg har gentaget mig selv med en lille smule variation, så det plantevæsen, du kender fra Sølvblomst, dukker op endnu engang i Natblomst, men samtidig er det også lidt forandret. Det samme er haven omkring hende, for den har ligget uforstyrret hen i næsten tyve år. Jeg er i gang med at læse Rosarium – er langt i første del – og apropos uforstyrret er jeg super fascineret af det sted, denne del foregår: Den her helt uberørte, vilde skov, som er mange tusind år gammel. Der er tale om en virkelig skov på grænsen mellem Polen og (det gamle) Rusland, ikke? Har du selv besøgt den? kh Cecilie

38

Struer, 26. september kl. 22.08 Kære Cecilie Jo, da jeg skrev på Rosarium, var jeg på researchrejse til Europas ældste urskov, Bialowieza, på grænsen mellem Polen og Belarus. Meget af den har ligget uforstyrret hen siden istiden. Når du skriver, at der i Natblomst er en have, som har ligget uforstyrret hen i tyve år, så kommer jeg også til at tænke på området omkring atomkraftværket Tjernobyl, hvor min researchrejse også gik hen. Her har naturen taget over på få årtier, og det er både meget skræmmende og meget livsbekræftende. Også sådan husker jeg din bog, på én gang uhyggelig og livsbekræftende.

Jeg skriver til dig fra Grand Hotel i Struer, hvor jeg skal sove i nat. I morgen skal jeg holde foredrag om Rosarium på byens folkehøjskole. Det er under et tema om klima og økokrise. Hvad tænker du om planternes rolle i forhold til det? Er der noget du særligt gerne vil med dine bøger, når du netop skriver om planter?

Kh Charlotte

Ølby, 27. september kl. 15.13 Kære Charlotte Så sidder jeg i S-toget på vej hjem fra skolebesøg i Karise. Er nået til Ølby. Faktisk kan jeg godt lide at køre med S-tog, ikke mindst fordi der ofte ligger meget overgroet og halvvild natur ud til skinnerne, selv inde i byen som ved Østerport. Jeg holder af at sidde og kigge ud på den blanding af det, nogen på et tidspunkt har plantet af træer og buske og så alt det selvsåede, der er kommet til og bare vokser og tiltager sig plads.

Hvis det ikke en gang imellem blev klippet, skulle det nok brede sig hen over menneskenes verden med en vis fart – både skræmmende og livsbekræftende (det er nogle gode ord, du har fat i der). I både Sølvblomst og Natblomst har jeg gerne villet arbejde med at give denne efter min mening magiske planteverden en stemme, der kunne tale med vores menneskesprog på en måde, som mine (yngre) læsere kunne forstå. Altså hvad ville en plante sige, hvis den kunne tale? Og hvad nu hvis den siger, at den har brug for hjælp? Mit udgangspunkt var nok først og fremmest et ønske om at belyse vores relation til naturen/planterne på en måde, der kunne vise vores forbundethed. Jeg kunne være interesseret i, hvordan du sætter Rosarium ind i en klima/økokrise-kontekst? kh Cecilie

FOTO: FLEMMING GERNYX

De har begge skrevet romaner med planter som hovedpersoner.

I en MAILKORRESPONDANCE udveksler Charlotte Weitze og Cecilie Eken erfaringer. Om at skrive om økokrisen for store og små, om æbleskrog langs togskinnerne, og om håbet, der findes i naturen.

Vallekilde, 27. september kl. 22.08 Kære Cecilie Jeg håber, du havde en fortsat god togtur. Ved du, at der findes utrolig mange æbletræssorter langs jernbanelinjerne? De skulle være fra æbleskrog, som folk har kastet ud ad vinduet, altså dengang man kunne åbne vinduerne i togene.

Jeg skrev Rosarium, fordi det gik op for mig, at planter, hvor undseelige de end synes, er alt for os: Vores ilt, føde, tøj, huse, medicin, brændsel, og så laver deres oxygen også ozonlaget. Jeg tænkte også, som dig, at hvis mennesker, f.eks. gennem min roman, kan blive bevidste om og mærke den forbundethed, så er det også en vej at arbejde med klimakrise og økokrise.

Vi beskytter jo det, vi elsker. I Rosarium er det de mennesker, som forstår at forbinde sig med planterne, og ja naturen, som overlever. Nå, nu skal jeg vist passe på med ikke at afsløre for meget ...

Jeg har tænkt på, om du overvejer meget, hvad du siger til skoleeleverne om klimakrise og økokrise? Vi voksne kan jo dårligt holde ud at høre om det (men vi er voksne, så vi skal kunne høre det). Men er der grænser for, hvad du mener, børn og unge kan ”tåle” at høre?

Kh Charlotte

Holte, 29. september kl. 11.39 Kære Charlotte Ja, du må endelig ikke afsløre for meget om slutningen i Rosarium, for den er jeg ikke nået til endnu! Men det lyder lovende :) … Og tak for den skønne historie om de flyvende æbleskrog.

Mht. klima og økokrise i Natblomst så vidste jeg fra begyndelsen, at mine læsere i hvert fald ikke skulle udsættes for en dommedagsprædiken, for det ville bare skabe bekymring og en følelse af magtesløshed – og det ville slet ikke give mening for mig. Så det tema ligger i baggrunden af historien, og mere i forgrunden ligger nogle tanker om, at vi som mennesker også er natur, og at vi har et fælles ansvar for det, vi gør ved planeten, på tværs af generationer – at det er muligt at handle sammen. Og så ville jeg gerne skrive håb ind i min historie, for håbet er indskrevet i naturen, det er bare at kigge rundt. Jeg tror ikke, at jeg ville have gjort det meget anderledes, hvis jeg skulle skrive til voksne for at være ærlig.

Helt grundlæggende ville jeg i bogen gerne pege på den grønne verden omkring os som et sted, hvor det er muligt at gå hen og finde ro og forbindelse til en større helhed, for jeg oplever, at mange moderne børn (og unge og voksne for den sags skyld) lever med en grundlæggende uro og en følelse af isolation.

CHARLOTTE WEITZE Rosarium (2021) er en vildtvoksende slægtsroman om en ung pige, som slår rod i skoven, et kloster fuld af nonner, der lever af lysnæring, og en botaniker på jagt efter en rose med usædvanlige egenskaber. Fortællingen strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede til nutidens USA og videre ind i fremtiden.

CECILIE EKENS Natblomst (2021) er en historie om ensomhed, tab og venskab og ikke mindst om vores forhold til den natur, vi selv er en del af. Romanen er en selvstændig fortsættelse af bestselleren Sølvblomst fra 2002, som genudgives samtidig.

FOTO: LEA MEILANDT

Ikke at budskabet er “ud med al teknologi og tilbage til naturen”, så simpelt er det ikke, men jeg tænker, at vi i fællesskab er nødt til at genfinde en erkendelse af, at vi er indlejret i naturen, i planternes og dyrenes verden, at vi virkelig har brug for den – præcis som du er inde på.

Og ud fra den erkendelse (som både er mental, følelsesmæssig og fysisk) kan der muligvis opstå et andet syn på nogle af de grundlæggende strukturer og produktions- og forbrugsmønstre i vores samfund, der ligger til grund for den nuværende klimakrise. Det virker, som om du også er inde på nogle af de samme tanker i din bog?

Noget andet, jeg lægger mærke til, at vi har til fælles, er brugen af magiske/fantastiske elementer, når vi skriver. Normalt er jeg ikke selv så optaget af genrer, men havde du en bestemt genre – f.eks. magisk realisme – i tankerne, da du skrev Rosarium? Eller? kh Cecilie

Aulum, 4. oktober kl. 18.10 Kære Cecilie Jeg kommer altid til at skrive magisk realisme, og jeg tror, at man nemt kommer til det, hvis man har et nært forhold til naturen. I naturen er der kræfter på spil, som er svære for mennesker at styre og forstå. Og det kan føles magisk.

Efter en uge med hele fire foredrag og debatarrangementer om Rosarium, er jeg nu i Aulum. Jeg vandrer på det, der engang var den jyske hede og prøver at finde nogle af de steder, hvor de gamle eventyrfortællere boede som research til en ny roman. Jeg læste Natblomst færdig, mens jeg hvilede benene og drak en kop kaffe på det lokale pizzeria. Jeg blev meget rørt, og pizzamanden så en smule uroligt på mig. Det er en meget smuk roman, du har skrevet. Jeg synes, du får klimakrisen og økokrisen med på sådan en fin måde. Kriserne er noget, hovedpersonen Mia lærer om i skolen, men hun kan først gøre noget ved det, når hun, sammen med de andre af romanens personer, føler sig forbundne med naturen, og åbner sig for den og hinanden. Samtidig er det, som om de allerede er forbundne, men bare skal (gen)opdage det.

Da jeg skrev Rosarium havde jeg en af min barndoms yndlingsromaner i tankerne, Skarnbassen flyver i skumringen af Maria Gripe. Mon du også har læst den?

Den handler også om en plante, som kan kommunikere med nogle børn. I bogen står der noget med: Hvornår er tiden moden til, at vi forstår, at alting hænger sammen? Tror du, at tiden er ved at være moden?

Kh Charlotte

39

Holte, 5. oktober kl. 11.38 Kære Charlotte Jeg ville gerne svare: ”Ja, jeg tror, tiden er moden nu!”

Men jeg synes, det er svært at sige noget med sikkerhed om vores samtid, hvor tendenser peger i forskellige retninger. Hvilken tendens, der i det lange løb vil fremstå som den tydeligste, virker svær at forudse i dette øjeblik. Der er dog mange grunde til ikke at opgive håbet, tænker jeg, for vi to kan jo langt fra være de eneste, der går rundt med vores tanker om sammenhængen mellem alting, fornemmelsen af den magi, der ikke bare er fantasi, men virkelig findes i denne vores vidunderlige verden – og det må vi jo så også bare blive ved med at skrive historier om. (Og ja, jeg har læst Skarnbassen flyver i skumringen, Maria Gripe var også en af min barndoms yndlingsforfattere!) Et sted i Rosarium bemærker en af hovedkaraktererne noget med, at vores ekstremt destruktive levevis er af nyere dato – det tænker jeg også introducerer et længere tidsperspektiv, som måske er nødvendigt at have med her? Måske vil vores oldebørn regne det, vi skriver om her, for helt selvindlysende sandheder? Den stadige forandring gennem generationer er i hvert fald noget, jeg blev opmærksom på undervejs i din fantastiske og frodige roman, der er så vildtvoksende og billedskabende og fuld af ideer og tankegods, som jeg vil tage med mig videre.

Jeg blev færdig med læsningen i går aftes og ser stadig blomstrende rosengrene ud ad øjenkrogene, så tak for den læseoplevelse! Og jeg er glad for, at du ser det, jeg gerne vil med Natblomst – her er generationerne også i spil. Nu er jeg spændt på, hvad du får ud af dine vandringer i de gamle eventyrindsamleres fodspor på den jyske hede. Det skal nok blive en spændende tur at følge med på. Ønsker dig masser af inspiration! kh Cecilie

Redaktør Martin Bastkjær introducerer de første fire

Gutkind Essays

I serien ’Gutkind Essays’ skriver forlagets forfattere om emner, der optager dem litterært, politisk og menneskeligt. ’Gutkind Essays’ er perspektivrig og samfundsengagerende litteratur med kort læsetid og lang levetid. I personlige tekster undersøger Gutkinds forfattere, hvordan tingene hænger sammen (eller hvordan de netop ikke gør), og hvordan vi kan tænke anderledes om dem, som en invitation til dialog.

40 For mig er essayet en af de bedste genrer til netop disse ting. „Essay“ betyder „forsøg“ og er betegnelsen for en genre, hvor der er plads til at undre sig, til at udfordre sine egne holdninger og til at udjævne grøfter i stedet for at grave dem dybere. Ved at være en slags højttænkning på skrift gør essayet det nemlig muligt at følge, hvordan et udsagn opstår, hvordan en bestemt tanke eller holdning giver mening for en anden.

Julie Sten-Knudsen // Mit vintereksperiment Martin Bastkjær // Fælleshjernen I essayet skriver redaktør og forfatter Martin Bastkjær om opmærksomhedens udfordringer i de sociale mediers tidsalder. Teksten er samtidig en introduktion til serien, Gutkind Essays, der viser, hvordan moderne essays både kan belyse nogle af samtidens vigtigste emner og modarbejde tendensen til at reducere komplekse diskussioner.

I essayet sætter Julie Sten-Knudsen sig for at ændre sit forhold til mørket.

Under corona-nedlukningen forsøgte hun at finde mørkets positive sider i kunsten, fortiden og sammen med datteren derhjemme. Med sin associerende skrift bruger Sten-Knudsen vintermørket som anledning til at reflektere over klima-forandringer, udmattelse og tilbagetrækningen som en form for selvomsorg.

Daniel Dalgaard // Forestillingen om Patrick Mortensen

Kristina Stoltz // Hvem er du, der tvivler?

I essayet går Daniel Dalgaard på jagt efter forbilleder i en tid, hvor manderollen er under forandring.Med udgangspunkt i AGF-spilleren Patrick Mortensen nuancerer Dalgaard den gængse opfattelse af forholdet mellem fodbold og maskulinitet, samtidig med at han optegner kønsdebattens faldgruber og viser, hvordan vores ændrede forhold til køn er en udfordring i hverdagen, som også kan være utroligt frisættende.

I essayet skriver Kristina Stoltz om tvivlen som en måde at møde verden på. Med udgangspunkt i et far/datterforhold undersøger Stoltz, hvordan tvivlen kan skabe både afstand og nærhed i de tætte relationer, samt hvordan den kan belyse vigtige politiske og samfundsmæssige perspektiver.

Essayet er en tekst, som ikke forpligter sig på klare pointer og stringente argumenter, men i stedet kan tage nysgerrighedens nuancer på sig og bruge dem aktivt i et forsøg på at nå frem til noget væsentligt. I de fire første bidrag til ’Gutkind Essays’ skriver Kristina Stoltz om tvivl, Julie StenKnudsen om at ændre sit forhold til mørket, mens Daniel Dalgaard går på jagt efter forbilleder i en tid, hvor manderollen er under forandring. Selv har jeg skrevet et essay om opmærksomhed, der samtidig fungerer som introduktion til serien.

41

Skriveværksted Ane Bjørn, der har skrevet og illustreret den barske og bevægende billedfortælling Trylleblik, fortæller om sit arbejde.

3

1

2

2

Et menneske på flugt er et menneske på flugt Da jeg tegnede Trylleblik, var det vigtigt for mig at skabe et univers, der ikke var alt for historisk eller kulturelt specifikt. Historien om at flygte er almenmenneskelig og tidløs, og det skulle gerne afspejle sig i billeduniverset. Derfor har jeg hentet inspiration i både historiske og aktuelle fotos af flygtninge og krigsramte byer. Skræller man de kulturelle markører væk fra alle de fotos, så er et menneske på flugt et menneske på flugt, og et barn, der leger i ruinerne, er et barn, der leger i ruinerne.

I 1940’erne, i 1990’erne, i dag. I Syrien, Myanmar, Jugoslavien, Tyskland.

FOTO: LEA MEILANDT

1

I bunden af tasken En del af inspirationen til min nye bog findes nede i min seksårige datters taske. Vend bunden i vejret på den taske og ud vælter hver gang en ny samling af fundne ting. Og når jeg spørger, om hun absolut skal beholde dét beskidte potteskår eller dén halve klemme, ser hun overbærende på mig og holder et stykke knækket plastik op i lyset, så jeg kan forstå, at det jo er en diamant. Jeg er ret misundelig på det blik, som hun ser den diamant med. Børneblikket, der kan se verdens skjulte skatte – både dem der faktisk findes, og dem man bare ønsker sig.

3

På papiret Indrømmet – det ville nogle gange være smart, hvis man bare kunne trykke Ctrl+z, når man fortrød eller tegnede forkert. Men når man tegner i hånden, forpligter hver eneste streg, og hvis man taber penslen (det gør jeg af uransagelige årsager tit) eller sætter en skæv streg, må man enten improvisere eller starte helt forfra. Det er besværligt, men også fedt, for det gør, at der er noget på spil i den analoge illustration, og den har i mine øjne en særlig sjæl i kraft af sine små skønhedsfejl, penselspor og fingeraftryk, der bærer vidne om dens tilblivelse på papiret.

4

Den første tegning Jeg tegner ret simple menneskefigurer med få detaljer og ofte uden farver. Jeg kan godt lide den udfordring, der ligger i at skabe en figur med masser af personlighed kun ved brug af meget enkle virkemidler og få streger. Nogle gange skal der mange forsøg og skitser til, før jeg lægger mig fast på, hvordan en figur skal se ud, men sådan var det ikke med hende hér, pigen med trylleblikket. Hun stod bare der på papiret i første forsøg, lysende klar og færdig og lige, som hun skulle være.

5

Fra idé til færdigt opslag På idé-stadiet ser jeg næsten altid bogens billeder for mig som scener i en film med skiftende kameravinkler, klip og fokus. Første skridt i tegneprocessen er at koge filmen ned til enkelte tableauer. Det gør jeg typisk med små mini-tegninger direkte i manus. Herefter laver jeg en grov blyantsskitse, hvor jeg får alle elementerne i tegningen på plads. Inden jeg laver den endelige tegning, laver jeg også nogle gange en mere nøjagtig placeringsskitse, hvor jeg får helt styr på størrelser, plads til tekst, margin osv., så jeg fx ikke får placeret en vigtig detalje lige i midterfolden.

4

5 43

Du har valgt at kalde Hummerens skjold for en fortælling om familiens mytologi. Vil du fortælle lidt om, hvad det er – og hvad der har inspireret dig til at skrive om netop dét?

Familien (forstået bredt som en enhed bestående af en eller flere voksne og et eller flere børn) former vores liv på meget konkrete måder: De fleste af os vokser op i en, og som børn og unge voksne er vi afhængige af den økonomiske og følelsesmæssige tryghed, familien tilbyder.

Når vi skal forklare os selv eller andre, hvem vi er, og hvordan vi er blevet sådan, er familien det naturlige udgangspunkt. Fortællingen kan tage form af et opgør, en idealisering, en elegi eller en blanding af alle tre. Uanset hvad tror jeg, at det er de færreste, der formår at tænke sig fuldkommen fri af den. Med andre ord spøger den familiestruktur, vi er vokset op i, i os hele livet igennem – måske særligt, når vi selv står overfor at skulle stifte eller ikke stifte vores egen.

Mens jeg skrev Hummerens skjold var jeg optaget af familien, ikke udelukkende som et sted for ondskab, mørke og svigt, men som noget du ikke kan gøre dig fri af, uagtet hvor harmonisk det har været. Noget, der mærker dig. Dit barn vil altid være dit barn, uanset om du forlader det, og dine forældre vil altid være dine forældre. Der er noget radikalt ved uafvendeligheden i den forbindelse, som fascinerer mig. I romanen lader jeg en af mine karakterer formulere det som kærlighedens sindssyge matematik: aldrig mere at kunne trække det fra, som én gang er blevet lagt til.

Q&A Caroline Albertine Minor

Vi møder også clairvoyanten Bee Wallance og hendes datter Seraphina, der er ASMR-artist. Gennem deres karakterer præsenterer du læseren for alternative forbindelser mellem mennesker. Hvad fascinerer dig ved de emner?

Forbindelse og fysisk nærhed hænger ikke nødvendigvis sammen. Du kan føle dig meget langt fra det menneske, du deler seng med, og meget tæt på en avatar på et chatforum, der tilfældigvis deler din interesse for vegansk madlavning, naturlig hudpleje og klimaforandringer.

Med i romanen er også de tre søskendes afdøde forældre, Charlotte og Troels. Vil du fortælle lidt om, hvem de er? Hvordan forholder de tre søskende sig til dem og til døden?

Charlotte og Troels Gabel er skrevet frem som to eventyrlige skikkelser. Charlotte er, som der står et sted, født til at elske. Født til at give sig selv væk, mens Troels er fanget af sin længsel efter frihed. Martyren og Den Fraværende Far. De er mennesker af den gamle skole – og jo også døde, når læseren møder dem.

Vi lever i en tid (og på et sted), hvor nogle af de vante forestillinger om og forventninger til kønnene og voksenlivet er i opbrud og til forhandling. Af samme grund har det været mig magtpåliggende at forstå, hvad det er, jeg er formet af – virkelig gå til bunds i idéen om Moren og Faren, skrive den helt ud.

Måske slippe fri.

Romanen er en flerstemmig fortælling, og i centrum af den står de tre Gabel-søskende – Ea, Sidsel og Niels. Hvordan opstod idéen til de tre karakterer?

Jeg var til et foredrag, hvor der på et tidspunkt blev sagt, at man kan vide alt, der er værd at vide om et samfund, ved at se på, hvordan det behandler den fremmede, den faderløse og enken. Siden fandt jeg ud af, at det er hentet fra et sted i Bibelen: ”Når du høster druerne i din vingård, må du ikke plukke rent efter dig; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage. Husk, at du selv var træl i Egypten. Derfor befaler jeg dig at handle sådan.” – 5. Mosebog Kapitel 24.

Den enkle og smukke tanke om, at mennesker i udsatte positioner fungerer som en lakmustest for samfundet, interesserede mig, og jeg skrev i min notesbog: Den fremmede / Den faderløse / Enken. Det var det første skridt. Jeg begyndte at tænke over måder, hvorpå jeg kunne skrive dem frem som levende, rundede karakterer, uden at slippe arketypen, og lidt efter lidt dukkede de tre Gabel-søskende op.

Det er ikke sådan, at Ea, Sidsel og Niels hver især svarer til én af de tre kategorier, for som romanen voksede, gled den oprindelige idé, der vel var et slags stillads for mine tanker, i baggrunden. De tre arketyper er til stede i den færdige bog, men de knytter ikke an til en enkelt eller flere karakterer. De flyder mere frit omkring blandt alle karaktererne som det potentiale for sårbarhed, ethvert menneske rummer.

Hvornår holder du allermest af at læse? Hvad synes du, at litteraturen kan, når den er bedst?

Den forbindelse jeg talte om ovenfor, som er så særlig og værdifuld, når den opstår mellem to mennesker, den oplever jeg også ind imellem, når jeg læser.

Det er det, jeg læser for – og efter. En genkendelse, der ikke skal forstås som imitation eller spejling, men som det i den anden, der afslører vedkommende som mere menneskelig, mere virkelig, end jeg selv er.

Hvad har været den største udfordring eller det mest interessante for dig i arbejdet med romanen?

Jeg ønskede at skrive historien på en måde, så læseren kunne bevæge sig rundt i romanen som et rum og se på det samme emne fra mange forskellige vinkler – til eksempel de tre Gabel-søskendes barndom. Romanens nutidsplan foregår over fem dage, men jeg tror faktisk, at det er fortiden, der rent proportionelt fylder mest. Når jeg skriver, forsøger jeg at nærme mig min egen erfaring af at være (i live, mener jeg) – dét, at man som menneske både er en fysisk krop i en fysisk verden, og dermed fanget i en lineær tidslighed, men også er en bevidsthed, der kan lade tankerne vandre. Hvordan betinger de to hinanden? Det interesserer mig.

Oprigtig forbundethed er sjælden, og man skal værdsætte det, når det opstår.

Jeg længes (nogle gange desperat) efter det i mit eget liv, og måske derfor fylder det så meget i det, jeg skriver: de små øjeblikke, hvor to mennesker for alvor er åbne overfor hinanden på præcis det samme tidspunkt.

FOTO: MARTIN REINHARD

45

”Når jeg skriver, forsøger jeg at nærme mig min egen erfaring af at være” Med Hummerens skjold har Caroline Albertine Minor skrevet en roman om søskendekærlighed og komplekse familierelationer.

Her fortæller hun om bogen, karaktererne og inspirationen bag.

Bøger på vej

Hvis man ikke vidste bedre Lotte Kirkeby 5. januar 2022

Læsepadden Pede Carl Quist-Møller 12. januar 2022

Tænk ikke på mig Vilma Sandnes Johansson 26. januar 2022

Mig og Mille Anne Sofie Hammer og Sofie Lind Mesterton 2. februar 2022

1795 Niklas Natt och Dag 16. februar 2022

Mit navn er Jensen Heidi Amsinck 23. februar 2022

Ondskabens net Max Seeck 19. januar 2022

Ly Emma Bess 9. februar 2022

Milo ser verden Matt de la Peña og Christian Robinson 2. marts 2022

Omsorg Claire Keegan 9. marts 2022

Onde blomster Gunnhild Øyehaug 23. marts 2022

Til San Francisco Clara Elisasson 30. marts 2022

Lille træ Jacinta Madsen 6. april 2022

Rasmus Nikolajsen

Måske sjælen

Familieversfortælling Gutkind

Heroin chic Maria Kjos Fonn 20. april 2022

Måske sjælen Rasmus Nikolajsen 11. maj 2022

Jeg er her ikke Lize Spit 18. maj 2022

Indkredsning III Carl Frode Tiller 25. maj 2022

Hold dig opdateret på Gutkinds udgivelser Gutkinds nyhedsbrev, NYE SIDER, bringer dig tæt på forfatterne, guider til spændende læseoplevelser og præsenterer aktuelle udgivelser.

Tilmeld dig på gutkind.dk.

Firekeepers datter Angeline Boulley 1. juni 2022

Nattens dronning Simona Ahrnstedt 22. juni 2022

Gutkind Forlag

gutkind_forlag

48

Q&A Kristina Stoltz Med Paradis først har Kristina Stoltz skrevet en roman om et stormfuldt kærlighedsforhold – og om at erindre en kærlighed, der var engang.

Paradis først fortæller historien om Kristina, der rejser tilbage til USA for at gense sin ungdomskæreste Marlon, som hun ikke har set i næsten tyve år. Besøget bringer et hav af minder frem om det forhold, de havde i 90’erne, og de begivenheder, der fandt sted i verden omkring dem.

Hvornår fik du idéen til at skrive bogen?

Idéen har ulmet i mig i mange år, men jeg har ikke været i stand til at skrive romanen før nu, fordi historien følelsesmæssigt har ligget for tæt på mig: Da jeg var i tyverne, boede jeg i USA ad adskillige omgange, og de erfaringer, jeg gjorde mig dengang, var så heftige og omvæltende, at jeg længe havde rigtig svært ved at få greb om stoffet. Min erfaring er, at man skal have begivenhederne på afstand, før man kan trække på dem som romanstof, og mine oplevelser fra USA kunne i mange år ikke synke til bunds og blive en del af min fortid. Det var, som om de stadig var en del af min nutid, og derfor kunne jeg ikke skrive om dem. Ikke før nu.

Hvordan blev fortællingen til?

Da jeg begyndte at skrive Paradis først, dukkede erindringen om mine egne kæresteforhold konstant op. Hvad jeg troede skulle være en enkel kærlighedshistorie, blev en historie, der i lige så høj grad kom til at handle om erindring. Jeg oplevede, at så længe man sørger over et kærlighedsbrud, holder man stadig kærligheden og erindringen om den elskede i live – det bilder man i hvert fald sig selv ind. I det øjeblik sorgen letter, forsvinder den elskede også, og det kan der være noget brutalt ved, som at udviske et helt kapitel af sit liv.

Mens jeg arbejdede på bogen, indså jeg, at selvom jeg havde holdt kunstigt liv i den tabte kærlighed til en tidligere kæreste, ja, så tilhørte han fortiden og erindringen om den. Og jo mere jeg dykkede ned i erindringerne, gik det op for mig, at minderne i høj grad er fiktion, der er formet af nutiden. Erindringsstoffet er fuldkommen upålideligt i forhold til, hvad der egentlig skete: Personer og steder blander sig sammen, følelser, man mindes at have haft på et givet tidspunkt, viser sig at have været nogle andre, når man tjekker efter i dagbogen. Det nærmeste, vi kan komme ”sandheden”, er det, vi husker med kroppen, følelserne, det sprogløse. Arbejdet med skriften består derfor i at give det sprogløse sprog.

Udover at romanen skildrer erindring, bruger du også skriften til at vise, hvordan erindringen faktisk fungerer. Vil du fortælle lidt om, hvordan du har grebet det an?

Jeg er blevet meget bevidst om, hvordan ens måde at erindre hele tiden forskyder sig afhængigt af humør, livsomstændigheder, og hvad man i øvrigt er optaget af den dag, hvor man tænker på fortiden – hvordan filmen og stemmerne inde i hovedet hele tiden fluktuerer, skifter tid, skifter synsvinkel. Man ser sig selv indefra det ene øjeblik og udefra det næste øjeblik.

En konkret episode, der ligger tyve år tilbage, ændrer sig således mange gange i erindringen, og hver gang man sætter ord på episoden, bliver den til et nyt minde, som efterhånden ligger meget langt væk fra det, der oprindeligt skete. For at afspejle dette kaos, som erindring er, lader jeg tid og pronominer skifte hyppigt i skriften, af og til inden for den samme sætning.

For eksempel dukker mindet om det første møde mellem Kristina og Marlon op flere gange i bogen, men hver gang forskudt og lidt anderledes husket end forrige gang. På samme måde glider nutid og datid ind og ud ad hinanden. Det samme gør sig gældende for pronominerne; nogle gange står der ’jeg’ om Kristina, andre gange står der ’hun’. Så tiltales Marlon ’han’ og ’ham’ og så ’du’. Jeg har skrevet romanen på den måde, fordi jeg oplever, at det er sådan, erindring fungerer.

FOTO: MARTIN REINHARD

Hvorfor ville du gerne skrive om kærlighed? Hvordan oplever hovedkarakteren kærlighed?

Kærlighed er alt. Kærligheden er grunden til, at vi findes. Samtidig er det en mystisk størrelse under konstant forandring, ikke til at få greb om, ikke til at gennemskue, hvilket nok er grunden til, at kunstnerne stadigvæk forsøger at beskrive den, få hold om den, udlægge og forklare den. Det lykkes aldrig. Man kan sige, at et forsøg på at beskrive kærligheden er dømt til at mislykkes. Ikke desto mindre bliver vi ved.

I romanen har de to elskende svært ved at kapere virkeligheden, dagligdagen, trivialiteterne, det besværlige og naturligvis også al ondskaben i verden. Sammen forsøger de at opbygge eller gemme sig bag forestillingen om et slags paradis på jorden, hvis bærende søjler alene udgøres af deres kærlighed. I den kristne forestilling kommer paradiset efter livet på jorden. I romanen insisterer de elskende på, at paradiset kommer først. På den ene side oplever Kristina kærligheden til Marlon som en port ind til paradis, og på den anden side som en fælde, hun aldrig kan komme fri af igen. Det er en forelskelse så voldsom, at hun fuldkommen mister sig selv. Det er en livsfarlig kærlighed.

”Romanen har ulmet i mig i mange år, men jeg har ikke været i stand til at skrive den før nu”

Hvad håber du, at læserne tager med sig, når de har læst bogen?

Jeg håber, at læserne har mærket kærligheden, tiden og volden, som romanen kredser om, at det sætter skub i erkendelsen af, hvor komplekst det er at være menneske, hvor umuligt det er at opdele verden i unuancerede sandheder. Og så håber jeg, at romanen kan anspore læseren til at dykke ned i deres egne erindringshav og lade sig overrumple af, hvor vilde historier vi hver og én bærer rundt på.

FOTO: ASBJØRN SAND

Mandag d. 5. august drengene leger en leg de kalder ”stadig i bevægelse” på én gang kaster de frisbee og skyder bold til hinanden og man må ikke have begge dele samtidig hvis en af delene stadig er i bevægelse er man dog ikke død og derfor råbes der hele tiden dette ”stadig i bevægelse” ellers er det hverdagen der truer følelsen af at det lønarbejde der venter vil æde og destruere mig

Digt fra Sommerferiedigte

49

NIKOLAJ ZEUTHEN (f. 1977) debuterede i 2009 med digtsamlingen Oliebål, der blev fulgt af romanen Verdensmestre i 2010. Siden er kommet romanen Buemundet guitarfisk og et par håndfulde øvrige titler i mange forskellige genrer, herunder tegneserie, skuespil og senest digtsamlingen Sommerferiedigte fra 2021. Zeuthen er desuden forsanger og sangskriver i orkesteret Skammens vogn.

Velkommen til Gutkind Bogcast

Hjemme hos Helle Helle

Når Helle Helle begynder at skrive en bog, har hun brygget på de første sætninger i månedsvis. Sådan var det også med hendes nye roman, BOB, der handler om et ungt par, som flytter til Vanløse. I denne udgave af Gutkind Bogcast er du inviteret inden for i Helle Helles hus til en samtale om hendes forfatterliv. Men vi skal også tale om, hvordan det er at være Helle Helle, når hun ikke skriver.

Tag dine hovedtelefoner på og lyt med når vi taler med nogle af Danmarks bedste forfattere og følger arbejdet med bøgerne på forlaget på helt tæt hold.

På redaktørens kontor

Tusindvis af danskere drømmer om at skrive en roman, og forlagene modtager stakke af uopfordrede manuskripter hver dag. Men hvordan gør man egentlig, og hvad skal der til for at slippe gennem nåleøjet? Louise Kønigsfeldt er seniorredaktør på Gutkind Forlag, og hun deler ud af sine bedste råd og fortæller om sit arbejde med forfattere som Helle Helle og Stine Pilgaard.

På forsiden

Nogle gange slår det gnister, allerede når man får øje på en bogforside gennem boghandlens udstillingsvindue. Men hvorfor ser en bog ud, som den gør? Og kan det passe, at bøger i dag designes til at se godt ud på Instagram?

Vi har en af Danmarks dygtigste bogdesignere i studiet: Alette Bertelsen, som har designet alt fra kogebogsklassikeren Suveræne salater til Charlotte Weitzes eventyrlige slægtsroman Rosarium. Du kan også møde Dan Gildin Kragelund, bogladechef i Politikens Boghal.

For hvilke forsider falder vi for?

Skriveliv

Hvordan bliver en bog til? Hvor finder man inspiration? Tine Høeg kan ikke skrive, hvis hun har lagt en plan for handlingen, og Kristina Stoltz læser meget og ”lytter” sig frem til, hvordan hendes bøger skal være. Vi har de to forfattere i studiet til en samtale om deres skriveliv.

På de skrå brædder med Tine Høeg

Det er længe siden, at Tine Høeg satte sidste punktum i sin roman Tour de chambre, men hendes arbejde med bogen sluttede ikke der. I efteråret 2021 er romanen nemlig blevet forvandlet til en teaterforestilling på Det Kongelige Teater i København.

Det er Tine Høeg selv, som har skrevet manuskriptet, og i denne miniserie giver hun et unikt indblik i sin arbejdsproces fra første prøvedag til premieren.

Du finder Gutkind Bogcast på Gutkind.dk eller dér, hvor du lytter til dine podcasts.

Indhold 4

”Jeg har behov for ensomhed for at kunne skrive” – et interview med Tine Høeg

10

Helle Helle – historien bag bøgerne og hvordan hun blev forfatter

14 Manderoller Geir Gulliksen, Kjell Westö og Daniel Dalgaard om den moderne mand 18 Sally Rooney Q&A 20

Jacob Søndergaard Om at spørge

24

”Bøger giver mig styrken til at møde livet” – Irene Vallejo om sin passion

26

Udgivelser fra Gutkind 2020-2021

28

Sangene fra Meter i sekundet Stine Pilgaard og Katrine Muff

32

Den første sætning, Emeli Bergman og Maria Hesselager

33

Et digt af Julie Sten-Knudsen fra Syv lag

34

Kvinden, der opdagede Jordens indre kerne – interview med Lotte Kaa Andersen

36

Bag om en bestseller – Lise Ringhof og Erik Valeur

38

Cecilie Eken og Charlotte Weitze mailer sammen

40 Gutkind Essays 42 Skriveværkstedet med Ane Bjørn 44 Caroline Albertine Minor – søskendekærlighed og komplekse relationer 46

Bøger på vej fra Gutkind

48

Kristina Stoltz – Romanen har ulmet i mig i mange år

49 Poetisk sommerferie med Nikolaj Zeuthen 50

Gutkind Bogcast

51

Tine Høeg som alfabet

Gutkind Forlag

gutkind_forlag

Alfabetplakat af Tine Høeg og Mads Flintholm. 40x40 cm, Fine Art Print på 265 g. mat papir. Pris: 450 kr. inkl. porto.

Sådan bestiller du: Send en mail til flintholm@gmail.com med navn, adresse og telefonnummer. Du får information om betaling, når bestillingen er modtaget.

Leveringstid op til 2 uger. Sælges så længe lager haves

Gutkind Forlag A/S Læderstræde 9 DK-1201 København K

info@gutkind.dk gutkind.dk

Facebook: Gutkind Forlag Instagram: gutkind_forlag

TINE HØEG om ensomhed, skrift og gåture. Da HELLE HELLE blev forfatter. KJELL WESTÖ, GEIR GULLIKSEN og DANIEL DALGAARD sætter tidens mænd under lup. Med SALLY ROONEY på jagt efter en ny fortællerstemme. JACOB SØNDERGAARD om litteraturens spørgsmålstegn. IRENE VALLEJO og glæden ved en bugnende bogreol. STINE PILGAARD om at gøre en bestseller til sange. Ind til kernen med LOTTE KAA ANDERSEN. På researchtur med LISE RINGHOF og ERIK VALEUR. I skriveværkstedet hos ANE BJØRN. Når planter bliver hovedpersoner – en mailkorrespondance mellem CECILIE EKEN og CHARLOTTE WEITZE.

GUTKIND