Issuu

Geder og guder

Da Lionel Messi voksede sig stor

Geder og guder – Da Lionel Messi voksede sig stor

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet med foto af Bagu Blanco/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Forfatterfoto: Ricardo Grassi

Fotos: Liewig Christian/Shutterstock/Ritzau Scanpix (forrest), JB Autissier/Ritzau Scanpix (bagest)

Øvrige billeder: privatfotos af Morten Glinvad

Tegning: Miguel Rep

Sats og tilrettelægning: LYMI DTP-Service 1. udgave, 1. oplag

Trykt hos Scandbook EU

ISBN 978-87-7239-282-0

Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node.

Læderstræde 9, 1. • DK-1201 København K alphaforlag.dk • @alphaforlag • kontakt@alphaforlag.dk

“Don’t write about him, don’t try to describe him. Just watch him.”

Pep Guardiola

Indhold

INDLEDNING: Big Bang 9

1. DEL: MESSI OG MARADONA 27

Sådan døde Diego 29

Kirken og Gaflen 49

Gud er ikke argentiner 70

2. DEL: VOKSEVÆRK 91

Hjemkomst 93

Geniet og sekten 109

Når dværge vokser 127

Dette er Paris 145

Eksorcisme 162

3. DEL: EN NY VERDEN 185

Fatamorgana 187

Cirkus Messi 214

Qatar-effekten 234

AFSLUTNING: Længsel 255

Tak 274

Litteratur 277

INDLEDNING: Big Bang

Om lidt skal Lionel Messi spille fodbold. Jeg lukker øjnene og forsøger at genkalde mig oplevelsen af Messi, da han var bedst. Jeg forestiller mig den lille mand drible sig ud af en tilsyneladende umulig situation. Han orienterer sig og fortolker banens geometri, og han ser sine holdkammeraters bevægelser før alle andre. Han udfører alt med den mest utrolige præcision. Det ender med, at han scorer et mesterligt mål med venstrebenet. På tribunerne messer titusindvis af mennesker hans navn og fører armene frem og tilbage over hovedet i en tilbedende bevægelse. Vi overgiver os alle til Messis talent. Vi føler os privilegerede over at være til stede. Vi ved, at vi har bevidnet noget særligt, men vi ved også, at han nok gentager det hele i den næste kamp. Og nede på banen peger Messi mod den aftenmørke himmel og mindes sin afdøde bedstemor, der fulgte ham til træning, da han var barn hjemme i Rosario.

Jeg åbner øjnene og hører støj fra oven. Jeg kigger op mod virkelighedens lyseblå himmel. På den cirkulerer en flyvemaskine med et banner spændt ud bag sig. Banneret reklamerer for Hard Rock Bet, der bryster sig af at være Floridas eneste lovlige bettingselskab.

Rundt omkring mig er en endeløs strøm af mennesker ved at ankomme til Hard Rock Stadium i udkanten af Miami. De søger mod rulletrappen, der fører op til tribunerne og den moderne fodboldverden, hvor de lidt senere skal se Lionel Messi i aktion i åbningskampen i en ny turnering, der ifølge arrangørerne vil indvarsle fodboldens nye tidsalder. Jeg opgiver hurtigt at tælle, hvor mange af stadiongængerne der er iført de lyserøde Inter Miami-trøjer med Messis navn og 10-tallet på ryggen. Enkelte bærer bedagede Barcelona-trøjer eller argentinske landsholdstrøjer, og en ung mand har taget en sort T-shirt på med en illustration af Messi og bogstaverne G.O.A.T. Forkortelsen for Greatest Of All Time.

Han er i hvert fald den bedste fodboldspiller, jeg nogensinde har set.

Nu er Lionel Messi ti dage fra sin 38-års fødselsdag. De sidste kapitler i historien om hans fodboldkarriere bliver skrevet her i Florida, og selvom han ikke længere er den spiller, han var, er verdens sult efter at se Messi på en fodboldbane fortsat enorm.

Om lidt skal han spille kamp nummer 1106 i sin overdådige karriere. Er det mon sidste gang, jeg selv skal se Messi på en fodboldbane? Tanken er overvældende. Egentlig burde jeg føle mig heldig over at være her. Men jeg kan ikke rigtig mærke forventningens glæde i kroppen.

I de sidste dage har jeg brugt al min tid på at beskrive alt det forkastelige ved det, jeg skal være øjenvidne til i USA: Club World Cup. En helt ny turnering, hvor Messi og Inter Miami sammen med 31 andre klubber fra hele verden over en måned i sommeren 2025 skal kæmpe om at kunne kalde sig verdens bedste. Dette klub-VM er et enormt prestigeprojekt

for arrangøren, fodboldens verdensforbund, FIFA, men optakten har mere handlet om penge, magt og politik end om selve fodbolden. Klub-VM fremstår som endnu et klimaks i det 21. århundredes kamp om fodboldens sjæl.

I den kamp står Lionel Messi i centrum, hvad enten han selv er klar over det eller ej. Siden han i 2004 debuterede for FC Barcelonas førstehold, har hans glorværdige karriere udspillet sig i en fodboldverden under hidsig forvandling. Alt er blevet større, måske for stort, og det samme gælder Messi. Hans storhed på fodboldbanen er blevet til en verdensomspændende forretning, som alle vil have del i. Derfor har arrangørerne af det opsvulmede klub-VM taget kreative midler i brug for at sikre hans tilstedeværelse som åbningskampens trækplaster. For har man Messi, har man verdens opmærksomhed.

Foran Hard Rock Stadium prøver jeg igen at tænke på Messi i storhedstiden i Barcelona. Dengang var det hele nemmere og renere, nok også for Messi selv. Den unge Messi var det pure talent, som ikke befandt sig bedre noget sted på Jorden end på en fodboldbane. Men fortiden er svær at mærke, når tv-reportere iført skriggule FIFA-veste piler omkring og opfordrer tilskuere i lyserøde Inter Miami-trøjer til at råbe, at “Messi is The GOAT! ” Så FIFA kan få lagt lidt indhold på sine mediekanaler, der kan legitimere den nye turnering gennem Messis popularitet.

Det føles lidt uværdigt, at karrieren ebber ud her. På et stadion, der egentlig slet ikke er et fodboldstadion, i et gudsforladt område i udkanten af Miami med en Dunkin’ Donuts og et Walmart-supermarked som nærmeste naboer.

Jeg finder presseindgangen, hvor der hænger logoer for turneringens sponsorer, hvis nogen skulle have glemt dem. Ét logo består af de tre bogstaver P, I og F, som er forkortelsen

for Saudi-Arabiens Public Investment Fund. Et andet logo tilhører streamingtjenesten DAZN, der et halvt år forinden kom FIFA til undsætning ved at købe de globale tv-rettigheder til klub-VM, som især de europæiske tv-selskaber var uinteresserede i. Også DAZN har tråde til Saudi-Arabien, der har købt sig ind som medejer som led i bestræbelserne på at sikre magt og indflydelse i verden gennem investeringer i fodbold.

I FIFA har saudierne fundet en velvillig partner. For forbundets schweiziske præsident, Gianni Infantino, er det tilsyneladende uproblematisk at promovere et autoritært styre som det saudiske, der i alvorlig grad krænker menneskerettighederne.

Hvis Lionel Messi ønskede det, kunne han have repræsenteret en af de saudiske deltagere i klub-VM, for i karrierens senere år har Messi knyttet stærke bånd til både SaudiArabien og fodboldens andet mellemøstlige magtcentrum, Qatar. I stedet er han på hjemmebane her i Florida, men det er ikke meget, vi har set til Messi i optakten til turneringen. Da Inter Miami lukkede medierne ind til et træningspas med lovning på at kunne tale med spillere, var Messi fraværende. Først aftenen før åbningskampen lagde FIFA en video ud med nogle spage udtalelser fra Messi, der vistnok glædede sig meget.

Inde i presserummets café åbner jeg min computer og læser de internationale mediers dystopiske optakter til klub-VM. Fødslen har ikke været nem. Billetsalget har været sløvt, og i Europa er den nye turnering blevet mødt med hovedrysten og kritik for at være et absurd og meningsløst misfoster og endnu et eksempel på, at der bliver drevet rovdrift på spillerne.

Et par dage forinden har Gianni Infantino kaldt klub-VM

for fodboldens Big Bang. Åbningen vil ifølge schweizeren indvarsle en ny verdensorden, hvor klubfodbolden, som vi kender den, vil blive erstattet af noget nyt og moderne med FIFA i spidsen. Mest af alt er den nye turnering Infantinos personlige forsøg på at møve sig ind på klubfodboldens globale marked, der indtil nu har været domineret af det europæiske fodboldforbund, UEFA, der i mere end 30 år har tjent styrtende med penge på Champions League.

Midt i de mange nedslående artikler om, hvad klub-VM fortæller om fodboldens tilstand, er der dog også mere følsomme og nostalgiske historier om Messi og den forestående afslutning på hans æra. I den engelske avis The Independent skriver Miguel Delaney, at han i bevidstheden om Messis uforlignelige talent har haft en personlig ambition om at dække hans kampe så ofte som muligt. Delaney har tilmed talt sine Messi-kampe, skriver han. 42 er det blevet til. Og alligevel føles det ikke som nok.

Den følelse genkender jeg. Vi vidste godt, at vi kom til at tage Messis storhed for givet, mens den var på sit højeste. At vi burde have nydt den endnu mere, end vi gjorde. Men hvordan pokker kunne man andet? Hvordan kunne man undgå at tage det for givet, når fodboldhistoriens måske største talent udfoldede sig to gange om ugen i så mange år?

Lige meget hvordan man opsummerer Lionel Messis karriere, kan det synes umuligt at yde den fuld retfærdighed. Fokuserer man på tal og statistik og de 35 titler og 672 mål i storhedstiden i FC Barcelona, virker det for koldt og nøgternt. Og taler man i stedet om øjeblikkenes magi, hvor Messis evner udvidede rammerne for fodboldspillet, er det nemt at komme til at ignorere de imponerende resultater, alle rekorderne og den utrolige evne til at blive ved.

Jeg vil have sat ord på Messis sande storhed og beslutter mig for at ringe til den danske fodboldspiller, som mere end nogen anden har bevæget sig på fodboldens højeste tinder. Ligesom Messi fandt også Michael Laudrup sit fodboldhjem i Barcelona. Jeg spørger ham om, hvordan han ville beskrive fodboldspilleren Messi, hvis han skulle beskrive ham for sine børnebørn.

“Det er ufatteligt, hvad Messi kunne på egen hånd. Jeg har aldrig før set en spiller være i stand til at afdrible så mange modstandere, selvom alle vidste, at det kunne blive farligt, når Messi havde bolden,” siger Laudrup.

“Men jeg vil i endnu højere grad fremhæve, hvordan han udviklede sit spil,” fortsætter han. “Da Messi var ung, var det som regel sådan, at han modtog bolden, tog hovedet ned mellem skuldrene, og så var det bare af sted. Så afdriblede han en, to eller fem mand, og alle talte om, hvor god han var. Det gjorde jeg også selv. Men jeg tænkte samtidig, at hvis jeg skulle pege på ét element, han kunne forbedre, så var det at variere sit spil mere. For modstanderne begyndte at sætte to eller tre spillere til at dække ham, og de prøvede at lægge fælder for ham og havde nogle gange held til at indhegne ham. Så han skulle gerne udvide sit spil. Og det gjorde han så.”

Michael Laudrup beskriver, hvordan teenagehvirvelvinden Messi blev erstattet af en mere fuldendt spiller, som begyndte at forstå spillets helhed. Han blev bedre og bedre til at identificere de huller, som andre ikke så. “Derfra blev han umulig at have med at gøre. Fra at være en meget individuel spiller blev han en, der havde det hele,” siger han. “Messi er et bevis på, at selv de allerstørste talenter både kan og skal udvikle sig. Jeg kan huske det fra mig selv. Det med at kunne se åbninger på banen, som andre spillere måske ikke så. Det er ikke noget, man bare har. Det udvikler

man i spillet gennem erfaring og gennem forståelse for sine medspillere.”

Vi taler videre om alle omstændighederne bag Messis storhed. Hvor Messi voksede op med Barcelonas særegne spillestil, mødte Michael Laudrup den selv som 25-årig. For dem begge gav fodboldsynet og medspillerne optimale forudsætninger. Og for Messi blev storheden permanent.

“I dag bliver spillere ophøjet til at have verdensklasse efter ti gode kampe. Messi spillede på et ekstremt højt niveau i måske 90 procent af kampene i så mange år. Det er helt exceptionelt. Især når man tænker på hans spillestil. Det er ekstremt krævende hele tiden at skulle udfordre, være eksplosiv på små områder, undvige modstanderen og skabe noget,” siger han.

“Og så respekterer jeg Messi enormt meget for, at han altid har optrådt med stor værdighed på banen. Han har aldrig gjort noget for syns skyld, og han har aldrig ydmyget sin modstander. Vi andre kunne godt grine ad det, når han var så overlegen, at det nærmest virkede komisk. Men alt, hvad han gjorde, var for at score mål og for at vinde.”

I pressecaféen på Hard Rock Stadium vinker jeg til Sergio Levinsky. For ham har det i allerhøjeste grad været hverdag at se Lionel Messi på nærmeste hold. Den argentinske sociolog og journalist fortæller gerne, at han anser sig for at være den journalist i verden, der har set Messi flest gange i kamp. Levinsky boede i Barcelona og så ugentligt Messi fortrylle Camp Nou. Ved siden af dækkede han det argentinske landshold i de store slutrunder.

Og nu er Sergio Levinsky så endt her på Hard Rock Stadium og skal for første gang se Messi i kamp for Inter Miami. Det har han blandede følelser omkring, fortæller han.

“Det, der gør mest ondt, er, at det hele er ved at slutte,” siger han. “Det er som en stjerne på himlen, der er ved at gå ud. Før strålede den. Nu er den lidt uklar. Hvis man kigger godt efter, kan man stadig se nogle steder på den, der stråler smukt. Men resten af den er ikke som før.”

Sergio Levinsky hører til blandt veteranerne i det internationale pressekorps. Gennem fire årtier har han været til stede ved samtlige VM-slutrunder, siden han i 1986 rejste til Mexico for at dække det, der blev historien om Argentinas anden VM-titel. Han sad på pressepladserne på Estadio Azteca i Mexico City og beskadigede sit ben under vægten af en ellevild kollega, der mistede fatningen og balancen, da Diego Maradona scorede sit udødelige mål efter alle tiders dribletur i kvartfinalen mod England.

“Jeg kan på sin vis godt forstå Messi. Han er næsten 38 år, og han ville væk fra presset i Europa. Her har han en vis ro med sin familie. Han har stranden. Han tjener mange penge. Og hvor han før var stjernemedarbejder i foretagendet, er han nu tilmed blevet medejer af hele showet. Han får procenter, når Apple sælger abonnementer til MLS. Og han har aktier i Inter Miami,” siger Sergio Levinsky.

“Men alligevel. Det smerter mig, at en spiller på hans niveau efter så mange år ender med at spille i en mindre liga. I MLS kan han stadig dominere en kamp mod FC Cincinnati, eller hvad de nu hedder. Men kan han gøre det i en kamp i Copa América eller ved VM? Jeg har min tvivl. Det gør ondt på mig at se ham i en liga, der har så lidt at byde på.”

Ude på tribunerne er de lyserødklædte tilskuere i Messi-trøjerne ved at finde deres pladser til det, der traditionelt har været en perifer sportsgren i USA. Major League Soccer, den nordamerikanske fodboldliga, har som regel været en retrætepost for aldrende stjerner.

“Det er ubegribeligt for mig, at Messi aldrig har spillet i den argentinske liga. Tænk, at han ikke har haft lyst til at tage hjem for at spille for Newell’s Old Boys bare i seks måneder. Så kunne han møde det argentinske publikum og mærke passionen i stedet for at spille i en liga, hvor selv modstandernes fans råber ‘Messi, Messi, Messi’ og bærer trøjer med hans navn på. Som anerkendelse er det selvfølgelig fint. Men passionen er der ikke.”

Det viser sig, at den internationale presse er blevet tildelt pladser, så vi kan overvære åbningskampen bag ruderne i presserummet. Det er muligvis tænkt som en service, så journalisterne kan arbejde i ro og mag i aircondition uden at blive gennemblødt af sved eller forstyrret af larmende fans. Men det er ikke sådan, en fodboldkamp skal opleves. Det er som at blive frataget alle andre sanser end synet. Jeg kunne næsten lige så godt sidde hjemme foran fjernsynet.

Rundt på tribunerne er der mange tomme sæder. Jeg rejser mig, finder en elevator og kører en etage op og træder ud i den fri luft på stadion. Så sætter jeg mig på en ledig plads på tribunen og håber, at der ikke kommer nogen med billet til den.

På siden af plastiksæderne sidder der små delfinlogoer; et af mange tegn på, at dette i virkeligheden slet ikke er Inter Miamis hjemmebane. Til daglig spiller Messi sine kampe oppe på Chase Stadium i Fort Lauderdale nord for Miami. Det mere end dobbelt så store Hard Rock Stadium er i stedet hjemmebane for Miami Dolphins, der spiller den amerikanske form for fodbold i NFL. Super Bowl er seks gange blevet afviklet her på stadion, og hvert år i marts omdannes det til en tennisbane, når verdenseliten dyster i Miami Open.

Varmen er trykkende. Larmen kommer mest fra de tusindvis af rødklædte egyptere, der er her for at støtte Al-

Ahly, den anden part i åbningskampen. Cairo-klubben har i sin mere end hundrede år lange historie vundet mere end 40 egyptiske mesterskaber og hele 12 titler i Afrikas største klubturnering, flere end nogen anden klub på kontinentet.

I modsætning til Inter Miami er Al-Ahly en ægte fodboldklub med historie og traditioner.

Nede på sidelinjen bliver Inter Miamis medejer David Beckham interviewet af DAZN. Den engelske eksfodboldspiller er ulasteligt klædt i et tætsiddende jakkesæt og smiler bredt og overskudsagtigt. Han er lige blevet slået til ridder og er nu Sir David Beckham. På jakkesættet er broderet Inter Miamis logo med romertallet MMXX. 2020. Det år, Inter Miami blev lukket ind i MLS som ligaens 25. franchise.

Beckham skridter ud og vinker til tilskuerne, og imens begynder græsbanen at blive forvandlet til en scene for åbningen af den historiske turnering. Et sort tæppe rulles ud, så det dækker hele banen. Farvestrålende sangere og dansere kommer ind og springer indimellem op på et podie på midten af banen. Men det ser mærkeligt ud, for der er kun plads til dem alleryderst på podiet, der i forvejen er fyldt af fire store forgyldte bogstaver: F, I, F og A. Forkortelsen for Fédération Internationale de Football Association. Med indbygget lys og det hele.

Det ser latterligt og skræmmende ud på samme tid. Den eksalterede dans rundt om de forgyldte FIFA-bogstaver er som at se en flok religiøse fanatikere samlet for at tilbede deres gud i centrum for universet.

Det er en lettelse, da de fire bogstaver endelig bliver kørt ud. Imens bliver det nye klub-VM-trofæ vist igen og igen på de fire storskærme i hvert hjørne af stadion, som havde det en hypnotiserende effekt på tilskuerne. Løbende bliver de 32 deltagerklubber præsenteret, og da vi når til Inter Miami,

bliver det fortalt, at klubben i 2024 vandt det såkaldte Supporters’ Shield i MLS.

Den bedrift var det halmstrå, Gianni Infantino klyngede sig til, da han for alt i verden ville sikre Messis tilstedeværelse i sin nye turnering. Som værtsland havde USA ret til en ekstra deltager, men Supporters’ Shield-titlen var blot en sekundær anerkendelse af, at Inter Miami havde vundet grundspillet i MLS i 2024. Da det gjaldt de afgørende kampe om mesterskabet, blev holdet fra Florida hurtigt slået ud, så rent sportsligt var det grotesk at forære VM-billetten til Inter Miami. Det var åbenlyst, at det udelukkende handlede om at finde en undskyldning for at gøre Messi til en del af showet.

Oppe i æreslogen har Infantino selskab af fodboldlegenderne Ronaldo og Roberto Baggio. De ser nutidens spillere blive kaldt på banen én efter én, mens de bliver præsenteret af en overgearet speaker. De egyptiske spillere griner bredt over postyret, da de entrerer banen, og da Inter Miamispillerne bagefter går ind, skrider timingen, så Lionel Messi allerede er et godt stykke inde på banen, da stadionspeakeren råber hans navn, og publikum jubler.

“Det er showtime!” råber en opstemt vært nede på banen. “Det er tid til at skrive historie!”

Jeg tænker på tidligere åbningskampe, jeg har overværet ved store fodboldturneringer. Det plejer at være vidunderligt. Forventningens glæde er overalt. Forude venter flere uger med uforglemmelige øjeblikke og fortællinger om helte og skurke, vindere og tabere.

Det her er anderledes og mere ubekvemt.

Nu spiller Lionel Messi fodbold. Hvor mange mennesker har mon taget del i en fodboldkamp gennem historien? I de an-

tikke riger fandt der flere steder i verden boldspil sted, som af historikere tolkes som forløbere for det fodboldspil, der blev udbredt fra Storbritannien i 1800-tallet og derfra opnåede sin enorme globale popularitet og tiltrækningskraft.

På en og samme tid er spillet uhyre simpelt og ekstremt komplekst. Og blandt alle dem, der gennem historien har forsøgt at spille fodbold, har kun en håndfuld evnet det på et niveau, der tåler sammenligning med den lille mand fra Rosario.

I 20 år har verden forsøgt at forstå geniet og analyseret og fortolket hans handlinger på en fodboldbane. Lige nu går Lionel Messi rundt på græsset, hvis ikke han bare står stille, mens han forsøger at forstå kampens væsen og finde frem til, hvor han kan sætte ind. Kun sjældent er han involveret i spillet. Han drejer hele tiden hovedet fra side til side og registrerer Al-Ahly-spillernes bevægelser omkring sig.

Efter nogle minutter accelererer han for første gang med bolden tæt ved fødderne. Men han har ikke antrittet til at komme væk og bliver tacklet af en egypter. Det ville aldrig være sket for ti år siden.

Tilskuerne messer Messis navn efter ti minutters spil, men faktisk er den tidligere Vendsyssel-spiller Wessam Abou Ali tættere på at score for Al-Ahly, end Messi er for det ujævne Inter Miami-hold, der er en broget samling af håbefulde nord- og sydamerikanere i tyverne og Messis slæng af gamle venner på aftægt i Florida. I angrebet spiller han sammen med den 38-årige uruguayaner Luis Suárez ligesom i Barcelona. På midtbanen fordeler den to år yngre Sergio Busquets spillet, som han gjorde det i årevis på Camp Nou. Jordi Alba, endnu en tidligere Barcelona-spiller, sidder ude med en skade, og den mest fremtrædende Miami-spiller i første halvleg er målmanden Óscar Ustari, der redder et

egyptisk straffespark. Messi spillede også på hold med Ustari under gennembruddet ved U/20-VM i 2005.

Ifølge FIFA er vi 65.326 tilskuere til stede, hvilket er lig med udsolgt, selvom der er en del tomme sæder at se. Mens

Al-Ahly-tilhængerne lever sig ind i kampen, lader Inter Miamis fans mere til at vente på et øjebliks Messi-magi, der lever op til et banner på lægterne om, at Messi er The GOAT.

Hvor Messi i Barcelona spillede i en af de mest identitetsbårne klubber i Europa, er han nu havnet i den totale modsætning. Det giver ikke mening at forsøge at tolke historiske og kulturelle rødder ud af de mange mennesker i lyserøde trøjer eller at prøve at identificere Inter Miami som en arbejderklub i opposition til eliten eller som en aristokratisk storklub med fine fornemmelser. Inter Miami CF er et femårigt barn uden historie. Og de mennesker, der har valgt at tilbringe lørdag aften i Miami Gardens, er her ikke, fordi de er vokset op med historier fra deres fædre og bedstefædre om legendariske kampe fra fortiden.

Mens spillerne hviler sig i pausen, overlades underholdningen til andre. Fodboldlegender som Kaká, Sergio Agüero og Alessandro del Piero skal forsøge at ramme overliggeren med bolden sammen med YouTube-berømtheden IShowSpeed. Del Piero vinder, og i spillertunnellen omfavner Messi de mænd, der engang var hans holdkammerater og modstandere og nu hver især er det, som Messi inden for få år også vil være: forhenværende fodboldspiller. Ved siden af står IShowSpeed med et fjoget ansigt foran kameraet og virker påtaget overvældet af at stå få meter fra Messi.

Igen skal indholdet til DAZN-streamingen leveres af de nuværende, aktive fodboldspillere, og det er, som om pausen har gjort Inter Miami godt. Messi er mere involveret. Når

han modtager bolden, ved han som regel allerede, hvad han vil gøre med den. Ikke altid lykkes det. Hvor hovedet stadig er meget længere fremme i tanke end alle andre på banen, kan kroppen ikke udføre det i handling som før.

Vi bliver alle ældre og mærker aldringen i krop og sind. Men det rammer hurtigere og hårdere for en eliteidrætsudøver. Hvordan føles det mon at være Messi nede på banen? Er en fodboldbane stadig det sted i verden, hvor han føler sig bedst tilpas? Hans ansigt er som altid udtryksløst og uden svar.

I kampens sidste minutter er egypterne ramt af udmattelse. Der er mere plads, og Messi leder efter momentet. Ude på venstrekanten inviterer han til et bandespil, accelererer, kommer fri og sender et præcist indlæg ind foran mål, som er lige ved at give et føringsmål. Og i overtiden er han tæt på at indtage den rolle som matchvinder, som havde passet perfekt ind i Gianni Infantinos manuskript for åbningsaftenen i Florida. Men en egyptisk fingerspids og overliggeren holder hans skruede frispark ude af målet. På storskærmen skærer Sir David Beckham tænder. Hans fem år gamle franchise må nøjes med et enkelt point i åbningskampen. 0-0 stod ikke i drejebogen, men selv ikke FIFA’s overdådige iscenesættelse kunne forhindre det i at ende sådan. Det er trods alt stadig sport med al dens indbyggede uforudsigelighed. Heldigvis.

En velsoigneret mand i FIFA-jakkesæt tænder et håb, men heller ikke mere end det: “Der kommer en god en fra Inter Miami. Men det er ikke ham, I håber på.”

Han går væk med hemmelighedsfuld mine. Journalisterne skynder sig over for at mase sig til en plads i første række foran det metalrækværk, der afskærer journalister fra aktører

i den såkaldte mixed zone. Fodboldens navn for det område på stadion, hvor spillere og journalister står ansigt til ansigt.

En mixed zone er et studie i sig selv. Her kommer de indbyrdes hierarkier og rivaliseringer mellem medier og journalister til udtryk. Det bliver tydeliggjort, hvilke journalister der har det bedste forhold til spillerne og med et trylleslag kan få dem til at standse op foran netop deres mikrofon for at sige et eller andet om den kamp, der lige er overstået.

Hvis det ikke er ham, vi håber på, er det udelukket, at Lionel Messi dukker op. Ikke at nogen af os for alvor havde forventet det. Det må være en af de andre tidligere Barcelonaspillere på Inter Miami-holdet, og ganske rigtigt: Luis Suárez kommer gående gennem lokalet med en termoflaske med mate i hånden, en toilettaske prydet med billeder af hans børn under armen og en bagudrettet sort kasket på hovedet.

Suárez stiller sig op foran en mikrofon. Og de fleste af de 30-40 journalister foran ham bombarderer ham med spørgsmål, som ingen kan høre. Suárez slår træt ud med armene. FIFA’s pressemand beder formanende journalisterne om ikke at råbe i munden på hinanden, men med begrænset effekt. Men Suárez får talt om, at Miami blev bedre i anden halvleg, at han håber på avancement i turneringen, og at det altid er en fornøjelse at spille sammen med Messi.

Suárez opfylder sine pligter, mens klub-VM’s største trækplaster vanen tro holder sig væk og ikke har brug for opmærksomhed. Gennem årene er Messi-brandet vokset og vokset, så han i dag er alment anerkendt som den mest berømte sportsudøver i verden. Men han gør ikke ret meget for at promovere sin position. Meget lidt af den beundring og dyrkelse, Messi er genstand for, handler om den person, han er. Det hele handler om det, han foretager sig på en fodboldbane.

Jeg forlader Hard Rock Stadium med mange tanker i hovedet. I glimt var der trods alt noget nydelsesfuldt ved at gense Messis evner på en fodboldbane. Også selvom jeg skulle lede mere efter skønheden og de steder, hvor stjernen strålede, som Sergio Levinsky beskrev det. Men jeg går også fra stadion med dystre tanker om, hvad fodbolden er blevet til. Det føles forkert, at den store Messi virkelig er endt her. Siden den dramatiske afsked med Barcelona i 2021 har hans klubkarriere sportsligt været irrelevant. Messi er fodbold, og i de senere år har topfodbolden været syg og er blevet gjort til skueplads for alverdens rænkespil og intriger, som i sidste ende stort set udelukkende handler om to ting: penge og magt.

Jeg spadserer et par kilometer i aftenmørket i Miami Gardens. Til sidst finder jeg huset, hvor jeg har lejet mig ind. Jeg låser mig ind i det afkølede værelse, tænder fjernsynet og finder en nyhedskanal. Det har været en begivenhedsrig dag både i USA og den øvrige verden. Krigen hærger fortsat i Ukraine og Mellemøsten, men på CBS News Miami handler det mest om Donald Trump, der denne dag har fejret sin 79-års fødselsdag ved at overvære en pompøs militærparade i Washington, som formelt er arrangeret i anledning af det amerikanske militærs 250-års jubilæum. Næste indslag handler om dagens store protestdemonstrationer over hele landet mod Trump under det fælles navn “No Kings”. I Los Angeles har myndighederne den seneste tid indført udgangsforbud om aftenen på grund af demonstranternes vandalisme.

Studieværten giver ordet til sportsnyhederne. Men det handler ikke om Messi og åbningskampen i klub-VM. I stedet bliver der stillet direkte over til en indendørsarena i Canada, hvor en reporter evaluerer ishockeyholdet Florida

Panthers’ indsats i den femte Stanley Cup-finale i NHL. Stadig er der lang vej, før den europæiske form for fodbold kan overhale de traditionelle amerikanske sportsgrene. Det skal Messis tilstedeværelse i USA gerne lave om på.

Jeg slukker fjernsynet. Der er stille i Miami Gardens. En målløs åbningskamp mellem Inter Miami og Al-Ahly virkede ikke som noget Big Bang. Mere som et hysterisk billede på kontrasten mellem den fortid og nutid, der tilsammen har formet historien om Lionel Messi.

Geder og Guder

MORTEN GLINVAD

Geder og guder

Da Lionel Messi voksede sig stor

Indhold

INDLEDNING: Big Bang

DET HAR IKKE ALTID VÆRET NEMT AT VÆRE LIONEL MESSI