FRIHED

FRIHED Erindringer 1954-2021

FRIHED.indd 1

11/10/24 1:43 PM

ANGELA MERKEL i samarbejde med

Beate Baumann

FRIHED Erindringer 1954-2021

På dansk ved Nanna Lund og Morten Visby

Gutkind

FRIHED.indd 3

11/10/24 1:43 PM

Frihed. Erindringer 1954-2021 er oversat fra tysk af Nanna Lund og Morten Visby efter Freiheit. Erinnerungen 1954–2021 © 2024, Verlag Kiepenheuer & Witsch, Köln Denne udgave: © Angela Merkel & Beate Baumann og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024 Omslag: © Barbara Thoben, Köln Dansk versionering: Imperiet Omslagsfotos: © Urban Zintel Sat med Bely hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0591-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9,1. ∙ DK-1201 København K Gutkind.dk • f gutkindforlag • gutkind_forlag

FRIHED.indd 4

11/10/24 1:43 PM

Indholdsfortegnelse

FORORD 11 FØRSTE DEL ”Jeg blev ikke født som kansler” 17. juli 1954 til 9. november 1989 En lykkelig barndom Quitzow 17 | Waldhof 23 | Dyb forfærdelse 29 | Goetheskolen 32 | Ferier 43 | Foråret i Prag 46 | Hermann-Matern-skolen 48

17

Ud i det blå Fysikstudiet 60 | Sorgløs 64 | Klangfarver og lykketræf 67 | Specialet 71 | Ilmenau 73

60

Videnskabernes Akademi Hastighedskonstanter 79 | FDJ og marxisme-leninismen 86 | Marienstraße 88 | Templiner Straße 90 | Internationalt samarbejde 93 | Jeg kobler mig af 96 | Vores eget hus 100 | Rejser til Vesten 103

79

5

FRIHED.indd 5

11/10/24 1:43 PM

ANDEN DEL Et demokratisk opbrud 10. november 1989 til 2. december 1990 Enighed og ret og frihed Blandede følelser 113 | De første skridt ind i politik 117 | En usædvanlig valgkamp 128 | Gnidninger og konflikter 141 | En diplomatisk stjernestund 146

113

På egne ben Indestængt vrede 150 | Deres spidskandidat 152

150

TREDJE DEL Frihed og ansvar 3. december 1990 til 21. november 2005 Aufbau Ost – genopbygningen af det tidligere DDR Skærtorsdag 165 | Et brækket ben 173 | Naboen 179 | Åbent hus 185 | Blomstrende landskaber! Eller hvad? 188 | Mod aggression og vold 192

165

Ligestilling Feminist eller ej? 198 | Hold i nakken 207

198

Bæredygtighed Ingen energikonsensus 215 | Udenrigspolitiker 225 | Overlevelsens pris 236

215

Hvorfor CDU? Partiformand 241 | Det flade terræns strabadser – eller kampen om autoritet 253 | Gruppeformand 260 | Pludseligt nyvalg 269

241

6

FRIHED.indd 6

11/10/24 1:43 PM

FJERDE DEL I Tysklands tjeneste (I) 22. november 2005 til 4. september 2015 Den første Tirsdag, 22. november 2005 287 | Paris Bruxelles London Berlin Düsseldorf Hamborg 295 | Modet til større frihed 300 | Sporskifter 305 | Warszawa 313 | Ministerrådet 316 | ”Og tiden, hvor forsvandt den hen?” 317

287

Et sommereventyr Andre boller på suppen 335 | Tredjepladsen 338

335

Vært i en strandstol Middag med George W. Bush 341 | Drøftelserne blandt de otte 349 | Mens vi venter på Vladimir Putin 352

341

Finanskrisen Armida og IKB 359 | Verdensomspændende turbulenser 365 | Indskydergaranti 369 | Bankpakkerne 371 | Arbejdspladser 375 | G20 380

359

Eurokrise Ønskekoalition 384 | Solvay-biblioteket 388 | Vejen til Ithaka 394 | Hvis euroen bryder sammen, bryder Europa sammen 399 | På jagt efter bazookaen 405 | På et hængende hår 410

384

Ukraine og Georgien i NATO? Angreb på Ukraine 418 | NATO-topmødet i Bukarest 420

418

7

FRIHED.indd 7

11/10/24 1:43 PM

Fred og selvbestemmelse i Ukraine Østligt partnerskab 436 | Majdan-protesterne 441 | Annekteringen af Krim 443 | Normandiet-formatet 447 | Petro Porosjenkos fredsplan 450 | Sytten timers forhandlinger i Minsk 453 | Et pust fra Den Kolde Krig 464

436

Wir schaffen das – Vi klarer det Ved Europas porte 466 | Sommerpressekonferencen 472 | Beslutningen 477

466

FEMTE DEL I Tysklands tjeneste (II) 5. september 2015 til 8. december 2021 Et venligt ansigt ”Så er det ikke mit land” 483 | En jagt på løsninger 489 | Islamistisk terror i Tyskland 501 | Om mistro og tiltro 506 | Skulle jeg stille op igen? 513

483

En forbunden verden – råbåndsknobet En globus, et landkort og tolerancen 518 | Brexit 522 | Nye alliancer 526 | Frihandelsaftaler 529 | Parisaftalen 533 | Partnerskab med Afrika 537 | Verdensmagterne Indien og Kina 542 | Donald Trump 550 | G20 i Hamborg 554

518

Klima og energi Et mareridt og dets følger 559 | Naturgas 566 | Forsigtighedsprincippet 573

559

Et aktivt forsvar Afghanistan 577 | Libyen 587 | Værnepligten 590 | Det vestlige Balkan 593

577

8

FRIHED.indd 8

11/10/24 1:43 PM

Israel I Adenauers fodspor 597 | Statsræson 605

597

Kairos ”Så er der afgang” 611 | Afsked med formandsposten 618

611

Pandemien En udfordring af demokratiet 621 | Håb og skuffelse 639 | En ildprøve for Europa 642 | Nyt land 644 | Verdenspolitik i skyggen af pandemien 648 | Tappenstreg 657

621

EFTERSKRIFT 661 Tak 664 Redaktionel bemærkning 666 Forkortelser 667 Fotokreditering 671 Personregister 673

FRIHED.indd 9

11/10/24 1:43 PM

FORORD

Denne bog fortæller en historie, som aldrig vil kunne gentage sig, alene af den grund, at den stat, hvor jeg boede i 35 år, ophørte med at eksistere i 1990. Engang i begyndelsen af 2022, kort efter at jeg var trådt tilbage fra kanslerposten, var der en, der sagde til mig, at hvis nogen havde skrevet den som en roman og sendt den til et forlag, ville de have takket nej.

Han havde forstand på den slags og var glad for, at jeg havde besluttet mig for at skrive bogen, netop på grund af den historie, den fortæller. En historie, der er lige så usandsynlig, som den er sand. Og jeg forstod, at når jeg nu skrev den – fortalte historien, trak de store linjer, fandt den røde tråd, satte ord på ledemotiverne – så ville det måske også få betydning for fremtiden.

I mange år var det utænkeligt for mig at skrive sådan en bog. Det ændrede sig i 2015, i hvert fald en lille smule. Natten mellem den 4. og 5. september det år havde jeg truffet en beslutning om, at de flygtninge, der var på vej op gennem Europa og befandt sig i Ungarn, ikke skulle afvises ved den tysk-østrigske grænse. Den beslutning, og især følgerne af den, var et afgørende øjeblik i min tid som kansler. Der var et før, og der var et efter. Og jeg satte mig for, at jeg en dag, når jeg ikke længere var kansler, ville beskrive forløbet, mine motiver og den forståelse af Europa og globaliseringen, der lå bag, i en form, der nødvendigvis måtte blive en bog. Eftertidens skildring og tolkning kunne ikke bare overlades til andre.

11

FRIHED.indd 11

11/10/24 1:43 PM

Men jeg var stadig kansler på det tidspunkt. Efter forbundsdagsvalget i 2017 fortsatte jeg i min fjerde embedsperiode, hvis sidste to år var domineret af kampen mod coronapandemien. Pandemien var, som jeg sagde offentligt flere gange, en reel udfordring for demokratiet både på det personlige, det nationale, det europæiske og det globale plan.

Dermed blev den også det, der fik mig til at udvide perspektivet og ikke kun skrive om flygtningepolitikken. Hvis jeg skulle skrive bogen, skulle jeg gøre det ordentligt, sagde jeg til mig selv, og desuden i samarbejde med Beate Baumann, min nærmeste rådgiver siden 1992 og et af mine livsvidner.

Den 8. december 2021, efter 16 år i embedet, fratrådte jeg som kansler. Og som jeg havde sagt få dage forinden under Forsvarets ærestappenstreg, gjorde jeg det med glæde og fortrøstning. Henimod slutningen havde jeg ligefrem længtes efter det øjeblik. Nok var nok. Nu ville jeg bruge et par måneder på at puste ud og lægge det hæsblæsende politiske liv bag mig. I forsommeren 2022 ville jeg så lige så stille og roligt begynde på mit nye liv, stadig aktiv i offentligheden, men ikke i politik, finde den rette rytme for, hvornår jeg stillede mig frem offentligt – og skrive denne bog. Det var min plan.

Men så, den 24. februar 2022, angreb Rusland Ukraine. Jeg indså med det samme, at det var fuldstændig udelukket at skrive bogen, som om intet var hændt. Også i 1990’erne var Europa blevet rystet, da krigene i Eksjugoslavien brød ud. Men Ruslands overfald på Ukraine havde større implikationer. Det var et brud på Folkeretten og et angreb på den fredsorden i Europa, der havde hersket siden Anden Verdenskrigs afslutning og byggede på staternes suverænitet og territoriale ukrænkelighed. Det kaldte på dyb eftertænksomhed. Også det ville jeg skrive om. Men dette er ikke en bog om Rusland og Ukraine. Så ville jeg have skrevet den på en anden måde.

Jeg ville hellere fortælle historien om mine to liv, det første under diktaturet, der varede indtil 1990, og det andet i et demokrati. På det

12

FRIHED.indd 12

11/10/24 1:43 PM

tidspunkt, hvor de første læsere får denne bog i hånden, vil de to liv være nogenlunde lige lange, 35 år det ene sted og 35 år det andet. Men egentlig er det jo ikke to liv. Egentlig er det ét liv, og man kan ikke forstå den anden del uden at kende den første.

Hvordan gik det til, at en kvinde, der havde levet de første 35 år af sit liv i DDR, gik hen og blev kansler, det mest magtfulde embede i Forbundsrepublikken Tyskland, og forblev i embedet i 16 år? Og hvordan gik det til, at hun forlod det embede igen uden hverken at være blevet tvunget til det midt i en embedsperiode eller væltet ved et valg?

Hvordan var det at vokse op i DDR som datter af en præst og at leve, studere og arbejde i et diktatur? Hvordan føltes det, da den stat brød sammen? Og hvordan føltes det pludselig at være fri? Det vil jeg fortælle om.

Det er klart, at det er en inderligt subjektiv fortælling. Samtidig har jeg gjort mit bedste for at reflektere så ærligt som muligt over mig selv.

Jeg vil ikke lægge skjul på, hvad jeg i dag opfatter som fejl, og jeg vil forsvare, hvad jeg stadig betragter som rigtigt. Alligevel vil jeg næppe få det hele med. Ikke alle vil finde det, de forventer eller tror, de vil finde.

Det håber jeg, de vil bære over med. Min hensigt er at samle den enorme mængde stof i nogle vægtige punkter og derigennem forsøge at gøre det forståeligt, hvordan politik fungerer, hvilke principper og mekanismer der er i spil – og hvad jeg selv har styret efter.

Politik er ikke hokuspokus. Politik bedrives af mennesker. Mennesker med deres egne prægninger, erfaringer, forfængeligheder, svagheder, styrker, ønsker, drømme, overbevisninger, værdier og interesser. Mennesker, der i et demokrati altid er nødt til at kæmpe for at frembringe et flertal, når der er noget, de vil.

Vi klarer det – intet andet udsagn har jeg nogensinde i hele mit politiske liv måttet høre for som det. Intet andet udsagn har virket lige så polariserende. Men for mig var det bare et udsagn. Et udtryk for en holdning. En holdning, man kan kalde tiltro til Gud eller fortrøstning

13

FRIHED.indd 13

11/10/24 1:43 PM

eller bare et fast forsæt om, at problemer skal løses, tilbageslag og kriser skal overvindes, og noget nyt skal skabes. ”Vi klarer det, og hvor der står os noget i vejen, må vi arbejde med det og overvinde det.” Sådan sagde jeg under sommerpressemødet den 31. august 2015. Sådan har jeg arbejdet politisk. Sådan lever jeg mit liv. Sådan er denne bog blevet til.

Ud fra den holdning, som også er min erfaring: at alt er muligt, ikke blot gennem politik, men også fordi vi alle sammen hver især kan hjælpe til.

Angela Merkel sammen med Beate Baumann Berlin, august 2024

FRIHED.indd 14

11/10/24 1:43 PM

FØRSTE DEL ”Jeg blev ikke født som kansler” 17. juli 1954 til 9. november 1989

FRIHED.indd 15

11/10/24 1:43 PM

En lykkelig barndom

Quitzow Fredag morgen den 10. november 1989 forlod jeg omkring klokken halv syv som sædvanlig min lejlighed på Schönhauser Allee 104 i Prenzlauer Berg-kvarteret i Østberlin for at tage på arbejde. Det var stadig mørkt udenfor, og S-toget fra Schönhauser Allee til Berlin Adlershof var godt fyldt op, som det plejede på dette tidspunkt af døgnet. Men i virkeligheden var intet, som det plejede. Aftenen forinden havde Günter Schabowski, den ansvarlige for offentlig information og mediepolitik i Tysklands Socialistiske Enhedsparti (SED), på tv sagt til DDR’s borgere, at ”privatrejser til udlandet kan tillades, uden at der foreligger særlige omstændigheder (anledninger til rejsen og familieomstændigheder)”.

Og at ændringen trådte i kraft ”omgående”. Det, han i realiteten erklærede den torsdag, den 9. november 1989, var enden på Berlinmuren.

Kort efter var der ikke længere nogen vej tilbage.

Også jeg havde i løbet af aftenen den 9. november sluttet mig til den menneskemængde, der bevægede sig i retning af grænseovergangen Bornholmer Straβe og dernæst ind i Vestberlin. Overalt i Vestberlin hang folk ud ad vinduerne og råbte til os, at vi skulle komme op og få en øl og skåle med dem på det ufattelige, der var sket. Nogle løb af lutter glæde ned på gaden. Vildfremmede mennesker omfavnede hinanden, og jeg var midt i det hele. Jeg fulgte med en lille flok mennesker,

17

FRIHED.indd 17

11/10/24 1:43 PM

jeg ikke kendte, ind i den første sidegade til venstre efter broen. En vestberliner inviterede os ind, og jeg gik bare med. Han bød på øl, og vi fik lov at bruge hans telefon. Jeg prøvede at ringe til min moster i Hamborg, men det lykkedes ikke. Efter en halv times tid gik vi igen.

De fleste af de andre gik videre mod Kurfürstendamm, Vestberlins største strøg. Selv vendte jeg om og gik hjem, for klokken var næsten 11 om aftenen, og jeg skulle meget tidligt op og på arbejde for at færdiggøre en forelæsning, jeg skulle holde et par dage senere i Torún i Polen. Men det, jeg havde oplevet i aftenens løb, holdt mig vågen det meste af natten.

I toget den morgen sad der også en lille gruppe mænd i uniform. Det var grænsesoldater fra vagtregimentet Feliks Dzierżyński, som tydeligvis var på vej tilbage til kasernen efter nattevagten. Kasernen lå tæt på det institut, hvor jeg var ansat. Soldaterne snakkede så højlydt sammen, at jeg ikke kunne undgå at høre, hvad de sagde. ”Det var lidt af en aften, hva’,” grinede en af dem. ”Hvordan tror I, vores officerer vil reagere?” ”De var fuldstændig fra den, og det bliver de nok ved med at være,” sagde en af de andre. ”De har mistet deres eksistensberettigelse. Deres karriere, hele deres tilværelse – er gået op i røg!” udbrød en tredje.

Vi steg ud på Adlershof og gik hver sin vej – soldaterne til kasernen, jeg til mit skrivebord på Centralinstituttet for Fysisk Kemi på DDR’s Videnskabernes Akademi. Men jeg kunne ikke koncentrere mig om arbejdet. Jeg lod det hele ligge, også forelæsningen, som ellers var årsagen til, at jeg var taget tidligt tilbage fra Vestberlin aftenen før. Jeg var ikke den eneste, vi havde det alle sammen sådan. Vi snakkede og snakkede.

På et tidspunkt i løbet af formiddagen ringede min søster. Hun arbejdede dengang som ergoterapeut på Bygningsarbejdernes Poliklinik. Vi blev enige om at mødes om eftermiddagen i Vestberlin hos en af hendes venner, som hun havde lært at kende gennem fælles bekendte et par år

18

FRIHED.indd 18

11/10/24 1:43 PM

forinden. Det føltes helt utroligt, at vi nu uden videre bare kunne tage over og besøge ham.

Hele dagen gik jeg og tænkte på soldaterne fra toget, og hvad de havde talt om. Endelig! tænkte jeg. Endelig har de soldater og deres overordnede ikke længere nogen magt over mig. Endelig har de ikke længere nogen magt over min familie. I 28 år havde Berlinmuren skilt min familie ad og voldt mine forældre dyb smerte. Men det var ikke kun os, det var gået ud over, det var også min partner, Joachim Sauer, og hans familie, og utallige andre mennesker både øst og vest for Muren. Men nu – endelig! – kunne disse soldater ikke længere forhindre os i at bevæge os frit. Samtidig var der dog ét ord, som en af soldaterne havde sagt, jeg ikke kunne glemme: eksistensberettigelse. Hvordan ville det nu, efter denne nat, se ud for mig, for min familie, mine venner og kolleger? Hvad ville det hele være værd i fremtiden – vores erfaringer, uddannelse og kompetencer, de ting, vi havde opnået, de beslutninger, vi havde truffet i vores private liv? Jeg var 35. Kun 35? Eller allerede 35? Hvad ville bestå, og hvad ville ikke?

Jeg blev født den 17. juli 1954 i Hamborg og var mine forældres, Herlind og Horst Kasners, første barn. Min far var født i Berlin i 1926. Hans far, Ludwig Kazmierczak, stammede oprindelig fra Poznań og flyttede til Berlin i begyndelsen af 1920’erne, hvor han blev ansat ved politiet. Hans mor, Margarete, var fra Berlin. Hun arbejdede hjemme som syerske. I 1930 ændrede de deres polske efternavn til det tyske Kasner, og fra det øjeblik hed min far altså Horst Kasner og min farfar Ludwig Kasner.

Ludwig døde allerede i 1959, så jeg har ingen personlige minder om ham.

Min mor, Herlind, blev født i 1928 i Danzig-Langfuhr som den ældste af to søstre. Hendes forældre, Willi og Gertrud Jentzsch, var begge to lærere, men Gertrud, der oprindelig stammede fra Elbing i Østpreussen, opgav sit arbejde, da min mor blev født. Min mors far, bedstefar Willi, var rektor på et realgymnasium i Danzig, hvor han tjente nok til at

19

FRIHED.indd 19

11/10/24 1:43 PM

holde familien i nogenlunde velstand. De havde, som man siger, en god, borgerlig tilværelse. I 1936 besluttede familien at flytte fra Danzig til Hamborg. Willi var blevet tilbudt en stilling som rektor på et gymnasium, alt var klar, de havde fundet en lejebolig og hyret et flyttefirma.

Men så blev han syg med en alvorlig betændelse i blindtarm og galdeblære. Dengang havde man endnu ikke opdaget penicillinet, og han døde af infektionen.

Selv om min mormor nu var alene med sine to døtre, flyttede de alligevel ind i den store lejlighed på Isestraβe i Hamborg, som de havde lejet før hendes mands død. Hun var plaget af pengesorger, et problem, hun ikke før havde oplevet. Min mormor fik ganske vist enkepension, men den tilværelse, hun og døtrene tidligere havde haft, var brudt sammen.

I lang tid gik min mormor kun i sort, og hun var altid bekymret for sine døtre. Hvis de kom for sent hjem, blev hun frygtelig bange og stod ude på altanen og holdt udkig efter dem.

I sommeren 1943 blev Hamborg udsat for voldsomme luftangreb fra briterne og amerikanerne, og det gik også ud over det hus, min mormor boede i. Hun måtte forlade byen. Sammen med sine to døtre flyttede hun ned til sin søster og søsterens familie i Dorf Neukirchen i Altmarkt. I efteråret samme år flyttede hun videre til Elbing i Østpreussen, hvor hun var født, men vendte allerede i sommeren 1944 tilbage til Neukirchen.

Derfra sendte hun min mor af sted mod syd for at gå på Westendskolen, som var blevet flyttet fra Berlin til Písek i det nuværende Tjekkiet. Da krigen sluttede i 1945, lykkedes det min syttenårige mor at kæmpe sig tilbage til sin mor og søster i Neukirchen, som hun ankom til i oktober.

Da havde de ikke havde hørt det mindste fra hende siden marts det år.

Hun fortalte tit, hvordan hun havde været meget bange for at blive voldtaget, hver gang hun undervejs var stødt på sovjetiske soldater.

Krigen havde endnu større konsekvenser for min far. Sammen med sin egen far, min farfar Ludwig, lå han tit under sengetæppet og lyttede

20

FRIHED.indd 20

11/10/24 1:43 PM

til BBC for at følge med i krigens gang. Min farfar var tidligt blevet overbevist om, at Tyskland ville tabe krigen, og at det også var det eneste rigtige. I maj 1943 blev min far indrulleret som Flakhelfer, en slags børnesoldat i luftvåbnet, og som regulær soldat, da han i august 1944 fyldte atten. I foråret 1945 overlevede han at blive begravet i ruinerne efter et bombeangreb, og efter krigen var han kortvarigt i krigsfangenskab i en britisk lejr i Danmark. Da han vendte tilbage til Tyskland i august 1945, havde sejrherrerne allerede delt landet op i besættelseszoner. Han flyttede ind hos en kammerat i Heidelberg og tog studentereksamen, og i 1947 begyndte han at læse teologi. Det var krigen, der havde ført ham ind på den bane, fortalte han senere.

Det lå ikke i kortene, at han skulle læse teologi. Hans far var ganske vist katolsk døbt, og hans mor tilhørte den evangeliske kirke, men ingen af dem var aktivt troende. Min far var døbt i den katolske kirke, men konfirmeret i 1940 i den evangeliske. Krigen og nationalsocialismens rædsler havde overbevist ham om, at der var brug for en ny fredsetik, hvis Tyskland skulle kunne begynde forfra. For ham var den fredsetik noget, der voksede ud af den kristne tro. Altså bestemte han sig for at læse teologi i den del af Berlin, som var besat af vestmagterne. Helt fra begyndelsen var det hans plan, at han efter studiet ville vende tilbage til den daværende sovjetiske zone, for det var dér, man havde brug for mennesker som ham, mente han. Jeg tror, han følte det som et kald.

Min far fortsatte sine studier ved den kirkelige uddannelsesinstitution Bethel i 1949 og afsluttede dem i 1954 med en praktikperiode i Hamborg. Han mødte min mor i 1950 til et arrangement i den evangeliske kirkes studentermenighed, hvor de begge to havde en funktion som særlige samtalepartnere, hvis de andre unge havde behov for en fortrolig.

Min mor læste engelsk og latin og havde en plan om at blive gymnasielærer. Hendes venner i studentermenigheden kaldte hende ”Mercedes”, fordi hun – ligesom sin mor, i øvrigt – allerede dengang gik og drømte om engang at eje sin egen bil, og helst en, der var både stor og hurtig.

21

FRIHED.indd 21

11/10/24 1:43 PM

Mine forældre giftede sig den 6. august 1952. For min mor betød det, at hun måtte følge med sin mand til Østberlin i det DDR, der var grundlagt kun tre år tidligere, i det øjeblik han besluttede sig for at gennemføre sin plan om at vende tilbage til kirken dér. Det var en svær beslutning, men hun traf den af kærlighed. Den skulle få alvorlige konsekvenser for hende.

I 1954 skete det så. Det år er for mange, måske de allerfleste af os, forbundet med ”Underet i Bern”, det vesttyske fodboldlandsholds første verdensmesterskab. Men for min familie var det året, hvor mine forældre flyttede fra Vesttyskland til DDR, fra Hamborg til Quitzow, en lille by i Prignitz i Brandenburg knap 150 kilometer nordvest for Berlin, hvor min far tiltrådte sin første stilling som præst. Han rejste i forvejen, og kort tid senere fulgte min mor efter med mig i en babylift. Jeg var seks uger gammel. Det var næsten præcis et år efter Folkeopstanden 17. juni 1953, hvor sovjetiske kampvogne var rykket ind i DDR for brutalt at slå strejkerne og demonstrationerne ned. Få år efter begyndte man at opføre Berlinmuren, som skulle blive endnu et hårdt slag for både min egen familie og millioner af andre tyskere. Men i første omgang indrettede mine forældre sig under de nye forhold.

Vi havde hushjælp. Hun hed fru Spieβ og var kommet til Quitzow fra Østpreussen sammen med min fars forgænger i embedet. Efter at han var gået på pension, begyndte hun at arbejde for mine forældre. Hun lærte dem alt, hvad man skulle vide, når man boede på landet. Hun lærte min far at malke geder, og min mor at lave brændenældesuppe og meget andet, hun ikke kunne, fordi hun var vokset op i en by. Der gik en historie i min familie om et hvidt gulvtæppe, min mor havde bragt ind i ægteskabet. I den første tid i Quitzow holdt hun fast i sine vaner fra Hamborg og insisterede på, at folk ikke behøvede at tage skoene af, når de kom på besøg, heller ikke de lokale bønder, når de kom for at tale med min far om deres bekymringer. Og det gjorde de tit, for tvangskol-

22

FRIHED.indd 22

11/10/24 1:43 PM

lektiviseringerne var netop begyndt, hvilket også fik mange af dem til at emigrere til Vesten senere. Bønderne vidste jo godt, at deres sko ville svine det hvide tæppe til, og ville tage dem af, men hver gang sagde min mor bare: Pyt. Og så vadede de ind på tæppet med deres snavsede sko.

På et tidspunkt opgav min mor endelig sine byvaner og lod dem tage skoene af. Så var hun for alvor kommet til Quitzow.

Selv har jeg ingen erindringer fra landsbyen og ved kun, hvad mine forældre har fortalt mig. Til gengæld husker jeg tydeligt Templin, den lille by i Uckermark i Brandenburg omtrent 80 kilometer nord for Berlin, hvor vi flyttede til i 1957, samme år som min lillebror, Marcus, blev født. Kirken havde bedt min far træde til som leder af præsteseminariet i Templin. Nu var han ikke længere almindelig sognepræst. Og der viste sig også nye muligheder for min mor.

Waldhof I 1964 blev min søster, Irene, født. Fra hun var omkring seks år gammel, begyndte vi at holde til et bestemt sted i huset, nemlig på bliktaget oven over kvistvinduet. Det blev vores yndlingssted. Irene, som var mere adræt end mig, havde fundet ud af, at man kunne klatre ud ad vinduet og op på taget og lave en hyggelig lille plads deroppe. Herfra kunne vi sidde og se på fyrretræerne, der svajede let i vinden. På den anden side af træerne kunne vi skimte en vej, der gik lidt nedad til en eng, og nede i engen den kanal, der gik fra Templinsøen til Röddelinsøen. Så sad vi dér om sommeren og lagde planer. Skulle vi gå ned til kilden på engen?

Skulle vi cykle en tur til Röddelinsøen og gå i vandet? Eller ud i skoven og plukke blåbær? Det var, som om der ikke var nogen grænser for, hvad vi kunne. Og selv om der var ti år mellem os, var vi helt på bølgelængde.

Kvistvinduet hørte til mit værelse. Ellers befandt de fleste af familiens værelser sig på etagen nedenunder. Huset lå i udkanten af byen

23

FRIHED.indd 23

11/10/24 1:43 PM

i det område, der kaldtes Waldhof. Det meste af området var optaget af Stephanus-stiftelsen for udviklingshæmmede børn og voksne. Det var samme koncept som den Bodelschwinghsche Stiftelse i Bethel. Ved siden af den almindelige pleje troede man på den terapeutiske virkning af aktivt og meningsfuldt arbejde. Stiftelsen skulle være så selvforsynende som muligt og løbe økonomisk rundt. Derfor var der ikke bare et køkken på stedet, men også landbrugsarealer og et gartneri, et vaskeri, en smedje, en systue og flere værksteder for både snedkerarbejde og skomagerarbejde. Vi børn havde lov at komme alle steder og snakke med både beboerne og værkstedslederne.

Min fars præsteseminarium rådede også over en bygning med værelser til kursisterne og et par huse, deriblandt tjenesteboligen, hvor jeg boede med min familie. Der var syv værelser. De fem lå på første sal, og min fars arbejdsværelse og mit værelse lå på kvisten. Og så var der skolebygningen, hvor undervisningen, som min far ledede, fandt sted.

Waldhof betød også nye opgaver for min mor. Hun underviste i tysk og matematik i den gren af studierne, der havde med kirkelig forvaltning at gøre, og i græsk og latin for de studerende, der forberedte sig på at komme på Berliner Sprachenkonvikt, et teologisk seminarium under den evangeliske kirke. Efterhånden som årene gik, begyndte undervisningen på seminariet imidlertid at koncentrere sig mere og mere om efteruddannelse af præster, og det betød, at min mors opgaver igen blev færre, og hun arbejdede et stykke tid som sekretær for min far. Eftersom hun var gift med en præst, havde hun ikke lov at undervise i det almindelige skolesystem, for DDR udelukkede kirken og kirkelig indflydelse fra alle statens skoleformer og uddannelser. DDR opfattede sig selv som en ateistisk stat.

I hverdagen var arbejdsfordelingen mellem min mor og min far ret klassisk, selv om min mor altid gik og forestillede sig, hvordan det ville have været, hvis hun havde fået lov at arbejde som skolelærer. Dengang tænkte jeg, at det bare ville have været en dobbelt belastning for hende,

24

FRIHED.indd 24

11/10/24 1:43 PM

fordi hun så havde været nødt til at tage sig af begge ting, både undervisningen og husholdningen. Jeg var et barn, så jeg kunne ikke se andet, end at det ville have været skidt for mig selv. Eftersom min mor officielt ikke var erhvervsaktiv, havde mine søskende og jeg ikke lov at gå i børnehave eller deltage i skolebespisningen sammen med de andre elever, da vi senere kom i skole. Det ærgrede jeg mig meget over. I mit allersidste skoleår lykkedes det mig alligevel at få lov. Det var ikke så meget madens kvalitet, der trak, det var mere det endelig at få adgang til noget, der havde været forbudt. Men i praksis måtte min mor altså lave mad til hele familien hver dag i mange år, og ikke bare middagsmaden. Og købe ind til det hele, ikke at forglemme.

Der var tre kilometer ind til byen og butikkerne, og indtil vi børn blev store nok til at hjælpe til, måtte min mor transportere alle indkøbene hjem på cykel alene. Det var fysisk meget hårdt for hende. Da hun senere fik kørekort, forærede hendes mor – min mormor i Hamborg – hende en Trabant. Det skete via overførselstjenesten GENEX, Geschenkdienst- und Kleintransporte GmbH, som tillod vesttyskere at købe større ting til DDR-borgere. Betalingen foregik i D-mark. For min mor var det frigørende at kunne køre rundt i sin egen bil, også selv om den var nummeret mindre end den model, der havde skaffet hende kælenavnet ”Mercedes” som ung. Nu kunne hun bevæge sig frit rundt og tog blandt andet ind til Berlin og underviste de studerende på Berliner Sprachenkonvikt i engelsk. Det førte indimellem til småkonflikter med min far, som ikke brød sig om selv at lave sin mad, men min mor insisterede på at gå sine egne veje.

I DDR tjente præster ikke særlig meget, men betalte til gengæld kun et mindre beløb for at leje deres tjenestebolig. Det gjaldt også for os.

Oveni fik de materiel støtte fra Vesten, den såkaldte Bruderhilfe. For os udgjorde den støtte omkring 70 D-mark om måneden. Det var min mormor i Hamborg og efter hendes død i 1978 min moster, der forvaltede

25

FRIHED.indd 25

11/10/24 1:43 PM

broderhjælpen og regelmæssigt sendte os pakker. For dem var det en stor organisatorisk opgave, men for os var det en uvurderlig hjælp.

Der var også noget andet, der gjorde pakkerne til noget særligt. Når vi åbnede dem, udbrød vi altid: ”Det dufter af Vesten.” Det var den dejlige duft af sæbe og kaffe af god kvalitet. Herovre østpå lugtede der til gengæld skrapt af skurepulver, bonevoks og terpentin. Jeg har stadig den lugt i næsen.

Faktisk var hele DDR for mig indbegrebet af mangel på kvalitet, alting var fladt. Lutter kunststoffer, dårlige materialer, ingen glade farver, alt var gråt i gråt. Mine forældre prøvede at finde måder at undslippe det på, for eksempel når de købte særlig smukke møbler fra møbelsnedkerfirmaet Hellerau, også selv om de ofte måtte vente længe på, at de blev leveret. Jeg savnede altid stærke farver dengang i DDR, og jeg kan godt forestille mig, at det er årsagen til den forkærlighed for farveglade blazere, jeg har i dag.

Min fars præsteseminarium havde glæde af hele Waldhofs infrastruktur, for eksempel køkkenet og værkstederne i Stephanus-stiftelsen. Desuden havde nogle af de udviklingshæmmede beboere bestemte opgaver på seminariet. Jeg husker særlig én af dem. Han hentede brænde og kul med en engels tålmodighed og var en utrættelig hjælp for min mor. Det var hårdt arbejde, fordi samtlige rum var opvarmet med kakkelovn. Når han arbejdede, var han altid dybt koncentreret. Ellers gik han bestandig rundt og snakkede med sig selv om det arbejde ved jernbanen, han bildte sig ind, han havde. Han og jeg blev gode venner.

Før vi børn kom i skole, tilbragte vi det meste af tiden udenfor, kun afbrudt af måltiderne. Hver dag klokken 12 og klokken seks om aftenen ringede en af Stephanus-stiftelsens beboere med klokken i Waldhofs klokketårn. Også for os præstebørn betød det, at vi skulle hjem og spise.

Men ellers havde vi lov at strejfe omkring i området hele dagen. Det var vidunderligt.

26

FRIHED.indd 26

11/10/24 1:43 PM

Redaktionel bemærkning

De mundtligt gengivne dialoger i denne bog er citeret efter hukommelsen og ikke stenografiske eller elektroniske referater af samtalerne.

Kilden til citaterne fra taler i Forbundsdagen er den parlamentariske plenarprotokol. Citater fra andre taler og offentlige udtalelser på pressekonferencer i embedsperioden er gengivet efter forbundsregeringens presse- og informationstjenestes stenografiske referater. Grundlaget for citaterne fra CDU’s landsmøder er landsmødeprotokollerne.

666

FRIHED.indd 666

11/10/24 1:43 PM

I seksten år bar Angela Merkel regerings­ ansvaret for Tyskland og prægede med sine handlinger og holdninger politikken

ANGELA MERKEL,

i ikke blot Tyskland, men også i Europa og resten af verden. I erindringsværket

tysk kansler fra 2005 til 2021 og den

Frihed ser hun tilbage på sit liv i to tyske

første kvinde i landets mest magtfulde

stater – indtil 1990 i DDR og siden i det

embede. Merkel blev født i Hamborg

genforenede Tyskland. Hvordan lykkedes

i 1954 og voksede op i DDR, hvor hun

det hende som kvinde fra DDR at nå

blev ph.d. i fysik. I 1990 blev hun valgt

til tops i CDU og blive Tysklands første

ind i Forbundsdagen, og allerede året

kvindelige kansler? Og hvordan blev

efter blev hun minister for kvinder og

hun en af den vestlige verdens mest

unge. Fra 1994 til 1998 var hun minister

magtfulde statsledere? Hvad var hendes

for miljø, naturbeskyttelse og reaktor­

rettesnore?

sikkerhed og fra 2000 til 2018 formand for CDU, Den Kristendemokratiske

I Frihed skildrer Angela Merkel både

Union. I 2021 trak hun sig tilbage fra

hverdagen i kanslerministeriet og de

sit aktive politiske liv.

højspændte dage og nætter, hvor hun måtte træffe vidtrækkende beslutninger

sættelser fra tysk, engelsk, svensk og norsk. Hun har bl.a. oversat værker af Cormac McCarthy, Edward St Aubyn og Nino Haratischwili.

Morten Visby er anerkendt oversætter fra tysk, engelsk, svensk og norsk. Han har bl.a. oversat George Orwell, Slavoj Žižek samt Stefan Austs og Adrian Geiges' biografi om Xi Jinping.

Omslag: © Barbara Thoben, Köln Omslagsfotos: © Urban Zintel, Berlin Dansk versionering: Imperiet

FRIHED

Nanna Lund er rost for sine over­

i Berlin, Bruxelles og andre steder i verden. Hun opridser forandringerne i det internationale samarbejde og blotlægger det pres, vor tids politikere er underlagt i jagten på løsninger på komplekse problemer i en globaliseret verden. Hun tager os med ind bag kulisserne i international politik og viser

ANGELA MERKEL

FRIHED

os, hvad den personlige samtale kan betyde – og hvor grænserne går.

Angela Merkel reflekterer over betingel­ serne for at handle politisk i en tid præget af større og større konfrontationer.

Hendes erindringsværk giver læseren et ene­stående indblik i magtens indre – og er et resolut forsvarsskrift for frihed.

GUTKIND

MERKEL_Frihed_SMUDS.indd 1

04/10/2024 11.54