KOLDKRIGSROMAN
Farlig siesta
Af samme forfatter
Postkort fra Californien (2020)
Spor i sneen (2022)
De navnløse (2024)
TONNY VORM
Farlig siesta
Gutkind
Farlig siesta
© Tonny Vorm og Gutkind Forlag A/S, København 2026
1. udgave, 1. oplag, 2026
Omslag: © Kenneth Schultz Sat med Sabon hos LYMI DTP-Service
og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-1227-4
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag
Saga elskede lyset. På vej op ad trappen klemte hun øjnene sammen og prøvede at lukke metroens raslende støj ude for at forstærke indtrykkene, der ventede på gaden.
En brise gled over hendes ansigt på de sidste trin, og da hun løftede blikket og så ned over Ramblaen, gav det et sug i maven. Solen fik byen til at åbne sig og stråle af skarphed. Enkelte tynde, hvide skyer drev over den blå himmel, hvis lys glitrede i træernes blade og kastede skæve vinkler over det brede strøg. Saga blev stående og dannede en ramme med fire fingre foran ansigtet, prøvede at finde den perfekte komposition, linjerne, uforudsigeligheden og skyggernes spil. Lyset var intet værd uden mørket.
Hun krydsede gaden og standsede ved en aviskiosk. På forsiden af La Vanguardia stod der “Adiós a Franco” over et billede af kirkegården uden for Madrid. Saga havde glemt, hvad den hed, noget med en dal. Et udhængsskab på siden af kiosken var fyldt med billeder af kongen, der blev taget i ed. Begge steder skulle man tæt på for
at læse overskrifterne og tyde motiverne, hvilket ærgrede hende.
Hun tog sit kamera op af skuldertasken, lagde remmen om halsen. Det var nu seks dage siden, at Franco døde, og det undrede hende, at der ikke skete mere i Barcelona. Men hun fornemmede en rastløs energi i folks stemmer, en anspændthed i luften, der føltes næsten poetisk, men var svær at fotografere. Enkelte gavle og balkoner var prydet med politiske slogans eller flag, og i fredags havde hun taget en stribe billeder af en butiksrude nede i Born med et skilt, hvorpå der med ujævn håndskrift var skrevet: “No cava!” Rygterne om, at Franco lå for døden, havde svirret i flere uger, og folk havde haft travlt med at hamstre cava og champagne for at fejre begivenheden. Propperne var sikkert sprunget hen over weekenden hjemme i stuerne, men på gaden var der ingen glæde at spore i folks ansigter. Avisernes forsider var stadig det mest synlige tegn på, at noget havde ændret sig.
Saga førte kameraet til øjet. Den disede sol var kravlet fri af tagene og kastede et sølvagtigt skær over de lyse flader. Hun stillede skarpt på en ung kvinde med en opslået avis og trykkede en enkelt gang på udløseren, søgte derefter lidt mod højre for at få mere kontrast i motivet. Hun tog en række billeder af mennesker med flaksende duer om fødderne og håbede, at et af dem fangede noget særligt. Så fortsatte hun ned ad Ramblaen forbi blomstersælgerne og boderne med undulater og aber og små kæledyr.
Hun standsede som altid ved det store kaninbur og lod en finger glide over trådgitteret, selvom et skilt på både engelsk og spansk fortalte, at man ikke måtte røre.
To kaniner stivnede, men den flotte hvide, som hun bedst kunne lide, blev siddende op ad bagvæggen med knækkede ører og gumlede uanfægtet videre på et eller andet. Det var ikke til at se, om den var trist eller fredfyldt, men den var sværere at lokke til end de andre og lod sig heller ikke skræmme så let. Det kunne hun godt lide. Blanco kaldte Saga den. Som lille havde hun flere gange tigget sin mor om at få en kanin, men uden held. Hvor fanden skulle de også have haft en kanin i en toværelses lejlighed? Et stik af dårlig samvittighed meldte sig ved tanken om, hvor ofte hun havde råbt og skreget for at få sin vilje. Hun mindede sig selv om at ringe hjem en af de kommende dage.
Saga blinkede til Blanco og gik videre.
En sød duft af brændte kastanjer bredte sig fra en bod foran Liceo-teatret og fik sulten til at melde sig. Hun tændte en cigaret og kiggede på uret. Klokken var over et. Oscar måtte være vågnet nu. De havde aftalt, at Saga skulle hente ham, så de kunne spise frokost sammen, men hun gad ikke komme for tidligt, hvis han lå og sov med en af de andre. Et øjeblik ærgrede det hende, at hun ikke var blevet sammen med ham i nat, men hun skød den skamfulde følelse af jalousi fra sig og begav sig ind i Barrio Chino. De havde været sammen hele weekenden, hun og Oscar, og i går var hun rastløs og irritabel og ville bare være alene.
Oscar og hans venner boede i en bygning bag det gamle bibliotek, som stod tom, da de flyttede ind. Strømmen lånte de fra et elkabel ude på gaden, og i fælleskøkkenet på første sal stod en stor stålovn, hvis utætte rør udsendte en lugt, som var blevet mere og mere fæl, i takt med
at efterårstemperaturen krævede opvarmning. Allerede ved gadedøren ramte stanken Saga, og hun holdt sig for næsen op ad trapperne.
På førstesalen stak hun hovedet ud i køkkenet, hvor en skrattende transistorradio spillede “Sweet Hitch-Hiker”. Leo kiggede op fra det store spisebord, smilede og løftede en hånd. Fyren ved hans side kendte hun ikke, men ved komfuret stod Ana med ryggen til med sit lille barn på hoften og rørte i en gryde. Omkring vasken flød det med beskidte tallerkner, krus og pander. Ana vendte sig og sendte hende et smil, som Saga gengældte med et lille stik af usikkerhed. Faren til Anas barn var Oscar, det var Saga sikker på, men ingen talte om det, og hun ville ikke spørge.
Leo sagde noget, der blev overdøvet af rockmusikken, mens han pegede mod loftet, hvilket måtte betyde, at Oscar var på sit værelse.
Det prikkede i kroppen, da hun gik ud på trappen igen. Var Oscar ikke stået op, kunne hun vække ham. Hun bankede på hans dør.
“Si,” blev der råbt.
Han sad i bar mave på madrassen med ryggen op ad væggen og en kuglepen i hånden. En stærk fysisk trang til at røre ved hans nøgne overkrop rislede gennem Saga.
“Ah, guapa,” udbrød han.
Saga anede ikke, hvad hun skulle sige, når Oscar kaldte hende guapa, smukke. I skolen var hun blevet drillet med sin højde, men i dag havde hun vænnet sig til sin krop, og hun vidste godt, hvordan mænd så på hende, men betragtede sig ikke som smuk. Hun var ikke engang sikker på, at hun havde lyst til at være smuk.
“Jonathan Havmåge,” sagde Oscar og bankede spidsen af kuglepennen mod bogen i skødet.
Saga lod tasken glide af skulderen og lagde jakken over stoleryggen. Ved siden af madrassen lå en tændt cigaret i et askebæger.
“Hvem?”
“Hovedpersonen her.” Oscar viftede med bogen.
“En bog om en måge?”
“Har du ikke læst Jonathan Livingston Havmåge?”
Oscar rystede på hovedet med en fortvivlet grimasse, vendte sig og rakte ud efter cigaretten i askebægeret. Dynen røg til side, og synet af hans nøgne krop sendte igen en strøm af lyst gennem Sagas mave og mellemgulv.
“Nej,” svarede hun. “Men hvad med ham?”
“Det kan være lige meget, hvis du ikke har læst bogen.”
Det var sådan, de havde mødt hinanden. Saga var gået alene i biografen oppe ved Diagonal for nogle måneder siden for at se Butch Cassidy and the Sundance Kid, og på vej ud havde han spurgt, hvor Paul Newman havde lært at cykle. Saga havde grinet, for det havde hun selv tænkt. Fandtes der overhovedet cykler på prærien dengang? Oscar havde præsenteret sig og inviteret hende på en øl, og siden var de fortsat med at opdigte baggrundshistorier til fiktive karakterer, som de så kunne diskutere i lang tid efter. Oscar havde udbredt legen til at omfatte litteratur.
“Jeg ved ikke engang, hvordan en havmåge ser ud. Er alle måger ikke glade for havet?” spurgte Saga.
Han grinede, trykkede cigaretten ud i askebægeret og kastede bogen over mod hende i en blød bue.
“Værsgo. Den handler om frihed.”
“Jeg tager billeder.” Saga samlede bogen op og lagde den på skrivebordet ved siden af Oscars skrivemaskine.
“Blev de gode i dag?”
Hun rystede på hovedet og satte sig på værelsets eneste stol, sparkede skoene af og masserede venstre fod. “Næ. Folk virker ligeglade. De smiler ikke engang.”
Oscar udstødte en gryntende latter, rettede på sine briller og fik tænksomme furer i panden. “Fejrede man diktatorens død, ville det være det samme som at anerkende hans magt som levende,” sagde han og lød, som om han citerede en eller anden vigtig person. “Derfor. Men de andre vil organisere en demonstration.”
“De andre her?”
Oscar pegede op i loftet med kuglepennen.
“Der er fællesmøde på taget om lidt.”
“Skal du ikke med?”
“Vil du gerne derop?” spurgte han.
Saga kiggede på Oscar. Så krængede hun trøjen over hovedet og knappede bukserne op. “Nej. Jeg vil ned til dig.”
Barcelona 1975. Saga har forladt Amager og bor nu hos sin far, der er udstationeret som ingeniør ved den amerikanske middelhavsflåde. Hun driver rundt i den spanske storby med sit kamera for at dokumentere dagene oven på general Francos død.
I Rødovre keder Poul sig bravt i sit job ved ordenspolitiet, og da han bliver kontaktet af efterretnings tjenes ten for at opspore en forsvundet dansk ingeniør i Barcelona, tror han ikke sit eget held.
I den catalanske hovedstad, hvor uroen ulmer, finder Saga og Poul sammen for at jagte sandheden, kun for at forvilde sig ind i et spejlkabinet af konspirationer og internationale interesser.
FARLIG SIESTA er en roman om moral, loyalitet og menneskelighed i den kolde krigs kuldslåede virkelighed.