En engel i Warszawa

En engel i Warszawa er oversat fra tysk af Maj Westerfeld efter Der Engel von Warschau © 2021 Piper Verlag GmbH München/Berlin Denne udgave: © Lea Kampe og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Alette Bertelsen Forsats: Warszawa, ghettomuren ved den gamle markedsplads, sandsynligvis april 1941 © www.eastnews.pl Bagsats: Irena Sendler med sin datter Janina, juni 1948 © www.eastnews.pl Sat med Mrs. Eaves hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook Sverige ISBN 978-87-434-0309-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Cläre Müller Altid ved min side

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

ROMAN

MAJ WESTERFELD

KAPITEL 1

»Kom ind!« råbte rigsminister dr. Hans Frank og så op fra skrivebordet på sit kontor i Berlin.

En ung SA-mand trådte ind. Ved første blik lignede Ludwig Fischer en godmodig bondedreng med sin kraftige statur og det runde ansigt, men i hans små øjne lurede ondskaben. »Kom ind, kom ind!« sagde Frank jovialt. »Cognac? Brandy? Eller måske hellere en snaps?« Fischer løftede overrasket øjenbrynene.

Frank lo. »Vores møde i dag har en glædelig anledning. Lad os sætte os ned.« Han gik hen til et lavt bord med glas og flasker og skænkede op, før han slog sig ned i sofaen og tilbød Fischer pladsen i lænestolen overfor. Så kastede han et hurtigt blik på standeruret. »Det store øjeblik er kommet. Som jeg netop har erfaret, fik vores SS-stormenhedsfører Naujocks udleveret kodeordet præcis klokken 16.00.« Han smilede. »‘Bedstemor er død.’ Hvem pokker finder på sådan noget? Under alle omstændigheder vil Naujocks og hans mænd forklædt som polske oprørere om få timer angribe vores egen radiostation i Gleiwitz.

En utrolig provokation, som vi tyskere selvfølgelig ikke kan acceptere, hvorfor vi også ser os tvunget til at erklære Polen krig. Jeg går ud fra, at angrebet vil beg ynde i de tidlige morgentimer.« Ludwig Fischer lo. »Naturligvis regner polakkerne med os. De har i al hast samlet et par tropper ved grænsen. Alt sammen tophemmeligt, så vi ikke føler os provokerede. Og de tror virkelig, at vi ikke har bemærket det.« »Ja, det hedder sig sågar, at de har beredne tropper. Heste, min kære Fischer, heste. Hvad mon de siger, når de står over for vores kampvogne? Jeg håber 7

ikke, at vores drenge udfører et blodbad mod de stakkels dyr.« Frank smilede igen og lagde armen på sofaens armlæn. »Det får de slet ikke tid til,« svarede Ludwig Fischer. »Vi ved alle sammen, at hele balladen højst vil vare et par uger. Senest i slutningen af september har vi krammet på Polen, og Warszawa tilhører os.« »Det er den rette indstilling, Fischer!« udbrød Frank og lænede sig lidt frem.

Hans brede pande med de høje tindinger glinsede i den lavtstående eftermiddagssol. Sofaens glatte læder lyste rødbrunt, ligesom den stadig urørte brandy i hans hånd. »Og netop derfor har jeg bedt Dem om at komme.« Han holdt en kort pause. »Ser De, man har udnævnt mig til generalguvernør for det kommende Generalguvernement Polen. Og til byen Warszawa har jeg brug for en særligt pålidelig mand.« Han så opmærksomt på Fischer. »Jeg tænkte på Dem. Hvad mener De? Guvernør for Warszawa-distriktet? Er det noget for Dem?« »Det ville være mig en ære, dr. Frank.« Frank nikkede afmålt. »Æres den, som æres bør. Som Deres embedskontor tænkte vi på Brühl Paladset på Piłsudski Plads, som vi vil omdøbe til Adolf Hitler Plads. De kan bo i en villa i den mondæne forstad Konstancin, som vi naturligvis vil forskåne for luftangreb.« Han løftede sit glas. Det samme gjorde Fischer. »Lad os skåle for Warszawa, den nye tyske by og dens guvernør!«

8

KAPITEL 2

Ude på gangen gik en dør op og blev lukket stille igen. Irena hørte hurtige, lette skridt. Hun kastede et blik på uret og smilede. Halv fem. Man kunne virkelig stille uret efter Elena. Alle på socialforvaltningen i Warszawa vidste, at hun regelmæssigt forlod kontoret en halv time før fyraften.

Kun Elena selv var fast overbevist om, at ingen bemærkede hendes daglige flugt.

Irena lænede sig tilbage i kontorstolen og lukkede øjnene, mens døren ud til trappeopgangen smækkede i.

Nede fra gaden trængte lyden af motorlarm, skridt og de lyse stemmer fra to kvinder op til hende. Nu nærmede en hestedrosche sig på brostenene. Kusken udstødte et langt pift. Men pludselig trængte en anden lyd sig i forgrunden.

En stor flue fløj brummende mod vinduet igen og igen.

Irena slog øjnene op. Et øjeblik så hun på fluen, der stædigt forsøgte at gennembryde den usynlige barriere, så rejste hun sig op og åbnede vinduet.

Tilbage ved skrivebordet afsluttede hun dagens sidste indberetning og skimmede teksten igennem. Alt så meget ordentligt ud. Intet inviterede til at blive undersøgt nær­­ mere. Siden hun ikke længere var alene om at foretage små korrekturer i sine indberetninger, men gjorde det sammen med sin kollega Irka Schultz, følte hun sig i det hele taget mere sikker. Dårlig samvittighed havde hun i hvert fald 9

ikke. Det, hun gjorde, var rigtigt, fordi den polske regering for nogle år siden var begyndt at skære kraftigt i de sociale ydelser til jødiske medborgere og havde knyttet det sammen med utallige meningsløse krav, hvilket ramte de fattige familier hårdt. Siden da var Irena bevidst begyndt at begå små fejl i behandlingen af sine sager. Nogle gange blev et barn gjort et par måneder yngre på papiret, for at familien, der i forvejen levede på fattigdomsgrænsen, fortsat kunne få hjælp. I andre tilfælde, som i dag, blev boligen gjort mindre. Egentlig var det ikke engang løgn, tænkte Irena. Hendes hjemmebesøg hos familien Geremek om eftermiddagen havde været deprimerende. Angiveligt boede familien på seks medlemmer i to værelser, men i virkeligheden havde den snedige udlejer bare sat en tynd træskillevæg op. Irena havde følt sig tvunget til at korrigere uretfærdigheden i formularen, så familien igen havde ret til et månedligt tilskud.

Hun trak papiret ud af skrivemaskinen og lagde det hen til de andre. Udenfor slog uret på det nærliggende kirketårn fem. Irena var kendt for at blive på kontoret, til den sidste opgave var udført. Men i dag ville hun holde fyraften til tiden. En kollega og veninde ville fejre fødselsdag med en picnic i parken.

Udenfor slog en lummer varme hende i møde. Hun lagde tasken og den indpakkede kage i sin cykelkurv og cyklede af sted. Ogród Saski, Den Saksiske Have, var en smuk park fra 1700-tallet, og den lå kun et stenkast fra hendes kontor i Złotagade. Irena trådte i pedalerne, til hun mærkede fartvinden i sit blonde, skulderlange hår. På den stærkt befærdede Emilii-Plater-Allé gik turen over brosten, og hun forsøgte med venstre hånd at holde fast på kagen. Hendes mor havde insisteret på at bage en babka, og Irena ville nødig 10

have, at den søde gærkage blev til krummer, før hun nåede frem til picnicen.

Hun svingede elegant uden om en hestedrosche, der var standset brat foran hende, og drejede kort efter ind gennem den åbne smedejernsport til parken. Det varme eftermiddagslys faldt ned gennem trækronerne på de høje linde- og bøgetræer. Børn var ude at gå tur med deres mødre eller guvernanter, og på græsset sad små grupper af venner og enkelte par. Jo længere Irena kørte ind i det grønne, desto mere fjernede byens larm sig. I stedet hørte hun fuglestemmer og summende bier, og et vindpust fik bladene på de gamle træer til at rasle. Pludselig så Irena vinkende arme foran sig på græsset. Automatisk røg hendes arm også i vejret. »Nå, der er du endelig!« Fødselsdagsbarnet kom stormende hen mod hende, mens hun stadig var ved at sætte cyklen op ad et træ.

Irena gav Ewa et stort kram. Så holdt hun hende lidt ud fra sig og så undersøgende på hende. »Godt, at vi ses igen,« sagde hun halvt bebrejdende. Siden Ewa Rechtman for et par måneder siden var blevet fyret fra socialforvaltningen på grund af sin jødiske afstamning, havde de set alt for lidt til hinanden. Irena savnede sin venindes ukuelige optimisme. »Hvad med at gribe i egen barm, frøken Travlhed?« svarede Ewa slagfærdigt. Hun løsnede sig fra Irena, strøg hænderne gennem sit lyse hår og gik hen til kagen. »Uhm, babka!« Irena lo og hilste på de andre. De fleste af dem, herunder Irka Schulz, Jaga Piotrowska og Janka Grabowska, var ligesom Irena ansat i den kommunale socialforvaltning.

Ala Goła˛b-Grynberg derimod, der var jøde ligesom Ewa, arbejdede på det jødiske sygehus.

11

På det ternede picnictæppe var der allerede dækket op med tallerkener og fade med sandwich. Janka havde taget hjemmelavet citronlimonade med. Ewa satte Irenas kage ind på midten. »Jeg håber ikke, det er dig, der har bagt den, men din mor,« sagde hun drillende, mens hun satte røde lys i kagen. »Så er det godt,« brokkede Irena sig. Men hun var ikke sur på Ewa. Madlavning og bagning var virkelig ikke hendes stærke side. »Til gengæld er du god til andre ting,« sagde Jaga, der havde sat sig ved siden af hende og gav hende et kys på kinden.

Da Ewa havde tændt lysene, sang de den polske fødselsdagssang »Sto lat«, der ønskede Ewa, at hun måtte leve i hundrede år. Folk, der gik tur i parken, vendte sig smilende om mod dem. Men næppe havde Ewa pustet lysene ud og fordelt kagestykkerne, før der blev stille. »Jeg føler mig helt skyldig over, at vi sidder her og fejrer min fødselsdag, som om intet var sket,« sagde Ewa endelig. »Hvornår skulle vi ellers gøre det?« sagde Janka tørt. »Hvis Tyskland virkelig skulle angribe Polen, er det foreløbig slut med at fejre noget som helst.« »Mietek er blevet indkaldt. Jeg fulgte ham til banegården i går,« sagde Irena.

Igen blev der stille. De sidste uger havde spændingerne mellem Tyskland og Polen været til at tage og føle på. Allerede i juli havde der været rygter om, at Polen i al hemmelighed mobiliserede sine stridskræfter, men først nu havde det ramt Irenas mand. Og det selvom Mietek i bund og grund var et fredselskende, jordbundent familie­ menneske. Et par år forinden havde han fået sin første stilling på universitetet i Poznań og var helt selvfølgeligt 12

gået ud fra, at Irena ville følge med ham. Men for hende var det sociale arbejde og hendes studium i Warszawa vigtigere.

Først da var hun blevet bevidst om, hvor forskellige hun og Mietek var. Han var et helt igennem apolitisk menneske, hvis drømme ikke gik længere end til et professorat i klassisk filologi og en lille familie. Hun ville til gengæld gerne være noget for andre og lægge planer og forbedre verden sammen med sine venner på universitetet og i det socialistiske parti. Og hvor kunne man bedre gøre det end blandt Warszawas fattige og dårligt stillede?

Men selvom Mietek og hun havde levet hver for sig i flere år nu, og deres ægteskab kun eksisterede på papiret, betød han meget for hende. Han var hendes barndomskæreste og den ven, som hun hver vinter var løbet på skøjter med på den frosne Wisła-flod. Og nu skulle den følsomme Mietek med de slanke hænder kæmpe mod tyskerne? Det var svært at forestille sig. Så hellere Adam, hendes tidligere medstuderende fra universitetet og bedste ven. Irena blev straks varm ved tanken. Pludselig følte hun behov for at tale om ham og fortælle sine veninder, at han også var blevet indkaldt. Og hvorfor egentlig ikke? Alle kendte Adam, den temperamentsfulde fyr med de revolutionære ideer til et nyt, mere retfærdigt og frem for alt frit Polen. Adam, der elskede at læse, lige fra romantiske digte til lovsamlinger, og med hvem hun tit sad til langt ud på natten på en café eller under træerne i parken og drømte og diskuterede.

Men hun sagde ikke noget og tog i stedet et stykke kage til.

Det samme gjorde Irka. Da deres hænder berørte hinanden over kagefadet, mødtes deres blikke. »Det skal nok gå alt sammen,« sagde Irka. »Denne gang vil England og Frankrig ikke lade Polen i stikken. Bare vent og se. Vi har fået et fast tilsagn. Tyskerne kan bare komme.

13

Deres fornøjelse vil blive kort. Og før man får set sig om, er Mietek og de andre tilbage igen.« »Det håber jeg,« sagde Ala, men hun lød ikke overbevist. »Hvis ikke, går vi slemme tider i møde. Det gælder for hele Polen, men især for Ewa og mig og de andre polske jøder.

Hvad tyskerne gør med deres egne jødiske medborgere i Tyskland, er slemt nok, men hvis I spørger mig, vil de gøre endnu værre ting her, hvor de er langt væk hjemmefra.« Ewa greb ud efter Alas hånd. »Kom nu. Vær ikke så pessimistisk. Desuden fejrer jeg fødselsdag i dag ... eller prøver i det mindste på det. Hvem har lyst til at skifte samtaleemne?« Irka og Janka rakte leende hænderne i vejret. Ala gav Ewas hånd et klem, men hendes smil virkede anstrengt.

Det var allerede blevet mørkt, da de brød op og begyndte at gå hjemad. Irena elskede de lange sommeraftener, som gav hende en følelse af frihed. Folk mødtes i parken, på cafeer og ved iskiosker. Også i dag havde der været mange mennesker på gaderne. Alt var, som det plejede at være.

Eller måske alligevel ikke? Havde stemmerne været højere?

Hendes latter lidt for skinger? Var bilerne kørt hurtigere?

Irena havde svært ved at sige det.

Da hun kom hjem, satte hun cyklen fra sig i gården og låste stille døren til lejligheden op, hvor hun boede sammen med sin mor. Indenfor var der mørkt. Hun lyttede til åndedrættet fra sin sovende mor. Det lød roligt. Irena var lettet. Hendes mor havde problemer med hjertet og trak tit vejret tungt. Uden at tænde lys gik hun ud i køkkenet og åbnede vinduet. Var det den hjemmelavede honninglikør, som Irka havde haft med, eller erindringen om i går, der holdt trætheden væk?

14

De fleste vinduer i Ludwikigade var stadig oplyste. I stuen på den modsatte side af gaden kunne Irena se familien Nowak sidde foran radioen. Hendes tanker vandrede til Mietek. I hans marchordre havde der stået noget om en »hemmelig mobilisering«, men ved ankomsten til banegården var det gået op for dem, at det eneste hemmelige ved ordren var de manglende nyheder i aviser og radio.

Kun med stort besvær havde de kæmpet sig gennem banegårdsbygningen og hen til Mieteks afgangsperron.

Samtlige unge mænd i Warszawa så ud til at være mødt op, og for første gang var Irena blevet grebet af en reel angst.

Holdt regeringen noget hemmeligt for dem? Hun vidste, at Polen oprindeligt havde planlagt en fuldstændig mobilisering, men at England og Frankrig havde været imod.

Hitler skulle ikke provokeres unødigt. Irena havde holdt udkig efter kendte ansigter på perronen, eller rettere sagt: efter ét bestemt ansigt. Adam havde ringet til hende dagen før og fortalt, at han også var blevet beordret til den tyskpolske grænse. Han måtte være her et sted, men i den store trængsel var det håbløst at finde nogen.

Hendes afsked med Mietek havde været kort. Fra alle sider havde soldater skubbet til dem, og den ellers så velformulerede Mietek vidste for første gang ikke, hvad han skulle sige. Til sidst havde Irena taget ordet. »Pas godt på dig selv,« havde hun hvisket og givet ham et kys på kinden.

Mietek havde nikket kort og derefter vendt sig hurtigt om for at stige ind i den overfyldte togvogn. Spændte og fulde af energi hang unge mænd ud af togvinduerne og råbte og skrålede til hinanden. Som om de skulle på ferie. Men måske var det hele i sidste ende ikke nær så slemt? Med allierede som England og Frankrig ville en eventuel krig ikke vare længe.

15

Eller var det blot en illusion, og Adam – den radikale klarsynede – havde ret? »De tror ikke, at vi ser det,« havde han sagt. »Men værelserne i det europæiske hus er i al hast ved at blive omfordelt, vægge bliver revet ned, og andre sat op.« Hun havde ikke vidst, hvad hun skulle svare på det.

Væguret i stuen slog elleve slag. Irena lukkede vinduet, lagde sig på sengen og faldt i søvn.

Rummet bag Irenas øjne fyldtes af en høj, smertefuld lyd.

En hylen, der steg og faldt. Hun kastede sig om på den anden side, men vågnede ikke, og lyden blev ved. »Irena!« Hun mærkede en hånd på sin skulder. »Irena, vågn op!« Irena spærrede øjnene op. Den hylende lyd blev højere, mere truende. »Mor, hvad sker der?« »Luftalarm. Kom, vi skal skynde os ud.« Hendes mor rakte hende en morgenkåbe, mens Irena fiskede efter sine hjemmesko med fødderne. I køkkenet kiggede hun ud ad vinduet. På den anden side af gaden sad hr. Nowak foran radioen, hans kone hev ham i armen, men han ignorerede hende. Irenas mor var allerede ude i opgangen. Hendes højre hånd klamrede sig til gelænderet, mens hun med usikre skridt satte den ene fod foran den anden. Irena tog fat i sin mors arm bagfra og hjalp hende ned ad trappen så hurtigt som muligt. Døren til gården stod åben, den var fuld af mennesker. Hvorfor var de ikke i kælderen?

Først nu lagde Irena mærke til, at luftværnssirenerne var den eneste lyd. Ellers var der stille. Mens hun hjalp sin mor ud i gården, lyttede hun efter motorlyde, bombenedslag.

Intet. De beboere, der var forsamlet i gården, så stumt på de nyankomne. Mange virkede vantro og desorienterede.

Deres hår var uglet af søvn, de trætte øjne så spørgende ud.

16

Senere kunne Irena ikke sige, hvor længe de havde stået der. Over gården bredte sig et diset og gyldent morgenlys.

Så holdt sirenerne op med at hyle. Et par sekunder var der helt stille. Der gik en hvisken gennem gruppen, og pludselig snakkede alle i munden på hinanden. »Faren er overstået, gå tilbage til Deres huse! Faren er overstået ...« Opfordringen fra en megafon foran porten til gården kom som ud af det blå og aftog i styrke, jo mere bilen fjernede sig igen. Som en flok får satte alle sig i bevægelse. Irena hjalp sin mor op ad trapperne til anden sal.

Så løb hun hen til radioen. Som alle andre, tænkte hun, mens hun drejede på knappen. Hun behøvede ikke at lede.

Alle radiostationer bragte den samme nyhed. Tyskerne havde allerede for flere timer siden indledt en offensiv fra nord, syd og vest. Flyvevåbnet var fløjet ubemærket ind over grænsen og havde bombarderet grænseområderne.

Samtidig var infanteri­­ divisioner støttet af kampvogne rykket ind. Speaker­­­stemmen talte om, at polske tropper skulle samles på ny, hvad end det betød. »Warszawa er sikker,« påstod stemmen i radioen. »Bevar roen!

Alle regeringsmedlemmer og alle kommunalt ansatte opfordres til at opsøge deres arbejdsplads.« Irena skyndte sig ind på sit værelse for at tage tøj på, mens radioen i værelset ved siden af blev ved med at gentage den samme nyhed. »Hvor skal du hen?« råbte hendes mor, da hun kort efter kom stormende ud i køkkenet. »På arbejde. Du hørte da, hvad de sagde!« Hendes mor tog fat i hendes arm. »Klokken er syv. Sæt dig ned og drik en kop kaffe. Kontoret er jo slet ikke åbent endnu.« Uden et ord lod Irena sig synke ned på stolen. Hendes 17

tanker vandrede til Mietek og Adam. Gik det dem godt? Var deres regimenter indblandet i kamp? I tankerne om Adam blandede sig en følelse af bitterhed. Han havde læst jura, havde bestået sin eksamen med udmærkelse og ville være advokat. Men de sidste års antisemitiske tendenser havde svækket hans karrieremuligheder. »Når det drejer sig om en ansættelse som advokat, er jeg jøde og uønsket. Men når det drejer sig om at sende mig til fronten, er jeg pludselig polsk nok,« havde han ironisk bemærket i deres sidste telefonsamtale.

Hun blev revet ud af sine tanker, da hendes mor satte kaffekanden på bordet foran hende, sammen med brød, smør og marmelade. »Spis,« sagde hun bare. Hendes stemme tillod ingen modsigelse.

Irena begyndte mekanisk at smøre en skive brød. Hun var taknemmelig for, at hendes mor ikke forsøgte at indlede en samtale med hende. Hun spiste brødet og slyngede kaffen i sig. Så sprang hun op, gav sin mor et kys på kinden og løb ned ad trappen, to trin ad gangen.

Hvis Irena havde regnet med at møde mennesketomme gader, havde hun taget fejl. Hele Warszawa lod til at være på benene, og alle havde travlt. Mænd på cykler, kvinder, der trak af sted med deres børn. Sporvognene var propfulde. Trods det tidlige tidspunkt havde alle butikker åbent, og kvinder fyldte deres indkøbstasker med kød, grønsager og brød. Det eneste, der gav den hektiske travlhed et uhyggeligt præg, var stilheden. Ingen sagde noget. Bortset fra et par klynkende børn hørte man kun lydene fra sporvognene, bilerne og hestedroscherne.

Irena trådte i pedalerne.

Allerede i trappeopgangen til socialforvaltningen hørte 18

hun ophidsede stemmer. Gangen var fuld af mennesker, der råbte på sagsbehandlere eller fremsatte deres krav for de tilstedeværende. Irena var knap nok trådt ind på gangen, før hun blev omringet af en klynge mennesker. »Øjeblik! Én ad gangen!« råbte hun, mens hun møjsommeligt kæmpede sig frem til sit kontor. Pludselig tog en hånd fat i hendes arm og skubbede hende hen mod hendes dør.

Den forundrede menneskeskare blev stående. Irka Schultz lukkede døren til Irenas kontor bag dem og drejede nøglen om i låsen. »Puha,« sukkede hun og lod sig falde ned på gæstestolen.

Irena var lige ved at le højt. Irka var afdelingschef og lagde stor vægt på en professionel og korrekt opførsel. Nu hang hendes bluse ud af bukserne, og knuden på hendes tynde slips havde løsnet sig. Med sit pjuskede, blonde hår virkede hun, som om hun havde tilbragt natten på en jazzklub.

Irena undlod at kommentere det og nikkede i stedet i retning af gangen. »Hvad foregår der?« Irka himlede med øjnene. »Ja, hvad tror du? Alle vil have deres månedlige ydelse med det samme. Deres penge, deres rationeringsmærker, kuponerne til folkekøkkenerne. De er bange for, at alt snart er væk. Mange vil forlade byen.

De frygter luftangrebene. Og dertil kommer, at ikke alle kolleger er mødt på arbejde i dag.« Irena satte sig ved sit skrivebord. »Hvad med at gå ud og bruge din autoritet og sørge for lidt ro og orden? Du må bede folk om at komme ind én ad gangen.« Irka nikkede opgivende. Et par sekunder nød hun stilheden på Irenas kontor, så låste hun døren op og kastede sig ud i kampen.

Irena havde arbejdet en times tid og overvejede netop, om hun kunne nå at hente en kop kaffe i personalekøkkenet, 19

da luftværnssirenerne begyndte at hyle igen. Straks hørte man snesevis af fødder løbe i retning af udgangen. Irena trådte også ud af sit kontor, da døren på den anden side af gangen gik op. I stedet for at hilse pegede chefen for socialforvaltningen, Jan Dobraczyński, i retning af trappeopgangen. »Hvem ved, måske er det bare falsk alarm igen, ligesom i morges,« sagde han forpustet, mens de hastede ned ad trapperne. Udefra lød der en underlig susen. Irena stoppede op, men blev skubbet videre af folk bagfra. Den underlige susen blev til en buldren. Og da luften begyndte at vibrere, mærkede Irena panikken brede sig i kroppen.

Hun nåede ned til kælderen i samme øjeblik, som den første eksplosion fik væggene i bygningen til at ryste. En trykbølge gik gennem hendes krop og pressede luften ud af lungerne, hendes ører lukkede til, betonstøv dryssede som mel ned fra loftet.

I den næste halve time gentog det samme sig igen og igen: en summen, der voksede til en buldren, så kom eksplosionen, og derefter aftog larmen igen. Hver gang en bombe slog ned i nærheden, forsvandt lyset et par sekunder. Irena følte trang til at skrige, men hun tog sig sammen, ligesom de andre.

Endelig kom afvarslingen, og alle strømmede ud på gaden.

Irena hostede, da hun indåndede den gråbrune luft, og røg og betonstøv lagde sig i hendes lunger. Bygningerne i Złotagade var alle intakte, men et stykke derfra steg sorte røgsøjler op mod himlen, og sirenerne hylede fra alle retninger.

En hånd lagde sig bagfra på Irenas skulder, og hun vendte sig om. »Jaga!« Impulsivt omfavnede hun sin veninde og kollega. »Kommer De?« Jan Dobraczyński var blevet stående 20

ved siden af dem. Den høje, kraftigt byggede mand så ud, som om han var skrumpet ind, og hans ellers så velplejede, bagudredte, mørke hår var hvidt af betonstøv og temmelig uglet. Jaga, hans sekretær, løsnede sig fra Irenas omfavnelse og fulgte som den første efter sin chef.

Da kollegerne havde samlet sig på Jan Dobraczyńskis kontor, så han tavs rundt på sine medarbejdere. Han var en mand, der sjældent manglede ord, men i dette øjeblik havde han mistet mælet. Han forsøgte at stryge de løsslupne hårlokker bagud, men droppede det, da han mærkede det hvide betonstøv på hovedet. Irena fik helt ondt af ham.

Han var en korrekt chef, der udførte sit arbejde godt. Det var der ingen tvivl om, også selvom Irena personligt ikke fandt ham sympatisk. Hun var overbevist socialdemokrat, Dobraczyński derimod var medlem af det konservative nationale parti – og han lagde ikke skjul på, at han ikke brød sig særligt meget om jøder. Det gode ved ham var, at han lod sine medarbejdere handle på egen hånd. Det gav Irena den nødvendige frihed til at løse tingene på sin måde.

Nu tog Dobraczyński ordet. »Fru Sendler er blandt andet ansvarlig for folkekøkkenerne her i byen.« Han holdt en kort pause og vendte sig om mod hende. »Jeg behøver vel ikke at fortælle Dem, at vi i de næste dage og uger kan forvente et massivt stormløb.

Allerede under det første angreb i dag har mange mennesker mistet deres bolig. Desuden skal vi regne med flygtninge fra de omkringliggende områder. Folk, som vi skal indlogere og forsørge.« Han holdt en pause og fortsatte så. »Jeg vil bede alle om at gå hjem til deres familier og se, om alt står vel til. Når vi mødes igen, vil jeg gerne have forslag til, hvordan vi kan håndtere stormløbet.« 21

Han så rundt på alle. Lutter alvorlige ansigter. »Og lov mig at være forsigtig. Vi har brug for alle. Hver og en.

Mere end nogensinde før.«

22

5