Duften af vanilje

DUFTEN AF VANILJE

En roman om Karen Volfs liv

Af samme forfatter:

Gråstener-serien:

Vent på mig Marie (bind 1)

Når solen står højest (bind 2)

Efter mørke (bind 3)

Det usagte (bind 4)

Frihed og ære

Marens vilje

Genforening

Helene-serien:

Helenes krig (bind 1)

Helenes befrielse (bind 2)

Alt det, der skiller os:

Dagmar & Johannes (bind 1)

Sara & August (bind 2)

Mathilde & Andreas (bind 3)

En tid, et sted:

Mod daggry (bind 1)

Den sandhed du vælger (bind 2)

For en god sag (bind 3)

De uendelige år

Kvinder, der prægede Danmark: Med en knivspids kærlighed.

En roman om Frøken Jensens liv (bind 1)

PERNILLE JUHL

Duften af vanilje

ROMAN

En roman om Karen Volfs liv

Duften af vanilje

© Pernille Juhl og Gutkind Forlag A/S, København 2026 1. udgave, 1. oplag, 2026

Omslag: © Alette Bertelsen

Sat med Palatino Linotype hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk

ISBN 978-87-434-1311-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Forord

I 1968 flyttede produktionen af Karen Volf-bagværk til Stege på Møn, hvor den har ligget lige siden. Men fremstillingen af kagerne startede mange år tidligere. Allerede i 1890 åbnede den 26-årige Karen Kirstine Hansen forretning med sin forlovede, Christen Adolf Wolff, på Strandvejen 78 i Hellerup. Hun havde næppe forestillet sig, at hendes kager ville blive så populære. Endnu mindre havde hun nok troet, at hun siden ville blive regnet for en af Danmarks første kvindelige iværksættere med sin kageproduktion i Hellerup.

For at imødekomme efterspørgslen på sine kager tænkte Karen Volf kreativt, og på den måde blev hun antagelig den første i Danmark, der kombinerede samlebånd med kageproduktion.

For Karen handlede det om at igangsætte det, hun brændte for. Få år før sin død skrev hun sine erindringer på opfordring fra sine børn. Her skriver hun blandt andet: Det kommer ikke an paa, hvor mange Penge vi kan tjene, det er ikke deri, at Livet bestaar, naar man blot har til det Nødvendige. Det Største er den Sjælelige Udvikling, der kommer igennem Arbejdet, hvor man stadig møder sin egen Afmagt, og hvor vi kun har den Almægtige Gud at ty til Hjælp om i alt, hvad vi foretager os og kan henvende os til i Stilhed. For

mange Mennesker er dette uforstaaeligt, det er saa svært for os at bøje vor Vilje ind under Guds opdragende Haand. Vi faar ikke alt, hvad vi beder om, men vi giver jo ikke Barnet alt, hvad det beder om, naar vi ved, det ikke tjener til dets gavn. Derfor må vi øve os i og ikke glemme at bede ’ske din Vilje´.

Jeg tolker dette udsagn som et udtryk for, at Karen kunne lide udfordringer, og at hun ikke forventede at få noget foræret.

Det går fint hånd i hånd med et andet udsagn i hendes erindringer: Vejen til alle materielle Goder går gennem Flid, Nøjsomhed og Taknemmelighed.

Det er ganske imponerende, at stort set alle danskere den dag i dag kender brandet Karen Volf. Som kageproducenten Bisca så rammende skriver på deres hjemmeside: Gennem mere end 125 år har Karen Volf været synonym med traktementet på de danske kaffeborde. Men selv om de sprøde kager er danske klassikere, er det de færreste, der kender historien bag navnet. Karen Volf var en usædvanlig kvinde, der med hårdt arbejde, mod og et hjerte, der bankede for håndværket, grundlagde Danmarks første kagefabrik. Hun var ikke alene en frontløber, men satte også sit aftryk på historien som forretningskvinde i en tid, hvor kvinder hørte til i hjemmet.

I sin bog Volf og hans verden beskriver Kaare P Johannesen

Karen Volf på følgende måde: Karen Volf var en stærk, udadvendt kvinde. Hun var blid, men det var en målbevidst og beslutsom blidhed, som ingenting kunne stille sig i vejen for. Hun var dygtig, hun var selvdisciplineret, hun var stout – hun var en lederskikkelse, et menneske som omgivelserne ville gøre hvad som helst for at stille tilfreds, et menneske, hvis humørsvingninger blev fulgt med den største agtpågivenhed og interesse af alle. Hun var ikke alene overhovedet for fabrikken, hun var også overhoved for familien.

Den historie er jo oplagt til en roman! Det er forlaget Gutkind og jeg i hvert fald enige om, og det har været en fornøjelse at gå

tilbage i tiden og lære dette arbejdsomme og pligtopfyldende menneske at kende.

Måske er du lige så nysgerrig på, hvilken kvinde der står bag de berømte kager, og hvordan hendes liv formede sig, som jeg var, da jeg startede på min research til denne bog? Hvis du kan svare ja til det, så vil jeg ønske dig god læselyst.

En sidste bemærkning, inden du giver dig i kast med bogen: Dette er en biografisk roman, det vil sige, at jeg via detektivarbejde og med hjælp fra gode kilder (se bag i bogen) har fået kortlagt mangt og meget om Karen Volfs liv, men der er også meget, vi ikke kender til, især når det gælder hendes følelsesog privatliv. Det betyder, at nærværende bog er en blanding af fiktion og fakta. Jeg har gjort mit bedste for at være tro mod virkeligheden, men det er også en fortælling om Karens liv, som det kunne have været.

En allersidste bemærkning: Det er ikke en fejl, at du ser efternavnet Wolff stavet på flere måder. I 1916 valgte hun nemlig selv at ændre stavemåden på sit navn.

God læselyst!

Kapitel 1

1872, Ørninge

”Den nye er lidt urolig, den skal lige vænne sig til det,” sagde karlen, der hed Olav. Han havde trukket den sortbrogede sammen med tre andre køer, og det havde været et hyr at få dem ud til marken. Aage havde måttet træde til, selvom han også selv trak flere køer. Nu slog den nye sig allerede i tøjret, der var fastgjort til en tøjrepæl som Olav havde banket i jorden. Karen kunne bestemt ikke lide det.

”Pas godt på dem, Karen!” Da de to karle vendte sig for at gå tilbage mod gården, kunne hun høre Olav mumle, at hun kun var otte år.

Karen satte sig ved det træ, hun altid sad lænet op ad, og stirrede på konturerne af kreaturerne, som hun kunne skimte i mørket. Petroleumslygten havde hun sat ved siden af sig. Lyset glimtede uroligt og skabte flakkende skygger. Det fik mørket uden for lyskredsen til at virke tættere.

Dag for dag var solen længere tid om at stå op. Hun skuttede sig i kulden og trak sjalet tættere om sig, mens hun beroligede sig selv med, at solen var på vej op.

Hun havde før oplevet, at kreaturerne blev hidsige. At de gejlede hinanden op. Og det var før sket, at en eller flere af dem havde revet sig løs af tøjret. Hvis en ko stak af, ville bedstefar

blive usigeligt vred. Trods alle odds var det gået godt, de gange det var sket, men tænk, hvis den trampede hende ned!

Solens første stråler brød igennem skydækket, da hun foldede sine hænder. ”Fader vor, du som er i himlene. Helliget vorde dit navn, komme dit rige …” Hun hviskede ordene, mens hun pressede hænderne sammen af alle kræfter. Gud måtte lytte til hende! Forstå, hvor bange hun var, og beskytte hende.

Efter den rigtige bøn havde hun for vane at tilføje sine egne ord. ”Kære Gud, vil du ikke nok hjælpe mig? Vil du ikke nok få bedstefar til at forstå, at piger ikke kan passe køer? Må jeg ikke nok bare få lov til at gå i skole? Og kære Gud, kan du hjælpe mig hjem til min mor og far? Vil du hjælpe mig med at få dagen til at gå hurtigt? Tak.”

Det sidste snøftede hun. Selvom hun ikke ville, og tårerne begyndte at dryppe. Igen. Næsen løb.

Efter bønnen var der unaturligt stille, selvom vinden fik det til at rasle i trækronerne, og hun kunne høre andre puslelyde blandt andet fra den urolige ko, som stadig prustede og masede frem og tilbage. Hun sad helt stiv og lyttede intenst. Var der nogen i nærheden? Lå der nogen på lur henne bag træerne?

I overgangen mellem nat og dag så hun skygger alle vegne. Hørte sære lyde, som gav næring til hendes fantasi. Det var ikke virkeligt, det vidste hun godt. Tante Mette prøvede altid at berolige hende med, at det handlede om hendes forestillingsevne. Men det hjalp ikke.

Det her var begyndelsen på en endeløs dag. Der var al for megen tid til at tænke i. Og til at forestille sig ting. Ofte kom hun til at tænke på sine forældre, der boede sammen med hendes søskende i Truelstrup på en gård, som var meget mindre end bedstefars. Hun talte efter på fingrene. Der var Marie, Hans, Anders, Christen, Lars og Peder. Peder var vist omkring tre år

nu, og han var den yngste. Der var altså seks børn plus mor og far på gården.

Når hun tænkte på dem, kunne hun godt få ondt i maven. Hvorfor var der plads til så mange, når der ikke var plads til hende? Hun vidste, at hun var blevet sendt til sine bedsteforældres gård, da hun var halvandet år.

Det var, fordi hendes mor, Ane Kirstine, havde født Christen, og det havde været en svær fødsel. Men det var længe siden nu. Hun forestillede sig, hvor hyggeligt det måtte være at sidde hele familien sammen til måltiderne. Det, at der var andre børn end hende. At de kunne le og måske ligefrem småskændes og skubbe lidt til hinanden. Alt ville være bedre end at sidde ved spisebordet med gravalvorlige voksne. Hjemme i Truelstrup fik de nok ikke de afskyelige spegesild til morgenmad, som bedste serverede. Bare tanken kunne få det til at vende sig i hende.

Der var uendelig lang tid til middag. Det eneste lyspunkt var, når tante Mette kortvarigt dukkede op med middagsmaden og for at malke.

Karen måtte være faldet hen. Hun sad lænet op ad træet med lukkede øjne og nød solens varmende sensommerstråler, da hun fornemmede uro omkring sig.

Hun åbnede øjnene og fik øje på den nye ko, som stampede i jorden, pustede og trak hårdt i tøjret.

Karen var rådvild. Hun smågræd, da hun nærmede sig det store dyr. ”Hold op, vil du ikke nok? Kan du ikke bare græsse som de andre?” Lidt efter tilføjede hun: ”Gud, kan du ikke gøre noget?”

Ordene havde ingen beroligende virkning på koen, og Gud var åbenbart også optaget af andre ting. Koen bakkede og hev og sled i rebet, som var fastgjort til den rustne pløk, som Olav havde banket i jorden.

Så rev dyret så voldsomt i tøjret, at tøjrepælen røg med op. Et par sekunder stod den stille, før det gik op for den, at den var fri. Den satte i løb med rebet og pælen dinglende efter sig. Det føltes, som om Karen var naglet fast til jorden. Hun stirrede paralyseret efter det flygtende dyr, mens hun så for sig, hvor vred bedstefar ville blive. Tårerne løb igen, da hun satte efter koen.

Det var umuligt at forestille sig, at hun kunne fange den. Det krævede både, at hun kunne indhente den, og at hun overvandt sig selv. Gik helt hen til det mægtige dyr og holdt fast i rebet. Hun skulle helt sikkert slide og slæbe for at få den uregerlige ko med tilbage. Og imens ville ingen holde øje med de køer, der stod tilbage. Det var, som om uroen havde forplantet sig i dem.

Lidt længere fremme stoppede koen op. Det så ud, som om den havde fundet sig noget dejligt græs, som den gav sig til at gumle på. Med bankende hjerte sneg Karen sig ind på dyret. Hun gik efter at få fat i rebet, som lå på jorden. Når hun havde det mellem hænderne, ville hun surre det rundt om håndleddene og trække den tilbage til de andre køer. Eller måske skulle hun prøve, om hun kunne banke tøjrepælen i jorden her, selvom det var langt fra de andre?

Koen så ikke ud til at bemærke hende, og hun sukkede af lettelse, da hendes hænder fik fat i rebet, som hun holdt godt fast i. Men i samme nu sprang koen fremad og sparkede bagud, før den igen løb fra hende. Og som for at drille stoppede den op få meter længere fremme. Hun stod og så på sine hænder. Blodet begyndte at dryppe fra de steder, hvor huden var slidt af. Det sved og brændte.

Blændet af tårer og indsmurt i snot og blod fik hun øje på tante Mette, der satte trækvognen med mælkespande og junger fra sig langt nede ad markvejen.

Karen holdt vejret, mens Mette fik fat i rebet og trak koen med sig.

”Davs, min ven. Havde du problemer med denne her?”

”Ja,” hikstede Karen.

”Det skal nok gå. Jeg binder hende til et træ, mens jeg malker, og bagefter tager jeg hende med tilbage til gården, så skal du ikke passe hende mere i dag.” Hun rakte ud. ”Må jeg se dine hænder?”

Al den omsorg fik Karens tårer til at dryppe igen. Hun kæmpede for at få hold på sig selv, mens tanten skyllede hendes hænder i lidt af det vand, som hun gjorde kopatterne rene med. ”Sådan, det skal nok hele snart.”

”Hvad siger bedstefar så?”

”Jeg taler med ham.”

Tante Mette var mors lillesøster. De var meget forskellige, syntes Karen. Det ville have været vidunderligt, hvis tante Mette havde været hendes mor.

Lidt efter var koen forsvarligt bundet til et piletræ, og Mette sad på skamlen i færd med at malke. Imens sad Karen ved siden af i græsset og betragtede tantens ferme fingre arbejde.

”Hvad er der sket med din næse?” spurgte Mette.

Karen kom i tanke om såret på sin næse. ”Det er bare, fordi jeg var ved at komme op at slås med Ole fra skolen i går. Han er aldrig sød ved Inger.”

Mette lo. ”Så du forsvarede måske ligefrem Inger?”

”Ja, der var ikke andre til at gøre det.”

”Det var modigt gjort. Hvis du kan klare en fræk dreng, kan du også klare en ko.”

Ud på eftermiddagen kom Karens far over på bedsteforældrenes gård med sin hestevogn. Det skete sjældent, men en gang imellem skulle Karen besøge sine forældre, selvom de sås til de månedlige søndagsmiddage hos bedsteforældrene. Når

hun skulle af sted alene, glædede hun sig ikke rigtig. Det var altid, som om det ikke helt passede dem, at hun kom.

”Så er din far der,” sagde bedste overflødigt. ”Løb du ud til ham. Bedstefar henter dig om et par timer.”

”Hvad er der sket med din næse?” Faren løftede hende op i jumben.

”Ingenting.”

”Det ser nu ellers sådan ud. Har du fået bank af nogen?”

Det sidste lød, som om det var for sjov, for piger kom ikke i slagsmål.

”Jeg faldt.”

”Nåda. Og nu skal vi hjem, for alle venter på dig, Karen. De glæder sig til at se dig.”

Allerede på gårdspladsen kunne hun mærke en forskel til derhjemme. Her hos hendes forældre var der rodet. Ukrudtet stod højt, og der stod en rusten harve, som aldrig blev brugt.

Den havde bedstefar nævnt før. Men den var der stadig. Hun ville blive udspurgt, når hun kom tilbage. Og de sagde altid, at man ikke måtte lyve. Men hun havde allerede løjet én gang i dag. Hun kunne ikke finde ud af, hvem hun skulle holde med. Bedstefar eller far.

Hunden Smut var sort og altid glad. Den kom styrtende. Gøede og hoppede af glæde.

”Hov du, lad være med at vælte Karen.” Faren smilede og lagde en frisk snus under overlæben.

Indenfor stod hendes mor ved brændekomfuret, og Marie skrællede gulerødder.

”Goddag, Karen. Hvordan er det, dit ansigt ser ud?” spurgte moren.

”Hun er faldet,” svarede faren på en måde, der lød, som om han ikke troede på det.

”Du kan lege lidt med dine brødre.” Moren lagde en brændeknude mere på ilden.

Karen ville ønske, at hun blev spurgt, om hun ville hjælpe til. Hun ville så gerne vise sin mor, at hun var dygtig. At hun kunne begå sig lige så godt i et køkken som Marie. Tænk, hvis hendes mor ville rose hende. Måske bare sige, at kartoflerne var skrællet fint helt uden øjne. Men det kom ikke på tale, for Karen skulle altid lege med sine brødre, selvom de ikke var meget for det.

Hun tænkte på Inger, som ikke var ret dygtig i skolen. Til gengæld havde hun en mor, som altid var venlig og sagde søde ord. Som gav sin datter et kram, når hun kom hjem fra skoledagen.

Karen blev stående lidt i døråbningen, mens hun håbede, at moren ville komme hende i møde og give hende et knus. Men det skete ikke.

Lidt efter legede hun tagfat med Anders og Christen. De løb rundt efter hinanden mellem stuerne. Hans ville ikke være med, for han legede ikke med piger.

”Og hvorfor leger du ikke med piger?” spurgte Karen.

”Fordi piger er dumme.”

”Det kan du selv være!”

Så råbte Peder: ”Mor, Karen siger, at Hans er dum.”

Moren kom ind i stuen og lagde armene over kors. ”Nu må du tage dig sammen, Karen. Når du er her i huset, må du opføre dig ordentligt. Du skal tale pænt til dine brødre, og Hans er ikke dum.”

Det begyndte at vibrere om Karens mund, og det blev ikke bedre, da hendes mor tilføjede: ”Desuden ønsker jeg virkelig ikke, at min datter skal slås med nogen, og endnu mindre, at hun skal lyve om det.”

Karen Volf er ikke bare et navn, der står på en pose kammerjunkere eller æbleskiver – det er også navnet på en kvinde, der har eksisteret i virkeligheden.

karen volf vokser op på en gård hos sine bedsteforældre i sidste halvdel af 1800-tallet og bliver fra en tidlig alder opdraget til at blive en god bondekone. Hun bliver sendt i lære på et landbrug, men Karen vil noget andet og stå på egne ben: I sin sparsomme fritid tager hun på konditorkursus, og i en alder af seksogtyve år åbner hun sammen med sin mand en butik, hvor de sælger mejeriprodukter – og Karens kager, som hurtigt bliver så omtalte, at folk valfarter til det lille udsalg på Strandvejen i Hellerup.

Hvad drev Karen Volf, der med stor tæft byggede sin forretning op og grundlagde Danmarks første kagefabrik, men som var så beskeden, at hun helst ville gemme sig i baglokalet, da de kongelige kiggede forbi hendes konditori? Det giver Pernille Juhl sit bud på i denne varme og medrivende roman.