Dobbeltfejl

Dobbeltfejl.indd 2

16/01/2023 13.20

Anne Mette Kirk

Dobbeltfejl ROMAN

GUTKIND

Dobbeltfejl.indd 3

16/01/2023 13.20

Dobbeltfejl © Anne Mette Kirk og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1. udgave, 1. oplag, 2023 Omslag: © Sofie Winding Forsidefoto: © Ulas & Merve/Stocksy Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0306-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Af samme forfatter: Knust, 2019 Låst, 2021 Blæst, 2022

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk ·

Dobbeltfejl.indd 4

gutkindforlag ·

gutkind_forlag

16/01/2023 13.20

Til Osvald, Leo & Vigga.

Elskede små snotnæser.

I snurrer mit hjerte og slører mit blik for evigt.

Dobbeltfejl.indd 5

16/01/2023 13.20

Dobbeltfejl.indd 6

16/01/2023 13.20

1 Ulrikke befinder sig midt i et orgie af frotté og farverig nylon. Folder tennisshorts og pandebånd med hurtige bevægelser, som gør hun det på tid. Hun placerer ni sved­ absorberende T-shirts i en stak, der langsomt trækker mod højre. Som et skævt tårn i en mellemstor italiensk by.

Hun kigger ud over deres topersoners spisebord, som kan foldes op ad væggen, når de har brug for den sparsomme gulvplads.

Små øer af underbukser, strømper, svedbånd og kasketter fylder hver en centimeter. Helt ude ved bordkanten ligger NC’s pas sammen med en lille kuvert med de euro, hun fandt i bunden af sin skuldertaske. Tennisakademiet betaler hele turen, men hun vil gerne bidrage.

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er 29,8 år. Og det er præcis Ulrikkes alder, som hun står der i køkkenet. Men hun har ikke ansvaret for en nyfødt.

Langtfra.

NC er 11 år, og han er endda skudt i vejret det seneste år.

Hvilket er fremragende for hans serv, der nu bliver vinklet perfekt, siger træneren, men inden i hende afstedkommer det også en tyngende følelse. Fordi hendes søn snart er 7

Dobbeltfejl.indd 7

16/01/2023 13.20

højere end hende, allerede vejer mere på badevægten end hende og om lidt sidder i en flyvemaskine. Uden hende.

At bede om tre dages skolefri nogle uger før som­mer­ feriens begyndelse føles ubehageligt. Som at anmode om for meget. Noget, hun ikke har ret til. Hun ved, at lærerne har det anderledes med hende. Fordi hun er ung, fordi hun er alene med NC, fordi hun arbejder på skolen, og fordi NC … ja, fordi NC er NC. Kufferten, lånt af deres nabo, klapper hun op på gulvet.

De andre “talenter” – hvor hun dog hader den betegnelse – vil ankomme til lufthavnen med gigantiske logotasker, som de vil bære på ryggen som et skjold, der kan beskytte dem mod farer, hun ikke begriber. Sådan én har NC ikke.

Kun en gul lånekuffert med falmede klistermærker fra an­ dre menneskers rejser. Hun bliver flov over, at NC skal have den med, og flov over, at hun har det sådan.

Hendes blik falder på køkkenvasken, eller rettere på de koboltblå stænk, som stadig sidder som tatoveret på stå­ let. Arvæv, fra dengang de konstant havde gang i kreative projekter. Hun og NC. Hjemmelavet slim og pap­maché.

Dekupage og lertøj med selvgjort glasur, som aldrig for­ svandt fra vasken. De pjattede og legede, og hun greb hver eneste af NC’s forslag og lod dem folde sig ud i deres hjem. Renlighed var sekundært, når de lavede tekstiltryk, og sikkerhed ikke prioriteret, da hun i sin egen kluntethed fik limet fingrene sammen med superlim. NC var skrald­ grinende væltet om i fosterstilling på gulvet, mens hun i latterkramper til sidst fik fingrene fra hinanden og i stedet begyndte at blande ingredienserne til en gigantisk portion trylledej.

Altid latter og kaos. Dengang.

8

Dobbeltfejl.indd 8

16/01/2023 13.20

Hun skæver til uret på mikrobølgeovnen. Lidt over syv.

NC skal vækkes. Hun skynder sig at placere træningstøjet i den åbne kuffert. Burde have gjort det i går, ikke nu, lige før afgang. Sådan kan hun altid bebrejde sig selv, når hun har travlt, som om det hjælper på noget. I går var hun i keramikværkstedet fra morgen til aften. Der var ikke tid til andet.

Hun begriber stadig ikke sit held. Hun er endnu ikke for alvor anerkendt som kunstner i Danmark, og alligevel har miljøministeriet i Oslo kontaktet hendes gallerist. Til det nyopførte ministerium i hjertet af den norske hovedstad ønsker de fem af hendes værker. Hun har frie hænder, så længe hun holder fast i stilen fra Familia Botanica, som hun skabte til sin afgang på Kunstakademiet forrige år.

Det er helt ubegribeligt, men fremover, når man træder ind i den stilfulde norske bygning, vil man blive mødt af hendes arbejde.

Altså hun er jo ikke nogen komplet novice. Hun har deltaget i enkelte gruppeudstillinger, som Fed Ler på Gammel Holtegaard, Clay Obsession på keramikmuseet i Middelfart og flere andre, men denne ordre – hun synker en enkelt gang – vil indbringe hende 380.000 danske kro­ ner. Beløbet summer gennem hende, som er hun et gam­ meldags kasseapparat. Sammen med alle mulighederne, som det potentielt fører med sig. Anerkendelse, flere or­ drer, nye samarbejder, det hele bobler i maveregionen.

Maiken, hendes gallerist, lagde under deres sidste sta­ tusmøde hovedet på skrå og spurgte, om der var styr på det hele. “Selvfølgelig,” havde Ulrikke lynhurtigt svaret, men Maiken havde ikke virket beroliget.

Men det er unødvendigt, for Ulrikke ved udmærket, at 9

Dobbeltfejl.indd 9

16/01/2023 13.20

det er en exceptionel chance, det norske ministerium har givet hende. Maiken behøver ikke at kigge på hende, som om hun ikke ved det. Som om hun ikke mærker det: Ja, hun har frie hænder. Men fastlåste forventninger.

“Det hele kan ændre sig herfra. Du har et sjældent mo­ mentum,” siger Maiken konstant. Hendes ord indeholder lige dele begejstring og nervøsitet. For hvem ved, om Ulrikke kan levere? Det er hun faktisk også selv i tvivl om.

For oven i produktionen af værkerne er der også lige af­ slutningen på keramikforløbene for skolens elever, NC’s træningstur og på søndag hans finaler ved ungdomsme­ sterskabet i tennis. Hun bliver helt forpustet ved tanken.

Og sådan er det altid.

Altid alting oven i hinanden, som foregår hendes liv ikke i bølger, men derimod i hårde ryk og opbremsninger.

Enten intet arbejde, ingen bestillinger og intet økonomisk overskud, eller også alt for meget af det hele. Altså undta­ gen det med pengene.

Ulrikke puster en tot hår væk fra ansigtet, hun er nødt til at fokusere. Maiken tilbød at sende en assistent, som kan bistå med skabelsen af værkerne, men hun afslog.

Andre mennesker kan ikke lukkes ind i processen, særligt ikke fremmede. Og slet ikke på nuværende tidspunkt. Det vil skabe ubalance i kunsten. Ubalance i hende. Maiken må droppe de bekymrede øjne, droppe det tiltede hoved og koncentrere sig om at få styr på fragten af det skrøbe­ lige lertøj hele vejen til Norge.

Sådan! Hun er færdig med at pakke tøjbunkerne i kuf­ ferten. Ved siden af får hun plads til fire forskellige par tennissko. Der er for en milliard kroner i den kuffert. Så­ dan føles det i hvert fald. Især fordi pengene til udgifter­ 10

Dobbeltfejl.indd 10

16/01/2023 13.20

ne, indtil for nylig, er blevet hentet hjem gennem hendes mildt sagt svingende indtægter og drypvise tilskud fra NC’s far, som elsker tennis af hele sit hjerte, bare ikke de udgifter, sporten er tæt forbundet med.

Skoene slides op konstant, det samme gør ketsjerne og nogle gange også privattrænerne, der lokkes væk af andre tennishåb med flere penge på kontoen. Men for en måned siden overtog tennisakademiet Hersby alle udgifter. Helt uden om hende. Hun leverer barnet, undskyld, talentet, de leverer alt det andet.

Som en tung bog i et eventyr smækker hun den gule kuffert sammen, lyner den rundt i kanten. Tyve minutter til afgang.

Ulrikke banker let på døren og træder ind på NC’s væ­ relse. Tænder lyset.

“Godmorgen, NC, det er op nu. Du skal snart afsted til lufthavnen.”

Hun forventer at finde sin søn sovende, på ryggen, med let åben mund og armene over hovedet. Hans sovestilling er præcis som hans fars. Det chokerer hende en smule, hver gang hun opdager det. At noget så intimt fra Micky stadig findes i deres rækkehus, så mange år efter at han forlod det.

NC ligner nemlig ingen af dem, når han er vågen. Eller det passer ikke helt. Han har hendes gyldne farver, håret, som blot ved et enkelt solstrejf bliver til en hel farveskala af honning. Og så har han kropsbygningen, de brede skuldre, de lange fødder, ja, faktisk alt det, som en kropsscanning afslører, fra sin far.

Men NC’s ansigt, det lidt sammenbidte udtryk, der sjældent tilkendegiver følelser, det genkender hun ikke.

Hverken fra sig selv eller Micky.

11

Dobbeltfejl.indd 11

16/01/2023 13.20

Modstanderne på tennisbanen, de andre drenge, der konkurrerer i aldersgruppen U12, jubler, raser, græder, frustreres og rives med. Følelserne uden på sponsortøjet og oppe i hovedet som uendelige nuancer af rødt. Rosenrødt, ræverødt og postkasserødt. Men NC ændrer sig aldrig.

Trænerne på akademiet kalder det selvkontrol og en elitesportsmands altafgørende fokus, men hvor kommer det fra?

Under turneringer zoomer hun ofte ind på NC’s ansigt.

Hun iagttager hverken hans serv, hans baghånd eller de eminente stopbolde. Hun følger i stedet hans mund, øjne, næse, kæbe og tindinger, men intet ændrer sig. Desperat leder hun efter en sprække, hvor lyset finder ind, og humøret finder ud, men selv når han vinder kampen, hvilket han typisk gør, er grimassen den samme. Kun sveden, der gennem kampen får hans ansigt til at glinse, vidner om, at han ikke befinder sig i dvaletilstand. Men måske snarere i en dyb trance af kærlighed til sporten.

Forbavsende nok er NC lysvågen inde på værelset. Han ligger på siden med sin telefon mellem de solbrændte fingre. Ansigtet lyser blåt. Giver hans hud en gusten tone.

Ingen honning.

“Godt, du er vågen,” Ulrikke stiller sig på tæer, strækker sig hen over skrivebordet og griber fat om den lille læderlap på rullegardinet. Sommermorgenens gullige lys vælter ind i værelset.

“Lige om lidt kommer trænerne i en taxa og henter dig.

Vi har lidt travlt, hvis du også skal nå lidt morgenmad.”

NC kigger ikke op. Han har stadig telefonen helt tæt til kroppen, armene ligner noget på en T-rex. Munden vrider 12

Dobbeltfejl.indd 12

16/01/2023 13.20

sig, hans hage dirrer let. Er det tårer i hans øjne? Eller er det sved?

“Men lille ven …” Hun rækker ud for at kærtegne ham, men stivner i bevægelsen. Ved en forstuvning eller en øm skulder kan hun trøste, men her er ingen synlig skade. Her har de ingen bevægelser sammen. Hendes hånd hænger som en ubesvaret highfive i luften.

“Er det træningsturen? Er det for meget? Jeg skulle ikke have …”

I en lydløs eksplosion sparker NC dynen væk og rejser sig. “Nej, fat det nu. Du behøver ikke babysitte mig.”

Da han går forbi hende, opdager hun, at han faktisk er blevet højere end hende. Et par centimeter mindst. Måske mere. Hvornår er det sket? Og hvorfor har hun ikke opdaget det?

Hans telefon lyser op på den smalle seng. Som et miniaturefyrtårn på det rynkede lyseblå lagen. En sms tikker ind. Hvem skriver til ham før klokken syv om morgenen?

Hun går de sidste tøvende skridt hen mod sengen. Vil gerne komme tættere på sin søn, hvis det er muligt. Finde svar på, hvor tårerne stammer fra. NC’s skulder rammer hende hårdt og uventet. Hun ryger til siden og må gribe fat i sengens fodgærde. Hun aner ikke, om det var hans intention eller et uheld. Risikoen ved ikke at kende omfanget af sine egne kræfter.

NC undskylder ikke, spørger ikke, om hun er okay, flår blot telefonen op fra sengen og griber om den, så hans knoer bliver hvide, nærmest blålige i lyset fra skærmen. Mens Ulrikke forsøger at få sin vejrtrækning under kontrol, hører hun låsen dreje på toilettet.

Hendes fingre knuger om sengegærdet, så alt ikke skri13

Dobbeltfejl.indd 13

16/01/2023 13.20

der under hende. Hun fornemmer klistermærkerne med sine fingerspidser. Små røde og blå Spiderman-mærkater, der henholdsvis kravler, skyder med spindelvæv og løber hen over det hvide fodgærde. Klistret på sengen for fem år siden, da hun samlede Ikea-møblerne til børneværelset og gav efter for NC’s ønske om at sætte klistermærker overalt.

På døren, kommoden og på skufferne til hans skrivebord.

Det var dengang. Superheltene er falmede på laminatet nu.

“Du bliver hentet om ti minutter,” fremstammer hun og tager sig til skulderen. Den føles øm. Ligesom hendes stemme. Hun masserer området, men smerten fortager sig ikke, synker blot dybere ind.

Det var en voksen mands vrede, der ramte hende før.

Ikke et barns.

Dobbeltfejl.indd 14

16/01/2023 13.20