Det røgede lig

Det røgede lig

Det_røgede_lig.indd 1

02/09/2024 16.49

Det_røgede_lig.indd 2

02/09/2024 16.49

Anette & James Price

Det røgede lig Krimi

Gutkind

Det_røgede_lig.indd 3

02/09/2024 16.49

Det røgede lig © Anette & James Price og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024 Omslag: © Thomas Thorhauge Forfatterfoto: © Alexander Banck-Petersen Sat med Bembo hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook Sverige ISBN 978-87-434-0966-3

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Det_røgede_lig.indd 4

02/09/2024 16.49

1999

Det_røgede_lig.indd 5

02/09/2024 16.49

Det_røgede_lig.indd 6

02/09/2024 16.49

Eva vågner ved, at solen blinker ind igennem gardinerne og rammer hende i ansigtet. Hun ligger et stykke tid og kigger på mønsteret i tapetet. I det fjerne kan hun høre mågerne skrige nede på havnen. De er utrættelige, når kutterne kommer ind med deres fangst. Hun lader øjnene følge de bugtede blomsterstilke og blade afløst af små rosenknopper og fuldt udsprungne blegrøde roser. Det var mors tapet. Far kunne ikke lide det. Det var for dyrt, og der var ingen grund til det, når det bare var til pigernes værelse. Men mor insisterede.

Hun kigger over på den anden seng, hvor lillesøster Mette stadig ligger og sover. Hun ånder tungt, og det blonde hår klistrer lidt til panden, for der er varmt i værelset. Men hun ligner alligevel et englebarn. Eva skærer ansigt. Hun ved godt, at hun selv mere ligner en trold. Hendes hår har et rødligt skær, det er kraftigt og har nemt ved at stritte. Og så har hun fregner, som især bliver tydelige her om sommeren. “Men det gør ikke noget,” siger mor, “for du er mit troldebarn.” Eva mærker en knude i maven, som vokser, og værelset begynder at flimre lidt, fordi tårerne presser sig på. Hun vender igen ansigtet mod tapetet og tæller rosenknopperne, som hun har gjort det så mange gange før. Hun vil ikke græde. Da hun har talt færdig, lader hun sig stille glide ud af sengen og lister ud i køkkenet.

I døren får hun øje på sin far, som sidder ved køkkenbordet med en kop kaffe. Han hører hende ikke, men sidder og stirrer 7

Det_røgede_lig.indd 7

02/09/2024 16.49

ud ad vinduet. I baggrunden kører nyhederne i radioen, men så lavt, at man ikke rigtig kan forstå, hvad der bliver sagt. Hun skifter vægten fra det ene ben til det andet, og et gulvbræt knirker. Far vender sig med et sæt og får øje på hende.

– Nå, er det bare dig, siger han lavt og vender atter hovedet mod vinduet.

Eva lister sig over og åbner køleskabet. Det er halvtomt, men hun finder noget jordbæryoghurt i en karton, som hun hælder op i en skål. Så finder hun en ske i skuffen og sætter sig hen til køkkenbordet på sin plads over for far. Hun begynder at spise, mens far af og til kigger underligt tomt på hende, som om hun var en fremmed. Eva mærker knuden i maven vokse og har svært ved at synke. Selvom hun ikke vil det, løber der tårer ned ad hendes kinder, som drypper videre ned i skålen.

Far ser det og sukker.

– Eva, nu må du holde op. Vi kan ikke blive ved på denne hér måde. Hans stemme er ikke vred, mere opgivende og tonløs. Hun ryster på hovedet, hun ved det godt. Hun ved bare ikke hvordan. Far klapper hende lidt akavet på hovedet.

– Du må være den store nu, ikke? Du må være der for din lillesøster, hun forstår det ikke. Hun er kun seks.

Far ryster yoghurtkartonen for at sikre sig, at der er mere tilbage.

– Jeg går ind og vækker Mette, siger han og rejser sig tungt.

Eva sidder alene tilbage og kigger over på mors stol.

Den er tom. Og det vil den blive ved med at være.

Det_røgede_lig.indd 8

02/09/2024 16.49

2024

Det_røgede_lig.indd 9

02/09/2024 16.49

Det_røgede_lig.indd 10

02/09/2024 16.49

1

Mandag den 2. september Eva Sonne sidder i sit atelier ved det store arbejdsbord omgivet af stof i forskellige farver og teksturer. På bordet står der krukker med sakse og hobbyknive, æsker med synåle og sytråde.

Foran hende er et stort stykke hvidt lærred opspændt på en ramme. Konturerne af en hane er ridset op med en tynd blyant­streg. Eva er ved at finde nuancer af rødt stof til hanekammen, da hendes telefon brummer.

Boxerhunden Miró løfter hovedet lidt fra sin kurv og giver et snøft fra sig. Hun ser på displayet og sukker. Hun bliver nødt til at tage den.

– Hej Jonas! siger hun og prøver at lyde imødekommende.

Han er hendes gallerist, og hun ved godt, hvorfor han ringer.

Han vil høre, om hun er ved at være klar til ferniseringen. Hun kigger rundt i atelieret og ser billederne, der er stillet op langs væggene. Jo, hun er godt med. Og hvis hun også tæller nogle af de billeder, der hænger i restauranten med, vil der være nok.

Jonas lyder lettet.

– Det er godt at høre! Der er stor interesse, jeg har allerede 11

Det_røgede_lig.indd 11

02/09/2024 16.49

haft flere kunder, der har spurgt til arrangementet, så det skal nok blive fint.

Han tøver, inden han fortsætter.

– Bornholms Tidende er interesseret i at lave en artikel med dig. Jeg ved, at du ikke er så meget for det, men det ville virkelig være godt for os.

– Kan du ikke tale med dem, prøver hun. – Jeg er elendig til det dér.

– De bad udtrykkelig om dig. Hør nu, det er bare lokal­ avisen …

Eva trækker vejret dybt.

– Okay, så.

Hun lægger telefonen fra sig og prøver forgæves at koncentrere sig om de røde stofstykker på bordet, men hun føler, at hun har tabt tråden.

Miró kommer luntende, lægger sit tunge hoved i hendes skød og ser kærligt op på hende. Hun klapper den på hovedet.

– Nå, min ven, det kunne være, vi skulle få lidt frisk luft.

Skal vi gå en tur ned til far?

Miró giver et kort bjæf fra sig. Hun rejser sig, og hunden følger logrende efter hende. Hun overvejer en vindjakke, men vejret er stadig mildt og dejligt, selvom det er i begyndelsen af september. Hun sætter en elastik i det viltre, rødblonde hår og finder Mirós snor. * På vej ud ad havelågen vender hun sig om og kigger på huset.

Det er gammelt og gulmalet med atelieret som en nyere tilbygning. Der er et stort vindue og en terrassedør ud mod haven, som er lille og hyggelig med et par pæretræer, ribsbuske og et stort figentræ, der står op ad huset. De har været vanvittig heldige at kunne leje det, men der er sikkert også blevet trukket i nogle tråde.

12

Det_røgede_lig.indd 12

02/09/2024 16.49

Hun går videre og slår ind på en lille sti, der bringer hende op til udsigtspunktet over Gudhjem Havn. Hun husker sin barndom, hvor der stadig lå flere kuttere, der tog på havet og fiskede. Nu er der gamle Einars kutter tilbage, og den bliver kun brugt til at sejle ture med lystfiskere.

Det er slut med erhvervsfiskeriet, og der er blevet stille på havnen.

Ja, måske ikke i sæsonen, hvor det myldrer med turister, som flokkes om ishuset og caféerne, men her i september sker der ikke meget.

Den gamle færge Ertholm ligger stille ved kajen. Eva har sejlet til Christiansø med den masser af gange som lille, når hun skulle over at besøge sin mormor og morfar. Men det sjoveste var at sejle med det mindre træskib Chimera, især hvis der var lidt søgang, og turisterne hang over rælingen og var dårlige og troede, at deres sidste time var nær.

Hun standser foran ishuset og kigger på hunden.

– Vi har ikke godt af det, men jeg elsker at se dig spise is, Miró.

Hun køber en vaffel med to kugler til sig selv og et papbæger med softice til hunden. Hun sætter sig på en bænk og holder bægeret ned mod Miró, som bliver ellevild af lykke og smaskende slubrer softice i sig. Eva når kun at spise lidt af sin egen is, før Miró har tømt bægeret. Hunden har is i hele hovedet, og hun har selv isstænk højt op ad armen. Hun giver Miró resten af sin is og går ind efter en stak papirservietter * Restaurant Rub & Stub ligger i et gammelt bindingsværkshus ved den anden lille havn i den nordlige del af Gudhjem. Huset er helt nyistandsat. Splinternyt tegltag, hvidkalket og ny­malet sort bindingsværk og sokkel. Der er tilføjet en overdækket træterrasse til huset, som Eva ikke er begejstret for. Den ser 13

Det_røgede_lig.indd 13

02/09/2024 16.49

fremmed og påklistret ud. Men den, der betaler musikken, bestemmer, hvad der skal spilles, og det er Becker, der betaler. Og i køkkenet har Anders fået det, lige som han vil have det.

Hun åbner lågen til den lille gård, der ligger uden for køkkenet, og hægter Mirós snor på en krog ved bagdøren.

– Her er der desværre adgang forbudt, siger hun og klapper hunden på hovedet.

I køkkenet er souschef Mikkel i gang med at skære grøntsager til aftenens service. Omar har travlt ved det store komfur, og Peter står og skurer bradepander i opvasken.

Hun kan ikke få øje på Anders.

– Hej Eva, siger Mikkel og skraber en portion perfekt ensartede skalotteløgstern op i en plasticbøtte. – Anders er ovenpå.

Becker ville snakke med ham.

Hun går lidt forlegen ind i køkkenet.

– Undskyld, jeg forstyrrer … I har travlt.

– Overhovedet ikke. Det var en rolig frokost, og der er en hel time til, at der er personalemad. Gå ud til pigerne, og få dig en kop kaffe. Anders kommer sikkert ned om lidt. Skal monsieur Miró have lidt vand?

– Det vil han sikkert gerne.

Hun kanter sig igennem det trange køkken, forbi opvasken og videre ind i restauranten, hvor Jonna og Line er ved at dække op til aftenservice. Det er et overskueligt lokale med plads til tredive gæster. “Femogtredive, hvis man klemmer dem lidt sammen,” plejer Anders at sige, men det har indtil videre ikke været nødvendigt.

Eva kigger på sine billeder, der hænger på væggene. Hun er tilfreds med de fleste, men der er nogle stykker, hun gerne ville skifte ud. Det må vente til efter ferniseringen.

Nede i hjørnet af lokalet sidder der en højrøstet herrefrokost, som ikke rigtig kan få rundet af, men har bestilt ekstra drikkevarer. Hun fanger Jonnas blik og vinker.

14

Det_røgede_lig.indd 14

02/09/2024 16.49

– Må jeg sætte mig her? spørger hun og peger på et bord, der ikke er dækket op endnu.

Jonna kommer over til hende.

– Hej Eva, ja, selvfølgelig.Vil du ha’ en kop kaffe eller noget vand?

Eva takker ja til kaffe og sætter sig. Der er blevet smukt i restauranten. Bordene med hvide duge oplyst af Le Klint-pendler og Wegners Y-stole omkring. Og hendes billeder varmer lokalet på en god måde.

Jonna kommer med kaffen. Hun læner sig ind over Eva og hvisker: – Becker har været her til frokost med nogle venner … Det er dem, der stadig sidder dernede. De brokkede sig lidt, så nu skulle Becker lige have en snak med Anders.

Jonna fortsætter med opdækningen, mens Eva drikker sin kaffe. Pludselig hører hun høje stemmer ovenpå og en dør, der smækker. Der lyder tunge trin på trappen, og ind i lokalet træder Hans-Jørgen Becker. Han er en lidt kraftig herre i slutningen af tresserne. Hans rødmossede kulør har lige fået et par grader ekstra, hvilket gør hans vandblå øjne endnu mere lysende. Han går sammenbidt ned til bordet med selskabet uden at ænse Eva. – Så fik vi det på plads, hører hun ham sige.

Han sætter sig ved bordet og vinker af Jonna.

– Kan vi lige få en flaske til af den røde, siger han og får øje på Eva. Han rejser sig straks og går hen imod hende med udstrakte arme.

– Jamen, der har vi jo kunstnerinden, udbryder han tea­ tralsk.

Eva rejser sig.

– Hej, Hans-Jørgen.

Hun vil gerne undgå hans omfavnelse, men det lykkes ikke.

Hun mærker hans kraftige aftershave og spiritusånde. Becker

15

Det_røgede_lig.indd 15

02/09/2024 16.49

tager hende fast i håndleddet og trækker hende med ned til bordet med selskabet.

– Se lige, hvem vi har her, siger han og slår ud med armene.

– Det er hende, der har lavet alt det dér – han peger rundt på billederne i lokalet. – Hun har talent, ikke sandt, lille skat! Nu skal vi bare lige have din mand med ombord, så skal det sgu nok blive godt.

Hun mærker hans hånd på ryggen. Den bevæger sig ned mod et sted, hvor den ikke skal være. Eva træder et hurtigt skridt til side, og Becker sætter sig tungt og skænker af den rødvin, Jonna er kommet med.

– Skal du ikke have et glas med?

Hun takker nej, hun skal hjem og arbejde.

– Det må man respektere, siger Becker. – Det er vigtigt at være røvkedelig en gang imellem. Bare det ikke er for tit.

Han skåler og slår en forceret latter op, og de andre mænd griner forlegent med. Becker begynder på en eller anden anekdote og glemmer Eva, der siver tilbage til sit bord.

Hun hører trin på trappen og ser Anders gå hurtigt ud i køkkenet. Hun følger efter, ser ham stå ved vasken med ryggen til. Hun går hen og lægger en hånd på hans skulder. Han vender sig i et ryk.

– Eva! Er du hér? Jeg så dig slet ikke.

Hun nikker over mod døren. – Skal vi lige gå udenfor et øjeblik?

Ude i den lille gård får Miró øje på Anders og springer op ad ham. Han knæler ned og nusser hunden.

– Hov, der var vist én, der havde savnet dig, siger Eva. Anders nikker, tænder en cigaret og inhalerer dybt.

– Hvad handlede det om, dét derinde? spørger Eva. Anders ryster på hovedet.

– Han er sindssyg, ham Becker. Han kommer med sit slæng og vil have frokost, og så begynder de at forlange alt muligt, vi ikke har på kortet. Karrysild, hønsesalat, roastbeef. Det er jo for 16

Det_røgede_lig.indd 16

02/09/2024 16.49

helvede ikke en smørrebrødsrestaurant, vi kører. Og det ved han godt.Vi knokler røven ud af bukserne for at holde en stil, som vi tror på. Det er vel derfor, han finansierer lortet.

Eva ved ikke, hvad hun skal sige.

– Vi vidste, at han var speciel, prøver hun.

– Jeg var nødt til at sende Mikkel op i Brugsen, så vi kunne opfylde herrens ønsker. Og de andre gæster i restauranten fattede selvfølgelig ikke, hvad der foregik. Det var top-pinligt. Og nu vil han have, at jeg laver frokostkortet om.Vi skal have det, folk efterspørger. Og i Beckers verden er det åbenbart karrysild. Det hænger slet ikke sammen.

– Du bliver nødt til at tage en ordentlig snak med ham, når han er faldet lidt til ro.

Anders nikker og slukker smøgen.

– Bliver du og spiser med os? Omar har lavet lammecouscous.

Hun ryster på hovedet.

– Jeg bliver nødt til at komme videre, hvis jeg skal nå at blive færdig til ferniseringen.

Hun har ikke lyst til at sidde sammen med hele flokken og føler sig altid lidt akavet i deres indforståede fællesskab.

Han kysser hende.

– Okay, vi ses senere, skat. Jeg tror ikke, det bliver sent. Der er ikke nogen i bogen efter klokken 19. De spiser tidligt her på øen.

Hun griner.

– Ja, du er rigtig kommet på landet. Op med humøret, det skal nok gå. Sig hej til dem derinde. * På vej tilbage over havnen ser hun, at Einar er ombord i sin kutter. Hun har kendt ham, siden hun var en lille pige, og hun plejer ofte at sludre med ham.

17

Det_røgede_lig.indd 17

02/09/2024 16.49

I dag har hun ikke så meget lyst til mere snak, men han får øje på hende, vinker hende derover.

– Nâ, min pibel, kajn du ikkje sai godâ te ejn gammajl vinn?

Det er efterhånden sjældent, at man hører den rene dialekt.

De fleste indfødte taler rigsdansk, måske med en lille brydning.

Eva taler ikke selv bornholmsk, men hun forstår det og elsker lyden af det. Mormor taler det, og hendes mor kunne også slå over i det for at irritere hendes far. Det er godt at drille på bornholmsk.

Einar spørger til hende og til restauranten, og hun fortæller, at det går fint. Anders er kommet ganske godt fra start, og hun selv er i gang med sine billeder. Einar smiler, så man kan se en guldtand.

– Kansje du kajn kløppa et å dina stofbillede, a dær forrestillar mai? Dæjn gamla sjipparijn, va?

Eva griner.

– Ja, det kunne blive smukt. Men jeg laver ikke portrætter.

– Nai, ded va skâ, siger Einar. – Så får du hitta på nâd ajned.

De hører lyden af en tøffende knallert, og Einar kigger efter den.

– Nå, der har vi sgu professoren.

En ung, mager fyr standser op på kajen foran dem. Han har et blegt ansigt, grå øjne, en temmelig stor næse og tjavset, halvlangt hår. Hans T-shirt er hullet, cowboybukserne slidte, og han har bare fødder i et par snavsede sneakers.

Han lader motoren gå i tomgang og kigger usikkert på dem.

– Hej Einar, skal du ud og fiske? spørger han med en hul stemme. – Og må jeg komme med?

– Ikke i dag, Allan. Det er for sent at tage på havet.

– M-men så måske en anden dag, hva’, Einar? S-så kan jeg tage med ud og hjælpe dig med at fiske.

Allan stryger det fedtede hår væk fra panden, nikker mod Eva. – Hvem er hun?

18

Det_røgede_lig.indd 18

02/09/2024 16.49

– Det er Eva. Hun har boet i Gudhjem, da hun var yngre.

Nu er hun kommet tilbage.

Hun smiler til den unge mand, der stadig sidder på sin knallert.

– Er du også her fra byen?

Allan skuler til Miró.

– B-bider den? Den ser vred ud.

Eva knæler ned ved siden af hunden.

– Han er helt fredelig. Han hedder Miró, og du må gerne klappe ham.

Allan slår knallertens støtteben ud og stiger langsomt af, men lader stadig motoren køre. Forsigtigt går han hen mod Miró og sætter sig på hug. Eva giver hunden lidt snor, og den nærmer sig nysgerrigt Allan. Hunden snuser til hans hånd og sætter sig så artigt ned. Allan klapper den. Miró er som hypnotiseret og sidder med hovedet på skrå. Eva ser en dråbe savl, der drypper fra hans mund, som er fortrukket i et saligt smil.

– Det er en sød hund.

– Og det ser ud til, at han kan lide dig, siger Eva. Allan trækker pludseligt hånden til sig, rejser sig brat. Han sætter sig på knallerten og slår støttebenet ind.

– Jeg skal hjem nu, siger han, vender knallerten og kører afsted.

Eva kigger forbløffet efter ham.

– Hvad skete der lige dér?

– Ja, det må guderne vide. Hajn hâr ju allri vad ræjtier i hâud, stakkals horra, siger Einar.

– Hans mor døde for mange år siden, og han kom på en institution. Faderen har han vist aldrig kendt. Han har ikke haft det nemt.

– Trist skæbne.

– Nu hjælper han lidt til hernede på havnen. Nå, giver du ikke en gammel kaptajn en hånd?

19

Det_røgede_lig.indd 19

02/09/2024 16.49

Eva rækker ham hånden, og han får bugseret sig over ræ­ lingen og i land.

– Jeg er sgu ved at blive for gammel til det hér, siger han og sætter sig tungt på en træbænk, der står på kajen.

– Pjat, du holder i mange år endnu.

– Vi får se. Kansje du kan ta’ med ud og hjælpe en dag? Jeg betaler tariffen.

Hun ryster på hovedet.

– Du ved, mig og både … Det går ikke.

Einar nikker. – Nåh, nej, det må du undskylde. Det glemte jeg.

Hun kigger op mod himlen. Det er ved at skumre til, mørke skyer er trukket ind over land, og temperaturen er faldet. Hun ville ønske, at hun havde taget vindjakken på. Hun siger farvel til Einar og trasker afsted med Miró. Hun mærker først et par dryp, og så kommer regnen. Hun skynder sig, men når alligevel at blive drivvåd, inden hun kommer hjem. Miró synes bare, det er festligt og ryster sig voldsomt, inden den springer ind i entréen. Hun når lige at stoppe den, inden den løber ind i stuen til sin yndlingsplads i sofaen.

– Niks, Miró, du bliver hér, siger hun og får hurtigt snuppet et håndklæde fra gæstetoilettet, som hun tørrer hunden med.

Så går hun ovenpå og tager sit våde tøj af og kryber i en varm frottébadekåbe.

Det er for meget at tænde op i brændeovnen, men hun brygger en kande varm te og smører et par ostemadder. Miró får tørfoder og vand i sine skåle, inden hun sætter sig ind i atelieret. Hun arbejder koncentreret, og hanen begynder langsomt at tage form.

Da hun kigger op næste gang, er det blevet mørkt, og teen er kold. Hun tænker på Anders og hans problemer med Becker.

Det var en satsning at flytte herover.

Hun ser ud i den mørke have, og pludselig rejser Miró sig fra sit tæppe og knurrer.

20

Det_røgede_lig.indd 20

02/09/2024 16.49

– Hvad er der, min ven?

Det kan ikke være Anders, for hun har ikke hørt bilen, og klokken er kun lidt over ni. Hun kniber øjnene sammen og synes, hun kan ane konturerne af en skikkelse ude i mørket mellem træerne, men der er for meget lys i atelieret, til hun rigtigt kan se noget. Hun slukker lamperne, kigger igen. Der er ikke noget, og Miró er også faldet til ro igen.

Inde i stuen sætter hun sig i sofaen og tænder for TV’et.

Miró finder sin yndlingsplads tæt op ad hende. Hun er i gang med en krimiserie på Netflix, men hun har allerede regnet plottet ud efter halvandet afsnit, og hendes øjenlåg bliver tunge.

Det næste, hun mærker, er Anders’ hånd, der blidt stryger hende over kinden.

– Du lugter af stegeos, mumler hun søvnigt, og lidt efter hører hun bruseren løbe oppe på badeværelset.

Det_røgede_lig.indd 21

02/09/2024 16.49

Opskrifter fra “Det røgede lig”

Saltstegt sild 4 pers.

8 stk. saltede sildefileter (spegesild) 1 håndfuld rugmel 4 løg 1 stor spsk smør 2 spsk rapsolie salt og peber Sildefileterne udvandes natten over. Løgene pilles, halveres og skæres i tynde skiver. De steges på panden i smør tilsat lidt raps­ olie til de er gyldne og sættes til side.

Vend sildefileterne i rugmel, som er krydret med salt og peber. Steg fileterne sprøde i smør tilsat lidt olie.

Server med syltede rødbeder og bornholmsk sennep, godt groft rugbrød med hjemmelavet krydderfedt, samt øl og en stor Bornholmsk snaps.

347

Det_røgede_lig.indd 347

02/09/2024 16.49

Det er med en vis tøven, at Eva Sonne flytter tilbage til Bornholm. Det er nemlig ikke kun solskinsminder, hun har fra sin barndom på øen. Men hendes kæreste, køkkenchefen Anders, har fået et tilbud, han ikke kan afslå – frie hænder til at åbne sin egen restaurant, Rub & Stub, finansieret af den lokale rigmand Hans-Jørgen Becker.

Uforvarende bliver Eva hvirvlet ind i opklaringen …

James’ familie havde i næsten tyve år sommerhus i Gudhjem. Anette og James har begge en stor kærlighed til krimier, gastronomi og Bornholm. Det røgede lig er deres skønlitterære debut.

DET RØGEDE LIG

Anette Price er uddannet kommunikationsrådgiver med mange års erfaring fra hotel- og restaurationsbranchen. Hun driver i dag sit eget kommunikationsbureau. James Price er komponist, kapelmester, kogebogsforfatter og restauratør.

Det med de frie hænder viser sig at være så som så: Becker, der er vant til at få sin vilje, blander sig i alt – og vil have karrysilden tilbage på menukortet. Da han en tidlig morgen bliver fundet myrdet i Gudhjem Røgeri, er efterforskerteamet fra København, den madglade Michael Bjørnholt og hans energiske kollega Anna Lind, på bar bund. Det skorter dog ikke på mulige motiver: Becker har trådt mange over tæerne i årenes løb.

ANETTE & JAMES PRICE

Mord, magt og mad på solskinsøen

ANETTE & JAMES PRICE

DET RØGEDE LIG

”Morgentjansen er den hårdeste.

Der skal tændes op i røgeovnene og gøres klar i køkkenet. Han skal også lave fars til fiskefrikadeller og røre salater. Ude i røgeriet standser han brat. Gulvet er snavset til af noget rødbrunt stads. Det er, som om nogen har spildt noget og tværet det ud over det hele. Han bukker sig ned og mærker en underlig jernagtig lugt.

Og da går det op for ham, at det er blod, der er på gulvet. Med øjnene følger han sporet og ser, at det ender ved en af de høje røgeovne.”

ISBN 9788743409663

Foto: © Alexander Banck-Petersen Omslag og illustration: © Thomas Thorhauge

DET_RØGEDE_LIG_OMSLAG_SKÆREMÆRKER.indd 1

GUTKIND | KRIMI

01/09/2024 20.04