Bride – Vampyrbruden

VA M PY R B RU DE N

Bride.indd 1

15/12/2023 13.44

Af samme forfatter:

Hypotesen om kærlighed Kærlighed på hjernen Kærlighed i teorien Skakmat

Bride.indd 2

15/12/2023 13.44

A L I H A Z E LW O O D

VAMPY R B RUDEN På dansk ved Pia Konstantin Berg

GUTKIND

Bride.indd 3

15/12/2023 13.44

Bride – Vampyrbryden er oversat fra engelsk af Pia Konstantin Berg efter Bride © Ali Hazelwood 2024 This edition is published by agreement with Berkley, an imprint of Penguin Publishing Group, a division of Penguin Random House L.L.C. and by agreement with Ulf Töregård Agency AB Denne udgave: © Ali Hazelwood og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024 Omslagsdesign: © Rita Frangie Batour og Vikki Chu Forsideillustration: © Lilith Dansk versionering af omslag: Rasmus Funder Sat med Palatino hos LYMI DTP-Service og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-434-0923-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Thao og Sarah. Jeg knude ikke klare mig uden jer, og det ville jeg heller ikke have lyst til.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk ·

Bride.indd 4

gutkindforlag ·

gutkind_forlag

15/12/2023 13.44

PROLOG Det her ægteskab bliver et problem.

Hun bliver et problem.

Den krig, vi har kørende mellem vampyrerne og varulvene,

begyndte for flere århundreder siden, hvor volden eskalerede, kulminerede i kaskader af blod, og den endte i en flod af fløde-

skum, den dag jeg mødte min mand for første gang.

Hvilket også var den dag, vi skulle giftes.

Ikke helt det scenarium, man drømmer om som barn. Men

på den anden side er jeg ikke en drømmer. Jeg har faktisk kun

overvejet ægteskabet en enkelt gang, tilbage i min barndoms dystre dage. Efter et par hårde afstraffelser og et dårligt udført

mordforsøg lagde Serena og jeg planer for den store flugt, hvor vi ville anvende pyrotekniske distraktioner, stjæle vores matematiklærers bil og række skråt op til vores værger i bakspejlet.

»Vi holder ind ved dyreinternatet og adopterer en af de der

pjuskede hunde. Køber en Slurpee til mig og noget blod til dig.

Forsvinder på menneskernes territorium for tid og evighed.«

»Vil de lade mig komme ind, når jeg ikke er menneske?«

spurgte jeg, selvom det var den mindste faldgrube i vores plan.

Vi var begge 11. Ingen af os kunne køre. Og freden mellem

5

Bride.indd 5

15/12/2023 13.44

­arterne i den sydvestlige region afhang, bogstaveligt talt, af, at jeg for fanden i helvede blev, hvor jeg var. »Jeg skal nok sige god for dig.« »Vil det være nok?«

»Jeg gifter mig med dig! Så vil de tro, at du er menneske –

min menneskelige kone.«

Af et frieri at være virkede det ret solidt. Så jeg nikkede høj-

tideligt og sagde: »Så bliver det et ja herfra.«

Men det er 14 år siden, og Serena giftede sig aldrig med

mig. Faktisk er hun for længst stukket af. Jeg står alene tilbage

med en gigantisk bunke dyre bryllupsgaver, som forhåbentlig vil narre gæsterne til at se bort fra manglen på kærlighed,

genetisk kompatibilitet og endda forudgående bekendtskab mellem mig og brudgommen.

Jeg prøvede godt nok at arrangere et møde. Foreslog, at mit

folk skulle foreslå hans folk, at vi kunne snuppe en frokost sam-

men ugen inden ceremonien. Kaffe dagen inden. Et glas poste-

vand om morgenen – alt sammen for at undgå at skulle sige: »Godt at møde dig« ved alteret. Min forespørgsel røg helt op

til vampyrrådet og resulterede i et telefonopkald fra en af medlemmernes assistenter. Han formåede at holde sit tonefald ven-

ligt, alt imens han rimelig kraftigt antydede, at jeg måtte være gået fra forstanden. »Han er en varulv. En meget magtfuld og

farlig én af slagsen. Alene praktikken i forhold til at skabe ordentlig sikkerhed omkring sådan et møde ville være …«

»Jeg skal giftes med den her farlige varulv,« pointerede jeg,

mens der blev rømmet forlegent i den anden ende.

»Han er en alfa, Miss Lark. Han har for travlt til at mødes.« »Travlt med …?«

»Sin flok, Miss Lark.«

Jeg forestillede mig, at han stod i en manege og hundsede

rundt med denne flok. Så gav jeg op.

6

Bride.indd 6

15/12/2023 13.44

Der er gået ti dage, og jeg har stadig mødet med min brud-

gom til gode. I stedet er jeg blevet et projekt – et, der kræver en

koncentreret indsats fra en tværfaglig gruppe, som skal sør-

ge for, at jeg ser bryllupsværdig ud. En manicurist forvandler mine negle til pink ovaler. En ansigtsbehandler smører mine

kinder ind i snask. En frisør gemmer på magisk vis mine spidse

ører under et tæppe af mørkeblonde fletninger, og en makeup-­ artist maler et nyt ansigt oven på mit eget, noget interessant og sofistikeret og zygomatisk.

»Det her er kunst,« siger jeg til ham, mens jeg nærstuderer

konturerne i spejlet. »Du burde være en Guggenheim-fellow.«

»Det ved jeg. Og jeg er ikke færdig,« siger han irettesætten-

de, inden han dypper sin tommelfinger i en bøtte med noget

mørkegrønt og strør det hen over indersiden af mine håndled.

Mod begge sider af min hals. Min nakke. »Hvad er det?«

»Bare en smule farve.«

»Hvad skal det til for?«

Et fnys. »Jeg har trukket i nogle tråde for at lære lidt om

varulveskikke. Din mand vil kunne lide det.« Han suser væk og efterlader mig alene med fem underlige markeringer og en

nyfunden knoglestruktur. Jeg kæmper mig i den brudebuksedragt, som stylisten bad mig om ikke at kalde en onesie, og så kommer min tvillingebror ind for at hente mig.

»Du ser fantastisk ud,« siger Owen fladt og mistroisk, mens

han skeler mod mig, som om jeg er en falsk ti-dollarseddel. »Det var en holdindsats.«

Han giver tegn til, at jeg skal følge efter ham. »Jeg håber, de

vaccinerede dig for rabies nu, hvor de var i gang.«

Ceremonien skal forestille at være et fredssymbol. Det er

derfor, min far, som en hjertevarmende tillidserklæring, kræ-

vede et sikkerhedsteam udelukkende bestående af vampyrer 7

Bride.indd 7

15/12/2023 13.44

under ceremonien. Varulvene nægtede, hvilket førte til flere ugers forhandlinger, så til en næsten brudt forlovelse og ende-

lig til den eneste løsning, som kunne gøre alle lige utilfredse: at fylde stedet med mennesker.

Der er en anspændt atmosfære, og der er det her. Én loka­

tion, tre arter, fem århundreders konflikt og ingen tillid. De

sorte jakke­sæt, som eskorterer Owen og mig, virker splittede mellem at ville beskytte os og tage livet af os for egen hånd bare

for at få det overstået. De har solbriller på indenfor og mumler underholdende dårlige koder ned mod deres ærmer. Flagermus flyver ind i ceremoniområdet. Jeg gentager, vi har Flagermus.

Brudgommen er, uopfindsomt nok, Ulv.

»Hvornår tror du, at din fremtidige mand vil forsøge at slå

dig ihjel?« spørger Owen hyggesnakkende, mens han kigger ligefrem. »I morgen? I næste uge?« »Hvem ved?«

»Helt sikkert inden for den næste måned.« »Helt sikkert.«

»Man kan jo ikke lade være med at spekulere over, om var­

ulvene vil begrave dig eller bare, du ved … spise dig.« »Det kan man jo ikke lade være med.«

»Men hvis du ellers gider holde dig i live lidt længere, så

prøv at kaste en pind, når han begynder at angribe dig. Jeg har hørt, at varulve elsker at …«

Jeg standser brat, hvilket forårsager en smule tumult blandt

agenterne. »Owen,« siger jeg og vender mig mod min bror.

»Ja, Misery?« Han fastholder mit blik et par sekunder. Plud-

selig forsvinder hans dovne, fornærmende maske, og han er ikke længere min fars overfladiske arving, men den bror, som

plejede at snige sig ned i min seng, når jeg havde mareridt, og som svor, at han ville beskytte mig mod menneskers ondskab og varulves blodtørst.

8

Bride.indd 8

15/12/2023 13.44

Det er årtier siden.

»Du ved, hvad der skete, sidste gang vampyrerne og varulvene

forsøgte sig med det her,« siger han, nu på vores modersmål.

Det ved jeg i dén grad. Asteren er beskrevet i enhver lære-

bog, dog i lettere forskellige fortolkninger. Dagen, hvor vores

lilla blod og varulvenes grønne blod flød sammen, farverigt og

flot som den blomst, massakren blev navngivet efter. »Hvem helvede vil også indgå ægteskab af politiske årsager?« »Mig, åbenbart?«

»Du kommer til at leve blandt ulvene. Alene.«

»Jep. Det er sådan, gidseludveksling fungerer.« Rundt omkring

os tjekker jakkesættene fortravlet deres ure. »Vi må hellere se at …«

»Alene, klar til at blive slagtet.« Owen skærer tænder. Det er

så ulig hans sædvanlige ligeglade jeg, at jeg rynker panden. »Siden hvornår har det betydet noget for dig?« »Hvorfor gør du det?«

»Det er nødvendigt med en alliance med varulvene for at …« »Det der er Fars ord. Det er ikke derfor, du gik med til det.«

Det er det ikke, men det har jeg ikke tænkt mig at indrøm-

me nu. »Måske har du undervurderet Fars overtalelsesevner.«

Hans stemme sænker sig til en hvisken. »Du skal ikke gøre

det. Det er en dødsdom. Sig, at du har ændret mening – giv mig seks uger.«

»Hvad skulle ændre sig på seks uger?« Han tøver. »Eller en måned, jeg …«

»Er der noget galt?« Vi spjætter begge ved lyden af Fars

skarpe tonefald. I et splitsekund føler vi os igen som børn, der bliver skældt ud, alene fordi vi eksisterer. Som altid kommer Owen sig hurtigst.

»Næh.« Hans tomme smil er tilbage. »Jeg ville bare give

Misery et par gode råd med på vejen.« 9

Bride.indd 9

15/12/2023 13.44

Far skærer sig ind mellem sikkerhedsvagterne og lægger

min hånd omkring sin arm, som om det slet ikke er flere årtier siden, vi sidst har haft fysisk kontakt med hinanden. Jeg tvinger mig selv til ikke at vige tilbage. »Er du klar, Misery?«

Jeg læner hovedet bagover. Nærstuderer hans ansigt. Spør-

ger, mest af nysgerrighed: »Spiller det nogen rolle?«

Det gør det vist ikke, for spørgsmålet bliver ikke anerkendt.

Owen ser udtryksløst efter os, da vi forsvinder, og råber så: »Jeg håber, at du har pakket en fnugrulle. Jeg hører, at de fælder.«

En af agenterne stopper os foran de dobbeltdøre, der leder

ind mod gården. »Rådmand Lark, Miss Lark, et øjeblik. De er ikke helt klar til jer endnu.« Vi venter side om side i en håndfuld ubehagelige øjeblikke, inden Far vender sig mod mig. I

mine stylist-befalede hæle er jeg næsten lige så høj som ham, og hans øjne kan uden problemer fange mine.

»Du burde smile,« beordrer han på vores modersmål »Ifølge

menneskerne er et bryllup den smukkeste dag i en bruds liv.«

Mine læber dirrer. Der er noget grotesk morsomt ved alt det

her. »Hvad med brudens far?«

Han sukker. »Du har altid været så unødvendigt trodsig.« Mine fiaskoer er grænseløse.

»Der er ingen vej tilbage, Misery,« tilføjer han, ikke uvenligt.

»Når først I har givet hånd på det, vil du være hans kone.«

»Det ved jeg.« Jeg har hverken brug for beroligelse eller op-

muntring. Jeg har været urokkelig i min forpligtelse til denne

forening. Jeg er ikke typen, der går i panik, bliver bange eller

ændrer mening i sidste øjeblik. »Jeg har gjort det her før, husker du nok?« Han kigger på mig et øjeblik, indtil døren åbner sig ind mod det, der er tilbage af mit liv.

Det er en perfekt aften til en udendørs ceremoni: lyskæder,

let brise, blinkende stjerner. Jeg tager en dyb indånding, holder

den og lytter til Mendelssohns march, fortolket af en stryge10

Bride.indd 10

15/12/2023 13.44

kvartet. Ifølge den sprudlende bryllupsplanlægger, som har bombarderet min telefon med links, jeg ikke klikker ind på, så

er bratschen medlem af menneskernes filharmoniske orkester.

Top tre i verden, skrev hun, efterfulgt af flere udråbstegn, end jeg totalt set har anvendt i min skriftlige kommunikation siden

min fødsel. Jeg må indrømme, at det lyder godt. Også selvom gæsterne kigger sig forvirret omkring, usikre over, hvad de

skal gøre, indtil en stresset ansat gestikulerende giver signal til, at de skal rejse sig.

Det er ikke deres skyld. Bryllupsceremonier har i flere år-

hundreder udelukkende været en menneskelig ting. Vampyrsamfundet har udviklet sig ud over monogami, og varulvene

… jeg har ingen idé om, hvad varulvene gør, eftersom jeg aldrig har været i nærheden af en.

Hvis jeg havde, ville jeg ikke være i live.

gå.

»Kom så.« Far griber fat om min albue, og vi begynder at Brudens gæster er velkendte, men kun svagt. Et hav af

pile­træslignende skikkelser, lillafarvede øjne, som aldrig blinker, og spidse ører. Læberne er lukkede over hugtænderne,

og deres blikke er halvt medlidende, men mest af alt fulde af væmmelse. Jeg spotter adskillige medlemmer af min fars in-

derkreds; rådsmedlemmer, jeg ikke har mødt, siden jeg var barn; magtfulde familier og deres efterkommere, primært folk,

som har favoriseret Owen og opført sig som små svin over for mig, da vi var børn. Ingen her ville kvalificere sig det mindste som en ven, men hvis jeg skal forsvare, hvem end der har stået for gæstelisten, så må min mangel på meningsfulde relationer

have skabt lidt af en udfordring i forhold til at udfylde stolene.

Og så er der gommens side. Den, der udsender en frem-

medartet form for varme. Den side, som ønsker mig død.

Varulvenes blod banker voldsommere, højere. Lugten er 11

Bride.indd 11

15/12/2023 13.44

kobberagtig og ukendt. De er højere end vampyrerne, stærkere

end vampyrerne, hurtigere end vampyrerne, og ingen af dem

virker synderligt entusiastiske ved tanken om, at deres alfa nu

gifter sig med en af os. Deres læber krøller sig sammen, da de

får øje på mig, trodsigt vrede. Deres foragt er så voldsom, at jeg kan smage den i ganen.

Jeg bebrejder dem ikke. Jeg bebrejder ikke nogen, at de ikke

har lyst til at være her. Jeg bebrejder dem ikke engang for de-

res hvisken eller spidse kommentarer eller det faktum, at halv­

delen af gæsterne aldrig har lært, at lyd spreder sig hurtigere end lort.

»… hun levede i alliance med mennesker i 10 år, og så sker det

her?«

»Jeg vil vædde med, at hun elsker opmærksomheden …« »… spidsøret igle … »

»Jeg giver hende to uger.«

»Nok nærmere to timer, hvis de dyr …«

»… enten stabilisere regionen en gang for alle eller forårsage

uoverskuelig krig, igen … «

»… mon de rent faktisk kommer til at knalde i aften?«

Jeg har ingen venner på venstre side og kun fjender på højre.

Så jeg løfter hagen, forsøger at bevare roen og kigger ligefrem.

Mod min kommende mand.

Han står for enden ad gangen med ryggen til mig og lytter

til noget, en eller anden hvisker ham i øret – hans forlover,

måske. Jeg kan ikke få et ordentligt glimt af hans ansigt, men

ud fra billedet, jeg fik for flere uger siden, ved jeg, hvad jeg skal

forvente: flot, opsigtsvækkende, usmilende. Hans hår er kort

og mørkebrunt; hans jakkesæt er sort og sidder godt omkring

hans brede skuldre. Han er den eneste mand i forsamlingen,

som ikke har slips på, og alligevel formår han at se elegant ud.

12

Bride.indd 12

15/12/2023 13.44

Måske har vi samme stylist. Det er vel egentlig et meget

godt udgangspunkt for et ægteskab.

»Vær forsigtig omkring ham,« hvisker Far til mig bag læber,

der knap nok bevæger sig. »Han er meget farlig. Du skal ikke irritere ham.«

Hvad enhver pige drømmer om at høre fem meter fra alte-

ret; specielt når gommen med den skarpe skulderlinje allerede virker utilfreds. Utålmodig. Irriteret. Modsat mig bruger han

ikke engang energi på at kigge i min retning, som om der er andre, bedre ting, han kan bruge sin tid på. Gad vide, hvad forloveren hvisker i hans øre? Måske præcis det modsatte af de advarsler, jeg selv lige har modtaget.

Misery Lark? Ingen grund til at være forsigtig. Hun er ikke sær-

lig farlig, så du kan roligt irritere hende. Hvad skulle hun gøre ved det? Kaste sin fnugrulle efter dig?

Jeg fnyser grinende, og det skulle jeg ikke have gjort. For

min kommende mand hører det og vender sig endelig mod mig.

Jeg mærker et sug i maven.

Jeg vakler.

De mumlende lyde forsvinder.

På det billede, jeg så, virkede gommens øjne almindelige,

blå på en ikke særlig bemærkelsesagtig måde. Men da de mø-

der mine, indser jeg to ting. For det første, at jeg tog fejl, og at hans øjne rent faktisk er en underlig form for lysegrøn, der

grænser op mod det hvide. For det andet, at Far havde ret: Den her mand er meget, meget farlig.

Hans blik gransker mit ansigt, og jeg får omgående mistan-

ke om, at han ikke har fået nogen billeder. Eller at han måske bare ikke var nysgerrig nok omkring sin brud til at gide kigge

på dem? Ligegyldigt hvad, så er han ikke tilfreds med mig, det er tydeligt. Bare ærgerligt. Jeg er mester i at skuffe andre, og 13

Bride.indd 13

15/12/2023 13.44

jeg har ikke tænkt mig at lade mig mærke med det nu. Det må være hans problem, hvis han ikke kan lide, hvad han ser.

Jeg retter ryggen. Vi er efterhånden meget tæt på hinanden.

Jeg lader mine øjne fastholde hans, da jeg træder helt frem mod ham, og det er sådan, jeg ser det hele ske i realtid.

Pupiller, der spiler sig ud.

Øjenbryn, der bliver løftet.

Næsebor, der vibrerer.

Han kigger på mig, som om jeg er lavet af mider, og tager

så en dyb, langsom indånding. Så endnu en, skarpere, i det øjeblik jeg bliver overrakt til ham ved alteret. Hans udtryk for-

vandler sig til noget, der et kort sekund virker underligt rystet, og jeg vidste det, jeg vidste, at varulve ikke kan lide vampyrer,

men det her føles vildere end bare det. Det føles som ren, hård, personlig foragt.

Sur røv, kammerat, tænker jeg, mens jeg løfter hagen. Jeg

træder endnu et skridt frem, indtil vi står foran hinanden, en smule for tæt.

To fremmede, som lige har mødt hinanden. Og nu skal gif-

tes.

Musikken aftager. Gæsterne sidder helt stille. Mit hjerte er

en doven tromme, der slår endnu langsommere end normalt

– fordi gommen tårner over mig på den måde. Læner sig frem for at undersøge mig, som om jeg er et abstrakt maleri. Jeg ser, hvordan hans brystkasse hæver sig sultent, som om han vil … inhalere mig. Så viger han tilbage, slikker sig om læberne og stirrer.

Han stirrer og stirrer og stirrer.

Stilheden trækker ud. Giftefogeden rømmer sig. Gård­

haven bliver fuld af forvirret mumlen, der langsomt bliver til en klæbrig, velkendt friktion. Jeg bemærker, at forloveren nu

viser kløer. Bag mig står Vania, lederen af min fars vogtere, og 14

Bride.indd 14

15/12/2023 13.44

viser hugtænder. Alle gæsterne rækker forståeligt nok ud efter deres pistoler.

Og midt imellem alt det står min kommende mand stadig

bare og stirrer.

Så jeg træder et skridt længere frem og mumler: »Jeg er lige-

glad med, hvor lidt du bryder dig om det her, men hvis du vil undgå endnu en Aster …«

Hans hænder bevæger sig opad med lynets hast for at luk-

ke sig om min overarm, og varmen fra hans hud chokerer mit system, selv gennem ærmets stof. Hans pupiller trækker sig

sammen i en ny og anderledes form, nærmest dyrisk. Jeg forsøger instinktivt at vride mig fri af hans greb og … det skulle jeg ikke have gjort.

Min hæl sætter sig fast mellem et par brosten, og jeg mister

balancen. Gommen forhindrer mit fald ved at lukke sin arm om min talje, og i en kombination af tyngdekraft og hans deter-

minerede handlekraft bliver jeg fanget mellem ham og alteret

med hans bryst presset mod mit. Han fastholder mig og stirrer ned mod mig, som om han har glemt, hvor han er. Som om jeg er noget, han vil fortære.

Som om jeg er et bytte.

»Det er godt nok … hold da op,« gisper giftefogeden, da

gommen knurrer i hans retning. Bag mig hører jeg mit moders-

mål og menneskesnak – panik, skrig, kaos, forloveren og min

far snerrer, folk råber trusler, nogen græder, endnu en Aster er på vej, tænker jeg. Og jeg burde virkelig gøre noget. Jeg har tænkt mig at gøre noget for at stoppe det, men.

Gommens duft rammer mine næsebor.

Alt andet forstummer.

Lækkert blod, tænker jeg upassende. Han har virkelig lækkert

blod.

Han inhalerer flere gange, hurtigt efter hinanden, fylder 15

Bride.indd 15

15/12/2023 13.44

sine lunger og trækker mig tættere på. Hans hånd flytter sig fra min arm til fordybningen ved min hals og presser sig mod

en af de påmalede markeringer. En raspende lyd stiger op fra et sted dybt i hans bryst og får mine knæ til at skælve. Så åbner han munden, og jeg ved, at han har tænkt sig at flå mig i småstykker, han har tænkt sig at smadre mig, at fortære mig …

»Du,« siger han med en dyb stemme, der næsten ikke er til

at høre. »Hvordan fanden kan du dufte sådan?«

Mindre end ti minutter senere sætter han en ring på min

finger, og vi lover, at vi vil elske hinanden til vores dages ende.

Bride.indd 16

15/12/2023 13.44

KAPITEL 1 Det har stormet tre dage i træk, da han endelig vender tilbage

fra et møde med lederen af Big Ben-klanen. To af hans sekundanter befinder sig allerede i hans hjem, hvor de venter på ham med bekymrede udtryk.

»Vampyrkvinden – hun bakkede ud.«

Han grynter, mens han lader hånden løbe ned over ansig-

tet. Klogt af hende, tænker han.

»Men de har fundet en erstatning,« tilføjer Cal og skubber

en arkivmappe hen over bordpladen. »Alle informationerne er her. De vil vide, om du kan godkende hende.« »Vi fortsætter som planlagt.«

Cal fnyser grinende. Flor rynker panden. »Har du ikke en-

gang tænkt dig at kigge på …«

»Nej. Det ændrer ingenting.«

De er alligevel alle sammen ens.

Seks uger inden ceremonien

Hun dukker op i den start-up-virksomhed, jeg er ansat hos, en tidlig torsdag aften, hvor solen allerede er gået ned, og flokken af kolleger overvejer at udøve blodig, kropslig skade.

Mod mig.

Jeg tvivler på, at jeg fortjener denne grad af had, men jeg

forstår den. Og det er derfor, jeg ikke gør et stort nummer ud af 17

Bride.indd 17

15/12/2023 13.44

det, da jeg vender tilbage til mit skrivebord efter et kort møde

med min chef og bemærker min hæftemaskines tilstand. Ær-

ligt, det er fint. Jeg arbejder alligevel hjemmefra 90 procent af

tiden og printer sjældent noget ud. Det er da lige meget, at nogen har smurt den ind i fugleklatter.

»Du skal ikke tage det personligt, Missy.«

Pierce læner sig mod vores rumdeler. Hans smil er knap så

meget bekymret ven og meget mere slesk brugtvognsforhandler.

Selv hans blod lugter olieret.

»Det gør jeg heller ikke.« Andre folks anerkendelse er et

kraftfuldt stof. Det er heldigt for mig, at jeg aldrig har udviklet

en afhængighed. Jeg har øvet mig som et klaver-vidunderbarn: utrætteligt og konstant siden den tidlige barndom. »Det skal du ikke spilde tårer på.«

»Det gør jeg heller ikke.« Bogstaveligt talt. Jeg ejer slet ikke

evnen.

»Og du skal ikke lytte til Walker. Han sagde ikke det, du

tror, han sagde.«

Rimelig sikker på, at det var »klamme kælling« og ikke »tam-

me ælling«, han råbte gennem mødelokalet, men hvem ved?

»Det følger med jobbet. Du ville også være vred, hvis nogen

lavede en penetrationstest mod en firewall, du havde arbejdet på i flere uger, og knækkede den på hvad, en time?«

Det var nok nærmere 20 minutter, inklusive den pause, jeg

holdt midt i det hele, da jeg indså, hvor hurtigt jeg strøg gennem systemet. Jeg brugte pausen på at online-shoppe en ny vasketøjskurv, eftersom Serenas møgkat typisk lægger sig til at

sove på min gamle kurv, hver gang jeg vil sætte en vask over.

Jeg sendte hende et billede af kvitteringen efterfulgt af et Du

og din kat skylder mig 16 dollars. Så sad jeg lidt og ventede på et svar, som jeg altid gør.

Det kom ikke. Ikke at jeg havde forventet det.

18

Bride.indd 18

15/12/2023 13.44