Bamberg Blues

BAMBERG BLUES

BAMBERG BLUES.indd 1

02/12/24 6:46 PM

Af samme forfatter: Melanin Og spøgelser Hjem er en længsel

BAMBERG BLUES.indd 2

02/12/24 6:46 PM

MIKAS LANG

BAMBERG BLUES

Roman

GUTKIND

BAMBERG BLUES.indd 3

02/12/24 6:46 PM

Bamberg blues © Mikas Lang og Gutkind Forlag A/S, København 2025 1. udgave, 1. oplag, 2025 Omslag: © K Vang Forsideillustration: © Alma Akua Sat med Adriane Text hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk ISBN 978-87-434-1028-7

Udgivelsen er støttet af:

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9, 1. ∙ DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag

BAMBERG BLUES.indd 4

02/12/24 6:46 PM

Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.

– Første Mosebog, kap. 1, vers 4 A memory that is not mine returns to me.

– Christina Sharpe, Ordinary Notes

BAMBERG BLUES.indd 5

02/12/24 6:46 PM

Et portrætfoto: Du er voksen, i hvid rullekrave, sort jakke over. Du smiler, lidt forsigtigt. Kan man egentlig kalde det et smil, eller hvordan skal man beskrive den trækning ved munden – jeg bliver i tvivl, da jeg ser dit blik. De dovne øjne siger noget andet.

Vores øjne siger cool, ligesom Miles Davis. Ligesom han siger, det er de toner, der ikke spilles, der er musikken.

Ligesom du aldrig optrådte i vores samtaler, aldrig blev nævnt i de få brudstykker, jeg fik fortalt om Bamberg. Ikke engang i en sidebemærkning.

Alt, der er tilbage, er nogle spredte sætninger i familiens optegnelser. Og et sorthvidfotografi.

Der er en mærkelig tyngde i alle de manglende detaljer, en tyngde, som har at gøre med døden, med en krop, som intet levner. Som er fuldkommen stum.

Hvem skal bære dét lod?

7

BAMBERG BLUES.indd 7

02/12/24 6:46 PM

FØRSTE DEL ERLICHSTRASSE

Herren er min klippe, min borg, min befrier – Salmernes bog, 18, 3

BAMBERG BLUES.indd 9

02/12/24 6:46 PM

”Hey!” Han satte i løb. Den blonde dreng stod som forstenet, forvirret. Så begyndte han også at løbe, men for sent. Hilbert løb ham op uden problemer og sparkede benene væk under ham. Den lille Fritz fløj forover, men formåede alligevel at lande på alle fire.

Han var straks på benene, men han nåede ikke at få paraderne op. ”Min far er negerhøvding!”

Der lød en dump, knasende lyd, da knoerne ramte næseryggen. Den gav efter øjeblikkeligt. En knude løsnedes i Hilberts bryst. Blodet brusede. Strømmede fra drengens næse, løb sammen med tårer og et øjeblik efter også snot. ”Du holder dig fra min søster!”

Intet svar. ”Du holder dig fra min søster,” råbte Hilbert igen.

Drengen duppede næsen i sit trøjeærme. Nikkede, fortsat tavs. Hilbert fnøs. På vej væk skråede han forbi drengens cykel og trampede på forhjulet.

Bare han nu ikke sladrede. Hilberts lærere så i forvejen skævt til ham, flere af dem ville sikkert gladelig påtage sig opgaven at straffe ham, det var han sikker på. Hvis han gjorde, måtte Hilbert give ham en ordentlig tur.

11

BAMBERG BLUES.indd 11

02/12/24 6:46 PM

Han traskede langsomt hjemad. Lige før han nåede Erlichstrasse, fik han øje på hr. Zandt, der stod ovre på den modsatte side af gaden og talte med postbuddet.

Så langt tilbage Hilbert kunne huske, havde hr. Zandt været en fast bestanddel af de eftermiddage og aften­er, han havde tilbragt på knejpen med sin mor. Den gamle mand gav altid en sodavand. ”Du skal da ikke sidde der og tørste, knægt,” ville hr. Zandt sige i det tætrøgede, svagt oplyste rum og prikke hul i Hilberts ensomhed.

Nu var hr. Zandt sikkert igen på vej ned på knejpen, men stoppet op for at sludre med postbuddet.

Munden gik som sædvanligt. Der var noget komisk over hans evigt ulastelige gråbrune jakkesæt. Som om det var for farveløst. Som om det var alt for voksent til ham – spøjst, når man tænkte på, hvor gammel han var.

Hr. Zandt stod og smilede, gestikulerede ivrigt med hænderne, mens han talte. Tossegod. Postbuddet så ud til at more sig. Hilbert skyndte sig forbi, før den gamle mand fik øje på ham. Ellers ville han hive sin lille dåse med bolsjer op ad lommen, og så måtte Hilbert til gengæld kvittere med en sludder.

Det orkede han ikke.

Det var også ved at blive sent. Margretha var måske begyndt at undre sig over, hvorfor han ikke var hjemme endnu.

Han drejede ind på Erlichstrasse. Der skete aldrig noget særligt i deres gade. Købmanden havde en jævn trafik. Af og til var der rabalder på knejpen, som lå i stueetagen i bygningen ved siden af deres, råben og 12

BAMBERG BLUES.indd 12

02/12/24 6:46 PM

slagsmål og den slags, men her først på eftermiddagen var det bare pensionisterne og nogle få arbejdsløse, som sad der. Der kom først rigtigt liv i den senere, efterhånden som folk fik fri. Amierne fra kasernen var et syn, men de kom kun sjældent, i reglen først om aftenen og i store grupper.

Hilbert fik øje på Ute, der sad oppe i vindueskarmen på deres værelse og kiggede ned på gaden.

Lillesøsteren sad i sin hvide kjole, foroverbøjet, næsten som var hun foldet sammen. Et bedrøvet udtryk i ansigtet. Han kiggede op på hende i et stykke tid, før hun lagde mærke til ham. Men da deres øjne mødtes gennem ruden, rankede hun sig, og ansigtet åbnedes. Han fornemmede en trækning i sin mundvig.

Han tog trapperne to trin ad gangen og bankede hårdt på døren. Det gav et sæt i ham, et øjeblik havde han glemt alt om bedstemoren. Han dukkede hovedet, som for at beskytte sig mod hendes smældende tunge.

Duk-duk-duk-duk. Utes små fødder kom luntende hen ad gangen. Han kunne slappe af. ”Hej Utechen,” sagde Hilbert og smilede.

Hun lagde armene om livet på ham og trykkede sig ind til hans bryst. Den sideskilning, deres bedstemor så omhyggeligt havde lavet i Utes hår om morgenen, var efterhånden blevet rodet ud.

Det var et vedvarende arbejde at tæmme de store sorte krøller, og det var, som om Ute altid glemte det. Som var det ikke værd at huske. Han elskede hendes hår. Den pudeagtige fornemmelse, når han hvilede hovedet i krøllerne. Han tog om hende, gav hende et kys oven på hovedet og snusede ind, 13

BAMBERG BLUES.indd 13

02/12/24 6:46 PM

nød den særlige duft af hendes hovedbund, sødt blandet med noget skarpere, noget, der havde stået længe. ”Har du haft en god dag i skolen?” ”Mm.” Han stillede tasken fra sig i gangen og hængte sin jakke op på en knage. ”Ham drengen kommer ikke til at genere dig mere.”

Hun kiggede spørgende på ham. Så kunne han se det falde på plads inde i hendes hoved. En ny ro i blikket. ”Er det rigtigt?”

Han smilede. ”Ja. Det lover jeg.” ”Hvor…” Lillesøsteren fik øje på Hilberts knoer. Han fulgte hendes blik. Der sad en smal stribe indtørret blod over pege- og langfinger, hun pegede på den. ”Du har slået ham.”

Hilbert virrede med hovedet. ”Ja, det blev jeg ligesom nødt til,” sagde han og pustede sig op. ”Han gik amok, da jeg sagde, at han skulle lade dig være.” Men så punkterede han, faldt sammen i ryggen, hovedet sank ned mellem skulderbladene. Dér var ikke til at holde ud at være. Trodsig sprang han op igen: ”Det var ham, der slog mig først.”

Ute tog en dyb indånding, rundede så munden og pustede langsomt ud. ”Og der er altså ikke nogen, der skal drille min lillesøster,” fortsatte han.

Det bekymrede udtryk forsvandt fra hendes ansigt.

Hendes smil blottede det lille mellemrum mellem hendes fortænder. Hilbert havde også sådan et, bare

14

BAMBERG BLUES.indd 14

02/12/24 6:46 PM

noget større – et løgnerhul kaldte onkel Andreas det. Deres mor havde ikke noget mellemrum, og de havde jo ikke samme far, så det var, som om det var et træk, de selv havde udviklet. ”Tak brormand.” ”Altid.”

Han burde sige noget mere. Han vidste ikke hvad. ”Du må hellere gå ud at få vasket det der væk, inden Oma kommer hjem,” sagde hun og nikkede ned mod hans hånd.

Hilbert tog det grønne sæbestykke, brugte også neglene til at skrubbe knoerne rene. Mens han skyllede sæben af, hørte han hoveddøren gå op, den mudrede, brusende lyd fra gaden. De slæbende trin i opgangen umiskendeligt bedstemoren, der mosede op ad trapperne med en fyldt indkøbskurv. Han skyndte sig at tørre hænder og ind på værelset.

Forårssolen væltede ind ad vinduet. Han kunne helt glemme ruden, tiden, sad på sin mors seng, midt i lyset og fuld af en ubestemmelig længsel.

Nøglen skramlede kortvarigt i låsen, før døren gik op. ”Hilbert!” tordnede Margrethas stemme, ”kom lige og hjælp mig med varerne.”

Et øjeblik kunne han ikke bevæge sig. De ville ikke, benene. Sollyset fikserede ham. ”Hilbert! Kom så og hjælp mig, knægt!”

Han sjoskede ud i entréen, hvor Margretha nærmest kastede en sæk kartofler hen i armene på ham. ”Læg dem her ud i køkkenet.” ”Ja, Oma.” Han tømte sækken med kartofler i kassen nederst i køkkenskabet. Da han hentede det sidste, noget grønt

15

BAMBERG BLUES.indd 15

02/12/24 6:46 PM

og pakken med kød, var hun endnu i færd med at tage hat og frakke af. Det grå hår var sat op, munden en smal streg i det smalle, furede ansigt. ”Tak, min dreng.”

Hun stak en cigaret i munden. Hilbert bemærkede kamelen på pakken, undrede sig – hun plejede ikke at ryge amismøger.

Inde på værelset sad Ute igen i vindueskarmen. ”Oma siger, at du skal komme og hjælpe med aftensmaden.”

Straks sprang hun ned på gulvet. Hilbert lagde en hånd på hendes skulder. ”Har du set Kuni i dag?”

Hun bøjede hovedet, nikkede. ”Oma skældte hende ud. Hun sagde…”

Han gav skulderen et klem. Hun tav. Han kiggede ind i hendes nøddebrune øjne og tvang sig selv til at smile. ”Smut du hellere ud i køkkenet, inden du får ballade.”

Han kunne høre dem rode og skylle og hakke derude. Margrethas stemme lød konstant, en jævn strøm af anvisninger. Efterhånden som de faldt ind i en rytme med arbejdet, blev tonen mildere, næsten kærlig.

De havde tysk og latin for, men han orkede det ikke.

Han nøjedes med bare at hente sit kladdehæfte og satte sig på skamlen henne ved vinduet. Hurtigt faldt hans blik på to mænd, der stod uden for købmanden og snakkede. De var begge i arbejdstøj, overalls dækket af hvidligt støv. Den ene var høj og havde et busket, mørkt overskæg. Den anden var lidt lavere, måske på højde med onkel Andreas – og glatbarberet ligesom ham.

16

BAMBERG BLUES.indd 16

02/12/24 6:46 PM

Manden, der lignede onkel Andreas, var i gang med at fortælle et eller andet. En gang imellem kastede de begge to hovederne bagover, brølende af grin. Den hakkende lyd skar sig gennem de lukkede vinduer.

Hilbert fandt en blyant frem.

Lige siden han var lille, havde han holdt af at tegne.

Det var noget, hans mor havde lært ham. Måske det eneste, hun havde lært ham.

På papiret gengav han det, han så: den snakkendes livlige gestik, munden, der gik. Hans høje kammerat med de korslagte arme, det brede smil og de endnu bredere skuldre. Overalls. Byggestøv. Overskæg. Købmandsforretningen i baggrunden.

Hoveddøren bragede op. Forskrækket slap Hilbert blyanten, den ramte først papiret, en dump lyd, trillede så ned på gulvet med et skarpere klik. Ernst stampede ind i entréen i sine tunge arbejdsstøvler. ”Så er vi hjemme,” brølede han.

Onklernes skridt lød også i entréen. En lille tromme­ fanfare, der bekendtg jorde, at nu var mændene hjemme. ”Hej Mutti.” ”Der er lige straks mad,” råbte Margretha tilbage. ”I kan lige nå at vaske jer.”

Det lød, som om de kastede støvlerne fra sig i entréen, inden de trampede ud til håndvaskene. Hilbert hørte rindende vand, døren ud til bagtrappen, der åbnedes. Dernæst klirren og tre susende klik, øl, der blev knappet op. Skridt ind i stuen. Der sad de i tavshed og drak.

Hilbert kiggede ned på sit papir. Den mindste af de to figurer havde virket så sprudlende, mens han tegnede.

17

BAMBERG BLUES.indd 17

02/12/24 6:46 PM

Nu syntes han, der var noget rodet over de mange små streger, figuren kunne ikke holde sammen på sig selv. Han kom til at tænke på hr. Zandt.

Rigtige mænd giver sig ikke af med snak – Ernsts stemme lød i Hilberts hoved.

Tilfreds betragtede han den høje figur. De lange, rolige linjer, kun brudt af det buskede overskæg.

I sin skuffe i den slidte, hvide kommode fandt Hilbert rosenkransen med træperler, slog korsets tegn for sig og vendte sig indad i bøn. Jeg tror på Gud, den Almægtige Fader, Himlens og jordens Skaber. Jeg tror på Jesus Kristus, hans énbårne Søn, vor Herre…

Efter Trosbekendelsen bad han først Fadervor, så Hil dig, Maria.

Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig, velsignet er du iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt, Jesus.

Hellige Maria, Guds moder, bed for os syndere, nu og i vor dødstime, amen.

Han trak en perle over i sin venstre hånd.

Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig, velsignet er du iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt, Jesus.

Hellige Maria, Guds moder, bed for os syndere, nu og i vor dødstime, amen.

Han trak en perle mere over.

Hil dig, Maria… ”Så er der mad,” lød det udefra. … Herren er med dig, velsignet er du iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt, Jesus. Hellige Maria, Guds moder, bed for os syndere… ”Hilbert,” lød det igen, skarpere. … nu og i vor dødstime, amen. ”Mad!” 18

BAMBERG BLUES.indd 18

02/12/24 6:46 PM

”Tak, Oma. Jeg kommer nu,” råbte han tilbage og stak rosenkransen i lommen.

Da pater Schick under en prædiken havde kigget ham direkte ind i øjnene, var Hilbert blevet helt varm i kinderne. Aldrig før havde en voksen set på ham med sådan en ømhed. Det rum, der opstod imellem dem, føltes kolossalt, uendeligt. Som om det blev ved med at udvide sig. Hilbert gled ud i det, glemte helt, hvem og hvor han var. Da han kort efter vendte tilbage til kirkerummet, havde en ny lethed taget bo i ham.

Med tiden opdagede han, at det var en tilstand, han kunne søge ind i. Øvede sig på dét.

Hilbert var ti den søndag, pateren havde kigget på ham, mens han fortalte om Moses, der ledte sit folk ud af fangenskabet i Egypten. Det meste af det latinske undslap ham, men Hilbert kendte fortællingerne i forvejen. Om, da Herren lod Moses forvandle en stav til en slange for at bevise, at Han virkelig havde talt til ham. Om, da Han lod Moses slukke folkets tørst under vandringen i ørkenen ved at slå en stav mod en sten, så der sprang vand fra den. Om, at Han til sidst delte vandene for Moses og hans folk, mens han lod Faraos hær oversvømme i Sivhavet.

Hilbert slugte fortællingerne, når Margretha af og til holdt sine små seancer ude i køkkenet, og han havde indprentet sig hendes forklaring, at det hele handlede om tro. Det var troen – på sig selv, men i sidste ende på Gud, at Han havde en plan for ham – der gjorde Moses i stand til at lede sit folk ud af fangenskabet.

Paterens blik havde siddet længe som en varm brusen i Hilberts bryst, mens de latinske ord gik hen 19

BAMBERG BLUES.indd 19

02/12/24 6:46 PM

over hovedet på ham. Pater Schick satte punktum for prædikenen med Moses’ afsluttende ord fra den sidste Mosebog: ”… elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv.”

Hilbert genkendte ordene hjemmefra.

Og fra da af havde han knuget sig til kirken. Når Margretha om lørdagen talte om messen næste dag, sitrede det i Hilbert. Han kunne næsten ikke sidde stille. Hun fornemmede hans iver og begyndte at gøre mere ud af bibelhistorierne. Det var ofte de samme fortællinger, men det gjorde ham ikke noget, for hun fortalte så levende. Bedstemoren blev en anden, når hun fortalte. Der kom et spil i hendes øjne, og det strenge forsvandt fra hendes ansigt. Også Ute holdt sig til, når det var fortælletid.

En dag havde Hilbert dristet sig til at spørge sin bedstemor, om han måtte få en rosenkrans, bare en lille én. Han stod og trippede, turde ikke kigge direkte op på hende. Hun udstødte en klukkende lyd. Et par dage senere kom hun ind på værelset med en rosenkrans af mørke træperler og et metalkors. Over korset var en lille medaljon med Jomfru Maria. ”Lad os bede.”

Hilbert havde iagttaget hende, mens hun havde slået korsets tegn; i to bevægelser ført højre hånd fra panden til brystet, fra venstre til højre skulder. ”Tag fat om korset. Hold det og bed sammen med mig, Trosbekendelsen. Så tager man den næste perle, Fadervor. Så kommer tre gange Hil dig, Maria, og så kommer Ære være Faderen.”

Dengang kunne Hilbert endnu ikke bønnerne uden­ad, så han havde lagt sig som et forsigtigt ekko 20

BAMBERG BLUES.indd 20

02/12/24 6:46 PM

efter bedstemorens stemme. Han vidste, at der kom forskellige indskud efter ”Jesus”, men han vidste ikke, i hvilken rækkefølge de kom. ”Nu beder vi Fadervor igen og så Den glædesfulde rosenkrans.”

Efter hvert ”amen” havde Margretha taget en af perlerne på sin rosenkrans over i den anden hånd og gjort tegn til, at Hilbert skulle gøre det samme.

Og sådan blev de ved, ti gange. Undervejs kom Ute ind fra køkkenet. Hun sad tavst smilende og betragtede dem. Margrethas øjne strålede. Hilbert følte en sjælden ro. Et let svæv.

Til sidst havde bedstemoren sagt: ”I Matthæus står der: ’Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte.’

Det er selvfølgelig vigtigt at komme i kirken. Men det er mindst lige så vigtigt, at man finder sin egen vej til Herren.”

Hilbert knugede rosenkransen i lommen, da han gik ind i stuen.

Margretha øste kartofler og sauerkraut op på Ernsts tallerken. Lagde et stort stykke skinke ved siden af.

Dernæst serverede hun for sine sønner. Imens der blev serveret, stillede bedstefaren sit daglige spørgsmål, henvendt til Hilbert og Ute: ”Har I så opført jer pænt i skolen i dag?”

Hertil var det korrekte svar: ”Ja, Großvater.” Øjenkontakt, men ikke for længe. Man skulle tælle til to: en, to og så flytte blikket.

Da Ernst havde spist et par mundfulde, vendte han sig mod sin kone: ”Og hvor er pigen?”

21

BAMBERG BLUES.indd 21

02/12/24 6:46 PM

Margretha fnøs bare og så fra det ene øjeblik til det andet forurettet ud. Onklerne sad uroligt. Ernst sukkede. ”Igen?”

Nu blev Margretha streng, læberne smallere, øjnene lynende. ”Ja. Igen. Jeg sagde til hende, at hun skulle blive hjemme og passe sine unger for en gangs skyld.”

Hun vippede hovedet til siden, et nik i retning af Ute og Hilbert, der sad ved siden af hende på bordets ene langside. En svidende fornemmelse, øjnene, der rettedes mod Hilbert. Han kiggede ned, hænderne lå dumme og ubevægelige. I et glimt en trang til at tyre tallerkenen ind i væggen.

Men det her handlede ikke om ham. Det handlede slet ikke om ham. Det ville snart gå over.

Margretha fortsatte: ”Hun hjælper ikke det mindste til. Hun føjter og farer rundt, som om en vis herre var i hælene på hende.”

Hun holdt en kort pause for at få vejret. ”Og jeg er træt af det. Jeg er træt af at gøre alting for hende uden den mindste tak. Hun kommer og går bare, som det passer hende. Som om det her var et gæstgiveri.” Hun stemte håndfladerne mod bordet: ”Det er nok nu, Ernst.”

Han sukkede. ”Hun leder jo efter arbejde, men du ved godt, at det ikke er den letteste sag i verden for en ung pige.”

Hun fnøs. ”Ikke hvis man ikke gider bestille noget i hvert fald.”

Han lod sine hænder dumpe ned, bestikket ramte bordet med et klonk.

22

BAMBERG BLUES.indd 22

02/12/24 6:46 PM

Teenagedrengen Hilbert forsøger at finde sin plads i

med nogen, selv ikke pateren, især ikke pateren,

efterkrigstidens Tyskland. En opgave, der langtfra er

ikke Gud, selv ikke hvis Gud allerede havde set,

ligetil, når man er et ‛uægte’ barn af en sort soldat og en

hvad der foregik i hans sjæl, selv ikke hvis Gud

fattig hvid kvinde. Han går i skole, han går i kirke, og han

i lige netop det her øjeblik kastede sit åsyn på

går på arbejde, men hele tiden er det, som om han ikke

ham, så kun på ham og læste hans tanker. Men

kan få vejret. Det er ham og søsteren og vennerne mod

skammen var ikke en stærk nok kraft […]”

verden. Og mod sig selv.

Gennem bluesformen retter romanen blikket mod de helt nære, intime relationer, som den samtidig væver ind i den kollektive historie om den afrikanske diaspora i Europa.

Bamberg blues kredser om kristendom, queerseksualitet, maskulinitet og mænds vold mod sig selv og andre, samt en allestedsnærværende racisme – og stiller spørgsmålet: Hvad er kærlighed?

9 788743 410287

MIKAS LANG BAMBERG BLUES

“Hilbert ville holde det tilbage, ville ikke dele det

BAMBERG BLUES

Mikas Lang (f. 1988) er forfatter og oversætter. Han debuterede i 2019 med digtsamlingen Melanin. I 2021 udkom opfølgeren Og spøgelser. Lang har bl.a. oversat James Baldwin og Natasha Brown. I 2022-24 var han writer-in-residence på Roskilde Universitet, støttet af Velux Fonden. Bamberg blues er hans første roman.

MIKAS LANG

ROMAN GUTKIND

Foto: © Lea Meilandt Omslag: © K Vang Illustration: © Alma Akua