Arbejderhjerte

arbejderhjerte i

Arbejderhjerte I.indd 1

19/08/24 2:39 PM

Af samme forfatter på dansk Skrænten (2004) Bipersoner (2006) Indkredsning (2010) Begyndelser (2018) Indkredsning II (2021) Indkredsning III (2022) Flugt (2023)

Arbejderhjerte I.indd 2

19/08/24 2:39 PM

Carl Frode Tiller

ARBEJDERHJERTE I ROMAN

På dansk ved Sara Koch

GUTKIND

Arbejderhjerte I.indd 3

19/08/24 2:39 PM

Arbejderhjerte I er oversat fra norsk efter Arbeidarhjerte I © Carl Frode Tiller All rights reserved First published by H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard), 2024 Published in agreement with Oslo Literary Agency Denne udgave: © Carl Frode Tiller og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024 Omslag: © Aina Griffin Sat med Aldus hos Geethik Technologies og trykt hos ScanBook EU ISBN 978-87-434-1049-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9,1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_­forlag

Arbejderhjerte I.indd 4

19/08/24 2:39 PM

Indholdsfortegnelse Mit første minde 7 Et kærrehjul 11 Et møde med gamle naboer 48 Ris 55 Gave til Therese 110 Mors latter 121 Brunt værtshus 178 Kærlighed og død 184 Arbejderhjerte 222 Pynt 233 At tale om det 275 Ansigt til ansigt 286 Hjemme hos Therese 330 Mausoleum 344 Cigaretskoddene 387

Arbejderhjerte I.indd 5

19/08/24 2:39 PM

Mit første minde I løbet af få årtier er Norge, landet jeg har boet i hele mit liv, blevet fuldstændigt forandret, og det gælder også os der bor her, mig selv inkluderet, ja, ikke mindst mig, jeg kan nærmest ikke kende mig selv igen.

Det er selvfølgelig et væld af små og store hændelser der har ført os frem til der hvor vi og jeg står nu, og netop det er overvældende at tænke på, jeg kan blive helt mat ved tanken, og det bliver jeg også nu. Jeg ved for eksempel ikke hvor jeg skal begynde at fortælle, jeg får lyst til at give op allerede før jeg er kommet i gang, men det vil jeg ikke, det kan jeg ikke, så uden helt at vide hvor det fører mig hen, kan jeg lige så godt begynde med mit første minde.

Det er fra jeg var fem år gammel og lå på sygehuset i Namsos.

Jeg havde haft mavesmerter og havde tabt mig meget, og efter at have fået taget blodprøver og gennemgået alle mulige slags undersøgelser skulle jeg have foretaget en gastroskopi. Jeg vidste selvfølgelig ikke hvad gastroskopi var, og da jeg lå der i sengen, omringet af fem-seks voksne mennesker, og det gik op for mig at jeg skulle have stukket en lang slange ned gennem halsen og helt ned i maven, gik jeg i panik, og jeg har klare minder om hvordan jeg råbte og skreg og slog og sparkede og vred og drejede mig mens læger og sygeplejersker i hvide uniformer prøvede at holde mig fast, hvordan de pressede mig ned i sengen med magt samtidig med at den ene, overlægen selv, tvang

7

Arbejderhjerte I.indd 7

19/08/24 2:39 PM

min mund op og pressede en plastikslange ind, som af en eller anden grund altid har fået mig til at tænke på stikkelsbær, jeg tror det er på grund af farven, den var gennemsigtig og samtidig grønlig.

Som voksen har jeg hørt psykologer sige at sådanne handlinger – som ikke var usædvanlige i begyndelsen af halvfjerdserne, hvor man havde et helt andet syn på børn – kan give børn traumer der ligner de traumer man får efter seksuelle overgreb. Det skal nok passe, det lyder i hvert fald ikke usandsynligt, men i dag kan jeg nu ikke se nogen sammenhæng mellem den oplevelse og de problemer og udfordringer jeg har haft senere i livet.

Men smertefuldt var det, og en ting der gjorde det ekstra smertefuldt, var at far var en af dem der hjalp til med at holde mig fast. De første dage havde jeg ligget alene på sygehuset uden at mor og far var der – heller ikke det var usædvanligt dengang – men nu stod han altså der, for enden af sengen, med ansvar for at holde mit ene ben. Man kan ikke klandre ham for det, selvfølgelig ikke, lige så lidt som lægerne og sygeplejerskerne kan klandres, de gjorde bare det de mente var nødvendigt for at jeg skulle blive frisk igen, og dengang var der som sagt et andet syn på børn, man vidste ikke at sådan nogle oplevelser satte sig i barnet, man troede de forsvandt og forblev væk, glemt.

Når far en sjælden gang imellem taler om det der skete, nævner han aldrig at han var med til at holde mig fast. Han taler ikke om det svære og smertefulde ved det der skete. Tværtimod har han forvandlet det hele til en god og lidt morsom historie.

Efter at have præsenteret rammen for situationen fortæller han gerne at overlægen, som vist nok var en arrogant, opblæst

8

Arbejderhjerte I.indd 8

19/08/24 2:39 PM

og autoritær mand der talte med Oslodialekt – som myndighedspersoner ofte gør i fars historier – stammede forfærdeligt, og at jeg, vild af raseri, bed mig fast i hans finger da han pressede slangen ind. ”T-t-t-trond, s-s-slip, d-d-det gør ondt, s-s-slip,” efteraber far når han fortæller om det, og så ler han hjerteligt og ryster på hovedet mens han beskriver hvordan blodet løb ned ad fingeren og sygeplejerskerne kom løbende med desinficerende salve og plaster.

Således trækker han ikke blot opmærksomheden væk fra både min og sin egen smerte – for det må selvfølgelig også have været en hård oplevelse for ham – han forvandler også mig fra at være et passivt offer til at være en der gør modstand, til en der trodser overmagten og nægter at lade sig kontrollere.

Og dog, forvandler? Som jeg husker det, slog og sparkede og vred og vendte jeg mig, så jeg gjorde jo modstand, modstanden er jo ikke noget far har tilføjet i sin version af historien, jeg husker jo modstanden helt tydeligt.

Eller kan det være at min erindring om det der skete, er blevet farvet af fars historie? Kan det være at far har skabt en historie om mig som en stærk og stolt lille dreng, og at jeg har gjort fortællingen til en del af min egen fortælling om mig selv, så at sige? At jeg har tilføjet sparkene og slagene og den fysiske modstand senere eller om ikke tilføjet, så i hvert fald overdrevet? Og måske var det en slags forsøg på at undgå de potentielle traumer og skader jeg nævnte før. Selvfølgelig ikke et bevidst forsøg, men har både jeg og far mon valgt at lægge vægt på modstanden fordi vi instinktivt forstod at det modsatte – altså en fortælling hvor jeg er passiv og overgiver mig med

9

Arbejderhjerte I.indd 9

19/08/24 2:39 PM

det samme, hvor jeg er mere trist og ked af det end rasende og kampvillig – i det lange løb ville have påført mig en følelse af skam og selvforagt? Kan det være at vi – uden helt at kunne sætte ord på det – har været klar over fortællingens magt, og at vi har brugt den helt automatisk?

Arbejderhjerte I.indd 10

19/08/24 2:39 PM

Kærrehjul Det må have været i 2014. Therese og pigerne var på besøg i Namsos, hjemme hos far og hans kone, Brit. Min bror, Stein, hans kæreste, Kristin, og deres to sønner var der også.

– Der er ikke mere sæbe ude på toilettet, sagde jeg da jeg kom ud i køkkenet, hvor Brit og Kristin var ved at vaske op og rydde væk efter kaffen.

– Åh, sagde Brit. – Det skal jeg nok ordne. Hun hængte opvaskebørsten på en hvid nylonsnor de havde hængt på fliserne bag vasken, og så vendte hun sig om og gik.

– Men den shampoo, sagde hun så til Kristin i forbifarten, – den med vitaminer og antioxidanter. Kan man købe den i almindelige supermarkeder eller kun hos frisører?

– Det er nok kun hos frisører, sagde Kristin og skubbede køkkenvinduet op, så lyden af pigsko der borede sig ned i isen for så at blive trukket op igen, trængte ind ude fra vejen, hvor jeg lige nåede at få et glimt af nabokonen idet hun rundede postkassestativet.

– Men du får jo kunderabat af mig, tilføjede Kristin.

– Det ville være dejligt, sagde Brit og forsvandt ud i gangen.

I smug havde jeg og Therese altid leet ad og gjort grin med Kristins hår og hendes job som frisør. Hun levede ligesom op til klichéen om en frisør. Hun talte uafbrudt om alle mulige emner med alle mulige mennesker, og næsten hver gang jeg så hende, havde hun skiftet frisure eller hårfarve siden sidst. ”Hvordan

11

Arbejderhjerte I.indd 11

19/08/24 2:39 PM

mon hun ser ud i dag,” sagde Therese sidste gang vi var på vej til Namsos. ”Det eneste vi kan være helt sikre på, er at det ser ud som om hun har fået anbragt et moderne kunstværk på hovedet.”

Jeg så på Kristin og smilede samtidig med at jeg gik hen til køkkenvasken for at vaske hænder. Nu var hendes hår barberet, eller rettere sagt trimmet helt kort på begge sider og stod lige op i midten, som en slags bred hanekam. Det var glinsende sort med lidt lyserødt i pandehåret, og det slog mig at de stramme, sorte læderbukser og den lyserøde skjorte var valgt så de match­ ede håret.

– Jeg har aldrig forstået mig på vitaminer og antioxidanter i shampoo, sagde jeg idet jeg tændte for vandhanen og begyndte at vaske hænder.

– Nå, ikke? sagde hun. Hun smilede tilbage samtidig med at hun tog et piskeris med vaffeldej på, rystede det værste af og lagde det i opvaskemaskinen.

– Vi kan jo ikke optage næringsstoffer gennem håret, sagde jeg. – Hår er jo bare dødt keratin. Og vi kan jo heller ikke optage det gennem hovedbunden eller hårsækkene. Næringsstoffer skal jo optages oralt hvis de skal virke.

Jeg så på hende mens jeg tørrede hænderne i det rød- og hvidternede viskestykke der hang på en plastikknage som var klistret fast på det ene underskab. Hun havde lagt venstre hånd på højre skulder og stod og masserede sig selv.

– Ja, spørg ikke mig hvordan det virker, sagde hun og lagde højre hånd på venstre skulder og masserede også der. – Jeg ved bare at det virker. Og at forskerne siger at det virker.

Jeg var lige ved at antyde at der måtte være tale om falske forskere eller forskere der var købt og betalt for at reklamere, men jeg fik holdt tand for tunge. Jeg nikkede og smilede mens jeg så på

12

Arbejderhjerte I.indd 12

19/08/24 2:39 PM

at hun fyldte pulver i lugen, lukkede opvaskemaskinen og tændte den. Jeg kom i tanke om noget mor havde sagt engang for længe siden. At lærere var de mest irriterende patienter, for de stillede spørgsmål om alt hvad mor og de andre plejere sagde og gjorde. I mine øjne var det at stille spørgsmål positivt. Jeg mente at det vidnede om patienter der tog ansvar for deres eget liv og helbred, og som ikke ville lade sig styre og herse med, eller som simpelthen var nysgerrige og videbegærlige. Mor tolkede derimod spørgsmålene som kritik. Hun mente det var hendes kvalifikationer de betvivlede, og at de bare var ude på at sætte hende på plads med al deres snak. ”Hvorfor kan de ikke bare gøre som vi siger?” sagde hun. ”Vi kender ikke svaret på halvdelen af det de spørger om, men vi ved hvad der skal til for at de kan blive raske, og det er det der tæller, hvis ellers jeg har forstået hvordan det hænger sammen!”

Jeg så på Kristin igen. Hun havde en flaske Ajax i den ene hånd og en orange fiberklud i den anden og var i gang med at tørre køkkenbordet af med lange, glidende bevægelser. Jeg spekulerede på om hun så på mig på samme måde som mor så på lærerne, men det var der ikke noget der tydede på, hun virkede i hvert fald ikke irriteret. Tværtimod. Hun var glad og smilende og kom med en lille morsomhed om at kaffen var meget stærk, og at hun nok snart måtte på toilettet. Det slog mig at hun spøgte på samme måde som gamle mennesker spøgte. Farmor havde for eksempel plejet at komme med morsomheder som ingen syntes var morsomme, og som heller ikke skulle være morsomme. Det var udsagn der først og fremmest skulle give udtryk for at hun var harmløs og ikke ude efter at diskutere, og slet ikke skændes. At hun bare ville bevare husfreden, så at sige.

Jeg så på Kristin og smilede, og så gik jeg ind i stuen, hvor børnene sad og gloede på en eller anden Spiderman-tegnefilm

13

Arbejderhjerte I.indd 13

19/08/24 2:39 PM

i fjernsynet mens far og Stein talte om det malerfirma Stein arbejdede for. Både far og Stein virkede alvorlige, ja, oprørte.

– Hvad er der sket? sagde jeg og satte mig ned.

Stein lagde hånden for munden og hostede på en måde der fik det til at lyde som om noget løsnede sig indeni.

– Vi har tabt et udbud, sagde han.

– Nå?

– Ja, det var ikke fordi vi havde regnet med at vi fik det, sagde han.

– Nå, ikke?

Han smilede og lagde armene over kors på brystet og lænede sig tilbage i sofaen.

– Vi kan ikke konkurrere med firmaer der har halvt så store lønudgifter som os, og som dertil holder udgifterne nede ved at skide på alle norske love og regler. Det siger jo sig selv!

– Polakker? sagde jeg.

– Litauere.

Jeg så på ham og nikkede. Jeg var lige ved at begynde på foredraget om vikarbureauer, opblødning af arbejdsmiljøloven og manglende kontrol af byggebranchen, men det gjorde jeg ikke. Det ville bare give dårlig stemning. Ikke fordi han ikke var enig i det jeg sagde, for det var jeg ret sikker på at han var, men fordi han ikke orkede det når jeg ifølge ham missionerede, og fordi han også ville tolke det som endnu et angreb på Fremskrittspartiet.

– Ja ja, sagde han og trak på skuldrene. – Det er der ikke noget at gøre ved.

Gud, hvor er han begyndt at ligne mor, tænkte jeg.

– Nej, det er klart, sagde jeg. – Man kan ikke forandre noget, det gælder bare om at bide tænderne sammen og holde ud.

14

Arbejderhjerte I.indd 14

19/08/24 2:39 PM

Han grinede ad mig.

– Jeg burde nok skrive et læserbrev til avisen, sagde han. – Det skal nok gøre en forskel!

Jeg smilede og rystede lidt på hovedet.

– Det ville jo være en begyndelse, sagde jeg. – Og så kan man jo engagere sig i fagforeningsarbejde. Eller i et parti der er optaget af at gøre noget ved problemerne i byggebranchen.

– Blive socialdemokrat? Melde mig ind i Arbeiderpartiet?

– Det ville selvfølgelig være det bedste valg.

– Mm, sagde han. Han sagde det på en måde der fik det til at betyde ”kuleskør”. – Hvis jeg ikke husker forkert, var det dem der tillod de udenlandske entreprenører at etablere sig her i landet. Og som åbnede for den sociale dumping og mafia­ metoderne vi ser i byggebranchen i dag.

– Nu var vi jo ikke alene om at støtte EØS-aftalen, sagde jeg. – Der både var og er et stort flertal for den i Stortinget.

Desuden er det vigtigt at huske at Norge er et lille land som er fuldstændig afhængigt af at samarbejde på tværs af lande­ grænser. Men ved du hvad? I det store og hele tjener vi på EØS – selvom aftalen selvfølgelig også skaber en del udfordringer.

– Hrmph, hold nu op! sagde han og lænede sig frem og tog en pakke Prince han havde liggende på bordet foran sig. Han så pludselig irriteret ud. Han kneb øjnene i og rystede på hovedet.

– Hvad? sagde jeg.

– Lad være med at tale til mig som om jeg er et lille barn, sagde han og vippede låget på cigaretpakken op.

Først forstod jeg ikke hvad han mente, men så forstod jeg det.

Det var mit ”men ved du hvad?”, han reagerede på, det fik mig til at lyde belærende.

15

Arbejderhjerte I.indd 15

19/08/24 2:39 PM

– Jeg er jo din storebror, sagde jeg. Jeg smilede for ligesom at understrege at jeg mente det humoristisk, men han smilede ikke tilbage.

– Hvem er vi forresten? sagde han. – Jeg tjener i hvert fald ikke på at den billige arbejdskraft kommer strømmende ind over grænsen. Jeg var fritstillet hele efteråret. Hvis det ikke havde været for den lille stilling jeg har på Van Severen, ville jeg ikke have tjent en krone.

– Så så, sagde far. – Ro på, begge to.

– Vi tjener på det som nation, sagde jeg. – Men altså, jeg kan godt forstå at du bliver vred. Men det er et problem der skal løses med stærke fagforeninger og lovgivning der sikrer fastansættelse og tilstræber lige løn- og arbejdsforhold for alle i branchen. Og det får man ved at stemme på et helt andet parti end det parti du stemmer på, for at sige det mildt.

– Man får meget andet mærkeligt hvis man stemmer på det parti du gerne vil have mig til at stemme på, sagde han. Han nappede en cigaret og smed pakken tilbage på sofabordet så den gled helt over på den anden side og var lige ved at falde ud over kanten og ned på gulvet.

Far kneb øjnene lidt sammen og lagde hovedet på skrå.

– Der skal vi ikke ud! sagde han.

Stein smilede fjoget og strakte højre fod frem under bordet, stak hånden i lommen på cowboybukserne og tog en lighter fra Biltema op. Jeg havde lyst til at sige noget om det han lagde op til jeg skulle tale om, men det gjorde jeg ikke. Far havde ret. Vi havde diskuteret indvandring før, og det var der ikke kommet noget godt ud af, særligt ikke efter at jeg var begyndt at arbejde i Udlændingestyrelsen og Stein begyndte at se på mig som medskyldig i det han omtalte som masseindvandringen til Norge.

16

Arbejderhjerte I.indd 16

19/08/24 2:39 PM

Jeg kastede et blik hen på børnene. De var ikke vant til ophidsede diskussioner mellem os voksne, og for første gang i jeg ved ikke hvor lang tid så de allesammen væk fra skærmen. Eric og Peter så ud som om de syntes det var sjovt, mens Helga og Astrid var alvorlige, på grænsen til urolige.

Jeg kom til at tænke på hvordan det var da jeg var lille. På højlydte diskussioner i røgfyldte stuer. Hjemme hos farmor og farfar. Hjemme hos venner. Og selvfølgelig hjemme hos os selv, hvor bølgerne virkelig kunne gå højt, særligt når far holdt møde med lokalafdelingen i kommunistpartiet, NKP, eller foreningen for savværksarbejdere, hvor han sad i bestyrelsen i sidste halvdel af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Voksne mænd og nogle få kvinder kunne sidde og råbe i munden på hinanden. De kunne bande og slå i bordet, så det klirrede i glas og kaffekopper, og ikke så sjældent var der en eller anden der rejste sig og gik i vrede. Pigerne ville have været chokerede hvis de havde været vidne til noget lignende. Jeg så på dem og smilede beroligende, og de vendte sig mod skærmen igen.

En skarp klirren af snekæder lød lige uden for huset, og da jeg vendte mig om, så jeg grussprederen køre forbi med blinklys, der sendte mørkegule lysglimt ud over kvarteret mens grus og småsten dryssede ned på isen og hoppede og trillede et par meter før de faldt til ro. Far rystede på hovedet og mumlede et eller andet om at den kørte alt for hurtigt, og så vendte han sig om og sagde at han var enig med mig i meget af det jeg sagde, men at jeg tog fejl på et afgørende punkt.

– Du glemmer at EØS og EU er sovset ind i nyliberalisme, sagde han. – Unionen er ét stort liberalistisk projekt, og love og regler der kommer i konflikt med de fire friheder, er dømt

17

Arbejderhjerte I.indd 17

19/08/24 2:39 PM

til at vige. Det samme gælder de fagforeninger der forsøger at udfordre dem.

Jeg skulle lige til at svare, men jeg nåede det ikke for i det samme kom Brit ind. Hun rømmede sig og løftede armene og rettede lidt på elastikken der holdt den hvide hårknold på plads, den der altid havde mindet mig om et garnnøgle.

– Skal vi begynde at lave mad nu, eller er det for tidligt? sagde hun og smilede til os. Jeg spekulerede på om det var tilfældigt at hun kom ind nu, eller om hun forsøgte at gøre det jeg huskede kvinderne altid gjorde da jeg var lille: Når mandfolkene blev lige lovlig hidsige, kom kvinderne ind fra køkkenet og afbrød diskussionen. En gang imellem bad de folk om at dæmpe sig, men som regel skete det som nu, som en slags afledningsmanøvre, afbrydelsen virkede tilfældig, men det var den selvfølgelig ikke.

– Gerne nu for min skyld, sagde far.

Jeg nikkede og var enig, og Stein, som havde åbnet altandøren og var på vej ud for at ryge, vendte sig om mod Brit og løftede tommelfingeren.

– Godt, sagde Brit.

– Hvad skal vi have? sagde Eric.

– Laks!

Eric sagde ikke noget, men det var tydeligt for alle hvad han syntes, og Brit begyndte straks at le.

– Jeg kan godt lave noget andet til jer børn, sagde hun.

Samtidig kom Therese ind i stuen med en af aviserne hun havde haft med hjemmefra.

– Vores børn spiser fisk, sagde hun. Hun sagde ikke at de godt kunne lide fisk, men at de skulle spise fisk. Hun så på Brit og smilede, ikke ligefrem aggressivt, men der var ingen tvivl om hvad hun mente.

18

Arbejderhjerte I.indd 18

19/08/24 2:40 PM

– Jeg vil rigtig gerne have noget andet, sagde Eric.

– Det vil jeg også, sagde Peter.

– Skal vi så ikke lave pølser og spaghetti til alle dem der gerne vil have det? sagde Kristin. Hun dukkede op i døråbningen og blev stående der. Hun lagde venstre hånd på højre skulder og begyndte at massere samtidig med at hun så på os og smilede, fuldstændig uvidende om hvad hun var ved at sætte i gang.

– Jo! sagde Peter og Eric i kor.

Therese sagde ikke noget, men hun fastholdt mit blik mens hun trak vejret gennem næsen for at vise at hun måtte tage sig sammen for at skjule sin irritation for de andre. Jeg forstod selvfølgelig hvad det var hun forsøgte at sige. Det var min familie, og derfor var det mig der skulle gribe ind.

– I kan godt spise fisk, ikke også, piger? sagde jeg. Jeg prøvede at lyde glad da jeg sagde det. Selvfølgelig fordi det fik det til at lyde mere som en opfordring end som en ordre. Jeg så på dem og smilede, først på Astrid, så på Helga. De smilede tilbage mens de nikkede og sagde ja, men det var tydeligt for alle at de gjorde det fordi de vidste at de ikke havde noget valg. Kristin og Brit vekslede blikke, men ingen af dem sagde noget, de vendte sig om og gik ud i køkkenet igen.

Jeg så på Therese og smilede, og hun smilede samtidig med at hun tændte læselampen og satte sig i Stressless-stolen i hjørnet. Jeg vendte mig om og sad og så ud ad vinduet bag sofaen hvor far sad. På naboens tørrestativ sad en skade og vippede op og ned med halen, og et lille vindstød fik de blinkende regndråber på snorene til at løsne og svæve gennem luften i fine buer.

Pludselig mærkede jeg at jeg fortrød at jeg havde sagt sådan til pigerne. Selvom jeg egentlig var enig med Therese i at børn ikke skal have tilbudt usund færdigmad hver gang der bliver

19

Arbejderhjerte I.indd 19

19/08/24 2:40 PM

serveret fisk eller andet de ikke kan lide, føltes det forkert at tvinge pigerne til at spise det samme som os når drengene fik serveret pølser og spaghetti. For Kristin ville ikke trække tilbuddet tilbage, det kunne hun ikke nu, det vidste jeg, for så ville drengene blive eddikesure, ikke bare på hende og Brit, men også på mig og Therese, og måske også på Helga og Astrid. Jeg havde mest lyst til at sige at pigerne også gerne måtte få pølser og spaghetti hvis det var det de ville, men det gjorde jeg ikke.

Therese var endnu mere optaget af det end mig, og jeg magtede ikke at tage den diskussion jeg vidste ville komme, ikke nu, ikke foran min familie, de syntes det var absurd at hænge sig i sådan noget, endsige skændes om sådan noget.

Min familie. Min slægt. ”Kun arbejdere og husmænd og fattigfolk over hele linjen,” plejede far at sige når han talte om vores slægt på hans fars side, ”eller … i midten af attenhundredtallet var der ganske vist en fyr i slægten der var præst,” sagde han, og så holdt han gerne en lille kunstpause. ”Men han blev dømt for utugt og blev sagt op,” tilføjede han, og så lo han tilfreds.

Far var først sømand, siden savværksarbejder. Farfar var også savværksarbejder. Og hans far før det. Min oldefar mødte jeg aldrig, men da jeg var yngre, elskede jeg at høre far og farfar fortælle hvordan det var at arbejde på værket i gamle dage, dengang de arbejdede der alle tre. De fortalte om afkappede fingre og hænder, om folk ved kehrraden, der fik lungebetændelse og døde efter at have arbejdet tolv timer i tyve minusgrader, fugtig havluft og isnende vind, om mænd der skubbede to tons tunge kævlevogne – såkaldte bjørne – på tilisede skinner, og som smed disponenter i havet og sønderbankede strejkebrydere,

20

Arbejderhjerte I.indd 20

19/08/24 2:40 PM

eller ”lagde dem i vater”, som farfar plejede at sige når han talte om strejken i 57. Jeg havde så store overarme på den tid at farmor måtte sy ærmerne ud på flonelsskjorten, sagde han ofte.

Selvom jeg var lille, kunne jeg nok fornemme det romantiserende ved måden de talte om det hele på, og derfor mærkede jeg også at de forsøgte at formidle noget andet, eller rettere sagt noget mere end det de faktisk sagde. At dette ”noget” var normer og værdier der skulle være med til at gøre mig til den jeg er i dag, anede jeg dog ikke.

De første år jeg levede, havde vi ikke råd til et eget sted at bo, så vi boede hos farmor og farfar, i det selvsamme hus far og Brit bor i nu. Det var dog meget mindre dengang. Det var mig og mor og far på et lille, gulmalet værelse, som jeg altid ser for mig fuldt af tobaksrøg og stærk mados fra lungemos, blodpølse eller hvalgryde, som mor lavede på det blå og hvide bordkomfur med to kogeplader, og som vi spiste ved et bord farfar havde lavet af materialer han havde fået gratis på værket. Meget af inventaret, både nede hos os og oppe hos dem, var lavet af materialer han havde taget med derfra. Køkkenskabene. Kommoden ude i gangen. Alle bænke og skuffer og skabe der stod i soveværelset, i vaskekælderen og ude på det lille badeværelse vi delte. Der var ikke noget af det der var opsigtsvækkende flot eller sirligt udført, men det var funktionelt og solidt. Groft træværk, søm og to strøg oliemaling. Ting skulle holde så længe som muligt, og når de til sidst gik i stykker, skulle de repareres. Og sådan fortsatte det helt til tingene var så slidte at de ikke kunne repareres længere. Så skulle de forvandles til noget andet nyttigt.

Sådan var det med alt, ikke kun med det farfar eller far selv havde lavet. Hullede lagener og pudevår blev til støveklude, tyndslidte skjorter i voksenstørrelse blev klippet op og syet om

21

Arbejderhjerte I.indd 21

19/08/24 2:40 PM

til børnetøj, en gammel jernrive som manglede tænder på midten, blev skruet fast på væggen i kælderen og brugt til at hænge arbejdstøj på. Intet skulle smides ud. Søm blev trukket ud af rådne brædder og planker og rettet ud så de kunne bruges igen, og mælkekartoner blev skyllet og genbrugt til at opbevare bær og saft i når efteråret kom.

Jeg kan mærke at jeg overdriver nu. Både mor og far kunne nok af og til finde på at smide funktionelle ting ud, og en sjælden gang imellem kunne de tilmed falde for fristelsen til at købe noget de godt kunne lide, men strengt taget ikke havde behov for, så de – sandsynligvis ikke uden at få dårlig samvittighed – overskred husholdningsbudgettet som mor sirligt noterede i kladdehæfter med ternet papir, som hun opbevarede i chatollet, lige ved siden af den brandsikre boks hvor hendes mors smykker lå. Flere år senere, jeg må have været i tyverne, fortalte mor at de måtte sørge for at farmor og farfar ikke opdagede den slags overskridelser. Ting de ville skille sig af med, skulle nærmest smugles ud af huset. Sæbe og creme og andre toiletartikler der ikke var af den allerbilligste slags, skulle opbevares nede hos os og ikke oppe på badeværelset, hvor det ville have været naturligt at opbevare dem, og dengang mor undte sig en cognacfarvet frakke i nappalæder som var lidt dyrere end vi egentlig havde råd til, trak hun automatisk en tredjedel af prisen da farmor spurgte hvad den havde kostet.

For farmor og farfar handlede det nemlig om mere end kroner og øre. Det var et spørgsmål om moral. Om man var et godt menneske eller ej. I modsætning til morfar var ingen af dem religiøse, og sandsynligvis vidste de ikke engang at fråseri var en af Bibelens syv dødssynder, men de havde oplevet krigen og ”de hårde tredivere”, og den fordømmelse de mødte

22

Arbejderhjerte I.indd 22

19/08/24 2:40 PM

alle former for sløseri med, var formodentlig forankret i de erfaringer. ”Det ville du ikke have gjort hvis du havde oplevet krigen,” kunne farmor finde på at sige hvis jeg takkede nej til et æble der var rynket, eller en banan der var blød og brun. Og jeg kan huske engang hvor jeg var på besøg hos dem, jeg var femten, måske seksten, det var i hvert fald efter at jeg havde tillagt mig en alternativ, lidt flippet stil med langt hår og brugt og klædeligt slidt tøj jeg købte i Rockklubbens genbrugsbutik og dekorerede med badges hvor der stod ting som ”Rock mod racisme”, og ”Støt sandinisterne”. Farmor misforstod mit stilskifte. ”Hvis alle unge mennesker havde været lige så fornuftige som dig, skulle det nok gå det hele,” sagde hun, og så bad hun mig om at komme med op på loftet, hvor hun åbnede et vakkelvornt garderobeskab, der lugtede indelukket og af mølkugler, og tog to papkasser frem, begge fulde af nydeligt foldet tøj som farfar var ”blevet for tyk til at bruge”, som hun sagde. Der var ikke noget der passede til min nye stil, men jeg kunne ikke nænne at sige nej tak, så da jeg ikke så længe efter gik hjem, var det med to bugnende plastikposer fulde af gabardinebukser, farverige trøjer med V-hals og jakker af et glat, syntetisk stof, formodentlig købt til halv pris på et lagersalg i begyndelsen af firserne.

Men der var områder hvor de ikke var helt så sparsomme.

Selvom farfar ikke var den der havde bedst råd, var han for eksempel altid tidligt ude med at få det nyeste inden for teknologi. Allerede sidst i halvtredserne købte han en grå folkevogn, som han vaskede så ofte og grundigt at det var mærkeligt at der var lak tilbage på bilen, som far sagde, og ikke så længe efter købte han en halvautomatisk vaskemaskine, som farmor – til farfars store fortvivlelse – ikke turde bruge og derfor lod stå

23

Arbejderhjerte I.indd 23

19/08/24 2:40 PM

urørt. ”Det nytter jo heller ikke noget at jeg bliver doven, man skal holde sig aktiv,” undskyldte hun, og så tog hun det gamle vaskebræt frem.

Senere købte farfar et sort-hvidt-fjernsyn, og senere et farve­­ fjernsyn, så en videoafspiller, og så det håndholdte video­ kamera, der først og fremmest blev brugt til at dokumentere de ugentlige bilture hvor han og farmor kørte rundt i Namdalen.

Vi drillede dem meget med optagelserne derfra. Ikke bare fordi farfar agerede kommentator og skiftede fra trønderdialekt til halvdårligt rigsmål samtidig med at han talte som kommentatorerne på Filmavisen – formelt, hurtigt og med meget tydelige r’er – men også fordi næsten alle optagelserne viste farmor, der sad i gummistøvler, lange bukser og en blå anorak på en eller anden rasteplads og drak kaffe og spiste sin madpakke mens hun så på en nyåbnet bro eller tunnel eller vejstrækning.

Som teenager syntes jeg disse optagelser var virkelig mærkelige, næsten absurde – det var selvfølgelig derfor jeg lo ad dem. Senere forstod jeg at forkærligheden for broer og tunneller og nye vejstrækninger hang sammen med udviklingsoptimismen der kendetegnede den generation farmor og farfar var en del af. De havde oplevet fattigdom, hårdt kropsarbejde og fem år med krig, og for dem var det konkrete eksempler på at verden udviklede sig. På at livet blev lettere og lettere, bedre og bedre. Det var ikke kun broer, tunneller og veje de sad der og beundrede. Det var selve friheden.

Det var forresten vigtigt for dem at knytte sig selv og deres eget liv til historien om fremskridtet og befrielsen. Når farfar fortalte historier fra savværket, var han for eksempel meget optaget af at beskrive sig selv som en af dem der altid forsøgte at sætte sig ind i den nye teknologi og tage den i brug. Som de

24

Arbejderhjerte I.indd 24

19/08/24 2:40 PM

nye rammesave. Som Nokken – den nye kran der trak lasten ind i tørrehallen, så de slap for at skubbe den på kævlevognene.

Og ikke mindst straddeltrucken, der kom i begyndelsen af halvtredserne og blev enden på det værste fysiske slid på værket.

Farfar kunne tale om straddeltrucken i timevis. Om hvordan han tog et privatlån så han kunne tage et truckcertifikat, og om hvordan han – i modsætning til en del af de andre, som ikke var omhyggelige og forsigtige nok – havde fuldstændig kontrol over køretøjet. Når han talte om det, var det ikke bare en truck han styrede. Det var selve fremskridtet. Selve udviklingen mod et bedre liv.

– Det var som bare pokker, sagde far. Han havde lagt venstre arm på ryggen af sofaen og så ud ad vinduet bag sig.

– Hvad? sagde Stein og lukkede altandøren og kom hen mod os. En lugt af cigaretrøg og våd sne slog mod mig da han gik forbi. Jeg fulgte ham med blikket. Han havde lagt sig ud på det seneste, og når han stod og gik, plejede han at puste sig op og gøre sig ekstra rank i ryggen for at se mere kraftig end tyk ud.

Det ser ud som om han går med rygsæk, plejede Therese at sige.

Som om han skal til at gå ned i bro, kunne jeg finde på at tilføje, og så lo vi hjerteligt.

– Det er begyndt at regne igen, sagde far og nikkede uden at vende sig om mod os. Det var en let byge. Regnen blev båret af vindstød som skabte let bølgende formationer, der lignede fuglesværme når de kom strygende ind fra fjorden og hen over Prærien.

– Sneen bliver så satans tung. Han rystede på hovedet, ventede lidt og så vendte han sig om. – Jeg håber at taget på garagen og skuret holder.

25

Arbejderhjerte I.indd 25

19/08/24 2:40 PM

Pressen skrev om INDKREDSNING I-III: ”Tillers evne til at høre undertoner i de mange familier er på højde med Ingmar Bergmans.”

– Politiken MMMMMM ”Knaldhamrende velskrevet.”

– Berlingske Tidende HHHHH ”Kan måle sig med landsmanden Knaus­ gårds Min kamp.”

– Politiken MMMMMM ”Andet bind af Carl Frode Tillers roman­ trilogi er chokerende og imponerende.”

– Kristeligt Dagblad HHHHHH ”Rummer endnu flere raffinerede overraskelser end de to første.”

– Politiken MMMMMM ”Fortjener at vinde mange, mange læsere.”

– Weekendavisen Pressen skrev om FLUGT: ”Verdensklasse.”

”I løbet af få årtier er Norge, landet jeg har boet i hele mit liv, blevet fuldstændigt forandret, og det gælder også os der bor her, mig selv inkluderet, ja, ikke mindst mig, jeg kan nærmest ikke kende mig selv igen.”

Trond ved ikke længere, hvem han er.

Han voksede op i Namsos i 1970’erne, på Prærien, i en typisk arbejderklassefamilie.

Hans far arbejdede på savværket og var trofast NKP-tilhænger, hans mor var sygehjælper og frafaldet medlem af et strengt kristent miljø. Trond ville noget andet. Han begyndte at studere og fik med tiden et trygt middelklasseliv. Men nu har han mistet grebet. Han har mistet sit job, er blevet skilt fra sin kone, og han forstår ikke længere sine døtre.

Arbejderhjerte er en roman om en mand, der midtvejs i livet begynder at foragte det, han har opnået. Om hvordan Norge har forandret sig de sidste 50 år, hvordan storpolitik påvirker almindelige menneskers liv, og om et socialdemokrati, der truer med at gå i opløsning.

Gutkind

CARL FRODE TILLER (f. 1970) er en af norsk litteraturs stærkeste stemmer.

Han debuterede i 2001 med Skrænten.

Siden er den prisbelønnede Indkredsning-trilogi (da. 2010–22) samt romanen Flugt (da. 2023) udkommet. Han har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris flere gange og er blandt andet blevet tildelt Brageprisen, Kritikerprisen og Sultprisen. Hans bøger er solgt til udgivelse i 26 lande.

Arbejderhjerte er første bog i et tobindsværk.

– Politiken MMMMMM ”Carl Frode Tiller skriver, som Bach komponerer. Hans litterære intelligens er slet og ret mageløs.”

– Weekendavisen ”Hjerteskærende læsning.”

– Information

Foto: © Trine Melhuus Omslag: © Aina Griffin og Observatoriet