

![]()


Tak til mor og far for at give mig modet til at være mig.
Forord 9
Jeg er ikke noget særligt 13
Hård eller bare direkte? 33
Alfahun blandt alfahanner 51
Du kører bare, Anne 67
Jeg hader hierarki 87
Smidig og hurtig 101
Styr på penalhuset 115
De første magiske år 131
Rejekællingen fra Viborg 147
Du ligner en hylende hyæne 165
Anne Stampe-damerne 187
Prik de dygtige kvinder på skulderen 203
Modet til at fylde og at fejle 221
Efterord 239
Denne bog er til enhver kvinde, som har fået at vide, at hun fylder for meget eller ikke er god nok til at gå foran. Til dig vil jeg sige: Tal, dans, grin højt, og sig din mening. Stå ved dig selv, og tag dig selv seriøst. Drop at være perfekt. Det skylder du dig selv, din søster, din veninde, din mor og din datter, og det handler bogen om.
Hvis du kender mig i forvejen, er det nok fra Løvens hule. Det er et reality-tv-program produceret af DR, hvor iværksættere pitcher deres idéer for et panel af private investorer eller ‘løver’. Jeg blev budt ind som løvinde i sæson 8, der blev vist i foråret 2023, og så det som en pligt at acceptere tilbuddet.
På det tidspunkt havde jeg længe talt for, at vi kvinder skulle turde kaste os ud på det dybe og droppe altid at have styr på vores shit. Sådan kunne jeg ikke gå rundt og sige og så gemme mig, når en vild chance bankede på min egen dør. Jeg har ikke fortrudt min medvirken, og jeg elsker at høre om iværksætternes projekter og vurdere, om jeg ville investere eller ej.
I de første udsendelser sad jeg helt ude på kanten af stolen, når vi optog. Energien i studiet var vild, og selvom jeg indimellem blev klapset over fingrene af de gamle løver, gik jeg allerede efter første afsnit hjem med en fed aftale med den skønneste kvindeledede virksomhed. Den er jeg stadig lykkelig investor i.
Nogle har sagt, at jeg er den fødte løvinde. Det er dejligt at høre, og når de siger sådan, er det nok, fordi de mærker, at jeg trives fint i en spændt og adrenalindrevet energi. Jeg har dog også fået mange bank i medierne for min optræden. Det har ikke været spor rart, men jeg nægter at lade mig tryne. Med tiden har jeg nok fået tykkere hud de rigtige steder.
Måske har du også hørt om min virksomhed, Nordic Female Founders. Den grundlagde jeg i 2020 sammen med Mia Wagner, og det er en investeringsvirksomhed, der arbejder for diversitet inden for iværksætteri. I dag har vi 26 virksomheder under vores kappe og er kendt som et talerør for at få flere kvinder i erhvervslivet.
På de følgende sider fortæller jeg om min rejse, mine tab og mine sejre, og alt er alene mine synspunkter og mine oplevelser. Ingen andres. Mit håb er at inspirere flere kvinder til at sætte dagsordenen og indtage deres pladser på scenen. Vi kvinder må ind i kampen og erfare, at vi sagtens kan overleve modvind. Vi dør ikke, selvom vi selv og andre opdager, at vi ikke er perfekte.
Anne
Stampe
Olesen
August 2026
Jeg er dog fremme i skoene og nok lidt af en elefant i en glasbutik
Lad mig allerførst gøre det klart, at jeg er en almindelig person, der lever et almindeligt liv. Mange tror, at jeg er mangemillionær, men det er jeg ikke. Jeg bor i Viborg og klarer mig godt økonomisk. Jeg er iværksætter og har som nævnt i forordet startet virksomheden Nordic Female Founders, der investerer i startups. I 2022 kom jeg med som investor i Løvens hule, hvor iværksættere præsenterer deres idéer i håb om kapital og sparring. Når jeg tillader mig at skrive en bog, er det altså ikke, fordi jeg er højintelligent, fra en rig familie eller udstyret med særlige evner. Jeg gør det, fordi jeg har noget at sige til dem, der ligesom mig kan tro, at de ikke har ret til en plads i erhvervslivet – eller i et tv-show for den sags skyld. Det passer ikke. Du har garanteret flere evner og kompetencer, end du selv kender til, og du bestemmer, hvor du hører hjemme.
Jeg har tilladt mig at tage den plads, jeg kunne tænke mig. Tro dog ikke, at jeg går omkring og tænker, ‘wow, hvor har jeg gjort det bedre end alle mulige andre’. Jeg har bare taget små og større vigtige skridt, et for et, og så har jeg som støttehjul en personlighed, hvor jeg er fremme i skoene og har det fint med risici. Og så er der også virkelig meget, jeg ikke er god til.
For eksempel kan jeg sjældent finde mine nøgler, og jeg kommer næsten altid for sent. Jeg kan heller ikke dække et bord eller sætte to lysestager ved siden af hinanden, så det ser pænt ud. Guderne skal vide, at jeg har prøvet, og det er bare ikke der, jeg shiner. Jeg kan gå med to strømper, der ikke passer sammen, uden at opdage det eller bekymre mig om det. Detaljer er jeg ikke stærk i, jeg laver masser af stavefejl, og min håndskrift er ulæselig for mig selv, så jeg kunne ikke som en af mine veninder være lægesekretær. Jeg ville mangle tålmodighed og notere detaljerne forkert ned.
Men jeg er god til at træffe hurtige beslutninger og til at få ting til at ske. Jeg er vild med at skubbe nyt i gang og at se det vokse. Risikovillig er jeg også, hvilket betyder, at jeg ofte tager chancer, og det går ikke altid godt. Men det meste gør, og du må tage chancer, hvis du vil rykke ved noget. Jeg ser mig ikke ret meget tilbage, jeg overtænker sjældent, og jeg bekymrer mig kun lidt om fremtiden. Hvis du spørger, hvor jeg er om fem år, gider jeg ikke overveje det, og jeg gennemtænker ikke hver detalje, inden jeg træffer en beslutning. Sådan har det altid været.
Et godt eksempel er fra dengang, jeg var færdig med
folkeskolen. Jeg vidste ikke, hvad jeg så ville, og derfor søgte jeg både ind på handelsskolen og på gymnasiet i Haderslev. Jeg kom ind på handelsskolen og fik en ventelisteplads til gymnasiet. Den morgen skolen begyndte, skulle jeg cykle derind. Vi boede på en gård lidt uden for byen, så jeg havde et stykke vej. En af mine veninder skulle samme dag af sted til USA for at være udvekslingsstudent i et helt år, og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde nået at tage ordentlig afsked med hende.
Da jeg sad på cyklen, ringede de fra gymnasiet og sagde, at jeg havde fået en plads på den sproglige linje, jeg havde søgt. Undervisningen startede først dagen efter, så jeg sagde ja tak og overvejede stort set ikke mit valg. Jeg tænkte, ‘fedt, så har jeg fri i dag og kan cykle ned til Matilde og sige farvel’. Det var sådan, jeg endte på gymnasiet. En slags tilfældighed. Jeg ville nok have passet bedre ind på handelsskolen.
Noget lignende skete, da Mia Wagner og jeg i 2020 stiftede Nordic Female Founders. Det var en impulsiv beslutning, der i mit tilfælde blev taget på en time, men det er til dato det mest skelsættende karrierevalg, jeg har truffet. De fleste, der starter egen virksomhed, ønsker sig nok indimellem tilbage til 8-16-jobbet, hvor løn, pension og fritid ikke er luksus. Det er også sket for mig, men jeg har aldrig for alvor fortrudt, selvom alt absolut ikke er gået så let, som jeg kunne have tænkt mig.
Når man bliver kendt, som jeg er blevet det gennem Løvens hule, har mange en holdning til ens person, og jeg er sådan en, der deler vandene. Det er jeg klar over. En
erfaren erhvervspsykolog sagde engang til mig, at jeg er en type, som 80 procent kan lide, mens de resterende 20 procent ikke er videre vilde med mig. Sådan har det nok altid været, og det er okay. Alle behøver ikke at synes om mig. Jeg har en stor og dejlig omgangskreds, hvor de fleste stammer fra skole- og ungdomstiden. Så længe mine venner holder af mig, er jeg tilfreds.
Når jeg møder gamle skolekammerater, kan de stadigvæk finde på at kalde mig “skrappe-Anne”, for jeg har aldrig holdt mig tilbage fra at sige min mening. Jeg er dog med årene blevet bedre til at holde mund og mere bevidst om at veje mine ord, før jeg sender dem af sted.
Jeg har forstået, at nogle gange skal jeg tie stille, og at ikke alle gider høre min mening. Hele tiden.
Nogle af mine gamle venner fortæller stadig historien om mig og naturfagslæreren på gymnasiet. Han var en ældre herre med butterfly, skjorte og shorts. Han kunne selvfølgelig klæde sig, som han ville. Mit problem med ham var, at han havde en masse gammeldags regler, som vi skulle indordne os under.
Han irriterede mig vildt, og jeg irriterede sikkert også ham, for jeg kunne ikke koncentrere mig i timerne og forstyrrede nok. En af mine store udfordringer har altid været, at jeg, hvis noget keder mig, har svært ved at være i det. Det gælder for eksempel, når jeg er til et i mine øjne uinspirerende oplæg. Jeg føler, at jeg bliver fysisk dårlig, hvilket jeg godt ved er noget pjat. Nå, men i de naturfagstimer endte det tit med, at jeg lavede fis med bunsenbrænderne eller blandede væsker fra flasker uden at vide, hvad der var i dem.
Da vi skulle afslutte faget, gav han mig 5 på den gamle skala i årskarakter, hvilket svarer til 00 i dag. Det blev jeg sur over, for jeg havde været til stede i alle timerne, og jeg syntes, at det var megauretfærdigt. At føle mig unfair behandlet er stadig noget, der trigger mig. Dengang hev jeg mine forældre med op til rektor og klagede. Karakteren blev omstødt. Jeg fik 03 i stedet for 5, og nu var jeg virkelig tosset, men der var ikke noget at gøre.
Butterfly og jeg havde altså et virkelig dårligt forhold.
Da jeg skulle op til eksamen i samfundsfag, stod han og ventede foran klasseværelset, og jeg forestillede mig, at det var for at gøre mig nervøs, eller fordi han håbede, at jeg dumpede. Hvad han ikke vidste, var, at jeg var væsentlig bedre til samfundsfag end naturfag, så jeg scorede et selvsikkert 11-tal, og han fik en lang næse, hvis han virkelig var kommet for at hovere.
Min tysklærer havde jeg det godt med. Han var rar over for mig, selvom jeg heller ikke var særlig god til tysk. Jeg havde en veninde, hvis ene forælder var tysker, og hun lavede mine tyskopgaver. Læreren vidste det godt, men han så på mig med venlige øjne og foreslog, at jeg også på sigt brugte mine kræfter til noget andet end tysk. Da han hørte historien om naturfagslæreren, tror jeg, han syntes, det var synd for mig. Han sagde:
“Du burde sgu også have 03 hos mig, men jeg giver dig 7. Så udligner det lidt.”
Det var jeg glad for. Samlet set kom min studentereksamen op i nærheden af 7, som svarer til 4 på den nye skala.
Ham med butterflyen, naturfagslæreren, var jeg gal på i lang tid. Nogle måneder senere kørte jeg gennem hovedgaden i Haderslev. Det var i en gammel hvid Opel Kadett med automatgear, som jeg havde arvet efter min storebror. Vi veninder turede en hel del i den bil i de år, og vi elskede den. Det var vildt for mig at eje en Kadett og så i Sønderjylland. Den sønderjyske rapper L:Ron:Harald hittede i de år med Mæ å min Kadett. Faktisk kom jeg og en veninde med i hans musikvideo. Vi var til koncert med L:Ron i Aabenraa og stod og gav den gas oppe foran, mens de optog nogle sekvenser. Stadset godt op og totalt klar til fest. Hvis man er hurtig, kan man i videoen få øje på os.
Nå, men ham naturfagslæreren krydsede altså intetanende hovedgaden til fods, da jeg kom i Kadetten. Jeg nåede ikke at tænke, men speedede op, da jeg fik øje på hans dumme lille butterfly. Og så klaskede jeg bremsen i, før jeg nåede ham, og han sprang ind på fortovet. Absolut ingenting skete, for jeg holdt god afstand, men det var ikke supercharmerende gjort, det ved jeg. Det var min lille hævn. Jeg var 18 år, og jeg kan ikke sige, at jeg fortryder, men jeg kan sige, at jeg holder mig fra den slags i dag.
Hele mit liv har jeg af og til måttet overveje, om jeg er for meget, fordi jeg som i tilfældet med Butterfly mener eller gør noget andet end flertallet. Men så er det heller ikke værre. Det er sjældent, noget piner mig i længere tid. Jeg sagde ja til at være en af de fem investorer i Løvens hule, fordi det kunne være sjovt, og fordi det
er en god forretning. Men det var også vigtigt for mig at vise, at man kan være hende den rapkæftede med de lunkne karakterer og få lov at sidde med hos de velklædte drenge. Man kan være hende, der altid smadrer sin telefon, råber højest og bliver fuldest til festerne, og alligevel være med i sådan en sammenhæng.
Jeg oplever tit mig selv som en elefant i en glasbutik. Det sker jo ofte, at jeg føler, at jeg snakker for højt og fylder mere, end jeg bør. Med alderen er det dog blevet lettere at være mig. Jeg ved mere om, hvordan jeg skal fylde på den gode måde, og hvornår jeg skal give andre plads, men i mange år var det en svær balance.
Det er derfor, jeg gerne vil fortælle andre kvinder, at de ikke behøver at være 12-talspiger og gøre alting 100 procent rigtigt. Vi kan komme frem i verden, selvom vi ikke er de dygtigste i skolen, de bedste til det boglige eller 100 procent perfekte. Vi må gerne fylde, og vi må også gerne fejle.
Denne grundholdning har jeg med mig i mit arbejde som direktør og hovedejer af Nordic Female Founders. I virksomheden investerer vi i og rådgiver iværksættere, og jeg elsker mit arbejde. Nordic Female Founders er en lille tæt virksomhed, der ønsker at gøre en forskel og få flere kvinder på banen i erhvervsliv og iværksætteri.
Alle de startups, altså de nye virksomheder, som vi sætter penge i og derpå følger på deres rejse, er ledet af mennesker, der brænder for at gøre en forskel med deres projekter. Ganske som vi selv. Hovedparten er kvinder, men som jeg plejer at sige, ville jeg være en dårlig
forretningskvinde, hvis jeg ikke også investerede i de gode mænd. Faktisk skaber jeg også diversitet, når jeg som kvinde investerer i virksomheder ledet af mænd. Det er ikke det klassiske setup, skulle jeg hilse og sige.
En startup er en relativt ung virksomhed, som investorer kan lægge penge i og få indflydelse på. Måske har du hørt os bruge udtrykket “case” i Løvens hule. De iværksættere, der får lov at komme ind og tale deres sag, er cases, og deres butikker kan vi løver gå ind i med penge og rådgivning. Nordic Female Founders har ad den vej fundet mange spændende investeringer og passionerede iværksættere.
Kort fortalt giver vi som investorer en case en sum penge mod en andel i virksomheden. Det er som regel 10-30 procent, investoren køber, så iværksætterne beholder selv tøjlerne. Vi vejleder og rådgiver ud fra vores erfaring med vækst og salg med det formål, at virksomheden vokser, og at alle gør en god forretning.
Når vi køber andele, er de næsten altid i den form, man kalder kapitalforhøjelse. Det vil sige, at løvens investering går ind i virksomheden, og ejeren kan bruge den til udvikling og drift. Founderne, som vi tit kalder ejerne, får altså ikke selv penge i lommen. De får livsvigtig likviditet til deres nystartede virksomheder samt rådgivning fra erfarne erhvervsfolk.
Selv er jeg vild med at engagere mig i kvindelige iværksættere, der arbejder for et større formål. I dag har Nordic Female Founders for eksempel andel i en sexshop, der er optaget af kvinders ret til egen krop, og en
online-dyrlæge, som brænder for at give syge dyr bedre behandling. Vores portefølje er en blandet landhandel og indeholder også et interiørfirma i Sønderjylland og et børnetøjsbrand.
Lad mig slå fast, at jeg er feminist. Jeg har mere eller mindre viet mit arbejdsliv til at skabe større ligevægt mellem kønnene i dansk iværksætteri. Jeg er til gengæld ikke af den holdning, at kvinder skal være som mænd. Som jeg ser det, er kvinder og mænd forskellige, og det synes jeg, at vi skal værdsætte, også i erhvervslivet, hvor kvinder traditionelt har svært ved at slå igennem.
Derfor arbejder Nordic Female Founders for balance mellem kønnene, når det kommer til iværksætteri og ledelse, og vi gør det på flere forskellige måder. Vi har mere end 100 kvinder på kursus hvert år. Vi driver en investorklub, som primært er for kvindelige investorer. Vi investerer selv i kvindelige iværksættere, og vi holder foredrag om diversitet.
For nylig havde vi i Nordic Female Founders et onlineseminar for over 100 kvindelige iværksættere. Vi bad dem nævne de tre største barrierer for at komme i mål med deres projekter. Svarene var overraskende ens. Mange nævnte indlysende nok tid og økonomi, som bare skal til, når man vil banke en forretning op.
Den tredje årsag, der gik igen, var kvindernes egen perfektionisme. Vi kvinder tror, vi skal gøre alt perfekt og tænke alt igennem otte gange, før vi tager et enkelt skridt. Det er en kæmpe hæmsko, men vi har ikke selv
fundet på, at vi skal være så tilbageholdende. Forventningen om, at kvinder er beskedne og forsigtige er århundreder gammel og dybt rodfæstet i samfundet, og vi får den serveret udefra og indefra: Kvinder må ikke dumme sig. Så er det bedre at sidde stille og brodere eller slet ikke at gøre noget.
Det amerikanske studie When she fails fra 2026 peger på, at kvindelige iværksættere hyppigere end mænd ender i konkurs frem for rekonstruktion. De bliver 24 procent oftere lukket helt ned i stedet for at få en chance for at komme på fode igen. Det er også min klare erfaring fra erhvervs- og iværksættermiljøet.
Vi ser let en kvindes konkurs som tegn på, at hun ikke var klog eller god nok til det, hun kastede sig ud i, mens vi ser en mands konkurs som tegn på, at han var modig, men uheldig. Denne ulighed bekræfter den amerikanske undersøgelse Set up to fail fra 2019. Studiet dokumenterer, at kvindeledede virksomheder oftere mislykkes, og at den primære forklaring på dette er de kønsstereotyper, der undervurderer kvinders evner for ledelse.
Den ulighed dur ikke. Vi kvinder må gøre op med den perfektionisme, der begrænser os. Uanset hvad andre siger, må vi øve os i at sige pyt, grine ad os selv og prøve igen. Gælder det en konkurs, så lærer vi noget af den. Ligesom mændene. Det er ikke farligt at komme lidt galt af sted.
Det her er en bias, vi alle er præget af. Også jeg. Jeg kan tage mig selv i at tænke den form for dømmende tanker om andre kvinder, men jeg opdager det som regel, og jeg øver mig i at tænke anderledes. Vi kvinder må
holde op med at tro, at vi skal have styr på alle detaljer, før vi kan være med. Vi skal ikke være perfekte, men gøre det, vi er gode til, og leve med, at det naturligvis ikke lykkes hver evigt eneste gang.
I det begrænsende syn på os selv som kvinder indgår en tendens til at tænke: ‘Er det nu mig, der er for meget igen?’ Det kender jeg som sagt alt til, men min fordel har været, at jeg har noget i retning af verdens højeste selvværd. Min selvtillid kan vakle, når jeg har været i en krævende diskussion, eller der er ballade i medierne.
Men jeg ved, at jeg er megaelsket af min familie og af mine venner. De kan blive sure på mig, men i deres øjne er det bedste, jeg kan gøre, altid at være mig. Det er det vigtigste, jeg har med hjemmefra.
Min mor er talepædagog, og min far har maskinfabrikken i Haderslev. Noget af det første, jeg kan huske, er at sidde og tage telefonen hos ham på kontoret. Jeg var omkring syv år, og når nogen ringede, skrev jeg deres nummer ned, så min far kunne ringe tilbage. Jeg kunne tallene op til ni, så hvis de sagde 74, måtte jeg bede dem sige et tal ad gangen, altså syv, fire. Jeg var heller ikke ret gammel, da jeg begyndte at skrive fakturaer for ham. Han noterede tallene på papir, og så sad jeg og tastede dem ind på computeren, mens han løb rundt og talte i telefon i ét væk. Min ene storebror siger tit, at jeg ligner min far på en prik, fordi jeg altid har gang i så mange ting samtidig. Han kalder mig miniGert, for min far hedder Gert.
Men der sad jeg altså og tog telefon og tastede og var
en del af det hele. Det var sjovt, og alt, jeg gør, gør jeg, fordi det er sjovt. Fordi det giver mening, fordi vi skal i mål, og fordi vi gør det sammen. I Nordic Female Founders føler jeg mig ikke mere værdifuld end vores studentermedhjælper. Hun ved for eksempel en masse om sociale medier, og der er jeg ret blank. Det er gennem samarbejde, vi får det hele til at ske.
Jeg har tidligere arbejdet i foreningslivet og elsket fællesskabet der. Ligesom jeg altid har elsket at komme i stalden på rideskolen, både da jeg var barn og senere som voksen. Der kommer folk fra alle lag, og når vi står og sludrer og strigler hestene i lugten af hø og hestepærer, er ingen af os mere værd end andre.
I mit barndomshjem kom folk tit forbi og spiste med eller boede hos os i en periode. Fordi de ikke lige havde nogen penge eller måske var blevet skilt og manglede et sted at bo. Det kunne være en af min fars ansatte eller en nabo. Så fik de en stol og en tallerken eller en seng i vores gæsteværelse i laden. Der var plads til alle, bare de ikke troede, de skulle sidde og drikke øl hjemme hos os. Så smed min mor dem ud.
Jeg kan huske, at min far kom i træsko til forældremøderne. Jeg var sådan, ‘for helvede, far’. Nogle af mine veninders forældre mødte jo op i slips og skjorte, og han faldt pladask ved siden af, men jeg var også stolt af ham, fordi han ikke prøvede at være som dem.
Han kunne finde på at hente mig fra skole i kedeldragt. Sort af skidt og olie i ansigtet og på hænderne. Det er man jo tit, når man har en smedeforretning, men
det kunne han ikke tage sig af. Nogle gange glemte han at hente mig, og så kom måske en lærling lidt senere og sagde:
“Hej, er der nogen, der har set Anne?”
Jeg er vokset op med at løse problemerne, når de opstår. Ikke før og ikke bagefter. Det er ret let for mig at se, hvilken vej det giver mening at gå. Så er jeg ude over stepperne og kan ane næste skridt for mig. Alt det er nemt for mig.
Sommetider tænker jeg, ‘det her er for let. Gør jeg det godt nok?’ Det kan være, når vi holder møder med folkene bag de startups, vi investerer i, eller når nogen hyrer mig ind til sparring. Så kan jeg sidde og tænke, at ‘det her får jeg mange penge for, og så sidder jeg bare og kagler’.
Når vi så siger farvel, siger de måske: ‘Tusinde tak, det var lige, hvad vi havde brug for. Vi har fået rigtig meget ud af det’. Og så må det jo være godt nok, det, jeg gør. Selvom det føles let, yder jeg noget, nogen kan bruge til noget. Det kommer naturligt, selvom jeg nogle gange ikke selv kan få øje på det konkrete stykke arbejde, jeg har leveret. For jeg har jo ikke skrevet en rapport eller repareret en maskine, og jeg er vokset op med, at man skal bidrage med reelt arbejde. Det skal helst være lidt hårdt, hvis det skal være rigtigt.
Når jeg holder foredrag, kan jeg også føle, at jeg snyder. Fordi det føles nemt, og jeg har det sjovt, men de bliver da ved med at hyre mig.
Min mor er heller ikke typen, der grubler længe, før hun handler eller udtrykker sin mening. Jeg tror aldrig, hun har kaldt sig feminist, men hun gør præcis, hvad der passer hende. Hun og min far kunne skændes som hund og kat, og hvis min far så ikke ville med på ferie, kørte hun bare selv.
“Anne, vi tager af sted i morgen,” sagde hun, og så byggede hun en varevogn om til en camper med madrasser og køkkenting.
Dagen efter kørte hun med mig bag i bilen ned til Sydfrankrig, hvor vi besøgte min onkel og mine kusiner.
Jeg har gjort det samme et år, da min mand, Morten, ikke kunne komme med til Sydfrankrig. Han er fysioterapeut for damelandsholdet i fodbold og skulle til EM med dem. Så tog jeg min dreng, August, med i mine forældres camper og kørte selv 2.000 kilometer sydpå. Vi hyggede os på vejen og kørte lige den vej, han havde lyst til.
Pointen er, at min mor altid har været superselvstændig. Hun gør, hvad der passer hende, så jeg har haft et godt forbillede.
Jeg har to større brødre. Martin er den ældste, og han er partner i min virksomhed. Det er også ham, jeg overnatter hos, de dage jeg arbejder på kontoret i København. Den yngste af mine storebrødre hedder Christian og bor i Norge.
Da vi voksede op, var der ikke mange penge til legetøj, men så byggede mine forældre et legehus til os i haven af mælkekartoner. Længe havde vi ikke noget fjernsyn,
men vi spillede mange spil og legede tit mørkegemme. Altså gemmeleg, men med slukket lys, så vi måtte lytte og føle os frem.
Senere fik vi et gammelt tv, men kunne kun se det mest basale. Engang ringede de fra kabel-tv-udbyderen for at tilbyde os den store pakke gratis på prøve. Min far kunne ikke finde på at bruge penge på den slags pjat, men den dag var det Martin, der tog telefonen. Han sagde ja tak til sælgeren, og så kom de og gravede ledninger ned i haven. Vi tre børn så pludselig en masse tv. Efter tre måneder ringede de og spurgte, om vi ville beholde pakken. Min far råbte:
“I kan bare komme og hente jeres lort. Vi skal ikke have det.”
Han blev så sur, at de ikke turde møde op og koble det fra, så i mange år havde vi gratis adgang til TV3 og mange andre kanaler.
For mine forældre betyder penge ikke ret meget, og penge er heller ikke min drivkraft. Som ung tænkte jeg, at når jeg var 40 år, skulle jeg tjene 40.000 kroner om måneden og købe mig en hest. Nu er jeg 42, har fem heste og tjener pænt mere end 40.000, og det er rart, men ikke det vigtige.
Det, der driver mig, er at få projekter til at lykkes, og jeg elsker den energi, der er i iværksætteri. Det er fedt og nogle gange megahårdt, fordi der næsten aldrig er penge nok til det hele. Før kunne jeg få ondt i maven, hvis jeg fik en mail, hvor der stod: Vi har udfordringer med et projekt. Så tænkte jeg, ‘fuck, nu har vi lavet en fejl igen’.
Men i dag ved jeg, at vi altid finder en udvej. Vi løser det, og jeg er blevet sindssygt god til at parkere bekymringer. Når du tit nok har haft ondt i maven og tænkt, at du var på spanden, så ved du, at det plejer at gå alligevel. Jeg kan lide at kaste mig ud på dybt vand og leve med de fejl, jeg begår.


MØD DEN FARVERIGE direktør for Nordic Female Founders, Anne Stampe Olesen. Hun er blevet kaldt hård, skrap og en rejekælling. Men hvem er hun egentlig, den populære investor og erhvervskvinde fra tv-programmet Løvens hule på DR1?
I denne bog fortæller hun sin historie. Om rødderne i Sønderjylland, om springet til iværksætteri og investering og om på godt og ondt at være et kendt ansigt i medierne. Anne beskriver den kamp mellem kønnene, der indimellem koster nogle tæsk, men ikke nok til at slå hende ud. Hun deler konkrete råd om at nå sine mål og anbefaler kvinder at sætte sig forrest i bussen og altid heppe på hinanden.