Veteranminder II

VETERAN MINDER II Oplevelser med mine veterankøretøjer.

Den ustandselige Ford V/8 fra Ålborg.

Den køkkenblå Chevrolet fra Hammel.

Oldsen der brækkede et af sine otte ben.

Flaskegrossererens Ford V/8 Gläeser fra 1938.

Den genopstandne ”Hannibal”

Knud Erik Guldager 1

Oversigt Den ustandselige Ford V/8 fra Ålborg.

Den køkkenblå Chevrolet fra Hammel.

Oldsen der brækkede et af sine otte ben.

Flaskegrossererens Ford V/8 Gläeser fra 1938.

Den genopstandne ”Hannibal”.

Januar - Februar 2006.

Genredigeret marts 2013

2

Den ustandselige Ford V/8 fra Ålborg.

Jeg blev en dag i 1970 ringet op af en ung mand fra Ålborg.

Han havde arvet familiens flotte firedørs Ford V/8 Sedan fra 1938.

Han havde kørt lidt i den, men havde ikke råd til at beholde den, da han var student.

- Han sagde, at den skulle klubben købe.

Nu var det sådan, at i 1970 var en bil fra 1938 ikke ret eftertragtet og da slet ikke en lukket. - Den var simpelt hen alt for moderne for de fleste medlemmer, så ingen meldte sig for at købe den.

Det fortalte jeg til den unge mand fra Ålborg, men han insisterede stadig på, at den skulle i gode hænder og det mente han den ville komme, hvis den blev købt af en veteranbilsamler. - Det kunne han jo have ganske ret i, men der var bare ingen der ville købe den.

Han var stædig, så han sagde, at så måtte jeg, - som formand, jo købe den. - Jeg havde biler nok og manglede ikke en stor lukket vogn. Jeg havde ikke set vognen, men 3

han sagde, at jeg bare kunne køre til Ålborg og hente den.

Han ville så sætte den på en servicestation på hovedgaden ned mod broen over til Nørre Sundby. Vesterbro hed gaden.

- Det vidste jeg godt hvor var, for jeg havde ligget soldat i Ålborg i 1955-56 og var tit gået forbi den servicestation.

Hvad skal du have for den? – spurgte jeg.

- Men han ville ikke sige en bestemt pris. Jeg kunne fortælle ham, hvor meget jeg ville give, når jeg havde set vognen og den pris ville han så acceptere.

Jeg kan huske, at jeg syntes, at det var en underlig måde at handle på og ville langt hellere være fri, men han holdt stadig stædigt på, at sådan skulle det foregå.

Jeg sagde, at hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke høre nogen hylen, hvis han fik mindre for den end han havde forventet.

- Jeg havde altså ikke brug for den bil, og for ham var det åbenbart familieklenodiet, der skulle sælges. Måske havde det været hans farfars eller lignende. – Jeg kunne bestemt ikke lide det, men han lovede, at jeg ikke skulle høre en lyd over prisen.

Jeg lovede til gengæld, at jeg ville sørge for at bilen ville havne i gode hænder, når jeg engang havde fundet en køber til den. - Men der kunne godt gå nogle år, indtil veteranfolk begyndte at samle på bilerne fra sidst i 30’erne.

Det underlige var også, at han ikke selv ville være der, når jeg afhentede bilen på servicestationen. Jeg så simpelthen 4

aldrig sælgeren. Han lagde blot vognens papirer hos tankpasseren, der så ville udlevere dem til mig, når jeg kom.

Jeg spurgte om hvilken stand vognen var i. - Kunne den selv køre til Aarhus?

Helt bestemt. - Den var køreklar og de originale nummerplader sad på. Han ville få tankpasseren til at sætte et nyt batteri i, så jeg kunne være helt sikker på, at den startede når jeg kom.

Der var altså næsten ingen vej udenom, hvis jeg da ikke skulle skuffe den unge mand, så jeg tænkte: - Hvis den da ikke var et helt vrag, måtte jeg vel også kunne finde en køber til den på ét eller andet tidspunkt.

Jeg ringede igen til min svoger prøvet at være med ude at hente - Vi kørte i min Ford Zephyr mod Vi havde ikke taget noget særligt fem liter benzin.

Tage. Han havde jo før en gammel bil. Ålborg en søndag morgen. med udover et slæbetov og

Vi ankom til servicestationen på Vesterbro lige ved den store Kimbrertyr, der står midt i gaden.

- Jeg var meget spændt på at se den bil. – Var den nu ligeså flot og god som den unge mand havde lovet?

Den stod stadig inde i vaskehallen, for den var lige blevet vasket for at tage sig allerbedst ud.

- Og den så virkelig godt ud, som den stod der, nyvasket og skinnende med sin blanke sorte lak.

5

Her står den og stråler på en rasteplads på nordsiden af Rold Skov.

Det var en firedørs Sedan, hvor de bagerste døre er hængslet i bagkanten, så de åbner hver sin vej. Det ser altid særlig elegant ud og var noget kun store sedanvogne havde. Den var ret fri for rust, men der var dog noget, der skulle repareres og så var den, - ved en restaurering også nødt til at blive omlakeret.

Motoren startede straks og lød sund og frisk. Lys og blinklys virkede. Den havde jo kørt på gade og vej lige til denne dag.

6

Tankpasseren gav mig papirerne og jeg kunne se, at han syntes, at det var lidt mærkeligt, bare at skulle give dem til vildt fremmede mennesker, så han gav mig dem med et lidt modvilligt blik.

Jeg kom ti liter benzin på skønt der var noget i tanken i forvejen.

Tage kørte foran i Zephyren som sædvanligt og det viste sig straks, at være en virkelig god forholdsregel.

Jeg kørte forsigtigt fra stationen og ud i trafikken og kørte langsomt i første gear ned til det første lyskryds, der lå halvtreds meter til højre for servicestationen. Her holdt Tage for rødt lys og jeg bremsede i god tid, da jeg ikke vidste, hvor godt bilen bremsede.

DET GJORDE DEN SLET IKKE! Den bremsede overhovedet ikke! – Jeg trak håndbremsen i panik. – Den virkede heller ikke.

Der var slet ingen bremser på bilen overhovedet!

Det havde den unge mand slet ikke fortalt. Den bil var i allerhøjeste grad livsfarlig at køre med i trafikken.

- Heldigvis havde jeg beholdt den i første gear, så motoren bremsede lidt, men jeg nåede da at give Tage i Zephyren et lille gog i bagenden, så han forbavset vendte sig om.

- Jeg slog beklagende ud med armene for at vise, at det skam ikke var med vilje. Jeg pegede ned mod gulvet og 7

gjorde bremsebevægelse med hånden og rystede på hovedet.

– Det forstod han straks og vi holdt nu en meget kort afstand mellem bilerne ud af byen mod Hobro.

- På den måde undgik jeg at der kom biler imellem os og jeg kunne derfor lade Ford V/8’en løbe op mod bagenden af Zephyren og lade Tage bremse for os begge.

Der er mange lyskryds ud af Ålborg mod Hobro, men jeg sørgede for at regulere farten så meget med motorbremsen, at jeg undgik at holde ved dem. Vi kørte nu mod Hobro med langsom fart vel en halvtreds kilometer i timen.

- Foran kørte Tage og han skulle være stødpude, hvis vi skulle katastrofebremse.

- Hellere ødelægge mine egne biler, end forårsage en katastrofe.

VI håbede på, at vi ikke mødte en af politiets motorcykel patruljer, men selvfølgelig mødte vi alligevel en enkelt på strækningen mellem Støvring og Rold Skov. - Han kiggede imidlertid blot på os, og da vi kørte stille og roligt og havde rigtige nummerplader på, fandt han det ikke ulejligheden værd at stoppe os.

– Det var vi meget glade for!

Nede først for i Rold Skov var der en stor primitiv rasteplads på venstre hånd. - Der var lommer ind i træerne med frokostborde og bænke.

8

Her kunne vi holde i skjul, medens jeg undersøgte bremserne. Jeg kravlede ind under Ford’en for at se, hvorfor bremserne slet ikke aktiveredes.

- Det havde sin naturlige forklaring, på netop 1938 modellerne gået væk De var blevet for gammeldags. bremsekabler på i stedet. De metalslanger og disse kabler var uhjælpeligt fast inde i disse slanger.

viste det sig. Ford var fra bremsestængerne.

Nu var der kommet løb inde i fleksible nu simpelthen rustet

Den unge mand kunne vist ikke have kørt i den for nylig. Den havde blot stået på parkeringspladsen ved servicestationen, - måske hele vinteren og her var kablerne så rustet fast.

Man skulle tro, at tankpasseren må have opdaget det, da han kørte bilen ind til vask.

- Han havde da også sagt, at jeg skulle være forsigtig for den bremsede ikke så godt, men det lagde jeg ikke noget særligt i, for det var der ingen gamle biler, der gjorde i forhold til de nye.

Vi vred og rykkede i kablerne. Vi trådte stødvis meget hårdt på bremsepedalen, men lige meget hjalp det.

Jeg gjorde op med mig selv, at da jeg alligevel skulle lave bremser på den, når jeg kom hjem, kunne jeg lige så godt stramme firkanten på ankerpladen så meget, at den bremsede lidt hele tiden, men ikke så meget at tromlerne blev rødglødende. - Nu havde den dog ikke helt ”friløb”, når jeg trådte koblingen ud ved stop.

9

Det viste sig at virke lidt. Når jeg skulle bremse ned fra de halvtreds kilometer i timen, som vi kørte, - skiftede jeg først ned i anden Gear, så med dobbelt udkobling og mellemgas ned i første og slap gassen. Så bremsede motoren helt godt og var det på lige vej, gav det et lille ryk, idet den holdt helt stille på grund af de delvis blokerede bremser Vi fortsatte nu mod Hobro. Dengang var der ingen motorvej udenom byen. Nej – vi skulle ned ad den stejle Hostrupvej mod bunden af bakken nede midt i byen.

Midt på bakken var der et lyskryds og bakken var stejl. Den bakke var jeg lidt nervøs for. Jeg kendte bakken, for jeg har boet i Hobro som barn og endda i de første år lige midt på bakken. Jeg havde hørt historien om en gammel Ford, sikkert en Ford T, der ikke kunne bremse - engang før krigen. - Den var kørt lige ud over skrænten på højre side og passagererne var kommet frygteligt til skade.

Det var den bakke jeg nu skulle ned ad og oven i købet uden bremser, ligesom den gamle Ford T. - På toppen af bakken holdt jeg stille. Jeg satte vognen i første gear og rullede i tomgang forsigtigt nedad. Tage kørte lige foran og skulle holde så kort en afstand til mig som muligt og hvis jeg tudede i hornet skulle han lade mig løbe til og så træde hårdt på bremsen.

Jeg kunne ikke gøre så meget for at undgå at komme til at holde stille ved lyskrydset midt på bakken, hvis der var rødt 10

lys. - Jeg måtte håbe på det bedste. Hvis der blev rødt fik jeg i hvert fald brug for Tages og Zephyrens bremseevner.

Vi slap heldigvis forbi uden at skulle bremse. Nede i bunden var der et stykke flad vej og så gik det opad mod Randers.

Jeg passerede hele Hobro i første gear.

- Jeg turde ikke tage nogen chancer.

Vi slap helskindede og uden yderligere problemer helt hjem til Risskov.

Jeg kontaktede den unge mand i Ålborg og sagde hvilken pris, jeg syntes det var rimeligt jeg skulle betale, når jeg nu ikke havde ønsket at købe vognen.

Den var som forventet meget lavere, end han havde forestillet sig at familieklenodiet var værd, men han havde jo lovet ikke at hyle, når jeg ringede om prisen og det løfte holdt han.

- Han sagde dog, om jeg så ikke godt ville betale for den helt nye akkumulator, han havde fået tankpasseren til at sætte i? – Det syntes jeg trods alt var rimeligt, så jeg sendte ham pengene og sagde, at hvis han selv engang fandt en køber der ville give mere, kunne han købe den igen, når han betalte omkostningerne ved hjemtransporten og de reparerede bremser, samt den garageleje der ville løbe på, da jeg ikke havde plads til vognen hjemme i mine garager.

Han skulle i så fald hente vognen på Stenderup Bilmuseum, for det var der, jeg ville opmagasinere den.

11

12

I den følgende tid lavede jeg bremserne, så de virkede så godt som sådan en kabelbremset Ford nu kunne.

Men jeg havde jo ikke selv brug for den, så jeg kørte den ned til Fuglsbjerg i Stenderup ved Horsens.

Her havde Fuglsbjerg indrettet et veteranbil museum i et gammelt teglværk, så der var en masse lange lagerbygninger, som han udlejede til opbevaring af medlemmernes veteranbiler.

Her havde jeg i forvejen en velholdt to dørs Ford V/8 Sedan fra 1936 stående.

- Den havde jeg dog kun et par år, så solgte jeg den.

Jeg smurte de forkromede dele, - blandt andet forruderammen, ind i symaskineolie. De var godt nok lidt rustne, men så rustede de da ikke mere under opholdet i den lange lagerbygning.

- Der kunne godt fyge sne ind om vinteren.

Fem år efter solgte jeg så bilen til en mand i Åbyhøj. Han ønskede lige netop denne model, så her ville den komme i gode hænder og blive restaureret.

13

Ved åbningen af Stenderup Bilmuseum i 1974 blev der afsløret en skulptur af gamle bildele.

Det var bilhugger Carl Jacobsen – (Ikke at forveksle med billedhugger Robert Jacobsen) der havde lavet og skænket den. - Fra venstre er det Knud Arhøj, Carl Jacobsen og P.E.Hansen. - Alle ydmygt med kasketterne i hånden.

Vi aftalte at hente vognen en lørdag eftermiddag først i december. Jeg mener det var i 1974.

- Vi kørte derned i min Ford Taunus GT, Coupé, som jeg nu havde fået i stedet for Zephyren.

Vi ankom og kom vand på køler og motor. - Så efter olie og kom benzin på.

- Vi havde et nyopladet batteri med og skulle nu starte bilen.

14

Men så fik vi ellers problemer.

Vognen havde rat- og tændingslås på ratstammen. Låsen var slidt og det var nøglen også, så jeg kunne ikke låse den op, lige meget, hvor store anstrengelser jeg gjorde mig.

- Jeg prøvede længe, men måtte så opgive.

Jeg kortsluttede nu ledningerne, så der kom tændingsstrøm på. - Nu kunne vi i hvert fald starte vognen, men vi kunne ikke køre i den, da jo den var ratlåst.

Nu var gode råd dyre og tiden gik. - Vi skulle gerne hjem inden det blev mørkt, - hvilket det ville blive allerede kl.

16. Nåede vi ikke det, skulle vi have lys på helt til Aarhus.

- Det kunne godt blive et problem på grund af et for gammelt batteri.

Men selvom det også kom til at slå til, skulle det senere vise sig at blive et af vore mindste problemer den dag.

Der var ikke andet at gøre end at skrue boltene, - der holdt ratstammen fast til instrumentbrættet, af og tvinge hele ratstammen nedad, når vi skulle dreje, så den store klump med hele ratlåsen kunne komme forbi instrumentbrættet.

- Med lidt god vilje og håndkraft ville det kunne lade sig gøre. - I hvert fald i teorien, men om det også holdt, når vi kom ud på den stærkt weekendtrafikerede hovedvej A 10 ville tiden vise.

15

Vi fik startet motoren og den stod og varmede lidt op, medens vi pumpede luft i dækkene med en håndpumpe.

Så kørte vi af sted mod Århus. Nu var det ved at blive mørkt og for at gøre ondt værre begyndte det at sne med store tykke tøsnefnug af den slags, der kommer i en krum bane lige ind i vindspejlet, så det er vanskeligt at se vejen.

Motoren gik fint og det virkede såmænd også nogenlunde godt med den løse ratstamme, der kunne vippe op og ned.

Jeg skulle selvfølgelig koncentrere mig meget om, at ratlåsklodsen ikke kom i klemme ved instrumentbordet, så jeg ikke kunne dreje på rattet og endte i grøften, - og selvfølgelig var vejene nu også ved at blive glatte.

Ja, - vi havde skam problemer nok i forvejen, men alligevel skulle vi ikke slippe så let.

- Vores vinduesviskere var meget små og vakuumtrukket fra motoren. Det vil sige, at når man giver gas, går viskeren helt i stå eller næsten helt i stå. - Alt efter hvor meget gas man giver.

Trådte jeg på gassen lagde der sig derfor straks et tykt lag tøsne på ruden, så man slet intet kunne se ud af den.

- Jeg blev pludselig meget glad for de moderne bilers store, dejligt røde baglygter, når det gik op ad en stor bakke og jeg var nødt til at give gas. - Dem kunne jeg nemlig, - selv når det var værst, ane gennem sneen på ruden.

16

Men ellers var det bare at slippe gaspedalen et øjeblik, så gav viskerne et par slag og jeg fik et kort øjeblik mere klart udsyn.

Jeg var lidt bange for, at bilerne foran pludselig skulle bremse op, for min bremselængde hørte ikke ligefrem til de korteste. - Jeg ville gerne have kørt lidt langsommere, men jeg var nødt til at holde samme fart som de moderne biler på landevejen, da der kun var ét spor hver vej, så der var ikke plads til at overhale for de bagfra kommende biler.

Overhale? – Man kunne slet ikke overhale i den snestorm, for der var ikke ret langt udsyn fremad i snetykningen, og der kom hele tiden modkørende biler.

- Disse gjaldt det faktisk om at holde sig lidt til højre for, - men dog blive på vejen. - De blændede mig nemlig mere end sædvanligt og det havde en grund.

Jeg havde jo smurt forruderammen grundigt ind i symaskineolie for at hindre den i at ruste yderligere.

- Det havde også virket, men nu viste det sig, at det var en bjørnetjeneste, jeg havde gjort mig selv.

- Nu blev olien nemlig tværet ud over forruden i hele det i forvejen lille synsfelt. Det bevirkede at lyset fra de modkørende biler reflekterede i alle retninger og det forværrede det i forvejen ringe udsyn meget.

Tro det eller ej. - Skæbnen havde stadig ikke givet os prøvelser nok. Bedst som vi kører af sted med alle vore bizarre problemer, lyder der nu en dunken fra forhjulene.

17

- I begyndelsen lader vi, som vi ikke hører det, da vi har problemer nok at tænke på.

Men til sidst er lyden så høj, at vi er nødt til at gøre noget ved den, så vi holder ind til siden på en lille rasteplads og går ud på hver sin side for at se, om vi kan bemærke noget usædvanligt. - Jeg havde snakket om, at det lød som om møtrikkerne var løse på et af forhjulene, så vi rokkede alt hvad vi kunne i hjulene, men det var jo en tung vogn, så vi kunne ikke mærke om de sad løse. Vi kunne ikke se hjulmøtrikkerne og burde selvfølgelig have taget hjulkapslerne af og set efter, men det var snestorm og koldt og vi havde de andre problemer at tænke på, så vi satte os ind og kørte videre.

- Stadig med den høje banken fra forhjulene, men vi håbede på, at det ville lykkes for os at køre de sidste tyve kilometer hjem til Åbyhøj.

Lyden blev ganske vist højere, men nu var det holdt op med at sne og det hjalp meget på nerverne.

- Vi kom ind til Viby Torv og drejede til venstre ad Viby Ringvej. Vi skulle ned under viadukten lige før Søren Frichsvej og til højre hen ad denne og så ville der kun være femhundrede meter hjem til køberens hus.

Da vi kommer til viadukten er der heldigvis grøn pil til højre kørsel for os. - Så slap vi for at holde.

På Søren Frichsvej holdt der i dens venstresvingsbane en lang række biler.

18

De holdt altså på vores venstre side, når vi svingede rundt.

Pludselig skete der noget uhyggeligt!

Idet jeg drejer rundt om svinget til højre og lige medens jeg har retning mod den holdende række af biler

falder venstre forhjul af.

– Så er det altså ikke let at styre, når man samtidig sidder med en dinglende ratstamme og vognens venstre forende synker ned mod vejen, - og så i et højresving, hvor vognen i forvejen krænger til venstre.

- Så er det med at vride rattet godt til højre og håbe på det bedste.

Det gik som ved et mirakel, for hjulet trillede ikke væk, men blev inde i den store forskærm.

- Jeg nåede dog at se, - i lyset fra lygterne, at der sad en mand i bilen lige ud for, med rædslen malet i sit blege ansigt.

Selv om vi faktisk var hjemme og blot manglede femhundrede meter, var vi nu nødt til at holde.

Vi fandt dunkraften frem og fik forenden hejset op.

- Vi tog navkapslen af og herinde lå så alle de fem hjulmøtrikker. - Så langt så godt, men vi kunne ikke skrue dem på. – For hvad skulle vi skrue dem på? - Hjulboltene 19

var nemlig ”savet” af hjulet, der jo havde kørt næsten løst rundt inden det faldt helt af.

De tre af boltene var helt væk, men på de to sidste var der rester af gevindet og her kunne møtrikkerne til alt held sidde lidt fast. - Dem skruede vi så på og kørte meget forsigtigt de sidste femhundrede meter hjem.

Køberen havde sandelig fået en dramatisk historie at fortælle om sin bil, - men det kom han nu ikke til at betale ekstra for.

Han fik skam bilen flot restaureret og kørte løb med den.

Billedet her er fra et løb til Allingåbro i 1976.

20

Vi købte en flot hvid, - lidt brugt Piet Hein spisestue med et stort bord og ti stole, samt en stor skænk for pengene.

Ulla fandt den i avisen. Det var nogle københavnere der var flyttet herover, men de havde ikke plads til sættet i deres nye hus.

Se, sådan kan en gammel bil fra Ålborg transformeres om til en spisestue, som vi i øvrigt har endnu.

Man må sige at jeg har haft mange oplevelser med mine veteranbiler.

Det har tit været spændende og jeg ville nødigt have været dem foruden.

Nedskrevet februar 2006.

21

Den køkkenblü Chevrolet fra Hammel.

22

Den køkkenblå Chevrolet fra Hammel Min svoger Tage, - som jeg tidligere har fortalt om i den første bog VETERAN MINDER, – ville engang først i 70’erne også prøve at restaurere en gammel bil.

Det var jo Tage, der havde en Ford A holdende i haven, men den fik han aldrig restaureret. - Den gjorde dog den gavn, at den vakte min interesse for veteranbiler, så det skal den have mange tak for.

Vi hørte om en Chevrolet to dørs sedan, årgang 1933 i Hammel.

En vinterdag kørte Tage og jeg så i min Ford Zephyr mk.

III ud til Hammel for at se på den. Vi havde som sædvanligt - ved den slags ekspeditioner, forskellige sager med, så som et kraftigt slæbetov, en dunk med fem liter olie SAE nr.

40, fem liter benzin og en spraydåse med PRONTO, som er en startvæske til at sprøjte direkte ind i indsugningen, hvis en gammel vogn ikke vil starte en kold dag på gammel benzin.

– Vi var forberedte, for hvis vi købte bilen, ville vi have den med hjem samme dag.

Vi fandt den på en mark, næsten frosset fast i undergrunden. Farven var den samme køkkenblå, som de gamle Madam Blå kaffekander. Det så mildest talt underligt ud.

- Den var dog i en hel tilstand og skulle ifølge ejeren være start- og køre klar, selvom det vist var meget længe siden, 23

at nogen havde kørt i den. - Den var indregistreret endnu og ejeren havde nummerpladerne inde i huset.

Da vi havde fundet frem til den pris på få nogle hundrede kroner, som vi skulle give for Chevroleten, - hvis den altså kunne starte. Vi gravede hjulene nogenlunde fri af undergrunden og satte det friskopladede batteri i, - som ejeren, som lovet, - havde klar.

Vi havde nu en del besvær med at starte den. Benzinen var bestemt ikke fra det år og heller ikke fra det sidste, så vi måtte have Pronto’en i gang, men til sidst lykkedes det da.

- Det var vist godt at batteriet var fuldt opladet, men alligevel sparede vi på det og brugte håndsvinget ind i mellem.

Motoren var jo uhyggelig kold efter at have stået ude på marken hele vinteren, så vi havde allerførst drejet den rundt nogle gange med håndsvinget for at aflaste startmotoren. - En 1933 Chevrolet har jo en ret stor seks cylindret rækkemotor.

I begyndelsen gik den imidlertid hele tiden i stå, så vi måtte skrue tomgangen ret meget op, så den gik ca. tusind omdrejninger i minuttet.

Dette bevirkede, at der kom svingninger i udstødningsrøret, så det hele tiden bankede på chassisrammen et eller andet sted, og dette gav derfor en meget høj bankelyd.

24

Vi skulle nu have den væk fra marken og ud på vejen. Ved at skifte mellem 1. gear og bakgearet og en del skubben frem og tilbage, lykkedes det til sidst, at få den rokket op af hullerne i marken og få den kørt ud på asfaltvejen.

Nu hentede ejeren nummerpladerne inde i huset og vi bandt dem fast med stumper af rusten ståltråd, som vi fandt på marken.

- Det så lidt mærkeligt ud, især den bagerste der sad lidt på skrå. Men det tog vi os ikke særligt af.

- Det var jo de rigtige nummerplader der hørte til bilen.

Det havde vi set i papirerne, som vi netop havde fået.

Det var skam en elegant vogn med reservehjul i skærmene Da den skulle køres ud på vejen, havde jeg lagt mærke til, at den var endog meget vanskelig at dreje med. Rattet gik enormt stramt, men det var vel naturligt med den kolde bil, den ujævne mark og med kun meget lidt luft i dækkene.

Imidlertid kunne rattet næsten heller ikke drejes ude på asfaltvejen. Jeg måtte have begge hænder i samme side af 25

rattet og hive i det af al min magt, for blot at dreje et lille stykke og selv om bilen var kold og der kun var halv luft i dækkene, kunne jeg godt regne ud, at der var noget galt.

Men nu havde vi jo købt bilen og så måtte vi se på det med styretøjet, når vi kom hjem.

- Vi sagde farvel og kørte ud af byen mod Frijsenborg.

I udkanten af byen, - på højre hånd, lå den nærmeste benzintank. Her kom vi luft i dækkene og fik ti liter benzin på, så vi var sikre på at kunne køre hjem til Risskov.

Medens vi ordnede alt dette, turde vi selvfølgelig ikke standse motoren, så den stod der med sine høje omdrejninger og sin høje irriterende bankelyd.

- Det vakte en del opmærksomhed og med den tilstand bilen var i, var det vel det eneste, vi ikke havde brug for lige netop nu.

Pludselig får jeg øje på en stor sort lukket moderne amerikansk sedan, - jeg husker det ikke helt, men jeg tror det var en Buick, - der lige så stille kom trillende ind på service stationen.

- Den så mærkelig fornem ud. Der var to personer i vognen.

Den ene kørte og den anden sad på bagsædet i højre side.

- Det lignede en chauffør, der var ude at køre med en fornem person og det skulle få minutter efter også vise sig at være den uhyggelige sandhed.

Vi forlod servicestationen, men selvom der nu var luft i hjulene, måtte jeg stadig hive voldsomt i rattet og jeg havde 26

nu også opdaget, at bremserne bestemt heller ikke var det de havde været. - Selvom jeg trådte endog meget hårdt på bremsepedalen, var vognen meget længe om at standse.

Alt dette havde jeg opdaget på vej hen til servicestationen, for jeg havde bremset mange gange for at køre rusten af bremsetromlerne, men selvom det meste af rusten vel var kørt af, bremsede den meget ringe. Bremseafstanden blev cirka fire gange så lang, som det den skulle være, men hvis vi kørte langsomt og ikke på den befærdede Aarhus–Viborg hovedvej, gik det vel.

- Den slags småting tog vi ikke så højtideligt den gang.

Vi valgte de små bagveje til Risskov og kørte nu mod Frijsenborg. - Tage kørte foran i Zephyren, så jeg havde den som ”stødpude”, hvis jeg ikke selv kunne nå at stoppe Chevroleten, under en eventuel hård opbremsning.

Da vi forlod stationen, holdt jeg øje med den mistænkelige sorte sedan. – Den gled lige så stille ud på vejen og fulgte efter os i hundrede meters afstand. - Inde på service stationen havde ingen forladt bilen, men personerne havde blot siddet og set lige ud, næsten uden at bevæge sig.

Jeg fik en underlig fornemmelse af at være forfulgt af den amerikanske Mafia, måske også fordi jeg vidste, at Chevroleten ikke ligefrem var egnet til at køre på en offentlig vej.

27

Fem hundrede meter længere fremme gled den store sorte sedan pludselig op på siden af mig og manden på bagsædet, - en myndig udseende herre i 60érne - kiggede ud og gjorde tegn til os om at standse, - hvilket jeg så omgående gjorde forberedelser til at gøre.

Jeg vred rattet til højre og trådte alt, hvad jeg kunne på bremsen, men alligevel tog det jo sin tid inden vognen holdt helt stille.

Tage standsede et stykke henne foran i Zephyren og blev siddende i bilen. Han var udmærket godt klar over, at nu fik vi problemer. – Store endda.

I begyndelsen blev jeg et øjeblik siddende i bilen. Jeg havde ligesom ikke den store lyst til at tale med mændene fra den sorte sedan, men da de stod ud, blev jeg jo også nødt til at stige ud og vi mødtes i vejsiden bag ved Chevrolet’en.

Den myndige herre sagde: - Det er en fin gammel bil De der kører i, men er nummerpladerne de rigtige? – Er det dem der hører til denne vogn? – Han kiggede mistroisk på den skæve nummerplade, der var bundet på med den grove rustne hegnsståltråd.

- Men inden jeg kunne nå at svare, spurgte han efter mit kørekort. Jeg tog det frem og han kiggede kort på det og stoppede det så uden yderligere kommentarer i sin venstre brystlomme i uniformsjakken.

28

Her er min Ford Zephyr Mk. III årg. 1972.

Det var en dejlig bil med en seks cyl. rækkemotor.

Den havde en flot rød farve. Der var bænksæde foran og ratgear. - Sæderne var røde og hvide.

Jeg var glad for den bil og jeg havde den i 9 år.

Han var nemlig i uniform og havde nu taget sin kasket på.

Chaufføren var i en almindelig politiuniform, men den ældre herre var bestemt ikke bare en almindelig politimand, det var hans uniform alt for fornem til.

- Der var masser af guldtresser på skuldre, bryst og kasket. Det viste sig, at det var selveste chefen for færdselspolitiet, der var ude på sin årlige tur rundt i landet, for selv at se på tilstandene i de forskellige politikredse i Danmark. – Hvor uheldig kan man være?

Det er da utroligt uheldigt at møde netop ham på denne lille amtsvej. – Men hør nu videre. Måske var det slet ikke så 29

uheldigt endda, for han havde nu siddet så længe bag et skrivebord, at han vist slet ikke nænnede at være så barsk, som politiet ellers skal være i den slags sager.

Jeg er sikker på, at han syntes det var en spændende oplevelse igen at prøve at være på landevejen og standse mistænkelige køretøjer, selvom det egentlig slet ikke var hans opgave på denne tur, men han var blevet så nysgerrig, at han slet ikke kunne lade være.

Jeg viste ham nu den originale indregistreringsattest med det rigtige nummer på nummerpladen. Han gav den til chaufføren og bad ham om at ringe til centralregistret for at kontrollere om det passede.

- Han havde beholdt mit kørekort i brystlommen.

- Det kunne jeg nu ikke rigtigt lide.

Hele tiden havde den køkkenblå bil stået der med sin høje tomgang og sin høje enerverende bankelyd.

- Rigspolitichefen spurgte pludselig, - med en vis irritation i stemmen om, - hvad det dog var for en ubehagelig bankelyd bilen gav. - Jeg forklarede ham, at vi lige havde hentet den henne i Hammel, og at den ikke havde været startet i lang tid. Vi havde derfor sat tomgangen op for at holde motoren i gang og det gav svingninger i udstødningen, så den stødte på chassisrammen.

- Den forklaring godtog ham uden yderligere kommentarer.

Han bad nu sin assistent tage en prøvetur i Chevroleten for at se, om den kunne styre og bremse.

30

Se, det var vel det allerværste, der overhovedet kunne ske.

- Det havde været langt bedre, hvis jeg selv skulle have ført vognen, så havde jeg i hvert fald kunnet skjule det stramme rat. - Jeg nåede også at tænke på mit arme kørekort, der nu lå i politichefens brystlomme.

– Der skulle det meget nødigt blive liggende!

Nu havde den stakkels bil, - og for resten også mig, kun én chance og det var politiassistenten. - Alt afhang nu af ham.

Hvordan ville han reagere, når han kom ud at køre i den håbløse bil? - Jeg fangede hans øjne og så på ham med et meget sigende blik.

Det var et af den slags blikke der siger: - Jeg kender udmærket godt bilens mangler, men kan du ikke prøve at være så overbærende som mulig? - Ødelæg nu ikke dagen for politichefen, der synes, at han har en spændende oplevelse på sin lidt kedelige tur rundt i landet.

- Han mindes helt sikkert sine unge dage, ved at møde en 1933 Chevrolet.

– Jeg havde en fornemmelse af, at han godt kunne lide gamle biler og det skulle om et øjeblik komme til at holde stik.

Assistenten satte sig ind og fik den i bakgear og så noget overrasket ud, da han skulle vride rattet til venstre for at bakke uden om den sorte sedan. Han bakkede cirka halvtreds meter, standsede så og begyndte nu at få vognen

31

op i fart fremad. - Heldigvis var den jo ikke ret hurtig i starten, så den fik ikke så stor fart på.

Ud for politichefen og mig, - der nu var mildest talt næsten lammet af forfærdelse over det, der nu uundgåeligt måtte ske, - bremsede han. - Bilen gled vel femten meter længere frem end den burde have gjort.

- Lige netop da føltes femten meter uendeligt langt.

Jeg havde hele tiden stået med et pokerfjæs på og sagde ikke et ord, men ventede blot på den uundgåelige dom.

- Politichefen havde stadig mit kørekort i brystlommen!

Nu skete miraklet. - Jeg blev pludselig ret glad for den politichef og hans yderst menneskelige måde at fremtræde på. – Han sagde minsandten: - Det var slet ikke dårligt.

Man må jo huske på, at det er en gammel vogn. – Hvordan var den ellers at køre? – spurgte han nu assistenten.

- Denne kiggede på mig med et nærmest vantro blik, før han svarede politichefen. – Gearene fungerede fint, men den er noget stram i styretøjet!

Det er klart, - sagde politichefen, - den har jo stået stille længe og er en gammeldags bil.

- Man kan ikke forlange det samme som af nutidens biler.

Pludselig ringede telefonen henne i den sorte sedan og assistenten gik hen og tog den. Han talte et stykke tid og kom så hen og fortalte, at papirerne var helt i orden og at det var de rigtige nummerplader, der var bundet på bilen.

32

Politichefen tog nu mit kørekort op af brystlommen og rakte det til mig med ordene: - Nu må De vist hellere få Deres kørekort igen.

- Der er ingen grund til at gøre mere ud af det her.

Nu blev jeg pludselig klar over, at politichefen i virkeligheden var meget skarpsindig og udmærket godt var klar over, hvad der skete.

Han var blot den dag i et rigtig godt humør og havde ikke lyst til at ødelægge dagen for nogen, men lige før han satte sig ind på bagsædet af deres vogn, vendte han sig om og sagde med et lidt skævt smil i mundvigene: - Jeg hørte godt, at De sagde, at De ville køre på de små veje til Risskov for at undgå for megen trafik, men det var måske også for at undgå at møde en færdselspatrulje fra politiet.

Og med en lidt bøs stemme: - Nu ved De vel godt, at der kun er én måde at få den vogn til Risskov på, – ikke?

- Underforstået at den skulle transporteres på en lastbil.

Det var jeg helt klar over, han mente.

- Han havde jo været endog meget flink, men var nødt til at have helt rent mel i posen. - Derfor sagde han det sidste.

Men da han havde sat sig ind på bagsædet, vendte han sig om, og idet de kørte forbi, nikkede han og gjorde et tegn med hånden, som jeg tolkede, - at nu havde han gjort, hvad han skulle efter bogen og at det nu var op til mig, hvad der dernæst skulle ske. - Den flotte sorte amerikanske sedan forsvandt ud ad landevejen mod Hadsten.

33

Jeg stod et kort øjeblik, men traf så en hurtig beslutning, da jeg blev klar over, hvad han havde ment med hans underlige nikken og tegn. - Jeg kaldte på Tage, - der under hele episoden forskrækket havde holdt sig på lang afstand med Zephyren og bad ham køre efter politibilen for at se hvilken vej den kørte.

- Fortsatte den mod Hadsten eller drejede den til højre efter Frijsenborg mod Folby.

Tage var lidt beklemt ved åbenlyst at køre efter politibilen.

- De kunne jo let regne ud, hvorfor vi gjorde det, men jeg stolede på, at jeg havde opfattet det nik, - politichefen havde givet mig, rigtigt. - Tage kom tilbage og fortalte, at bilen var kørt videre mod Hadsten.

- Fint. Vi skulle nemlig køre ad vejen over Folby, så vi steg ind i hver vores bil og kørte meget langsomt og forsigtigt mod Risskov, idet jeg fuldt ud stolede på, at et gentlemansnik er et gentlemansnik, og at politibilen ikke vendte om for at se om vi alligevel kørte videre.

- Det holdt stik.

Vi kom helskindede til Risskov, men jeg håber faktisk ikke, at jeg nogensinde mere vil hente en så defekt bil på den måde i dag.

- Det viste sig senere, at hele bøsningen for neden i ratstammen var rustet fast om akselen og nu blot sad og drejede med rundt i bespændingen på chassisrammen.

– Så tror da pokker at den var så stram.

34

Tage gik nu i gang med at skille bilen ad. Den stod hjemme hos mig i en carport ved siden af mine garager.

- Tage var dog kun lettere smittet af ”veteranbacillen”, så han opgav efter et års tid.

Han solgte bilen til Aksel i Storring. Aksel og hans førstemand Svend fra Laven, havde nemlig fået den ide, at de ville prøve at lave den flotte Victoria Coupé, de havde set i Chevrolets katalog.

En Victoria Coupé er en karosseritype, der kunne fås i næsten alle bilfabrikater. - Det er en blanding af en coupé og en sedan. Selve kabinen er kortere, men der er både forsæder og bagsæder. Kabinen ender næsten over bagakslen, så der bliver en elegant afrunding ned til den bagerste kofanger.

Det er en megen sjælden karosseritype, så der er kun solgt ganske få af denne Chevrolet model i 1933, men halvtons Knud i Ormslev, – alias Knud Hansen, vidste lige præcis, hvor der stod en løs karosse af netop denne model.

- Det gjorde der nemlig hos en hugger ude i Nimtofte.

Denne huggerplads lå i nærheden af det sted, hvor der i dag er Djurs Sommerland.

Der var kun en karosse og ingen undervogn. Karossen var meget rusten, men til gengæld jo meget sjælden, så en dag lånte de en lille fladsnudet Hanomag lastbil og kørte ud til Nimtofte og købte karossen.

35

Dørene fra Tages karosse passede perfekt, da Victoria karossen også var to dørs, så de havde nu to fine døre, men resten krævede et stort svejsearbejde. Svend var vældig god til at svejse karosseriplader, så han gik ufortrødent i gang og fik til sidst udskiftet alt det rustne, men den afrundede bagklap ind til bagagerummet var alt for rusten til at kunne genbruges.

- Den havde imidlertid så speciel en krumning, at det var meget svært at finde noget der kunne bruges.

Halvtons Knud sidder på undervognen af sin halvtons Ford A og tænker: - Der er nu langt igen!

– Kan I ikke næsten se, at det er det, han tænker?

Knud Hansen var der, da problemet skulle løses og han fortæller, at Svend stod og gned sig om hagen, medens han tænkte så det knagede.

36

- Pludselig får han øje på en Ford Anglia model 101, der stod ude på pladsen ved Aksels værkstedsbygninger.

- Den skulle alligevel hugges op, så Svend gik hen til den og kiggede lidt på dens bagklap. Med lidt god vilje og noget knofedt, skulle den nok kunne komme til at passe, hvis man forlængede den lidt. Han sleb den lidt langs kanterne, så den løsnede sig fra rammen.

De gik nu over til Victoria karossen og holdt pladen op over hullet ind til bagagerummet. - Den passede ikke helt.

- Den krummede for meget. Det bremsede slet ikke Svend.

Han lagde pladen på jorden med krumningen opad, trådte op på den og hoppede lidt et par gange, indtil han til sidst sagde: - Nu passede den. Da de holdt den til igen, passede den så meget, at de kunne svejse den på den gamle ramme, der vel var blevet repareret lidt først. Den var hængslet foroven, så den skulle holdes oppe med en stang, når man skulle i bagagerummet.

De havde i forvejen taget sedan karossen af den ”køkkenblå”, så der kun var undervogn, køler og motor samt kølerhjelm og forskærme tilbage. Undervognen var blevet restaureret og stod klar til at modtage sit fine Victoria karosseri.

- Det blev sat på og nu stod der så endelig. - Deres drøm fra starten, nemlig den flotte Victoria Coup’e model, som de havde set i Chevrolets salgskatalog fra 1933.

37

Den blev malet med sort tag og skærme og mørkegrønt karosseri.

- Knud Hansen kørte til syn med den og fik den godkendt.

Her et lidt sløret billede af Victoria modellen taget i l974.

Der findes ikke så mange billeder af Aksel i Storring, men her er han. Oven i købet med sin uundværlige pibe. Han er i sit fine tøj ved indvielsen af Carl Jacobsens ”kunstværk”, i 1974. (Se forsiden) Det er dog ikke Victoria modellen, han står ved.

Victoria’en deltog i flere løb i 1974,blandt andet det store løb til Holstebro 22.- 23.september 1974. - Det var der, det regnede så meget og hvor vi var til Cancan om aftenen.

38

Det var også der, hvor Wagner Hansen, - der havde lånt min Ford V/8 Roadster - i forvirringen på tankstationen, hvor vi alle tankede, fyldte tanken op med diesel. Det grinede vi meget af - bagefter.

- Det kunne den dog ikke køre på, så det blev tappet af igen.

Aksels Chevrolet deltog også i et ”Skovtursløb”, som han selv havde arrangeret.

Aksel solgte den på den første veteranbilauktion i Danmark.

- Den foregik i Ålborg i foråret 1975.

Aksel solgte den, fordi han allerede havde en flot 1932 Chevrolet med et halvtons lad. Det var en åben vogn med kaleche, da den tidligere havde været noget så sjældent som en 1932 touring.

Denne touring var af brandvæsenet i Horsens tidligere blevet bygget om til en lille ladvogn. Aksel solgte den senere videre og den havnede efter sigende hos bolchemanden, - som han kaldes. Det er ham med prut-o.s.v. bolsjer på Sydsjælland.

- Inden da var den igen bygget tilbage til en touring, så den nu fremtræder original.

Så kan jeg vist ikke finde på mere at fortælle om den ”køkkenblå” Chevrolet 1933, som vi hentede en kold vinterdag i Hammel i ca. 1971.

39

Victoria fundet på nettet

Jeg savner også et ordentligt billede af den køkkenblå efter, at den var ombygget til Victoria model. Hvis nogen, - der læser dette, har billeder fra løb eller ude fra Aksel i Storring, vil jeg meget gerne låne dem for at tage en kopi eller få dem tilsendt på mail. (k.e.guldager@mail.dk) Nedskrevet januar 2006

40

Aksels værksted i Storring.

Det er min V/8 Roadster karosse, som Svend er ved at svejse op. - Det var før jeg selv lærte at svejse.

Men se billedet på væggen i baggrunden.

- Har de hængende et billede af deres drømmebil?

– Kunne det ikke godt ligne et billede af en Chevrolet Victoria Coupé?

41

Oldsen der brĂŚkkede et af sine otte ben.

42

Oldsen der brækkede et af sine otte ben.

Fra 1967 og til 1973 havde jeg garager til mine dengang to veteranbiler, nemlig Ford T og Ford V/8, i nogle gamle lave industribygninger i Hasle ved Aarhus.

Her stod de i vinterhalvåret, hvor vi ikke kørte. Det var gode tørre rum, men de var yderst brandfarlige, så bagefter har jeg tit tænkt på, at det har været meget risikabelt at opbevare dem der. - Jeg havde imidlertid ingen garager hjemme ved huset endnu, - det fik jeg først i 1975, så jeg var nødt til at have dem opbevaret ét eller andet sted og her var der så en billig husleje.

Iben på tre år fyldte ikke meget!

I samme bygninger var der blandt andet et lille autoværksted, hvor en mekaniker gik og fuskede med mindre bemidlede folks biler. Jeg var tit bange for, at han skulle stikke ild til det hele, når han gik og svejsede.

En anden veteranbilmand, havde en bil stående der.

43

Mekanikeren har sikkert skullet lave et eller andet ved den, men fik det aldrig gjort. Han havde jo travlt med at lave de gamle nutidsbiler.

Men bilen stod jo godt og lunt inde på værkstedet og da ejeren ikke skulle restaurere den lige nu, stod den bare.

Bilen var en Oldsmobile. Det var en stor firedørs sedan. Den havde en otte cylindret rækkemotor. Den var i en god stand og havde et flot indtræk. Den havde været en velholdt direktionsvogn i et stort firma i Aarhus.

- Jeg var somme tider inde på værkstedet for at beundre den.

Oldsmobile Sedan 1938. Her står den i garagen i Hasle.

Jeg kommer til at tænke på, at jeg i grunden tit er løbet på store sedaner og de er alle sammen fra 1938. Jeg er født i 1935. Mon jeg ubevist er blevet imponeret af dem, da jeg var en tre-fem år?

En dag skulle alle bygningerne rives ned for at give plads til ny industri. Det drejer sig om grundene på venstre hånd mellem Hasle og Bilka. - Mekanikeren skulle derfor lukke.

44

Oldsmobilens ejer spurgte mig nu, om jeg ville købe hans bil.

Det ville jeg gerne og derfor købte jeg den.

Jeg kendte jo godt bilen og vi tog derfor ikke op og så på den. - Jeg betalte blot og fik papirerne.

En søndag formiddag tog jeg så derop for at slæbe bilen hjem i et slæbetov. Det kunne man godt dengang, men i dag ser man det sjældent.

DER VAR BARE INGEN BIL! Oldsmobilen var væk og det var mekanikeren også.

Værkstedet var ryddet. Min hjælper og jeg stod og gloede noget forbløffede.

Men er der noget jeg hader, så er det at blive snydt.

- Jeg var klar over, at det ikke var ejeren, der havde solgt den til en anden. Det kunne så kun være mekanikeren.

Hans økonomi var efter sigende ikke for god.

- Det måtte være ham. Det var jeg sikker på, men jeg havde papirerne og havde betalt for den, så det var min bil og jeg skulle nok finde den og få den igen, lige meget hvem der nu havde den.

På den smalle havevej, - den eneste vej hen til bygningerne, lå der et lille gammelt hus, hvor der boede en familie med nogle børn. - Vejen drejede lige ved deres hus og det skulle være utroligt, hvis ingen af familien havde set nogen køre væk med Oldsmobilen.

45

Jeg kørte tilbage og spurgte familien, om de havde set noget. – Det havde de til alt held. De havde set en stor lastbil med fladt lad og et spil køre forbi en aften med en stor sort bil på ladet.

Jeg spurgte så spændt: - Stod der noget navn på lastbilen?

– Ja, det gjorde der vist, men de kunne ikke huske, hvad det var. - De havde mest kigget på den gamle bil.

Nu vidste jeg i det mindste, der var nogen der havde hentet bilen på en lastbil. – Så langt så godt.

- Jeg er på en måde meget optimistisk og forsøger altid alt muligt for at forfølge et spor. - Jeg tænkte: - Hvis det er en her fra byen, der har hentet bilen, er han sikkert drejet til højre på Viborgvej og kørt ind mod Hasle.

Jeg gjorde det samme og kørte stille mod Hasle, medens jeg forsøgte, at sætte mig i den mands sted der havde fjernet bilen. - Hvad ville han gøre?

Der var ingen luft i dækkene og hvis han ville forsøge at starte den velholdte vogn, måtte han også have noget benzin i tanken. Han ville sikkert køre ind på den første servicestation han mødte, for at ordne disse ting.

Der lå en Shell station på venstre hånd lige før Hasle og her kørte jeg ind og spurgte tankpasseren om han havde set en lastbil for nylig med en stor sort sedanbil fra 30’verne?

– Bingo! – Det havde han. Den havde været inde for lige netop at komme luft i dækkene og få benzin på den gamle vogn. - Der var jeg heldig, - eller snu!

46

Jeg spurgte nu, om han havde set noget navn på lastbilen. - Jeg kan ikke huske om der stod noget på bilen, men jeg kender godt manden. Det er autoophuggeren nede ved viadukten på Viby Ringvej. - Der var jeg igen heldig.

- Jeg kørte derned, men da det var søndag var der lukket.

Der stod nogle biler på ophugpladsen, men jeg kunne ikke se Oldsmobilen. Der stod dog et telefonnummer på et skilt på muren. Det skrev jeg ned og kørte hjem til Risskov og ringede til ejeren. (Det var jo før mobiltelefonernes tid).

Det viste sig, at han boede ude i Brabrand og jeg spurgte ham, om han havde hentet en gammel Oldsmobile oppe i Hasle? – Ja, det havde han da. - Hvorfor det?

- Han lød rolig og havde tilsyneladende en god samvittighed.

- Så må jeg desværre fortælle dig, at det er min bil du har hentet. – Hvad er det for noget vrøvl, - sagde han, nu tydelig irriteret. - Det er min bil, sagde jeg. Jeg står her med papirerne i hånden og jeg har købt den af ejeren og han bor henne i Åbyhøj.

Efter en pause, hvor han trak vejret tungt, sagde han: - Kan du ikke lige komme herud og vise mig de papirer.

Det ville jeg meget gerne. Jeg ville i det hele taget gøre alt for at få den vogn, som jeg ærligt og redeligt havde betalt for. - Jeg kørte ud til Brabrand. Det var nu middag og han var ikke færdig med at spise.

- Høfligt jeg ventede lidt og viste ham så papirerne og kvitteringen fra købet.

47

Det er nok muligt, at du har papirerne, men det er altså min vogn, for jeg har byttet mig til den hos den mekaniker i hvis værksted den stod. - Når han hentede reservedele og stumper nede hos mig, havde han aldrig nogen penge. Men du kan skrive det op, - sagde han, og når beløbet er stort nok, kan du få min Oldsmobile, der står på værkstedet.

Jeg fortalte ham igen, at vognen slet ikke tilhørte mekanikeren, men en af hans kunder. Den havde blot stået der i lang tid.

- Han begyndte nu at indse, at han var blevet snydt godt og grundigt af mekanikeren og det blev han selvfølgelig sur over og påstod stadig, at det var hans vogn, for han havde efterhånden mange penge stående i den for alle de dele han gennem årene havde leveret til mekanikeren.

- Han ville i hvert fald ikke aflevere vognen igen.

Heldigvis havde han en fornuftig kone. Hun havde overhørt det hele og hun kunne godt indse, at vognen var min, selvom det jo var yderst ærgerligt for hendes mand.

Hun talte ham til fornuft, medens jeg for en gangs skyld ikke sagde ét ord. - Den sag kunne hun klare langt bedre end mig. - Så endelig gav manden sig, selvom han bandede stygt over den bedrageriske mekaniker.

Han fortalte nu, at han havde startet Oldsmobilen op og at motoren lød fint. - Det blev jeg ikke så glad for at høre, for en bil der har stået stille så længe, kunne let have taget skade i krumtaplejerne og det var bedst, at man tog bundkarret af og skruede plejlstængerne løs for at se til 48

lejerne og eventuelt lave dem, hvis det så ud til at de havde taget skade. - Det havde jeg allerede besluttet mig til, da jeg købte vognen. Men nu var det jo for sent. - Så måtte jeg blot håbe på, at lejerne ikke havde taget skade.

Huggeren var god nok, da han faldt lidt ned igen. Jeg kunne godt forstå, at han var ærgerlig over, at han havde troet på, at bilen tilhørte mekanikeren, men han kunne jo ikke vide bedre, for bilen havde stået på mekanikerens værksted i al den tid han var kommet hos ham.

- Han var også godt klar over, at med den økonomi mekanikeren havde, så han aldrig sine penge.

- Han var meget reel og leverede endog Oldsmobilen hjemme hos mig med sin lastvogn.

Da jeg fik den hjem, gik jeg den nærmere igennem. Det var virkelig en fin vogn. Jeg vaskede den og pudsede alle de blanke ting op så godt det kunne lade sig gøre.

- Jeg gik lakken igennem og plettede den hist og her.

Til sidst blev den helt flot og præsentabel.

- Se selv!

49

Den kørte fint og lød godt i motoren. - Der var dengang en stor tom mark lige over for mit hus. Der gik en markvej igennem og her kunne vi køre uden nummerplader, alt det vi ville, - og det gjorde vi så af og til.

De vandrette forchromede lister i kølergrinet blev holdt sammen af en lodret gennemgående forchromet liste i midten. - (Man kan se den på det første billede.)

- Denne liste var meget rusten, så jeg måtte håndlave en ny og få den forchromet. Det blev helt godt og man skulle faktisk se godt efter, for at se, at den var hjemmelavet.

Interiøret i bilen var meget flot og velbevaret og da jeg havde renset det og givet det lidt tyndt symaskineolie skinnede det som nyt. - Symaskineolie skjuler alle de små ridser, så de næsten ikke ses.

- Indtrækket og beklædningen på dørene var alt sammen flot. Selv gulvmåtterne så meget fine ud.

Se det fine interiør. Det var virkelig en velholdt vogn.

50

Jeg beholdt bilen et par år, men en forårsdag, da jeg kørte en stille og rolig tur ovre på marken, lød der pludselig et højt metallisk knald ude fra motorrummet. Fuld af bange anelser om en knækket plejlstang, standsede jeg straks motoren og gik ud for at se, hvad der var sket.

Der var selvfølgelig sket det, som jeg havde forudset kunne ske, hvis man startede en gammel bilmotor, der havde stået stille i flere år. - Der var et ordentlig hul i siden af motorblokken. Én af plejlstængerne var knækket, da lejet var gået fast og plejlstangen var derfor blevet rykket over af de andre syv stempler.

Det var meget trist. Jeg skulle alligevel have taget det bundkar af og selv have kontrolleret lejerne, men den havde jo været startet så mange gange, at jeg havde regnet med, at lejerne nu havde tilpasset sig selv.

Nu blev den sat ind i garagen igen og her stod den så. Jeg kunne godt få motorblokken repareret.

- Det ville dog ikke være let at svejse i den, da den i de fleste tilfælde, så blot ville revne ved siden af.

I gamle dage satte man derfor en lap uden på blokken. Den blev holdt tæt med en pakning og mange skruer. Det kunne sagtens virke, selv om pynten så måske nok kunne siges at være taget af den fine motor.

51

Her står den sårede Oldsmobile og venter på sin videre skæbne i min nybyggede garage/værksted på dengang 72 kvadratmeter.- Nu er det 90.

- Det er min Taunus 2000 Coupé V/6 1971 i baggrunden.

Jeg begyndte nu at lede efter en donorbil, der eventuelt havde en motorblok der kunne bruges.

- Jeg fandt den hos et medlem i Hørby nord for Hobro.

Han havde en søstermodel stående som delvis vrag.

- Den ville aldrig blive genopbygget dengang.

Jeg tog nogle stumper til reservedele, men ikke motoren.

Jeg ville alligevel hellere lappe den gamle og bevare den som ikke restaureret køretøj. - Den var jo fin nok til det.

52

Her er søsterbilen som vrag i Hørby.

Tiden gik og jeg fik andre planer Oldsmobilen til salg i klubbladene.

og

satte

derfor

Der kom svar på annoncen fra Norge. - Her var der en ung mand, som havde arvet sin fars Oldsmobile lige magen til min.

- Han havde allerede restaureret undervognen og motoren og han skulle nu til at restaurere karossen. Den var imidlertid i en meget ringe forfatning. Den var meget rusten og indtrækket var slidt op, da den havde været brugt som hotelvogn ved et skisportssted.

Da han læste om min bil med den fine velholdte karosse, fik han naturligvis med det samme, gode ideer.

- Den bil måtte han bare have og han ringede til mig og sagde, at han ville komme og se vognen.

53

Dengang var vi i Danmark ikke så meget for at sælge vores gamle biler ud af landet, men da han kom med billeder af både den restaurerede undervogn og den dårlige karosse, kunne jeg godt se, at lige netop han, var manden der skulle have bilen.

- Nu fik han jo en masse gode ekstra reservedele og det gjorde ikke noget, at motoren var gået i stykker, for han havde ladet den gamle motor i sin fars bil hovedrenovere, så når han satte min karosse på sin egen undervogn, havde han en helt perfekt bil i en original og velbevaret stand.

- I hvert fald at se på, for undervognen var jo nyrenoveret.

Han fik selvfølgelig lov til at købe bilen, selv om han var fra Norge og han var lykkelig, - ja, så lykkelig, at jeg vist godt kunne have forlangt mere for bilen, men det forsøgte jeg selvfølgelig ikke på.

- Prisen havde jo stået i annoncen og der havde også stået at plejlstangen var knækket.

Han rejste hjem igen og vi aftalte, at jeg skulle sende bilen med skib fra havnen i Aarhus til Bergen. - Der var en fragtrute, der anløb begge havne.

Jeg fik Falck til at transportere bilen ned til pakhuset. Her blev den stillet ind og jeg har ikke set eller hørt til den siden.

- Jeg skulle næsten have aftalt, at han skulle have sendt mig et billede, når bilen var helt færdig, men det gjorde jeg ikke.

54

Dette var så beretningen om den tidligere direktionsvogn hos ”De jyske Papirværker” på Trøjborg, som jeg tror firmaet hed. Den flotte Oldsmobile sedan med de fire døre, hvoraf de to bagerste døre var hængslede i bagkanten, så for- og bagdør åbnede hver sin vej.

På den måde var der en fornem adgang til sæderne for de herskaber, som den var skabt til.

Med sin næsten lydløse otte cylindrede række motor, kunne den fornemt glide op foran f.eks. teatret, så damerne kunne stige elegant ud af vognen i deres lange kjoler til en festlig forestilling.

Man kan næsten se det for sig. – Kan man ikke?

Nedskrevet februar 2006

55

Flaskegrossererens Ford V/8 Gl채eser fra 1938.

56

Flaskegrossererens Ford V/8 Gläeser fra 1938.

Jeg var i 1974 til julemøde i Dansk Veteranbil Klub på Ølsted kro. Der var dækket op til en dejlig julefrokost med alt, hvad der hørte til.

- Ulla var med. Det var konerne næsten altid til denne ene klubaften om året.

Vi sad lige over for Svend Amdissen fra Randers kanten.

Pludselig hører jeg med det ene øre, medens jeg taler med min sidemand, at Amdissen siger til sin sidemand: - Men nu vil jeg også sælge den billigt!

Se det var lige netop derfor, jeg havde det ene øre åbent for, hvad der ellers foregik i nærheden.

Straks siger jeg til Amdissen: - Hvad er det du vil sælge billigt? – Det er min Ford V/8 Gläeser fra 1938. Men den har stået ude i flere år. Først i en utæt garage ved et stort sommerhus ude på Djursland, hvor jeg fandt den.

Derefter under et Elmetræ hjemme hos mig. Det hele er der, men den ser farlig ud!

Det var jo ærlig snak. Jeg vidste også, at det var rigtigt, for jeg havde hørt om den.

57

- Veteranfolk grinede lidt af den. Den var da vist alligevel for ringe til at kunne restaureres.

– Hvorfor gemmer du da den Amdissen? – sagde de. - Men Amdissen påstod, at den var virkelig sjælden og fortjente at genopstå. - Hvis der da var nogen der ville vove forsøget.

Men tilbage til julefrokosten på Ølsted Kro. – Billigt, tænkte jeg. Hvad er billigt? - Hvis jeg skal købe den, skal den altså virkelig være billig.

Jeg besluttede, at jeg ville give syvhundrede kroner for den.

- Så kunne det da ikke gå helt galt.

Amdissen, hvad er billigt? – spurgte jeg nu, - medens jeg af al min kraft tænkte på syvhundrede kroner.

- Amdissen sad lidt og stirrede på mig og så sagde han: - Det er syvhundrede kroner.

(Hvem siger så, at tankeoverføring ikke virker).

– Den køber jeg, - sagde jeg meget hurtigt.

Ulla, - der havde siddet og talt med en af de andre koner, der var med den aften, - vendte sig hurtigt om og spurgte.

– Hvad er det du køber? - Veterankoner har også ørerne åbne.

Hun havde det her bange-anelser-udtryk i ansigtet, som koner har, når deres mænd snakker om at købe gamle biler.

- Bare rolig, - sagde jeg. Det er en gammel bil, men den koster kun syvhundrede kroner.

58

Det beroligede hende straks, og jeg fortalte hende selvfølgelig ikke om vragets tilstand.

- Det er altid klogest, at tage én ting ad gangen.

Så mildnes stormen og måske bliver den kun til en vind.

Den følgende weekend kørte jeg op til Amdissen, der boede i Over Fussing mellem Randers og Hammershøj.

Amdissen er ungkarl og bor alene. Han kan gøre lige, hvad han vil. Da jeg kom, var han ved at samle en motorcykle på bordet inde i spisestuen, på den tidligere ret store gård han havde købt engang.

Der var mange bygninger fra det tidligere landbrug foruden det store stuehus, så han havde plads nok. Alligevel stod den forhen så statelige Ford V/8 Gläeser udenfor under et træ. Præcist, som han havde fortalt og han havde fuldstændig ret. - Den så ikke godt ud.

59

Jeg fik Peter Hass til at køre den hjem til Risskov. Han havde en lille lastbil, som han havde bygget om, sü den var lidt speciel

60

Den havde engang været en meget flot bil. Den havde okseblodsfarvede lædersæder, med armlæn i midten bagi.

- Indvendige Elfenbens håndtag og greb.

Et flot rat og noget så tidligt som et ratgear.

- Det havde de ikke engang på den tilsvarende årgang, der var bygget i USA. Denne model var nemlig bygget på Ford fabrikkerne i Køln og den havde et karosseri der sikkert var lavet på karosserifabrikken Gläeser i Dresden, men det var vi ikke helt sikre på.

Der var flere der lavede samme type karosserier, f. eks.

Deutz. I modsætning til den amerikanske front, der i 1938 havde indbyggede forlygter, havde denne Kølner-model løse 61

forlygter og lignede meget mere en amerikansk 1937 model, bortset fra, at denne også havde indbyggede forlygter.

Den havde også - som allerede nævnt, noget så specielt som ratgear. - Det kom først på de amerikanske Ford i 1940, - hvis jeg ikke husker galt.

Men denne tyske kalechemodel var også en luksus udgave og meget dyr af en Ford at være.

Der var lidt for meget ”patina”, så jeg fiksede den lidt op, så den var til at holde ud at se på. – Se selv!

Når man rullede ruderne ned fulgte de forchromede støtteskinner med ned og dækkede således over revnen ned til ruderne. - Det var en elegant løsning. Den havde store udvendige kalechestivere, som det ses på billederne af den restaurerede vogn.

62

Instrumenterne var firkantede og de var der alle på nær uret. Dette ville blive enormt svært at finde, da der kun var solgt ganske få af disse modeller i Danmark.

- (Dengang kunne man ikke søge på Internettet).

63

Hjemme havde jeg hældt lidt tynd olie ned i alle cylindrene og ladet det stå i en uges tid. - Så prøvede jeg at dreje motoren med håndsvinget og efter nogle forsøg, hvor jeg måtte op at stå på håndsvinget gik den minsandten løs, men jeg prøvede ikke på at starte den, da jeg var bange for at lejerne havde taget skade af at stå stille så længe.

- Jeg havde trods alt nogle erfaringer med min Oldsmobil.

Jeg stillede den ind i garagen til de andre. Jeg ville ikke begynde at restaurere den endnu. Jeg ledte dog efter det sjældne ur og fandt det ovre på Lolland eller Falster.

Der havde det, så vidt jeg husker, siddet i en vogn der havde tilhørt en bagermester. Klubmedlemmet der havde det, skulle en aften til Jylland med Ebeltoft-Odden færgen og vi aftalte at mødes i cafeteriet på færgehavnen i Ebeltoft en sen aftentime.

- Det gik som planlagt og jeg fik det sjældne originale ur og så var alle instrumenterne komplette.

Senere fandt jeg ud af, at vognen oprindelig havde tilhørt en flaskegrosserer i København.

- Han hed Alfred Jensen og boede på Anker Hedegaardsvej.

Han havde et sommerhus på Mols og under krigen ville tyskerne have fat i vognen og han gemte den derfor i garagen ved sit sommerhus ved Trustrup.

Da fabrikanten døde, blev vognen ikke brugt mere, men henstod blot i garagen. Den blev til sidst slæbt udenfor og stod her i nogle år og det havde den selvfølgelig ikke godt af.

64

Den solide kaleche rådnede, men det gedigne læder indtræk overlevede ret godt. - Da jeg fik den, gav jeg læderet en speciel læderolie og efter nogle omgange så det helt pænt ud. – Se selv på billedet side 61.

I 1976 købte jeg en Wanderer fra 1921. Den var adskilt og skulle restaureres. Den ville jeg hellere lave, så jeg solgte Ford V/8 Gläseren til Ib Jørgensen i Odense og for ikke at fratage ham modet til det store restaureringsarbejde - der jo tydeligvis forestod, - viste jeg ham endnu ikke billederne af bilen, da den stod under Amdissens træ i Over Fussing.

- De var alligevel for barske, syntes jeg.

Han fik først billedet på side 59, da han efter flere møjsommelige restaureringsår i 1986 havde fået den gjort så flot som ny.

Nu gjorde billedet sin gavn. Det sad i sideruden, under pauser i løb, som et rigtig godt ”før restaurerings billede”, - så folk rigtigt kunne se, hvor stort et arbejde, det havde været at restaurere ”Den Hvide Elefant”, som den nu blev kaldt.

Den havde fået en virkelig flot elfenbensfarve og splinternyt okseblodsfarvet læder indtræk.

- Det gamle havde dog været for medtaget, når det kom til stykket.

Ib fandt resterne af én til i Uldum i Jylland. Den købte han og ved hjælp af disse to fik han efterhånden en fuldstændig 65

komplet og original bil ud af det, men det var et stort arbejde, og det tog flere år.

- Det tyske karosseri var bygget op over en træramme fra forruden og bagud. Næsten alt træet var råddent og måtte skiftes ud med nyt lagret asketræ, som Ib fremskaffede.

- Det hjalp meget at hans far var uddannet tømrer. Det var også godt, at have den anden at se efter, når f.eks. træværket i den store dør var adskilt. Det er nemlig meget svært, at få så stor en dør, - der er bygget op på et træskelet, - til at passe i karosseriet.

Billederne er fra et Ringkøbing løb i 1990. Det første er oppe fra vores sommerhus, der ligger på vestkysten, nord for Torsminde.

På det sidste billede holder vi frokost under løbet. - Se de flotte kaleche stivere på begge billederne!

66

Hele den specielle bagende er også bygget op over et træskelet. Tænk på hvor mange specielle samlinger og skarringer der er i sådan en bagende!

Læg også mærke til de elegante afdækkede baghjul. Det understreger, at det er en lidt fornemmere bil.

- Afdækningspladen i venstre side nåede jeg at lave inden Ib købte bilen.

Under opbygningen i Ib Jørgensens garage.

67

Dette var historien om flaskegrossererens store tyskbyggede Ford V/8 Gläeser/Deutz? fra l938.

I veterankredse nu kaldet ”Den hvide elefant” på grund af dens farve og dens flotte indvendige greb og håndtag af elfenben.

- Nu er den mere end syvhundrede kroner værd!

Nedskrevet februar 2006.

Nyredigeret marts 2013

Ib Jørgensen er nu død og her er bilen til salg i Fredericia 2012.

Se hvor flot den er restaureret!

68

Den genopstandne �Hannibal�

69

Den genopstandne ”Hannibal”.

Da jeg som ung tyve årig i 1955 var soldat i Ålborg, købte jeg en gammel motorcykel, for at undgå at tage på stop hver gang jeg skulle hjem til mine forældre og selvfølgelig ikke mindst besøge Ulla.

Motorcyklen var en sytten år gammel og godt brugt BMW fra 1938 med rammestel. Den så lidt gammeldags ud, men det var der ikke noget at gøre ved, for jeg havde ikke flere penge.

- Jeg gav 750 kr. for den hos en mand nede i Teglværksgade i Aarhus.

Mærkeligt nok har jeg ingen billeder af den, da jeg lige havde fået den. Men her er et fabriksbillede af modellen og sådan så den ud, bare ramponeret.

70

Motoren var på 350 ccm. Og var encylindret. Den havde kardantræk, som alle BMW. - Man skulle skifte gear med en lang gearstang ligesom på en bil. Gearstangen sad på højre side. Der var hele fire gear og det var usædvanligt i 30’erne. - Den havde 14 hk. og kunne køre 100 km/t.

Den havde en benzintank, der lå i rammestellet oven over motoren. Benzintankens flade bund havde engang været skadet og var nu sølvloddet, men ikke med et særligt godt resultat, for den var utæt, så der dryppede benzin lige ned på den varme motor.

- Det er i grunden utroligt, at der ikke gik ild i den, men det skete aldrig.

Jeg kunne ikke få nogen til at reparere den, da de var bange for at den tomme tank skulle eksplodere, når de satte svejseflammen hen til bunden. - Der ville nemlig være masser af benzindampe i tanken, selv om den blev luftet godt ud, så jeg kan i grunden godt forstå dem.

Jeg foreslog ellers, at de kunne fylde den med vand først, så der ikke var plads til dampene, men de påstod, at der alligevel ville være en lille lomme tilbage med luft og dampe, - så de ville altså ikke.

Til sidst bankede jeg selv lidt på sølvlodningerne, medens jeg lavede modhold indvendig i tanken. - Det hjalp lidt.

- Det var i hvert fald bedre end det tyggegumme, jeg altid kørte og satte fast under tanken, for det blev alt for hurtigt opløst af benzinen.

71

Baghjulet manglede nogle eger og dem kunne jeg ikke finde dengang. Det var lidt slasket, så jeg strammede de tilbageværende op, hvilket resulterede i at hjulet blev godt skævt.

Jeg havde overhovedet ikke forstand på den slags dengang.

Det blev så skævt, at mange bilister dyttede til mig, når de kørte forbi. De pegede forfærdede ned på mit baghjul.

- I begyndelsen lod jeg, som om jeg var taknemmelig og sagtnede farten. Så troede de, at jeg ville stoppe og se på hjulet. Det holdt jeg nu hurtigt op med, for der var alt for mange der dyttede, så jeg nikkede blot på en måde der betød, at jeg godt var klar over at mit hjul slog voldsomt.

Så rystede mange på hovedet og jeg kunne se at de tænkte: - Så må idioten da også selv om det, hvis han kører galt. Der skete nu aldrig noget. Det gik meget godt, når jeg først havde vænnet mig til, at den rystede noget.

Ulla og jeg tog mange ture på ”HANNIBAL” som vi havde døbt den. Den havde fået navnet, dengang den havde det skæve baghjul. Den føltes nemlig ligeså ”rumplet” at køre på, som det må have føltes for Hannibals soldater, da de red over alperne på deres elefanter for at angribe Rom. Da jeg kom hjem fra militæret, skilte jeg den ad og fik den spartlet op og malet flot. Jeg havde købt et twinsæde nede i Itzehoe, hvor jeg var soldat i et halvt år.

- Det var rødt og det satte jeg på. Det så flot og moderne ud.

72

I sommeren 1958 kørte vi ned til Faaborg og besøgte Ullas farbror Johannes. Han var politimester i byen.

- Vi boede der en nat og tog så færgen over til Mommark på Als. Her er det eneste billede jeg har af den oprindelige ”Hannibal”, da den var blevet restaureret, efter jeg var blevet hjemsendt.

Det er fra 1958.

Man ser ikke meget af motorcyklen, men det er naboens dreng Mogens, der sidder foran på tanken.

Her besøgte vi Ullas tante Didde. Hun boede i en stor villa sammen med sin bror Kristian. Ham og hans bror havde været soldater i den første verdenskrig på tysk side, da Als fra 1864 og til 1920 jo hørte under Tyskland. De var derfor blevet tvangsindkaldte, skønt de absolut var dansksindede.

- Broderen blev dræbt og hans navn står på en plade ude i mindeparken ved Marselisborg i Aarhus. Kristian overlevede og han startede en stor maskinfabrik i Nordborg.

- Det er dog ikke Danfoss.

Her boede vi også et par dage og kørte så ad smukke ruter hjem til Aarhus.

73

Da vi skulle giftes sparede vi voldsomt sammen til at købe et hus.

- Det var dengang meget usædvanligt for så unge mennesker.

Ulla var tyve og jeg var treogtyve år, da vi blev gift den 26. marts 1959, - Jeg blev derfor desværre nødt til at sælge min elskede Hannibal, men der var ikke noget at gøre.

- Vi skulle bruge alle de penge, vi kunne skrabe sammen.

Men den tid fortæller jeg om i MIT LIV IV. Da jeg mange år senere, - i 2005 i mine erindringer, skulle skrive om soldatertiden, ærgrede det mig, at jeg, - trods store eftersøgninger i egne og familiens fotos, aldrig havde fundet et foto af den originale urestaurerede Hannibal fra soldatertiden.

- Jeg kunne ikke forstå at jeg ikke havde taget et eneste billede af den, når jeg nu var så glad for den.

Jeg ledte og ledte, men kunne ikke finde noget. - Så en dag besluttede jeg, at skrive videre i erindringerne den næste formiddag. – Så måtte jeg undvære dette billede og blot indsætte et fabriksbillede af modellen.

Næste formiddag, da jeg, - lige netop sad og skrev om Hannibal og hvor jeg stadig ærgrede mig over, at jeg gennem alle disse år aldrig havde fundet et billede af den, - lød der et klap nede fra fordøren. Det var posten der kom.

- Nu er man jo altid nysgerrig, så jeg gik straks ned for at se, hvad det var.

74

Det var minsandten et brev Niels Halkær, der nu boede - Ham havde jeg ikke set sidste halvtreds år, på nær for nogle år siden.

fra min gamle ungdomskammerat i Tåstrup ved København. eller haft forbindelse med i de en gang jeg havde ringet til ham

Da jeg åbnede brevet dumpede der to billeder ud af kuverten. Det var to billeder af min elskede Hannibal, hvor utroligt det lyder. I telefonsamtalen dengang, havde vi talt om helt andre ting, nemlig vores barndom under krigen.

Jeg ringede ham straks op og spurgte, hvordan han fandt på at sende mig disse billeder. - Han fortalte, - og hold nu ørerne stive, at han dagen før pludselig om eftermiddagen fik lyst til at rydde op i sine gamle billeder. Der imellem fandt han de to af motorcyklen og han tænkte, at dem ville jeg da sikkert gerne have, så han puttede dem i en kuvert og sendte dem.

Forbløffet hørte jeg på hele historien. – Det var jo netop om eftermiddagen dagen før, jeg havde tænkt så voldsomt på billeder af Hannibal, - men opgivet tanken om at finde dem som umulig.

Kunne det tænkes at Niels havde mærket mine stærke tanker og ubevist havde givet sig til at rydde op i sine fotos? - Tanken er da besnærende, - ikke?

Jeg har gennem årene engang imellem oplevet noget lignende og har tænkt på om vi i vores urtidshjerne endnu har en lille 75

rest af kropssprog og tankeforbindelser, fra før mennesket fik talegaver. – Hvem ved!

Det er i hvert fald mærkeligt, at når vi aldrig har talt om det, at han efter så mange år pludselig finder dem og sender dem!

Her er så den oprindelige ”Hannibal”, som den så ud, da jeg kørte på den i soldatertiden. Jeg var meget glad for den og stolt, da det var mit første rigtige motorkøretøj, udover min Skylon knallert, som jeg solgte for at købe ”Hannibal”.

Det er Charles Halkær, - Niels’ far, og mig som plysset soldat, der justerer Hannibal.

76

Nu gik der mange år, men en dag manglede jeg noget at restaurere. Jeg var lige blevet færdig med at restaurere to Nimbus. Den ene var en militærcykel fra 1951 og den blev prøvesamlet om vinteren 1982 oppe i tv-stuen på 1. sal.

- Da jeg var sikker på, at alt passede sammen, skilte jeg den ad og bar den ned i garagen igen og sendte delene til maler.

Den anden var en Nimbus Sport fra 1938 med oplagt udstødningsrør. - Den var i øvrigt en flot og dejlig cykel, som jeg kørte en del på.

77

Jeg kan lige fortælle om en episode, hvor jeg kørte ud, men ikke hjem på den Nimbus.

Vi skulle en sommerdag til familie fødselsdag i Als oppe ved Hadsund. Jeg kørte på min Nimbus Sport og havde en dejlig tur på vejen derop. Jeg kørte ad de små veje forbi Clausholm Slot til Randers og videre ad andre små hyggelige ”veteranveje” til Als. Under festen skulle min søn Steen optræde med at slå en tyk haveflise over med en stor langskaftet muggert.

- Hans lillebror Finn blev lagt på ryggen mellem to stole, så hælene hvilede på den ene og skuldrene på den anden. Den store og tunge haveflise blev lagt på Finns mave, så han skulle virkelig bruge mange kræfter for at holde ryggen ret.

- Steen slog så med den store muggert et ordentligt slag lige midt på flisen, der revnede til alle tilskuernes jubel.

Den eneste der ikke syntes, at det var så sjovt var Ulla. En mor kan ikke lide at se sine sønner foretage sig så grove ting. - Men alt gik vel.

Bagefter slog Steen en gul mursten over med et kraftigt håndkantslag. - Det så drabeligt ud, da murstenen splintrede i flere stykker. Steen påstod, at det ikke gjorde særligt ondt i hånden, når bare man kendte tricket og udførte det rigtigt.

78

Han påstod endvidere, at det kunne jeg da også sagtens gøre, og da jeg næsten altid er med på den værste, lod jeg mig instruere.

Man skulle lægge murstenen mellem fire opstablede mursten.

To i hver side. Den skulle ligge lige akkurat således, at dens ender stak lidt ind over de to stakke.

Tricket, som tilskuerne aldrig lagde mærke til, var at man skulle holde murstenen, - man skulle slå over, i venstre hånd. - Den skulle holdes cirka en centimeter over stakkene.

- Når man så slog håndkantslaget skulle man slippe stenen, i det selv samme øjeblik hånden ramte den. Det lille fald ville bevirke, at der ikke skulle et ret hårdt slag til, for at stenen brækkede over.

- Det var den brøkdel af et sekund, der var fidusen.

Jeg havde imidlertid aldrig prøvet det før og timede selvfølgelig forkert. Murstenen rørte de andre sten før min hånd ramte murstenen, men da jeg rigtig havde villet vise, hvor god jeg var, slog jeg alligevel så hårdt, at stenen splintredes i endnu flere stykker end den sten, Steen havde slået over.

En sådan gul mursten er faktisk hård, så min hånd gjorde nu ondt. Alle leddene i knoerne var blevet mast godt og grundigt sammen, men jeg sagde ikke noget lige med det samme og alle tilskuerne var imponerede.

- Der var dog ikke andre, der ville prøve.

79

Bagefter sagde jeg til Steen, at han skulle huske at pointere, at det var meget vigtigt, at lade hånden ramme stenen, før den ramte de andre.

- Jeg havde ikke selv fattet, hvor vigtigt det var, og havde så fået følgerne at mærke, for nu begyndte hånden at gøre mere og mere ondt og i løbet af dagen blev den fuldstændig følelsesløs. Jeg kunne ikke holde om noget som helst med den. Den var helt lammet og kraftløs op til albuen.

Da vi skulle hjem om aftenen, kunne jeg jo ikke køre Nimbussen, når jeg ikke kunne bruge højre arm, så den måtte Finn køre hjem.

- Jeg skulle så køre hans bil, men jeg kunne heller ikke skifte gear med armen, så Finns kone Bente, - der endnu ikke havde kørekort, men var vaks, - fik jeg til at sætte sig på det andet forsæde og vi skulle så samarbejde.

Jeg skulle styre, bremse og bruge koblingen. Jeg koblede ud og kommanderede til Bente: - Første gear.

- Det gjorde hun så og jeg koblede til.

Vi skiftede både op og ned i gearene hele vejen også gennem Randers og det gik perfekt helt til Risskov.

Der gik lang tid inden hånden blev normal igen og siden har jeg ladet Steen om at slå mursten over med hånden.

- Nu nøjes jeg med at spise og blæse ild, når jeg er troldmanden Abdul Abdullah fra Babylon.

80

Jeg har for resten også en BSA motorcykle fra 1930.

Klædt på til en tur i efteråret 1981.

Det er en ”Slooper”. Motoren er på 500 ccm. Den er topventilet med dobbelt udstødning og ligger skråt i stellet.

- Det sidste gør, at den kunne konstrueres lavere og derfor har et lavt tyngdepunkt. Det giver gode køreregenskaber, og den lyder som en rigtig stor engelsk encylindret motorcykel skal lyde. – Højt og buldrende, - som et mindre tordenvejr.

Men for at vende tilbage til historien om BMW R35, manglede jeg, som tidligere nævnt noget nyt at restaurere.

Jeg skulle have noget, der var rigtig svært at skaffe stumper og reservedele til, så restaureringen ville tage lang tid.

81

Jeg syntes ikke, jeg ville lave flere biler, for jeg havde ikke plads til flere i garagen, så det måtte blive en motorcykel.

Hvorfor så ikke se, om jeg kunne finde en BMW magen til min gode gamle ”Hannibal” fra min soldatertid i 50érne.

Det viste sig bare ikke at være så let, for hvad jeg slet ikke vidste, var, at der ikke var lavet så mange af denne model. - Den blev kun lavet i tre år, nemlig 1938, 39 og 40.

De fleste BMW motorcykler havde indtil da været to cylindrede på 500 ccm. eller én cylindrede på enten 200 ccm. eller 250 ccm.

- Men R35 modellen var på 350 ccm. - Den havde 14 hk. og kunne køre 1oo kilometer i timen.

Den blev fremstillet først og fremmest for, at have en god ordonnanscykel til den tyske armé. Den skulle ikke bruges med sidevogn, - som de to cylindrede, men blot til at bære én mand eller højst to mand. Den havde et lavt tyngdepunkt og hvis man skulle skifte gear midt i et mudret terræn, hvor man skulle bruge begge ben til at holde balancen med, var det let med den store bilagtige gearstang.

Heldigvis blev der også bygget nogle til civil brug og der blev solgt nogle enkelte af dem i Danmark før krigen. De der blev leveret til den tyske armé, havde et hagekors stemplet ind i motorblokken på højre side, lige under cylinderen.

- Min er en civil udgave, der har været solgt i Danmark.

Jeg fandt den i august 1987 hos en motorcykelmand i Vodskov ved Ålborg. - Han hed Charles Bach. Han havde 82

opkøbt to mere eller mindre komplette urestaurerede.

Herudaf havde han lavet en, - der nu var køreklar, til sin kone.

- Jeg aftalte med ham, at jeg skulle komme op og se på de rester, der var tilbage. Det meste var adskilt, da han jo selvfølgelig havde brugt det bedste til den, han havde lavet i stand.

Jørgen Møller, - der var specialist i BMW og jeg tog derop.

- Jørgen havde en anhænger til sin Volvo, så vi kørte i hans bil. Vi så på alle stumperne og der var vel 85 %, men meget af det var uoriginalt og skulle udskiftes med originalt, hvis det kunne findes. - Det var netop det der var problemet.

Det var helt umuligt at opdrive reservedele til lige netop denne model i Danmark, da der var solgt så få af dem her i landet.

Her står resterne til 7000 kr. på anhængeren i 1987.

Foran står den flotte, som Charles lige har fået færdig.

83

Det ville blive en næsten uoverkommelig opgave, at få den original, - hvis ikke det måtte siges, at være umuligt.

Den cykel som Charles havde fået færdig var heller ikke original, selvom den så fin ud. Der manglede meget. f.eks. de omvendte koblings- og bremsegreb med de indbyggede kontakter til høj og lav tænding i venstre side og den indbyggede hornkontakt i højre, samt den også integrerede lille arm til den mekaniske op og nedblænding.

- Der var i øvrigt heller ingen papirer til den, jeg skulle købe.

Skulle jeg betale de mange penge, som 7000 kr. var i 1987, - for et mere eller mindre vrag af en motorcykel?

Mit ønske om, at det skulle være noget der var svært at skaffe dele til, ville i hvert fald blive opfyldt til det alleryderste.

Men igen kom min stædighed mig til gavn. - På hele snakken lød det til, at både Jørgen og Charles ikke troede på, at det kunne lykkes nogen, at få en komplet og original cykel ud af de rester og at Charles vist nærmest syntes, at det var lidt synd for mig, hvis jeg købte dem.

- Men jeg havde jo selv bedt om at måtte købe dem, så på grund af deres store tvivl kom stædigheden op i mig.

Det her var bare én stor udfordring.

- Nu ville jeg få brug for alle de talenter, naturen havde udstyret mig med.

84

Jeg svor indvendig, at jeg ville gøre al deres tvivl til skamme og med tiden få den mest originale BMW R 35 i Danmark.

- Hvordan det så end skulle lykkes?

Jeg tog udfordringen op og købte den. - Vi fragtede den hjem og jeg gik i gang med at adskille stellet helt.

Skærmene blev rettet op for buler og de rustne stykker udskiftet. Da alt var klart, blev det sendt til sandblæsning og jeg grundede det hele og begyndte at samle.

Her er stellet under opbygning.

Egerne var meget medtagne og jeg tænkte på min gamle Hannibal, - for den her skulle ikke have et skævt baghjul.

Jeg begyndte at lede efter nye egere og fandt til sidst nogle hos en veteranmand, der boede lige i nærheden af mit sommerhus oppe ved Tangsø på vestkysten.

85

De passede i hovederne, men var for lange og jeg måtte så skære længere gevind på dem, sætte dem på og nappe enderne, - der stak op inde i hjulet, af og slibe ned til møtrikken inde i fælgen.

Hvad jeg ikke kunne i l956, fik jeg lært nu, - nemlig at egre et hjul op, så det løber fuldstændig lige. - Man strammer lidt her og løsner lidt der. Lader hjulet dreje rundt om akselen og retter igen o.s.v.

- Det tog lang tid, men til sidst lykkedes det på begge hjul.

Jeg ledte hele tiden efter de manglende dele. Jeg opdagede at hele kardanakselen, var fra en 1953 model. - Den kunne godt bruges, men så forkert ud for virkelig kendere og jeg ville ikke have, at der skulle være noget at komme efter, når den var færdig. – Det skulle være den mest originale.

Hardyskiven af gummi er indbygget i selve kardanakslen og den var sikkert udskiftet fordi gummiet var blevet mørt efter halvtreds år, hvor det havde været oversprøjtet med olie og snavs. Det ville blive svært at finde et originalt i det hele taget og helt umuligt at finde et, hvor gummiet duede.

- Men umuligheder kan kun besejres af håbet og troen på, at det nok alligevel skal lykkes til sidst.

- Så jeg gav ikke op.

Der var mange ting, der skulle findes. Der skulle findes et lygtehus der var ca. ti millimeter mindre end næsten alle andre på den tid.

86

Til det skulle der findes en lygtekrans og et originalt Bosch lygteglas med de tilsvarende mål. - Der skulle findes en tændingskontakt der passede i lygtehuset, med en rød lampe for tænding til venstre og en sikringsholder i et hul til højre.

- Jeg manglede også de rigtige emaljeemblemer til tanken.

Jeg manglede specielle kabler til forbremse, kobling og ikke mindst det rigtige snekketandhjul til speedometertrækket.

Listen var lang. - Gummimanchetter til forgaflen. - En lille speciel tændspole. - Et originalt Bosch horn. - Det rigtige batteri, der passede ned i det indbyggede hul i motorblokken.

Da det var umuligt at finde de specielle ting i Danmark, begyndte jeg at opsøge stumpemarkeder i Tyskland.

- Et af de første jeg besøgte lå ved Kaltenkirchen i Nordtyskland. - Nu begyndte jeg at fatte håb, for her fandt jeg da nogle af de ting jeg manglede.

”Rov” fra Kaltenkirchen

87

Det var ikke alt der passede, da jeg kom hjem.

F. eks. det ene kabel og snekkedrevet til speedometret.

Tænderne havde ikke det rette smig.

Jeg tog også en gang om året med på den bustur, der blev arrangeret af vestjyderne. - Den gik til det store stumpemarked i Mannheim i Sydtyskland.

Bussen samlede sidst på fredagen op ned gennem Jylland og vi kørte de tusind kilometer til Mannheim om natten, så vi ankom til området, når det åbnede klokken ni lørdag morgen.

Området er under åben himmel og dækker flere tønder land med utrolig mange boder.

Man skal være meget opmærksom og koncentreret for ikke at overse noget. - Det kan slet ikke gå at følges med nogen, for så kan man ikke koncentrere sig.

Der er masser af ting på bordene og masser af kasser nede på jorden under bordene. De er fyldt med alverdens usorterede ting og sager til veterankøretøjer, så der kan let gemme sig lige netop den ting man søger, under noget ragelse, - som man kalder det, man ikke selv mangler.

Man aftaler så at mødes kl. 12 for at spise en frankfurter eller to med brød til og drikke en øl eller en cola.

- Nu er nogle jublende lykkelige, for de har fundet lige netop den ting, de har ledt efter i årevis.

- Andre er mere tavse og forlader hurtigt selskabet igen, for de har intet fundet og jeg hørte tit til den sidste gruppe, så jeg skulle hurtigt ud og lede videre.

88

Vi blev hentet af bussen klokken sytten om aftenen, når markedet lukkede for den dag og blev så kørt ind til et hotel, som var bestilt til os i forvejen.

- Om aftenen gik vi ud og fik os en øl eller flere.

Vi slappede af og glædede os til næste morgen klokken ni atter at blive sluppet løs på pladsen.

Klokken tolv mødtes vi ved bussen igen og vi læssede vore indkøb i det næsten tomme bagagerum, for vi havde kun håndbagage med. Jeg husker engang, der var en vestjyde der havde en hel to cylindret BMW motorcykel fra 1937 med. Den kunne lige være der, når den lå ned. - Da vi kom hjem, var alt det gamle sorte motorolie løbet ud og havde svinet hele bunden af bussen til.

- Det var chaufføren ikke ret glad for. Han sagde, at det var i orden, at have en hel motorcykel med, men vi skulle huske at tømme den for olie en anden gang.

Jeg var dernede flere gange og fandt efterhånden mange ting. - Der var stande med et flag oppe for det mærke de var specialister i, f.eks. BMW. - Der gik jeg altid hen, så snart jeg så et flag, men her var der meget sjældent noget at finde udover ny producerede ting. - Dem blev jeg nødt til at bruge nogen af, såsom BMW emalje skilte til tanken og bagskærm, samt typeskilte, gummihåndtag o.s.v. - Spurgte jeg efter de eftertragtede ting, såsom tændingsdåsen nede på forenden af motorblokken, eller en original ZUM karburator, kardanaksel med hardyskive, en original baglygte,- der var meget 89

speciel, eller de omvendte greb af støbt aluminium, spurgte de mig først om årgang og modelnummer og når jeg så sagde R35, grinede de blot og rystede på hovedet, som om jeg havde sagt en vittighed.

- En enkelt spurgte mig endda, om jeg måske havde mødt julemanden på pladsen?

Men den der ler til sidst, ler bedst.

– Jeg fandt nemlig de allerfleste ting efterhånden.

En dag kom jeg forbi en bod blandt mange. Det var cirka midt i en lang række. Jeg gik langsomt fremad og havde blikket stift rettet mod bordene og kasserne neden under.

På bordene ligger normalt de mest eftertragtede ting.

- De mere usælgelige ligger i kasser nedenunder.

Jeg var kommet næsten helt forbi en bod, da mit blik mødte noget i en kasse på jorden. – Det kunne da ikke være rigtigt!

– Var det ikke en original kardanaksel til en R35, der stak enden op i det ene hjørne. - Jeg bøjede mig langsomt ned for at undersøge tingene i kassen.

- Man må endelig ikke vise for stor ivrighed for så stiger priserne straks.

Jeg troede ikke mine egne øjne. For her lå ikke alene den originale kardanaksel, men jeg kunne se, at den var helt fabriksny og at gummiet i hardyskiven var frisk og blødt.

Den havde aldrig været monteret. Ved siden af lå der en helt komplet tændingsdåse med det helt specielle låg, der ellers altid var faldet af og derfor gået tabt.

90

- Folk kørte så rundt med låget fra et glas sild, hvis det passede i diameteren. - Sådan et havde jeg selv på.

Jeg rejste mig langsomt med et ligegyldigt blik og fortsatte et par boder længere hen i rækken, - men ikke for langt selvfølgelig.

Alt dette skuespil for at få prisen ned, viste sig dog at være forgæves, for da jeg gik tilbage og tog tingene op og spurgte sælgeren ligeså uskyldig: - Er det her ikke til en gammel BMW? -, grinede han bare og sagde: - Nå, - du fik nok lige øje på noget før, som du kunne bruge - Hvad?

Jeg havde nemlig sendt et meget hurtigt blik op på ham, da jeg sad på hug og havde fundet de sjældne dele og sådanne sælgere på et marked har en utrolig god fornemmelse for, om de har noget, som en køber er interesseret i.

I det blik jeg havde sendt ham, havde jeg åbenbart ikke kunnet skjule min store begejstring og de tusind watt jeg havde i øjnene, - selvom det kun havde været et lynhurtigt blik.

Han var nemlig udmærket godt klar over, hvor sjældne disse ting var, men når de lå nede i kassen på jorden, var det fordi det var så sjældent at nogen spurgte efter dem og fordi der var så få R35.

- Vi stod lidt og stirrede på hinanden for ligesom at komme på bølgelængde. Han ville sikkert forlange en høj pris, for 91

det var helt unikke ting. - Man skulle slet ikke tro, at der fandtes en helt ny og ubrugt kardanaksel tilbage i verden.

- Det lød jo utroligt, men måske var julemanden virkelig kommet forbi og havde lagt den i kassen, så jeg skulle finde den.

Til sidst sagde jeg til ham: - Hør nu her. - Det er rigtigt, at du har nogle sjældne ting til en BMW R35. - Men nu har du sikkert slæbt dem med til stumpemarked år efter år og aldrig fundet en køber til dem.

- Nu har du så endelig manden der mangler stumperne, men jeg kommer helt fra Danmark, så jeg synes, at du skal forlange en rimelig pris og ikke en fantasipris.

– Hvis den er rimelig, køber jeg dem, - men hvis den er urimelig, bliver jeg bare stædig og leder videre.

Husk også på, at hvis jeg køber dem slipper du endelig af med dem og så er du fri for at slæbe dem med hver eneste gang. - Jeg kan se at du har sat dem i en kasse nede på jorden, fordi du ikke regnede med, at møde nogen der havde brug for dem, - men her har du altså manden!

Jeg stoppede min lange talestrøm og han stirrede igen længe på mig og jeg stirrede igen, - medens jeg af al kraft brugte min indbildte medfødte tankeoverføringsevne til at få en lav pris.

Til sidst nævnte han en pris og den var forbavsende rimelig, så jeg slog omgående til.

- Jeg forsøgte slet ikke at handle om den.

92

Sådan gik det kardanaksel.

til,

at

jeg

alligevel

fandt

En anden ting jeg manglede - og som ville være at finde - var en original baglygte.

- Den var meget speciel og lignede ingen andre baglygter. Den lignede mest af alt en af de aflange dynamocykellygter, blot var den skåret langs, så den var flad på undersiden.

en

original

helt umuligt af datidens gamle, lidt igennem på

Den opgav jeg at finde, men lånte en vinter, - måske den eneste i Danmark, af Jørgen Møller. - På stumpemarkeder i Danmark havde jeg jagtet egnede cykellygter og havde nu nogle emner. Jeg savede en, der havde den rette krumning, over på langs. - Så kortede jeg den af i den rette længde og lavede en afslutning med plads til baglygteglasset.

Det det fra der

hele blev svejset sammen af små stykker og filet til, så lignede den originale. Jeg fandt et knækket baglygteglas en Ford A og tildannede på slibestenen heraf et glas, kunne sidde i lygten.

Så skulle der laves en bund med fatninger til lys og bremselys. - Det tog lang tid, men til sidst var der en lygte jeg var helt stolt af og kun kendere ville lægge mærke til, at den var hjemmelavet og at der ikke stod Bosch i metallet.

93

Her min ”fine” hjemmelavede baglygte.

Men skæbnen kan undertiden være yderst drilagtig, for da jeg næste gang kom til stumpemarked, - lige efter Berlinmurens fald, kom jeg til en bod med en polak.

- Han havde hele bordet fuldt af originale baglygter. Helt nyfremstillede og 100 % rigtige, endda med ”Bosch” stemplet ned i metallet.

– Vil du have den til én pære eller til to? - spurgte han.

Det var næsten komisk, for det var lige før, jeg blev lidt ærgerlig. - Nu var mit store arbejde hjemme på værkstedet i vinter fuldstændig spildt.

- Min flotte hjemmelavede baglygte var nu kun en kuriositet.

De to baglygter.

Min egen ligner da godt nok!

Men i virkeligheden blev jeg jo jublende glad og jeg købte tre, så de derhjemme, - der også manglede, kunne få.

94

Jeg spurgte ham om, hvor han havde dem fra. – Dem har jeg selv lavet hjemme på min lille maskinfabrik. Jeg havde hørt, at man manglede den type her ovre i vesten og så lavede jeg værktøj til at fremstille dem med, - sagde han.

- Jeg følte mig heldig, for nu nærmede jeg mig mit mål, om at få den mest originale R35 i Danmark.

Noget jeg havde søgt enormt efter, var et støbt sidedæksel til den indbyggede værktøjskasse, der var i motorblokken.

At værktøjskassen er indbygget, synes jeg er en meget elegant detalje. - På næsten alle andre motorcykler er det blot en løs blikkasse, der er skruet på et eller andet sted, hvor der nu ellers er plads til den.

- På BMW R35 er den integreret i selve den støbte motorblok.

Den lukkes af et ligeledes støbt dæksel med nogle meget specielle skruer, hvortil der skal bruges en speciel firkant nøgle.

95

Dette dæksel var væk på min og var erstattet af en flad forchromet blikplade. - Det så ikke rigtigt ud. Alle kunne se, at det måtte være forkert, men hvor skulle jeg finde en ny. - De var som regel raslet løse og derfor tabt på landevejene.

Igen kom Jørgen Møller mig til hjælp. - Gennem et af hans klubblade, havde han hørt om en BMW mand helt oppe i Nordnorge der havde nogle reservedele liggende.

- Deriblandt nogle helt fabriksnye.

Vi kontaktede ham og minsandten om han ikke havde et fabriksnyt dæksel liggende, som han da gerne ville sælge til mig. - Der sad endda de rigtige lukkeskruer i med nøgle.

– Igen var jeg heldig!

Jeg havde fået selve motoren boret og isat nyt stempel og stempelringe oppe hos Viggo Thomasens gamle firma på Mariagervej i Randers og var begyndt at samle motoren.

Selve motorblokken og alle de andre støbte aluminiumsdele havde jeg fået glasblæst ude i Lystrup et sted. De var blevet meget flotte og jeg samlede nu motoren helt færdig.

Udstødningsrøret var rustet næsten helt væk, da jeg fik den, men heldigvis var stykket fra udstødningen på cylinderen og ned til og med bøjningen i bunden helt.

- Det svarer til det stykke der er blåt på billedet.

96

Udstødningsrøret på billedet er endnu ikke forchromet. Det var godt, at jeg havde dette stykke, for udstødningsrøret skal være nøjagtig på millimeter, da det sidder ganske tæt på motoren og når motoren er monteret i stellet er der kun cirka én centimeter hen til forskærmen.

- Det skulle laves af en virkelig fagmand. Jeg fik det lavet nede i Middelfart eller Fredericia. Her var der en meget dygtig mand, desværre husker jeg i øjeblikket ikke hans navn, men han var specialist, for røret passede helt perfekt.

Jeg havde medsendt det gamle rørstykke, så at han havde noget at se efter.

Her står motoren på filebænken. Klar til at lægges i stellet.

97

Han lavede også et nyt styr til mig, for det gamle var alt for rustent til at kunne forchromes.

Lydpotten fik jeg lavet nede i Aare i Sydvestjylland. - Her var der også nogle meget dygtige folk til at lave lydpotter.

Stille og roligt fik jeg efterhånden mere og mere styr på restaureringen, men der var noget jeg gerne ville have og det var de omvendte greb til kobling og forbremse med de integrerede kontakter.

- Sidder der forkerte greb på ser man det straks.

De var væk på alle tyske cykler i de årgange, for de var lavet af noget aluminium der faldt fuldstændig fra hinanden efter nogle år. - Sprøjtemetal hed det. - Metallet havde været for ringe, da der var mangel på metal lige før krigen.

- Mange kan huske det, for det blev også brugt til mange andre ting under og efter krigen.

Jeg havde fundet et sådant helt originalt og ubrugt håndtag til venstre side nede i Kaltenkirchen, men det ville ikke kunne bruges til andet end pynt, for det ville brække ved en bare rimelig belastning.

Der var allerede små revner i det og sælgeren forlangte en helt ublu pris for det. Det ville jeg slet ikke købe, skønt en af hans makkere sagde, - og det var jeg noget forbløffet over. – Køb det bare, – det betyder ikke noget for dig, for du har en pengefabrik derhjemme. – Det kan jeg se på dig.

- Det beviser blot hvor skarpsindige disse krejlere er, for 98

det var jo i grunden rigtigt. Jeg kunne godt have købt håndtaget uden at gå fallit, men samtidig ville jeg så bevise, at jeg ikke var for klog.

På en af de sidste ture til Mannheim, kom jeg til en bod, hvor der stod en mand fra Sydtyskland. Han havde en lille fabrik, hvor de var vant til at støbe alt i aluminium.

- Han havde fremstillet de sjældne håndtag og greb i råstøbt tilstand. Alle løsdele havde han også, såsom hornkontakt op og nedblændingskontakt. Gashåndtag og andre blikting.

De råstøbte ting skulle man selv tilvirke og der var meget der skulle laves. Der skulle bores huller og skæres riller og en masse skulle tilfiles.

- Til slut skulle det hele poleres op til blank tilstand. Jeg vidste at det ville blive et stort og svært arbejde for mig, der jo ikke er uddannet maskinarbejder eller lignende.

Jeg stod lidt og kiggede på de sjældne ting, der nu for første gang var nyfremstillede. – Skulle jeg købe dem og vove mig ud i det store arbejde?

-Han forlangte for resten også en rigtig god pris for sine ting, nemlig ikke mindre end 2500 kr. (I 1989 penge) – Men han vidste, at os, - der manglede disse reservedele, aldrig ville kunne finde dem i brugbar stand, men måtte nøjes med at køre med uoriginale greb, der vendte forkert, hvilket omgående ville blive bemærket.

Jeg blev nødt til at købe dem for min sjælefreds skyld.

99

Da vi mødtes til middag, viste jeg begejstret de andre de sjældne ting. De var glade på mine vegne, men da de hørte prisen, jeg havde givet for dem, - endda i utilvirket stand – var der nogen af dem der rystede på hovedet og kiggede på mig, som om de troede, at jeg måske havde mistet realitetssansen.

Men jeg var glad og fortrød ikke, for mit mål var jo, at få den mest originale R35 i Danmark, og jeg vidste, at ingen af de andre havde de rigtige håndtag.

100

Da jeg kom hjem havde jeg et rigtigt stort arbejde med at få alt tildannet og til at passe sammen, men efter et par måneder lykkedes det.

Jeg havde også et andet problem og det var knæpuderne af gummi. De var blevet hårde og meget slidte, men havde dog siddet på det gamle stel, da jeg købte det. Det venstre sad på en flad blikplade, der var skruet på stellet og her var BMW bogstaverne slidt næsten helt væk. Det højre sad uden omkring gearskifte kulissen med de fire gear.

Jeg tog nu en skalpel og skrællede gummiet af omkring bogstaverne på den venstre knæpude. - Stille og roligt og det tog rigtig lang tid, for jeg måtte også skære rillerne dybere i resten af puden, der bestod af en masse firkanter, - ligesom bittesmå pyramider. Det var et værre pillearbejde og slet ikke noget for en utålmodig sjæl som mig, men jeg besluttede, at bruge det som en øvelse i at styre min utålmodighed.

Her er den gamle højre som jeg udskar.

Nu har det ligget nogle år og er lidt medtaget, men jeg skal heldigvis heller ikke bruge det.

Samtidig vidste jeg, at jeg skulle i gang med den højre bagefter. Jeg skulle hele tiden passe på ikke at skære for dybt, især på de mest tyndslidte steder, men til sidst blev 101

der et hæderligt resultat og man kunne igen se, at der stod BMW på begge puder.

Men selvfølgelig skulle skæbnen drille mig lidt igen, for da jeg næste gang kom til Mannheim fandt jeg, - i en bod med nyfremstillede ting, også nogle knæpuder fuldstændig magen til mine i størrelse og udseende.

- De var dog ens i højre og venstre side, blot spejlvendte.

Det vil sige, at den venstre kunne jeg gå lige hjem og skifte ud, men den højre passede ikke, for den var til modellen efter, der nu havde fodgear.

- Min højre sad jo uden om gearskifte-kulissen af jern.

Den nye højre var indvendig fyldt med støttekulisser af gummi, så man ikke trykkede den flad med knæet.

- Jeg studerede den lidt og gav mig så til at udhule den med skalpellen. Jeg skar og skrællede og til sidst var der kun yderskallen tilbage.

- Den havde nu en tykkelse på ca. tre millimeter.

102

Den limede jeg på gearkulissen med kontaktlim og jeg havde så to helt friske og nye knæpuder.

– Et nyt skridt mod fuldstændigheden.

Bemærk i øvrigt den sorte gearstangen. Den er meget har en nedsænkning til møtrikskrue, der skrues gearstangen.

runde knop på speciel, da den en stor flad på enden af

Den ledte jeg efter i flere år, men fandt den aldrig, så jeg havde blot skruet en knop på uden endeskrue. - Den var fra gearstangen på en bil.

En forårsdag ville jeg ud at fiske oppe i søen foran mit sommerhus, men havde endnu ikke fået min egen jolle i vandet. – Du kan bare låne vores, sagde Alfred på nabogården. Den ligger jo ude hele året med bunden i vejret. - Det var i øvrigt en gammel robåd af træ, der havde været godt utæt, men så havde Alfred bare fået den belagt med glasfiber udvendigt og det holdt den tæt, så den kunne bruges i mange år endnu.

Jeg gik ned på engen og vendte båden om, - men noget faldt ud i græsset!

Jeg samlede det op og troede ikke mine egne øjne!

- Hvor utroligt det end lyder, så var det altså lige præcis den gearknop jeg havde ledt efter i flere år.

- Den passede perfekt til min BMW R35.

103

- Jeg spurgte Alfred, hvorfor den lå i hans robåd. - Den havde jo ingen motor eller anden mekanik.

– Det vidste han ikke. Han havde aldrig set den før og da jeg forklarede ham, hvor længe jeg havde ledt efter lige sådan en gearknop, blev han jo kun glad over at kunne forære mig den.

- Det er til dags dato stadig en stor og uløst gåde, hvordan den uvedkommende og sjældne gearknop er havnet lige i den båd, jeg lånte denne eneste gang, fordi min egen ikke var kommet i vandet endnu. Båden lå på en totalt øde eng ved søen. – Der kom aldrig fremmede folk der.

- Hvor kan den dog være kommet fra?

- Måske er julemanden igen kommet forbi og har lagt den i båden og samtidig givet mig lyst til at komme ud at fiske lidt tidligere end jeg plejede. – Hvem ved?

Mærkeligt er det i hvert fald og kan I nu se, hvad jeg mener, når jeg engang sagde, at jeg ubevist føler, at der eksisterer en usynlig parallelverden ved siden af vores.

- Jeg føler af og til at denne verden hjælper mig, når der er noget jeg virkelig ønsker, endda uden at jeg beder om det, - eller måske netop, fordi jeg ikke beder om det, men blot så inderligt ønsker at få det.

Et andet eksempel er jo billederne fra Niels side 75.

104

Jeg havde fundet en fin ”Bing” karburator og et helt flot nyt luftfilter fra tiden og det passede fint på cyklen, men det var bare ikke det rigtige mærke og model. Den karburator, der havde siddet på fra ny hed ”Zum”, og den havde et helt specielt luftfilter, men den var ligeså umulig at finde som alt andet til R35 og hvis, er de rasende dyre.

- En af de sidste gange jeg var i Mannheim, fandt jeg dog utroligt nok alligevel en ”Zum” karburator, men det var ikke den helt rigtige, for den var til en to cylindret motor.

Jeg købte den i håbet om, at den kunne tilpasses, eller at jeg måske kunne bytte den til en fra en en cylindret.

- Det kunne jeg, for Jørgen Møller havde samme problem som jeg, - bare omvendt. Han var ved at restaurere en to cylindret, men havde en karburator til en encylindret.

- Vi blev selvfølgelig hurtigt enige om at bytte og så var vi begge glade.

Her ses det meget specielle luftfilter og den sjældne ”ZUM” karburator.

Luftfiltret var så sjældent, men der var igen en lille fabrikant, der fremstillede det i en fuldstændig rigtig kopi 105

efter de gamle tegninger. - Det købte jeg også.

Karburatoren manglede dog et lukkespjæld og en tippeknap, som jeg selv måtte fremstille, så godt jeg kunne, men det virkede da.

Her ses de fra den anden side Forlygten var det også svært at få helt original.

- Lygtehuset var for det første lidt mindre end andre. Det krævede altså en mindre lygtekrans og et mindre lygteglas.

Jeg havde fundet et lygteglas, med det var næsten uden mønster og der skulle helst være et tydeligt Bosch mønster i glasset.

Det havde jeg faktisk opgivet, men et par år efter jeg havde fået cyklen færdig, stod der på stumpemarkedet i Herning en polak med et mindre campingbord med nogle få ting på og jeg var faktisk gået forbi, da jeg vendte mig om.

106

Min indre ubevidsthed må have registreret, at det forlygteglas der lå på bordet, da vist var cirka en centimeter mindre i diameter end normalt.

Da jeg søgte efter glasset i sin tid, gik jeg altid rundt med et stykke pap udklippet i den rigtige størrelse. Så var det hurtigt at lede i en stak med måske halvtreds glas, men da jeg aldrig fandt det rigtige, havde jeg ikke længere dette papstykke med og havde glemt målene.

- Jeg købte det alligevel for en sikkerheds skyld og gav hundrede kroner for det.

- Til min store glæde passede det da jeg kom hjem.

Jeg havde fundet det rigtige lygtehus med tre huller til tændingslås, tændingslys og sikringsholder. Jeg havde også fået fat i en sort BMW tændingsnøgle af den rigtige model (se side 108) og fået de indvendige dele i tændingslåsen, der havde været mangelfuld og i stykker, til at virke fint igen, så der var tænding, parkeringslys og fuldt lys.

- Op og nedblænding var mekanisk styret med den lille arm, der ses på det midterste billede på side 100.

- Den sidder lige over hornkontakten. Når man flytter den, skubber eller trækker man med et kabeltræk en messingarm fra ét kontaktpunkt over på et andet og lyset skifter.

107

Speedometeret var der selvfølgelig også besværligheder med at finde. - Da lygtehuset var mindre, krævede det en speedometer-kabeltilgang der sad i en vinkel på selve huset.

Dette speedometer var helt umuligt at finde, indtil et medlem fortalte mig, at Jawa motorcyklerne efter krigen havde brugt den samme model fra samme speedometerfabrik som BMW havde brugt.

- Et sådant fandt jeg hurtigt og det passede perfekt i lygtehuset, men der stod Jawa på skiven og det kunne jeg jo ikke så godt køre rundt med.

Der var imidlertid – og han er der måske endnu – en mand i Lystrup ved Aarhus, der fremstillede de rigtige skiver 108

med BMW logo i tyndt aluminium. Jeg skulle så bare selv skære de forskellige huller ud til kilometertæller m.m.

Nu nærmede den endelige færdigrestaurering sig, men det havde også taget flere år og stor stædighed, at finde alle stumperne. Én ting fandt jeg dog aldrig og det var den originale bagagebærer. Det var bare helt umuligt, så det måtte jeg til sidst opgive. - Men jeg måtte jo have en bagagebærer på, ellers ville det se lidt underligt ud.

Det var ingen vej udenom. – Jeg måtte lave den selv. Jeg tog noget to millimeter jernplade og begyndte at save profilerne ud. Jeg varmede og bukkede og svejsede og til sidst havde jeg en bagagebærer, der så helt rigtig ud og som havde de rigtige mål.

Den enkle bagagebærer med huller til kroge og remme

109

De hvide stafferinger har jeg lagt på med selvklæbende plastikstrimler.

- Som fabriksny var disse håndmalede, men det kan næsten ingen gøre i dag.

Alle skærmstivere og bagagebæreren var oprindeligt sat på med nitter, men mange sætter skruer på i dag, så kan man lettere adskille tingene igen. - Dette kan imidlertid let ses, da der jo er en skruekærv, som er svær at skjule.

Når jeg nu havde proklameret, at jeg ville lave den mest originale BMW R35 - i hvert fald i Danmark - kunne jeg jo ikke bare skrue den sammen, men ville også godt have muligheden for, at kunne adskille tingene igen, hvis der skulle opstå rust imellem. - Når man nitter ting sammen skal det ske før man maler den endelige lak. Tingene er altså kun grundet og der kan så i tidens løb opstå rustproblemer.

For at undgå dette fandt jeg nogle rigtige nitter i den rigtige størrelse, men skar gevind på skaftet.

- Jeg kunne nu male tingene og samle dem med fedt imellem, uden at spænde så hårdt, at lakken sprang. Jeg brugte små flade møtrikker på bagsiden og låste dem med lak.

- Nu så den helt rigtig ud og det var rigtige nitter den var samlet med og de holder godt.

Nu skulle jeg bare finde en god maler, så alle stumperne blev spartlet fint op før den endelige lakering.

- Mange af delene havde jo været godt medtagne af gravrust der havde lavet ar og blikdelene havde været 110

rettet for buler og der var svejset nye stykker i, så der skulle en virkelig god maler til.

Ham fandt jeg i Ørting syd for Odder. - Her kunne de bare deres kram og der kom en første klasses lakering hjem.

Alt lignede nye dele og det var jeg meget glad for, da jeg selv havde lagt et stort arbejde, for at komme frem til lakeringen.

Så var ”Hannibal” den II. endelig færdig og jeg kørte til vurdering med den og betalte en mindre afgift på cirka tusind kroner og kørte så til syn den 7. april 1993.

Her blev den godkendt og jeg kunne hente en nummerplade og begynde at tøffe rundt i landskabet.

Den er yderst behagelig at køre på. Men som den gamle dirttrack- og bakkeløbskører Viggo Thomasen i Randers sagde, da jeg viste ham den første gang: - Nå, det er en af dem der kildrer i r . . . . når man kører. – Dermed hentydede han til, at svinghjulet ikke er langsgående som på de fleste encylindrede motorcykler, men sidder på tværs, hvilket giver nogle anderledes rystelser, når man sidder i sadlen.

111

Her som jeg fandt den i Vodskov i 1987

Her er sĂĽ det fĂŚrdige resultat.

Den mest originale BMW R35 i Danmark (1993) indtil andet er bevist.

Der har vĂŚret mange anstrengelser og stort arbejde mellem de to billeder, men jeg har virkelig nydt hvert minut.

112

Jeg har nu to motorcykler tilbage. Den ene er her omtalte BMW R35, den anden er denne BSA.

Min BSA årgang 1930. Topventilet, 500 ccm.

Dobbelt udstødning. – ”Slooper” Begge motorcykler er indregistrerede og jeg kører små ture på dem om sommeren.

Komplet køredragt til motorcykel med lædergamacher, nyrebælte, ”Æggeskal”, støvler og kørehandsker Jeg har restaureret disse fem: Nimbus Sport 1938 BSA Slooper 1930 – BMW R35 – Nimbus 1951 - Victoria – Bergmeister 1955

113

Efter II verdenskrig havnede BMW fabrikkerne i Østtyskland og her genoptog man fremstillingen af bl.a. R35 i modellen fra før krigen. Det første par år hed de også BMW og der blev importeret enkelte af denne efterkrigs udgave med BMW navnet.

Da BMW jo også genopstartede i Vesttyskland, blev der forbud for østtyskernes brug af navnet og de kaldte den EMW og de blå felter i logoet blev erstattet af røde.

EMW står for: Eisenacher Motoren Werk

BMW står for: Bayrische Motoren Werke

114

Her er en østtysk fremstillet R35 fra 1947.

Der er næsten ingen forskel at se. - Der er stadig håndgear, men gearkasselåget har en lidt anden facon.

Med det nye EMW navn fik R35 flere fornyelser.

Den hed nu R35 2, fik fodgear og affjedret bagstel.

EMW

BMW

Affjedringen på EMW 115

Beretningen nedskrevet februar 2006.

Genredigeret marts 2013

116