Små historier om usædvanlige ting

Små historier om om usædvanlige ting

Snapseskænkeren – Naverstokken - Glasmosaik Ålejernet - Kandistangen – Piben - Aktier fra 1798

Knud Erik Guldager 1

Små historier om usædvanlige ting, der i årenes løb har samlet sig i huset.

”Snapseskænkeren” fra 1928 Side 3 - 6

Naverstokken fra 1930’erne Side 7 - 69

Glasmosaikken fra Glargårde Side 71 - 85

Ålejernet Side 89 – 115

Kandistangen Side 117 - 134

Mindepiben Side 135 - 148

De historiske aktier fra 1798 Side 149 - 200

2

3

”Snapseskænkeren” fra 1928

I vinduet på mit kontor står den store ”snapseskænkemaskine”.

Den stammer fra min onkel Niels, købmanden i Assentoft.

Når han i sine unge dage i 20’erne holdt gilde for sine venner, havde han fået snedkeren, som var en af disse venner, til at lave denne snapseskænkemaskine á la Storm P. Den blev trillet rundt på bordet efterhånden som snapseglassene skulle fyldes igen.

Den har garanteret hørt mange, mere eller mindre artige, mandehistorier.

Den fungerer når man drejer på det lille vinkelhåndtag, der med et snoretræk over et hjul, drejer snapseflasken op i vandret plan.

4

Snapsen løber nu ned i et lille indbygget snapseglas.

Ved en omhyggelig justering, vil en lille rød pære begynde at lyse, når glasset er fyldt.

5

Man drejer derefter flasken ned i lodret igen, griber om det lange lodrette håndtag og skubber det frem.

Nu vipper det fyldte indbyggede glas ned i vandret stilling og snapsen løber ud i tragten, og ned i den længselsfuldt ventendes snapseglas.

6

Jeg har arvet denne fantastiske maskine og bruger den til de af mine fester, hvortil der drikkes snaps.

At ville prøve maskinen igen, er en virkelig god undskyldning for lige for at få sig endnu en snaps.

Den blev brugt ved min fars 50-års fødselsdag 15. juni i 1958 og min far, der ellers kun drak med måde, ser nu alligevel ud til at have prøvet den et par gange på denne specielle dag. - Det skal være ham vel undt. - Jeg husker tydeligt da billedet blev taget.

Da jeg skrev mine erindringer og genså dette billede, kom jeg i tanke om maskinen.

Jeg spurgte min kusine Kirsten, - hvis far havde fået maskinen lavet, - om, hvor den mon var blevet af?

Hun svarede straks: - Den har jeg da gemt og den står oppe på loftet. – Jeg tager den frem til næste gang vi ses, og så må du få den, når du er så begejstret for den.

Den gave tog jeg imod med stor taknemmelighed og hermed er den nu demonstreret.

7

Naverstokken

8

Naverstokken fra 1930’erne Nede i forgangen står en gammel naverstok af noget specielt træ med et smukt riflet mønster i overfladen.

Den er besat med ikke mindre end fjorten kobber og messing vandremærker fra forskellige byer.

Måske netop de byer hvor naveren har arbejdet Jeg fandt min på et loppemarked, men måtte betale en god pris for den på grund af de sjældne stokkemærker.

- Nok også fordi den er så velbevaret og gammel.

Men jeg betalte gerne, da den jo er så fuld af historier.

Navere var jo skandinaviske håndværkere der ”drog på valsen” rundt i Europa gennem flere århundreder. Der var mange danske håndværkere der tog afsted, nok især til Tyskland.

Ordet Naver er i øvrigt en forkortelse af skandinaver.

I begyndelsen af 1600-tallet blev det en tradition, at en svend ikke kunne blive mester, før han havde rejst rundt i udlandet og uddannet sig i mindst tre år.

I løbet af de tre år skiftede han arbejdspladser for at lære så meget som muligt om netop sit håndværk.

9

Det fik fagligt, men også kulturelt, stor betydning for dansk håndværk.

Begrebet eksisterer faktisk den dag i dag. Nogle navere rejser stadig rundt i verden med deres ”Hab und Gut” i en tøjbylt under armen eller hængende i deres naverstok.

Det er nok også derfra Charley Chaplin har billedet af vagabonden og hans stok.

Deres naverstok skulle allerhelst og skal stadig, helst være lavet af en gren der snor sig særlig meget, eller i hvert fald af en sjælden træart. - Det er der storprestige i.

Man bruger i øvrigt stadig udtrykket ”alt mit Habengut” om alt hvad man ejer og har.

Naverne har deres egen helt specielle beklædning, så man straks ved, at det er en omvandrende skandinavisk håndværker, når han kommer frem og ikke en lidt forhutlet vagabond.

Har man vandret i flere dage og sovet ude i det fri, kan ens udseende jo godt blive lidt ”skrammet”.

Naverne har også deres eget fagblad, så de kan følge med i hvad der foregår i deres verden.

I dag bruger de selvfølgelig ikke mobiltelefoner og computere, men de lægger heller ikke faste planer for næste dag og en ægte naver bruger aldrig andre transportmidler end deres egne ben.

10

To tømrersvende på valsen som navere, fotograferet i Tømrerlavet i Berlin omkring 1900.

Iført støvler og med vadsæk og vandrestok sidder de ved øltønden.

Dansk Naver fra samme tid.

Bemærk hans flotte snoede stok.

-oo0ooMen nu vil jeg begynde at fortælle om de spændende ”stokkemærker” der sidder på netop min stok.

11

Det første stokkemærke er fra Herrenalb

Bad Herrenalb er en lille idyllisk by i den tyske delstat BadenWürttemberg. - Den ligger ved floden Alb der har sit udspring i nærheden af byen.

Den ligger i den nordlige del af Schwarzwald, 15 km øst for BadenBaden, og 22 km sydvest for Pforzheim.

12

Der er ingen specielle seværdigheder i nærheden, så det har nok været et kort ophold for naveren.

13

Næste stokkemærke Baden-Baden Kurhaus

Her er det til gengæld en meget stor seværdighed han har besøgt.

14

Kurhaus Baden-Baden har siden det 18. århundrede været en attraktion for dagsturister, spa- og kongresgæster, natteravne, og gamblere.

1766

markerer begyndelsen på historien om Baden-Baden Kurhaus.

Promenadehuset

.

Det er bygget til markgreven og badegæsterne

15

Samtalehuset Fr. Weinbrenner er designer og han byggede Conversationshaus husets markante søjlefront der har eksisteret lige siden.

Samtalehuset blev udvidet til at omfatte nye haller og tilbød mange internationale og berømte gæster passende rammer.

16

Udvidelsen fra 1912-1917 Kurhaus overlevede en begivenhedsrig tid med verdenskrig ved at lave ophold for velhavende gæster.

Det tredje stokkemærke Glimrer ved sit fravær, da det åbenbart engang i tidens løb er faldet af, eller måske fjernet på grund af et ubehageligt minde. – Hvem ved?

Der sidder kun et enkelt søm tilbage, men se det flotte mønster i stokken.

17

Det fjerde stokkemærke er fra Freudenstadt.

Det er en lille tysk by og den ligger i vild natur i hjertet af Schwarzwald. Lige uden for byporten venter Schwarzwalds nationalpark.

Der ligger mange maleriske landsbyer i den vilde natur.

18

I en ferie i 2015 boede vi med vor storfamilie på 18, en hel uge på en kro i dette ”hjertet af Schwarzwald”.

- Det var en dejlig oplevelse.

Jeg var en dag dybt inde i en gammel jernmine i et bjerg. Jeg var den dag den eneste gæst, men fik alligevel hele rundvisningen af den gamle minearbejder der vidste utrolig meget om minen.

Byen var og er stadig kendt for sine gode jagtmuligheder, så det er nok derfor der er en vældig kronhjort på stokkemærket.

Freudenstadt. ”Den glade by” eller ”Byen fuld af glæder”

19

Femte stokkemærke er Strasbourg

Med domkirken og de berømte storke.

20

Strasbourg er hovedstad og vigtigste by i Alsaceprovincen i det nordøstlige Frankrig, tæt på grænsen til Tyskland.

Byen var tysk i ældre tid, samt fra den tyske 2. kejsertid 1870-1919 og blev endelig indlemmet i Nazi-Tyskland under Anden Verdenskrig 1940-45.

Den tyske digter Johann Wolfgang von Goethe tilbragte sine studieår i ungdommen på universitetet i Strassburg, hvilket han har beskrevet i sine erindringer ”Digtning og Sandhed”.

Strasbourg er en gammel by, som stammer helt tilbage fra romertiden, hvor den blev grundlagt af kejser Augustus under navnet Argentoratum. Så sent som den 14. februar 841 huskede man stadig, ifølge skriftlige kilder, byens oprindelige, latinske navn, selv om man bedre kendte det germanske.

Domkirken i Strasbourg med den gamle by i forgrunden

21

Byens vartegn er den gotiske domkirke fra 1439 i lyserød sandsten, der med sit karakteristiske ene tvillingetårn kan ses på lang afstand.

Det andet tårn blev ikke færdigbygget efter de oprindelige tegninger, selvom det i 1800-tallet var på tale.

Hele byens historiske bykerne er præget af velholdte bindingsværkshuse i fire etager og idylliske kanaler til Rhinen.

Der har til alle tider været mange storke i Strasbourg.

Her ligger rederne på række ovenpå de stynede platantræer.

Når der her i nutiden er så mange storke i byen skyldes det dog, at en lokal zoologisk have har fodret storkebestanden gennem mange år.

- Mange af storkene er derfor blevet i byen om vinteren.

22

Sjette stokkemærke er fra Støckle Waldkopf

Udsigtstårnet 23

En begejstret naturvandrer beskrev engang tårnet i disse vendinger: En af de menneskelige kreationer, som hæver sig over den dybe skov og hjælper naturelskere, til at se over trætoppene for en stund.

Denne stenvogter af skoven ser langt i alle retninger og overvåger indbyggerne såvel som de besøgende i denne del af Schwarzwald.

Utallige vandrestier fører gennem skoven og giver mulighed for at se gamle vådområder, tørvemoser og resterne af gletsjersøer.

Hver besøgende har mulighed for at nyde naturens skønhed uden at forstyrre dens indbyggere på nogen måde.

24

Det syvende stokkemærke er Heidelberg

25

Byen Heidelberg ligger mellem Neckar-floden og Odenwaldskoven, og byder på romantiske omgivelser omkring den gamle bro og slottet.

Slottet er bygget som en fæstning med tårne, kasematter og voldgrave omkring år 1300, og udviklede sig over de næste 400 år til at blive det feudale flagskib for Kurfürsten af Pfalz.

Efter Ludvig XIV’s soldaters ødelæggelse i 1689 og de franske pionerers sprængninger den 6. september 1693, blev slottet kun delvis restaureret.

Et lyn antændte den 24. juni 1764 det renoverede anlæg, og man stoppede derfor restaureringen.

Slottets ruiner består af røde sandsten fra Neckar-dalen, og det rejser sig 80 meter over dalen på Königstuhls nordlige skråning.

Herfra dominerer det billedet af Heidelbergs gamle bydel.

Den bedst bevarede del af slottet er Friedrichsbau med Kurfyrsternes anegalleri.

26

Den imponerende "Lustgarten" blev anlagt ud fra idéen om et menneskeskabt paradis på jorden, og i mange år blev slotshaven, "Hortus Palatinus", betragtet som verdens ottende vidunder, skønt den aldrig blev færdiggjort.

Efter Anden Verdenskrig overtog den amerikanske hær kontrollen over Heidelberg, hvor den blev hovedkvarter for de amerikanske væbnede styrker i Europa. Byen havde undgået krigens bombardementer, delvist fordi General Patton holdt så meget af den.

27

Heidelberg Universitet Heidelbergs universitet er Tysklands ældste og har gennem tiderne tiltrukket de bedste akademiske tænkere.

I dag findes stadig mange hyggelige gamle studenterbarer.

1385-1386 – Stiftelsen af universitetet Den 23. oktober 1385 godkender pave Urban VI grundlæggelsen af universitetet i Heidelberg under kurfyrsten Palatine Rupert I. Undervisningen begynder et år senere den 18. oktober 1386 i tre fakulteter: Teologi, jura og filosofi. Medicin følger to år senere i 1388.

Den første rektor er Marsilius von Inghen fra Holland; de første professorer kommer fra Paris og Prag.

1556-1617 – Første guldalder Efter at have overtaget magten i 1556 omdanner kurfyrste Pfalz Otto Henry universitetet til en reformeret protestantisk institution og etablerer i 1558 nye vedtægter, der stort set forbliver i kraft indtil 1786. Universitetet har nu en periode med stor fremgang. Anset som et center for europæiske videnskaber og kultur, tiltrækker universitetets internationale appel professorer og studerende fra hele Europa.

28

Charter for Heidelberg Universitet fra den 1. oktober 1386.

1618-1652 – Ødelæggelse og genåbning Universitetet bliver hårdt ramt af Trediveårskrigen (1618-1648). Undervisningen er indstillet flere gange.

I 1623 bliver Bibliotheca Palatina, en af de mest værdifulde samlinger af tyske manuskripter fra middelalderen og den tidlige moderne tidsalder, kørt til Rom som erstatning for krigen.

- Universitetet genåbner i 1652.

29

1688–1800 – Forfald Universitetets besværlige comeback efter Trediveårskrigen knuses med den fuldstændige ødelæggelse af Heidelberg af Kong Ludvig XIV's tropper i den palatinske arvefølgekrig (1688-1697).

- Universitetet forbliver lukket indtil 1703.

Endelig, i 1712, lægges hjørnestenen til en ny universitetsbygning, nutidens Gamle Universitet.

Af adskillige årsager, ikke mindst økonomisk dårlig forvaltning, oplever universitetet en periode med tilbagegang frem til slutningen af århundredet.

1803–1900 – Anden guldalder I 1803 blev universitetet erhvervet af Baden og reorganiseret som et statsfinansieret akademi efter et edikt af Charles Frederick af Baden.

I 1805 hedder det Ruperto Carola – en kombination af navnet på universitetets grundlægger Rupert og Charles Frederick, storhertug af Baden.

Som et kosmopolitisk og liberalt universitet nyder Heidelberg sin anden guldalder i det 19. århundrede. Gennem Robert Bunsens, Gustav Kirchhoffs og Hermann Helmholtz' arbejde, når især naturvidenskaben et højdepunkt.

1900–1923 – Kvinder optaget på Heidelberg Universitet Omkring århundredeskiftet tillader delstatsregeringen i Baden kvinder at komme ind på universitetet for første gang.

I april 1900 var Georgine Sexauer fra Karlsruhe den første kvindelige studerende, der skrev sit navn ind i Ruperto Carolas matrikulationsregister. - Endelig, i år 1923, er Gertrud von Ubisch den første kvinde, der modtog sit professorat i Heidelberg.

30

1933–1945 – Forfald under den nationalsocialistiske æra Med nationalsocialisternes magtovertagelse bliver 59 af 214 Heidelberg-akademikere udvist og frataget retten af "racistiske" eller "politiske" årsager.

I et træk, der symboliserer periodens ondskab, fjernes skulpturen af Athene og inskriptionen "Dem lebendigen Geist" fra over portalen til Det Nye Universitet i 1936.

De erstattes med en overdimensioneret ørn og ordene "Dem deutschen Geist".

1946–1967 – Genåbning og udvidelse Efter krigens afslutning genoptages undervisningen gradvist. Efterkrigstidens første rektor er kirurgen Karl Heinrich Bauer.

Universitetet begynder nu at sprede sig over tre campusser: i den gamle bydel (humaniora), i Bergheim (medicin), og begyndende i 1960'erne i Neuenheimer Feld (naturvidenskab, medicin).

Universitetets segl

31

Det syvende stokkemærke er Main

Trinkt deutschen Wein

Floden er kendt for vin og sejlads. - Se hjuldamperen.

32

Main er en flod.

Den er 524 km lang og flyder gennem delstaterne Bayern og Hessen og er den vigtigste biflod til Rhinen.

Gennem Main-Donau-Kanalen er den forbundet med Donau.

Main begynder ved Kulmbach, hvor Roter Main og Weißer Main flyder sammen.

Floden er sejlbar fra Bamberg 396 km, og er en vigtig europæisk transport åre. - Vigtige bifloder er Fränkische Saale, Tauber og Nidda

33

Vinen ved floden Franken - eller Fränkisches Weinland - er et af de tretten tyske vindistrikter, og udgør den nordvestlige del af Bayern. Området er omtrent på størrelse med Sjælland, Lolland og Falster til sammen.

Som andre steder har der været dyrket vin i århundreder.

Vinmarker og gårde er ofte gået i arv i generationer.

I Franken er der cirka 4.000 større og mindre vinbønder med parceller med vinstokke.

Omkring 950 af dem producerer vin og sælger den selv. - Det samlede dyrkede areal svarer cirka til Tåsinges størrelse.

Den karakteristiske buttede flaske Bocksbeutel er et af Frankens kendetegn.

Bocksbeutel er en vinflaske i form af en flad ellipsoide. Den bruges til vin fra Franken i Tyskland og til portugisisk vin især rosé. - I sjældne tilfælde bruges den også til italiensk og græsk vin.

Oprindeligt skabtes vinflasken, fordi tyskerne i 1700-tallet ville undgå forfalskninger af vin.

- Især vinen Würzburger Stein var udsat for forfalskning.

I 1718 blev flasketypen skabt i Würzburg og blev kendetegnet for vin fra Franken.

Den ellipseformede form gør, at flaskerne ikke ruller rundt mellem hinanden under transporten.

- Det ville de lettere kunne gøre, hvis de var runde.

Vinstokkene vokser primært omkring floden Main på skråninger og terrasser. Vinstokkene i Franken vokser mest på krystallinsk urfjeld, muslingekalk og sandsten.

Undergrunden og det milde klima giver vinene en særlige karakter af mineralitet, frugt og aroma.

34

Det ottende stokkemærke er Altfrankfurt

Den største by ved floden hedder Frankfurt am Main.

Det er Johann Wolfgang von Goethes fødeby 35

Frankfurt am Main har været et af de vigtigste bycentre i Tyskland siden middelalderen. Den er først nævnt i et dokument i 794, og var kejserby fra 1372.

Indtil afslutningen af Det Hellige Romerske Rige i 1806 blev de fleste af de romersktyske konger valgt i Frankfurt am Main, og siden 1562 blev de også kronet til kejsere.

Fristaden Frankfurt var fra 1815 og frem et suverænt medlemsland af Det Tyske Forbund og samtidig dets politiske centrum. Det var sæde for forbundsforsamlingen og i 1848/49 Nationalforsamlingen og den provisoriske centralmagt .

Efter den tyske krig i 1866 annekterede Preussen Fristaden Frankfurt . På grund af den hurtige industrialisering begyndte en stigning i befolkningen. Byen har haft over 100.000 indbyggere siden 1875 og mere end 500.000 siden 1928.

Johann Wolfgang von Goethe Goethe var romantikkens vidunderbarn.

Digter, dramatiker, forfatter, damebedårer, videnskabsmand Han kunne det hele.

Han blev født i dette hus i Frankfurt.

36

Goethe er berømt for, som ung forfatter, at præge Sturm und Drang-perioden og som ældre at være nærmest synonym med den litterære retning Weimarklassikken.

Født: 28. august 1749, Død: 22. marts 1832.

Weimar.

Billedhuggeren Ernst Rietschels monument for Goethe og Schiller har siden afsløringen i 1857 stået på pladsen foran Deutsches Nationaltheater.

Goethe var 1791-1817 direktør for byens første hertugelige hofteater; det brændte 1825 og afløstes af en klassicistisk bygning, der igen blev fornyet 1907-08.

Her blev Weimarforfatningen vedtaget i 1919, og teatret fik sit nye navn.

Der eksisterer en mængde tegninger, malerier og stik af Goethe og ligeledes mange beskrivelser af hans udseende.

Hos den unge Goethe hæfter de fleste sig ved hans brune hår, mørke lød og øjne.

Den gamle Goethe er stort set alle betaget af: Han bærer sin alder smukt, og de berømte øjne har ikke mistet deres kraft og ild.

Portrættet af den unge Goethe er en, - nu bortkommet, tegning af den danske maler Jens Juel, som mødte Goethe i 1779.

Joseph Karl Stielers maleri af den ældre Goethe fra 1828 kom i stand på foranledning af kong Ludvig 1. af Bayern.

De fleste samtidige, - modellen inklusive, fandt det dækkende.

37

Det niende stokkemærke Lüneburger Heide

38

Soltau i. Hann. - Står der øverst på mærket og Lüneburger Heide ligger ved Soltau i Hannover distriktet.

Kulturlandskabet i naturparken Lüneburger Heide er over årtusinder opstået under indflydelse af mennesker og natur.

- Det byder i dag på levested for sjældne planter og dyr.

Lüneburger Heide er i dag et af de smukkeste og mest besøgte udflugtssteder. Når vi i 1960’erner var på ferie med mine forældre i campingvogn sydpå, overnattede vi altid på en dejlig campingplads midt på Lûneburg Heide. Det var dengang en passende dagsrejse fra Aarhus.

Hedens overfladestruktur blev formet i istiden og senere præget af stenalderbønderne og derved opstod hedelandskabet.

I starten af det 20. århundrede blev naturparken fredet og dermed bevaret.

Jeg har personlig oplevet Lüneburger Heide på en meget speciel måde i min soldatertid, hvor vi var udstationeret i Itzehoe i et halvt år i 1956.

39

Her er jeg på vagt ved porten til kasernen i Itzehoe.

Engang var vi på en stor Nato øvelse med andre lande oppe på Lüneburger Hede.

Jeg var radiomand og slæbte rundt på en stor feltradio på 18 kilo på ryggen.

Jeg blev kørt ud til et sted midt i den øde hede og læsset af og fik ordre til at grave en skyttegrav til mig selv og radioen.

Jeg skulle tænde radioen og vente på et eventuelt opkald.

Jeg måtte under ingen omstændigheder selv kalde op, for ikke at røbe min position.

Jeg havde feltrationer med af forskellig art i dåser, og der var rigtig mange dåser med leverpostej. - Dem havde jeg byttet mig til med ting, jeg ikke kunne lide så godt som leverpostej.

Jeg havde også fået foræret mange dåser fra dem der ikke selv kunne lide leverpostej.

Herude sad jeg så dag og nat i samfulde tre døgn, uden nogen menneskelig kontakt af nogen art. Der kom ingen opkald på radioen, som jeg jo skulle aflytte døgnet rundt, så jeg måtte døse og forsøge at sove lidt med øret tæt op til højtaleren.

Jeg begyndte selvfølgelig snart at kede mig gudsjammerligt, for jeg skulle jo hele tiden blive i hullet.

De forskellige fugle omkring mig vænnede sig hurtigt til mig, så dem havde jeg da at studere.

Undergrunden bestod af sand, så jeg begyndte at lave et stort relief i siden af skyttegraven. Jeg syntes selv at det blev flot. Det var 40

nærmest et romersk/græsk landskab med cypresser og en eng i midten.

På engen, - skal jeg være så ærlig at fortælle, - for jeg var jo trods alt en ensom soldat, - lå en dejlig pige uden tøj på. Jeg har åbenbart syntes, at det var nemmere at forme hende uden tøj, men jeg er også klar over, at jeg nok har savnet et eller andet.

En dag fik jeg øje på noget hvidt langt ude på heden. Det var kun en lille hvid prik, men jeg kunne se, at det ikke kunne være noget der naturligt forekom på en hede.

Da jeg havde undret mig en dags tid, trodsede jeg forbuddet om at forlade skyttegraven og løb ud på heden for at se, hvad det mon var, der lå derude.

Det viste sig at være fire sider af en gammel tysk avis. - Det var jo dejligt. Så havde jeg noget at læse i, for jeg følte mig efterhånden som én, der var strandet på en øde ø og at alt udefra kommende var derfor dejlig afveksling.

Batteriet i radioen brændte ud om natten til den tredje dag, så nu kunne de ikke engang kalde mig op og fortælle, hvornår de kom og hentede mig. Der kom også engang imellem en regnbyge, men så spændte jeg mit regnslag over hullet og når det bulede for meget nedad vippede jeg vandet ud over kanten. Øvelsen skulle vare tre dage og det havde faktisk været en kold og våd oplevelse, og nu sad jeg så her på tredjedagen og havde intet hørt. - Jeg troede til sidst, at de havde glemt mig.

Det var jo en stor og kompliceret øvelse, hvor man let kunne overse en enkelt soldat langt ude på en øde hede, og jeg tænkte over, om de overhovedet kunne huske, hvor de havde sat mig af i det øde landskab. Der var jo ingen veje og stier i nærheden af mig.

Men heldigvis hørte jeg sidst på eftermiddagen motoren fra en jeep i det fjerne. Den kom i lavt gear masende sig gennem det lidt kuperede og fyrrebeklædte landskab der lå bag mig.

Jeg kunne ikke se den og de kunne ikke se mig, så jeg gik efter lyden for at hjælpe dem med at finde mig. – De fandt mig heldigvis.

41

Jeg havde alt mit udstyr med og jeg havde ødelagt mit fine relief.

Der var jo ingen grund til at de fik øje på det. Det kunne godt give nogle drillerier på grund af pigen. Det var en privat sag og jeg har da heller aldrig omtalt det til nogen før nu.

Her står jeg i midten af tre til højre under en natøvelse.

På vej hjem til den engelske kaserne vi var indkvarteret på, lå jeg bag i den åbne jeep og sov på nogle sløringsnet.

Det var nu blevet helt mørkt og pludselig bremsede jeepen voldsomt op og den standsede.

Sergenten og vognføreren stod ud og talte sammen. Jeg havde jo ikke sovet i tre nætter og lå derfor i min sødeste og yderst hårdt tiltrængte søvn, da jeg pludselig får noget i hovedet og jeg mærker at noget varmt løber ned over mit ansigt.

Lidt undrende rejste jeg mig op at sidde. Nu så jeg i lysskæret fra bilen, at det var en stor død hare de havde smidt lige op i hovedet på mig.

Det blev jeg selvfølgelig godt sur over. Jeg havde hareblod over hele hovedet og tillod mig, - med den undskyldning, at jeg lige var vågnet – at sige: - Hvad fanden er meningen. - Kunne I ikke have lagt den et andet sted end lige oven i mit hoved.

42

Sådan kunne jeg selvfølgelig ikke tale til en befalingsmand dengang, selv ikke under disse omstændigheder, så jeg fik først en irettesættelse og derefter en undskyldning.

Sergenten sagde, at han helt havde glemt, at jeg lå der, skønt vi kun var os tre i jeepen.

Haren tog de med hjem og senere hørte vi, at de spiste den med stor fornøjelse i officersmessen nogen tid efter.

En hare skal jo først hænge nogle dage ude i luften for at smage rigtig godt.

Heden ligger syd for Hamborg og er meget stor og ret øde.

”The på engelsk” Putlos kasernen var dengang engelsk.

Den ligger nordøst for Hamborg ude ved Østersøen.

43

Brev jeg skrev fra kasernen hjem til Ulla i 1956.

Hernede i Putlos er der en engelsk kantine og en dansk, men den danske er først kommet i dag, og der skal jeg over og have kaffe bagefter, Vi fik te i den engelske i aftes. Det smagte mærkeligt, men helt godt.

Der var jo mælk i, så det var fuldstændig lyst Jeg husker ganske godt episoden.

Vi havde været på en stor vinterøvelse som signalfolk.

En nat blev vi kørt hjem til den engelske kaserne for at overnatte, Vi var meget forkomne og forfrosne og meget sultne, men kompagniet havde ikke selv noget mad til os, da vores egne forsyninger endnu ikke var nået frem.

Man vidste at denne engelske del af kasernen havde en kantine, hvor vi måske kunne få lidt varme og forplejning.

Det viste sig at være rigtigt. Mad havde de dog overhovedet ikke noget af på denne tid af natten, men den enlige kvinde der passede den store tomme kantine, der midt om natten, - sagde at vi i hvert fald kunne få et stort krus varmt the.

Det tog vi gladelig imod, for det var da bedre end slet ingen ting og så ville det jo også varme vores forfrosne indre.

Men vi blev noget forbavsede, da vi så teen, for den lignede kaffe med fløde i. Vi var dengang slet ikke vandt til at få the med mælk i og vi vidste ikke at sådan brugte de fleste englændere det.

Men til gengæld var der masser sukker i, så vi syntes, at vi aldrig havde smagt så dejlig en drik.

Da jeg for nogle år siden skrev min bog om soldatertiden mindedes jeg denne episode og har lige siden drukket te morgen og eftermiddag med mælk og en teskefuld honning i.

44

Putlos ligger ganske vist ikke på Lüneburger Heide, men ligger dog i den nordlige del af Nordtyskland.

Her står jeg med kompasset som gruppeleder under øvelsen.

45

Det tiende stokkemærke er fra Hamborg

46

Hamborg er den næststørste by i Tyskland efter Berlin og den ottende største by i Europa.

Hamborg er beliggende i Nordtyskland ved floden Elben, cirka 100 km. sydøst for dens munding i Nordsøen.

Byen, der ligesom Berlin udgør én kommune, danner sin egen delstat (755,22 km²) og er Tysklands arealmæssigt næstmindste; - kun Bremen er mindre..

Hamborgs historie begynder med opførelsen af borgen Hammaburg i starten af 700-tallet på floden Elben og ved søen Alsteren.

En større borg blev beordret bygget i år 808 af kejser Karl den Store som forsvar mod vikinger fra nord og slaver fra øst.

Borgen blev ødelagt og genopbygget mange gange inden for de følgende århundreder, blandt andet hærgede vikinger under den danske Kong Erik området og ødelagde i 845 byen, der på det tidspunkt havde omkring 500 indbyggere.

47

Med over 2.300 broer har Hamborg flere broer end Amsterdam eller Venedig I 1189 fik Hamborg officielt købstadsrettigheder med Lübeck som forbillede, og blev derved grundlagt som by.

I 1188 grundlagdes havnebyen Neustadt, og året efter fik Hamburg kejserligt privilegium til toldfri fart på Elben; især landbrugsprodukter fra det frugtbare opland blev udskibet fra Hamburg.

1900-tallet var præget af de to verdenskrige, hvor Hamborg med sine mange store værfter og høje industriproduktion var mål for allierede bombardementer.

Både selve bomberne og de efterfølgende brande lagde store dele af byens centrum i ruiner. De vidtstrakte havneområder blev næsten fuldstændigt ødelagte, og det samme gjorde en del af byens omfattende industrianlæg. Den efterfølgende genopbygning af Hamborg gik stærkt de følgende år, og den skabte ny økonomisk vækst for byen, som tilfældet også var det for store dele af Vesttyskland.

Siden 1919 har Hamborg været universitetsby og fik i 1979 også Hamborg tekniske universitet. Universitet har over 40.000 studerende. - Der er desuden højere læreanstalter for musik og billedkunst.

48

Det ellevte stokkemærke er Hamborg Havn

Luksuslineren M/S Wilhelm Gustloff 49

MV Gustloff var det første skib, der blev bygget specielt til ”Kraft durch Freude”.

Den målte 208,5 meter og vejede mere end 25.000 tons.

Skibet blev opkaldt efter lederen af det schweiziske nazistparti, Wilhelm Gustloff der blev myrdet den 4. februar 1936, og det blev døbt af Adolf Hitler den 5. maj 1937.

50

MV Gustloff startede på sin jomfrurejse den 24. marts 1938, og i løbet af 17 måneder var det på omkring 50 krydstogter og sejlede med omkring 65.000 feriegæster.

Skibet havde plads nok til at rumme omkring 1.900 mennesker, inklusive 400 besætningsmedlemmer.

Til propagandaformål blev alle kahytterne ombord på skibet dimensioneret og indrettet ens, hvilket tilsyneladende gjorde Gustloff til et "skib uden sociale klasser."

Den eneste undtagelse var en større kabine forbeholdt Hitler.

Det var imidlertid ikke muligt blot at booke en rejse på Gustloff.

De mennesker, der fik lov til at rejse med på flagskibet for ”Kraft durch Freude”, blev valgt af partiet.

Bortset fra dets drift som et krydstogtskib, blev Gustloff brugt til officielle missioner.

Den 10. april 1938 anløb skibet havnebyen Tilbury i England.

Skibet førte tyske og østrigske borgere, der boede i England, ud i internationalt farvand, hvor de stemte om annekteringen af Østrig.

51

I maj 1939 fik Gustloff, sammen med andre skibe fra Kraft durch Freude-flåden, ordre til at hente de tyske soldater i Spanien tilbage til Tyskland, efter at den spanske borgerkrigs afslutning.

Ved starten af 2. verdenskrig blev Gustloff rekvireret af den tyske flåde for at tjene som hospitalsskib i Østersøen og Norge.

Fra november 1940 og frem lå den for anker ved Gdynia i Polen, for at tjene som kaserne for ubådsbasen her.

Under et amerikansk luftangreb på havnen den 9. oktober 1943 fik skibet mindre skader.

Da den røde hær rykkede frem mod Østpreussen, begyndte admiral Karl Dönitz forberedelserne til operation Hannibal. - Det var massevakueringen af tyske tropper og civile fra området.

I starten af den 21. januar 1945 blev det anslået, at to millioner tyskere blev bragt mod vest i en operation, der langt oversteg den britiske evakuering i Dunkerque .

Gustloff bragte også soldaterne fra ubådsbasen tilbage til det vestlige Tyskland.

52

Den 25. januar begyndte skibet at tage andre flygtninge om bord, og om eftermiddagen den 29. januar var antallet nået 7.956, da registreringen blev stoppet.

Vidner anslog, at måske yderligere 2000 mennesker gik om bord efter dette tidspunkt.

Kort efter middag den 30. januar forlod skibet havnen.

Selvom det oprindeligt var planlagt, at Gustloff kun skulle være et element i en større konvoj, tvang mekaniske problemer to skibe fra konvojen til at vende om, og skibet blev derfor kun ledsaget af torpedobåden Löwe.

Skibets kaptajn Friedrich Petersen var bekymret for Gustloff, da nogle af skibets motorer havde svigtet efter flere års stilstand.

Han besluttede derfor, at skibet ikke skulle sejle hurtigere end 12 knob. (22 km i timen).

Ved at gøre dette, tilsidesatte han et råd fra Wilhelm Zahn, chefen for ubådsbasen, der var med. - Han hævdede, at ved at øge hastigheden til 15 knob (28 km i timen) ville man reducere sandsynligheden for et angreb, da de sovjetiske ubåde så ville ikke være i stand til at følge med.

53

Kaptajn Petersen afviste også et råd om ruten fra førstestyrmanden Louis Reese, der var specialist i den Nordtyske kystlinje.

Til sidst sejlede Gustloff ud på en rute med dybere vand, som man mente var fri for miner.

Omkring kl. 18 blev der bragt en besked til kaptajnen, der fortalte, at en minestryger var på vej hen mod dem. Det fik ham til at tænde skibets navigationslys for at forhindre en kollision.

Hvem denne meddelelse kom fra er ukendt. Ingen af radiooperatørerne på hverken Gustloff eller Löwe havde modtaget den, og det er stadig uklart, om det var en misforståelse eller muligvis en sabotage, - for skibet mødte ikke nogen minestryger på sin vej.

Til gengæld blev det set af den sovjetiske ubåd S-13 omkring kl. 19:00, - måske netop på grund af det tændte navigationslys.

Den sovjetiske kommandør, kaptajn Aleksandr Marinesko, manøvrerede sin ubåd mellem Gustloff og kysten, da han mente at et angreb fra den side var mindst ventet.

Ved 9:16 pm den Gustloff blev ramt af hele tre torpedoer og begyndte straks at synke. - Det sank i løbet af kun en time.

Skibet havde redningsbåde og redningsflåder til 5.000 mennesker, men mange af disse yderst vigtige ting kunne ikke frigøres fra dækket, og redningsaktionen blev yderligere hæmmet, fordi en af torpedoerne havde ramt besætningskvarteret og dræbt personalet, der var uddannet til at håndtere nødsituationer.

Ni skibe kom heldigvis til hjælp og opsamlede overlevende hele natten. Af de anslåede 9343 mennesker om bord på Gustloff, registrerede man kun 1.239 overlevende, opsamlet af de ni skibe der kom til hjælp, men heraf døde 335 indenfor det næste døgn, så i alt overlevede kun 904 ud af de 9343 der var ombord.

54

Det gør denne skibskatastrofe til den med det højeste dødstal i hele den lange maritime historie.

På trods af det høje antal civile dræbte, mente man ikke at sænkningen af Gustloff var en krigsforbrydelse på grund af tilstedeværelsen af våben og soldater.

Om bord var der nemlig også 162 hårdt sårede soldater foruden et stort antal lettere sårede soldater og man mente derfor at skibet var et helt legitimt mål.

Som et lille kuriosum efter dette drama, kan det nævnes, at der har været en teori fremme om, at der var nazi-skatte ombord Blandt andet det nu bortkomne ravkammer, der var et meget stort rum, hvor alt var besat med tilpassede slebne ravstykker i mange farver.

- Det er dog stadig forbudt at lede efter det, da skibet er belagt med gravfred.

55

Ravkammeret i Katharinapaladset nær Sankt-Petersborg er i 2003 rekonstrueret. – Det er dekoreret med paneler af rav og guld.

Det oprindelige ravrum blev lavet i Preussen fra 1701 til 1709 og befandt sig i Schloss Charlottenburg i Berlin.

Da den russiske Zar Peter den Store besøgte ravrummet i 1716 var han så begejstret for det, at han fik det foræret af kong Frederik Vilhelm 1. af Preussen.

I 1755 fik kejserinde Elisabeth af Rusland ravrummet installeret først i Vinterpaladset i Sankt Petersborg og senere flyttet til Katharinapaladset lidt syd for Sankt Petersborg.

I 1941 flyttede tyskerne Königsberg i Østpreussen.

rummet

til

slottet

i

Ved krigens slutning forsvandt rummet. - Nogle mener, at det nedbrændte, da russerne angreb slottet, mens andre mener, at tyske soldater nåede at flytte det og gemme det et mere sikkert sted.

- Det oprindelige rum er aldrig blevet fundet, og der er stadig skattejægere, der leder efter det.

56

Det tolvte stokkemærke er igen fra Heidelberg

„Ich hab’ mein Hertz in Heidelberg verloren“ 57

Står der nederst på stokkemærket og det har vor naverven åbenbart også gjort, for han syntes så godt om at være i Heidelberg, at han absolut måtte vende tilbage. Om det så skyldtes, at det havde været et særlig godt arbejdssted han havde haft, eller om der var nogle gode værtshuse - eller måske endda en sød pige med røde læber og blondt hår, han havde lært at kende, - ja. – det må stå hen i det uvisse.

Es war an einem Abend, Als ich kaum 20 Jahr', Da küßt' ich rote Lippen Und gold'nes, blondes Haar.

Die Nacht war blau und selig, Der Neckar silberklar, Da wußte ich, da wußte ich, Woran, woran ich war: Refrain: Ich hab' mein Herz in Heidelberg verloren, In einer lauen Sommernacht.

Ich war verliebt bis über beide Ohren Und wie ein Röslein hat ihr Mund gelacht.

Und als wir Abschied nahmen vor den Toren Beim letzten Kuß, da hab ich's klar erkannt: Daß ich mein Herz in Heidelberg verloren.

Mein Herz, es schlägt am Neckarstrand.

Und wieder blüht wie damals Am Neckarstrand der Wein, Die Jahre sind vergangen, Und ich bin ganz allein.

Und fragt ihr den Gesellen, Warum er keine nahm, Dann sag ich euch, dann sag ich euch, Ihr Freunde, wie es kam.

Refrain 58

Was ist aus dir geworden, Seitdem ich dich verließ, Alt-Heidelberg, du Feine, Du deutsches Paradies?

Ich bin von dir gezogen, Ließ Leichtsinn, Wein und Glück, Und sehne mich, und sehne mich Mein Leben lang zurück.

Refrain Sangen er en tysk sang, komponeret i 1925 af Fred Raymond med tekst af Fritz Löhner-Beda og Ernst Neubach .

Sangen blev umiddelbart et populært hit, og i 1927 inkluderede Raymond den i en musical af samme navn.

To film, udgivet i 1926 og i 1952 , har fået deres titler fra sangen.

Det er fortsat Heidelbergs temasang.

59

Det trettende stokkemærke er fra Karlsruhe.

Karlsruhe er især kendt for sit imponerende store og flotte slot.

60

Slottet blev bygget fra 1715 i

barokstil

som bolig for

markgreven Karl Wilhelm von Baden-Durlach .

Indtil 1918 tjente det som residens for markgreverne og storhertugerne af Baden.

- I dag huser bygningerne Baden Stads Museum.

Bygherren af den oprindelige bygning var Jakob Friedrich von Batzendorf.

Den første bygning var delvist opført i træ der dog hurtigt forfaldt, så den skulle totalrenoveres allerede i 1746. - Trækonstruktionen blev erstattet af en ny bygning udført i sten. Slottet havde to etager og mansarder på loftet og de lange sidefløje var knyttet til corps de logis.

Corps de logis er et arkitektonisk udtryk, der refererer til hovedblokken i et stort, normalt klassisk palæ eller palads.

Det indeholder de vigtigste værelser, statslejligheder og en indgang.

- De flotteste og fineste værelser er tit på første sal over stueplan.

- Denne etage er piano nobile, dvs. forbeholdt nobiliteterne.

Det syv etager høje tårn (51 m højt) nord for Corps de Logis stod oprindeligt alene og var kun forbundet med hovedbygningen af åbne trægallerier.

61

I begyndelsen af Karl Friedrichs regeringstid i 1738 blev paladset genopbygget af den tidligere hofjunker Friedrich von Kesslau af Balthasar Neumann.

De mest iøjnefaldende ydre træk ved denne ombygning var de større vinduer og døre samt de to pavilloner mellem den midterste sektion og kompleksets sidefløje.

I 1785 blev borgtårnet forkortet af Wilhelm Jeremias Müller og givet et hvælvet tag .

I løbet af marts-revolutionen i 1849 Leopold midlertidigt bortvist fra paladset.

blev storhertug

Den endelige afslutning på brugen af slottet som en familiebolig blev beseglet, da den sidste Baden-monark, Friedrich II, fratrådte i 1918.

Bygningen har siden 1919 fungeret som delstatsmuseet i Baden .

Under Anden Verdenskrig udbrændte Karlsruhe-slottet i 1944 som følge af de allieredes bombetogter.

Mellem 1955 og 1966 blev det genopbygget som museum. Kun den ydre facade blev restaureret tro mod originalen. Indenfor blev der skabt moderne udstillingsarealer. – Paladsfacaden blev omfattende renoveret, før byen Karlsruhe fejrede sin fødselsdag i 2015.

62

Slotstårnet, med sin cirka 42 m høje udsigtsplatform, kan bestiges i dag, når man besøger Baden Stats Museum.

Der er en flot panoramaudsigt over Karlsruhe til Schwarzwald og Pfalz-bjergene.

I salen under udsigtsplatformen fortælles Tulipanpigerne, der nød et noget tvivlsomt ry.

historien

om

(Så vidt vides var det prostituerede med en stor bagdel der var tale om.)

Jeg har for resten selv besøgt byen engang i forbindelse med et kursus på symaskinefabrikken PFAFF, der lå i byen.

I den forbindelse besøgte jeg også slottet og vandrede en tur i den enorme have. Her havnede jeg i disse kinesiske huse, men havde ikke kontanter nok til en voksenbillet. - Den kvindelige kustode lod mig dog slippe ind på en børnebillet.

Dengang var alt jo enten kontanter eller checks.

63

Det fjortende stokkemærke er fra Burg Erenfels

Maüseturm in ruine Ehrenfels 64

Historiske traditioner og legender er flettet rundt om tårnet på den lille Rhin-ø foran Bingen.

Allerede romerne byggede en lille befæstning her.

Under frankernes regeringstid forfaldt den dog mere og mere.

Først da Hatto II overtog ledelsen af ærkebispedømmet Mainz i 968 og blev hersker over Bingen, dukkede ø tårnet op igen fra sin historiske dvale.

Indtil da havde Bingen været en fri by, men den hårde nye hersker påtvang nu byen betydelige ekstra skatter og en streng undertrykkelse af befolkningen.

Navnet "Musetårn", som først blev dokumenteret i 1516, stammer sandsynligvis fra dets funktion som vagttårn.

På mellemhøjtysk betyder "musen", at lure. - Vi kender også udtrykket her i Danmark, når vi siger, at ”falkene står og svirrer i luften og muser”, når de lurer efter et byttedyr på jorden.

Men allerede i 1500-tallet forbandt man tårnet med legenden om biskop Hatto, der skulle være blevet spist levende af mus her som straf for sin nådesløshed.

I 1298 indgik tårnet i toldbarrieresystemet ved Ehrenfels Slot.

65

I 1689 ødelagde franske tropper tårnet. - Dets betydning genopdages først i 1855, da preusserne opførte et signaltårn til skibsfart på øen. - Det fungerer stadig i dag.

Ehrenfels slotsruiner Ehrenfels Slot er ruinen af et slot på en bakketop vest for Rüdesheim am Rhein , halvvejs til Assmannshausen i RheingauTaunus-distriktet i Hessen .

Den står på den nordøstlige bred af Rhinen på den stejle skråning af Rüdesheimer Berg.

- Her findes flere af Tysklands bedste vinmarker.

Den 4,6 meter tykke, 20 meter høje skjoldmur, med sine to 33 meter høje hjørnetårne og resterne af slot og en portbygning, er bevaret fra det tidligere toldslot , som var næsten 600 kvadratmeter stort.

Ærkebiskoppen i Mainz blev angrebet af Pfalzgrev Henrik I., under kampen mellem Filip af Schwaben og Henrik Løvens søn Otto, om arvefølgen til ”Det Hellige Romerske Rige”.

66

Ehrenfels Slot blev bygget omkring 1211 af Philipp von Bolanden på vegne af ærkebiskop Siegfried II. von Eppstein, som forsvar mod dette angreb.

Selvom Philipp von Bolanden byggede slottet med egne midler, gjorde ærkebispedømmet Mainz krav på det, da Phillips enke Beatrix Dietrich von Heinsberg giftede sig.

I 1222 blev slottet tilføjet til Mainz ved kongelig dom. Det blev besat af valgmænd fra Mainz Burgmanns, og blev derefter en toldstation i midten af det 13. århundrede. Det egentlige toldsted lå ved floden og var forbundet med Bingen Maüse Turm.

I 1301, under kurfyrsternes rhinske toldkrig mod kong Albrecht , blev slottet overdraget til ærkebiskoppen af Mainz, Gerhard II von Eppstein , og da Albrechts genvandt det, blev det derefter overdraget til Gottfried von Brauneck i fem år.

Administrator Kuno II von Falkenstein udvidede komplekset, efter at det var blevet pantsat til ham i 1353 i den anden Mainzfejde. Ærkebiskop Gerlach von Nassau forsøgte at opløse løftet ved at hævde, at Kuno havde ønsket ham myrdet og besatte derefter slottet i 1356.

Slottet ejede den vigtige Niederwald skov, som det kan ses af skovrapporter fra årene 1587/88, samt en feudalgård på stedet hvor det senere Niederwald-jagtslot ligger .

Under Trediveårskrigen blev slottet flere gange belejret og besat af forskellige stridende krigsherrer.

Der er to teorier om ødelæggelsen af slottet. En siger, at ærkebiskop Anselm Casimir Wambolt von Umstadt lod slottet brænde ned i 1636 for at forhindre, at det blev brugt som skjulested.

Hvad der dog er sikkert, er, at komplekset blev stærkt beskadiget i 1689 under Pfalz-tronfølgekrigen af den franske marskal Nicolas Chalon du Blés hær.

67

De ydre slotskomplekser blev derefter fjernet, og flere vinmarker blev plantet. Ruinerne blev helt opgivet af Mainz domkapitel , og Niederwald blev sat til salg.

I 1693 ejedes det af nogle grever. Samme år overgik noget, og derefter igen i 1705, hele resten af ejendommen til Johann Franz Sebastian von Ostein .

Slottet, som endelig overgik til Preussen i 1866, ejes nu af staten Hessen. Slotsgården er afspærret med bomme, så man kan ikke længere gå rundt i ruinerne.

Toldbod under slottet 1646

68

Joseph Mallord William Turner. (Eng. landskabsmaler) Han blev født 23. april 1775 i London, England; og døde 19. december 1851, Chelsea, England.

Rhinen; Udsigt over Mäuseturm Turner lavede undersøgelsen til denne akvarel, efter at han havde krydset floden Nahe nær Bingen.

Turner studerede Binger Loch, - den farlige smalle passage i Rhinen nær Bingen, - fra begge sider af floden i talrige skitser.

Denne skitseakvarel, der blev malet lidt senere, viser derfor samme perspektiv, som Turner ville have haft, hvis han havde sejlet med en båd.

Dette forklarer den relativt symmetriske sammensætning af billedet.

Mäuseturm er synligt i det fjerne, mens bakken på højre bred er flankeret af Burg Ehrenfels.

Selvportræt 69

Glasmosaikken fra Danmarks første glasværk i Glargårde ved Visborg

70

Glasmosaikken fra Glargårde ved Visborg

Glasstykkerne er fra 1500 tallet 71

Glargårde Da ejeren af Visborg slot, Jakob Seefeld, genopbyggede slottet efter det var blevet hærget under grevens fejde, 1534-1536, syntes han det var alt for besværligt at fremskaffe alt glas til de mange nye vinduer, så historien går på, at han i stedet for ”importerede” en tysk glasmester og byggede en glashytte til ham, foruden en bolig til selve mesteren.

Da mange af ruderne også skulle bemales med motiver, var det langt det mest praktiske, at de blev fremstillet lige ved slottet i stedet for i Tyskland. - Det var jo langt væk dengang.

Han kunne så også selv tage stilling til alle motiverne til de forskellige vinduer, når malerne var tilstede.

Det hele blev bygget på markerne lige ved slottet og stedet hedder den dag i dag stadig Glargårde. (”glasgårde”) Ifølge historier man fortæller, opstod der efterhånden en stor glasproduktion, at man også kunne sælge til andre danske storkunder.

Der blev blandt andet fremstillet drikkeglas, som blev solgt til f.eks. det danske kongehus.

Det er Danmarks ældste renæssance-glashytte. Man ved også, at glasmesteren (i dag glarmester) i Glargårde beherskede teknikker, som man ikke tidligere havde haft fantasi til at forestille sig var kendt i Danmark.

Også glasmesterens sociale position er man blevet langt klogere på efter fundet af hans bolig og rester af indbo, der tydeligt beviser at han stammer sydfra.

I 1964 foretog museumsdirektør Peter Riismøller, Aalborg Historiske Museum, flere undersøgelser af renæssancens glashytter 72

i Jylland. Glashytter er værksteder – anlæg med flere ovne - til glasproduktion.

Riismøller mente, at der i området ved to af disse glashytter, Glargårde og det nærtliggende Tinsholt i Visborg sogn, var spor af flere glashytter. De opstod, når én glashytte brændte ned og man, byggede en ny.

For at skaffe træ til brændsel, blev de anlagt så tæt på skov som muligt, hvilket også betød, at glashytterne gennem tiden flyttede rundt, alt efter hvor skoven var mindst udtyndet.

I begyndelsen af 1990’erne havde amatørarkæologer opsamlet store mængder glasstykker ved Glargårde, så en systematisk undersøgelse blev indledt i 1995.

Udgravningen, som blev fortaget af arkæologer fra Aalborg Historiske Museum under ledelse af Jens E. Nielsen, havde bl.a. til formål at be- eller afkræfte Riismøllers teori.

Da det viste sig, at en formodet glasovn faktisk var glasmagerens bolig, og at der i kælderen fandtes både rester fra glasproduktion og en lang række andre effekter, gav undersøgelserne ikke blot svar på de stillede spørgsmål, men kastede også et rigt kildemateriale vedrørende dagliglivet på stedet i 1500-tallet af sig.

Det store materiale af blandt andet flere hundrede stykker bemalet rudeglas viser i sig selv, at der er tale om et enestående fund.

Det er også tydeligt, at fundet på en række områder har meget tætte forbindelser til andre jyske glashytter og ikke mindst glashytter på det europæiske kontinent.

Noget af ovenstående er delvis lånt fra bogen: Dansk glasfremstilling i renæssancen af Jens N. Nielsen Nordjyllands Historiske Museum.

I 1995 gjorde et familiemedlem Niels Rask, - der bor i byen Als tæt ved, - mig opmærksom på at museet udgravede glashytten i Glargårde.

Vi mødtes en dag ved udgravningerne og fulgte arkæologernes arbejde. Der var en masse glasskår i de opgravede jorddynger og vi spurgte, om vi måtte samle nogen af den op og tage dem med hjem.

73

Det fik vi lov til. Dog skulle vi vise arkæologerne vort ”bytte” inden vi gik.

De forbeholdt sig ret til at tage de stykker, som eventuelt kunne væren interessante for dem.

Jeg fik samlet en pæn lille posefuld glasskår. Vi gik selvfølgelig mest efter de bemalede skår, da de jo var langt de mest spændende.

Da stykkerne i sig selv ikke rigtig sagde noget, lavede jeg hjemme denne lille kollage af dem.

Jeg limede dem på glasset af en fotoramme. Så kan lyset skinne gennem glasstykkerne, så man bedre kan se de bemalede mønstre fra vinduesruderne og de forskellige glasfarver.

Alt glasset er lavet i 15. hundrede tallet.

74

Visborggård Slot

Visborggård hører til blandt de smukkeste og mest spændende herregårde i landet og har en broget historie.

Dens oprindelse fortaber sig i fortidens fjerne tåger, men stedet er almindelig kendt fra midten af 1300'tallet, men er sikkert betydeligt ældre.

Arkæologiske udgravninger har afsløret spor af byggeri på stedet, der rækker helt tilbage mod år 1000. Beliggenheden har været god.

De omliggende jorde og skove har været glimrende indtægtskilder og det har været godt at ligge så tæt ved Mariager Fjord, da fragt af større tunge ting foregik ad vandvejen.

Gennem tiden har Visborggaard Slot været ejet af mange forskellige ejere, der hver især har sat deres præg på slottet - både historisk og arkitektonisk.

Slottet bliver første gang nævnt i tekst i 1300-tallet, hvor det ejes af slægten Munk, og det formodes, at slottet dengang ikke havde den anden etage, det senere fik.

Visborggaard blev sandsynligvis betragtet som en herregård dengang, men er så vidt vides ikke ejet af adelige endnu.

75

Dette skulle ændre sig, da Jens Thygesen Seefeld - et medlem af den danske lavadel - giftede sig til ejerskab af gården i midten af 1500-tallet. - Han øgede derved sin formue betragteligt.

Desværre blev gårdens hovedbygning brændt ned få år senere under Grevens Fejde i 1534-1536. Dette stoppede dog ikke Seefeld slægten fra at rejse gården til et nyt historisk højdepunkt i renæssancen.

Jakob Seefeld, Jens Thygesen Seefelds barnebarn, blev i 1581 medlem af rigsrådet. - Det var en post der gav familien mulighed for at holde fat på den store formue.

Det er også under Seefeld slægten at renæssancehaven bliver anlagt.

Som det kan ses i baggrunden nederst på billedet af Claus Seefeld står Visborggaard Slot med to etager og flere tårne.

Det er usikkert, hvornår disse tårne blev tilføjet, men billedet gør det klart, at det er under Seefelds ejerskab.

Maleriet hænger på Visborggård. Der knytter sig en del overtro til det maleri, hvorfor det ikke i mere end hundrede år er blevet flyttet fra sit sted.

Claus Seefeld

76

Denne periode af slottets historie bliver oftest betegnet som slottets storhedstid; det var under adeligt eje, økonomien var i fremgang og der blev lavet flere forbedringer og tilbygninger.

Midt i renæssancen var der nærmest ingen grænser for, hvad slottet kunne blive til, og det er her, at forestillingen om tapre riddere og skønjomfruer for alvor bliver en del af slottets historie.

Det var et eftertragtet sted, med plads til andre adelige gæster, og endda Kongen selv!

Men tiden fik Jakob Seefelds efterkommere dog besvær med at finansiere det store slot, og til sidst var de nødt til at sælge det.

Slottet gik omkring 1680 til købmanden Henrik Jørgensen Schwichtenberg, der havde slottet i godt 20 år, indtil det blev overtaget af Svane slægten i 1702.

I denne tid er der ikke meget forandring på slottet; det kan skyldes, at vi i Danmark dengang var gået ud ad renæssancen og bevæget os støt og roligt mod barokken.

Det er først i 1729, da Frederik von Arenstorff overtager slottet, at der begynder at ske forandringer, især arkitektonisk.

Tårnene, som ses på billedet med Seefeld, er ikke længere en del af slottet.

I 1742 blev stedet overtaget af Andreas von Arenstorff, der lod slottets øst - og vestfløje rive ned, samt fem af de syv tårne.

Tilbage stod da, som nu, sydfløjens øst - og vesttårne, der begge blev gjort lavere end oprindeligt.

Endvidere restaurerede Andreas Arenstorff sydfløjen med den flotte port portal.

77

Jakob Seefelds slot fik lov til at stå i henved 175 år, men det led under sin alder, og det blev ikke vedligeholdt, så det begyndte at forfalde.

Der blev bygget et stort ladegårdsanlæg og parken fik de barokke træk, der stadig ses den dag i dag. Størstedelen af dette anlæg blev dog revet ned, da slottet to generationer senere i 1830 bliver videregivet til købmanden Jakob Kjellerup, og slottet går igen i "dvale". - Herunder frasolgte man af det meste fæstegods.

I 1912 bliver Visborggaard købt af Knud Danneskiold-Samsøe der umiddelbart efter begyndte en gennemgribende restaurering af slottet, i samarbejde med arkitekten Gotfred Tvede.

Efter restaureringen er der ikke sket meget ved udseendet af slottet, og det står faktisk nu, som det stod under DanneskioldSamsøe.

10 juli 1920

78

Det skal desuden nævnes, at det var Danneskiold-Samsøe, der i 1920 lånte Christian den Tiende 'Den Hvide Hest', på hvilken han red over den dansk-tyske grænse, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark.

Den hvide Hest var født i Frankrig. Greveparret på Visborggaard, Alice og Knud Greve Danneskiold-Samsøe mødte hesten under et fransk besøg.

Greveparret købte efterfølgende hesten. Grevinden gav den navnet ”Malgre Tout”, - der betyder "trods alt".

Den synske Jomfru Fanny i Åbenrå (1805-1881), havde allerede i 1870’erne spået, at engang vil den danske konge ride på en hvid hest ind i Sønderjylland, som da igen bliver dansk.

"Det bliver ikke Christian 9., som kommer herned som dansk konge.

Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung.

Han kommer ridende på en hvid hest.

Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser ikke et eneste bekendt ansigt..."

En dag i 1921 bragede et skud der endte hesten ”Malgré Touts” liv. - Hesten havde fået dårlige ben og måtte aflives.

Før hesten blev begravet var der en lang snak om, hvad man skulle gøre med hestens korpus.

Hesten var jo den berømte hest, som Christian 10. sad på, da han red over den gamle grænse ved Taps mellem Kolding og Christiansfeld i forbindelse med Genforeningen den 10. juli 1920, så ingen var i tvivl om, at hesten var noget ganske særligt, og det blev sågar foreslået at udstoppe den, men til sidst blev alle dens fire hove skåret af, og de blev konserveret, beskoet og omdannet, så de kunne bruges som askebægre eller blækhuse.

79

Den forhov, som først trådte over grænsen til Sønderjylland, blev monteret med forgyldte beslag og skænket til kongen og kan den dag i dag ses på Amalienborg.

De øvrige tre hove blev monteret med forsølvede beslag og forblev i slægten DanneskjoldSamsøe.

På alle de fire konserverede hove og på mindestenen over Den hvide Hest er indgraveret dette rim: "Jeg Kongen bar over Grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen".

80

Med tiden blev hesten endda genstand for et rygte: "Den hvide Hest", sagde man, var slet ikke hvid.

- Den var blevet malet til lejligheden.

Christian 10. på den hvide hest ved genforeningsdagen den 10. juli 1920.

Rygtet blev startet af prins Knud, kongens yngste søn. Han erindrede at have fået noget hvidt på benet, da han havde ramt sin faders hest. - Det blev hen ad vejen til myten om, at hesten var blevet kalket.

Grunden skulle være at få en gammel spådom, fremsat af den synske Aabenraa-kvinde Jomfru Fanny, til at gå i opfyldelse. Jomfru Fanny havde i et syn, - som fortalt, set en konge komme ridende ind i landsdelen på en hvid hest, når Sønderjylland ikke længere var tysk.

Er der så hold i myten? Det kommer an på, hvordan man ser det.

Sikkert er det, at hesten var hvid, og ikke nok med det – den var oven i købet en albino. Albinoer kan imidlertid komme til at fremstå 81

med et lyserødt skær, og for at fremhæve hestens ægte farve, fik man den børstet med wienerkalk for at fjerne urinpletter og snavs.

Da prins Knud ramte sin fars hest, var det derfor ikke maling, der smittede af, men wienerkalk.

Er det snyd? Måske, måske ikke! Tankevækkende er det imidlertid, at den ridende konge, der modtages af sønderjyderne, blev så stærkt et billede, at episoden står med et nærmest mytologisk skær i dansk historie.

- Mon en lille smule wienerkalk mindre havde ændret på det?

Tilbage til Visborg Slot I 1931 overdrages slottet til den danske stat, hvor det blev brugt hovedsageligt som psykiatrisk afdeling for psykisk syge.

Sådan forblev det i næsten 100 år, hvor slottet blot blev vedligeholdt, uden yderligere restaurering eller lignende.

I 2017 blev slottet købt af Rudolph Rigsgreve von PlatenHallermund, der siden da har arbejdet på at restaurere slottet, så det kan åbnes som kulturinstitution.

I dag drives stedet også som delvis hotel med selskabslokaler til store begivenheder.

Navnet Visborg kendes på skrift tilbage til første halvdel af 1300tallet, hvor navneformen "WISBURGH" dukker op.

I et brev udstedt i Aalborg af Valdemar Atterdag den 16. januar 1351 bruges navneformen "WISBORGH".

Dette brev kan i kopi ses inde i Visborg kirke, hvor det hænger på kirkens sydmur ved orgelet.

De her nævnte navneformer samt andre lignende er ofte blevet opfattet som et udtryk for, at Visborg skulle have forbindelse til et gammelt hedensk helligsted "et vi".

82

Forstavelsen i Visborg har imidlertid ikke noget med et sådant "vi" at gøre, men har forbindelse til det gamle nordiske ord "Ves" eller Vase, der hentyder til "en sumpet sænkning" eller "et sumpet område".

Samtidig henviser ordet "borg" ikke en borg i betydning bygning, men til det gamle ord "banke" der betyder en bakke eller et højdedrag, så navnet Visborg betyder "bakken ved sumpen".

Der hentydes sikkert til den forhøjning i det omgivende sumpområde, som Visborggård er bygget på.

Visborggård hed ikke oprindeligt Visborggård, men slet og ret Visborg.

Navnet Visborggård fremkommer først, da der i nærheden af den gamle borg opstod en bebyggelse, der blev til landsbyen Visborg.

Renæssancehaven.

83

Det gamle jyske ålejern

84

Ålejernet

85

Dette ret avancerede ålejern har jeg engang købt på en antikmesse i Aarhus. - Det er fabrikeret i Vestjylland.

I fuld størrelse ser det sådan ud. - Der skal sidde en lang kraftig træstage på det.

Om vinteren stangede man ål på isbelagte søer ved at lave et hul i isen med en issav eller en økse.

Lokale erfarne fiskere kendte hullerne på bunden af søen, hvor ålene samlede sig. - De kaldtes ålehuller. Her var vandet lidt lunere.

Man havde ålejern med et langt skaft til at stange ned i søbunden. Ålene kom i klemme mellem de fjederbelastede blade og sad fast i modhagerne. - Effektivt, men sikkert ikke særlig behageligt for ålene, der så blev voldsomt beskadigede, når man trak dem ud mod tænderne.

I dag er det forbudt at bruge ålejern. Jeg har dog gemt dette, lidt avancerede ålejern, som minde.

Det er i øvrigt en speciel vestjysk udgave der er mere human mod ålene. De to yderblade er fjederbelastede, så de ikke beskadiger ålene så meget, når ålejernet bliver stødt hårdt ned mod bunden, hvor ålene ligger gemt i mudderet.

Når ålene kommer i klemme glider yderblade lidt udad, mens de opadrettede tænder alligevel holder ålen fast.

Når ålene skal fjernes, kan man blot klemme midt på fjederbladene. Derved åbner de sig, og ålene vil så dumpe ned i 86

den medbragte spand. - På mit eksemplar er systemet låst af hensyn til børnesikkerhed.

Fiskeri med ålejern har man herhjemme kendt siden stenalderen. Man har fundet syv tusind år gamle ålejern af træ og ben siddende stødt hårdt ned i søbunden.

Et ålejern kan også hedde en lyster.

Her er nogle eksempler på lystertænder fra stenalderen i Danmark. .

Denne fine fiskekrog af ben fra Ærtebølletiden er engang mistet under fiskeri.

- Lidt af snøren sidder endnu på.

Fra Nationalmuseets samlinger

Da jeg jo selv er amatørarkæolog gennem 60 år, har jeg også forsøgt mig med at lave flintredskaber gennem tiden.

Engang lavede jeg denne fiskekrog og denne pilespids.

87

Her er lidt om ål. Ålens skind er meget tykt og udgør næsten ti % af ålens vægt. Ålens blod er faktisk meget giftigt hvis det indsprøjtes eller kommer i åbne sår. 0,2 ml er nok til at dræbe en hund og hos mennesker kan det give kvalme, hovedpine og opkast.

Giften nedbrydes dog ved opvarmning og fordøjelse, så det er selvfølgelig ikke farlig at spise ål. Ålens krop er lang og slangeagtig. Ryg-, hale- og gatfinne er sammenvokset til en lang bræmme. Finnerne er mørke, og bugfinner mangler. Ålens farver ændrer sig gennem forskellige stadier i dens livscyklus. Larver og de helt unge ål hedder glasål. De er mere eller mindre gennemsigtige.

Ved ankomsten til Europas kyster bliver de unge ål bundlevende og begynder at blive farvede. De bliver efterhånden mørke på oversiden og gullige på underside, såkaldte gulål, selv om farven kan variere og være brunlig til grønlig.

- Disse ål kaldes dog stadig gulål. Ålen bliver sent kønsmoden i en alder af 6-12 år for hanner og 920 år for hunner, og overgår til et nyt stadie, kaldet blankål.

Siderne bliver sølvskinnende og bugen hvid. Kroppen bliver samtidig fastere som forberedelse til den lange gydevandring.

88

Ålen opdeles somme tider efter hovedfacon i såkaldte spidssnudede ål og bredsnudede ål.

Der er dog samme art, og hovedfaconen afhænger af hvilke byttedyr der er lettest tilgængelige der hvor den lever. Ålen findes både i ferskvand og saltvand. Ålen er nataktiv og skjuler sig om dagen nedgravet i bunden eller mellem sten og trærødder. Ålen søger ofte sin føde på bunden, hvilket gør at de er særligt udsat for giftstoffer der ophobes i bundmaterialet, så som tungmetaller.

Voksne ål æder stort set alle dyr de kan gabe over, herunder fisk, selv små ål, snegle, muslinger, krebs og andre dyr uden rygsøjle.

- Særligt store ål kan endda tage frøer og ællinger. Ålen tilpasser sit fødevalg efter hvad der er lettest tilgængeligt, og som nævnt kan dette ses afspejlet i hovedfaconen. Blankål tager ikke føde til sig, men over en fjerdedel af kropsvægten udgøres af fedtreserver, som ålen tærer på under gydevandringen.

Tarmsystemet hos blankål er stærkt reduceret og bruges primært til at regulere saltbalancen i kroppen, da ålen har en lavere koncentration af salt i kropsvæsken end man finder i de store have Ålen er varmeelskende, og vokser bedst ved relativt høje vandtemperaturer. Om vinteren tager ålen ikke føde til sig. Ålen kan, - så længe gællerne holdes fugtige, klare sig relativt længe oven vande, idet den kan fylde gællehulen med luft og optage atmosfærisk ilt på denne måde. Ålen kan endda bevæge sig over land, hvis det vand den befinder sig i bliver iltfattigt. Der fortælles om en historie fra 1800-tallet om et udtømt vandhul, hvor man fem år senere skulle have fundet levende ål, der antageligt havde nedgravet sig i søbunden, da søen blev drænet.

Trods dette er ålen følsom over for lavt iltindhold i vandet, og er derfor ofte offer for iltsvind i fjorde eller overisede søer.

89

Ålens yngleforhold var i lang tid ukendt. På trods af at ålen herhjemme har været fisket siden stenalderen var det først i 1922 at det lykkedes at kortlægge ålens yngleplads.

Det viste sig at alle ål fra hele Europa svømmer til Sargassohavet i det vestlige Atlanterhav, ud for Nordamerika, for at yngle. Det er dog aldrig lykkedes at fange gydemodne ål i Sargassohavet, og det vides heller ikke med sikkerhed om ålene dør efter gydning Men det må antages, da ålene ikke har energi til at svømme tilbage til fødeområderne, og sådanne ål er aldrig fundet. Ålens larver driver efter klækning med strømmen og vestenvinden mod Europa, hvor de fordeles langs kysterne.

Det menes at de ål der ankommer til Danmark primært svømmer nord om Skotland. Ål er relativt langsomt voksende, og kan, hvis de ikke har adgang til havet, blive meget gamle. Den ældste ål, man med sikkerhed kender alderen på, blev således 88 år i et akvarie på Helsingborg museum. Der er endda en historie om en ål der efter sigende skulle være blevet 155 år i en brønd på en svensk gård.

90

Selvom almindelige ål kan blive store er de dog intet mod dette drabelige monster Tiger

moray, - ålen på dette billede.

Selv blandt de berygtede muræner er disse stortandede rovdyr blandt de farligste og mest formidable i udseende.

Vi taler om de sabel-tandede muræner der bor nær de Kanariske Øer og Azorerne, samt på øen Saint Helena og ud for Maldiverne.

Disse rovdyr skjuler sig i sprækker og koralrev i en dybde på op til 60 meter.

Der er forsket meget i de tidlige stadier af ålens liv, men et eksakt gydested er endnu ikke bestemt.

Den danske havbiolog Johannes Schmidts opdagelser tidligt i 1900-tallet kom tæt på gydestedet.

Johannes Schmidt sejlede med skibet Dana i Atlanterhavet og indfangede mængder af ålelarver, som blev mindre og mindre, desto længere mod vest i Atlanterhavet, han fangede dem.

Johannes Schmidt dannede sig ud fra størrelsen på larverne en idé om, hvornår han var tættest på ålens gydested.

91

Hans observationer førte ham til Sargassohavet. Yderligere undersøgelser har bekræftet, at det er det tætteste, vi er kommet på larver, der stadig har rester fra blommen på sig.

Ålefiskeri Jeg har selv fanget ål mange gange i mit liv. Førrste gang jeg oplevede ålefangst var da jeg var ni år og boede i Hobro.

En sommer ville min far fiske ål. Han tog en meget stor sæk og fyldte den med kvas og grene, samt enkelte tunge sten til at tynge den ned med.

Han lejede en robåd, sejlede ud og sænkede sækken ned på nordsiden af fjorden, lige ved badeanstalten.

Her var der et stort ”ålehul”, havde han hørt. Der var også nogle drænrør, der var tilstoppede i den ene ende og havde en tyk snor i den åbne ende. De blev også sænket ned.

Snorene i både sækken og rørene blev holdt oppe af en stor tom flaske med patentprop, der skvulpede i overfladen med bunden op.

Det hele skulle så ligge et par nætter. Så ville ålene efter planen, søge ind i den mørke sæk mellem grenene, og ind i drænrørenes mørke for at gemme sig om dagen.

Jeg var med ude i båden, da de hejsede rørene op, men der var ikke rigtig nogen ål. - Jeg tror dog der var én lille.

92

Men da sækken kom op og blev holdt med åbningen godt ned i den åbne robåd, myldrede det ud med ål. Der var over tyve i mange størrelser, og de svømmede rundt i bunden af båden, hvor jeg sad med bare fødder. Jeg sad i stævnen og fik hurtigt fødderne op på rælingen. - Jeg var bange for at de skulle bide mig i tæerne.

Den aften fik vi stegte ål med stuvede hvide kartofler, som sig hør og bør. En rigtig mand skulle dengang kunne spise så mange ål, at han kunne lave et ”ålehjul” med kors, af rygrade på sin tallerken, som det ses her.

Det gælder vel også i dag, så for at bevise det, spiste jeg mig frem til dette ”ålehjul” af selvfangede ål oppe i sommerhuset i 1998.

93

Det får mig til at tænke på en helt speciel fisketur og historien om den Den tredobbelt fangede gedde I sommeren l992 havde jeg en lidt speciel oplevelse under en røgtning af min åleline.

Jeg havde lavet en åleline med tyve kroge, som jeg plejede at sætte et stykke nede i søen ved vores fritidshus.

Søen hedder Tangsø og ligger cirka midt mellem Klosterheden og Thorsminde. Jeg placerer linen i kanten af den store sivskov langs bredden, - ud mod søen.

Jeg satte den om aftenen ved 22-tiden. På de tyve kroge var der regnorm, som jeg havde gravet op i den halvfugtige eng ved huset.

Linen ”arbejdede” nu i cirka 4-5 timer, og skulle røgtes ved 2-3tiden om natten. - Så var der som regel gået nogle ål på krogene.

Dengang varierede det fra et par stykker, og op til 8-9 ål. - I dag er der næsten ingen ål tilbage i søen, så nu sætter jeg ikke linen længere, men venter til de, forhåbentlig om nogle år, vender tilbage.

Historien, som jeg her vil fortælle, startede en aften ved ni tiden, hvor jeg gravede friske regnorm, og satte dem på de tyve kroge.

Jeg gik ned til søen, og trak min lille jolle ud i vandet, og roede et godt stykke ned i søen mod øst.

94

Hernede havde jeg nemlig to pæle stående i vandet langs sivbræmmen. Jeg viklede forsigtigt snøren ud, da de levende regnorm let laver ravage, og bandt den til pælene, så kroge og orm lå nede på bunden.

Jeg roede langsomt hjem til huset, og nød den sene aftentime, medens himmelen mod vest, endnu var farvet rød af solnedgangen Det hele, - lugten fra søen, det bløde lys fra den let mørknende himmel, den store stilhed, kun afbrudt af pludselige lyde af fugle og dyr i sivene, - giver en utrolig ro i sindet, og en stor livsglæde.

Ved to tiden om natten stod jeg op igen, gik ned til søen, og roede hen til snøren, for nu skulle den røgtes.

Hvis man venter for længe kan der nemlig ske det, at ålene ”hænger sig”. - Det udtryk bruger man, når en kroget ål, forsøger at komme fri af krogen ved at snurre rundt og rundt, så den til sidst har viklet sig så meget ind i snøren, at den ikke kan bruge gællerne.

Derved kvæles den og får en unaturlig gråhvid farve.

Den ser ikke længere så appetitlig ud, og mange vil ikke spise en hængt ål, men kasserer den. Jeg har dog spist flere hængte ål og kan ingen forskel smage.

- Den er jo død højst et par timer før, jeg tager den af krogen.

På vej ned til linen, var det lidt svært at orientere sig, da mosekonen bryggede, så der nu lå en dis over vandet, men ved at ro tæt på sivkanten, fandt jeg dog ned til min åleline.

95

Nu kom det spændende øjeblik. Hvor mange ål var der mon gået på i dag?

- Der var kun to ål i pæn størrelse, og det var ikke nok til at lave et hjul med kors på en åletallerken med stuvede hvide kartofler.

Jeg tog ålene af krogene og satte nye regnorm på de steder, hvor de manglede, for selvom der kun var ål på to af krogene, kunne andre ål nemlig godt have bidt det meste af regnormene af på resten, uden at have bidt på selve krogen.

Jeg lagde linen ud igen. Den skulle nu gerne, - næste morgen og formiddag, fange aborrer. - Dem var der mange af i søen.

Den skulle røgtes igen ved middagstid den næste dag. – Nu begyndte jeg at ro hjemad igen.

Natten var meget stille, og på grund af mosekonens bryggen, - der gav et sløret uvirkeligt billede af hele sceneriet, kom jeg i en mærkelig stemning. Jeg var jo det eneste levende menneske, der færdedes på søen lige nu. Alle andre i omegnen lå i deres senge og sov den sødeste søvn.

Det var som om, jeg befandt mig i en anden verden, befolket af overnaturlige væsener fra sagn og gamle historier. - Slimede åmænd, der pludselig kunne dukke op af vandet og trække båden ned. - Genfærd fra druknede personer, der savnede selskab.

- Min livlige fantasi kunne forestille sig alt.

Jeg fik pludselig en kuldegysning, og følte mig lidt utryg. Jeg fór sammen, når der kom høje lyde inde fra sivskoven, når svømmefuglene kom op at slås om en soveplads.

Skønt det på en måde var spændende at opleve, - for jeg elsker jo spænding, fik jeg lige pludselig en stor lyst til at ro hjem og komme i seng.

Næste dag, ved middagstid, roede jeg igen hen for at se, om der var kommet nogen aborrer på krogene. De første kroge var der ingen fisk på, men da jeg efterhånden hev linen op fra bunden, begyndte det at plaske voldsomt henne ved den anden ende. Jeg skyndte mig at hale linen op og fandt to aborrer henne midtpå.

96

Nu plaskede det virkelig meget henne i enden og jeg kunne se, en ret stor fisk vride og vende sig i vandoverfladen.

Den var så stor, at det kun kunne være en gedde, så den måtte jeg hellere bjerge med mit fangstnet. Jeg fandt det frem, foldede det ud og begyndte at bakse den store gedde ind i nettet bagfra.

Den protesterede voldsomt og forsøgte at vride sig løs af krogen, og til min store overraskelse, så jeg nu en aborre komme ud af gabet på gedden, hvorpå den hoppede ud af nettet og forsvandt i dybet.

Et sådant øjeblik er meget ærgerligt for en lystfisker, for jeg havde den jo i nettet, men på grund af aborren, der sad fast i linen, havde jeg ikke kunnet løfte nettet højt nok op.

Gedden ville nu alligevel have raget et stykke op over netkanten, så det ville under alle omstændigheder have været en vanskelig opgave.

Nå, - den gedde, var så tabt for denne gang, og jeg trak nettet til mig, men opdagede nu, at det var tungt, som om det var fyldt med noget, - men det var det jo ikke?

Det var tomt, men da jeg tog det op af vandet, så jeg til min store undren, at der fra bunden af nettet hang en fiskesnøre ned i vandet, og mærkede at der var modstand i denne snøre.

Da jeg tog fat i snøren og halede til, fulgte der en stor fisk med, og den hang godt fast i den anden ende. Nu var det en let sag at hale den indenbords, og jeg så til min store undren igen, at linen forsvandt langt ind i gabet på uhyret.

Grunden til, at linen hang fast i mit net, var den, at der i enden af linen sad et blylod, som havde viklet sig ind i nettet.

97

Lystfiskeren, der engang havde fanget gedden, havde brugt det som vægt, når han kastede linen ud. Han havde nemlig ikke haft et blink på snøren, men en stor trekrog med madding.

Det opdagede jeg, da jeg skar gedden op derhjemme. Trekrogen sad nemlig fuldstændig fastvokset nede i maven på den. - Der var et flot, lidt rustent, aftryk i geddekødet. - Den har vist lidt.

Jeg skar hurtigt nakken over på den. Jeg skærer altid nakken over på alle de fisk jeg fanger, for at de ikke skal lide kvælningsdøden. Det syntes jeg er mest humant.

Den aborre, som gedden havde slugt, sad stadig på krogen, så den kom også med hjem, for at blive til føde for anden gang den dag.

Gedden blev altså fanget hele tre gange. Først af en ukendt lystfisker, så af aborren på min line og til sidst af mit net

Her er så fangsten, - på en avis i stort format, fra fisketuren der her er fortalt om. – Det kunne nemlig godt blive opfattet som en lidt for god lystfiskerhistorie, men her er altså beviset.

Den ret store gedde, tre aborrer og to ål. - Alt blev spist af os.

98

En anden form for ålefangst er tatning. Åletatning er en udmærket metode. Man graver en klump på størrelse med en knytnæve af helst fede regnorm. Med en lang stoppenål stikker man en uldtråd gennem dem. – Det er derfor det er bedst, hvis det er lidt tykke orm, for ormene vrider sig voldsomt ved den behandling, - det er da klart.

De små tynde orm er meget vanskeligere at ramme igennem med den tykke nål, og man kommer derfor let til at stikke gennem deres overflade flere gange og så vrider de sig ekstra meget.

Man binder dem derefter sammen i et bundt så der bliver en lille bolle.

Jeg har selv prøvet at tatte ål en sommernat oppe i vores fritidshus ved søen ”Tangsø”. - Det var en betingelse for at komme med, at jeg selv lavede min egen tattebold og det syntes jeg bestemt ikke var særlig rart, men efterhånden vænnede jeg mig til det.

- Som jæger kan man ikke tillade sig at være blødsøden.

Jeg gjorde det sammen med Alfred fra nabogården og hans datter. Vi brugte deres ”skiv”, som de kalder selv små robåde deroppe.

Alfreds ”skiv” var en gammel træt og halvrådden robåd, der var blevet beklædt med glasfiber, så den nu var blevet tæt og mere holdbar.

Alfred stagede os ud på søen ved midnatstid. – Alfred roer ikke, for søen er meget lavvandet og derfor er en lang stage mere anvendelig. Alfred er født ved søen og kender den derfor ud og ind.

Han ved lige præcist hvor der er mange ål på bunden, og da ål jager om natten er midnat det allerbedste tidspunkt, for så er de sultne endnu.

Da vi kom til det valgte sted smed vi ormeklumpen, der var på størrelse som en tennisbold, i vandet. Linen er på cirka to meter, alt efter hvor dybt der er, der hvor man fisker.

- Den er blot bundet på en kæp.

99

Når ormeklumpen ligger på bunden holder man linen stram og venter. Først skal ålene lige vænne sig til det nye der lige pludselig dumper lige ned midt mellem dem.

– De er af natur snu og meget mistænksomme.

Efter et stykke tid kan man mærke, at en ål begynder at bide lidt i ormebolden, men man skal være tålmodig og vente til tænderne har taget godt fat i orm og uldsnor, men så skal man også i et jævnt tag hive klumpen hurtigt op og holde den ind over den åbne båd.

Når ålen pludselig opdager, at noget er helt galt, slipper den selvfølgelig ormene og nu skal den gerne falde ned inde i båden.

De første gange var jeg imidlertid alt for ivrig, så jeg kom til at rykke så voldsomt, at ålen røg over i vandet på den anden side af båden.

- Det fik datteren til tørt at bemærke: - Ja, ja, - nu skal du jo heller ikke rykke gebisset ud af munden på den.

Den nat fangede jeg ikke mindre end fjorten ål på den måde.

Datteren fangede sytten, men Alfred, - den livserfarne fisker i denne sø, fangede lidt skamfuldt kun tre.

Der var støvregn i den halvmørke sommernat da vi gik hjem gennem den bløde eng, og her fik jeg en oplevelse jeg ikke glemmer så let. - Vi gik i kanten af en mark, hvor køerne havde trådt en smal sti. Pludselig tabte jeg noget af mit udstyr og da jeg bukker mig ned for at samle det op, kom jeg til at lægge min regnvåde pande på det elektriske hegn.

Netop på grund af al den fugt var der virkelig god jordforbindelse, så jeg fik et kraftigt stød gennem hovedet, og jeg skal love for at al træthed og søvnighed forsvandt.

Ålerullepølse i Harboøre.

Jeg besøgte engang en af vore kunder helt oppe i Harboøre. Det var jo en lang tur, så hun inviterede meget venlig på frokost.

Harboøre er i den grad en fiskerby, så alt hvad der kan laves af fisk indgår i kosten, men alligevel blev jeg overrasket, for der blev serveret noget så specielt og sjældent som ålerullepølse.

Det lignede faktisk en almindelig rullepølse, men man kunne godt se at kødet alligevel så lidt anderledes ud.

100

Det smagte virkelig godt på en tyk frisk rugbrød med lidt salt på, men det er nok både første og sidste gang jeg får serveret denne specialitet, som de er meget stolte af på den egn.

– Og dog. - Vi kører jo sommetider til Thyborøn, når vi er oppe i vores sommerhus og Harboøre ligger lige på vejen, så næste gang vil jeg køre ind til byen og se om der måske er en slagter, hvor man kan købe ålerullepølse. Det er da muligt, da det er en af egnens berømte specialiteter. Eller måske ved nogle af de lokale, hvor man kan købe en? - Hvem ved? – Vi får se?

Man laver ålerullepølse af de store fede ål, og her er opskriften til fri afbenyttelse.

1 stor ål - 1 løg - Persille og dild - 2 laurbærblade - Eddike - Salt og peber. Ålen flås og skæres op fra nakke til hale, rygben og indvolde tages ud. - Løg, persille og dild hakkes fint og drysses på ålens inderside med peber og rigeligt salt. Ålen rulles sammen fra hale mod hoved og rullepølsen snøres med bomuldsgarn. Rullepølsen koges i letsaltet vand med et par laurbærblade og en sjat eddike.

Ålerullepølsen lægges derefter i pres.

Efter et døgn kan den spises med rugbrød og smør.

Her er det ganske vist en lammerullepølse der er i pres, da der ikke findes billeder af en ålerullepølse, da den jo er ret sjælden.

101

Lidt mere om ålefiskeri

Forskellige ålejern og en åletang til at håndtere ålene med, da de er meget glatte og livlige. - De er vanskelige at holde med hænderne.

102

Åleruser, ålejern og ålekister

De tidligste åleruser var lavet af pileflet og ålespyd af træ. Senere begyndte man at lave ruser af garn, mens ålespyd og ålejern blev formet af jern. Ålejern (lystre) er kendt fra alle dele af landet, hvor de blev brugt til at stange ål med i fjorde og ved lavvandede kyster. Der har været anvendt mange forskellige redskaber i ålefiskeriet.

I dag findes ruser af garn fortsat i ålefiskeri, mens redskaber som ålespyd og ålejern er forbudte, og andre er gået i glemmebogen.

Tegning af stang redskaber til ålefiskeri fra Drechsel, 1890.

Plumpjern.

Det gælder f.eks. plumpjernet, som er et ålejern monteret på et reb i stedet for en stang.

Med plumpjernet kunne man fiske på dybere vand fra en jolle.

103

Redskabet Pulskølle, eller Bøtkøllen, blev brugt sammen med net, til ved lyd at skræmme fisk ind i net, - såkaldt pulsning.

Den er en meter og tyve lang og består af en lang rund træstang.

Nederst er påsat en ”tragt" af træ. - Denne er delvis hul.

Med pulskøllen kunne man lave en trykbølge, der skræmte ålene ind i nettet.

Glib og krøje er en særlig metode. Ved at køre krøjeren over bunden, skræmte den ene fisker ålen ind i gliben.

Når ålen ramte nettet, vendte den anden fisker gliben opad med foden.

Jeg har også prøvet at glibe ål i fjorden ved Hobro sammen med min barndomsven engang i 50’erne, men vi fangede dog ingenting.

Jeg tror det er en fiskemetode der kræver en del erfaring.

I 1300-tallet blev ålegårde brugt ved kysterne. Her ledes fiskene, lidt som i en labyrint, gradvist ind mod en ruse.

I 1500-tallet begyndte man at anvende ålekister. De er placeret i tilknytning til en å. Her ledes vandet igennem et hus med tremmebund, således at vandet løber ud, mens ålene holdes tilbage.

104

Åleruse

Snurrevoddet Snurrevoddet er en dansk opfindelse og betegnes derfor også "Danish Seine", men også "Ancher dragging".

Fiskemetoden stammer fra 1848 og tilskrives limfjordsfiskeren Jens Væver. - Snurrevoddet var en videreudvikling af dybvoddet.

Snurrevoddet, som kom til at udkonkurrere de andre typer, udsættes ved, at man fra en båd kaster et anker med en bøje, fastgør et vodtov til bøjen, - sejler vodtovet ud i en lige linje, kaster selve vodposen og sejler det andet vodtov ud i en vinkel på 90 grader eller mere i forhold til det første. Når der ikke er mere tov om bord, gøres det fast til kutteren, og man begynder at slæbe tovet op til bøjen. Båden fortøjes til ankeret og tovet hales ind og til sidst bjærges voddet.

Man lader ankeret blive liggende og næste træk lægges sådan, at man ikke overlapper det område, man allerede har fisket på.

På den måde kommer man til at "snurre" kompasset rundt omkring ankeret, hvoraf fiskeriet og voddet efter sigende har fået sit navn.

105

Ålefiskeri fra sejlbåd Fra 1880’erne til 1920’erne byggede man sejlbåde udelukkende til ålefiskeri, de såkaldte åledrivkvaser.

De var klassiske klinkbyggede skibe konstrueret til at kunne drive sidelæns med et drivnet ude.

Fangsten af ål blev holdt i live i en dam midtskibs.

Sejlende åledrivkvase på Mariager Fjord.

Foto: Suzanne Rindom.

Fiskeri efter glasål I Sydeuropa var friskfangede glasål før i tiden en stor delikatesse.

Dette rovfiskeri på de små ål, gjorde et stort indhug i ålebestanden, - det er klart, men nu er denne uskik de fleste steder heldigvis erstattet af kunstige glasål fremstillet på basis af anden fisk.

De fleste glasål, som fiskes, går til akvakultur og genudsætning.

Her udnyttes det, at overlevelsen af de små ål er langt højere i opdræt end i naturen, og der bliver derfor plads til både produktion og genudsætning, hvilket er en del af genopretning af ålebestanden.

106

Fiskeri med bundgarn og trawl I 1930’erne begyndte man at fiske med trawl fra motoriserede både og at bruge fastsiddende åleruser nær kysten.

Fiskeriet er i dag reguleret, og i Danmark fanges der årligt officielt cirka 500 ton gulål og blankål i erhvervsfiskeriet, mens fritidsfiskere tager cirka 100 ton om året.

En stor del af blankålene fanges med bundgarn i Øresund og langs kysterne i Østersøen, når blankålene om efteråret starter deres vandring mod gydeområderne.

Der er desuden et stort fiskeri, der ikke bliver registreret.

Åleblusning

107

At blusse ål har været kendt gennem århundreder. Man ror ud i sin båd om natten, og finder de kendte ålehuller.

I stævnen har man ild i en eller anden form. Før i tiden var det brændende halmvisker. Senere brugte man tællelys og derefter karbidlygter og petroleumslamper.

Ved hjælp af dette lys kunne man se ålene nede på bunden af søen.

Vejret har stor indflydelse på ålene, og ikke mindst når man blusser er dette vigtigt. Det skal helst være vindstille eller i det mindste omtrent vindstille, tørvejr og helst halvklart.

Meget klart vejr, måneskin, regn og tåge har sjældent været godt, og urolige vandstandsforhold, især voksende, bevirker tit, at der næsten ingen ål er synlige, og de enkelte gemmer sig i bevoksningen, så man kun kan se et lille stykke af ålen.

Stedet til ålefangsten kan også variere en del. Ålen er somme tider ganske nær land og på sandbund, til andre tider søger den ud på lidt dybere vand, og her er der altid en del bevoksning og tit meget stenet, så det er besværligt at støde ålejernet i. Årstiden for blus er forårs- og sommermånederne. - Når frøerne kvækkede vidste man, at ålen var inde, Men det kan også godt være tidlig i april. Der er nemlig to perioder, hvor ålen går meget langt ind: - Når ærterne blomstrer, og når de er begyndt at modne.

Man vidste, at når hylden blomstrer er ålene lunefulde og træffes snart længere ude og snart inde, og det hænder ikke sjældent i den tid, at kun de to første nattimer giver ål. - "De er gået væk" sagde man.

Under blusningen skulle der iagttages tavshed, og alt, hvad der gav støj, undgås så meget som muligt.

Man søgte at bevæge jollen så let og roligt som muligt og stage så lidt som muligt.

Blot et slag af stagen mod jollekanten kunne skræmme ålene bort.

108

Blusning af ål er nu forbudt de allerfleste steder, og mange steder er det forbudt overhovedet at fange ål, da bestanden er så lille.

Alle lystfiskere venter utålmodigt på at ålene igen bliver så mange, at man må fange dem.

For det første er det en spændende snu fisk at fange og for det andet smager de jo forbandet godt. Åleblusselampe.

Åleværker Livsnerven i Midtjylland er Gudenåen – “den til guderne indviede”.

Her findes på bunden af istidens dalsystemer også de store søer Mossø, Salten Langsø, Skanderborgsøerne, Gudensø, Ravnsø, Knudsø og Juulsø foruden en mængde mindre søer mellem de skovklædte skrænter.

Området har tiltrukket menneskene siden stenalderen, hvor bopladser blev anlagt nær søer og åer.

Da kongen efter reformationen i 1536 overtog de mange klostres besiddelse i området, blev store områder udlagt som rytterdistrikt og vildtbane under Skanderborg Slot.

109

Bøndernes brug af skovene var underlagt kongens strenge bestemmelser af hensyn til jagten. En tid blev der på kongens anmodning fremstillet glas i skovene mellem Ry og Silkeborg.

I 1767 solgte kongen sine besiddelser til private ved en stor auktion, Rytterauktionen, på Skanderborg Slot.

Rye Mølle optræder først i skriftlige kilder fra sidst i 1500-tallet, men i kilder fra 1500-tallets første halvdel optræder navnet Siimgårds Mølle.

Siimgårds Mølle var i Øm Klosters besiddelse, da kongen overtog klostergodset, og det er meget sandsynligt, at der er tale om en forgænger for Rye Mølle.

Træværk, som er taget fra mølleopstemningen, er dateret til blandt andet 1300-årene. Derfor er det tænkeligt, at Siimgårds Mølle tilhørte Øm Kloster fra klostrets tidligste dage.

Et åleværk er et fangstredskab. - Man stemmer en å op hvor den er snævrest, og leder alt vandet gennem et bredt tremmeværk, hvor vandet passerer, mens ålene bliver tilbageholdt af tremmerne.

Lige netop her i Ry var der et særlig godt sted til et åleværk, for her var alle ålene i Gudenåen og søerne nødt til at passere, når de, 110

gennem Gudenåen, trak ud på deres vej mod saltvandet i havet.

- Ud på deres utrolig lange vandring mod Sargassohavet. Åleværkets rettigheder bekendtgøres i et gammelt fæstebrev fra 6. april 1752, hvor det fastslås, at retten til fiskeriet i Gudenåen og søerne mellem Ry og Mossø tilfalder den der står som ejer af Rye Mølle, men nogle af pengene skulle bruges til at vedligeholde broen over Gudenåen.

Handlende købte ål fra åleværket og kørte rundt og solgte dem ved dørene.

Rye Mølles åleværk var det eneste intakte kongeligt privilegerede åleværk i landet.

111

Kandistangen Hvad er en kandis tang?

112

Kandistangen

113

På væggen i pejsestuen hænger en kandistang.

Før i tiden man brugte kandis til at søde forskellige ting med.

Kandis er en krystalliseret sukkermasse fra sukkerrør, som man i Danmark hentede fra vore øer i Vestindien.

Man hængte snore ned i den flydende sukkermasse og denne krystalliserede sig så på snorene.

De klistrede sig sammen i hårde blokke, som man så kunne adskille med denne tang. - Småstykkerne brugte man i te og kaffe.

Tangen fandt vi i en lille antikbutik i en sommerferie, da vi besøgte Hvide Sande.

Den så lidt mærkelig ud, med sine lodrette klippeblade, og jeg kunne ikke regne ud, hvad den dog skulle bruges til.

Antikvitetshandleren fortalte så, at den var til at klippe den hårde kandis i små stykker, og den hed derfor en kandistang.

– Javel, så blev man så klog, men det skulle blive endnu bedre. – Da vi nogle dage efter besøgte Hjerl Hede, var vi inde hos den gamle købmand for at købe noget rigtig gammel ost. Det plejede de at have i butikken. Jeg kan virkelig godt lide smagen af en gammel, næsten levende, ost.

114

Den gamle købmandsbutik i Svinsager Her står Asta 75 år og Carl Larsen 80 år ved disken i 1969.

De drev butikken i mange år i Svinsager på Skanderborgkanten.

Den var så originalt holdt, at den kunne flyttes direkte op på Hjerl Hede, hvor den fungerer den dag i dag som købmand for frilandsmuseets gæster og det er her jeg plejer at handle ost.

115

Forrige gang jeg købte en ost derinde, havde den været så gammel, at selvom den først var pakket ind i papir og dernæst i en plasticpose, begyndte folk at se mærkeligt på mig, når jeg stod stille.

Jeg gik derfor tilbage og klagede min nød og fik nu en tæt plasticæske til osten, og så var jeg igen ”lugtfri”.

Jeg hørte engang en omtale om, hvordan en gammel ost skulle være, når den skulle være rigtig god: - Den skal være så gammel, at tænderne sidder løse i gummerne, når man har spist den, og den skal selvfølgelig serveres på rugbrød, smurt med krydderfedt og med sennep ovenpå.

Nå, nu kom jeg væk fra kandistangen. - Mens vi var inde i butikken, stod en af damerne, der ekspederede, og lavede noget voldsomt nede i en halvt åbnet skuffe.

Jeg var selvfølgelig nysgerrig og spurgte hende om, hvad hun dog lavede nede i den skuffe?

– Jeg er bare ved at skære kandis, - sagde hun, - for det sælger vi også her i butikken.

Nu så jeg så den tang, - jeg indtil for få dage siden ikke anede eksistensen af, - blive brugt i fuld alvor. Jeg har gennem mange år været inde i netop den butik, men aldrig før set nogen bruge en kandistang.

Tilfældighedernes gang er sommetider så mærkelig, at man næsten ikke kan tro, det er tilfældigheder.

Kandisklumper

116

Ordet Kandis?

Ordet kommer via fransk eller tysk fra arabisk qand - 'saft fra sukkerrør', måske afledt af sanskrit khanda 'stykke'

Kandis, også kaldet brystsukker, er slik, som hovedsagelig består af krystalliseret rørsukker, og som har store gulbrune krystaller af varierende størrelse.

Kandis er blevet fremstillet langt tilbage i tiden i Indien og det tidlige Persien Allerede i gamle dage forekom det, at man tilsatte farvestoffer for at give sukkeret farve eller smag.

I dag tilsættes kandis karamelfarve for at gøre farven kraftig.

Kandis anvendes desuden af belgiske ølbryggere og findes også i belgisk ale, klosterøl og trappistøl, samt i Biere de Gardes.

Det fælles træk for disse ølsorter er, at de er alkoholstærke med 6 til 10 procent alkoholvolumen, og at de ikke har en stor krop.

Denne lettere krop fremkommer netop fordi man anvender kandis, som kun frembringer alkohol ved hævning uden direkte at give nogen smag.

Man kan også lave flotte kunstværker af sukkermasse.

117

Sukkertoppe En sukkertop er fast krystalliseret sukker i kegleform.

I Danmark er sukkertoppe forsvundet fra dagligvarehandelen. De udgik af produktion i Danmark og Sverige i 1940'erne.

Sukkertoppen er den oprindelige form for raffineret sukker, da man i sin tid begyndte at masseproducere det.

Formen kommer af, at sukkeret hældes i en kegleformet tragt med et lille hul i bunden, som overskydende væske kan løbe ud af. I løbet af et par ugers tørring sætter sukkerkrystallerne sig.

Man har brugt forskellige materialer til formen rundt omkring i verden.

I Persien brugte man udhulede bambusrør, mens ægypterne brugte glasforme.

I Kina var man de første til at bruge lerforme.

Lerforme blev også indført i Europa, efter man tidligere havde brugt træforme.

Industrialiseringen medførte, at man begyndte at bruge stål eller zink, da både ler og træ jo er skrøbelige materialer, og derfor ikke egner sig til at blive brugt igen og igen.

De sukkertoppe man fremstillede på den måde vejede mellem 5 kg og 15 kg, og var alt for tunge og dyre for den enkelte forbruger.

Derfor huggede man i detailhandlen mindre stykker af sukkertoppen til salg.

Senere fandt man ud af at skære sukkertoppene i skiver, så de var lettere at håndtere og sælge.

118

Køb af De Vestindiske Øer I 1733 købte Vestindisk-guineansk Kompagni øen Skt. Croix i Vestindien af Frankrig og igangsatte en produktion af råsukker på øen.

Når sukkerrørene var høstet og sukkersaften var kogt til sirup, blev massen sejlet til Danmark til videre forarbejdning.

I store dele af 1700-tallet var sukkerproduktionen i København i vækst og priserne steg på verdensmarkedet. Man kunne kalde sukker for det hvide guld, for dengang var der mange penge i sukker, der bl.a. skulle bruges til at søde nye luksusvarer som te og kaffe, som også blev importeret fra kolonier i Amerika og Asien.

De tre øer udviklede sig meget forskelligt. Jorden på den vulkanske og kuperede Sankt Thomas blev hurtigt udpint af dyrkningen af sukkerrør.

I stedet klarede øen sig ved hjælp af den fremragende naturhavn, omkring hvilken byen Charlotte Amalie voksede op.

Sankt Jan blev opdyrket med tobak, bomuld og sukker; men øen var for lille til at få økonomisk betydning. Størsteparten af den danske sukkerproduktion kom derfor til at foregå på den relativt flade Sankt Croix, som fra begyndelsen blev systematisk udstykket i ensartede plantagegrunde.

Øen rummede desuden de to byer Christianssted på den nordøstlige kyst og Frederikssted i den vestlige ende af øen.

119

Efter pres fra plantageejerne overtog kronen øerne fra det Vestindisk-Guineanske Kompagni i 1755.

Kronens overtagelse markerede indledningen på en storhedstid, der varede indtil de britiske besættelser i 1801 og 1807-1815.

I denne periode kulminerede sukkerproduktionen på Sankt Croix, og sukker blev en af de vigtigste handelsvarer i København.

Byen Charlotte Amalie profiterede af, at den fra 1764 gradvist blev en frihavn. Udover handel med Danmark-Norge og Europa spillede også handel med de 13 nordamerikanske stater en betydelig rolle.

Handelen blomstrede især, når de store europæiske handelsnationer lå i indbyrdes krig.

Efter 1815 fik sukkerproduktionen på Sankt Croix sværere ved at klare sig; dels på grund af udpining af jorden, dels på grund af øget konkurrence. Bedre gik det på Sankt Thomas, hvor Charlotte Amalie forblev en af Caribiens vigtigste havne.

Byen havde i 1830’erne mere end 10.000 indbyggere og var nu den næststørste i kongeriget Danmark.

Befolkning Det var imidlertid begrænset, hvor ”danske” De Vestindiske Øer var. På Sankt Thomas var der – især i den tidlige periode – et betydeligt hollandsk befolkningselement, og på Sankt Croix dominerede briter blandt plantageejerne.

Den største befolkningsgruppe var imidlertid slaverne, som bestod af to grupper: busalerne, de nytilkomne fra Afrika, og kreolerne, der var født på øerne.

I 1755 var der 14.977 slaver og 1.841 frie indbyggere (hvide og frigivne slaver) på øerne.

Slavernes vilkår De fleste slavers hverdag bestod af hårdt arbejde i sukkerrørsmarkerne, mens andre gjorde tjeneste som håndværkere eller tjenestefolk.

120

Slaverne var i praksis en del af ejerens rørlige formue og havde ingen rettigheder. Slaverne havde få muligheder for at undslippe slavetilværelsen.

Det lykkedes for enkelte at købe sig til frihed og opnå status som ’frinegre’. Andre flygtede ud i vildnisset eller til nærliggende øer.

En tredje mulighed var egentlige slaveoprør.

I 1733 gjorde slaverne på Sankt Jan oprør og overtog kontrollen med øen.

Det tog otte måneder og krævede hjælp fra en fransk styrke at nedkæmpe oprøret.

I 1759 afsløredes tillige planer om et oprør på St. Croix.

Slavernes frigivelse i 1848 Det mest kendte slaveoprør kom dog i 1848. Selv om DanmarkNorge som den første stat i 1792 (men først med virkning fra 1803) forbød den transatlantiske handel med slaver, blev selve slaveriet opretholdt, - også efter briternes ophævelse heraf i 1833. Presset for slavernes frigivelse voksede imidlertid, og i 1847 bestemtes det, at alle børn af slaver fra 1859 skulle fødes frie. Dette hjalp imidlertid ikke, og i juli 1848 undlod generalguvernør Peter von Scholten (1784-1854) at bekæmpe et begyndende slaveoprør ved Frederikssted på Sankt Croix.

I stedet erklærede han uden forudgående konsultation med København slaverne for frie.

Gravkapel til Peter von Scholten (1784-1854), generalguvernør over Dansk Vestindien.

121

Perioden efter 1848 Perioden efter slavernes frigivelse var på St. Croix præget af økonomisk dårlige tider og vanskeligheder med at skaffe arbejdskraft til sukkerproduktionen.

På Sankt Thomas gik det bedre på grund af havnen i Charlotte Amalie, som i årene efter 1900 tiltrak sig opmærksomhed fra H. N. Andersen (1852-1937) og Østasiatisk Kompagni.

Sociale og økonomiske frustrationer førte i 1878 til et omfattende oprør blandt landarbejderne på St. Croix.

I årene omkring 1. verdenskrig begyndte en organisering af arbejderne under ledelse af David Hamilton Jackson (1884-1946), og i 1916 kom det til omfattende strejker.

Afhændelsen I perioden efter 1848 blev De Vestindiske Øer efterhånden en belastning for den danske statskasse, og fra 1860’erne var der overvejelser om at afhænde dem. USA, der nu var øernes altdominerende handelspartner, fremstod som den oplagte køber.

I 1902 var en afhændelse til USA meget tæt på, men salgsaftalen kunne ikke opnå tilsagn fra et flertal i Landstinget, hvorfor forslaget faldt.

Under 1. verdenskrig blev en afhændelse til USA igen aktuel.

Med åbningen af Panama-kanalen i 1913 blev havnen i Charlotte Amalie yderligere attraktiv, og amerikanerne ønskede at forhindre, at øerne skulle komme på tyske hænder.

Danmark og USA nåede til enighed om betingelserne for et salg i 1916, hvilket blandt andet indebar, at USA anerkendte Danmarks krav på Grønland.

Prisen var knap 100 millioner kroner (25 millioner dollar).

I dag 4,4 milliarder kroner.

Salgsaftalen med USA blev underskrevet den 4. august 1916.

Der opstod politisk uro om forløbet, der til dels var foregået ved hemmelige forhandlinger. Salget blev derfor genstand for den første danske folkeafstemning den 14. december 1916, der resulterede i et flertal for at sælge øerne til USA. 122

Befolkningen på øerne blev ikke spurgt, men det er sandsynligt, at også de ønskede at bryde forbindelsen til en kolonimagt, der ikke formåede at sikre ordentlige levevilkår og indtægtsmuligheder. Øerne blev den 31. marts 1917 overdraget til USA og fik derefter navnet United States Virgin Islands.

Check på 25 mio. dollars (Gold Coin) udstedt af det amerikanske Finansministerium den 31. marts 1917 i anledning af, at De Vestindiske Øer blev overdraget fra Danmark til USA.

Hvilken sutteflaske skulle de vælge - Den lille eller den store?

123

Sukkerdyrkningens historie Sukkerrørene stammer fra forskellige græsarter, der for omkring 15.000 år siden voksede på nogle øer i Stillehavet, blandt andet i Melanesien og Polynesien.

Disse græsarter findes ikke mere, men deres større slægtninge, sukkerrør, udviklede sig i Malaysia, Kina, Indonesien og Indien for omkring 8.000 år siden.

Inderne skal være de første, der for omkring 1.500 år siden forstod, at man ved at koge sukkersaften kunne få den krystalliseret til fast sukker.

Navnet "sukker" er afledt af det oldindiske ord sárkara, sukkerkorn.

Det påstås, at da Aleksander den Stores admiral Nearchos engang kom sejlende på Indusfloden fik han øje på nogle sukkerrør der voksede vildt langs flodbredderne.

Nearchos skar et rør af og smagte på det, hvorefter han udbrød: ’ ”Indiske rør der laver honning uden bier”

I 714 tog araberne sukkeret med til Spanien, og derfra bredte det sig til Italien.

Venedig slog sig op som forædler af det indiske råsukker, som de solgte til resten af Europa, mens araberne plantede sukkerrør langs med Middelhavets kyster, efterhånden som de erobrede land.

Sukker var imidlertid så dyrt, at det kaldtes "det hvide guld".

- De velhavende gemte ligefrem sukker som en form for opsparing.

124

En biskop havde købt noget sukker af portugisiske købmænd og gemt det. Efter hans død blev det fordelt blandt munkene i klosteret, men det viste sig at smage grimt.

Sukkeret var blevet fragtet på kamelryg gennem Egypten, og undervejs trak det kamelernes sved til sig, og det ændrede fuldstændig smagen.

Efter Columbus havde opdaget Amerika i 1492, bredte sukkerrørsdyrkningen sig hurtigt.

Man opdagede, at Caribien på grund af klimaet var et perfekt sted til dyrkning af sukkerrør.

Råsukkeret - dvs. sukker, som endnu ikke er blevet renset - blev sejlet fra Caribien til Europa, hvor det blev raffineret, dvs. renset og herefter solgt.

I 1600-tallet havde de fleste lande i Europa kolonier, hvor slaver, købt i Afrika, blev sat til det hårde slid på sukkerplantager.

I 1600-1700-tallet var Danmark en af Europas største sukkerproducenter. Danmark ejede de tre øer St. Croix, St. Jan og St. Thomas i Vestindien, som havde det perfekte klima til dyrkning af sukkerrør.

Aktivitet på havnepladsen i Christianssted i 1815.

Man eksporterede råsukkeret til Danmark, primært til København.

125

I 1798 var der i København 18 raffinaderier med 500 ansatte, som rensede det importerede råsukker fra de tre øer.

I 1800-tallet havde Danmark en årlig produktion af rørsukker på 8.000 ton, mens den årlige produktion af roesukker i Danmark i dag er på ca. 500.000 ton.

I midten af 1700-tallet var man i Europa begyndt at eksperimentere en smule med sukkersaft fra fodersukkerroer.

Under Napoleonskrigene i 1803-1815 kunne man ikke fragte råsukkeret fra sukkerrørene til Europa, og det betød, at man her måtte sætte en større produktion i gang af roesukker. Det betød også, at prisen på sukker steg.

Da Napoleonskrigene var slut, begyndte man igen at importere rørsukker, som var billigere. Men i Frankrig var man nervøse for, at man skulle få mangel på sukker igen, så derfor fortsatte man med at eksperimentere med sukkerroer.

Før Napoleonskrigene var slaveriet så småt på retur.

I 1792 udstedte den danske konge, Christian 7., en forordning, som forbød slavehandel i de danske kolonier, men forordningen skulle først træde i kraft i 1803.

Slaveriet måtte gerne fortsætte; man måtte bare ikke hente nye slaver, men kun bruge de slaver, som allerede var der, samt deres efterkommere.

126

I 1848 blev slaveri helt forbudt. England havde forbudt det allerede i 1833, mens Brasilien først gjorde det i 1888.

Men de frigivne slaver skulle jo nu have løn, og det blev derfor for dyrt at dyrke rørsukker.

Som årene gik, blev sukker mere almindeligt, og noget, som også jævne mennesker havde råd til.

I Frankrig var der fortløbende blevet eksperimenteret med roesukker, så man efterhånden fik lige så meget sukker ud af en sukkerroe som fra sukkerrør, dvs. 17 %.

Under Christian den 7. havde man også sine egne mønter på De Vestindiske Øer. Blandt andet en 12 skilling med en sølvværdi

svarende til knap 8 skilling, og denne flotte gulddaler.

Denne Dansk vestindiske rigsdaler var en møntenhed der blev brugt i Danske Vestindien fra 1766 til 1849 (som rigsdaler) og fra 1849 til 1934 (som daler).

127

Man havde også egne pengesedler.

Her er 2 vestindiske dalere som en pengeseddel fra St. Croix i 1898. - Bemærk: Den gjaldt også 2 dollars.

Man havde sine egne frimærker.

Ovenstående var så lidt om, hvordan en kandistang, - tilfældigt indkøbt i Hvide Sande, kunne føre os rundt i verden.

128

Mindepiben fra Schweiz Hvad er en mindepibe?

129

Mindepiben fra 1920

Den er kun 10 centimeter bred og 15 centimeter høj Denne utrolig flot udskårne træpibe er et ligeså utroligt godt køb på hestemarkedet i Ulfborg i 2012.

130

Der var dejligt vejr denne dag, så vi fik os lige en is.

Måske var der hjortetakssalt i den is, for da jeg vågnede efter min middagssøvn oppe i trætophuset, havde jeg lige pludselig fået et flot lille gevir.

Jeg er dog lidt betænkelig ved det.

131

Det er en minde-pibe til en ven der udvandrede til USA.

Vennen har sikkert skåret piben som afskedsgave.

- Der står: ZUM ANDENKEN AN FRITZ von KÄNEL 1893.

Denne ven, som jeg desværre ikke kender navnet på, var, - som det ses, en stor billedskærer, men han havde vist ikke helt styr på sine store N’er.

132

Fritz von Känel er skam en autentisk person.

Født 1893. – Udrejst til USA i 1920.

Denne seddel ligger i piben, der er fundet på kræmmermarkedet.

Udskæringerne fortæller historien om ungersvenden, der klatrede højt op i alperne for at plukke en alperose til sin kæreste.

Hun krævede, lidt hovent måske, at det absolut skulle være en helt oppe fra toppen, hvor kun de allersmukkeste gror, for at vise hvor modig han var.

- Han fuldførte den farlige færd, men på vej ned, gik det galt, og han faldt død ned for fødderne af sin kæreste.

- Men han havde dog opfyldt hendes ønske, for han lå med alperosen hårdt knuget i sin hånd. - Så den fik hun i det mindste.

Historien om Alperosen er oprindelig en tyst skillingsvise og den var kendt over hele Europa.

Den blev 1930’ og 1940’erne meget sunget og spillet, når der var bal i forsamlingshuset, også her i Danmark.

Den hedder simpelthen også ”Alperosen”. - Jeg har tit hørt den og har den på en af mine gamle 78 grammofonplader.

Det er dog en ret sørgelig historie, som man let kommer i en lidt trist stemning af, og jeg studsede lidt over linjen: men farvel, hvis det dig lykkes ej. - Det var vist lidt for kynisk.

Moralen: - Vær aldrig hovmodig. – Det betaler sig nemlig sjældent.

133

Alperosen Hist på alpens isbelagte spire, der hvor intet menneske tør gå, klynger sig langs op ad fjeldets sider alperosen, som du ej kan nå.

Der i dalen skuede man en blomme, yndig, skøn som alpens rose hvid, bejlerne i flok til hende komme for at ægte pigen huld og blid.

Hun var ung, hun var en yndig terne, datter af den rige købmand Bro. Ingen nå'de dog den klare stjerne, thi i hendes sjæl tog hovmod bo.

Dalens yngling hende hånden rækker: Oh, Alvilda, bliv min væne brud, alt mit guld jeg for din fod nedlægger, klæder dig som alpens rose prud.

Men hun svared': Ingens brud jeg bliver, før jeg får det løfte af hans mund, at han mig en alperose giver, thi en eneste jeg ønsker kun.

Har du, Junus, mod til det at gøre, da du blive skal min elskte mand, Herrens hånd skal dig på bjerget føre,

men farvel, hvis det dig lykkes ej.

Kækt så klatred' han ad bjergets side, nå'de op, hvor alpens rose stod, plukkede en klynge roser hvide, og den kasted' for Alvildas fod.

134

Glad Alvilda nu hans stemme hørte: Her er alperosen fra din ven, Herren, som min fod på bjerget førte, fører mig nok ned til dig igen.

Men imens hans øjne frydfuldt skinne, gled hans fod fra stedet, hvor han stod, og han faldt fra alpens høje tinde ned i dalen for Alvildas fod.

Døden blev for kærlighed ham givet, sønderslagen lå hans legem' der.

Pigen græd: Nu er forspildt mig livet, jeg har mistet den, jeg fik så kær.

Kunne jeg ham ej i livet følge, vil jeg nu i døden med ham gå, far, forældre, vel på livets bølge, oh I søstre, gid I lykken nå.

Op hun steg, og faldt så ved hans side og lå knust hos ham ved klippens fod.

Alpens roser var ej længer hvide, de var farvet rød af deres blod.

135

Vi vil nu følge ungersvenden på sin vej op til alperosen på toppen.

Billedskæreren har skam fået utrolig mange detaljer med på dette forholdsvis lille stykke træ.

Her står en kvæghyrde med sin kraftige hyrdestok og bag ham ligger en af køerne og kigger frem.

Kronhjorten kigger også på og der er udskårne alperoser, selvom de kun vokser på toppen.

En lille bjergræv med et hvidt øje gemmer sig i sin hule.

136

Bag hyrden sidder en stor ørn og vogter.

Her er alpehytten hyrden bor i.

Der er grantræer i baggrunden og flere køer.

137

En flot tyr står på den anden side.

Hyrden passer også en flok geder, der ligger og tygger drøv.

138

En jæger ligger på lur med sin bøsse.

Der er meget at jage.

- En tjur, - en stolt gemse.

En lille hare gemmer sig i blomsterne.

139

Så når han endelig op, men han kan næsten ikke nå blomsterne, så han må løfte venstre ben op og bagud for at holde balancen.

Det er måske under denne manøvre, han mister fodfæstet og falder ned.

Stakkels unge mand. – Det er i grunden utroligt hvad kærlighed og kvinder kan få mænd til at gøre. - Selv mod al fornuft.

Det er et fantastisk kunststykke, at få alle disse detaljer med, og så på så lille et stykke træ. - Der skal stor erfaring omtanke til, for ikke at skære blot en gang forkert.

140

Piben hænger her til venstre sammen med mine andre piber i pejsestuen.

Desværre havde den grådige antikvitetshandler taget det sølvlåg af der havde siddet på piben, - bare for at få sølvværdien.

Jeg ville faktisk gerne have betalt meget mere for piben, hvis det originale låg var der.

Jeg kæmpede lidt med ham om prisen, da jeg købte den, men fik den dog til sidst for kun 350 kroner, og det synes jeg bestemt ikke er for meget for så flot et kunstværk, der nu også er over et hundrede år gammelt.

141

Historien om to af Danmarks ældste aktier fra et af Danmarks første forsikringsselskaber Stiftet 11. maj 1778

142

Historien om to ældgamle aktier Fra det allerførste helforsikringsselskab i Danmark Nede i pejsestuen hænger indrammet to meget gamle aktier fra det hæderkronede

”DET KONGELIGE OCTROIEREDE ALMINDELIGE BRAND – ASSUANCE COMPAGNIE PAA VARE OG EFFEKTER”

Det blev stiftet den 4. april 1798.

Den ene aktie har Ulla arvet efter sin faster, der hed Karen Gemzøe. Den anden fik jeg, som tak for flyttehjælp, da hun flyttede fra København til Aarhus i 1975.

Den ældste aktie er: Serie A nr. 5306 og er fra 11. december 1798.

Den anden er: Serie A nr. 624 og er fra 3. april 1807.

143

DEN KONGELIG BRANDFORSIKRING Den store bybrand i 1728 lagde næsten halvdelen af København i aske, og udslettede det meste af den gamle middelalderby.

En af grundene til, at genopførelsen gik langsomt, var, at forsikring stort set var et ukendt begreb.

Christian V's danske lov gav hjælp til genopførelse af en brændt ejendom. - Men varer eller løsøre var ikke dækket.

Her kunne den skadelidte få udstedt et såkaldt "Brandbrev", der gav vedkommende lov til at gå tiggergang i et nærmere bestemt geografisk område.

Men det udviklede sig gennem 1700-tallet nærmest til en ren landeplage.

Den store brand i London 1666 havde givet stødet til oprettelsen af det private brandforsikringsvæsen. 1731 etableres den gensidige "Brand-Cassen i Kjøbenhavn".

Den dækkede kun fast ejendom, men ikke indbo. Så erhvervslivet måtte forsikre deres varelagre og produktionsapparater i udlandet.

Fra 1760 til 1770 pressede især de københavnske sukkerraffinaderier på, for at få "Brand-Cassen" til at tegne forsikringer på rå og raffineret sukker.

Det afslog den gensidige brandforsikring. Løsøreforsikringer var stadig henvist til udenlandske selskaber, hvad blandt andet de store handelsselskaber benyttede sig af, hvis de da ikke foretrak selv at løbe risikoen.

De nye forsikringsselskaber var gensidige, og ikke beregnet til at sikre produktionsapparater, varelagre o.l.

Men i regeringen var der forståelse for især det københavnske erhvervslivs problemer. Måske fordi finansminister Heinrich Carl Schimmelmann selv var ejer af et sukkerraffinaderi.

144

Den 11. maj 1778 underskrev Christian 7. papirerne for "Det Kongelige Octroierede Kjøbenhavnske Brand-assuranceCompagnie Paa Varrer og Effecter". - Betegnelsen "octroieret" kan oversættes til nudansk som kongeligt autoriseret.

145

Det nye forsikringsselskab fik monopol på løsøre-brandforsikring i København. - Den første direktion blev udpeget af kongen.

146

I vedtægterne opregnes en række områder som forsikringen dækker, herunder specielt sukkerraffinaderierne, samt undtagelserne, blandt andet skader påført ved fjendtlige anfald.

I starten var brandfarlige erhverv, som smedjer, bagerier, bryggerier og brændevinsbrænderier udelukket.

Det nye compagni var, som noget relativt nyt, organiseret som et aktieselskab. For at få gang i forretningen, ydede kongen et rentefrit lån, der skulle tilbagebetales over to år. Herudover gav han tilsagn om at overtage de aktier, der ikke blev tegnede.

Da aktietegningen var afsluttet, fik compagniet et kontor på Børsen som var yderst beskedent.

Kontoret åbnede kl. 12 og lukkede kl. 14 "slet". (præcist) I tilfælde af brand var det administrationen og bogholderen pålagt at møde op og deltage i slukningsarbejdet.

I en annonce gjorde compagniet opmærksom på, at det ikke alene er borgernes ret, men også pligt at deltage i redningsarbejdet.

At alle nok ikke har været lige ivrige efter at hjælpe antydes af, at compagniet opretter deres eget korps til at deltage i bjærgningen og beskyttelsen af forsikrede effekter.

En særligt privilegeret gruppe i forbindelse med brandforsikring var panthavere. Erstatningen fra en ejendom der brændte var forbeholdt panthaveren. Så blev ingen fristet til løse sine økonomiske problemer med en lille pyromanbrand.

I 1795 rammes København af en ny storbrand i dagene fra den 5. til 7. juli. – Hele 55 gader med 941 huse bliver flammernes bytte.

Denne katastrofe ramte også ”Det Kongelige Octroierede Kjøbenhavnske Brand-Assurance-Compagnie Paa Varrer og Effecter”.

I dagene efter branden standses nytegningen af brandforsikringer.

De skadelidte borgere blev tilbudt forskud på forsikringen, og compagniet var i stand til at dække sine forpligtigelser. Det var så velkonsolideret, at det ikke blev nødvendigt at trække på reserverne.

147

Den store brand i København i juli 1795 Allerede den 30. juli kunne compagniet genoptage tegningen af brandforsikringer. På grund af velstanden i samfundet og ikke mindst brandforsikringen, kom byen hurtigt på fode igen.

Det klassicistiske København afløste Holbergs rokokoby.

Den 4. april 1798 offentliggjordes en "Octroy for et almindeligt Brand-Assurance-Compagnie paa Vahre og Effecter i Kongerigerne Danmark og Norge, samt Hertugdømmerne, Staden Kjøbenhavn undtagen." - Det fik også kontor på Børsen.

I 1807 bombarderede englænderne København. Det kjøbenhavnske compagni blev dog ikke ramt af denne katastrofe.

Dengang som nu, var skader opstået ved fjendtlige angreb undtaget forsikring.

Dog skænker det kjøbenhavnske compagni 30.000 rigsdaler til flådens genetablering.

Frederik 7.s død den i 1863 fik en dramatisk effekt for det kjøbenhavnske compagnie. For efter kongens død bortfalder kompagniets monopol på at tegne brandforsikringer i hovedstaden.

148

Den stadig stigende konkurrence på forsikringsmarkedet, tvang dog de to gamle octroierede compagnier på Børsen til at snakke sammen.

I slutningen af århundredet var der omkring 50 forsikringsselskaber, som compagnierne lå i daglig konkurrence med.

Den 25. juli 1891 blev det kjøbenhavnske compagnis aktier solgt til det almindelige, der tog navnet ”Det Kongelige octroierede almindelige Brand-assurance-Compagni”.

I daglig tale Kgl. Brand, der nu fik kontor på Højbro Plads.

Kgl. Brand blev i 1989 købt af svenske interesser og opgav i 1998 sit 200 år gamle navn der blev ændret til ”if”.

(Ovenstående er delvis lånt fra artikel af Allan Mylius Thomsen)

På de følgende sider vil jeg vise de gamle aktier, som så er så gamle, at de blev tegnet helt tilbage i 1798 og 1807 Jeg vil også forsøge at finde frem til nogen af de personer der gennem tiderne har været ejere af dem.

Der kan godt have været kendte imellem, da det jo nok mest har været de allerstørste købmænd i staden der har været meget interesserede i at forsikre deres varer.

– Især her lige efter den store brand.

De sidste fire ejere ved vi jo hvem er. Den sidste er nemlig undertegnede, som jo har arvet dem efter Karen Gemzøe som så var den næstsidste.

Den tredjesidste ejer ved vi også hvem var. Det var den gamle moster, som også hed Louise Wilhjelm.

Den fjerdesidste er Enkefru Henriette C. Louise Wilhjelm, som overtog aktien, den 10. december 1904.

149

Hun boede i Norge, som jo var i fællesskab med Danmark dengang, og netop hende har vi en kontakt med gennem Ullas Gemzøe familie, hvor der er forbindelser til Wilhjelm familien, idet Ullas farmor netop var en Wilhjelm.

Vi har nemlig arvet flere ting efter denne enkefrue i Norge. Blandt andet dette gamle fine klaver med metalramme fra Brødrene Hals i Norge. - Det er fra sidst i 1800-tallet.

Det spiller stadig fortræffeligt på grund af stålrammen, men trænger dog til at blive stemt.

På det har vore familiemedlemmer underholdt os gennem de sidste halvtreds år med sang og spil til jul og familiefester.

Klaverstolen er ligeså gammel.

150

Brødrene Hals Klaverfabrik

Brødrene Hals’ koncertsal og klaverfabrik i Stortingsgata 26 Brødrene Hals var Karl (1822–1898) - Petter (1823–1871) Hals.

Karl Hals blev uddannet af kendte klaverbyggere i København og Hamborg og ligeledes blev hans bror Petter uddannet i København og Paris. I 1847 grundlagde Brødrene en klaverfabrik i Christiania under firmanavnet Brødrene Hals.

Det første år havde klaverfabrikken kun én ansat, foruden brødrene selv. Fabrikken producerede det første opretstående klaver i Norge. Produktionen blev gradvist betydelig større.

De første år havde fabrikken lokaler i baggården Akersgata 65, men allerede i 1856 købte man grund og flyttede fabrikken med 26 ansatte til større lokaler i en ejendom, der dengang havde adressen Drammensveien, men fra 1864 fik den en ny adresse til Stortingsgata 24-26.

Nu havde virksomheden også startet produktion af flygler, i 1866 havde de 36 mand i arbejde, og i 1890 var der hele 100 ansatte.

151

Hovedproduktionen var opretstående klaverer som vores, men der blev også produceret enkelte bordklaverer. Det første flygel blev bygget i 1863 og der var også en betydelig produktion af harmonium.

Det er et stueorgel, med trædepedaler til at drive blæsebælgen.

Vi har faktisk et magen til, men det er ikke et Hals. - Det virker stadig perfekt. - Børn og børnebørn spiller jævnligt på det.

I 1918 havde fabrikken leveret 24.000 instrumenter, både klaverer og flygler.

Vi arvede også fra samme familie denne smukt udskårne norske stol, hvor ryglænet og sædet er drejet en kvart omgang.

Der er ikke så lidt vikingetid over denne stol.

152

Fra samme familie har vi også arvet disse to smukke servietholdere. - De er lavet af fint sølv og er smukt ciselerede.

De er nok lavet i Tyskland for det står ”Guten Appetit” i en oval ramme på siden.

– De er beregnet til datidens store stofservietter, hvor man også skulle kunne tørre sine fingre, da man brugte skylleskåle.

Dengang spiste man endnu meget mere med sine fingre end mange gør i dag. – Jeg er nok selv en undtagelse, da jeg elsker at spise så meget som muligt med mine fingre. - Det er dog nødt til at foregå hjemme og uden gæster.

Maden smager faktisk meget bedre på den måde, da man så helt automatisk grundigere studerer, hvad man putter i munden.

I øvrigt spiser størsteparten af jordens befolkning stadig mest med fingrene.

Wilhjelmerne har deres eget våbenskjold.

153

”GUTEN APPETIT”

Jacob Nicolay Wilhjelm den 31. mai Der er desværre ingen årstal, men det er nok sidst i 1800-tallet.

Louise Frederikke Wilhjelm den 31. mai

154

Vi har også arvet nogle smukke sølvspiseskeer fra familien.

Der er stempler i så man kan se lødigheden af sølvet og hvem der har fremstillet dem.

Tre-tårnede 40 RI = sølvsmed Peter Reimer Hinnerup.

1840-1863 På dem står initialerne E W og de er selvfølgelig udført i tretårnet sølv.

Lødighedsstempel. - Lødigheden er normalt 830 155

Forsiden af aktie serie A nr. 5306 pr. 11. december 1798

156

Første inderside af nr. 5306

157

Anden inderside af nr. 5306

158

Tredje del. Bagsiden

Den gamle moster Sofie Wilhjelm og faster Karen Gemzøe fik dem åbenbart ikke påtegnet, for de står her ikke, men aktien er jo også et ihændehaverpapir

159

Forsiden af aktie serie A nr. 624 5. april 1807.

160

Første inderside

161

Anden inderside

162

Tredje del. Bagsiden.

Denne aktie har Karen Gemzøe fået ført over i sit navn.

Det har banken gjort i forbindelse med, at jeg fik dem overdraget i 1975 Jeg fik aktierne 4. november 1975.

Jeg havde dem bare liggende som kuriositeter da pålydeværdien ikke var så stor.

I 1988 blev aktierne tvangsinddraget og først da blev jeg påført 2.2.

Der var en lov om, at når private kun ejede få aktier, havde man ret til at købe dem op til pålydende, ikke

værdibeløbet.

Det var jeg så nødt til den 4. februar 1988.

Men jeg pointerede stærkt, at jeg ville have de fine gamle originale dokumenter tilbage.

Det fik jeg, men det holdt hårdt. – Men nu var de stemplet: ANNULLERET på forsiden. - Der var mange samlere der gerne ville have dem, med alle de fine gamle påtegninger på.

163

Den gamle Moster Karen Gemzøe har måske arvet aktierne gennem en anden af Wilhjelm slægten, nemlig ”Den gamle moster” som familien kaldte hende, som så igen kan have arvet dem fra familien i Norge.

Sofie Wilhjelm var søster til Karens mor Cecilie. Karens far hed Axel Harald Gemzøe og var præst i Roslev. - Som søn af de to hed Ullas far derfor Jacob Erhard Wilhjelm Gemzøe).

De var begge døtre af Erhard J. K. Wilhjelm (1828 -18??) der var forpagter (1858–1879) på den berømte hesteopdrætsgård ”Estvadgaard” ved Skive. - De forsynede blandt andet kongehuset med fine rideheste.

Han bestyrede den meget store gård for Grev Knuth, der ejede mange godser og meget jord rundt om i Danmark.

Sofie Wilhjelm blev aldrig gift, - det var ikke altid så let at finde en ægtefælle af passende stand, når man boede så langt fra hovedstaden, men hun flyttede senere til København og arbejdede i mange år på ”Den kongelige porcelænsfabrik” som porcelænsmaler. Det var en eftertragtet og respektfuld bestilling.

Mange i familien gemmer endnu arvet kongeligt porcelæn med hendes initial under bunden. - Hendes initial var et S. W. Ulla fortæller, at hun af og til, var med sin mor og sine søskende på besøg i Gothersgade, hvor den gamle moster Sofie boede.

Hun husker tydeligt, at trinene i trappeopgangen var slidt meget hule, så det må have været en ret gammel bygning, men lejlighederne i den var gode.

Ulla fortæller videre, at de efter at have forceret de mange slidte trin op til anden sal, trådte de ind i en fin gammeldags klunkestue. ”Moster” sad altid, - nu på sine gamle dage, på sin repos hævet lidt over gulvet henne ved vinduet, og hun havde også et gadespejl, så hun bedre kunne følge med i livet nede på gaden Hun så majestætelig ud med sit smukke hvide hår opsat i fine bukler og med en guldbroche på den fine sorte silkekjole.

164

Moster Sofie Wilhjelm i al sin vælde Hun ser bestemt ud til at have sine egne meninger.

165

Dette lyse hus i Gothersgade kunne godt minde meget om det hus Ulla husker, da hun som 5-6-årig besøgte den gamle moster.

Inde i den mørke port er indgangen til etagerne.

Moster Sofie boede på 2. sal.

Sådan ser et gadespejl ud.

Man kunne se til begge sider.

Det var meget brugt over hele Danmark. - Især før sidste krig.

- Man ser det tit på gamle danske film.

166

Da moster Sofie arbejdede som porcelænsmaler malede hun mest ”Blå blomst”.

Hun havde selvfølgelig også en komplet samling af årets juleplatte.

- De hang på næsten alle hendes vægge.

Her er den første juleplatte fra 1908.

Den sælges i dag for ikke mindre end 30.000 kroner.

Den hedder: Marie med barnet.

Jeg håber arvinger har gemt hendes samling.

Vi har selv haft en stor samling af juleplatter, idet vi altid købte den nyeste til hver jul.

En stak af dem har vi givet til et af vores børn. De bruger dem som desserttallerkener, når de har gæster. – Det er en god ide, for så bliver de brugt.

Resten står i en stak oppe på loftet.

Måske kan nogen andre i familien engang bruge dem som desserttallerkener.

167

Her er et smukt kagefad i Blå blomst som Ulla arvede, men lod gå videre til vores datter Iben.

Blå Blomst, oprindelig kaldt Blåblomstret porcelæn, er fremstillet uafbrudt siden cirka 1780.

Teknikken er uforandret: men dekorationen har undergået en udvikling.

Tre særskilte stelformer er med tiden opstået for i dag at være de fortrukne blandt klassiske stel i store dele af verden: Blå Blomst, flettet (også kaldet Osier) svejfet og kantet.

I overensstemmelse med en tradition, som opstod i 1700-tallets sidste halvdel, males de koboltblå blomsterbuketter med den individuelle maleres egen kunstneriske frihed ved kombinationen af buketterne, der så aldrig bliver helt ens. - Inspirationen til buketterne er oprindelig fundet i tulipanen, påskeliljen, rosen, valmuen, auriklen og nelliken. - Udførelsen af de blå blomster på porcelænet, inden glasuren påføres, kræver oplæring i den specielle teknik.

Det er det tryk, hvormed det enkelte penselstrøg føres, der giver blomsterne deres varierede farvetone og en friskhed, kun håndens arbejde kan opnå. - Siden 1780 har "blåmalerne" signeret deres arbejde med deres personlige initialer eller mærke.

Man ser her tydeligt Sofies signatur S.W. og årstallet 1930, som er året hvor dette fad er malet.

168

Den kongelige Porcelainsfabrik blev etableret 1775 i en tidligere postog gæstgivergård i Købmagergade i København under protektion af enkedronning Juliane Marie og er siden kendt for sit karakteristisk logo med tre blå bølger, som symboliserer Danmarks tre store indre farvande: Øresund, Storebælt, Lillebælt.

Fabrikken blev grundlagt af apoteker Frantz Heinrich Müller, som fik monopol på at drive den i 50 år.

Fabrikken overgik i 1868 til private, og i 1882 blev den overtaget af den succesfulde fajancefabrik Aluminia på Christianshavn, der blev ledet af Philip Schou.

Kort efter Aluminias overtagelse blev produktionen flyttet til en moderne produktionsbygning på Aluminias arealer på hjørnet af Smallegade og Søndre Fasanvej på Frederiksberg.

Philip Schou ansatte i 1884 arkitekten Arnold Krog som kunstnerisk leder, og med ham ved roret gik fabrikken ind i en kunstnerisk glansperiode, hvor fabrikkens produkter vakte opsigt på verdensudstillingerne.

På Verdensudstillingen i Paris 1889 var det danske porcelæn udstillingens hovedbegivenhed, og Krogs værker vandt Grand Prix.

Den gamle direktørbolig er i dag fredet.

169

Når Ullas mor med fire børn besøgte moster Sofie, blev alle mad- og drikkevarer altid serveret på kongeligt porcelæn, og Ullas mor var tit nervøs for, at de små børn skulle slå noget i stykker.

Ulla fortæller: Vi fik saft, te og kager af det fine porcelæn og alt blev serveret af mosters faktotum. - Det var en dame der boede fast hos moster og som var hendes uundværlige højre hånd.

Hun blev taget med på råd i alle sager. og ordnede alt i husholdningen.

Moster Sofie som yngre i sin fine guldramme I visse kredse havde velstillede ældre damer altid et sådant faktotum og moster Louise kom jo fra en fin gammel godsbestyrerfamilie, hvor alt foregik stilfuldt og efter gode skikke.

Hun havde også en stor fin gammel ørelænestol. Den var beklædt med et skånebetræk. Skånebetrækket var sat fast med utallige store flotte porcelænsnipsenåle fra Den kongelige porcelænsfabrik.

Der var alle mulige figurer og små hoveder af eventyrfigurer, dyr og blomster. - Ullas storesøster sagde, at hun skulle beherske sig virkelig meget for ikke lige at snuppe et par stykker.

Hun mente, at når der var så mange, ville det nok ikke kunne ses, at der manglede nogen. - Men det blev heldigvis ved tanken.

170

Ulla fortsætter: Når vi skulle hjem, kunne vi glide ned ad gelænderet på det sidste stykke af trappen. Derefter tog vi alle med sporvognen hjem. Vi kørte meget med linje 2.

Ulla fortæller: - Jeg elskede at stå helt ude foran ved siden af vognstyreren. Billetprisen var 30 øre for en omstigning. Det er i dag godt 8 kroner, så det var jo ikke så dyrt.

Sporvognene fyldte altid meget i min barndom.

- De fragtede mor og os børn til og fra mostre, fastre og veninder.

171

Her er en lille sporvognshistorie fra da jeg var godt to år gammel.

Jeg havde været til kortaften med mor og far ude hos nogle af mors kolleger.

Det var blevet mørkt og vi stod nu på gaden og ventede på sporvognen, der var forsinket.

Jeg var lysvågen, da jeg havde sovet hele aftenen, så jeg begyndte at snakke meget højt. ”Mor, stjernerne lyser for lille Ulla” – ”Sporvognen er slem, sporvognen skal ha’ smæk i halen”. - Den var jo forsinket.

Da sporvognen endelig kom, fortsatte jeg inde i den, henvendt til de øvrige passagerer: ”Jeg har Bibi’s frakke (storesøsteren) og Finneman’s massebosser på”. (Lillebrors gamachebukser).

Folk i sporvognen syntes det var sjovt, og sagde til hinanden: ”Hvad siger hun nu?”

172

Mere arvegods Erhard Julius Kock Wilhjelm, det var forpagteren på ”Estvadgaard”, var gift med Henriette Pouline Lovise Matzen, og derved kommer familien Matzen ind i billedet.

Det må nemlig være gennem hende, - der så er Ulla og hendes søskendes oldemor, - vi har arvet ”guldtallerknerne”, - som vi kalder dem. Matzen familien havde ved deres hjemkomst fra Østen blandt andet disse tallerkener med hjem og gennem snørklede familieveje er de altså havnet hos os.

De er nu ikke lavet af guld, men er blot dekorerede med endnu meget flotte guldborter. - Det er nogen vi passer godt på og kun bruger til meget fine selskaber. - De bliver altid vasket op i hånden.

Familiehistorien fortæller, at det er arvegods fra en Matzen der var ansat i Ø.K. og var plantagebestyrer ude på Jawa i Fjernøsten.

Der er da også en Matzen der har bestyret en plantage i Bang Nara, i Siam. – Siam er i dag Thailand.

Det er da i nærheden, men jeg ved så ikke, hvordan Jawa er kommet ind i billedet, men det betyder jo heller ikke så meget i historien om ”guldtallerknerne”. - Det er bare fantastisk at de eksisterer endnu og ovenikøbet stadig bruges.

- De er mindst 125 år gamle nu.

173

Den ene har engang været tabt og er gået i to stykker. Dengang smed man ikke kostbart porcelæn væk, - nej, man klinkede det, hvis det var muligt. Man borede små huller i porcelænet og satte det sammen med kramper af metal, der hverken rustede eller irrede.

Kramperne ses mest på bagsiden, mens der på forsiden kun er små huller. - Som lim brugte man blandt andet æggehvide.

174

Mere arvegods fra Jawa.

Der kom faktisk en del ting i arv fra familien Matzen.

– De blev fordelt rundt i Gemzøe familien.

Ulla og jeg arvede et helt specielt skakspil med miniaturebrikker i drejet elfenben. Det lå i en smuk lille aflang æske med buet låg af mørkt træ og med intarsiabelægning af perlemor.

Desværre var en af de smukt drejede brikker bortkommet, - og det var selvfølgelig en lidt kompliceret kongebrik, så den savnede man jo, når man skulle spille skak.

Da spillet var håndlavet ude i østen, ville det være helt umuligt at finde en ordentlig erstatning.

Da jeg i 1956 var inde som soldat i Ålborg hørte jeg om et kursus i benskæring, som vi kunne deltage i inde på kasernen.

Jeg fik nu den ide, at jeg måske selv kunne lave en ny kongebrik, så jeg meldte mig til dette kursus.

Det viste sig dog, at det mest gik ud på at save ting ud i benstykker. Ørenringe og fingerringe og brocher og lignende med en dekupørsav.

På den måde kunne jeg ikke lave min brik og der var ingen drejebænk. Men jeg giver jo aldrig op så let, så jeg lavede bare min egen lille drejebænk.

Det gjorde jeg ved at tage en lille håndboremaskine og spænde den op i en skruestik, spænde et passende benstykke fast i boremaskinen og dreje den rundt, medens jeg med den anden hånd brugte forskellige file til at forme brikken med.

I første gang så det helt umuligt ud, og læreren grinte da også lidt og mente, at her havde jeg vist spændt buen lidt for stramt. ”Det der får du aldrig til at lykkes”.

Jeg ved godt det lyder ”helligt”, men sådan noget skal man altså ikke sige til mig, så jeg fortsatte bare med at eksperimentere.

175

Brikken bestod af to elementer. Der var en midtersøjle med bund, og en krone. Søjle og bund skulle drejes ud, og kronen skulle saves, files og skrabes ud af den okseknogle jeg havde til rådighed.

Der skulle bores et nøjagtigt hul, så det hele kunne sættes sammen.

Den 21. marts 1956 skrev jeg dette soldater-brev hjem til Ulla: Du kan vel godt huske, at der var en oberstløjtnant og se på det, vi havde lavet i benskæring, og da jeg så kom herned i mandags, kaldte læreren på mig og sagde, at jeg havde vundet præmie.

Jeg troede jo bare, at det var en anden eller tredje præmie, men det var det ikke. Jeg havde vundet I. præmie og fået diplom oven i købet, og det var fordi jeg havde lavet den skakbrik, så læreren griner ikke mere. - Han kommer endda hen hele tiden, for at se hvordan det går. (Præmien var en dekupørsav som jeg stadig har).

Jeg har lavet en af disse skakbrikker, men hvilken?

Det er denne her.

I dag er jeg helt stolt af den.

Værktøjet jeg brugte var en simpel boremaskine, jeg selv skulle dreje med hånden, medens jeg med en lille fil formede stamme og fod.

Kronen blev filet og skrabet ud i hånden.

176

Der var også to fornemme syskrin med spændende indhold i form af udskårne synålefutteraler og garntrisser i elfenben.

Her er det ene. Motiver og dekoration er malet med guld.

Det befinder sig hos familien på Mors.

De små sytrisser er forarbejdet i elfenben.

177

Endnu mere arvegods Historien om lysekronen fra Estvadgaard

Erik Nielsen Gyldenstierne ejede Estvadgård i første halvdel af 1400-tallet, og han er herregårdens første kendte ejer. Efter en periode i delt eje mellem en række forskellige parter, opnåede Peder Munk i 1566 at blive eneejer af Estvadgård.

Han var en af herregårdens mere navnkundige ejere og gennem sit liv opnåede han at blive optaget i rigsrådet og besidde betydningsfulde embeder som rigsadmiral og senere rigsmarsk.

I 1621 blev Estvadgård solgt til Johan Rantzau, men efter knap hundrede år i Rantzau-slægtens eje blev herregården i 1710 solgt til Anders Pedersen Brønsdorph, som allerede samme år pantsatte gården, og i 1726 helt afhændede den.

Estvadgård blev da købt af kancellisekretær Johan Severin Benzon Forfatteren Jeppe Aakjær beskriver i sine hjemstavnsstudier Benzon som en særdeles brutal og ondsindet godsejer. Benzons enke oprettede på sit dødsleje i 1745 en stiftelse, der skulle huse adelige enker og frøkener på Estvadgård.

I 1804 blev det imidlertid besluttet at godset skulle sælges og adelsdamerne skulle flytte ud, da stiftelsen ikke fungerede optimalt.

Gennem 1800-tallet blev yderligere jord solgt fra, og tiden tro blev der eksperimenteret med opdyrkning af hedearealer.

178

Lysekronen startede sit liv i 1890’erne på denne berømte hesteavlsgård på Skive egnen.

Her hang den midt i loftet i deres aflange spisestue.

En dag fik gården fint besøg, nemlig kronprins Christian, ham der senere blev konge under navnet Chr. X. - Han skulle se på en af deres berømte rideheste.

Han blev inviteret til frokost i spisestuen og under denne frokost skulle han, - ifølge datteren på gården Cecilie, - der senere blev Ullas farmor, - have sagt: - Det er dog en nydelig lysekrone De der har.

Denne udtalelse har så fulgt lysekronen lige siden. Faster Karen, datter af Cecilie, arvede den, og da hun døde, arvede Ulla den.

Den var dog nu i en alder af cirka 120 år i en yderst sørgelig forfatning, men den var jo på en måde et familieklenodie, der burde bevares.

Den var, som noget af det allertidligste, født elektrisk, men skulle illudere en lampe med kærter, altså stearinlys.

Jeg lagde den i en papkasse og gemte den ovre i garagen. Her lå den i flere år. Men en dag, da jeg flyttede papkassen, fik jeg pludselig lyst til at vække den hæderkronede gamle lysekrone til live igen.

Efter et kæmpe restaureringsarbejde på den gamle møre trælysekrone, - som jeg har beskrevet i ”Bogen om huset” bind I, - fik jeg den endelig op at hænge i vores spisestue.

Den hørte ligesom hjemme i en spisestue, selvom jeg ikke forventer, at der kommer en ny prins Christian og beundrer den.

179

Der er en sjov tillægshistorie om lampen.

Ulla og jeg fik en sommer lyst til at se ”Estvadgaard”, hvor lampen engang havde hængt, og hvor Ullas farmor Cecilie Wilhjelm var opvokset, - så vi besøgte gården engang i sommeren 2010.

Det er en meget stor firelænget gård med en kolossal gårdsplads, men indgangen var afspærret af en meget bred og høj jernhavelåge, så vi stod bare og kiggede ind.

Inde på gårdspladsen gik der en hund og ved at ruske i lågen fik jeg den til at gø. - Jeg regnede nemlig med, at der så ville komme nogen ud for at se, hvem der kom, og ganske rigtigt, der kom en ung kone ud og vi hilste på hinanden.

Vi fortalte, hvorfor vi var der og om vores tilknytning til stedet og selvfølgelig også om den ”berømte lysekrone”.

Vil I så ikke med ind og se, hvor den har hængt - spurgte hun venligt. - Det ville vi da umådelig gerne. Nu kom hendes mand til og han var meget interesseret i alt om gårdens historie.

- Det var nemlig ikke så længe siden, de havde overtaget stedet.

Vi kom ind i omtalte spisestue, og her så vi til vores store overraskelse, at der over spisebordet hang en lysekrone, og den mindede umådelig meget om vores.

Vi spurgte forbavset om, hvorfor de havde lige netop den type lysekrone hængende.

- De havde manglet en lampe over bordet da de flyttede ind, og i en antikbutik havde de fundet lige netop denne type, som de mente ville passe godt til deres spisestue.

Jeg gik ud og hentede et fotoalbum ude i bilen, og her var der et tydeligt billede af vores spisestue og lysekronen. - De lignede så meget hinanden, at vi undrede os over sammenfaldet.

Den unge gårdejer var som sagt meget historisk interesseret og han fremviste nu papirer over gårdens historie.

Man kunne se, at Cecilies far, altså Ullas oldefar, Erhard J. K. Wilhjelm havde været bestyrer for grev Knuth, som ejede gården i 1800-tallet og at Ullas far havde fået sit fornavn Erhard efter ham.

180

Tilbage til aktierne Aktie nr. 5306 pr. 11. december 1798 Den første der er skrevet på denne aktie er en herre der hed Niels Ferdinand Sletting.

Han er født i 1788 og han er påtegnet aktien den 5. januar 1828.

Han var Søkrigskommisær og mønsterskriver ved Søindrulleringen. Han er påskrevet af en E. J. Sletting.

- Det må jo være en slægtning, måske en søn eller en far.

Jeg kan se der forekommer en F. Sletting igen den 10.oktober 1829, hvor aktien igen er overført. Nu til en Hans Rolff.

Det er lidt svært at læse hvad der helt nøjagtigt står, men måske kan nogen med lidt kendskab til gammel håndskrift tyde det.

Jeg kan se der et sted står: - transporterer til Krigs-(titel) Niels Ferdinand Sletting og så Kjøbenhavn d. 5 Jan. 1828 E. J. Sletting

181

182

Den første Wilhjelm der står nævnt er: E. J. K. Wilhjelm 18. december 1883.

Det må være den norske Sofies Wilhjelms far,

Han har så igen den 20. januar 1904 overdraget den til sin datter Henriette C. Louise Wilhjelm.

183

Hverken moster Louise Wilhjelm eller Karen Gemzøe har fået sig noteret for denne aktie.

Karen Gemzøe kan også have arvet den senere, måske fra hendes søster Lis, der jo også nok har fået en af aktierne, da de begge arvede første gang.

- Her er jeg påført, da jeg overtog aktien i 1975.

Der er et hul i historien her, for der er ikke skrevet noget nyt ejerskab på denne aktie mellem Louise Wilhjelm, der fik den, den 20. januar 1904 og mig, der blev påført den 4. november 1975. Men det er nok det samme som med den anden aktie, på nær at faster Lis kan have været inde som mellemmand.

184

Aktie nr. 624 pr. 3. april 1807 På den anden aktie er der ikke påført nogen ejer før den 7. juli 1821. Måske er den ikke blevet solgt før, eller har bare været ejet uden påføring, idet alle aktierne var ihændehaverpapirer, det vil sige at man går ud fra, at den der står med aktien i hånden også er aktiens ejermand.

Den først påførte er Madame Ane Marie Bertelsen. Påføringen fortæller, at hun ejede fra den 7. juli 1821, men det er først noteret på aktien den 9. november 1827.

Aktien skifter igen ejere den 30. juli 1838, idet der påføres, - så vidt jeg da kan se, hele fire nye ejere. Det ser ud til at være børn af Ane Bertelsen, da en af de fire endnu ikke er myndig og der skal underskrives med en fuldmagt.

Den ikke myndige er Peter Ferdinand Bertelsen, der påføres med fuldmagt fra L. Bertelsen. - De to andre er F. Bertelsen og A. Bertelsen.

Da det er meget svært at læse den gamle fine håndskrift overlader jeg tydningens til mere kyndige.

Bertelsen familien ejede aktien helt frem til 18. december 1883 hvor Wilhjelm familien overtog den.

185

Igen er det E.J.K. Wilhjelm der overtager aktien og det gør han som nævnt den 18. december 1883. hvorefter den overføres til Henriette C. Louise Wilhjelm den 20. januar 1904.

Den 4. november 1975 påføres, at aktien nu tilhører Karen Gemzøe, men det må have været en efterrationalisering for det er også den dag jeg overtog de to aktier, men jeg er ikke påført denne aktie nr. 624.

Jeg blev først påført aktien to dage før den blev tvangsindløst nemlig den 2. februar 1988.

Den 4. februar 1988 blev den indløst og ”noteret i compagniets bøger efter forelagte bevisligheder”, som der står på næste billede, og returneret til mig og det var godt, for det er derfor jeg nu kan vise disse gamle familiepapirer her.

186

187

Der har i øvrigt været flere af disse aktier i familien, idet Tage Andersen, gift med Vibeke Gemzøe også hjalp med til Karen Gemzøe’ flytning i 1975. Han fik nemlig også to aktier.

Jeg fandt dette billede af Karen Gemzøe. - Hun ryger cerut.

Hun var frisk og med en hurtig replik.

Hun var altid hos os juleaften i mange år. Her i 1976.

Det var kort tid efter hun var flyttet herover fra København.

Dette billede er fra 1937. Hun var en kort tid gift med denne mand. Han var en rar fyr, men desværre også bigamist. - Det var synd for Karen, for de var lykkelige sammen, som det tydeligt ses.

Karen var uddannet privatsygeplejerske, og arbejdede blandt andet i Frankrig og herhjemme med private ældre patienter, - især mænd.

188

Det var så lidt historier om syv af de spændende ting vi har købt på markeder eller samlet sammen gennem oplevelser og rejser i over 60 år.

Jeg håber I synes det har været spændende at læse historierne om dem.

Jeg tror at disse syv ting må være nok for denne gang, men der er dog mange andre ting, som måske er ligeså spændende, men det må jeg så skrive om en anden gang.

Det er jo altid godt, - her på mine gamle dage, at have noget at glæde sig til.

Knud Erik Guldager

189