Skæbner på Ronæs Præstegård

Skæbner på Ronæs Præstegård En historie fra gamle dage

fortalt af

Knud Erik Guldager 1

2

Skæbner på Ronæs Præstegård

Den 11. juni 1566 sad den syttenårige Petrea Pedersdatter på skrænten og stirrede ud over Gamborg fjord. Solen var netop gået ned og de guldkantede skyer spejlede sig smukt i vandet.

- Det var så smukt et syn, så man skulle tro, at det kunne give enhver sjæl ro i sindet.

Men det gjorde det bestemt ikke hos Petrea. Hun var dybt ulykkelig og meget trist til mode, for hun led af ulykkelig kærlighed, trods sine kun 17 år.

Hun havde i den sidste tid efter dagens mange gøremål, ret tit, - ja, næsten hver aften, siddet alene og tænkt over sit nu ulykkelige liv.

3

Hun havde ellers haft en dejlig og lykkelig barndom.

Hun var enedatter af præsten Peder Jørgensen, der var præst i Udby kirke og hendes mor var en sjettedatter af greven på Wedellsborg. De boede på den store nye præstegård i Ronæs ved Gamborg fjord.

Det var en solid og nybygget præstegård der havde en stor gårdsplads med et vældigt lindetræ i midten.

Wedellsborg lå blot nogle få mil borte på halvøen lige syd for Tybrind Vig, og det var greven på Wedellsborg der havde bygget en helt ny præstegård og sørget for embedet til hans datters ægtemand. Det var hans bryllupsgave til hende, da han ikke, til denne sjette datter, havde kunnet skaffe en ægtemand af højere stand end denne præst.

4

Hans datter var jo vant til de gode boligforhold på slottet, så derfor havde han ladet den gamle præstegård, der var ret lille og forfalden, rive ned og bygget denne nye og flotte med mange rum og værelser, så der blev rigeligt med plads til både gæster og et passende hold af tjenestefolk.

En præst var selvfølgelig vel anset i samfundet og ægteparret var derfor tit på besøg hos hustruens forældre på det nærliggende Wedellsborg og de var altid med til de store fester der blev holdt der. Det sidste gjorde greven nu mest for sin datters skyld, så hun kunne følge med i livet i de højere kredse.

Petrea havde fået en rigtig god og grundig uddannelse i sprog og dannelse, især af sin mor, der var vant til at færdes i de dannede kredse indenfor hoffet i landet.

Det var selvfølgelig dejlig at have lært noget og at vide noget, men det indebar desværre også, at hun ikke forventedes at gifte sig under sin stand. Men der var skam også nok friere at vælge imellem, da hun havde et nydeligt udseende, uden dog at være en direkte skønhed. Men nu var der sket det, at hun allerede havde valgt, hun havde nemlig forelsket sig hjælpeløst i præstegård-bestyrerens søn Gabriel.

De var næsten lige gamle. Han var kun et år ældre end Petrea og de havde kendt hinanden altid, men indtil nu blot som gode legekammerater. I de sidste par år var 5

der imidlertid sket noget. - De så pludselig på hinanden med helt andre øjne.

I begyndelsen havde det gjort dem en del forlegne og de kunne pludselig ikke længere tale så frit sammen, men de vidste dog, at de begge følte sig voldsomt tiltrukket af hinanden.

I det daglige var det ikke let at dække over deres skjulte blikke. De skulle hele tiden passe på at forældre og tjenestefolk ikke opdagede noget.

Det var nemlig ved at være tiden, hvor der skulle findes en ægtemand til datteren. Hun var sytten år nu og hun skulle helst være gift inden hun fyldte tyve, da der ellers let kunne gå ”gammeljomfru” i hende og de rigtige partier ville så spørge: - Hvad er der vejen med den pige, siden hun ikke allerede er gift?

Når hun blev gift, skulle hun være forberedt på hurtigt at føde mange børn og allerhelst drenge, da det altid var vigtigt for folk, der var kommet lidt op ad rangstigen, at få arvinger.

Især hendes fornemme mor var agtpågivende, da hun jo selv var blevet gift lidt under sin stand, men som sjette datter i rækken, havde der ikke været så mange friere at vælge imellem, så hun blev altså gift med præsten Peder Jørgensen, der ganske vist var lidt yngre end hun selv, men dog var en mand med en vis uddannelse. Nu 6

så hun derfor en vigtig opgave i, at hendes eneste barn helst skulle blive godt gift og helst med en mand med formue og helst lidt opad.

Det vidste Petrea godt og hun var også selv lidt ked af, at hun ikke kunne opfylde moderens ønske, hvis hun da selv fik lov til at vælge. Hun vidste imidlertid også, at det fik hun helt bestemt ikke. – Det kunne slet ikke komme på tale, - men det værste var jo også, at Petrea allerede havde valgt.

Petrea og Gabriel mødtes nemlig i smug. Det finder alle unge, der er forelskede altid ud af, og det har de gjort siden tidernes morgen. Men dengang, og i de kredse, foregik deres forelskelse skam i al ærbarhed. Det lå dybt i Petrea, at der ikke kunne blive tale om andet end lidt krammeri og måske et kys nu og da, men så absolut heller ikke mere. – Det var lidt svært at holde, for naturen kræver jo sin ret og Petrea måtte tit bruge al sin viljestyrke. Hun var imidlertid stærkt påvirket af moderens opdragelse. – En ordentlig pige er jomfru til den dag hun skal giftes. – Det havde hun fået at vide utallige gange.

Gabriel, der som den unge fyrige og ombejlede ungersvend han var, havde langt sværere med at skjule sin ”begejstring”. Det var skam heller ikke første gang han havde forsøgt sig i den metier, men det havde mest været med tilfældige tjenestepiger rundt omkring, og det havde aldrig været alvorlig ment for nogen af 7

parterne. - Han havde jo også sit ry som rask ung svend at tage hensyn til, så blandt kammerater gik det slet ikke an, at gå rundt i hans alder uden at have kendt en pige på den måde.

Men med forholdet til Petrea var det noget ganske andet. Han nærede dyb respekt for hende, fordi hun var så dannet og altid var ærlig og uden svig. Det var jo netop derfor, han var så dybt forelsket i hende. Så når hun sagde fra, hvis han forglemte sig, holdt han straks inde og neddæmpede sit kurmageri til det tilladte.

Gabriel hjalp sin far med alt arbejdet på præstegårdens store landbrug. Præsten selv, havde ikke noget at gøre med den daglige drift. Den stod hans bestyrer for. Det var meningen, at Gabriel skulle efterfølge sin far, når denne engang blev gammel og gik på aftægt, så han blev sat ind i alt det, hans far foretog sig og havde ansvar for.

Han var også medlem af marsvine-lauget i Middelfart.

To gange om året var han derfor med til den store marsvinejagt, der var hvert forår og efterår i Gamborg Fjord. Her kom store flokke af marsvin vandrende gennem det smalle Lillebælt for at komme ind i den fiskerige Østersø.

8

Den lille hval Marsvinet, på godt to fod, var der masser af og man havde altid jagtet disse dyr for deres tran.

Gabriels far havde som ung også været medlem af marsvine-lauget.

Når marsvinene var slagtet, kogte man deres spæk af i store kar og derved kom der flydende tran, men dette arbejde var der helt andre folk til. Det var et beskidt arbejde og det var ikke nær så ærefuldt som at fange og nedlægge dyrene.

Alle på egnen brugte denne tran til belysning i tranlamper og det var derfor godt at have et familiemedlem i marsvine-lauget, da man så, som løn, fik tildelt tran nok til det næste halve år. Gabriel ville dog gerne have gjort det uden belønning, - alene for jagten og ærens skyld.

Man lavede selv lamperne af ler. Vægen man brugte, var marven i lysesiv, som man fandt i søer. Man flækkede sivrørene og tog forsigtigt en strimmel af den runde ”marv” ud og brugte den som væge. Når lampeskålen var fyldt trefjerdedel op med tran, lagde man vægen derned og lod den hænge op over den spidse ende af lampen. Nu trak trannet op gennem vægen og man kunne tænde den udhængende ende.

9

- Det gav dog en noget osende belysning, men det var den eneste form for belysning man havde, foruden ildstedet, til de mange ting man sad og lavede i hånden i de lange vinteraftener. – Eller hvis husfaderen sad og læste lidt op fra bibelen, hvis man da havde en sådan og kunne læse.

Hjemme på slottet hos Petreas forældre havde man tællelys lavet af fåretælle eller bivoks, men man havde også tranlamper som denne. Den kunne bæres med rundt, når man gik i de mørke gange om natten.

Når tiden var inde til marsvinejagt indkaldte Lauget i Middelfart alle sine medlemmer. Hele holdet bestod af 34 mand i 12 både, og de sejlede så ud på Lillebælt og omringede en mindre flok ud fra de store flokke, der hvert forår, som fortalt, svømmede ned i Østersøen for at æde sig fede, eller hvert efterår, når de svømmede tilbage igen.

10

Det var bedst at jage dem om efteråret, for så var de fedest og derved kunne man få mest tran ud af dem.

Når man havde omringet en flok, drev man dem over mod Gamborg fjorden, der havde lavt vand. Man havde i forvejen udlagt store flade net på bunden ud for fangstpladsen på spidsen af øen Svinø.

- Denne spids vender mod vest ud mod Lillebælt.

Svinø har faktisk sit navn fra netop marsvinet. Man havde nemlig, i al den tid Gabriels slægt kunne huske, valgt at drive marsvinene ind på dette ideelt lave vand, hvor de var hjælpeløse og nemme at håndtere.

11

Når flakken var kommet helt ind på det allerlaveste vand og de ikke kunne svømme mere, trak man dem længere ind ved hjælp af nettene og op på land og slagtede dem der.

Det var kun de raske, stærke og sunde mænd der kunne blive medlemmer af marsvine-lauget og Gabriel blev anset for at være netop en sådan kvik og rask ungersvend. Han så godt ud og havde været ret omsværmet af egnens unge piger, men lige nu havde han kun øje for præstens Petrea.

Det var hans mor, der havde givet ham navnet Gabriel.

Hans far var jo præstegårdsbestyrer, hvilket ikke var så lidt bedre, end bare at have sin egen mindre gård med kun et par køer og måske en hest. Denne stilling ville de gerne beholde, også selv om der skulle komme en ny præst engang. Hun mente derfor, at netop navnet Gabriel, ville alle præster kunne godkende, da Gabriel 12

jo var selve ærkeenglen der bevogtede Himmerigets port, som alle sjæle jo skal igennem.

Gabriel led nu ikke under at være opkaldt efter en ærkeengel, for han var sprængfyldt med energi og foretog sig meget tit ting, som mange almindelige mennesker ikke gjorde og derved skilte han sig ud fra de fleste.

Han syntes det var spændende at finde ting fra fjerne forfædre, når han gik efter ploven. Hele egnen havde været rigt beboet siden de første mennesker i landet og derfor kunne man finde deres efterladenskaber allevegne. Han havde samlet mange flotte slebne økser af sten og enkelte flotte flintdolke. Han havde også, når han havde været ude og fiske i det lave vand i vigen ved Tybrind, lagt mærke til, at der nede på bunden sommetider lå redskaber af hjortegevirer og enkelte af disse havde han fisket op og taget med hjem. En dag var han dog blevet noget forskrækket, da han pludselig opdagede et menneskekranie nede i vandet. Det ville han absolut ikke have med hjem, da det helt sikkert ville søge tilbage til sin hvileplads. Det ville derfor fare rundt i hans kammer om natten i forsøget på at komme tilbage, og der var i forvejen mærkelige lyde nok om natten. - Man havde på den tid stor respekt for døde mennesker. Åen der løb oppe fra Viby, der betyder ”Helligt sted”, hed fra gammel tid ”Guden”. Det syntes han også var 13

meget spændende.

Der var noget meget hemmelighedsfuldt over hele egnen, fornemmede han.

Gabriel var en speciel ung mand, og det var nok også derfor Petrea syntes så godt om ham. Det var slet ikke kun hans gode udseende og raske væsen der havde fænget hende, men snarere det, at hun opdagede hans store dybder. Han tænkte ikke kun på hverdagen, men tænkte langt videre og det kunne hun godt lide, da hun jo med sin fornemme opdragelse, slet ikke ville kunne forlige sig med en overfladisk mand, selvom han var nok så fornem og fin.

Hendes mor havde, da hun nærmede sig den giftefærdige alder, ved selskaberne på Wedellsborg, præsenteret hende for flere ”emner”. Men hun havde en tendens til at finde disse ”emner” blandt lidt for gamle ungkarle, der allerede havde løbet hornene af sig i deres ungdomstid og som nu tænkte på at slå sig til ro med en ung smuk kone og hurtigt få mange børn der kunne arve dem. Men Petrea, der jo allerede var bundløst forelsket i sin Gabriel, forblev altid kold og afvisende, så ”emnerne” tabte hurtigt interessen.

Moderen havde heldigvis aldrig fattet mistanke om datterens store kærlighed, så godt havde Petrea formået at skjule den, da hun vidste, at der ellers straks ville blive taget forbehold.

- Måske ved at Gabriel ville blive sendt bort.

14

Katastrofen indtraf dog en dag, da både præstefamilien og bestyrerfamilien var på vej til kirke ad stien, der gik tværs over markerne til kirken i Udby. Petrea og Gabriel, der gik forrest, så deres snit til at stikke et stykke foran de andre. Det så kirkeholdet ikke noget mærkeligt i, da de to altid havde fulgtes ad lige siden de var børn.

Da de var godt skjult bag nogle buske efter et sving på kirkestien, tog de hinanden i favn, som det hed dengang. Der var absolut ikke noget uanstændigt i det, de stod blot op og knugede sig ind til hinanden. - De var så optaget af deres kærlighed, at de ikke opdagede, at kirkeholdet havde indhentet dem og nu, med Petreas mor i spidsen, dukkede op, og selvom de hurtigt slap hinanden var det dog forsent. – Skaden var sket.

– Det alle havde set var ikke til at misforstå.

Hendes mor, der var blevet meget ophidset ved synet, sendte straks Gabriel tilbage til præstegården.

Forældrene fik en streng ordre om at stille med Gabriel inde på præstens kontor, når de kom hjem efter gudstjenesten.

15

Den gudstjeneste fik de stakkels forældre ikke meget ud af. De sad hele tiden og rystede på kirkebænken ved tanken om det helt uforståelige der var sket, og om den samtale de skulle hjem og have med præsten.

Udby kirke På en af hjørnestenene i kirken har stenhuggeren, der byggede kirken i tolvhundredetallet, udhugget et mandshoved med sin pikhammer. Dette hoved har unge piger i århundreder lagt deres hånd over, medens de inderligt ønskede, at netop den unge mand, de var blevet forelsket i, også ville elske dem og blive deres ægtefælle.

16

Herhen gik også Petrea den dag og lagde sin hånd over stenhovedet, medens hun inderligt ønskede, at hun, trods alle solemærker at dømme, alligevel ville få sin Gabriel.

Men hun vidste godt, inderst inde, at det var så stort et ønske, at selv den stærke kraft, der boede i stenen, sikkert ikke ville være nok, men det skadede vel ikke at prøve. - Men hun var blevet helt kold indvendig af skræk for, hvad der ville ske, når de kom hjem fra kirke.

Hun kunne ellers godt lide at komme i kirken og synge alle de mange smukke salmer og at høre sin far forkynde bibelen, men i dag hørte hun intet. - Hun var helt lammet og syntes, at gudstjenesten aldrig fik ende.

-----------Gabriel var endnu mere rædselsslagen. Det var helt utilgiveligt i præsteparrets øjne, det han havde gjort.

Han var slet ikke højt nok på strå, til at kunne komme i betragtning som ægtefælle til deres, ovenikøbet eneste, datter, som moderen havde lagt så store planer for.

Men det var ikke engang det værste, for han skulle jo stille med sine forældre på præstens kontor og her blev man kun kaldt ind, når der var noget helt alvorligt på færde. – Men var det mon kun det, at han havde afsløret sin kærlighed for deres datter? - I deres øjne 17

havde han nemlig misbrugt den tillid de havde haft til ham, som deres datters gode legekammerat gennem hele hendes opvækst? – Eller var det måske også så alvorligt et problem, at hans far risikerede at blive jaget bort fra sin stilling som bestyrer? – Hvis dette var tilfældet ville han have bragt så stor skam over familien, at de faktisk slet ikke mere ville kunne blive boende i sognet, men måtte søge langt væk og der håbe på at ingen opdagede deres skam.

Gabriel ville selvfølgelig også miste sit eget gode omdømme og sin ærefulde stilling i marsvine-lauget, - men det var kun småting.

Han gik meget langsomt og stirrede ned i jorden på sin vej tilbage til præstegården. Alt det der var hændt var næsten ikke til at bære og Gabriel var dybt, dybt ulykkelig. Han plejede da ellers altid at kunne finde på en udvej, hvis han kom i en uforudsigelig situation, men i dag kunne han ikke komme på nogen.

- Hele hans verden var knust og tilintetgjort, følte han.

Han tænkte ikke engang så meget på sig selv og på at han ville miste Petrea, for det var helt sikkert nu. Det ville han og det måtte han så leve med resten af livet.

- Nej, han tænkte mest på, at han havde skuffet sin far og familien, der havde slidt sig op til den ærefulde stilling som præstegårdsbestyrer og nu var yderst velansete i sognet. – Alt dette var måske også væk?

18

Hvordan ville hans far tage det? – Hvordan skulle han kunne se sin far, - som han altid havde beundret og set op til, i øjnene og så blot fortælle, at det var fordi han holdt så meget af Petrea? - Pludselig forekom denne undskyldning ham så lille. - Hans fars hele liv og omdømme stod jo på spil nu.

Han spekulerede og spekulerede hele vejen hjem. – Han kunne ikke se nogen udvej. Og dog. – Han kunne stikke af til udlandet og på den måde forsvinde. – Ville det måske være nok for præsten? – Eller ville denne alligevel jage familien bort, da den jo var skyld i den skam, der blev kastet på præstefamilien. - Petreas mor ville sikkert tilskynde ham til det, da hun med sin fornemme herkomst følte sig særlig dybt berørt og krænket. – Hvad skulle hun forklare sine fornemme venner på slottet, når der næste gang var sammenkomst? – Dengang løb rygterne hurtigt, så det ville være umuligt at skjule historien. – Ja, - hun ville helt sikkert tvinge præsten til at bortvise familien, så de aldrig blev mindet om skammen.

Præsten, der ellers gik for at være godhjertet, var jo under en vis form for tvang, da han var nødt til at tage hensyn til sin hustrus familie. De havde jo ladet ham gifte sig med en person, der var af langt højere stand end han selv.

Da Gabriel kom hjem, satte han sig ind i den tomme kostald, skønt det jo var varmt forår. Her var helt 19

stille og ingen ville kunne se ham. – Han sad længe og spekulerede og tænkte på hvor højt han elskede Petrea og hvor synd og skamfuldt det ville være for hende i fremtiden. Det var heller ikke til at bære. – Hvad skulle han dog gøre? – Men hun ville jo også blive ulykkelig, hvis han bare stak af. - Ja, måske så ulykkelig, at hun aldrig ville gifte sig, fordi hun altid gik og ventede på, at han skulle dukke op igen. Denne skæbne ville han for alt i verden ikke tildele hende. Så var det bedre, at hun blot blev ulykkelig, og efter nogle år alligevel fandt en anden at gifte sig med. - Men hvad kunne han gøre for at denne tanke skulle lykkes?

Pludselig indså han den eneste mulighed der var.

- Det gjorde ham iskold og målbevidst, men det var det han skulle gøre. – Det løste mange ting. Hans egne problemer ville være væk, og Petrea ville ikke vente på ham og præsten ville måske tilgive familien og lade den beholde sin stilling på grund af den sørgelige hændelse.

- Det var den løsning, der i hans øjne ville være bedst for alle parter.

------------Da kirkeholdet, med dybt alvorlige miner, kom hjem, gik præsten og hans hustru straks ind på kontoret. Petrea så sig ængsteligt omkring efter Gabriel, men kunne ikke få øje på ham. Hun var meget stille og så bedrøvet ud.

20

Gabriels far og søskende gik rundt og ledte efter ham, for at få ham med ind på præstens kontor. De kunne imidlertid ikke finde ham de sædvanlige steder, så hans far gik ud i staldene og ledte efter ham der.

Her fandt han ham.

- Gabriel hang i sit reb, lidt skjult bag stalddøren.

Faderen lukkede hurtigt døren for at ingen af Gabriels søskende skulle dukke op.

Hans far kunne godt se, at Gabriel var død, men han tog hurtigt sin kniv og skar rebet over og ruskede heftigt i den endnu varme krop. - Det var dog helt forgæves.

Nu brød den ellers stovte mand ud i en heftig hulkende gråd. - Han havde jo elsket sin ældste, store stærke søn der skulle efterfølge ham. Al hans livsro forsvandt nu og han følte, at hele hans verden sank i grus under fødderne på ham og han sank sammen.

Han var dog nødt til at fatte sig, så han kaldte på en af de andre karle og bad ham om at hjælpe med at bringe Gabriel ind på sengen i sit kammer. - Hurtigt havde alle på præstegården hørt den tragiske historie og Petrea var løbet skrigende ind i huset, mens hun fortvivlet holdt sine hænder op for ansigtet.

21

Præsteparret var dybt chokerede. - De følte trods alt stor ømhed for forpagterfamilien, der nu havde mistet deres førstefødte. De følte også dyb sorg over at have mistet deres datters gode legekammerat. De havde jo, trods det lige skete, holdt af ham som menneske, men bare ikke som ægtemand til Petrea. - De havde slet ikke før tænkt en sådan tanke. - Den lå meget fjernt fra deres verden.

Nu kunne Gabriel ikke blive begravet på kirkegården, der jo var indviet jord, og her kunne man ikke begrave et menneske der havde taget sit eget liv. - Det var nemlig en af de allerstørste synder dengang. Disse mennesker skulle altid begraves i uindviet jord. Mange blev dog begravet tæt op ad den udvendige side af kirkegårdsmuren. - Så havde de sørgende da altid kirken i nærheden.

Nu viste præsten en af sine stærke sider, for trods sin kones protester, forlangte han, at Gabriel skulle begraves i præstegårdshaven. Præsten var blevet rørt over sin elskede datters store og dybe sorg, så for at give hende lidt trøst, - her i den første svære tid, havde han altså besluttet, at hun skulle have sin elskede i nærheden.

Nu var præstegårdshaven ganske vist ikke det paradis, hvor ærkeenglen Gabriel vogtede porten, men det var trods alt en have og drengen hed Gabriel, så han kunne

22

godt forlige sig med tanken om, at have ham liggende der. - Hans hustru tilgav ham dog aldrig den historie.

Hvad der senere blev af Petrea ved ingen helt sikkert, men hun var jo meget ung og i den alder føles ægte kærlighed meget dybere og det var dengang ikke usædvanligt, at man hørte om unge piger, der var døde af hjertesorg.

-----------

23

Wedellsborg slot

24

Supplerende oplysninger til historien.

Marsvinet er en lille hval på cirka 140 centimeter og den var meget talrig i middelalderen og selv i dag lever der cirka 300.000 marsvin i Danmark. Man fangede disse små hvaler, fordi man simpelthen skulle bruge hvalolien til belysning, men man spiste naturligvis også det lækre kød. Denne form for jagt på marsvin ophørte først sidst i attenhundredetallet, da man fik petroleum.

- Den erstattede hvalolien i lamperne.

Nedslagtningen af disse marsvin lyder meget brutalt, men det er dog ikke værre, end hvad man stadig gør den dag i dag, med både svin, køer, kalve og andre dyr.

Grindefangsten på Færøerne er de sidste rester af denne måde at skaffe sig føden på. Den er netop stadig tilladt, fordi det skaffer mad til mange mennesker Man har ved udgravninger fundet tranlamper fra bopladser langt tilbage i ældre stenalder, så man har kendt teknikken med at udvinde tran og andet dyrefedt til belysning i årtusinder.

Blandt mine oldsager har jeg denne kopi af en 7000 år gammel tranlampe fra Ærtebølletiden.

25

Jeg har selv prøvet at lave en tranlampe af ler og taget marv af lysesiv ved vores sommerhus ved Tangsø. Jeg snød dog og brugte petroleum, men den lyste fint.

Kraniet, Gabriel havde set på bunden af vigen, kunne meget let have været denne unge piges. Man fandt nemlig langt senere skelettet af hende og hendes spædbarn på en undersøisk boplads i Tybrind vig.

- De er nu udstillet i flot opsætning i stenalderafdelingen på Moesgård museum.

Her sidder hun midt i dyngen af tomme østersskaller med sit lille barn og åbner østers på bålet.

26

Gensynet Nu springer vi pludselig firehundrede år frem i tiden, til 1966. Den gamle præstegård ligger der stadig, men den fungerer ikke længere som bolig for præsten. Den ejes nu af en meget excentrisk dame ved navn Birgitte Valvanne. Hun er gift med en finsk ambassadør ved navn Hugo Valvanne. De har været udstationeret gennem mange år i Indien, Kina og Schweiz. Birgitte har skrevet flere bøger om sine oplevelser i disse lande, og hun har færdedes blandt mange kendte personer.

Blandt andre indiens premierminister Nehru og Indira Gandhi, som hun kendte personligt.

Det ses tydeligt på disse billeder.

27

Under ambassadetiden i Kina har hun trykket formand Mao i hånden flere gange og vekslet ord med ham.

- Ham blev hun dog ikke venner med.

Denne Birgitte, som er født Guldager, er min fars søster, som jeg derfor har kendt i hele mit liv.

Her er et postkort til mine forældre fra 1937. Hun har sendt det fra rivieraen. Hun sender også en hilsen til mig, der da er ét år gammel.

Her er ambassadør parret i fuldt ornat

28

Birgitte havde haft et meget spændende liv. Hun var meget livlig som barn og ung og hun havde en enorm fantasi.

Her er de fire søskende fra gården ”Stoltenborg” ved Ølgod i Vestjylland fotograferet i 1912.

Birgitte var den ældste, så kom Marie og Gunnar og min far Arne, som den yngste på fire år.

Børnenes far døde af tuberkulose allerede som 37-årig i 1909 og det prægede dem, så da de fik en ny stedfar blev det vanskeligt, især for Birgitte på ti år. Hun kunne ikke forlige sig med sin mors nye mand, der var meget indremissionsk. Moderen havde nemlig været nødt til at gifte sig igen, da hun umuligt kunne klare bedriften på gården alene og den kunne ikke give afkast nok til at ansætte en bestyrer. - Familien var ellers Grundtvigianere og gik meget ind for foreningsliv. Deres far havde været på gymnastikhøjskole i Ollerup og havde været leder for den lokale gymnastikforening, så det er klart, at det var en stor omstilling for børnene.

Indremissionen var nemlig meget stærk i Vestjylland.

Hele tiden skulle de være alvorlige og blev hørt i 29

skriftsteder fra Luthers lille katekismus. De skulle gå stille rundt og være glade for, at de i det hele taget fik lov til at leve på jorden. Det er klart, at det har været uudholdeligt for Birgitte, der var så fuld af liv.

Birgitte blev derfor sendt på husholdningsskole i København for at komme lidt væk fra stedfaderen og her kom hun ind i Frelsens Hær.

Her er hun ”frelserpige”.

som

17-årig

Hun blev gift med en ”frelserkaptajn” men han var alt for kedelig for Birgitte, så en dag stak hun af til Paris med en kunstmaler. Hernede lærte hun at male og da parret, der nu var gift, kom hjem igen, udstillede de sammen i byer rundt om i Jylland og de solgte mange malerier.

Kunstmaleren hed Carl Wagn og var en meget spændende mand og han kørte på Royal Endfield motorcykel.

Her er Birgitte og Carl Wagn på motorcykel

30

Jeg kan tydelig huske Carl Wagn for han var god til at underholde børn. Vi har flere malerier af hans.

Her er et af Carl Wagns billeder fra trediverne Motivet er Garvergården i Hobro.

Efter krigen mødte Birgitte så Hugo Valvanne fra Finland. Han var som tidligere nævnt ambassadør og blev kort tid efter mødet med Birgitte udstationeret i New Delhi i Indien. Her boede parret så i nogle år og Birgitte skrev nogle bøger om sine oplevelser. De blev udgivet og var på alle biblioteker og blev læst en del. Hun skrev også en bog om sine oplevelser i Kina.

31

Birgitte døde i 1980 og museet på hendes fødeegn lavede en mindeudstilling på 100 års dagen.

Plakaten til mindeudstillingen 32

Birgitte havde købt Ronæs Gamle Præstegård i 1940’erne og her boede hun om sommeren, medens hun var i ambassadør-landene om vinteren.

Midt i 50’erne indførte Birgitte en tradition med store familiemøder i Pinsen-weekenden. Her mødte slægten fra Vest- og Østjylland hinanden i et stort møde der varede to dage med overnatning på præstegården. Der var som regel mindst 80 familiemedlemmer, men der var jo også mange værelser på præstegården. På den måde ville Birgitte holde den spredte familie mere samlet, så vi lærte hinanden at kende.

Birgitte får en tur i min gamle Ford T under et af disse møder.

Vi spillede fodbold og andre spil på plænerne og opførte sketchers og lignende. Om aftenerne gik vi lange ture ned til Gamborg Fjord, der kun lå et par hundrede meter fra præstegården.

33

Vi spiste vores medbragte frokost på en strimmel plæne der var på gårdspladsen foran det lange stuehus.

Her sidder Birgitte for bordenden.

Frokosten indtages foran stuehuset.

34

Hun gav nogen gange middag til alle på den lokale kro om aftenen og ligeledes et stort morgenbord søndag morgen, også på restaurant.

Det var dejlige tider for familien og alle glædede sig hvert år til disse møder.

Her sidder min far Arne og Birgitte ved hendes 80 års fødselsdag i 1979.

35

Et af Birgittes billeder Motiv fra Himalaya

36

Nu kaldte jeg denne del af historien for: Gensynet og det kommer der en forklaring på nu.

På et af disse familiemøder fandt jeg engang på, at vi alle, lige før midnat, skulle samles i den store stue i præstegården. Jeg ville her fortælle en historie om præstegårdens genfærd og den ville blive ret uhyggelig, lovede jeg.

Som på alle gamle præstegårde var der nemlig også her spøgelseshistorier knyttet til stedet. Der var historien om en ung kvinde i hvide gevandter, der hvileløst vandrede gennem alle stuerne om natten, medens hun sukkede ulykkelig. Dette var der mange, der havde oplevet gennem tiderne i præstegården.

37

Historien var fortalt så mange gange, at man faktisk troede på den. Den unge kvinde skulle være så ulykkelig, fordi hun havde mistet sin store kærlighed i en meget ung alder og hun var aldrig kommet over sin sorg, men gik stadig rundt og jamrede sig og ventede på, at hendes unge kærlighed skulle komme tilbage.

Men der var også en anden historie der havde overlevet fra gammel tid, og den blev fortalt med en ligeså stor entusiasme. Det var historien om den unge mand, som den unge kvinde havde mistet. Han havde nemlig hængt sig ude i stalden i fortvivlelse over, at han ikke kunne blive formælet med den unge kvinde. Der havde været alt for stor klasseforskel, og denne kendsgerning havde hans psyke altså ikke kunnet klare, og han valgte derfor denne triste udgang.

Han havde dog efterladt en lille note til hende og fortalt, at lige meget hvordan hendes liv end ville forme sig, ville han vende tilbage. Men det ville først kunne lade sig gøre om firehundrede år, så hvis hun ville vente på ham, ville de til den tid atter kunne forenes.

- Om ikke andet, så som kærlighedsstærke sjæle.

Disse to historier fortalte jeg familien om aftenen ved 23-tiden. Jeg fortalte også, at den unge mand var begravet ude i præstegårdshaven, og at det lige netop i aften var firehundrede år siden han døde.

38

Hvis denne spådom skulle gå i opfyldelse, måtte han altså dukke op af jorden ude i haven, netop i aften og det ville, ifølge alle spøgelsestraditioner, ske præcis ved midnat. Jeg bad dem derfor om at hente alt hvad de kunne skaffe af lommelygter og stearinlys og gå med ud i haven og lede efter graven.

De skulle især lede godt under buske og træer, da graven nok ikke ville dukke op midt på græsplænen.

Præsten som i 1566 havde begravet den unge mand i uindviet jord, fordi han have taget sit eget liv, havde nok begravet ham i et afsides hjørne af haven.

- Så det var nok bedst at lede sådanne steder.

Alle de yngre og unge var straks med på ideen, medens de ældre medlemmer fra gårdene i Vestjylland, især kvinderne, ikke var helt med.

For det første var det uhyggeligt og for det andet kunne de ikke lide, at gå rundt og lede efter døde mennesker om natten. - Det viste sig dog, at de alligevel gik med ud i haven, for det var trods alt også lidt spændende. - De var dog meget passive og holdt sig strengt til havegangene.

Fem minutter i midnat gik man så og lyste i alle krogene i haven.

Lidt efter var der nogle børn der råbte op. - De stod nu, ivrigt pegende, i et par meters afstand fra en busk.

39

Alle løb straks derhen. – Vantro, stirrede de nu på det, der var i jorden inde under busken.

Derinde lå der et gammelt kranie og det var badet i et mystisk unaturligt lys. Det stirrede ud i natten med sine tomme øjenhuler.

– Det kunne da ikke være rigtigt!

– Men kraniet lå der altså, så alle skeptikerne, især blandt de voksne, vidste ikke rigtigt hvad de skulle tro.

40

De gamle damer havde forlængst skyndt sig ind i de trygge stuer. – Det her var godt nok for uhyggeligt for dem.

Resten vedblev at stirre på det utrolige syn og der blev en vældig diskussion. Jeg blev spurgt om, hvordan jeg så sikkert kunne vide, at det netop var i aften den døde ville komme igen og da jeg blev presset hårdt nok, måtte jeg til sidst gå til bekendelse.

Jeg fortalte nu, at jeg, der jo kendte til alle spøgelseshistorierne på præstegården, havde fået lyst til at gøre to af dem til virkelighed.

Jeg er jo amatørarkæolog og samler på ting fra fortiden. Jeg havde engang fået foræret nogle kranier fra en pestkirkegård nede i Mølleengen i Aarhus og det var et af disse kranier jeg havde lagt i jorden under busken, og det mystiske lys der hvilede over det, var blot en skjult lommelygte, der lyste vandret ind over kraniet, lidt fra siden.

Langt de fleste syntes det havde været en spændende oplevelse, men jeg kunne godt se, at de gamle vestjyske damer ikke lige syntes, at jeg var deres kop te. De kiggede nemlig på mig med et sært blik, der sagde:

- Kan han virkelig være i familie med os?

41

Endnu et af Birgittes billeder: Salthandleren fra Tibet 42

Dette var så historien om nogle fortidige skæbner fra Den Gamle Præstegård ved Ronæs på Vestfyn.

Den er fortalt som jeg opfattede disse skæbner, da jeg hørte deres historier.

Februar 2018

Knud Erik Guldager 43

44