På dødemandsbjerget ved blåvandshuk

På Dødemandsbjerget ved Blåvandshuk En fortælling fra middelalderen

Knud Erik Guldager 1

2

På Dødemandsbjerget ved Blåvandshuk Engang for mange år siden skulle jeg til et veteranbilløb nede i Møgeltønder. Jeg kørte i min dejlige Ford V/8 Roadster fra 1932. En Roadster er en åben to personers model med kaleche. Den har en bagklap der kan åbnes, så der her også kan sidde to personer.

Passagererne i bagklappen har dog ingen kaleche og er derfor ikke beskyttet hvis det regner. Bagklappen kaldes et svigermorsæde. Det hedder det, for hvis svigermor i gamle dage ville med ud at køre, måtte hun nøjes med at sidde i bagklappen, - regnvejr eller ej.

Karosseriet har en dejlig korngul farve med chokoladefarvede bælter. Skærmene er sorte. Den har en kraftig ottecylindret motor med mange hestekræfter og en meget lydløs gang.

3

Det er en rigtig behagelig bil at køre i en dejlig varm sommerdag og det var netop tilfældet den morgen, jeg satte kursen mod Sønderjylland. Når man først er kommet ud at køre i en sådan lækker vogn, kan man næsten ikke få kørsel nok. Løbet startede først næste dag, så jeg havde god tid. Jeg kørte fra Risskov, skråt ned gennem Jylland, ad små veje med kurs mod Varde.

Ankommet hertil skulle jeg da lige ned og se den lille by Guldager, hvor min fars familie stammer fra. Den ligger nordvest for Esbjerg lige nord for Hjerting. Byen Esbjerg har for resten fået sit navn efter en stor klit.

Her sad i gamle dage en masse fiskerkoner oppe på klitten og esede. At ese, er at sætte madding på krogene på de lange liner som fiskerne brugte dengang.

Så klitten blev blot kaldt Esebjerget og derfor blev byen, der opstod omkring fiskersamfundet, senere kaldt Esbjerg.

Da jeg havde set landsbyen Guldager, var det blevet middag og jeg besluttede at køre ud til Vesterhavet og spise min medbragte madpakke og få mig en middagslur i solen, kigge lidt ud over havet og høre bølgebruset. Jeg havde hørt om et sted, der hed ”Dødemandsbjerget”.

Det lød spændende og der kørte jeg hen og gik op på toppen. Dødemandsbjerget ligger helt ude på knæet ved Blåvandshuk. Det har fået sit makabre navn, fordi der strandede mange skibe lige netop her, og gennem tiderne, havde man begravet de mange druknede søfolk i denne klit. - I Vestjylland, hvor der er meget fladt 4

kalder man alt, - der er over fem meter højt, - et bjerg.

Efter at have spist min madpakke satte jeg mig godt tilrette i sandet og nød den flotte udsigt og bølgernes ensformige brusen mod stranden. Jeg blev døsig og lagde mig ned og nød øjeblikket.

Jeg må være faldet i søvn, for pludselig vågnede jeg ved at høre stemmer omkring mig. De nærmest mumlede eller talte sagte. Dialekten var lidt uvant, men jeg havde, til min store undren, meget let ved at forstå den. Langsomt kom jeg til mig selv, og hørte hvad de stod og talte om.

En af dem sagde: - Hvis han nu ikke er helt død, skal vi så ikke slå ham ihjel, så vi kan tage hans støvler og tøj og hvad han ellers har i lommerne?

- Jeg kunne ikke tro mine egne øren. Hvad var dette dog for noget?

En anden sagde: - Nej det vil aldrig gå godt, for hvis præsten eller herredsfogeden hører det, vil vi alle blive hængt, så det tør vi ikke gøre.

- Nu kunne det snart være nok. Jeg begyndte at røre på mig og med stort besvær fik jeg mig selv op at sidde. Jeg kunne mærke, at det gjorde frygteligt ondt i det højre ben, og jeg tog hænderne ned for at føle efter. Nu opdagede jeg, at jeg havde noget underligt halvvådt tøj på og nogle meget gammeldags udseende 5

støvler. Mit hår gik til skuldrene og faldt om foran ansigtet, når jeg bøjede mig frem.

Jeg så rundt på de cirka tolv personer, der stod og kiggede på mig. Da jeg havde rejst mig op at sidde, havde de forskrækket trukket sig lidt tilbage. De var alle fattig klædt og deres tøj så underligt middelalderagtigt ud. De var ubarberede og snavsede og så i det hele taget lidt skumle ud. Ja - nogen af dem så ligefremt ondt på mig, for nu var der jo ingen tvivl om, at jeg ikke var død og de kunne så åbenbart ikke, efter deres sædvane, plyndre mig.

Men hvad jeg lavede her i det gammeldags våde tøj og med et brækket ben? - Det kunne jeg slet ikke forstå.

Jeg så ud over havet og til min store undren, lå der, nede på stranden og lidt ude i vandet, en stor strandet middelalderkogge. Den havde bestemt ikke ligget der lige før, da jeg faldt i søvn.

Langsomt, langsomt, begyndte der at dæmre noget for mig og jeg blev mig selv helt bevist.

Jeg var jo Iver Jonsson fra Ribe. Jeg havde en stor købmandsgård i Hundegaden lige ved Domkirken og lige ved Sct. Catrinæ kloster. Jeg var født i år 122o, og var nu 31 år. Kong Abel regerede landet.

Det berømte billede af kong Abel med snabelsko 6

- Men hvad lavede jeg så her i klitten og med et brækket ben?

Lige pludselig gik der mange lys op for mig og jeg begyndte at huske alt.

Det begyndte sidste efterår. Jeg var draget til Skanör marked i september for at købe sild i tønder. Skanör ligger nederst i den sydvestlige del af Skåne. Lige nordvest for Trelleborg. Halland, Skåne og Blekinge var dengang danske og havde i øvrigt altid været det. – I efterårsmånederne september og oktober, når trækfuglene samledes på Ugleodde, vidste man, at silden var kommet og da strømmede hundredvis af fiskerbåde til fra det meste af landet. Fiskerbådene kom fra nær og fjern og var bemandede med alle slags mennesker lige fra peblinge, der pjækkede fra Latinskolen og til bønderkarle, der stak af hjemmefra for at tjene hurtige penge ved at hjælpe fiskerne med at fange silden, og som arbejdere i den halvindustri, der opstod oppe på land, med at rense, salte og pakke sildene i tønder og køre disse ned på stranden til skibene.

7

Der var enorme mængder af sild og de stod så tæt, at man sagde, at det var lige før man kunne gå på vandet uden at synke i og at man kunne fylde sit ketcher net fra stranden, uden af få våde fødder og plante en hellebard uden at den væltede.

Nogle købmænd købte silden direkte fra fiskerbådene, når de kom i land. Der var en stor konkurrence, for skønt der var mange sild, var der også mange købere.

Disse købmænd læssede så silden over i vogne og kørte dem et lille stykke ind i landet til halvtage de havde bygget her. De havde lejet nogle folk til at rense og pakke silden i tønder. Disse folk blev kaldt ”gællekoner” fordi de skar silden op ved gællerne og tog indvoldene ud og de fleste af dem var kvinder.

Mange af tønderne kom fra Lübeck der eksporterede salt fra deres saltminer i dem. Når tønderne var tømt for salt blev de fyldt med sild af "læggekonerne".

Silden lå i nogenlunde regelmæssige lag med salt imellem og inden låget blev hamret på tønderne, skulle de kontrolleres af en "vrager" der undersøgte indholdet og enten vragede, dvs. kasserede, eller kvalitetsstemplede det for at opretholde en fin og ensartet kvalitet. Det meste gik til udlandet og man ville jo også gerne have kunder næste år. Så kom bødkerne og slog låget på tønderne og disse blev nu læsset på vogne og kørt ned til Hölviken.

8

Nu forestod en besværlig omladning. Først kørte vognene så langt ud i det forholdsvise lave vand, som de kunne. Her blev tønderne så omladet til fladbundede pramme, der igen blev staget og roet ud til koggerne, der lå længere ude på dybt vand. Det var ikke småting der blev fanget i Øresund på de cirka to måneder. Det kunne være op til 3oo.ooo tønder sild om året.

Da jeg kom helt ovre fra Ribe, ville det ikke være let for mig at skaffe folk til at gøre silden i stand og pakke den ned. Jeg var nødt til at købe færdigbehandlede sild i tønder. Disse var selvfølgelig noget dyrere end helt friske sild, men den endelige forskel var slet ikke så stor, idet jeg så sparede lønningerne til gælle- og læggekoner, og heller ikke skulle leje stadeplads, eller bekoste skure til behandling af silden og købe salt. Der var tit et stort spild mellem den indkøbte og den færdigpakkede sild.

Alt dette sparede jeg og jeg købte kun sild de steder, der havde et godt ry for en god kvalitet. Der var nogen steder at læggekonerne sparede på saltet og heller ikke lagde sildene så flot ned i tønderne. Det så pænest ud, når silden lå i en stjerneform, med hovedenderne ud mod tøndens kant og den spidse hale ind mod midten.

Det gjorde altid en handel nemmere, når silden skulle sælges nede i Europa. Kunderne slog hurtigere til, når de så den pænt ordnede sild, idet låget blev slået af.

Det var tegn på kvalitet. På denne måde kom jeg af med flere penge pr. tønde, men kunne til gengæld også 9

let få en bedre pris, når jeg solgte den igen. Jeg havde oparbejdet et ry for kun at have første klasses varer, så jeg skulle se mig godt for, når jeg købte ind.

Jeg blev som regel stående på det sted, jeg havde udvalgt mig som leverandør. Så kunne jeg følge den friske sild, lige fra den kom nede fra stranden, til den var renset og saltet ned. Jeg var nødt til at sikre mig, at sildene ikke var fra dagen før, idet de fordærves ganske hurtigt, hvis de ikke saltes straks.

Original sildetønde fundet i Øresund Når jeg havde købt det antal tønder, jeg skulle bruge, hyrede jeg vogne til at køre tønderne ned til stranden.

Her blev de sejlet ud til den lübske kogge, som jeg havde en aftale med. De fleste kogger blev ejet af købmænd fra Lübeck eller Hamborg, men hovedparten var fra Lübeck, der var langt den største by. Skipperen på den kogge, som jeg havde aftale med, hed Lothar, og han havde selv anpart i skibet. Det kunne jeg bedst lide, for så vidste jeg, at han ville være mere omhyggelig med sin sejlads. Han ville jo miste alt han ejede, hvis skibet forliste.

En kogge var et stort tungt skib der kunne laste 200 tons. Det var meget i forhold til de danske skipperes skibe, der var langskibe eller knarrer, der kun kunne laste højst 2o tons. De sidste var til gengæld de 10

hurtigste og de klarede hårdt vejr bedre, da de var meget elastiske og kunne give sig efter pres fra store bølger. Nordboerne foretrak stadig denne form for skibe, da de sejlede meget ude på det store hav, såsom til Færøerne, Island og endda til den nordiske koloni på Grønland.

Langskibene og Knarrerne var bygget efter den gammelkendte metode direkte fra vikingetiden. Først lavede man en køl med stævn og agterstavn. Dernæst lagde man plankerne på fra bunden og op. Der var kun få spanter under denne proces. Bagefter byggede man alle spanterne ind. Denne metode var afprøvet og solid og gav, som sagt, et meget elastisk skib, men den var gammeldags på den måde, at skibene ikke kunne blive over en vis størrelse og derfor havde en begrænset lasteevne og en begrænset sejlstørrelse. De blev styret af en styreåre i højre side i den bagerste del af skibet. En skibsside hedder bord og højre side kom 11

derfor til at hedde styrbord og denne betegnelse bruger man stadig den dag i dag.

Kogger blev derimod bygget på en anden måde. Man byggede hele skroget med spanterne fæstnet direkte på kølen og først derefter beklædte man skroget med planker. Dette gav et mere stift og langsomt skib, men til gengæld var der ikke nær så stor begrænsning på størrelsen og dermed lasteevnen og sejlføringen. Det kom rigtignok langsommere frem, men kunne til gengæld laste ti gange så meget som et langskib eller en knarre.

En kogge var også udstyret med en ny opfindelse, nemlig stavnroret. Dette ror sidder midt i agterstavnen og giver meget mere manøvredygtighed end styreåren.

12

De andre andele i Koggen ejedes af Lübske købmænd, der selv drev handel med sild og andre varer nede i Europa, men man kunne også købe sig til en handelstur med skibet, selv komme med på turen og dermed selv kunne sælge sine varer bedst muligt. Det var netop en sådan aftale jeg havde med skipper Lothar. Vi skulle holde ind i Ribe på vores vej ned til Frankrig og Portugal, hvor mine kunder boede, for at tage de varer ombord, jeg havde samlet og indkøbt siden forrige års handelstur.

Dagen kom for afrejsen og skipper Lothar lod det store røde sejl hejse og satte stævnen mod nord. Vi var nødt til at sejle norden om Jylland og det var en meget farlig færd i lumske farvande. Lothar havde prøvet turen nogle gange før og var altid sluppet heldigt igennem, så vi var alle ved godt mod. Jeg havde fået mit eget meget lille rum i agterenden af Koggen og det var en ren luksus i forhold til livet ombord på langskibene og knarrerne, hvor der kun var meget lidt dækning for vind og vejr. Det ville gøre livet lidt mere komfortabelt om bord, på den lange rejse helt ned til Portugal og hjem igen. Jeg vidste, at der ville komme hårde dage ombord under den langsomme færd, især hvis der var dårligt vejr, når vi skulle over Biscayen.

Men vi håbede selvfølgelig på det bedste og tilønskede hinanden en god og indbringende færd.

Vi rundede lykkeligt Jyllands top og kom ned i Nordsøen. Vi sejlede et godt stykke ude fra kysten og 13

kom velbeholdne ned til Ribe. Vi gik for anker ud for Nipsåens munding. Her blev jeg sejlet i land og ankom til min købmandsgård i Hundegaden. Jeg havde nu været væk i næsten tre måneder så der var meget at indhente. Først lavede jeg de ventende forretninger og dernæst gav jeg ordrer for det næste, godt halve år, hvor jeg ikke ville være hjemme. Men straks da jeg ankom, satte jeg mine folk til at køre ned til åhavnen med alle mine andre handelsvarer. De blev læsset på pramme, der fragtede dem ud til koggen ved åmundingen, hvor de blev hejset ombord.

Jeg havde fra de nordiske handelsfolk, der drog helt op til Grønland, indkøbt noget så sjældent som to enhjørninghorn. De var ved roden tykke som en arm og næsten to meter lange og flot snoede. De var meget sjældne og havde en enorm handelsværdi ved hofferne i både Frankrig og Portugal.

Jeg havde også indkøbt skind fra sæler, hvalrosser og ikke mindst isbjørne. Isbjørneskind var jo yderst sjældne i syden, hvor man kun kendte den brune bjørn.

14

Jeg havde også opkøbt alle de hvide hermelinshaler med sort spids, som jeg havde kunnet få fat på. De store hvide isbjørneskind og hermelinshalerne var meget efterspurgte til kongekåber. Enhver konge eller fyrste med respekt for sig selv, måtte have en sådan kåbe.

Da det hele var klar, tog jeg afsked med min familie og mine folk og gik ombord på prammen, der sejlede os ud til koggen. Her blev alt stuvet ombord i et specielt lastrum, der både var tørt og mere sikkert, hvis vi skulle blive overfaldet af sørøvere under farten.

Sildene stod nede i det store lastrum, hvor der godt kunne være lidt fugtigt og hvor der lugtede frygteligt af fisk, da tønderne ikke alle var lige tætte. Det er klart, at her kunne mine fine skind ikke være på grund af fugt og lugt. En kongekappe der lugter af fisk ville nok ikke være så populær.

Vi ventede nu en tre dage på godt vejr og en gunstig vind, men kom så endelig af sted. Det første vanskelige sted var den stormomsuste og strømfulde kanal mellem England og Frankrig. Den var farlig i sig selv, men den blev ikke mindre farlig på grund af de mange sørøvere, der her lå på lur efter en fed fuldtlastet kogge med en værdifuld last. Det var ikke kun fattige folk der drev sørøveri, selv den norske stormand Jarl Alf Erlingsson gjorde det gerne, når han savnede lidt eventyr og sikkert også penge.

15

Vi havde alle våben og desuden var der en større kastemaskine, bygget af svære bjælker, med ombord.

Med den kunne vi slynge store sten og brændende beg i lerpotter mod fjendtlige skibe. Stenene kunne slå hul, i de som regel lette sørøverbåde og den brændende beg kunne sætte ild ombord og i heldigste fald brænde sejlene, så de ikke kunne forfølge os i deres lette og hurtigere fartøjer.

Lothar valgte at sejle det meste af vejen gennem kanalen en mørk stjerneklar nat. Det var farligt, men han holdt sig midt ude i farvandet og vi så kun enkelte lys langt inde under land. Da der blev lyst, så vi, at der var en enkelt lille båd der forfulgte os, men heldigvis havde de opdaget os for sent og de opgav ud på eftermiddagen, da vi kom ud i åbent farvand.

Vi handlede ikke med England og Normandiet. Dette marked blev forsynet af de nordiske købmænd. Vi skulle rundt om Bretagne og ned til den lange Gironde fjord for at komme ind til Bordeaux. Her solgte jeg en tredjedel af mine sildetønder til en handelsmand, som jeg kendte fra en tidligere færd. Det gik ret let, da han vidste, at mine sild var af første klasse og ikke var fordærvede af for lidt salt og at de derfor var den lidt højere pris værd. Sild var i fastetiden meget efterspurgte i de katolske lande, da man ikke måtte spise kød, men gerne fisk. Det gjaldt alle, rige som fattige. De rige kunne spise mere appetitlige lokale fisk, medens de fattige måtte nøjes med saltede sild 16

fra norden og hvad de ellers kunne få fat på af billige fisk fra området, men da alle spiste fisk i fastetiden, blev der jo hurtigt stor mangel på lokale fisk og man importerede derfor silden.

Da denne handel var overstået fik jeg foretræde for den lokale fyrste. Denne var altid meget interesseret i at se hvad nyankomne nordiske handelsfolk bragte med af spændende ting. Han købte et af mine Isbjørne skind og ti Hermelinshaler. Nu kunne han lade sig sy en værdig fyrstekåbe. Jeg viste ham også det ene horn fra enhjørningen, men det lod han til slet ikke at være interesseret i. Jeg kunne dog se på hans øjne, at det ikke var rigtigt. Det var helt sikkert på grund af den enorme pris jeg forlangte. Jeg vidste, at det var virkelig sjældent, og jeg havde selv betalt en stor pris for det. Det var kommet helt fra Grønland. Man kendte kun enhjørninger fra fablerne, der sagde, at de kun kunne ses af jomfruer og aldrig havde andre set dem hverken levende eller døde. Man fandt kun yderst sjældent dens enorme horn, hvoraf den kun havde et og det sad lige midt i panden.

17

Disse lange og spiralsnoede horn fra dette fabeldyr var der kun de allerstørste konger eller kejsere der havde råd til at købe. Det vidste jeg godt, men måske kunne denne halvstore fyrste skaffe penge nok til at opkøbe det, for så siden at sælge det med fortjeneste til den rette køber. Men det havde han åbenbart ikke. Derfor den tilsyneladende ringe interesse. Alle ved hans hof studerede dog hornet med stor interesse. De havde aldrig set et enhjørningehorn før. Jeg pakkede nu hornet ind i de bløde skind, det havde ligget i og lagde det igen ned i sin solide trækasse. Fyrsten fulgte denne handling med lidt for begærlige øjne, så jeg skyndte min ned på skibet igen og gemte kassen ned i mit sikre skjulested.

Efter at have forladt Bordeaux sejlede vi igen ud gennem den lange Gironde fjord og kom ud i den frygtede Biskaya bugt. Vi var dog nogenlunde heldige med vejret. Det sagde skipper Lothar i hvert fald.

Skønt jeg nok var søstærk, var jeg dog ikke en rigtig sømand, der var vant til store bølger i dagevis og jeg mente for mig selv, at nu kunne det vist ikke blive ret meget værre.

- Men det kunne det. Det måtte jeg senere sande.

Vi sejlede ned til den store by Lisboa der ligger på vestsiden af landet Portugal. Det er en kongeby og kongen var kendt for at føre et stort hof i rig luksus.

Ham satsede jeg på, for sidst jeg havde været her, havde han købt en del isbjørneskind og hermelinshaler.

18

Han lod udfærdige kapper, der var næsten ligeså prangende som hans egen, men dog også kun næsten.

Disse kapper gav han til sine vasaller for at de kunne præsentere landet fornemt og rigt, når de havde besøg af fyrster fra de andre lande. Især Italien, Frankrig og Spanien. Disse lande konkurrerede altid om at udvise størst pragt.

Den Portugisiske konge, havde sidste gang jeg var der, om jeg ikke kunne skaffe et horn fra en Enhjørning.

Han havde hørt, at der var en konge i Italien, der havde et sådant og han ville give en, endog meget stor pris for et mage til, hvis jeg kunne skaffe det. - Det havde jo lydt godt for en handelsmand som mig, så straks jeg kom i land i Lisboa, gik jeg hen til det store kongepalads og meldte min ankomst. Jeg måtte dog vente i over halvanden time, før der skete noget, men så kom kongen til gengæld selv ud i modtagelseslokalet og hilste på mig med en meget stor hjertelighed. Jeg var lidt forlegen, men var dog godt klar over, at det næppe var min person, han udviste denne store ivrighed, men snarere, om jeg havde et enhjørningehorn med.

Netop mit løfte om at prøve at skaffe et sådant, var grunden til, at han kunne huske mit navn Iver Jonsson, som han udtalte på en pudsig og ligefrem jovial måde.

Jeg var glad for, at jeg nu havde et horn med, ellers havde denne overstrømmende hjertelighed sikkert hurtigt fået en ende.

19

Men nu havde jeg altså fundet det sjældne horn. Jeg havde i parentes kun medbragt det ene og fortalte ikke, at jeg havde to. Det ville jo sætte prisen ned, hvis det ligefrem vrimlede med disse horn. Kongen bød mig nu ind i sine private gemakker. Jeg havde, da jeg ankom måttet efterlade mit korte sværd og min kniv til en lakaj. Der er åbenbart grænser for en konges tillid, selvom han er nok så begejstret og ivrig. Det gjaldt selvfølgelig alle, der skulle ind i paladset.

Vi kom ind i gemakket, - der var kun kongen og jeg.

Han ville ikke lade andre se hornet endnu. Det skulle fremvises ved en særlig lejlighed. Gerne, når der var fornemt besøg fra udlandet og gerne en konge, der ikke selv havde et sådant sjældent horn.

Med overdreven forsigtighed lagde jeg den lange trækasse på gulvet, tog hornet, indpakket i de bløde skind ud og lagde det op på et fornemt bord. Her pakkede jeg det igen overdrevent forsigtigt ud. Hornet var selvfølgelig meget robust, men det fremmede handelsværdien, at udvise forsigtighed med den sjældne ting.

Ivrigt havde kongen fulgt alt dette og jeg tog nu det tunge horn op fra skindene og lagde det i hans hænder.

Respektfuld betragtede han det og bemærkede dets store vægt. - Endelig holdt han den længe eftertragtede sjældenhed i sine hænder og han havde ikke til hensigt at slippe den igen. Prisen ville være 20

næsten underordnet, men der var selvfølgelig en øvre grænse, så da vi skulle til at tale om prisen forlangte jeg det dobbelte af hornets vægt i rent guld, for at have lidt at slå af på.

Kongen blegnede lidt og jeg bevarede mit poker handels udtryk i ansigtet og vi var begge tavse. Det gjaldt om at få kongen til at tale først, for hvis jeg begyndte, ville det helt klart være et tegn på, at jeg var forhandlingsvillig. På den anden side gik han jo for at være en rig konge, og han kunne ikke så godt tillade sig at sige, at han ikke havde råd, så efter et minuts tavshed, sagde han lidt stift, at så var det en aftale.

Jeg var lykkelig. Jeg ville have givet ham begge horn til den pris, men på grund af kongens store ivrighed efter at få hornet, gav han sig ikke tid til at tænke sig om og det kostede ham altså den dobbelte mængde guldmønter og jeg havde stadig et horn tilbage.

Jeg fortalte, at vi skulle sejle den næste morgen igen, for det gjaldt om at få pengene og om at komme væk, inden nogen fik ham overtalt til at fortryde. En konges ord er selvfølgelig en konges ord, men der havde jo ingen vidner været, da vi var alene i gemakket, og det ville så være en konges ord mod en lille købmand fra et fjernt land i nord. - Så kan enhver regne ud hvilket udfald det ville give, og måske kunne jeg endda blive anklaget for at lyve overfor en konge. I det tilfælde

21

var jeg måske aldrig kommet hjem mere. Det var altid farligt at bide skeer med de store.

- Det er et sandt gammelt ordsprog.

Kongens skatmester blev nu tilkaldt og han talte de mange guldmønter op og lagde dem i et solidt træskrin med lås og nøgle. Den sidste fik jeg udleveret og jeg blev, i en af kongens vogne, kørt ned til skibet, medens der red fire svært bevæbnede soldater omkring vognen.

Dette vakte naturligvis også større opsigt. - Hvad var det mon for rigdomme, der blev bevogtet så godt af kongens mænd? - Så der var mange skumle øjne, der fulgte optrinnet. Heldigvis lå koggen ikke ved kaj længere. Jeg havde brugt hele dagen på at være oppe på paladset, og imens havde Lothars mænd losset deres del af sildelasten og var trukket ud i havnen for at undgå at få uvenligt besøg. De lå nu for anker her og ventede blot på, at jeg kom tilbage.

Da jeg ankom gjorde de store øjne over de fire soldater, der havde fulgt mig ned til havnen og nu så til, medens pengeskatten blev sejlet ud til koggen og kom vel ombord. Lothar fortalte, at mine sildetønder stadig var ombord, da jeg jo ikke var kommet tilbage og ikke havde givet besked om at sælge dem. Det var jeg selvfølgelig godt klar over, men det var næsten ligegyldigt nu, og da Lothar og jeg var alene nede i hans kahyt, fortalte jeg ham hviskende om den gode handel, jeg havde gjort. Der var ingen grund til at hele besætningen vidste besked, men Lothar var nødt til at 22

vide det, hvis der skulle ske mig noget, inden vi kom hjem. Alle mine penge skulle gerne havne hos min familie hjemme i Ribe. En hansaskipper kunne man stole på, ellers ville han aldrig blive betroet et skib af de andre anpartshavere; de rige, men mistænksomme købmænd hjemme i Lübeck.

Jeg havde et problem, for Lothar havde nu ikke flere varer i lasten, men kun mine og vi skulle efter beregningerne bare sejle hjem igen. Jeg derimod, havde både to tredjedele af mine sild tilbage, samt nogle sæl- og hvalrosskind, fem isbjørneskind, en del hermelinshaler og ikke mindst, endnu et enhjørningehorn.

Tanken om at sejle hjem var ikke til at udholde. Kong Abel havde året før lige indført en ny lov om, at man ikke længere skulle betale skat af udenrigshandel og allerede nu var jeg styrtende rig. Hvis jeg kom helskindet hjem og hvis jeg fik solgt de sidste skind, hermelinshaler og det kostbare enhjørningehorn, - ja, så ville jeg være ufattelig rig og blandt de allerrigeste købmænd i Danmark.

Vi havde dog gjort turen hurtigere end beregnet, så vi havde god tid. Jeg sagde til Lothar, at jeg ville give ham ti procent af det, jeg kunne få for Enhjørninge hornet, hvis han ville sejle syd om Spanien og ind i Middelhavet. Herinde var der mange store byer med rige fyrster og konger, og her lå den største by i 23

verden, nemlig Rom med dens Pave og rige paladser og fyrster. Der var også Genova og Firenze, og den meget store og berømte handelsby Venedig, men den lå omme på den anden side af den Italienske halvø, og det ville tage alt for lang tid at sejle der om.

Lothar spekulerede lidt over det og til sidst sagde han, at han blev nødt til at få ti procent af sild og skind og tyve procent af hornets pris, hvis han skulle lægge skib og mandskab til den ekstra tur. Han skulle nemlig dele fortjenesten med de andre anpartshavere, når han kom hjem og for ikke at få for meget vrøvl, var det nødt til at være en anstændig forretning. Han syntes, at hans tilbud var rimeligt og i betragtning af, at jeg havde fået så god en pris for hornet her i Lisboa, gik jeg med til prisen. Jeg ville slet ikke tabe på hverken skind, haler eller sild, blot ikke have så stor en fortjeneste, og jeg ville ikke gerne sejle hjem igen med mine varer, for det var hernede kunderne var, så resten af lasten skulle selvfølgelig også sælges her.

Jeg kunne forsøge at sælge dem på hjemvejen, men jeg ville ikke få så god en pris for i hvert fald skindene og halerne og jeg ville helt sikkert ikke få solgt det værdifulde horn.

24

Vi sejlede straks samme aften, det var det mest sikre.

Et par dage efter rundede vi det smalle stræde mellem Spanien og Nordafrika.

Vi satte straks kursen mod den italienske halvø, og gik ikke ind til de spanske byer. Jeg var lidt nervøs for at sælge det andet horn, - som jeg jo ikke havde fortalt den portugisiske konge om, - for tæt på hans land. Hvis det kom længere østpå, ville der gå længere tid før han eventuelt hørte om det. Jeg havde også lagt en plan om at sælge det gennem en stråmand og ikke fortælle mit navn til nogen. Når han så opdagede, at der var solgt et andet horn for nylig, ville han blot tro, at det havde været en anden handelsmand. Jeg havde dog været i 25

god tro, da jeg fortalte ham, at vi sejlede hjem. Det var først senere, jeg havde overtalt Lothar til at sejle videre.

Vi sejlede først til Rom, for her kunne vi helt sikkert komme af med alle sildetønderne i en fart. Når vi solgte sildene i tønderne måtte kunderne betale ekstra for tønden eller give os en tom brugbar tønde med låg i stedet. Vi havde derfor altid på hjemvejen en masse tomme tønder, foruden den last, som vi havde opkøbt for at sælge derhjemme. Denne gang havde jeg kun købt nogle tønder med vin i Bordeaux.

Jeg havde ikke nået at købe noget i Portugal, hvor jeg ellers også plejede at købe en særlig stærk og fyldig vin i tønder. - Jeg havde haft for travlt med at komme væk. Lothar havde dog købt vin og andre ting begge steder, så da jeg havde solgt alle mine sildetønder i Rom og købt Italiensk vin i stedet, var lasten fyldt godt op med vintønder og med de tomme silde tønder ovenpå.

26

Jeg fik også solgt alle skindene fra sælerne og hvalrosserne, samt isbjørneskindene og hermelinshalerne i Rom, men da byen var meget religiøs og i virkeligheden styret af Paven, var der ikke så mange virkelig rige fyrster i byen, så ingen havde råd til at vise interesse for enhjørningehornet. Det var det samme her, som i Bordeaux; når de hørte prisen, lod de som om det slet ikke var noget særligt, skønt deres begærlige øjne fortalte noget andet.

På vej til byerne nordpå langs den italienske kyst, lagde vi ind til en havneby for at købe noget proviant. Her ville det nemlig være langt billigere end i Rom. Da vi var færdige gik Lothar og jeg ind på et værtshus for at få et bæger af den italienske vin. Det var et stort og livligt værtshus. Den forreste afdeling var fyldt med råbende, mest halvfulde søfolk og havnearbejdere, men den bagerste del var for byens finere folk og købmænd.

- Her satte vi os, for her vi mente, at høre hjemme.

En meget solbrændt skipper, der sad ved nabobordet, spurgte os, hvor vi kom fra. Han kunne se og høre, at vi var fremmede. Vi fortalte, at vi kom fra norden.

Han var enormt nysgerrig og ville meget gerne høre nærmere om, hvordan livet formede sig deroppe.

Vi fortalte ham om den nordligste del af norden, for det syntes vi måtte lyde mest spændende for en mand 27

fra sydens sol. Vi fortalte ham om den megen sne der var der det meste af året. Om de hvide isbjørne, store hvalfisk og kæmpesæler med to store tænder stikkende ud af munden.

Han lyttede meget interesseret og fortalte, at han også havde mødt store dyr med store tænder stikkende ud af munden, men det havde været i stort land sydpå.

Han var født meget nysgerrig, - sagde han, men det havde vi jo allerede opdaget. Han sejlede altid sydpå for at opleve livet helt ude i udkanten af den kendte verden. Sommetider drev hans store nysgerrighed og vovemod ham endda uden for den kendte verden. Det var det mest spændende, for den verden vidste man meget lidt om, men der fortaltes skrækindjagende historier om meget store dyr med to store hvide og lange tænder stikkende ud af hovedet. De havde fire ben, men midt i hovedet, sad der også et langt femte ben. Dette femte ben var meget bevægeligt og kunne slå nogle frygtelige slag. Nede i Rom var der, - på nogle sten, billeder af sådanne dyr, men intet menneske i vores verden havde nogensinde set dyret.

28

I de store floder dernede levede der også nogle store drager. De havde frygtelige gab fyldt med skarpe tænder. De kunne let bide benet af et voksent menneske, eller æde et helt barn i én mundfuld. Man skulle passe på, hvis man badede i disse floder, for dragerne kunne man slet ikke se, før de som lyn skød op af vandet.

Vi lyttede anspændte til beretningen om de mærkelige dyr, men inderst inde troede vi ikke rigtig på historien.

Hjemme fortalte vi også om store drager, men ingen havde nogensinde set en drage i virkeligheden. Vi spurgte ham derfor forsigtigt, om han selv havde set disse drager.

Han fortalte nu, at dem havde han set mange gange, og at han derfor ikke badede så meget, men altid holdt sig et stykke væk fra flodbredderne.

Nu blev også vi meget nysgerrige. Havde han, - der i grunden ellers lød meget troværdig, - virkelig selv set en stor drage? - Vi bad ham derfor om at beskrive en sådan.

Nej, - sagde han, - Jeg vil gøre noget meget bedre.

Jeg vil vise jer en!

29

Vise os en? – Hvordan kunne det være sandt? – Holdt han en stor drage i fangenskab? – Kunne det lade sig gøre?

- Vi var målløse.

Følg nu blot med mig, - sagde skipperen og begyndte at gå ud af værtshuset. Vi fulgte efter ham gennem havnen hen til hans skib. Vi gik ombord og ned i lastrummet. Her begyndte han at åbne en stor trækasse, medens vi meget forskrækkede holdt os tilbage i baggrunden og lige ved trappen op.

- Vi skulle ikke have nogen ben bidt væk af en vild drage.

Da låget var kommet af, vinkede han os hen til trækassen. Vi tøvede selvfølgelig, men da der ingen vilde brøl havde lydt og skipperen var helt rolig, gik vi forsigtigt derhen og kiggede ned i kassen. - Ganske rigtigt! Nede på bunden lå der en stor skællet drage og kiggede op på os med store klare øjne og en åben mund fyldt med hvide skarpe tænder.

Vi turde næsten ikke trække vejret af frygt. Så fandtes der virkelig store drager! - Vil I gerne se den ude på gulvet, - spurgte han, og grinede lidt over den store frygt, der nu stod malet i vores ansigter. - Vi sagde ikke noget og kunne slet ikke tro vi oplevede dette. Han bøjede sig ned i kassen og fik med stort besvær den tunge drage bakset op og dumpede den ned på gulvet foran sine fødder.

30

Vi var røget nogle trin op ad stigen, mens han gjorde dette, men dragen havde ikke sagt en lyd eller rørt på sig.

Kom bare herhen, - sagde han og klappede dragen på ryggen. Det er ikke farligt, for den er død. Den er fyldt med tørt græs og der er sat glaskugler ind i stedet for dens rigtige øjne.

Nu blev vi pludselig noget mere modige. Hvis den var død kunne den ikke være farlig, skønt den så farlig ud med sit åbne gab og sine glasøjne, der stirrede på os.

Vi var virkelig imponerede, og spurgte skipperen, hvorfor han havde den døde drage.

Jeg har købt den i det store land sydpå og taget den med hjem for at sælge den til en eller anden rig mand, der syntes, at det ville være noget særligt at eje en rigtig drage. - Sådan en er der ikke så mange der har!

Du ser ikke fattig ud og du er købmand, - sagde han pludselig henvendt til mig. - Vil du købe den?

Jeg kiggede på ham. - Troede han, at jeg virkelig var så rig, at jeg havde råd til at købe en rigtig drage?

Jeg forklarede ham, at jeg blot var en ganske almindelig købmand fra en lille by langt oppe i det kolde nord. Deroppe var der ikke så mange rige mænd, der 31

havde råd til at købe den slags ting blot for sjov. Hvis jeg skulle have råd til at købe den, var han nødt til at nævne en pris der var overkommelig for mig, - men jeg måtte indrømme, at hvis prisen var rigtig, ville jeg gerne have den med hjem.

Han stod et stykke tid og kiggede på mig med smalle øjne, medens jeg kiggede tilbage med et barnligt og uintelligent blik, som om jeg ville blive umådelig skuffet, hvis prisen ikke var rigtig.

Jeg havde jo fået en overordentlig første horn, så jeg havde rigeligt dragen, for den kunne højst være enhjørningehorn værd, men derfor nødvendig at give en overpris.

god råd det var

pris for det til at købe halve af et det jo ikke

Jeg brugte nu en taktik, som jeg har brugt mange gange. Jeg stirrede ham ind i øjnene og koncentrerede mig om at tænke på det beløb jeg vil give. Jeg lader min hjerne koncentrere sig om at overføre beløbet til hans hjerne. - Det er mange gange lykkedes for mig.

Denne gang tænkte jeg på: Fem guldmønter! – Fem guldmønter! – Fem guldmønter!

Lidt efter løser han op for sin stive stirren og siger: Jeg skal have fem guldmønter. Jeg har ellers altid forlangt syv guldmønter, men nu har jeg haft den til salg i næsten et år, og jeg har ikke fået den solgt endnu, så fem guldmønter er måske den rigtige pris. 32

Hvis du har råd til at betale fem guldmønter, er dragen din, - med trækasse og det hele.

Det gav vi hinanden håndslag på og aftalte, at skipperen skulle levere dragen henne ved vores skib og få sine guldmønter der. Disse skulle jeg nemlig først hente nede i mit hemmelige gemmested og det ville jeg helst være alene om.

Dragen blev leveret som aftalt. Skipperen fik sine penge og vi sejlede videre mod byen Pisa. Jeg glædede mig meget til at komme hjem til Ribe og vise alle en rigtig drage, selvom den var død. Jeg ville helt bestemt være den eneste mand i Danmark, der havde en sådan.

Ikke engang kongen havde en.

Nu var hornet det eneste, der var tilbage at sælge og da Lothar også var interesseret i at det blev solgt, havde vi forhørt os i Rom, hvor de rigtig rige fyrster boede. Alle sammen sagde, at de boede i Venedig først og fremmest, men, at der også var en enkelt meget rig slægt i Firenze og da den sidste by var nærmest, selvom den lå et stykke inde i landet, besluttede vi at tage dertil for at forsøge at sælge det sidste horn her.

33

Vi håbede så blot på, at denne overmådelig rige fyrste, der var af slægten "de Medici”, ikke havde et tilsvarende horn i forvejen.

Vi lagde til i en havn ude ved kysten. Den var havn for den større by Pisa. Lothar og jeg, samt fire af hans stærkeste søfolk lejede heste og red til Pisa. Det var en flot by med en næsten helt ny Domkirke med en meget stor kuppel i hvidt marmor. Den var imponerende flot. Vi havde dog set endnu mere imponerende bygninger i Rom, men dér, var der så mange af dem, at man ikke rigtig lagde mærke til de enkelte.

Der var også et smukt klokketårn, der var meget højt, og allerøverst oppe var der syv klokker, man kunne spille melodier på. Det beundrede vi meget.

Det var ikke særligt gammelt i forhold til bygningerne i Rom. Vi syntes dog, at det var en ganske lille smule skævt. - Det var ikke ret meget, men da det stod alene, kunne man lige ane det, hvis man havde et godt øjemål.

Vi spurgte en lokal, velklædt mand om tårnet. Han fortalte, at det var 80 år gammelt. Da man var begyndt at bygge det, opdagede man først for sent, at undergrunden var for blød og at den ene side af fundamentet begyndte at synke. Bygmesteren, der nødigt ville indrømme, at han ikke havde undersøgt 34

undergrunden godt nok, begyndte nu at kompensere for det skæve fundament, så tårnet så lige ud, da det var færdigt. Men som tiden var gået, sank fundamentet stadig en ganske lille smule og det var rigtigt, at tårnet var skævt, hvis man så godt efter. Nu var bygmesteren for længst død og bystyret lod blot som ingenting. Det ville sikkert kunne stå i flere hundrede år, før det væltede, når det blot var blevet så lidt skævt på næsten et hundrede år.

Vi fandt et herberg og betalte en mand fra bystyret, for at ride til Firenze og spørge den rige fyrste, om han kunne være interesseret i et horn fra fabeldyret enhjørningen. Da der var gået tre dage, vendte han tilbage og fortalte, at det kunne den rige og meget fornemme fyrste, måske godt være interesseret i at se. Vi måtte i hvert fald gerne komme og vise ham det.

Glade og forventningsfulde red vi den næste morgen af sted mod Firenze. Vi havde manden fra bystyret med som vejviser og han skulle samtidig introducere os for fyrsten. Jeg havde min trækasse med hornet bundet godt fast bag på sadlen. Vi var nu en gruppe på syv stærke og bevæbnede mænd og vi håbede, at det var nok til at holde eventuelle landevejsrøvere væk. Vi ankom da også uantastede til den meget smukke by med de smukke broer over floden Arno, der gennemstrømmer byen. Vi var noget betagede over al denne skønhed.

Jeg følte mig lidt usikker, sådan handelsmæssigt set.

35

Her var jeg rigtignok på udebane, medens fyrsten ville befinde sig i sit overdådigt flotte palads, midt i sin rige og smukke by. Han ville kunne føle psykologisk overlegenhed, når vi skulle handle. Jeg følte, at det ikke ville blive så let som i Lisboa, hvor jeg havde haft vores skib liggende nede i havnen, så vi hurtigt kunne sejle væk. Nu lå skibet tre dagsrejser væk.

Vi skulle møde fyrsten næste morgen midt på formiddagen - og igen måtte jeg, der var den eneste der ville få foretræde for fyrsten, - aflevere mine våben straks jeg kom inden for paladsets port. Jeg blev ført gennem mange, lange og rigt udstyrede gange og sale, inden jeg til sidst endte i en meget stor sal, hvor fyrsten sad helt tilbage i den bagerste ende af salen.

Han sad i en stor stol, der stod oppe på en lav forhøjning. - Lav, men dog så høj at fyrsten altid ville være ophævet over de personer han talte med.

Jeg så til min store glæde, at det var en ganske ung mand, der nok ville have en stor del af eventyrlysten fra barndommen i sig endnu. Han ville sikkert blive begejstret over det store hvide snoede og tunge horn fra sagndyret enhjørningen.

- Det var i hvert fald, hvad jeg håbede på.

Jeg nærmede mig "tronstolen", medens en lakaj gik bag ved mig og bar kassen med hornet. Jeg havde bukket høfligt på den rette måde, som jeg var blevet instrueret i forinden af en ceremonimester. Fyrsten 36

spurgte mig, hvad jeg hed og hvor jeg kom fra. Nu var det for sent at forstille mig og bruge dæknavn. Jeg ville heller ikke lyve overfor den unge fyrste, der så både ærlig og oprigtig ud. Jeg sagde, at mit navn var Iver Jonsson og at jeg var købmand i en by, der hed Ribe. Den lå i landet Danmark. Dette land kendte fyrsten åbenbart godt for han sagde, at han vidste, at landet lå højt mod nord.

Fyrsten spurgte nu, hvor jeg havde fået det sagnomspundne horn fra og jeg fortalte, at jeg havde fremskaffet det fra andre handelsfolk, der igen handlede med et folk, der boede så langt mod nord, at de næsten var glemte. Dette folk var selv lidt af et sagnfolk og i deres land var der evige ismarker og der var hård vinter det meste af året. Den unge fyrste var meget videbegærlig og han spurgte også om forholdene i mit land. Jeg fortalte ham alt, han ville vide om de ting jeg kendte til. Om sildene i Øresund der stod i så tætte stimer, at man kunne skovle dem op med de bare hænder. Han lyttede begejstret, men da vi havde talt sammen i næsten en time, undrede det mig, at han slet ikke havde bedt om at se det sjældne horn. Men til sidst spurgte han endelig høfligt om han måtte se hornet.

Igen gentog jeg forestillingen fra Lisboa. Jeg åbnede langsomt trækassen og tog den lange skindbylt op.

Forsigtigt lagde jeg den på forhøjningen og viklede hornet ud af skindene. Der var en god belysning inde i 37

salen fra nogle vinduer, der sad i væggene oppe under loftet. Solen skinnede ind og oplyste den smukke sal med de mange forgyldninger.

Der lå det så og skinnede hvidt i solskinnet. Fyrsten glemte helt at opfører sig værdigt, skønt der var lakajer til stede. Han satte sig ned på forhøjningen ved siden af hornet og følte på dets snoninger og løftede forsigtigt på det. Han sagde, at det var virkelig en smuk ting, men at hans meget kloge læremestre havde fortalt ham, at der slet ikke fandtes enhjørninger, men at det kun var et fabeldyr. Derfor kunne hornet altså ikke stamme fra et sådant dyr, men måtte stamme fra et andet stort dyr. Fyrsten spurgte nu om hvilke dyr, der levede oppe i det isklædte land, hvor hornet stammede fra.

Nu havde jeg hørt rygter om, at hornet slet ikke var et horn, men derimod en tand fra et stort havdyr, men hvis det kom frem, ville "hornet" miste al interesse fra liebhavernes side. Det var jo meget mere romantisk, at tænke på, at det var hornet fra det fabeldyr man så afbilledet på de gamle græske friser. - Jeg besluttede, at jeg absolut ikke ville røbe min viden og spillede dum og fortalte fyrsten, at jeg slet ikke havde haft så dygtige læremestre som han, - hvilket jo var den rene og skære sandhed, - så jeg vidste intet til, om der virkelig havde eksisteret et fabeldyr med et sådant horn i virkeligheden. Jeg fortalte dog, at jeg havde haft to med mig, og at jeg havde solgt det andet til 38

kongen af Portugal. Han havde troet helt fast på, at det var hornet fra en enhjørning. Fyrsten sagde, at han godt vidste at mange troede på dette, men at han dog troede mest på sine egne læremestre.

Jeg havde nu fået opfattelsen af, at den unge og åbenbart velbegavede fyrste, slet ikke var så interesseret i at købe hornet, men blot havde ønsket, at se det i virkeligheden, så for at få en reaktion fra hans side - det er altid bedst at køberen spørger først til prisen, begyndte jeg forsigtig at pakke hornet ind i skindene igen. Fyrsten spurgte nu straks, om jeg var interesseret i at sælge hornet - eller hvad det nu var til ham, for selvom det ikke var fra et fabeldyr, der slet ikke eksisterede, så måtte det dog være fra et dyr, som man heller ikke kendte eksistensen af. I hvert fald ikke i denne ende af verden. Han fortalte, at han allerede havde forestillet sig, at det smukke snoede "horn" blev sat i en sokkel bygget af elfenben og placeret til højre for hans tronstol. Her ville det vække opsigt og beundring, alene ved sin størrelse og flotte hvide glatte overflade.

Jeg måtte nu fortælle, at det havde en meget stor værdi, også fordi der næsten aldrig gennem tiderne havde været nogen udbudt til salg. Der eksisterede kun ganske få og de var alle ejet af kejsere og konger eller meget rige fyrster, så enten man nu troede på hornet eller ej, så ville det være en ære, at eje det. Det ville skabe stor respekt om fyrsten.

39

Fyrsten spurgte så om værdien af dette horn, men jeg sagde, at den kendte jeg ikke selv. Jeg havde aldrig hørt om andre horn, der var til salg, end de to jeg selv havde bragt med mig. Jeg kunne kun fortælle, at kongen af Portugal havde betalt to gange dets vægt i rent guld og at det var den eneste pris jeg kendte. Men denne konge, var jo som alle vidste, meget rig.

Da jeg sagde dette smilede den unge intelligente fyrste et lille skævt smil. Han var godt klar over, at alt dette var et spil i en handel, og at jeg var ude på at få ham til at sige eller tænke, at han bestemt var lige så rig som Portugals konge. Den hoppede han dog ikke på, så han sagde, at da han ikke troede, det var et horn fra det sagnomspundne dyr enhjørningen, så kunne det ikke være så meget værd for ham, som denne store pris.

Han foreslog derfor, at han ville betale dets vægt i rent guld én gang. Dertil ville han yderligere give mig et sæt meget flotte drikkehorn af det værdifulde venezianske glas.

Det var i virkeligheden et meget flot tilbud. Jeg havde jo fået dobbelt pris i Portugal, så de for os i norden meget sjældne drikkeglas, kom faktisk oven i den pris, jeg i allerheldigste tilfælde havde regnet med at få. Jeg forsøgte at se lidt skuffet ud, men ikke for længe.

Han skulle jo nødigt fortryde, fordi han følte, at hans tilbud ikke var godt nok. Fyrster kan være meget nærtagende, så jeg slog hurtigt til.

40

Her behøvede jeg ikke at skynde mig væk, så da han tilbød mig og mine venner, at vi gerne måtte bo i gæstefløjen et par dage, inden vi rejste fra byen, modtog vi denne gæstfrihed med glæde. Vi blev nu af fyrstens folk vist rundt i paladset og ude i byen så vi mange mennesker fra fremmede folkeslag. Vi så dens smukke kirker, der er meget større end dem i Danmark. Vi havde dog i Ribe, - efter danske forhold - en stor og flot domkirke, men den var selvfølgelig ikke udsmykket så rigt som den store kirke i Firenze. Vi spiste sammen med de finere af fyrstens folk i paladset.

- Men fyrsten så vi ikke mere til.

Nu var vi alle ivrige for at komme hjem efter dette yderst vellykkede handelstogt, så den tredje dag om morgenen red vi atter til havnen ved Pisa og gik ombord på vort gode skib, der for resten hed ”Strela". Dette betyder ”Pil" og det var et lidt optimistisk navn på en kogge, der jo sejler temmelig langsomt i forhold til de lynhurtige langskibe. Men det kan jo være, at den var hurtig af en kogge at være. Jeg var ikke sømand og havde ikke forstand på dette. Da vi kom ombord gav jeg straks Lothar hans andel af guldmønterne og vi 41

satte en pris på glasdrikkehornene, vi kunne være enige om og Lothar fik sin part i guldmønter. Vi havde hver vores, godt skjulte, gemmested til vores pengekister.

Det skulle ikke være for let for eventuelle sørøvere at finde dem, hvis vi blev overfaldet på hjemturen.

Vi kom hurtigt gennem Middelhavet og sejlede op langs den Iberiske halvø og kom ud i Biscayen. Mange af besætningen var bange for at sejle på det store hav om natten. Det var så stort, at ingen vidste hvor det endte. Man skulle i hvert fald ikke sejle for langt vestpå, for så styrtede man ud over kanten af den flade verden, man troede man levede i dengang.

Havet var også farligt på en anden måde, idet det var fuldt af uhyrer, der om natten kom op af vandet og åd styringsmanden og nattevagten. Så netop i det hav, blev der rystet en del om natten, hvis der kom en ukendt lyd i mørket ude fra havet. Der gik historier om uhyrer, der ligefrem havde bidt skibene i stykker.

42

Det blev en hård tur for mig, da koggen, der jo er lidt bred og rund i det, rullede fælt. Lothar indrømmede da også, at det blæste lidt, men han havde da oplevet det, der var meget værre.

- Sådan er det jo med gamle søulke. De vil hellere drukne end at indrømme, at vejret er hårdt.

Vi slap dog igennem uden større skader på skibet og kom op til den farlige engelske kanal. Her lurede igen både hårdt vejr og sørøvere. De sidste vidste, at når nordiske handelsskibe kom sydfra, havde de både varer med - som regel vin, og alle de penge de havde tjent på de varer, de havde solgt. En sådan buttet kogge lignede i deres øjne en fed and, der kom vraltende.

- Lige til at sætte huggerten i.

Vi kom godt igennem det brede stykke ud mod det store Atlanterhav, men da vi nærmede os det smalle stykke ved Dover vrimlede det med sejl langs kysten. De fleste var blot almindelige skibe, der fragtede varer og folk over mellem Normandiet og England, men resten var enten fiskere eller sørøvere eller en blanding af disse to "erhverv".

Til vores held satte der en kraftig storm ind, netop som vi nærmede os det smalle sted. Det var til vores fordel, for det ville gøre det meget vanskeligere for sørøverne, at borde os, hvis det kom til nærkamp.

43

Vi begyndte at gøre den kraftige kastemaskine klar og vi varmede begen op på ildstedet, for at den kunne være klar til at hælde i ildpotterne.

Pludselig ser vi et forholdsvis stort skib komme nærmere til os med en hurtigere fart, end den vi skød.

Der var mindst tyve mand ombord, antog vi. Vi gjorde os klar til kamp. Vi havde lange stager, vi kunne skubbe det lavere liggende skib fra os med. Da det fremmede skib kom nærmere og kunne vi se, at folkene ombord bestemt ikke så rare ud. Nogle havde allerede fundet entrehagerne frem og resten stod med sværd og økser.

- Der var ingen tvivl om deres hensigt.

Alt imens var stormen taget til og bølgerne blev høje og uberegnelige. Dette var til vores fordel igen, da vores skib var meget større og tungere end angribernes. Vi kunne se, at de havde svært ved at manøvrere deres skib op på siden af os. Vi forsøgte at ramme dem med vores pile, med søgangen var alt for urolig og det var spild af pile. Engang da deres skib lå lige ud for siden af os, udløste vi bliden med en stor sten. Den ramte da også rælingen på indersiden af den side, der var længst væk fra os, men den slog ikke et ret stort hul, men søerne væltede dog her lettere ind og der begyndte at stå vand i bunden af deres skib.

Stormen tiltog stadig i styrke og den kom ret agterind fra vest. Vi førte stadig sejl i håb om at slippe væk, men vi skulle snart til at tænke på at stryge sejlet, da 44

det ellers ville sprænges, eller vi risikerede at kuldsejle. Sørøverskibet havde hele tiden forsøgt at borde os fra bagbords side, men uden held. Nu ville de forsøge sig fra styrbordssiden. De lagde bag om vores skib, men idet de vender siden til bølgerne og altså ligger på tværs bag ved vores skib, kaster de voldsomme bølger deres lette skib, lige ind under bagstavnen på vores tunge kogge. Det sker for dem i det uheldige øjeblik, da vores agterstavn er højt oppe i luften og lidt efter hugger denne lige ned i deres skib og knuser det, så det brække over i to halvdele. Alle sørøverne ligger i næste nu ude i vandet, hvor de forsøger at finde vragstumper de kan klamre sig til.

Tre mand har hægtet sig fast i vores ror og tigger nu om at komme om bord. Det har vi imidlertid ikke spor lyst til. For få øjeblikke siden ville de have slået os ihjel og vi ville for resten også have slået dem ihjel, så vi havde ingen barmhjertighed og lod dem så at sige sejle deres egen sø og drukne.

Vi blev glade, for nu var vi fri for sørøverne og kunne koncentrere os om at føre skibet frelst gennem stormen. Pludselig udbryder der panik blandt søfolkene.

Skibet lystrer ikke længere roret. En mand bliver hejst ned uden på agterenden og da han kommer op igen kan han berette, at roret er blevet meget beskadiget ved sammenstødet med sørøverskibet, og at det kun hænger helt fast i den nederste befæstning og at det nok snart falder helt af.

45

Det er en katastrofe. Hvis vi ikke kan styre skibet i den storm, vil vi uvægerligt blive blæst over til den berygtede og ubarmhjertige jyske vestkyst, hvor så mange skibe er strandet og så mange ulykkelige søfolk er druknet. Lothar begynder at give ordrer. Først stryges sejlet. Dernæst gør han store drivankre klar til at smides bagud. Han laver disse drivankre af de planker og bjælker som altid er med på et sejlskib. De bruges til at reparere med, når noget er beskadiget i en storm. Han lader dem omvikle med tov. Binder et langt svært tov til dem og kaster dem bagud så de flyder tredive-fyrre meter bagude og bremser skibet og holder det mere stabilt i vindretningen, så det ikke så let kommer på tværs af bølgerne. Hvis skibet gør det i den bølgegang vil der være stor fare for, at det krænger over og synker.

Det hjælper noget, men vi driver stadig i stor fart østover og vi er allerede nu, - da dagen svinder, halvvejs mellem kanalens udmunding og den jyske vestkyst. Vind og strøm fører os op mod nordøst og vi begynder så småt at håbe på, at vi vil drive op langs vestkysten og derved undgå at strande. Hvis vi gør det og stormen løjer af, kan vi nemlig rigge nødroret til.

Men stormen aftager ikke. Snarere tvært imod.

Pludselig giver det et ordentlig ryk i skibet. - Det er tovet til drivankret der er sprunget. Vi tumler nu af sted, alt efter vindens og bølgernes forgodtbefindende.

Vi føler panikken brede sig i os. - Skal vi alle drukne?

46

- Jeg synes, at jeg er særlig uheldig. Nu har jeg lige haft så heldig en handelstur, og er så rig, som kun få købmænd i Danmark er. Hvis jeg drukner med alle mine penge, kan jeg ikke gøre alt det for min familie og venner, som jeg havde planlagt på de mange trælsomme timer under den lange sejltur. Det var noget, jeg havde glædet mig meget til.

Jeg havde allerede set frem til at købe en herregård, der var til salg lidt uden for Ribe. Jeg kunne ophøre med at tage på de farlige handelsture og leve et mere fredeligt liv på herregården og lade betroede folk drive købmandsgården i Hundegaden med almindelig indenrigs handel. Der var også det ærgerlige ved det, at netop sidste år havde, den da nye konge, Kong Abel, lavet loven om, så udenrigshandel ikke længere skulle beskattes. Derved kunne han nemlig lokke mange flere vesteuropæiske købmænd, til at handle med Danmark.

De havde også for nylig lært at sejle nord om Skagen i de nu bedre skibe. Alt i alt ville det give mange flere indtægter, når varerne fordeltes rundt i riget. Denne nye lov betød, at alle mine tjente penge, var mine fuldt ud. Jeg skulle ikke betale skat af dem. Men nu var det hele tilsyneladende ligegyldigt. Kun hvis vi var rigtig heldige med at drive op langs kysten og undgik at strande, kunne vi overleve.

Da drivankret sprang, havde skipper Lothar straks givet ordre til at binde al den tovmængde vi havde tilbage, fast i den store og tunge kastemaskine, der var lavet 47

af træ og kunne flyde. Vi måtte alle lægge vore fælles kræfter i, for at vælte den ud over skibssiden, men da den først kom i og tovene strammedes rettede skibet sig straks op og lå nu meget roligere i søen, og vi drev også langsommere nu. Men det fik desværre også den virkning at kursen rettedes op, så vi nu drev næsten direkte mod øst. Denne kurs ville helt sikkert føre os direkte ind på vestkysten og vi ville strande et stykke oppe ad kysten. Det havde en fordel, for hvis vi strandede for langt nede ville vi gå på grund ude i vadehavet, langt fra kysten og ingen ville overleve.

Strandede vi derimod næsten helt oppe på stranden, ville de, der overlevede, lettere kunne redde sig op på stranden.

Det var nu blevet kulsort nat. De sorte skyer lukkede for alt lys. Vi kunne næsten ikke se at finde rundt på dækket og det ville også være yderst livsfarligt, idet alle de tomme sildetønder, der havde været surret fast på dækket efterhånden rev sig løs og tumlede vildt rundt, før de forsvandt ud over rælingen. Jeg turde ikke være indendørs, hvis skibet gik ned. Jeg ville have en større chance for at overleve, hvis jeg røg overbord og kunne få fat i noget vraggods at klamre mig til, f.eks. en tom tønde. Den var jo hul og det fasttømrede låg gjorde den næsten både vand- og lufttæt.

Pludselig fik jeg en god ide. Jeg kaldte på Lothar, der alligevel ikke rigtig kunne gøre mere for at redde sit skib, og fortalte ham om min plan. Han var jo 48

sømand og ville være meget bedre til at udføre den plan, jeg havde lagt.

Jeg ville nemlig lave en lille tømmerflåde af to tomme tønder. De skulle bindes sammen, men der skulle være et fast mellemrum, så bølgerne ikke klemte tønderne sammen, så de maste os. Mellemrummet skulle være både fast og skulderbredt. Vi ville derefter begge to kunne benytte flåden, idet vi kunne holde os fast. - en i hver side. Lothar var straks med på ideen, og han fandt materialer frem. Et solidt bræt og nogle tiloversblevne, ikke ret lange tovstykker. To gode ikke ret gamle sildetønder med gode låg. Det blev en solid tømmerflåde. Der var løse reb hele vejen rundt til at gribe fat i, hvis vi skulle miste grebet i bølgerne. Han lavede også en stor løkke, som vi kunne tage under armene, hvis vi blev udmattede eller mistede bevidstheden. Den ville så det meste af tiden, holde os oven vande, så vi ikke bare hang og druknede. Den tømmerflåde stolede vi meget på efterhånden som natten gik og vi nærmede os kysten.

49

Pludselig kunne vi høre en voldsom brænding. Vi kunne intet se. Men vi måtte jo være endog rigtig tæt på kysten, når vi kunne høre brændingen i den vestenstorm. Der gik da også kun et øjeblik, så lød der et voldsomt brag og skibet krængede over på siden, masten knækkede og det knagede og bragede alle vegne.

Lothar havde haft ret i at styrbords siden ville vende ind mod kysten, hvis vi strandede. Her havde vi anbragt vores tømmerflåde og stod forberedte og ventede. Vi holdt fast i tovene, men tømmerflåden blev pludselig kastet så voldsomt over bord, at vi slet ikke kunne holde fast. Resolutte kastede vi os straks i vandet for af få fat i tømmerflåden igen. Det var ikke let, for den var allerede drevet lidt væk fra skibet og selvom vi 50

var i læ for stormen på denne side af skibet, var der alligevel en voldsom bølgegang. Vi kunne dog begge svømme lidt, så vi fik os til sidst kæmpet hen til flåden og tog løkken under armene. Nu kunne vi slappe lidt af.

Vi drev ind gennem brændingen og fik nogle voldsomme op og nedture gennem bølgerne. Havet var fuldt af vraggods, der blev kastet hid og did. Det ramlede hele tiden ind i os og tømmerflåden, fordi vi var tungere og drev langsommere. Det var farligt, for der var store tunge stykker træ fra skibet imellem.

Pludselig ramte et svært stykke tømmer den ene ende lige ind i låret på mit højre ben. Der lød et højt knald og jeg var klar over, at lårknoglen var brækket. - Det var der slet ingen tvivl om. Det gjorde imidlertid ikke ondt lige med det samme, men da saltvandet lidt efter trængte ind i det åbne sår, og bedøvelsen fra slaget havde fortaget sig, begyndte det at gøre virkelig ondt, og jeg var hele tiden ved at besvime. - Men jeg ville ikke give op. - Jeg ville i land og redde livet og måske mine penge, hvis de da ikke forsvinder for evigt i havet.

I det buldrende mørke mærker vi pludselig fast bund under vore fødder. Det vil sige, jeg kan nu kun mærke det med min venstre fod, for højre ben er helt følelsesløst, bortset fra smerten.

Vi slipper tømmerflåden og Lothar - der var en stærk og meget robust mand og har flere kræfter end mig, der jo nu 51

også er stærkt hæmmet af mit brækkede ben, - hjalp mig gennem den sidste brænding og hen mod klitterne.

Stormen er så stærk, at vandet står helt op til de første klitter, så her kunne vi ikke blive. Vi var nødt til at kravle op på toppen af den høje klit. Havde jeg været alene ville det have været næsten umuligt. Jeg hjalp til så godt jeg kunne, medens Lothar slæbte, alt hvad han orkede og til sidst kom vi helt op på toppen.

Her fandt vi en gryde, hvor vi var i læ af stormen. Vi faldt totalt udmattede om, men da vi havde ligget og sundet os lidt, kommer vi begge to hurtigt til at tænke på vore guldpenge ude på skibet. Nu havde vi jo reddet livet, så det næste ville være at forsøge at redde vores skat.

Den nye Kong Abel havde indført mange nye love. De ville gavne landet og dets omdømme ude i den kendte verden. Indtil nu havde det været sådan, at alt strandingsgods - inklusive ofte meget kostbare laster, tilhørte kronen, og ak og ve de der ikke overholdt dette. De blev simpelt hen hængt omgående, når det blev opdaget. Der var absolut ingen nåde. Købmænd, skippere og andre andelshavere i skibe der strandede, havde altid været meget utilfredse med denne røveriske ordning. Det var nok, at de mistede et kostbart skib, men at de ikke engang måtte bjerge deres egen last, men blot måtte stå og se til, medens kongens mænd plyndrede vraget. Det var for meget af det gode og de syntes, at det var yderst grisk og uretfærdigt af de 52

danske konger. Men sådan var det nu engang. - Det var gammel ret.

Sådan var det ikke mere nu. - Nu havde Kong Abel bestemt, at strandede skibes last tilhørte ejerne og at de selv måtte bjerge, hvad de kunne redde fra vragene.

Det var strengt forbudt, for de der først fandt et strandet skib, at bjerge noget som helst eller røve de strandede søfolk for deres ejendele og hvad de ellers havde i deres lommer af kostbarheder, som de forsøgte at redde.

Før i tiden var det helt normalt, at slå en halvdød strandet sømand helt ihjel, for at tage hans ejendele inden kongens mænd dukkede op. Overlevende kunne jo fortælle disse mænd, at de lokale havde røvet noget af vraggodset.

- Det var simpelthen det mest sikre, hvis der slet ingen overlevende var.

Lothar og jeg blev enige om, at han skulle gå til den nærmeste by og få fat på herredsfogeden og fortælle ham om strandingen, så vi forholdt vores ret til det ombordværende gods, der kunne reddes. Der ville sikkert også drive nogle tønder med vin op på stranden i nattens løb.

Så han rejste sig op og begav sig ind i landet. Det var farligt for mig at blive ladt alene tilbage. Jeg kunne let 53

blive dræbt af de lokale, hvis de troede, jeg var den eneste overlevende. Derfor var det vigtigt, at jeg holdt mig vågen for hurtigt at kunne forklare, at skipperen på skibet var gået ind til byen for at hente herredsfogeden. Så ville de nemlig helt sikkert ikke turde slå mig ihjel af skræk for at blive hængt.

Der gik dog kun kort tid, så faldt jeg i en dyb, næsten bevidstløs søvn, af bare smerter og udmattelse.

Det var sådan jeg vågnede den morgen på Dødemandsbjerget ved Blåvandshuk. Da jeg var kommet lidt til mig selv, fortalte jeg hurtigt til de omkringstående, at Lothar i nat var gået for at hente herredsfogeden og at jeg selv var købmanden Iver Jonsson fra Ribe. Jeg lovede dem en belønning, hvis de ville hente noget mad og drikke, samt nogle varme skind, for jeg var sulten og havde kuldegysninger efter at have ligget i det våde tøj hele natten, siden vi strandede.

De udviste nu stor respekt og underdanighed og lovede at bringe tingene så hurtigt som muligt. Et par stykker af dem forsvandt. Selv skulle jeg ikke have noget af at forlade stedet, - hvilket jeg for resten heller ikke ville have været i stand til. Jeg ville holde øje med stranden, for den var nu, - i det tidlige morgenlys overstrøet med vraggods. Der var mange fulde vintønder og tomme sildetønder, samt smadrede tønder og dele fra skibet.

54

Jeg fortalte selvfølgelig ikke om vores pengekister, som var gemt i hulrummene i det svære tømmer ombord på skibet. Stormen var nu løjet en del af og det begyndte at klare op. Der var allerede blå stykker himmel mellem de lysere skyer. Hvis der blev mere vindstille, ville vraget ikke blive slået helt i stykker og synke ned i sandet. Vi skulle gerne nå ud og bjerge vort guld og også gerne de kostbare drikkebægre af glas fra fyrsten i Firenze. De var nemlig pakket ned i et solidt træskrin, men det kunne jo ikke gemmes så godt som pengene, da skrinet fyldte en del. Jeg håbede at skrinet stadig var ombord eller i bedste fald var drevet i land. Jeg kunne desværre ikke selv gå ned på stranden på grund af mit brækkede ben, men jeg kunne i det mindste holde øje med alt strandingsgodset.

Ved middagstid dukkede herredsfogeden og Lothar op.

De var begge ridende og herredsfogeden havde en notar med. De gik ned på stranden og begyndte at tælle de ilanddrevne vintønder op. De noterede også op, hvad der ellers var drevet i land af værdifulde ting. Notaren skrev alt op, så der ikke senere skulle blive nogen diskussion om, hvor meget der havde været. Også for at ingen kunne blive beskyldt for at have stjålet noget.

Man var nødt til at have en streng justits, da de lokale - og hermed menes også den lokale herremand, plejede at være på stedet før kongens mænd og gemme tyvekoster godt af vejen. Sådan havde det været i så mange slægtled, at det næsten ikke var til at forstå, 55

at det nu var slut med den slags forretninger. Selvom der var dødsstraf, var det meget sjældent, at nogen i virkeligheden blev hængt, da alle, - høj som lav, holdt sammen som ærtehalm og aldrig røbede den slags alvorlige ting, lige meget, hvor meget uvenner man end blev. Det var en uskreven lov på disse tider. Man skulle jo leve af noget og kongerne havde altid raget rigeligt til sig gennem tiderne.

Til min store glæde kom Lothar, der havde fulgtes med herredsfogeden rundt på stranden, nu slæbende på en halvstor trækasse hen over sandet. Stranden var nu meget bredere, da vandet havde trukket sig tilbage efter stormen. Jeg kunne let se på den fornemme kasse at det var skrinet med fyrstens drikkehorn. Så var de da reddet. Nu håbede jeg blot på, at de var hele inden i kassen, men da de var blevet pakket ind i masser af blød uld håbede jeg på det bedste. Godt nok var penge gode at have, men når der var gæstebud, ville det være fint at kunne fremvise de fornemme drikkehorn af glas fra den fornemme fyrste i den berømte by Firenze, og fortælle, at det var en gave fra ham, oven i den pris jeg havde fået for mit enhjørningehorn. Jeg omtalte det, af forretningsmæssige grunde, aldrig som andet end et enhjørningehorn. Måske kunne jeg en anden gang få en bestilling nede fra fyrsten, for jeg havde sagt, at hvis han engang ville have et horn til den anden side af stolen, skulle han blot sende bud til købmanden Iver Jonsson i Ribe i Danmark. Måske havde

56

jeg så et på lager, eller kunne fremskaffe endnu et, selvom det ville blive svært.

Vi sendte bud efter vogne i landsbyerne, for at lade dem køre tønderne, både de fulde vintønder og de tomme sildetønder, til et lille fiskerleje der hed Oksby.

Her kunne fiskerbådene sejle det hele ud til den kogge, der ville komme, når vi havde fået sendt besked til købmændene i Lübeck.

– Resterne af min last skulle så sejles hjem til Ribe.

Allerede samme aften da de fleste havde forladt stranden, svømmede Lothar, - ved hjælp af vores solide tømmerflåde, som vi havde fundet igen, - ud til skibet for at redde vores små pengekister. Det viste sig, at den del af skibet, hvor gemmestedet var, nu lå under vand, så han måtte dykke ned til hulrummet i det kraftige tømmer. Efter et par forsøg lykkedes det han at få pengekisterne op. Han anbragte dem på planken mellem tønderne og surrede dem godt fast, så de ikke skulle glide i vandet, hvis flåden vippede på grund af den tunge last.

Jeg kunne tydeligt se de små pengeskrin stå på flåden, da Lothar kom svømmende ind igen og jeg blev umådelig glad, skønt jeg nu havde meget ondt i benet og trængte til at komme under lægebehandling. Den nærmeste læge var hjemme i Ribe og der var heldigvis kun godt 5 mil, hvilket i dag er cirka 40 kilometer. Men selv dette ville tage lang tid, da jeg var nødt til at blive transporteret 57

på en af bøndernes vogne, ad de meget ujævne og hullede veje, og det ville sikkert blive en "hyggelig" tur.

Vi havde derfor bedt herredsfogeden sende bud til lægen i Ribe, om at komme med sin egen vogn, der var blødt polstret med halm og skind, og han kunne så se på benet med det samme, når han ankom.

I mellemtiden havde vi bygget et teltskur nede på stranden af vraggods og et stykke af sejlet. Lothar ville heller ikke forlade stranden før han havde læsset hele godset på de vogne han havde bestilt. Han ville også holde øje med min del af strandingsgodset. Jeg selv var jo nødt til at tage hjem omgående, når lægen kom.

Her slutter historien, medens vi venter på hjælp. Jeg var nu så udmattet af smerte og blodtab, og jeg lagde mig ned inde i teltskuret og faldt omgående i en dyb søvn.

-----

Da jeg vågnede igen var klokken næsten tre. Jeg kiggede ned på stranden, for nu lå jeg igen oppe på toppen af Dødemandsbjerget og kunne overskue hele stranden. Jeg kunne ikke se den strandede kogge mere og heller intet strandingsgods. Forundret tog jeg mig til mit brækkede ben. - Det var slet ikke brækket og nu havde jeg igen noget andet tøj på. - Det var meget 58

forvirrende og det kørte rundt i hovedet på mig og jeg viste ikke rigtigt, hvad jeg skulle tro.

Havde det hele blot været en drøm? I så fald havde det været en meget livagtig drøm og jeg måtte sidde i lang tid, før jeg kom så meget til mig selv, at jeg igen var helt tilbage i nutiden. Jeg fandt min bil og undervejs sydpå passerede jeg Ribe og hele historien sad endnu så meget i mig, at jeg ikke kunne lade være med at parkere i nærheden af domkirken og gå om på den side af kirken, hvor Hundegaden med min købmandsgård havde ligget. Nu spekulerede jeg på hvorfor mon den havde heddet noget så mærkeligt som Hundegaden. Men i Middelalderen var der jo sikkert mange andre lige så jordnære navne på gaderne.

Da jeg kom hen til stedet hvor gaden havde ligget, fik jeg så stor en overraskelse, at jeg helt naturligt begyndte at gå hen til det sted i gaden, hvor min købmandsgård lå.

GADEN HED NEMLIG STADIG HUNDEGADE! Men der, hvor min købmandsgård havde ligget, lå nu et andet hus. Det nye røde murstenshus lå på samme grund, nemlig lige over for Badstuegade, som gaden også hed i min tid. For i denne gade, - nede ved åen, lå nemlig byens badstue.

59

Det er da for mærkeligt, at gaderne stadig eksisterer og at jeg så let kunne finde hjem til stedet, hvor min købmandsgård havde ligget og at området er så lidt forandret.

Er der overhovedet andre steder i Danmark, hvor der er en gade der hedder Hundegade? – Jeg har aldrig hørt om andre!

60

X Her lå min Købmandsgård i 1250

61

Oplevelsesdrømmen, - eller hvad det nu er og var, står stadig klar og tydelig for mig. Skønt det nu er over tyve år siden jeg oplevede den, har jeg intet besvær med at nedskrive den.

Har jeg virkelig levet et sådant liv dengang?

Er det derfor jeg så tydeligt husker alle disse detaljer?

Hvad er der blevet af min skællede drage, som jeg gav fem guldmønter for? – Hænger den på et eller andet museum i dag? – Og er det mon derfor jeg har en udstoppet krokodille fra Afrika hængende i min pejsestue? - Jeg undres.

Men allermest undrer jeg mig over, at der stadig er en gade i Ribe der hedder Hundegade.

62

Knud Erik Guldager.

Oplevelsen nedskrevet marts 2004.

(Omredigeret oktober 2017)

63