Mit Liv IV

MIT LIV IV. Tiden fra 1955 til 1965.

Så hjertelige var de altså ikke. – Slet ikke!

1

Historien begynder i 1955, da jeg den 11. november blev indkaldt som soldat på Fyensgades kaserne i Ålborg. Jeg kom i det nu hedengangne 10. regiment, tungt kompagni, morter delingen. Jeg blev senere uddannet til signalmand med feltradio som speciale.

Jeg fik soldaternummer 267 183 og hed nu 83.

Fynsgades kaserne var et levn fra tyskernes tid i Danmark fra 1940–45. Den bestod af nogle murede barakker i eet plan. De var ret primitive i forhold til nutidens luksus kaserner.

Fra indkaldelsesdagen ved kaserneporten.

Der var ti mand i den stue jeg boede i. Der var trægulve og ret utætte vinduer. Der var en lille kakkelovn på hver stue, men den fik vi aldrig lov at fyre i, selvom der sommetider var ret mange frostgrader i stuen. Jeg lå i den øverste køje lige ved et vindue og en morgen i januar 1956 vågnede jeg og så et mærkeligt syn.

Jeg havde frosset hele natten, da der var en hylende snestorm udenfor. I militæret sover man jo ikke med dyner, men vi havde

2

to uldne tæpper og et lagen, som vi pakkede reglementeret ned om madrassen, og det holdt helt godt på varmen, - men den nat frøs vi.

Det mærkelige syn jeg så, - da jeg i halvmørket slog øjnene op, - var noget stort hvidt i fodenden af min seng. Jeg kunne først ikke forstå hvad det var, men blev så klar over at det var en ca. 25 cm. høj snedrive, der var føget ind gennem vinduet i nattens løb.

Vi viste sergenten snedriven og spurgte om vi nu kunne få lov til at fyre i kakkelovnen om natten, men det fik vi ikke lov til. Det resulterede da også i at rummet efterhånden blev så fugtigt, at trægulvet begyndte at udvide sig, og det bulede så meget, at vi kun med nød og næppe kunne lukke døren så meget op, at vi kunne klemme os ud og for at få gulvet på plads fik vi endelig lov til at fyre så meget, at gulvet efterhånden lagde sig ned igen. Det var så vidt jeg husker også den eneste gang vi havde varme på stuen i Fyensgade.

Det første par måneder var der ikke megen orlov, men da vi havde overstået den værste rekrut tid, kunne vi komme på orlov næsten hver uge, hvis vi da ikke lige skulle på vagttjeneste eller havde lavet noget der i hæren var strafbart, som f. eks. at komme for sent fra en orlov, eller ikke havde renset sit gevær og andet udstyr ordentlig. I hvert fald efter sergenternes mening, for de brugte nemlig den slags påtaler som straf, hvis de havde set sig irriteret på en af os. Det var altid meget let og udiskutabelt for dem, at påstå, at et støvgran i en fjern krog af geværet var nok til at inddrage al orlov.

Vi lærte efterhånden at undertrykke vores individualisme, da vi begyndelsen ellers aldrig ville være kommet på orlov.

3

Hver lørdag formiddag stillede vi til udstyrsparade på pladsen mellem barakkerne. Vi stillede med alt vort udstyr, såsom geværer, feltspade, kogekar og spisebestik, feltflaske, bajonet, livbælte, gamacher og højglans polerede støvler.

Udstyrsparade Alt messing såsom bæltespænde, regimentsmærker o.lign. skulle jo være totalt blankpudset. Den brede livrem skulle ”pibes” med lysegrønt kridtpulver og vi skulle være velklippede og nybarberede.

Nu kom inspektionen og det var sommetider kompagnichefen selv der gik rækkerne igennem. For at opretholde respekten var han jo særlig kritisk, skønt sergenterne efter vores mening var rigeligt skrappe.

I rekrut tiden var selv den mindste forsømmelse nok til at orloven blev inddraget, og det var jo slemt for mig, når jeg havde jordens dejligste pige ventende på mig i Århus. Hun havde

4

altid en makrontærte, samt friskpresset citronsaftevand og et stort kram med mere, når vi forsvandt ind på hendes værelse. – Vi var jo nyforlovede fra 8. maj 1955.

Det er klart at jeg omhyggeligt sørgede for at have mine ting i perfekt stand. Jeg er helt sikker på, at jeg kun blev knaldet én gang for en ”påstået” rustskygge i et hjørne på mit gevær.

Når paraden var overstået lørdag middag klokken 12, blev alt udstyret lagt på plads i vore skabe og flere hundrede soldater begav sig i deres fine udgangsuniformer ud af byen til de forskellige landeveje.

Der var flest der skulle sydpå og vi stod så over 200 soldater med højre tommelfinger i vejret og forsøgte at komme op at køre med de forholdsvis mange biler der kørte ud ad Hobrovej.

Vi fik ingen gratis tog billetter, det fik vi kun til jul, påske og sommerferie. Vi havde en ugeløn på 14 kr. så der var jo ikke råd til at tage toget næsten hver weekend. – For at komme op at køre, gjaldt det om at finde et barnligt og troskyldigt udtryk frem i ansigtet, da familierne i bilerne helst ville have en venlig soldat med. Der kom mest familier, der skulle ud at køre for at besøge andre i de nærmeste byer.

Her står jeg på stop på Hobrovej.

Jeg lavede denne tegning i et brev hjem til Ulla.

Jeg var næsten altid heldig med at blive samlet op ret hurtigt.

Jeg lærte snart, at man ikke skulle stå først i den uendelige række af soldater. Folk ville gerne vælge lidt mellem det store

5

udvalg. Man skulle stå ca. en tredjedel inde i rækken. Jeg tror nemlig, at konerne der var med, tit tog de pæneste soldater op først og et stykke henne begyndte de så at være lidt mindre kræsne, når manden sagde, at nu måtte de snart vælge en, for han ville nemlig altid gerne snakke og udspørge én om, hvorfra man kom og hvor man skulle hen. Hvad man havde lavet før, man blev soldat o.lign.

Ved at stå der blev jeg ret hurtigt samlet op.

Det var altid dejligt at tænke på, at Ulla, - som min pige jo hed og stadig hedder, - altid ventede på mig med en ægte længsel. Når det blev alt for surt i tjenesten, så tænkte jeg bare på hende og så blev det hele lidt mere udholdeligt.

Ikke desto mindre afholdt det mig ikke fra at drive løjer med hende. I dag kan jeg ikke forstå at jeg kunne nænne det.

Engang, - da jeg havde juleorlov, og derfor havde fået en gratis togbillet, - ringede jeg, da jeg ankom til banegården i Århus til mine forældre og fortalte, at jeg alligevel ikke kom hjem, da min orlov var blevet inddraget, og om de ikke lige ville gå over til Ulla og også fortælle hende det. Ullas forældre boede meget tæt på vores hus.

Det gjorde de så og den stakkels Ulla, der ventede mig hvert minut, blev jo frygtelig skuffet.

Hun havde både citronsaftevand, makronkage og kram parat. Af bare skuffelse begyndte hun at stortude og gik ind på sit værelse, hvor hun som trøst spiste hele makrontærten og drak citronsaften.

20 minutter efter ringede jeg på døren hos Ullas forældre. De blev jo noget forbavsede og hentede Ulla, der forgrædt dukkede op og da hun fik øje på mig, så hun ikke spor kærlig ud og jeg

6

må indrømme, at jeg nok også havde drevet den spøg lidt for vidt, men heldigvis blev hun hurtigt god igen. Men jeg gik glip af den dejlige makrontærte og saft, men jeg fik dog mit knus inde på værelset, og det var jo også det jeg længtes allermest efter, når sandheden skal frem.

Det var altid et trist, men uundgåeligt øjeblik, når jeg skulle tilbage fra orlov søndag aften. Jeg var nødt at tage af sted senest klokken 20. Jeg skulle være inde gennem vagten i Fyensgade senest kl. 24, da det ellers i rekrut tiden var den sikre vej til ”brummen.”

Der kørte ikke så mange biler om vinteren i dagene lige før nytår 1956. Jeg havde været hjemme på juleferie og skulle nu tilbage til Ålborg. Den aften var det begyndt at sne og vejene blev hurtigt spejlglatte, så bilerne holdt sig hjemme. Jeg kom dog til sidst op at køre med en mand der boede i et hus ved landevejen lige før Hobro by. Han havde nær aldrig fået stoppet bilen, da han fik øje på mig i snevejret. Han punkt bremsede flere gange for at undgå at skride ud, og jeg tænkte på at det ville have været lettest for ham slet ikke at standse, men han gjorde det alligevel, for det viste sig at han var ungkarl og kedede sig og derfor gerne ville snakke med folk.

Han snakkede og fortalte, at han altid gerne tog folk op på stop. Engang havde han en aften fået en ung pige fra Norge med op. Hun skulle hjem. Lige før de kom til hans hus i Hobro, spurgte han hende om, hvor hun skulle sove i nat. Det vidste hun ikke endnu og han tilbød da, at hun gerne måtte komme med ind og sove hos ham i nat. Det tilbud tog hun imod, men jeg kan huske, at jeg var lidt forarget over pigens løse moral, men for ungkarlen var det jo sikkert dejligt.

Jeg gik nu i snevejret ned gennem Hobro, for man skal ikke

7

forsøge at stoppe bilerne lige før en by, da de fleste måske ikke skal længere end til netop denne by. Da jeg kom op ad Hostrupbakken og ud ad landevejen mod Ålborg, blev jeg taget op af en lille familie på fire. Mand og kone og to mindre børn.

De var meget venlige og jeg var glad, for klokken var kun halv elleve og der var kun ca. 50 kilometer til Ålborg, så det skulle jeg nok kunne nå.

Stor blev min skuffelse da vi kom til Rold by. Her skulle de nemlig dreje mod vest for at besøge noget familie, der boede den vej på. Jeg blev så sat af midt i vejkrydset, og begyndte at vandre ud ad landevejen mod Ålborg. Lidt henne begyndte den store mørke Rold Skov og vi havde ikke mødt nogen biler i lang tid, så chancen for at komme op at køre og nå hen til porten i Fyensgade inden midnat var pludselig forsvundet, og jeg begyndte at tænke på, hvordan mon det føltes at sidde i det nu tilsyneladende uundgåelige fængsel.

Denne tanke var for mig så frygtelig, at jeg tog den pose nybagte vaniljekranse, jeg havde fået af min mor til at forsøde nytårsaften med, frem. Det var nu holdt op med at sne og der var en flot stjernehimmel, så jeg husker tydeligt, at jeg – nu en spjældkandidat - gik der under stjernerne og nød smagen af min gode mors dejlige vaniljekranse, så godt jeg kunne efter omstændighederne, alt imens jeg vandrede ind i den mørke Rold Skov.

Pludselig kommer der en bil, men jeg bliver ikke spor glad, for den komme i mod mig fra Ålborg. Da den havde passeret mig kunne jeg godt høre, at den tog farten forsigtigt af, da der stadig var spejlglat og jeg vender mig nysgerrigt om for at se, hvorfor den mon standser her midt i skoven. Nu begyndte den minsandten at vende og komme kørende hen imod mig. Hurtigt

8

får jeg armen med tommelfingeren op og vifter ivrigt og håbefuldt. Jeg har slet ikke tid til at stille noget specielt ansigts udtryk op.

Da den når hen til mig, standser den heldigvis, og til min store forbløffelse ser jeg nu, at det er den samme familie der næsten lige har sat mig af henne i Rold. De mennesker de skulle besøge ovre vestpå havde ikke været hjemme, og de var derfor fortsat til landevejen i den anden ende af Roldskov og var så kørt sydpå for at se, om jeg var samlet op af en anden bil. De ville være sikre på, at jeg nåede tilbage inden midnat, for jeg havde jo fortalt dem, at det skulle jeg være for at undgå ”brummen”.

De kørte mig helt ned til kaserne porten og jeg kunne gå ind da klokken var nogle minutter i 24.

– Se, sådan kan menneskenes børn altså også være.

Den dag i dag mindes jeg denne ukendte familie med stor respekt for deres medmenneskelighed.

Men foruden soldatertiden vil jeg fortælle om, hvordan jeg fik min første motorcykle, som jeg døbte Hannibal.

Jeg fandt ud af, at hvis jeg var selvkørende, kunne jeg komme hjem ca. to timer før om lørdagen og tage af sted ca. 2 timer senere om søndagen. Det gav hele 4 timer mere hjemme hos mine forældre og Ulla.

Men jeg havde jo ikke ret mange penge. Jeg havde dog en kun to år gammel Skylon knallert, som jeg havde betalt af på i min læretid. (Jeg er udlært inden for handel og kontor) Den solgte

9

jeg og begyndte nu at se mig om efter en meget billig brugt motorcykel.

Min Skylon 54. Årgang 1953

Her på en lang tur til Fanø i 1953

Den fandt jeg nede i Sejrøgade i Aarhus. Det var en BMW model R 35 fra 1938. Motoren var encylindret og på 350 ccm.

Den var ikke så pæn at se på, - ja den var endog lidt afrakket, men den kunne køre.

Benzintanken havde engang været slagloddet på undersiden, men reparationen var ikke lykkedes helt, så den var utæt og der dryppede benzin ned på den hede cylinder. Det var lidt farligt, men ingen turde svejse eller lodde den om, på grund af

10

eksplosionsfaren, så jeg tættede den engang imellem med en ordentlig klump tyggegummi. Det var dog ikke særlig effektivt, da det ret hurtigt opløstes af benzinen. Så bankede jeg lidt på lodningen og nu holdt det mere tæt. Jeg kørte med det som det var, men helt tæt blev den aldrig, medens jeg var soldat. Der skete dog aldrig noget i form af brand eller eksplosion.

Fabriksbillede af modellen. Hannibal var magen til den jeg har i dag, men den har ikke det samme stelnummer.

Der manglede nogle egere i baghjulet, så det var noget slasket.

Dengang havde jeg ikke meget forstand på den slags, så jeg strammede blot de resterende så meget op, at hjulet ikke var så ledløst mere. Det resulterede dog i at hjulet nu blev skævt og slog en del når jeg kørte. Bilerne begyndte at dytte af mig og pege på baghjulet. Men jeg nikkede bare for på den måde at fortælle, at det vidste jeg godt.

Jeg brugte motorcyklen frem og tilbage mellem Aarhus og Ålborg, og når vi var på øvelser på Hevring Hede og i Borris

11

nede ved Skjern. Her havde hæren et kæmpestort område i Borris Sønderland.

Telt lejren i Borris.

Her husker jeg en lidt dramatisk hændelse. Vi var på feltøvelse i Borris. Jeg havde været på orlov og skulle søndag møde i Borris inden kl. 24.

Undervejs skulle jeg samle 328 fra Skanderborg op på landevejen mellem Aarhus og Silkeborg. Jeg ventede og ventede, men der kom ingen 328 og til sidst var jeg nødt til at køre for bare at have en chance for at komme til lejren i Borris inden midnat. 328 forklarede senere, at han havde haft svært med at komme væk fra kæresten og var faldet i søvn.

Jeg kørte nu mod Borris alt hvad min gamle BMW kunne trække.

Det vil ikke sige så meget, da den kun kunne køre 85 km. i timen. Da jeg kom til Ikast, så jeg til min store rædsel at vejen til Herning kun bestod af ét spor og det gik vest - øst. Der var et stort arbejde i gang med at udvide vejen og min side mod Herning var fuld af brostensdynger fra den gamle vejbelægning, store maskiner og andet vejmateriel.

12

Der var en lang omkørsel, som jeg slet ikke havde hverken benzin eller tid til at tage. Der var nu helt mørkt, og jeg havde kun én chance. – Jeg måtte køre mod Herning i det ensrettede spor, altså mod trafikken. Der kom hele tiden biler, dog ikke så mange som i dag og de var lette at få øje på i god tid, da de jo alle havde lys på. I begyndelsen slukkede jeg lyset og holdt ind til siden, indtil bilen havde passeret, men tiden gik jo og motorcyklen brugte også benzin i tomgang og det kunne ikke vare længe før jeg ville være nødt til at slå over på reservetanken, så jeg valgte til sidst blot at slukke lyset når der kom en bil og køre over i højre vejbane med vejarbejdet og så håbe på, at der ikke stod en stor vejtromle jeg ikke kunne se i buldermørket, for jeg blev jo blændet af de modkørende bilers lygter.

Det gik godt i lang tid, men pludselig, - netop medens jeg kørte ude i vejarbejdssiden uden lys, kunne jeg mærke,

at jeg fløj i luften!

– Vejen under mig var væk! – Luftturen har jo blot varet nogle få sekunder, men det var et af de øjeblikke der føles som evigheder. – Jeg nåede let at tænke: - Hvor lander jeg? – Stod der en stor vejtromle? – Var der en stor dynge brosten eller hvad? – Der ville snart komme et sandhedens øjeblik.

Pludselig røg jeg af motorcyklen og trillede hen ad jorden, men jeg havde faktisk ikke slået mig ret meget. Jeg var nemlig til mit store held landet i en stor dynge brunt sand og i den dynge lå min BMW nok så flot og var helt uskadt. - Det kan vel siges at være et stort held. - Jeg gik tilbage for at finde ud af, hvorfor jeg pludselig var fløjet i luften. Det viste sig at den nye

13

vej skulle ligge i et lavere niveau, ca. godt én meter lavere, så jeg blev pludselig glad for at jeg ikke havde kørt den anden vej i denne side!

Jeg startede motorcyklen igen, men valgte fra nu af at slukke lyset og holde stille, når der kom en bil. Men nu var jeg også næsten henne ved Herning. Alt dette havde forsinket mig yderligere, så nu gjaldt om at komme ad Borris til. Samtidig vidste jeg, at nu skulle jeg virkelig også spare på benzinen, da jeg lige efter Herning havde måttet slå over på reservetanken.

Jeg kørte og kørte og jeg syntes at tiden gik alt for hurtigt og at der vist var længere end jeg havde troet, men endelig nåede jeg porten til lejren i Borris og da var klokken, - og det er helt uden overdrivelse - to minutter i midnat og vagten, der var en af mine soldaterkammerater, sagde med et smørret grin, at så kunne jeg vist heller ikke komme senere.

Nu havde jeg undgået ”brummen” to gange ved hjælp af store held, så jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre alt for at undgå flere af den slags situationer i fremtiden, men det er let nok at love, men sværere at undgå, for hør nu blot, hvad der hændte mig i Borris lejren.

Da jeg næste dag startede BMW´en for at køre op til Borris efter benzin, løb den tør inden jeg var nået ud af lejrporten.

Jeg fik lov at ”låne” en liter benzin fra den Jeep jeg var vognkommandør for, så jeg kunne komme op til Borris.

Nu kommer så den episode i Borris, der militært set var ganske alvorlig. Lige fra vi var grønne rekrutter havde vi øvet os i at lade vort gevær. Når vi havde åbnet geværet og puttet en løs patron i, lukkede vi ladegrebet, medens geværet pegede fremad

14

og skråt op i luften. Efter vi havde gjort det, trykkede vi på aftrækkeren, der lød så et klik der markerede skuddet.

Sådan så jeg ud som soldat i 1955 I Borris var vi på skydeøvelser og skulle skyde efter figurer der pludselig dukkede op ude i heden. Inden denne øvelse blev vi stillet op i én lang række og fik udleveret skarpe skud. Den dag var der en oberstløjtnant på besøg og han stod i nogle skridts afstand foran os og gav ordrerne om at lade geværerne. Det var først på dagen og vi var vist ret sløve. Jeg var i hvert fald, for da jeg havde puttet patronen i og ladet geværet, trykkede jeg i ren og skær refleks på aftrækkeren og der lød jo et - på det tidspunkt - højst uventet brag.

Efter braget var der en uheldsvarslende stilhed og jeg blev fuldstændig iskold og næsten lammet af rædsel. - Jeg kunne jo have skudt oberstløjtnanten. Han stod jo lige foran mig i nogle

15

få skridts afstand og kuglen måtte være gået kun et par meter over hovedet på ham. Igen nåede jeg at tænke meget. Nu undgik jeg i hvert fald ikke ”brummen”. Det jeg havde gjort var militært set totalt utilgiveligt. Jeg kunne ikke nå at udtænke en plan, der ville kunne bortforklare uheldet, så jeg stod blot og ventede på at få strikken lagt om halsen, og jeg kunne se på mine kammeraters forstenede ansigter, hvor alvorlig en sag det var.

Oberstløjtnanten så meget barsk ud, da han så hen på mig og jeg stod blot og stirrede stift tilbage. På denne måde tvang han mig til at se ham ind i øjnene, for at han ligesom kunne aflæse, hvad jeg tænkte. Sådan stod vi et øjeblik og han har nok set rædslen i mine øjne, men også at jeg i hvert fald ikke havde gjort det bevist.

Efter denne lille pause brød han stilheden og sagde med høj kommandostemme: - M e e d ny patron – lad gevær. Det gjorde jeg så med lynets hast, og denne gang trykkede jeg ikke på aftrækkeren.

Se han var virkelig en mand med situationsfornemmelse. Skønt han sikkert aldrig havde været ude for det før, havde han hurtigt fattet, at det var en rutinefejl fra min side og i stedet for at lave en stor sag ud af det, valgte han blot at gå videre i øvelsen. Nu kan man ikke sende en oberstløjtnant et taknemmeligt varmt blik, men havde man kunnet det, ville jeg bestemt have gjort det, for hvad havde han ikke lige sparet mig for af ubehageligheder, ved at han så hurtigt opfattede episodens årsag.

Senere talte vi ikke meget om det, for det jeg havde gjort var jo utilgiveligt og jeg var sluppet uhørt billigt fra hændelsen. Jeg

16

følte faktisk selv, at jeg havde fortjent en tur i ”brummen”, for havde jeg holdt geværet blot lidt lavere, kunne jeg jo have skudt en oberstløjtnant og hvad der så ville være sket er ikke til at holde ud at tænke på.

Men ellers havde vi en dejlig tid i Borrislejren. Den ligger lige ved Skjern å, og her sad jeg tit og nød freden og stilheden, medens jeg kiggede på alle de flotte og tit store guldsmede, der fløj rundt over å løbet i deres farvestrålende helikopterlignende flugt.

En anden gang jeg brugte BMWén i en speciel anledning, var da vi skulle have regimentsfest på restaurant ”Kilden” i Ålborg. Det var herfra der før i tiden i radioen blev sendt noget der hed ”Middagskoncert”. Det var en meget fin restaurant, så der var levende musik, når fine folk spiste til middag.

Før regimentsfesten skulle jeg klippes, da vi måtte tage vores piger med for at have nogen at danse med og så skulle jeg jo helst se så godt ud som muligt. Det med vore egne piger, var vi meget glade for. En af mine soldaterkammerater, - det var 188, - boede i Birkelse tæt ved Åbybro. Hans mor havde et ishus lige ved landevejen. Han kendte en frisør i Åbybro, der ikke var for dyr. Det betød jo noget med den løn vi havde dengang, så vi tog derud for at blive klippet. Vel anbragt i den noget gammeldags frisørstol, spurgte han om, hvordan jeg ville havde frisuren. – Jeg vil gerne have det kort, for så varer det længere inden jeg skal klippes igen. – Det skulle jeg imidlertid aldrig have sagt, for da han var halvt færdig opdagede jeg til min store rædsel, at der, hvor han var færdig, ikke var et hår på over en centimeters længde. – Han havde simpelthen plysset mig og det var der ikke nogen der var i 1956 herhjemme.

Det var forfærdeligt og vi skulle til det fine regimentsbal om

17

aftenen! – Hvad har du lavet? - spurgte jeg. – Sagde du ikke lige selv, at du gerne ville have det kort, så du ikke skulle klippes foreløbigt! – Og nu er det kort. – Ja, det skulle jeg da lige love for. Jeg ville blive helt til grin om aftenen til ballet, for her kunne jeg jo ikke have soldaterskråhue på til at skjule det. Det var ikke godt og hvad ville Ulla sige. Før jeg blev soldat havde jeg haft højt hår og anderumpe og det her var i sandhed noget andet. Nå, - men gjort var gjort og det stod jo i sagens natur ikke til at ændre.

Den plyssede K.E. hjemme på orlov

K.E. plys og Hannibal

Lørdag morgen før ballet om aftenen, gik jeg ind til kompagnichefen, der var kaptajn, og spurgte om jeg måtte køre til Aarhus på min motorcykle for at hente min pige, så hun kunne komme med til ballet om aftenen. Vi havde ikke rigtig penge til togbilletten, da hun også skulle bo på hotel inde i Ålborg om natten, men det sagde jeg ikke til kaptajnen. Han spurgte først lidt spydigt om min pige måske ikke var gammel nok til selv at tage toget, men jeg sagde helt ærligt, at jeg hellere ville hente hende i eftermiddag, når vi alligevel havde fri. Det kunne han jo godt forstå, så det fik jeg lov til.

Jeg drønede til Aarhus og hentede Ulla og vi lejede et værelse

18

på et fint hotel lige på hovedgaden i Ålborg. ”Phønix” hed det.

Jeg kan tydelig huske, at jeg syntes at det var hundedyrt, men det betød ikke noget for jeg skulle jo også selv bo der om natten, så det ville rigeligt blive alle pengene værd.

Her er et billede af hotellet og jeg har sågar gemt regningen. Vi boede på værelse 223 og det kostede hele kr. 21,05. Jeg fik en ugeløn på kr. 14, så det var dyrt!

Ulla havde fået nyt tøj og hun var utrolig flot. Jeg havde vist alle mine soldaterkammerater et billede af hende, som havde været udstillet i Kehlets fotoatelier på strøget i Aarhus. Da det stod på, valfartede masser af fyre på min egen alder ned til byen for at se billedet af den smukke pige, så det stod i vinduet i lang tid. Bagefter købte jeg det af forretningen, så jeg har det skam endnu. I den tid det var udstillet, havde jeg i øvrigt et farlig mas med at bevare ”eneretten” og holde alle interesserede væk, ja næsten både nat og dag. Heldigvis for mig var Ulla ikke så interesseret i nogen af dem, men foretrak åbenbart mig. Husk på, at det var før vi var blevet forlovede.

Men nu havde jeg styr på det og vi var forlovede.

19

Sådan så vi ud.

Begge billeder er Taget i 1954.

Ulla var virkelig utrolig smuk som syttenårig, og det synes jeg jo, at hun stadig er, men dengang stod hun i fuld blomst. Den nye kjole hun havde på til ballet var lyserød med sorte prikker.

Den havde bare skuldre med stropper og var tilpas nedringet til at man sagtens kunne ane, at der skam var rigeligt indenunder.

Den var syet i figur i overdelen og svajede ud forneden. Den gik til lige under knæene og hun havde flotte højhælede sko på.

Jeg var virkelig stolt over at kunne møde op med så smuk en pige. Jeg mente helt bestemt, at hun i hvert fald var den flotteste på hele ballet, og det var nok ikke helt forkert, at dømme efter interessen og de beundrende blikke fra de andre festdeltagere.

Der var dog et lille skår i glæden. – Ustandseligt måtte jeg finde mig i, at alle kom hen og strøg mig over issen og sagde: Nå – 83. Du er nok blevet klippet! – Eller: Hvad så, plysse? – Eller: Hvad så krølle? - Det havde de stor fornøjelse af hele aftenen. Heldigvis for mig så Ulla mere på helheden end på håret, så her var der ingen problemer.

20

I efteråret 1956 skulle vi udstationeres et halvt år i Den Danske Kommando i Itzehoe i Tyskland.

Fra tiden i Itzehoe husker jeg mange ting. På kasernen havde vi vores egen biograf og her kunne vi se de amerikanske film, som de ikke kunne se herhjemme, da der var en boycut mod dem på det tidspunkt. Vi havde en virkelig god kostforplejning, langt bedre end den i Danmark. Her var der forskellige salater og masser af andre lækkerier til frokost og den varme mad var også langt over den danske soldaterstandard. Vi måtte have et billede af vores pige på stuen og jeg havde selvfølgelig omstående billede af Ulla stående, og der var ikke den soldat på hele kasernen der ikke havde været forbi for at se billedet, så de glædede sig alle til at se hende igen, når hun kom med ”konebussen”. ( Se billedet side 20). Der blev nemlig arrangeret ture for koner og kærester fra Danmark og til Itzehoe. Det var virkelig noget at se hen til.

Da Ulla skulle derned første gang havde jeg lejet et værelse til hende på et ”Gasthaus” ned i byen, og ligeså snart hun var steget af bussen, vandrede vi derned, sammen med et par andre hold. Vi gik op på værelserne og stillede kufferterne og for at sige ordentlig goddag og nu opstod der en lidt pinlig situation, for da 185 og hans pige fem minutter senere bankede på den nu låste dør, for at spørge om vi ville med ud at se byen, var det for længst for sent. Vi havde ikke lige tid til at se byen lige nu.

Da vi havde sagt ”goddag” serverede jeg dejlig kolde CocaColaer for Ulla. Coca-Cola kunne man slet ikke få i Danmark, og man kendte dem kun af omtale, så for Ulla var det noget helt nyt og hun kiggede på mig med et lidt underligt blik opdagede jeg, og nu spurgte hun mig, om jeg drak mange af dem? - Det gør jeg da, svarede jeg. De smager bare godt. - Med en

21

anklagende stemme sagde hun, at hun i hvert fald ikke skulle have nogen. – Hvorfor dog ikke, spurgte jeg? - Hun havde hørt, at der var et hemmeligt stof i dem og at det sikkert var kokain og at det var derfor de hed Coca-Cola. Det kunne jeg så fortælle hende, at det var det i hvert fald ikke, for så kunne de ikke være så billige og at jeg aldrig havde følt nogen virkning i den retning. Langt om længe smagte hun mistænksomt på colaen, men hun fik aldrig smag for dem og den dag i dag drikker hun aldrig cola.

Jeg købte et twinsæde i Tyskland til min BMW når jeg kom hjem.

Jeg savnede den.

Jeg tegnede dette billede med det nye sæde efter hukommelsen.

Særlig husker jeg de store øvelsesområder vi kaldte ”Sahara”.

Det var et hedelandskab med gran og fyrretræer gennemskåret af brede spor efter tanks og andre militære køretøjer. Sporene gik op og ned i landskabet og når det havde regnet opstod der store damme på op til 25 cm. dybde. For at vi skulle få opfattelsen af, hvad en rigtig krig kunne byde på, fik vi ordre til at falde ned på maven og kravle på albuerne gennem de mudderfyldte vandhuller med geværet løftet op over vandet, så det stadig var funktionsdygtigt.

Nu skal jeg nok love for, at vi blev beskidte og totalt gennemblødte. Når vi efter en sådan tur kom hjem til kasernen, gik vi lige ind under bruseren med gevær og hele oppakningen på og lod os skylle rene i det varme vand. Jeg husker det som en dejlig fornemmelse efterhånden som det varme vand trængte ind til kroppen.

22

Her er vi på orienteringsløb ude i øvelsesområdet ved Itzehoe. Jeg var gruppeleder, jeg står med kompasset.

Engang var vi på en stor Nato øvelse med andre lande oppe på Lüneburg Hede. Jeg var radiomand og slæbte rundt på en stor feltradio på ryggen. Jeg blev kørt ud i den øde hede og læsset af og fik ordre til at grave en skyttegrav til mig selv og radioen. Jeg skulle tænde radioen og vente på et eventuelt opkald. Jeg måtte under ingen omstændigheder selv kalde op, for ikke at røbe min position. Jeg havde feltrationer med af forskellig art i dåser, og der var rigtig mange dåser med leverpostej. Dem havde jeg byttet med de andre, for ting jeg ikke kunne lide så godt som leverpostej. Jeg havde også fået foræret mange dåser af dem der ikke selv kunne lide leverpostej.

Herude sad jeg så dag og nat i samfulde tre døgn, uden nogen menneskelig kontakt af nogen art. Der kom ingen opkald på radioen, som jeg jo skulle aflytte døgnet rundt, så jeg måtte døse og sove med øret tæt op til højtaleren. Jeg begyndte

23

selvfølgelig snart at kede mig gudsjammerligt, for jeg skulle jo hele tiden blive i hullet. De forskellige fugle omkring mig vænnede sig hurtigt til mig, så dem havde jeg da at studere.

Undergrunden bestod af sand, så jeg begyndte at lave et stort relief i siden af skyttegraven. Jeg syntes selv at det blev flot.

Det var nærmest et romersk/græsk landskab med cypresser og en eng i midten. På engen, - skal jeg være så ærlig at fortælle, jeg var jo trods alt en soldat, - lå en dejlig pige uden tøj på.

Jeg har åbenbart syntes, at det var nemmere at forme hende uden tøj og jeg er klar over, at jeg nok har savnet et eller andet.

En dag fik jeg øje på noget hvidt langt ude på heden. Det var kun en lille hvid prik, men jeg kunne se, at det ikke kunne være noget der naturligt forekom på en hede. Da jeg havde undret mig en dags tid, trodsede jeg forbuddet om at forlade skyttegraven og løb ud på heden for at se, hvad det mon var, der lå derude. Det viste sig at være fire sider af en gammel tysk avis. Det var jo dejligt. Så havde jeg noget at læse i, for jeg følte mig efterhånden som én der var strandet på en øde ø og at alt udefra kommende var dejlig afveksling. Batteriet i radioen brændte ud om natten til den tredje dag, så nu kunne de ikke kalde mig op og fortælle, hvornår de kom og hentede mig. Øvelsen skulle vare tre dage og nu sad jeg så her på tredjedagen og havde intet hørt. Jeg troede til sidst, at de havde glemt mig. Det var jo en stor og kompliceret øvelse, hvor man let kunne overse en enkelt soldat langt ude på en øde hede, og jeg tænkte at de måske slet ikke kunne huske, hvor de havde sat mig af i det øde landskab. Der var ingen veje og stier i nærheden af mig, men sidst på eftermiddagen hørte jeg i det fjerne motoren fra en jeep. Den kom masende sig gennem det

24

lidt kuperede og fyrrebeklædte landskab der lå bag mig. Jeg kunne ikke se den og de kunne ikke se mig, så jeg gik efter lyden for at hjælpe dem med at finde mig. Jeg havde alt mit udstyr med og havde ødelagt mit fine relief. Der var ingen grund til at de fik øje på det. Det kunne godt give nogle drillerier på grund af pigen. Det var en privat sag og jeg har da heller aldrig før nu omtalt det til nogen.

På vej hjem til den engelske kaserne vi var indkvarteret på, lå jeg bag i jeepen og sov på nogle sløringsnet. Det var nu blevet helt mørkt og pludselig bremsede jeepen voldsomt op og den standser. Sergenten og vognføreren står ud og taler sammen.

Medens jeg ligger der i min sødeste og hårdt tiltrængte søvn, får jeg pludselig noget i hovedet og jeg mærker at noget varmt løber ned over mit ansigt. Lidt undrende rejser jeg mig op at sidde og ser i lysskæret fra bilen, at det er en stor død hare de havde smidt lige op i hovedet på mig.

Det blev jeg selvfølgelig godt sur over. Jeg havde hareblod over hele hovedet og tillod mig, - med den undskyldning, at jeg lige var vågnet – at sige: - Hvad fanden er meningen. Kunne I ikke have lagt den et andet sted end lige oven i mit hoved. – Sådan kunne jeg selvfølgelig ikke tale til en befalingsmand dengang, selv ikke under disse omstændigheder, så jeg fik en irettesættelse og en undskyldning. Sergenten sagde at han helt havde glemt, at jeg lå der, skønt vi kun var os tre i jeepen.

Haren tog de med hjem og senere hørte vi, at de spiste den med stor fornøjelse i officersmessen nogen tid efter. En hare skal jo først hænge nogle dage ude i luften for at smage rigtig godt.

25

”Nasser” bag på en Nimbus med motorordonnans 287, i Putlos, Nordtyskland.

Vi drillede naturligvis nogle af de mest irriterende befalingsmænd. Det var som regel dem der var lidt sadistiske.

Overfor dem viste vi absolut ingen nåde. Vi havde en sergent vi kaldte ”Nasser”, fordi han lignede oberst Nasser i Ægypten.

Som radiomænd skulle vi hele tiden sørge for at vores radioer var funktionsklare. Når vi ikke var på øvelser, havde vi et kælderrum, hvor vi vedligeholdte disse feltradioer. For at prøve om alt var i orden skulle én af os gå en 2-300 meter væk med en åben radio. De andre i kælderen skulle så kalde denne radio op. Til det opkald skulle bruges et to stavelses ord, som var let at forstå.

Vi mente at et rigtigt godt sted at placere denne radio på afstand, var K.F.U.M.s soldaterhjem. Et sådant var der nemlig også nede på kasernen i Itzehoe. Her var varmt og her kunne man sidde og læse danske aviser og få en kop varm kaffe, så vi tog rigtig lang tid om at prøve vores radioer af. Vi gik på skift op på soldaterhjemmet. Da det blev min tur gik jeg op og satte

26

mig ved siden af radioen med en kop kaffe og en avis og nød roen og den helt legale afprøvning. Det vil sige, at radioen rørte jeg ikke, for vi havde for længst lavet de afprøvninger der skulle til.

Radiofolk klar til signalprøve af Radio SCR 300.

Jeg står som nr. 3 fra højre.

Pludselig lyder der en høj røst lige bag min stol: - Hvad laver de her 83? – Noget overrasket ser jeg at det var sergent ”Nasser” der stod der. Han plejede ellers ikke at komme her, da de havde deres egen messe. Han har nok tænkt, at nu skulle han lige få skovlen under sine plageånder.

Jeg fortæller nu at vi er ved at prøve radioerne af. Dertil siger han: - Er den overhovedet tændt? – Se det vidste jeg ikke rigtigt, for jeg havde jo ikke rørt ved den og før jeg kunne nå at svare tager han mikrofonen op for at kontrollere om de overhovedet var vågne nede i kælderen. – Hvad er kodeordet? – spørger han barsk. –Se nu kommer det tragikomiske i den situation, for vores kodeord var selvfølgelig ”Nasser”, hvad

27

ellers ? Nu var der jo mange tilstede på soldaterhjemmet og nu blev ”Nasser” nødt til - med høj og klar stemme – at sige: ”Nasser” kalder radiodepot. - ”Nasser” kalder radiodepot.

Mine kammerater nede i kælderen troede ikke deres egne øren.

Var det ikke ”Nasser”? - Jo det var det da, de kunne kende stemmen, og han kaldte op med sit eget forhadte øgenavn. De fuldførte kontrollen på militær vis, og ”Nasser” gav mig mikrofonen og sagde, at nu var det nok kontrol for i dag. - Nu kan De godt gå ned i kælderen og tage radioen med 83. - Det gjorde jeg så omgående, medens jeg indvendig morede mig vældigt over hændelsen, men jeg må sige til ”Nassers” ros, at han tog det i en stiv arm. Kodeordet ”Nasser” kunne han jo ikke indvende noget imod. Det var militærisk korrekt.

Han hævnede sig senere, da han under en morgeninspektion på stuerne pludselig sprang en masse stuer over og gik direkte hen til os signalmænds lille firesengs stue og knaldede os og indberettede os til ”Tyren”, - som var kompagnichefens øgenavn. Under inspektion skulle vinduet være lukket, radioen slukket, og vi skulle stå ret. men det gjorde vi jo først, når de rungende skridt gik ind på stuen før os. Den morgen hørte vi ikke, at skridtene sprang mange stuer over. Det havde vi ikke oplevet før, så radioen gik, vinduet stod åbent og vi flød på sengene. Jeg var stueformand og skulle som sådan stille hos kaptajnen for at modtage vores irettesættelse.

Nu var vi jo sure på ”Nasser” og jeg skulle forsøge at få skylden flyttet over på ham, hvis det var muligt. Jeg gik ned til kaptajnens kontor. Udenfor sad ”Nasser”, han skulle ind bagefter mig. Han kiggede skadefro på mig, idet jeg gik ind og det fik mig kun til at være endnu mere skarpsindig.

28

”Tyren” hørte til den barske type militærmænd og han tålte ingen modsigelser, men spurgte dog om min version af hændelsen. Jeg forklarede nu at ”Nasser”, - og her brugte jeg selvfølgelig hans rigtige navn, som der ikke er nogen grund til at nævne her – i lang tid af en eller anden grund, som vi ikke kendte til, - havde været på nakken af netop vores stue. Jeg indrømmede blankt, at vinduet havde været åbent, radioen tændt, o.s.v. Disse ting ordnede vi efter reglementet først lige før inspektionen nåede hen til vores stue. Jeg forklarede, at netop den morgen havde ”Nasser”, med fuldt overlæg, sprunget 8 stuer over i den hensigt at knalde os for de nævnte ting, og først i sidste øjeblik, - da vi hørte skridtene lige udenfor vores åbne dør, - lukkede vi vinduet og slukkede for radioen, men ”Nasser” havde lige nået se, at vi gjorde disse ting. Vi mente derfor, at det var en ren personforfølgelse, som ikke burde finde sted i hæren. ”Tyren” lyttede opmærksomt på min beretning og minsandten om han ikke købte min version. Der var der da også visse sandheder i den. Han bad mig nu om at sende sergenten ind. Han skulle ind og fortælle sin version. Jeg ventede udenfor, så jeg kunne høre, hvordan ”Tyren” brølede op derinde og råbte, at den slags episoder ville han ikke se flere af. Da ”Nasser” kom ud var han højrød i hovedet af indestængt raseri over den - efter hans mening - højst uretfærdige drejning denne sag havde taget, og efter den tid blev vort ”venskab” bestemt ikke bedre, men han blev heldigvis hjemsendt ca. en måned efter og vi fik fred. Det var næsten synd for ham, for så slem var han bestemt heller ikke, men vi elskede at have nogen at drille. Det er nok en tradition i hæren der altid har eksisteret, så det vil jeg bruge som undskyldning.

29

36 km. nattemarch med fuld oppakning. Det er mig bagved soldaten med hjelmen på hovedet. På dette tidspunkt var vi ved at være lidt udmattede.

En lidt for dramatisk oplevelse.

Vi blev midt om natten alarmeret og skulle stille op i fuld udrustning oppe på gangene, og det blev stærkt pointeret, at dette ikke var en øvelse, men fuld alvor. Nede i portvagten stod efterhånden en lang række lastbiler til troppetransport opmarcheret. De holdt med motorerne i gang.

Rusland havde nemlig invaderet Ungarn, og det gik blodigt for sig. Vi fik at vide, at man ventede på en eventuel ordre fra højeste sted. Det skulle besluttes om de Allieredes tropper i Tyskland, skulle hjælpe Ungarn med at fordrive russerne, og da vi var en del af disse tropper, kunne vi nu risikere at blive sendt til Ungarn og kæmpe mod russerne.

30

Vi stod der opmarcheret i gangene ved vores stuer i fuldt feltmæssigt udstyr. Det var ikke noget vi havde forventet, og nu gik den grufulde sandhed - om det at være soldat, pludselig op for os. - Skulle vi nu virkelig over at kæmpe mod de kampvante russere. Vi var sikre på at mindst halvdelen af os ville blive dræbt i så tilfælde.

Jeg husker ganske tydeligt, at vi alle var påfaldende tavse og stod der og tænkte på vores skæbne. Vi tænkte på vore kærester og familier. Vi stod der i vel en times tid, indtil vi pludselig fik at vide, at det hele var blevet aflyst efter nye forhandlinger med russerne. Det er heldigvis det tætteste jeg har været på at komme i rigtig krig.

Det var her i portvagten lastbilerne holdt, den for os danske soldater så skæbnealvorlige novembernat i 1956.

Her er jeg på vagt kaserneporten.

Plakaten reklamerer vores egen

ved

for kasernebiograf der hed FOVA bio.

Den viste bl.a. amerikanske film, de boycottet i Danmark.

Her er f.eks. 2 billetter til ”Øst for paradis” til Ulla og mig, da hun var på besøg.

31

P책 vagt med et godt blik til

Caterina Valente

32

Vi havde vores eget pengesystem i Itzehoe og fik vores løn udbetalt i BRIGS, som kun kunne bruges inde på kasernen.

Der skete mange ting i soldatertiden og jeg vil lige fortælle om et par hændelser, der skete i rekrut tiden på Nørre Uttrup kaserne. Vi var på en stroppetur en vinterdag i terrænet bag ved kasernen. Her fandtes der en feltbane med forskellige øvelser. Der var høje plankeværker vi skulle forcere. Der var udspændte tove, hvor vi skulle gå i armgang over en indbildt flod. Alt sammen med vores tunge oprustning. Stor tornyster, feltspade, feltflaske med vand. Bajonet og gevær, stålhjelm og andet grej. - Der var vandrette telefonpæle, der var hævet lidt over jorden. Dem skulle vi løbe henover på tværs af pælene.

33

Der var spændt pigtråd ud, netop lige så lavt over jorden, at en soldat med udrustning med stor forsigtighed kunne mave sig frem, medens der var skarp maskingeværild lige hen over pigtråden. Det var med at passe på, at intet kom op mellem pigtråden, såsom bagdel, arme og ben og slet ikke hovedet.

Der var mandsdybe cementhuller der var fyldt med vand. Der førte en smal planke over. Det vil sige at der faktisk var to. De mødtes på en gyngende tønde der lå ude på midten.

Jeg tegnede dette i et brev til Ulla.

Vi var nu ved at være godt trætte og svedte trods kulden meget. Det var snart middag og vi ville gerne hjem nu, så vi fandt på at en af os skulle tippe i det iskolde vand ude på midten af vandhullet. Frisk sagde jeg, at det kunne jeg da godt gøre.

Det var nemlig meningen med ideen, at i den kulde var man så nødt til at sende os hjem straks, for at den der faldt i kunne komme under behandling og undgå en eventuel lungebetændelse.

- Som sagt så gjort. Da jeg kom ud på midten lod jeg, som om jeg fik overbalance og faldt i vandet med gevær og det hele. Da jeg gispende fik hovedet op af vandet opdagede jeg, at jeg havde tabt mit gevær. – Hvor er Deres gevær 83? Spurgte sergenten. - Det har jeg tabt, svarede jeg. – Så var der selvfølgelig ingen anden udvej end at jeg måtte dykke ned i det nu totalt opmudrede vand og lede efter geværet i mudderet på bunden. Det var ikke let at finde og jeg måtte bruge flere

34

forsøg, for jeg skulle jo holde vejret imens og jeg kunne slet intet se og jeg lukkede også øjnene for ikke at få mudder i dem.

Endelig fandt jeg det og kom op på tørt land. Nu glædede vi os til at komme hjem og ind under den varme bruser for derefter at komme over i kostforplejningen og få noget mad. Men her havde vi gjort regning uden vært, for nu sagde sergenten: - Nu er 83 gennemblødt og kold, så nu må vi hellere give ham varmen i en fart, så fremad løb. – Det havde måske også været i orden, hvis det havde været i retning af kaserneporten, men selvfølgelig valgte han retningen væk. Da vi havde løbet en kilometers penge, vendte vi om og nu gik det fremad mod porten og vi blev nok for overmodige for vi snakkede sammen om, at nu var vi da snart hjemme. Det hørte sergenten åbenbart, og en stroppetur er jo en stroppetur, hvor det gælder om at drive soldaterne til det yderste af deres formåen, både fysisk og psykisk, så da der var ca. 500 meter til porten befalede han: På maven, fald ned! - Det måtte vi så gøre og kravle på maven og albuerne hen til porten. Lige før porten var der én af os der sagde, at nu skulle vi til at skynde os, hvis vi skulle nå at vaske os og skifte tøj inden frokosten, for kostforplejningen ville blive sur, hvis de skulle vente med maden.

Det skulle han aldrig have sagt, for nu sendte sergenten blot en af de andre befalingsmænd hen til kostforplejningen for at sige, at vi blev tre kvarter forsinkede og at de skulle vente med maden. Derefter befalede han: - Ooom-kring. – Ja, så måtte vi kravle på maven ca. 200 meter tilbage, ad den mudrede vej vi lige havde forceret. Det var bare rigtig træls, - for at sige det på godt gammelt jysk. Nu kom der flere sure bemærkninger til mig, for den sidste del af stroppeturen var jo faktisk min skyld, og vi havde jo ikke hele kompagniet været enige om at lave

35

”vandturen”, så der var en hel del der var sure.

Den sidste hændelse jeg vil fortælle om foregik lige efter at jeg havde fået kørekort inde ved militæret. Jeg havde jo civilt kørekort, men det gjaldt ikke her, så jeg skulle igen tage køretimer og det blev jeg glad for, for det foregik i en stor lastvogn og så kunne jeg nemlig, når jeg var blevet hjemsendt, få det ført over til mit civile kørekort og på den måde ville jeg få et stort kørekort til lastbil helt gratis. Jeg kørte inde i de snævre gader i Ålborg og bakkede rundt om Budolfi Kirke og der var der ikke meget plads, men jeg klarede det fint, men da jeg fik mit kørekort stod der ikke, at det var til lastbil. Jeg gjorde dem opmærksom på fejlen, men de sagde, at det skulle jeg heller ikke have, da jeg kun skulle have kørekort til den jeep, jeg skulle være vognkommandør for, men de havde ingen små skolevogne og brugte derfor lastbiler til alle almindelige kørekort. – Se, det var bare ærgerligt, men der var ikke noget at gøre ved det, skønt jeg forsøgte.

13 mand på én jeep. Det er mig øverst til højre.

Den allerførste gang jeg skulle bruge mit kørekort, var under en

36

øvelse i nærheden af kasernen. Jeg havde fået udleveret min jeep og vi kørte inde i en plantage. Jeg havde lige sat de tre andre i jeepen af og kørte rask op ad en smal skovvej. I vejsiden stod motorfenrikken der havde ansvaret for alle køretøjerne, og han rynkede brynene lidt, da jeg drønede forbi.

Han syntes vist, at jeg kørte for hurtigt. Pludselig bliver der råbt: - Flyverskjul! Når den ordre lød skulle vi hurtigst mulig køre ind mellem træerne, så vi var vanskelige at få øje på fra luften. Jeg havde lige - ca. 50 meter tilbage – kørt forbi en lille åbning i træerne, så jeg besluttede at bakke tilbage til dette hul. Nu har jeg altid været ret god til at bakke hurtigt, så det gik i susende fart tilbage ad skovvejen. Lige forbi den måbende motorfenrik og nu syntes han i hvert fald, at det gik for hurtigt. Men det gik fint og jeg svingede bagenden af jeepen ind i lysningen. Det eneste jeg ikke havde set var et kæmpe stort fyrretræ, der må have stået i den blinde vinkel i kalechen. Der lød et kolossalt brag, da venstre hjørne af jeepens bagende ramte træet. Det gav genlyd i hele skoven og min stålhjelm røg om på ryggen, kun holdt af stroppen under hagen. Det næste jeg hørte var alle fyrrekoglerne, der hamrede ned i kaleche taget. Det lød som en trommehvirvel.

Jeg sad lidt og sundede mig og pludselig kommer motorfenrikken løbende for at se, hvor stor skade hans jeep havde taget. Det så han så og han sagde indædt til mig: - Det her kommer De selv til at betale 83, for De bakkede alt for hurtig og jeg er selv vidne. - Den besked tænkte jeg lidt over. Det så ud til at blive en dyr reparation., Jeg var slet ikke klar over, at man selv kunne komme til at erstatte hærens materiel, og måske var det også bare noget han ville bilde mig ind. Jeg undersøgte det aldrig, men jeg havde jo ikke lyst til at komme af med de mange penge, som jeg heller slet ikke havde. Jeg måtte finde på noget.

37

Jeg studerede jeepen. Dens bremsepedal var af metal med små knopper på. De var nu slidt af og nederste højre hjørne var helt blank og bøjet ned mod gulvet. Nu fik jeg en god ide. Jeg skulle skrive en skadesrapport, og heri skrev jeg: - Da jeg skulle bremse jeepen inde i lysningen, trådte jeg hårdt på bremsepedalen, men på grund af det slidte hjørne og mine fedtede læderstøvler, gled min fod af og trådte i stedet for hårdt på speederen og dette medførte det voldsomme sammenstød med træet. I øvrigt, skrev jeg: - Jeg synes at det er aldeles uforsvarligt at sende soldater ud i så nedslidte køretøjer. Det kunne en anden gang have gået ud over mennesker. Tænk, hvis jeg skulle have bremset hårdt op for en hel kolonne!

Nogen tid efter kom motorfenrikken hen til mig og sagde: - Det var meget smart fundet på 83, men jeg ved sgu` godt at det er løgn. - Sådan endte den historie og jeg hørte aldrig mere til den sag.

Soldatertiden har jeg beskrevet mere udførligt i bøgerne om:

Pigen Ulla – Pigen og soldaten – Pigen og soldaten i Itzehoe

38

Hjemsendelse

Jeg tror at befalingsmandens tårer er glædestårer over endelig at slippe af med os

Svær begyndelse på det civile liv igen Da jeg blev hjemsendt i foråret 1957, skilte jeg motorcyklen ad ovre i Ullas forældres kælder. Vi havde ingen kælder. Den blev malet sort og stafferet med hvide streger. Nøjagtig som den havde set ud, da den var ny. De blanke ting blev forchromet om. Da jeg var udstationeret i Den Danske Kommando i Itzehoe i Tyskland i et halvt år, havde jeg købt et helt moderne rødt twinsæde, så min gamle BMW nu så helt moderne ud.

Jeg arbejdede hos min far i vores symaskine firma i Nørregade.

Ulla og jeg ville gerne giftes, så vi sparede penge samme, alt det vi kunne. Vi tjente dog ikke mange penge. Ulla var ansat forskellige steder og tjente efterhånden en rimelig løn. Jeg var

39

ansat på en lav fast løn på 45 kr. om ugen, samt fri bil. Bilen var en Morris Minor varevogn. Den var helt ny og på gule plader. Resten skulle jeg tjene ved den provision, jeg kunne få ved at sælge symaskiner. Jeg skulle gå fra dør til dør og spørge folk, - mest damer – der lukkede op, om de havde lyst til at købe en ny symaskine. Det havde langt de fleste selvfølgelig ikke. De stod måske midt i madlavning eller rengøring og var irriterede over igen at blive forstyrret. Der kom nemlig mange agenter, som de kaldtes, rundt med alle mulige ting lige fra forsikringer, bøger til støvsugere og symaskiner.

Det var mildest talt ikke let for mig. Jeg var dengang i virkeligheden meget genert over at forstyrre folk midt deres daglige gerning. Det blev ikke bedre af, at disse agenter havde ry for at være plagsomme og ikke var til at slippe af med igen, og det er skam ingen overdrivelse, at de tit satte en fod i døren, når folk forsøgte at smække den i for at blive fri for deres plagen. De fleste var heller ikke helt ærlige i deres handel og min far sagde ringeagtende om dem, at der kun var en slags der var uslere end symaskineagenter og det var støvsugeragenter!

Jeg var lige ved at opgive det, for jeg tjente ingen penge og jeg syntes, at det var en nedværdigende tilværelse. Det var alligevel vist ikke noget for mig, og jeg lærte nok aldrig at sælge som min far gjorde det. Han var nemlig den symaskineagent der solgte mest i hele Danmark. Han havde en livlig fantasi, når han talte med kunderne og han var altid meget ærlig i sine handler. Det var noget kunderne ude i oplandet havde lagt mærke til gennem mange år, og de ventede gerne til Guldager kom igen, - måske først et halvt år senere, for at købe en maskine hos netop ham, skønt der havde været masser af andre agenter i mellemtiden. Han havde også faste anvisere

40

spredt ud over hans store distrikt. Dem besøgte han jævnligt og fik på den måde masser af nye kunder.

Han arbejdede mest ude i oplandet omkring Århus. Djursland var dog hans foretrukne område, men han kom også meget vest og nord på, ja helt op til Skive. Når han om morgenen ikke rigtigt vidste, hvor han skulle tage hen den dag, gik han ud til bilen ved fortovskanten, strøg en tændstik og så i hvilken retning den krummede, medens den brændte ned. Den vej tog han så, og når han kom hjem om aftenen havde han næsten altid solgt to til tre symaskiner. – Det kan man kalde selvtillid!

Før vi i 1954 åbnede vores egen forretning i Nørregade 33 i Århus, havde han tidligere været ansat som inspektør hos et af landets største symaskinefirmaer, der dengang lå i Park Allé i Århus og havde haft en virkelig god løn. Han fandt dog hurtigt ud af, at han hellere ville ansættes på provisionsbasis, da han så ville kunne tjene mindst en tredjedel mere om ugen. Han opsagde til firmaets store fortrydelse sin faste stilling og tjente ganske rigtigt nu meget mere. Da der var gået et par år på den måde, tænkte han, at hvis han havde sin egen forretning, fik han jo hele fortjenesten selv, men måtte til gengæld så også betale alle omkostningerne selv.

Han vovede imidlertid springet og fik i begyndelsen et stort firma - der hed ”Jyden” i Ålestrup, - til at sætte penge i det, mod at han kun solgte deres fabrikater, nemlig Gritzner og Naumann. Penge, som han så afdrog på i de næste år, indtil vi købte dem ud og selv overtog forretningen.

Der blev hyret en kendt arkitekt, der hed Kaj Wohlert, til at tegne en meget moderne indrettet symaskineforretning. Han var virkelig smart til at indrette, og vi fik den måske flotteste

41

symaskine butik på den tid. Man talte meget om den i branchen.

Forretningen var ikke så stor, så for at kunderne skulle lægge mærke til lige netop vores forretning, - i den lange række af forretninger i Nørregade, - lod han butiksruden gå skråt ind i butikken, der hvor ruden sluttede. Herved fremkom der en halv meter bred lodret væg, som han forsynede med et spejl. Når så folk kom gående, kunne de ikke lade være med at se sig selv i spejlet, for at se om de nu så ordentlige ud. – (Eller for at se hvor pæne de selv syntes de var).

Det var virkeligt gennemtænkt psykologisk. - Da man jo nødigt ville udstille sig selv som forfængelig, så de for skams skyld også på de udstillede maskiner i vinduet et øjeblik. Men dette øjeblik var nok til at de registrerede, at her lå der altså en symaskineforretning.

Det gik helt godt. Der var en dame til at passe forretningen.

Der kom meget sjældent kunder for at købe en maskine i

42

forretningen, de blev købt ved dørene eller pr. telefon, hvor man bad os om at komme ud og demonstrere et par symaskiner.

Da jeg var blevet lidt mere oplært og kunne demonstrere en symaskine, blev jeg sendt ud, når folk ringede ind. Jeg kan huske, at når jeg skulle op på femte sal på Vestre Ringgade med tre 18 kg tunge symaskiner, havde jeg ikke lyst til at gå flere gange, så jeg tog den ene under venstre arm og en i hver hånd og gik omme fra de små veje bag boligblokkene, fordi man ikke kunne parkere på Ringgaden, og helt op på måske femte sal.

Jeg havde jo en god kondi, da jeg lige var kommet hjem fra militæret.

I butikken modtog og afleverede vi reparationer og solgte nåle og andet symaskinetilbehør. Vi havde tre agenter der kørte ude i oplandet. Den ene hed Jacobsen og boede i Galten. Til daglig var han vejmand og i sin fritid agent for os. Den anden hed Stubberup. De to solgte ikke så mange, måske fordi de var for ærlige. Stubberup havde en virkelig flot og sirlig håndskrift, så han skrev altid papirerne, når de endelig solgte en maskine.

Senere fik vi en ung mand der hed Thomsen. Da han var nybegynder troede han i begyndelsen, at det var meget let at sælge symaskiner til folk ved dørene og inden han opdagede efter en uges tid, - at så let var det altså heller ikke, havde han solgt mindst en maskine hver dag. En gang i Langå, - hvor både min far og jeg var med på turen, og hvor min far skulle lære han salgsmetoderne, - kom han, da vi mødtes til middag, med et bundt penge i hånden. Det kunne vi ikke forstå, for han havde jo ingen maskiner med rundt ved dørene. De stod jo i vores bil.

43

To af vores agenter, Jacobsen og Stubberup demonstrerer den splinternye Gritzner FZK med zigzag, friarm og broderi. Den var lidt af en sensation på det tidspunkt. De sidder i vores telt på Det Jyske Ungskue i 1955. Ungskuet afholdtes dengang i Århus på pladsen bag det gamle vandtårn på Randersvej.

Han fortalte, at han havde vist et ældre ægtepar i et hus brochurerne og fortalt dem, hvor vidunderlig netop denne maskine var og at han syntes, at den skulle de købe lige nu. – I kan bare give mig pengene, så kommer jeg med maskinen over middag. – De gav ham alle pengene som maskinen kostede, i blind tillid til, at den rare og troskyldigt udseende unge mand nok skulle komme med maskinen over middag, skønt de aldrig havde set ham før og derfor slet ikke kendte ham. Det kan da vist kaldes blind tillid. Nu skal det siges at Thomsen, som nybegynder optrådte meget ivrig og begejstret og at hans ansigt strålede af ungdommelig ærlighed. Man kunne simpelthen se, at han ville holde det han lovede. Så over middag kørte min far og Thomsen op til ægteparret og leverede maskinen. Det var en tysk Gritzner model GG. Den var lysegrøn med hvidt toplåg. Det var en flot og moderne maskine, men den vejede ca. 18 kg., så

44

jeg håber da at ægteparret havde et fast bord den kunne stå på. - De 18 kg. var ikke specielt tungt. Det vejede næsten alle maskiner dengang, idet de var lavet af kraftigt støbejern.

Det er ikke som i dag, hvor man let kan løfte nogle af de nye maskiner i en lillefinger. Det plejer jeg at gøre, når en ældre dame, der skal købe en maskine i dag, spørger om den er tung?

Nogle påstår derefter, at jeg vist må have en stærk lillefinger.

Da jeg fortalte min far, at jeg vist aldrig fik lært at sælge på grund af min generthed, sagde han blot: - Vi skal snart få dig vænnet af med at være genert. Nu begynder du at tage alle de fem etagers bolig karreer, der ligger på Ringgaden. Du kan begynde nede ved Silkeborgvej og slutte ved Skovvangsvej. Så ringer du på alle dørene og spørger, om der er nogen der har lyst til at købe en symaskine af dig.

Jeg var lamslået. Det er jo flere hundrede lejligheder, protesterede jeg. – Ja, netop, og når du er færdig er du garanteret ikke så genert mere.

Det forslag var jo unægtelig noget af en udfordring for mig, og jeg besluttede at give det en chance, så jeg begyndte nede ved Silkeborgvej og endte - efter 14 dage, hvor jeg havde været både Vestre og Nordre Ringgade igennem som ”gelænderabe”, som det kaldtes – helt oppe ved Marienlund på Trøjborg.

Hvor mange symaskiner havde jeg så solgt? – Ikke én eneste, såmænd. Men cirka midt på strækningen var jeg begyndt at udvikle min egen teknik og ikke fuldstændig bare at gøre, som jeg havde hørt min far gøre det. Det kunne nemlig slet ikke lade sig gøre, Min far var for det første ældre end mig og udviste i sin optræden mere autoritet og udstrålede langt større sikkerhed, da han jo havde været i faget siden 1938 og havde haft utallige handler. Han havde – af bare nød under krigen, -

45

også lært at presse kunderne langt mere end det, jeg havde lyst til.

Den stil, - jeg begyndte at udvikle, - gik langt mere på at gøre maskinerne så attråværdige, at kunderne følte, at de slet ikke kunne undvære en sådan – Altså jeg pressede aldrig, men lagde mere hele min sjæl i at friste. I virkeligheden er det en slags forførelse og det blev jo lidt nemmere af, at det som regel var kvinder jeg talte med. Men jeg passede utroligt meget på, ikke bare så meget som at antyde noget som helst seksuelt i det jeg sagde. Jeg er ikke helt sikker på at den teknik var gået, hvis det havde været mænd, jeg skulle sælge til. Men så havde jeg vel fundet på en anden måde.

Godt nok havde jeg ikke solgt nogen maskiner direkte, medens jeg gik i opgangene som ”gelænderabe”, men på den sidste strækning af min maraton færd, havde jeg alligevel lagt så mange frø, at der i det næste halve år var flere der kom ned i butikken med de brochurer, jeg havde uddelt og købte maskiner.

Jeg begyndte at tro på, at jeg ved hjælp af min egen salgs teknik, måske alligevel kunne blive en god symaskine sælger.

Det havde nemlig ikke været godt for min selvtillid, da jeg i begyndelsen var taget med min far ud til f. eks. en landsby ude på Djursland for at sælge maskiner. Når vi holdt for enden af hovedgaden, spurgte min far mig nemlig om, hvilken side af gaden jeg ville have. Men resultatet var alligevel hver eneste gang, at han havde solgt en eller to maskiner, medens jeg uvægerligt aldrig solgte nogen, hvilket blot beviste, at det ikke drejede sig om hvilken side man fik, men om hvem der var bedst.

Når vi var ude på den måde, havde vi ikke råd til at spise på en

46

kro eller hotel. Vi havde vores egne madpakker med og sad gerne i en vejgrøft, medens vi spiste og drak vores sodavand. Vi havde selvfølgelig aldrig øl med, da man bestemt ikke måtte lugte af øl. En øllugtende sælger var jo ikke videre troværdig.

Hvis det var regnvejr, havde de fleste kroer en såkaldt ”Slyngelstue”, hvor man kunne spise sin egen madpakke, mod at man købte drikkevarerne på kroen. – Jeg kan huske, at de ofte var lidt sure over, at vi kun købte sodavand. Det gav ikke så megen fortjeneste og det var jeg tit lidt forlegen over. - Husk på, at jeg endnu var meget ”grøn”.

Men den slags forgæves salgs forsøg, var jo dræbende for min sejrsvilje og indtil da ret store selvtillid, - nej, så ville jeg hellere tage ud alene og lære på egen hånd. – Men det viste sig, at det fik jeg heller ikke noget ud af.

Jeg kan huske en aften på en større gård ude på Djursland et sted. Hele familien var samlet for at se mig demonstrere symaskinen og jeg gjorde det virkelig så godt jeg kunne, for jeg ville så inderlig gerne komme hjem til min far og sige, at nu havde jeg endelig solgt min første maskine.

Midt under demonstrationen siger manden i huset pludselig: Man kan godt høre du er nybegynder. – I det øjeblik blev jeg på en måde lidt mere voksen og det var lige før jeg pakkede symaskinen ned og tog hjem, men jeg bed tænderne sammen og fortsatte uanfægtet. - Pludselig siger den samme mand: Hvis vi skal handle skal du tage en and i bytte. Vi har så mange ænder, og dem skal vi have solgt til jul. (Vi var i november). Det mente jeg da nok kunne lade sig gøre, men af bare uerfarenhed, sagde jeg det alt for hurtigt. - Manden blev nu grisk og sagde, at når han nu tænkte sig om var det jo mange penge sådan en symaskine kostede, så jeg blev nødt til at tage 10 ænder i bytte!

47

Min far Arne Guldager foran vores første egen bil. Det var en Renault fra 1947. Den var næsten en kopi at den tyske Opel Olympia. Vi kaldte den ”Anette”, og det var med den vi kørte rundt ude i oplandet.

Nu tabte jeg helt pludselig lysten til overhovedet at sælge dem en symaskine. Jeg fik følelsen af, at de troede, da jeg - som de jo tydelig kunne fornemme, - var meget ivrig efter at sælge maskinen, nok også var lidt dum og de ville derfor udnytte denne enfoldighed. Jeg besluttede indvendig, at jeg ville se, hvor langt de ville gå i deres grådighed og protesterede ikke mod de 10 ænder. Det endte, med - nøjagtig ligesom historien om konen i muddergrøften, der h eller ikke kendte grænsen - at jeg skulle tage ikke mindre end 25 levende ænder med bag i varevognen.

Nu gad de ikke længere hverken slagte eller plukke dem. – Så var det at jeg pakkede symaskinen sammen og sagde høflig, men meget bestemt, at nu kunne der slet ikke blive tale om nogen handel, for nu ville jeg ikke under nogen omstændigheder sælge dem en maskine, skønt jeg kunne se, at konen gerne ville have

48

den. - Jeg kørte trods nederlaget glad og tilfreds hjem. Sådan har det altid været med min natur. Hvis jeg føler at nogen vil udnytte mig, fordi jeg er venlig og flink, og folk derfor tror, at jeg nok er lidt enfoldig og straks forsøger at udnytte mig, føler jeg mig virkelig såret og bakker derfor lynhurtigt ud af situationen.

Men som sagt fandt jeg hurtigt ud af, at dette ikke var vejen frem for mig. Jeg var dog nødt til at tjene nogle penge, da Ulla og jeg jo sparede op til at blive gift. Vi brugte ingen unødvendige penge. Kun var vi forholdsvis tit i biografen nede i ”Palads” i Tordenskjoldsgade på Trøjborg. Det nød vi meget og jeg skrev dato og navnet på filmen bag på billetterne og samlede dem med en elastik. Det bundt gemte jeg på i mange år. Vi tog sommetider billetterne frem og læste filmene på bagsiden og sagde: - Kan du huske. Vi gik altid fra Risvangen, hvor vi boede ned til biografen, gennem de små veje med villaer. Jeg husker det helt klart endnu. Det var en utrolig dejlig tid.

Min far var nu også ved at være træt af at rakke rundt i oplandet i bil hver dag. Det var nemlig sådan at hver morgen startede flere biler ud fra de forskellige symaskineforretninger.

Der var Pfaff-biler, Husqvarna-biler, Singer-biler og så os der solgte de vesttyske Gritzner og de østtyske Naumann. Der var Elna-biler, Bernina-biler, og Køhler-biler. Som man kan se var der en stor konkurrence, men min far klarede sig rigtigt godt og han gik for at være den bedste i branchen.

49

Østtysk IFA ca.1951 og Renault 1947 (Anette) foran vores hus på Svend Gøngesvej 6 i Risvangen.

Vores første repræsentant biler, var en brugt Renault varevogn fra 1947 og en brugt IFA varevogn med en lukket varekasse af trælister. IFA var den østtyske udgave af førkrigens populære DKW vogne. Den havde en hyggelig totakts motor. Renault vognen hed ”Anette”. Dengang var der ikke så mange biler, så de havde ofte kælenavne. ”Anette” var godt brugt og dens fælge knækkede somme tider, men blev så bare svejsede igen.

Godt nok var hjulet så ikke så rundt mere, men hoppede lidt, men der var ikke råd til en ny fælg. Dækkene var også utrolig dårlige og dengang var der ingen lov for, at der skulle være mønster tilbage på dækket, så de blev altid slidt ned til lærredet inden i dækket. Man kunne se de lyse lærreds tråde stikke frem på større og større stykker og når der til sidst gik hul og slangen inden i dækket punkterede, lagde man blot en solid lap fra et andet nedslidt dæk nedenunder. Så gik det igen et stykke tid, men dækket blev altså ikke mere rundt ved den metode. ”Anette” endte sine dage på en tur langt ovre i Vestjylland. Her stak den en plejlstang ud gennem motorblokken og alt olien løb

50

ud. Denne olie var ofte olie der havde været brugt i andre motorer først, men efter min fars mening, skulle den nok kunne køre et par tusinde kilometer i vores gamle Renault. Men til sidst gik det altså galt. Den havde dog været meget trofast og vi havde været glade for den og vi havde også mange dejlige familieture i den om søndagen. Tit sad Ulla og jeg omme i vareladet på nogle puder og tæpper. Der var ingen sæder. Det var for resten vældigt hyggeligt!

Min far, Niels Arne Guldager var født i Vestjylland, i nærheden af al Ølgod. Han var altid meget kreativ og nu fik han en ny ide og den var så god, at den til sidst bredte sig ud over branchen i hele landet, og såmænd også i mange andre brancher.

Folk var nemlig ved at blive godt trætte af hver eneste dag at lukke døre op for alle mulige sælgere af bøger, forsikringer og maskiner af alle mulige arter, så de blev efterhånden meget afvisende. Dette øgede blot konkurrencen blandt sælgerne og kun de mest påtrængende overlevede og kunderne blev endnu mere trætte af deres usympatiske optræden.

Så min far havde ramt det helt rigtige tidspunkt til sin nye ide.

– Hvad var så den ide, der skulle vise sig at lægge hele markedet om?

Jo, - han begyndte at sætte annoncer i Aarhuus Stiftstidende, som den hed dengang. Først var de ikke så store, senere et par år efter voksede de sig endog meget store og var tit i farver.

Annoncerne fortalte om maskinerne og viste de forskellige modeller. Meningen var, at nu kunne kunderne selv bestemme, hvornår de havde lyst og behov for at købe en maskine. – Nu skulle de ikke længere presses til køb i utide. De blev opfordret til at komme ned i butikken og se det store udvalg, som min far skrev. Han pointerede klart, at der absolut ingen købetvang var

51

i butikken. - Se den maskine, der passer Dem bedst og beslut Dem nu eller senere. - Dengang tiltalte man ikke kunderne med du i annoncer, man var stadig ”De´s”. Førhen havde de kun kunnet se netop de maskiner, som sælgeren havde med i sin varevogn den dag han besøgte dem, og det var jo langt fra hele sortimentet i det pågældende mærke.

Da de fleste, - dengang sidst i halvtredserne - ikke havde bil, skrev han også: - Ring blot. Vi kommer gerne og demonstrerer i Deres hjem. Dag som aften. Og igen, - Absolut ingen købetvang.

I begyndelsen gik det meget trægt med at få kunderne ind i butikken. Det var ligesom, de ikke troede at det kunne være rigtigt, at de ikke ville blive plaget til køb når de var i butikken, men da min far havde et rigtigt godt omdømme i byen og ude i oplandet, fortalte disse tidligere kunder til deres omgangskreds, at det nok skulle være rigtigt, når Guldager skrev det.

Vi skrev også i annoncerne, at vi havde eget værksted og at vi kunne reparere alle mærker. Bag linierne var dette en påstand, der ikke helt stod mål med virkeligheden, for da min far, der endnu i overgangsfasen kørte ude og solgte, blev det mig der skulle være mekanikeren. Min far mente, at det ville jeg nok kunne klare, da mine hænder vendte rigtigt for mekanik. Han havde jo set, at jeg tit skilte min knallert og senere min motorcykle fuldstændig ad, og at de kunne køre bagefter, så hvorfor skulle jeg så ikke også kunne reparere en symaskine.

Min far havde aldrig lært nogen steder, hvordan man reparerede. Det, han kunne, havde han lært sig selv gennem tiderne, så ham kunne jeg ikke lære så meget af. Kun de aller mest almindelige og enkle reparationer, og det var på ukompliceret maskiner uden zigzag eller lignende raffinementer.

52

Men nu dukkede der ret indviklede friarmsmaskiner op med flere former for automatik, såsom fuldautomatiske knaphuller uden at vende tøjet. Se her var det virkelig indviklede justeringer der skulle foretages. Alt var jo mekanisk og der var masser af fjedre, arme, excentrikker og krumtappe med mere. Hvis man justerede eet sted kom måske 80 % af de andre ting ud af justering. Det var meget svært at få alting til at virke fuldstændig korrekt på de store automatic maskiner, når de var kommet ud af justering. I sær hvis kundens egen mand havde forsøgt først. Han havde som regel skruet rundt i alle de justeringer, der normalt aldrig skulle røres, og så blev det først rigtigt svært.

Vi havde absolut ingen servicemanualer. Det var der kun importørens egen mekaniker der havde og han ville under ingen betingelser låne dem ud til amatørmekanikere som mig. Der var heller ingen tilbud om kursus for os, - nej maskinerne skulle sendes ind og repareres hos importøren mod regning.

Se, det var netop her skoen trykkede, for hvis vi skulle kunne klare os i konkurrencen med de store gamle firmaer i byen, var vi nødt at bruge midler som de ikke kunne konkurrere med.

Disse midler var, at vi lovede vore kunder evig gratis service og reparation på de maskiner, de havde købt hos os. Det var et hårdt slag for de andre firmaer, for det kunne de slet ikke tilbyde. De var vant til at tage godt ved, når de reparerede for kunderne. Det havde man nemlig altid gjort i branchen, så de havde ansat finmekanikere, der var blevet udlært som specielle symaskinemekanikere. Sådan var det hos Singer, Pfaff og Husqvarna.

Det største firma i byen var Pfaff i Park Allé. Det var her min

53

far havde været ansat før han selv startede i Nørregade. De var i forvejen rigtig godt trætte af, at deres bedste mand i branchen havde forladt dem og oven i købet havde åbnet en butik i samme by, og nu - hvor kunderne begyndte at brokke sig over regningerne på reparationer og sagde, at det gjorde de da altid gratis nede hos Guldager i Nørregade, hvor naboen eller familien havde købt deres symaskine og at de da nok skulle fortælle andre, hvor de skulle købe deres næste maskine, - ja, så blev de rigtig fornærmede. Hvad lignede det at begynde at reparere gratis for kunderne i ubegrænset tid. De mente, at det kunne man da slet ikke leve af og - som de sagde: Guldager er vist blevet lidt sær, så han går nok snart fallit.

For at fremskynde denne fallit, startede Pfaff oveni købet en butik lige på den modsatte side af gaden, og lavede dumpings tilbud, men de glemte én ting. – De lovede ikke gratis service.

De kunne nemlig slet ikke, - selv i deres vildeste fantasi forestille sig, at det kunne være nogen god ide, da de så skulle tjene lønnen ind til deres mekanikere udelukkende på salget af maskiner. De satte nemlig ikke annoncer i avisen i begyndelsen, men skulle sælge på gammeldags måde, nemlig ved udkørende agenter, og dette blev sværere og sværere som årene gik.

Kunderne kunne nemlig lide at komme ind i butikken og selv bestemme. Man begyndte også at ringe ind længere og længere ude fra i oplandet. Jeg husker, hvordan Ulla - der kom med på turen og jeg var helt oppe i Jebjerg ved Skive og levere en Naumann kl. 44 med elektrisk motor. Den var lysegrøn, med en mahogni bund og overkasse. Den var bare en flot maskine og bund solid. Kunden var enten læge eller præst. Jeg husker det ikke helt, men turen tog en hel dag og maskinen kostede trods alt kun 645 kr. Fortjenesten af denne maskine skulle altså betale min løn og benzinen og driften af bilen. Gad vide hvor

54

meget vi har tjent på den handel, men jeg fortæller det blot, fordi jeg vil vise, at vi tog alle handler med, for man kunne jo ikke vide, hvor mange der var af netop denne kundes familie eller omgangskreds der nu fik lyst til at købe deres maskine hos os.

I øvrigt opgav Pfaff-firmaet forretningen på den anden side af gaden, efter at den hele tiden i et par år havde givet stort underskud. Det var det første direkte attentat mod os og det slag vandt vi.

Nu har jeg fortalt om mine manglende evner til salg efter de gammeldags metoder, men efter at kunderne var begyndt at komme ind af sig selv, følte jeg ikke længere nogen generthed over at sælge dem en maskine. De havde jo selv bedt om det, og nu sprang mine salgsevner så sandelig ud. Jeg skabte min helt egen stil og nu var det tit, at kunderne spurgte efter den unge mand og ikke som altid før efter min far. Fra da af – kan jeg tydelig huske – voksede min salgsglæde højt og jeg kunne mærke, at jeg slet ikke var så ringe til det endda.

Senere hen - efter at jeg havde overtaget firmaet efter min far, og jeg var helt på toppen af branchen midt i firserne - fik jeg den store glæde, at mine kolleger på et stort møde fortalte mig, at jeg helt afgjort var den bedste symaskinesælger i branchen.

Så min hårde tur på Ringgaden i 1957 gav alligevel bonus til sidst.

I 1958 havde Ulla og jeg sparet så meget op, at vi begyndte at se os om efter en ny lejlighed. Der skulle betales en større sum i depositum, jeg mindes at det var syvtusinde kroner, hvilket var

55

en utrolig stor sum for os dengang og da det bestemt ikke var sikkert, at vi fik ret mange af pengene igen, når vi engang flyttede for at købe vort eget hus, blev vi enige om, at så ville vi hellere vente med at blive gift og imens spare op til udbetalingen på et hus.

Dette var en ret usædvanlig tanke dengang. – Man skulle da bo i en lejlighed i mindst 10 år først, før man fik råd til at flytte i hus. Hele familien syntes faktisk, at nu spændte vi da vist buen for hårdt. Men vi lavede en aftale med vore forældre om, at vi ikke skulle betale noget for at bo og spise hjemme i det næste år. Vi skulle fra nu af spinke og spare hver eneste øre op vi tjente. Vi havde vel ca. fem tusinde og skulle nu spare otte tusinde mere op for at have nok til udbetalingen på et godt hus.

Det første der røg var min elskede ” Hannibal”. Nu havde jeg ellers lige fået den så fin og både Ulla og jeg var så glade for vores helt egen motorcykel, selv om den var fra før krigen.

Ulla arbejdede, - medens jeg var soldat, - bl. a. i en stor herreekviperings forretning nede på strøget. Her færdedes hun til daglig blandt andre unge og smarte fyre, der i hvert fald selv troede at de så smarte og fyrige ud. – (Er det herfra at ordet fyre stammer?) - De kunne selvfølgelig straks se, at her var en attråværdig pige og så vidt jeg har opfattet det flirtede de meget for at vinde hendes gunst, men heldigvis uden gevinst, i hvert fald efter Ullas eget udsagn, og det tror jeg på, trods det at en af fyrene, - der fotograferede meget, - fik hende til at stille op som fotomodel i middagspauserne.

56

Ulla som fotomodel.

Se lige de ”sveskeøjne”!

Måske var den fyr ikke så ufarlig alligevel!

Nå – jeg stoler nu stadig på Ullas ord.

Ulla fortalte med stolthed om vores BMW motorcykel.

Dengang havde langt fra alle unge mænd deres egen motorcykel, men da en af fyrene hørte Ullas begejstring over vores, tænkte han straks, at hvis en gammel BMW fra før krigen, der oven i købet så noget ramponeret ud – (det var før den blev restaureret) - kunne gøre Ulla så begejstret, så måtte en splinterny fra 1956 da bestemt gøre hende helt vild, og på den måde kunne han så måske vinde hendes hjerte. Han købte straks en flunkende ny BMW hos Knud Nielsen i Nørreport og viste den stolt frem for Ulla, men de penge kunne han godt have sparet, for han opdagede hurtigt, at det ikke så meget var selve motorcyklen, men snarere hvem der sad på den, der gjorde indtryk på Ulla.

Imedens gik jeg rundt som soldat nede i Itzehoe i Tyskland og her kunne jeg jo hverken gøre fra eller til, så jeg var i et halvt år nødt til at stole fuldstændig på Ullas trofasthed. Det eneste jeg kunne gøre var at skrive til hende og fortælle hende, hvor

57

højt jeg elskede hende og at jeg stolede et hundrede procent på hendes trofasthed.

I hele soldater tiden udvekslede vi breve flere gange om ugen.

Jeg var i alt indkaldt i 16 måneder, så det blev til mange breve og langt de fleste har jeg gemt og jeg glæder mig til engang at tage dem frem og sorterer dem, så de fremkommer i den rigtige rækkefølge. Ullas brev og mit svar på netop dette brev. Jeg har aldrig læst dem i de nu næsten 50 år der er gået. De beskriver vores hverdag den gang i 1956 og 57 og der bliver spændende læsning foruden selvfølgelig alle de mere fortrolige ting, vi som dybt forelskede, skrev til hinanden.

Det er i øvrigt min plan at samle dem i en af mine sædvanlige små gule bøger, men heri er jeg nok nødt til at udelade de mere følsomme private ting. Dem gemmer jeg for mig selv. Jeg har gemt alle Ullas breve, hver og et og Ulla har gemt de fleste af mine, men det hændte engang, at Ulla glemte et af mine, som bogmærke i en bog hun læste og så skete der det helt uheldige, at netop denne bog blev lånt ud til en af nabokonerne, der var kendt for at løbe med sladder, så i løbet af et par dage vidste hele kvarteret, hvad jeg havde skrevet til Ulla i netop dette brev, og det var en stor fornøjelse for nabokonen at fortælle min mor, hvad hendes søn havde skrevet til sin kæreste. Fra da af passede hun bedre på, for en anstændig pige på sytten år var jo ikke ligefrem interesseret i, at alle naboerne vidste, hvad hendes kæreste skrev til hende af fortroligheder.

Nå, men tilbage til ”Hannibal”. Den blev solgt for lige ud tusinde kroner, men så fik køberen også en helkøredragt i plastic med.

Den var ganske vist revnet lidt, så man blev våd når det regnede, men den så meget smart ud.

58

Det var så de første penge og der var lang vej igen. Vi sparede og sparede og sparede og langsomt voksede kontoen og da vi kom til januar 1959, havde vi på bogen, som det hed dengang, tretten tusinde kroner.

Dette var dengang en enorm sum og vi begyndte nu at se os om efter et hus. På en service station, hvor min bror arbejdede, hørte jeg om et næsten helt nyt hus i to etager. Det lå på en lille vej. En sidevej til Lystrupvej i Risskov. Det var dengang virkelig ude på landet. Det var næsten helt ude i den store mose mellem Risskov og Lystrup.

Der var kun denne ene vej og den var oven i købet blind og der lå kun fire helt ens huse på den. Vejen var lagt lige ud i markerne. Alle fire huse lå på højre side og på den anden side gik køerne og græssede, og jeg kan huske, at der i markskellet var en viberede med unger i det forår vi flyttede ind. Den beliggenhed var lige noget vi kunne lide, og huset så imponerende ud med de solide røde sten og sit hvidmalede træ udhæng. Det så præcist ud, som et rigtig godt og solidt murmesterhus skulle se ud og alle gulvene var af de fineste bøgeparketstave.

Der var en trappe på nogle få trin op til den flotte hoveddør og når man kom ind i entréen, så man en flot snoet trappe med mahogni gelænder. Den førte op til første sal. Huset var på hele 100 kvadratmeter. Foruden fordøren var der to døre i entréen. Døren lige ud førte ind til den ret store stue. Den havde et vindue mod syd, et vindue mod vest og en dobbelt fransk havedør mod nord, der lukkede op til en flisebelagt terrasse.

59

Det er vores hus nr. to fra venstre. Jeg er oppe at flyve med min fætter Folmer der var pilot. Ulla står på fortrappen og vinker og dynerne hænger til udluftning på altanen.

Den anden dør i entréen førte ud til køkkenet, der efter datidens skik ikke var så stort, men der var masser af skabe.

Der var et komfur til flaskegas. Heri var der en gasovn.

Køleskabe og frysere havde man ikke dengang i almindelige huse.

Der var et stort køkken vindue, så der var masser af lys i køkkenet. Det vendte mod øst, så der var dejligt i køkkenet om morgenen, når solen skinnede. Vi havde et lille bord, som vi spiste ved til daglig. Der var også en dør ind til stuen og en dør ud til et stort bryggers. Herude stod en gruekedel, også til flaskegas og der var et skyllekar til storvask. Der var intet varmt vand, så det var koldt at skylle tøjet, især om vinteren.

Fra bryggerset gik der en dør ud til et kulrum. I dette kulrum sad der en bagdør og det var denne dør vi mest brugte til daglig. Vi gik så udefra ind i kulrummet og lige til venstre sad døren til bryggerset og igen lige til venstre sad døren ind til køkkenet.

60

Bag i bryggerset, i nord enden af huset var der et pulterrum, som et opbevaringsrum hed dengang og lige indenfor døren til højre var der igen en dør ind til et lille viktualie rum, hvor man opbevarede de ting der skulle holdes kolde og derfor ikke kunne være inde i køkkenskabene. Det var ting som syltede græskar og asier og andet syltetøj. Kartofler, æbler og anden frugt.

Kødvarer, pålæg, æg, mælk og lignende.

Nu vi taler om mælk kan jeg lige fortælle, at den blev skam bragt hver morgen. Om aftenen satte man de tomme flasker ud på fortrappen, evt. med en seddel i, hvis man skulle have mere end det sædvanlige. Der var tynde mælkekapsler på flaskerne og hvis man ikke var hurtig nok om morgenen med at hente mælken ind, og det kunne tit knibe i den lyse sommertid, kunne man være helt sikker på at musvitter og blåmejse havde hakket hul på kapslerne, stukket deres hoveder ned i flaskerne og drukket af fløden, der dengang lå øverst. Det var meget irriterende og temmelig uhygiejnisk for hvad havde den haft i næbbet sidst, - måske en klat fra ungerne, som den fjernede fra reden, eller måske en larve eller flue. Med min fantasi kunne jeg let forestille mig det.

Rundstykkerne blev skam også bragt hver søndag morgen og her skulle man heller ikke sove for længe, for så havde solsorterne splittet hele papirposen ad og hakket i alle de ikke mindre end 10 rundstykker, som Ulla og jeg spiste alene hver søndag morgen med tykt ægte tandsmør på, forstås. - Det gør vi så ikke mere. De sølle to horn og en müeslibolle som vi nu spiser uden smør, må vi oven i købet selv hente hos en bager temmelig langt væk. Dengang lå bageren altid lige i nærheden.

61

Nå, - men tilbage til huset. Vi skal nu op på første sal.

Heroppe var der en lang gang, og første dør på venstre side førte ind til et dejligt soveværelse. Her var igen en fransk dør der førte ud til en lille altan. Det hele vendte mod syd. Heroppe havde alle værelserne skrå vægge, dog uden at det overhovedet føltes trykkende. Den næste dør førte ind til et børneværelse.

Her inde kunne der let sove en to – tre børn i etagesenge. Det var store forhold for vores generation, for jeg havde selv sovet i mine forældres soveværelse, da jeg var barn. Vi havde skam ikke haft vores helt eget værelse. Det var der dog enkelte børn der havde haft, men det var ikke normalt blandt almindelige mennesker.

På gangen var der et lille rundt tagvindue til at give lys om dagen og på højre side var der indbyggede skabe. For enden af gangen var badeværelset. Det var et dejligt badeværelse, for selv om det ikke var så stort, var der noget så fornemt som et siddebadekar. Se det var en vild luksus for mig i hvert fald, for jeg havde været vant til hver eneste lørdag, at tage ned på badeanstalten i svømmehallen der ligger i Spanien i Århus, men nu kunne jeg tage et rigtigt brusebad og ligge/sidde i mit eget badekar. – Utroligt.

Opvarmningen i huset var meget smart indrettet. Inde i den store stue var der en stor indbygget kamin. Den var i øvrigt flot at se på. Den havde en sort marmorplade på oversiden. Den har vi gemt og den ligger i dag som vindueskarm i forgangen. Her fyrede man med koks fra fyrrummet om vinteren. Den stod midt i huset og der var murede kanaler op til første sal med riste der kunne åbnes i både soveværelse og børneværelse. Der var ingen varme i badeværelset, men fra kaminen var der en rist ud til køkkenet. I kaminen var der indbygget en støbt beholder,

62

hvor vand kunne løbe igennem og på den måde kunne man få lunkent vand på badeværelset til bruseren. Der var ikke nok kapacitet til at fylde badekarret, her måtte man spæde til med vand varmet over gassen.

Vi besluttede at gifte os nu og købte derfor huset. Vi blev både gift og flyttede ind den 26. marts 1959.

Det var et rigtigt drømmehus for et ungt par som os, og hele familien var målløse over, at vi var dristige nok til at starte så flot, for det var skam heller ikke det billigste hus vi kunne få.

Vi kunne få et ældre hus meget billigere, men vi var blevet forelskede i netop dette drømmehus, så det var det vi ville have, og så måtte vi betale prisen. Det kostede nemlig hele 48.500 kr., og min far havde kun givet 32.ooo kr. for sit lige så store hus i 1947. Vi betalte næsten hele vor sammensparede kapital på 13.ooo kr. ud, for at få så lav en husleje som muligt.

Der skulle to gange om året betales hele 680 kr. i termin. Det var hver den 11.juni og 11. december. Disse datoer hed i folkemunde: - Fandens fødselsdage og det var de to datoer jeg i de første år frygtede mest af alt i verden. Jeg lå søvnløs i flere nætter før, i spekulationer over, hvor jeg dog skulle skaffe de sidste penge fra, for der manglede altid nogen, når datoerne nærmede sig. Dengang var der ikke noget der hed kildeskat. Man fik hele sin løn udbetalt og så måtte man selv sørge for at lægge penge til side til skat forsikringer, husleje og sygekasse. Foruden alle de penge man skulle bruge til mad og tøj o. lign.

63

Vores første stue. Bemærk oldsagerne på væggen med hele fem urokse hornstejler og jernalderkrukken fra Tilst.

Men vi havde jo ikke haft nogen møbler og i februar og marts søgte vi om et bosætnings tilskud, tror jeg det hed. Jeg husker det ikke helt, men jeg tror, at vi skulle spare to tredjedele op selv, og så ville staten betale resten eller give et rentefrit lån.

Det korte af det lange er, at vi fik dette tilskud og hos en møbelhandler i Vestergade fandt vi nogle fine møbler, der på én eller anden måde var på tilbud. Vi købte bl.a. noget så fornemt som en citronfarvet lækker Wegener sofa og to store lænestole.

En i koks og med grønt sæde og ryg, og en i nappa. Vi fik også en lille let rund sofastol. Den havde brandrødt sæde og sort ryg og sider. Vi fandt også et meget specielt sofabord i palisander træ. Palisandermøbler var dengang nyt og ret fornemt.

Bordpladen kunne forskydes til den ene side. Neden under var der en ekstra plade der lignede en bakke med sort overflade.

64

Den tog man op og forlængede således sofabordet, når der var mange gæster. Man kunne også lade bordpladen være forskudt og sætte pladen en etage forsænket og her kunne man så placere en flot vase med en stor buket blomster. Det så bare fornemt og flot ud.

Spisestue møbler fandt vi hos Thorsen møbler, der dengang boede i Frederiksgade. De var på udsalg og jeg stod en meget tidlig morgen som den første i køen og fik vores spisestue. Den var også virkelig flot. Den var i mørk oliebehandlet nød. Bordet havde to brede klapper. Én for hver ende. De sad fast på bordenderne, og kunne lynhurtigt klappes op. Det var absolut ikke et standard bord. Det var bredere i den ene ende, men dog bredest på midten og buede så ind mod enderne, der havde runde hjørner. Faconen var nærmest en mellem ting mellem et Piet Hein bord og et firkantet. Der hørte seks stole med. De havde et flot ryglæn og polstrede sæder i brede lysegrønne og mørkegrønne striber. Denne flotte og højst moderne stue blev fuldendt af et reolsystem, der hang direkte på væggen og en høj flot skænk, også i mørkt nøddetræ.

65

Vi var meget stolte og glade for vores hus og mange af gæsterne der så det hus må have troet, at vi havde haft penge nok, men det var i hvert fald ikke rigtigt. Vi havde netop på grund af pengemangel undersøgt markedet særlig omhyggeligt og havde dertil været utrolig heldige med at finde tingene på de rigtige tidspunkter. Soveværelses møbler havde der derimod slet ikke været råd til, men jeg fik overbevist mine forældre om at deres gamle dobbeltseng, - som jeg kunne huske fra jeg var ganske lille, - da vist trængte til at fornyes og hvis de købte et nyt sovekammer, kunne vi jo arve den gamle seng og side skabene. Min far sagde, at der var orm i træværket i sengen og at det ikke var godt at få ind i et nyt hus, men han fortalte også, at man kunne komme petroleum ind i alle ormehullerne. Så ville ormene dø. Jeg skilte sengen ad og overpenslede den med petroleum, med det resultat, at vores soveværelse det første år lugtede ikke så lidt af petroleum, men vi havde alligevel sengen en fem-seks år.

Vi fik en flot start på vores ægteskab, men vi sad småt i det de første fem år. Ulla havde ikke meget at holde hus for, men hun var alligevel god til at få pengene til at strække langt. Hun havde ikke lært så meget om husføring hjemmefra, men havde gået på et ”Martha-kursus” nede på Finsensgades skole. Jeg husker, at jeg stod udenfor og ventede på hende hver aften, når skolen var slut, - det var nemlig i den tid, hvor hendes foto var udstillet, - så jeg tog ingen chancer. Til dagligt levede vi i begyndelsen lykkelige, men spartansk. Dog om lørdagen fik vi altid en stor lørdagsfrokost. Der blev købt salater og lækre delikatesser, varme fiskefileter og remoulade i én af de tre delikatesseforretninger, der dengang lå i Nørregade. Så smovsede vi og vi fik også en snaps til. Det var bare så dejligt at slå sig løs i mad bare een dag om ugen og vi mindes disse

66

lørdagsfrokoster med begejstringens glæde i øjnene den dag i dag.

I November 1959 begyndte Ulla at vente sig. En dag havde hun ringet efter lægen. Det var doktor Møller, der var en mand i 60 års alderen. Dengang kørte lægerne endnu ud til deres kunder.

Da den purunge Ulla lukkede hoveddøren op for lægen og sagde goddag, sagde han: - Jeg vil gerne tale med fruen i huset. Den noget forbavsede Ulla måtte så sige, at det skam var hende der var fruen i huset. - Lægen kom jo mange steder, men var alligevel ikke vant til, at så unge mennesker havde så fint et hus. - Det kan i dag måske lyde lidt selvglad, men det kan jo kun have været af den grund, at lægen udtrykte sig sådan. .

Den unge husfrue ved hoveddøren

Vi var i hvert fald ikke selvglade. Vi var bare lykkelige og nu ventede vi os oven i købet. Vi var meget glade og havde ingen rigtige problemer, kun skulle vi være sparsommelige, men det skulle næsten alle dengang.

67

Vores førstefødte blev en dreng og han fik navnet Steen. Han blev født på Aarhus Fødsels Stiftelse den 7. august 196o. Om formiddagen kl. ca. 10.30.

Vittige hoveder påstod, at de godt vidste, hvorfor drengen skulle hedde Steen. Jeg havde nemlig fået en hobby, amatørarkæologi. Jeg specialiserede mig mest i ”Ærtebølletiden” i ældre stenalder. Det var der mest af i Danmark og det var derfor ikke så svært for amatører at finde flinteredskaber på de nypløjede og harvede marker forår og efterår. – Og hvad er disse redskaber lavet af? – Sten såmænd og derfor syntes folk at en mand der løb rundt på markerne for at finde sten, selvfølgelig også måtte have en søn der hed Steen og hans lillebror, der blev født den 8. november 1963, kom da også helt naturligt til at hedde Finn. – Men når sandheden skal frem, tror jeg nu nok, at det slet ikke var af den grund de fik deres navne.

At jeg startede som amatørarkæolog skyldtes min fars bror Gunnar. Han havde nemlig haft denne hobby i mange år, men han havde et stift højre ben, så han kunne ikke grave med en skovl. Han spurgte mig en dag, om jeg ville med ud på tur til Djursland. Her var der en vej, der var ved at blive lavet om og han mente at den ville gå gennem en gammel overpløjet gravhøj, hvori der måske endnu gemte sig enkelte brandgrave. Højen var fra romersk jernalder lige i begyndelsen af vor tidsregning. Jeg skulle så lave gravearbejdet og hvis vi fandt noget skulle vi dele dette lige over.

Det lød for mig virkelig spændende. Jeg havde hele mit liv interesseret mig for fortiden, og jeg kan huske, at jeg som ca.

8 årig faktisk var fornærmet over, at der var sket spændende

68

ting i verden før jeg var blevet født. – De kunne da godt lige have ventet på mig. Jeg glemmer heller aldrig min barndoms gravhøj lige ved huset i Hobro. (Omtalt i MIT LIV I) Jeg tror, at jeg vil fortælle om denne min første arkæologiske ekspedition. Vi ankom til stedet og begyndte at grave i det, vi mente måtte være i siden af den overpløjede høj og ret hurtigt stødte vi på en sandfyldt lerpotte (urne) på 13 cm. højde og med en diameter på 15 cm. Den var nærmest kugleformet med en flad bund og en åbning foroven med en lille krave. Åbningen var 11 cm. Nede midt på den runde side sad der et kraftigt øre. Det manglede et stykke af siden på den øverste del af krukken.

Vi penslede den fri af sandet og så at et stykke af et kranie var lagt over som låg. Det kunne ikke være nede i krukken. Vi stod lidt og studerede den på stedet og nød synet af dens flotte facon. Min onkel havde jo lovet, at vi skulle dele det vi fandt, men vi kunne jo ikke dele en krukke, så jeg vidste i hvert fald ikke hvad vi skulle gøre. Min onkel var dengang mere velbevandret i fortiden, og vidste, at det måtte være en brandgrav, der var sat ned i siden af højen, hvor den rigtige oprindelige grav havde været i midten. Denne midte var væk nu.

Dengang brændte man de døde på et bål og lagde asken med de rester der blev tilbage i en lille krukke og begravede så denne.

Man fik også gravgaver med på bålet, men de brændte jo som regel. Enkelte ting kunne dog overleve, ligesom der også kunne være enkelte knoglerester tilbage. Dette fortalte min onkel nu, og spurgte hvad jeg helst ville have. - Selve krukken eller det, der eventuelt ville vise sig at være inden i den endnu sandfyldte krukke.

69

Se det var virkelig et svært valg, for med min fantasi kunne jeg sagtens forestille mig at der kunne være nogle endog meget spændende ting i krukken. Men på den anden side, var det hele måske blot brændt til aske. – Hvad skulle jeg dog vælge? – Selve krukken var jo oplagt det sikre valg. En krukke fra jernalderen er jo en krukke fra jernalderen og dermed en sjældenhed. – Men jeg traf pludseligt mit valg af en helt anden årsag. Jeg tænkte: - Hvis der viser sig at være sjældenheder inde i krukken, vil min onkel sikkert ærgre sig over, at han lod mig vælge. - Det var jo trods alt ham, der kendte stedet og havde givet mig min chance. Han havde også nogle krukker i forvejen. – Jeg valgte krukken og det viste sig at være det rigtige psykologiske valg, hvis jeg gerne ville være sikker på at komme med på flere ture af denne art i fremtiden, for da vi yderst forsigtigt begyndte at fjerne sandet dukkede der flere små skelet rester op, Pludselig trillede der en romersk perle af glasmosaik ud. Den var så vidt jeg husker hvid, grøn og sort og på størrelse med en ret stor ært, og inden vi kom ned til bunden fandt vi én til. De havde overlevet bålet så fint, at jeg tror de først er lagt ned i asken, dengang man fyldte den i krukken og på denne måde således ikke har været med på bålet.

Min onkel strålede af glæde og jeg blev trods alt pludselig glad over at have valgt krukken, da det ellers havde været meget skuffende for ham, og jeg ved det selvfølgelig ikke, men måske ville han så ikke en anden gang have så stor lyst til at dele med mig igen. Men jeg var glad for, at jeg trods alt havde fået en fin krukke.

Der havde nu samlet sig en 6-7 mennesker fra de nærmeste gårde, for at se hvad der skete og de stod og så på. De gøs ved synet af hjerneskallen, da jeg tørrede stykket fri for sand

70

med en klud og de gøs ikke mindre, da jeg for at se zigzag sammenføjningerne i kraniet, - hurtigt med tungen slikkede hen over kraniet. Da blev det for meget for et par af konerne og de gav højlydt deres ubehag til kende og de forlod straks stedet.

Kranie stykket fra brandgraven

Jeg var jo så ivrig og havde ingen vand, så jeg fandt denne hurtige løsning naturlig, for jeg opfattede jo ikke, - på samme måde som disse koner - kraniestykket som rester af et lig, men som et 2000 år gammelt oldtidsfund. Jeg har skam både krukken og kraniestykket endnu, samt masser af andre oldsager fra tidlig Ærtebølletid. Det er alt sammen noget jeg selv har fundet på overfladen eller gravet ud.

Nu må private absolut ikke selv grave efter oldsager. Det er strengt forbudt, men når jeg alligevel har en ret stor mængde oldsager, hænger det sammen med en helt speciel situation, der opstod da en entreprenør begyndte udgravning af grus i en bakke ned til noret ved Kysing Fjord nær Norsminde.

Maskinerne gravede et dybt hul lige midt i grus bakken. Det gik mange meter ned i jorden og de laveste syv meter var fyldt med

71

vand. Over vandet blev der en skrænt på 3-4 meter. Denne skrænt af grus skred hele tiden ned i vandet efterhånden som maskinerne fjernede gruset fra bunden. Dette var fint nok for entreprenøren, men der var bare den hage ved det, at ovenpå grusbakken havde der i ældre Ærtebølletid for 6-7 tusinde år siden været en stor boplads og i dennes køkkenmødding lå der masser af værdifulde oldtidsfund, som nu blot skred med gruset ned på bunden af hullet og kom op i sorteringsmaskinerne, hvor alle de gamle materialer af knogler og hjortetak blev pulveriseret og kom med ud på vejene som vejgrus.

Vi opdagede dette, da vi hørte at arbejderne i grusgraven pludselig kunne fremvise masser af hjortetaks ting, som de i farten havde nået at få fat på fra sorteringsmaskinerne, medens masser af ting blot røg forbi og gik tabt. Dette var jo en skandale, men det gamle Forhistorisk Museum i Århus, der dengang holdt til nede i Mølleengen, havde ikke mandskab nok til at udgrave bopladsen. Det var i den store tid med den berømte arkæolog P.V. Glob, og han var travlt beskæftiget med de meget omtalte udgravninger i Bahrain, der er en lille ø nede ved den Arabiske halvø.

Vi var nogle få amatører og enkelte arkæologistuderende der kendte stedet og vi ville jo gerne redde, hvad der reddes kunne, så vi fik lov at grave om kap med gravemaskinerne mod at aflevere det hele til museet, når bakken og dermed bopladsen var udgravet. Museet ville så gennemgå oldsagerne vi havde fundet og beholde de mest sjældne og værdifulde. Resten ville blive returneret til os amatører.

Denne aftale var meget enestående og jeg tror ikke at der i fremtiden kommer – for os amatører – en så fantastisk aftale.

De fleste af os var nu også ret seriøse og mærkede alle fundene

72

med en tuschpen, når vi om aftenen havde rengjort den. Vi skrev sted, måned og år bagpå alle tingene, hvad enten det var flintepile, flinteskrabere af alle former eller de forskellige øksetyper, såsom spidsøkser, skiveøkser eller kerneøkser.

Disse ting havde jeg med på skolen, da jeg fortalte om stenalderen i mit barnebarn Magnus’s 3. klasse.

Men vi fandt skam ikke kun stensager, nej i de jordlag der lå nederst mod søen, og dermed lavest, kom vi ned under grundvandet. Hernede måtte vi hele tiden øse vand op af vores hul for at komme til at udgrave de jordlag, hvor kulturlaget, og dermed fundene var. Så dybt nede havde tingene ikke været udsat for luftens ilt og var derfor meget fint bevarede.

De fund jeg taler om er nemlig ikke ting af sten, men redskaber af hjortetak og ben. Disse ting har amatører normalt aldrig mulighed for at finde, det er forbeholdt rigtige arkæologer.

Her fandt vi rigtig mange økser lavet af kronhjorte gevirer. Jeg fandt dem i alle stadier. Nogle var blot skåret eller savet af med flinteknive, så man havde det tykke stykke med rosetten, det skulle bruges til økse for sig. Nogle af dem havde et påbegyndt hul i begge sider til skaftet. Andre var halvt igennem

73

og på nogle igen var hullet helt færdigt og der manglede blot at æggen skulle formes og slibes skarp og blank. Andre havde været brugt og man kunne se at æggen havde været brækket af og man havde lavet en ny. Øksen var derfor nu kortere. Jeg fandt også afbrækkede ægge og de var blankslebne. En enkelt hel økse havde et indgraveret stregmønster til pynt. Den er ret sjælden.

Jeg fandt en hel del prene af ben og hjortetak. Der var særlig én der var helt speciel. Den var lang og slank og af lyst ben.

Den var fuldstændig blankslebet og skinnede i lyset.

74

Desværre sad den i væggen som jeg gravede i - med spidsen pegende lige ud imod mig. Da jeg ikke vidste, at den var der og selv om jeg altid skrabede yderst forsigtigt, mistede den desværre den alleryderste millimeter af spidsen og den lille splint kunne jeg ikke finde igen, skønt jeg ledte nede i mudderet. Den er dog stadig et yderst fint eksemplar.

Ben og hjortetaks redskaber fra Kysing nor.

Der var mange andre redskaber af ben og tak. Der var trykstokke, som blev brugt til at trykke fine små stykker af flinteredskaberne med. Der var skulderblade af vildsvin og kronhjorte.

I dem var der udskåret smalle ringe, der sikkert har været brugt til udsmykning.

Jeg fandt løse stykker af disse ringe og skulderblade, hvori der sad ringe der endnu ikke var helt udskåret.

75

Når de hjortetaks økser jeg før fortalte om ikke længere kunne bruges, blev de skam ikke bare smidt væk. Dem udskar man prene og andre redskaber af. Jeg har en sådan økserest hvor man kan se denne fremgangsmetode og der siddet endnu en halvt udskåret pren i øksen.

Jeg fandt ikke mindre en syv stejler fra uroksehorn. Det må være amatørrekord.

Her min gamle nedslidte og blanke graveske.

Den har udgravet mange kubikmeter jord!

76

Min onkel Gunnar Guldager, der også var med til udgravningerne, fandt engang en stor sjældenhed. Han fandt nemlig en såkaldt flintægdolk.

Det vil sige en flad dolk af ben. I randen af dolken er der udskrabet en rille og her isatte man små skarpe flintestykker ved hjælp af beg. Det var et meget flot eksemplar, hvor mange af flintstykkerne endnu sad i randen. Den beholdt museet og er nu udstillet på Moesgård Museum.

Han fandt også resterne af et urokseskelet og andre dele fra dyr der levede og døde i stenalderen, bl.a. dette kronhjorte kranie med et komplet gevir, der ikke er udnyttet.

Når delene er så samlet og delvis komplette, kan det måske skyldes, at dyrene er druknet eller sunket ned i en mose og derfor været utilgængelige for stenalderfolket.

Her står Gunnar i sit museum.

77

En dag havde jeg Ullas lillebror Anker med ude at grave. Jeg havde et hul fra sidste weekend og han fik lov til at vælge side.

Det var første gang han var med og han har været 16-17 år dengang. Da han havde gravet lidt sagde han, at han havde fundet noget.

Det var så sandelig rigtigt og han havde valgt den rigtige side af hullet må jeg sige. Det han havde fundet var intet mindre end en hjortetaks økse med et træskaft i fuld længde. Det var en sensation, da træ af den alder normalt er forsvundet. Vi havde dog i de vandholdige lag fundet mange små træstykker og jeg vidste derfor, at det var blødt, - ja næsten som blød chokolade, og at vi skulle være meget forsigtige for at bevare skaftet.

Jeg fandt et stykke bræt og gravede en rille i jorden et stykke under øksen. Jeg skød brættet ind under øksen og frigjorde den af væggen. Den lå nu på sit oprindelige underlag og vi lagde en sjaskvåd avis over for at bevare den fugtig. Næste dag kørte vi ned til museet i Mølleengen og viste dem sjældenheden. Her var de utrolig flinke og ville minsandten konservere skaftet for os, da de lige netop nu var ved at konservere andre træting i et stort kar med konserveringsvæske. Når det om nogle måneder var færdigt ville de ringe til os og vi kunne hente det og beholde det. Det havde vi slet ikke regnet med, men det kom til at holde stik, og jeg havde skaftet med økse hængende hjemme hos mig et par år. Senere fik Anker det med hjem og da han som militærnægter arbejdede på Ålborg Forhistoriske Museum, overdrog han øksen med det sjældne skaft til dem, og der befinder den sig sikkert endnu.

78

Vi var meget entusiastiske og vi gravede hver søndag. Vi begyndte om foråret lige så snart sneen var væk. Jeg husker meget tydeligt en tidlig søndag morgen i februar. Det var endnu ikke helt lyst og jeg havde allerede kørt de ca. 25 km. fra Risskov og ned til Kysing Nor og stod og gravede.

Denne morgen var jeg alene og pludselig begyndte det at sne med tung tøsne. I det øjeblik, - da jeg stod der med et tykt lag sne på ryggen – kunne jeg godt se, at der var noget om snakken, når familien sagde, at det var ved at tage overhånd med min graven og siden den morgen var jeg ikke længere ude at grave så tidligt på året.

Flinte- og sten redskaber fra forskellige steder i Jylland.

79

Der var en barber der hed Rylev. Han havde forretning nede i Nørre Allé i Århus. Vi fulgtes næsten altid ad. Jeg kørte og lagde bil og benzin til og han klippede mig gratis til gengæld.

Det var en god ordning.. - Jeg havde nu en stor sort sekscylindret Ford Zephyr, årgang 1958. Den var en flot vogn, som jeg var meget glad for og stolt af.

Det var imidlertid slet ikke ufarligt at grave i grusgraven. Vi havde lavet en slags hylde, d.v.s. at vi havde fjernet ca. to meter jord af overfladen ind fra grusgravens næsten lodrette side. Køkkenmøddingen vi gravede væk var ca. halvanden meter tyk. Medens vi således stod der og gravede, skulle vi ikke alene koncentrere os om udgravningen, - nej vi skulle hele tiden i baghovedet lytte efter en helt bestemt lyd.

Denne lyd begyndte som en svag knasen i undergrunden, men den tog lynhurtigt til og så var det med at komme op på marken i en voldsom hast, for pludselig forsvandt det stykke grus, vi lige havde stået på ned i det syv meter dybe vandfyldte hul.

Med alt det tøj og gummistøvler vi havde på, forår og efterår, ville det være svært at holde sig oven vande i det iskolde vand.

Skrænten var næsten lodret og skred ned blot man rørte ved den, så det ville være svært at finde fodfæste hvis vi faldt i.

Vi reddede os dog altid op før skrænten skred, undtagen én eneste gang og denne ene gang kunne let være blevet skæbnesvanger for Rylev, for det var nemlig ham, der skred ned en kold søndag formiddag i det tidlige forår. Jeg var ikke med denne dag, så han fulgtes med min onkel Gunnar med det stive ben. Medens de stod og gravede var de ikke hurtige nok, da skrænten skred og kun min onkel kom op, men Rylev skred ned i det dybe og iskolde vand, medens han med hænderne

80

forsøgte at holde fast i skrænten, der jo blot bestod af løst grus med lidt større sten i. Men disse sten må alligevel have bremset hans nedtur netop så meget, at han kun stod i vand til op midt på brystet, da han stoppede. Han havde brølet af rædsel under den overraskende nedtur, men nu sagde han ingenting. Han stod blot som forstenet og klamrede sig fast til skrænten uden at røre sig af skræk for at skride endnu længere ned i vandet.

Nu var skrænten lodret helt op til marken. Gunnar havde lagt sig på maven med hovedet ud over kanten for at se, hvad der var blevet af Rylev. Han turde ikke stå op, da det ville kunne få skrænten til at skride igen og dette ville medføre, at både han og Rylev røg helt ud i vandet. Han blev jo glad, da han så Rylev stod dernede på kanten med hovedet over vandet.

De lagde nu råd op for Rylevs redning. Hvad skulle de gøre. De kunne helt sikkert ikke få ham op derfra hvor han stod. Der var ca. to og en halv meter fra vandoverfladen og op til marken.

Pludselig fik de den rigtige ide. Marken skrånede ned til søen og femten meter længere nede var skrænten under en meter høj.

Hvis de kunne få Rylev bakset derhen, ville det være muligt, at få han op på land. Men hvordan skulle de få ham derhen. Rylev ville på det bestemteste ikke røre sig, da han så uvægerligt ville skride ned i dybet, så gode råd var dyre.

De løste problemet med at Gunnar, - der jo lå på maven - tog sin store skovl og vendte skaftet med tværhåndtaget ned til Rylev, medens hav selv tog med begge hænder om bladet. Rylev tog med sin højre hånd fat om skaftet over håndtaget og forsøgte at få fat i større sten i skrænten med venstre hånd.

De begyndte nu at bevæge sig til venstre hen mod den lavere skrænt. Gunnar mavede sig sidelæns og beholdt begge hænder

81

på skovlen.

Efter lang tids forsigtig maven og kravlen langs skrænten, lykkedes det dem virkeligt at komme hen til, - og få Rylev op over, den lave skrænt.

Rylev hundefrøs og de blev enige om hurtigt at køre hjem i varmen og få ham i tørt tøj. Undervejs fandt de på en historie om, hvorfor Rylev var så våd. Hans kone ville jo nok undre sig lidt. De turde selvfølgelig ikke fortælle, hvad der virkelig var hændt, så de ville fortælle at undervejs til udgravningsstedet var Rylev faldet i en vandfyldt grøft, og at det var derfor de kom så tidligt hjem. Jeg tror aldrig, at hans kone fik den rigtige historie, men efter den tid havde Rylev altid et langt solidt reb med, når vi tog ud og gravede. Han tog det om maven og tøjrede det til en kraftig hegnspæl inde på marken. Han fik dog aldrig brug for rebet, for når skrænten skred, var han oppe på marken før mig, skønt han var dobbelt så gammel. Han havde sandelig lært noget og alle hans reaktionsevner var oppe på fuld styrke hele tiden.

Vi havde det ellers vældigt hyggeligt derude i det menneske tomme landskab. Ude over søen fløj de vilde svaner så lavt hen over vandspejlet, at de med deres vingespidser dannede ringe i det spejlblanke vand. Der var også masser af andre vandfugle.

På markerne gik køerne og gumlede. Når vi holdt frokostpause fik vi altid, efter vores egen mening, god mad. Det var jo som regel søndag. Enten en god madpakke eller også lavede vi selv primitiv mad.

Jeg behøvede nu ikke at være den store kok for at lave den mad jeg fik. Jeg havde sommetider et lille gasblus med og jeg havde en speciel stegepande. Den var dobbelt ligesom et

82

vaffeljern. Heri kom jeg en stor og tyk svinekotelet og stegte den på gasblusset. Nu sad jeg så herude i den øde natur, på den tidligere stenalderboplads og drømte mig tilbage til stenalderen, medens jeg så ud på den helt samme sø, som bopladsens beboere havde set ud over for 7000 år siden, alt imedens jeg spiste halvstegt kød. Sådanne middagsøjeblikke havde jeg det godt og allerbedst, når jeg var alene af sted. Så kunne jeg bedre drømme mig tilbage i tiden.

Engang kan jeg huske, at en af udgraverne fandt dele af en sikkert strandet blåhval. Der var et bredt mandshøjt ribben og en stor knogle af rygraden. Den sidste brugte vi til taburet. Den var jo rund og havde den rigtige højde, så måske har de også brugt netop den samme knogle til at sidde på i stenalderen. Den var jo fundet nede i lagene fra bopladsen.

Her står min søn Steen med det fundne ribben.

En dag fandt jeg et meget flot og helt gult kranie fra en mindre hund. Det var fantastisk flot bevaret og det var én af de ting som museet beholdt. Vi fandt også af og til rester af bål på bopladsen og når man stak næsen helt ned til trækulsresterne, lugtede det fuldstændig, som et bål der lige var slukket i går. Jeg fandt også mange musegnavede hasselnødder og de havde beholdt faconen og jeg har dem endnu.

83

SĂĽdan kunne netop den boplads vi udgravede have set ud for 7000 ĂĽr siden.

Dette kunne, med lidt fantasi, godt vĂŚre drabet pĂĽ den urokse, som de stejler jeg har fundet stammer fra.

84

Senere under udgravningerne, da jeg næsten var kommet helt ned til engen, lavede jeg huller direkte ned i jorden. De var som regel to meter lange og en meter brede. De gik ca. to meter ned i undergrunden og i et hjørne havde jeg af sikkerhedsmæssige grunde lavet et trin, så jeg hurtigt kunne komme op af hullet. Her var der nemlig også en stor risiko for at hullet i den fugtige jord pludselig kunne skride sammen og begrave mig. Jeg var tit alene ude, da jeg jo var meget entusiastisk og selvom en af de andre ikke kunne den dag, ja – så tog jeg bare selv af sted.

Der var derfor ingen hjælp at hente, hvis jeg pludselig blev begravet i hullet. Igen måtte jeg hele tiden sidde og lytte efter den knasende lyd af jord der begyndte at skride. Det skete faktisk ikke så sjældent at hullet skred sammen, da jeg jo ikke havde afstivet det på nogen måde. Men jeg stolede fuldt ud på mine egne sanser og hurtige reaktionsevne, så jeg slap altid op.

Dog hændte det engang, at den ene gummistøvle blev siddende fast i mudderet på bunden og jeg skulle nok lade være med at forsøge at redde støvlen, for når væggene skred gjaldt det om at komme op og det skulle være NU. Jeg fandt støvlen igen, da jeg tømte hullet og gravede videre.

Engang imellem var Ulla og den lille Steen med derude, når det var godt vejr. Steen, - der kun var ca. et år gammel, - elskede at sidde oppe på marken og kigge ned i hullet, hvor jeg sad og gravede. En dag fandt han på at samle sten og jordklumper op og smide dem ned for at se om han kunne ramme mig nede i hullet, og han blev særlig lykkelig, når han med en større sten ramte mig lige oven i hovedet, så det sagde – ”klonk”. - Når det lykkedes, ja, så kluklo han. Han kunne endnu ikke tale. Jeg lod selvfølgelig som om det var sjovt, men en gang imellem gjorde

85

det faktisk ret ondt.

En anden gang var jeg med Gunnar oppe i en lille landsby der hedder Ejerslev, - den ligger helt oppe i nordlige ende af Mors.

- Vi skulle grave i en køkkenmødding der lå i en hønsegård ved en lille ejendom. Vi boede i et værelse i ejendommen og jeg kan huske, at beboerne var utrolig flinke og tålmodige med vor graven. Jeg tror de syntes det var lidt spændende, at der var en køkkenmødding fra stenalderen midt i deres hønsegård.

Der var to små børn, en pige og en dreng på henholdsvis tre og fem år. Dengang var der ikke børnehaver i den ende af landet og de var ikke begyndt i skolen endnu. De havde hele deres liv gået i deres mors skørter og var meget sjældent væk fra området.

En dag stod de og kiggede på, medens jeg gravede. Pludselig spørger de mig om noget, men jeg kan ikke forstå et eneste ord af det de siger. Her oppe i den nordlige del af Mors, havde mennesker i århundreder været meget isolerede, og havde ligesom andre isolerede steder, udviklet deres helt egen dialekt.

Den afveg meget stærkt fra almindelig dansk, så jeg kunne faktisk ikke genkende et eneste ord, selvom jeg flere gange bad dem gentage spørgsmålet. – Pludselig kigger de opgivende på hinanden med det blik der fortæller, at den mand må da vist være ualmindelig dum, og så siger drengen på klingende rigsdansk: - Hvis vi nu taler som i radioen, kan du så forstå hvad vi siger? - Jeg var virkelig forbløffet. – De var så små, men havde alligevel to sprog!

Det var også på denne tur vi var henne i de store mólersgrave.

Móler er en slags vulkansk aske, som kun findes på Mors og Fuur. Det har for ca. 40 millioner år siden bundfældet sig i det

86

store hav, der dengang dækkede området. De løse blokke som maskinerne graver op er derfor lagdelte og i disse lag kan man finde forsteninger af især fisk og planter. Man medbringer en murerhammer, der har en nakke ligesom et firkantet blad og så begynder man ellers at flække blokke. Man skal have god tid og en stor tålmodighed, for at finde lige netop det lag, i netop denne blok, hvori der gemmer sig et aftryk af en lille fisk eller en plante. Jeg sad i to dage og flækkede blokke og fandt da også 7-8 aftryk af fisk og planter, men de var ikke ret store.

Jeg har dem stadig.

Strømsild (forstørret)

Jeg fandt også et stykke forstenet træ der fuldstændig ligner et stykke halvråddent træ, man kan finde i en skov i dag. Ja selv farven ligner. Det er ca. en halv langt og ti cm. tykt. Man opdager dog hurtigt, at det ikke er fra nutiden, idet det er forstenet og vejer flere kilo. I begyndelsen havde jeg det

87

liggende ved pejsen, når der var gæster og der var adskillige der tog fejl og ville lægge træet på bålet. Det havde jeg det meget sjovt med et stykke tid, lige indtil en af gæsterne tabte det tunge stykke, så det gik i to stykker. Nu turde jeg så ikke længere have det liggende ved pejsen, men lagde det ind i oldtidsskabet og der ligger det endnu.

Ude i Tilst skulle der i 1960èrne anlægges et helt nyt kvarter.

Det er der, hvor Bilka nu ligger. Da området skulle byggemodnes gravede man lange og dybe grøfter til fjernvarme og kloakker.

Nu viste det sig, at der i jernalderen havde ligget en stor boplads på netop dette sted. I siderne på disse grøfter, var der tit mørke nedgravninger, der trådte tydeligt frem i det lysere grus. Det var affaldsgruber fra bopladsen og heri var der masser af potteskår. Enkelte gange kunne man se, at der var en næsten hel krukke. Den var dog ikke hel længere, men i mange små skår. Disse skår fra samme krukke, samlede jeg så for sig i plasticposer, for senere at se om nogen af dem kunne samles og blive til en næsten hel krukke igen, nu to tusinde år efter at den var smidt i hullet.

Der var særlig én der så lovende ud og den begyndte jeg på.

Jeg sad i mange aftener og halve nætter og studerede og prøvede skårene. Jeg bedømte dem efter facon, tykkelse og farve. Krukken var nemlig blevet forskelligfarvet under brændingen i jernalderen. Det varierede fra lysebrun til næsten sort. Mange gange var jeg ved at opgive, for jeg havde til sidst to halvdele og jeg syntes ikke de kunne passe sammen, men pludselig en nat ved 2 tiden, flyttede jeg et fejlplaceret skår og nu passede de to halvdele, som ved et trylleslag sammen, og jeg havde en næsten hel krukke. Der manglede lidt af den ene side øverst oppe. Den er 30 cm. høj og ca. 20 cm. tyk og der er rester af to ører på siden af den.

88

Krukken til venstre er fra brandgraven. Koppen og den store er fra Tilst. Den store er under genrestaurering.

- Se den hel ovenpå skabet Jeg fandt også en meget fin kop. To tredjedele af den var hel, men øret var slået af. Den er godt syv cm. høj og næsten ti cm. tyk. Randen svajer lidt ud foroven og åbningen er otte cm. bred. Den er flot og ville såmænd være behagelig at drikke af i dag. - Ligesom et godt krus.

Jeg har gået hen over mange marker og ledt efter overflade fund. Engang var vi på besøg i Ålborg hos Ullas forældre. Ullas bror Anker boede dengang hjemme og vi to tog en dag på en tur ud i forårslandskabet, for at se om vi kunne finde noget af interesse på de nypløjede marker. Pludselig standser jeg bilen og peger op på en mark der lå på en skråning. Jeg havde fået øje

89

på en lysere rund plet i den mørke muldjord. Jeg fortalte Anker, at det sikkert var en nu overpløjet gravhøj og hvis vi var meget heldige, - og vi skulle også være heldige, for marken havde jo været pløjet mange gange, - men som sagt, hvis vi var heldige kunne vi måske finde en økse, der var givet med som gravgave. Vi stod ud af bilen og travede op over pløjemarken og minsandten om der ikke lå en fint slebet økse i den lyse plet, der så ganske rigtigt måtte være en overpløjet gravhøj. Det kan man da vist kalde et optimistisk held, og Anker fik øksen med hjem.

I 1965 havde vi nu to børn og så var det ikke så heldigt, at jeg var så meget hjemmefra, så jeg så mig om efter en anden hobby, som kunne foregå mere hjemme. Ullas storesøster Vibeke var gift med en mand der hed Tage. De boede i Ullas gamle barndomshjem i Risvangen. Tage ville gerne have en bil, men det var der dengang kun få der havde råd til, så Tage gjorde som så mange andre. Han købte en gammel Ford A fra 1930. Det var en fire personers lukket bil med to døre. Den var dog ikke køreklar og der skulle laves meget ved den og Tage havde travlt med mange andre ting. De havde bl.a. fire børn, så han fik ikke rigtigt begyndt på den gamle Ford og vi drillede ham lidt med hans planer med bilen. Foreløbigt stod den bare i et hjørne af haven og blev ringere og ringere. Når jeg besøgte dem og gik forbi bilen kan jeg huske, at jeg syntes at det var godt det ikke var min bil.

Så pludselig en dag, medens jeg gik i tomgang efter min arkæologitid, så jeg bilen i et helt andet lys. Den var jo også historisk, selvom den ikke var fra stenalderen. Det måtte da i grunden være yderst spændende at køre rundt i en så gammel bil og drømme sig tilbage til 1930’erne. Jeg blev mere og mere vild med ideen, og pludselig ville jeg have en gammel Ford selv.

90

Jeg ville dog ikke have Tages, men ville se om jeg kunne finde en to personers åben model med kaleche og helst et klapsæde bagi til ungerne. Nøjagtig lige som Anders Ands bil til Rip, Rap og Rup. Det viste sig imidlertid at være meget svært at finde denne model. Der var nok af lukkede modeller, men nu ville jeg altså have en åben to personers, så jeg ledte og ledte, men fandt ingen.

Engang var jeg til konfirmation af en fætter i Randers, og da alle taler og sange var slut, rejste jeg mig op og slog på mit glas, og jeg nåede lige at se flere af gæsternes trætte blikke over endnu en taler. Men den vildfarelse fik jeg dem snart bragt ud af, for jeg sagde, at når der nu var så mange samlet fra det halve af Jylland, så måtte der da også være nogen tilstede, der vidste, hvor der stod en åben to personers Ford A. Helst i køreklar stand. – Det ved jeg, - sagde min kusines mand, - for jeg har lige den bil stående hjemme i Vojens, hvor vi bor. Jeg har brugt den til at harve grunden med, da vi byggede hus. Jeg spændte også harven bagefter bilen, da jeg skulle anlægge græsplænen og det gik fint, - så køre det kan den i hvert fald. - Nu står den bare i vejen og jeg skal af med den. Hvis du kan bruge den, kan du få den for 250 kr., - men du skal selv hente den.

Det var da fantastisk og så til den pris. Jeg lejede en lukket lastbil og et par sliske og kørte til Vojens den efterfølgende weekend. Bilen startede og kørte fint op ad sliskerne, og jeg kørte hjemad.

På vejen hjem oplevede jeg en lykkefølelse, som jeg sjældent har oplevet. Jeg glædede mig helt utroligt meget til at skille

91

bilen ad og gøre den ligesom ny. Jeg havde godt nok ikke prøvet at skille an bil ad før og få den til at køre igen, men jeg var i min uerfarenhed slet ikke i tvivl om, at det skulle jeg nok klare.

Den var jo samlet af mennesker, og så meget dummere end dem kunne jeg vel ikke være. Min selvtillid fejlede i hvert fald ikke noget.

Dette lykkelige hobbyskifte blev så begyndelsen til den hobby, som jeg stadig har. Jeg fik den gamle Ford A Cabriolet, - som modellen hed, - restaureret og synet uden nævneværdige problemer og jeg har siden restaureret mange biler og motorcykler, så jeg havde faktisk noget at have min selvtillid i.

Jeg havde jo også prøvet at restaurere min første motorcykle ”Hannibal”, så lidt erfaring havde jeg da.

Her er vi på sommerferie ved Vesterhavet i 1966 Ford A Cabriolet’en. 1930. Her med min svoger Carsten ved rattet. Han købte den senere. Den var maroon rød med sorte skærme. Den var flot.

92

Jeg vil slutte denne beretning nu og gå videre med den spændende tid med veteranbiler en anden gang. Her oplevede jeg også mange ting, når jeg ledte, - nu ikke længere efter oldsager fra stenalderen – men efter reservedele fra bilernes ungdom.

November 2005.

Knud Erik Guldager.

Genredigeret februar 2013

93

Trofævæggen med blandt andet: Hjortetaksredskab - Polsk vildsvin - Stenøkse Engelsk/Indisk forladegevær med flintelås og krudtbeholdere til pande og løb.

Hjortetaksredskab To store selvfundne hornstejler fra Urokser.

Der imellem en tand fra en ufødt mammut unge.

Hjortetaksøkse – Flintøkse – Kindtand fra uldhåret næsehorn - Hjortetaksøkse med graveringer.

I midten et 30 tusind år gammelt stykke mammut stødtand. Derunder halshvirvel og yderst th. lårbensknogle, Begge fra mammut.

Det brune er rygskjoldet fra en havskilpadde.

94

95