Issuu

Uddrag fra MIT LIV I

Købmanden i Nørager Min far Niels Arne Guldager 1908 – 1990. Her i 1943 er han 35 år

”Trekanten” i Nørager 2004

Forhistorien Min far Niels Arne Guldager er født i Lindbjerg syd for Ølgod i Vestjylland på Valdemarsdag den 15. juni 1908. Min fars forældre havde en god gård, der lød det flotte navn ”Stoltenborg”. Min farfar fik desværre tuberkulose og døde da min far kun var et år gammel. Tuberkulose var jo en smitsom sygdom og der var fire børn, hvoraf min far var den yngste. Min farfar Kristian Niels Guldager var født i 1872 og blev således kun 37 år gammel. Da han ikke var den ældste i sin søskendeflok arvede han ikke slægtsgården i Lund, der ligger nord for Ansager. Det gjorde jo som altid dengang den ældste søn. Min bedstefar, Kristian Niels Guldager, - der var en flot mand, giftede sig den 14. oktober 1897 med Mette Kirstine Jensen, og de købte sammen en gård i Lindbjerg der havde navnet ”Stoltenborg”. Gården blev købt mest for penge som de havde fået i medgift af Mettes far. Min bedstefar havde først hjulpet til hjemme på slægtsgården med at opdyrke heden, og han var soldat omkring 1892. Da hele familien var ”Grundtvigianere” var han to gange på højskole i Ollerup, sidst i 1895-1896. Han var gymnastikleder i Lindbjerg og han var en meget ivrig jæger.

Det fortaltes i familien, at da min farfar blev syg, var der først tale om, at han skulle på sanatorium ved Vejle fjord, for at se om han kunne blive rask ved at få behandling og fred og ro, men huslægen mente det alligevel var for sent, og at det højst kunne udsætte det uundgåelige. Det kostede imidlertid penge at få et sådant ophold, og det kunne gården, på grund af min bedstefars sygdom, ikke betale. Min bedstemors far havde penge, men han var, ifølge historien, en hård mand, der sagde, at når det alligevel var for sent, var der vel ingen grund til at bruge unødvendige penge på det, og som han skal have sagt: - Han havde jo ingen penge med, da han kom ind i familien, så hvorfor bruge penge nu! Nå, fred og ro fik han imidlertid nok af, for han blev lagt i et koldt værelse over stalden og ingen måtte besøge ham på grund af smittefaren. Kun blev maden hver dag stukket op gennem en lem i gulvet. Det har været triste stunder, for en rask mand som ham, blot at ligge alene og vente på at dø, medens han kunne høre sine børn lege nede på gårdspladsen. Han døde den 24. april 19o9. Han ligger begravet på Begsnap kirkegård der ligger nord for Krusbjerg. Jeg har besøgt kirkegården og set hans gravsten i 1978. Nu er graven sløjfet, men stenen, en flad hvid marmorsten, er bevaret.

COW BOYS I FAMILIEN En fætter til min bedstefars far hed Andreas Guldager og var født i 1850. Han rejste i 1869 til Amerika. Det var der flere i slægten der havde gjort bl.a. Niels Peder Guldager der var født i 1848. Ham hørte man aldrig siden noget til, men en dag i 1875 kom Andreas pludselig hjem og hans bror Niels fortalte i sin dagbog om besøget: - Ordret citeret og skrevet: I November måned var Marius og jeg gaat til Kirke. Da vi kom ud for Kørestalden til Ølgod Kro, kom vor faster Met Smed og meddelte os den Nyhed, at vor Broder Andreas var kommen hjem fra Amerika, hvor han havde været i 6 år. Han kom just nu hen imod os og vi hilste på den fine Mand med de forede støvler og den lodne Vinterfrakke. Vi kunde ikke kende ham og blev meget forbavsede over at vi havde saadan fin Broder.

Her er Andreas M. Guldager. Han ligner meget min far. Da Kirketjenesten var forbi løb vi sporenstregs hjem for at fortælle den store Nyhed. Mine Forældre blev ogsaa meget overraskede; thi han havde slet ikke bebudet sin Hjemkomst. Da min Broder nogen Tid efter indfandt sig i hjemmet, blev der stor

Forundring over de mange Ting han medbragte. Særlig beundrede vi hans store Guldur og dens kæde. Ligeledes lagde hans 6 løbede Revolver stor Beslag paa vor Opmærksomhed. Vi kom ikke i Seng før langt ud paa Natten, thi vor store Broder var utrættelig i at fortælle om Forholdet, der ovre i Far West.

One Silver dollar fra 1887. Næsten 4 cm. bred og tung.

Han havde været Cow Boy og meddelte os mange spændende Episoder fra det friske Liv på Prærierne. Bl.a. kan jeg huske, at han fortalte om hans sammentræf med Indianerne, hvilket for Resten altid var gaaet fredeligt til. De vilde fik Mel og Brød i bytte for Kød, og de optraadte altid meget fredsommeligt. Han havde et meget stort Tæppe, som han viklede om Kroppen, naar han tilbragte Nætterne i det fri. Lejr pladsen var altid omgærdet af et Tov, der var spændt ud mellem 4 Pæle. Tovet var kun lidt hævet over Jorden. Dette beskyttede mod Slangerne, hvoraf der var mange derude. For resten var min Broder blevet bestjaalen, idet en af hans Kufferter, var taget enten i England eller Hamborg. Min Broder blev hjemme i Vinteren 1875/76 og rejste derefter tilbage til Amerika. Han giftede sig siden med tysk eller slesvigsk Pige, men levede kun nogle faa aar. Han skal være omkommen ved et Ulykkestilfælde i Vinteren 1882/83. Hvad der senere er bleven af hans Familie, er mig ubekendt.

MIN FARS BARNDOM Min bedstemor Mette var blevet nødt til at ansætte en karl der hed Kristian Kristiansen, til at passe det grove på gården. Hun havde jo selv nok at gøre med fire børn og alt konearbejdet på gården. Min far var den yngste af de fire børn. Han fik fortalt, at da han var omkring to år, syntes især den ældste, - Birgitte, der havde en meget livlig fantasi, - at han da vist var noget lille af sin alder, så hun gravede et hul i jorden og plantede den lille Arne i hullet, stoppede godt med jord omkring hans fødder, og vandede ham. Han fik nu besked på at stå der til han fik normal størrelse. Gad vide hvor længe en toårig, - der jo nok var temmelig autoritetstro mod sine ældre søskende, blev stående i hullet.

Denne tegning lavede jeg i 1978

til min fars 70-års fødselsdag

Efter en tre år gik det jo, som det nu går og min farmor og Kristiansen, - der var meget indremissionsk - blev i 1912 gift med hinanden. Det var jo dengang helt utænkeligt for ”missionske” at leve i synd. De solgte nu ”Stoltenborg” og flyttede til Fasterkær der ligger nord for Borris. Her begyndte min far at gå i skole og en af hans klassekammerater hed Jens Valdemar og han boede på nabogården. Min far fortalte mange historier fra den tid. Han lavede engang en ”telefon” af to tomme dåser og en lang tynd snor. Så kunne han og Jens Valdemar tale med hinanden tværs over skellet, ved at stramme den lange tynde snor ud og råbe ind i hver sin dåse. Det virker. – Prøv selv.

De lavede også ”saftevand” af knuste røde ”Kongen af Danmark” bolsjer opløst i vand.

Historien om, hvorfor vi kalder bolsjerne "Kongen af Danmark", stammer tilbage fra 1600-tallets Danmark. Christian 5. var konge af Danmark 16461699. - En dag blev kong Christian syg med ondt i halsen, hvorefter han gik til sin livlæge for at blive kureret. Livlægen gav ham anisolie, datidens medicin mod ondt i halsen. Men da anisolie i ren form smagte alt for stærkt, ville kongen ikke indtage medicinen. Derfor måtte livlægen finde en anden metode til at gøre kongen rask på. Han havde hørt om nogle apotekere der tilførte medicin til sukkermasse, for at få til at folk indtage det. Han lavede derfor en portion brændende varm sukkermasse, som han tilførte anisolie og en smule rødbedesaft. Det blev til fine, røde bolsjer, som kong Christian 5. gladelig spiste, til han var rask. De fabriksfremstillede bolsjer er den dag i dag præget med en krone. Min far fortalte, at engang han var til fødselsdag på en nabogård, fik de sødsuppe med rosiner og svesker. Min far elskede især sveskerne, det fik man rigtignok ikke til dagligt, så han gemte sine fem svesker til sidst, for rigtig at nyde dem. Pludselig står værtinden bagved og da hun ser de fem svesker ligge tilbage på tallerkenen, griber hun den hurtigt og siger: - Nå bette ven, når du ikke kan lide svesker, skal du da heller ikke sidde og døjes med dem. - Dengang i Vestjylland turde små syv års drenge ikke protestere, så han så med lange øjne de dejlige svesker blive båret ud i køkkenet, men han glemte dem aldrig.

TO AF MIN FARS BARNDOMSHJEM

”Stoltenberg” 1907. Altså et år før min far blev født. Fra v.: Tjenestepigen – Birgitte – Marie – Min farmor Mette Kirstine – Min farfar Kristian Niels Guldager med Gunnar ved hånden – Min farmors far Jeppe Jensen med barnebarnet Harald. Den bare plet under højre vindue i gavlen, hvor Jeppe Jensen boede, skyldes, at han hver morgen tømte natpotten ud ad vinduet. - Det var for meget for græsset.

”Fasterkær” med det glaserede tag. Det havde en dejlig gyldenbrun farve. 9

Min far fortalte, at han engang havde fået en tiøre og det var mange penge for en otteårs dreng, så han var meget glad for sin mønt. Han gik hele tiden med den i hånden og legede med den. Til sidst gik det dog galt. Han stod og vippede med håndtaget i døren på det værelse der vender ud mod vejen. Når håndtaget er nede, er den skrå pal inde i døren og der bliver en åbning. Til sin store rædsel tabte han tiøren ind i låsen og den var umulig at få ud igen.

Det var sådan en tiøre Denne hændelse huskede han i mange år. Da vi besøgte gården engang i 70’erne gik han hen til døren, pegede på låsen og spurgte ejeren, om han nogensinde havde haft dørlåsen skruet ud? – Nej, det mente han ikke. - Jeg ville gerne have skruet den ud, men døren var nymalet hen over skruerne, så jeg spurgte ikke. Det ville ellers have været vildt spændende om tiøren var der endnu. – Ja, den er der måske endnu den dag i dag. – Hvem ved?

LERBÆGERET FRA ”FASTERKÆR” Dengang gik der kunstmalere rundt på landet og malede billeder af bøndernes gårde. De håbede så på, at bonden der ejede den malede gård ville købe maleriet. Det ville de ikke altid, da et sådant maleri var forholdsvis dyrt og de fleste gårdejere var, som min far udtrykte det, - ikke nærige men påholdende, så de var kede af at komme af med penge.

Nogle af malerne fandt da på at male to til tre gårde på små krukker. De kostede ikke så meget og det skulle gå meget galt, hvis krukken ikke blev solgt til én af gårdene. Det lykkedes da også at sælge en krukke med et billede af ”Fasterkær” til vores familie. Den arvede min far, men den var nær ved at blive smidt ud, da min mor døde. Vi stod og delte de sidste småting og da vi var færdige skulle resten gå til et loppemarked eller smides ud. Pludselig fik jeg øje på en lille miserabel, lettere afskallet krukke. Der var malet billeder på og jeg studerede disse billeder. Jeg kunne se det var bondegårde. Pludselig kunne jeg nu til min store glæde genkende ”Fasterkær” som den ene af gårdene. Forsigtig restaurerede jeg de afskallede farver og lakerede hele krukken med gennemsigtig lak og resultatet kan ses her. Jeg er meget glad for den genopstandne krukke og dens historie.

Maleren har stået samme sted som fotografen på side 9

EN NEGER Han fortalte også, at der en dag i skolen kom en rigtig neger, som man sagde dengang. Han fortalte om sit land. Det var en stor begivenhed på egnen, hvor man aldrig før havde set en neger. Han var måske kommet med en missionær, eller var fra de danske vestindiske øer.

Min fars gård var den eneste på egnen der havde glaserede tagsten. De havde en gulbrun farve og når børnene gik hjem fra skole og solen rigtig skinnede i det blanke tag, var han stolt over at bo der. Jeg har endnu nogle stumper af tagstenene liggende henne ved pejsen. (Se side 9)

"GAMMELFAR" Min far blev sat til at vogte kvier nede i engene, da han var otte år. Han skulle sørge for at de ikke gik ind på de beplantede marker. Det var et kedeligt arbejde i den lange sommer, især i ferien, hvor han var der hele dagen. Men der var flere drenge der også vogtede deres kvier, og for at lave noget sjovt, fandt en af dem en dag på, at han ville ride på en kvie. Det slap han nu ikke så godt fra, han brækkede nemlig sit ene ben. I engen var der nogle gamle mergelgrave, som de forsigtigt badede i. Det var farligt, da de var dybe på midten og iskolde under overfladen. Der var imidlertid gedder i vandet og dem fiskede de ivrigt efter. Der var især én de gerne ville fange. Det var ”Gammelfar”. Det var en mægtig gedde på cirka en meter. De så engang imellem ryggen af den inde ved sivene. Den gik for at være meget snu og bed aldrig på. - Så fandt de på, at de ville fange den på en anden måde. Mergelgravene var forbundet med hinanden med smalle grøfter. De smed nu jord ned i grøfterne til graven med ”Gammelfar” og begyndte at tømme vandet ud med spande og det sank da også lidt hver dag, men når de kom igen næste dag, var det atter steget. - Til sidst opgav de, men de opgav ikke at fiske efter ”Gammelfar” med både levende frøer og levende aborrer på krogene. Men en aften var det slut, da skød en af karlene fra en gård nemlig ”Gammelfar” med sit jagtgevær. Det syntes drengene ikke om. - Det var bestemt ikke ærlig jagt.

Stor gedde som ”Gammelfar”

DEN GLADE STENSAMLER Min far skulle også samle sten på de sandede vestjyske marker. Det var rigtig trælst arbejde, men hans stedfar var en streng mand, - min far brød sig som barn ikke meget om ham – men der var ingen vej uden om, så han samlede sten. En dejlig søndag formiddag, hvor solen rigtig skinnede og der var en mægtig blå himmel, gik min far og sang for fuld hals, fordi det var så dejlig en dag. Marken lå op til haven. Der var en tjørnehæk imellem. Pludselig lyder hans plejefars høje røst inde fra haven: - Arne! Hold op med at synge. - Husk det er søndag og du skal komme hviledagen i hu og tænke på din Gud. Du kan ikke tillade dig at være så glad. - Min far blev selvfølgelig ked af det. Nu var det lige så dejlig en dag, skønt han skulle samle sten på en søndag. Han syntes at stedfaderen var meget dobbeltmoralsk. Han havde jo selv sat ham til at samle sten, skønt det var søndag. Det måtte han godt, men at være glad oven i købet – det måtte han ikke. Så han kom ikke til ligefrem at elske sin stedfar mere af den grund. - Han kaldte ham i øvrigt aldrig far, men Kristiansen. Stedfaderen der, som allerede fortalt, var meget indremissionsk og derfor streng, må imidlertid selv have syntes, at han her måske havde været lidt for hård, for et øjeblik efter råbte han: - Arne. – Her har du et æble. Og så kastede han et meget stort æble fra æbletræet i haven, ud på marken til min far. Meningen har sikkert været god nok, men skæbnen ville, at æblet - netop fordi det var så stort, var hult og halvrådden inden i, og det

splintrede i mange stykker da det ramte marken. Min far så symbolikken: - Det var flot, men råddent!

SMÅ INDIANERE Da min far blev lidt ældre fik han lov at pløje marken med to heste og en dobbelt plov. Det gik helt godt i begyndelsen, så Kristiansen gik ind på gården. Marken lå lige ved gården. Men pludselig blev hestene opskræmt over et eller andet og de løb løbsk med både ploven og min far bagefter. De løb hjem mod gården. Ved gården stod der en telefonpæl og hestene løb nu på hver sin side af telefonpælen og knaldede hovederne sammen på den anden side og stoppede så her cirka femogtyve meter fra stalddøren. - Det var heldigt, for de kunne jo ikke begge to komme ind ad døren på én gang. Min far viste mig telefonpælen, engang vi besøgte gården. Den stod der endnu. (Se side 9) Han viste mig også det lille runde vindue uden glas øverst i gavlen på laden. Her lå min far og Jens Valdemar på lur og legede indianere. Når der så kom en intetanende gårdmand i sin hestevogn, skød de med deres hjemmelavede flitsbuer efter hestene. En dag ramte de en hest i bagdelen lige foran gårdmanden. Han blev jo noget forskrækket og standsede. Så måtte min far og Jens Valdemar ned og sige meget undskyld, og der blev talt store ord.

Min tegning til min fars 70 års dag

Min far fortalte også, at engang, da de var ved at få gravet en brønd, ville hans storebror Gunnar hejses ned i det halvt færdige brøndhul og han satte derfor lillebror Arne til at holde fast i rebet i taljen og fire ham ned. Men kræfterne slap op da Gunnar var næsten nede og rebet gled i hænderne på Arne. Gunnar faldt og ramte bunden med strakte ben. Det gav et voldsomt sæt op gennem kroppen, og Gunnar sagde derfor senere, at det nok var derfor han måtte lade sit ene knæ operere, så han resten af livet måtte gå med et stift ben. - Man blev dog senere klar over, at det skyldtes helt andre årsager.

MØDET MED SELVE DEN SKINBARLIGE FANDEN Min far fortalte at ovre i Dejbjerg bakker boede rakkerne og at det var farlige folk. De boede i jordhuler ind i skrænterne og omgikkes ikke andre folk. (Jeg har selv været dernede en sommer og set resterne af hulerne).

Her står jeg på skrænten, hvor en af deres jordhuler har været. De lavede for ussel betaling det arbejde, som bønderne ikke selv ville lave. De flåede f.eks. selvdøde dyr, hvilket var urent arbejde, som bønderne under ingen omstændigheder selv kunne gøre. De kastrerede hingste og tyre, og da man jo ikke brugte bedøvelse, var det farligt arbejde. Hovedfamilien boede dog i et stenhus, som nu er genopført. De blev de sidste rakkere og fraflyttede først i 1932.

Vi besøgte stedet og det restaurerede stenhus igen i sommeren 2010

Han fortalte også, at han havde hørt en gammel eneboer og særling, - der boede ude på heden, fortælle, at en nat havde han mødt selveste den skinbarlige fanden, der kom dundrende hen over heden, medens han udspyede ild og røg.

De voksne havde leet og sagt, at han jo nok havde mødt et damptog der var kommet kørende på den nye jernbane mellem Skjern og Videbæk.

DE FIRE SØSKENDE I VESTJYLLAND 1912

Stående: Birgitte. Siddende: Marie og Gunnar. I midten: Arne 17

De fem søskende i Andrup 1923

Gunnar - Arne

Marie - Krista - Birgitte Krista var barn af min farmor og Kristiansen.

Birgitte som ”frelserpige” i København.

FRA VEST TIL ØST Storesøster Birgitte var vanskelig at styre og hun var meget rapkæftet mod sin stedfar og det blev et problem. Da hun var blevet konfirmeret, kom hun derfor på en missionsk husholdningsskole i København. Her kom hun ind i Frelsens Hær og blev der forelsket i Carl Sørensen, en kaptajn i frelserhæren. De blev gift og han blev udstationeret i Hobro. Her boede de så, ret fattige, men åbenbart lykkelige. Birgitte fortalte især sin mor om, hvor dejligt der var i det blide Østjylland i forhold til det barske Vestjylland. Især da ved Hobro. Her var der den dejlige blå fjord, bakker og dale og lysegrønne bøgetræer. Hun overtalte dem simpelthen med sin begejstring og vel mest sin mor, til at flytte derop. De solgte ”Fasterkær” og købte en mindre ejendom i Andrup mellem Glenstrup sø og Hobro. Andrup var kun en samling huse og husmandsbrug. Min farmor og Kristiansen havde fået en datter der hed Krista. (Kristiansen var jo missionsk). Der var nu Birgitte, Marie, Gunnar, Arne og Krista. Marie blev gift med en købmand der hed Niels Frost Madsen og hun blev nu købmandsfrue i en lille landsby der hed Skrødstrup. Senere flyttede de til Vinstrup der ligger lidt mod øst.

Niels Frost Madsens købmandsbutik i Skrødstrup På trappen sidder Niels med Marius og Marie. Bagved står Gunnar og en tjenestepige.

Deres børn Marius og Kirsten står ved den håndpumpebetjente benzinstander nede ved vejen. - Den var åben døgnet rundt.

Gunnar blev gift med en pige der hed Gudrun. Han blev cykelhandler i Gjerlev. Disse småbyer ligger i området syd for Hadsund. Gunnars cykelforretning De to små drenge til højre for døren er sønnerne Palle og Folmer. Gunnar arbejder i sit værksted. Se de store plakater i baggrunden!

Gunnar og min far Arne arbejder ude i gården. Bemærk min fars spidsbukser og mærkelige hat. Den ses tydeligere på side 34.

MIN FARS UNGDOM Min far havde alle dage haft et godt handelstalent. Han opdrættede kaniner hjemme på forældrenes ejendom. Han solgte de unge kaniner inde i Hobro. Dengang spiste mange mennesker tit kaniner. Han gik fra dør til dør og solgte de flåede kaniner. Han solgte også jordbær og kartofler. Han har været en 14–15 år. En dag bankede han på hos en fin frue og tilbød sine kartofler. Fruen så overlegent på ham og sagde: - Hvad hedder de. Min forbavsede far sagde sit navn. – Fruen kiggede måbende på ham og sagde: - Jeg mente kartoflerne, dreng. - Derefter smækkede hun døren i. Hun troede måske han havde været flabet. - Min far sprang derefter altid dette hus over.

KANINPENGE I KIRKEBØSSEN Kristiansen, der jo var meget religiøs fik en dag ondt af, at en dreng på den alder så let tjente så mange penge på kaninerne og den anden handel, for det hed sig jo i bibelen at: - I dit ansigts sved skal du tjene dit brød. Der var jo ikke meget sved ved at få kaniner til at avle, syntes han, skønt der jo både skulle plukkes grønt til dem og muges ud. De skulle jo også slagtes og flås. Jordbærrene skulle plukkes og kartoflerne graves op. Der var da ellers arbejde nok. Men det tænkte Kristiansen åbenbart ikke på, for min far fik nu bud på, at han skulle sælge alle kaninerne og lægge pengene i kirkebøssen. Det var en meget hård ordre, men min far boede jo hjemme og var nødt til at parere. Kaninerne blev solgt. Men da Kristiansen så, hvor mange penge det var blevet til, sagde han til min far: - Det er alt for mange penge for en dreng som dig at lægge i kirkebøssen. Det vil ikke se godt ud. Behold lidt til kirkebøssen og giv mig resten, så lægger jeg dem i. - Min Far blev indvendig rasende, men ville ikke vise

det for sin mors skyld. - Han var nemlig ikke sikker på at alle pengene så kom i kirkebøssen. Det er imidlertid aldrig kommet frem, hvad der derefter skete. Måske har den religiøse og retfærdige Kristiansen virkeligt lagt pengene i kirkebøssen lidt efter lidt. Han skulle jo heller ikke skille sig for meget ud blandt folk, ved at lægge et stort beløb i på én gang. Det kunne virke underligt. – Hvad skulle han måske have syndsforladelse for? Man vogtede på hinanden!

EN STRIKKEPIND OG TO SØM Min far var meget tidligt interesseret i elektriske ting. Han havde lånt en bog om elektromagnetisme og efter tegninger i bogen byggede han en elektromotor af to søm, en strikkepind, en magnet og noget kobbertråd. Han tog hovedet af sømmene og filede et hak på midten af den ene side. Han satte sømmene midt på strikkepinden i hakkene. Strikkepinden hvilede i træ i enderne. Han viklede kobbertråden omkring sømmene i bestemt retning. Lavede en kommutator ud på strikkepinden og førte kobbertråd enderne herud. To stykker messingblik udgjorde det for kul. Enderne af sømmene, der var uden kobbertråd skulle placeres cirka én mm fra magnetenderne. Magneten, - der som regel var fra en gammel Ford T, var V formet og den var gjort fast på en træklods. Et 4,5 volts fladt, rødt batteri fra Hellesen fik motoren til at snurre lystigt. Jeg har selv i tidens løb bygget en 4-5 motorer på den måde og vist mine drenge det. - Jeg havde gemt et anker ovre på mit værksted.

ANTENNEN DER DRÆBTE Han eksperimenterede også med radioer. Han byggede et krystalapparat med hovedtelefoner. Ved at flytte en stift rundt på krystallet, kunne han være heldig at fange en af de få radiostationer der sendte i 2o’erne. Bagefter byggede han en rigtig radio med fire rør og mange batterier. Han satte en antenne op på taget mellem de to skorstene på sine forældres hus og kunne nu meget bedre fange stationerne.

Krystalapparat En morgen kom en ældre gårdmand fra egnen og bankede på døren. Han gik for at være lidt svag i hovedet, men da han havde en stor gård, var man alligevel nødt til at være høflig mod ham. Det til trods for, - at han på grund af sit handikap, havde tillært sig en ret brøsig måde at tiltale folk på. Han sagde nu på sin brøsige måde til Kristiansen der lukkede op: - Jeg skal tale med Arne! - Min far, der jo kun var en stor dreng var lidt skræmt over at blive kaldt ud på gårdspladsen. - Gårdmanden lød og så vred ud. Da min far kom hen til ham sagde han: - Jeg kommer lige ude fra engen, og der lå den dejlige kalv, som min ko fødte i går. Den var død i nat, og det er dit djævelskab af en antenne, der har slået min kalv ihjel. - Han pegede op på antennen mellem skorstenene. - Ingen kunne dengang forstå, hvordan en ledning kunne fange musik ud af luften. Det måtte være Djævelens værk.

- Du må erstatte min kalv, Arne, - sagde han. Nu gjaldt det om at tænke hurtigt. Min far vidste godt, at det ikke kunne hjælpe at forsøge at forklare den enfoldige gårdmand om radiobølgers funktion, så han sagde højtideligt, at hans radio var en ærlig og god radio og at dens antenne aldrig kunne finde på at slå nogen ihjel, og da slet ikke en nyfødt kalv. - Nej, hvis en radioantenne havde slået hans kalv ihjel, kunne det kun være skolelærerens, for han var den eneste på egnen, - foruden min far, der også havde en radio. Den forklaring godtog gårdejeren og drog af sted for at tale med skolelæreren, der sikkert som voksen bedre har kunnet afvise det urimelige krav. Min far kom i øvrigt en dag til at forbinde ledningerne forkert og brændte alle fire rør af. Det tog ham lang tid at tjene så mange penge, at de kunne erstattes.

Efter skoletiden Min far, Niels Arne Guldager er, som før fortalt, født på ”Valdemarsdag” den 15. juni 1908, og som lille troede jeg, at alle flagede fordi det var min fars fødselsdag. Jeg kendte endnu ikke dengang historien om Dannebrogs ”fødsel”.

Efter skolen hjalp han en fisker på Glenstrup sø og var medhjælper på en gård for en krone om dagen, og det var lidt, selv dengang. Senere hjalp han til i sin svoger Niels Frost Madsens blandede landhandel i Skrødstrup ved Mariager. Købmandsbutikken solgte også benzin og der var åbent hele døgnet. Den håndpumpe-betjente benzinstander stod nede ved landevejen der løb gennem Skrødstrup. Min onkel Niels fortalte, at han engang blev lidt sur på en kunde, der bankede ham op midt om natten klokken halvtre og skulle have to liter benzin. Mere havde han ikke penge til. (Se billederne side 20) Det er min onkel Niels og min faster Marie der sidder stolte foran deres blandede landhandel. Manden i det mørke tøj er min farbror Gunnar der senere kommer til at spille en dramatisk rolle i historien. Min far kørte landhandelens ret nye lastbil, en Chevrolet 1929, for onkel Niels var foruden købmand også vognmand. Han kørte bl.a. med grus, og det bevirkede at bilen næsten aldrig kunne bremse, da bremserne på baghjulene havde åbne udvendige bremsebakker. - Det var de sidste rester af det gamle hestevogns-bremsesystem. Grus og sand fra ladet dryssede uvægerligt hele tiden ned i de åbne bremser og sled dem op på få dage. Da han senere også skulle hente købmandsvarer i Randers og Mariager, blev de enige om, at han nok hellere måtte få sig et kørekort, for det havde han nemlig aldrig taget sig tid til at få. Kørekortet skulle han tage i Mariager, og det foregik på den måde, at en køreprøve blev bestilt til en bestemt dag. Han skulle

så stille med lastbilen på torvet, og køre lidt frem og tilbage, vende og dreje ind og ud af de smalle gader ved torvet. Imens stod fabriksinspektøren, der også var motorsagkyndig, og så til fra en høj trappe foran rådhuset for enden af torvet. Prøven gik fint, for min far var jo ret rutineret, idet han allerede havde kørt med lastbilen i over ét år, så han kendte alle dens vaner og uvaner. - En kørelærer var der ikke brug for.

Her står min far ved lastbilen

Dramatisk køretur på bakken ved Hohøj En dag da min far var i Mariager efter et stort læs købmandsvarer, havde han sin bror Gunnar med. - Da de skulle hjem spurgte Gunnar, om han ikke måtte få lov at køre lastbilen. Min far var lidt betænkelig, for Gunnar havde et stift højre ben og kunne derfor hverken bruge bremse eller speeder og han havde desuden aldrig før prøvet at køre en bil. Men de var jo unge og friske, så han fik lov. De startede og Gunnar kørte. Min far satte venstre fod over og betjente speederen og Gunnar betjente koblingen og skiftede gear.

For at komme ud af byen skulle de køre op ad en meget stejl bakke, der hedder Hohøj. Midt på bakken svinger vejen til venstre og der er en meget stejl skrænt ned til byens huse. Der stod tykke træer i vejsiden. Nede på det flade gik det meget godt, men da de kom lidt op ad bakken indså min far, at bilen, der nu kørte i 2. gear, ville få meget svært ved at klare den stejle bakke med det store læs. Den skulle have været nede i 1. gear. De var imidlertid nødt til at fortsætte, da de allerede var kommet et stykke op ad bakken, og en urutineret chauffør ville ikke kunne få bilen ned i første gear. Gearkassen var jo ikke synkroniseret og man skal være virkelig hurtig og kontant på den stejle bakke, for at lave en dobbelt udkobling og knalde gearstangen ned i første, inden lastbilen begynder at trille baglæns. - Hvis det mislykkedes blev det først helt galt, for bilens bremser kunne slet ikke holde vognen på den stejle bakke. De var nemlig næsten virkningsløse, det vidste min far og i øvrigt kunne Gunnar jo ikke bremse på grund af sit stive højre ben. Lastbilen kom gennem svinget midt på bakken og lidt op, men motoren havde nu så få omdrejninger, at den var ved at gå i stå. – De måtte prøve at skifte gear. Det var ikke så let, da min far jo måtte styre gassen på grund af Gunnars stive ben. Gunnar koblede ud med sit venstre ben, og min far prøvede at mase gearstangen i første gear med venstre arm, samtidig med at han med højre styrede gaspedalen og dirigerede Gunnars dobbelte udkobling.

- Det mislykkedes. –

Først holdt lastbilen stille et øjeblik, så begyndte den at trille baglæns, hurtigere og hurtigere, - Ned mod det skarpe sving med den stejle skrænt, og det med en særdeles urutineret chauffør ved rattet. - Det ville ende gruelig galt. De så begge i ånden, hvordan lastbilen ville vælte ned ad skrænten med dem og hele lasten af sildetønder, melsække og andre købmandsvarer i én pærevælling. De ville sandsynligvis blive dræbt begge to. - Det gjaldt nu om at tænke hurtigt. Min far kunne sagtens have nået at hoppe ud, men han ville ikke forlade sin bror med det stive ben. - Han kunne i hvert fald ikke nå at komme ud. - Min far kiggede bagud og fik øje på et af de tykke vejtræer i svinget. Det ville være bedre et ramme det, end at trille ned ad skrænten. Min far lænede sig over og overtog rattet, men det var bestemt ikke let at styre. Han kunne ikke se ud af bagruden for det store læs, så han måtte bruge sidespejlet i venstre side, og sørge for at ramme træet, - lige midt ind i ladet, så lastbilen ikke svingede rundt. – Det var altså ikke let! De kunne ikke gøre andet end at vente i frygtelige lange sekunder. - Træet kom nærmere og nærmere, indtil der lød et kæmpebrag og alle de midterste bundbrædder fra ladet kom farende ind under sædet og ud under deres ben. - De sad nu næsten fastklemt, men havde ikke brækket benene, skønt min stakkels onkels stive ben nær var blevet ”bøjeligt” igen. Først sad de som lammede, men begyndte så at vrikke og vride deres ben fri af plankerne, så de kunne komme ud. Utroligt nok kom de slet ikke til skade udover hudafskrabninger på benene og forskrækkelsen. Lastvognen blev selvfølgelig senere repareret igen. Da

kom

hjem

ville

min

far

ikke

fortælle

sin

svoger

vognmanden, at det var Gunnar der havde kørt lastbilen, så han måtte ”indrømme”, at han havde kikset et gear, og det var jo i og for sig også rigtigt, idet det jo var min far der havde prøvet at få den ned i 1. gear. Men for at flytte krigen over i fjendens lejr, bebrejdede min far onkel Niels, fordi han ikke havde sørget for at bremserne var i orden. - Havde de været det, var den ulykke aldrig sket. - Hvad tror du din kone Marie ville have sagt, hvis du var skyld i at begge hendes brødre var blevet dræbt? Efter den tid blev bremserne altid holdt i orden. Mange år senere cyklede min far, min lillebror og jeg ud til Mariager fra Hobro, hvor vi boede under krigen, og min far viste os det store ar i træets bark, hvor lastbilen havde ramt.

På billedet ser man vejen på Hohøj med det skarpe sving i bunden. Det var lige her de kørte baglæns nedad på en dengang meget smallere vej Min fætter Marius fortalte om en episode i Skrødstrup, da han selv var fem-seks år. En søndag morgen skulle Niels og han i Ford T’en køre til Mariager og hente friske rundstykker.

Købmandsforretningen lå på en sidevej til hovedvejen gennem Skrødstrup og Niels kører i rask fart ud på hovedvejen uden overhovedet at se sig for, - for hvorfor skulle han dog det? – Der var jo kun hans og sognefogedens biler på hele egnen og det var søndag. Men her tog han gruelig fejl, for lige netop sognefogeden kommer i samme nu kørende fra højre. De støder sammen, men det er kun Niels der får højre forskærm krøllet ind til hjulet. De stiger ud af bilerne og Niels rykker skærmen fri af hjulet og mener, at der ikke er nogen grund til at gøre mere ud af det. Skylden var jo hans, og sognefogedens bil havde ingen skade lidt. Det var hans venstre forhjul der havde trykket skærmen ind. - Dengang var der ingen kofangere. - Skærmen ordner smeden i morgen, - sagde Niels og de kørte videre efter rundstykker i Mariager. Marius fortalte om endnu en episode med min far og lastvognen. Købmanden kørte jo også som vognmand med grus for sognet. Det blev brugt til at reparere hullerne i de mange grusveje om foråret. En dag holdt min far med et sådant læs grus, som han smed i hullerne, kørte lidt frem til et nyt hul, osv. Han kunne derfor ikke undgå at spærre vejen for eventuelle hestevogne og biler, hvis der da kom nogen. - Det gjorde der jo ikke så tit, men pludselig lyder der et langt dyyyt henne fra forenden af lastbilen. Min far, der står med ryggen til, er næsten færdig med at læsse grus af i det hul han er kommet til, så han reagerer ikke. Han skal lige være færdig. - Nu lyder der igen et meget utålmodigt dyyyt og en vred mandsstemme råber: - Se så at få flyttet den lastvogn i en fart. Nu taber min far tålmodigheden, retter sig op og råber vredt ned til den utålmodige bilist, der står ved siden af sin personvogn:

- Så tag dog lige og hold din kæft. – Jeg er snart færdig. Bilisten bøjer sig nu ned og rækker ind i sin vogn. Han tager en meget guldtresset politikasket frem og sætter den på sit hoved og nu kan min far, til sin store forskrækkelse se, at det er politimesteren i Mariager han lige har sagt hold kæft til. - Det var ikke så godt, for den slags myndigheder havde man dengang stor respekt for og de talte tit hovent og nedsættende til almindelige mennesker. Politimesteren spørger nu min far, om han har et kørekort. Det har han heldigvis, men desværre ligger det hjemme i Skrødstrup. – Kør vognen ind til siden og gå så hjem efter kørekortet. Så venter jeg her, – lød det så. Min far måtte nu gå de fire-fem kilometer der var hjem til Skrødstrup efter kortet, og da han kom tilbage var politimesteren selvfølgelig for længst kørt, men min far var dog sluppet billigt, han kunne let have fået en bøde for den episode.

”Topsitop” Min onkel Niels havde også en personvogn, nemlig en Ford T årgang ca. 1923. Den var først med kaleche, men senere fik han sat en danskbygget fast top på, en såkaldt ”Topsitop”. Karetmagerne på den tid levede højt på at lave fast tag på åbne biler, da disse var ved at blive umoderne. Han fik også sat et ekstra reservehjul i højre forskærm. (Se side 37). Man punkterede nemlig tit på datidens mange grusveje og så er det godt at have to reservehjul. Det var hurtigere at skifte hjul uden at skulle lappe. Jeg kan derfor tænke mig, at han også brugte den som lillebil, dvs. taxa, og måske også lejede den ud uden fører, som det hed dengang, men jeg ved det ikke sikkert.

Det er min far der sidder på køleren med den mærkelige hat. - Det er hans søskende der sidder inde i bilen.

Samme bil med ”Topsitop” på skovtur.

Snapseskænkemaskinen

Jeg har altid haft en lidt anderledes og spændende familie og min onkel Niels, som her er omtalt, var en af dem. Han var en munter fyr der foretog sig meget. Når han i sine unge dage i 20’erne holdt gilde for sine venner, havde han fået snedkeren, som var en af disse venner, til at lave denne snapseskænkemaskine a la Storm P. Den blev trillet rundt på bordet efterhånden som snapseglassene skulle fyldes igen. Den fungerer ved at man drejer på det lille røde vinkelhåndtag, der med et snoretræk over et hjul, drejer snapseflasken op i vandret plan. Snapsen løber nu ned i et lille indbygget snapseglas. Ved en omhyggelig justering vil en lille rød pære begynde at lyse, når glasset er fyldt.

Man drejer nu flasken ned i lodret igen, griber om det lange lodrette håndtag og skubber det frem. Nu vipper det fyldte indbyggede glas ned i vandret stilling og snapsen løber ud i tragten, hvorunder man så gerne skulle have anbragt sit eget snapseglas. Jeg har arvet denne fantastiske maskine og bruger den til de af mine fester hvortil der drikkes snaps. Det er en virkelig god undskyldning lige at ville prøve maskinen igen for at få sig endnu en snaps. Den blev brugt ved min fars 50-års fødselsdag i 1958 og min far, der ellers aldrig drak, ser nu alligevel ud til at have prøvet den på denne specielle dag. - Det skal være ham velundt.

DET GAMLE NEDLØBSRØR FORTÆLLER Min far og hans søskende besøgte jo deres forældre i Andrup til højtider som jul, påske og pinse. De havde så den skik at gå ud til et nedløbsrør på hjørnet af stuehuset og med blyant skrive deres navne, årstal og dato, samt hvilken højtid det var. Mange år efter, - engang i 1970’erne, viste min far mig nedløbsrøret, der stadigvæk sad på sin plads i det hus, hvor hans forældre havde boet 50 år før. Alle navne og datoer fra omkring 192o til 1926 stod der lige så fint endnu. Det var jeg imponeret over. Blyantskrift holder åbenbart godt, skønt det er udsat for vind og vejr. En dag i sommeren 1989, fik min far lyst til at gense egnen omkring Hobro og huset i Andrup. Det var jeg helt med på, for så ville jeg se om navnene stadigvæk stod på nedløbsrøret. Vi kom derop og bankede på. Der var ingen hjemme, så vi gik om til nedløbsrøret. – Stor skuffelse. Det var nu erstattet af et nyt i plastic. - Det var bare træls. Vi gik ud til bilen og skulle til at køre igen. Pludselig fik jeg en ide! - Ude på landet smider man jo alt metal i en dynge bag ved laden eller stalden, til der kommer en jernhandler, der vil købe det. Det gjorde man i hvert fald i gamle dage. - Jeg bad de andre om at vente et øjeblik og gik om bag ved laden og ganske rigtigt. Her lå en større dynge jern og metal, men jeg kunne ikke se noget nedløbsrør. Jeg flyttede noget af skramlet og pludselig dukkede der tagrender og nedløbsrør op, og jeg fandt netop det stykke, hvor alle navnene stod på og de kunne let læses endnu, skønt det var blevet lidt bulet. Jeg talte med naboen og gav ham halvtreds kroner, som han skulle give ejeren af huset – en ungkarl, så han kunne købe sig en øl eller to. - Det var helt i orden og han skulle nok fortælle historien.

På nedløbsrøret i venstre hushjørne stod de og skrev med blyanten ved højtiderne. - Her er de hjemme og besøge deres forældre i 1929, kørende i Niels’ Ford T. Min far i dybe tanker i 1989 ved det genfundne nedløbsrør. Man kan næsten fornemme hvordan minderne vælder frem. Da jeg kom hjem, tørrede jeg det forsigtigt af for løst støv og gav det en gang klar lak. Nu træder navnene endnu tydeligere frem og man kan røre ved det uden at navnene tager skade. – Hvad står der så på røret? - Ja, lad os træde ind i tidsmaskinen og se tiden for os dengang de fem søskende, under besøgene hos forældrene, stod og skrev med en gul Viking blyant på nedløbsrøret, sommetider i kulde og sne og på et forblæst hjørne.

Der står bl.a.: Arne Guldager 24.4.1926.Gunnar 1922. –

13.

juli

Dagny Marie Guldager den 1. maj 1924. Birgitte og Arne 23. december 1924. – Arne Guldager Juleaftensdag 1926.-, samt de samme, mange andre gange.

Nu står røret nede i pejsestuen, hvor alle der kommer på besøg selv kan studere det.

Her en sjov lille ting der er bevaret. Det er en slægtning der i 1926 har sendt et lille vers til min far, samt en tørret kvist fra hans fars gravsted på Begsnap kirkegård. (Se side 4). - Jeg fandt det i min fars gamle breve. Jeg så en stille stjerne lyse i nordvest. Jeg sendte med den hilsen til det fjerne Andrup i nordvest. Til lille Arne, fra fars grav. Vaar 1926.

Her er et billede af min far på den tid, højt til hest på gårdspladsen i Andrup. Min fars tredje barndomshjem.

Bemærk håndpumpen på gårdspladsen 39

MIN FAR FLYTTER HJEMMEFRA Nå, men tilbage til min far. Han ville nu være selvstændig og købte en lille landhandel, - nærmest hvad vi i dag ville kalde en døgnkiosk, i Nørager på Norddjursland. Nørager var dengang en meget berygtet og barsk by. - Danmarks wild vest. Der er utallige historier og avisartikler om ballade og store bråvallaslag der er udkæmpet her, mellem ballademagere og myndighederne i form af landbetjente. Der var også illegale spillesteder, hvor man spillede på ”6’eren”, som det vist hedder. - Man siger for resten at det er der skam stadig den dag i dag.

Dramatik i det gamle Nørager For nogle år siden var jeg inviteret til et guldbryllup i Fredericia. Jeg fik anvist en ganske bestemt plads lige overfor en ældre dame på 90 år. Det var meget vigtigt for hende, at jeg kunne høre hende, da hun havde noget hun gerne ville fortælle mig. Hun havde hørt fra værtsparret at jeg hed Guldager og hun havde også engang kendt en mand der hed Guldager og han var købmand i Nørager. Det var det hun nu ville fortælle mig om. Hun fortalte, at hun havde kendt min far da hun var en ganske ung pige og at hun havde tjent, netop som ung pige i huset hos en familie der boede lige i den anden ende af købmandshuset. Hun havde tit været inde og handle og købe slik hos købmand Guldager i tiden før han blev gift og kunne sagtens huske den høje mørkhårede mand. Hun syntes det var sjovt, at hun nu så mange år efter havde mødt hans søn og hun brændte derfor om at fortælle om tiden. Hun fortalte også en dramatisk historie fra den tid. En dag havde hun siddet og hvilet sig ude på trappen foran huset. Hun sad der nu også for at se om der foregik noget. - Det gjorde der nu ikke så tit fortalte hun. Men så skal jeg love for at der kom drama nok til den lille søvnige landsby lige netop i den stund, for pludselig kom der en hestevogn drønende ind fra østsiden af byen med to løbske heste foran. Men det var ikke det mest dramatiske, for oppe på bukken sad der en stor og kraftig dame i sort tøj og skreg i vilden sky og slog ud med armene. Hun havde ikke fat i tømmerne, de hang blot og slaskede ned over hamlerne. Der var ingen kusk at se på vognen. Hele dramaet nærmede sig trappen hvor den unge pige sad og hun trak sig

forskrækket ind i døren og det var godt det samme, for hestevognens venstre forhjul ramte trappestenen og vognen tippede i vejret, så den stakkels sortklædte dame blev slynget af vognen og havnede nede på den hårde grusbelagte vej og kom frygtelig til skade. Der blev bud efter en ambulance og hun kom på sygehuset, men desværre nogle få dage efter af sine kvæstelser. - Den dame huskede helt tydeligt dramaet hun oplevede som ung det levende for sig endnu.

sendt døde gamle og så

Det viste sig, at gårdejeren, der var hendes mand, fejt var sprunget af vognen da hestene løb løbsk og blot havde ladet dem løbe videre uden at have forsøgt at stoppe dem. Han havde simpelthen ladet sin stakkels hjælpeløse kone sidde alene tilbage på det løbske køretøj. Det blev han ikke populær af på egnen og da der var gået et par år solgte han gården og købte en anden helt nede ved Kolding. Men her slutter historien slet ikke for hør nu blot, hvordan det senere gik den feje gårdmand dernede. En dag, lige i begyndelsen af krigen, var han ude i marken og høste med selvbinder. Pludselig kommer der et tysk jagerfly drønende lavt henover marken. Hestene går selvfølgelig straks i panik og løber løbsk. Gårdejeren er så uheldig, at han falder ned i selvbinderen, der snurrer vildt rundt på grund af de løbske heste og bliver mast ihjel på stedet, så Nemesis fik ham altså til sidst. Det var dog en lidt grum skæbne han fik. Han kunne jo ikke gøre for at han var født fej, men da folk hjemme i Nørager hørte historien fra familien, syntes de nu alligevel, at han fik som fortjent efter den grimme historie med hans stakkels kone. - De havde langtfra glemt hans feje handling.

Forretningen 1935. - Jeg er født oppe på kvisten.

Samme forretning 2004

Min far forsøgte at få de unge, der kom i hans butik, til både at tænke på noget andet og samtidig lave en forretning ud af det, så han lavede noget alternativt. I forretningen mødtes de unge efter fyraften og drak sodavand, idet min far ikke måtte, og sikkert heller ikke ville sælge øl og spiritus, da det ville give alt for megen ballade. I stedet for tiltrak han de unge mænd med skydekonkurrencer med salonriffel

og luftbøsse i baglokalet. De købte så chokolade, flødeboller og alt muligt andet slik. Han solgte også andre landhandelsting, så som gryder, potter og pander, gummistøvler og træsko med mere. Han købte disse ting hos et en gros-firma i Randers. - Det hed Kjær & Andersen. Der var en sjov historie med flødebollerne. Chokoladetingene blev opbevaret i et glasskab, der stod på disken og fristede. En dag klagede kunderne over, at der ingenting var inden i flødebollerne. Det kunne min far ikke forstå, så han tog et par flødebolle ud af skabet, og ganske rigtigt; De var tomme. - Det viste sig at alle flødebollerne var fuldstændig tomme. Der var overhovedet intet af det hvide skum der plejede at være inden i. Det må være chokoladefabrikken der har glemt at fylde skum på snakkede de om. Men hvordan kunne det lade sig gøre? – Det var jo skummet der havde holdt chokoladen oppe, da det blev hældt flydende over. – Det var en stor gåde. Til sidst var der et kvikt hoved der opdagede et meget lille hul i chokoladen, helt nede ved kiksen i bunden, og man fandt så ud af at det måtte være myrerne, der om natten var kravlet ind i alle flødebollerne og havde ædt alt det dejlige hvide skum, rup og stub hvorimod de tilsyneladende ikke havde kunnet lide chokoladen. – Det er da en pudsig historie!

”BOBKONGEN” OG DET MINDEVÆRDIGE SPIL Men den store lidenskab var og blev bobspillet. Hele egnen spillede bob, og centrum, - hvor alle genierne mødtes, var min fars butik. Min far var selv en virkelig god bobspiller, men der var en mand, der blev kaldt ”Bobkongen” og han var helt suveræn. Ham kunne ingen slå og han vidste det godt selv. Han var sommetider utålelig selvsikker, men ellers en flink mand.

Engang havde han fået min far provokeret til at spille mod sig. Alle kunderne havde heppet og det var svært for min far at undslå sig, uden at gøre sig upopulær hos kunderne. De spillede om cigarer, som min far også solgte i butikken. ”Bobkongen” havde sikkert manglet cigarer, men ikke haft penge at købe for, og havde så regnet ud, at han da bare kunne spille sig til nogen gratis. - For hvem kunne slå ham? Som spillet gik hen over aftenen, kom min far jo også til at skylde ”Bobkongen” en hel del cigarer. For min far troede hele tiden: - Næste gang vinder jeg. Spillet var nemlig ret lige, men alligevel sådan at ”Bobkongen” lige akkurat vandt hver gang og nu ville han pludselig have alle sine cigarer. Det var jo mange penge der var på spil, og min far, der var født vestjyde, kviede sig ved tanken om at skulle af med de mange cigarer. ”Bobkongen” var en fattig karl fra en af de mange gårde på egnen, og min far vidste godt, at hvis ”Bobkongen” tabte, fik han alligevel aldrig pengene for de mange cigarer denne så havde tabt. Han fik nu en dristig ide. – Han sagde: Lad os tage ét spil mere og lad det være kvit eller dobbelt. Vinder du får du dobbelt så mange cigarer og vinder jeg er vi kvit, og du skylder mig ingen ting. - ”Bobkongen” og de andre troede ikke deres egne øren. – Det var dog for tåbeligt! - Man kunne jo ikke vinde over ”Bobkongen”, og de grinede højt over min fars dumhed. Men min far havde imidlertid lagt mærke til at ”Bobkongen”, der havde arbejdet hele dagen ude i den friske luft, - nu hvor klokken nærmede sig midnat og der var drøn varmt i lokalet, - var ved at blive træt og sløv. Han var også meget langsommere end

først på aftenen, så min far mente nok, at han havde en reel chance for at vinde, hvis han koncentrerede sig voldsomt. Der begyndte nu et spil, som folk på egnen kom til at huske og tale om i mange år fremover. Bobbrædtet fik en gang frisk kartoffelmel, så det blev super glat. Min far var rolig og koncentreret, mens ”Bobkongen” var overmodig og selvsikker ved tanken om den store gevinst. - Han kunne slet ikke erindre, hvornår han sidst havde tabt. Min far brugte alle trick. Hvis han ikke kunne få sin brik i hul, skubbede han med brikken ”Bobkongens” i umulige positioner. På den anden side kendte ”Bobkongen” alle mulige bagslag for at få brikken i spil igen, men måtte så bruge ekstra slag på det. - Min far tog sig god tid før hvert slag for at trække tiden ud, idet den jo arbejdede på hans side. - Så han måtte høre på mange hånende tilråb fra ”Bobkongens” tilhængere. Ind imellem blev der helt stille efter et slag, medens alle studerede stillingen, som den nu så ud. Da der kun var få brikker tilbage, stod det lige med to brikker til hver og det var ”Bobkongens” tur til at slå. Hans tilhængere havde under de sidste slag været nervøse for at han skulle tabe, og en flok karle på landet dengang var jo ikke særlig fintfølende, så de tillod sig at komme med hånende bemærkninger til ”Bobkongen”, som: - Er du ved at blive gammel? – Kan du ikke se brikkerne mere? - Det gjorde jo den trætte og svedende ”Bobkonge” endnu mere ukoncentreret og han kiksede minsandten et ellers sikkert stød. - Nu blev det min fars tur og han kunne – til sin store lettelse, gøre spillet færdigt og dermed vinde. Han slap nu for at komme af med de mange og dyre cigarer. Bobkongen var rystet og forlod forretningen med sine skuffede tilhængere.

Min far fortalte senere, at han ikke kunne erindre, at han nogensinde havde koncentreret sig så meget, hverken før eller siden, og at han fik en dundrende hovedpine bagefter. – Godt tredive år senere kom der en dag en mand ind i vores butik i Nørregade i Aarhus og spurgte efter Arne Guldager. - Jeg fortalte, at han desværre ikke var hjemme i øjeblikket. - Det var en skam, sagde manden. - Jeg ville ellers meget gerne have mødt ham. - Men du kan jo hilse ham fra ”Bobkongen”, - så ved han helt sikkert hvem jeg er. Han havde lige så lidt som min far glemt det mindeværdige spil hin sene nattetime i Nørager. - Det store nederlag han havde lidt, havde skabt alvorlige revner i hans ellers ufejlbarlige ry som ”bobkonge”.

MIN FAR MØDER MIN MOR Min far, var nu seksogtyve år og han var ungkarl og havde aldrig haft en kæreste. Han var høj, cirka en meter og halvfems og det var at være meget høj dengang. Han var også mager og lidt ranglet, men havde meget kraftige knogler og de tykkeste håndled jeg kan mindes at have set på nogen mand og selvfølgelig store hænder. Min mor sagde senere: - Det ikke var fordi han var særlig køn, men fordi han kiggede så forelsket på mig, at jeg faldt for ham. Min onkel Gunnar, - cykelhandleren i Gjerlev, havde fået en ny pige på tyve år i huset, og familien pralede meget af, at hun var så god til at lave mad. – Du skulle komme til middag en søndag Arne og spise hendes mad, sagde Gunnar en dag. - Det ville min far meget gerne, for han havde kun én kasserolle og i den kogte han havregrød om morgenen og røde pølser og kartofler om

aftenen, og det var hver dag, fordi det var så nemt. Det blev lidt ensformigt dag ud og dag ind. - Nå, men han tog til Gjerlev den følgende søndag og skulle jo selvfølgelig også lige ud i køkkenet for at se det nye ”madvidunder”. Der stod hun så. – Hende han skulle komme til at holde guldbryllup med. Hun var slank, lille og fiks og med en smart drengefrisure, som det nu var moderne dengang i tyverne. Hun var alene og stod og fløjtede over gryderne, lige indtil hun opdagede, at der stod en lang ranglet mørk mand og kikkede på hende henne i døren. - Da holdt hun op med at fløjte og så genert ned i gryderne og rørte på livet løs. Der lugtede så dejligt af lækker mad, at min far blev forelsket i hende på et splitsekund. - Her var en ung, smuk og dejlig pige, som oven i købet kunne lave mad. – Hvad kunne livet bringe mere?

Under og efter

middagen prøvede min mor at smugkigge på min far, men det var ikke let, for han fjernede ikke blikket fra hende i mange sekunder. Min far fortalte begejstret, at de havde fået kirsebærsyltetøj til maden og at den smagte helt vidunderligt. Det var fordi min mor havde taget stenene ud af bærrene. Stenene havde hun knækket, taget kernerne ud, ristet dem og kommet dem tilbage i syltetøjet. - At nogen gjorde så meget ud af maden forekom ham helt utroligt. Han var kun vant til røde pølser. Han havde aldrig før tænkt på at få en kone, men nu blev han klar over, at en sådan kunne han slet ikke undvære og her var virkelig noget at kæmpe for. – Måske kunne han hyre hende som husbestyrerinde og bruge det som undskyldning til at få hende i huset hurtigt. På den tid var det helt normalt at enlige mænd, dog især enkemænd, havde en kvindelig husbestyrerinde. Han talte med sin bror og forklarede ham, at han nu var nødt til at få sig en husbestyrerinde, for efter den middag kunne han ikke længere leve af røde pølser, og den husbestyrerinde kunne ikke være andre end deres unge pige. Min onkel var jo selvfølgelig ikke meget for allerede nu at skulle miste sit ”madvidunder”, men de aftalte alligevel at min mor kunne begynde hos min far fra den 1. november, hvis hun da selv ville. - Jeg ved ikke hvordan min far overtalte hende. Roste han hendes lille fine skikkelse, sødme og gode væsen? - eller var det hendes evner til at lave mad, han roste? - Jeg ved det ikke, men jeg håber da det var det første. Det er dog trods alt det vigtigste. Hun sagde i hvert fald ja og hun flyttede ind i lejligheden over købmandsbutikken.

Nu kunne en hel dag jo ikke gå med at lave mad og gøre rent. Det vil sige, den første uge gik med at gøre så rent, som en husmor nu engang vil have det og der havde jo kun boet en ungkarl i lejligheden.

Bolsjer i kræmmerhus

Hun begyndte så at hjælpe i butikken og det viste sig at være en ekstra gevinst, for nu kom der pludselig mange flere af omegnens karle ind for at se Arnes husbestyrerinde og selvfølgelig blev de jo også nødt til at handle lidt, så det gav mere omsætning. Hun var jo ikke gift, men min far - der var utrolig jaloux anlagt, - vogtede strengt på hende.

JEG BLIVER TIL Så kom der de lange vinteraftener efter lukketid og hvad så? Hvad laver to unge mennesker, der er skrupforelskede i hinanden. – Jeg har en lumsk mistanke om at de lavede mig, for pludselig skulle de giftes den 27. januar 1935 og jeg blev altså født den 26. August. - Men måske er det rigtigt, som nogen påstår, at jeg er født for tidligt og aldrig bliver rigtig voksen, men to måneder for tidligt - er det ikke lidt rigeligt, når det var en hjemmefødsel?

Så er jeg på vej. Jeg har allerede fået det første legetøj. – Se den lille hund på min fars skulder. Min mors familie sagde, at hun havde gjort det godt. Hun havde skiftet sit navn Helga HEDE ud med Helga GULDAGER. Her er min far og mor på søndagstur i foråret og jeg er tydeligvis med. Dog endnu minus ca. tre måneder. Se lige hvor flot de er klædt. Det er en elegant hat min mor har og se hvor stolt og rank min far ser ud! – Nu har købmanden jo en kone.

Hyggestund på kvisten i Nørager. Man kan se min mor er gravid. Jeg føler næsten jeg selv er med, hvad jeg jo i grunden også er. Her er en lille serie billeder fra tiden lige før jeg blev født. Min far var meget stolt af sit telt og han brugte det meget. Det er derfor dejligt jeg har det samme telt endnu og sommetider slår det op hjemme på græsplænen. – det er jo mit barndomstelt, - Det dufter stadig fuldstændig som dengang, og måske er jeg skabt i netop dette telt! – Hvem ved?

Jeg kan se min far selv har fremkaldt billederne på sit eget fremkalderudstyr.

Dette er det allerførste billede jeg har af mig selv. Nu har jeg fået hunden. Jeg blev født ti minutter i seks om morgenen oppe på kvisten over købmandsbygningen. Da fødslen var godt overstået, var det første min far gjorde at cykle til den nærmeste by, hvor der var en urmager. Her købte han et stueur til min mor som barselsgave. - Et rigtigt hjem skulle nemlig have et stueur. Han har nok været hjemme igen til den tid som uret viser. Jeg har stadig uret, der så er lige så gammelt som mig. Det har været gemt væk i mange år, men er nu taget frem, blevet renset og justeret. Det går stadig utrolig præcist og slår nogle flotte dobbeltslag. Jeg nyder lyden hver dag og tager urets holdbarhed som tegn på, at jeg selv vil være ligeså holdbar. Denne by kunne sagtens have været Nimtofte, og så har den Ford T, jeg langt senere købte af urmageren, holdt i garagen og allerede have været ni år gammel, da han hentede uret. – Fantastisk tanke ikke? Min far har ikke i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig, at hans nyfødte søn senere skulle blive ejer af urmagerens bil.

TIDEN FRA 1935 - 1937. Jeg blev døbt i Vivild Kirke en søndag den 2o. september 1935, og fik navnene Knud-Erik Guldager, men blev aldrig kaldt andet end ”But”. Jeg ved ikke om det var fordi jeg var buttet, men det er vel de fleste babyer. Efter hvad familien har fortalt blev jeg også grundigt forkælet og at min mor sang for mig hele tiden. Jeg blev en glad dreng. Døbefonten i Vivild.

Hos fotograf

På potten med sutteflasken Min mor og mig på trappen

Nu er jeg med på skovtur. Min mor har stadigvæk elegant tøj.

Glad dreng Kan selv stå

Trods det, at jeg vist var forkælet, var jeg dog flere gange i alvorlig livsfare. Engang skulle vi over at besøge min mors forældre, der boede i kæret ved Dalbyneder. Vi skulle sejle over Randers fjord ved Udbyhøj. Min far havde lånt en robåd af en fisker fra min mors familie. - Han hed Janus. Først gik min far og mor ned i robåden fra bådebroen, så skulle en ven af familien der hed Vagn, række barnevognen med mig i, ud fra bådebroen og min far skulle tage imod. Det gik fint og jeg kom vel ned i robåden, men da Vagn, - der var flink, men ret kejtet, - trådte ned i båden, trådte han på rælingen i stedet for ned i bunden.

Vagn

Robåden kæntrede og blev nu fyldt med vand og begyndte at synke med mig som spædbarn i barnevognen. Båden sank og stod på bunden med min far og mor i deres fine tøj. Vagn var selvfølgelig også røget i baljen. Nu var der heldigvis ikke dybere, end at de stod i vand til brystet, og barnevognen med mig fint på vandet. Var den nu kæntret og jeg mudrede vand, vil jeg da håbe, at de ville have at finde mig igen, inden jeg var druknet. - Men nu gik det heldigvis ikke så galt. Man fortsatte dog turen og fik tøjet tørret hjemme ved min bedstemor Signes komfur.

kunne bunde. De i, sejlede lige så faldet ud i det været i stand til

Min mors forældre Marius og Jensine Hede 1922

Her sidder de med børnene. Min mor Helga 8 år. Anna, Poul Anker, Svend Aage. SAFTEVAND I HÅRET Nu kommer jeg i tanke om en lille hændelse da jeg var fire år. Vi skulle ud og besøge mine bedsteforældre, der dengang boede i Ydbyhøj. Jeg var selvfølgelig i mit fineste tøj og jeg var lige blevet klippet hos frisøren på Banegårdsvej i Hobro, og havde fået noget lyserødt i håret der duftede noget så dejligt. Vi steg af rutebilen fra Randers ude på landevejen og jeg løb meget glad ad jordvejen op mod min bedstemor, der stod oppe ved huset. – Jeg råbte ivrigt: - Bedstemor, bedstemor. – Jeg er blevet klippet og har fået saftevand i håret! – Jeg så mig slet ikke for og faldt i det samme i et mudret vandhul. Alt mit fine tøj blev helt mudret og min mor skældte selvfølgelig ud. – Nu var jeg ellers lige så glad!

Den elektriske klo og ti øren Men nu skal vi tilbage til købmanden i Nørager. Min far eksperimenterede altid med elektriske ting. Det havde han gjort lige fra sin tidlige ungdom. - En af de ting han havde meget sjov med var et induktionsapparat. Jeg kan ikke huske, hvordan de første så ud, men det sidste var en stor rund glasplade med et hul i midten. Han havde fået den lavet hos en glarmester. Den spændte han op med en aksel gennem hullet i midten og placerede det hele på et trædesymaskinebord. - Yderst til højre var der en remskive af træ. Remmen fra trædemaskinens hjul kunne således trække glasskiven. Der var en firkantet filtskive der gned mod glasskiven og den frembragte induktionsstrøm - det vil sige en magnetisk strøm, ved at blive sendt gennem en spole fra en gammel bil. Jo hurtigere han trådte på trædemaskinen jo hurtigere drejede glasskiven og des kraftigere var induktionsstrømmen. Fra apparatet gik to ledninger med påloddede messingpatronhylstre fra en riffel. Når man tog en patron i hver hånd, og når han så drejede glasskiven fik man induktionsstrømmen gennem kroppen og det var på samme tid ubehageligt, men også meget spændende. Det var jo ikke farligt og det rykkede meget i alle muskler. Hvis han drejede meget hurtigt kunne man slet ikke slippe patronhylstrene igen, men man havde en aftale om, at når man ville slippe fri, råbte man bare: - STOP! Da jeg senere var blevet lidt større og havde fået en lillebror deltog vi i eksperimenterne. Som lokkemad lagde han en ti-øre i en dyb tallerken fyldt med vand. Den ene patron blev lagt ned i tallerkenen og den anden holdt vi i den venstre hånd. - Med højre

hånd skulle vi nu fiske ti øren op af tallerkenen. Vi måtte beholde den, hvis vi kunne få fat i den. Han satte selvfølgelig godt med strøm på, så vores fingermuskler straks trak fingrene sammen i en stram klo, når de kom ned i vandet. Vi kunne nu ikke åbne dem og tage tiøren. Men jeg fandt på en fidus. Inden jeg stak hånden ned i vandet strakte jeg alle fem fingre så meget ud, som jeg kunne og strammede musklerne så fingrene næsten strittede bagud. Så satte jeg hurtigt hånden ned i tallerkenen og strømmen gjorde så det, at fingrene uimodståeligt krummede sig sammen i en klo, og nu var det bare om at holde hånden sådan, at fingerspidserne krummede sig sammen om ti-øren. Det blev jeg til sidst ret god til, så det med pengeindsatsen holdt op igen. Nu konkurrerede vi kun om hvem der turde tage den stærkeste strøm uden at råbe stop.

Helvedes maskinen Da min far havde butikken i Nørager, brugte han også at lege med induktionsstrøm. Den gang var det kunderne om aftenen, der konkurrerede. Da det rykkede så voldsomt i musklerne havde denne induktionsstrøm fået ry for, at den var god til at lindre gigt med. En god gang behandling ligesom lindrede gigtsmerterne et stykke tid. En aften kom en fornæret ældre bondemand ind i butikken med sin lille radmagre og gigtplagede kone. Han spurgte min far, om han ikke kunne give hans kone en ordentlig tur med gigtmaskinen, for hun led så skrækkeligt af gigt. - Min far spurgte ham,

hvorfor han dog ikke gik til lægen og fik noget medicin mod gigten, men det havde han prøvet, det hjalp ikke og så var det også for dyrt, sagde han. Han ville altså hellere lade sin gamle magre kone, - der nu stod ved siden af ham, rystende af skræk over at blive koblet til denne helvedesmaskine, der gav strøm, - lide, for at spare nogle af sine sammensparede skillinger. Min far nænnede ikke at give den stakkels gamle kone strøm. Hun så også alt for skrøbelig ud. Sæt hun ikke kunne tåle strømmen og faldt død om. Sikke en ballade der så ville blive. Så den digre bonde måtte gå hjem igen med konen, og det var hun helt sikkert lykkelig for. - Så var det trods alt bedre at lide af gigten.

Bedstefar - den rare skomager Min bedstefar var nu skomager i Lystrup. Han boede i et hvidt hus i svinget i østsiden af byen, og jeg elskede at komme i hans værksted. Der var for mig en utrolig dejlig duft af læder.

Skomagerhuset i Lystrup 1935. I dag er det gult. 60

Jeg ved ikke hvorfor, det må have ligget i mine gener, for jeg syntes, at denne lugt af læder virkelig var noget jeg godt kunne lide at indsnuse og jeg stod tit og kiggede på, når han forsålede sko. Han havde forskellige maskiner der blev trukket af brede remme ligesom på et gammeldags tærskeværk. - Han kunne flytte dem over fra en elektromotor til de forskellige maskiner. En sad der runde skiver på der kunne raspe lædersålerne i kanten og en anden kunne polere overlæder. Han havde en skoambolt, hvor han satte skoen på, medens han slog træpløkker i sålerne. Nogle gange brugte han søm, men andre gange brugte han de små træpløkker. Dem var jeg meget fascineret af. Jeg kunne ikke forstå, at de kunne holde sålen på plads og har aldrig regnet ud, hvordan det kunne lade sig gøre. Sålerne var selvfølgelig også limede, men alligevel og hvorfor af træ? Pløkkene var ca. en cm. lange og tændstiktykke.

Kristian Kristiansen arbejder i værkstedet 61

Min bedstefar havde en husholderske der hed Dagmar og hun var enorm tyk og bred. - Os børn mente i hvert fald, at hun var nødt til at gå sidelæns gennem dørene for at mase sig igennem, - men hun var virkelig god til at lave mad. Vi skulle altid bede bordbøn før vi spiste og sidde med foldede hænder og kigge ned på gulvet. - Den lød, - så vidt jeg husker den, således:

I Jesu navn går vi til bords at spise og drikke på dit ord Dig Gud til ære os til gavn, så får vi mad i Jesu navn - Amen.

Så kunne vi endelig spise maden, som vi glædede os til, for det var jo Dagmar der havde lavet den. Min fars familie samlet til fødselsdag.

Man ser Dagmar i al sin vælde yderst til højre og bedstefar til venstre. Jeg står ved siden af ham. 62

Min far i en uniform af en slags. – Måske til en byfest? Halvsøster Krista og en nabodreng FAMILIEN ÆNDRER KURS Forretningen i Nørager kunne ikke rigtig løbe rundt og give penge nok til en familie. Der var dårlige tider, folk var fattige og mange var arbejdsløse, så min far lukkede. Til maj l937 flyttede vi til nabobyen Vivild og her kommer jeg i livsfare for anden gang. Her boede vi på første sal i et hus der tilhørte en gartner der hed Kronborg. Jeg kunne nu løbe rundt og en dag, da jeg var næsten to år, stod min mor nede i gartneriet og talte med fru Kronborg. Pludselig kunne hun ikke høre mig mere og siger forskrækket: - Hvor er ”But”? – Lidt bag hende stod en trætønde til regnvand. Den var næsten trekvart fuld og op af tønden stak

der to små fødder. Hurtigt halede min mor mig op. Jeg havde slugt en masse vand, og kunne først efter et stykke tid stikke i et mægtig forskrækkelsens hyl. Jeg er da glad for at en mor altid i baghovedet hører efter sine unger, ellers kunne jeg jo ikke sidde og skrive dette. Naboen til gartner Kronborg var en pensioneret snedker og jeg har senere fået et vide, at han i sine unge dage var udvandret til Chicago. Det var her han var blevet uddannet til snedker med speciale i ligkister. Det lyder meget sandsynligt, for i de dage var der vist meget brug for ligkister i netop denne by. Han rejste nu hjem igen til Vivild. Her blev man ihvertfald ikke skudt på gaden. Min mor fortalte, at hvert forår slæbte han to fine ligkister op af sin kælder og satte dem ud i gården for at lufte dem. Ligkisterne var til ham og hans kone. Dem havde han lavet som noget af det sidste snedkerarbejde, før han holdt. Så vidste han da, at de kom til at ligge i ordentlige kister, når de døde. Min mor syntes at det var lidt makabert, men i grunden var det jo meget fornuftigt set fra en snedkers synspunkt.

Vivild kirke 64

Mønterne på den tid

En halv krone! 1940 Disse gamle mønter fandt jeg på min fars loft. - De er alle fra Christian den X’s regeringstid 1912-1947 65

Lidt om min fars søster Birgitte Birgitte var nu gift med den finske ambassadør Hugo Valvanne.

Der er en masse at fortælle om Birgitte, men det vil fylde alt for meget her.

Birgitte Valvanne

Hugo

Jeg vil dog vise nogle få eksempler. Da hun var ambasadørfrue i Indien traf hun mange prominente mennesker, blandt andre Indiens premierminister Nehru og var veninde med Indira Gandhi. Hun skrev flere bøger om Indien. Blandt andre ”Indien var mit hjem”.

Indira Gandhi og Birgitte

Nehru og Birgitte 66

Hun var i mange lande som ambassadørfrue og også i Kina, hvor hun trykkede Formand Mao i hånden flere gange til store banketter, hvor femtusinde mennesker kunne sidde ved veldækkede borde. Hun fortæller også, at hun altid kunne få han til at le, undtagen dengang hun så ham lige ind i øjnene og sagde: - Kunne De ikke have ladet Tibet i fred? - Da blev Maos øjne som de lotusdamme hun lige havde besøgt – mørke og kolde som is og hun blev pludselig bange. Hun kunne være glad for at hendes mand var en højtanset diplomat, for ellers var der nok faldet et hoved. – Ingen kritiserede normalt formand Mao og slap godt fra det.

Medens hun var i Indien, skrev hun flere bøger, blandt andet: Indien var mit hjem. I Kina skrev hun bogen:

”På alfarvej i Kina”

Hun mødte også Dalai Lama i et stærkt kinesisk bevogtet kloster på grænsen af Kashmir, i Dharmsala. Men hele historien om Birgitte beretter jeg om i en senere lille bog.

Det var et lille udvidet uddrag fra mine erindringsbøger. Har man lyst til at læse mere, kan man gå ind på min hjemmeside www.keguldager.dk Dette uddrag er fra MIT LIV I

Oktober 2019

Knud Erik Guldager