Hvidøje den grusomme

Historien om

Hvidøje den Grusomme fra Tangsøen

Knud Erik Guldager 1

Hvidøje den Grusomme fra Tangsøen.

Den lillebitte geddeunge lå inde i sit æg i det lune lave vand tæt ved bredden i Tangsøen.

Tangsøen set fra fiskerhuset.

Han følte sig tryg, idet han ubevidst var klar over, at han var omgivet af en masse af sine søskende.

Han følte dog, at den halvt gennemsigtige geleæggeskal, han var omgivet af var begyndt at stramme lidt vel rigeligt, og det var irriterende, at alt udenfor ligesom lå i en tæt tåge. Han ville så gerne ud af skallen og se den spændende verden. Han havde en umættelig livslyst af så lille en geddeunge at være.

2

Så en dag oprandt det store øjeblik, hvor æggehinden brast. Ivrigt masede han sig ud af revnen, næsten før den var stor nok.

Men skuffelsen var stor. Udenfor var verden ligeså tåget som inde i ægget. Han havde dog troet, at vandet var klart, så han kunne se at finde noget at spise. - Det var nemlig nu det eneste han tænkte på. Han følte en grusom sult og en hensynsløs lyst til at sætte sine små allerede syleskarpe tænder i næsten lige meget hvad, bare det kunne spises.

Han følte, at der var andre fisk over det hele, men han kunne ikke se dem, så han snappede ud efter dem i blinde, selvom det sikkert var hans egne søskende.

Pludselig følte han en stor smerte nede ved halefinnen. Det var en af hans mange søskende, der havde bidt sig fast i ham. Den havde heldigvis kun fået fat i selve finnen. Rasende vender han rundt og snapper ud efter forbryderen, for han er straks klar over, at den er ude på at æde netop ham.

Det havde indtil nu slet ikke været i hans tanker, at han selv kunne blive ædt af sine søskende og han følte sig meget fornærmet over, at de kunne finde på at spise netop ham. Han følte jo, at netop han, var født til noget særligt. - Han var slet ikke klar over, at de fleste af hans søskende følte helt det samme.

Hans lynhurtige snappen gav resultat. Han fik fat på angriberen henne ved dens hoved. Han bed til og den anden slap straks sit bid i hans finne. Det næste han tænkte var: - Jeg æder den. Det er mad. Blandt gedder er der ikke så megen finfølelse. Kan det spises, er det mad. - Søskende eller ej, det betyder ingenting.

Men på grund af sin manglende erfaring, var han ikke klar over at en gedde altså ikke kan sluge et bytte på størrelse med sig selv, og efter at have forsøgt et stykke tid, blev han denne erfaring

3

rigere og han begyndte at lede efter et mindre bytte, som han kunne sluge. Han svømmede lidt væk fra de andre og ned mod bunden. Han kiggede og kikkede, men al den tætte tåge gjorde det meget vanskeligt for ham. Han lærte dog efterhånden, at mærke efter bevægelser i vandet. Var der noget der bevægede sig, var det også noget levende og var det levende og småt, kunne det ædes.

På den måde lærte han at finde føde, men selvom han brugte al sin tid og energi på det, fandt han slet ikke så meget som sine søskende, og de blev derfor hurtigt meget større og de begyndte derfor at jage ham.

Livet blev med et meget farligt, for han kunne ikke se dem komme, før de var meget tæt på ham og han lærte derfor at svømme ind mellem de tætte rør i sivene og gemme sig her. Nu kunne han meget bedre føle bevægelserne i vandet når nogen nærmede sig, for de strejfede tit rørene i deres iver for at få fat på ham og så kunne han nå at smutte væk. På den måde overlevede han det første års tid.

Det var ham dog stadig en stor gåde, hvordan de andre så let fik øje på ham og anden føde, så de kunne vokse sig større, medens han havde så svært ved det.

Han var nu under det halve i størrelse af sine samtidige søskende. Han begyndte at føle sig lidt ensom og udenfor geddesamfundet. Han blev lidt deprimeret. Han havde jo så store tanker om sig selv og sin fremtid. - Det kunne da ikke passe, at netop han resten af livet skulle gå og gemme sig helt inde mellem de tætte siv. Han følte jo selv, at netop han var skabt til at jage på de bedste områder af søen. - Ja, simpelthen til at være hersker af søen.

Han spekulerede og spekulerede. Hans skaber måtte have begået en fejl, dengang han passerede den pegefinger, der skulle fuldende ham. Skaberen måtte være blevet distraheret af et eller andet og måtte have kigget væk, lige i det øjeblik, hvor netop han

4

passerede og det var måske derfor, at han ikke var blevet fuldendt og ikke var blevet som de andre.

Han var dog ikke selv klar over hvilken fejl der var blevet begået, for han troede, at verden var ligeså tåget for de andre, som den var for ham selv. Han var slet ikke klar over, at de andre kunne se alting klart i søens ret klare vand. Han havde aldrig talt med de andre fisk i søen, da han havde været nødt til at holde sig for sig selv og hele tiden holde sig godt skjult for ikke at blive ædt.

Tangsøen.

Så en dag, da han stod inde i skyggen midt i et tykt bundt rør, kom to halvstore gedder langsomt svømmende forbi. De standsede lige ud for sivbundtet. Hans hjerte stod næsten stille af skræk for at de skulle opdage ham. Men de var lidt sløve i det varme sommervand, så de bemærkede ham slet ikke, så længe han ikke rørte sig. Det vidste han godt. Han skulle i hvert fald ikke lave nogen bevægelse i vandet. Det havde han lært. Det var jo sådan set det, han netop overlevede på.

Pludselig siger den ene af gedderne til den anden: - Jeg er så grusom sulten, men i den sidste tid har det været lidt svært at komme helt tæt hen til mit bytte. De ser mig altid for tidligt. Jeg ved godt, at man skal snige sig ind på byttet, eller ligge på lur og så fare frem og snuppe byttet, men jeg er altså født utålmodig, så jeg er altid for ivrig, og derfor opdager de mig.

5

Ja, - du skulle snakke, - siger den anden, - nej jeg kender en der har problemer, men han klarer sig alligevel, selvom han er en undermåler. Han en nemlig næsten blind. Han er født med en hvid hinde foran sine øjne. Hans øjne fejler sådan set ikke noget, men han har meget svært ved at se igennem den hvide hinde der dækker dem.

Han bliver helt sikkert aldrig til noget, for nu svømmer han hele tiden rundt i det tætteste skjul og æder de andres små unger. - Men det får jo nok en ende en dag. Der skal nok være én eller anden der ser ham en dag hvor han er uforsigtig, og så bliver han ædt og hans lidelser er forbi, og det er nok også det bedste. Vi kalder ham for resten ”Hvidøje den Ynkelige”. Du kan let kende ham, når du ser ham. Hele øjet er hvidt og ser du ham, er han et let bytte for en som dig.

Den lille undermålergedde med det store ego, havde under hele denne samtale stået og lyttet meget intenst og det gik op for ham, at det var ham de talte om. - Ville det sige, at alle de andre fisk i søen kunne se klart og at verden ikke var tåget for dem. - Ja, det måtte simpelthen være forklaringen. Det var denne fejl som skaberen ikke havde fået rettet, da han havde passeret hans pegefinger.

Skulle han, der havde så store tanker om sig selv, nu gå og gemme sig for alle fisk, der var større end ham selv, indtil han en dag måske begik en fejl og han blev ædt. - Skulle netop han finde sig i at blive kaldt en stakkels undermåler. Så kunne han ligeså godt svømme ud midt i søen og blive ædt med det samme, for en sådan fremtid var ikke lige netop den, han havde forestillet sig, da han klemte sig ud af ægget. Da han havde stået og sundet sig lidt, efter det store chok han havde fået, forsvandt depressionen og hans store ego fik overtaget.

Nej, - han skulle absolut ikke ædes og ingen, - slet ingen, - skulle vove at kalde han en stakkels undermåler. Det navn de nu havde givet ham, nemlig ”Hvidøje den ynkelige” skulle han vide at forvandle til ”Hvidøje den Grusomme”. - Det skulle han nok sørge

6

for og det svor han. – Han, der nu stod der og kun var halvt så stor som sine samtidige og var så frygtelig mager.

Det ville ikke blive nogen let opgave, men han var jo født med et stort ego og en jernvilje, som var noget af det største i hele Tangsøen, så han skulle nok finde en udvej, hvis han tænkte sig rigtig godt om.

Jeg må finde et sted ude i siden af søen, hvor der er en lille smal vig med siv og rør på begge sider og rør inde i bunden mod bredden. Det åbne vand mellem rørene skal være ret lavt og meget smalt. Så kan ingen større fisk, der kan æde mig, komme bagfra eller fra siderne, og så kan jeg bedre koncentrere mig om åbningen ud mod søen. Denne vig skal være på nordsiden af søen, så solen skinner ned i vandet fra syd. På den måde bliver skyggerne af de fisk der svømmer forbi meget tydeligere.

Hvis jeg kan finde et sådant sted, kan jeg stå på lur og lynhurtigt skyde frem og snappe byttet før det opdager mig i den smalle åbning. Den blev enig med sig selv om, at det var en genial plan.

- Den havde jo heller ikke andre at drøfte planen med, så den var nødt til at tale med sig selv.

Han begyndte nu at lede efter et sådant sted på nordsiden af Tangsøen. Han begyndte nede ved Flynderåens udmunding i søen.

Der var mange små vige i sivene, men enten var vandet for dybt, eller også var vigene for dybe eller for vide. Det var slet ikke let at finde den, - efter Hvidøjes mening, helt ideelle vig. Det tog lang tid. Han søgte i mange dage, for hele tiden skulle han holde sig godt skjult inde i de tætte siv, for ikke selv at blive ædt.

Det begyndte at se håbløst ud, og havde han kunnet tænke som et menneske, ville han sikkert have følt stor selvmedlidenhed, men nu var han kun en undermåler af en gedde, og oven i købet med et stort handikap, så han tænkte slet ikke i de baner.

7

Han blev bare ved og ved, - men han tænkte dog, at der måske slet ikke fandtes et sådant sted. Måske eksisterede det kun i hans egen fantasi. Måske var det bare ønsketænkning, - et sådant paradis for en handikappet gedde, der ellers, ifølge naturens normale gang, for længst skulle have været ædt. For det er jo netop det naturen normalt sørger for, - at alle vanskabninger, der ikke kan klare sig selv, bliver ædt. På den måde har naturen altid reguleret de levende skabninger, så det kun er de sundeste og stærkeste, der overlever og bringer slægterne videre. Kun mennesket har fået så stor en intelligens, at det står uden for disse regler.

Hvidøje leder efter sit ”gode” sted.

I sin søgen efter et egnet sted, var Hvidøje en dag ved at komme grusomt galt af sted. Han svømmede som sædvanligt forsigtigt frem inde mellem rørene og pludselig ser han et underligt rør stå mellem de andre. Det er tykkere og lidt rødligt. Det lignede ikke et almindeligt rør. Nysgerrigt svømmede han hen til det. Pludselig kom der en lille bevægelse i røret og med en hårdt tillært refleks, var han væk som et lyn.

Det var meget heldigt for ham, for i det samme fór et langt spidst næb ned i søbunden, lige der, hvor han havde været et splitsekund før.

På den måde lærte han at tage sig i agt for rør, der var lidt røde og tykke, for ovenpå dem sad der altid en sulten fiskehejre.

8

- Så nu havde han også den fjende at tage sig i agt for. Det var slet ikke let at være en lille undermåler af en gedde i Tangsøen.

Her i krogen af Tangsøen fandt Hvidøje sit jagtparadis.

Hvidøje var nu kommet helt op i vestenden af Tangsøen uden at have fundet det lille paradis han drømte om, men så en tidlig morgen fandt han alle tiders drømmejagtsted. Det var endnu bedre, end han havde forestillet sig.

Der var først et lille stykke, - netop så smalt som det skulle være, men inde i bunden var der et rør på 30 centimeter i diameter. - Dette var simpelthen ideelt. Her kunne Hvidøje stå, inde i røret, helt uset af alle. Der kunne ikke komme nogen bagfra og der var jordsider på det lille smalle stykke foran røret, så der kunne heller ikke komme nogen fra siderne. Der var ingen høje rør der skyggede for solen, så den ville kunne kaste nogle meget tydelige skygger af de fisk, der passerede forbi allerede fra morgenstunden, når den stod op i øst og ligeledes hele dagen til den gik ned i vest.

9

Nu følte Hvidøje straks, at her havde han fundet et blivende sted.

Her ville han kunne jage i ro og fred og vokse sig stor og stærk.

Nu skulle han vise dem, at han ikke længere kunne siges, at være en ynkelig lille fyr, der kun åd de andres unger. Nu skulle selv de større fisk til at passe på, og han skulle lære dem at frygte netop hans sted i søen. De skulle for fremtiden lære, at her herskede, ikke ”Hvidøje den Ynkelige”, - men ”Hvidøje den Grusomme”.

For at opbygge sit ry som grusom, begyndte han nu at fare frem efter enhver skygge der kom forbi, og det gjorde han enten han var sulten eller ej. Når han var sulten spiste han naturligvis et passende bytte, men mangen en aborre eller en mindre gedde fik jaget sig en ordentlig skræk i livet, når der pludselig, ud fra ingenting, kom en sulten gedde med gabet højt åbent og med to uhyggelige hvide øjne.

Hvidøje den Grusomme

De fisk der havde været udsat for disse skinangreb blev naturligvis meget forskrækkede og de fór rundt i søen og fortalte om en monstergedde, der i deres skrækslagne fantasi tit blev gjort meget større, end den i virkeligheden var.

10

På den måde fik han forvandlet sit navn fra ”Hvidøje den Ynkelige” til ”Hvidøje den Grusomme”.

I det rør stod han så og voksede sig større år for år. Han oplevede ganske vist ikke så meget, men han var alligevel lykkelig og tryg i sit rør.

Men en dag var det alligevel ved at gå galt. Der var kun gået et par måneder efter han havde fundet sit gode rør og han var endnu ikke så stor. En aften mærkede han pludselig nogle underlige rystelser i røret. Det havde han aldrig mærket før og han var af gammel vane straks i beredskab og havde alle sanser vakt. - Det fik han så sandelig også brug for, for pludselig blev han med voldsom kraft suget ind i røret, og kun fordi han havde haft alle sine forsvarsmekanis mer oppe på fuld alarm, lykkedes det ham at slippe ud af røret, trods det voldsomme sug.

Hurtigt måtte han for en gangs skyld forlade sit sikre skjulested og søge lidt ud i søen og ind mellem de sikre siv. Her stod han hele natten, for suget i røret fortsatte.

Først om morgenen standsede det og han kunne igen søge ind i sit trygge rør.

11

Denne sugen i røret kom hvert forår og fortsatte sommeren igennem med ujævne mellemrum. Han blev efterhånden vant til det.

Men når det skete, smuttede han straks ud i sivene og blev der, til det hørte op.

Hvidøje vidste det selvfølgelig ikke, men røret førte ind til en vandbrønd inde på marken. Manden oppe på den nærmeste gård havde lavet denne brønd, som han sugede vand fra til at vande sine marker med. Han havde en stor elektrisk pumpe siddende i brønden. Det vand der på den måde forsvandt, blev så erstattet med vand fra søen gennem det rør som Hvidøje stod i.

Vandbrønden og søen

Han var efterhånden blevet virkelig skrap til lynhurtigt at fare frem, når en skygge af passende størrelse passerede forbi åbningen. Han fik dog ikke megen anden motion end den, han fik, når han i voldsom acceleration fór frem for at æde eller skræmme.

Han var faktisk blevet lidt fed af en gedde at være, men det er

12

godt i naturen. Så havde han lidt at stå imod med, hvis der en dag skulle blive mangel på føde.

Det blev der faktisk et tidligt forår. Der var ikke kommet mange skygger forbi Hvidøjes åbning. Han var begyndt at føle stor sult og det havde han ikke prøvet i lang tid.

Der boede en mand i et gammelt fiskerhus tæt ved søen. Denne mand var lystfisker og han havde lagt mærke til, at der somme tider på et bestemt sted i søen, kom en bevægelse af en meget stor fisk. Det var for enden af en grøft, hvor et rør mundede ud.

Men når han kom derhen, var der aldrig nogen fisk at se. Det undrede han sig lidt over, men han regnede med, at en stor gedde af og til kom forbi røret for at se, om der var noget spiseligt på det sted og er der noget en lystfisker gerne vil, så er det at fange en stor gedde.

Mandens båd og fiskegrej.

En tidlig morgen tog han derfor et stykke snøre og en stor krog.

Han satte en god madding på krogen og smed den et par meter ude i søen. - Lige ud for røret.

13

Hvidøje hørte denne morgen et stort plask i vandet ud for sit rør, men kunne ingen skygge se og reagerede derfor ikke. Han var imidlertid ret sulten og kunne snart efter lugte, at der lå noget spiseligt på bunden af søen lige ud for røret. Men da det var et par meter ude i søen, tøvede han trods sin store sult. Han plejede slet ikke at vove sig ud i søen. Det var en indbygget skræk, han havde i sig fra dengang, han var en lille undermåler. Nu var han godt nok stor og havde ikke længere noget at frygte, for ingen fisk i søen var nu store nok til at kunne sluge ham. Men hans indbyggede overlevelsestrang fra hans vanskelige barndom fik ham til at blive i røret.

Da der var gået et par timer, - hvor sulten gnavede og det spiselige lå og duftede, så at sige lige for næsen af ham, - kunne han pludselig ikke mere modstå trangen til at æde. Han fór ud i søen og snuppede maddingen og slugte den.

Da han ville skynde sig ind i sit kære sikre rør igen, hang han til sin store rædsel fast i et eller andet. - Han ikke kunne komme tilbage. Hver gang han vendte snuden mod røret og svømmede til, blev den uvægerligt drejet ind mod bredden af det der hang ud af munden på ham.

Han sprællede og vred sig i det lave vand for at komme fri, men lige meget hjalp det.

Han begyndte at blive træt. Han var ikke vant til at bevæge sig så meget. Han hvilede lidt og genoptog derefter sine anstrengelser.

-----

Manden oppe i det gamle fiskerhus hørte ved middagstid den voldsomme plasken af en stor fisk nede i søen, så han gik derfor derned med sit fiskegrej. - Ganske rigtigt. - Der var gået en vældig gedde på hans krog og den kæmpede nu for at komme fri.

14

Manden løsnede snøren fra den hegnspæl, han havde bundet den til og halede gedden mod land og op på kanten af grøften. - Så var den aftensmad reddet!

Men hvad var det? - Den fisk var da vist syg. Dens øjne var helt hvide. Den ville hans kone bestemt ikke spise. - Der var ikke andet at gøre, end at lirke krogen ud af gabet på den med den lange specialtang han havde i tasken. Han var lidt nervøs, da han holdt den store geddes gab åbent med den ene hånd, medens han med den anden hånd fjernede krogen. Gedden havde nemlig masser af sylespidse tænder, og den gjorde selvfølgelig voldsom modstand, da det gjorde ondt at få krogen vrikket ud langt nede i det store gab.

Han tog derfor sine læderhandsker på for ikke at rive sig på de skarpe tænder.

Til sidst lykkedes det dog at få krogen ud og manden satte gedden forsigtigt ned i søen igen. Der lå den lidt og sundede sig. Pludselig slog den et vældigt slag med halen, og til mandens store undren, forsvandt den ikke ud i søen igen, men ind i det mørke hul i røret. Vandet var nu mudret godt op og et øjeblik syntes manden, at gedden lynhurtigt vendte sig om og bakkede ind i røret. - Men det kunne jo ikke passe. Godt nok var den sikkert blevet lidt forvirret, men det må have været al det mudder, der havde

forvirret hans blik, for store gedder bakker altså normalt ikke ind i kunstige rør. Nå, - den havde jo også været syg og måske var dens hjerne skadet.

-----

Hvidøje havde fået sig en voldsom oplevelse od den ville han godt have været foruden, men endnu engang havde han lært, at han under ingen omstændigheder skulle forlade sit sikre skjulested.

Det gjorde han da heller ikke siden. Han kunne slet ikke vende sig inde i røret, så stor var han blevet. Røret var 30 centimeter i

15

diameter og han selv var 23 centimeter om livet, så hans ryg- og sidefinner stødte på siderne, når han stod inde i røret. Hans længde var nu oppe på imponerende 82 centimeter, og han var gammel af en gedde at være. Havde han ikke haft sin misvækst i sin pure ungdom, ville han nu have været over en meter lang. Det bliver de største gedder i Tangsøen nemlig. De største der er fanget har været 105 centimeter lange.

”Hvidøje den Grusomme”, - som han blev kaldt de sidste mange år, - fik en bemærkelsesværdig død, og dette endeligt er årsagen til, at vi nu kender hele historien om ham.

Han stod en dag som sædvanligt i sit rør og ventede på, at en fed aborre skulle svømme forbi og blive dagens måltid for ham.

- Og der kom netop en sådan aborre forbi. Hvidøje fór lynhurtigt ud og fik også fat i den. Men aborren, der var i sin bedste alder, var fuld af kræfter og den vred sig løs og smuttede ind i det nærmeste skjul, den kunne finde og det var røret. Men det var jo, desværre for den, også netop Hvidøjes skjulested, så han fór straks bagefter. Det ville jo være nedværdigende for hans ry, hvis byttet undslap, Aborren måtte under ingen omstændigheder undslippe, for så ville den fare hele søen rundt og fortælle, at ”Hvidøje den Grusomme” vist var begyndt at blive gammel, når han ikke længere kunne holde på sit bytte.

Hvidøje havde aldrig før været så langt inde i røret, men han blev ved med at forfølge aborren. Pludselig kom han ud af røret igen, men cementbrønden han kom ud i var ikke ret stor. Måske godt halvanden meter i diameter. Aborren svømmede i rasende fart rundt langs kanten af brønden for at finde en åbning, hvor den kunne slippe ud. Men Hvidøje var vant til at jage efter bevægelser i vandet, så han fandt snart aborren, der lynhurtigt endte sine dage i Hvidøjes frygtede gab. - Et gab der havde givet mangen en aborre kuldegysninger og som tit havde været det sidste, de fik set i denne verden.

16

Tangsøens mest frygtede gab!

Hvidøje slappede nu af et lille stykke tid. Det gjorde han altid, når han lige havde spist, men efter nogen tid følte han sig utryg ved, at der var så meget lys ovenover ham. Han var vant til at have sit trygge snævre mørke rør rundt om sig. - Der, og kun der, følte han sig helt tryg. - Han måtte se at finde den åbning, han var kommet ind af, så han kunne komme tilbage. Han svømmede rundt og rundt langs brøndsiden igen og igen, men han kunne ikke finde åbningen.

17

Han havde altid levet på steder med meget lidt vand over sig. Han havde i sin barndom levet på lavt vand inde mellem sivene og det meste af sit liv i røret med lavt vand foran. Derfor søgte han ikke ned mod bunden af brønden og det var en fejl, for her sad netop mundingen til røret, der førte ud i søen.

- Denne fejl blev hans død.

Sine sidste timer tilbragte han ved at svømme roligt rundt og rundt i den trange brønd. Imens funderede han over sit liv.

Han havde altid, - lige fra han kom ud af sit æg, kæmpet mod et mægtigt handikap, der for længst burde have taget livet af ham i den barske nådesløse natur. Men han havde ikke opgivet, som de fleste sikkert ville have gjort. - Han havde tænkt: - Det er rigtigt jeg har et stort handikap, men når jeg nu engang er født sådan, vil jeg have noget ud af livet alligevel.

- Jeg vil ikke lade mig styre af det.

Heldigvis, er alt andet end mine øjne normalt på mig og jeg har alle mine livsinstinkter i behold. Jeg fandt hurtigt en udvej for at overleve, selvom det til tider var svært og at jeg tit sultede.

- Især i begyndelsen, savnede jeg tit selskab og andre at snakke med.

Men jeg ville ikke give op. Jeg ville vise de andre, at man trods et handikap godt kan blive til noget. Da jeg var ung kaldte de mig den ynkelige. Men det hærdede mig kun, så jeg bed tænderne sammen og besluttede at ændre dette ynkelige tilnavn, til et navn der stod frygt om. - Det fik jeg gjort, ved næsten at skræmme livet af de andre fisk i Tangsøen. Jeg blev heldigvis ikke ond for at opnå dette. - Godt nok fór jeg frem fra mit skjul, når der kom en af de andre fisk forbi, men jeg slugte dem kun, når jeg var sulten, og det var jeg nødt til, for min slægt er jo rovfisk. Alle de andre lod jeg slippe med skrækken. - Jeg skadede dem aldrig.

18

Jeg kunne i grunden ikke lide at skræmme dem i begyndelsen, men jeg var nødt til det for ikke selv at blive ædt og til sidst blev det bare en vane for at bevare mit ry som grusom.

Jeg synes faktisk selv, at jeg har klaret mig godt trods mine problemer. Jeg har jo nok haft et lidt specielt liv i forhold til andre gedder og til tider har det da også været lidt kedeligt i mit skjulested, - især på lange varme sommerdage, hvor de andre gedder søgte ud på det dybe kølige vand, mens jeg måtte blive i mit rør med det meget varme overfladevand. - Men det lærte jeg at leve med.

Nu er jeg også blevet gammel og har i grunden ikke noget imod at dø. Havde jeg været en helt normal gedde, var jeg såmænd nok blevet ædt af de store allerede i min ungdom, men nu lærte mit handikap mig at overleve, så den fordel har jeg dog haft ud af det.

Med disse tanker i sit geddehoved slumrede Hvidøje lige så stille ind i døden og til sidst lå han helt stille i røret. - Mæt af dage.

Han blev i sit liv ganske vist ikke hele søens enehersker, som han i sin pure ungdom havde drømt om, men han blev dog en frygtet hersker over et lille område af Tangsøen og han overlevede, trods sit store handikap.

Men det gjorde han kun på grund af sit medfødte superego og sin livsvilje, dog nok også lidt på grund af sin klogskab og det heldige fund af røret.

Men hvordan gik det i grunden til, at vi kender hele historien om ”Hvidøje den Grusomme”?

- Det har sin helt egen forklaring.

En morgen, i det tidlige forår fik manden oppe i fiskerhuset besøg af et ægtepar. Konen havde i sin barndom boet i huset. De to

19

mænd gik en tur ned til søen for at undersøge en stor forhøjning nede i sivene. De ville se, om det var bæverne, der havde lavet et nyt bo ved søen. Der var i forvejen et bæverbo ca. fem hundrede meter fra fiskerhuset.

Bæverboet

Da de kom ned til søen, kunne de dog se, at den nye dynge blot var søbund, der var gravet op, da man lavede grøften til røret ind til brønden.

20

På vej tilbage gik de hen til brønden og kiggede ned i den. Først troede de ikke deres egne øjne, - for lå der ikke en stor gedde nede i brønden?

Hvidøje i vandbrønden

Hvordan i alverden kunne den dog være havnet der?

Det var en stor gåde for dem. – Manden i fiskerhuset skulle dog snart på en mærkelig måde få denne gåde løst.

Da gæsterne var gået, hentede han et stykke ståltråd oppe i sit skur og lavede en krog i den ene ende. Denne krog listede han ind i den store geddes gab og med et rask ryk, fik han den til at gribe fat. Han halede nu gedden op af brønden og lagde den på marken.

Han tænkte: - Det var lige netop sådan en gedde, jeg gerne ville

21

have fanget. I det samme så han, at det havde han faktisk også allerede gjort, - for dette var jo netop gedden med de hvide øjne, som han havde troet var syg, og derfor satte ud igen. Men det var jo nu over to år siden. Den havde nok ikke været syg alligevel, men måske havde den bare været blind.

Hvidøje var 82 centimeter lang

Det sidste lød dog lidt utroligt, for hvordan kunne en blind gedde overleve i en sø, der var så fyldt med andre rovfisk og vokse sig så stor?

22

Nu havde manden fra fiskerhuset en stor, livlig og åben fantasi og måske var det derfor, at han pludselig kunne mærke, at Hvidøje begyndte at fortælle ham sin livshistorie.

Hvidøjes store ego ville ligesom gerne have, at efterverdenen kendte til hans kamp med at forvandle sig fra en lille handikappet undermåler af en gedde, - med det lidet flatterende øgenavn ”Hvidøje den Ynkelige” - til Tangsøens mest frygtede rovgedde.

Mens manden fra fiskerhuset sad der på marken og stirrede på gedden, flød tankerne stille og roligt fra geddens hjerne over til mandens hjerne og det kunne kun lade sig gøre, fordi gedden var død blot et par timer forinden.

Manden i fiskerhuset skyndte sig hjem og begyndte at nedskrive historien, medens han havde den i frisk erindring, og han sad og skrev lige til den lyse morgen, før han var færdig.

Da han regnede med, at mange måske ikke ville tro på historien, havde han taget sit fotoapparat og var gået ned og fotograferet Hvidøje. På den måde kunne han bedre dokumentere dens fantastiske livshistorie.

Hvidøje lod han ligge på marken med de hvide øjne vendt ud mod den sø, hvor den havde levet sit usædvanlige liv.

Næste morgen var den væk, og det er næsten tragikomisk, at netop Hvidøje, - der selv havde ladet så mange forsvinde ned i sit rovdyrgab, - også selv endte i et rovdyrs gab.

Det var nemlig ræven, der, - i den meget tidlige morgen på sin tur rundt i sit habitat, - fandt Hvidøje og slæbte ham med hjem til ungerne i sin hule.

23

Igen er naturen stærk. Intet går til spilde og jeg tror såmænd heller ikke, at Hvidøje selv ville have haft noget imod at gøre lidt gavn, efter sin død.

24

Denne fantastiske historie er nedskrevet i Maj måned 2009 af manden i det gamle fiskerhus ved Tangsøen.

På sin vej tilbage til fiskerhuset mødte manden en morgenglad kokasse.

Den stak ham et stort solfyldt smil og sagde: - Hej!

Knud Erik Guldager 25

26