Fra urhav til urhav

Livets gang

Fra Urhav til Urhav Knud Erik Guldager

1

2

Livets gang fra urhav til urhav.

Den sorgløse tid.

Jeg ligger på bunden af urhavet.

Jeg tænker ikke.

Jeg ligger der bare sammen med millioner af andre.

Pludselig mærker jeg en sagte bevægelse i vandet og jeg føler, at jeg bevæger mig opad.

Jeg er lillebitte, men på min vej op og frem gennem vandet vokser jeg mig større og større.

I lang tid skvulper jeg rundt i det mørke vand.

Men pludselig bliver jeg uden varsel skyllet op fra havet.

Der er en forfærdelig masse lys og jeg har slet ikke lyst til at åbne mine øjne, men kniber dem fast i.

3

Jeg ligger imidlertid dejligt i noget varmt og blødt sand.

Jeg føler mig godt tilpas.

Jeg ligger på ryggen og mærker en varme der rammer mig skråt oppe fra.

Efter nogle dage bliver jeg nysgerrig.

Hvor er jeg?

Forsigtigt åbner jeg øjnene i to smalle sprækker, men det eneste jeg kan se er en mægtig blå himmel.

Da jeg drejer mit hoved mod varmen, ser jeg pludseligt ind i et skarpt lys.

Hurtigt jeg kniber øjnene i igen.

Det gør ondt i øjnene og det varer længe før jeg åbner dem igen, men jeg nyder varmen der kommer fra det skarpe lys.

Sådan ligger jeg i lang tid. Men igen bliver jeg nysgerrig.

Jeg vrider mig om på maven og nu kan jeg meget bedre se, hvor jeg er.

Jeg ligger på en stor bred hvid sandstrand, der skråner svagt opad mod en meget sløret horisont.

Jeg ligger sådan i lang tid. Jeg lider ingen nød og lader bare tiden gå.

4

Så en dag vender min åbenbart uundgåelige nysgerrighed tilbage.

Jeg må have hovedet højere op, så jeg kan se længere bort.

Jeg rejser mig op på alle fire og det giver en stor forskel.

Nu er horisonten ikke længere så sløret og jeg kan se at sandstranden ikke er uendelig.

Dér - langt borte – hober det hvide sand sig op i små bakker med noget grønt på toppen.

Min nysgerrighed tvinger mig til at kravle frem mod disse toppe.

Det er anstrengende og af og til må jeg ned på maven for at hvile lidt, men stædigt kravler jeg mig frem mod det grønne.

Jeg tænker: - Hvad er der bag de grønne høje?

Jeg bliver bedre og bedre til at kravle og nu går det hurtigere fremad.

Til sidst, når jeg endelig frem.

5

Jeg maser mig op på toppen af en af de grønne høje.

Her er der meget at se og uden at jeg tænker over det, rejser jeg mig pludselig op at stå.

Jeg vakler lidt, men lærer hurtigt at holde balancen.

----Jeg studerer landskabet foran mig.

Ubevist får jeg en følelse af at det er helt vidunderligt.

Det er en stor bred slette der skråner svagt opad og ud mod en fjern horisont.

Derude er det igen lidt sløret, men der rejser sig en mørk masse - fyldt med takker - op mod himmelen.

De ser på en måde lidt truende ud, men jeg skubber ubehaget væk med synet af den vidunderlige slette.

Den er dækket af blødt græs. Det har en helt speciel lysegrøn farve.

Jeg bliver pludselig legesyg og får en ubetvingelig lyst til at tumle rundt i dette bløde græs.

6

Nu kravler jeg ikke længere. Nu kan jeg gå.

Jeg skynder mig ned på sletten for at lege.

Her leger jeg længe sorgløst og har en herlig tid.

Under min leg bevæger jeg mig altid fremad, for jeg skal hele tiden lige se, hvad der er længere fremme.

Ubevist føler jeg dog, at jeg nærmer mig den, - lidt truende, mørke masse med takkerne, men igen skubber jeg den ubehagelige tanke væk og nyder øjeblikkene.

Ansvaret begynder.

En dag kommer jeg så langt frem, at jeg kan se den mørke masse.

Det er høje forrevne bjerge med en masse mere eller mindre dybe kløfter.

Ved foden af bjergene er der et stykke med klippeblokke og her er ikke så meget grønt græs.

Nu kan jeg ikke bare tumle så sorgløst rundt længere.

7

Nu må jeg anstrenge mig, når jeg skal over et ujævnt stykke med klippeblokke.

Jeg synes ikke altid det er lige sjovt, men ind i mellem kommer der et lille stykke med blødt grønt græs.

Så mindes jeg de sorgløse dage på sletten.

Jeg nærmer mig mere og mere de forrevne bjerge.

En dag står jeg ved foden af selve bjerget.

Jeg skal nu vælge en af de mange stier der fører over bjerget.

Nogle af stierne fører til de laveste bjergpas og ser lette ud.

Andre fører til lidt sværere og højere kløfter og nogle få stier fører op over de allerhøjeste bjergtoppe.

Jeg standser et kort øjeblik.

Hvor stor en udfordring vil jeg give mig selv?

Det vil tage rigtig lang tid at kravle over de allerhøjeste toppe.

Så lang tid, at der slet ikke bliver tid til at lege mere og det har jeg jo elsket at gøre indtil nu.

8

På disse højeste toppe vil der heller ikke være grønne pletter med græs. De er helt nøgne.

På den anden side ser de lave kløfter alt for lette ud.

Dem er der ingen udfordring i at kravle over.

Jo højere kløft, des større anstrengelser.

- Men også en meget større udsigt!

Jeg ved, at en stor udsigt langt bedre vil kunne tilfredsstille min næsten ubegrænsede nysgerrighed.

Men jeg ved også, at jeg altid vil have det store legebarn inden i mig og dette legebarn vil jeg ikke ofre for at kravle over de helt store toppe.

Jeg vælger derfor en god mellemstor top.

Her vil der nok være anstrengelser undervejs, men der vil også være pletter med grønt græs.

Jeg er nu blevet voksen og stærk.

Jeg føler mig ret selvsikker.

Jeg skal nok klare den bjergtop og se hvad der er på den anden side.

9

Samtidig kan jeg lege lidt på vejen op, hvis anstrengelserne bliver for store.

Undervejs er der i begyndelsen mange forhindringer og det går kun langsomt fremad.

Det irriterer mig tit, men jeg bider tænderne sammen og kæmper mig langsomt, men sikkert op mod min bjergtop.

Målet og overskueligheden.

Jeg når endelig toppen.

Jeg er nu en moden mand.

Jeg har nået det mål, jeg satte mig ved foden af bjerget.

Undervejs har jeg hele tiden glædet mig til at se udsigten fra toppen.

Sommetider tænkte jeg på, om der blot ville vise sig endnu en bjergkæde, med endnu højere toppe.

Men jeg troede ikke rigtigt på denne tanke, for jeg syntes, der allerede havde været anstrengelser nok på vejen op til denne top.

10

Fra toppen skuer jeg ud over en stor plan højslette, hvor der både er spredte klippestykker og større pletter med grønt græs.

Nu er græsset ikke længere så lysegrønt.

Det har en mere mørkegrøn nuance, men det er dog græs man kan slappe af på og mindes ungdommens dage.

I horisonten kan jeg se store tilsyneladende endeløse skove.

Men der er ikke længere noget det rager op i horisonten.

Tvært i mod ser det ud til at sletten et stykke henne falder mere og mere og der er mange - mere eller mindre - lange skår ind i sletten.

Jeg undrer mig over at nogle af de forskellige stier tilsyneladende blot ender her.

Nu kan jeg se, at det var godt jeg ikke valgte en sti gennem en af de letteste kløfter.

Heroppe fra kan jeg se at nogle af disse blot ender i et lodret fald. - ned i en uhyre dyb afgrund.

11

I bunden kan jeg høre urhavet bruse.

Jeg opdager at dette netop er grunden til at stien ender her.

Den, der havde taget denne sti skulle ikke længere, men ville ende sine dage i det lodrette fald, for blot at vende tilbage til det urhav, hvorfra han var kommet.

Andre af de lette stier fortsætter dog tilsyneladende i det uendelige ud over sletten.

Jeg er ubevist klar over, at jeg må fortsætte ud ad den sti jeg har valgt fra starten.

Jeg kan ikke vende om eller skifte sti, hvis jeg opdager, at den et stykke henne ender i det lodrette fald til urhavet.

Men foreløbig er der ingen fare, for så langt som mit øje rækker, kan jeg se stien sno sig mellem dejlige grønne græspletter og klippestykker.

Jeg har nu gået i lang tid og jeg er blevet til en midaldrende mand og jeg er helt fortrolig med mine omgivelser.

Der er kun få problemer.

12

Jeg vandrer videre og videre og jeg er nu det man kalder en ældre mand.

Nu begynder der at komme træer og jeg kan ikke længere se stien så langt frem, men dog langt nok til, at jeg ikke er blevet urolig.

Jeg vandrer endnu fortrøstningsfuld frem ad min sti i livet.

Jeg håber - og tror på, at den endnu er lang og at den først ender alleryderst ude.

Der hvor alting hører op.

Jeg må da tage det bratte fald.

Ned i det dybe urhav, hvor jeg sov så trygt i tusinde år.

13

14