Den forfængelige hvide and

Dette er historien om Den forfĂŚngelige hvide and

Knud Erik Guldager 1 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

Den forfængelige hvide and Dette er historien om en and med kridhvide fjer og flotte gule ben og næb.

Den lille ælling lå inde i ægget og kunne høre lyde udenfor.

Den tænkte ikke så meget. - Den havde det dejligt varmt og følte sig fuldstændig tryg.

Den lå blot og ligesom ventede på et eller andet, - men den vidste ikke, hvad det var.

Pludselig en dag, syntes den, at pladsen i ægget var blevet lidt trang. Den kunne ligesom ikke rigtig være der mere og den begyndte at bevæge hovedet.

- Med oversiden af næbbet begyndte den at skubbe æggeskallen væk for at komme ud af den indeklemte plads.

Den prøvede længe, men det gav intet resultat.

- Den gav dog ikke op, for dens instinkt fortalte den, at den blot skulle fortsætte tålmodigt, så skulle det nok give resultat til sidst.

2 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

- Pludselig gav det en høj lyd og der kom en lille revne i æggeskallen og der sivede lidt lys ind.

Det gav den et vældigt gåpåmod, og den forstærkede sine anstrengelser.

- Det gav resultat. Nu, da der først var kommet hul kom der straks flere revner. - Der faldt nu små stykker æggeskal væk fra ægget og der kom meget mere lys ind.

Der var dog stadig en tyk hinde mellem den og friheden og den var sej at få hul på, men til sidst lykkedes det dog.

- Nu kunne den for første gang prøve noget helt nyt.

- Den kunne trække vejret!

Det havde den aldrig prøvet før og det gav den en masse kræfter.

- Ivrigt masede den på og til sidst revnede hele æggeskallen så meget, at den kunne vride sig ud.

Forbavset opdagede den, at den nu kunne rette sine ben ud og komme op at stå.

- Den så sig omkring. Der var meget varmt og varmen kom fra en stor gul ting, der sad ovenover den. Den opdagede også en hel del andre, der så ud som den selv og den forsøgte sig med nogle pippe-lyde og de andre svarede igen på samme måde.

Da den havde trippet rundt et par timer, forsvandt den ene ende af det rum den var i, og et par store øjne kiggede ind gennem åbningen på den og de andre.

3 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

Den havde ingen erfaring i noget som helst, så den blev ikke bange, men kiggede blot nysgerrigt igen.

- Så forsvandt åbningen og øjnene igen.

Der gik lang tid, men den havde ingen tidsfornemmelse, så den vidste ikke hvor lang.

Så lige pludselig forsvandt endevæggen igen og de to store øjne stirrede igen på dem.

Så kom der en stor aflang ting, der for enden delte sig i fem mindre, farende ind til dem og greb ud efter dem.

- Så sagde deres instinkt dem, at nu skulle de være bange og forsøge at slippe væk fra den aflange ting.

De fór omkring i stor forvirring, - men tingen fangede dog dem alle til sidst.

- De kom ned i en stor papkasse og der var der ikke spor varmt og luften omkring dem var kold. De blev båret et stykke hen i stalden og blev sat ned i en gammel grisesti med halm på gulvet og her kunne de rigtigt rende rundt, men for dem var der hundekoldt.

- Der var dog i det ene hjørne et stort lys og en dejlig varme under en stor skærm.

- Der løb de alle hen og puttede sig tæt sammen.

4 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

De havde været noget forskrækkede, over alt der var sket dem, og nu trængte de til lidt tryghed og ro.

- Da de havde siddet et par timer, blev de sultne og så sig om. I nærheden var der en stor skål, med noget i der lugtede godt og ved siden af var der noget som de heller ikke havde set før, - men det var noget de trængte til, det kunne de mærke.

- Det var vand og de drak begærligt.

Da de havde drukket, gik de hen til skålen med det der lugtede godt. Det var mad og de opdagede nu, hvor sultne de var og skønt de ikke havde prøvet det før, var de ikke i tvivl om, hvad det skulle bruges til og stoppede i sig.

Da de ikke kunne proppe mere i sig, blev de døsige og gik hen under den varme lampe og faldt i søvn.

Sådan gik dagene. - Den ene efter den anden, indtil det blev forår og lidt varmere i vejret.

Nu blev de lukket ud i et stort indelukke med enkelte voksne ænder og gæs. Det var en sær fornemmelse med al den plads.

- Den lille ælling var da glad for al den plads, men den var også lidt forskrækket, for der var ikke mere noget oven over den og den følte sig utryg ved al den åbenhed.

Her var der ingen varm lampe, den kunne gå ind under, når den frøs.

5 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

- Ganske vist var der nogle dage, hvor der sad en gul lampe meget højt oppe og den varmede dejligt på en kold forårsdag, men den var der jo ikke altid og så var der kun det lille hus i hjørnet af indhegningen, hvor de gik ind, når det regnede meget eller hvis de frøs.

Men når de alle sammen var herinde, var der meget lidt plads og der opstod altid en stor uro og kamp om de bedste varme pladser.

Den lille ælling havde ikke rigtig lyst til at deltage i det evige slagsmål om disse pladser, så hun holdt sig lidt for sig selv og derfor fik hun altid en plads nær udgangen, hvor det blæste ind og derfor var koldt.

Da hun var en lille dame, affandt hun sig med det, for hun følte sig på én eller anden måde anderledes end sine aggressive søskende.

- Hun havde et mildere temperament og holdt sig derfor meget for sig selv.

Som sommeren gik, begyndte ællingerne at få fjer. De fleste fik mørkegrå fjer.

- Det var mest hunnerne, medens hannerne fik meget mere farvestrålende fjer og de sidste rottede sig somme tider sammen og moppede en tilfældig hun, som de så forfulgte andegården rundt flere gange.

De øvede sig i at blive voksne. De var også tit oppe at slås med en anden han.

6 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

Det var også et af naturens påfund. - Den stærkeste fik senere lettere fat på en hun, som den så kunne stifte familie med.

Flot hane med andegården i baggrunden.

Da de ikke kendte deres fremtidige skæbne, - og ikke vidste, at mange af dem ikke ville overleve julen, fortsatte de på denne måde hele sommeren og efteråret.

Den lille ælling opdagede nu, - da den begyndte at få fjer, at den ikke var ligesom de andre.

Som den eneste i hele flokken fik den hvide fjer. – Kridhvide fjer.

- Der var ingen kedelige grå eller farvestrålende fjer imellem.

- Ikke én eneste.

7 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

I begyndelsen var den ked af det. - Det er slet ikke sjovt at skille sig så meget ud i en andegård.

- Alle de andre ænder kiggede mærkeligt på den og sagde til hinanden: Se hende, - den hvide and. - Hun er lidt fin på den. - Hun snakker heller aldrig med os andre. – Hold dig fra hende.

Hun er ikke helt normal med alle de hvide fjer.

- Har I ikke også set, at hun altid går og pudser sig med næbbet, blot der er kommet en lille plet på hendes fjer.

Jo, - hun er fin på den og det er derfor hun ikke taler med os andre.

Det sidste var slet ikke rigtigt. - Hun følte sig bestemt ikke finere end de andre. De var jo alle sammen kommet ud af et andeæg og derfor var de vel ens!

Men det var rigtigt, at hun meget tit gik og rengjorde sin fjerdragt med næbbet, men det var jo netop fordi hendes fjerdragt var så hvid, at enhver lille plet snavs kunne ses.

- Det kunne det ikke på de andres grå fjer og derfor pudsede de ikke så tit deres fjer.

I virkeligheden var det en ekstra stor belastning at have en hvid fjerdragt og hun ønskede sig tit, at hun blot havde haft en fjerdragt, som alle de andre.

- Nu lagde alle i andegården straks mærke til hende, lige meget hvor stille hun listede rundt.

8 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

Der var aldrig nogen af de mange hanner der interesserede sig for hende.

- De så blot på hende med en vis afstandstagen og gik aldrig tæt forbi hende.

Da det sene efterår kom og tiden nærmede sig jul, begyndte de, - der gav dem mad og vand, at komme ind i andegården til dem udenfor mad tiden.

- Det var dem med de store øjne og den lange runde ting.

Nu var der for ståltråd med en - De kom som ænderne op i et

enden af deres lange ting et langt stykke krog i den yderste ende. regel to af gangen og gennede en flok af hjørne af andegården.

Så begyndte de igen, - ligesom da de lige var kommet ud af ægget, at lange ud efter dem.

- De satte krogen fast på benet lige over foden og trak en and hen til sig. Så tog de den op og mærkede på den.

- Det var ligesom om de følte på dens krop, hvor fed den var.

- Så snadrede de et eller andet på deres sprog og slap anden løs igen.

Det hele gentog sig en gang imellem, men da tiden nærmede sig jul, var det pludselig ikke alle ænder de satte ned på jorden igen.

Nogen særlig store ænder blev puttet ned i en sæk, som hjælperen bar på.

- Når der var fem ænder i sækken, bar han den væk.

9 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

- De ænder så ingen af dem nogensinde mere.

Det rygtedes hurtigt i andegården, at der forsvandt nogen af deres søskende, og nu fik de store øjne meget sværere ved at genne ænderne op i et hjørne. - Ænderne havde anet uråd og gjorde alt for at undslippe hjørnet, men var de først uhjælpelig klemt inde i hjørnet og der ikke var nogen mulighed for at undslippe, blev de fuldstændig apatiske og stod nærmest helt stille og lod sig fange.

- De affandt sig tilsyneladende med deres uundgåelige skæbne.

Der var en and, der havde været lidt skravlet som ælling og den var derfor ikke blevet ret stor. - Da den blev fanget, blev den følt på, selvom den ikke var så stor og de store øjne syntes åbenbart, at den også var for mager, så de satte den ned på jorden igen.

- Hernede stod den fuldstændig stille. Den havde ikke forstået sin genvundne frihed, men havde affundet sig med sin skæbne. – Pludselig vågnede den op at trancen og så kan det nok være, at den fik travlt med at løbe hen i det fjerneste hjørne af andegården for at gemme sig.

Den hvide and skilte sig meget ud fra flokken, men den blev altid gennet væk fra dem, der var indfanget i hjørnet.

Den skulle ikke ned i sækken. - De store øjne ville nemlig lade den lægge æg, der så skulle udruges til foråret.

10 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

- Det ville nemlig se rigtig flot ud med en masse kridhvide ænder. De ville også være meget lettere at sælge, da de fleste af deres kunder købte ænderne med fjer på og derefter selv plukkede dem.

Julen kom og gik, men den hvide and overlevede.

- Den blev sat ind i kostalden sammen med en lille udvalgt flok, der skulle lægge æg til rugemaskinen. - Det ville give et større antal ællinger, end hvis ænderne selv rugede dem ud.

På den måde kunne man nemlig i løbet af udrugningen gennemlyse æggene for at se, om der var ællinger i.

- De ubefrugtede æg blev så fjernet for ikke at optage plads og bruge unødvendig varme.

Kostalden på gården 11 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

Ænderne havde hver sin rede og den hvide and lagde også æg, - ligesom de andre ænder. - De blev mærket med et rødt kryds, for at man kunne se, om der kom hvide ænder ud af dem.

Men da der stadig ikke var nogen af hannerne der interesserede sig for den aparte hvide and, blev æggene ikke befrugtede, men det vidste de store øjne jo intet om, så de lagde troligt den hvide ands æg ind i rugemaskinen.

Som tiden gik, opdagede de store øjne, at der ikke var nogen af de mærkede æg, der blev ællinger i.

- Så snadrede de igen en hel del på deres mærkelige sprog, men den hvide and blev ikke fjernet, dens æg blev blot ikke lagt ind i rugemaskinen.

Da foråret kom, blev den atter sat ud i andegården sammen med de andre i den lille flok og snart dukkede der et nyt hold ællinger op i andegården.

Den hvide and var nu vant til, at de andre ignorerede den, så den gik ligeså stille rundt og hyggede sig for sig selv hele sommeren og efteråret med, - og den blev stadig drillet med, at den hele tiden gik og pudsede på sine smukke hvide fjer.

Men da juletiden igen nærmede sig og der skulle indfanges juleænder, blev den ikke længere frasorteret.

- Tværtimod blev den indfanget som en af de første.

12 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

- Det kom meget overraskende for den. Den skulle ellers have været blandt de kloge nu, der havde erfaring fra sidste år.

- Det var slet ikke faldet den ind, at den kunne blive fanget.

Den var jo vant til at blive jaget væk under indfangningen.

Den dag den blev indfanget, var der to fremmede af de storøjede med. - De hjalp ikke med at indfange, men stod blot og så på.

Den storøjede med krogen pegede på den hvide and og så hen på de to fremmede.

- De nikkede og jernkrogen kom lynhurtigt om benet på den hvide and og den kom ned i sækken.

Hernede herskede der stor rædsel, for alle i sækken var klar over, at et eller andet frygteligt ville hænde dem.

- De kunne mærke, at de blev bragt indendørs i stalden.

De kendte lugten af køerne.

Den hvide and blev, - sammen med en anden and taget op af sækken.

- Den storøjede holdt den stramt i benene og under armen, så den ikke kunne røre hverken ben eller vinger.

Så mærkede den pludselig noget der gjorde frygteligt ondt nede på halsen.

- Den kiggede ned, men kunne intet se, for smerten sad på undersiden af halsen.

13 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

Den mærkede trods smerten, at den blev mere og mere træt, men pludselig ser den, at der er kommet nogle røde pletter på dens fine fjerdragt nede på brystet.

- Disse pletter kan den nå med næbbet og den skubber dem væk, men der kommer hele tiden flere og flere.

Fortvivlet bliver den hvide and ved med at skubbe dem væk, men til sidst opgiver den og lader hovedet synke ned af bar udmattelse og søvnighed.

Pludselig kan den ikke høre noget mere og det er det sidste den smukke hvide and sanser i denne verden.

--------

Hvem var så de fremmede storøjede, der skulle have den smukke hvide and? – Det var såmænd manden i fiskerhuset nede ved søen og hans kone.

- Den storøjede, der havde passet ænderne, var konen oppe på nabogården.

Deroppe hugger man ikke hovedet af fjerkræ. Man stikker dem i halsen med en skarp kniv og lader dem forbløde, medens man holder dem ud over grebningen (kokasserenden) i stalden.

Bagefter skal de plukkes og svitses over en gasflamme så alle fjerstumper og dun er væk.

14 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

Det er et stort arbejde at plukke fjerene af, men konen på gården lod dem selv gøre det, for at de også kunne få den erfaring.

Manden i fiskerhuset og hans kone havde det ret dårligt. De havde syntes, at den hvide and havde været så smuk og de følte nu stor skyld over, at den skulle dø for deres skyld.

- Det er faktisk den slags oplevelser, der gør mennesker til vegetarer.

Men konen på gården trøstede dem og sagde, at havde de ikke taget den, var den blot gået til en anden.

- Slagtet ville den under alle omstændigheder være blevet.

Måske hjalp den trøst dem lidt, for de tog da anden med hjem og lagde den i fryseren for at spise den juleaften.

Da juleaften nærmede sig, sagde konen fra fiskerhuset: Jeg spiser altså ikke den hvide and.

- Den måde den pudsede sine smukke hvide fjer på, medens den langsomt døde, kan jeg aldrig glemme og derfor kan jeg ikke spise den smukke and.

- Det får du mig aldrig til.

- Skal vi ikke tage og smide den ud?

15 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

Nu var alle manden i fiskerhusets forfædre fra landet og her smider man under ingen omstændigheder mad væk, men han måtte dog give sin kone absolut ret.

Han havde følt nøjagtig det samme for den fine hvide and, da den sørgmodigt havde pudset sine fjer for sit eget røde blod, medens den langsomt døde.

– Den kunne heller ikke han spise.

De tog den op af fryseren, men smed den ikke bare i skraldespanden.

- Det havde den ikke fortjent. Den blev begravet ude i haven.

De spiste selvfølgelig ænder efter den tid, men feje, - som de fleste mennesker er i de sager, så de aldrig ænderne i levende live, men købte dem ovnklare i en forretning.

16 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

Dette var historien om den smukke og lidt forfinede hvide and.

Vel – det var kun en and, men de glemte den alligevel aldrig, - selvom det nu er mange år siden, den måtte lade livet.

- Og det oven i købet til ingen nytte.

Nedskrevet februar 2008 Nyredigeret marts 2013

Knud Erik Guldager

17 PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com