Den brændte engel

Den brĂŚndte engel Historier fra min barndoms jul i Hobro 1942

Knud Erik Guldager 1

SĂĽdan sĂĽ jeg ud i 1942

2

DEN BRÆNDTE ENGEL Vi havde på vores juletræ nogle udstansede trompetspillende papirengle. Dem holdt vi børn meget af og vi fik lov til at hænge dem på juletræet, for de kunne ikke så let gå i stykker som de skrøbelige glaskugler.

Da vi jo ikke var så gamle, tænkte vi ikke specielt over placeringen på træet og et år var en af os kommet til at hænge en af englene for tæt over et stearinlys. Det resulterede i at der pludselig gik ild i den, medens vi dansede rundt om træet, så hun fik brændt et stykke af maven og det ene ben væk.

– I min verden var englene nemlig piger, da de så lidt ”tøsede” ud.

Den brændte engel og en af hendes søstre.

Det er klart hun var ked af det.

Min far fik dog hurtigt slukket ilden og flyttet englen, men vi børn syntes det var meget synd for den. Det måtte da 3

have gjort forfærdelig ondt på den, at få brændt maven og benet væk. Vi havde jo selv prøvet at holde en finger over et julelys. Det gjorde i hvert fald ondt og vi talte meget om den stakkels engel den juleaften.

Da vi året efter atter skulle pynte juletræet kom vi frem til den brændte engel og igen gik snakken om, hvor synd det var for den.

Det hørte min far og han kaldte os sammen og sagde, at vi nu skulle høre om, hvordan det var gået englen siden sidste år.

Han fortalte at nede i æsken med juletræspynt havde der været stor sorg. Det var aldrig tidligere hændt, at noget var blevet brændt og da slet ikke en engel. Den brændte engel havde ligget og grædt noget så gudsjammerligt i lang, lang tid. - Det var hårdt for de andre ting at høre på, og da især for de andre engle. De ville så gerne trøste den brændte, men kunne jo ikke gøre noget, der kunne skaffe det bortbrændte tilbage.

De forklarede den brændte: - Ganske vist er din mave og ben væk og ganske vist er der en sort kant, der hvor de har siddet, men så forfærdelig ser du altså heller ikke ud.

- Ja, - faktisk lægger man slet ikke mærke til det, når man først har vænnet sig til synet.

De fortalte også, at de havde snakket sammen og besluttet, at hun næste jul skulle have den store ære, at hænge allerøverst på juletræet og langt væk fra julelysene. Hun 4

skulle slet ikke tænke på sin brændte mave, men være glad og sige til sig selv: - Man kan sagtens hænge øverst på juletræet, selvom man har en brændt mave og mangler et ben!

Min far fortalte nu, at da han havde åbnet den gule kasse med julepynt, havde han hørt en lille fin stemme fortælle om juletingenes beslutning og han havde lovet at sørge for, at den brændte engel kom til at hænge øverst oppe ved den store stjerne i toppen. - Synes I ikke også, - spurgte min far, - at den brændte engel fortjener den store ære og skal vi ikke gå hen og sætte den på allerøverst lige nu?

Ja, Ja, - jublede vi, og vi frydede os meget, da vi så englen hænge deroppe.

Den juleaften kiggede vi næsten hele tiden op på englen, der hang i sin tråd, medens vi dansede rundt om juletræet og når vi trak i en gren syntes vi, at englen dansede lidt med.

Fra den juleaften hang den brændte engel altid øverst og vi huskede altid historien om den ulykkelige engel, der igen blev lykkelig. For lykkelig det var hun. Hun var jo den engel de andre allerbedst kunne lide og hun var stolt over at hænge øverst, men hun blev aldrig hovmodig, for hun forstod godt, at det alt sammen kun skyldtes de andre juletings gode væsen.

5

Min far og mor sĂĽ sĂĽdan ud i 1942

6

Her er nogle af min barndoms juleting, som jeg har gemt.

Det er vældigt hyggeligt at tage dem frem hvert år til jul og mindes de gamle barndomsdage.

Der er den haleløse gule kanariefugl. Det var min lillebror der havde rykket halen af. Klokkerne, trommerne og den flettede papirstjerne. Jeg var meget fascineret af den hule glaskugle. Man kunne kigge ind i den ligesom i Aladdins hule.

Den var spændende og jeg kiggede ind i den hver gang jeg kom forbi den, når vi dansede rundt om træet juleaften.

Tingene ligger stadig i den meget gamle gule Anton Berg chokoladeæske. Jeg tror den stammer helt tilbage fra 1935 og er fra min fars købmandsbutik i Nørager på Norddjursland.

7

Min første jul i skolen 1942

Jeg glædede mig meget til min første jul i skolen. - Den sidste skoledag før julen, måtte vi nemlig tage en pyntet grangren med i skole og sætte den i det tomme blækhus.

Jeg havde sammen med min mor lavet et lille flettet julehjerte af rødt og hvidt glanspapir og nogle meget små musetrapper.

Det lille flettede dannebrogsfarvede julehjerte – det var jo under krigen, hvor vi særlig fremhævede og elskede de rød-hvide dannebrogsfarver, blev sat på grangrenen, og den blev også pyntet med lametta, der er tynde strimler af aluminiumsfolie.

Musetrapper Jeg nægtede på det bestemteste at få ”fehår” på. ”Fehår” var ligesom en slags tyndt vat, lavet af uhyre tynde hvide glastråde og det stak rædsomt, når man fik det ind i de hjemmestrikkede uldtrøjer, som man altid gik med om vinteren dengang. Det så flot ud på juletræet og 8

alle brugte det, men for os børn var det en frygtelig plage hvert år.

Grenen blev meget flot, syntes jeg, og jeg bar den om morgenen meget forsigtigt, de cirka to kilometer jeg havde at gå til skolen. – Den var indpakket i brunt papir fra slagterpakken fra slagter Bjørn nede på Løgstørvej nr. 11.

Min mor havde bundet rødt strikkegarn rundt om, for at papiret ikke skulle flagre af. Vi havde ikke mere af slagterens snor.

Hostrupsvejens skole var en ret ny skole, men den havde alligevel en stor storkerede på taget. Den sad ovenpå den smalle skorsten og hvert år kom der to eller tre storkeunger, som lavede lange hvide streger ned ad taget.

Det var sjovt at se dem baske med vingerne, når de stod på kanten af reden og øvede sig i at flyve. - De gik faktisk også i skole.

9

Henne i skolen var den store tavle pyntet i kanten med tegnede grangrene. Grenene var grønne og al julepynten på dem var også tegnet med farvet kridt. Julehjerterne var røde og hvide og var tegnet flettede ligesom de rigtige.

Der var tegnet fireogtyve julelys og der blev ”tændt” et hver dag op mod juleaften. - Vi ”tændte” dem ved at tegne en sort væge med lidt rødt og en gul flamme uden om.

– Det havde jeg aldrig set før, og jeg husker, at jeg syntes det så meget livagtigt ud og at det var mageløst flot.

Vi havde også en lille pose med småkager med. Det var vaniljekranse og brunkager med en mandelsplint i midten.

Mandlerne havde min mor gemt i lang tid, da man ikke længere kunne købe dem på grund af krigen, men der skulle altid være en mandel i midten af hver brunkage, selvom det nu kun blev til en splint af en mandel.

Vi havde hver et lille stearinlys med i en lille grønmalet stjerneformet metallysestage. Det blev nu tændt og vi sang en julesalme. Lærerinden, - der hed Olga og var en stor og fyldig dame, - læste op af en bog der hed ”Ved Julelampens Skær” - Der kom altid en ny hvert år med julehistorier i.

Medens hun læste kan jeg huske, at hendes ansigt så venligt ud. Det var jeg forbavset over, for jeg havde mest set det med et skarpt udtryk, især når hun havde gårdvagt og jeg stod sammen med de andre drenge omme bag tørveskuret længst væk i skolegården. - Her kunne hun ikke se os, når vi skrålede højt i kor – en på den tid populær sang, hvis omkvæd begyndte sådan: Olga – Olga – Olga tà en polkatur med mig, - og den endte sådan: - Jorden slår revner, når Olga danser for. – Nu var Olga jo en kraftig dame, og det 10

var derfor vi sang lige netop den, så det var vel ikke så sært, at hun så stram ud i ansigtet, når hun kom i fuld galop rundt om tørveskuret for at fange én af os.

- Jeg blev heldigvis aldrig fanget.

Men den dag så hun meget mild ud, men det var sikkert på grund af julen og det, at hun nu slap for at se os helt til næste år.

Historien hun læste handlede om en lille dreng, der blev væk i snevejret lige før juleaften og først blev fundet i sidste øjeblik, lige før han frøs ihjel. - Netop under krigen var der megen sne og sneen kunne ligge i meterhøje driver, som man let kunne synke ned i og måske slet ikke komme op af igen.

Jeg havde selv prøvet at glide ned mellem et tre meter højt plankeværk ind til fodboldbanen og en lige så høj snedrive.

Her havde jeg virkelig haft besvær med at komme op fra igen og jeg vidste, at ingen kunne se mig nede i det smalle gletsjerspalte-lignende hul, og at der kunne gå lang tid inden nogen fandt mig, da jeg legede alene den dag.

- Jeg måtte virkelig kæmpe desperat med sneen i lang tid, før jeg fik mig gravet ud.

Jeg havde derfor let ved at forestille mig, at drengen kunne forsvinde og at hans far og mor have svært ved at finde ham igen, så jeg blev meget glad, da han blev fundet lige til sidst. - Nu kunne han komme ind i varmen og få en god juleaften. Vi følte alle med ham og det undte vi ham gerne, 11

for vi havde tit selv frosset meget, når vi var blevet for længe ude i de vældige masser af sne.

Efter historien sang vi igen julesalmer og vi havde nu fri til efter nytår. Jeg begyndte at gå hjem med min fine gren, men nu var den ikke længere pakket ind og vinden blæste efterhånden al julepynten af og jeg blev træt af hele tiden at sætte det på igen. - Til sidst smed jeg grenen op over et plankeværk. Da jeg kom hjem stod min lillebror, - der var fire år, med ”julelys” i øjnene og spurgte om han måtte få den fine gren nu.

– Se, det var ikke så godt, for den havde jeg jo lige smidt væk. Jeg havde slet ikke tænkt på ham, skønt han om morgenen havde syntes, at det var meget spændende med den fine gren, der skulle med hen i skolen og han var lidt misundelig på mig og han ville ønske, at han også gik i skole og skulle opleve alt det spændende.

– Han blev meget skuffet og ked af det, for han havde ventet og ventet hele formiddagen på, at jeg skulle komme hjem med grenen, så han kunne arve den og lege ”at gå i skole”.

Jeg blev også lidt ked af det, selvom han jo var min, til tider meget irriterende, lillebror, men lige i det øjeblik syntes jeg dog at det var synd for ham.

- Men det gjorde jeg i hvert fald ikke, en dag et stykke tid efter jul, men herom senere.

12

Min forventningsfulde lillebror, som jeg skuffede så fælt.

Efter ansigtsudtrykkene at dømme, kunne billedet være taget lige i det øjeblik, jeg fortalte ham at grenen var smidt væk.

Jeg ser selv lidt ked ud af det.

13

ØRET RYKKET AF - (næsten) Først vil jeg dog lige fortælle, hvad jeg fik i julegave det år. Min mormor boede i Randers og hun skulle holde juleaften med os i Hobro. Hun havde strikket en flot rødbrun trøje til mig. Der var to grå kronhjorte på brystet.

De kom springende ind mod midten fra hver side. Det så virkelig flot ud. - Størrelsen havde hun strikket efter hukommelsen og den passede da også fint på længden af selve trøjen og på ærmerne, men hullet til hovedet havde hun gjort alt for lille.

Hun havde vist glemt hvor ”tykhovedet” jeg var, så da jeg skulle prøve trøjen, sad mit hoved uhjælpeligt fast inde midt i den høje halskrave. Jeg hylede jo op om, at det gjorde ondt, og påstod at de rykkede mine ører af med al deres hiven og trækken.

Det troede de bare ikke på, så de sagde: - Hold op med at skabe dig!

Til sidst gav de endelig op, men de blev dog meget flove, da trøjen til sidst kom af igen og så, at de havde revet min venstre øreflip løs forneden, så blodet løb ned ad halsen.

– Det havde altså gjort ondt og jeg havde ikke bare skabt mig.

De voksne skuffede mig tit, for de tror ikke altid på børn.

- Sådan var det bare og det lærte jeg efterhånden.

Den julegave husker jeg.

14

MIN FØRSTE SPORTSVOGN Den anden gave fik jeg af min far og det er nok den flotteste julegave, jeg nogensinde har fået som barn. Det var en cirka femogtyve centimeter lang åben sportsvogn.

Den var lavet af blik og var utrolig gennemført. Når jeg ser den for mit indre blik, er jeg nu næsten helt sikker på at det må have været en BMW model 327 fra cirka 1935.

Selve bilen var smørgul og den havde chokoladebrune skærme. Rattet kunne dreje forhjulene. Den havde en lille gearvælger med tre gear fremad, et frigear og et bakgear.

- Den skulle trækkes op med en nøgle og havde en stor fjeder, så den kunne køre langt. Rattet kunne indstilles, så den kunne køre i cirkler.

- Den var for den tid meget avanceret og må have været meget dyr.

- Den lignede utrolig meget denne rigtige model der dog er fra sidst i trediverne.

15

Jeg kendte ingen andre drenge der havde fået så flot en julegave, og jeg var virkelig glad for den. - Så længe jeg havde den. Når jeg lukker øjnene, kan jeg tydelig se den for mig endnu, skønt det er snart 75 år siden jeg fik den.

Måske er det den der er skyld i, at jeg i dag samler på rigtige veteransportsvogne, så den gavn gjorde den dog, skønt jeg kun havde den en kort tid, for nu kommer min ”søde” lillebror ind i billedet igen.

Jeg havde på det strengeste forbudt ham så meget som blot at røre ved den, og lovet ham al landsens ulykker, hvis han alligevel gjorde det. - Måske når jeg var i skole.

Men fristelsen blev ham alligevel for stor, for en dag, netop som jeg var i skole efter juleferien – tog han bilen og kravlede ind under min far og mors store dobbeltseng og begyndte at lege med den. Men han var jo alt for lille til at forstå det med gearene, så til sidst havde han brækket gearvælgeren af. De flotte blanke forlygter brækkede han også af og rattet og kofangerne. Måske var han blevet sur over, at det ikke var hans bil, - men måske gør jeg ham uret.

Resultatet blev bare, at den aldrig kom til at virke igen og på det tidspunkt, syntes jeg i hvert fald ikke, at det var synd for ham. Tværtimod og han fik en masse skældud og det der var værre, men senere blev vi selvfølgelig gode venner igen, selvom jeg godt nok tror, der gik et stykke tid.

16

DET TIGGEDE FLÆSKESVÆRD Flæskestegen fik vi, - ligesom de fleste andre dengang stegt nede hos bageren. Han havde altid en varm ovn, trods krigens rationeringstider.

Klokken seks juleaften kom alle bagerens kunder og hentede deres flæskestege. Min lillebror og jeg gik sammen med vores far ned og hentede vores. Den duftede himmelsk og det var ikke kun fordi det var jul, for de fleste børn synes jo at varmt sprødt flæskesværd smager himmelsk til hver en tid, og vi tiggede og tiggede om bare at få en enkelt stribe, og da min far følte nøjagtig den samme fristelse, tog vi da også alle tre et lille stykke. Vi kunne ikke tage så meget for min mor kunne ikke lide, at der manglede noget, når hun serverede den for gæsterne.

Efter julemiddagen gik mændene og os børn tit udenfor, hvis der var klart vejr. - Mødre, fastre, mostre og tanter skulle vaske op. Vi kiggede på den mørke stjernehimmel og for mig står det som et højtideligt øjeblik, at stå selve juleaften og kigge lige op i Guds himmel, der netop juleaften, med en stjerneklar himmel, har en ganske særlig udstråling. For dengang bad vi med barnets troskyldighed vores fadervor hver aften, og vi troede blindt på alt det der står i Bibelen.

17

Hvis vi var særlig heldige fik vi et stjerneskud at se, og fik vi det, - lige netop juleaften, ville vi få et særligt stort ønske opfyldt.

- Jeg så dog aldrig et stjerneskud juleaften, men føler alligevel, at jeg fik mange af barndommens ønsker opfyldt.

Nu skulle vi danse om juletræet og mit livs juletræer har altid nået helt op til loftet. Først læste min far juleevangeliet og jeg kan huske, at jeg syntes, det var lidt underligt, at netop han læste det op. - Min far var en meget spændende mand og helt fantastisk til at digte historier for os, når vi skulle i seng, men han var ikke spor religiøst anlagt. Det var mere min mors afdeling. - Min far fortalte, at religion havde han fået rigeligt af fra sin indremissionske stedfar, da han var barn.

- Hans rigtige far døde da min far var et år gammel.

Bagefter sang vi mange salmer og til allersidst sang vi ”Højt fra træets grønne top” og os børn kunne godt finde på at synge den på melodien: - I en kælder sort som kul.

Teksten passer nemlig til begge melodier og omvendt. - Prøv selv!

Nu kunne vi så endelig få vores julegaver. Vi fik fem højst seks gaver hver, og det var mest nyttige ting dengang under krigen, men vi fik dog altid ét stykke legetøj og det var selvfølgelig den gave vi var allermest glade for, og derfor fik vi den også altid som den sidste af vores gaver, da vi 18

ellers, efter de voksnes mening ville være temmelig uinteresserede i de ”bløde”.

– Og det tror jeg også helt bestemt de havde ret i!

Jeg kan huske, jeg syntes at julen varede utrolig længe.

Mellem jul og nytår gik vi rundt til kammeraterne for at se deres gaver og lege med dem og det var også nogle spændende dage.

TOGET OG VANDFALDET Min gode ven Niels Halkær fra den anden side af vejen, legede jeg meget med. Han hørte ikke til de helt barske, som f.eks. Georg nede fra nr. 13, så det var helt i orden.

Ham måtte jeg gerne lege med for min mor.

Et år til jul, da vi begge to var seks år, havde vi fået flere skinner og togvogne til vores mekaniske tog. En dag da vi legede nede hos ham, havde vi bygget et vældigt skinne system op. Toget kørte under divanen og en lænestol. - Det var mørke tunneller i bjergene, legede vi.

Men vi manglede en viadukt på den åbne strækning, så vi fik overtalt hans lillesøster på to år til at stå med et ben på hver side af skinnerne. Hun var ikke så høj og havde kjole på, så hun kunne godt ligne en bro.

19

Det gik godt et stykke tid, men pludselig råbte vi i kor: - GÅ VÆK! For lige da vores flotte tog kørte under ”broen”, kom der pludselig et vandfald ned over lokomotivet og alle vognene!

- Hun havde ikke kunnet holde sig i den skrævende stilling.

Den stakkels lille pige, blev straks sat fra bestillingen med en hel del uvenlige ord, skønt hun dog var ganske uskyldig og blot gjorde os en tjeneste. - Det var selvfølgelig dybt uretfærdigt, men det tænkte vi slet ikke på. Vi tænkte blot på at komme ud i køkkenet og skylle vore tog under vandhanen.

- Men det var sidste gang vi brugte en levende bro.

Cirka sådan så vores tog ud. Vores skulle dog trækkes op med en nøgle.

20

Dette var nogle af juleminderne fra min tidlige barndom

Knud Erik Guldager

21