Anton sivertsen 2015

Anton Sivertsen i Ă˜ster Sundhus ved Tangsøen En historie fra attenhundrede tallet

Knud Erik Guldager 1

Anton i Øster Sundhus Dette er historien om Anton Sivertsen i Øster Sundhus.

Han levede i dette hus engang i 1880’erne, og historien om et møde med ham cirka hundrede år senere. Øster Sundhus er et gammelt fiskerhus fra 1870.

Det ligger i det nordvestlige Jylland, lidt syd for Limfjorden, ved en sø der hedder Tangsø.

Søen ligger cirka midt på en linje mellem Klosterheden og Torsminde og de bævere, der blev udsat i begyndelsen af dette århundrede svømmer i Flynder åen og søen.

Huset lå oprindeligt næsten helt alene ved søen.

Her er en oversigt over beboere i huset indtil 1946.

1870 – 1886: Oline og Anton Sivertsen.

1886 – 1940: Marianne Mandbjerg.

1940 – 1946: Marie og Anton Larsen.

2

Her har en omvandrende maler engang malet fiskerhuset, med fiskerbåden nede ved søen og en vindmølle i baggrunden.

Den nuværende mand i fiskerhuset har boet der siden 1984 og han hørte folk på egnen fortælle en dramatisk historie om en fisker og daglejer der hed Anton Sivertsen.

Han var den første ejer af huset. - Det følgende er historien om ham og hans familie, og om hvordan den nuværende mand i fiskerhuset, - under dramatiske omstændigheder, mødte Anton Sivertsen cirka hundrede år efter hans død.

3

Historien begynder således:

Anton Sivertsen sad en aftenstund i efteråret 1886 for enden af bordet i det lille fiskerhus ved Tangsø og så tungsindigt ud over søen, der lå lige uden for vinduet, - blot et par hundrede alen væk. Rundt om bordet sad alle hans børn, - elleve i alt.

Hans lille spinkle, - lidt forslidte, kone Oline, stod ude i det lille køkken og skrællede kartofler til det yderst sparsommelige aftensmåltid, de skulle have.

Kartofler, løg og kål havde de heldigvis nok af, for dem dyrkede de selv. De havde også kaniner og ænder, til steg og suppe. Høns der gav æg, kyllinger om foråret og en suppehøne en tre gange om året.

Men denne dag kneb det med kødmad, skønt det var søndag.

Nu var søndag den eneste dag i ugen, hvor de fik kød. Ellers stod aftensmaden mest på fisk, for dem kunne Anton selv fange, så de var gratis, - men det var kødmad, ud over deres egen avl, ikke.

Kødmad fra køer, grise og lam skulle enten betales med penge eller hårdt arbejde og i dag var det ikke blevet til noget, med nogen af delene.

- Så, selvom det var søndag, skulle de have fisk fra søen.

4

Men børnene var som sædvanlig glubende sultne, så de ville spise med stor appetit, - selvom de små nok var lidt skuffede over ikke at få rigtig kød, når det nu var søndag.

Anton, der var en stor og bredskuldret mand, var mest daglejer, men også fisker, når lejlighed bød sig.

Han hjalp bønderne i omegnen med alt. Både forårsarbejde i markerne, og især i høsten var der nok at lave. Men ind imellem var det slet ikke hver dag, han havde arbejde, og så kneb det gevaldigt med at skaffe blot den daglige føde, for slet ikke at tale om alle de andre fornødenheder, som en stor familie som hans, trods al sparsommelighed, krævede.

Somme tider gik han helt til Torsminde eller Lemvig og var borte i flere dage. – På disse steder opsøgte han fiskerne og spurgte dem om arbejde for en stærk mand.

Det var mest om sommeren, når silden og makrellen kom ind til kysten, at der var brug for ekstra mandskab på bådene.

Var der arbejde, gav det som regel godt og han kunne tjene nogle hårdt tiltrængte kontanter, og så undte han sig selv, at købe nogle få stænger af den skråtobak, som han holdt så meget af, og for nogle få ører bolsjer til børnene. De holdt allermest af de bolsjer der hed ”Kongen af Danmark”.

Det var små røde flade bolsjer med en rigtig kongekrone på, det syntes de så flot ud og de smagte af anis.

5

Men for de fleste af kontanterne købte han dog de mest fornødne ting, som havde Oline skrevet op på en lap papir inden han tog hjemmefra.

Familien ventede altid spændt på, at han skulle komme hjem fra disse ture, for foruden slik og de andre gode sager, havde han også alle de fisk, som han kunne slæbe på sin ryg og det var mange, for Anton var, som man sagde der på egnen, en stor ”klyne”.

En klyne er et jysk ord for en stor tørv gravet i en mose.

Den er stor, men vejer måske ikke så meget.

I grunden var det en lidt nedsættende betegnelse for en mand. Den grundlæggende mening var jo, at en stor klyne nok var stor og stærk, - men, at der ikke var så meget vægt oveni hovedet.

Det var måske også rigtigt i Antons tilfælde. Han havde kun fået den allermest nødvendige skolegang, men han var en meget ærlig og ærekær mand. Han var også ansvarsfuld og sørgede godt for sin efterhånden store familie, og han drak ikke.

Det var nemlig dengang en stor svøbe for mange familier, for hvis manden i huset havde givet op og blot drak det meste af sin ugeløn væk, blev familien i høj grad forsømt.

Men Anton sørgede som sagt godt for sin familie og havde altid meget mad med hjem, mest i form af sild.

6

Dem saltede de selv og lagde ned i en gammel vaskebalje af træ.

Men der var også andre spændende fisk imellem. Fisk fra havet, som de ellers aldrig så. Der kunne være et stykke af en stor pighvar, eller et stykke fra en sildehaj.

Det var spændende mad og den dag måtte de alle spise lige så meget som de kunne, for fisken kunne ikke holde sig frisk så længe, selvom de gemte den i den lille kælder under lemmen i køkkengulvet.

Efter høstens tid var der ikke så meget at lave på gårdene og vejret var tit ikke godt nok til at tage på havet, så fiskerne havde kun lige arbejde til sig selv.

Anton og Oline var meget flittige og slidsomme. Det var daglejerne simpelthen nødt til at være dengang, for kunne man ikke klare sig selv, var der nemlig kun en udvej, og det var fattiggården, og det var noget af det mest ydmygende, man kunne forestille sig.

Familier der skulle på fattiggården, blev splittet op, så de ældste af børnene, - allerede fra seks års alderen, blev fordelt ud på gårdene i sognet, hvor de selvfølgelig blev sat til at lave det allermest trælse og dårlige arbejde, som bøndernes egne børn, - og i øvrigt alle børn, hadede.

De skulle jo helst gøre gavn for den føde de fik, men det var usle kår for så små børn, og ingen forældre ønskede 7

dette for deres børn og de gjorde alt for at undgå denne skæbne.

Ja, enkelte så sig endda, - i særlige hårde og lange vintre, nødsaget til at gå fra gård til gård og tigge lidt mad. Det kunne være halvrådden kål, eller halvt fordærvede kødvarer, som bønderne ikke selv ville spise. De gode varer beholdt bønderne for sig selv, da det jo også for dem, var en hård vinter.

Olines far var en stor gårdmand, og havde en gård der hed ”Ulfsund”. Her havde Anton tjent som ganske ung, og Oline, gårdmandens yngste datter, var blevet forelsket i den flotte karl.

De fik lov til at gifte sig, trods den store standsforskel og Oline fik noget, som dengang var meget sjælden og kostbar, - nemlig sin mors symaskine i bryllupsgave.

Hun fik den, fordi hun havde vist stor lyst og evner til at sy. - Hun syede nyt tøj til sine søskende og sig selv, af aflagt tøj fra de voksne. Hun kunne altid finde de steder, hvor tøjet ikke var så slidt og af det kunne hun så sy tøj til de små i familien.

Olines mor syede ikke. Hun havde ikke evnerne, - som hun selv sagde, men det var nu nok mest lysten, det havde knebet med. Symaskinen havde hun i sin tid fået af sin far som gave, men hun havde næsten aldrig brugt den.

8

Det gjorde Oline derimod, for om vinteren gik hun fra gård og til gård i omegnen og syede nyt og reparerede arbejdstøj og hvad der ellers var at sy. Hendes løn bestod mest af madvarer, - gode og reelle madvarer, for hun var meget værdsat, hvor hun kom frem.

Dengang var der næsten ingen der havde deres egen symaskine. En gang imellem fik hun også kontanter, men det var sjældent. Det var som regel hos myndighedspersoner, der ikke havde deres eget landbrug og derfor ikke havde ekstra madvarer. Nogle gange boede hun i helt op til tre dage på ét sted, hvis gården lå langt væk.

Oline var meget stolt af sin symaskine. Den havde mange flotte blomstermønstre og masser af fine perlemorsstykker indlagt i lakken.

- Den var bestemt ikke en fattigmands-symaskine.

Anton havde lavet en fin trækasse til symaskinen med et godt rundt træhåndtag, der ikke skar i fingrene, når Oline bar den ret tunge støbejernsmaskine fra gård til gård.

9

På den måde hjalp Oline godt til med at få familien gennem lange vintre. - Anton og Oline var nemlig begge meget stolte og ærgerrige af sind. De havde altid formået at klare enhver sit og hver søndag gik de altid, - sammen med alle de lidt større børn, i kirke helt ude ved herregården ”Rysensten”. Den ældste blev hjemme og passede de små.

Kirkegangen var meget velset i sognet og fordi Anton ikke drak, fik han lettere et arbejde hos bønderne, frem for så mange andre, og de var stolte over at kunne klare sig selv.

For nok de var nok så fattige, men kunne de alligevel bære hovedet højt.

Børnenes tøj var heller aldrig laset og hullet, som mange andre fattige børns tøj som regel var, men det skyldtes jo Olines syegenskaber. Hun fik nemlig ikke så sjældent gode stykker aflagt tøj fra store gårdmænds koner, og heraf kunne der blive meget tøj til små folk, - for gårdmandskoner var jo som regel ikke ligefrem åleslanke dengang.

Antons jord var fra meget gammel tid udstykket således, at det lignede et meget langt og smalt stykke af en lagkage.

Det var kun tyve alen bredt i den øverste ende og hundred alen i den nederste brede ende, der lå ned mod søen. I alt var der en tønde land jord.

I den brede ende lå først en frugthave med æbletræer og masser af frugtbuske. Så kom huset, der var helt nyt og bygget i 1870, så det var nu blot seksten år gammelt.

10

Mellem frugthaven og huset var der gravet en brønd og med en stor håndpumpe kunne man pumpe vand op fra brønden og ned i en spand, der hang på tuden af pumpen.

De havde fået huset og jorden forærende af Olines far, der, som før nævnt, ejede den store gård Ulfsund i nærheden.

Jorden havde tilhørt gården og da hans datter jo sådan set giftede sig ikke så lidt under sin stand, havde han indset, at hun og Anton aldrig ville kunne tjene nok til selv at købe sig et hus, og da han i sognet var regnet for en velstående mand, kunne han ikke være andet bekendt, end at give sin datter en god start.

Men så måtte de også klare sig selv fra da af.

Oline var ikke hans eneste barn, han havde flere, men hun var den yngste og den eneste, der havde giftet sig så fattigt.

11

Først havde han forsøgt at tale Oline fra giftermålet med den fattige Anton. - Han var ikke noget for en datter af så stor en gårdmand, men Oline havde stædigt holdt på, at hun kun ville have sin Anton, om han så var aldrig så fattig, for han var en ærlig og rar mand.

Da hun var den yngste af hans børn, - og derfor i grunden lidt forkælet, fik hun også denne gang sin vilje.

Det nybyggede hus, var efter nutidens forhold ikke stort, og da det efterhånden endte med elleve børn, var der trange pladsforhold. Men det var et dejligt og solidt muret hus med et stort stråtag og et lille udhus, hvor der var plads til både høns, kaniner og brænde til komfuret.

12

Komfuret i køkkenet var den eneste opvarmningskilde, men da huset kun var på cirka hundred kvadratalen, kunne det godt varme køkkenet og dagligstuen op.

Den fine stue og soveværelset, hvor forældrene og en del af børnene sov, var ikke opvarmet, men i særlig kolde vintre lod man døren stå åben en tid før de små skulle i seng.

De større børn kom først i seng, når forældrene gik i seng, for de skulle sove i slagbænkene, der stod rundt om spisebordet og dem sad de jo på og snakkede, læste lektier og fortalte historier, indtil det blev så mørkt, at de skulle i seng.

Det var sjældent de tændte lys, da petroleum til lampen jo skulle betales med kontanter, og dem havde de aldrig for mange af.

- De havde dog også tællelys lavet af fåretalg, som de fik ovre hos Olines far, som holdt mange får og de støbte selv lysene.

13

Om vinteren, når det frøs hårdt og hvor sneen lå meterhøjt omkring huset, var der tit rim på væggene, når de vågnede om morgenen. - Det var den varme udånding fra de mange mennesker, der havde fortættet sig på væggene og frøs til is.

Alle ruderne var også belagt med et tykt lag rim, så der havde dannet sig de fineste isblomster på dem. Det så flot ud, men var koldt at stå op til for de små børn, så Anton stod altid først op og tændte op i komfuret og det var en aftale, at børnene først måtte stå op, når der var så varmt, at der på midten af ruderne, - hvor isen var tyndest, havde dannet sig en lille bar plet.

14

Anton havde arvet en gammel hornlygte fra sine forældre.

En hornlygte var en cirka tolv tommer høj firkantet trækasse med et håndtag af enten tyndt reb eller ståltråd.

- Den havde en firkantet rude på den ene side. Ruden var lavet af lyst kohorn, der var fladet ud og skrabet tyndt.

For at beskytte den var der tit lavet et kryds af tyndt ståltråd over ruden.

Her er en senere efterligning lavet af blik.

Ruden var ikke så gennemsigtig som glas, men langt billigere, da man selv lavede den og man kunne altid lave en ny, hvis der alligevel gik en i stykker. - Glas skulle man til byen for at få. Lyskilden i lygten var en stump tællelys, som regel den sidste rest, der var blevet for lille at bruge inde i huset.

Det er i øvrigt der udtrykket – Den lyser som en fis i en hornlygte – stammer fra.

- En fis var just en lille stump lys, og det lyser ikke ret meget i en hornlygte.

Hornlygten brugte de, når de på buldermørke vinteraftener skulle ud på det lille das, der stod ved lidt væk fra huset.

15

Det kunne være kold fornøjelse om vinteren, - især for børnene, når det frøs hårdt. Så var det dejligt, at have den gamle hornlygte med derud. - De følte, at den varmede lidt og de blev også altid lidt mørkerædde, når vinden fór hylende og fløjtende gennem brædderne i dasset.

Selv dette, yderst sparsomme lys, gjorde dem mere trygge. Nu kunne de trods alt bedre se, om der var uhyggelige væsener til stede i dasset. - Men der var ingen, der blev derude længere end højst nødvendigt. Selve toilettet var en trækasse med et hul i.

Nedenunder stod der en spand, som deres far tømte hver dag. Indholdet blev gravet ned i haven og som gødning.

- Til at tørre sig med, var der tørt hø i en lille trækrybbe på væggen. - De holdt ikke avis og havde derfor ikke noget papir i huset.

Huset var indrettet med to små stuer i syd-enden med hver to vinduer. - Spisestuen havde et mod syd og et mod øst.

Den fine stue havde et mod syd og et mod vest.

De var hver på treogtyve kvadratalen.

16

Køkkenet, med det store sorte komfur, vendte ud mod søen og var også på knap treogtyve kvadratalen.

I nordenden mod vest var soveværelset på cirka seksten kvadratalen. - Mellem stuen i vest og soveværelset, var der en lillebitte entré og en fin fordør, men den blev kun brugt, når der kom fine gæster.

- Bagdøren gik direkte fra køkkenet og ud mod søen.

17

De to stuer var henholdsvis ”Den fine stue” mod vest med de fineste møbler, det fine porcelæn og drikkeglas og de nydeligste gardiner i de to vinduer. - Den lugtede altid lidt muggent, for den blev næsten aldrig brugt og var derfor ikke opvarmet til daglig.

Så var der dagligstuen med det aflange spisebord og slagbænkene langs væggene. Ved bordet med voksdugen kunne de alle sidde og spise på én gang. Der var altid én der lå i vuggen og nogle små, der sad på skødet af deres mor og ældre søskende.

I slagbænkene sov de fire af de ældste børn, og på divanen ved vest væggen, sov der to lidt mindre. - De fem mindste sov hos forældrene inde i soveværelset.

Der var ikke meget plads til privatliv dengang, men de fik dog elleve børn, så noget må der alligevel være foregået.

Alle dynerne i huset var store, meget tykke og tunge. De var fyldte med dun og fjer, - dog mest fjer fra alle de ænder og høns de havde slagtet gennem tiderne og det var fjerene der gjorde dem så tunge.

- I bunden af sengene og slagbænkene var der halm og heri boede der om vinteren ikke så sjældent mus, - og mus i sengehalmen var noget børnene hadede.

18

Slagbænkene hed slagbænke, fordi sæderne kunne slås op og nede i kassen under sædet var sengetøjet og hernede sov man så.

Senere, - da børnene voksede, men endnu ikke var gamle nok til at komme ud at tjene på gårdene i omegnen, blev der lavet to værelser oppe på loftet, med et lille vindue i hver gavl. - Her flyttede de ældste så efterhånden op.

- Pigerne i den ene ende og drengene i den anden.

Anton og Oline sendte først børnene ud at tjene, når de var færdige med skolen og var konfirmerede.

- Da var de omkring fjorten år.

Nord for huset var urtehaven, og Anton var berømt på hele egnen, fordi han med blot en spade gravede hele jordstykket på næsten en tøndeland og det både forår og efterår.

- Men med en enkelt spade er en tønde land et meget stort stykke, (5516 kvm.) - selv for en stor ”klyne” som Anton.

I stykket dyrkede han masser af kartofler og mange slags kål, gulerødder, selleri, porrer og løg.

Der var også et lille stykke med korn til hønsene. Jorden gav som regel nok til hele vinteren for både familien, hønsene og kaninerne.

Jo – det var et fint lille hus og der var ikke mange daglejere der boede så flot. Beliggenheden var valgt med stor omhu.

Den kunne ikke være bedre.

19

- Der var en næsten helt H.C.Andersen’sk fred og idyl over stedet, med det lille stråtækte fiskerhus i det ret øde område. (Se sider 13).

På markerne mellem huset og søen græssede gårdenes heste og køer og på engen nede ved søen, så de tit storkene spankulere rundt og fange frøer.

Der var en storkerede ovre på det høje tag på Ulfsund.

På søen svømmede de stolte svaner. Det så flot ud, når de rejste vingerne op til sejl og kom sejlende på langs af søen i vestenvinden. - Ovre på Ulfsund fik de ved festlige lejligheder svanesteg. Huden med fjer og vinger blev taget af svanen før kroppen blev stegt og lagt over igen med et viskestykke imellem, så den kom på bordet med fjerdragten rejst i netop denne ”sejlstilling”.

- Det så virkeligt imponerende ud for gæsterne.

Der var alle slags svømmefugle i søen, og store duehøge og musvåger kom glidende på jagt, sammen med kærhøgene og fiskeørnene.

Nede i søen stod de flotte fiskehejrer musestille på ét ben og ventede på, at en fisk skulle svømme forbi.

- De boede i en stor koloni ude i nogle høje træer i øst enden af søen.

Om foråret var der masser af trækfugle, der kom forbi.

20

- Der var regnspoverne med deres lange nedadbøjede næb.

De gik på markerne og pirkede i jorden efter føde, medens de fløjtede deres lange sørgmodige fløjt.

Når disse trækfugle kom, var jægerne altid ude med deres bøsser. - Især når gæssene kom. Dengang måtte man skyde alt, man kunne få ram på. - Når som helst og hvor som helst.

Man spiste næsten alt. Kramsfugle var delikatesser og kramsfugle var mindre fugle som f. eks. krager, skader, skovduer og især var rågeunger om foråret en stor delikatesse. - Ja, selv solsorte og stære blev fanget og spist.

Under disse forhold levede Anton Sivertsen, - fattigt, men trygt og godt med sin store familie, men for at vende tilbage til starten på beretningen, var det nu november og de manglede kød.

- Og i dag havde de ikke engang fisk til aftensmaden endnu!

Det saltede flæsk og den røgede skinke på loftet skulle helst gemmes til vinteren. Det var en sikkerhedsforanstaltning de altid tog, for hvis det blev en streng vinter, kunne der let blive hårdt brug for den slags mad til at mætte de mange munde med.

- Så det brugte man ikke af i utide.

21

Om vinteren kunne Anton ikke så let finde arbejde og ikke så let fiske i søen på grund af den tykke is. - Dog kunne han stange ål gennem huller, han huggede i isen. Han vidste lige præcist, hvor ålene holdt til om vinteren og der var masser af dem. - Ja, så mange, at børnene var godt trætte af altid at få stegte ål om vinteren.

Men på denne aktuelle aften hylede der en kraftig efterårs storm og den peb i skorstenen, så den næsten lød som en fabriksfløjte. Anton havde ved middagstid været ude og se til de tre ruser, han havde stående i søen, men de havde alle været tomme.

Det var nu sidst på dagen og det var allerede begyndt at mørkne. Hvis de ikke skulle nøjes med kartofler og stegte løg til aften, måtte han nu ud og skaffe fisk.

Det kunne blive nødvendigt at se til ruserne igen, men det blæste nu voldsomt og det begyndte at fryse, så det var lidt risikabelt at sejle ud til ruserne i mørket, for selv om søen ikke var så stor, ligger den lige øst–vest, så bølgerne kunne blive ret høje og let vælte Antons lille flade pram.

Søen var kun godt tre alen dyb, men meget mudret på bunden. - Alle vidste, at her kunne man ikke bunde, hvis man faldt i vandet, og i nat ville det også være så koldt, at man højst kunne overleve en time, selvom man kunne klamre sig til prammen, hvis man da kunne finde den igen i mørket.

- Hvis man faldt i vandet, ville den nemlig lynhurtigt forsvinde ned i øst enden af søen i den stride vestenvind.

22

Anton var dog en besindig og ansvarsfuld familiefar og han stolede fuldstændig på sig selv og sine mange kræfter, så han besluttede at skaffe mad på bordet, - også i dag.

Han gik ud i skuret, hvor hans oilskinstøj og sydvest hang.

Han tog det på og satte sydvesten på hovedet.

- Til sidst tog han sine store langskaftede fiskerstøvler på.

Oline var ængstelig, og hun bad ham om at blive hjemme.

Det ville Anton ikke. - Nu havde han taget sin beslutning og sådan blev det.

Oline sagde endda til sidst, - for at få ham til at blive hjemme, - at hun ikke havde lyst til at blive enke med elleve børn, for et enkelt aftensmåltids skyld.

Heri havde hun jo så inderligt ret, men Anton var stædig, - som vestjyske mænd tit er.

Nu havde han sat sig for at skaffe fisk på bordet, og så ville han også gøre alt, hvad han formåede, for ikke at skuffe de mange sultne barneøjne ved bordet.

- De fulgte ham, da han gik ud af køkkenet.

Han gik nu ud i mørket og den hylende blæst og han forsvandt i retning af søen, hvor hans pram lå.

Der gik et par timer og stormen var taget til, - nu i form af en regulær snestorm, hvor alt var et stort hvirvlende hvidt og hvor man ikke kunne se fem alen frem.

23

Oline blev urolig, for Anton var ikke kommet hjem endnu, og det plejede ikke at tage så lang tid, at se til de tre ruser.

Hun bad derfor børnene om at være alene og tog alt sit varme overtøj på og gik ud i snestormen i retning af søen, hvor prammen plejede at ligge.

Måske var Anton allerede kommet i land og var ved at trække prammen op. Det var hendes spinkle håb, medens hun tumlede sig ned mod søen.

Hun havde nemlig vinden i ryggen, og den var hele tiden ved at vælte hende omkuld, når hendes fødder stødte på de høje tuer i engen. - Hun kunne næsten ingenting se i den hvirvlende sne og mørke. Hun havde ganske vist taget hornlygten med, men den forslog ingenting i mørket.

Endelig nåede hun ned til søen og fandt stedet, hvor prammen plejede at ligge.

– Men der var ingen pram og ingen Anton at se.

Fortvivlet begyndte hun nu at kalde på Anton ud i mørket, men hendes stemme tabtes i den hylende storm, og hvis hun havde fået svar fra Anton, ville hun slet ikke have kunnet høre det.

Efter en tid vendte hun om. - Hun ville hjem til sine ængstelige børn, men nu måtte hun virkelig stride sig mod den hårde blæst, medens sneen piskede hende i ansigtet.

24

Sneen havde allerede nu lagt sig i over en fods tykt lag på engen. - Da hun endelig så lyset i vinduerne i huset, var hun allerede tæt på.

Hun gik ind til de ventende børn og var nu meget forkommen.

- Hun var, - som tidligere fortalt, nemlig ret spinkel af bygning. Nu orkede hun ikke mere selv at lede efter Anton, men sendte de to største af drengene på ti og tolv år over til hendes far på Ulfsund efter hjælp.

- Gården lå en kvart mils vej væk på den anden side af søen mod syd.

På Ulfsund tjente der dengang mange folk, så drengene kom efter godt en time tilbage i en kane med fem karle foruden dem selv.

Drengene havde fortalt karlene om deres far, og Oline satte dem nu yderligere ind i tingene og bad dem dele sig og gå rundt om søen på hver sin side og kalde på Anton.

Hun håbede på, at han måske kun havde mistet den lange stage, han brugte til at komme rundt med og var drevet i land nede i øst enden af søen ved Flynder åens udmunding og måske nu var på vej hjem gennem snemasserne langs søens bred. - Var det tilfældet ville et af holdene møde ham.

Karlene tog af sted, men klokken var nu ved at være ti om aftenen og de talte sagte om, at hvis Anton var kæntret og faldet i vandet, måtte han for længst være druknet eller frosset ihjel.

25

De fandt prammen i syd enden af søen. Den var presset helt ind i sivene, - næsten inde ved bredden.

Men, - den var tom og over halvt fuld af vand, og der var ingen spor efter Anton.

De var nu klar over at Anton enten var gået i land og nu var på vej hjem, eller også var han faldet i vandet og druknet.

De ledte efter ham så godt de kunne i snefoget og mørket, men fandt ham ikke. - Efter nogen tid besluttede de at opgive eftersøgningen denne nat, og lede videre næste morgen, når det var blevet lyst.

De gik hjem til Oline og alle børnene, hvoraf de største endnu var oppe.

- De ventede blege og spændte på karlenes tilbagekomst.

Oline tog det med en underlig stoisk ro. - Hun kendte alle historierne om fiskere, der tog ud og aldrig kom hjem igen.

Det havde gennem generationer været noget, fiskerkonerne på vestkysten havde måttet leve med og været forberedt på. - Det var netop derfor Oline var så tilsyneladende rolig.

Det var også fordi hun i sit inderste altid havde været forberedt på at noget sådant en dag kunne ske, - også for hendes egen store og stærke Anton, som hun elskede så inderligt.

- Når det så virkelig skete for en fiskerkone, så man hende sjældent smile mere.

26

Næste morgen kom karlene, som aftalt, igen så snart det var lyst.

Stormen var nu taget af og havde efterladt et smukt landskab pudret i et tykt lag hvidt sne, hvorpå solen skinnede. - De ville normalt have glædet sig over det smukke syn, hvis ikke situationen havde været så alvorlig.

Søen var mørkegrå og der var så småt begyndt at lægge sig et tyndt lag is på overfladen, men der var stadig dønninger i vandet efter den hårde storm, da de begyndte at lede efter Anton.

De behøvede imidlertid ikke at lede så længe, - for midt ude i søen sad Anton.

Han var kravlet op på en bundgarnspæl og sad nu i sit mørke oilskinstøj, der var helt hvidt af fastfrosset sne på ryggen, som han vendte mod vest.

Glade over synet, kaldte de på ham, men han reagerede ikke, og karlene tog nu op til broen over åen, hvor Ulfsunds pramme lå, og stagede gennem åen og ud i søen gennem den tynde is.

Da de nåede frem til bundgarnspælen med Anton, kunne de med det samme se, at det var ude med ham, for hans ansigt og bare hænder var helt dækket af et lag is.

- Han var simpelthen frosset ihjel.

27

De kunne regne ud, at Antons pram under røgtningen af rusen, der var fastgjort til bundgarnspælen, af stormen var blevet presset væk fra pælen, som han holdt fast i med den ene hånd, medens han trak rusen op med den anden.

- Afstanden mellem båd og pæl var så blevet så stor, at Anton trods sine mange kræfter, i den hårde blæst ikke havde kunnet hale prammen hen til pælen igen og for ikke at falde i vandet har han måttet kravle op på pælen.

Her havde han i et jerngreb lagt sin højre arm oven på pælen og klamret sig fast og ventet på den hjælp, - som han sikkert havde vist, ville komme alt, alt for sent.

Men det havde været hans eneste mulighed. Han havde ikke kunnet svømme i land i sit tunge oilskinstøj og han ville sikkert også være blevet lammet af kulde, inden han havde nået land.

Karlene kunne ikke greb. - Isen havde gøre end at rokke pæl og Anton med i

få Anton af pælen, så fast var hans låst ham fast, så der var ikke andet at hele pælen løs af bunden og tage både land.

Anton blev begravet på kirkegården i Bøvling ved den kirke der ligger næsten helt ude ved herregården ”Rysensten”.

Måske står hans gravsten der endnu, men måske er den slettet, - men nogen steder gemmer man dog de gamle gravsten, - så måske? – Se selv efter.

28

Hvad der siden skete med hans store familie får stå hen i det uvisse, men mon ikke Olines far har hjulpet til.

- Det var jo trods alt hans børnebørn, så det har han helt sikkert. Måske er Oline flyttet tilbage til sin far og børnenes bedstefar, så hun og de hjemmeværende børn har kunnet hjælpe til på gården.

Det må man da håbe, skønt tiderne var mere barske dengang. – Jeg tror nemlig ikke, at Olines far kunne tillade, at hans datter endte på fattiggården.

Den næste beboer af huset, Marianne Mandbjerg flyttede allerede ind i huset i 1886 og Anton Sivertsen døde også i 1886, så Oline og børnene må være flyttet ud.

Manden i fiskehuset lavede dette lille hoved i ler af Marianne Mandbjerg. Hun sprang nærmest selv ud af leret.

Hun boede i huset fra 1886 til 1940.

Naboen, Pe’ Rabjerg, der havde kendt hende, sagde, at lige præcis sådan så hun ud og at hun døde den 9. april 1940.

- Den dag da krigen kom til Danmark.

29

Gamle danske mĂĽl: 1 mil er 7,53 km.

1 alen er 0,62 meter

Stemningsbillede fra søen

30

Vi vender nu tilbage til nutiden og en sommernat, hvor manden i fiskerhuset fik en uhyggelig oplevelse.

Han havde sat sin åleline med de tyve kroge tidligere på aftenen og den skulle gerne røgtes ved to–tre tiden om natten. - Så ville ålene have haft tid til at bide på, men sad de der for længe, havde de en kedelig vane med at snurre sig rundt og rundt, så de til sidst enten fik krogen vredet ud af munden eller hængte sig selv i snøren. - Når ålene havde hængt sig, blev de helt blege og så uappetitlige ud.

Derfor var han denne sommernat ude for at se, om der var ål på krogene.

Mosekonen havde brygget og der lå en tågedis over søen, mens han roede i sin lille jolle langs sivene og fandt linen.

Denne nat var der seks mellemstore ål og en stor, som han senere røgede i sin lille rygeovn.

Han begyndte nu at ro tilbage. Natten var lydhør. - Der var overhovedet ingen vind og store stilhed, lød ændernes pludselige forskrækkende, når han var kommet for sivene.

utrolig stille og på grund af den store plasken tæt på dem i

Der var også mange andre lyde fra dyr, som han ikke kendte, og han kom i en underlig og uhyggelig stemning, som om han var næsten alene i verden, medens han i tågen, i den lyse sommernat, langsomt roede hjemad mod huset.

31

Søen er meget lang, og i tågen, syntes han, at han ikke kom nogen vegne og han kom til at tænke på den stakkels Anton Sivertsen, - der havde siddet fastfrosset til sin pæl, midt ude i søen i en snestorm, en vinternat. - Det gøs i ham ved tanken og han tænkte, at det var godt, det nu var sommer.

Men han kom næsten til at fryse ved tanken alligevel.

Han roede jo med ryggen i sejlretningen og lige efter disse dystre tanker, vendte han hovedet for at se, om han stadig holdt retningen langs sivbræmmen.

I det samme får han øje på bundgarnspælen.

Den står henne i tågen midt ude i søen.

Han får et chok og holder øjeblikkelig op med at ro.

- For det han ser, kan umuligt være rigtigt!

Han ser nu nøjere efter, - men det han havde set, var rigtigt nok, og nu kommer det helt uhyggelige nemlig: Oppe på bundgarnspælen sidder Anton Sivertsen i sit sorte oilskinstøj.

Der er ikke noget at tage fejl af.

Uhyggestemningen fra før bliver nu forstærket og han sidder som lammet og kan selvfølgelig ikke tro sine egne øjne.

Er det virkelig Anton Sivertsens genfærd han ser?

– Men han døde jo for over et hundrede år siden!

32

Men det kan jo ikke være rigtigt, - så han drejer jollen rundt for rigtigt at se.

Pælen er der stadig med Anton Sivertsen, men nu vågner han lidt op, - kommer ud af den uhyggelige stemning og bliver mere realistisk.

Han vil lige undersøge den pæl ordentlig og fortæller sig selv, at der slet ikke findes genfærd.

Så vidt man da ved!

Han skodder sig nu langsomt nærmere. - Pæl og Anton bliver tydelige og tydeligere.

De er der åbenbart stadig, men nu vil han altså helt hen til den pæl. - Genfærd eller ej.

Endelig kommer han tæt til pælen, og nu ser han til sin store lettelse, at det slet ikke er Anton Sivertsen, der sidder der på pælen.

Det er derimod et stort stykke sort plastic, af den slags man bruger til at overdække roekuler med. - Det er åbenbart af blæsten engang ført ud over søen og er havnet på bundgarnspælen.

Men han havde fået en stor forskrækkelse og det tog faktisk et par timer, før han helt blev den uhyggelige oplevelse kvit.

33

Tidlig morgen. Solen står op over søen.

Manden i fiskerhuset fortæller, at det engang imellem er lidt underligt, at sidde i huset og stirre ud over søen.

Der hersker en stor ro og stilhed. Man hører kun det gamle Junghansur på væggen, der med høje tik-tak deler tiden op i små bidder.

- Det har været hans bedstefars og nu har han arvet det.

Der er måske lidt tuden i skorstenen, men ellers er der ingen af den moderne verdens lyde der trænger ind.

Man kan meget let komme til at føle, at nogen af de tidligere beboere stadig er i huset, og nu sidder lige ved siden af og stirrer ud over søen, som de har gjort det i hele deres liv.

Både Anton Sivertsen, Oline og Marianne Mandbjerg, og sommetider kan man næsten høre alle de glade stemmer fra børnene, der leger udenfor.

34

Skumringsbillede fra søen

35

Denne historie er nedskrevet i februar 2008 Genredigeret januar 2015

Knud Erik Guldager

36

37