2 minute read

3 aktiviteter i mørket

Next Article
Naboer om ny natur

Naboer om ny natur

Flagermus ser ikke godt, men hører formidabelt. Under jagten på insekter udsender dyret et ultrahøjt skrig, der er så højfrekvent, at vi mennesker ikke kan høre den. Hvis lyden rammer et insekt, bliver den kastet tilbage – og flagermusen opfanger ekkoet med sine kæmpestore ører.

3

Advertisement

Foto: Sofie Clausen-Kaas Tekst: Nynne Sørgaard

AKTIVITETER I MØRKET

Der er meget at opleve, når mørket falder på

SE FLAGERMUS

Flagermus vågner fra vinterdvalen i starten af maj, og henover sommeren jager og yngler de. Jagten på insekter foregår om natten. Du kan se flagermus overalt i nationalparken, men især er der gode muligheder i skovene og ved vandet, hvor der er masser af flagermus-føde, fx myg, natsværmere, stankelben og edderkopper. Læg dig på ryggen og kig op ved skumringstid. Prøv også at kaste forskellige ting op i luften, fx en vredet te-pose, og se flagermusene cirkle omkring den.

LAV EN LYSFÆLDE

Oplev nattens insekter. Tag et hvidt lagen, læg det på jorden og sæt eventuelt et par æggebakker på lagenet - gerne lidt oven på hinanden. Ret en kraftig lampe (de bedste er dem med UV-lys) mod lagen og æggebakker. Vent – og se insekterne samle sig i lyset. Du kan også bygge en lysfælde af en hvid plastikdunk. Skær den over på midten og vend toppen ned i bunden som en tragt. Sæt tape rundt i kanten, så de to dele sidder sammen. Placer lampen, så den lyser ned i tragten. Når fælden har stået et stykke tid, fjerner du tape og løfter tragt-låget. Du kan nu samle insekterne forsigtigt op med en pensel og kigge på dem under lup eller i en lupdåse.

LYT TIL NATTEN

Vent på mørket og spids ørerne. Måske kan du høre nogle af de dyr, der vågner, når solen går ned? Hvis du er heldig, kan du høre skovhornuglens unger om sommeren. De kalder med en høj pibe-lyd. Rævene siger mest om vinteren, men du kan være heldig at høre deres skrig, bjæffen og gøen om sommeren også. Lyt også efter rådyrenes smælden.

Med en lysfælde og lidt held kan du lokke denne store natsværmer helt tæt på. Sømplet hedder den - og den tilhører familien af Natpåfugleøjer. Hannen har et vingefang på cirka 7 cm, mens hunnen præsterer et vingefang på cirka 9 cm.

Rådyr smælder typisk, når der er fare på færde. Det lyder som en hund, der gør i mørket.

Pindsvinet vågner ved skumringstid – og larmer faktisk ret meget, når det leder efter mad. Lyt efter en grynten og snøften på sommeraftener. Pindsvinet har også en skarp og hvæsende stemme og et klagende skrig.

This article is from: