Grønlandske Børn ÅRSBERETNING
2O25-2O26
Fællesskaber giver børn og unge styrke i en urolig tid
“Hvis jeg havde ét ønske, så ville jeg ønske, at Trump ikke ville købe Grønland.”
“Hvis jeg selv kunne bestemme alt, ville jeg fjerne Trump, fordi han gerne vil eje Grønland. Jeg synes, det er mærkeligt, at han vil eje et land, og det gør mig også bekymret.”
Sådan lyder det, når to piger på 10–11 år fra henholdsvis Odense og Narsaq bliver spurgt om deres største ønske for fremtiden. Deres svar er både tankevækkende og rørende. For midt i en global debat om geopolitik og stormagtsinteresser sætter de ord på noget helt grundlæggende: en bekymring for deres hjem og deres fremtid.
Behovet for fællesskaber vokser
Når verden omkring os føles urolig, bliver fællesskaber endnu vigtigere. Vi står stærkere, når vi står sammen. Det har været særligt tydeligt i det seneste år, hvor situationen omkring Grønland har skabt utryghed og bekymring. I vores organisation oplever vi, hvordan behovet for fællesskaber vokser, når presset udefra stiger. Børn, unge og familier har brug for steder, hvor de kan tale om det, der er svært at forstå – eller blot finde ro fra en nyhedsstrøm, der kan skabe uro.
Det ser vi blandt andet i de mindre byer og bygder i Grønland, hvor vi arbejder med en lokal indsats for familier, børn og unge. Her er fokus at styrke fællesskaber, så de kan rumme flere og løfte mere for børn og unge. i dag arbejder vi i fire lokalsamfund, og senest er Narsaq i det sydlige Grønland blevet en del af indsatsen.
Behovet for fællesskab er også tydeligt blandt de børn, unge og familier, vi møder i Danmark. I børneklubber, på weekendture eller til fællesspisning kan de dele både bekymringer og håb og for en stund lægge verdens uro til side.
Når børn oplever sig set, hørt og værdifulde fællesskaber, skabes et stærkt fundament for trivsel og udvikling. Det er netop kernen i vores arbejde, hvor engagerede frivillige, lokale kræfter og dygtige fagmedarbejdere sammen skaber rammer, hvor børn og unge kan udforske nye muligheder og finde modet til nye veje.
Fire stærke forandringsmål
2025 har været et år med både konsolidering og udvikling. Vi har fastholdt og styrket vores eksisterende indsatser og samtidig udvidet arbejdet dér, hvor behovene har været størst. Implementeringen af vores strategi har været en rød tråd gennem året. Strategien skærper vores prioriteringer og tydeliggør de forandringsmål, der skal drive vores arbejde frem mod 2030: at grønlandske børn, unge og deres familier skal have mulighed for udvikling gennem positive fællesskaber; at børn og unge styrkes i deres mod og handlekraft; at de støttes i at mestre livets overgange; og at de oplever at blive hørt og inddraget.
Vores erfaring er klar: Når vi arbejder målrettet med disse forandringsmål, styrkes børn og unge i deres selvværd, deres handlekraft og deres muligheder i livet. Derfor udgør de kernen i vores indsats.
For i sidste ende handler vores arbejde om det samme, som pigerne fra Odense og Narsaq giver udtryk for: at børn og unge skal kunne se trygt på fremtiden – og vide, at deres stemme og deres håb betyder noget.
Lissi donerede sin arv til Grønlandske
Børn
97-årige Lissis liv handlede om at skabe gode børneliv
– som pædagog og børnehaveleder har hun uden tvivl gjort en forskel for mange gennem livet. Nu er Lissi gået bort, men hendes omsorg for børn lever videre gennem hendes testamente.
SÅDAN STØTTER DU
Når du støtter vores arbejde gennem dit testamente, er du med til at sikre, at grønlandske børn og unge i udsatte livssituationer får den hjælp og støtte, de har brug for til en tryg barndom og en god fremtid. Det er en smuk og vigtig gave til eftertiden.
Du kan læse mere om muligheden for at støtte gennem dit testamente på www.fgb.dk/testamente.
Puk Draiby Generalsækretær i Grønlandske
Børn
Lissis nærmeste pårørende fortæller:
“Lissi havde hjertet på det rette sted, og hun brændte for børns udvikling og trivsel – uanset hvilke hjem, de kom fra. Da Lissi besøgte Grønland, gjorde det et stort indtryk på hende, og da hun mødte børn og unge i svære livssituationer i Qaqortoq, fik de en plads i hendes hjerte. Hun håbede og troede på, at hendes donation kan være med til at hjælpe børn i Grønland med muligheder for en lys fremtid”.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål om vores arbejde og din mulighed for at støtte gennem et testamente.
Julie Bauer Larsen Ansvarlig for arv og testamente jb@fgb.dk / 2677 7504
Kultur- og fritidsleder i Narsaq:
Vi skal løfte i flok
Til sommer kommer Narsaq til at summe af liv og aktiviteter, når frivillige fra hele verden rejser til byen for at lave sommercamp sammen med gode lokale kræfter. Når sommercampen slutter, fortsætter den mere langstrakte indsats Ikioqatigiinneq. Kultur- og fritidsleder i Narsaq, Ivalo Motzfeldt, ser frem til samarbejdet.
Siden 2014 har Grønlandske Børn - Kalaallit Meerartaat afholdt sommercamps i en række mindre byer og bygder på kysten. Sommercamps handler først og fremmest om at skabe en fantastisk sommer for børnene. Frivillige fra hele verden rejser til byen og arbejder sammen med lokale frivillige for at engagere børn og unge i en række sportslige og kreative aktiviteter.
Gennem en årrække har vi haft et øget fokus på at arbejde med sommercamp som starten til et dybere samarbejde med lokalsamfundet. Den lokale indsats kalder vi Ikioqatigiinneq, som er grønlandsk for at hjælpe hinanden. Her er fokus på at udvikle aktiviteter og fællesskaber, der bidrager til et stærkt børne- og familieliv i byen.
Jeg elsker roen
Ivalo Motzfeldt er kultur- og fritidsleder for Kommune Kujalleq og har en nøglerolle i samarbejdet om Ikioqatigiinneq i Narsaq. Selv er hun aktiv i byen og er en del af en arbejdsgruppe, hun kalder “Narsaqs lille hjerte”. Her arrangerer de eksempelvis sælkød over bål og samler generationer til at spise sammen.
Narsaq er beliggende i Kommune Kujalleq i den sydlige del af Grønland. Byen har ca. 1300 indbyggere og har dybe rødder landbrug og dyrehold. Mange familier i området lever af fåreavl, og om sommeren ses får på fjeldene omkring byen. Sommeren er travl med høslæt og pasning af dyr, mens
Ivalo Motzfeldt har været lærer siden 1995. Efter 25 år i folkeskolen, blandt andet som skoleinspektør, valgte hun at skifte spor og arbejdede en periode som kollegieinspektør i Qaqortoq. Men kærligheden til hjembyen Narsaq trak hende hjem igen, og de seneste fem år har hun arbejdet som kultur- og fritidsleder for Kommune Kujalleq Narsaq.
”Jeg oplever, at der er stort behov for fællesskab og inspiration til at skabe noget sammen i Narsaq. For mig er det vigtigt, at vi arbejder sammen. For når man løfter i flok,
Kullorsuaq
Qeqertarsuaq
kan man skabe noget, der virkelig betyder noget for et helt samfund”, fortæller Ivalo Motzfeldt, som fremhæver roen som noget af det særlige i Narsaq.
“Det jeg elsker ved Narsaq, er roen. Her er ingen stress og jag – kun venlige mennesker, og vi har tid til hinanden. Derfor glæder jeg mig også til at være sammen om at gøre Narsaq til en endnu bedre by.
“Jeg drømmer om et Narsaq, hvor børn og unge lærer gamle færdigheder at kende; at fiske, tørre fisk, arbejde med naturen og føle sig trygge ved havet. Jeg ønsker flere alkoholfrie familieaktiviteter, musik- og kulturoplevelser og stærke fællesskaber, hvor relationer kan vokse”, siger hun.
Ikioqatigiinneq styrker lokalt
Ikioqatigiinneq styrker lokalt
og Ungealliancen:
I Ikioqatigiinneq har vi sammen med lokalbefolkningen fokus på at udvikle og understøtte aktiviteter og fællesskaber, der bidrager til et stærkt børne- og familieliv i byen. Ikioqatigiinneq er foreløbigt i byerne Nanortalik og Qeqertarsuaq og i bygden Kullorsuaq. Narsaq bliver dermed den fjerde destination i indsatsen.
I Ikioqatigiinneq har vi sammen med lokalbefolkningen fokus på at udvikle og understøtte aktiviteter og fællesskaber, der bidrager til et stærkt børne- og familieliv i byen. Ikioqatigiinneq er foreløbigt i byerne Nanortalik og Qeqertarsuaq og i bygden Kullorsuaq. Narsaq bliver dermed den fjerde destination i indsatsen.
Vi vil skubbe debatterne i gang Børne-
Ikioqatigiinneq er støttet af Nordea-fonden
I sommeren 2026 har vi hele tre camps. I Narsaq og Qeqertarsuaq er programmet pakket med sportslige og kreative aktiviteter for børn og unge, og i den nordligste bygd i Vestgrønland Kullorsuaq afholder vi workcamp med fokus på istandsættelse og vedligeholdelse af små familiehuse i bygden. Arbejdet foregår tæt sammen med lokale borgere i Kullorsuaq.
Ikioqatigiinneq er støttet af Nordea-fonden.
I Børne- og Ungealliancen mødes børnerettighedsinstitutionen MIO, UNICEF Grønland og Grønlandske Børn - Kalaallit Meerartaat for at drøfte emner som selvmordsforebyggelse, alkoholpolitik og håndhævelse af børns rettigheder. Et af alliancens vigtigste formål er at tale med samlet stemme med et stærkt mandat og skubbe emner frem på den politiske dagsorden.
Børne- og Ungealliancen gør op med en tradition, hvor grønlandske organisationer og institutioner arbejder i hver sit hjørne, måske endda konkurrerer om indflydelse. Sådan siger sekretariatschef i Nuuk for Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat i Nuuk, Julie Lynge, som igennem seks år har været en af hovedkræfterne børne- og ungealliancen i Grønland.
“Der er åbenlyse gode grunde til at arbejde sammen, og det har vi ikke været gode nok til Grønland overordnet set. Arbejdet i Børne- og Ungealliancen er et opgør med silotænkningen og den lidt protektonistiske tilgang til at beskytte den viden, vi hver især sidder inde med. Vi skal dele videnfor børnenes skyld. For det er på den måde, vi skaber de bedste og mest kvalificerede indsatser med størst mulig effekt”, mener Julie.
Børn og unge på den politiske dagsorden
Udover at Børne- og Ungealliancen er et forum, hvor organisationerne deler viden, så er det også en mulighed for politisk indflydelse.
“Som børneorganisationer er vi derude, hvor børnene er. Vi arbejder med de børn og de familier, der, af forskellige årsager, har store problemer inde på livet. Vi er i stort set hver en by og bygd og samarbejder med lokale instanser for at forebygge sociale problemer, så vi ligger inde med en stor viden. Vi kender potentialerne og udfordringerne, og det skal selvfølgelig i spil, når politikerne udtænker strategier eller politikker på eksempelvis alkoholområdet”.
Børn kommer i klemme
Ifølge Julie fylder alkohol meget, ikke mindst ved lønudbetaling, hvor køb af alkohol stiger voldsomt. Det betyder, at politiet kalder flere betjente på
arbejde og sundhedsvæsenet stiller med mere personale.
“Det er et billede på, hvordan vores samfund indretter sig efter konsekvenserne af alkohol, og det er jo helt vildt. Ikke mindst fordi der er børn og unge, der kommer i klemme”, siger Julie.
Der er plads til uenighed
“Der er ikke nødvendigvis enighed om, hvordan man skaber de nødvendige ændringer, men vores uenigheder er også styrken”, forklarer Julie og fortsætter:
“Der er plads til, at vi ikke er enige. Alle perspektiver er vigtige, og så er det jo ikke os, der sidder med det politiske ansvar, skal vi huske på. Men vi er alle sammen optagede af at skabe de bedste vilkår for vores børn og unge, og her har vi i Børne- og Ungealliancen en opgave i at skubbe gang i de svære, men vigtige debatter.
Stilheden er velkommen
Jeg er stille og genert. Sådan hører vi ofte grønlandske børn og unge sige om sig selv, og narrativet lever, både hos børnene og de unge, men også i verden omkring dem. Men hvor kommer det fra, og er det en myte, eller har det hold i virkeligheden? Vi har spurgt professor Minik Rosing, om han mener, at generthed er særligt grønlandsk – og om kultur og historie har betydning for måden, vi kommunikerer med hinanden.
“Der er ingen tvivl om, at forskellige kulturer har karakteristika, og bestemt også i måden vi kommunikerer på”, siger Minik Rosing til spørgsmålet, om der findes forskellige kulturelle kommunikationsstile. “Det mest definerende for kultur er dels det, vi spiser, og dels måden vi kommunikerer på. Det er noget af det, der gør os til en kultur og et folk, som har noget tilfælles”, forklarer han videre.
Er grønlændere generte?
“Generthed som begreb er interessant, fordi generthed i Danmark og andre vestlige lande opleves som et individuelt problem; noget man helst skal af med. Jeg tror, det i forhold til en grønlandsk kommunikationsstil, er misvisende at snakke om generthed. Men jeg kender godt til fortællingen, også som en fortælling, der kommer fra nogle grønlændere selv.
Der er en stor forskel på, hvad der er forventeligt forskellige sociale situationer i Danmark og Grønland, og så kan en mere stille eller tilbageholden adfærd måske tolkes som generthed.
I Danmark er det som om, vi forventes at have en mening og en holdning til alt muligt, også dét, vi ikke har forstand på. Vi har en meget diskussionslysten kultur. I Grønland har man ikke holdninger på andres vegne, og man informerer ikke andre om, hvad man synes om det ene og det andet. Så foretrækker man at være stille. Det er ikke en generthed i den forstand, det er mere en vurdering af, at det ikke er relevant. Det er en meget tydelig forskel mellem dansk og grønlandsk kultur”.
Hvad kendetegner den grønlandske måde at kommunikere på?
“Karakteristisk for grønlændere er, at stilheden er velkommen. Vi er ikke bange for pauserne og stilheden. Som barn var jeg ofte i små huse, hvor flere generationer opholdt sig i ét rum, og der kunne være stille. Det var ikke en stilhed, der var mærkelig på nogen måde, det var ikke sådan, at man sad på nåle eller holdt sig tilbage. Alle gjorde det, de skulle, men måske er der en indbygget nødvendighed i, at man ikke fylder hele rummet alle sammen. Det er der bogstaveligt talt ikke plads til. Det lavmælte kan altså være afledt af en social tilpasning, men også noget meget situationsafhængigt, for omvendt kender jeg heller ingen som grønlænderne, der kan grine, så tårerne løber ned ad kinderne. Hvis der bliver fortalt spøgelseshistorier, eller hvis nogen slår sig, så kan grønlændere gyse og grine som ingen andre”.
Hvilken betydning har danskerens og grønlænderens fælles kolonitid for måden, vi kommunikerer med hinanden?
“Noget jeg ofte støder på, er fortællingen om den underdanige grønlænder. Selvfølgeligt er der eksempler på det, men det er egentligt ikke noget, jeg genkender eller noget, jeg oplever har rod i kulturen eller historien. Da jeg var barn i Grønland, oplevede jeg fangerne og fiskerne som alt andet end underdanige.
Hvis man kigger tilbage tiden, hvor kolonisterne og grønlænderne levede side om side, så var kolonisternes børn jo nødt til at være fangere og fiskere, ellers kunne de ikke leve der. De var alle sammen afhængige af fangst og fiskeri. Forskellen var bare, at kolonisterne var dem, der var dårligst til det. I størstedelen af den koloniale tid har grønlændere altså været dem, der har været de højst kvalificerede til at leve det grønlandske samfund.
I dag kan man tale om en voksende ulighed mellem dem med uddannelse og dem, som ikke har. Dem med uddannelse er enten dem, der har rejst ud og er kommet hjem igen eller tilrejsende danskere. De får adgang til højere lønninger, og det skaber ulighed i muligheder. På den måde kan man sige, at den underdanige og ydmyge grønlænder mere er en konstruktion, som afspejler vores nutid mere end en historisk virkelighed”.
Hvad vil du sige til grønlandske unge, der føler sig anderledes eller forkerte i danske sociale sammenhænge?
“Mit ønske eller råd kunne være, at man husker på, at man sagtens kan være sammen med andre uden at sige en hel masse. Det er ok at vælge stilheden til, men det er også muligt at lære at tage en slags overfrakke på i sociale situationer. Det kan man sagtens gøre uden at gå på kompromis med sig selv og den, man er som menneske. Det er en social tilpasning, der giver adgang til begge kulturer, og det er en kæmpe fordel”.
Minik Rosing er cand.scient. og lic. scient. fra Københavns Universitet og én af Danmarks mest betydningsfulde forskere inden for Jordens historie og klimaforskning. Minik Rosing er født i Grønland af en grønlandsk far og en dansk mor og har både et personligt og fagligt engagement i Grønlands natur og samfund.
Udover forskning er Minik Rosing en aktiv formidler og forfatter. Han har skrevet flere bøger, holdt foredrag og modtaget formidlingspriser som f.eks. Rosenkjærprisen.
Unge frivillige:
Vi vil give tilbage
Oda, Pilu, Kenny, Minik, Pipaluk, Mathias, Knud, Salomon, Lajla, Anne, Ane-Helene, Titken og Aputsiaq; det er navne på unge frivillige i Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat. Fælles for dem er, at de har grønlandsk baggrund, og de har årelang erfaring med fællesskaberne i Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat. For udover at være frivillige, deler de det helt særlige, at de har været børn eller unge i vores indsatser.
Helle Skriver er uddannet pædagog og ansat i Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat siden 2011. De sidste ti år som børnefaglig konsulent med en faglig viden om, hvordan vi bedst støtter børn i vanskelige livssituationer. Hun har fulgt mange børn og set dem blive til unge mennesker.
Helle møder typisk børnene, når de sammen med deres familier bliver en del af Nuan. Nuan er en støttende indsats hele vejen rundt om familiens liv med fokus på børnene. Udover individuel støtte, bisidning og familiebesøg, er Nuan også et tilbud om weekendture, børne- og ungegrupper, familiearrangementer og fællesspisninger.
De unge bliver klædt på til opgaven
“De gode oplevelser i Nuan og mødet med vigtige voksne sætter spor; så meget, at flere vælger at fortsætte med at være en del af fællesskabet efter at, de “vokser ud af” indsatsen. De ønsker at blive en af de vigtige voksne og give børn noget af det samme, som var vigtigt for dem dengang, og det kan de som frivillig i indsatserne. Vi hører ofte, at de unge selv sige, at de ønsker at give tilbage. Det er stærkt og livsbekræftende, synes jeg”.
Minik Olsen har været frivillig i Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat i seks år:
Jeg ved godt, at børnene kan kigge på mig som en rollemodel. Jeg forstår en rollemodel som en, der inspirerer andre, og det vil jeg gerne være. Der er mennesker i mit liv, der har gjort mig nysgerrig og videbegærlig. Det er dét, jeg gerne vil give videre til børnene. For eksempel har jeg set på stjernebilleder med børnene, og nu kender de forskel på Nordstjernen og Vega. Det gør mig glad.
Vi hører ofte, at de unge selv sige, at de ønsker at give tilbage. Det er stærkt og livsbekræftende, synes jeg.
Helle Skriver, børnefaglig konsulent i Grønlandske Børn – Kaaallit Meerartaat
Positive kulturbærere
De unge bliver kulturbærere mere end én forstand. De kender indsatserne indefra, og på den måde bliver de positive kulturbærere, og deres grønlandske kulturbaggrund er meget værd for børnene, som har brug for grønlandske unge at spejle sig i. På mange måder er de frivillige som andre frivillige Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat, men de adskiller sig på en række punkter.
Gode oplevelser sætter vigtige spor
Helle fortæller: “Når de træder ind i vores indsatser som frivillige, går de fra at være barnet eller den unge i en sårbar livssituation til at være en ansvarlig voksen, der kan give en støtte og opbakning til et barn eller stille sig frem som et slags forbillede. Det er et mærkbart skift position. Det ligger der en kæmpe styrke i, og vi oplever, at de unge vokser i det skift. De mærker, at de får en vigtig rolle, og de kan være nogle for nogen børn, som ofte kigger på dem som en slags forbilleder, men der er også brug for at give de unge både støtte og sparring til at varetage deres nye rolle som frivillig.
Det gør vi blandt andet med et en slags mini-uddannelse forud for, at de starter, og undervejs deres frivillige arbejde har vi løbende “stop-op-samtaler”.
Her er der mulighed for at støtte og sparre om de udfordringer, der kan opstå, og styrke den unges vej til at finde sin helt egen måde at være frivillig på”.
De unge bliver klædt på til opgaven
Forud for at den unge starter som frivillig deltager den unge i en aspirantuddannelse. Uddannelsen klæder de unge på i forhold til de udfordringer, der kan være i den nye rolle som frivillig i indsatserne.
Udover undervisning omsorgssvigt, konflikthåndtering, underretningspligt og samtaler med børn og samarbejde med forældre er formålet med uddannelse at være en øvebane for at være frivillig og skabe en god overgang og mulighed for at lande i den nye rolle som frivillig.
Solen skinner på…
Siammartoq er grønlandsk for det, der breder sig eller det, der vokser. Og det er lige præcis det, læringsforløbet Siammartoq handler om; at støtte unge mennesker til at vokse og gro - og få kræfter og kompetencer til at bevæge sig styrket ind i ungdoms- og voksenlivet. Udover løbende sparring og mulighed for at få tilknyttet en mentor, går vejen til positiv forandring og udvikling gennem undervisning og aktiviteter, der har relevans for de unges liv og trivsel.
“Solen skinner på dem, der var i skole i går”.
Det er børne- og familievejleder Malene Bruun Jeppesen, der sammen med sin kollega Torben Toft Nielsen er en af hovedkræfterne Siammartoq, der siger ordene. Der er stille i rummet i spejderhytten i Vejle. Men stemningen er god. De unge mennesker kigger på hinanden, og cirka halvdelen tager et skridt frem.
“Solen skinner på dem, der har gjort noget, de er stolte af”, siger Malene. Denne gang er der mere på spil. De unge mennesker kigger på hinanden og tøver. Nogle fniser lidt, andre bliver mere alvorlige. Det er svært at komme i tanker om, hvad man kan være stolt af.
Ud i livet med styrket selvfølelse
“Solen skinner på… er en øvelse, hvor de unge får mulighed for at vise noget om dem selv i et trygt rum og opdage, at de deler erfaringer med hinanden”, fortæller Malene. “Det er også en øvelse, der giver anledning til at sætte ord på noget om ens liv, både det gode og det svære, og styrke deres selvfølelse og -værd”.
De unge mennesker, som deltager i øvelsen, er alle mellem 18 og 25 år. Otte weekender over en to-årig periode mødes de i en spejderhytte Vejle. Fælles for dem er, at de har grønlandsk baggrund; nogle er vokset op i Grønland, andre er født Danmark. De har alle forskellige oplevelser i rygsækken, nogle er præget af ensomhed og er påvirket af mange nederlag. For de fleste er det med at bide sig fast uddannelse og job en udfordring.
Hvilken uddannelse har du?
Når de unge starter i Siammartoq, er de ofte i berøring med det sociale system. De kan være uden for uddannelse og jobmarked, og ofte har der har været et forløb, hvor den unge oplever, at det er svært at passe ind. Malene uddyber:
“Når de unge kommer ind i et dansk system, er der påfaldende mange, der oplever, at dét, de kommer med, ikke længere er brugbart. De bliver spurgt til, hvilken uddannelse de har, mere end hvad de kan, og hvis du eksempelvis har arbejdet inden for fangst eller fiskeri, så er det svært at omsætte det til et dansk jobmarked. At kunne skyde en rype eller at kunne tage
Vi har fået bekræftelse på vores evner, som man ikke får andre steder. Jeg er blevet stærkere på mig selv. Og mere sikker. På mig som menneske, og på det jeg kan. Jeg passer også mere på mig selv. Det har jeg brug for.
Deltager fra Siammartoq
Siammartoq er et udviklende fællesskab og læringsforløb på et afgørende tidspunkt i de unges liv. Formålet er at styrke den enkeltes mod, handlekraft og tro på sig selv, og støtte de unge godt på vej ind i uddannelse og job. Siden 2017 har vi gennemført seks Siammartoq-forløb for mere end 100 grønlandske unge mellem 18-25 år.
ansvar for selv og andre i naturen har ikke en stor værdi på et dansk jobmarked”, siger Malene, som også oplever at sproglige og kulturelle forskelle, og dét at være flyttet langt væk fra venner og familie, fylder hos de unge. For mange betyder det, at de føler sig isolerede og ensomme.
Vokser i det stærke fællesskab
“I Siammartoq har vi fokus på at skabe det stærke fællesskab, hvor de unge kan spejle sig og bruge hinanden, også efter Siammartoq slutter – og så er det en meget vigtig opgave at kaste lys på de ting, de unge kan og de ressourcer, de unge har –og dem er der heldigvis mange af”, fortæller Malene.
“Alle skal i løbet af de to år få blik for og mærke noget af dét, de hver især er gode til. Målet er, at når de to år er gået, går de unge videre ud i verden med en styrket selvfølelse og tro på egne evner og motivation til at holde fast i de mål og drømme, de har for deres liv”, slutter Malene.
Børnestemmer Børnestemmer
Eigil Hansen Fontain, 11 år
Narsaq
Jeg bor sammen med min mor, min far og min lillebror Gordon, som er to år. Når jeg er hjemme, spiller jeg forskellige tv-spil. Jeg spiller mest Warzone, Fortnite, Roblox og FIFA. Jeg elsker at vinde i spil, for det gør mig glad.
Når jeg er ude, leger jeg gemmeleg med mine venner og bruger næsten hele byen som gemmested. Man må ikke gå ind i husene og gemme sig. Det er rigtig sjovt, og nogle gange tager det lang tid at finde de andre.
Jeg har en hest, der hedder Siku. Når jeg bliver stor, vil jeg gerne være fåreholder, enten i Itilleq eller i Qassiarsuk. Jeg vil også gerne være bjergbestiger.
Charlotte, 15 år
Bellahøj, København
Jeg bor i en lejlighed sammen med min far og lillebror på 13 år. Jeg kan ikke lide at gå i skole, og jeg har ikke noget til fælles med de andre fra klassen. Jeg er ikke god til at være sammen med andre mennesker, jeg er meget stille.
Jeg styrketræner fem-seks gange om ugen. Når jeg er i træningscentret, har jeg hørete- lefoner på og lytter til musik, så lukker jeg verden ude. For tiden er det meget Razorhead og Nirvana, jeg lytter til. Jeg kan godt lide at finde gammelt musik online.
Jeg drømmer om at rejse, helst vil jeg gerne til Japan. Jeg kan godt lide Japan og Anime (japansk animation).
Kira, 10 år, Odense
Jeg kunne godt tænke mig engang at blive naturfotograf og tage billeder af smukke landskaber.
Jeg bor en lejlighed sammen med min mor. Jeg har ældre søskende på min fars side, der bor i Grønland, så dem ser jeg ikke. Det bedste ved at gå i skole er frikvartererne, så gynger jeg med mine venner eller klatrer på parkourbanen. Hver tirsdag og torsdag går jeg til fodbold. Det kan jeg rigtigt godt lide, mest fordi jeg har det sjovt sammen med de andre piger. Når jeg ikke er til fodbold, så er jeg derhjemme og tegner eller ser på skærm. Jeg elsker dyr, især katte og elefanter. Jeg vil gerne være dyrelæge, når jeg bliver stor.
Hvis jeg havde ét ønske, så ville jeg ønske, at Trump ikke ville købe Grønland.
Arnaaraq Sørensen, 12 år
Narsaq
Jeg bor i en lejlighed i blokken sammen med min mor, min far og min lillesøster på 10 år.
Jeg elsker at synge og har gjort det, siden jeg var lille. Derhjemme synger jeg med mikrofon, og jeg bliver altid glad, når jeg synger. Jeg skal udkomme med en plade, det har jeg aftalt med min far. Når jeg synger, er det også min far, der er lydmand.
Jeg kan virkelig godt lide at være i hallen eller i klubben og lave fælles aktiviteter. Jeg elsker, når der er fælles arrangementer i forbindelse med Børnenes Dag, og jeg ville ønske, at der var flere fællesskabsaktiviteter, for det er så sjovt.
Når jeg bliver stor, vil jeg gerne være jordemoder. Jeg synes, det er spændende at tage imod babyer, der bliver født. Når jeg bliver jordemoder, vil jeg gerne arbejde her i Narsaq eller i Nuuk. Det må vi se til den tid.
Alma Josefsen, 11år Narsaq
Jeg bor sammen med min far, min lillesøster og to ældre papsøskende. I august 2024 mistede jeg min mor. Hun døde af lungebetændelse. Min lillesøster er tre år og går børnehaven Narsarmiutaq.
Både i skolen og i min fritid er jeg mest sammen med mine venner. Vi leger sammen, og vi går også ture sammen ude på fjeldene eller rundt omkring i byen, hvor vi finder på forskellige udendørslege.
Om vinteren kommer der ikke altid så meget sne i Narsaq, men nogle gange er der rigtig meget.
Hvis jeg selv kunne bestemme alt, ville jeg fjerne Trump, fordi han gerne vil eje Grønland. Jeg synes, det er mærkeligt, at han vil eje et land, og det gør mig også bekymret. Derudover ville jeg ønske, at der var en svømmehal ligesom den i Nuuk. Jeg har været der og svømmet, når jeg har været på besøg, og det er rigtig sjovt.
Aviu Lyberth Mørch, 9 år
Nuuk
Jeg bor i rækkehus sammen med min mor og far. Jeg har tre store søskende og er den yngste og eneste dreng. Jeg kan virkelig godt lide at gå i skole. Efter skole er jeg hjemme og slapper af. Når jeg er sammen med mine venner, og er vi tit ude og lege. Nogle gange er det fangeleg eller kurer med kurebrædt, eller også står vi på langrend.
Jeg er også tit i svømmehallen, det kan jeg godt lide. I weekenderne kan jeg godt lide når mine venner sover hos mig, så spiller vi Playstation eller Ipad.
Når jeg bliver stor, vil jeg være kaptajn på en flyvemaskine. Jeg finder det spændende at tænde en flyvemaskine og lette og lande.
Navarana 11 år Amager, København Jeg bor i en lejlighed sammen med min mor, storebror og lillebror. Jeg er lige flyttet skole, og det er lidt svært, men det er også godt. I frikvarterne leger vi tyv og fangeleg, og efter skole går jeg sammen med nogle af de andre piger over i centret. Hvis jeg har penge, køber jeg slik eller snacks, ellers kigger vi bare.
Jeg elsker, når jeg kan høre fremmede mennesker på gaden snakke på fremmede sprog, det gør mig vildt glad, så drømmer jeg om selv at lære sprog, helst arabisk eller spansk.
Mit største ønske er, at jeg aldrig mere skal være ked af det, men jeg har også et stort ønske om at blive influencer.
Oplysningsindsats rettet mod fagpersoner fortsætter yderligere to år
Flere har brug for at vide mere om grønlandsk kultur
Siden midten af 2023 har vi drevet indsatsen Styrket Sagsbehandling. Næsten 1.000 sagsbehandlere og andre fagpersoner, der møder grønlandske børn, unge og familier i deres arbejde, er blevet klædt bedre på til at kende og anerkende den grønlandske kultur. Nu fortsætter indsatsen og udvider med nye målgrupper.
Siden 2024 har vi afholdt 33 temadage eller oplæg på personalemøder for sagsbehandlere og andre fagpersoner, der møder grønlandske børn, unge og familier i deres arbejde. I den nye projektperiode fra 2026-2028 udvider vi målgruppen for indsatsen, så også plejeforældre vil blive klædt på med mere viden om blandt andet grønlandsk kultur og familieliv.
Projektkoordinator Ivalo Parbst glæder sig til at formidle viden til endnu flere:
“Plejefamilierne er en vigtig målgruppe. Som plejeforældre til et grønlandsk barn, er det vigtigt at have viden og indsigt i grønlandsk kultur og historie. Det er vigtigt for at kunne forstå barnets identitet, men også for at sikre et godt samarbejde med barnet selv og dets forældre”.
Bedre blik for forskellene
Ifølge erfaringsopsamlingen for Styrket Sagsbehandling, som VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) har udarbejdet, oplever fagpersoner, at oplysningsaktiviteterne har klædt dem på til bedre at beskrive familiernes ressourcer og udfordringer. Samtidig har de fået en forståelse for, at tegn på mistrivsel ikke nødvendigvis ser ud på samme måde hos børn med grønlandsk baggrund som hos danske børn.
Noget af den adfærd, som grønlandske børn eller forældre kan have, kan man komme til at opfatte som tegn på mistrivsel, men egentlig er det helt normalt i Grønland. Det er godt for mig at kunne have øje for fremover - hvis de for eksempel virker indelukkede eller stille, så behøver det ikke at være tegn på mistrivsel, men kan være helt almindeligt for den her gruppe.
Sagsbehandler fra en af de afholdte temadage
Siden 2024 har vi afholdt 33 temadage eller oplæg på personalemøder for sagsbehandlere og andre fagpersoner, der møder grønlandske børn, unge og familier deres arbejde.
Her kommer pengene fra:
Så mange nåede vi
Mere end 1300 grønlandske børn, unge og forældre i Grønland og i Danmark blev i 2025 støttet af medarbejdere og frivillige fra Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat.
Ivores indsatser i Grønland – blandt andet bisidderordningen Najorti, to sommercamps og Ikioqatigiinneq, hvor vi arbejder med at understøtte lokale fællesskaber – har i alt cirka 650 børn og unge deltaget i 2025.
I Danmark har vi gennem vores familieindsats Nuan, vores netværk for anbragte børn og unge i Sisi og vores ungeindsatser, mødt og støttet mere end 300 børn og unge og deres familier.
Vi har gennem de seneste år især arbejdet på at styrke vores indsatser for unge, så der nu er mulighed for at deltage i udviklende fællesskaber for alle aldersgrupper frem til de unge fylder 25 år.
Frivillige løfter børn og unge
I 2025 deltog 125 frivillige i vores indsatser i Danmark og Grønland, og i de kommende år kommer vi til at arbejde med at øge frivilligheden yderligere, fordi vi kan se, at det gør en forskel for de børn og unge, der møder engagementet.
– Vores mål er et endnu stærkere frivilligt engagement, som kan styrke vores tilbud og være med til at sikre, at vi har kapacitet til at støtte de børn og unge, der har behovet. Frivillige yder en kæmpe indsats både ved at hjælpe med alt det praktiske omkring eksempelvis en weekendtur og ved at vise en vej som betydningsfulde voksne, der gerne vil støtte børn og unge i hverdagslivet, fortæller generalsekretær Puk Draiby.
Økonomisk overblik
Den samlede omsætning for Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat var lige over 28 mio. kroner i 2025.
En stor del af vores indtægter kommer fra offentlige midler i henholdsvis Danmark og Grønland, mens private fonde står for 16 procent, medlemmer og private bidrag for 7 procent og arv på hele 33 procent, da vi i 2025 indgik i flere testamenter, hvor afdøde havde valgt at støtte grønlandske børn og unge.
89 procent af vores indsamlede midler går til vores indsatser.
Offentlige midler Grønland
Medlemskontingenter og privat bidrag Arv
Indsatser
Støtte fra foreninger
Salg af ydelser og webshop
Oplysning og indsamling Lokaler og medarbejdere
Vores arbejde kan kun lade sig gøre, fordi vi oplever stor opbakning fra både myndigheder, privatpersoner, virksomheder og fonde. Stor tak til alle, som støtter grønlandske børn, unge og familier.
Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat
Balders Plads 1, 2200 København N
Telefon: +45 3585 8330
Mail: fgb@fgb.dk www.fgb.dk
Sarfaarsuit 16, lejl. 303, 3900 Nuuk
Telefon: +299 263599
Bestyrelse
Thomas “Tyt” Mogensen (forperson)
Helene Brochmann (næstforperson)
Christina Tønder Bell
Tina Hjulmann Meldgaard
Jan Mørch Pedersen
Lise Dalsgaard
Michelle Bech Friis
Tina Bresson (medarbejderrepræsentant)
Redaktion
Kathrine Saxild
Evi Kreutzmann
Fotografer
Julie Meldhede Kristensen
Jonas Krøner
Grafisk Design
Rosa Amdi
Tryk
Grafisk Rådgivning
Årsberetningen findes også på grønlandsk og kan rekvireres ved henvendelse på fgb@fgb.dk