2 minute read

På museet

Next Article
Nyt Mosede Fort

Nyt Mosede Fort

Forskning

På Greve Museum er forskningen et essentielt grundlag for den museale virksomhed. Forskning giver viden, indsigt, forståelse af sammenhænge og det overblik, som er nødvendigt for at kunne tilbyde museets brugere en spændende formidling, der står på et solidt grundlag.

Advertisement

I 2022 arbejdede museumsinspektør Kristian Bruhn fra januar til maj på et forskningsprojekt om efterretningstjenestens historie bevilget af kulturministeriets Forskningsudvalg. Projektet afsluttes i 2023 og vil munde ud i en bogudgivelse.

Samling

I år har museets registrator haft et særligt fokus på at gennemgå og registrere tidligere indkomster, som af forskellige årsager endnu ikke var blevet registreret. Dette indebar blandt andet, at museet fik registreret en samling af tekstile genstande, som blev indsamlet fra udstillingen CoviDesign, der blev vist i 2020-2021. I udstillingen var tekstile værker, som på forskellig vis bearbejdede, kommenterede og fortolkede COVID-19.

Museumsinspektør Kamilla Hjortkjær har fra 2019–2022 arbejdet på sin ph.d.-afhandling. I afhandlingen undersøges, hvordan lyd er en del af kulturhistorien, og dermed kan indsamles og gemmes i de kulturhistoriske museers samlinger. Afhandlingen forventes indleveret i 2023.

Det er sjældent, at museet vælger at indsamle genstande fra udstillingerne, men der var et ønske om at fastholde en del af den tekstilkunst, som blev skabt under coronapandemien. Dette førte til, at museet indsamlede 38 værker fra udstillingen, hvor der blev udstillet mere end 200 tekstile værker. Samlingen af disse værker er både en dokumentation af, hvordan museet arbejder med det tekstile håndarbejde på nye måder, og på hvordan coronapandemien påvirkede mange menneskers hverdag og liv.

Arkiv

Lokalarkivet vokser støt både fysisk og digitalt. Ved årets afslutning var der 31.429 offentligt tilgængelige billeder på arkiv.dk. De er Greve Kommunes fælles fotoalbum og er populære og flittigt benyttede. Arkivet får løbende nye afleveringer af spændende arkivmateriale og bruger løbende resurser på at skabe orden i disse og i tidligere indkomster. Formålet er altid at gøre materialet søgbart og tilgængeligt for arkivets brugere.

Arkivets frivillige har igen i år ydet en stor indsats. Meget af arkivets arbejde med billedscanning, indtastninger af folketællinger og registrering af materialer er båret af deres viden og arbejdskraft. Udover de frivillige har arkivet også i årets løb haft et rigtigt godt samarbejde med de forskellige lokalhistoriske foreninger. Arkivet har arrangeret byvandring i samarbejde med Tune Lokalhistoriske Forening, udgivet en bog om håndværkere og handlende i Karlslunde sammen med Foreningen Valdemar. Hos Greve Lokalhistoriske Forening, hvor arkivet også besidder en bestyrelsespost, har der været samarbejde om en række velbesøgte foredrag og arrangementer i årets løb.

Kommunearkivet arbejder løbende med den digitale arkivering af kommunens fag- og esdh-systemer. Den største opgave i 2022 har været at færdiggøre og godkende arkiveringsversionen af KMD-sag – kommunens store centrale journaliseringssystem, der nu er afløst af et nyt system. Arkivet har også påbegyndt arkiveringsforløb på Kingo (PPR), Novax (Sundhedspleje) og Tabulex (elevadministration).

På papirarkivet blev ordningen og registreringen af historiske børne- og socialsager færdiggjort. Inden jul blev ordningen og registreringen af efterscannede byggesager og tegningsarkiv i teknisk forvaltnings arkiv påbegyndt.

Der er en stigende mængde forespørgsler på materiale både fra papirarkivet og fra de digitale arkiveringsversioner. Denne tendens vil fortsætte i takt med, at adgangen til tidligere systemer bliver lukket ned for at efterleve bestemmelserne i databeskyttelsesforordningen. Herefter er det kun kommunearkivaren, der kan udlevere materiale.

I juli blev kommunen udtaget til tilsyn vedr. efterlevelse af arkivlovens §34, som omhandler datatilsynets samtykke ved overlevering af personfølsomt materiale. Det er en lovgivning, som arkivet er opmærksomme på, og tilsynet gav ikke anledning til anmærkninger.

This article is from: