TG04_2011

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 4/DECEMBER 2011 59. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgs@groenlandselskab.dk www.groenlandselskab.dk www.tidsskriftetgronland.dk IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redigeret af Einar Lund Jensen Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 E-mail dgs@groenlandselskab.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar

260

virkelighed 268* ANNE MERRILD HANSEN:

Beslutning om placering af en aluminiumssmelter

279

C ARL C HR. OL SEN:

Sproglovgivning under Grønlands Selvstyre

2 84* Peter andreas t oft: Uummannaq – fedtstenen og menneskene

2 96 Niels borksand: KADDARA – En grønlandsk opera 318

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det grønlandske Selskabs synspunkter Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse Tidsskriftet ”Grønland” er udgivet med støtte fra bl.a. Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond og Juuliip Nipitittagaa/Grønlands Julemærkefond

AQQALUK LYNGE:

Når globale ideer bliver til lokal

einar lund jensen:

Arktisk Instituts Forskningsformidlingspris 3 19

li v mejer larsen:

Grønlands heldige kartofler

322

aviaja lyberth hauptmann:

Ikaitsøjlerne, deres mikroorganis- mer og de ekstreme enzymer

325

marie lenander petersen:

Hvalbarde – en uløst knude i arktisk arkæologi

Grafisk udformning Urs Gjerding Tryk Gullanders Bogtryk A/S Forsidebillede: Udsigt fra øen Uummannaq i Nuuk Fjord. Klipperne i forgrunden er en fedtstensformation, som har været udnyttet i flere perioder.

Foto: Peter A. Toft.

Artikler markeret med * er fagfællebedømt. Dette er sket, hvis artiklen er forskningsbaseret, og forfatteren har ønsket en bedømmelse. Yderligere om fagfællebe­ dømmelse kan læses på Det grønlandske Selskabs hjemmeside www.groenlandselskab.dk under linket »Retningslinjer til forfatterne« under fanen Tidsskriftet Grønland.

af aqqaluk lynge

Når globale ideer bliver til lokal virkelighed – om minevirksomhed i Grønland og behovet for udvikling af en demokratisk infrastruktur til sikring af grønlandske rettigheder

I klimakampens hede blev Arktis udråbt som det sidste grænseområde (Last Frontier) for den vestlige civilisations udviklingsmu­ ligheder. Det sker i en tid, hvor i hvert fald en stor del af menneskeheden for længst er nået til den opfattelse, at der må være græn­ ser for denne verdens overforbrug af klodens ressourcer.

Siden hen blev Arktis betegnet som »Ground Zero« for klimaændringerne. Så fulgte den store interesse for isbjørnens overlevelse, der fik USA til at føje den til sin liste over udryddelsestruede dyr. I december RESUMÉ De, der lever i Arktis og står midt i det hele, oplever interessen udefra ud fra helt forskellige vinkler. I Grønland står vi overfor en udfordring i form af fornyet interesse for vore ressourcer, der går hånd i hånd med politikernes ønske om at være økonomisk selvbærende. En styrket folkelig deltagelse i debatten og i beslutningsfasen vil få afgørende betydning for, om udviklingen løber løbsk eller ej, som vi har set det i resten af Arktis.

Den internationale formand for Inuit Circumpolar Council, Aqqaluk Lynge, orienterer om, hvilke udfordringer nutidens Inuit samarbejde møder i dag, med speciel vinkel på hvordan Grønland dels kan lære af andre Inuit erfaringer og dels et bud på, hvordan Grønland kan virkeliggøre grundlæggende rettigheder, som kan bruges i hverdagen.

260 Tidsskriftet Grønland 4/2011

2010 besluttede amerikanerne at få Stille­ havs-ringsælen tilføjet under samme lovgiv­ ning. Det varer nok ikke længe, så kommer turen til de arter, der lever i vore farvande.

Fra den kolde krig til den ophedede debat Er vi bedre klædt på til vor tids udfordringer og undgå koldkrigernes retorik og den re­ pressive politik, som fratog os retten til in­ formation? Det må tiden vise. Inuit samar­ Aqqaluk Lynge blev født i 1947 og voksede op i Aasiaat. Han blev student i 1969 og er uddannet på den Sociale Højskole i København i 1976.

Han var i sin studietid formand for Unge Grønlænderes Råd.

Lynge var medstifter af partiet Inuit Ataqatigiit i 1976 og medlem af Landstinget i 12 år, heraf en periode som landsstyremedlem. Lynge har bestridt utallige bestyrelsesposter, og er for tiden blandt andet næstformand i Grønlands Forfatterforening. Lynge har også udgivet flere bøger med digte og essays.

Aqqaluk Lynge blev i juli 2010 valgt som ny formand for den internationale Inuit organisation Inuit Circumpolar Council (ICC), og repræsenterer herved de cirka 160.000 Inuit i Grønland, Alaska, Canada og det fjernøstlige Rusland. Siden 1980 har Lynge deltaget i ICC’s internationale ledelse. ICC har plads i FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender, hvor Lynge har været viceformand. Siden 1996 har ICC permanent sæde i Arktisk Råd.

aqqaluk lynge: når globale ideer bliver til lokal virkelighed

Det cirkumpolare område. Kortet viser udbredelsen af Inuit og de øvrige arktiske folk.

bejdet har nu eksisteret i over 30 år. De før­ ste årtier har været brugt til at udbygge sam­ arbejdet med andre oprindelige folk og i FNsammenhænge at udforme nye internatio­ nale aftaler til beskyttelse af oprindelige folks rettigheder ud over ILO konventionen no. 169, som er grundloven for vores arbejde.

Det tog os næsten 25 år, før FN vedtog De­ klarationen om Oprindelige Folks Rettighe­ der den 13. september 2007. Modsat gik der kun 7 år fra forslagets fremlæggelse om etablering af FN’s Permanente Forum vedrø­ rende Oprindelige Folks anliggender, til det

blev etableret den 1. januar 2002. Da var de arktiske folks internationale organisationer allerede engageret i Arktisk Råd som perma­ nente deltagere siden 1996.

Man kan sige, at vi i dag har langt bedre internationale instrumenter til rådighed, når det gælder dialogen mellem regeringer og f.eks. multinationale selskaber og mel­ lemstatslige organer. Det er også almindeligt erkendt, at ICC-samarbejdet kun kan nyde fremme, så længe regeringerne anerkender vor ret til at organisere os på denne måde, hvilket har stor betydning, især for ICCTidsskriftet Grønland 4/2011 261

aqqaluk lynge: når globale ideer bliver til lokal virkelighed

Tjukotka i Rusland (jfr ILO konventionen nr.

169, Art. 32 om regeringernes pligt til at støtte oprindelige folks muligheder for at samarbejde på tværs af grænserne).

I det nationale arbejde er opgaven givet.

Det drejer sig om at få offentligheden, politi­ kerne og deres embedsfolks forståelse for de internationale forpligtelser og nødvendighe­ den af at bruge disse i udformningen af nati­ onale løsninger.

Det grønlandske folk Ved Grønlands indgang til Selvstyret var de grundlæggende uenigheder mellem statens repræsentanter og grønlænderne nærmest forstummet. Det daværende landsstyre var så optaget af intern uro, at den aldrig rigtig kom ud med, hvad anerkendelse af os som et folk egentlig indebar. Den danske del var mere optaget af ikke at blive beskyldt for af­ hændelse af en del af det danske rige. Der blev brugt en del embedsmandstimer på or­ det »suverænitet«. Det var også meget vigtigt at fastslå, at når det grønlandske folk ende­ lig bliver anerkendt, så må man gøre klart, at det alene gælder internt i Danmark.

Det endte også med den meget smarte udformning af en kommende råstoflov, der siger »Grønlands Selvstyre har ejendomsretten til at råde over og udnytte mineralske råstof­ fer«. Det vil sige, at vi ejer ikke vores land, men har »Ejendomsretten til at råde over og ud­ nytte det.« Det er jo en meget smart måde at overdrage en del af statens »suverænitet« på, sådan som det er udformet. Sagt på en an­ den måde: grønlændernes rettigheder er bundet til statsmagtens egen udlægning af disse.

Ved afslutningen af selvstyreforhandlin­ gerne udtrykte en grønlandsk embedsmand sin glæde over Selvstyrelovens udformning, fordi den øjensynlig efter hans mening var »bedre« end Deklarationen om Oprindelig Folks Rettigheder. Ved en tale i FN i Geneve i sommeren 2009 udtalte Grønlands rege­ ringsleder Kuupik Kleist, at Selvstyret skulle ses som en implementering af (dele) af dekla­

262 Tidsskriftet Grønland 4/2011

rationen. Men der skal meget mere til, hvis det skal forstås i sit pålydende. Regeringslederen vil inkludere de internationalt vedtagne rettigheder i sin regeringsførelse.

Hvilke praktiske opgaver ligger der så, hvis vi skal videre ad den vej?

Oprindelige folk, det er også os Betegnelsen Oprindelige Folk er »opfundet« engang i midten af 1970-erne som en beteg­ nelse for de ca. 360 mio. koloniserede folk overalt i verden, der ikke vil betegnes som »blot« minoriteter i deres eget land, men folk der stadig bor på egne territorier og bruger disse ressourcer. Altså folk, der ikke er selv­ stændige nationer.

Først ved det Arktiske Folks møde i Kø­ benhavn i 1973 og i 1975 under den første verdenskongres for oprindelige folk blev det en anerkendt betegnelse verden over.1 Oprindelige Folk er ikke en racistisk be­ tegnelse. Fortolkningen er i dag mere et spørgsmål om, hvilke samfund vedkommen­ de hører under. Sådan er det også i Grøn­ land.

I Grønland følger vi de almindelige reg­ ler omkring »self identification«, som er grundlaget for både ILO konventionen 169 og FN’s Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder. Enhver, der ønsker at kalde sig »kalaaleq«, »grønlænder« eller »inuk«, er ef­ ter denne definition omfattet af det, man kalder oprindelige folk.

Mange efterkommere af danske og færø­ ske tilflyttere er gennem generationer ble­ vet en del af dette samfund. Selvstyret som Public Government skelner ikke mellem fastboende eller oprindelige beboere. Derfor vil det være naturligt, om vi nærmere un­ dersøgte forholdet mellem en Public Govern­ ment og oprindelige folks internationale or­ ganisationers berøringsflader.

Territoriale konflikter har altid eksisteret Allerede ved vedtagelsen i efteråret 2009 af den nye Råstoflov i Grønland viste den

aqqaluk lynge: når globale ideer bliver til lokal virkelighed

ICC var frem til midten af 1980-erne under opbygningsfasen, hvor meget arbejde blev lagt i at komme ind de rigtige steder, altså der hvor ICC kunne få indflydelse på den politik, som verdenssamfundet ville føre overfor de oprindelige folk. ICC blev optaget som Non Governmental Organisation (NGO) med konsultativ status ved United Nations Economic and Social Council (ECOSOC) 12. maj 1983. Herefter var vejen åben for at del­ tage i UN Working Group on Indigenous Po­ pulations (WGIP) og arbejdet med at udar­ bejde deklarationen om verdens oprindelige folk, Declaration on the Rights of Indi­ genous Peoples (UNDRIP), som først blev vedtaget af FN’s Generalforsamling den 13. september 2007.

Ved UN Conference on Human Rights i Wien i juni 1993 lobbyede ICC for at de op­ rindelige folk skulle have deres eget forum i FN-systemet. Idéen blev støttet af Grønlands Hjemmestyre og regeringen og 1. januar 2002 var det Permanente Forum for Oprin­ delige Folks Anliggender en realitet.

Oprindeligt bestod ICC af Inuit fra Alaska, Ca­ nada og Grønland. Gennem vores kontakter til Kreml i det daværende Sovjetunionen lyk­ kedes det os at få den første Inuit delegation til vores generalforsamling i Sisimiut i 1989, og fra 1992 har Inuit fra Tjukotka deltaget i ICC.

manglende offentlige debat om »ejendoms­ retten« at vise sig. Vi havde nemlig ikke læn­ gere ret til frit at indsamle sten osv., og ru­ binsamlere blev jagtet af det stedlige politi og blev nu betragtet som kriminelle.

En lille konflikt ud af ingenting? Nej, så­ danne konflikter har altid været der. Det er først, når ens egen baghave bliver angrebet, at man reagerer - det gælder også os. Grøn­ lands Landsråd, der blev etableret i 1911 brugte en meget stor del af sine debatter om territoriale krav og udformede konfliktløs­ ningsmodeller, og kommunerådene havde kontrol med bosætningerne og skulle såle­

Da vi er en del af de oprindelige folk i Ark­ tis, har det været en af vores prioriteter at støtte det arktiske samarbejde, først ved etableringen af det arktiske miljøsamar­ bejde (AEPS) i 1991, og siden ved etablerin­ gen af Arktisk Råd i 1996. ICC har sammen med de øvrige arktiske oprindelige folks or­ ganisationer status som Permanente Delta­ gere, hvilket giver os muligheden for at sidde ved samme bord som regeringerne.

Alle, der lever af fangst i Arktis, er klar over, at det er verden udenfor, som bestem­ mer hvad vi må spise, eller om vi må gå i sælskindstøj. Derfor regner fangerne med ICC’s støtte, det er trods alt ICC’s fortjene­ ste, at disse menneskers liv og levned kom på den internationale dagsorden i New York og Géneve. Vi har ikke været alene, men ICC har dog en pæn andel i de resultater, som er opnået gennem de mere end 30 år, som or­ ganisationen har eksisteret. Inuit i Alaska, Canada, Tjukotka og vi i Grønland har i ICC en klar og tydelig stemme i forholdet til de store og mindre aktører på den scene, hvor mange gamle scenarier er blevet suppleret af nye, ikke mindre udfordrende, scenarier; f.eks. klimaforandringerne og de store po­ tentialer for besejling og udnyttelse af de mineralske rigdomme i vore arktiske far­ vande.

des godkende enhver form for flytning.

Sammen med fangstreguleringerne var spørgsmålet om territorier og beskyttelse af sommer- og vinterbopladser og andre sæson­ bestemte opholdssteder meget vigtige sam­ fundsmæssige anliggender, som det grøn­ landske demokrati er bygget på.

Territoriale konflikter vil derfor helt automatisk opstå, når man inviterer de mul­ tinationale selskaber og krydstogtsskibe i nærheden af fangst- og fiskeripladser.

ICC generalforsamlingens debat i 2010 vedrørende ressourceudnyttelsen mundede ud i et forslag om et særligt møde kaldet, Tidsskriftet Grønland 4/2011 263

aqqaluk lynge: når globale ideer bliver til lokal virkelighed

vindingsindustrien, regeringer og lokale samfund for en bæredygtig udnyttelse af ressourcer fra Inuit Nunaat, herunder relate­ rede politiske processer, til en langvarig for­ del for Inuit og med respekt for grundlæg­ gende miljømæssig og socialt ansvar.

Følgende hovedprincipper blev vedtaget: Stk. 2.1. Ressourceudnyttelse i Inuit Nunaat skal være baseret på De Forenede Nationers Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder.

Fra Arktisk Råds 7. ministermøde i Nuuk d. 11.maj. Fra venstre regeringslederne, Eva Aariak, Nunavut og Kuupik Kleist, Grønland. Dernæst repræsentant for Canadas føderale regering, sundhedsminister Leona Aglukkaq, og formanden for Inuit Circumpolar Council, Aqqaluk Lynge.

Inuit Leader’s Summit, som skulle munde ud i en fælles udtalelse. Mødet fandt sted i fe­ bruar 2011 i Ottawa med deltagelse af ICC’s ledelse og desuden lederne for hjemmestyreeller selvtyreområderne i Inuit landene. Der var Grønlands Naalakkersuisut og de respek­ tive ledere fra Nunavut, Nunavik, Nunatsi­ avut og Inuvialuit i Canada og North Slope Borough, North West Arctic Borough, samt repræsentanter for de specielle Inuit ejede folkeaktieselskaber i Alaska. Mødet mun­ dede ud i Inuit Deklarationen om principper for ressourceudnyttelse i Inuit Nunaat. (se den fulde tekst på www.inuit.org.)

Spilleregler for ressourceudnyttelse Deklarationens indledning lyder således: Tempoet for ressourceudnyttelsen har vidt­ rækkende konsekvenser for Inuit. Der skal findes en balance. Inuit ønsker en ressource­ udnyttelse i den udstrækning, at den kan bi­ drage til en langsigtet og diversificeret øko­ nomisk vækst, men begrænset nok til at forebygge miljøforringelser og en overvældende tilstrømning af udefrakommende arbejdskraft.

Inuit byder muligheden velkommen for at samarbejde i fuldt partnerskab med ud­

264 Tidsskriftet Grønland 4/2011

Stk. 2.3. Vores rettigheder som et oprinde­ ligt folk, herunder vores ret til selvbestem­ melse, kan udøves på en praktisk måde gen­ nem ledelsesstrukturer, som omfatter både Inuit og ikke-Inuit borgere. Uanset på hvil­ ket niveau eller i hvilken form Inuit har op­ nået selvbestemmelse i en bestemt region, skal ressourceudnyttelse i Inuit Nunaat kun foregå frivilligt med forudgående og infor­ meret samtykke fra Inuit i denne region.

Stk. 2.4. Den private sektors ressourceindu­ stri, regeringer og offentlige instanser som har engagement i den offentlige forvaltning af ressourceudnyttelse, skal alle arbejde i overensstemmelse med FN’s deklaration, og sikre, at processerne skal være baseret på åbenhed og gennemskuelighed, på grundlag af uafhængig og upartisk gennemgang.

Stk. 8.8. Al udnyttelse i Inuit Nunaat skal overholde de mest udviklede og krævende miljøstandarder med fuldt hensyn til arkti­ ske forhold. (For eksempel bør minedrift og offshore olie- og gasudnyttelse indebære en nul-tolerance udledning på jorden og i arkti­ ske farvande).

Stk. 8.9. Højeste prioritet er forebyggelse af offshore udslip og eliminering af udslip af giftige stoffer til lands og til vands. En fore­ byggende indsats bør ses som investeringer, der giver udbytte i form af en reduktion af omkostningerne.

aqqaluk lynge: når globale ideer bliver til lokal virkelighed

Stk. 8.10. Reaktionerne på udslip, forure­ ning af jord eller vand og nødsituationer i minedrift, skal opfylde de højeste tekniske standarder og være forankret i gennemprø­ vede oprydningsteknologier med fuld delta­ gelse af Inuit.

En hovedindgang via bagdøren Den forcerede udvikling, vi har været vidne til siden den nye råstoflovs vedtagelse, viser med al tydelighed, at det nødvendige folkelige engagement ikke har været det første punkt på dagsordenen. Selskaberne har haft frit løb, som vi har set det i mange u-lande og blandt oprindelige folk. Minesel­ skaberne udser sig vigtige samfundsborgere og bruger mange ressourcer på disse for at undgå at etablere egentlige høringsproces­ ser. Der er snart sagt ikke den tidligere højt­ stående ansatte for det ene eller det andet hjemmestyreejede selskab, der idag ikke ud­ fører højtlønnet lobby arbejde i Grønland.

F.eks. er uran-lobbyen ganske uhæmmet i sin fremfærd. Det er måske om dette, at onde tunger siger, at »One Door« princippets lillebror er the »Back Door« metoden. Man kan altid bruge stråmænd i den slags sager.

Det er en slags bagindgang til hovedindgan­ gen. Med denne metode mistede mange fi­ skere deres andele i den private fiskeflåde.

Men for et lille samfund som det grønland­ ske er det en iøjnefaldende sørgelig udvikling. Denne fremfærd fra sådanne sel­ skaber er vidt udbredt i u-lande og i oprinde­ lige folks territorier. Vi må være åbne for vi­ den udefra og lære af den. Både de positive og negative erfaringer fra lande i lignende situation.

Nødvendigt skridt for Grønland Det ligger ICC meget på sinde, at der bliver gennemført en egentlig analyse af, hvordan vi forbedrer både myndighedsbehandlingen og behovet for en forstærket folkelig delta­ gelse i beslutningsprocesserne. Det må ske ved, at Selvstyret i samarbejde med den dan­ ske regering og ICC får udført en omfattende:

1. A nalyse af FN’s Deklaration om Oprin­ delige Folks rettigheder.

Hvilke bestemmelser er statens myn­ dighedsområde?

Hvilke opgaver hører ind under Selv­ styret, hvilke under kommunerne?

Civilsamfundets stilling, hvordan sik­ rer vi det folkelige islæt?

2. En undersøgelse af vores brugervaner af land og ressourcer.

En territorial afdækning af fangstste­ der og fiskepladser ud fra sæsonmæs­ sig benyttelse og beskyttelse af tradi­ tionelle fangststeder.

3. En hvidbog over, hvilke internationale aftaler Grønland (Danmark) bør indgå med tilknytning til almindelig mine­ virksomhed.

4. Grønlandsk arbejdskrafts og grønland­ ske virksomheders retsstilling.

Spørgsmålet om omfattende brug af fremmed arbejdskraft og evt. integrati­ onsspørgsmål.

5. Beskyttelse mod »minorisering.« Hvor­ dan undgår vi, at den nuværende be­ folkning i Grønland og de kommende generationer kommer i mindretal og mister kontrollen over eget land?

Ovenstående er de helt nødvendige skridt, der skal tages, når vi skal videre i den om­ fattende ressourcejagt, som er gået ind i Grønland. Det er helt tydeligt, at de multi­ nationale selskaber opererer i Grønland som så mange andre steder, måske godt hjulpet af den altoverskyggende ignorance i administrationen i Grønland. F. eks kunne man jo tænke sig, at Råstofdirekto­ ratet i Grønland har kunnet hente oplys­ ninger om interna­t ionale aftaler og relatio­ ner og hvilke sensible områder, man skal være opmærksom på fra Udenrigsdirektora­ tet – kun et par skridt borte i samme by.

Sandheden er desværre den, at der heller ikke er koordination på dette område. Det er ligesom, der er sat system i uvidenhe­ den.

Tidsskriftet Grønland 4/2011 265

aqqaluk lynge: når globale ideer bliver til lokal virkelighed

Udbygning af demokratisk infrastruktur Derfor er der et stort behov for nu at evalu­ ere situationen siden Råstoflovens vedta­ gelse og samtidig se, om ikke vi kan lære no­ get fra Canada og Alaska, hvor Inuit har del­ taget de sidste 40 år både i olieindustrien og i minevirksomhed. Her gør man alt, for at den lokale befolkning får mulighed for at være en reel beslutningspartner i alle faser af en udvikling, naturligvis bekostet af li­ censansøgerne. Det er et ønske fra ICC, at der er bedre gennemskuelighed, og at der etableres en egentlig demokratisk infra­ struktur på hele ressourceområdet.

Som den eneste internationale oprindeli­ ge folks organisation i Rigsfællesskabet har vi på forsøgsbasis været høringspartner i en halvandet års tid. Ud fra de indvundne erfa­ ringer anbefaler vi følgende: • Miljødelen bør overføres fra Råstoflo­ ven til Inatsisartutlov om beskyttelse af miljøet, samt Landtingslov om na­ turbeskyttelse. Varetagelse af de miljø­ mæssige aspekter bør ske i en uafhæn­ gig videnskabelig institution.

•D er bør være en uafhængig tredie­ parts-vurdering af processer, kompe­ tencer og kapacitet hos selskaber og Selvstyret.

• Øget inddragelse af lokalbefolkningen, offentlige møder og oversættelse af ma­ teriale.

• Uafhængige debatter i medierne.

• Bedre og længere høringsprocesser for høringsparter (i dag er det nærmest ad hoc, fristen bør minimum være 8 uger).2 Ansøgningerne bør komme i god tid før sæsonen og ikke i løbet af sæsonen.

• A lle høringssvar og tilhørende respons fra selskaber og/eller Råstofdirektora­ tet (de såkaldte »white papers«) bør of­ fentliggøres.

Det er, hvordan den grønlandske virkelighed

266 Tidsskriftet Grønland 4/2011

ser ud, når vi engagerer os i at virkelig­gøre de gode resultater, vi har opnået internatio­ nalt og på det nationale plan.

Når vi ser tilbage i grønlandsk politik, er ordene »mennesket i centrum« blevet an­ vendt, når det drejede sig om planlægning ud i fremtiden. Sandheden er desværre den, at der er ikke noget, der hedder »det virkeli­ ge liv«. Når først penge er sat i centrum, så fanger bordet. At bede olie- eller mineselska­ ber om at sætte mennesket i centrum ville være ganske omsonst.

Det er os selv og især Inuit Circumpolar Council, der må insistere på at mennesket er i centrum i udviklingen af Arktis.

Vi er ikke startet endnu, og vi har meget langt igen.

Noter: 1

Aqqaluk Lynge: Europa er død – den Fjerde Verden leve!

Tidsskriftet Grønland 1975, s. 289-295.

2

Gældende bestemmelser er 6 uger, jf. EIA-guidelines.

aqqaluk lynge: når globale ideer bliver til lokal virkelighed

ICC i Grønland Ledelse og delegation: I ledelsen:

1. Aqqaluk Lynge

Formand for ICC

2. Carl Christian Olsen

Præsident ICC Grønland

3. Hjalmar Dahl

Vicepræsident ICC Grønland

4. Nuka Kleemann

Formand for Grønlands ICC-delegation Formand for GIF, Grønlands Idrætsforbund

Den øvrige delegation: 5. Juliane Henningsen 6. Aleqa Hammond

Inatsisartut, Inuit Ataqatigiit Inatsisartut, Siumut

7. Ib Uldum

Inatsisartut, Demokraatit

8. Martha Abelsen

KANUKOKA (Kommunernes Landsforening)

9. Josef Therkildsen

SIK (Arbejdernes landsorganisation)

10. Leif Fontain

KNAPK (Fiskerne og fangernes organisation)

11. Esther Rosing

IMAK (Lærernes organisation)

12. Kaaliina Skifte

PIP (Pædagogernes organisation)

13. Aili Liimakka Laue

Sorlak (Grønlands ungdoms fællesorganisation)

14. Hansigne Olsen

KIK (Uddannelsessøgendes organisation)

15. Karl Elias Olsen

Kalaallit Atuakkiortut (Grønlands Forfatterforening)

16. Magnus Therkildsen Utoqqaat Nipaat (De ældres Stemme) 17. Uusaqqak Qujaukitsoq Hingitaq 53 (»Deporteret 53«, organisation i Avanersuaq, Thule) 18. Uthilie Heilman Arnat Peqatigiit Kattuffiat (Sammenslutningen af Kvin­ deforeninger i Grønland) ICC Alaska og ICC Canada har også hver 18 delegater, mens Tjukotka har 12.

Hovedledelsen består af 2 bestyrelsesmedlemmer fra hvert land ud over formanden, der vælges særskilt.

Tidsskriftet Grønland 4/2011 267