Når globale ideer bliver til lokal virkelighed
– om minevirksomhed i Grønland og behovet for udvikling af en demokratisk infrastruktur til sikring af grønlandske rettigheder
I klimakampens hede blev Arktis udråbt som det sidste grænseområde (Last Frontier) for den vestlige civilisations udviklingsmuligheder. Det sker i en tid, hvor i hvert fald en stor del af menneskeheden for længst er nået til den opfattelse, at der må være grænser for denne verdens overforbrug af klodens ressourcer.
Siden hen blev Arktis betegnet som »Ground Zero« for klimaændringerne. Så fulgte den store interesse for isbjørnens overlevelse, der fik USA til at føje den til sin liste over udryddelsestruede dyr. I december
RESUMÉ
De, der lever i Arktis og står midt i det hele, oplever interessen udefra ud fra helt forskellige vinkler. I Grønland står vi overfor en udfordring i form af fornyet interesse for vore ressourcer, der går hånd i hånd med politikernes ønske om at være økonomisk selvbærende. En styrket folkelig deltagelse i debatten og i beslutningsfasen vil få afgørende betydning for, om udviklingen løber løbsk eller ej, som vi har set det i resten af Arktis. Den internationale formand for Inuit Circumpolar Council, Aqqaluk Lynge, orienterer om, hvilke udfordringer nutidens Inuit samarbejde møder i dag, med speciel vinkel på hvordan Grønland dels kan lære af andre Inuit erfaringer og dels et bud på, hvordan Grønland kan virkeliggøre grundlæggende rettigheder, som kan bruges i hverdagen.
Tidsskriftet Grønland 4/2011
2010 besluttede amerikanerne at få Stillehavs ringsælen tilføjet under samme lovgivning. Det varer nok ikke længe, så kommer turen til de arter, der lever i vore farvande.
fra den kolde krig til den ophedede debat
Er vi bedre klædt på til vor tids udfordringer og undgå koldkrigernes retorik og den repressive politik, som fratog os retten til information? Det må tiden vise. Inuit samar
Aqqaluk Lynge blev født i 1947 og voksede op i Aasiaat. Han blev student i 1969 og er uddannet på den Sociale Højskole i København i 1976. Han var i sin studietid formand for Unge Grønlænderes Råd Lynge var medstifter af partiet Inuit Ataqatigiit i 1976 og medlem af Landstinget i 12 år, heraf en periode som landsstyremedlem. Lynge har bestridt utallige bestyrelsesposter, og er for tiden blandt andet næstformand i Grønlands Forfatterforening. Lynge har også udgivet flere bøger med digte og essays.
Aqqaluk Lynge blev i juli 2010 valgt som ny formand for den internationale Inuit organisation Inuit Circumpolar Council (ICC), og repræsenterer herved de cirka 160.000 Inuit i Grønland, Alaska, Canada og det fjernøstlige Rusland. Siden 1980 har Lynge deltaget i ICC’s internationale ledelse. ICC har plads i FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender, hvor Lynge har været viceformand. Siden 1996 har ICC permanent sæde i Arktisk Råd.
Det cirkumpolare område. Kortet viser udbredelsen af Inuit og de øvrige arktiske folk.
bejdet har nu eksisteret i over 30 år. De første årtier har været brugt til at udbygge samarbejdet med andre oprindelige folk og i FNsammenhænge at udforme nye internationale aftaler til beskyttelse af oprindelige folks rettigheder ud over ILO konventionen no. 169, som er grundloven for vores arbejde. Det tog os næsten 25 år, før FN vedtog Deklarationen om Oprindelige Folks Rettigheder den 13. september 2007. Modsat gik der kun 7 år fra forslagets fremlæggelse om etablering af FN’s Permanente Forum vedrørende Oprindelige Folks anliggender, til det
blev etableret den 1. januar 2002. Da var de arktiske folks internationale organisationer allerede engageret i Arktisk Råd som permanente deltagere siden 1996.
Man kan sige, at vi i dag har langt bedre internationale instrumenter til rådighed, når det gælder dialogen mellem regeringer og f.eks. multinationale selskaber og mellemstatslige organer. Det er også almindeligt erkendt, at ICC samarbejdet kun kan nyde fremme, så længe regeringerne anerkender vor ret til at organisere os på denne måde, hvilket har stor betydning, især for ICC
Tjukotka i Rusland (jfr ILO konventionen nr. 169, Art. 32 om regeringernes pligt til at støtte oprindelige folks muligheder for at samarbejde på tværs af grænserne).
I det nationale arbejde er opgaven givet. Det drejer sig om at få offentligheden, politikerne og deres embedsfolks forståelse for de internationale forpligtelser og nødvendigheden af at bruge disse i udformningen af nationale løsninger.
Det grønlandske folk
Ved Grønlands indgang til Selvstyret var de grundlæggende uenigheder mellem statens repræsentanter og grønlænderne nærmest forstummet. Det daværende landsstyre var så optaget af intern uro, at den aldrig rigtig kom ud med, hvad anerkendelse af os som et folk egentlig indebar. Den danske del var mere optaget af ikke at blive beskyldt for afhændelse af en del af det danske rige. Der blev brugt en del embedsmandstimer på ordet »suverænitet«. Det var også meget vigtigt at fastslå, at når det grønlandske folk endelig bliver anerkendt, så må man gøre klart, at det alene gælder internt i Danmark.
Det endte også med den meget smarte udformning af en kommende råstoflov, der siger »Grønlands Selvstyre har ejendomsretten til at råde over og udnytte mineralske råstoffer«. Det vil sige, at vi ejer ikke vores land, men har »Ejendomsretten til at råde over og udnytte det.« Det er jo en meget smart måde at overdrage en del af statens »suverænitet« på, sådan som det er udformet. Sagt på en anden måde: grønlændernes rettigheder er bundet til statsmagtens egen udlægning af disse.
Ved afslutningen af selvstyreforhandlingerne udtrykte en grønlandsk embedsmand sin glæde over Selvstyrelovens udformning, fordi den øjensynlig efter hans mening var »bedre« end Deklarationen om Oprindelig Folks Rettigheder. Ved en tale i FN i Geneve i sommeren 2009 udtalte Grønlands regeringsleder Kuupik Kleist, at Selvstyret skulle ses som en implementering af (dele) af dekla
rationen. Men der skal meget mere til, hvis det skal forstås i sit pålydende. Regeringslederen vil inkludere de internationalt vedtagne rettigheder i sin regeringsførelse. Hvilke praktiske opgaver ligger der så, hvis vi skal videre ad den vej?
Oprindelige folk, det er også os Betegnelsen Oprindelige Folk er »opfundet« engang i midten af 1970 erne som en betegnelse for de ca. 360 mio. koloniserede folk overalt i verden, der ikke vil betegnes som »blot« minoriteter i deres eget land, men folk der stadig bor på egne territorier og bruger disse ressourcer. Altså folk, der ikke er selvstændige nationer.
Først ved det Arktiske Folks møde i København i 1973 og i 1975 under den første verdenskongres for oprindelige folk blev det en anerkendt betegnelse verden over.1
Oprindelige Folk er ikke en racistisk betegnelse. Fortolkningen er i dag mere et spørgsmål om, hvilke samfund vedkommende hører under. Sådan er det også i Grønland.
I Grønland følger vi de almindelige regler omkring »self identification«, som er grundlaget for både ILO konventionen 169 og FN’s Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder. Enhver, der ønsker at kalde sig »kalaaleq«, »grønlænder« eller »inuk«, er efter denne definition omfattet af det, man kalder oprindelige folk.
Mange efterkommere af danske og færøske tilflyttere er gennem generationer blevet en del af dette samfund. Selvstyret som Public Government skelner ikke mellem fastboende eller oprindelige beboere. Derfor vil det være naturligt, om vi nærmere undersøgte forholdet mellem en Public Government og oprindelige folks internationale organisationers berøringsflader.
territoriale konflikter har altid eksisteret
Allerede ved vedtagelsen i efteråret 2009 af den nye Råstoflov i Grønland viste den
Grønland 4/2011
ICC var frem til midten af 1980 erne under opbygningsfasen, hvor meget arbejde blev lagt i at komme ind de rigtige steder, altså der hvor ICC kunne få indflydelse på den politik, som verdenssamfundet ville føre overfor de oprindelige folk. ICC blev optaget som Non Governmental Organisation (NGO) med konsultativ status ved United Nations Economic and Social Council (ECOSOC) 12. maj 1983. Herefter var vejen åben for at deltage i UN Working Group on Indigenous Populations (WGIP) og arbejdet med at udarbejde deklarationen om verdens oprindelige folk, Declaration on the Rights of Indigenous Peoples (UNDRIP), som først blev vedtaget af FN’s Generalforsamling den 13. september 2007.
Ved UN Conference on Human Rights i Wien i juni 1993 lobbyede ICC for at de oprindelige folk skulle have deres eget forum i FN systemet. Idéen blev støttet af Grønlands Hjemmestyre og regeringen og 1. januar 2002 var det Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender en realitet. Oprindeligt bestod ICC af Inuit fra Alaska, Canada og Grønland. Gennem vores kontakter til Kreml i det daværende Sovjetunionen lykkedes det os at få den første Inuit delegation til vores generalforsamling i Sisimiut i 1989, og fra 1992 har Inuit fra Tjukotka deltaget i ICC.
manglende offentlige debat om »ejendomsretten« at vise sig. Vi havde nemlig ikke længere ret til frit at indsamle sten osv., og rubinsamlere blev jagtet af det stedlige politi og blev nu betragtet som kriminelle.
En lille konflikt ud af ingenting? Nej, sådanne konflikter har altid været der. Det er først, når ens egen baghave bliver angrebet, at man reagerer det gælder også os. Grønlands Landsråd, der blev etableret i 1911 brugte en meget stor del af sine debatter om territoriale krav og udformede konfliktløsningsmodeller, og kommunerådene havde kontrol med bosætningerne og skulle såle
Da vi er en del af de oprindelige folk i Arktis, har det været en af vores prioriteter at støtte det arktiske samarbejde, først ved etableringen af det arktiske miljøsamarbejde (AEPS) i 1991, og siden ved etableringen af Arktisk Råd i 1996. ICC har sammen med de øvrige arktiske oprindelige folks organisationer status som Permanente Deltagere, hvilket giver os muligheden for at sidde ved samme bord som regeringerne. Alle, der lever af fangst i Arktis, er klar over, at det er verden udenfor, som bestemmer hvad vi må spise, eller om vi må gå i sælskindstøj. Derfor regner fangerne med ICC’s støtte, det er trods alt ICC’s fortjeneste, at disse menneskers liv og levned kom på den internationale dagsorden i New York og Géneve. Vi har ikke været alene, men ICC har dog en pæn andel i de resultater, som er opnået gennem de mere end 30 år, som organisationen har eksisteret. Inuit i Alaska, Canada, Tjukotka og vi i Grønland har i ICC en klar og tydelig stemme i forholdet til de store og mindre aktører på den scene, hvor mange gamle scenarier er blevet suppleret af nye, ikke mindre udfordrende, scenarier; f.eks. klimaforandringerne og de store potentialer for besejling og udnyttelse af de mineralske rigdomme i vore arktiske farvande.
des godkende enhver form for flytning.
Sammen med fangstreguleringerne var spørgsmålet om territorier og beskyttelse af sommer og vinterbopladser og andre sæsonbestemte opholdssteder meget vigtige samfundsmæssige anliggender, som det grønlandske demokrati er bygget på.
Territoriale konflikter vil derfor helt automatisk opstå, når man inviterer de multinationale selskaber og krydstogtsskibe i nærheden af fangst og fiskeripladser.
ICC generalforsamlingens debat i 2010 vedrørende ressourceudnyttelsen mundede ud i et forslag om et særligt møde kaldet,
Fra Arktisk Råds 7. ministermøde i Nuuk d. 11.maj. Fra venstre regeringslederne, Eva Aariak, Nunavut og Kuupik Kleist, Grønland. Dernæst repræsentant for Canadas føderale regering, sundhedsminister Leona Aglukkaq, og formanden for Inuit Circumpolar Council, Aqqaluk Lynge.
Inuit Leader’s Summit, som skulle munde ud i en fælles udtalelse. Mødet fandt sted i februar 2011 i Ottawa med deltagelse af ICC’s ledelse og desuden lederne for hjemmestyreeller selvtyreområderne i Inuit landene. Der var Grønlands Naalakkersuisut og de respektive ledere fra Nunavut, Nunavik, Nunatsiavut og Inuvialuit i Canada og North Slope Borough, North West Arctic Borough, samt repræsentanter for de specielle Inuit ejede folkeaktieselskaber i Alaska. Mødet mundede ud i Inuit Deklarationen om principper for ressourceudnyttelse i Inuit Nunaat. (se den fulde tekst på www.inuit.org.)
Spilleregler for ressourceudnyttelse
Deklarationens indledning lyder således: Tempoet for ressourceudnyttelsen har vidtrækkende konsekvenser for Inuit. Der skal findes en balance. Inuit ønsker en ressourceudnyttelse i den udstrækning, at den kan bidrage til en langsigtet og diversificeret økonomisk vækst, men begrænset nok til at forebygge miljøforringelser og en overvældende tilstrømning af udefrakommende arbejdskraft. Inuit byder muligheden velkommen for at samarbejde i fuldt partnerskab med ud
vindingsindustrien, regeringer og lokale samfund for en bæredygtig udnyttelse af ressourcer fra Inuit Nunaat, herunder relaterede politiske processer, til en langvarig fordel for Inuit og med respekt for grundlæggende miljømæssig og socialt ansvar.
Følgende hovedprincipper blev vedtaget:
Stk. 2.1. Ressourceudnyttelse i Inuit Nunaat skal være baseret på De Forenede Nationers Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder.
Stk. 2.3. Vores rettigheder som et oprindeligt folk, herunder vores ret til selvbestemmelse, kan udøves på en praktisk måde gennem ledelsesstrukturer, som omfatter både Inuit og ikke Inuit borgere. Uanset på hvilket niveau eller i hvilken form Inuit har opnået selvbestemmelse i en bestemt region, skal ressourceudnyttelse i Inuit Nunaat kun foregå frivilligt med forudgående og informeret samtykke fra Inuit i denne region.
Stk. 2.4. Den private sektors ressourceindustri, regeringer og offentlige instanser som har engagement i den offentlige forvaltning af ressourceudnyttelse, skal alle arbejde i overensstemmelse med FN’s deklaration, og sikre, at processerne skal være baseret på åbenhed og gennemskuelighed, på grundlag af uafhængig og upartisk gennemgang.
Stk. 8.8. Al udnyttelse i Inuit Nunaat skal overholde de mest udviklede og krævende miljøstandarder med fuldt hensyn til arktiske forhold. (For eksempel bør minedrift og offshore olie og gasudnyttelse indebære en nultolerance udledning på jorden og i arktiske farvande).
Stk. 8.9. Højeste prioritet er forebyggelse af offshore udslip og eliminering af udslip af giftige stoffer til lands og til vands. En forebyggende indsats bør ses som investeringer, der giver udbytte i form af en reduktion af omkostningerne.
Stk. 8.10. Reaktionerne på udslip, forurening af jord eller vand og nødsituationer i minedrift, skal opfylde de højeste tekniske standarder og være forankret i gennemprøvede oprydningsteknologier med fuld deltagelse af Inuit.
En hovedindgang via bagdøren
Den forcerede udvikling, vi har været vidne til siden den nye råstoflovs vedtagelse, viser med al tydelighed, at det nødvendige folkelige engagement ikke har været det første punkt på dagsordenen. Selskaberne har haft frit løb, som vi har set det i mange ulande og blandt oprindelige folk. Mineselskaberne udser sig vigtige samfundsborgere og bruger mange ressourcer på disse for at undgå at etablere egentlige høringsprocesser. Der er snart sagt ikke den tidligere højtstående ansatte for det ene eller det andet hjemmestyreejede selskab, der idag ikke udfører højtlønnet lobby arbejde i Grønland. F.eks. er uran lobbyen ganske uhæmmet i sin fremfærd. Det er måske om dette, at onde tunger siger, at »One Door« princippets lillebror er the »Back Door« metoden. Man kan altid bruge stråmænd i den slags sager. Det er en slags bagindgang til hovedindgangen. Med denne metode mistede mange fiskere deres andele i den private fiskeflåde. Men for et lille samfund som det grønlandske er det en iøjnefaldende sørgelig udvikling. Denne fremfærd fra sådanne selskaber er vidt udbredt i ulande og i oprindelige folks territorier. Vi må være åbne for viden udefra og lære af den. Både de positive og negative erfaringer fra lande i lignende situation.
Nødvendigt skridt for Grønland
Det ligger ICC meget på sinde, at der bliver gennemført en egentlig analyse af, hvordan vi forbedrer både myndighedsbehandlingen og behovet for en forstærket folkelig deltagelse i beslutningsprocesserne. Det må ske ved, at Selvstyret i samarbejde med den danske regering og ICC får udført en omfattende:
1. Analyse af FN’s Deklaration om Oprindelige Folks rettigheder.
Hvilke bestemmelser er statens myndighedsområde?
Hvilke opgaver hører ind under Selvstyret, hvilke under kommunerne?
Civilsamfundets stilling, hvordan sikrer vi det folkelige islæt?
2. En undersøgelse af vores brugervaner af land og ressourcer.
En territorial afdækning af fangststeder og fiskepladser ud fra sæsonmæssig benyttelse og beskyttelse af traditionelle fangststeder.
3. En hvidbog over, hvilke internationale aftaler Grønland (Danmark) bør indgå med tilknytning til almindelig minevirksomhed.
4. Grønlandsk arbejdskrafts og grønlandske virksomheders retsstilling.
Spørgsmålet om omfattende brug af fremmed arbejdskraft og evt. integrationsspørgsmål.
5. Beskyttelse mod »minorisering.« Hvordan undgår vi, at den nuværende befolkning i Grønland og de kommende generationer kommer i mindretal og mister kontrollen over eget land?
Ovenstående er de helt nødvendige skridt, der skal tages, når vi skal videre i den omfattende ressourcejagt, som er gået ind i Grønland. Det er helt tydeligt, at de multinationale selskaber opererer i Grønland som så mange andre steder, måske godt hjulpet af den altoverskyggende ignorance i administrationen i Grønland. F. eks kunne man jo tænke sig, at Råstofdirektoratet i Grønland har kunnet hente oplysninger om internationale aftaler og relationer og hvilke sensible områder, man skal være opmærksom på fra Udenrigsdirektoratet – kun et par skridt borte i samme by. Sandheden er desværre den, at der heller ikke er koordination på dette område. Det er ligesom, der er sat system i uvidenheden.
Udbygning af demokratisk infrastruktur
Derfor er der et stort behov for nu at evaluere situationen siden Råstoflovens vedtagelse og samtidig se, om ikke vi kan lære noget fra Canada og Alaska, hvor Inuit har deltaget de sidste 40 år både i olieindustrien og i minevirksomhed. Her gør man alt, for at den lokale befolkning får mulighed for at være en reel beslutningspartner i alle faser af en udvikling, naturligvis bekostet af licensansøgerne. Det er et ønske fra ICC, at der er bedre gennemskuelighed, og at der etableres en egentlig demokratisk infrastruktur på hele ressourceområdet.
Som den eneste internationale oprindelige folks organisation i Rigsfællesskabet har vi på forsøgsbasis været høringspartner i en halvandet års tid. Ud fra de indvundne erfaringer anbefaler vi følgende:
• Miljødelen bør overføres fra Råstofloven til Inatsisartutlov om beskyttelse af miljøet, samt Landtingslov om naturbeskyttelse. Varetagelse af de miljømæssige aspekter bør ske i en uafhængig videnskabelig institution.
• Der bør være en uafhængig tredieparts vurdering af processer, kompetencer og kapacitet hos selskaber og Selvstyret.
• Øget inddragelse af lokalbefolkningen, offentlige møder og oversættelse af materiale.
• Uafhængige debatter i medierne.
• Bedre og længere høringsprocesser for høringsparter (i dag er det nærmest ad hoc, fristen bør minimum være 8 uger). 2 Ansøgningerne bør komme i god tid før sæsonen og ikke i løbet af sæsonen.
• Alle høringssvar og tilhørende respons fra selskaber og/eller Råstofdirektoratet (de såkaldte »white papers«) bør offentliggøres.
Det er, hvordan den grønlandske virkelighed
ser ud, når vi engagerer os i at virkeliggøre de gode resultater, vi har opnået internationalt og på det nationale plan.
Når vi ser tilbage i grønlandsk politik, er ordene »mennesket i centrum« blevet anvendt, når det drejede sig om planlægning ud i fremtiden. Sandheden er desværre den, at der er ikke noget, der hedder »det virkelige liv«. Når først penge er sat i centrum, så fanger bordet. At bede olie eller mineselskaber om at sætte mennesket i centrum ville være ganske omsonst.
Det er os selv og især Inuit Circumpolar Council, der må insistere på at mennesket er i centrum i udviklingen af Arktis.
Vi er ikke startet endnu, og vi har meget langt igen.
Noter:
1 Aqqaluk Lynge: Europa er død – den Fjerde Verden leve! Tidsskriftet Grønland 1975, s. 289 295.
2 Gældende bestemmelser er 6 uger, jf. EIA guidelines.
ICC i Grønland
Ledelse og delegation:
I ledelsen:
1. Aqqaluk Lynge
2. Carl Christian Olsen
3. Hjalmar Dahl
4. Nuka Kleemann
Den øvrige delegation:
Formand for ICC
Præsident ICC Grønland
Vicepræsident ICC Grønland
Formand for Grønlands ICC delegation Formand for GIF, Grønlands Idrætsforbund
5. Juliane Henningsen Inatsisartut, Inuit Ataqatigiit
6. Aleqa Hammond Inatsisartut, Siumut
7. Ib Uldum Inatsisartut, Demokraatit
8. Martha Abelsen KANUKOKA (Kommunernes Landsforening)
9. Josef Therkildsen SIK (Arbejdernes landsorganisation)
10. Leif Fontain KNAPK (Fiskerne og fangernes organisation)
11. Esther Rosing IMAK (Lærernes organisation)
12. Kaaliina Skifte PIP (Pædagogernes organisation)
13. Aili Liimakka Laue Sorlak (Grønlands ungdoms fællesorganisation)
14. Hansigne Olsen KIK (Uddannelsessøgendes organisation)
15. Karl Elias Olsen Kalaallit Atuakkiortut (Grønlands Forfatterforening)
16. Magnus Therkildsen Utoqqaat Nipaat (De ældres Stemme)
17. Uusaqqak Qujaukitsoq Hingitaq 53 (»Deporteret 53«, organisation i Avanersuaq, Thule)
18. Uthilie Heilman Arnat Peqatigiit Kattuffiat (Sammenslutningen af Kvindeforeninger i Grønland)
ICC Alaska og ICC Canada har også hver 18 delegater, mens Tjukotka har 12. Hovedledelsen består af 2 bestyrelsesmedlemmer fra hvert land ud over formanden, der vælges særskilt.
