TG_02_ 2013

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 2/JUNI 2013 61. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND

9 0 A N D E R S F R A N D S E N:

Udgivet af Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgs@groenlandselskab.dk www.groenlandselskab.dk www.tidsskriftetgronland.dk IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28

Redaktion/redaktør: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@polarfronten.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

10 1 E R I C S T E E N H A N S E N:

Laverne ved Ilulissat, Ilimanaq og Oqaatsut 10 9

Kateketen i Kirkeretten: De juridiske vilkår for kateketerne i Grønland M O R T E N N O R N I L D :

1 2 2 H E L E N E A P E LT :

Interview med et mappedyr

1 2 7 T H O M A S R E N DA L :

Gammelkendt lidelse udfordrer stadig

1 3 3 J E N S C . W. G O T F R E D S E N og I VA N T. J A KO B S E N:

Peter Freuchens private dagbøger

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse.

Tidsskriftet »Grønland« er udgivet med støtte fra bl.a. Augustinus Fonden, Bladpuljen, Oticon Fonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond, Aase og Jørgen Münters Fond og Juuliip Nipitittagaa/Grønlands Julemærkefond.

Arktis – fredelig udvikling eller mili tær konflikt?

kaster nyt lys over 1. Thuleekspedition – 100 år efter 14 5

H E N R I K VAG N A AG E S E N:

De grønlandske ordbøger 14 8 M A R T I N S O R T M I K K E L S E N:

Mødet med den vilde eskimo 1 5 9

arktisk instit u t :

Academicus Arcticus Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk Gullanders Bogtryk A/S Forsidebillede: Mandskab fra Applied Physics Laboratory Ice Station fjerner is fra atomubåden USS Connecticut i Det Arktiske Ocean. Foto: US Navy.

16 0

M A D S FÆ G T E B O RG :

Nordpolen i en satirikers streg 16 2 PELLE TEJSNER:

Historier fra kysten eller klima

krise-narrativer?

af PELLE TEJSNER

Historier fra kysten eller klima krise-narrativer?

Pelle Tejsner, ph.d. i socialantro-

RESUMÉ

pologi. Pelle Tejsner startede bachelor-uddannelsen på Anthropology of the North programmet ved University of Aberdeen i 1999 og har fornyligt afsluttet sin ph.d.-afhandling under vejledning af prof.

Tim Ingold. Afhandlingen, med titlen ”It is Windier Nowadays”: Coastal Livelihoods and Changeable Weather in Qeqertarsuaq (2012), var baseret på et års feltarbejde i Qeqertarsuaq fra

På baggrund af et års antropologisk feltarbejde i Qeqertarsuaq på Disko Øen tager artiklen udgangspunkt i den senere tids mange globale klima krise-narrativer og evaluerer den samtidige fremstilling af livet i Arktis i forhold til de lokale indbyggeres egne erfaringer med det grønlandske vejr. Den nyligt forsvarede ph.d.-afhandling har fokus på lokale modtagelser og opfattelser af klimaforandringernes indvirkning på dagligdagen og redegør samtidig for de senere års hvalkvote-debatter samt de relationer, der ofte kendetegner de lokales forhold til havet, dyrene og havisens nylige forandringer.

2007-2008 og sætter fokus på brugen af havisen og havets fornybare ressourcer samt lokale opfattelser og modtagelser af vejr- og klimaforandringer. Pelle sidder for tiden på Eskimologi og Arktiske Studier, hvor han arbejder med grønlandsk klimaforandring, miljøforvaltning og geopolitiske spørgsmål i post-doc øjemed.

En dag på isen...

En dag i februar er jeg på sæljagt med en af fuldtidsfangerne fra byens fodboldhold. Vi er kommet tidligt afsted, og omkring middagstid nyder vi en kop medbragt kaffe ved en ankerplads nær Imerisoq. Det var nogenlunde skyfrit, da vi tog afsted, men et par timers sejllads senere er vejret skiftet.

Skyerne trækker sig stadig tættere sammen og

162

Tidsskriftet Grønland 2/2013

lægger sig med smeltetågerne som et tykt tæppe over de drivende isflager. Vi fortsætter vores tur uden større jagtheld, selvom vi finder adskillige gode steder at ”kalde” på sælerne fra langs de drivende flager. Da det stadig er tidligt på året og solen kun er vendt tilbage for et par uger siden, sætter mørket snart ind, og vi lægger igen kursen mod Qeqertarsuaq. Tågerne er blevet tykkere, og isflagerne glider stadigt tættere sammen mellem vores båd og kysten. Vi prøver først at forcere isflagerne et sted, og så et andet, indtil vi til sidst finder en smal kanal, hvor isen endnu ikke har lagt sig så tæt endnu. Et par gange sidder vi fast, og må vrikke båden og motoren fri af iskosserne,

PELLE TEJSNER: HISTORIER FRA KYSTEN ELLER KLIMA KRISE-NARRATIVER?

som har sat sig fast under boven, og på et tidspunkt virker det næsten, som om vi ikke rykker os ud af stedet. Efter et par forsøg med motoren for fuld gas, mens der vrikkes livligt med poca’en, kommer vi fri af de omkringliggende isflager, og når tørskoet i land, inden det sidste lys forsvinder ude i Davis Strædet. Det har været en lang dag, og selvom vi ikke fik sæler med hjem, har jeg lært en masse om vejr, strøm og isforhold og samtidig fået en masse fortalt af Sten om de kræfter, man skal tage højde for på denne tid af året. Jeg sætter mig lidt forfrosset til at skrive om dagens indtryk, men er ikke helt sikker på, hvad budskabet i historien egentlig går ud på! Er det en skildring af klimaforandringens konsekvenser, fordi det kan virke mere vanskeligt at læse isforholdene under de daglige jagter, eller er det historien om en helt almindelig dag med de udfordringer, der nu engang må tages højde for, når man bor på en ø omgivet af havis i flere måneder?

Når jeg tænker på de første par dage af mit år i Qeqertarsuaq, har jeg svært ved at slippe fornemmelsen af den begejstring, vi sikkert allesammen har oplevet ved synet af de store isbjerge og den storslåede natur, der kendetegner livet i Grønland. Man er konstant optaget af de syn og lyde, der forbindes med vejret eller isen, men den indledningsvise begejstring afløses snart af dagligdagsrutinerne. Inden man når at se sig om, løfter man knap nok et øjenbryn over synet af det majestætiske isbjerg, der netop har lagt sig godt tilrette ud for kysten.

Jeg tog til Grønland for at dokumentere hverdagens rytmer i forbindelse med jagt og fiskeri i en gennemsnitlig by på vestkysten, hvor der stadig findes husstande, hvis indkomster beror på naturens luner samt isen’s væsen og dyrenes tilstedeværelse. Qeqertarsuaq byder på isforhold for enhver smag.

Langs kysten og længere inde i fjordene kunne man i 2008 køre på fast is fra midten af januar til engang hen i april. Længere ude i bugten lægger de drivende isflager, dynamiske havstrømme og skiftende vindforhold op til sæl- og hvaljagt fra iskanten i forårs-

månederne. Der er tale om et sæsonbaseret projekt, hvor et af hovedmålene har været at kaste lys over den fortsatte anvendelse af nærmiljøets vedvarende resourcer og folks forhold til naturen, kysten og den årlige tilbagevendene havis (Tejsner 2012).

I lyset af den populærvidenskabelige formidling, og deraf afledte samfundsdebat, er formålet med denne artikel for så vidt muligt, at illustrere hvorledes lokale fangere, fiskere og deres familier ikke kan reduceres til de sårbare ofre for klimaforandringerne, som de ofte udstilles som idag, men derimod fremstår som sagkyndige instrukører – eller mentorer for – hvorledes vi kan vælge at betragte eller fortolke vores forhold til en natur, der er kendetegnet ved konstant forandring og vekslende vejrforhold.

Klimadebat og krise-narrativer Kort tid efter min hjemkomst fra Grønland løb COP-15, i al sin kulturelle mangfoldighed, af stablen i København. Her deltog jeg i diverse arbejdsrelevante begivenheder og sad med ved mange af de inviterede forskere og repræsentantskabers møder rundt omkring i byen. Under COP-15 stod nationale medier og internationale NGO’er nærmest på ryggen af hinanden for at fremstille livet i Arktis som et sted, hvor inuitter kæmper med smeltende isflager, og isbjørnene drukner i en stadig varmere verden. Mediernes konstante bombardement gav det indtryk, at Grønland, dets indbyggere og dyrelivet var en slags ”kanariefugl i kulminen”, der (i isbjørnens tilfælde) lider en langsom druknedød som resultat af den øgede globale opvarmning, forurening fra I-landene osv. Verdensnaturfonden tog skridtet videre og lod en stor isbjørneskulptur af is opføre foran deres udstillingstelt (Bjørst 2011), som på ironisk vis kun delvist smeltede pga af de lave kuldegrader under topmødet i december 2009.

Når det kommer til vores præsentation af Arktis, Grønland, inuitter og dyrelivet i polarområderne har den vestlige fantasi stortTidsskriftet Grønland 2/2013 163

PELLE TEJSNER: HISTORIER FRA KYSTEN ELLER KLIMA KRISE-NARRATIVER?

Qeqertarsuaq under de gode isforhold der kendetegnede havissæsonen i 2008. Foto: Pelle Tejsner.

set ingen grænser. Det har bl.a. resulteret i et meget langt og til tider anstrengt forhold til det, vi får fortalt. Den canadiske antropolog Fienrup-Riordan har analyseret perspektiverings-kløften i forholdet mellem vores opfattelser af, hvad livet i Arktis indebærer, og hvordan dagligdagen rent praktisk forholder sig for inuit i regionen. Fienrup-Riordan påpeger, at vores forestilling om inuit ”har haft dramatiske følger, heriblandt et forsøg på, fra moderne inuitters side, at fremstille sig selv, som vi forestiller os dem” (1990: xiv). Den mere eller mindre stereotype forestilling om inuits magre tilværelse i skyggen af en utilgivelig og barsk natur kan spores tilbage til 1900-tallets rejseberetninger. Det er ofte overdramatiserede skildringer af livet i Arktis, som tegner et bil

164

Tidsskriftet Grønland 2/2013

lede af inuit tilværelsen på en sådan måde, at vores nutidige skildring ligeledes har tendens til at blive forvrænget.

I hendes bog om kulturmøder i Yukonterritoriet fra kolonitiden til idag advarer Julie Cruikshank os om, at selvom de såkaldte ”encounter-narratives” (dvs beretninger om kulturmødet), har deres oprindelse i datidens kulturforståelse, kan de stadigvæk læses i nutidens diskussioner om tidligere koloni-praksisser, polarvidenskab og ikke mindst i diskussioner om naturforvaltning og miljøpolitik i de Arktiske områder (Cruikshank 2005: 9, Nadasdy 2004). På mange måder imiterer skildringen af livet i Arktis – med overhængende klimaforandringer og deraf følgende sårbarhed – de krise-narrativer, vi ofte hører om havstandens forøgelse

PELLE TEJSNER: HISTORIER FRA KYSTEN ELLER KLIMA KRISE-NARRATIVER?

omkring udvalgte øer i Stillehavsområdet. I Farbotko’s analyse af klima krise-narrativer i de australske medier, samt disses indvirkning på udvalgte klimaeksponerede (og dermed sårbare) gruppers dagligdag, efterlyser hun en mere ”kritisk tilgang til vores præsentation og forbrug af klimaforandringsskildringerne” (2005: 279, min oversættelse).

Farbotko’s pointe, som jeg også hælder til i fortolkningen af mine data om grønlandske opfattelser af klimaforandringer, er, at de specifikke ”kulturelle værdier og praksisser blandt udvalgte befolkninger på udvalgte steder er kritiske for vores opfattelse af, og forståelse for, de betydninger og konsekvenser som klimaforandringerne skaber” (2012: 382, min oversættelse).

De billeder, vi normalt forbinder med klimaforandring, er ofte skabt i sammenhænge, der ligger fjernt fra dagligdagen i Qeqertarsuaq (eller på udvalgte Stillehavsøer for den sags skyld), og de cirkulerer via komplekse netværk, der ofte kommer til udtryk på fora såsom COP-15 og lignende globale topmøder (Hulme 2009: 219). Bjørst (2011) har undersøgt, hvordan populære billeder af smeltende isbjerge, og isens rolle, som ikke-human aktør bliver italesat og kommer til udtryk blandt politikere, NGO’er og videnskabsfolk på klimatopmøderne. En sådan betragtning af hvorledes isen bliver iscenesat blandt relevante interessenter peger på en række fællesnævnere, idet grønlandske stemmer, nøjagtig ligesom Stillehavets ø-boeres stemmer, ofte reduceres til klima krise-narrativer. Dette motiv kan efterhånden virke en smule forældet og en anelse ude af trit med dagligdagens realiteter i en by som Qeqertarsuaq. Her giver Ipad brugende, internet søgende og særdeles teknologi-kyndige fangere og deres familier udtryk for en anderledes opfattelse af klimaforandringernes konsekvenser, der ikke nødvendigvis behøver være bundet op i begreber som ’sårbarhed’ og ’tilpasningsevne’, som ellers fremhæves i den populær videnskabelige formidling (ACIA 2005, IPCC 2007,

Martello 2008). Det er med andre ord på høje tid, at omverdenen ikke længere vildledes af den samme gamle sang, hvor Grønland og de arktiske regioner bliver fremstillet i, hvad Spufford (1996) beskriver, som vestens ”imaginære kompost” for vores forestillinger om livet i Arktis.

Vi står altså overfor en medieskabt forvridning af sandheden af særlig problematisk karakter. På trods af de store kulturelle, nationale og geografiske særpræg der kendetegner den pan-Arktiske region, bliver hele befolkningsgrupper reduceret til nogle få stemmers beretninger om naturens forandring og deraf afledte krise-tilstand. Denne observation er ikke alene skadelig for regionens oprindelige befolknings forskellighed og globale ansigt udadtil, men kan samtidig have uoverskuelige konsekvenser for ellers velmenende støtter, interessenter og relevante aktører, der fortsat bestræber sig på at formulere brugbare dagsordener for de antageligt udsatte ofre for vejrets luner. En konsekvens forbliver det faktum, at klima krisenarrativerne konfronterer os med nogle særdeles snævre parametre, der ifølge Michael Bravo, kan ”forhindre udviklingen af diverse aspekter, der gør sig gældende for den almene borger’s inklusion i de Arktiske områder” (2009: 258, min oversættelse). Da krise-narrativerne oftest beror på videnskabelig ekspertise og retorik (dvs. forklaringer om fysiske kautioner), er disse ofte dårligt rustede, når det kommer til de mere humanistiske aspekter, der ligger til grund for de social-økologiske relationer, der fortsat vokser frem, når man, som antropolog, studererer disse kontekster på det mere lokale (fremfor globale eller pan-Arktiske) plan.

Denne uheldige udvikling er desværre ikke ny, som det f.eks har været tilfældet i den begrænsede symbolske status som oprindelige folks viden om natur, økosystemer og bæredygtighed reduceres til i miljøforvaltnings øjemed i Canada såvel som andre steder i Arktis (Usher 2000, Nadasdy 2004).

Hvordan kan det være, at de narrativer, Tidsskriftet Grønland 2/2013 165

PELLE TEJSNER: HISTORIER FRA KYSTEN ELLER KLIMA KRISE-NARRATIVER?

der peger på en mere nuanceret modtagelse af klimaforandringer i Arktis, stadigvæk ikke figurerer tydeligt i vores globale diskussioner om jordens opvarmning? I en tankevækkende gennemgang af de forbehold og legitimerings-procedurer, som ligger til grund for den ekspertviden vi finder i IPCC’s vurderinger, påpeger Hulme, at ”nogle former for ekspert viden – lokal miljøvidenskab, eller udvalgte akademiske faggrene såsom sociologi og antropologi – fortsat ekskluderes” (2009: 97). Hulme konkluderer endvidere, at ligegyldig hvor overbevisende den ”objektive” risiko-analyse blandt eksperterne formidles, ”så forbliver de måder, hvorpå vi mennesker i al almindelighed opfatter, vurderer og prioriterer risici, en funktion af mange faktorer, der ikke kan

opfanges af snævert definerede risiko-analyser” (2009: 191). Den fortsatte tvetydighed omkring definitionen på ekspertviden i globale diskurser om klimaforandring i forhold til lokale opfattelser peger på en fortsat forstummelse af lokale stemmer tiltrods for gentagne opfordringer for deres inklusion (Bankoff 2004: 35, Cruikshank 2005: 258).

De lokale stemmer, som trods alt står i forreste række, når det kommer til reelle vidnesbyrd om arktiske klimaforandringer, forstummer derfor i et hav af røster, der stammer fra alle andre steder end netop lige dér, hvor man i sidste ende skal leve med isens forandringer og de konsekvenser det har for mennesker og dyreliv. På trods af, at de nyligt udvalgte såkaldte ”ofre” for klimaforandringerne i bund og grund altid har

Årets første narhvaler skæres ud i de respektive andele, som hver deltagende båd traditionelt har krav på.

Foto: Pelle Tejsner, 2008.

166

Tidsskriftet Grønland 2/2013

PELLE TEJSNER: HISTORIER FRA KYSTEN ELLER KLIMA KRISE-NARRATIVER?

skullet leve med foranderlige vejrforhold, har denne udvikling især kunnet observeres over de sidste 10-15 år. Selvom klimaforandringer i Arktis figurerer som et ”varmt” emne, er inuitternes tilpasning til det arktiske klima hverken ”eksotisk” eller for den sags skyld noget nyt for arkæologer, miljøhistorikere eller social-antropologer. Deres arbejde er fortsat at gøre rede for arktiske subsistens-strategier, og hvordan disse skiftevis har vundet indpas med vekslende adgang til vedvarende ressourcer i tidens løb (Vibe 1967, Wenzel 2009: 90). Det specielle forhold, der ofte kommer til udtryk blandt Qeqertarsuarmiut, såvel som andre steder i Grønland (Nuttall 2009), passer dårligt til de snævre parametre, som risiko-retoriken lægger for dagen i en verden, hvor indbyggerne i Arktis (på lidt forenklet vis) fortsat fremstår som de umiddelbart udsatte befolkningsgrupper.

Der er behov for narrativer (eller skildringer), der på mere nuanceret vis belyser hvordan Inuit ikke blot lever i en barsk og utilgivelig natur, som desuden er drastisk forandret pga af klimaforandringernes indmarch. Mine erfaringer fra samarbejde med fangere og fiskere i Disko bugten fortæller en anden historie, som samtidig afviger væsentligt fra de altoverskyggende krise-narrativer. Nogle gange kan Qeqertarsuarmiut eksempelvis virke mere optaget af at drøfte de stadigt strengere kvoter og rettighedskrav, der skal leves op til i forbindelse med de årlige hvaljagter, jagttider og regulativer, og hvordan de ikke altid stemmer overens med de forhold, der observeres på daglige ture langs kysten (Tejsner 2012, 2013).

Andre beboere ser ligefrem optimistisk på klimaforandringer, når de påpeger, hvordan ændrede strømforhold muligvis vil kaste et nyt torskeeventyr af sig i kølvandet på stadigt varmere havstrømme. Sidstnævnte optimisme beror på tidligere tiders positive erfaringer med varmere nordgående havstrømme, og hvordan disse dannede grundlaget for et blomstrende torskefiskeri tilbage i 1950’erne (Hamilton et al 2000: 199). I Qe-

qertarsuaq svarer de specifikke social-økonomiske og social-økologiske relationer, der udvises i forhold til naturen og dyrene, ganske enkelt ikke til de snævre risiko-parametre, hvor inuitter på forsimplet vis fremstår som klimaforandringens udsatte ofre.

Tværtimod viser menneskets forhold til naturen og dyrene, som disse kommer til udtryk i dagligdagens fangst og fiskeri, netop aspekter af en kulturel specifik måde at omgås omskiftelige og vekslende vejr- og isforhold.

Fortællinger fra kysten Et par måneder inde i feltarbejdet slog det mig, at lokale opfattelser af miljømæssige forandringer egentlig ikke vækker så store bekymringer på samme måde, som mange interessenter og iagttagere i andre dele af verden måske har indtryk af. I lyset af denne observation og klima krise-narrativernes indtog bliver det relevant at analysere tvetydigheden i fremstillingen af en natur og befolkning, der befinder sig i risikozonen, kontra et lokalt miljø der fortsat opfattes som familiært, sågar gavmildt, når det kommer til den daglige udformning af bæredygtige levegrundlag blandt lokalbefolkningen.

I hendes bog med den tankevækkende titel Lytter Gletchere? (2005) argumenterer antropologen Julie Cruikshank for, at det er muligt at tale om gensidige relationer mellem mennesker og deres omverden. På baggrund af mangeårige studier i samarbejde med Tlingit indianere fra Yukon territoriet, foreslår Cruikshank, at inaktive eller livløse objekter såsom bjerge eller gletchere kan opfattes som ikke-humane aktører i genfortællingen af de historier, der ofte danner grundlaget for lokale forestillinger om naturens væsen. I mange af Tlingit indianernes moralske anekdoter fremstår gletchere som livlige og sansene væsener med menneskelige kvaliteter, der således belyser den nære interaktion, som ofte kendertegner oprindelige folks forhold til naturen’s ikke-humane Tidsskriftet Grønland 2/2013 167

PELLE TEJSNER: HISTORIER FRA KYSTEN ELLER KLIMA KRISE-NARRATIVER?

aktører. I løbet af mit feltarbejde med fokus på menneskets forhold til naturen i Grønland, fik jeg ofte et lignende indtryk, idet havisen, som et tilbagevendende natur fænomen, på sin vis udviser samme inflydelse på det sociale liv og folks opfattelser af naturen i al almindelighed.

Hvordan kommer havisen til at fremstå som repræsentant for de mangfoldige sociale relationer, der kendetegner forholdet mellem mennesket, naturen og ikke-humane aktører såsom dyrene, vinden eller havstrømmene? Årsagen til at fangere og fiskere bruger meget tid på at observere og diskutere isens vekslende adfærd skal findes i den kausalitet, der kommer til udtryk, når isens kvalitet skal vurderes i forhold til givne havstrømme og vindforhold i forbindelse med forekomsten af sæler, fisk og hvaler. Den enkelte fangers evne til at observere de forskellige isforhold, og dens bevægelse under givne vind og vejrforhold, er altafgørende for en punktlig, sikker og succesfuld jagt. På et tidspunkt under en sæljagt fortæller min jagtkammerat, at ”sælerne ikke gider komme frem, når det blæser”, mens han fortsætter med at spejde isen og horisonten for tegn på skift i vejret. En tidlig morgen et par dage senere står et par fangere nær Qaqqaliaq (Udkiggen) og studerer isen, vejret og strømforholdene, altimens de deler deres observationer med hinanden. Er hvalerne stadigvæk under den kystnære is, eller har de forlængst søgt ud på dybere vand i takt med tidevandet?

Dette og mange andre spørgsmål diskuteres og evalueres på baggrund af de utallige erfaringer, som hver enkelt fanger har gjort sig i årenes løb. De lokale fangere udviser en konstant bevidsthed for, hvorledes dyrenes tilstedeværelse er afhængig af vindens styrke, daglig ebbe og flod og gældende isdannelser. Hvis netsiq (ringsælen) for eksempel ankommer sent eller fåtalligt, tillægges isens formering og de overordnede vejrforhold som udgangspunkt en væsentlig del af forklaringen. Man fortolker omstændighe

168

Tidsskriftet Grønland 2/2013

derne med det formål, at rationalisere gældende vejrforhold i forhold til den adfærd, som byttet udviser, mens man på fleksibel vis tilpasser fangsten herefter. Berkes (2000: 9) kalder den slags tilpasninger for ”tommelfingerregler”, der giver et fingerpreg om, hvordan man bedst kan vurdere og tilpasse sig naturens vekslende forhold og konstante forandringer.

På sin hvis udtrykker folks historier om kysten, hvordan man bør handle i ukendte eller uforudsigelige situationer og bærer samtidig vidnesbyrd om folks indgående kendskab til kysten. I det sene forår bevirker en kombination af smeltende havis længere ude på havet og en forøgelse af nordenvinden (avannaq), at der dannes drivende tågebanker, som ofte lægger sig som et tykt tæppe om byen og langs kysten. En fanger beretter om, hvorledes man bør forholde sig, når sådanne tilstande opstår under jagten:

Engang, da jeg var på vej til Imerisoq ovre på den anden side af vandet, dukkede tågerne pludselig frem. Jeg havde en god fornemmelse for, hvor jeg befandt mig og satte derfor kursen mod Qeqertarsuaq igen. Efter noget tid vidste jeg, at jeg burde være istand til at se kysten, men den dukkede ikke frem af tågerne. Pludselig fik jeg øje på kysten, men det viste sig at være Uivfaq, som du jo nok ved ligger langt oppe af kysten.

Men jeg vidste dog, hvor jeg var og begav mig straks videre langs kysten hjemad.

Når det bliver meget tåget, og du ikke ved, hvor du befinder dig, er det altid en god idé at søge langs kysten efter steder, som du kan genkende. Vi har rigtig mange navne for steder langs kysten, og de vil altid fortælle dig, hvor du er, og hvor langt du skal sejle (feltnotater, Qeqertarsuaq, 12 Marts 2008).

Mens jeg sad og lyttede til folk, der nøje fortalte, eller genkaldte, deres historier og erfaringer, mindede mange mig samtidig om at ”livet er hårdt i Grønland”, når de reflekterede over deres erfaringer med

PELLE TEJSNER: HISTORIER FRA KYSTEN ELLER KLIMA KRISE-NARRATIVER?

Erfaringer om gældende isforhold og dyrenes færden udveksles løbende langs iskanten i det daglige blandt fangerne. Foto: Pelle Tejsner, 2008.

strammere kvoter og videreførelsen af en forholdsvis traditionel levevis. Men i samme åndedrag fornemmes en vis stolthed, når en kone til en fanger afslutter sin historie med ordene; Qeqertarsuaq har altid givet os, hvad vi har brug for, og derfor vil vi fortsat finde måder at leve på, nøjagtig som vi altid har gjort (feltnotater, Qeqertarsuaq, 10 Februar 2008).

Lokale jagtområder og udvalgte fiskesteder er, set med fangerne’s øjne, vigtige, fordi de har haft stor betydning for, hvordan de ser på dem selv og det liv, de lever. En erfaren ældre fanger reflekterer over sit liv i samspil med kysten på følgende måde;

Jeg var nok en del modigere og måske også lidt dummere, da jeg var ung, fordi jeg ofte tog en del chancer [...] selvfølgelig, ville jeg aldrig gøre den slags nu om dage, fordi alt det, jeg lærte dengang, gør, at jeg stadig kan trække på disse erfaringer idag (feltnotater, Qeqertarsuaq, 12 Juli 2008).

De erfaringer folk gør sig med de kystnære vande, skærene og de evigt skiftende is- og vejrforhold udgør tilsammen et rigt depot for både den kollektive hukommelse samt de måder, hvorpå folk fortsat fortolker og relaterer til lokalmiljøet. Richard Nelson har engang sagt, at Koyukonindianerne ”bevæger sig med de kræfter, der hersker i deres omgivelserne, uden at søge kontrol og herskab eller på nogen måde forsøge at ændre på dem”, og jeg Tidsskriftet Grønland 2/2013 169

PELLE TEJSNER: HISTORIER FRA KYSTEN ELLER KLIMA KRISE-NARRATIVER?

Isfiskeri med glider og garn under gunstige forhold. (Foto: Pelle Tejsner, 2008).

vil mene, at Qeqertarsuarmiut (på deres egen særprægede facon) forholder sig til deres omgivelser på selvsamme vis. Når man er ude og jage eller fiske langs kysten, handler det om at forholde sig tålmodig, fleksibel og fremfor alt stille sig åben overfor de vekslende omstændigheder (eller muligheder), der opstår undervejs.

Fortællinger fra kysten består ikke kun af hverdagens historier og uformelle erfaringsudvekslinger på kajen eller de historier, der forbindes med udvalgte steder langs kysten. De inddrager ligeledes fortællinger af mere historiske karakterer, når ældre borgere beretter om deres livslange indtryk fra et liv, der er levet i takt med naturens kræfter og dyrene som familiære naboer.

Her beretter Isak om hans mange ture langs vestkysten i de gode gamle dage:

170

Tidsskriftet Grønland 2/2013

Dengang i 60’erne arbejdede jeg som postbud på LORANT-stationen ude ved mundingen af Disko Fjord. Jeg rejste ofte med slædeposten mellem stationen og Qeqertarsuaq by, da der dengang ofte fandtes gode isforhold langs kysten vest for byen. Der findes mange steder, hvor der ofte kan findes ryper, ræve eller harer, så derfor fangede jeg også dem engang imellem. Nu om dage, som du måske har hørt fra andre, kan man kun lejlighedsvis rejse den vej vestpå langs kysten, da isen ikke forekommer ligeså ofte som før i tiden (feltnotater, 8 April, 2008).

I løbet af mit feltarbejde var jeg på sin hvis heldig med at opleve et rigtigt havis år, idet folk ofte udtrykte stor begejstring over, at se isen lægge sig permanent i tre-fire måneder ligesom før i tiden. Den strækning,

PELLE TEJSNER: HISTORIER FRA KYSTEN ELLER KLIMA KRISE-NARRATIVER?

som Isak beskriver langs vestkysten, blev for første gang i mange år endnu engang farbar for hundeslæder og snescootere, og mange fangere tog det som en kærkommen mulighed for rype-, ræve- og harejagter.

Hvis lokale udsagn om de skiftende isforhold, der ofte kendetegner naturen og vejrets luner omkring Qeqertarsuaq, bærer vidnesbyrd om et klima i evig forandring, beretter de historiske kilder ligeledes om livet i bugten i de varmere perioder, som de tideligere er blevet modtaget. En historisk kilde beskriver naturens cykliske rytme og isens vekslende kvalitet gennem årtierne.

Hvis man tør tro Grønlændernes Beretninger, syntes der at være lange Perioder med overvejende gode Isaar, afvekslende med Perioder med ringere. Saaledes mener de, at vi for tiden er i en Periode, hvor godt langvarigt Islæg er det normale, medens det f. Eks. for 30-40 Aar siden var normalt at Skansefolkene kom til Godhavn i Konebaad allerede i Marts.

Omvendt syntes det at fremgaa af P. KRAGHS Dagbøger, at man i Aarene 1818-1828 ret normalt kørte lige over fra Egedesminde til Godhavn, hvilket nu er en sjælden Undtagelse (Porsild 1921).

Tidslinjen for Morten Porsilds optegnelser rækker fra hans samtid (anno 1921) omkring 30-40 år tilbage i tiden til sidste halvdel af 1900-tallet. Når vi sammenfatter Kraghs dagbøger (1818-1828) med Porsilds observationer, er der tale om en 100 år gammel optegnelse for lokale vejr og isforhold. Porsild indikerer, at havisen er kendetegnet ved cyklisk vekslende forhold i både udbredelse såvel som kvalitet, og at folk før i tiden ligeledes har tilpasset sig de forskellige perioder med henholdsvis gode og dårlige isforhold.

De sæsonbetonede fangstmuligheder følger vejret og isens cyklus i en verden, hvor

success er baseret på den enkelte fangers erfaringer med dyrenes tilstedeværelse og udbredelse fra tideligere møder. Lokale fangere forholder sig åbent overfor vejret og fleksibelt i forhold til arternes skiftende udbredelse, fordi givne fangster beretter om, hvilken slags fiskeri der kan udøves, og hvor de gode fangststeder er. På sin vis udtrykker den fleksible kombination af mangeårige erfaringer med kysten, og folks vedvarende observationer af vekslende isforhold og vejrets luner, hvorledes Qeqertarsuarmiuts historier om kysten kan læses som narrativer, der på helt egen vis går imod de globale strømninger. Deres fortællinger kan læses som narrativer, der gør op med den krise-baserede fremstilling af livet i Arktis, idet fortælleren får mulighed for at formidle relevante historier, der derved giver komplekse møder og situationer almen mening i hverdagen. Mellem fisketure og interviews (eller mens man bare ’hænger ud’ på kajen) går det snart op for én, at lokale fangere altid er ivrige efter at diskutere og udveksle værdifulde indsigter og viden om vejret i forhold til hvilke effekter, det har på dyrenes færden. Denne praksis beror på livslange erfaringer, der vokser udaf fortsatte relationer mellem mennesker, dyr, vejr og natur, der løbende kan be- eller afkræftes af andre fangere og fiskere.

Hvis vi fortsat insisterer på at isolere Arktiske beboeres observationer fra deres levede sociale kontekst, risikerer vi, at reducere disse til et altoverskyggende klima krise-narrativ, der bevirker, at mere alsidige aspekter af livet ved kysten forstummer i et hav af politiske dagsordener om risiko og sårbarhed (Tejsner 2013). Der eksisterer fortsat et behov for mod-narrativer, der ikke reducerer inuit til en befolkningsgruppe, som fortsat må leve med en utilgivelig natur, der ydermere idag fremstilles som drastisk forandret. Fortællinger fra kysten udtrykker den vedvarende tålmodighed, som kendetegner de relationer, der skabes i mødet med en natur, der altid skal betragtes Tidsskriftet Grønland 2/2013 171

PELLE TEJSNER: HISTORIER FRA KYSTEN ELLER KLIMA KRISE-NARRATIVER?

som levende og konstant foranderlig.

Når jeg her sætter klima krisenarrativerne i forhold til, hvad jeg af mangel på et bedre ord har valgt at kalde fortællinger (eller narrativer) fra kysten, er det ikke for at benægte, at ændringer i vejr og klima finder sted, eller at lokale befolkninger for den sags skyld ikke er sårbare overfor selvsamme.

Formålet har istedet været at vise, hvordan Qeqertarsuarmiut opfatter havisens væsen på bølgelængde med et hav af andre (i deres øjne) mindst ligeså relevante erfaringer med kysten, der derfor gør det vanskeligt at tale på isoleret vis om, hvad der af alle andre end de lokale selv, benævnes som sociale risici og konsekvenser af isens afsmeltning.

På trods af en global dagsorden der fortsat beror på krise-baserede fremstillinger af forududvalgte risici, der skal forestille at skildre livet i Arktis, udtrykker Qeqertarsuarmiut’s historier en dybfølt vedvarende tålmodighed, der samtidig viser, hvordan man kan vælge at mødes med – og fortsat acceptere en natur – der altid skal opfattes som levende og konstant foranderlig.

En sidste pointe har været at understrege, at vi bliver nødt til at undgå at føje til en lang og indviklet præsentation af livet i Arktis, der på sin vis forstærker en post-kolonial tendens til at reducere inuits levevis til nogle få afgrænsede afhængigheder, der fremhæves på foran-ledning af en fortsat vestlig genereret Eskimo-orientalisme (Said 1978).

Litteratur: ACIA. Arctic Climate Impact Assessment. Cambridge University Press Scientific Report. 2005.

Berkes, Fikret. Indigenous knowledge and resource management systems in the Canadian subarctic.

Linking Social and Ecological Systems (eds) F. Berkes and C. Folke. Cambridge: Cambridge University Press, pp. 98-129. 2000.

Bravo, Michael. Voices from the sea ice: the reception of climate impact narratives. Journal of Historical Geography 35 (2), pp. 256-278. 2009.

Cruikshank, Julie. Do Glaciers Listen? Vancouver: UBC Press. 2005.

172 Tidsskriftet Grønland 2/2013

Farbotko, C. Tuvalu and climate change: constructions of environmental displacement in the Sydney Morning Herald. Geographical Annals 87 B (4), 279-293. 2005 Farbotko, C. and Lazrus, H. The first climate refuges?

Contesting global narratives of climate change in Tuvalu. Global Environmental Change 22, 382-90. 2012.

Fienup-Riordan, A. Eskimo Essays: Yup’ik lives and how we see them. London: Rutgers University Press. 1990.

Hamilton, L. Lyster, P. Otterstad, O. Social Change, Ecology and Climate in 20th-century Greenland. Climatic Change 47, pp. 193-211. 2000.

Hulme, Mike. Why we disagree about climate change.

Cambridge University Press. 2009.

Usher, Peter, J. Traditional Ecological Knowledge in Environmental Assessment and Management. Arctic 53 (2), pp. 183-193. 2000.

IPCC. Fourth Assesment Report: Climate Change 2007: Synthesis Report. Contribution of Working Group I, II and III to the Fourth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. 2007.

Martello, Marybeth, L. Indigenous Peoples as Representations and Representatives of Climate Change. Social Studies of Science 38/3. 351-376. 2008.

Nadasdy, Paul. Hunters and Bureaucrats: Power, Knowledge, and Aboriginal-State Relations in the Southwest Yukon. Vancouver: UBC Press. 2004.

Nuttall, Mark. Living in a World of Movement: Human Resilience to Environmental Instability in Greenland.

In Anthropology and Climate Change: from encounter to action (eds) S, Crate & M, Nuttall. Walnut Creek: Left Coast Press, pp. 292-310. 2009.

Porsild, M. P. Godhavn Distrikt. Meddelelser om Grønland 60, 272-341. 1921.

Rastad Bjørst, Lill. Arktiske diskurser og klimaforandringer I Grønland: fire (post) humanistiske klimastudier. Ph. D. –afhandling. Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet. 2011.

Tejsner, Pelle. “It is windier nowadays”: coastal livelihoods and changeable weather in Qeqertarsuaq. Ph.D Thesis, University of Aberdeen. 2012.

Tejsner, Pelle. Living with uncertainties: Qeqertarsuarmiut perceptions of changing sea ice. Journal of Polar Geography, Volume 36, Numbers 1-2. 47-64. 2013.

Wenzel, George. Canadian Inuit subsistence and ecological instability: if the climate changes, must the Inuit?

Polar Research 28, 89-99. 2009.

Vibe, Christian. Arctic animals in relation to climatic fluctuations. Meddelelser om Grønland 170, 28-99.

1967.

Det Grønlandske Selskab udgiver sin første e-bog Find den på SAXO.com

95,Dagbogsbreve fra Scoresbysund 1957-59 af Jens Nielsen

”Kære venner! Jeg véd ikke, hvornår og hvordan dette brev når frem til jer!

I studser sikkert over de grønlandske frimærker og notatet ”Med Hundeslæde og Luftpost” på kuverten. Vi er selv lidt rundt på gulvet og har vist ikke rigtig fattet situationen.

Drengene spørger jo, og vi kan dårligt give et fornuftigt svar. Men i det kommende år er vores adresse ikke ”Bagsværd Hovedgade 95 A”, men ”Distriktslægen, Scoresbysund, Nordøstgrønland”!

Men nu må I hellere få historien fra begyndelsen …”