Populærmusik fra nuuk –alternativer til en essensbaseret grønlandsk identitet
Prolog:
Det golde knudrede lava landskab suser forbi os, mens firhjulstrækkerens speedometer krydser 100 km/t. Den fimsede lugt af svovl rammer ind imellem mine næsebor. Vores chauffør, en ung lyshåret fyr, som næppe er ret meget over 18, kigger i bakspejlet og bryder tavsheden.
»So you are from Greenland?« Hans engelsk er ubesværet, men med en syngende islandsk accent.
Mads og jeg kigger nervøst ud ad ruden. Frederik tager som forventet ordet.
»Well, I’m from Greenland«, siger han og tilføjer »Nanortalik«.
Vores chauffør ser ikke ud, som om specifikationen har gjort ham klogere. Der følger et øjebliks tavshed, hvor det går op for mig, at før Christian og Martin ankommer, er vi et grønlandsk band, som er kommet for at repræsentere Nuuk til festivalen Bergen Reykjavik Nuuk, med kun ét grønlandsk medlem.
»I live in Copenhagen«, siger Mads så fra bagsædet.
»But he’s born in Nuuk«, får Frederik hurtigt tilføjet.
Jeg fanger tråden og fortæller, at jeg også bor i København, men at jeg har boet i Nuuk. Vores chauffør virker tilfreds med forklaringerne, piller lidt ved bilradioen for at skifte program og retter så igen øjnene imod vejen foran os.
RESUMÉ
Grønlandiseringen under Hjemmestyret har resulteret i forestillinger om en essensbaseret ’rigtig’ grønlandsk identitet i identitetsdiskursen i Grønland. Igennem mit feltarbejde i populærmusikscenen i Nuuk har jeg oplevet en anden identitetsdiskurs baseret på forestillinger om grønlandsk identitet som noget mere inkluderende, komplekst og erfaringsbaseret. Med fokus på rockbandet Chilly Friday og sangerinden Nina Kreutzmann og med referencer til anden forskning indenfor området forsøger jeg her at identificere denne diskurs, for at påvise, at essensbaserede forestillinger om grønlandsk identitet bliver udfordret i populærmusikscenen i Nuuk.
Andreas Otte er ph.d.-studerende på Minoritetsstudier, Københavns Universitet, med projektet »Musikken i Grønland og Grønland i Musikken«. Projektet er finansieret af Kommissionen for videnskabelige Undersøgelser i Grønland (KvUG). Artiklen er en revideret udgave af paperet »Popular Music from Nuuk – Challenging Essence-based Greenlandic Identity«, som første gang blev præsenteret på International Council for Traditional Music’s (ICTM) konference i St. John’s i Canada i juli 2011. Det er siden blevet præsenteret på Eskimologis Forskningsseminar i september 2011. Forfatteren takker for input i disse fora, samt fra hovedvejleder Kirsten Thisted, Minoritetsstudier.
Atlantic Music festivalen i Nuuk 2008. Fra venstre: Julie Berthelsen, Martin Zinck, Andreas Otte og Nina Kreutzmann. Foto: Iben Andersen.
Jeg ånder lettet op og kigger igen ud på landskabet. Trafikken bliver tættere, og det golde landskab forandrer sig gradvist til parcelhuse og indkøbscentre i takt med, at vi nærmer os Reykjavik centrum.
Populærmusik i nuuk
Den nationale litteratur er en af de væsentlige medspillende faktorer, der til enhver tidsepoke er med til at skabe idéen om en fælles-hed.
(Pedersen 2004: 63)
Dette citat er taget fra artiklen »Unge og litteratur 25 år efter« af Birgit Kleist Pedersen, lektor på Grønlands Universitet Ilisimatusarfik. Jeg har valgt at indlede med citatet, fordi det er min oplevelse, at man kan sige noget lignende om musik, der optræder
i en national kontekst. Jeg har igennem flere år nu erfaret, at ’fælles-hed’ er et omdiskuteret emne i Grønland, og jeg mener, at grønlandsk populærmusik er en vigtig faktor i konstruktion og forhandling af fælles identitet i det nationale og lokale samfund. I denne artikel vil jeg diskutere forestillinger om grønlandsk identitet i dag med fokus på populærmusik i hovedstaden Nuuk. For at klargøre min egen position i denne diskussion vil jeg først redegøre kort for mit feltarbejde. Jeg vil også komme ind på dele af populærmusikkens historie i Grønland for at berøre den måde, hvorpå grønlandsk populærmusik har bidraget til den politiske diskurs, især i den såkaldte grønlandiserings periode. Denne periode har, ifølge Ulrik Pram Gad, ført til en dominerende forestilling om grønlandsk identitet som essensbaseret, dvs. noget eksklusivt man er og der
for vel per definition bliver nødt til at udleve (Gad 2009: 138).
Selvom jeg er enig i, at denne essensbaserede forestilling fylder meget i den grønlandske nationale identitetsdiskurs i dag, altså den måde hvorpå der tales, skrives og tænkes om dét at være eller ikke at være grønlænder, vil jeg vise, at disse forestillinger om essensbaseret identitet bliver udfordret i populærmusikscenen i Nuuk, og at alternativer i form af en mere inklusiv, kompleks identitetsdiskurs, vinder frem. Dette vil jeg gøre ved at bruge eksempler fra mit eget feltarbejde og ved at bruge andre forskeres betragtninger på området.
Mit feltarbejde
Jeg kom første gang til Nuuk i sommeren 2008 sammen med min kollega og samlever Iben Andersen for at lave feltarbejde til vores fælles speciale på Afdeling for Musikvidenskab.
Den lille storby Nuuk viste sig at være et spændende sted at lave feltarbejde. Der var en aktiv populærmusikscene og adgang til rigeligt med informanter, som oftest reagerede positivt på muligheden for at fortælle os om deres semiprofessionelle aktiviteter som musikere. Desuden fik jeg mulighed for at spille koncerter og tage med på små turnéer med nogle af byens kendte kunstnere, og Iben fik mulighed for at arbejde på forskellige musikinstitutioner i Nuuk på baggrund af sine kompetencer som underviser og dirigent.
Jeg har i nogen grad opretholdt en position i populærmusikscenen i Nuuk, da jeg er blevet inviteret til at deltage yderligere i koncerter og turnéer i Danmark, Island og Grønland med nogle af de musikere, jeg lærte at kende i Nuuk, selvom vi flyttede tilbage til København i sommeren 2009. Desuden har muligheden for at arbejde med musikproduktion over internettet gjort det muligt for mig at bidrage i det små til nogle musikproduktioner i Nuuk. Jeg er fortsat med at have en feltarbejdsmæssig tilgang til disse aktiviteter i forbindelse med mit ph.d. stipendium.
Populærmusik i Grønland – Politik, sprog og genrer
Siden missionæren Hans Egede ankom til Grønland i 1721, har dansk indflydelse påvirket landet i forskellig grad. Den danske kolonimagt effektuerede en strategi, som indebar, at Grønland var relativt isoleret fra resten af verden frem til Tysklands besættelse af Danmark i 1940. Besættelsen betød, at Grønland havde brug for nye forbindelser for at kunne importere de varer, der var nødvendige for at opretholde befolkningens levestandard. Der blev lavet et samarbejde med USA, som til gengæld fik mulighed for at oprette militærbaser i Grønland. Med disse militærbaser fulgte adgang til at lytte til guitarbaseret amerikansk musik i store dele af Grønland (Lynge 1981: 24, 31). Dermed var de første brikker lagt til den tradition, som jeg anser for at være grønlandsk populærmusik.
Efter 2. Verdenskrig genoptog Danmark rollen som kolonimagt i Grønland. Det var dog nu et fremherskende ønske blandt fremstående grønlændere om, at Grønland ikke længere skulle være isoleret fra omverdenen. Dette førte i første omgang til, at Grønlands kolonistatus blev ophævet og erstattet med amtsstatus i Danmark. I forbindelse med disse ændringer fulgte koncentrationspolitik og hurtig udbygning af infrastrukturen i Grønland. Det betød også, at dansk blev det mest brugte sprog i det grønlandske skolesystem og i mange grønlandske hjem, hvilket resulterede i, at dele af flere generationer af grønlændere ikke taler grønlandsk (Lynge 1981: 35; Jensen 2001: 88). Denne periode bliver ofte omtalt som daniseringen, og den blev efterfulgt af ønsker om højere grad af selvstændighed i Grønland, hvilket leder os frem til årstallene 1979, hvor Hjemmestyret blev indført, og 2009, hvor Selvstyret blev effektueret. Denne periode bliver ofte omtalt som grønlandiseringen. Den helt grundlæggende teori bag denne periode, som jeg ikke umiddelbart vil sætte en udløbsdato på, er, at Grønland skal være et samfund så
grønlandsk som mulig og så dansk som nødvendigt (Kjær Sørensen: 1995, 101).
Rockbandet Sume havde stor betydning for denne periode med deres åbenlyse kritik af dansk kolonialisme i Grønland, men de spillede også en afgørende rolle i at genindføre grønlandsk som et komplekst og autonomt litterært sprog (Langgård 2004: 104). På den grønlandske musikscene skabte Sume grundlaget for en tradition for at spille rockmusik med grønlandske sangtekster. Denne tradition blev ikke for alvor udfordret igen før i slutningen af 1990 erne, hvor udgivelser som Century Schoolbook og Nanu Disco var henholdsvis helt og delvist på engelsk. Et af de første eksempler på en virkelig populær musikudgivelse i Grønland med delvist engelske tekster var Chilly Fridays grunge rock album »Inuiaat 2000« (»Folket år 2000«), som blev udgivet efter årtusindskiftet. Efterfølgende er der kommet en støt strøm af grønlandske udgivelser på engelsk, men grønlandsk er stadigvæk det foretrukne sangsprog på musikudgivelser i Grønland.
Temaerne i disse sangtekster er blevet spredt ud i takt med udbredelsen af en decideret grønlandsk musikindustri. Bandet Liima Inui har fortsat Sume’s kritiske tone mod dansk indflydelse i Grønland, men grønlandsk populærmusik i dag dækker også mere intime temaer som kærlighed og ulykke, samtidig med at en del tekster italesætter tidligere tabubelagte sociale problemer som f.eks. omsorgssvigtede børn og selvmord (Andersen og Otte 2010: 132 136).
Der er også kommet flere genrer ind i Grønlands populærmusik. Alene i Nuuk kan man finde bands indenfor genrekategorierne pop, rock, indie, rap, electronica og heavy metal. Disse genrers tilkomst kan anskues i direkte relation til globale tendenser, men jeg mener alligevel, at det fortsat giver god mening at tale om en grønlandsk musiktradition, fordi de fleste grønlandske kunstnere fortsat synger på grønlandsk og/eller behandler lokale temaer i deres tekster. De
kommunikerer i høj grad fra et lokalt ståsted, samtidig med at de bygger videre på en grønlandsk musiktradition. Et sjovt og illustrativt eksempel på dette er musikeren Lu Berthelsen fra Nuuk. Han har været med til at arrangere de sidste par års ’Gay Parade’ i Nuuk og optræder ind imellem som drag. Som musiker optræder han bl.a. under navnet Uyarakq og laver syret elektronisk musik, men hans produktioner inkluderer også et remix af Sumes nummer »Pivît nutât« (»Nye tider«) fra 1973, som var det første nummer på gruppens debutalbum.
alternativer til en essensbaseret grønlandsk identitet
Produktionen af grønlandsk populærmusik kan ses som en del af grønlandiseringsprocessen, der har ført til en eksklusiv essensbaseret forestilling om national identitet i den grønlandske identitetsdiskurs. Jeg vil desuden her diskutere en alternativ, mere inklusiv og kompleks identitetsdiskurs, som jeg mener, kan spores mindst ti år tilbage i populærmusikscenen i Nuuk.
essensbaseret grønlandsk identitet
Lill Rastad Bjørst skriver i sin debatbog »En Anden Verden«, at fordi de hurtige forandringer i det grønlandske samfund efter 2. Verdenskrig blev indført gennem dansk indflydelse, bliver modernitet i Grønland i høj grad anskuet som danisering. Derfor er der under grønlandiseringen sket en etnificerings proces i Grønland, hvor fortiden er blevet valoriseret i en sådan grad, at den grønlandske ungdom er blevet marginaliseret, fordi de ikke har følt sig så ’grønlandske’ som deres forældre og bedsteforældre (Bjørst 2008: 23 24). I sin behandling af denne diskurs stiller Bjørst spørgsmålstegn ved, om det så overhovedet er muligt at leve i en moderne verden og være grønlænder på samme tid?
Indenfor den eksisterende litteratur om grønlandske forhold kan man spore denne diskurs i en tendens til at ophøje det simple
og ’grønlandske’ liv i bygderne, samtidig med at byerne bliver associeret med sociale problemer og forfald (Sørensen et. al. 2003: 25). Denne diskurs har været medvirkende til at skabe et billede af en ’rigtig grønlænder’, som én der lever i en isoleret bygd. Bygderne bliver her fremstillet som et lukket rum af originalkultur, mens byerne er præget af elementer, der er danske og kunstige (Rygaard 2006: 156).
Denne fremstilling kan være med til at skabe identitetsproblemer for indbyggere i Nuuk og andre byrum i Grønland. I tilfældet med Nuuk reflekteres denne identitets diskurs i udtryk som, at Nuuk er: »en forstad til Danmark«, »lille Danmark«, eller bare ikke er »det rigtige Grønland«, på trods af at den største koncentration af grønlændere i verden findes i Nuuk.
Associationer imellem Nuuk og ’danskhed’ kan ses i modsætning til ’grønlandskhed’, fordi danskere, ifølge Ulrik Pram Gad, er de primære ’andre’ for grønlandsk identitet og den primære trussel (Gad 2009: 140).
Gad nævner sprog som et vigtigt element i grønlandsk identitetsdiskurs og som et aktivt emblem for eksklusion og inklusion i kategorien (Gad 2009: 140). Han advarer om, at den høje grad af fokus på at kunne tale grønlandsk i den nationale identitetsdiskurs ekskluderer de primært dansktalende grønlændere fra at kunne påtage sig grønlandsk identitet og deltage i det grønlandske samfund, til trods for at Gad ser denne gruppe af ofte veluddannede personer som en af Grønlands vigtigste ressourcer på vejen mod selvstændighed (Gad 2009: 146 149). Omvendt kommenterer Gad på, at den essensbaserede identitetsdiskurs i Grønland har været effektiv i forhold til at opnå en højere grad af suverænitet under Hjemmestyret (Gad 2009: 149). Gad anerkender altså diskursens betydning som ’strategisk essentialisme’ med en klar funktion (jf. Spivak 1987: 205). Gads fokus er dog på de problematiske aspekter i denne diskurs, og han konkluderer sin artikel ved at stadfæste, at den domi
nerende del af den grønlandske identitetsdiskurs stadigvæk er essentialistisk (Gad 2009: 138).
Jeg er hverken uenig med Gad eller Bjørst i, at forestillinger om en essensbaseret grønlandsk identitet er stærke i identitets diskursen i Grønland, men det er min oplevelse, at en alternativ mere inklusiv kompleks grønlandsk identitetsdiskurs uden et stærkt modsætningsfyldt skel mellem ’grønlandskhed’ og ’danskhed’ er ved at vinde frem, og at denne diskurs kan spores mindst ti år tilbage i populærmusikscenen i Nuuk.
chilly Friday – unge, urbanitet og inklusion i det nye årtusinde
Jeg har allerede nævnt rockbandet Chilly Friday som et af de første bands, der udfordrede brugen af grønlandsk som sangsprog i den grønlandsk populærmusikscene, men jeg mener også, at gruppen udfordrede forestillinger om en essensbaseret eksklusiv grønlandsk identitet i den nationale identitetsdiskurs igennem bandets aktiviteter.
I en artikel i Politiken i 2001 blev Chilly Friday’s forsanger Malik Kleist citeret for at sige:
»Indtil nu har vi kunnet undskylde ethvert problem med, at danskerne smadrede vores fangersamfund og tog de gamle erhverv fra os. Koloniseringen er blevet et påskud for alt lige fra druk til børnemishandling. Det holdt måske engang, men vi kan ikke bruge den undskyldning længere i det moderne Grønland. Unge grønlændere vil videre med livet i stedet for at være ynkelige. Vi vil ikke arve de dårlige undskyldninger fra vores forældre.« (Lenler 2001)
I kraft af sin rolle som forsanger i Grønlands mest populære rockband på det tidspunkt var Malik Kleist i en stærk position til at debattere disse emner, og det er han i øvrigt stadigvæk igennem sit fortsatte virke som
musiker og filmskaber. Men det var ikke kun i interviews, at han dengang debatterede sådanne spørgsmål. Chilly Friday’s musik kan også læses som forsøg på at dreje opmærksomheden væk fra fortiden og hen imod nutiden og fremtiden. Sangteksterne på bandets første album handlede i høj grad om oplevelser, som var forbundet med det at være ung i en grønlandsk kontekst med temaer som kærlighed, sex, fester og oplevelsen af at føle sig usikker på sig selv.
I nummeret »Ataaseq« (»En«) fra »Inuiaat 2000« udtrykker Chilly Friday nogle af meningerne fra citatet meget eksplicit i teksten, som tilsyneladende også ønsker at gøre op med dikotomiske modsætningsforhold i identitetsdiskursen.
Sangen bliver sunget på grønlandsk, og der bliver brugt en metafor med en ravn. Det virker derfor ikke, som om Chilly Friday er i færd med at gøre op med deres egen grønlandske identitet, men nærmere som om de ønsker mindre fokus på forskellighed og mere fokus på nutiden.
nina og allstars – Komplekse erfaringsbaserede identiteter
Nina Kreutzmann Jørgensen er en sangerinde fra populærmusikscenen i Nuuk, som efter min mening længe har udfordret forestillinger
Siunigssangâ nivdliavoq
Inûnerit qangâjungnaerput
Tulugkáme qaqortíput
Pivfigssardlo atarqitigo
Assigîngíssuserpagssuit
Soqutaujungnaerdlutik
Atausiulerpugut ila
Uvdlutsivne inoqatigut
Qalipauterpagssuit akôrdlugit
Ingmíkôrnerdlo aperqutâtínago
Inûneq nuánârdluta
Erqarsautit pierêrsípâtigut
Chilly Friday. Med uret fra kl. 9: Malik Kleist, Alex Andersen, Henrik Møller Jensen og Angunnguaq Larsen. Foto: Inuk Media.
om en essensbaseret eksklusiv grønlandsk identitet igennem sine aktiviteter og sin position.
Jeg blev tilbudt at spille med i Ninas liveband i vinteren 2009, hvor hun havde travlt med at spille koncerter efter udgivelsen af sit første soloalbum »Eqqissineq« (»Ro«). Det hele foregik sideløbende med hendes hverdagsrolle som folkeskolelærer, studerende og mor til to. For mig betød det at lære Nina at kende blandt andet, at jeg kom tættere på identitetsdiskursen i Grønland.
Nina har oplevet at være ikke grøn
The future is screaming
Lives, in the past no more
The raven has turned to white
Let’s worship the time we are living in
All these differences
Does not mean a thing no more
We are becoming one, are we not?
Our relations nowadays
Blending all sorts of colors
Not questioning being different
Life… Having fun
Thoughts has made us ready
(Chilly Friday 2000: »Ataaseq«1)
landsktalende grønlænder. Hun er født og opvokset i Nuuk, men hendes forældre talte dansk til hende under hendes opvækst, og i folkeskolen kom hun i en af de såkaldte dansker klasser, som var et almindeligt fænomen indtil for nogle år siden. Nina har dog sunget på grønlandsk, lige siden hun begyndte at udgive musik i 1997, og dette ser jeg som et bevidst valg fra hendes side om at fokusere på en grønlandsk kontekst og derved positionere sig selv indenfor en national ramme. Det er således lykkedes Nina at blive en kendt grønlandsk sangerinde igennem en mængde populære musikudgivelser og koncerter. Hun er blevet omtalt som »Grønlands rock mama«, og hun har også optrådt som repræsentant for Grønland ved flere signifikante lejligheder (greenland today no. 6 2009). F.eks. var Nina med den islandske sangerinde Björk på tourné i 2001 som en del af et ’grønlandsk kor’, og i efteråret 2010 repræsenterede hun Nuuk og Grønland i en række af tv shows på TV2 med titlen Allstars. Ved at deltage i populærmusikscenen i Nuuk og Grønland viser Nina en måde at
være grønlænder på, samtidig med at hendes hovedsprog er dansk, og hun bor i storbyen Nuuk og derfor ikke nødvendigvis passer ind i forestillinger om en essensbaseret ’rigtig’ grønlandsk identitet.
Hvis det er nødvendigt at blive en populær national kunstner for at blive accepteret som grønlænder, bliver adgangen til denne identitetskategori ikke nødvendigvis nemmere for de fleste. Men min pointe er, at populærmusikscenen i Nuuk tilbyder en form for adgang til grønlandsk identitet til alle, som er villige til at deltage i denne kulturform.
Ved at tilføje musik til grønlandske tekster får oplevelsen forskellige grader af forståelse, modsat f.eks. grønlandsk litteratur, hvor forståelsen er totalt afhængig af sproglige evner2 . Som lytter er det til gengæld muligt at sætte pris på oplevelsen af grønlandsk populærmusik, uden at man nødvendigvis forstår ordene. Ja, man kan endda komme til at synge med på et par linjer uden at kende betydningen af de ord, man står og synger, og jeg taler her ud fra mange års erfaring. Koncertoplevelser med grønlandske populærmusikkunstnere handler ifølge en gruppe gymnasieelever i Grønland, jeg for nylig interviewede, om at samles om noget musik, man kender, og dele oplevelsen af at hoppe og synge med til musikken (fokusgruppe interview, d. 5. september 2011). Denne form for sociale aktiviteter kan sammenlignes med det, historikeren William H. McNeill beskriver i bogen »Keeping together in time«. Ifølge McNeill er sociale aktiviteter, hvor en stor gruppe af individer bevæger sig synkront, i hans tilfælde primært gennem militærmarch, en effektiv måde at skabe en oplevelse af samhørighed blandt deltagerne (McNeill 1995, 2; Andersen og Otte 2010, 114). Umiddelbart behøver en sådan følelse af samhørighed ikke at have en national karakter, men fordi de populære grønlandske kunstnere oftest turnerer i Vest, Syd, og Østgrønland, og fordi deres musik distribueres gennem medier i hele Grønland, mener jeg, at grønlandsk populærmusik er noget,
Nine Kreutzmann. Foto: Andreas Otte.
man kan samles om nationalt på trods af fysiske og sociale afstande, og at der derfor ofte er et nationalt aspekt i at deltage i musikoplevelser, som positionerer sig indenfor en grønlandsk ramme. Hvis man deltager i en sådan stærkt emotionel oplevelse af kollektiv samhørighed ved f.eks. at give sig hen til en lokalt og nationalt produceret populærmusik, mener jeg, at det er muligt for alle at deltage og få del i en form for grønlandsk identitet.
Men hvilken identitetsdiskurs er så på spil her?
Kulturteoretikeren Stuart Hall giver en historisk beskrivelse af, hvordan forestillinger om essentiel identitet har været under beskydning fra Marx, Freud og lingvister som Saussure, hvilket har resulteret i en fortrængning af essensbaserede identiteter og homogene kollektive sociale identiteter (Hall 1991, 43 45). Men Hall understreger også, at folk har brug for at positionere sig (Hall 1991, 52).
For mig at se virker det ikke, som om musiknavne fra Nuuk som Chilly Friday og Nina negligerer behovet for at positionere sig selv indenfor en national ramme, men de åbner op for den mulighed, at én position ikke nødvendigvis udelukker en anden, at
identiteter er komplekse, og at det er muligt at indtage en position i populærmusikscenen i Nuuk ved at samles og dele oplevelser i nuet.
Disse komplekse forestillinger om identitet blev tydelige under konkurrencen Allstars, som kørte på TV2 i foråret 2010. Allstars koret, der repræsenterede Nuuk og Grønland i seriens 2010 udgave, var sammensat og dirigeret af den grønlandske sangerinde Julie Berthelsen. Da hun skulle vælge personer til at synge i sit kor, valgte hun Nina og Mads Lumholt som forsangere for koret, selvom de begge er personer med dansk som hovedsprog. Julie valgte også at søge om sangere med »tilknytning til Grønland« i stedet for at ansøge om grønlandske sangere. Resultatet blev, at Julies kor var sammensat af personer, som identificerede sig med Grønland i meget forskellig grad. Denne tilgang, samt nogle velovervejede optrædener, gjorde, at Julie og hendes kor deltog i forhandlingen af en moderne grønlandsk identitet baseret på inklusion i stedet for eksklusion (Thisted 2011).
Allstars var efter min mening et af de mest eksplicitte eksempler på, hvordan man kan fremme en kompleks, inklusiv og erfa
Koncert med Nina Kreutzmann i Katuaq 2009. Fra venstre: Andreas Otte, Malik Olsen og Nina Kreutzmann. Foto: Iben Andersen.
ringsbaseret identitetsdiskurs i en grønlandsk populærmusikkontekst. Men, som jeg har prøvet at vise, kan denne type identitetsdiskurs findes andre steder og på andre tidspunkter i populærmusikscenen i Nuuk.
Grønlænder i dag
Ifølge Pedersen har unge grønlændere beklaget sig over, at den grønlandske nationale litteratur hovedsageligt beskæftiger sig med fortidens jægersamfund, og at de savner at kunne identificere sig personligt med denne litteratur (Pedersen 2004: 74). Hendes kollega Karen Langgård følger udviklingen i grønlandsk litteratur ind i populærmusikscenen, hvor hun påpeger, at teksterne kan omhandle lokale, individuelle og følelsesmæssige emner, i stedet for at begrænse sig til at deltage i et nationalt og etnisk projekt (Langgård 2004: 97). Jeg mener, at meget populærmusik fra Nuuk stadigvæk deltager i projektet med at bygge en grønlandsk nation, og jeg anser den grønlandske populærmusiktradition som et stærkt medie til at konstru
ere lokal og national identitet. Det, der er anderledes ved musikscenens identitetsdiskurs i forhold til nogle af de andre identitetsdiskurser i Grønland, er, at denne kulturform er baseret på, og tilgængelig for, deltagelse og derfor udfordrer forestillinger om en essensbaseret grønlandsk identitet. I nutidens Grønland bor 84 % af befolkningen i byer. Fra politisk side er der udtrykt ønske om, at befolkningen bliver bedre uddannet (Redaktionen Sermitsiaq.ag 28. maj 2010). Derfor kan forestillinger om den ’ægte’ grønlandske identitet som noget, der skal findes i jægersamfundet fra før koloniseringen, være en modvirkende strategi i forhold til at opnå en fælles bredt favnende national identitet, som antageligt vil være en fordel i forhold til at opnå en højere grad af selvstændighed i Grønland, og at dømme ud fra afstemningen om selvstyre i 2008 er muligheder for en højere grad af selvstændighed noget, de fleste grønlændere ønsker for Grønland.
For mig personligt er der et motiv bagved at påvise, at populærmusikscenen i Nuuk
På scenen med Nina Kreutzmann i Qaqortoq 2009. Foto: Andreas Otte.
udfordrer den essensbaserede identitetsdiskurs. Ud fra denne diskurs ville jeg aldrig selv kunne være andet end en dansker, og jeg kunne sågar blive anklaget for at være neo kolonialist.
Det var egentlig Nina, der reddede mig fra denne kranke skæbne en nat i København, efter at jeg havde spillet med det grønlandske band Nanook. Vi havde optrådt på Nordatlantens Brygge. Nina var i København på det tidspunkt for at indspille Allstars programmerne, så hun var dukket op til koncerten. Da vi var færdige med at spille, tog vi alle sammen ind til værtshuset REX i Pilestræde, der fungerer som et mødested for grønlændere i Danmark. Værtshuset var proppet, som det altid er ovenpå en stor grønlandsk begivenhed i København. Jeg stod ved baren i det bagerste hjørne sammen med Nina. Vi var blevet tiltagende fulde og nostalgiske, mens vi havde talt om de gode gamle dage, da vi turnerede sammen i Grønland, selvom det kun var et års tid siden. På et tidspunkt kom vi til at tale om værtshusets status som mødested for grønlændere, og jeg måtte indrømme, at jeg havde været der et par gange sammen med Iben, når vi havde savnet vores tid i Nuuk. Jeg begyndte at tale om, at det i grunden var en ynkelig adfærd, fordi jeg ikke var grønlænder, men Nina viftede anklagende med hånden og fik mig til at klappe i.
»Du må da gerne have tilknytning til Grønland«, sagde hun. »Jeg har masser af tilknytning til Danmark.«
Så der på REX, mens forårsmorgenen sneg sig ind på os, fik Nina hevet mig væk fra den essentialistiske kurs, jeg selv var begyndt at følge, og fik rettet mig ind på en alternativ identitetskurs. En kompleks inklusiv kurs, hvor det var okay, at jeg identificerede mig med Grønland.
noter
1 Tekst og oversættelse som i album cover.
2 Eksemplet har jeg taget fra en samtale med Annemette Kirkegaard, lektor på Afdeling for Musikvidenskab.
l itteratur
Andersen, Iben og Otte, Andreas 2010: »Populærmusik fra Nuuk – Forhandling og Konstruktion af Identitet i Populærmusikscenen i Nuuk«, (speciale) Afdeling for Musikvidenskab, Københavns Universitet.
Bjørst, Lill Rastad 2008: »En Anden Verden – Fordomme og Stereotyper om Grønland og Arktis«, Forlaget BIOS, Denmark
Chilly Friday 2000: »Ataaseq« , i Inuiaat 2000, (cd udgivelse) Atlantic Music, Nanortalik
Gad, Ulrik Pram 2009: »Post colonial identity in Greenland? When the empire dichotomizes back – bring politics back in«, i Journal of Languages and Politics 8/1, John Benjamins Publishing Company
Greenland today no. 6 2009: »Grønlands Rock Mama«
Hall, Stuart 1991: »Old and New identities, Old and New Ethnicities«, i Culture, Globalization and the World System (ed.) Anthony D. King, Macmilian, Basingstoke
Jensen, Ernst 2001: »Langt Hjemmefra – Grønlandske Børn på Skoleophold i Danmark i 1960’erne og 1970’erne«, Atuagkat, Nuuk
Langgård, Karen 2004: »Litteratur er folkets øjne, ører og mund«, i Grønlænder og Global, Ilisimatusarfik, Nuuk
Lenler, Jens 2001: »Chilly Friday: Sælrock på en iskold fredag« i Politiken, 17. februar, kultur, København
Lynge, Birgit 1981: »Rytmisk Musik i Grønland«, Publimus, Århus
McNeill, William H. 1995: »Keeping Together in Time«, Harvard University Press, Cambridge
Pedersen, Birgit Kleist 2004: »Unge og litteratur – 25 år efter«, i Grønlænder og Global, Ilisimatusarfik, Nuuk
Redaktionen Sermitsiaq.ag 28. maj 2010: »3640 er i gang med en uddannelse«, http://sermitsiaq.ag/node/101684, Nuuk
Rygaard, Jette 2006: »‘Proksemik Nuuk’ – By og ungdomskultur i Nuuk«, i Grønlandsk Kultur og Samfunds Forskning 2004/2005, Ilisimatusarfik/Forlaget Atuagkat, Nuuk
Spivak, Gayatri Chakravorty 1987: In other worlds – Essays in cultural politics, Methuen, New York
Kjær Sørensen, Axel 1995: »Greenland: from Colony to Home Rule«, in Ethnicity and Nation Building in the Nordic World, Ed. Sven Tägil, C. hurst & Co., London
Sørensen, Bo Wagner; Lange, Hans og Holm, Hulda Zober 2003: »Nuuk: Fremmedgørelse i Storbyen?«, Tidsskriftet Grønland Januar, Charlottenlund
Thisted, Kirsten 2011: » Nationbuilding – Nationbranding. Identitetspositioner og tilhørsforhold under det selvstyrede Grønland«, i Fra vild til verdensborger –Grønlandsk identitet fra kolonitiden til nutidens globalitet, Red. Ole Høiris og Ole Marquardt, Aarhus Universitetsforlag
ØNSKER DU AT BLIVE MEDLEM AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB?
Medlemskab af det Grønlandske Selskab
Enlig 240 kr.
Samboende 360 kr.
Studerende 120 kr.
Medlemskab af DGS og abonnement på tidsskriftet »Grønland«
Enlig 570 kr.
Samboende 690 kr.
Studerende 450 kr.
Grønland
Enlig 550 kr.
Samboende 670 kr.
Studerende 430 kr.
Skandinavien
Enlig 575 kr.
Samboende 695 kr.
Studerende 455 kr.
Resten af verden
Enlig 650 kr.
Samboende 770 kr.
Studerende 520 kr.
Abonnement på tidsskriftet »Grønland« u/medlemskab af DGS
Årligt (DK) 385 kr.
Grønland 365 kr.
Skandinavien 390 kr.
Resten af verden 525 kr.
Medlemskab af Kunstforeningen ARON
Pr. medlem 100 kr. (forudsætter medlemskab af Det Grønlandske Selskab)
Priserne er årlige og gældende for 2012. Abonnementprisen i Danmark er inkl. moms
Ønsker du medlemskab og/eller abonnement, så skriv eller ring til:
dgs@groenlandselskab.dk eller
Det Grønlandske Selskab
Strandgade 102, 1 1401 København K.
Tlf.: 61 60 53 31 (onsdage/torsdage)
