De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar
Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det grønlandske Selskabs synspunkter
Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse
Tidsskriftet ”Grønland” er udgivet med støtte fra bl.a. Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter, Carlsbergs Mindelegat.
AAGE V. JE NSE NS FOND E
Fotos af:
Kristjana Motzfeldt
Leiff Josefsen og private
Oversættelser:
Jenseeraq Poulsen og Ove Berthelsen.
Grafisk udformning
Urs Gjerding
Tryk Gullanders Bogtryk A/S
INDHOLD
2 Martin a ppelt Forord
3 Siulequt
4 Om Jonathan Motzfeldt 6 Jonathan Motzfeldt pillugu
8 l ar S - eM il J O han S en et politisk menneske 16 inuuneraa politikiki
26 aleqa ha MMO nd han formede mig – til at blive den jeg er i dag 29 Kinaassusinnik - ilusiliivoq
32 U FF e elle M ann J en S en Jonathan og den vide verden . . . 39 Jonathan silarsuarlu angeqisoq . . .
48 M O gen S ly KK et OF t Sådan kendte jeg Jonathan 53 Jannuk taama ilisimavara
58 Svend hardenberg Jonathan – et lys der fortsætter med at lyse 61 Jonathan – qaamaneq ikumajuartoq
64 rO bert p eter S en dr. Jonathan Motzfeldt – en ven af grønlands universitet 69 dr. Jonathan Motzfeldt –nunatta ilisimatusarfianut ikinngutaalluartoq
76 l aila ra M la U -han S en vi var et godt makkerpar 83 peqatigiilluarnikuuvugut
AF LAILA RA m LAU - HANSEN
v i var et godt makkerpar
Lars Vesterbirk trådte i 50-erne sine tidlige barnesko i Nuuk, i tiden da byen på dansk blev kaldt Godthåb. Her var Lars´ far overbetjent og tog del i oprettelsen af det grønlandske politikorps. Så allerede i folkeskolen stif-
tede Lars bekendtskab med Jonathan. Og mere var det ikke med en aldersforskel på 9 år. Jonathan var en, de små Lars-er så op til. Den store elev, der var en fantastisk fodboldspiller – en Laudrup i de smås øjne - og som kunne bruge de villige rollinger til opgaver, han ikke selv gad – så som at hente kul og en-øres kager hos bageren Ekvald.
Som 12-årig flytter Lars tilbage til Danmark, hvor faderen fik et job som chef for kriminalpolitiet i Nykøbing Falster. Så der gik mange år, før tilfældet ville, at de to igen skulle mødes. Og - skulle det vise sig - Lars´
Tidsskriftet Grønland 1/2011
Retningen i livet bliver tit drejet af tilfældigheder oftest styret af sym- og antipatier. Og det er tydeligt i dette interview med tidligere ministerråd, Lars vesterbirk, at hans arbejdsliv og dermed også privatliv for en stor del er blevet præget af hans meget gode kemi med tidligere landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt. Lars vesterbirk har kendt Jonathan siden barndommen. Men et tilfældigt møde besejlede hans skæbne med Jonathan Motzfeldt.
makkerskab med Jonathan slog sine rødder. Engang i begyndelsen af 70-erne skulle Lars´ far, Charles, opereres for mavesår og blev indlagt på Rigshospitalet. Det var i en tid, hvor der lå 40 mand på en stue og dødsfald ikke var et særsyn. Blandt andet døde tre af faderens gode kortkammerater i løbet af en enkelt nat. Så det var psykisk stærkt nedbrydende at være indlagt. Efter operationen havde faderen svært ved at komme til live og var meget svag. Da familien kom på besøg, hviskede han til dem, at de kunne takke »ham den sortsmudskede karl, der ligger derovre for, at jeg er i live«. Det var Jonathan, som dengang havde et stort sort fuldskæg.
Jonathan var blevet indlagt, fordi han var blevet færdig som præst og nu skulle sendes til Alluitsup Paa. Og i den forbindelse skulle
RESU m É
han have fjernet sin blindtarm. Den fejlede ikke noget. Men det gjorde man dengang. Man sendte ikke en præst ud til et udsted uden at tage hans blindtarm. Man skulle ikke sidde derude og få blindtarmsbetændelse, for så døde man. Blindtarmen blev fjernet, selvom den var sund og rask.
– Det, der var sket, var, at Jonathan havde siddet hele natten og snakket, og snakket og snakket, fortæller Lars Vesterbirk. De havde fundet ud af, at de kendte hinanden. Når far skulle have nogen til at lede efter folk, der var blevet væk i fjeldet, så hyrede han seminarieelever. De blev en flok vicesheriffer. Så Jonathan og far havde en fortid sammen. De var begyndt at tale Grønland. Jonathan havde så hele natten, hvor krisen var på sit højeste, siddet og snakket og snakket og snakket og holdt den gamle gående. Det betød jo noget for mig. Jeg vil ikke kalde det en gæld, men jeg blev selvfølgelig meget glad for det menneske. Det er klart. Han havde reddet min fars liv.
Og sådan var Jonathan som menneske. Han kunne føle, at her var et menneske med behov for hans nærvær, og så gav han den.
– Det har han gjort hundredvis af gange. Han har altid været fantastisk til at besøge syge og gamle mennesker og tale med dem og give dem livslyst – sådan var han lige til sin død. Det var kendetegnende for ham. Han var en præst ud over det sædvanlige, fordi han gjorde noget aktivt. Han kom selv. Han var præst af hjerte. Det var et kald for ham. Og hans tro var ægte. Han var ikke præst, fordi det var et godt embede. Det var et kald.
– Jeg har stadig bøger liggende, som han har glemt hos mig, som er om religion og tro. De er fyldt med understregninger. Han holdt meget af at læse dem. Han elskede at konfrontere mig med dem, selvom han vidste, at det var spild-
te Guds ord på Ballelars. Han prøvede alligevel. »Skal vi ikke have en dialog om tro/religion«, kunne han finde på at sige. Men jeg er halvateist – medlem af folkekirken af bekvemmeligheds grunde. Det har han skældt mig ud over hele livet.
vejene krydses igen
Efter episoden på Rigshospitalet tog Jonathan til Grønland, og der gik igen nogle år, før vejene atter krydsedes. Efter endt jurastudie kom Lars Vesterbirk til Nuuk i 1973, hvor han blev ansat som yngste fuldmægtig på landshøvdingeembedet.
– En af de allerførste, jeg møder, er landsrådsmedlem Motzfeldt. Der er landsrådssamling om efteråret, og jeg går hen og siger pænt goddag.
– Vi kunne straks mærke, at vi havde god kemi og kunne helt tydeligt godt lide hinanden.
Jonathan er på dette tidspunkt stadig præst i Sydgrønland, men når han kom rejsende fra Qaqortoq, begyndte familien Vesterbirk at se mere og mere til Jonathan.
– Så begyndte jeg så småt at skrive taler, nogle artikler, for ham. Det var fra dag ét til det hele slutter sådan, at Jonathan kom med sin smørrebrødsseddel – og det vil jeg sige. Allerede der udskilte han sig fra andre, som aldrig helt vidste, hvad de ville sige. Jonathan vidste det altid. »Det kan du formulere bedre på dansk, end jeg kan«, sagde han. Det var altid hans indgang til det. Så skrev jeg. Fra jeg er 27 år er det på den måde, det begynder.
– Han var i øvrigt meget, meget skuffet over, at jeg ikke ville melde mig ind i Siumut. Men det kunne og ville jeg ikke som kongelig embedsmand. Jeg ville ikke være medlem af noget parti. Hånen blev derfor mangefold, da jeg så er
med til at skabe Atassut. Vi var en flok unge, der havde en voldsom drivkraft – vi ville ikke have en etpartistat.
– Men Jonathan var meget skuffet og vred på mig. Jeg forklarede ham min baggrund – at det ikke nytter med et land med et enkelt parti – ikke i et demokrati, hvor vi kører frem mod hjemmestyre – det vidste vi godt – vi kan ikke kører frem som en betonstat. Og han var enig. Så fik vi lagt låg over det.
– Han var helt klar over, at hvis man vil have et levende samfund, så kan det ikke nytte noget at have en eetpartistat. Men derfor brokkede han sig alligevel.
– Det som også kendetegnede ham senere hen, er, at han talte godt med de andre partier. Han havde dialog med dem. Han var utrolig god til at snakke med alle og give plads til andre holdninger og meninger. Hele hans holdning var gennemsyret af ønske om dialog og samarbejde.
– Men Jonathan var en meget trofast partisoldat. Vi har haft utallige diskussioner om at melde sig ud og skabe et nyt parti. Mange situationer tændte det. Hver eneste gang endte det med, at han indrømmede, at han var så meget partisoldat, at han ikke kunne gøre det. Men den diskussion har gået mange, mange gange.
hjertevarme
Inden Jonathan og Lars er nået til dette stade af diskussioner, var Lars Vesterbirk dog et år i Canada. Men venskabet med Jonathan var slået fast, og da Lars flyttede til Danmark kom Jonathan på besøg, hver gang han var i Danmark. Her havde de nogle forrygende aftner. Og lige til sin død besøgte Jonathan Lars Vesterbirks mor.
– Den hjertevarme, der var mellem de to mennesker, var fantastisk. Mor betragtede ham som en søn. Bar over med ham. Han kunne lytte til folk i timevis. Det er en fantastisk evne at have. Det lyder lidt højtravende. Men han havde nogle helt fantastiske menneskelige egenskaber.
Lars Vesterbirk blev ministersekretær for Jørgen Peder Hansen i 1980, mindre end et år efter hjemmestyrets indførelse. Det nye landsstyre kom i tide og utide til København, for de skulle hele tiden forhandle overtagelse af områder.
– Så kom de op på ministerens kontor. Og Jørgen Pe der Hansen var virkelig deres ven –ikke bare
minister jørgen Peter Hansen.
grønlandsven, men også personlige ven. Det var meget ægte og gensidigt. Og så var de glade for, at jeg var ansat der.
– Sådan går der et par år. Jonathan og jeg er meget sammen og taler meget politik. Vi har begge to et fælles mål – at sætte Grønland på verdenskortet som GRØNLAND – ikke som en koloni af Danmark. Og guderne skal vide, at vi havde meget modstand – tavs modstand, skjult modstand.
I 1982 opfordrer Jonathan Lars Vesterbirk til at søge stillingen som leder af Danmarkskontoret, som Grønland i de år er ved at opbygge. Et par uger efter, Lars Vesterbirk er startet i sin nye stilling, ringer Jonathan ham op og beder ham om at tage til Bruxelles, hvor udmeldelsesforhandlingerne af EF skulle til at begynde.
– Det beseglede min skæbne. Jeg blev udnævnt til forhandler i forbindelse med
udmeldelse af EF – et område, jeg ikke anede noget om og aldrig havde været i nærheden af. Men det betød, at Jonathan og jeg var i telefonisk kontakt 10-15 gange om ugen. Det gjorde vores forhold endnu tættere.
– Det, der vel for alvor sætter det hele i gang, er, at Italien ikke ville acceptere vores folkeafstemning, og de ville ikke sige ja til vores udmeldelse, så vi måtte rejse til Rom. I den forbindelse får jeg så spurgt Jonathan, om der er noget han gerne vil se, mens vi er der, og så siger han.» Jeg kunne godt tænke mig at
møde paven«. Det var en spøg. Jeg kendte tilfældigvis den diplomat, der sad som ambassadør i Vatikanstaten. Ham ringede jeg til. Han grinede ikke. Og pludselig fik vi besked om, at Hr. Motzfeldt var velkommen hos Il Papa. Det kom fuldstændig bag på København. Og da italienerne hører, at Hr. Motzfeldt har været på besøg hos Il Papa, går der otte dage, så kommer deres accept af afstemningsresultatet, og på den måde fik vi alle EF-landene med os. Pavebesøget havde sin politiske indflydelse.
– Da vi kom tilbage igen var vi fuldstændig euforiske af den succes, vi havde haft.
– Det bliver beseglet her, at Jonathan og jeg er et godt makkerpar. Vi fungerer godt sammen. Og det fortsatte i alle årene. Vi har rejst hele verden rundt
sammen. Vi har arbejdet sammen fra 1982 til han stopper – 26 år – og på den måde bliver det en blanding af venskab og samarbejde rent arbejdsmæssigt. Han er den folkevalgte formand – han er statsministeren – og jeg er den udnævnte embedsmand. Den rolle har vi aldrig anfægtet. Jeg stod bagved – på de indre linjer var det ikke altid sådan, men udadtil var det sådan.
Udmeldelsesforhandlinger
– Så kommer udmeldelsesforhandlinger. Vi er nærmest som siamesiske tvillin-
ger i de år, det står på. Vi forhandler i to år og bliver færdige i slutningen af 84 og skal meldes ud 1. januar 1985. Det blev først i februar, fordi det irske parlament havde julefrokost og derfor ikke nåede at godkende aftalen i tide. Det var vi meget skuffet over. Vi havde arbejdet som små heste i to år. Vi delte hotelværelser, og han boede hos os i Kokkedal. Alting gik hurtigt. Vi kunne rejse med en times varsel. Vi har haft uger, hvor vi var i Bruxelles tre gange på en uge. Men det er den lykkelige kombination af udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Jonathan, som fik et meget personligt venskab, der får det hele til at glide.
– De mange udfordringer undervej gør så også, at Jonathan stort set ikke er hjemme i Nuuk i de to år, fordi vi er på konstant rejse rundt til hovedstæderne eller i Bruxelles. Det var vi nødt til.
Tidsskriftet Grønland 1/2011
Il Papa
– Allerede på det tidspunkt begyndte hans magtbase i partiet Siumut at vakle, fordi han ikke interesserede sig nok for de hjemlige ting. Vi er stadig i 8384, og vi havde haft et første landsstyre, nu er vi inde i det næste. Men Jonathan ville have, at det skulle gøres ordentligt, så vi kunne leve sammen med Europa. Så det, der ender med en fiskeriaftale og fri markedsadgang, det er en sejr for Jonathans linje. Det satte han sig som mål ikke ret langt inde i forhandlingerne.
– Jonathan var internationalist, han brød sig ikke om at melde sig ud af EU, men han bøjede sig loyalt for partiet. Vi var begge glade over at få en forhandlingsløsning, der var til gavn for Grønland, og vi smækkede ikke med døren. Vi vendte ikke ryggen til verden. Det var vigtigt.
– Og så begynder hele opgøret med USA og deres baser. Han så det igen i et større lys. »Jeg vil have, at USA anerkender os som part«. Det nåede han også at op -
leve. Det var så Josef Motzfeldt, Tuusi, der indgik Igaliko-aftalen. Men Jonathan nåede at opleve det. Han satte målene for udenrigsscenen og havde succes. At Grønland skulle blive en selvstændig nation talte vi også meget om det sidste stykke tid inden hans død.
– Jonathan fik Grønland sat på verdenskortet. Han har været hele verden rundt og fortælle om Grønland. Og alle de steder, vi kom, specielt de første 10 år af hjemmestyret, da anede folk ikke, hvad Grønland var for noget. Han havde det vindende væsen. Han gjorde det bare. Han talte det mest elendige Qassimiut-engelsk, men der var aldrig nogen, der overhovedet var i tvivl om, hvad budskabet var. Han var karismatisk. Han var lidt det samme som en Kennedy, der på amerikansk-engelsk sagde: Ich bin ein Berliner. Han havde den samme grandiositet i sig.
to sider af mennesket Jonathan
– Jonathan havde to sider af sig – den
ædru og den berusede. Det var to vidt forskellige personligheder. Når han var ædru, var han et meget, meget varmt og godt menneske. Men han kunne være ond i sulet, når han var fuld. Ud over at blive fyret sådan 3-400 gange, altid i fuldskab, så har jeg egentlig aldrig oplevet de dårlige sider. Ikke direkte. Jeg har set dem. Været vidne til dem og prøvet at afværge dem gang på gang.
– Han var til tider meget træt af Siumut. Noget af det, han mest af alt var træt af, var den evindelige kamp for, at han skulle ud. For Jonathan fornægtede selv, at hans eget druk var med til at gøre det nødvendigt for partiet at vælte ham af pinden. Det ville han ikke erkende. Og jeg talte med ham om det lige ud af landevejen. »Der er ingen, der ønsker at fjerne dig. Du fjerner dig selv«. »Du bliver nødt til at styre det drikkeri«. Hvis øjne kunne dræbe. Han ville ikke indrømme det.
– Jonathan var et meget stort menneske med en skyggeside - dæmonerne, som Uffe har kaldt det. Han var menneske af kød og blod med gode og dårlige sider.
– Jonathans mål var at føre sit folk og lidt i parentes Danmark ud af kolonitiden. Alle har glemt det. Men han er vokset op i kolonitiden, og han har oplevet grønlændernes kolonimentalitet – og danskernes – og den er forskellig. Den ene er herrefolket, den anden er underdanighed. Det ville han gøre op med. Det var hans mål. Grønlænderne skulle af med deres underdanighed og danskerne skulle af med deres herrefolksmentalitet – begge dele. I mine øjne opnåede han det. Når du ser over de 30 år, så er forholdet Danmark/Grønland jo helt anderledes i dag, end det var dengang. Det tror jeg, var hans fortjeneste, fordi han ikke råbte og skreg og lavede racisme og alt muligt andet. Han forhandlede sig på plads. Han har sat masser af landsmænd og masser af danske -
re på plads under vejs med ordets magt. – Jonathan sagde, hvad han mente, men han gjorde det på en humoristisk måde, og det tager kegler, og det gjorde han uforligneligt. Han var altid sig selv –meget naturlig.
For Lars Vesterbirk og Jonathan sejrede venskabet – selv i de værste perioder. Og Jonathan smed ikke mennesker væk. Han var vokset op med respekt for andre mennesker.
Efterhånden tog det dog til med alkohol. De første 7-8 år var det sporadisk, men så tog det til. Han ændrede personlighed og hans ægteskab var begyndt at gå i smadder. Der var altid nogen, der gerne ville drikke med ham om aftenen. Han var jo gavmild og underholdende. Og så gik det galt. Det er synd. Lars-Emil kunne sige tingene lige ud –uanset hvor upopulært det var. Og det var ham, der fik Jonathan på behandling og i otte år var Jonathan totalt ædru. Men da han begyndte at drikke igen, gik det hurtigt. Jonathan havde hundredvis af venner i sine velmagtsdage, men havde aldrig mange nære venner. Og det viste sig også tydeligt, da Jonathans hang til alkohol begyndte at tage overhånd og han til sidst blev tvunget til at gå af som landsstyreformand af sit eget parti.
Da det begyndte at gå galt, var der ikke ret mange venner tilbage. Jonathans og mit forhold havde udviklet sig sådan, at vi var som brødre – ja, måske endnu tættere end brødre. Jonathan kunne til enhver tid henvende sig til mig – og gjorde det også. Om alt – også dybt private ting. Og også den anden vej, men jeg måtte altid leve med, at når det var dybt privat, så kom præsten op i ham. Jeg kom gennem en forelæsning. Skilsmisser –hans egen, min – han kunne ikke acceptere det. Det Gud har slået sammen, det skal mennesker ikke adskille. Han troede virkelig, sådan skulle det være.
saannarpaa. Immikkut piginnaanermik pigisaqarpoq. Kennedy-tupajaaq pissuseqarpoq, amerikarmiutut-tuluttoorluni oqartutut: Ich bin ein Berliner. Angissuseq taamaattoq pigisaraa.
