A. Fotograf Leo Hansen: Knud Rasmussen på skibet »Teddy Bear«,1921.
B. Fotograf Valdemar Manniche: Trolles trækslædehold, DanmarkEkspeditionen, 1907.
C. Fotograf Bent Nielsen: Ekspeditionstransport i Tjukotka, Rusland, 2001.
... som fortæller Grønlands historie og præsenterer et mylder af grønlandske og danske personer til fest og til hverdag, på ekspedition eller embedsrejse, i forretning, i skole, i kirke, i sorg, i glæde ... 01.
Arktisk Institut modtager store og små samlinger af fotos og dokumenter vedrørende Grønland og det øvrige Arktis. De modtagne arkivalier registreres, arkiveres og stilles til publikums rådighed via instituttets hjemmeside: www.arktiskinstitut.dk
Kontakt Arktisk Institut på telefon 3231, 5050 arktisk@arktisk.dk eller besøg Strandgade 102, 1401 København K
De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar
Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det grønlandske Selskabs synspunkter
Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse
Tidsskriftet ”Grønland” er udgivet med støtte fra bl.a. Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter, Carlsbergs Mindelegat.
AAGE V. JE NSE NS FOND E
Fotos af:
Kristjana Motzfeldt
Leiff Josefsen og private
Oversættelser: Jenseeraq Poulsen og Ove Berthelsen.
Grafisk udformning Urs Gjerding
Tryk Gullanders Bogtryk A/S
2 Martin a ppelt Forord
3 Siulequt
4 Om Jonathan Motzfeldt 6 Jonathan Motzfeldt pillugu
8 l ar S - eM il J O han S en et politisk menneske 16 inuuneraa politikiki
26 aleqa ha MMO nd han formede mig – til at blive den jeg er i dag 29 Kinaassusinnik - ilusiliivoq
32 U FF e elle M ann J en S en Jonathan og den vide verden . . . 39 Jonathan silarsuarlu angeqisoq . . .
48 M O gen S ly KK et OF t Sådan kendte jeg Jonathan 53 Jannuk taama ilisimavara
58 Svend hardenberg Jonathan – et lys der fortsætter med at lyse 61 Jonathan – qaamaneq ikumajuartoq
64 rO bert p eter S en dr. Jonathan Motzfeldt – en ven af grønlands universitet 69 dr. Jonathan Motzfeldt –nunatta ilisimatusarfianut ikinngutaalluartoq
76 l aila ra M la U -han S en vi var et godt makkerpar 83 peqatigiilluarnikuuvugut
Box 348, 3900 Nuuk/Godthåb Telefon +299321393 – Fax +299322393
www.galleri.gl
e-mail: roar c galleri@greennet gl
INDHOLD
Jeg har ikke kendt Jonathan
Det har forfatterne i dette særnummer af Tidsskriftet Grønland til gengæld alle gjort.
Dette er ikke en hyldest til Jonathan, men et særnummer om ham og dette menneskes kolossale betydning for den retning, Grønland har taget. Det med mennesket er vigtigt, da Jonathan tydeligt formåede at være menneske OG statsmand. Han formået også både at være en til tider aggressiv retoriker, en stor strateg OG et menneske, der måtte slås med de fejl og mangler, som dette medfører.
Siden 1990 er jeg kommet i Grønland hvert år nogle måneder af gangen. Jeg hverken taler eller læser grønlandsk. Dette til trods er det ikke lykkedes mig at nå mange skridt ind i en grønlandsk lufthavn uden at høre en Jonathan historie. I løbet af de godt 20 år, der er gået siden jeg første gang kom til Grønland, er der sket kolossale fremskridt – ja, virkelige fremskridt.
De sociale, økonomiske og miljømæssige problemer er ikke forsvundet, men mennesker i Grønland tager hånd om tingene –man sætter sig igennem. Dygtige mennesker i Grønland arbejder begavet og kreativt på at skabe grundlaget for den selvstændige fremtid, som i høj grad var den horisont Jonathan og hans ligemænd havde for øje, når de arbejdede på at indgyde mennesker mod til at kaste monopolet til side.
Jeg har ikke kendt Jonathan, forstår ikke grønlandsk og kommer kun som gæst, men jeg har set stadigt flere mennesker med rankede rygge og selvrespekt. Jeg tror der er »noget at komme efter« i grønlandsk politik, og jeg tror ikke, Jonathan nogensinde har talt om at »feje noget ind under gulvtæppet«.
I 1998 fejrede Jonathan sin 60 års fødselsdag i det nyopførte Katuaq. Der var det helt stor kagebord, saftevand, dans til musikken
og alle var inviteret med. Landets politiske ledelse stod på scenen, pressede deres musikalske formåen til det yderste og svedte tran. Jonathan holdt tale, og der blev grinet. Derefter var han på gulvet for at tale med de fremmødte og danse med rigtigt mange. Og det slog mig, at her var et eksempel på ægte folkelighed! Der skal nok have været nogle blandt den politiske ledelse i Danmark i de år, der også var både morsomme og musikalske, men trods behjertede og til tider lettere komiske forsøg er det ikke nok til at opnå folkelighed.
I Det grønlandske Selskab har vi ofte undret os over den politiske ledelse i Grønland. Vi har undret os over, at vi år efter år i januar har kunnet præsentere Jonathan, Kuupik og andre centrale grønlandske toppolitikere, som foredragsholdere. Vi er beærede og dybt taknemmelige over, at Jonathan og hans efterfølgere også har villet bruge Det grønlandske Selskab til at bygge bro mellem vores to lande.
Det blev vist alligevel en hyldest – til et menneske – Jonathan Motzfeldt.
Inummut Jonathan Motzfeldt-imut – nersorinnissutitut naammassiinnarunarpara.
Martin Appelt
Siulittaasoq Det grønlandske Selskab
Om Jonathan Motzfeldt
Født 25/9 1938 i Qassimiut (Forældre fanger Søren Motzfeldt og hustru Kirsten f. Klemensen).
Død 28/10 2010 i Nuuk.
Uddannelse og civile erhverv
Lærereksamen, Ilinniarfissuaq, Nuuk 1960
Exam. Theolog, Københavns Universitet 1966
Præst i Alluitsup Paa 1966 – 1969
Qaqortoq By og Præstegæld 1969 – 1979
politiske poster
Medlem af og næstformand for Grønlands Landsråd 1971 – 1979
Formand for partiet Siumut 1977-1987 og 1998-2001
Medlem af Grønlands Landsting fra 1979, formand 1979-1988 og 1997
Formand for Grønlands Landsstyre 1979 – 1991 og 1997 – 2002
Formand for Grønlands Landsting 2002 – 2005 og fra 2005 – 2008
Formand for Vestnordisk Råd.
Medlem af bestyrelser, udvalg m.m. (udvalgte)
Studenterrådet, Københavns Universitet 1962-1963
Grønlænderforeningen Kalâtdlit, København 1962-1964
Grønlandsrådet 1971-1980
Hjemmestyreudvalget 1973
Hjemmestyrekommissionen 1975-1979
Kommunernes Tilsynsråd 1979-1991 og 1997-2002
For Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland 1979-991 og 1997-2002
Medlem af bestyrelsen for Hans Lynge-Fonden fra 1989
Formand for bestyrelsen i KNI 1991-1992
Formand for bestyrelsen i Grønlandsfly A/S 1991-1997
Formand for bestyrelsen i KNI Holding A/S 1995-1997
Formand for Kommunernes Reformkommission 1992-1995
Grønlandsk-dansk Selvstyrekommission 2004-2008
tildelte æresbevisninger
Æresdoktor i politisk videnskab ved University of Alaska, Fairbanks, USA 1985
Grønlands Hjemmestyres Fortjenstmedalje »Nersornaat« i Guld
Kommandør af Dannebrog af 1. grad
Den svenske Nordstjerneorden, Kommandør
Kgl. Norsk Fortjenstorden, Kommandør med stjerne
Den tyske Forbundsrepubliks Fortjenstordens store fortjenstkors med stjerne
Den Islandske Falkeorden, kommandørkors med stjerne
Den belgiske Kroneorden
Listen over Jonathan Motzfeldt politiske hverv, bestyrelsesmedlemskaber og æresbevisninger m.m. bygger på oplysninger fra Grønlands Selvstyres hjemmeside www.nanoq.gl.
Ønsker man yderligere oplysninger om Johathan Motzfeldt kan det anbefales at læse
Peter Frederik Rosings biografi: Jonathan Motzfeldt - bygdedrengen, præsten, landsfaderen og statsmanden, som er udgivet på forlaget Sohn i 2008. Heri berettes om Jonathan Motsfeldts opvækst, uddannelse, engagement i politik og livet som politiker i Grønland.
Politikikkut ilisimatusarnermi Ataqqinaatitut doktori University of Alaska, Faibanks, USA 1985 Namminersornerulltuik Oqartussat nersornaasiuttagaat »Nersornaat« Guld-iusoq Dannebrog–imut 1. Grad-imik kommandøri
Kommandøri svensk Nordstjerneorden-imut
Kgl. Norsk Fortjenstorden, Kommandøri ullorialerlugu
Sukumiinerusumik Jonathan Motzfeldt pillugu paasissutissanik pissarserusukkaanni innesruussutigeqqunaqaaq Peter Frederik Rosing-ip jonathan Motzfeldt pillugu atuakkiaa: Jonathan Motzfeldt – asimiuaraq, Palasi, ittortaq, avammut nittarsaassisoq forlaget Sohn-ikkoorlugu 2008-ami saqqummersinneqartoq. Tassani eqqartorneqarlutik Jonathan Motzfeldt-ip peroriartornera, ilinniagai, politikikkut Kalaallit Nunaanni sulinera inuuneralu.
et politisk menneske
Jonathan var et politisk menneske – hele vejen igennem. Det lyste igennem hele hans gøren og laden, hvad enten han gik på jagt, spillede kort, festede, stod på prædikestolen eller gjorde noget helt femte.
Det gik hurtigt op for mig, at det forholdt sig sådan med denne herre, som jeg første gang mødte efter valget til Grønlands Landsråd i 1971. Vi var begge nyvalgte og skulle således til at træde vore politiske barnesko. Der gik ikke mange minutter efter at have hentet ham på heliporten i Nuuk – det nuværende KNR hovedkvarter – før det gik op for mig, at han ikke var nogen forsigtigper. Der var lidt af en »her kommer jeg«-type over ham. For ikke at sige, at der var meget af det.
Vi havde knap nok forladt heliportbygningen, før han begyndte at give udtryk for, hvad han ville. Ikke de store politiske programerklæringer. Men noget med, at nu skulle de hidtidige magthavere fandeme smage, at der var kommet nye boller på suppen.
Der havde åbenbart været dispositioner i statsradiofonien Grønlands Radio under den netop overståede valgkamp, som ikke behagede min nye ven. Fra heliporten kørte vi hjem til min og Myrnas lejlighed i Tuapannguit, efter at have stillet hans bagage – en underlig smal og sort kuffert, som så ud som om den var ældgammel (det viste sig senere hen, at præster brugte en sådan kuffert til
deres ornater) – på det splinternye hotel Grønland.
Hjemme i Blok R 107 tog han straks fat i vores telefon og ringede til landshøvding
N.O. Christensen (som var formand for radiostyrelsen) og beklagede sig i kraftige vendinger over Grønlands Radios håndtering af en bestemt begivenhed. Han mente, at radioen »traditionen tro« havde holdt med manden, Jonathan havde udfordret i Julianehåb landsrådskreds, selveste Erling Høegh, der var grønlandshistoriens første folkevalgte formand for Grønlands Landsråd.
Jeg var noget uforstående over Jonathans beklagelser, da jeg selv ikke havde mærket til nogen form for favorisering af »de gamle« politikere under min egen valgkampagne. Tværtimod havde jeg kunnet mærke en stille
Lars-Emil j ohansen
Født 24.september 1946 i Illorsuit ved Uummannaq. Medlem af Grønlands Landsråd, 1971-75.
Medlem af folketinget 1973 – 1979 & 2001 – 2011. Medlem af landsstyret 1979 – 1986.
Landsstyreformand 1991 – 1997. Formand for Siumut 1987 – 1997.
Arbejdede sammen med Jonathan i alle årene frem til dennes død i 2010.
AF LARS - E m IL j OHANSEN
sympati også fra nøglepersoner i Grønlands Radio, først og fremmest chefen for radioavisen, den navnkundige Bent Jensen.
Det var imidlertid lige præcis samme Bent Jensen, Jonathan klagede over, da han talte med landshøvdingen over Grønland, den mægtige N.O. Christensen.
Jeg kendte Bent Jensen i forvejen, da jeg som lærerstuderende somme tider havde vikarieret i radioavisen, når de pludselig manglede en grønlandsk medarbejder til aftenradioavisen. Jeg vidste, at Bent ingenlunde havde sympati med det etablerede system, men tværtimod havde ganske progressive synspunkter.
Ikke desto mindre havde landshøvdingen kontaktet Bent Jensen efter at have modtaget klage fra en af landsrådets nye unge løver. Her havde Bent Jensen sagt de ord, som sidenhen er blevet en af mine yndlingsholdninger: Jeg kan ikke dikteres – men jeg kan fyres!
Denne lille episode husker jeg tydeligt, da den præcist viser Jonathan i en nøddeskal: »Jeg finder mig ikke i noget, som jeg mener, er uretfærdigt. Og så er det lige meget, om
personen, jeg skal klage til, er landshøvdingen over Grønland eller kongen selv……«
Første dag i landsrådet
Vi deltog i den traditionelle procession fra Hans Egedes Hus til Nuuks domkirke. Jonathan og jeg gik sammen og sad sammen i kirken, hvor en af Jonatans gamle studiekammerater Ilannguaq Jensen var præst. Han lagde mærke til specielt Ilannguaqs valg af salmer, hvor en af salmerne indeholder ord, der isoleret set kunne henføres til det nyligt afholdte landsrådsvalg. »Akeqqavut pissaasut artorsartippatit….« Du fejede vore mægtige fjender bort – vil jeg oversætte sætningen med.
Forreste bænk var befolket med de medlemmer af rådet, der havde længst anciennitet. Et par skallede isser og to rystende hænder, der kløede sig i nakken var blandt de mange ting, vi observerede i kirken. Her hviskede vi til hinanden: »Kan det virkelig være vores fremtid, hvis vi fortsætter vor splinternye politikerstatus i 20 år og derover?«
Efter valget til Grønlands Landsråd den
Ny hovedbestyrelse efter landsmøde i Siumut i 1996. 1996-mi Siumup nuna tamakkerlugu ataatsimeersuarnerani siulersuisuunerit nutaat qinerneqarput.
16. april 1971, som af iagttagere blev betegnet som de unges opgør med de gamle politikere – den første og hidtil eneste ungdomsrevolution – begyndte vore sonderinger i det små med hensyn til, hvem der kunne arbejde sammen i landsrådet. Der var jo ikke politiske partier, og vi var alle individualister, der var blevet valgt på vores glatte ansigt og personlige valgprogrammer. Vores sondering gik derfor primært ud på at finde ud af, om der var flere af de unge, der var nye i rådet, der kunne tænkes at arbejde sammen. Et par andre unge var blandt andre Otto Stenholdt fra Aasiaat landsrådskreds og Ole Berglund, der var blevet valgt i Paamiut landsrådskreds.
Under valgkampen tog jeg initiativ til at kontakte en translatør Moses Olsen i Sisimiut og en pastor Jonathan Motzfeldt i Qaqortoq. I Sisimiut kæmpede Moses mod en af landsrådets skarpe politiske profiler, Jørgen C.F. Olsen, mens Jonathan havde en hård kamp mod den siddende landsrådsformand Erling Høegh. Jeg selv kæmpede om pladsen
i Godthåb landsrådskreds sammen med 12 andre kandidater med landsrådets næstformand Peter K.S. Heilmann i spidsen. Ellers bestod mine medkombattanter af en række personligheder, lige fra formanden for arbejderorganisationen GAS Odaq Olsen, landsrådets regnskabschef Hansepâjuk Gabrielsen til kongelig translatør Guldborg Chemnitz. Moses tabte til sin onkel Jørgen C.F. Olsen – knebent. En bygd i Sisimiut kommune – så vidt jeg husker Itilleq – gav de udslaggivende stemmer til fordel for Jørgen C.F. Olsen. Det hed sig i folkemunde, at »Lumumba«, som Jørgen Olsen blev kaldt i visse kredse, havde sendt en palle øl til bygden, der var udgået for øl få dage før valget….
Jonathan vandt yderst knebent over landsrådsformand Erling Høegh i Qaqortoq landsrådskreds. Også her var det bygdestemmer, nemlig dem fra Eqalugaarsuit, der blev udslaggivende, men her var det til fordel for vores revolution.
I Nuuk vandt jeg stort over landsrådets næstformand, min gamle lærer fra realskolen.
Revolutionen – eller det, der siden hen skulle udvikle sig til en revolution – kunne hermed begynde. Moses fik en ny chance, da statsminister Hilmar Baunsgaard udskrev nyvalg til folketinget september samme år. Vi havde her fået »blod på tanden«, og opstillede Moses som kandidat med Jonathan som første og mig selv som anden suppleant. Projektet lykkedes denne gang, og snart blev vor trekløver, der på grønlandsk blev døbt »pingajoqqat« efter betegnelsen for et kuld isbjørneunger på 3, kendt i det ganske land –og i Danmark.
revolution
Revolutionen havde dermed fået absolut optimale vilkår til at udbrede de politiske budskaber. Jonathan stillede op til landsrådsformand, men måtte i første omgang »nøjes« med næstformandsposten. Da vi begge havde opnået fremtrædende udvalgsposter, blev vi hurtigt toneangivende i landsrådet, mens Moses hurtigt blev verdensberømt i Danmark, da han fra day one blev tungen på vægtskolen i folketinget og kunne afgøre, om socialdemokraten Jens Otto Krag skulle generobre statsministeriet, eller om de borgerlige skulle fortsætte under den radikale Hilmar Baunsgaards ledelse.
I mellemtiden var det blevet klart, at »den nye politik« ikke havde støtte fra alle nye og unge politikere. Otto Stenholdt og Ole Berglund viste sig at være af borgerlig observans, og vi kunne ganske enkelt ikke arbejde sammen politisk, uagtet at vi privat så meget til hinanden under festlige forhold. Det var netop under en festlig sammenkomst hjemme hos Myrna, Nick og mig selv i Blok R 107, at det blev helt lysende klart, at i alle fald jeg aldrig ville kunne arbejde fortroligt sammen med Otto Stenholdt. Her afslørede han nemlig en tankegang, der lå så langt fra mit eget politiske ståsted, at jeg ganske enkelt bad ham om at forlade vores hjem og aldrig mere vise sig her. Jeg overhørte nemlig en affærdigende bemærkning fra Otto til Niels Carlo Heilmann, som jeg satte
stor pris på både som person og som politiker: »Jeg kan ikke regne med dine synspunkter, da du end ikke kan tale dansk« Det blev jeg vred over som sagt, og bad ham om at gå med bemærkningen om, at han absolut ikke skulle prale af sit dansk, da jeg aldrig havde hørt så dårligt dansk fra en skolelærer uddannet på et dansk seminarium.
Vi var inviteret til en sammenkomst hjemme hos landsrådsformand Lars Chemnitz og fru Anni – alle »rødderne« – den aften, resultatet skulle meddeles fra folketingsvalget september 1971. Her blev det fortalt, at den nyligt afgåede landsrådsformand Erling Høegh ville tilbringe aftenen hjemme hos landslæge Bøggild, da han ville få brug for en beroligende indsprøjtning, hvis han mod forventning skulle gå hen og tabe valget – igen.
Selskabet var en anelse for højtideligt og tamt for Jonathan og mig. Så vi så vores snit til at »smugle« nogle af drikkevarerne ud, hvorefter vi tog hjem til blok R, hvorfra vi fulgte slagets gang over radioen under indtagelse af diverse alkoholiske drikke, som vi netop havde bortført fra landsrådsformanden embedsbolig…
Vi fik kontakt med Moses over skibsradioen, da det blev klart, at han var blevet valgt.
Her startede forhandlingen om hans fremtidige placering i folketinget. Moses sagde de berømte ord, at hans »lillefinger strittede mod venstre« som en antydning af, at
jonathan mozfeldt og Otto Steenholdt
han anså det som naturligt at han støttede en socialdemokratisk regering frem for en borgerlig.
Her opstod den første konflikt i triumviratet Moses, Jonathan og Lars-Emil. Jonathan havde nemlig kommenteret Moses’ første udmelding med, at hans »pegefinger skam strittede mod højre«.
Oprøreren Jonathan havde borgerlige tendenser i sine politiske anskuelser, mens Moses og jeg alle dage havde følt os hjemme et godt stykke til venstre i det politiske spektrum.
Det har resulteret i mangen en konflikt os tre imellem. Vi var dog enige om, at uenigheden ikke var større end, at vi sagtens kunne håndtere den. Det var vigtigere, at vi lagde kræfterne sammen i vores fælles mål om et friere Grønland. Skænderierne formåede vi at holde internt – for der var virkelig tale om deciderede skænderier, krydret med store mængder af alkohol.
En af de gange, hvor vi skulle ordne en stærk uenighed i landsrådet, gik Jonathan
og jeg ind på hans værelse på Hotel Grønland, låste døren og trak gardinerne for. I et par timer råbte og skreg vi over for hinanden, mens vi blev mere og mere berusede. Til sidst nåede vi dog frem til enighed, trak gardinerne fra og låste døren op, og gik over til Hotel Godthåb, som i alle dage har været vores stam- og yndlingsværtshus.
Når vi var til stede alle tre, og der opstod et skænderi mellem Jonathan og mig – for det var altid os to, der skændtes – plejede Moses at spille mæglerens rolle og mindede os om det fælles mål, vi kæmpede for. Moses var altid af os tre den kloge og den besindige – modsat Jonathans og min spontanitet.
drikkevaner
Vi var med folket i alle sammenhænge. Der var megen druk i Grønland, og vi deltog i mange drikkelag og har »ordnet verdenssituationen« sammen med en masse andre på diverse værtshuse hjemme og i Danmark.
Relativt tidligt i forløbet blev det tyde -
Stifterne af Siumut, Lars-Emil johansen, jonathan motzfeldt og moses Olsen. Siumumik aallarniisut, Lars-Emil johansen, jonathan motzfeldt aamma moses Olsen.
ligt, at vi alle tre havde et drikkemønster, der ikke var godt hverken for helbredet, familielivet eller for vores fælles mål. Efterhånden begyndte vi derfor hver især at prøve at styre vort alkoholindtag, specielt i de perioder, hvor vi ikke var fysisk sammen.
Jonathans favoritdrik var rødvin, Moses drak øl og jeg whisky.
Årene efter hjemmestyrets indførelse, og når vi rejste i udlandet sammen og var til officielle middage hos andre landes regeringschefer og regeringsrepræsentanter, var man altid klar over, at vores alkoholvaner var som førnævnt.
Drikkeriet fik hurtigt overhånd hos os alle tre. Såvel fysisk helbred som politisk formåen bar efterhånden umiskendelige præg af vores alt, alt for store alkoholindtag. Vores drikkeri smadrede utroligt meget af vores kammeratskab, vores samarbejde, vort politiske arbejde – og (hvad værre er) vores privatliv. Familierne gik det hårdt ud over. Mange gange sad vi tre stærkt berusede og ævlede løs om, hvor meget vi elskede vores børn og respektive hustruer. Disse måtte imidlertid betale den højeste pris af alle, og det gør ondt helt ind i hjertekulen, selv nu så mange år efter, når jeg skriver disse linjer. Jonathan og jeg nåede at få en behandling mod alkoholisme – desværre alt for sent i forløbet. Jeg har ofte filosoferet over, hvad vi ikke kunnet havde udrettet, hvis vi langt tidligere i forløbet havde erkendt vort problem og søgt behandling. Men den slags »hvis nu«-filosofier er som bekendt ikke meget værd.
Kæmpe selvtillid. En af de ting, jeg virkelig beundrede Jonathan for, var og er den aldrig svigtende selvtillid, manden var udstyret med. Der var ganske enkelt INGEN, der kunne få Jonathan til at føle sig underlegen. Han var mindst lige med alle. Mange følte han sig overlegen over for. Han holdt sig aldrig tilbage, hvad enten det drejede sig om politisk diskussion med udenlandske statsmænd eller flirt med
yderst fremtrædende kvindelige personligheder. Selvom jeg ikke var sammen med ham, da han besøgte paven i Rom og den tyske forbundskansler Helmuth Kohl, føler jeg mig overbevist om, at han også i disse situationer har følt sig helt på lige fod med sine værter.
Under den første oliejagt efter hjemmestyrets indførelse, hvor et stort amerikansk olieselskab havde en koncession on shore i Jameson Land i Østgrønland, var vi alle tre i »pingajoqqat« inviteret til et orienteringsbesøg i Alaska. Vi rejste rundt i privatfly som Arco’s gæster og førte os frem som politikere fra kommende oliestater.
Bortset fra Moses var vi ikke særligt velbevandrede i engelsk og rendte rundt med vores mere eller mindre ubehjælpsomme skoleengelsk. Og vi var for stolte til at ville engagere tolke. Det var imidlertid ingen hindring for, at Jonathan kunne holde en improviseret tale under en stor middag i Anchorage – på engelsk.
Det var ikke formfuldendt – langt fra. Men han fik vist sig som regeringschefen, der havde noget at sige til de mennesker, der var sultne for at komme i gang med olieefterforskning i hans land.
Jonathan pralede aldrig over egne bedrifter. Men han elskede at fortælle om idrætspræstationer fra sine unge dage (»dengang vi blev grønlandsmestre i fodbold«),
Otto Steenholdt og jonathan motzfeldt
sine jagtture og sjove oplevelser under politiske møder i almindelighed og under valgkampe i særdeleshed. Hans politiske anekdoter var ganske mange – og det er ærgerligt, at han aldrig fik dem skrevet ned.
De største indtryk, diverse politiske oplevelser har gjort på ham, var f.eks. en mand i hans egen hjembygd Qassimiut, Biinia, der skulle have givet udtryk for yderst drastiske og totalitære holdninger over bestemte former for kriminelle. Biinia havde udtalt, at disse skulle behandles som hunde og om nødvendigt skulle bindes fast, indtil de lærte at opføre sig ordentligt. Udtalelsen var faldet under et af de første vælgermøder efter hjemmestyrets indførelse. Han følte skam over, at der i hans egen bygd blev givet udtryk for så primitiv en tankegang. Men han blev først rigtigt oprørt, da en af hans partikolleger, den kendte politiker og Siumuts daværende gruppeformand i landstinget, Hendrik Nielsen, som replik til Biinia havde udtalt, at »Siumut tog disse synspunkter til
efterretning«. Historien fortæller, at Hendrik fik et kraftigt spark over skinnebenet af Jonathan. Siumut tog absolut ikke den slags udtalelser til efterretning.
den ulovlige strømand
Han var jæger af Guds nåde, og han tog mange politiske med- og modspillere med på havjagt ombord på »Amos«. En gang havde han inviteret formanden for landstingets erhvervsudvalg, storfangeren Pavia Nielsen fra Uummannaq, med på en af disse ture. Under jagten skete der en yderst uheldig hændelse. Pavia skød en fugl, som han først havde anset for at være en tejst. Men det var en strømand, som af uanede grunde var total fredet. Nu var gode råd dyre: Formanden for landstingets erhvervsudvalg havde overtrådt gældende fredningsregler fra landsstyreformandens båd – med landsstyreformanden som skipper.
Strømanden blev spist af den daværende oppositionsleder Lars Chemnitz, uden at han
jonathan på rensdyrjagt ved Isortoq juni 2009 sammen med Bjørn Egede junnuk, Bjørn Egede-lu Isortumi aavartut juuni 2009.
anede, at det var en fredet fugl han spiste –under en fælles middag for landstingsmedlemmer hjemme hos Jonathan og Margit.
Jonathan delte sine oplevelser med kolleger og landsmænd. Paven havde bedt ham om at hilse utroligt mange mennesker i Grønland, ligesom forbundskansler Kohl viste sig at have en stor »bekendtskabskreds« i Grønland, som alle sammen skulle have en hilsen fra kansleren.
»har du gule ben?«
Jonathan talte dansk på sin egen måde. Selvom han var en af de grønlændere, jeg kender, der formulerede sig bedst på dansk –i skrift og i tale, rent grammatisk – kneb det gevaldigt med udtalen. Som de fleste af os, der brugte fremmedsproget dansk som arbejdssprog, havde han det yderst vanskeligt ved at udtale specielt p-lyde og g-lyde, der kom til at lyde som b- og k-lyde. Og vice versa.
Der findes utallige historier om Jonathans udtale-fejl på dansk. Det dansk, han talte, blev ligefrem af nogle betegnet som »Jona-dansk«.
Vi gjorde nu ikke meget ud af det her med udtalen, bare indholdet og sætningskonstruktionen var god nok. Vi var alle dage overbeviste om, at vores ambition var at gøre os forståelige og kampdygtige på dansk, og aldrig at tale dansk som en indfødt.
Den sjoveste af den slags udtalefejl, jeg kom ud for med Jonathan, var imidlertid engang, da han under et landsstyremøde spurgte, henvendt til mig: »Lars-Emil, har du gule ben?«
Jeg forstod udmærket, at det var en kuglepen, manden manglede, men kunne ikke dy mig for drillende at trække op i bukserne med et »det ved jeg sgu ikke – hvorfor?«
drillepinden
Jonathan var kendt for sit hidsige temperament. Også som landstingsformand hen imod afslutningen af sit politiske liv, viste han det i glimt, hvilket man skulle være
yderst opmærksom for at opdage. Jeg lagde engang mærke til, at han gav landstingets generalsekretær en general skideballe, hviskende, kortfattet og med sammenbidte tænder. Generalsekretæren havde åbenbart undladt at gøre ham opmærksom på noget, som han skulle være opmærksom på. Lidt medfølende spurgte jeg senere generalsekretæren, om hun var ked af det skete, hvortil hun svarede, at hun var da vant til det – »lige siden vi havde ham i folkeskolen, har jeg været vant til at få sådanne skideballer af ham«, svarede hun med et smil.
Men han kunne også være noget så drillesyg. Specielt på sine ældre dage blev han mere og mere drillesyg over for sine venner, for det var kun de nærmeste venner, der blev drillet, alle andre fik enten skideballer eller blev ignoreret, når det gik helt galt.
Som helt nye landsstyremedlemmer rejste vi alle fem nye ministre til Danmark for at forhandle historiens første bloktilskud med de statslige myndigheder.
Forhandlingerne var langvarige. Vi opholdt os i København næsten to måneder uafbrudt. Dels skulle vi forhandle med forskellige ministerier, dels havde vi endnu ikke ansat ledende embedsmænd, der kunne bistå os med forhandlingerne.
Fem unge mænd i deres bedste alder i Københavns forår og forsommer langt hjemmefra i to måneder. Det siger næsten sig selv, at vi hver især havde det yderst svært ved at holde os på måtten med hensyn til andre kvinder. København vrimlede ganske enkelt med unge grønlandske skønheder.
Til sine dages ende huskede Jonathan, hvem jeg »dyrkede« hin forsommer i København. Han kunne til gruppens store undren begynde at drille mig under gruppemøderne med antydninger om pågældende kvinde, idet han grinte som en gadedreng.
Statsmand, storfanger, alkoholiker og gadedreng – var han på én og samme tid.
jonathan motzfeldt og Dronning margrethe hilser på organist Knud Petersen. jonathan motzfeldt-p Dronning margrethe-llu organist Knud Petersen ilassigaat.
Landstinget foran Hans Egedes Hus 2008. Inatsisartut Hans Egede-p illuata sioraani ukioq 2008.
han formede mig –
til at blive den jeg er i dag
Min mor, der er enke, opdrog os tre børn alene. I året 1979 blev jeg konfirmeret. I sin tale sagde min mor, at der ikke var de store gaver til mig, idet vi ikke havde råd, men den største gave af dem alle havde jeg alligevel fået. Min generation havde fået Hjemmestyret som gave. Hun sagde, at jeg skulle føle medejerskab i gaven. Den tale glemmer jeg aldrig, og gaven fik en stor betydning i mit liv:
Jonathan Motzfeldt, vor alle sammens landsfader, som sammen med Lars-Emil Johansen og Moses Olsen, meget unge og visionære landsmænd, havde formået at bringe deres budskab om øget autonomi og medbestemmelse ind i min konfirmationsfest. Budskabet, som bragte os alle tættere sammen, og et budskab, som vi alle fik håb af. Ja, dette kan kun en stor leder gøre.
Under hele min opvækst hørte jeg Jonathan Motzfeldt, Junnuk, holde sine taler fra talerstolen i Landstinget. Hver gang lyttede jeg med stor beundring, fascination og ydmyghed. Han havde sat sig store mål for os og talte et enkelt og ligetil sprog og med en naturlig ydmyghed, som tiltalte os – alligevel alt sammen på en meget stærk og bevægende måde. Han fascinerede mig.
Gennem årene fulgte jeg Junnuks arbejde, hvor det lykkedes ham at involvere flere og flere i det politiske arbejde. Befolkningen blev gradvist mere og mere politisk bevidst.
En stor del af æren for, at den grønlandske befolkning i dag er nået så langt med hensyn til politisk og demokratisk bevidsthed, tilfalder således Junnuk.
Mens jeg arbejdede som turistchef i Qaqortoq fra 2003-05 lærte jeg ham at kende personligt. Tilfældet ville, at vi om sommeren kom til at bo dør om dør, og han og Kristjana kom ofte i vort hjem. Det var en stor ære for mig at få lov at lave mad til den person, der havde været vores politiske leder gennem det meste af mit voksne liv – hvorfor der også blev gjort lidt ekstra umage. Vi havde mange inspirerende samtaler, som rørte noget i mig. Det resulterede bl.a. i, at jeg fik lyst til at gøre alvor af flere års overvejelser om selv at blive aktiv i politik. Da der blev udskrevet valg i 2005, stillede jeg op på vegne af Siumut. Jeg blev valgt ind og kom herefter
Aleqa Hammond
Aleqa Hammond er født i Narsaq, men opvokset i Uummannaq. Aleqa var en stor beundrer af Jonathan Motzfeldt, og det var da også ham, der gav hende lyst til at gøre alvor af mange års overvejelser om at blive aktiv i politik. I dag er Aleqa Hammond formand for partiet Siumut.
også til politisk at sidde til bords med Jonathan Motzfeldt.
Han var god at debattere med, fordi han var kompromissøgende, nysgerrig, spørgende og medinddragende i sine egne betragtninger. Han kunne også være meget temperamentsfuld. Sommetider havde vi forskellige meninger om emner, som kunne bringe temperamentet hos ham lidt i kog. Et godt eksempel er sprogpolitikken. Jeg mente, at der i skolerne burde blive undervist i engelsk på lige fod med dansk. Han mente, at danskundervisningen stadig skulle have forrang i forhold til engelsk. Det var her, jeg blev opmærksom på, at generationernes prioritering var ved at ændre sig. Junnuk havde sit politiske fokus ofte meget rettet mod Danmark, hvorimod min generation typisk er mere globalt orienteret.
Junnuk kæmpede for større autonomi og indførsel af Hjemmestyret og senere hen indførsel af Selvstyret. Han stod i spidsen for begge. Han medvirkede til at skabe en forståelse for nødvendigheden af, at vi tog det næ -
ste skridt, og at Grønland og det grønlandske folk udviklede sig videre.
Junnuk kunne tale med alle, og alle talte med ham. Hvad enten han talte med kongelige, var i audiens hos Paven eller mødte politiske ledere rundt om i verden, talte han med dem sådan, som han talte med os – direkte, åbent og med stort engagement.
Sådan var vores Junnuk. Han talte med os, og han lyttede til os, han var meget nærværende. Denne egenskab hos ham, tror jeg, var noget helt særligt – også i en global målestok.
Følelsen af medejerskab af Hjemmestyret gjorde mig stærkere i troen på mig selv som grønlænder, og indførelsen af Selvstyret gjorde mig endnu stærkere i min tro på mig selv som verdensborger.
At nå ud med et budskab til alle familier og de fjerneste bosteder, det kunne Junnuk. Han var den rette mand til den rette tid –historisk set. Eller også blev historien en del af den rette mand og den rette tid.
Når man ser tilbage på Jonathan Motzfeldts liv, er det imponerende, hvad den mand har nået – fangeren, læreren, præsten, politikeren, landsfaderen.
Det var Jonathan Motzfeldt, som mere end nogen anden stod i spidsen for skabelsen af det moderne Grønland. Det var Jonathan Motzfeldt, som gik forrest, da Grønland skulle finde sin plads i verden. Og Jonathan Motzfeldt forstod som få værdien af at holde fast i mange af de bånd, som binder Grønland og Danmark sammen. Derfor er det ikke kun grønlænderne, der mindes Jonathan Motzfeldt med taknemmelighed. Det er også alle vi danske, der holder af Grønland og ønsker det bedste for Grønland. Jeg har oplevet Jonathan i de komplicerede forhandlinger, der måtte til for at finde formlen for Grønlands plads i Rigsfællesskab, Hjemmestyre og Europa. Det var sandelig ikke altid lige let. Især ikke under den kolde krig, hvor Grønland ofte var i brændpunktet. Der skulle manøvreres mellem mange vidt forskellige interesser. Men Jonathan vidste, hvor han ville hen. Han fik det ikke altid, som han ville. Men han holdt fast i retningen. Han havde udsyn og perspektiv. Han elskede at rejse ud i verden og fortælle om sit land – og han elskede at vise det frem for gæster fra alle verdenshjørner. Han var en fornem repræsentant for sit folk og sit land.
Jonathan rummede mange og forskellige personligheder. Han rummede også dæmoner, som kunne tage magten fra de andre Jonathan’er, der var i ham. Men for os der kendte Jonathan – og regnede ham som en ven – fylder dæmonerne ikke meget i vores erindring om ham. For han blev altid hurtigt god igen, og så var han den Jonathan, vi vil huske.
Jonathan har vist mig Grønland – fra Thule og Qaanaaq i nord og til Brattahlid og Nanortalik i syd. I kutter, båd, hundeslæde… Vi har fisket sammen, skudt sæler, kogt torskemaver på et skær, besøgt mennesker i små udsteder og smagt de særprægede grønlandske specialiteter. Vi besøgte hans far Søren i Qassimiut, året før Søren døde, i Jonathans barndomshjem – hvor den gamle sælfanger havde hængt et billede op på væggen af sønnen Jonathan sammen med Paven i Rom, ved siden af billedet af den forrygende grønlænderpolka, som Jonathan dansede
Uffe Ellemann- j ensen (f.1941) var udenrigsminister for Danmark, Grønland og Færøerne 1983-93. Formand for venstre 1984-1998. Han bevarede forbindelsen til Grønland ved at sidde en årrække i bestyrelsen for Royal Greenland.
med Dronningen i Nuuk, da Hjemmestyret blev fejret.
Jeg havde en god indgang til Jonathan, for min kone Alice Vestergaard dækkede i nogle år Grønlands-stoffet i TV-avisen, og hun havde lært Jonathan at kende, og der var stor gensidig sympati. Det hjalp mig – for mine officielle forbindelser til Jonathan og Grønland havde en vanskelig start:
I foråret 1982 havde der været folkeafstemning i Grønland om tilhørsforholdet til EF. Resultatet blev et nej til fortsat medlemskab. Derfor skulle der forhandles en udmeldelsestraktat på plads – og den opgave lå og ventede, da jeg blev udenrigsminister i september 1982. Ikke nok med det, der lå også en lille uafklaret »stinker« fra forgængerne: Dengang var der stadig masser af torsk i de grønlandske farvande, og andre lande ville gerne have fat i dem. Tyskland havde efter reglerne ret til en andel i den samlede kvote for Grønland på 75.000 tons og havde fået tildelt 10.000 tons af EF-Kommissionen.
Grønlænderne protesterede, for det var netop frygten for at skulle lukke fremmede fiskere ind, der havde fremkaldt det grønlandske nej til fortsat medlemskab af EF – og i øvrigt mente man i Nuuk, at der ikke skulle fiskes 75.000 tons, men kun 62.000 tons, og så skulle tyskerne holdes ude. I dag kan man godt indrømme, at Grønland/Danmark stod svagt, både juridisk og politisk. For tyskerne havde retten på deres side, og selv om man satte kvoten til 62.000 tons, ville Grønland slet ikke selv kunne opfiske den. En rigtig møgsag – som den afgående regering havde ladet ligge og gære uden at gøre forsøg på at finde en ordning med tyskerne.
Nu truede den tyske forbundskansler med at slæbe Danmark/Grønland for EFdomstolen – så jeg havde kun været minister i fire dage, da jeg måtte drage til Bonn for at forhandle med den tyske regering. Jeg fik et par landsstyremedlemmer med i det lille chartrede fly, så jeg ikke risikerede at gå med til noget, de ikke kunne støtte. Takket være en særdeles positiv indsats fra den ty -
ske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher – som forstod behovet for at vise »særlige hensyn« til Grønland, og som heller ikke ville knække en helt ny, ung kollega – fik vi en aftale, som de tyske fiskere for øvrigt blev rasende over: Vi blev enige om, at den samlede kvote skulle sættes ned, og at tyskerne skulle have lov til at fiske 5.000 tons ud af den grønlandske kvote, som grønlænderne alligevel ikke selv kunne udnytte. De grønlandske landsstyremedlemmer, deriblandt den fiskeriansvarlige Lars-Emil Johansen, var særdeles tilfredse med den aftale, for vi havde ikke givet os på principperne. Og vi undgik at få en dårlig start på udmeldelsesforhandlingerne.
Behovet for at vise »særlige hensyn« til Grønland blev et vigtigt kort i spillet om at
Isfiskeri i Ultima Thule.
få sikret Grønland gunstige vilkår i forhandlingerne om en udmeldelse. Det var en sej kamp op ad bakke, for i kredsen af EF-lande forstod man slet ikke Grønland. De fleste troede, at Grønland naturligvis ønskede at blive i EF, og at det hele i virkeligheden bare handlede om at få nogle flere penge klemt ud af foretagendet. Vi måtte altså få dem til at forstå, at det var alvor – og at det var vigtigt at give Grønland en ordentlig behandling. Det var noget, især tyskere og englændere havde stor forståelse for – behovet for at vise »særlige hensyn« – for det handlede også om sikkerhedspolitik. Det var midt under Den kolde Krigs sidste ophedede fase – og Grønland havde stor strategisk betydning på grund af Thule-basen og de varslingsstationer, som skulle beskytte USA mod missilangreb fra de sovjetiske baser på Kola-halvøen. Desuden var det vigtigt at kunne kontrollere, hvad der foregik af trafik med sovjetiske atombevæbnede ubåde, som sneg sig under
polarisen nord om Grønland for at komme tæt på den amerikanske kyst uden at blive opdaget af de sporings-installationer, som lå mellem Grønland, Island og Storbritannien.
Jonathan havde stor forståelse for disse problemkredse, som vi brugte mange timer på at diskutere – og han var fuldt ud opmærksom på både Grønlands interesse i at bidrage til Vestens sikkerhed, og på den stærke forhandlingsposition dette gav Grønland. Han gjorde også sammen med sine medarbejdere en stor indsats for at præsentere Grønland og de grønlandske synspunkter overfor vore europæiske EF-partnere, både ved besøg i Europa og ved at hente gæster til Grønland.
Det lykkedes derfor at få skabt forståelse for, at Grønland skulle træde ud – og i den forbindelse tildeles den såkaldte OLT-status (»oversøiske lande og territorier) som f.eks. en række tidligere franske kolonier havde. Det betød nogle særligt gunstige handelsvil-
Sæljagt ombord på Amos.
kår. Men det helt afgørende punkt – som gav dramatik til det sidste – var aftalen om det fremtidige fiskeri og de økonomiske bidrag, det kunne skaffe Grønland.
Da rammerne skulle fyldes endeligt ud, foregik det i forbindelse med et EF-udenrigsministermøde i Bruxelles. Jonathan og LarsEmil Johansen var mødt op sammen med en grønlandsk delegation, alle klædt i anorakker. De deltog ikke i forhandlingerne – det var kun mig, som måtte føre ordet i ministerrådet – men vi havde aftalt på forhånd, at de skulle fungere som aktive statister: De skulle sidde og se vrede og utilfredse ud, og hvis jeg gjorde tegn, skulle de begynde at tale vredt på grønlandsk og rejse sig op i sæderne, som om de ville udvandre…
Det var den tyske delegation, der var problemer med – for det var dem, der skulle betale broderparten af regningen. Øvelsen gik derfor ud på at få isoleret Tyskland. Udenrigsminister Genscher havde hurtigt lugtet lunten, og var taget hjem til Bonn med en
bemærkning om, at han ikke kunne sidde hele natten og tale om den slags småpenge –så da Tyskland endelig meget sent på aftenen var blevet isoleret, var det en stakkels tysk statssekretær som sad i det varme sæde og skulle tage stilling til det kompromis, alle andre kunne tilslutte sig. Han sagde svedende, at han måtte ringe hjem for at få instruktioner – men så slog jeg i bordet og sagde, at det her ikke var embedsmandsforhandlinger, og at jeg ikke kunne holde på grønlænderne, hvis der ikke kom en afgørelse her og nu. Jeg blinkede til Jonathan, som rejste sig op og sagde nogle meget vrede ord til sin delegation, der også begyndte at rejse sig. Så gav tyskeren sig.
Det blev en særdeles gunstig og generøs aftale for Grønland. I de følgende år fik Grønland over en milliard kroner til gengæld for nogle fisk, som de færreste troede eksisterede. Der blev talt åbent om »papirfisk« – og det viste sig også at være tilfældet. For nu begyndte torsken at forlade grønlandske farvande, og de mange penge fra EF kom som en stor støtte til de omstillinger, det krævede.
Forholdet til NATO – og mere konkret Thule-radaren – blev næste store sag, som Jonathan og jeg skulle håndtere sammen. Amerikanerne ønskede at modernisere Thule-radaren, og det gav anledning til en voldsom propagandaindsats fra Sovjetunionen, godt hjulpet af den danske venstrefløj. I en af debatterne i Folketinget om sagen forsøgte jeg at illustrere Thule-radarens defensive karakter ved at sammenligne den med min gamle ruhårede gravhund, Anton: Han larmer voldsomt, hvis der kommer nogen –men han bider ikke! Under et senere besøg i Thule, sammen med Jonathan forærede kommandanten mig et stort billede af basen med dette skilt: »Base Anton – it barks but does not bite!« Tænk at en gravhund fik en stor base opkaldt efter sig…
Jonathan var loyal overfor hensynet til både Rigsfællesskabet og NATO – og det gav ham store politiske problemer hjemme. Thu-
le-sagen udløste et valg i Grønland – og Jonathan blev siden udsat for et kupforsøg, hvor Lars-Emil Johansen forsøgte at vælte ham som partiformand, mens han var på familiebesøg i Qaqortoq. Jeg fik fat på Jonathan i telefonen, og han virkede træt og modløs, havde nærmest givet op – men jeg opfordrede ham indtrængende til at tage hurtigt til Nuuk og tage kampen op, for han kunne ikke undværes i den meget anspændte situation omkring baser og radarinstallationer. Det gjorde han så – heldigvis. På en måde kom de politiske stridigheder omkring Thule-sagen til at forløse mange af frustrationerne omkring installationerne i Grønland. Det er set i bakspejlet lidt morsomt at se, hvordan »Yankee go home« nærmest blev til »Yankee please stay!«, efterhånden som den teknologiske udvikling gjorde mange af varslingsstationerne overflødige, og man selv kom til at hænge på først Kulusuk og siden Kangerlussuaq lufthavnene, for -
di USA ikke længere behøvede dem… Jonathan ville gerne, om der blev givet bedre orientering til grønlandske politikere om udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner – selv om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken jo styredes af Danmark i Rigsfællesskabet – og vi enedes derfor om, at der skulle nedsættes et særligt sikkerhedspolitisk udvalg i Landstinget, som kunne drøfte disse spørgsmål med den danske regering. Det vakte stor betænkelighed mange steder i Danmark – men var en rigtig beslutning. Jeg var jo udenrigsminister for både Grønland og Danmark, så jeg tog til det første møde med udvalget – hvor jeg besluttede mig for at starte med en oplysning, som nok skulle få dem op af stolene: – Jeg vil gerne orientere jer om tilstedeværelsen af atomvåben i grønlandsk territorium!
Derefter fortalte jeg dem om den trafik med sovjetiske atombevæbnede ubåde, som foregik under polarisen nord om Grønland.
Uffes Ø 83.
Det var tydeligt, at ikke alle i udvalget var glade for at få den orientering, for det rokkede ved deres lidt bekvemme verdensbillede. Da jeg bagefter talte med Jonathan om mødets forløb, sagde jeg, at jeg var skuffet over, at der ikke var større interesse for den sag –mens der altid kunne skabes stor ophidselse over den meget gamle sag om det amerikanske flystyrt ved Thule. Jonathan smilede bare lunt. Han var ikke så overrasket…
Jonathan var en god mand for Grønland og for Rigsfællesskabet i disse ofte anspændte år. Jeg var selv stærkt optaget af både Grønland og Færøerne – også fordi mine naturinteresser passer så godt med det nordatlantiske – men det var ikke altid lige let at få andre i den danske regering til at tænde. I udenrigsministeriet gjorde vi derfor en særlig indsats – både med hyppige rejser for ministeren i det nordatlantiske og med oprettelse af stillinger i ministeriet for særlige Færø- og Grønlandskonsulenter.
I oktober 1983 inviterede jeg til »rigsmø -
de« i udenrigsministeriet med den grønlandske landsstyreformand Jonathan Motzfeldt og Færøernes lagmand Pauli Ellefsen – og om aftenen inviterede statsminister Poul Schlüter til middag på Marienborg. Han brød sig ikke meget om konceptet, syntes måske det lød lidt vel pompøst – men alligevel gled rigsmødet hurtigt over fra udenrigsministeriet til statsministeriet, hvor det jo også hørte hjemme.
Det var Grønlands udmeldelse af EF, som gav den saglige begrundelse for disse Rigsmøder, for efter udmeldelsen skulle Grønland optræde som selvstændig deltager i en række internationale fiskeriforhandlinger, og derfor var der et oplagt behov for at styrke den udenrigspolitiske koordination mellem de tre dele af riget. På det tidspunkt var der voksende pres for at skabe et stærkere nordatlantisk fællesskab, og både Island og Norge tog forskellige initiativer i den retning. I den forbindelse kom rigsmøderne i København til at tjene som et signal om, at
Sidste møde mellem to gamle venner – Nuuk juni 2010. Ikinngutigiit kingullermik naapimmata Nuummi junimi 2010.
UFFE ELLEMANN JENSEN : JONATHAN OG DEN v IDE v ERDEN
Danmark fortsat var indstillet på at gøre sin indflydelse gældende i Nordatlanten. Samtidig var rigsmøderne et signal til vore allierede om, at den grønlandske udmeldelse af EF ikke ville skabe et sikkerhedspolitisk tomrum, som Sovjetunionen kunne gøre sig forhåbninger om at finde plads i.
Rigsmøderne var også en god måde at ryste de politiske ledere sammen på – og her var Jonathans særlige charme et stort aktiv. Der blev sunget og spillet efter middagen –og ved rigsmøde nummer to kom Jonathan og Pauli Ellefsen med en fin gave til statsministeren på Marienborg: En stak højskolesangbøger, så vi ikke var henvist til at bruge de røde arbejdersangbøger, som var efterladt af forgængeren.
Jonathans storhedstid var ved Hjemmestyrets oprettelse – og ved placeringen af Grønland i det store internationale billede. Det var en historisk indsats.
Når jeg tænker tilbage på min ven Jona -
than, vender billedet af faderens lille lavloftede stue i Qassimiut hele tiden tilbage: For mig står det som et smukt billede af de kolossale spænd i Jonathans liv – noget han selv oplevede som noget helt naturligt…
For Jonathan var god til ind imellem at stoppe og vente på sin sjæl. Det er et billede som Knud Rasmussen har hentet fra et grønlandsk sagn – og som Jonathan ofte talte om: Hvis et menneske farer for hurtigt frem, må det ind imellem standse op for at vente på sin sjæl.
Det er sådan et smukt billede, som bringer minder frem om Jonathan – når han sad hjemme ved stueorglet og spillede sin egen »Snehvides Sang« – eller når han sad på klippeskæret og kogte torskemaver på sin primus – eller når han sejlede af sted i sin elskede båd »Amos« mellem isskosserne og pludselig kunne bryde ud i sang: »Nuannaaqii, Nuannaaqiii…« – som ifølge ham såmænd bare betød »Jeg er glad fordi, jeg er glad fordi!«
UFFE ELLEMANN JENSEN : JONATHAN OG DEN v IDE v ERDEN
’Har du nogensinde set en gal eskimo?’ Og så en syngende lussing – råbt og udført af en ung Jonathan Motzfeldt, da han var i lærerpraktik på Lolland-Falster. Ofret var en dansk møgunge, der gjorde grin med den unge grønlænders accent på dansk. I samme sekund indså Jonathan, at med sådan et temperament måtte han opgive lærergerningen. I stedet begyndte han at læse teologi.
Jonathan var blandt de første unge grønlændere, der blev sendt til Danmark for at få uddannelse; som knægt blev han udvalgt som den klogeste og bedst studieegnede i sin bygd, Qassimiut, i Sydgrønland. Når talen faldt på det, blev han genert som en lille dreng, som man kender fra fotoet med de tamme ravneunger, taget af barndomsvennen Niels Henrik Lynge.
Jonathan og andre prægtige unge grønlændere tilbragte en stor del af deres fritid i min hustru Mette Holms barndomshjem, Pension Patricia i Taarbæk – ikke mindst juleferien. Det var teologistuderende Jonathan, der læste juleevangeliet op på grønlandsk og på dansk, inden de veltilberedte ænder blev spist, og der blev danset om juletræet i tre kæder, eftersom der gerne var omkring 50 mennesker. Når julenatten sænkede sig på Patricia, var det til det smukkeste kor af grønlandske salmer og sange.
Jonathan smækkede døren til Grønland
op på vid gab for hele familien Holm. Drømmen om Grønlands selvstyre er afgjort den eneste revolutionære sag, de nogensinde lagde hus til på Patricia. Der kom takket være Jonathan og hans samtidige for altid et grønlandsk kim i hjertet. Så meget, så Mette ofte i både Danmark og Grønland må redegøre for, at hun »kun« er grønlænder i hjertet, ikke i »virkeligheden.«
Jonathan drog efter endt studium hjem til præstegerning i Grønland. Blandt andet var han feltpræst på et flådeskib.
Hvem andre end han ville være kommet i tanke om at løse en dramatisk konflikt med voldsomme slagsmål mellem flådens matroser og unge mænd i en bygd på vestkysten ved at få skibet til at »adoptere« bygden og siden samle alle til forsonende kaffemik. En
m ogens Lykketoft, socialdemokratisk folketingsmedlem siden 1981, 1.næstformand i Folketinget og næstformand i Udenrigspolitisk Nævn,medlem af Udenrigsog Grønlandsudvalgene, tidligere skatte-, finans-, og udenrigsminister samt partiformand, viet af Jonathan 25.juli 2005 i qassiarsuk til journalist Mette Holm (datter af pensionat Patricia i Taarbæk, hvor Jonathan og mange andre grønlandske studerende samledes i 60’erne og 70’erne).
tilsvarende skibsadoption af en bygd er vist hverken set før eller siden. En begivenhed, der vidner om Jonathans store tæft og evne til at løse konflikter og finde løsninger, som gjorde ham til nøgleperson i så mange vigtige anliggender.
Selvom han ikke længere stak fysiske lussinger, vedblev han at have temperament, som nærmest kunne få indlandsisen til at skælve, hvis han følte sin høvdingestatus udfordret. Så kunne hans ego svulme op til overnaturlig størrelse.
Men han faldt dog hurtig ned igen og bar vist ikke nag. Jonathan har alle dage været en umådelig god ven og sat venskaber højt; har passet og plejet dem. Privat såvel som politisk. Af et oprigtigt hjerte og også med øje for nytten. For venskab er et godt udgangspunkt for forhandling og et vigtigt punkt at vende tilbage til efter skænderi og uenighed.
Han var handlekraftig, farverig, realistisk og løsningsorienteret.
Derfor sad han i så mange omgange ved
de vigtige bordender. Derfor blev han uden enhver diskussion den vigtigste person i grønlandsk politik fra før hjemmestyret og frem mod selvstyret. Derfor vendte han tilbage til magtens centrum efter dybe dyk ned under overfladen.
Især som finansminister mødte jeg ofte Jonathan. Det var ikke kun tør forhandling om økonomi. Det foregik på skift i Nuuk og København og altid i en god atmosfære. Jonathan havde også altid en ekstra grund til, at Danmark burde hoste op med lidt flere penge.
Jeg var i grunden ofte blød over for hans argumenter, f.eks. da han manglede penge til at renovere nedslidte sociale boliger. I foråret 1998 genvandt Nyrup lige præcis regeringsmagten, men vores flertal vaklede. Færingerne mente – efter min mening forkert –at de var blevet snydt i banksagen fem år tidligere, og vi kunne ikke regne med færøsk neutralitet over for regeringen uden at give dem en masse penge.
Jonathan, Hans-Pavia Rosing og jeg havde en anden plan. Vi syntes, at Grønland havde mere brug for penge end Færøerne. Hvis vi kunne overtale det nyvalgte Atassut-folketingsmedlem Ellen Kristensen til ikke at stemme sammen med Venstre, så ville regeringen være fri af færøsk afpresning, og der kunne i stedet findes ekstra penge til Grønland. Ellen så imidlertid ikke chancen for Grønland og valgte i stedet at fortælle, at hun var søgt ’købt’ af os grimme mænd. Derfor endte denne historie med, at færingerne fik for mange penge for at sikre regeringen mod at komme i mindretal. Og vores plan for Grønland gik i vasken.
Jonathan og jeg ærgrede os. Men der gik ingen skår i vores samarbejde. Jeg husker med glæde de venskabelige sammenkomster som middagen i Hans Egedes Hus i Nuuk, hvor landsstyreformand Jonathan - den gamle præst - spillede på sit harmonium og i et væk fortalte gode historier, og hvor vi byttede slips, så jeg fik et isbjørnehoved i narhvals-
tand. Dagen derpå var vi på en pragtfuld tur ind i Godthåbsfjorden ombord på Jonathan og Kristjanas motorbåd ’Amos’ og med en lille flotille af andre motorbåde i kølvandet. Vi kastede snøre ud ved en klippe, hvor det vrimlede med rødfisk. Og vi gik i land ved en anden klippe og fik først grønlandsk sushi med den helt friske rå fisk og soja – og derefter rødfisk, der var kogt på den medbragte primus. En uforglemmelig tur, hvor vi for alvor kom ind på livet af hinanden. Det var fint at være med til festlighederne ved Hjemmestyrets 25 års jubilæum i 2004 og møde en stolt Jonathan, der dengang var landstingsformand. Det var bevægende at være med til afsløringen af busten af den gamle høvding foran Landstingets bygning. Men da den officielle del af festen var forbi, sejlede vi igen ind i Godthåbsfjorden sammen med bl.a. Jonathan og Kristjana og endte med at besøge en fælles bekendt –Mettes gamle grønlandske barnepige, den senere stjernefotograf Quni, inde i Kapisillit.
Fordi han var ven af os begge, spurgte vi Jonathan, om han ville gifte os i Grønland. Det ville han gerne. Det skulle være på Erik den Rødes gamle boplads. Jonathan havde varslet hele bygden – de mødte alle op i kirken og til kaffemik i forsamlingshuset. Det hele foregik i strålende juli-sol med små isskosser ude på fjorden i baggrunden af billedet, og Jonathan var det kærlige og dynamiske midtpunkt. (Flere år senere – da pressen gik hårdt til bilagene fra Jonathans rege -
ringstid – fik vi lidt malurt i glædens bæger, fordi nogen fejlagtigt udlagde kaffemikken, som om Grønland havde betalt hele vores bryllup, selv om den daværende landstingsformands gestus mere lignede det glas med kransekage, som danske borgmestre ofte giver ved giftermål.)
Dagen efter brylluppet var Jonathan og Kristjana, Hans-Pavia, Mette og jeg ombord på ’Amos’ på udflugt til Gardar. Da vi sejlede retur, samlede der sig hvirvelvinde omkring
den lille motorbåd, så det hele pludselig blev meget dramatisk. Det blev først helt klart for os, da den gamle høvding lidt sammenbidt mumlede ’jeg ved ikke om jeg kan klare det her’. Men han klarede det. Også det. Som han har klaret så ufatteligt mange andre storme, som han selv og andre var årsag til. Vi holdt meget af Jonathan og var glade for at være hans venner.
Netop derfor var vi kede af, at han ikke stoppede med politik en omgang før og undgik at afslutte en storslået indsats med et ydmygende nederlag.
Men det rokker intet ved, at han var manden i centrum i ethvert billede af Grønland i 40 år. Det var ham, der mere end nogen anden skabte og prægede Hjemmestyret og fik sit land ført frem til selvstyre som formand for Selvstyrekommisionen.
Jonathan er et lysende eksempel på Grønlands storslåede menneskelige rummelighed og vil blive husket som sådan – en national kæmpe, høvding, præst og enestående politiker. Hans bedrifter for sit land er enorme og uomtvistelige. Han har forstået sin tid, sit folk og sin omverden bedre end de fleste. Æret være hans minde.
Jonathan vil leve videre igennem generationer, som vil huske ham for det, han stod for og hvilken betydning han havde for os – for hvor vi er i dag. Jeg selv var til møde med Alcoa her i Nuuk på det tidspunkt, hvor jeg fik at vide, at Jonathan var afgået ved døden. Efter mødet tog jeg forbi Claus (Jonathans søn), hvor vi fik en god snak over en kop kaffe.
Der er utrolig mange ting, som jeg personligt kan takke Claus og Jonathan for. Jeg har været meget tæt på familien gennem tiden, som startede efter deres ankomst til Nuuk i 1979, hvor Claus og jeg blev klassekammerater og bedste venner.
Jeg tilbragte meget tid hos Claus og hans familie. Det udviklede sig naturligt hen over årene og i takt med, at jeg selv blev voksen, fik jeg en mere direkte kontakt med Jonathan og Kristjana. Julie (min kone) og jeg passede for eksempel deres hus, bil og hund i de perioder, hvor de var ude at rejse, og vi var hjemme på ferie fra vores studier. Vi besøgte dem også meget, når vi var i byen, og efter at vi var flyttet tilbage til Nuuk. Så jeg har fulgt Jonathan og ikke mindst Kristjana gennem årene, også på meget tæt hold.
Jonathan var en meget karismatisk person, også privat. Det var meget svært ikke at holde af ham – hans lune personlighed, hans skarpe intellekt, hans målrettethed. Hans måde at være nærværende på, samtidig med
at være fraværende. Han kunne virke uinteresseret i det, man sagde, men han registrerede de ting, der blev sagt, selvom han måske havde gang i andre ting.
Han var en person, som det privat var meget svært at komme ind på livet af. Han valgte helt klart én - det var ikke omvendt. Han kunne ikke imponeres, og man kunne ikke uden videre indynde sig hos ham. Et godt eksempel er min kone Julie, som havde en følelse af, at hun først efter flere år havde gjort sig fortjent til at være en naturlig del af hans omgangskreds og være genstand for hans opmærksomhed.
Jeg husker, at det omvendt også betød meget for Jonathan, at min aataa Peter K. S. Heilmann, først mange år inde i sin pensionisttilværelse var begyndt at anerkende Jonathan for hans politiske virke og de resultater, han havde arbejdet for. Min aataa lod ham
Svend Hardenberg
Svend Hardenberg er bedste venner og var klassekammerat med Jonathan Motzfeldts søn, Claus. Svend Hardenberg, som er 42 år og opvokset i Nuuk, er derfor kommet naturligt i familien Motzfeldts hjem og har lært familien at kende på tæt hold.
vide, at han var »konverteret« og nu stemte på Jonathan. For dem, som kender min aataa, så vil de vide, at det var meget stort. Min aataa var lærer på seminariet og havde haft Jonathan som elev. Og senere var min aataa politisk aktiv som medlem af Landsrådet, hvor han blandt andet havde været fortaler for fødestedskriteriet, der som bekendt udgjorde et samfundsmæssigt stridspunkt op igennem årene.
Jonathan hentede meget af sin energi i sin private sfære, hvor hovedomdrejningspunktet var sejlads og jagt. Han var en ivrig jæger og skød blandt andet mange sæler. Han eller Kristjana kunne pludselig ringe for at sige, at han havde skudt sæl, og at vi bare kunne komme og hente kød. Men det var ikke, fordi han havde parteret sælen og det hele lå parat i poser – det skulle man selv gøre.
De kunne også ringe med kort varsel ved aftensmadstid for at sige, at der var mad. Så kom vi alle sammen med det samme for at
spise med - vores egen mad, hvis vi var kommet så langt, blev så gemt til dagen efter. Jonathan yndede at lave mad – af grønlandske råvarer. Og der var ofte andre fra omgangskredsen til stede, når vi kom for at spise, både familie og venner.
På den måde deltog vi i dejlige og uformelle sammenkomster med andre ligesindede. Det var ikke sammenkomster med politiske temaer eller drøftelser, men som spontane sammenkomster med de nære ting i centrum – de gode historier og det gode samvær. Det var det, der gjorde dem til noget, vi alle gerne ville prioritere.
Jeg var i de sammenhænge ikke en person, som kunne bidrage med faglige input i Jonathans nærvær eller personlige betragtninger i forhold til konkrete forhold. Men jeg havde en klar følelse af, at jeg var accepteret som en naturlig del af deres netværk, og jeg lærte Jonathan og familien at kende og fulgte dem, både i medgang og modgang.
En af de ting, som jo kendetegnede Jona-
than var, at han var meget engageret i samfundets udvikling, og han har i den forbindelse investeret meget af sin egen og familiens tid og energi i det politiske arbejde. Det betød også, at han i specielt de første mange år af hans politiske virke naturligt var meget fraværende fra hjemmet og familien. Og jeg var til gengæld meget hjemme hos dem, også på de tidspunkter. Det nære bekendtskab og venskab med både Claus, Jonathan, Kristjana og resten af familien kan det derfor også være svært at sætte yderligere ord på.
Men hele perioden og venskabet har naturligt nok været med til at udvikle mig til den, jeg er i dag, og de prioriteringer, som jeg har taget igennem tiden og fortsat vil tage. Jeg er utroligt taknemmelig for, at han har været brydningspunktet for den virkelighed vi har i dag – vi er nået langt på meget kort tid…
På dagen for bisættelsen var min kone hjemme med vores søn, der var syg med influenza. Julie tændte to stearinlys foran et billede af Jonathan. Jeg valgte at deltage i bisættelsen fra Katuaq. Og det var utroligt rørende sammen med alle de andre deltagere at være til stede i Hans Lynge salen, hvorfra vi fulgte begravelsen på tætteste hold. Salen var fyldt til bristepunktet. Efter at ceremonien i kirken var overstået, tog jeg direkte ud til kirkegården, hvor jeg stod og ventede med graverne på, at hele følget kom med hans kiste.
Jeg hjalp til med at dække kisten til med jord – det føltes rigtigt. Jeg hentede vores yngste datter i børnehaven efter bisæt-
telsen og tog over i Katuaq til det efterfølgende arrangement. Hjemme pustede vores søn det ene lys ud, da Jonathan var blevet begravet, men det andet lod Julie stå tændt –for i vores forstand er han ikke borte - han er her stadig som et lys for os, der vil fortsætte med at lyse for mange generationer, startende med os selv og vores egne børn.
Da jeg lærte Jonathan at kende, gik han på realskolen i Nuuk. Han var en markant elev, der havde mange ideer og var god til at formulere sig. Han tog initiativ til mange aktiviteter og organisationer, både dengang og især senere.
Jonathan har haft mange store opgaver. Mange af dem er omtalt i Grønlands grønne bog. Det var ham, der stod bag dannelsen af Unge Grønlænderes Råd, senere Kalaallit Inuusuttut Ataqatigiit. De fremførte tanker, der var provokerende nye i grønlandsk sammenhæng, og det medførte, at en del traditionelt tænkende grønlændere påstod, at disse unge ikke havde fulgt med i, hvad der foregik i Grønland, og derfor burde tie stille. Fem til syv år senere overtog de samme grønlændere disse ideer. Sådan var Jonathan. Og sådan var grønlænderne dengang.
Årsagerne hertil kan være mange. Men en væsentlig årsag var, at unge grønlændere i Danmark fik lettere kontakt med, hvad der foregik uden for det danske rige og kunne blive påvirket af de nye ideer.
Jeg vil gerne tilføje en rolle, som Jonathan kun har omtalt i én sætning, måske fordi han anså det for at være mindre væsentlig. Det er vel også rigtigt, men det var ganske givet af betydning for det, jeg gerne vil omtale: hans gode relation til Grønlands universitet, Ilisimatusarfik.
Han var under sine studier i en årrække medlem af studenterrådet. Han fik derved en mulighed for at sætte sig ind i planerne for en kommende dansk reform af universitetets ledelse og administration. Han var nok mere inde i det end mange af universiteternes kandidater. I 1971 fik universiteterne i Danmark ny styrelseslov, der erstattede det såkaldte professorvælde - dvs. at man skulle være professor for at kunne lede et institut - med valgte organer. På institutplan blev det til institutråd og studienævn, både med lærer- og studentermedlemmer. Det samme skete med fakultetsråd og fakultetsstudienævn, og øverst var der konsistorium og rektorat.
På Institut for Eskimologi gik professor Erik Holtved på pension i 1969, og da der ikke blev ansat en afløser, fik vi ekstern styrelse. Men vi fik stadig væk lov til at vælge at studere emner med tilknytning til den grøn-
Robert Petersen I forbindelse med oprettelsen af Ilisimatusarfik havde jeg glæde af Jonathans initiativ sammen med Lars Emil Johansen. Jonathans kendskab til styringen af universiteter har gjort ham til en ven af skabelsen af Grønlands universitet. Den artikel er derfor baseret på samarbejde med Jonathan.
landske kultur og det grønlandske samfund. I 1971 fik vi med den nye lov ret til at styre os selv med institutråd med en institutbestyrer, samt studienævn, under det humanistiske fakultet. Og noget kunne tyde på, at de emner, vi valgte at studere, blev bemærket positivt i Grønlands politiske liv.
I 1971 skete der også fornyelse i Grønlands Landsråd, som i 1967 havde fået Erling Høegh som den første valgte formand. Ved valget i 1971 skete der det, at der var en del udskiftning af medlemmerne, således at blandt andet to af Landsrådets stærke mænd blev udskiftet med yngre kræfter. Blandt de nye medlemmer var Jonathan Motzfeldt og Lars-Emil Johansen.
I 1973 vi fik et brev fra Grønlands Landsråd underskrevet af Jonathan Motzfeldt og Lars-Emil Johansen. Det var et brev til rektor på Københavns Universitet, Thor A. Bak. Det rummede en anmodning om at flytte Institut for Eskimologi til Grønland. Det var begrundet med, at studier af Grønland var en central del af Institut for Eskimologi, og at instituttets forskningsfokus i øvrigt i disse år var rettet specielt mod samtidens samfund og kultur. Det var blevet bemærket i Grønland.
Vi modtog naturligvis brevet ad kommandovejen. Efter nogle møder med rektoratet blev der sendt et svar med det indhold, at Københavns Universitet nødigt ville have, at et af dets institutter flyttede til Grønland, og at man mente, at det, Grønland kunne trænge til, var at få sit eget uafhængige forskningsinstitut i stedet for at få placeret et institut under et dansk universitet i Grønland. Jeg ved ikke, om man i København også var bange for, at instituttet ved en flytning ville reducere sit regionale område til at dække Grønland alene.
Sagen om et institut på universitetsniveau i Grønland stoppede ikke, og inden længe blev vi på Eskimologi af Landsrådet anmodet om at lede forberedelsen af Inuit Institut, der skulle etableres i Nuuk. Nogle kunne måske tænke »endnu en ny institution i Nuuk«, men de bedste studiematerialer
og -kontakter ville befinde sig i Nuuk, så Nuuk var et fornuftigt valg. Efter nogle års forberedelser blev loven om Inuit Institut vedtaget i Landstinget den 16. oktober 1981. Hjemmestyret var jo blevet indført forinden. Under Jonathans ledelse af landsstyret og med direktør for kultur, undervisning og forskning Aqigssiaq Møllers velvillige støtte fik vi gode arbejdsbetingelser. Loven om Inuit Institut lå ret tæt op ad principperne i danske universitetslove, da vi med en exam. art.-grad som udgangskrav måtte forvente, at en del af de studerende, der gerne ville studere videre til bachelor eller cand. mag., burde kunne gå videre på samme niveau, som de havde opnået. Det krævede naturligvis, at vi kunne blive anerkendt af de danske og andre nordiske universiteter som værende på samme niveau som dem.
Universiteternes uafhængighed med hensyn til valg af forskningsemne og -kvalitet skulle naturligvis respekteres. Det medførte, at instituttets forskere ikke skulle kunne afskediges uden initiativ fra selve instituttets ledelse, fordi de også skulle kunne studere den grønlandske politiske ledelse med kritiske øjne. Selvom der ikke stod noget om det i loven, fik vi lov til at indføre både valgt institutråd og studienævn, hvor studenterne også fik plads sammen med instituttets ledelse. Det var dengang noget helt nyt i det grønlandske uddannelsessystem. Det var naturligvis meget spændende, om den første generation - i dobbelt forstand - af grønland-
ROBERT PETERSEN : DR JONATHAN MOT z FELDT
Ilimmarfik.
ske universitetsstuderende ville kunne tilpasse sig den i Grønland utraditionelle undervisningsform og studenterindflydelsen på selve studiets tilrettelæggelse.
Kontakten til Hjemmestyret foregik naturligvis efter kommandovejen. Ilisimatusarfik havde især kontakt til direktørerne for uddannelse, kultur og forskning, John Jensen og Aqigssiaq Møller, og vi mødte stor velvilje, selv om vi somme tider kunne ane en svag betænkelighed. Ved nogle spørgsmål nåede vi også op til pyramidens top. Jonathan kunne jo godt lide et godmodigt drilleri, men når det gjaldt, så havde vi hans støtte. Og der var ingen tvivl om, at han som tidligere medlem af studenterrådet støttede tanken om universiteternes frihed i forhold
til politiske kræfter, når det gjaldt emnefrihed. Uden at kende noget til samtalerne mellem politikerne og deres embedsmænd er jeg ret sikker på, at Jonathans kendskab til danske universiteters reformplaner har lettet vejen for, at vore ønsker kom igennem. Vores kontakter i direktoratet støttede os nemlig selv i tilfælde, hvor de tydeligvis ikke var overbevist om, at ideerne var så gode. Noget, vi brugte megen tid på, var med Hjemmestyrets accept at udarbejde studieplan og pensa, der var acceptable for de nordiske universiteter, og det lykkedes at få niveauet accepteret allerede tidligt. Men det viste sig ret hurtigt, at vore kandidater ville få problemer med hensyn til både lønmæssig og akademisk placering. Derfor kom ideen
jonathan og Aqissiaq møller.
med et krav om at komme op på fuldt universitetsniveau. Planerne blev udført i samarbejde med den teologiske uddannelse. Og det skete med forståelse fra Hjemmestyret og vicebiskoppen, der på daværende tidspunkt var ansvarlig for den teologiske uddannelse, hvor undervisningen var startet et år tidligere end på Ilisimatusarfik. I det hele taget havde vi ingen problemer med vort politiske bagland i Jonathans tid.
Der blev så udarbejdet planer for fire institutter, samtidig med at vi forberedte en flytning til herrnhuternes gamle missionsstation, der var under grundig renovering. Det betød, at vi kunne flytte til herrnhuterstationen i 1987, og samtidig var det nu nødvendigt, at der blev udarbejdet en ny universitetslov. Vi fik så i mellemtiden lov til at prøve, om det kunne fungere i praksis. Det kunne det. I de følgende år, også i forbindelse med udmøntningen af den nye universitetslov, viste det sig, at Jonathan i det politiske liv var den, der kendte universitetslovens principper og disses formål bedst. Der findes i hvert fald ét tilfælde, hvor han forhindrede, at en
politisk-administrativ ide, der gik imod universitetsloven, fik lov til at udvikle sig. Som rektor skulle jeg jo lede administrationen af universitetet i overensstemmelse med universitetsloven og bekendtgørelserne. Jeg opfattede det sådan, at jeg skulle sørge for, at universitetets besluttende organer fulgte loven og bekendtgørelserne. Men en kort overgang efter Jonathans tid som landsstyreformand havde jeg fornemmelsen af, at jeg også var nødt til at sørge for, at Hjemmestyret også selv overholdt sine egne love og regler. Jeg var ikke populær i denne periode.
I løbet af ganske få år blev Ilisimatusarfik anerkendt af en række nordiske og nordamerikanske universiteter som værende på det krævede niveau. Vi havde en lille, men god lærerstab, og det første hold studerende skabte en studierutine, som de kunne bringe videre til de nye årgange.
I alt dette, og ikke mindst under Ilisimatusarfiks etableringsfase, var Jonathan en god ven af og støtte for Ilisimatusarfiks kvalitative udvikling. Da vi kom med i de nordiske universiteters ordning med som-
Ilisimatusarfik.
ROBERT PETERSEN : DR JONATHAN MOT z FELDT –
merkurser, fik vi en god placering, og vi fik under Jonathan også selv lov til at forhandle os frem til såvel denne ordning som senere samarbejdsaftaler med andre universiteter.
Men alt dette er mere eller mindre overstået. Jeg forlod et universitet, som jeg selv opfattede som en integreret institution i Norden og ikke mindst i Grønland. Man er begyndt at blande sig i samfunds- og kulturdebatten, ikke bare lærerne, men også studerende og tidligere studerende. Både lærere, kandidater og studerende har også udarbejdet værdifulde analyser af dele af den grønlandske kultur, Dertil har universitetet fået en anerkendelse i nordiske og nordamerikanske universiteter hvad angår forskning i Arktis og i småsamfund.
Dette er naturligvis også kendt uden for Grønland. Da Jonathan Motzfeldt fik en æresdoktorgrad i politisk videnskab fra University of Alaska i 1985, skyldes det uden tvivl først og fremmest hans ledelse af Hjemmestyret til et funktionsdygtigt stade. Men også hans rolle i tilblivelsen og udviklingen i de første år af Ilisimatusarfik har givetvis spillet en væsentlig rolle.
Nu har Ilisimatusarfik fået sin rolle i Grønlands udvikling og samfundsdebat.
Ikke bare selve institutionen, men også tidligere studerende og kandidater deltager i samfunds- og kulturdebatten, og de har også besat en række samfundsfunktioner.
Jeg har hørt nogen ymte noget om, at Ilisimatusarfik er blevet mindre grønlandsk i årenes løb. Vi skal her være opmærksomme på et par ting: nemlig at Ilisimatusarfik får sit fodfæste i det grønlandske samfund, men også at det er mindst lige så vigtigt, at det bevarer kvaliteten som anerkendt universitet. Hvis man ikke opnår den kvalitet, eller mister den, er det vanskeligt igen at få den samme kvalitetsanerkendelse.
I dette spørgsmål er det naturligvis væsentligt, at Ilisimatusarfik fra starten fik en folkelig og politisk støtte, men uden at universitetet blev så afhængigt af politisk støtte, at det mistede en del af sin frihed til at studere selvvalgte emner.
I det forløb havde vi den store fordel, at Jonathan var en god ven og støtte af universitetet. Vi skylder tak til denne farverige person.
ROBERT PETERSEN -I m IT
dr. Jonathan Motzfeldt –nunatta ilisimatusarfianut ikinngutaalluartoq
Lars Vesterbirk trådte i 50-erne sine tidlige barnesko i Nuuk, i tiden da byen på dansk blev kaldt Godthåb. Her var Lars´ far overbetjent og tog del i oprettelsen af det grønlandske politikorps. Så allerede i folkeskolen stif-
tede Lars bekendtskab med Jonathan. Og mere var det ikke med en aldersforskel på 9 år. Jonathan var en, de små Lars-er så op til. Den store elev, der var en fantastisk fodboldspiller – en Laudrup i de smås øjne - og som kunne bruge de villige rollinger til opgaver, han ikke selv gad – så som at hente kul og en-øres kager hos bageren Ekvald.
Som 12-årig flytter Lars tilbage til Danmark, hvor faderen fik et job som chef for kriminalpolitiet i Nykøbing Falster. Så der gik mange år, før tilfældet ville, at de to igen skulle mødes. Og - skulle det vise sig - Lars´
Tidsskriftet Grønland 1/2011
Retningen i livet bliver tit drejet af tilfældigheder oftest styret af sym- og antipatier. Og det er tydeligt i dette interview med tidligere ministerråd, Lars vesterbirk, at hans arbejdsliv og dermed også privatliv for en stor del er blevet præget af hans meget gode kemi med tidligere landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt. Lars vesterbirk har kendt Jonathan siden barndommen. Men et tilfældigt møde besejlede hans skæbne med Jonathan Motzfeldt.
makkerskab med Jonathan slog sine rødder. Engang i begyndelsen af 70-erne skulle Lars´ far, Charles, opereres for mavesår og blev indlagt på Rigshospitalet. Det var i en tid, hvor der lå 40 mand på en stue og dødsfald ikke var et særsyn. Blandt andet døde tre af faderens gode kortkammerater i løbet af en enkelt nat. Så det var psykisk stærkt nedbrydende at være indlagt. Efter operationen havde faderen svært ved at komme til live og var meget svag. Da familien kom på besøg, hviskede han til dem, at de kunne takke »ham den sortsmudskede karl, der ligger derovre for, at jeg er i live«. Det var Jonathan, som dengang havde et stort sort fuldskæg.
Jonathan var blevet indlagt, fordi han var blevet færdig som præst og nu skulle sendes til Alluitsup Paa. Og i den forbindelse skulle
RESU m É
han have fjernet sin blindtarm. Den fejlede ikke noget. Men det gjorde man dengang. Man sendte ikke en præst ud til et udsted uden at tage hans blindtarm. Man skulle ikke sidde derude og få blindtarmsbetændelse, for så døde man. Blindtarmen blev fjernet, selvom den var sund og rask.
– Det, der var sket, var, at Jonathan havde siddet hele natten og snakket, og snakket og snakket, fortæller Lars Vesterbirk. De havde fundet ud af, at de kendte hinanden. Når far skulle have nogen til at lede efter folk, der var blevet væk i fjeldet, så hyrede han seminarieelever. De blev en flok vicesheriffer. Så Jonathan og far havde en fortid sammen. De var begyndt at tale Grønland. Jonathan havde så hele natten, hvor krisen var på sit højeste, siddet og snakket og snakket og snakket og holdt den gamle gående. Det betød jo noget for mig. Jeg vil ikke kalde det en gæld, men jeg blev selvfølgelig meget glad for det menneske. Det er klart. Han havde reddet min fars liv.
Og sådan var Jonathan som menneske. Han kunne føle, at her var et menneske med behov for hans nærvær, og så gav han den.
– Det har han gjort hundredvis af gange. Han har altid været fantastisk til at besøge syge og gamle mennesker og tale med dem og give dem livslyst – sådan var han lige til sin død. Det var kendetegnende for ham. Han var en præst ud over det sædvanlige, fordi han gjorde noget aktivt. Han kom selv. Han var præst af hjerte. Det var et kald for ham. Og hans tro var ægte. Han var ikke præst, fordi det var et godt embede. Det var et kald.
– Jeg har stadig bøger liggende, som han har glemt hos mig, som er om religion og tro. De er fyldt med understregninger. Han holdt meget af at læse dem. Han elskede at konfrontere mig med dem, selvom han vidste, at det var spild-
te Guds ord på Ballelars. Han prøvede alligevel. »Skal vi ikke have en dialog om tro/religion«, kunne han finde på at sige. Men jeg er halvateist – medlem af folkekirken af bekvemmeligheds grunde. Det har han skældt mig ud over hele livet.
vejene krydses igen
Efter episoden på Rigshospitalet tog Jonathan til Grønland, og der gik igen nogle år, før vejene atter krydsedes. Efter endt jurastudie kom Lars Vesterbirk til Nuuk i 1973, hvor han blev ansat som yngste fuldmægtig på landshøvdingeembedet.
– En af de allerførste, jeg møder, er landsrådsmedlem Motzfeldt. Der er landsrådssamling om efteråret, og jeg går hen og siger pænt goddag.
– Vi kunne straks mærke, at vi havde god kemi og kunne helt tydeligt godt lide hinanden.
Jonathan er på dette tidspunkt stadig præst i Sydgrønland, men når han kom rejsende fra Qaqortoq, begyndte familien Vesterbirk at se mere og mere til Jonathan.
– Så begyndte jeg så småt at skrive taler, nogle artikler, for ham. Det var fra dag ét til det hele slutter sådan, at Jonathan kom med sin smørrebrødsseddel – og det vil jeg sige. Allerede der udskilte han sig fra andre, som aldrig helt vidste, hvad de ville sige. Jonathan vidste det altid. »Det kan du formulere bedre på dansk, end jeg kan«, sagde han. Det var altid hans indgang til det. Så skrev jeg. Fra jeg er 27 år er det på den måde, det begynder.
– Han var i øvrigt meget, meget skuffet over, at jeg ikke ville melde mig ind i Siumut. Men det kunne og ville jeg ikke som kongelig embedsmand. Jeg ville ikke være medlem af noget parti. Hånen blev derfor mangefold, da jeg så er
med til at skabe Atassut. Vi var en flok unge, der havde en voldsom drivkraft – vi ville ikke have en etpartistat.
– Men Jonathan var meget skuffet og vred på mig. Jeg forklarede ham min baggrund – at det ikke nytter med et land med et enkelt parti – ikke i et demokrati, hvor vi kører frem mod hjemmestyre – det vidste vi godt – vi kan ikke kører frem som en betonstat. Og han var enig. Så fik vi lagt låg over det.
– Han var helt klar over, at hvis man vil have et levende samfund, så kan det ikke nytte noget at have en eetpartistat. Men derfor brokkede han sig alligevel.
– Det som også kendetegnede ham senere hen, er, at han talte godt med de andre partier. Han havde dialog med dem. Han var utrolig god til at snakke med alle og give plads til andre holdninger og meninger. Hele hans holdning var gennemsyret af ønske om dialog og samarbejde.
– Men Jonathan var en meget trofast partisoldat. Vi har haft utallige diskussioner om at melde sig ud og skabe et nyt parti. Mange situationer tændte det. Hver eneste gang endte det med, at han indrømmede, at han var så meget partisoldat, at han ikke kunne gøre det. Men den diskussion har gået mange, mange gange.
hjertevarme
Inden Jonathan og Lars er nået til dette stade af diskussioner, var Lars Vesterbirk dog et år i Canada. Men venskabet med Jonathan var slået fast, og da Lars flyttede til Danmark kom Jonathan på besøg, hver gang han var i Danmark. Her havde de nogle forrygende aftner. Og lige til sin død besøgte Jonathan Lars Vesterbirks mor.
– Den hjertevarme, der var mellem de to mennesker, var fantastisk. Mor betragtede ham som en søn. Bar over med ham. Han kunne lytte til folk i timevis. Det er en fantastisk evne at have. Det lyder lidt højtravende. Men han havde nogle helt fantastiske menneskelige egenskaber.
Lars Vesterbirk blev ministersekretær for Jørgen Peder Hansen i 1980, mindre end et år efter hjemmestyrets indførelse. Det nye landsstyre kom i tide og utide til København, for de skulle hele tiden forhandle overtagelse af områder.
– Så kom de op på ministerens kontor. Og Jørgen Pe der Hansen var virkelig deres ven –ikke bare
minister jørgen Peter Hansen.
grønlandsven, men også personlige ven. Det var meget ægte og gensidigt. Og så var de glade for, at jeg var ansat der.
– Sådan går der et par år. Jonathan og jeg er meget sammen og taler meget politik. Vi har begge to et fælles mål – at sætte Grønland på verdenskortet som GRØNLAND – ikke som en koloni af Danmark. Og guderne skal vide, at vi havde meget modstand – tavs modstand, skjult modstand.
I 1982 opfordrer Jonathan Lars Vesterbirk til at søge stillingen som leder af Danmarkskontoret, som Grønland i de år er ved at opbygge. Et par uger efter, Lars Vesterbirk er startet i sin nye stilling, ringer Jonathan ham op og beder ham om at tage til Bruxelles, hvor udmeldelsesforhandlingerne af EF skulle til at begynde.
– Det beseglede min skæbne. Jeg blev udnævnt til forhandler i forbindelse med
udmeldelse af EF – et område, jeg ikke anede noget om og aldrig havde været i nærheden af. Men det betød, at Jonathan og jeg var i telefonisk kontakt 10-15 gange om ugen. Det gjorde vores forhold endnu tættere.
– Det, der vel for alvor sætter det hele i gang, er, at Italien ikke ville acceptere vores folkeafstemning, og de ville ikke sige ja til vores udmeldelse, så vi måtte rejse til Rom. I den forbindelse får jeg så spurgt Jonathan, om der er noget han gerne vil se, mens vi er der, og så siger han.» Jeg kunne godt tænke mig at
møde paven«. Det var en spøg. Jeg kendte tilfældigvis den diplomat, der sad som ambassadør i Vatikanstaten. Ham ringede jeg til. Han grinede ikke. Og pludselig fik vi besked om, at Hr. Motzfeldt var velkommen hos Il Papa. Det kom fuldstændig bag på København. Og da italienerne hører, at Hr. Motzfeldt har været på besøg hos Il Papa, går der otte dage, så kommer deres accept af afstemningsresultatet, og på den måde fik vi alle EF-landene med os. Pavebesøget havde sin politiske indflydelse.
– Da vi kom tilbage igen var vi fuldstændig euforiske af den succes, vi havde haft.
– Det bliver beseglet her, at Jonathan og jeg er et godt makkerpar. Vi fungerer godt sammen. Og det fortsatte i alle årene. Vi har rejst hele verden rundt
sammen. Vi har arbejdet sammen fra 1982 til han stopper – 26 år – og på den måde bliver det en blanding af venskab og samarbejde rent arbejdsmæssigt. Han er den folkevalgte formand – han er statsministeren – og jeg er den udnævnte embedsmand. Den rolle har vi aldrig anfægtet. Jeg stod bagved – på de indre linjer var det ikke altid sådan, men udadtil var det sådan.
Udmeldelsesforhandlinger
– Så kommer udmeldelsesforhandlinger. Vi er nærmest som siamesiske tvillin-
ger i de år, det står på. Vi forhandler i to år og bliver færdige i slutningen af 84 og skal meldes ud 1. januar 1985. Det blev først i februar, fordi det irske parlament havde julefrokost og derfor ikke nåede at godkende aftalen i tide. Det var vi meget skuffet over. Vi havde arbejdet som små heste i to år. Vi delte hotelværelser, og han boede hos os i Kokkedal. Alting gik hurtigt. Vi kunne rejse med en times varsel. Vi har haft uger, hvor vi var i Bruxelles tre gange på en uge. Men det er den lykkelige kombination af udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Jonathan, som fik et meget personligt venskab, der får det hele til at glide.
– De mange udfordringer undervej gør så også, at Jonathan stort set ikke er hjemme i Nuuk i de to år, fordi vi er på konstant rejse rundt til hovedstæderne eller i Bruxelles. Det var vi nødt til.
Tidsskriftet Grønland 1/2011
Il Papa
– Allerede på det tidspunkt begyndte hans magtbase i partiet Siumut at vakle, fordi han ikke interesserede sig nok for de hjemlige ting. Vi er stadig i 8384, og vi havde haft et første landsstyre, nu er vi inde i det næste. Men Jonathan ville have, at det skulle gøres ordentligt, så vi kunne leve sammen med Europa. Så det, der ender med en fiskeriaftale og fri markedsadgang, det er en sejr for Jonathans linje. Det satte han sig som mål ikke ret langt inde i forhandlingerne.
– Jonathan var internationalist, han brød sig ikke om at melde sig ud af EU, men han bøjede sig loyalt for partiet. Vi var begge glade over at få en forhandlingsløsning, der var til gavn for Grønland, og vi smækkede ikke med døren. Vi vendte ikke ryggen til verden. Det var vigtigt.
– Og så begynder hele opgøret med USA og deres baser. Han så det igen i et større lys. »Jeg vil have, at USA anerkender os som part«. Det nåede han også at op -
leve. Det var så Josef Motzfeldt, Tuusi, der indgik Igaliko-aftalen. Men Jonathan nåede at opleve det. Han satte målene for udenrigsscenen og havde succes. At Grønland skulle blive en selvstændig nation talte vi også meget om det sidste stykke tid inden hans død.
– Jonathan fik Grønland sat på verdenskortet. Han har været hele verden rundt og fortælle om Grønland. Og alle de steder, vi kom, specielt de første 10 år af hjemmestyret, da anede folk ikke, hvad Grønland var for noget. Han havde det vindende væsen. Han gjorde det bare. Han talte det mest elendige Qassimiut-engelsk, men der var aldrig nogen, der overhovedet var i tvivl om, hvad budskabet var. Han var karismatisk. Han var lidt det samme som en Kennedy, der på amerikansk-engelsk sagde: Ich bin ein Berliner. Han havde den samme grandiositet i sig.
to sider af mennesket Jonathan
– Jonathan havde to sider af sig – den
ædru og den berusede. Det var to vidt forskellige personligheder. Når han var ædru, var han et meget, meget varmt og godt menneske. Men han kunne være ond i sulet, når han var fuld. Ud over at blive fyret sådan 3-400 gange, altid i fuldskab, så har jeg egentlig aldrig oplevet de dårlige sider. Ikke direkte. Jeg har set dem. Været vidne til dem og prøvet at afværge dem gang på gang.
– Han var til tider meget træt af Siumut. Noget af det, han mest af alt var træt af, var den evindelige kamp for, at han skulle ud. For Jonathan fornægtede selv, at hans eget druk var med til at gøre det nødvendigt for partiet at vælte ham af pinden. Det ville han ikke erkende. Og jeg talte med ham om det lige ud af landevejen. »Der er ingen, der ønsker at fjerne dig. Du fjerner dig selv«. »Du bliver nødt til at styre det drikkeri«. Hvis øjne kunne dræbe. Han ville ikke indrømme det.
– Jonathan var et meget stort menneske med en skyggeside - dæmonerne, som Uffe har kaldt det. Han var menneske af kød og blod med gode og dårlige sider.
– Jonathans mål var at føre sit folk og lidt i parentes Danmark ud af kolonitiden. Alle har glemt det. Men han er vokset op i kolonitiden, og han har oplevet grønlændernes kolonimentalitet – og danskernes – og den er forskellig. Den ene er herrefolket, den anden er underdanighed. Det ville han gøre op med. Det var hans mål. Grønlænderne skulle af med deres underdanighed og danskerne skulle af med deres herrefolksmentalitet – begge dele. I mine øjne opnåede han det. Når du ser over de 30 år, så er forholdet Danmark/Grønland jo helt anderledes i dag, end det var dengang. Det tror jeg, var hans fortjeneste, fordi han ikke råbte og skreg og lavede racisme og alt muligt andet. Han forhandlede sig på plads. Han har sat masser af landsmænd og masser af danske -
re på plads under vejs med ordets magt. – Jonathan sagde, hvad han mente, men han gjorde det på en humoristisk måde, og det tager kegler, og det gjorde han uforligneligt. Han var altid sig selv –meget naturlig.
For Lars Vesterbirk og Jonathan sejrede venskabet – selv i de værste perioder. Og Jonathan smed ikke mennesker væk. Han var vokset op med respekt for andre mennesker.
Efterhånden tog det dog til med alkohol. De første 7-8 år var det sporadisk, men så tog det til. Han ændrede personlighed og hans ægteskab var begyndt at gå i smadder. Der var altid nogen, der gerne ville drikke med ham om aftenen. Han var jo gavmild og underholdende. Og så gik det galt. Det er synd. Lars-Emil kunne sige tingene lige ud –uanset hvor upopulært det var. Og det var ham, der fik Jonathan på behandling og i otte år var Jonathan totalt ædru. Men da han begyndte at drikke igen, gik det hurtigt. Jonathan havde hundredvis af venner i sine velmagtsdage, men havde aldrig mange nære venner. Og det viste sig også tydeligt, da Jonathans hang til alkohol begyndte at tage overhånd og han til sidst blev tvunget til at gå af som landsstyreformand af sit eget parti.
Da det begyndte at gå galt, var der ikke ret mange venner tilbage. Jonathans og mit forhold havde udviklet sig sådan, at vi var som brødre – ja, måske endnu tættere end brødre. Jonathan kunne til enhver tid henvende sig til mig – og gjorde det også. Om alt – også dybt private ting. Og også den anden vej, men jeg måtte altid leve med, at når det var dybt privat, så kom præsten op i ham. Jeg kom gennem en forelæsning. Skilsmisser –hans egen, min – han kunne ikke acceptere det. Det Gud har slået sammen, det skal mennesker ikke adskille. Han troede virkelig, sådan skulle det være.
saannarpaa. Immikkut piginnaanermik pigisaqarpoq. Kennedy-tupajaaq pissuseqarpoq, amerikarmiutut-tuluttoorluni oqartutut: Ich bin ein Berliner. Angissuseq taamaattoq pigisaraa.
Stig Søndergaard Rasmussen og Justyn Salamon er studerende fra Københavns Universitet og guides på de historiske byvandringer på Christianshavn og Bjørns Holmen. Her kan du besøge deres hjemmeside og læse mere info om deres ture: www.nordoskop.dk
Besejlingen af Nordatlanten og handlen med Grønland, Færøerne og Island hørte til en risikabel og ressourcekrævende forretning. Derfor var det et hyppigt fænomen i 1700-tallets forretningsliv, at rige købmænd slog sig sammen og dannede handelskompagnier.Kongens rolle i forhold til handelskompagnier var afgørende, dels fordi etableringen af kompagnierne kun kunne ske ved opnåelsen af særlige privilegier, men også fordi danske købmand ikke havde tilstrækkeligt kapital til at drive handlen uden den kongelige støtte. Efter flere mislykkede forsøg på handelsaktiviteten drevet af private kompagnier, beslutter kongen i løbet af 1700-tallet sig til mere direkte at engagere sig i monopolhandlen. Ved oprettelsen af Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) i 1776 bliver handelsvirksomheden statsdrevet. Den Kongelige Grønlandske Handel står ikke kun for importen af varer fra Grønland, men også for forsyningen af kolonierne. Da skibene ankom fra Nordatlanten med datidens efterspurgte og værdifulde varer som tran, skind, tørret fisk og narhvalstand, lagde til Den Grønlandske Handelsplads i den nordlige del af Christianshavn. Det er blandt andet det store grønlandske pakhus fra 1767, hvor varerne blev opbevaret og hvorfra de blev distribueret senere i de europæiske byer.
En tur med Stig Søndergaard Rasmussen og Justyn Salamon rundt omkring KGHs gamle pakhuse og Bjørns Holmen giver et indblik i de historiske handelskompagniers virksomhed på Grønland og Nordatlanten og fortæller historien bag Danmarks relationer til Nordatlanten.
Turen varer 1,5 timer og prisen er 80 kr. for voksne og 70 for studerende og pensionister. Børn under 16 år er gratis.
greenland@sagamaps.com
Culture
SÆRTILBUD TIL ABONNENTER
SÆR
Culture Adventure er Det Grønlandske Selskabs nye nabo i Det Arktiske Hus i Strandgade. I forbindelse med det gode naboskab har Culture Adventure følgende særtilbud til »Grønland«s abonnenter: kr. 500,- i rabat pr. pers. på alle pakkerejser til Grønland – sommer som vinter. Se mere herom på www.cultureadventure.dk. Hvis der er tale om at lave en flybillet til Grønland, er der de ikke faste »billigste« priser længere.Det er spørgsmål om udbud og efterspørgsel.
abonnenter: kr. 500,- i rabat pr mere herom på www
SÆRTILBUD TIL ABONNENTER
SÆRTILBUD TIL ABONNENTER
Normalt lægges der kr. 600,- pr. person i gebyr og god service!
Culture Adventure vil til abonnenterne af »Grønland« give et beløb til kr. 400,- pr. pers.
er Det Grønlandske Selskabs nye nabo i Det Arktiske Hus i Strandgade. I gode naboskab har Culture Adventure følgende særtilbud til “Grønland”s
Culture
500,- i rabat pr. pers. på alle pakkerejser til Grønland – sommer som vinter.
Culture Adventure er Det Grønlandske Selskabs nye nabo i Det Arktiske forbindelse med det gode naboskab har Culture Adventure følgende abonnenter: kr. 500,- i rabat pr. pers. på alle pakkerejser til Grønland
Se mere herom på www.cultureadventure.dk. Hvis der er tale om Grønland, er der de ikke faste ”billigste” priser længere. Det er efterspørgsel. Normalt lægges der kr. 600,- pr. person i gebyr
www.cultureadventure.dk. Hvis der er tale om at lave en flybillet til de ikke faste ”billigste” priser længere. Det er spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Normalt lægges der kr. 600,- pr. person i gebyr og god service!
Culture Adventure vil til abonnenterne af “Grønland” give et beløb
vil til abonnenterne af “Grønland” give et beløb til kr. 400,- pr. pers.
Se mere på www.cultureadventure.dk eller kontakt
Culture Adventure direkte:
»Det Arktiske Hus«, Strandgade 102, 1 sal, 1401 København K Åbningstider:
Se mere på www.cultureadventure.dk eller kontakt Culture Adventure
Mandag til fredag kl. 09.00 - 17.00
Telefon: + 45 7610 0070
www.cultureadventure.dk eller kontakt Culture Adventure direkte: “Det Arktiske Hus”, Strandgade 102, 1 sal, 1401 København K
Åbningstider:
“Det Arktiske Hus”, Strandgade 102, 1 sal, 1401 København Åbningstider:
Mandag til fredag kl. 09.00 - 17.00
Telefon: + 45 7610 0070
Mandag til fredag kl. 09.00 - 17.00
Telefon: + 45 7610 0070
Forretning eller privat?
Air Greenland er Grønlands nationale luftfartsselskab. I Air Greenland koncernen er vi ikke kun eksperter i at få dig frem til din destination i Grønland. Vi sørger også for, at du får det bedst mulige ophold – f.eks. på Hotel Arctic i Ilulissat, Grønlands bedste hotel.
Kontakt Grønlands Rejsebureau og få tilsendt et tilbud eller en brochure. www.greenlandtravel.dk www.airgreenland.dk
