Tidsskriftet Grønland nr. 1, marts 2018

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 1/MARTS 2018 66. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

Grønlandske børnelege Arktisk Institut præsenterer en udstilling med fotografier og genstande om gamle grønlandske lege, januar – juni 2018

Børn i Grønland leger – ligesom alle andre børn. Og i Grønland som andre steder er legene både adspredelse/tidsfordriv og forberedelse til voksenlivet.

Udstillingen tager udgangspunkt i Arktisk Instituts arkiver og giver derfor især et indtryk af hvordan det var og i mindre grad af, hvordan det er at være et legende barn i Grønland. Leg og legetøj i Grønland i dag er i hovedsagen det samme som i Danmark: Computer/fjernsyn og købt legetøj; men de fysiske rammer, med fjelde, vand, is og kulde giver selvfølgelig andre udendørs muligheder – ligesom der er forskel på at bo på landet og i byen i Danmark.

Fotografer: Jette Bang, ukendt og Carsten Lind. Tegning: Keld Hansen

Udstillingen, der er etableret i samarbejde med Nordatlantens Brygges skoletjeneste, giver flere muligheder for selv at prøve de gamle lege: Snoretræk, gribespil, balanceøvelse og ’harpunering’.

Se udstillingen på instituttets adresse – og dyk ned i arkiverne samme sted eller gå på opdagelse på: www.arktiskinstitut.dk

3231 5050 / arktisk@arktisk.dk / arktiskinstitut.dk / Strandgade 102, 1401 København K

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redaktion: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse.

Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aase og Jørgen Münters Fond, Kong Christian den Tiendes Fond og Augustinus Fonden Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk Narayana Press Forsidebillede: Peter Freuchen, 1933. Tilhører Ilulissat Kunstmuseum (foto: ukendt).

2

J O E L B E RG L U N D :

Daniel Bruun: arkæolog, soldat, forfatter og meget mere 1 7

MIKAEL HERTIG:

Indkald tvistnævnet: Er Selvstyreloven forfatningsstridig?

31

S I M O N M Ø L H O L M O L E S E N:

Hvorfor genoplivede Hans Egede nordboernes ruiner?

3 6

ER IK TOR M:

”…han er en meget farlig mand, fordi

han har charme…” Historien om et

venskab mellem Knud Rasmussen og

Rockwell Kent, som aldrig blev fortroligt

50

MAI MISFELDT:

Lille og vågen

58

DET GRØNLANDSKE SELSKAB

Meddelelser fra Det Grønlandske Selskab

AF JOEL BERGLUND

Daniel Bruun: arkæolog, soldat, forfatter og meget mere Joel Berglund er magister i forhistorisk arkæologi og har siden studentertiden arbejdet med arkæologi i Grønland. Fra 1981 til 1992 leder af Julianehåb Museum. Fra 1992 til 1998 museumsinspektør ved Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og fra 1998 til 2004 souchef ved samme. Særlige arbejdsområder var fredning og arkæologi med hovedvægt på norrøne problemer. Efter pensionering i 2004 bosat i Sverige.

RESUMÉ Artiklen beretter om Daniel Bruun og hans vej til Grønland gennem arkæologi i Jylland, millitær i Danmark og Fremmedlegionen i Nordafrika. Der fortælles om ekspeditionen i Sydgrønland, som han gennemførte i 1894. Baggrunden var interessen for ruinerne efter middelalderens nordiske bosætning, og hvad de kunne fortælle om datidens liv og virke. Der blev lagt vægt på muligheden for at kunne sammenligne med samtidige vilkår på Island. Centralt i artiklen er Daniel Bruuns registrant og metode. Desuden præsenteres eksempler på hans evner som tegner i skildringer af livet under ekspeditionen.

Til slut føres hans usædvanlige liv videre summarisk frem til hans bortgang i 1931.

2

Tidsskriftet Grønland 1/2018

Indledning Som profession har arkæologi ofte tiltrukket farverige personer, og arkæologi i Grønland er ingen undtagelse i denne henseende. Siden 1721, da præsten Hans Egede etablerede sin mission i Nuuk, har Grønland været genstand for arkæologiske udgravninger og undersøgelser. I begyndelsen lå tyngdepunktet for interessen på nordboerne, men senere kom den eskimoiske fortid også i søgelyset. Indtil udforskningen kom i professionelle hænder, blev undersøgelserne udført af præster, embedsmænd og officerer fra flåden og hæren. Daniel Bruun var en af disse og aktiv i Sydgrønland omkring år 1900.

Bortset fra kunstneren og arkæologen greve Eigil Knuth, eventyren og Maya-arkæologen Franz Blom i Mexico, er Daniel Bruun nok det nærmeste svar på Indiana Jones, vi har i dansk arkæologi.

De unge år Daniel Bruun blev født i 1856 i Asmildkloster øst for Viborg. Ejendommen havde været i familiens eje siden 1809, og var oprindelig et Augustiner kloster, men af disse bygninger var der ikke meget tilbage. Her tilbragte han en lykkelig

JOEL BERGLUND

Figur 1. Tegning af skibe på rheden ved Cape Town fra Daniel Bruuns første udlandsrejse i 1872.

barndom, men oplevede også det danske trauma i krigen 1864, da tyske soldater var indkvarteret i hans hjem.

Han blev tidligt påvirket af faderens interesse for den nationale historie og landets fortidsminder, hvilket senere forstærkedes af en entusiastisk lærer i Viborg Katedralskole. Dog havde skolen ikke hans interesse, og heller ikke senere havde han tålmodighed til stille boglige sysler. Han tog f.eks. aldrig nogen højere eksamen, og blev taget ud af skolen i 1871 ”af mangel på fremgang”. For at komme videre i livet og se sig om, mønstrede han på fregatten ”Freya”. Året efter stod han ud på sin første udlandsrejse. Den varede et år og førte ham så langt som til Cape Town og Mauritius i Det Indiske Ocean. Under rejsens gang tegnede Daniel Bruun en del skitser, der viste et tydeligt talent for tegning (figur 1).

Efter hjemkomsten rådede hans far ham derfor til at søge ind på Kunstakademiet i København. Det blev Teknisk Skole i stedet, hvor han studerede en tid, men at gå i skole var som sagt ikke hans sag.

Dog tog han en præliminæreksamen som privatist, og fik en ansættelse ved jernbanen for at prøve, om ingeniørområdet var noget for ham.

Omkring 1875 byggede man jernbanen fra Randers til Grenå, og under dette arbejde kom mange arkæologiske fund for dagen. Dette vakte den unge Daniel Bruuns interesse for arkæologi, og han begyndte at indsamle oldsager til forskellige lokale museer og besøgte de klassiske stenalderlokaliteter i området. Seriøsiteten i hans arkæologiske aktiviteter understreges af hans korrespondance med flere af tidens kendte museumsfolk. Han var særlig optaget af spørgsmålet om periodedelingen af stenalderen i en ældre og yngre del, hvilket på den tid var en standende strid mellem geologer og arkæologer.

Daniel Bruun videreuddannede sig selv gennem uafhængige studier i arkæologi og ved kontakter med arkæologer, der nu og da kom til Jylland fra Nationalmuseet i København.

Tidsskriftet Grønland 1/2018

3

JOEL BERGLUND

Værnepligt, uddannelse og det militære liv Han havde nu fyldt 21, og det betød, at han skulle aftjene sin værnepligt. Dette førte ham til officersskolen, hvor han faktisk gennemførte en uddannelse og forlod skolen i 1879 som sekondløjtnant (figur 2). Denne uddannelse gav ham en solid øvelse i terræntegning og opmåling, som senere kom ham til gode i det arkæologiske feltarbejde i Grønland og på Island.

Træt af det teoretiske skolearbejde, hvor han ikke var blandt de bedste, ville han prøve militærlivet i praksis. En mulighed for dette fandtes i den franske Fremmedlegion, og i 1881 meldte han sig for en periode på fem år. Her blev han ansat som sekretær og tegner ved en fransk topografisk, ridende afdeling (figur 3). Som han senere skrev i sin selvbiografi, oplevede han en interessant tid i aktiv tjeneste, hvor han deltog i stridigheder med forskellige nordafrikanske stammer i det franske koloniområde. Imidlertid fik han nok efter et år, og var så heldig, at hans femårige kontrakt kunne ophæves efter indgriben af den danske stat; at forlade tjenesten inden kontraktens udløb var ellers det samme som at desertere, hvilket blev straffet strengt.

Efter sin hjemkomst besluttede han at blive officer af linien i den danske hær, og blev garnisioneret i barndomsbyen Viborg.

Samtidig genoptog han sin interesse for arkæologi, og kom efter en tid til sideløbende at arbejde for Nationalmuseet i København.

Hans arbejde bestod i fredning af fortidsminder, udgravninger og rekognosceringer i landskabet. Det lykkedes for ham at få fredlyst hundredetals gravhøje, hvilket må siges at være en flot indsats. Han var fuldt bevidst om, at mange fortidsminder stod i fare for at ødelægges på grund af anlægsarbejder og landbrugets hastige ekspansion. Konfronteret med dette perspektiv søgte han sammen med andre interesserede økonomiske midler til udgravninger af truede gravhøje.

Over hele Danmark blev der samlet penge

4

Tidsskriftet Grønland 1/2018

Figur 2. Portræt af Daniel Bruun som ung sekondløjtnant ca. 1881.

ind, og man lykkedes endvidere at få staten til at yde et årligt tilskud på 10.000 kr, hvilket på denne tid var et ret substantielt beløb (figur 4).

I 1885 tog hans militære karriere en ny drejning, da han overgik til det beredne gendarmkorps, kendt som ”De Lyseblå Gendarmer” på grund af uniformernes farve. Dette specielle korps blev oprettet, da Danmark fra 1884 til 1895 blev styret af provisoriske love under en konservativ regering. Dette var en meget speciel periode i dansk politisk historie. Den konservative regering var årsag til uro, had og bitterhed, som bl.a. medførte det første og indtil nu eneste politiske attentat i Danmark, hvilket dog ikke lykkedes. De beredne gendarmer var et af regeringens midler til at opretholde ro og orden. I 1893 opløstes korpset, og Daniel Bruun overflyttedes til infanteriet med garnisonering i Viborg.

JOEL BERGLUND

Figur 3. Nordafrika 1882, topografisk opmåling i Oran provinsen.

Figur 4. Stendysse i nærheden af Katholm på Djursland, tegning af Daniel Bruun 1875.

Tidsskriftet Grønland 1/2018

5

JOEL BERGLUND

Figur 5. Grønland 1894, bopladsen Tissaluk d. 22. maj.

Det var i disse år, han begyndte at interessere sig for Grønlands norrøne historie.

Flere gange havde hans navn været fremme som mulig deltager i ”Grønlands Kommissionens” ekspeditioner, men der kom hele tiden forhindringer. Han gav op, tog orlov og rejste til Tunesien for at besøge huleboerne i Matmata bjergene på en etnografisk/arkæologisk rejse, men det er en anden historie.

Grønland og nordboarkæologi I 1894 fik han omsider sit ønske om Grønland opfyldt. Han var i mellemtiden blevet premiereløjtnant, men tog igen orlov og kunne nu endelig rejse til Grønland som ekspeditionsleder udsendt af ”Commissionen for geologiske og geografiske undersøgelser i Grønland”.

Hans opgave var at foretage arkæologiske undersøgelser i de gamle nordiske ruiner for at forsøge at belyse arten af bygninger, og hvorledes de var organiseret, hvilket indtil da var et uløst spørgsmål. Endvidere skulle han særligt rette opmærksomheden mod de sammenfaldne dynger af jord, sten og græstørv, som Gustav Holm havde iagttaget i 1880.

Endelig skulle han berejse og rekognoscere i Qaqortoq-området, og herudfra søge at klarlægge den overgribende struktur i middelalderens norrøne bosætning.

6

Tidsskriftet Grønland 1/2018

I 1880 havde premiereløjtnant Gustav F. Holm fået opgaven at berejse samme område i Sydgrønland med den instruks at foretage undersøgelser og opmåling af nordboruiner samt disses placering i terrænet. Materialet herfra blev vurderet som et orienteringsarbejde, der skulle komme til at danne grundlag for videre systematiske undersøgelser 14 år senere.

Middelalderens nordiske befolkning i Grønland (omkring 982 til godt ind i 1400-tallet) var et historisk og arkæologisk emne, der interesserede og fascinerede lægd og lærd i tiden omkring århundredeskiftet.

Det var en tid med nationalistisk og romantisk glorificering af det gammelnordiske, der gav sig udtryk i litteratur, malerkunst og arkitektur. Ikke mindst var man optaget af disse mennesker, der emigrerede til Grønland fra Island i slutningen af vikingetiden, og hvad der blev af dem. De var ikke så anonyme, som andre på den arkæologiske scene, da de islandske sagaer og optegnelser fra middelalderen gav dem navne, kød og blod.

Nordboerne tog land i to områder, nemlig i Vesterbygden lokaliseret til landskabet omkring den nuværende hovedstad Nuuk, og i Østerbygden omkring Julianehåb Bugt i syd. Områderne var øde, og emigrationen med fordeling af land synes

JOEL BERGLUND

Figur 6. På vej til Qassimiut gennem isen. Bag kvinderne ses en udstyrskasse fra GGU – Grønlands Geologiske Undersøgelser – som viser, hvorfra ekspeditionen havde sit udstyr.

ifølge de middelalderlige kilder at være nøje planlagt.

Ekspeditionen til Østerbygden Ekspeditionen rejste ud fra København ombord på Kryolitselskabets skib ”Fox II” den 8. maj 1894 og ankom efter en heldig rejse til Grønland den 22. samme måned. Skibet ankredes op i bugten ved Tissaluk nord for Arsuk.

Med på rejsen var sergeant N. P. Jørgensen, som også var en dygtig tegner og akvarellist.

Desuden fisker Otto Hansen, der tidligere havde været i Grønland og hvis lokalkendskab var til stor nytte (figur 5).

Fox II havde lagt sig for anker i bugten ved Tissaluk, da indløbet til Ivittuut var blokeret af is og dermed forhindrede videre fremfærd til kryolitminen. Tissaluk var den gang en ret stor boplads med både kirke, skole og handelsbod. Her mødte Daniel Bruun grønlændere for første gang, og længe varede det ikke før han

følte sig hjemme og godt til pas i deres selskab, hvilket naturligvis var en betingelse for ekspeditionens succes.

I Tissaluk hyrede han en konebåd med besætning , og senere endnu een i Arsuk, der var hjemmehørende på bopladsen Qassimiut længere mod syd. Hertil kom to kajakmænd til at finde vej og arrangere transporten (figur 6).

Udstyr og proviant til rejsen frem til Narsaq tog man ombord i Arsuk: ”Alt er i orden til afrejse. Hver båd er lastet med kasser, sække og telte. Der er købt kaffe, beskøjtere, kartofler og tobak til grønlænderne, spæk til at stoppe eventuelle huller i konebåden samt brædder til dørk.

Alt i alt er vi 19 personer med omkring 30 kasser, ankre, 3 telte o.s.v. Hver grønlænder for 85 øre i dagløn foruden mad, kaffe, beskøjtere og kartofler” (figur 7).

Tidsskriftet Grønland 1/2018

7

JOEL BERGLUND

Figur 7. Tegningen viser ankomsten til Qassimiut d. 6. juni med de to konebåde, ekspeditionen hyrede.

Begge ror med fuld besætning. I båden til højre ses Daniel Bruun med tropehjelm, der affyrer et gevær som salut som hilsen til kajakmændene, der kommer dem i møde. Begge både fører splitflag, som signalerer staten.

Figur 8. Ekspeditionen på vej i medvind med is-udkig og førerkajak. Bådens navn ses på styrbords side, og bag roerskerne sidder Daniel Bruun og N. P. Jørgensen.

Undervejs hyrede ekspeditionen også folk, når det blev nødvendigt med flere medhjælpere til udgravningsarbejde f.eks fra Igaliku, Narsaq, Qaqortoq og nu forladte

8

Tidsskriftet Grønland 1/2018

bosteder i fjordene. I Qaqortoq måtte de sige farvel til båden fra Qassimiut og fortsatte med Tissalukbåden, efter at have deponeret en del gods i Qaqortoq.

JOEL BERGLUND

Figur 9. Medens pigerne plukker blåbær sidder Daniel Bruun med tropehjelm i båden og spiser frokost.

Bemærk pigernes traditionelle arbejdsstilling med strakte ben.

Da de den 18. juni nåede frem til Narsaq, som var ekspeditionens udgangspunkt, måtte de sige farvel til den anden konebåd.

Den vendte tilbage til Tissaluk, men tolken Peter Hansen var fortsat med. For at undgå yderligere afbræk i rejseplanen købte Daniel Bruun selv en konebåd, og besætningen blev engageret for hele perioden. Konebåden fik passende navnet ”Tøsen”, som blev malet agten på båden. Besætningen bestod af fire roersker, en styrmand og en kajakmand (figur 8).

I sin lille fine bog om ekspeditionen, ”Mellem Fangere og Jægere”, skriver han detaljeret om udrustning, fordelingen af last og personer mellem konebådene samt nævner alle deltagernes navne. Blandt folkene fra Narsaq var også 17 årige Malene,

der senere blev gift med den navnkundige grønlandske præst, digter og politiker Henrik Lund. Hun levede i mere end 101 år, og blev et af de længst levende mennesker i Grønland (figur 9). Teksten beretter om ekspeditionens rejse, og hvad man oplevede undervejs, men den indeholder også, hvad man kunne kalde for sekundærinformation. For eksempel om livet på bopladserne, forbindelserne mellem disse opretholdt af kajakker og konebåde, at det var udbredt at kunne skrive og læse.

Om synet på grønlænderne, regeringens bestræbelser på at spærre omverdenen ude, at forhindre spredning af kønssygdomme gennem forbud mod omgang med arbejderne ved Kryolitminen. Man får også at vide, at man holder køer i Narsaq,

Tidsskriftet Grønland 1/2018

9

JOEL BERGLUND

Figur 10. Laksefangst ved Tingimiut, Malene og Augusta Egede ses til højre i billedet.

og hvad det koster at bjerge otte køer gennem vinteren. I tegningerne kan man bl.a. aflæse kvindernes påklædning og den traditionelle arbejdsstilling med strakte ben, transport af byrder med panderem, arbejdsfordelingen o.m.m.

Så tager de afsted, og ifølge Daniel Bruns dagbog havde de en god rejse for det meste med godt vejr under hele ekspeditionens varighed. Bortset fra at beskrive ruiner og udgrave, jagede og fiskede man undervejs for at supplere provianten og få frisk føde, men der var også tid til morskab og leg, som Daniel Bruun har beskrevet så levende (figur 10).

Ekspeditionen fandt og registrede 97 ruingrupper og foretog fem udgravninger af bygninger. Ret hurtigt så Daniel Bruun en sammenhæng mellem visse ruintyper, der gentog sig fra den ene plads til

10

Tidsskriftet Grønland 1/2018

den anden. Efter udgravning af en af de helt sammenfaldne dynger af jord, sten og græstørv kunne han med sikkerhed identificere dem som rester af boliger.

Mønstret han så var større og mindre gårde med tilhørende økonomibygninger.

Hermed havde han løst to af opgaverne, nemlig at identificere boligen og dermed gøre ruingrupperne sammenlignelige med islandske forhold.

Han identificerede bygninger efter funktion, som kirker, boliger, stalde, folde og depoter, og udvidede dermed forståelsen af strukturen i det middelalderlige norrøne samfund. I udgravningssituationen var Daniel Bruun en opmærksom iagttager, som forstod at tolke de spor, han fandt, til en større helhed som indretning af bolig, husdyrhold, konstruktion af bygninger og livsvilkår.

JOEL BERGLUND

Figur 11. Situationsplan.

Daniel Bruuns ruinregistrant Et andet bestående resultat af hans rejse i Sydgrønland var, at han videreudviklede Gustav Holms ruinbeskrivelse til en systematiseret registrant over de besøgte ruiner, der også var brugbar som felthåndbog (Meddelelser om Grønland 1895). Hans beskrivelser er kortfattede og præcise. De omfatter en helhedsbeskrivelse af fortidsminderne og deres placering i terrænet synliggjort i små situationsplaner til hver ruingruppe.

De små situationsplaner er ikke signeret, og kan være tegnet af såvel N. P. Jørgensen som Daniel Bruun. Begge tegnede store prospekter af landskaber, som end i dag gør det let at finde ruinerne (figur 11, 12 og 13).

Hvert kompleks eller gruppe af ruiner fik et løbenummer, hertil kom oversigtsplan over den enkelte ruingruppe, en tegning med opmåling af hvert anlæg i gruppen med egen nummerering og en beskrivelse af bevaringstilstand samt eventuel tolkning af funktion. Til slut markeres alle ruingrupperne på et oversigtskort med løbenummeret. Man kan sige, at Daniel Bruuns system gør det muligt at zoome ind fra det generelle overblik til det specielle. Ruinbeskrivelserne og tegningerne har et rationelt enhedspræg, som gør det let at foretage sammenligninger mellem de forskellige ruingrupper. Hans metode var frihåndstegning, afskridtning, afstandsbedømmelse,

Tidsskriftet Grønland 1/2018

11

JOEL BERGLUND

Figur 12. Den enkelte ruin.

positionsbestemmelse med kompas og i enkelte tilfælde brugte han sekstant. De enkelte ruiner og deres indbyrdes position målte han op i fod med målebånd. Selv understreger han, at frihåndstegningerne pålideligt gengiver ruinernes beliggenhed

12

Tidsskriftet Grønland 1/2018

i forhold til landskabet, så det bliver let for senere forskere at genfinde dem. Den sikkerhed havde han fra sin baggrund i uddannelsen på officersskolen og praksis i Nordafrika.

JOEL BERGLUND

Figur 13. Oversigtskort.

Tidsskriftet Grønland 1/2018

13

JOEL BERGLUND

Figur 14. Udgravningssituation. Daniel Bruun overvåger arbejdet, mandskabet graver og N.P. Jørgensen ligger på knæ og betragter et fund.

Ekspeditionen sluttede i Qaqortoq den 27. september, og Daniel Bruun måtte tage afsked med besætningen på konebåden ”Tøsen”, lønnen blev udbetalt og oveni kunne de beholde konebåden som tak for godt arbejde og samvær. Tolken Peter Hansen fik foruden løn en ny kajak, og var straks roet hjem.

Dog var ekspeditionen ikke helt forbi.

Da der var god tid til ”Hvalfiskens” ankomst til Qaqortoq, anmodede han premiereløjtnant, greve Moltkes ekspedition, der opholdt sig i området, om hjælp til at recognoscere i fjordene øst for Qaqortoq.

Det blev bevilliget og efter instruktion i proceduren med identifikation af ruiner, beskrivelse og tegning, tog sekondløjtnant Frode Petersen og cand. polyt. Axel Jessen

14

Tidsskriftet Grønland 1/2018

afsted. De arbejdede i Alluitsup Kangerlua og Uunartup Kangerlua frem til 20. september, og listen over ruiner besøgt under året 1894 kunne øges til 97.

Ekspeditionen blev gennemført på lidt mere end fire måneder, og i den periode berejste man tre store fjordkomplekser, nemlig Ndr. Sermilik, Tunulliarfik og Igalikup Kangerlua. Man recognoscerede langs kysterne og i indlandet; i et tilfælde besteg Daniel Bruun sammen med Ole fra Igaliku det 1.752 m høje Illerfissalik fjeld ved Igaliku for at registrere to mulige ruiner.

Den 30. september 1894 rejste Daniel Bruun og N. P. Jørgensen hjem ombord på den næsten hundrede år gamle ”Hvalfisken” og ankom til Varberg d. 24. oktober. Herfra fortsatte man til København næste dag.

JOEL BERGLUND

Daniel Bruuns registrerings system var i brug til ind i 1980'erne, da forskellige omstændigheder gjorde det nødvendigt at introducere et nyt system baseret på en moderne kortlægning af Grønland. Så længe Nationalmuseet i København havde det antikvariske ansvar for Grønland, hørte nordboarkæologien til afdelingen for middelalderarkæologi, og eskimoarkæologien hørte til etnografisk afdeling. Da Grønlands Hjemmestyre overtog dette ansvar i 1979, blev denne todeling ophævet, da det var upraktisk at arbejde med to forskellige registreringssystemer i samme områder. I stedet arbejder man nu med ét, hvor kortreference angiver geografisk placering og nummer kulturel tilhørighed. Nøjagtigheden er yderligere finslebet med anvendelse af GPS. Det kan dog tilføjes, at Daniel Bruuns system stadig fungerer udmærket i felten, sålænge det drejer sig om de ruingrupper, han registrerede, hvilket forfatteren af egen erfaring har konstateret under antikvarisk berejsning i samme område (figur 14).

I dag er antallet af konstaterede ruingrupper imidlertid mere end fire gange så stort, men feltbeskrivelsen er i princip stadig den samme.

Det kan tilføjes, at han 1903 foretog en rekognosceringsrejse i Vesterbygden, som resulterede i en lignende registrant.

Daniel Bruun fortsatte det arkæologiske arbejde på Island, hvor han også foretog adskillige udgravninger, og på Færøerne arbejdede han bl.a. på den kendte Kirkjubøur ruin.

Træk af livet efter Grønland År 1900 blev han delegeret for Nationalmuseets 2. Afd. med den opgave at fremskaffe materiale om Grønland, Island og Færøerne til den store Verdensudstilling i Paris år 1900. Materialet fra Island og Færøerne kom til at bestå af kopier, da hverken Nationalmuseet i København eller i Reykjavik ville udlåne originaler, medens genstande fra Grønland blev fremskaffet via en rekvisition

fra Den Kgl. Grønlandske Handel til kolonierne. Her handlede det altså om originale genstande.

Daniel Bruun fortsatte med at arbejde i de nordatlantiske områder, f.eks. rejste han i Nordnorge og besøgte samiske områder for at se, om rensdyrdrift kunne være en mulighed i Grønland, hvilket faktisk blev virkelighed i 1950'erne.

Hæren havde han sådan set aldrig rigtigt forladt, og i 1904 blev han forfremmet til kaptajn af reserven og rejste samme år til Fjernøsten som krigskorrespondent for Berlingske Tidende for at dække den russiskjapanske krig (1904-1905). Under 1. Verdenskrig fra 1914 til 1918 var han mobiliseret i den danske hær, og endelig var hans sidste officielle tjeneste at virke som politidirektør i den internationale kommission, under afstemningen i Slesvig 1920, der drejede sig om grænsen mellem Tyskland og Danmark, og om hvor meget af det tidligere danske landskab Slesvig, der skulle genforenes med Danmark.

Daniel Bruun havde et omfattende forfatterskab bag sig, bl.a. skrev han i 1918 den første samlede beskrivelse af nordboerne i Grønland, i 1928 det nu genoptrykte værk om fortidsminder og nutidshjem på Island samt flere trekkingguider til rejser på Island.

Hans mange tegninger og noter fra Grønland arrangerede han i kataloger, som nu findes på Nationalmuseet i København.

Han døde i 1931, 75 år gammel og efterlod et stort privatarkiv fra et langt og eventyrligt liv i arkæologiens og hærens tjeneste. Daniel Bruun var et vidtberejst, flittigt menneske, en enestående iagttager og ikke mindst tegner, som fra Grønland til Japan suverænt nedfældede sine indtryk i dagbøger og på skitseblokken (figur 15, næste side).

Tidsskriftet Grønland 1/2018

15

JOEL BERGLUND

Figur 15. Sommeren betød også, at man blev plaget af myg, som kunne besværliggøre livet og ikke mindst skrivearbejdet i felten.

Litteratur

Noter

Daniel Bruun: Undersøgelser i Julianehaabs Distrikt, Meddelelser om Grønland XVI, særtryk, Kjøbenhavn 1895.

Daniel Bruun: Mellem Fangere og Jægere, Piger og Koner, Minder fra Grønland, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kjøbenhavn 1897.

Daniel Bruun: The Icelandic Colonization Of Greenland, Meddelelser om Grønland, København 1918.

Daniel Bruuns Erindringer i 4 bind, Gyldendal, København 1925-1927.

Daniel Bruun: Fortidsminder og Nutidshjem på Island, Gyldendalske Boghandel, København 1928.

Alle tegninger er i privat eje.

Billed nr. 15, 16, 17 er affotograferet fra Meddelelser om Grønland bd. XVL 1895.

Det skal endvidere bemærkes, at de fleste tegninger måske alle ikke er udført, når situationen fandt sted. Daniel Bruun selv genkendes på tropehjelmen, han altid bar.

Grønlandske stednavne i artiklen og de tidligere danske samt i parantes de norrøne navne: Nuuk - Godthåb Tissaluk Arsuk Iviitut Narsaq Igaliku - Gardar Qaqortoq - Julianehåb Sermilik Tunulliarfik - Skovfjorden (Eriks Fjord) Igalikup Kangerlua - Igaliko (Fjord Einars Fjord) Alluitsup Kangerlua - Lichtenau Fjord (Hrafns Fjord) Uunartoq Fjord - 0 (Siglufjord) Illerfissalik - Burfjeld Qassiarsuk - Brattahlid

16

Tidsskriftet Grønland 1/2018

Tidsskriftet Grønland 1/2018

61

TIDS SKRIF

G TE T

R Ø N LA ND NR. 3/S EP T EM 64 . Å B RG A ER 2 N 016 DET GRØ G NL A NDS KE S EL S K A B

Har du lyst til at skrive en artikel til Tidsskriftet Grønland?

Tidsskriftet Grønland er et privilegeret tidsskrift. Hvert nummer er fyldt med vedkommende, spændende, oplysende og fascinerende artikler om stort set alt, der har omdrejningspunkt inden for grønlandsk kultur, forskning og samfund. Indholdet leveres af forfattere, som vi – desværre – kun kan honorere med æren og to frinumre af det aktuelle tidsskrift.

Men måske sidder der stadig forfatterspirer, som endnu ikke har udlevet drømmen om en artikel i Tidsskriftet Grønland. Til dem – og alle andre – er her nogle retningslinjer at gå efter, hvis man skulle have lyst til at bidrage med stof til tidsskriftet.

62

Tidsskriftet Grønland 1/2018

Indholdstyper Indholdet skal være relevant for Det Grønlandske Selskabs medlemmer og Tidsskriftet Grønlands læsere, hvilket betyder, at den grønlandske vinkel i artiklen skal være fremtrædende. Hvilket dog ikke udelukker, at der i en artikel kan inddrages afsnit fra andre geografiske områder, når blot det er koblet til det grønlandske indhold.

Emnerne kan være f.eks. kulturhistorie, klimaforandringer, biologi, politik, historie, geologi, religion, arkæologi, kunst eller musik.

I ny og næ bringer vi også det, der bedst kan kaldes ”nicheartikler”. Som vi ser det, er en af Tidsskriftet Grønlands stærke sider,

at vores artikler henvender sig til et bredt publikum. Men vi mener også, at vi – som et af meget få ikke-videnskabelige tidsskrifter – har en styrke i at trykke nicheartikler. Vi ved, at der ude i landskabet sidder læsere, der i deres akademiske arbejde bruger disse nicheartikler, fordi de er for nicheprægede til at blive bragt i dansk- eller engelsksprogede, videnskabelige tidsskrifter.

Tidsskriftet bringer ikke egentlige boganmeldelser, dødsannoncer og politiske partsindlæg.

Peer-review (fagfællebedømmelse) Bestyrelsen i Det Grønlandske Selskab har besluttet, at tidsskriftet ikke længere skal være et fagfællebedømt tidsskrift. Årsagen er, at det er for ressourcekrævende at opretholde denne status. De sidste fagfællebedømte artikler bliver bragt i løbet af 2017.

Form Alle skal kunne forstå din tekst. En forfatter må gerne bruge et mindre antal fagtermer – de skal så bare forklares kort og forståeligt.

En artikel skal være mellem seks og 12 sider, inklusiv illustrationer. En normalside i tidsskriftet ligger på ca. 500 ord.

En artikel skal ud over brødteksten ledsages af et kort resumé og en kort forfatterbiografi med et portrætfoto. Illustrationer (fotos, grafik) må fylde maksimalt 50 % af indholdet.

Artiklen må gerne indeholde fodnoter, slutnoter, referencer og/eller forslag til yderligere læsning.

Dog: Ingen regel uden undtagelse.

Illustrationer Alle illustrationer skal sendes i høj opløsning, dvs. gerne 300 dpi. De fleste billeder, der er taget med et mobilkamera eller ligger på internettet, er kun 72 dpi. En forfatter skal have specifik tilladelse til, at tidsskriftet må bruge illustrationerne.

Redaktionen påtager sig ikke at skaffe illustrationsmateriale, men tidsskriftet har en aftale om, at forfattere vederlagsfrit kan hente billedmateriale i Arktisk Instituts historiske fotosamling (http://arktiskinstitut.dk/arkiverne/fotosamling/), hvis det er relevant for en given artikel.

Proces Når en artikel er indsendt til redaktionen, får forfatteren en melding om, hvorvidt artiklen er egnet til at blive trykt i tidsskriftet. Accepteres den, nærlæser redaktionen artiklen, og der kan blive tale om noget skriven frem og tilbage, indtil både forfatter og redaktion er tilfreds med teksten. Dette kan gå hurtigt – men kan måske også tage lidt længere tid.

Herefter layoutes artiklen, og forfatteren får en pdf til gennemsyn og kommentering.

Når både forfatter og redaktion er enige om, at nu er målet nået, så bliver artiklen gjort klar til tryk sammen med resten af artiklerne.

Deadlines Tidsskriftet Grønland udkommer fire gange om året – marts, juni, september og december. Det giver følgende deadlines: 1. februar, 1. maj, 1. august og 1. november.

Honorar Redaktionen har desværre ikke midler til at udbetale honorar for artikler. Hver forfatter til en artikel får tilsendt to frinumre af det pågældende nummer og kan – hvis det ønskes – få tilsendt en pdf til eget brug. Er tanken, at denne pdf skal ligge offentlig tilgængelig, skal Tidsskriftet Grønland krediteres.

Redaktionen kan kontaktes på dgls@dgls.dk eller uw@dgls.dk Redaktionen

Tidsskriftet Grønland 1/2018

63

Det Grønlandske Selskab støtter op om Nakuusa-projektet i Østgrønland Nakuusa: "Lad os være stærke" er et samarbejdsprojekt mellem Naalakkersuisut (det grønlandske selvstyre) og UNICEF Danmark, som har det formål at skabe en bedre trivsel for børn.

Gennem projektet får børn i Grønland viden om deres rettigheder i henhold til FN’s Børnekonvention, og voksne i lokalsamfundet uddannes og inddrager børn i løsningen af samfundsspørgsmål gennem børneråd.

Projektet tilvejebringer også et landsdækkende undervisningsmateriale på grønlandsk, som der er for lidt af i de grønlandske skoler. En styrkelse af børns vilkår og skabelsen af engagerede voksne med det for øje, og som kan gribe ind, når børn i lokalsamfundet mistrives, fordi der ikke tages hånd om dem, eller de udsættes for overgreb, er vejen til en bedre trivsel.

UNICEF Danmark udnævner hvert år en kommune som Unicef by, og i 2018 er det Gentofte kommune.

Kommunen er med til at vælge, hvilket projekt der støttes, og Gentofte kommune har valgt at støtte udbredelsen af Nakuusa til Østgrønland. Tasiilaq er Gentofte kommunes venskabsby i Grønland. Kommunens opgave er at engagere lokale i indsamling af midler - målet er 1,2 mio. kr. - og at sætte fokus på østgrønlandske børn ved kulturbegivenheder og i undervisning i 2018. Indsamlingen foregår hele året.

Gentofte kommune har inviteret og opfordret selskabet til at støtte UNICEF By 2018, og kommunen bidrager med omfattende, ikke mindst praktisk, støtte til aktiviteterne.

Det Grønlandske Selskab har ikke til opgave at indsamle midler og kan ikke donere sådanne. Bestyrelsen har dog fundet, at det fokus, projektet har på grønlandske børn, og dermed på formidling af viden og forståelse af grønlandske forhold, tilsiger at selskabet bør bidrage, hvis vi kan. Det falder klart inden for selskabets formidlingsmål - og så bor DGS i Kraemers Hus - Det Østgrønlandske hus - i Gentofte kommune.

Bestyrelsen vil arbejde videre med mulige aktiviteter, men har indtil videre besluttet at yde en gratis annoncering af Bjørnebrochen i årets fire numre af Tidsskriftet Grønland. Brochen er designet og udført af Nicolai Appel og Buuti Pedersen.

Læs mere på: https://www.unicef.dk/nyheder/54284/bjornebroche-skal-styrke-born-i-gronland

Johnny Fredericia

64

Tidsskriftet Grønland 1/2018

BJØRNE BROCHEN

Støt børn i Grønland med Bjørnebrochen.

Når du køber en bjørnebroche, går overskuddet på 1.200 kr. pr. broche direkte til Gentofte UNICEF By 2018 og dermed til UNICEFs arbejde for børn og unges rettigheder i Grønland.

Bjørnebrochen er designet af den grønlandske kunstner Buuti Pedersen og fremstillet Bjørneb af guldsmed Nicolai Appel. Sølvbrochen er smykket med en grønlandsk rubin fra Nuuk-området i Vestgrønland, fattet i grønlandsk guld. Guldet kommer fra temamønter lavet af guld fra guldminen Nalunaq i Sydgrønland, som lukkede i 2013.

Bestil bjørnebrochen hos Nicolai Appel Email: nicolaiappel@hotmail.com Telefon: +45 2616 3145 / Hjemmeside: www.nicolaiappel.dk Pris: 2.500.

Læs mere om Bjørnebrochen her: www.unicef.dk/bjoernebrochen

UNICEF By 2018

Nyeste publikation fra

DET GRØNLANDSKE SELSKAB Inge Høst Seiding (red.): Henriette Egedes dagbog 1832-1833 Henriette Egedes dagbog er en sjældenhed! – Skrevet af en dansk kvinde i Grønland i 1830-erne; en kvinde med en usædvanlig iagttagelsesevne – og som var god til at skrive. Bogen giver et autentisk førstehåndsindtryk af kolonitidens Grønland: kvinder og mænd, grønlændere og danskere, børn, fangere, embedsmænd, sygdom, klima, ægteskab, hjemve …

Bogens redaktør, Inge Høst Seiding, har forsynet bogen med en introduktion og et noteapparat, som giver læseren en god baggrund og forståelse af datidens særlige vilkår.

Inge H. Seiding: Henriette Egedes Dagbog 1832-33.

96 sider; illustreret 200 kr. / medlemspris 175 kr.

Bestil bogen hos Det Grønlandske Selskab: www.dgls.dk / 6160 5331 / mail: dgls@dgls.dk eller via Saxo.com