Tidsskriftet Grønland nr. 1, 2015

Besøg Arktisk Institut i Strandgade 102, København

- åbent mandag til fredag kl. 09.00 – 16.00.

Se mere på instituttets hjemmeside: www.arktiskinstitut.dk - og klik videre derfra til et univers af information om Grønland og Arktis i øvrigt i instituttets databaser: Fotosamling med 150.000 historiske fotografier.

Dokumentarkiv med mere end 550 enkelte samlinger. Østgrønlandske stednavne med info om hvert enkelt stednavn.

Grønlandske fortællinger: sagn og myter fra hele Grønland.

Biografisk leksikon: udlændinge i Grønland fra 1721 – 1900.

Polarbiblioteket med over 35.000 titler.

Arktisk Institut stiller sine historiske samlinger til rådighed for alle – og modtager gerne nye samlinger af arkivalier vedrørende Grønland og det øvrige Arktis.

KONTAKT: Arktisk Institut, Strandgade 102, 1401 København K 3231 5050, eller arktisk@arktisk.dk

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redaktion/redaktør: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse.

Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Frimodt-Heineke Fonden, Juullip Nipitittagaa/ Grønlands Julemærkefond, Skibsreder Kraemer og hustru Mathilde Kraemers Grønlandsfond, Bladpuljen, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond, Augustinus Fonden, Carlsen-Langes Legatstiftelse.

Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk PE offset A/S Forsidebillede: Nive Nielsen ved Greenland Eyes International Film Festival 2014 i Oslo.

(Foto: Francesco Saggio).

2

NIVI CHRISTENSEN:

Grønlands billedkunst – de ukomplette samlinger 9

KLAUS GEORG HANSEN:

Greenland Eyes International Film Festival 2 2

T O R B E N r . c H R I S T E N S E N , L I L L I A N M . J E N S E N &

NIELS M. SCHMIDT:

Grønland – en nøgle til forståelse af et Arktis under forandring 3 1

M I K K E L N O H R J E N S E N:

Opsparing på Grønland 1873-1881

4 3

F R A N K S E J E R S E N:

Efterforskning og udnyttelse af råstoffer i Grønland i et historisk perspektiv 6 6

DET GRØN L A N DSK E SELSK A B:

Medlemsorientering fra Det Grønlandske Selskab

AF NIVI CHRISTENSEN

Grønlands billedkunst – de ukomplette samlinger

Nivi Christensen er cand. mag. i kunsthistorie fra Københavns Universitet med speciale om Grønlands Nationalgalleri for Kunst. Siden 2010 har hun været ansat som Kultur- og informationsmedarbejder i Det Grønlandske Hus i København og har blandt andet ansvaret for husets udstillinger.

RESUMÉ Denne artikel sætter fokus på indkøb og opretholdelse af repræsentative samlinger af Grønlands kunst. Der gives en indsigt i den aktuelle status for bevaringen af Grønlands kunst, samt vigtigheden af en snarlig prioritering på området.

I forbindelse med opførelsen af standen Grønlands Nutidskunst på kunstmessen Art Copenhagen i 2008, blev jeg gennem en samtale gjort opmærksom på, at Statens Museum for Kunst har et ansvar for indsamling af en repræsentativ samling af nutidig kunst fra Grønland. Samtalen var med den nu afdøde erhvervsmand og daværende formand for Dansk-Grønlandsk

2

Tidsskriftet Grønland 1/2015

kulturfond (i dag kendt som Kulturfonden Danmark-Grønland), Peter Augustinus (1944-2014), der havde en stor kærlighed for Grønlands nutidskunst. Jeg har senere fået bekræftet, at Statens Museum for Kunst i København og Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk begge har ansvaret for at indkøbe og opretholde repræsentative samlinger af Grønlands billedkunst. De to museer er forpligtiget til hver især at indsamle til egne samlinger, men ingen af institutionerne har været i stand til at opfylde dette. Status er, at der på de to ansvarshavende institutioner ikke findes repræsentative samlinger af Grønlands billedkunst.

Grønlands kunst repræsentativt Ligegyldig hvilken betegnelse man bruger om Grønlands kunst (eks. kunst fra Grønland, Grønlands nutidskunst, Grønlands kunst, grønlandsk kunst, grønlandsk billedkunst), er et af de mest komplicerede aspekter afgrænsningen af det grønlandske. Som digtet af Mette Moestrup fra Bogen Grønland = Kalaallit Nunaat herunder også illustrerer, er der megen uklarhed omkring begreber om det grønlandske:

NIVI CHRISTENSEN

“Dette er ikke grønlandsk. Jeg er grønlandsk. Er dette grønlandsk?

Er dette grønlandsk fordi jeg er grønlandsk?

Er dette ikke grønlandsk fordi det ikke er på grønlandsk?

Ville dette være mere grønlandsk på grønlandsk?

Jeg har trods alt skrevet grønlandsk 10 gange.”

Uddrag af digt af Mette Moestrup fra bogen Grønland = Kalaallit Nunaat eds.

Amalie Smith 2010 Hvad der gør noget grønlandsk, og andet ikke, er der mange meninger om. Til trods for dette er netop denne afgrænsning afgørende, når der tales om repræsentative samlinger af Grønlands kunst. I denne artikel har jeg valgt betegnelsen Grønlands kunst, ligeså meget for at understrege at Grønland lige nu ikke besidder en egen repræsentativ kunstsamling, men også da jeg finder denne betegnelse mindre ekskluderende. I betegnelsen Grønlands kunst lægges ikke vægt på kunstnerens nationalitet, motivvalg eller oprindelse, men på vigtigheden af at kunsten bør indgå i en grønlandsk kunstsamling. Kunstværkerne, jeg fokuserer på, er dem som omfattes af begrebet billedkunst: malerier, skulpturer, installationer og grafiske værker, primært frembragt de sidste 150 år. Værker som eksempelvis masker, benskærerarbejder og redskaber, som også af nogle betragtes som tilhørende kategorien Grønlands kunst, medtages ikke her, blandt andet fordi jeg ikke betragter denne gruppe som værende truet på samme måde.

Det er ikke denne artikels sigte at definere en repræsentativ samling, ej heller begrebet Grønlands kunst, men blot et ønske om at gøre opmærksom på problemet med opretholdelsen af repræsentative samlinger.

At definere indholdet af en repræsentativ samling af Grønlands kunst kræver stort fokus og forskning på området, og en sådan

samling vil formentlig aldrig kunne blive 100% komplet, alene fordi opfattelsen af kunst er subjektiv – og forskellige mennesker vil se forskelligt på kunsten. Derimod kan det være lettere at angive, hvornår en samling ikke ville være repræsentativ. Man kan ret simpelt undersøge, hvorvidt samlingerne indeholder nogle af de værker, en repræsentativ samling som minimum bør indeholde. Der er kunstnere i den grønlandske kunsthistorie, som er så vigtige, at samlinger uden disse, efter min vurdering, ikke kan betragtes som repræsentative. Her tænker jeg eksempelvis på kunstnere som Anne-Birthe Hove (1951-2012), Julie Edel Hardenberg (f. 1971), Aka Høegh (f. 1947), Inuk Silis Høeg (f. 1972), Pia Arke (1958-2007) og Jessie Kleemann (f. 1959).

Repræsentative samlinger er flygtige og svære at definere, men et udgangspunkt må være at definere et fælles minimum for repræsentative grønlandske kunstsamlinger.

De ansvarshavende institutioner Allerede ved Grønlands Hjemmestyres indførelse i 1979 overtog Grønlands Hjemmestyre ansvaret for kulturen i Grønland. Der er derfor en specifik grønlandsk museumslov, hvor der blandt andet står: ”§ 6. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv indsamler, anlægger og opretholder repræsentative samlinger.” ”Landstingsforordning Nr. 6 Af 30. Oktober 1998 Om Museumsvæsen” http://www. kulturi.org/dk/lov/museumslov.html (tilgået 01.03 2015).

Grønlands Nationalmuseum og Arkiv er mest kendt for sin store etnografiske samling med blandt andet fedtstensfigurer, klædedragter, masker, fangstredskaber, benskærerarbejder og lignende. Museet er dog i besiddelse af en række værker af Grønlands billedkunst. Museet lægger blandt andet vægt på tegninger af Aron fra Kangeq Tidsskriftet Grønland 1/2015

3

NIVI CHRISTENSEN

Grønlands Nationalmuseum og Arkiv opkøbte i 2014 fem værker af kunstneren Bolatta Silis-Høegh (f.1981) fra soloudstillingen Lights On – Ligths Off. Her ses to værker fra udstillingen. (Foto: Nivi Christensen).

(1822-1869), men har ligeledes en del nyere værker, opkøbt gennem tiden. Som den eneste nationale kulturbevarende instans i Grønland er det museets opgave at opkøbe Grønlands kunst. Samlingen er analyseret af ph.d. Jørgen Trondhjem, og i hans afhandling Moderne grønlandsk billedkunst (2007), kan man blandt andet læse, at samlingen er beskeden i omfang. Trondhjem mener, at der er bemærkelsesværdigt få kunstværker fra tiden efter 1950’erne. Han skriver i sin ph.d.-afhandling følgende om samlingen (Trondhjem, Jørgen. Moderne Grønlandsk Billedkunst: Københavns Universitet, 2007.

S. 110):

4

Tidsskriftet Grønland 1/2015

”Der findes værker af nogle af de væsentligste af de tidligere kunstnere, men efter gennemgang af hele samlingen er min fornemmelse dog, at der ud over Aron-samlingen, især er repræsentative samlinger af Peter Rosing (1892 - 1965) og Hans Lynge (1906 - 1988). At sige, at museet har værker, der viser tendenser i 1990’erne, er måske lidt af en tilsnigelse. Ud over den af Kunstskolen deponerede samling af elev- og lærerarbejder, er det påfaldende, at der f.eks. blot er et enkelt maleri af Aka Høegh, men ingen grafiske værker, ligesom Arnannguaq Høegh og Anne-Birthe Hove stort set ikke er repræsenteret. Desuden var langt de fleste af de nyere kunstnere og mere eksperimenterende udtryk totalt fraværende.”

NIVI CHRISTENSEN

Trondhjem anvender udelukkelsesmetoden.

Han vurderer, at hvis ikke samlingen indeholder værker af blandt andre Arnannguaq Høegh og Anne-Birthe Hove, betragter han ikke samlingen som repræsentativ, ligesom omfanget af skulpturelle og fotografiske værker angives som påfaldende lille.

Grønlands Nationalmuseum og Arkiv har dog siden 2007 erhvervet sig en serie af Anne-Birthe Hoves grafiske tryk og modtaget en af Julie Edel Hardenbergs fotoserier som gave. I nyere tid gjorde museet et bemærkelsesværdigt opkøb af fem store værker af kunstneren Bolatta Silis-Høegh (f. 1981) i forbindelse med soloudstillingen Ligths On – Lights Off i København.

I 2007 vurderede Trondhjem Grønlands Nationalmuseum og Arkivs samlinger af Grønlands billedkunst for mangelfuld, og min vurdering er, at den til trods for enkelte indkøb forsat ikke er repræsentativ.

Den grønlandske museumslov er bygget op omkring Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Det er museet, der overordnet set skal stå for bevaringen af grønlandsk kultur og dermed også billedkunsten. Denne post kan uddelegeres til passende museer, men er ikke blevet det. I Danmark har Nationalmuseet i København ansvaret for at opretholde de kulturhistoriske samlinger, mens Statens Museum for Kunst har ansvaret for at opretholde kunstsamlingerne. Dansk Grønlandsk Kulturfond, med den tidligere nævnte Peter Augustinus i spidsen, fik i 2006 medhold i en klage til Statens Museum for Kunst over de manglende opkøb af nutidig grønlandsk billedkunst. Det har senere resulteret i opkøb af værker af Julie Edel Hardenberg og Anne-Birthe Hove. Det er positivt med indkøbene, men indkøb af så sporadisk karakter er ikke tilstrækkeligt for at samlingerne bliver ajourført. Der er behov for et overblik og en strategi i forhold til indkøb af Grønlands billedkunst. Fortsætter man som nu med meget få opkøb af Grønlands kunst,

bliver de respektive samlinger ikke komplette. Samlingerne bliver i bedste fald alene styret af udefrakommende fonde og donorer, som ikke har overblik over, hvad institutionerne allerede er i besiddelse af, og hvilke værker der mangler i samlingerne.

Status er, at der hverken eksisterer en repræsentativ samling af Grønlands kunst på Statens Museum for Kunst i København eller på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk. Området har brug for en institution, der har overskud til at fokusere på Grønlands kunst.

Grønlands Nationalgalleri for Kunst En gruppe, primært bestående af kunstnere, har i godt 20 år forsøgt at oprette et Grønlands Nationalgalleri for Kunst.

I 2004 manifesterede de sig som Fonden Grønlands Nationalgalleri for Kunst. Siden er der fundet en grund i Nuuk, og tegnestuen BIG har vundet arkitektkonkurrencen om bygningen. Projektet mangler forsat finansiering, og det har tilsyneladende lange udsigter. Man kan håbe på, at en eventuel opførelse af museet vil bidrage med en strategi til opkøb af værker, men da det forsat er meget usikkert, hvorvidt kunstmuseet nogensinde bliver opført, må der i mellemtiden lægges en plan for opretholdelse af samlingerne.

Et af de største problemer, som jeg ser det lige nu, er, at der ikke eksisterer nogen oplagt modtager af Grønlands kunst.

Privatpersoner, kunstnere eller fonde som er interesseret i at donere samlinger og værker har ikke nogen egentlig institution, som kan varetage og udstille værkerne. Det mest oplagte er Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, men de sidste 10 år har ingen af museets kunstværker været udstillet, og incitamentet for en giver er derfor begrænset. Helt aktuelt er de store enkeltkunstnersamlinger af betydningsfulde afdøde kunstnere som eksempelvis Anne-Birthe Hove, Pia Arke og Hans

Tidsskriftet Grønland 1/2015

5

NIVI CHRISTENSEN

Fonden Grønlands Nationalgalleri for Kunst arbejder fortsat på oprettelsen af et grønlandsk kunstmuseum.

I 2011 vandt tegnstuen BIG arkitektkonkurrencen, og billedet er en grafisk fremstilling af museet. Fremtiden for museet er fortsat usikker. (Illustration: Tegnestuen BIG).

Lynge. Hvis Grønland havde et egentligt nationalt kunstmuseum, ville det virke mere naturligt at donere kunstværker til samlingerne, og man ville som giver, fond eller privatperson, have en fornemmelse af, at værkerne havde en mere naturlig plads i samlingerne.

Genstanden og museet Der er en stærk vekselvirkning i forholdet mellem udstillingssted og genstand, og det er efterhånden bredt kendt, at de omgivende rammer har en effekt på genstanden.

Teorierne går på, at et kunstværk ændres alt efter hvilken kontekst, det placeres i.

På museerne tages genstandene ud af sin brugsfunktion, tid og placering, for så at blive placeret i en ny tid og et nyt rum, og kan i den forandring samtidig antage en ny funktion. Den udvikling, som en genstand gennemgår, når den opkøbes og udstilles på museer, er kompleks.

6

Tidsskriftet Grønland 1/2015

Et eksempel på en genstand i udvikling kan være, når en kniv udstilles. Den kan præsenteres som et redskab til at forberede madvarer, en kunstgenstand med smukke udskæringer, et symbol på menneskelig udvikling, et mordvåben i en krig eller som tegn på noget overnaturligt. De omgivende rammer præger vores opfattelse og forståelse af kniven. Rammen bliver i sig selv en meddelelse.

Kunstværker kan vokse og udvikle sig i samspillet med museet. Museerne er ikke blot omgivende skaller, men kan som institutioner være med til at påvirke kunstværkerne. Et eksempel kan være de føromtalte indkøb af Bolatta Silis-Høegh. I samspil med museet kan de komme til at udtrykke en periode i grønlandsk politik, og mere specifikt den politiske beslutning om omhævelse af nultolerancen over for uran, som kunstneren selv angiver som inspirationen til de store selvportrætter. Alene kan værkerne

NIVI CHRISTENSEN

Til venstre ses værket Ligths On og til højre Lights Off, begge af kunstneren Bolatta Silis-Høegh (f. 1981).

Værkerne er indkøbt af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. (Foto: Nivi Christensen).

forekomme groteske og drabelige, men i samspil med museer og udstillingssteder fortæller de en historie. Udstillingsstedet kan fravælge at fortælle denne historie, og i så fald vil mange sikkert se værkerne som et opråb mod vold og overgreb. Indsamling af Grønlands kunst kan i samspillet med museet udvikle sig, og værkerne kan sættes i en ny kontekst, som kunstnerne ikke selv har valgt, men som igen kan give nye indsigter og nye forståelser.

Strategi, forskning, viljekraft og målrettethed Grønlands billedkunst er, som det ser ud nu, hverken udstillet på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv eller på Statens Museum for

Kunst, men befinder sig derimod på lagre begge steder. Værkerne indgår ikke i de udstillede samlinger. De grønlandske kunstværker opnår aldrig det samspil med museumsverdenen, der ellers kan føre til ny forståelse og nye indsigter, men ender på lukkede lagre.

Effekten, der kan opstå i samspillet mellem værk, museum og beskuer, bliver aldrig aktiveret.

Til trods for at Grønlands billedkunst er relativt ung og endnu ikke så omfattende, er det særdeles vanskeligt at give et samlet billede af de ufuldstændige samlinger, men ikke umuligt. En undersøgelse af de ufuldstændige samlinger er realiserbar, ligesom det er muligt på sigt at få bragt samlingerne til et stadie, hvor de kan siges at være repræsentative

Tidsskriftet Grønland 1/2015

7

NIVI CHRISTENSEN

for Grønlands kunst. Min vurdering er dog, at det i så fald kræver en hurtig reaktion – det bliver kun vanskeligere med tiden.

Der er brug for en strategi og rette omgivelser til indsamling og udstilling af en repræsentativ samling af Grønlands kunst. Alt dette afhænger af fokus både fra kunstverden og politisk side.

Litteratur: Arke, Pia: Etnoæstetik. Kuratorisk Aktion 2010 [original udgivelse af Pia Arke og Kunsttidskriftet ARK 1995).

Den grønlandske museumslov: Landstingsforordning Nr. 6 af 30. oktober 1998 Om Museumsvæsen – http://www. kulturi.org/dk/lov/museumslov.html (tilgået 01.03 2015).

Smith, Amalie, Rasmus Graff, Lars Skinnerbach og Mette Moestrup (red.): Grønland = Kalaallit Nunaat. Legenda 9, Forfatterskolens Skriftserie, København 2010.

Grønlands Nationalgalleri for Kunst - www.natgal.gl

Ingemann, Bruno: ”Ti teser om museet i samfundet”, Nordisk museologi 2000, 1, s. 47-55.

Kaalund, Bodil: Grønlandsk Kunst – Skulptur, Brugskunst, Maleri, Samtidskunst. 3. udg. Gyldendal 2012 Preziosi, Donald & Farago Claire, (eds.): Grasping the World – The idea of the museum. Ashgate 2004 Rastad Bjørst, Lill: En Anden Verden – Fordomme og stereotyper om Grønland og Arktis. Forlaget Bios, 2008 www.sermitsiaq.ag: http://sermitsiaq.ag/groenlands-nationalmuseum-sikrer-bolatta-silis-hoeegh-udstilling-nytliv (tilgået 01.03 2015) Sjørslev, Inger: ”At udstille de andres ting”. Nationalmuseets arbejdsmark, Nationalmuseet i København, 1988, s.

209 -223 Trondhjem, Jørgen: Moderne Grønlandsk billedkunst – En undersøgelse af den grønlandske kunstinstitution og dens reflektioner af lokale og globale processer i værker og praksis. Upubliceret ph.d.- afhandling, Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet 2007.

Trondhjem, Jørgen: 100 års Grønlandsk Billedkunst.

Turbine Forlaget 2012

Et værk af Bolatta Silis-Høegh fra udstillingen Lights On – Lights Off. Værkerne på udstillingen blev fremstillet som en reaktion på ophævelsen af nultolerancen over for uran i Grønland i 2013. Værkerne fremstår meget brutale og tankerne ledes i retning af fysiske overgreb. (Foto: Nivi Christensen).

8

Tidsskriftet Grønland 1/2015

GRØNLAND

Dagbog Østgrønland 1905-06 William Thalbitzers originale dagbog og fotografier fra Ammassalik-området Redigeret af Ole Lund Udgivet af: Det Grønlandske Selskab Pris: 288 kr Medlemspris: 230 kr (eksl. forsendelse!)

Tak til sponsorerne: Knud Højgaards Fond G. E. C. Gads Fond Hannibal Sanders Fond Arktisk Institut

Et år - fra 1905 til 1906 - tilbragte sprogforskeren og antropologen William Thalbitzer med sin hustru, kunstneren Ellen Locher Thalbitzer i den isolerede, nyoprettede handelsog missionsstation Ammassalik i Østgrønland blandt de endnu kun delvis kristnede østgrønlændere. Et ophold, der skulle give ham materiale til et langt livs arbejde.

Thalbitzer var den første europæer, der slog sig ned i Ammassalikområdet og beskrev sproget, befolkningen og vilkårene. Derfor udgør bogens tekst og fotografier en usædvanlig og unik dokumentation.