Hummerhævn

Allerede næste dag begyndte de uhyggelige mord i byen. Vi læste om dem på nettet. En eller anden galning var gået amok. Som sædvanlig var politiet på bar bund. Men de havde nok at se til. Det så ud til, at morderen var bevæbnet med et samuraisværd eller måske en gigantisk hækkesaks. Flere af ofrene var nærmest klippet i stumper og stykker, som når en sur unge går amok på en kravlenisse.

Via politiradioen havde Sue hørt fere rygter. En sømand nede på havnen var blevet et hoved kortere. Og en lystfsker ude på molen var blevet delt i fre dele, og ikke på den gode måde. Og sådan var det hele vejen. Det ene skrækkelige mord efter det andet. Doom Town var endnu en gang plaget af en morderisk galning.

Men Dick gad ikke interessere sig for en gal morder. ”Lad politiet ordne den sag,” sagde han. ”Jeg har vigtigere ting at tage mig til.”

”Som hvad?” spurgte jeg. Dick vinkede mig tæt på og skævede til Sue for at sikre sig, at hun ikke hørte ham. Men hun lå i sofaen og afyttede politiradioen med sine hørebøfer på, så han kunne være rolig.

”Jeg vil have min hummer tilbage,” sagde Dick. ”Fatter du det, Jack? Tilbage!”

”Dick, det nytter ikke,” sukkede jeg.

”Og hvorfor ikke det?” ville Dick vide.

”Fordi Wok er kommet til at spise den.”

Dick lignede en, der havde fået en bowlingkugle i hovedet. Han bad mig gentage, hvad jeg lige havde sagt. Og så fortalte jeg Dick om de sørgelige hummerrester i køkkenet på Den glade reje.

Dick blev krebserød i sit ansigt.

”Min hummer!” hvislede han med sammenknebne øjne. ”Min gave fra onkel Mulle.”

”Den smagte nok ikke godt,” trøstede jeg.

Men Dick hørte intet. Han så ud, som om han havde fået hundegalskab. Hvid fråde om munden og øjne, som stod ud af hovedet. Hans hævn ville blive frygtelig, lovede han. ”Øje for øje, Jack Stump!” råbte han og pegede på mig med en stiv fnger.

”Hvad for en fsk?” sagde jeg.

”Vores hummer! Den fsk!” hvislede Dick. ”Wok stjal og åd vores hummer. Som hævn vil vi nu stjæle alle hans.”

”Du mener, du vil?” spurgte jeg.

”Nej, vi vil!” sagde Dick og viste tænder.

”Altså stjæle dem fra hans akvarium?” skulle jeg lige have opklaret.

Dick nikkede. Det var det, han mente med øje for øje. Jeg kunne ikke se, hvor de øjne kom ind i billedet, og syntes, det hele lød lidt besværligt. Men der var ingen vej udenom. Dick ville slå til allerede i aften. Og jeg skulle med.

”Gør dig klar til en hummerfest,” sagde Dick og gned hænder som en gal diktator, der skal til at erobre verdensherredømmet.

”Hvad så med Sue?” spurgte jeg. ”Er det ikke bedst, jeg bliver hjemme og passer på hende, når nu der er en morder løs i byen?”

”Sue kan passe på sig selv,” indvendte Dick og skævede til Sue på sofaen. ”Hun har sin selleri-nunchaku, eller hvad det er.”

”Persillerod,” rettede jeg.

”Så fk vi det på plads,” sagde Dick.