Stjernetosset

tøsers klub, så kender du os alle sammen og kan

Ingrid

Tove

Troede vi. Lige indtil det viste sig, at ’bønderne’

Hvilket ellers er målet med vores klub: sig ned. Selvom det var let at se, at det var så godt som vundet.”

”Stjernetosset er så sejt,” sagde Ingrid.

”Det sagde du også, da vi skulle købe en det til alle de andre i klassen i morgen.”

”Jow, men,” sagde Tove og gik i stå. ”Hvad nu, ansatte og ejere må ikke deltage i skolegården.

”Tja, måske,” sagde smile. og lagde armene over kors. det er lidt bondsk.” på sig. ud. ”Jeg er vist også kommet til at

Og det samme gjorde stemningen.

”Ja, men så kommer du vist til at ballonen …” lille, rødt soppebassin, så det skvulper over og

Ingrid.

til at vokse, ville jeg blive verdensmester. For brugte jeg mere og mere tid på at stirre på mit mig det mindste glad. eneste selskab.

Lige nu kunne man kun beskrive mit liv med våde kind. ”Tror du slet ikke, I kan blive venner gange.

”Jow,” mumlede jeg. ”Det ved jeg godt. Det og et I.

Dumme tøzer

Jeg anede ikke, at tiden kunne gå så langsomt.

bare er balletbarn eller vidunderbarn på violin,

verdensberømt kunstner eller sportsmand til at gøre det.

tørsvømning, i badedragt, baskende med arme rup ... det gør jeg bare ikke. mig på vej til toilettet og mens Ingrid kiggede ud kroppen. På sedlen stod der: skellige, så kunne vi bruge det til at lave et sejt skrive en sangtekst, så er det dig.”

Og det måtte jeg ordet i min mund. sammen og kiggede i smug på mig om at blive taget tilbage. triste tanker. i skolegården med blikket rettet mod mine

For at gøre det det ud, som om var blevet gode venner igen.

Så jeg mandede mig op til et tjo. Og dukkede op

Den eneste, der talte til mig, var ’overdom

par dage slog min mave knuder. Så gik den i stå, og så gik den i kludder virkelig var nødt til at klem

”Stiller du op i kategorien

tasker.

mumlede Tove, mens et stort smil langsomt brød det bare dejlig’.” også at komme til at kramme mig.

Det bankede på døren, og Toves mor kom ind med to svingende stort smil. nået langt med sangen og dansen, så mens de arbej dede videre, kastede Tove og jeg os over kostumerne. For som de sagde, så gøre det. Og det måtte jeg jo give dem ret i.

”Hm,” sagde jeg, mens jeg rodede i Toves mors