Getsemane Kirke

Kirkesiderne

NYT FRA GETSEMANE KIRKE

Gid, der var en facitliste for korrekt bæredygtighed!

Getsemane har fået et bæredygtighedsudvalg og det er på tide . For når vi i Getsemane arbejder ud fra overskriften ”Tro, håb & bæredygtighed,” så skal vi selvfølgelig også have et udvalg, der arbejder med bæredygtighed helt praktisk i og omkring vores egen kirkebygning .

AF SARAH LODBERG, SOGNEPRÆST VED GETSEMANE KIRKE, HORSENS

Lige nu består bæredygtighedsudvalget af fem seje kvinder, der ved vildt meget om bæredygtighed og samtidig har rigtig mange gode idéer. Kvinderne er kommet til gennem andre arrangementer i Getsemane. Én er f.eks. kommet via Barselshøjskolen, en anden har været med til Community Middag, en tredje var med til Lone Landmands æble-workshop, en fjerde efter at VIAs Innovationsuge med Getsemane som bæredygtigheds-case og en femte som medlem af Getsemanes styregruppe. Alle skønne kvinder, der brænder for bæredygtighed og at gøre en grøn forskel. Deres seneste idé er, at vi skal have gjort noget ved Getsemanes udearealer. Når nu vi ikke har kunnet holde arrangementer

indenfor i Getsemane, er det jo oplagt, at bæredygtighedsudvalget mødes udenfor og i fællesskab kigger lidt

nærmere på den over 100 år gamle kirkes græsplæne. Det skulle vise sig ikke at være så let, som jeg gik og troede.

F.eks. vil vi gerne lave nogle striber med vildtblanding på Getsemanes grønne græsareal. Jeg havde tænkt, at man bare kunne så vildtblanding oven på græsset, de steder, man gerne ville have det. Men så er der åbenbart overhængende fare for, at græsset kvæler de vilde blomster og til sidst vil tidsler have overtaget. Vildtblandinger fungerer tilsyneladende bedst i dårlig jord eller sand. Det betyder, at skal man så en vildtblanding, der kan tiltrække bier og andre vigtige insekter, anbefales det, at man skræller 10 cm af græsplænen og efterfølgende fylder op med sand inden man kan så vildtblandingen. Hvis man virkelig gerne vil gøre det rigtigt i forhold til de vilde, bæredygtige principper, når det kommer til bæredygtige haver, så er reglen, at alt hvad man graver op eller klipper ned, skal blive i haven. Graver du jord op, kan det f.eks. bruges som jordvolde, eller klipper du grene, kan de udgøre et fint insekthegn. Intet må gå til spilde eller køres væk på genbrugspladsen. Alt sammen til gavn for biodiversiteten. (For enhver sparet biltur til genbrugspladsen er jo også godt for CO2-regnskabet!). Sådan et vildt blomsterbed holder ca. 3-5 år. Så skal man begynde processen forfra.

Så er det jeg spørger udvalget, hvorfor man ikke bare kan lade græsset gro og få de vilde blomster, når de naturligt indfinder sig? Det kan man også godt. Det er bare svært at få til at se pænt ud, får jeg at vide! Det vilde passer simpelthen ikke med vores idé om, hvad ”en pæn” græsplæne er. For det vi normalt synes er en pæn græsplæne, er en friseret en af slagsen med pæne, afskårede kanter uden mos og vilde mælkebøtter. En sådan kæmmet græsplæne gør bare ikke særlig meget godt for vores blomster, bier og insekter.

Oveni overvejelserne om den bedste og mest bæredygtige løsning, skal der så lægges det praktiske aspekt. For en af Getsemanes mange nabobygninger er en boligforening. Vi tog derfor fat i gartnerchefen for boligforeningens udearealer. Det er nemlig sådan, at der på et eller andet tidspunkt for meget længe siden, er blevet lavet en aftale (som ikke står nogle steder), om at boligforeningens havemand slår Getsemanes græsareal, når vedkommende alligevel sidder på havetraktoren og lige kan svinge et par gange mere frem og tilbage og så vupti, så ser både boligforeningens og Getsemanes græsplæne fin og nyslået ud! Det er en god aftale, jeg som præst og altmuligkvinde i Getsemane, af mange omgange har prist mig lykkelig for. Så det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nødigt vil gøre noget ved Getsemanes græsplæne, der betyder, at havemanden ikke vil slå den mere!

Vi havde et rigtig godt møde med gartnerchefen, og vi skal nok finde en løsning. Men kravet fra gartnerchefen er, at hans havemand skal kunne slå Getsemanes græs uden at skulle forlade havetraktoren. Og jordvolde og lignende forhindringer for en havetraktor er no go.

Summa summarum: stemningen er fin, og vi skal også nok

finde en god løsning. Lige præcis hvordan, ved jeg ikke endnu. Men jeg håber, at naboerne er med på at ændre en smule opfattelse af, hvad der traditionelt anses for at være en pæn have. Jeg håber, at de ikke sender klager, men kan se, at forsøger at passe på naturen, dyr og mennesker – det man i kristen sammenhæng vil kalde ”alt det skabte.” Det bliver spændende at se, hvilke reaktioner, vi får 

Simone Sarah Krøldrup Ljunggreen og Berit Pedersen er med i Getsemane Kirkes bæredygtighedsudvalg, hvor de helt konkret arbejder med at gøre kirkens plæne mere ”vild” på en måde så naboerne kan leve med det. Foto: Sarah Lodberg.