Rundt på Sønderbro

Erik og de andre rødder

Sønderbro Kirke fyldte 50 år i november sidste år . I den forbindelse var der fødselsdagsfest, hvor det viste sig, at der blandt gæsterne var en, der kendte ingeniøren bag kirken, Erik Friis .

AF KATJA MATHILDA CHRISTENSEN

Der rumsteres i køkkenet, hvor Carsten Hüttemeier er ved at sætte kaffe over. Ude i entreen er jeg ved at trække vinterstøvlerne af:

”Nej, behold for guds skyld skoene på. Der er fodkoldt her,” siger Carsten Hüttemeier.

Han bærer kaffen ind i stuen, hvor jeg tager sofaen og han stolen.

Carsten Hüttemeier skænker sort kaffe op i min kop med guldkant og motiv af en kronhjort, og giver mig anledning til et indledende spørgsmål af den ufarlige slags: ”Er det en julekop?”

Carsten Hüttemeiers ansigt ser lettere forbløffet ud, da han svarer:

”Ja, lad os bare sige, at det er en julekop.”

Så er det på plads, og med kaffe i julekoppen er jeg klar til at høre om ingeniør Erik Friis:

”Jeg må hellere begynde med at sige, at det jeg ved om Erik har lidt legendestof over sig, og at jeg mest husker ham som en rar

onkel, der kom på besøg, da jeg var barn,” siger Carsten Hüttemeier.

Sønderbro’eren vil mægtig gerne høre lidt legendestof om den flinke onkel Erik:

”Erik Friis gik i min familie under navnet ”den falske onkel,” fordi han ikke var rigtig i familie med os, og fordi vi havde en ”rigtig onkel” der også hed Erik, siger Carsten Hüttemeier og fortsætter:

Men uanset blodets bånd, så var Erik Friis ikke mindre onkel for os af den grund.”

Ok, koppen er muligvis ikke en rigtig julekop og Erik Friis ikke en rigtig onkel, men begge fungerer fint i deres roller alligevel.

Og nu hvor vi er ved roller, så er det eneste materiale Sønderbro Kirke har om kirkens ingeniør, Erik Friis, en dvd-film med den fængende titel ”Tre ældre herrer i Sønderbro Kirke.” De to andre medvirkende er ingen mindre end provst Arne Thomsen og kirkens arkitekt Paul Niepoort.

Under jorden

Men hvorfor overhovedet nævne Erik Friis, ingeniøren?

Måske fordi vi ofte kun taler om arkitekten bag et byggeri. Men som en meget gammel bog siger, så er et hus ikke er bedre end den grund, det er bygget på.

Sønderbro Kirke har klaret de første 50 år uden at falde sammen, men desværre er de tre hovedmænd bag kirken; arkitekt Niepoort, provst Thomsen og ingeniør Friis alle tre borte. Derfor er Sønderbro’eren glad for selv det mindste Carsten Hüttemeier kan fortælle om ingeniøren eller ”den falske onkel,” om han vil:

”Jeg kan også huske fra jeg var barn, at der omkring Erik og min far var noget, man ikke talte om. Jeg er ret sikker på, at grunden til at de to en kort overgang boede i Horsens var, at de skulle hurtigt væk fra København og tyskerne," siger Carsten Hüttemeier.

Grunden til at flugten gik til Horsens var vel det man kalder tilfældet. Carstens far, Bertel Christian Wilhelm Hüttemeier, havde kort forinden mødt Ada Carstensen til en af hendes fester på Værnedamsvej på Frederiksberg i København:

”Min mor Ada Carstensen var for en kvinde af den tid meget socialt anlagt og på et tidspunkt blev hun anholdt for rufferi, fordi hun havde lige lovligt mange unge mænd som overnattende gæster under krigen. Det var vist det, man kalder en ”sikker lejlighed,” siger Carsten. og fortæller videre om sin mor Ada, at hun ellers pænt i hverdagen gjorde, hvad der blev forventet af en kvinde; nemlig at forberede sig på at blive en ordentlig hustru med gode papirer fra en husholdningsskole.

Men altså, mor Ada reddede tilsyneladende far Bertel og onkel Erik fra et eller andet i København. Fra hvad, må vi selv udfylde, for det ved Carsten som sagt ikke. Til gengæld ved han, at skjulestedet i Horsens var hos Adas mor, Johanne Carstensen, der boede på Graven 8, over sin urmagerforretning.

Østasiatiske Kompagni

Senere blev Ada Carstensen og Bertel Hüttemeier gift og fik først datteren Birgit og siden sønnen Carsten. De to børn voksede op i Søllerød i en ren ØK-familie, der alle forstod sig godt på international handel og færden: