1 minute read

Faglige Frontløbere

FAGLIGE FRONTLØBERE

I kongresbeslutningen er der et mål om, at vi skal skabe endnu flere måder, hvorpå man som medlem kan deltage og engagere sig i Socialpædagogerne. I forlængelse heraf var øget synlighed, netværk, faglighed og udvikling af lokale ambassadører centrale tematikker på temakonferencen. Derfor valgte Hovedbestyrelsen i september at igangsætte indsatsen ”Faglige Frontløbere”, hvor der sættes spot på socialpædagogers faglighed. Faglige frontløbere er et tilbud til ikke-tillidsvalgte medlemmer, som allerede har været i berøring med Socialpædagogerne i forbindelse med ”Vi er Socialpædagogerne” og Fagpolitisk Uddannelse. Formålet er at lytte, anerkende og med afsæt i den socialpædagogiske kernefaglighed tilbyde handlemuligheder til denne gruppe medlemmer. Medlemmerne sætter generelt stor pris på at blive ringet op og tilbudt rollen som faglig frontløber, og indtil videre har langt over halvdelen, nemlig 88 medlemmer sagt ja.

Sammen former vi det gode arbejdsmiljø

På kongressen 2020 blev kongresbeslutningen ”Sammen former vi det gode arbejdsmiljø” vedtaget. Formålet med kongrespapiret er at styrke det enkelte medlems mulighed for at være medskaber af det gode arbejdsmiljø – hvad end man er leder, tillidsvalgt eller medarbejder. Kredse og forbund har i kongresperioden samarbejdet om forskellige indsatser, som har haft til formål at understøtte medlemmernes engagement og handlemuligheder, samt give inspiration til arbejdspladsrettede arbejdsmiljøindsatser.

På fagbevægelsens internationale arbejdsmiljødag - 28. april 2022 - blev der afholdt en stor arbejdsmiljøkonference for mere end 500 tillidsvalgte og ledere under overskriften ”Sammen former vi det gode arbejdsmiljø”. Deltagerne fik på workshops og i plenum inspiration til arbejdspladsrettede indsatser. Deltagerne på konferencen og øvrige medlemmer har desuden haft mulighed for at ansøge Arbejdsmiljøpuljen på 830.000 kroner om op til 10.000 kr. til at realisere den gode idé til et styrket arbejdsmiljø. I første runde ansøgte 105 medlemmer om støtte. Heraf fik 44 tilsagn om støtte.

Socialpædagogerne har desuden udviklet to konceptpakker, som er et tilbud til kredsene om en temadag. Temaerne i konceptpakkerne er ”Arbejdstid i et arbejdsmiljøperspektiv” og ”Kommunikation og arbejdsfællesskaber under forandringer”. Konceptpakkerne kan benyttes fra 1. februar 2022 til 31. marts 2023. Ultimo september 2022 har tilbuddene været benyttet af syv kredse fordelt på ni arrangementer og ca. 600 deltagere.

This article is from: