Skumringstime

Skumringstime

IdÊ, interviews, redaktion: Frank Nørregaard Fotos, layout: Peter Storm Hansen Oplag: 500 eks.

Glostrup Bibliotek, 2019

Forord Hvert år på samme tid i november læses der højt fra den samme tekst i de nordiske lande og i Baltikum. I mere end 2600 biblioteker, forsamlingshuse og kulturhuse foregår den samme begivenhed synkront. Hvad er det særlige ved det nordiske og litteraturen, som danner et fællesskab over et så stort geografisk rum, som Skumringstime er en prisme for?

Det har Glostrup Bibliotek sat sig for at udforske gennem interviews, der tegner fire portrætter af personer, som har været med i en årrække specielt gennem deres tilknytning til Foreningen NORDEN Glostrup og Omegn og Foreningen NORDENs samarbejde med biblioteket om afholdelse af Skumringstime.

I lyset af begivenheden Skumringstime og portrætterne tegner der sig for mig et billede af en ganske særlig historie. Den nordiske og hvad litteratur og kultur kan bibringe som selvstændig faktor, når det gælder dannelse og udsyn til verden.

Det nordiske fylder ikke så meget i vores bevidsthed i en stadig mere globaliseret tid og man kunne måske forfalde til nostalgisk dvælen ved fortiden, når man påkalder det nordiske sin særlige interesse?

Jeg håber modsat, at denne lille publikation gennem personlige vidnesbyrd fra én generation, stadig kan lære os værdien af det nære som udgangspunktet for vort liv og en igangsætter af vores nysgerrighed på den vide verden. Det at have en stærk tilknytning til et sted, kan præcis være den nøgleværdi, der gør at man åbner sig udad og knytter venskabsbånd.

Værs’go og træd inden for!

Frank Nørregaard

Bibliotekschef, Glostrup Bibliotek

Flemming Årgang 1943. Født i Viborg. Bosiddende i Hvidovre gennem en lang årrække.

Interesser: Et bredt engagement i internationalt arbejde. Føler sig hjemme i kunstens verden. Kunstens evne til at skabe erkendelse – ’at lære at forstå det, jeg ikke forstår’. Det jeg ikke begriber, er det der fænger mest og her kan kunsten hjælpe en på vej. Prøver at forstå, hvilken verden vi lever i, nok derfor jeg er blevet så internationalt orienteret.

Hvad er dit forhold til Norden?

Det er et kulturelt fællesskab af mennesker, der ligner os. Vi har fælles baggrund, kulturelt, historisk og sprogligt.

Det, der nok gav mig interessen, var, at jeg var optaget af opdagelsesrejsende som Peter Freuchen, Knud Rasmussen, Hakon Mielche og Roald Amundsen, som udforskede det nordiske område. Man opdagede verden og de viste mig et eksempel om danskere, der drømte om at rejse ud.

Så må mine forældre allerede dengang have været medlemmer af Foreningen NORDEN. I mit barndomshjem stod ’Nordiske Årbøger’, som jeg læste.

Det nordiske i dag er nogle lande, som har et værdifællesskab, man tydeligst kan se ved, at vi særligt bemærker, når noget er forskelligt fra det, vi er vant til. Modsat når vi rejser uden for Norden, der finder vi ligheder, fordi vi ikke forventer det. I dag er det i høj grad forsvars- og sikkerhedsspørgsmålet, der knytter os tættere sammen i det nordiske, hvor det tidligere var det kulturelle, der bandt os sammen.

Har det nordiske en særlig kvalitet?

Det, der får mig til at tænke på det nordiske, er, når jeg møder fascinationen af det nordiske udenfor Norden. Når de andre søger vores eksempel. Det, at vi er lykkes med et eller andet. Her tænker jeg specielt på de baltiske lande, der ligner os meget og f.eks. spillede populærmusik, som jeg hørte det i Giro 413 i min barndom.

Jeg var i Letland første gang i 1967, da det var en del af Sovjetunionen, men alligevel ikke helt som resten af det store land. Derfor fulgte jeg siden de baltiske landes udvikling og især de glædelige begivenheder omkring selvstændigheden. Min nyeste oplevelse er fra Lviv i Ukraine tæt på grænsen til Polen, hvor en studerende og nogle gode venner har dannet et ukrainsk-skandinavisk center, der tilbyder undervisning i nordiske sprog og oplysning om Norden. Vi fortalte dem om Skumringstime, det ville de også være med til, så nu holder de lige som os Skumringstimen.

Hvad er dit forhold til litteratur?

Det gør ikke noget, at det er underholdende. Jeg kan godt lide humorister, men det er ikke underholdning for mig i den forstand, at det går ind gennem det ene øre og ud af det andet øre. Jeg holder eksempelvis meget af Ketil Bjørnstad, som bruger levende personer og skaber et indblik i deres tankegang. Hvordan de blev, som de blev.

Altså litterære biografier. Jeg synes, det er vigtigt at lære andre miljøer at kende. ’Hvorfor netop nordisk litteratur’? – fordi den kan man endnu bedre spejle sig i, den er endnu mere genkendelig. Et andet eksempel er Strindberg, som også giver anledning til samfundsdebat og som folder sig ud både inden for litteratur, billedkunst og teater.

Kunstnere er ekstreme mennesker, derfor er de så fascinerende. Så er der Kristiania-miljøet omkring kvindeskikkelsen Oda! Er det muligt at sværge til det nordiske og på samme tid være verdensborger?

Det er indlysende let at svare på. Vi er borgere i verden såvel som i Norden, og der er ikke noget, der kan afholde mig fra at tage hundrede procent del i begge dele. Det er væsentligt at vide, hvad man kommer af. Skumringen er noget særligt for vore breddegrader. At lys og mørke er en gradvis bevægelse. I mange andre lande skelner man kun mellem dag og nat. Vi har overgangen, hvor vi kan dyrke fællesskabet. Derfor bruger vi det gamle begreb ’skumringstime’. Det var en tid på døgnet, hvor man samledes.

Det interessante er, at ideen også fænger, hvor man ikke venter det.

For eksempel er Litauen det land, hvor der bliver afholdt flest Skumringstimer. Det er ikke, som man skulle tro, i Danmark eller Sverige!

Hvad kan vi lære af nordisk litteratur?

Vi skal først og fremmest fortælle historierne, læse dem højt for hinanden – Astrid Lindgren, Tove Jansson og alle de andre. Det er vigtigt. Vi skal ikke fortælle, hvad de kan lære. Det må de selv finde ind til.

Kan vi tænde et glimt af håb gennem det nordiske og litteraturen?

Det nordiske tænder håb. Det er min erfaring, når jeg har været ude i verden og bl.a. talt med ungdomsledere. Det kan til tider tænde frygt hos magthavere, fordi det er med til at myndiggøre det enkelte individ og få det til at tænke selv.

Thorkil Årgang 1951. Født og opvokset i Skive. Gennem en længere årrække bosiddende i Taastrup.

Hvad er dit forhold til det nordiske?

Mine forældre var medlemmer af Foreningen NORDEN. Min mors broder flyttede til Sverige og vi besøgte ham jævnligt i Göteborg.

Min mor arbejdede som sygeplejerske i Norge og vi fik jævnligt besøg af norske sygeplejersker – tidligere kollegaer. Jeg har været på ungdomssommerlejr på Hindsgavl (dengang Foreningen NORDENs kursusejendom) og Voksenåsen i Oslo (dengang Foreningen NORDENs kursusejendom, Norges folkegave til Sverige efter 2. verdenskrig), hvor der var andre unge fra nordiske lande.

I en periode arbejdede min moder som forstander på et forsorgshjem for åndsvage – det kaldte man det jo dengang – og der var ikke mange penge til andet end den daglige drift, men gennem Foreningen NORDEN i Spøttrup og deres venskabsforening i Småland fik hun kontakt til en tilsvarende institution i Småland. De to institutioner arrangerede på skift besøg hos hinanden.

Denne baggrund gjorde, at jeg meldte mig ind i Foreningen NORDEN, da jeg flyttede hjemmefra i forbindelse med uddannelse. Jeg ville gerne give tilbage af det, jeg havde fået.

Det var også almindeligt, at vi i danskundervisningen i folkeskolen og gymnasiet havde tekster på norsk og svensk.

Qua mit arbejde i en brancheorganisation, som jo er en lobbyvirksomhed, har jeg været meget omkring og det har givet mig personlige kontakter i bl.a. Norge og Finland. Herudover har jeg familieforbindelser i Norge og venner i Sverige, så jeg har stadig et aktivt forhold til de nordiske lande.

Hvad er dit forhold til litteratur?

Tilfældigt vil jeg sige. En skolelærer, jeg kender, udtalte en gang, at man skal læse mindst en bog om ugen. Hvis jeg får læst én om måneden, så er det stort. I forbindelse med at jeg kom ind i bestyrelsen for Foreningen NORDEN i Taastrup besluttede vi os for, at vi ville være en del af Nordisk biblioteksuge og Skumringstime. Første

gang var 2014. Så var jeg ligesom forpligtet på at læse årets litteratur og det år var det ’Stallo’. I 2016 var jeg på en bustur med min kone til Nordnorge og samernes land og der fik jeg en anden kulturforståelse for Lapland med baggrund i Stallo. Det kom helt uventet. Det var lidt af et chok. Jeg har altid skelnet mellem fiktion og fakta, men med Stallo – som er fiktion med referencer til fakta – fik jeg en helt anden fornemmelse for folks tanker og kultur, end faglitteratur og guidernes fortællinger kunne give mig.

Er det muligt at sværge til det nordiske og være verdensborger på samme tid?

Det mener jeg helt sikkert. Man skal have sin base for at kunne begå sig andre steder. Jeg betragter mig ligeså meget som en EU-borger som nordisk. Det pudsige er, at Sverige og Finland også er medlemmer af EU som Danmark, ligesom Norge gennem aftaler har forpligtet sig til – med enkelte undtagelser – at følge EUs regler.

Men når vi sammen har fastsat de samme regler i EU, så implementerer vi dem alligevel forskelligt i de enkelte nordiske lande. Det skaber unødvendige indre grænser. Vi bygger ligesom selvstændige, bureaukratiske systemer op. Der er også forskel på kommuner, men der kan man ofte godt tale henover kommunegrænserne. Det glemmer vi ofte på landeniveau og det spænder ben for mange typer samarbejde.

En ting, jeg funderer over, når vi herhjemme er så optaget af de ’fremmede’, som kommer til Danmark og bosætter sig i områder med dem, de ligner mest. Når vi kigger på danskere, der flytter ud, f.eks. ’Dannevang’ i U.S.A., så flytter de også sammen for at bevare deres kulturelle identitet fra Danmark og som danske. Man kan sige, at vi alle søger ligesindede og det er helt naturligt.

Hvad kan vi lære af nordisk litteratur?

Det bedste eksempel, jeg kan komme med, er at henvise til ovenstående eksempel med Stallo, hvorigennem jeg fik en helt uventet og meget dybere fornemmelse af kulturen og tankegange tidligere i det nordlige Skandinavien.

Kan vi tænde et glimt af håb gennem det nordiske og litteraturen?

Ja! – vi har det godt og andre har det knap så godt. Vi kan give en tro på, at hvis man organiserer resten af verden som i Norden, så vil mange flere have det bedre. Måden, vi organiserer os og lever på, kan bidrage til en bedre verden.

Ida og Frode Ida : årgang 1932. Født på Frederiksberg, men har boet hele livet i Glostrup er i dag fortsat en levende del af Aktive Kvinder og Sct. Georgs Gilderne.

Frode : årgang 1932. Født i København, men flyttede hurtigt til landsbyen Vridsløselille, kom til Glostrup i 1942. Er interesseret i musik og har spillet i tambourkorps i forbindelse med Spejderbevægelsen. De manglede en til at spille signalhorn og der kom Ida ind i billedet, hun var nemlig pigespejder. Det var lige efter besættelsen.

Ida og Frode har kendt hinanden siden 1946 og været gift siden 1955.

Hvad er dit forhold til Norden?

Ida : Jeg fik en penneven i Norge lige efter besættelsen. Jeg kom til Norge første gang i 1946, hvor vi var otte piger, der cyklede rundt i Sørlandet. I 1949 efter Realeksamen fra Højvangsskolen, havde vi sparet op til en Norges-tur. Vi var 13 elever afsted. Efter turen lovede vi hinanden at ses hvert år. Det løfte har vi nu holdt i 69 år.

Frode : Efter besættelsen, nærmere bestemt 1949, afholdt vi en spejderlejr for drengespejdere med vore norske og svenske venskabsbyer.

Det med svenskerne udviklede sig. Der var et ægtepar, der ledede det i mange år. Der var derfor næsten 50 års kontakt mellem spejderne Glostrup og Landskrona også selvom jeg selv standsede på aktivt foreningsniveau i midten af 60’erne.

Hvad er jeres forhold til den nordiske litteratur?

Ida : Jeg har ikke været flink til at læse norske og svenske bøger, men jeg har da læst Sigrid Undset med stor fornøjelse.

Frode : Jeg husker især ’Det blæser fra dødningefjeld’ (Bjørndalstrilogien af Trygve Gulbranssen). Jeg lærte at læse litteratur af min mor. Min far læste konstant jagtbøger. Jeg læser ikke ligegyldige sager, eller som rent tidsfordriv. Jeg fik meget ud af ’Det blæser fra dødningefjeld’. Det er mange år siden jeg læste den. Det er nok en del af min arv, at der blev læst meget i min fars barndomshjem, f.eks. ’Hus og hjem’.

Hvad er jeres forhold til litteratur?

Ida : Mine forældre havde forretning og vi var otte søskende. Jeg er nummer to i rækken, så jeg fik ikke læst så meget. Min far læste, når forretningen var lukket, regnskabet var i orden og aftensmaden var spist. Jeg kan føle et savn, når Frode og jeg taler om bøger. Jeg er ikke nogen kæmpegod læser.

Frode : Jeg er udlært malersvend og ud af mine lærepenge sparede min mor op, så jeg kunne komme på håndværkerhøjskole. Der læste vi også dansk og litteratur. Senere på Odense Tekniske Skole, havde jeg en dansklærer, som lærte os at læse ordentligt. Det er mange gange en god lærer, der gør hele forskellen.

Hvad er jeres forhold til Skumringstime?

Vi er kommet hvert år igennem de sidste 10 år. Når vi kommer igen, er det fordi, det er en af de få seriøse ting, man kan opleve. Vi meldte os ind i Foreningen NORDEN engang i midten af 70’erne Er det muligt at sværge til det nordiske og være verdensborger på samme tid?

Ida : Hvorfor ikke!

Efter en af korpslejrene i spejderbevægelsen var der ’Home hospitality’ privat indkvartering i Glostrup og omegn. Der var vi 27 spejdere her uden for på vores græsplæne og spillede guitar og spiste hjemmelavede boller og drak the på en lun sommeraften. Vi var vel folk fra 5-10 forskellige lande. Det er godt at tale med folk fra andre lande og synge sammen.

Frode : Det kan man godt!

Vi har været på forskellige spejderlejre i Holland, hvor vi snakkede

en del med folk fra Belgien og Frankrig. Det er en del af det internationale, at man kan tale med andre.

Er der noget vi kan give videre til børn og børnebørn?

Ida : Det er der vel nok. Bare det at fortælle om vores egne oplevelser, om de mennesker vi mødte og de oplevelser, vi også har haft i Norge og Sverige med vore børn. Det er oplevelser vore børnebørn elsker at høre om.

Jens Årgang 1948. Fra Stokkemarke, Lolland. Jeg har boet i Glostrup siden 1970 og været en aktiv del af foreningslivet i først Fotoklubben og fra 1983 Foreningen NORDEN. En periode som formand for Glostrup Foreningsunion med opstart af Glostrup Kulturnat. Fik Glostrup Kulturpris 2009 for sin frivillige indsats.

Hvad er dit forhold til Norden?

Min farmor var roepige fra Småland. Jeg har kendt Sverige siden jeg var barn. Oplevelsen af at komme fra en bondegård på Lolland til en bondegård i Småland var både fremmedartet og bekendt. Det var specielt først at skulle flytte fire sten for at kunne plante en roe i Småland, men det var stadig på landet og det var min familie. Vi forstod hinanden. Det oplever jeg, når jeg kommer omkring. Vi forstår hinanden uanset forskelle i natur. For ganske nylig fik jeg en hilsen fra Sverige fra et 90-årigt familiemedlem og der er mange tråde ud som eksempelvis min smukke grandniece, som nu er læge i Denver (U.S.A.).

Er der tale om nostalgi, når vi taler om det nordiske?

Det er meget levende. Jeg har været på cykeltur mange steder i Skandinavien, overnattet i vejgrøfter og benyttet ’allemansrätten’ i vidt omfang. Du finder en skovsø og slår dig ned. For nylig tog min kæreste og jeg til Växjö og besøgte det savværk, jeg så første gang som syvårig.

En ting, der var kendetegnende for alle arbejderne, var, at ingen havde alle ti fingre. I Växjö finder man også Moberg-museet.

Hvad er dit forhold til litteratur?

Jeg har altid læst meget. Som barn fandt jeg i en dragkiste gamle bøger, som jeg læste bl.a. ’Klokkeren fra Notre Dame’, Saxos Danmarkskrønike og mange flere. Det er bare fortsat gennem hele livet.

Har nordisk litteratur en særlig kvalitet?

Jeg havde en skolelærer, som var misundelig på svenskerne, fordi de havde Bellmann, men vi har jo også Bellmann! På et tidspunkt var jeg oppe i Finmarken i byen Alta og der sang den stedlig lokalhistoriker ’Om lidt er kaffen klar’ fra Svantes viser. Han havde også Benny Andersen.

Vi er i familie, når vi mødes, fordi vi har fælles litteratur. Lige nu har vi de svenske krimier, der går over hele verden. På den anden side har vi Ivar Lo-Johansson og Vilhelm Moberg om udvandringen til Amerika og om fattige vilkår (Andersen Nexø).

Der ligger en kvalitet i, at kunne identificere sig med den litteratur, jeg har læst, når jeg bevæger mig rundt i den samme natur og de samme miljøer. Jeg kender ’Kejseren af Portugalien’ (Selma Lagerlöf)! Jeg har været i Värmland, forstå mig ret, jeg har talt med personer i lokalområdet, så på den måde har jeg mødt ’Kejseren af Portugalien’.

Jeg kan få tingene til at ’passe sammen’, når jeg læser Martin A. Hansens noveller fra Lolland og litteraturen fra Småland.

Er det muligt at sværge til det nordiske og være verdensborger på samme tid?

Vi har udviklet os her i Skandinavien, fordi vikingerne rejste ud for at blive klogere, ikke for at voldtage og slå ihjel, og det gør vi stadigvæk. Vi har også noget at tilbyde. Der er skandinaviske repræsentanter overalt i verden og på alle felter. Der er altid nogle skandinaver med i toppen internationalt. Vores parlamentarisme har noget, ingen andre lande har. ’Retten til at bliver hørt’. Mishagsytringer er ikke velkomment i vore parlamenter. Det gør en kæmpe forskel i forhold til parlamenter, hvor man råber og skriger af hinanden. Vi har først og fremmest retten til at blive hørt.

Der er ikke én nordisk kultur, men et konglomerat af kulturer, men vi har lært at samarbejde. Selvom samerne ikke altid er blevet be-

handlet lige pænt, så er de ikke blevet slagtet som etniske mindretal andre steder.

Hvad vil du give videre til børn og børnebørn?

De nordiske lande har været i krig i århundreder og nu samarbejder vi. Vi er et familieskab, ikke mindst sprogligt. Der er en klar sandhed i udtrykket: ’kendskab giver venskab’ også gennem den litteratur, vi har sammen. Jeg ser i høj grad kunsten som en katalysator for kontakt, f.eks. når du møder en russer, der deler din interesse for Carl Nielsen.

Når vi kigger ud i verden, er vi små lande, men vi er gode til at samarbejde og sådan kan vi varetage vores interesser på en bedre måde, så vi virkelig kommer til at betyde noget.

Kan vi tænde et glimt af håb gennem det nordiske og litteraturen?

Vi har litteraturen til fælles for eksempel Astrid Lindgren. Vi har børnebogsforfattere fælles, der krydser grænserne. Det er et familieskab på kulturplan.

Samarbejdet mellem Sjælland og Skåne er jo større end mellem Sjælland og Jylland. Grænserne på landkortet er jo kun en streg på et kort.

Unge mennesker tager det nordiske som selvfølgeligt. Det selvfølgelige skal man arbejde på og vedligeholde, det kommer ikke af sig selv. Det er lidt ligesom kærligheden.

Skumringstime Udvalgte værker og temaer 2018

Einar Màr Gudmundsson : Islandske konger 2017 Ulla-Lena Lundberg : Is 2016 Emmi Itäranta : Vandets vogter 2015 Egils saga 2014 Stefan Spjut : Stallo 2013 Tarjei Vesaas : Isslottet 2012 Mika Nousiainen : Hallonbåtflyktingen 2011 Mikael Niemi : Populærmusik fra Vittula 2010 John Ajvide Lindquist : Lad den rette komme ind 2009 Johan Ludvig Runeberg : Fænrik Ståls sägner 2008 Eeva Kilpi : Kærlighed til Norden 2007 Sigrid Undset : Kristin Lavransdatter

Island

Helte i Norden

Finland Finland Island Sverige Norge Finland

Øer Fremtiden Venskab Trold Vinter Mangfoldighed

Finland

Humor

Sverige

Det magiske

Finland

Krig og fred

Finland Norge

Kærlighed Kvinden