Med Vigga på arbejdermuseet

Jeg havde godt nok min tvivl om, hvorvidt det nu var noget for Vigga. Jeg skulle finde på noget anderledes, end det vi plejede, og tænkte at en dag på Arbejdermuset måske kunne give os en oplevelse.

Dagen før var jeg forbi på GKF´s kontor og fik et kort, så vi kunne komme gratis ind. Det kan man jo, når man er medlem af foreningen.

Jeg hentede den lille mus, og så skulle der hygges. Vi tog toget ind til Nørreport, hvorefter vi gik ca. 10 min.

Ved indgangen i gården hang der vasketøj på tørresnor fra det ene hus til det andet, som i de gode gamle dage.

Vi kom ind i det første værelse, hvor der var en masse gamle udklip, som man kunne farvelægge, og i hjørnet var der et gammelt sorthvid-tv på hjul. Det var ”Sonja fra Saxogade”, der var på skærmen. Så var vi ligesom ankommet til fortiden.

Jeg spurgte Vigga, om ikke de skulle bytte det tv ud med deres derhjemme? Vigga svarede kækt, ”Nej farmor, det tror jeg ikke min familie vil have - der er jo ikke farver på”. Jeg svarede ”Nej min skat det var der ikke på den tid. Farmor var 8 år, inden der rigtig var farver på tv´et –og det var ikke alle familier, der havde tv”. Det havde hun svært ved at forstå.

Så gik vi videre til næste udstilling, og her mødte vi en Long John af ældre dato, som man kunne cykle på. På væggen var der en film, der kørte én gennem det gamle København, når man trådte i pedalerne. Det var en sjov oplevelse, og Vigga var meget interesseret i de gamle sporvogne og byen, hun cyklede rundt i.

Videre til næste stop hvor man kunne se, hvordan man boede i ”gamle dage”. Det var ikke lige sådan Vigga ville bo. Det var ikke særlig pænt syntes hun.

Så fortsatte turen til Staunings kontor. Det var sjovt og rigtig godt lavet. Der var stempler, papir og andre kontorartikler, som man brugte før elektronikkens indtog. Der blev stemplet, så det ville noget, og pludselig – dingelingeling - så ringede telefonen, som selvfølgelig også var af ældre dato. Overrasket blev Vigga, men hun tog frejdigt røret og begyndte at tale. Jeg tror jeg lignede et spørgsmålstegn. Jeg var ikke klar over, at der var nogle i den anden ende, så der blev snakket, og jeg kunne kun tænke - tja hun har det ikke fra fremmede, da farmor EEELSKER at tale i telefon. Vigga var næsten ikke til at drive væk derfra.

Vi mødte også en stand, hvor man kunne stikke hovedet ind i et hul og tage et billede med Staunings briller på samt hans store skæg. Vildt sjovt for både Vigga og mig.

Nå, men vi måtte videre. Nu skulle vi have noget frokost, så vi gik en tur på Burger King. På arbejdermuseet må man gerne gå fra stedet og komme tilbage igen – fantastisk.

Da vi kom tilbage, skulle der laves perleplader, så Vigga gik selvfølgelig i gang med et perleprojekt. Nu skulle vi rigtig hygge os. Jeg med en kop kaffe, og Vigga med et par kanelsnegle. Da projektet var færdigt, var der nogle unge piger, der strøg pladerne, så man kunne få dem med hjem - super lykke hos os begge.

Klokken var ved at blive mange, så det var på tide at vende hjemad. Vigga var absolut ikke enig ”Vi kan da godt blive her lidt mere?” - men vi begyndte at nærme os spisetid, så vi måtte afsted til toget. På Nørreport Station mødte vi én, vi kendte, så i toget blev der tegnet og fortalt hele vejen hjem til Vangede Station. Her sagde vi farvel og gik hen og tog min bil og kørte hjem til Viggas forældre

Det var ikke kun Vigga, der var træt efter en lang og hyggelig dag, det var jeg også.

Hvis man aldrig har været på Arbejdermuseet, vil jeg her anbefale det. Det er virkelig et besøg værd. Tag dine børn eller børnebørn med - de vil elske det. Vi havde en super dag sammen, hvor vi begge hyggede os og fik en på opleveren.

Tak for en rigtig sjov og dejlig dag.

Kom og vær med!